Pizza er blevet Dansk Agility Champion

Endelig lykkedes det mig at opnå det sidste agilitycertifikat til et agilistystævne i klasse 3 med Pizza. Hun var en stjernehund på Bornholm, hvor hun vandt 2 agility klasse 3 løb. Vi løb 7 løb i alt, og hun gennemførte dem alle sammen uden disk. Super sejt.

Søren tog med på min tur til Bornholm. Vi ankom torsdag lige over middag, tjekkede ind i vores lejede hus lige uden for Rønne (lejet via AirBnB) og så kørte vi til Hammeren, hvor vi skulle se det nye besøgscenter.

Et fint hus, som vi havde lejet. Der var plads til hele familen, men desværre kunne Emma og Laurits ikke komme med.

Der er som altid meget flot på Hammeren og jeg bliver aldrig træt af at gå rundt på den gamle borg. Besøgscenteret gav interessante informationer om tiden på borgen og flot interaktion med skærme m.v.

Besøgscenteret på Hammeren er virkelig flot bygget ind i landskabet.

Bagefter var vi en smut i Allinge-Sandvig og få en meget speciel is i den cafe, der hedder Kalas Is. Jeg fik bl.a. en æble-basilikum is. Sidst jeg var på Bornholm var cafeen lukket for sæsonen, men denne gang var jeg heldig. Forstår godt, at den cafe får så god omtale på tripadvisor.

Kalas Is i Sandvig. Det er et besøg værd.

Inden vi tog til Bornholm, havde vi set første afsnit om Borgenes Ø. Det er en lille serie, som TV2 Bornholm har produceret. Vi lærte om Borgenderland, Gamleborg og lilleborg samt om øens konge. Torsdag aften så vi endnu et afsnit af Borgenes Ø.
Se afsnit her: https://www.tvmidtvest.dk/borgenes-o/borgenes-o-16

Lilleborg

Fredag formiddag drog vi mod Ekkodalen, men lige inden vi kom dertil var vi pludselig ved Lilleborg. Fedt på forhånd at have lært om borgens historie og hvordan den blev til. Man kunne forestille sig de kampe, der havde udspillet sig ved indgangen, hvor der var fundet en masse gamle pile. Vi fandt naturligvis en cache i skoven.

Indgangen til Gamleborg

Derefter kørte vi til Ekkodalen og gik op ad en masse trapper og fandt Gamleborg. Den var stor og jeg kan godt forstå, at den havde været en uoverskuelig opgave at holde i stand for de gamle vikinger. Vi gik rundt ved ringmuren og fandt en cache på bagsiden.

Fine stisystemer på Bornholm. Kizz Me toucher på stolperne.

Efter gåturen var det tid til at besøge den tv-kendte restaurant for foden af Ekkodalen. Vi havde været så betænksomme at bestille bord en uge i forvejen. Vi fik de berømte kæmpe tarteletter. Uha jeg blev mæt. De smagte godt, men jeg tror godt nok, at der skal gå laaaang tid inden jeg skal have tarteletter igen.

Kæmpe tarteletter!

Turen gik derefter til en minigolfbane. Ja, en minigolfbane!! Hvor gammeldags har man lige lov til at være? Men hold da op. Jeg forstår godt, at den fine nye minigolfbane får så mange gode anmeldelser. Banen var bygget op, så den lignede Bornholm og banens 18 huller havde alle hver deres bornholmske seværdighed. Virkelig et besøg værd, også selv om det småregner!

Uden at håne for meget … så vandt jeg over Søren!
Plan over banen. Det er altså så sejt lavet. Seværdighederne og byerne ligger der, hvor de gør i virkeligheden.

Lørdag morgen, tidligt op og afsted til Østerlars til agilitystævne. Jeg elsker at være til stævne på Bornholm. Der er kun 1 bane og man kan med ro i sindet melde sig som hjælper, da der ikke er nogen stress og jag med at skulle nå at være både det ene og andet sted samtidig. Der er masser af plads til at varme hund op og der er tid til at snakke med alle ens venner. Min hvalpekøber Laila havde reserveret teltplads ved siden af hende. Det var ÅH så hyggeligt at sidde ved siden af hende hele weekenden. Vi fik rigtig snakket og Cocio og kuldsøster Jo-Lee (tidl. Juice) de fik leget en hel del.

Hmf, tidligt om morgenen, med vådt hår. Jeg har vist ikke fået drukket al min morgenkaffe på dette billede!
Pizza i fuld fart i slalom. Foto: Leif Kjærgaard

Lørdag aften var Søren og jeg ude at spise på Selmas Homecooking i Rønne og derefter var jeg også godt brugt. Det blev til over 20.000 skridt og benene var ømme.

Cocios kuldsøster Jo-Lee og Cocio hyggede sig virkelig sammen. De var hverken aggressive eller for voldsomme. Blot kærlig leg og småtyggeri. Njaaa, måske lidt vild leg indimellem, men for pokker, de var søde.

Søndag morgen var der banegennemgang allerede kl. 7.10, men jeg havde aftenen inden skrevet en besked til arrangøren, at jeg ikke deltog i dagens første løb. Det var ”bare” en åben klasse, der ikke talte til noget. Min fokus var på klasse 3-løbene.
Agility klasse 3 søndag var lige noget for Pizza og jeg. En nærmest umulig bane, hvor man blev låst bag balancen fra 4 til 5 og hvis man ikke havde lært hunden en fremadsendelse, så ville hunden automatisk dreje til den ene eller anden side efter tunnelen. Jeg har jo smugtrænet lidt hoopers på det sidste og dermed en masse fremadsendelser, så jeg gik banegennemgang med ro i sindet, hvorimod mine konkurrenter gik og små-dissede banen, hvilket tændte mig endnu mere.

Jeg elsker udfordringer og er faktisk bedst, når banerne har en høj sværhedsgrad. Pizza løste banen fint og vi vandt klassen. Det er lang tid siden jeg har fået så mange søde og rosende kommentarer. Tusind tak alle sammen, I skal bare vide, hvor glad jeg har været for dem alle!

Der var dermed det sidste agilitycertifikat til Pizza og hun kan nu kalde sig for Dansk Agility Champion.

Lige efter præmieoverrækkelsen kørte vi til havnen og tog turen tilbage til Sverige. Turen hjem med færgen gik virkelig hurtig, for Søren og jeg kom til at sidde blandt en masse agilityfolk … og så gik snakken jo.

Hvor er jeg priviligeret over at have en sød mand med på tur til Bornholm, som sagtens kan opleve en masse sammen med mig, og også kan finde ud af at opleve noget på egen hånd, selv om jeg fjoller rundt blandt alle agilitytosserne.

Pizza vandt 2 ud af 3 AG3 løb på Bornholm!

Derfor blev det Cocio, som blev boende

Hvorfor var det Cocio, du valgte? Det spørgsmål får jeg ofte stillet, og det er svært at gøre en lang historie kort. Så det gør jeg ikke 🙂

Cocio i gang med at sove eller bestige sin mor Aquas hovede.

Jeg har ikke haft hundehvalp i næsten 6 år (Pizza bliver 6 år om 2 dage) – så hvis jeg skulle have en afløser til Pizza både træningsmæssigt og opdrætsmæssigt, så er det ved at være tid til ny hund. Derfor fik jeg på snedig og kvindelistig måde overtalt min mand til, at vi kunne beholde en hvalp fra kuld N. Han har ellers stædigt holdt fast i, at vi kun skal have 2 hunde herhjemme og først få en ny hvalp, når Kizz Me ikke er her mere. Kizz Me er 11½ år gammel. Jeg kan da godt se, at det er mest praktisk, når man er ude at rejse (overnatning på hotel e.lign.) eller hvis hundene skal passes, eller når man skal transportere hundene i bil, at der kun er 2 hunde.

Der blev født 6 hvalpe, heraf 3 tæver: Breezer yderst til venstre, Cocio (red merle i midten) og Juice yderst til højre.

Jeg har besluttet mig for, at Pizza ikke skal have flere hvalpe og jeg ved jo ikke, om min udstationeringstæve Delta kan eller får hvalpe, derfor var en hvalp fra Aquas kuld måske min sidste chance for, at jeg bibeholder mine egne asasara-linjer.

Aqua (Cocios mor og det vil sige Pizzas datter fra første kuld) blev parret i januar 2020 og kom hjem til mig 1½ uge før fødsel. Aqua bor til dagligt hos en veninde i Jylland. Det vil sige, at parring og størstedel af drægtighedsperioden foregik hos Alice. Jeg var meget spændt på denne drægtighed og fødsel. Der skulle jo gerne blive født minimum 1 tæve, så arvefølgen blev sikret.

Juice og Cocio 8 uger

Opstart af fødsel gik lige efter bogen. Opblokningsfase, uddrivelse af 1. hvalp gik rigtig godt. Så gik fødslen lidt i stå og der gik næsten 2 timer til hvalp nr. 2 kom ud. Han blev født ude på græsplænen, idet jeg ofte havde Aqua ude at tisse, da hun ikke rigtig fik synlige veer inde i stuen. Jeg var nervøs for om det hele skulle ende med kejsersnit, så jeg ringede til dyrlægen, der sagde, at jeg skulle pakke bil og komme ind med både Aqua og de 2 hvalpe, så Aqua kunne få noget vestimulerende. Da jeg fik bilen pakket og indrettet til 2 hvalpe og en tæve, så ville jeg lige have Aqua ud og tisse i haven en sidste gang inden hun skulle ud i bilen. Og plop, så blev Cocio født ude på græsplænen, jeg greb lige nøjagtig Cocio inden hun landede i græsset.

Jeg aflyste dyrlægeturen. Næste hvalp blev også født på græsplænen (har faktisk en youtubevideo af det) og de 2 sidste blev født normalt i fødepoolen.

Cocio 9 uger, indlæring af tryk på plade med klikker

Hov, det var jo slet ikke det, som dette blogindlæg skulle handle om. Nå, men altså kuld N skulle heldigvis ikke ende i kejsersnit. Aqua var bare bedst til at føde ude og jeg har stadig 0 kejsersnit ud af 14 kuld.

Der kom 3 hanner og 3 tæver. Og det var præcis det, som jeg havde af hvalpekøbere på min venteliste (inkl. mig selv).

Så var det bare at vente og se, hvordan de 3 tæver udviklede sig. De var forskellig af udseende: 1 brun/hvid (Breezer), 1 red merle (Cocio) og 1 lilac merle (Juice).

Cocio, mormor Pizza og Oldemor Kizz Me.

De udviklede sig ufattelig ens og jeg skiftede til at have dem alle som favoritter. Efterhånden fravalgte jeg Breezer, egentlig uden grund, men Cocio og Juice var bare dem, der oftest valgte mig (lagde sig ind til mig eller op til mig, når de ville sove) og valget stod så mellem de to merles.

Jeg har jo altid været glad for merle. Dog vil jeg fortælle, at efter jeg beholdte Pizza fra kuld J, hvor der faktisk var en fantastisk flot blue merle tæve i kuldet -så lægger jeg ikke farve til grund for mit valg. Pizza er jo sort/hvid og med skæv blis i hovedet. Absolut ikke det, jeg normalt vælger, men Pizza valgte mig … dengang for snart 6 år siden.

Cocio er med mig på arbejde hver dag. Her ligger hun og venter på, at der kommer en kollega forbi for at nusse hende. Hun har en bestemt taktik og charme, der kan lokke alle og enhver hen til lågen for at nusse hende på brystkassen.

Jeg havde en klog dame forbi, der mærkede på hvalpene og gav sit besyv med angående krop og bygning hos Cocio og Juice. Det var lutter positive ord. Så mit valg af hvalp blev ikke lettere – men det gav mig en del at tænke over.

Hvalpene blev registreret hos Dansk Kennel Klub. Og det skulle vise sig, at Juices registreringsnummer hos DKK var 05599/2020. Makker, min første border collie, han var født den 5/5-99. Uha, var det et tegn? Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, men bruger ikke at kigge på sådanne tegn 😉 Tror heller ikke på spøgelser eller heeling. Basta!

En af mine han-hvalpekøbere foretager ofte hvalpetest for andre og hun foretog også hvalpetest af bl.a. Juice og Cocio. Stadig meget ens hvalpe. Og jeg var total i tvivl vildrede om valget. Jamen var det Cocio, eller var det Juice, der havde den bedste hvalpetest? De var gode på hver deres måde.

Cocio 11 uger gammel

Breezer havde jeg valgt til Pia i Jylland. Og det vil sige, at jeg så skulle tage stilling til fordeling af Cocio og Juice mellem jeg og den anden tævehvalpekøber. Jeg havde lovet at give den anden hvalpekøber besked – vist nok en lørdag formiddag lige efter hvalpetesten – og jeg kunne ikke beslutte mig. De to hvalpe var toplækre begge to. Det var nærmest ælle-bælle. Jeg valgte så at spørge den anden hvalpekøber ”Hvis du var i den heldige situation, at DU kunne foretage valget, hvilken hvalp, ville du så vælge? Hun svarede klart og sikkert: Juice.

Dermed tog hun valget for mig. Jeg skulle beholde Cocio. Og gud, hvor er jeg glad for det valg.

Dagen efter kom jeg til at tænke på, … gad vide, hvad Cocios DKK registreringsnummer er? Tjekkede det lige: 05798/2020 … hov, hvad var det? De tal kunne jeg godt genkende, det var faktisk mit telefonnummer! Ha ha, hvor sjovt, og nej, jeg tror ikke på, at det var et tegn! 😉

Vi træner hver dag, her øver vi bukke

Nu er Cocio 4 måneder. Hun er super kær, meget elskelig, særlig og snu. Derudover er hun legesyg og eftertænksom – og lærenem – og vanvittig hurtig i sine bevægelser. Jeg tror, at jeg kommer til at lære en del af hende – og må omtænke nogle af mine træningsmetoder, da hun er meget selvstændig. Faktisk kommer hun ikke altid, når jeg kalder, så jeg må træne intensivt med hende her i sommerferien. Jeg mener selv, at indkaldsfejlen blev begået på en bestemt måde: Hun hader at få sele på, og når jeg kaldte på hende for at få sele på, forbandt hun det med, at hendes navn var ubehageligt. Navn = indkald = sele på. Ja, man lærer så længe man lever.

Cocio – godbid – fri. Det er sommerens strategi.

Kan I have en god sommer allesammen!

Cocio elsker vand, og bader gladeligt i min bed-roller
Cocio elsker stadig at putte hos mig. Skål og god sommer!

Endelig kunne jeg holde min runde fødselsdag

Jeg selv til venstre, min lillebror og min storesøster til højre. Tak for en skøn og afslørende sang.

Da jeg havde hvalpe i april og corona havde sit indtog i Danmark valgte jeg at udskyde min fødselsdag i april måned til senere på året. Jeg havde 2 forslag til datoer, hvor mine søskende kunne deltage. Det var nemlig vigtigt for mig, at de kunne komme med. Valget faldt på sidste lørdag i juni og jeg fik heldigvis reserveret den weekend i sommerhuset til os selv. Alle de weekender og uger i sommerperioden, som vi ikke har reserveret til os selv er revet væk!

Da jeg i foråret begyndte at planlægge min fødselsdag overvejede jeg at leje det lokale forsamlingshus i vores landsby. Søren ville dog helst ud at rejse, men nej, det er min fødselsdag, så det er mig, der bestemmer 😉 Jeg overvejede for og imod med hensyn til, hvor fødselsdagen skulle holdes. En dag talte jeg med mine naboer til vores sommerhus, og de sagde, at de havde et kæmpe havetelt, jeg måtte låne, hvis jeg besluttede mig for en havefest.

Ih altså, en dejlig sommerfest med telt i haven og kold hvidvin. Den tanke kunne jeg ikke slå ud af hovedet. Og så var der også lige det, at jeg aldrig, som i aldrig nogensinde har holdt en udklædningsfest eller temafest. Så sådan skulle det være – og i vores have i sommerhuset. Temaet blev valgt, og det skulle være cowboyfest.

Banner blev hængt op i haven. Dagen før festen havde jeg skrevet på den lokale Sortsø Gruppe på facebook, at der nok ville være lidt howdi og jeehaw fra haven, og alle tog det flot og ønskede os god fest.

Planlægningen gik efter bogen og der blev købt lidt cowboyting hist og pist på diverse temashop-websteder. Jeg var også i diverse supermarkeder for at købe vin og øl, som var amerikanske. Det dur jo ikke med franske vine eller tyske øl til en cowboyfest. Skal det være, ja så skal det være. Nå, men efter en stor indkøbstur af øl og vin for 1.000 kr. forsvandt mit dankort som dug for solen – man skulle tro, at der var en mening med, at dankort skulle forsvinde, tsk tsk. Mit kørekort og pung var også væk. Det skete lige efter grundlovsdag. Jeg ledte og ledte … undersøgte alt herhjemme, der blev flyttet sofaer, reoler (den kunne jo være faldet bagved) og så fik jeg da også støvsuget de mest underlige steder. Jeg spurgte kollegaer, om de havde set min pung, fik hundevenner til se efter på træningspladser m.v. (har trænet agility). Men nix, den pung med dankort m.v. var forsvundet som dug for solen. Jeg tjekkede løbende mine konti, om der skulle være sket et pludseligt forbrug, men det var der ikke. Så jeg gættede, at min pung var derhjemme et eller andet sted. Men finde den, det kunne jeg simpelthen ikke.

Pungen blev fundet den 26. juni – og forsvandt som sagt lige efter den 5. juni. Altså har jeg levet uden dankort i al den tid. Eneste tidspunkt jeg savnede mit dankort var, da jeg skulle købe en færgebillet, hvor webstedet ikke tog mobilepay. Men ellers har jeg brugt mit dankort på den måde, at det ligger på mit iWatch (betaler med mit ur) og jeg har betalt med mobilepay på særlige tankstationer. jow jow, det er vist bare et spørgsmål om tid, før disse kort forsvinder. Det jeg savnede mest var kørekortet.

Ja, hvor var pungen så??? Den lå i en taske med drikkevarer, som Søren så venligt havde taget med til vores sommerhus i Sortsø, i forbindelse med, at huset skulle tjekkes efter nogle lejere havde forladt det. Så kunne han jo lige så godt tage nogle af alle fødselsdagstingene med til Sortsø. Og dermed også min pung.

Godt den ikke var stjålet! og dejligt, at jeg har fået gjort rent bag sofaer og reoler 😉

Med hensyn til alle indkøbene til festen, så kan jeg fortælle, at af særlige ting så havde jeg købt sheriff-tallerkener og krus samt ikke mindst en ramme, man kunne stikke hovedet igennem, hvor der stod wanted. Den ramme skulle vise sig, at være mit bedste indkøb – hold op nogle gode billeder, jeg fik taget af mine gæster. Søren og jeg var også ude at investere i en rigtig cowboy-skjorte hver. Jeg var blevet anbefalet en rigtig cowboyforretning, som ligger mellem Haslev og Ringsted på Sjælland. Hyggelig forretning, med alt i cowboyudstyr, herunder selvfølgelig flotte hatte, støvler, skjorter, veste, flag, bukser, piske, ja og så selvfølgelig linedansertøj. Forretningen hedder Texas Square Djo: http://www.texasdjo.dk/

Søren og jeg havde fri dagen før min fødselsdag, så vi i ro og mag kunne få sat haveteltet op. Det tog os og vores søde naboer 2 timer, men vi baksede også en del med at få et solsejl op, som skulle skygge for vores mad, drikkevarer og gæster. Vejrudsigten forudsagde 28 grader og solskin. Så det var vigtigt for os, at der var steder med skygge. Vi fik sat alle vores haveborde og stole op – utroligt, at vi har så mange – til 22 personer. Da teltet var sat op fredag formiddag måtte vi lige en tur i Grønsund og blive kølet lidt ned. Uha det var varmt. Efterfølgende gik turen til Stubbekøbing for at købe det sidste mad hos den lokale slagter. Der skulle selvfølgelig være spareribs og coleslaw på bordet.

Jeg havde inviteret gæsterne til kl. 15, da jeg syntes, at hvis man starter om eftermiddagen, så kan man nå meget mere. Gæsterne begyndt at ankomme – de første allerede kl. 14.15 – og der blev hældt kold rosé vin fra Californien i glassene. Vores isterningmaskine havde kørt på fulde drøn et døgns tid og det var virkelig praktisk at have den til at stå og lave isterninger til os hele dagen.

Alle gæster var udklædte og det var virkelig sjovt at se, hvordan de havde grebet temaet an.

Der er nogle, der går all in i udklædning. De ankom ridende hen ad vejen. Tror aldrig, at jeg har grint så meget. Der går stadig rygter i det gamle sommerhuskvarter om de tossede fra Poppelvænget 8 ha ha.

Kl. 16 kom vores underviser i linedance. Ja, selvfølgelig skulle vi da danse linedance. Vi startede ud med Achy Breaky Heart – og så var stilen lagt! Vi dansede en times tid med indlagte vand-drikke-pauser. Og hold op, hvor jeg syntes, at det var sjovt.

Linedance, hvem går lige amok på dette billede? (OMG, hvor pinligt).

Søren tændte op i grillen ved 18-tiden og derefter var der super lækkert mad og masser af budweiser og rødvin. Der blev lavet Quiz og sikke vi fik grinet.

Aftenens højdepunkt var, da mine søskende havde skrevet en sang, som de opførte for mig og derefter lavet en sandhedsquiz. Uha sikke sandheder, der kom frem om mig. Men sjovt (og flovt) var det.

Vi havde købt ind til hotdogs til natmad, men det forsvandt ligesom i glemslen eller også var vi alle bare for mætte af indtryk fra hele dagen og der var vist ingen, der savnede det.

Vi kom i seng ved 2 tiden om natten og forinden fik jeg lige sat lidt mel, vand og gær i bagemaskinen. Min bror og kæreste samt min veninde og hendes mand overnattede i sommerhuset. Min søster og hendes mand og deres 2 børn overnattede på et bed n breakfast i nærheden.
De var alle inviteret til morgenmad dagen efter. Vi fik nybagt brød (har jeg fortalt, hvor meget jeg elsker min bagemaskine?) og vi fik pandekager, som gæsterne selv skulle lave på pandekagemaskinen på bordet. Åh en hyggelig morgen.

Vi fik ryddet op i løbet af formiddagen (og fandt en tabt guldørering i græsset!!!). Og da teltet var taget ned gik der 10 minutter, så begyndte det at regne – ja faktisk stod det ned i stænger. Åh altså, hvor heldig har man lov til at være.

Godt nok var der 28 grader og meget varmt til min fødselsdagsfest, men hey!!! det regnede ikke. Jeg føler mig utrolig heldig.

Heldig over at have så skønne venner og familie, der ville være med til at fejre min fødselsdag sammen med mig. Tak allesammen for at gøre denne dag til verdens bedste fest. Elsker jer! Tak for alle gaverne, alt sammen noget, som jeg sætter stor pris på.

Se den flotte blå himmel, det var mægtig varmt og vi holdt flere vand-drikke-pauser.
Jeg siger tak for en fantastisk fest til min familie og venner.

Har delvist selv bygget et shelter ved vores sommerhus

Søren og jeg har i flere år drømt om et shelter ved vores sommerhusgrund (da vi havde en sådan). Efter vi købte sommerhus, forsvandt drømmen ikke. Nu skulle det være ….

Vores færdige shelter, da vi havde fået lagt tagpap på (shelteret er ikke oliebehandlet på dette tidspunkt).

Søren undersøger altid mange ting, når vi går igang med et projekt. Hvad koster det at indkøbe alle byggematerialer selv og selv stå for hele byggeriet kontra at købe et færdigt eller delvist færdigt byggeprojekt. Hvis man selv står for det hele, skal man måske indkøbe materialer i flere forskellige byggemarkeder og lavprismarkeder for at holde økonomien nede. Man skal lave en masse udregninger på længder af lægter, og tænk hvis man kommer til at købe for lidt eller for meget. Det samme gælder, når der skal måles op og transporteres træ, stolper, tagpap m.v.

Vores sommerhus med shelteret i det ene hjørne og vildmarksbad i det andet.

Prismæssigt fandt vi (Søren) ud af, at det bedre kunne betale sig at købe et halvfærdigt byggeprojekt. Vi valgte at købe hos Rahbek og Timbcon – og det er vi bestemt tilfredse med. Stolper, lægter og bund skulle saves i rigtige længder (men passede nogenlunde), siderne og bagenden var færdigmonteret og skulle således blot sættes op på den bund, som vi byggede og fået sat i vatter.

Tagpap var leveret i næsten rigtig længde, kun en smule blev i overskud. Det var dejligt, at der ikke blev leveret for meget (det vil sige, at vi ikke skulle smide en masse ud på genbrugspladsen). Tagpap var med klister/lim og var forholdsvis nemt at lægge på. Man skal dog være to til det!!

Fra terrassen kan man kigge direkte ned til shelteret. Det kan være praktisk for vores lejere, hvis forældre gerne vil have et kig ned til overnattende børn i shelteret 🙂

Vi byggede det over 2 dage, men kunne godt have nøjes med 1 dag – det skal siges, at når vi er i sommerhus er hastværk lastværk, og derfor lavede vi det meste dag 1 og sluttede med tagpap på dag 2.

Vi overvejede om shelteret skulle stå ubehandlet – det vil sige uden maling eller uden oliebehandling. Heldigvis besluttede vi at oliebehandle træværket udvendigt. Og weekenden efter gik jeg igang med penslen. Det blev et flot resultat og træårene står så flot nu.

Jeg har endnu ikke fået sovet i vores shelter, da jeg syntes, at det har været for koldt for min hundehvalp lige nu, for selvfølgelig skal hun være med 🙂

Jeg har ikke noget nærbillede af shelteret efter oliebehandling, men tog nogle billeder af hundene i hyggelig leg i haven og så var shelteret selvfølgelig med på billedet i baggrunden.

Fuglehuset – sådan endte det

Her nåede jeg lige at fange en musvit på vej ud af fuglehuset efter den lige har været inde og fodre sine unger.

Søren forærede mig et virkelig smukt fuglehus i julegave sidste år. Et fuglehus, der fungerer som foderbræt om vinteren og fuglehus om sommeren. Fuglehuset er udstyret med et kamera, så jeg har kunne følge et kuld komme til verden. Jeg har løbende downloadet billeder af fuglehusets optagelser og fulgt en rede blive bygget.

26/3-2020 En musvit overnattede hver nat i fuglehuset. Det var sjovt at se, hvordan den pustede sig op om natten.

Det hele startede med, at en musvit besøgte fuglehuset og begyndte at overnatte i det. Lidt efter lidt kom der flere og flere materialer inde i huset og til sidste kunne vi se en rede blive bygget. En dag så jeg også en blåmejse være derinde. Men musvitten vandt altså retten over huset. Måske har det noget med størrelsen af hullet i fuglehuset at gøre, hvem der bliver tiltrukket af at bygge rede derinde. Jeg har googlet mig frem til, at nogle blåmejser kan finde på at lægge æg i en musvit-rede, ret spændende: http://vidsteduat.dk/musvitter-og-blaamejser-kaemper-om-reder/

4/4-2020 en blåmejse besøger fuglehuset.
4/4-2020 En musvit siger hej til kameraet.

En dag lå der 3 æg i reden. Og dagen efter eller et par dage senere lå der 7 æg. Musvitten rugede fint på æggene og det så helt rigtigt ud. En dag blev de klækket og der var liv i 6 af æggene.

21/4-2020 7 æg i reden

Vi kunne følge ungerne blive større og større og se deres kæmpe sultne gab, når musvit mor eller far kom forbi med føde.

Båden musvitmor og far hjælper til mod at fodre de konstant sultne unger.

Når Søren og jeg var i sommerhuset (hvor fuglehuset hænger på en væg ved terrassen), valgte vi nogle gange at sætte kameraoptagelserne/live-visning op på fjernsynet, så vi kunne følge livet i reden på storskærm.

En dag oplevede vi noget makabert. En unge var død og musvitmor tog fugleungen op på kanten af reden og begyndte så at tage maven/indholdet ud af den døde fugleunge nedefra. Aldrig har jeg set en fugl fortære sin egen døde unge på den måde før og har aldrig hørt om det. Jeg så ikke, om fuglen også gav noget af fugleungen til de andre unger.

15/5-2020 En død fugleunge får hevet sit maveindhold ud af musvitmor, nedefra. Yak, især når det vises på den store tv-skærm mens man spiser morgenmad.

Vi googlede denne oplevelse og kunne se på diverse debatforums, at der er andre, der har oplevet noget lignende.

20/5-2020 5 fugleunger tilbage.

I alt 4 unger endte med at flyve fra reden. Den ene landede faktisk lige ud i favnen af mig, idet jeg stod under fuglehuset, da den besluttede sig at skulle ud på sin nye rejse. Fugleungen forsvandt ind i en busk og jeg mistede den af syne. Håber, den klarede det.

Den sidste fugleunge forsøgte musvitmor at holde liv i igennem den sidste nat. Men om morgenen var den død og mor havde forladt skuden.

Glæder mig til at følge et nyt kuld, da det har været en spændende af følge.

At blive 50

Det føles som sådan ikke meget mere anderledes at blive 50 end at være 49. Det er jo bare et tal. Jeg skal dog ikke være bleg for at indrømme, at jeg måske føler mig lidt som en på 35 inden i. Dog har kroppen strejket sidste år i oktober, hvor jeg vrikkede om på den ene fod til badminton – det har taget over et halvt år at komme over. Måske er det pga. alderen, måske er forstuvninger bare trælse. Og så bruger jeg læsebriller.

Læsebriller må der til

Nå men tilbage til min fødselsdag. En rund fødselsdag skal da fejres. Og da jeg på forhånd vidste, at jeg havde et kuld hvalpe mens jeg fyldte 50 år, så var det planlagt for lang tid siden, at jeg holder havefest her til sommer.

Nu går jeg bare og venter på, at regeringen skal øge forsamlingspåbudet, så vi kan være mere end 10. Hvis det ikke øges ja så holder jeg bare den havefest senere.

Til min fødselsdag fik jeg tilsendt rigtig mange buket blomster og andre lækkerier. Folk har fundet ud af, at jeg er til specialøl, så der kom heldigvis ingen rødvin.

Tak allesammen for de dejlige gaver.

Jeg er heldig i denne coronatid

Jeg savner min familie, jeg savner mine kollegaer, jeg savner mine agilityvenner, jeg savner at få besøg, jeg savner at få kram, jeg savner at kunne give hånd … der er ufattelig mange ting, som jeg savner i denne corona-tid. Jeg tror, at alle har det lige som jeg – altså næsten alle.

Men 1 ting, som jeg er meget glad for i denne tid, det er min hjemmearbejdsplads. Altså hvor heldig har man lige lov til at være?!?! Den dag coronaen brød ud fødte Aqua 6 hvalpe, og jeg fik besked på at arbejde hjemmefra. Jeg har et lille skrivebord her ved siden af hvalpegården, hvor 6 fuldstændige fantastiske og vidunderlige og skønne og lækre hvalpe vokser op. De sover lige nu det meste af tiden, men jeg kan følge med i deres opvækst og se hvor fint et arbejde mor-Aqua gør. Hvor heldig har man lige lov til at være. …? Jeg spørger bare! Min arbejdsgiver er også heldig, for hold da op, hvor får man produceret meget, når man arbejder hjemmefra.

Hjemmearbejdsplads ved siden af hvalpegården – heldige mig

Træning af hundene foregår ikke på træningspladsen med mange klubkammerater eller i den lokale agilityhal. Åh, hvor jeg savner samværet med mine kammerater. Den ping pong med gode råd til hinanden, kærlige hints og drillerier er en mangelvare her hjemme. Jeg har en lille have, hvor der er plads til et par spring, en 3 m tunnel og en slalom – dette bevirker heldigvis, at der er mulighed for at nørde lidt på svære slalomindgange eller andre udfordrende ting, så som uiiiii på afstand.

Agilitystævner bliver tidligst i juni måned. Men altså, så sparer jeg da de penge 😉 Det er da positivt… og min mand ser meget mere til mig i denne forårssæson (ved ikke lige, om han synes, at det er positivt 😉 ha ha ha.

Verden sparer også brændstof og forureningen bliver mindre. Det er jo meget positivt. Dog er jeg nervøs for fremtiden og for alle de personer, der er blevet arbejdsløse og de små og store virksomheder, der har det svært.

Jeg følger Jim Lyngvild på instagram og han havde et godt budskab (kærlig opsang) i dag, som jeg vil dele: https://www.instagram.com/p/B-hVnD4g-p-/

Ting vi kan lære af denne tid er, at vi finder ud af at bruge elektroniske kommunikationsmidler endnu mere: Facetime, skype og især gruppeopkald på messenger med video, … you name it – we do it!

Når corona’en er ovre, så glæder jeg mig til at tage endnu flere tossede selfies med mine venner. Se dette billede fra DM i agility sidste år ….

Selfietime. Susanne jeg og Serine.

Sammen hver for sig – vi skal nok komme igennem, bare vi tænker os om!!!!!

.

.

.

Det blev til skal ikke

Hygge til træning kan være lige så sjovt, som at gå til konkurrencer og løbe efter de eftertragtede landsholdspladser samt deltage til NM/VM.

Jeg skrev jo for en måneds tid siden, at jeg overvejede at søge landshold i agility i år. Min endelige konklusion blev et ”skal ikke”. Beslutningen blev taget mest på baggrund af Pizzas seneste konkurrence, hvor hun ud af 4 løb ikke havde et eneste fejlfrit løb (dog 3 gennemførte). Faktisk var det sådan, at når jeg stillede til start til det pågældende stævne, så kunne jeg mærke, hvordan jeg hele tiden tænkte på at præstere på topplan og jeg følte, at alle kiggede på mig. Min mavefornemmelse var derfor, at landshold må vente til næste år, hvor Pizza har endnu mere stabilitet med sig og jeg har fået finpudset nogle flere detaljer.

Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg skal søge landshold, så skal jeg være ”sikker på”, at jeg kan få en plads på selve landsholdet og komme med til NM/VM. Hvis jeg ikke er sikker på det, så er det ikke mit år. Jeg gør nemlig ikke noget halvhjertet.

En sidste og afgørende ting var også, at jeg er enormt bange for at miste hyggen til stævnerne på grund af for stor koncentration og konkurrencepres. Jeg skal have det sjovt, selv om min hund laver 5 fejl eller bliver disket. Min hund gør alt for mig, så derfor vil jeg også gøre alt for hende, og det er at dyrke min sport på almindelig konkurrenceplan lige nu 🙂

Selfie med Pizza

Kizz Me afsluttede agilitykarrieren med manér

Kizz Me fik mig til præmieoverrækkelse 4 gange. Man kunne fx vinde Grimbergen.

Jeg har længe gået og tænkt på, hvornår mon det var tid for gamle Kizz Me på 11 år at gå på pension. Hun kan nemlig godt virke lidt gammel og stiv, når vi har lavet noget fysisk, fx været til agilitykonkurrence. Kizz Me er en hund, der ikke ligger på den lade side, heller ikke når man er gammel. Hun har kun 1 gear: Fuld fart frem.

Så det var egentlig med lidt vemod, at jeg tilmeldte hende agilitystævnet i Vallensbæk i dag. For tænk hvis nu, at det var det sidste stævne med hende? Tja, når man ser på hende, når hun rejser sig her til aften, så tror jeg sørme, at det var hendes sidste stævneløb i dag.

Efter et af løbene gav jeg Kizz Me et ordenlig kys på kinden. Jeg kiggede på et tidspunkt og troede, at hun blødte, men det var blot hendes blondinemor, der havde taget læbestift på til agilitystævne!

Hun skulle løbe 4 løb om formiddagen, og vandt dem alle 4!!! Sådan der! Jeg var også meget fokuseret og ville gerne give både hende og jeg en sidste oplevelse sammen på agilitybanerne. Det skal jeg love for at vi fik, vi nød det begge to til fulde. Kizz Me blev stævnets bedste seniorhund og vi fik et gavekort fra Maxi Zoo.

Se hendes løb her:

Pizza løb også i dag. Hun var en stjerne i de svære klasse 3 løb, men havde desværre ingen fejlfrie løb. Hun fik mig dog op til præmiebordet et par gange. Det blev vist til en 5. plads i det ene løb og 6. og 7. plads i de andre løb.

Faktisk troede jeg ikke, at jeg skulle til præmieoverrækkelse for Pizzas ene springløb, idet hun havde en vægring på muren. Så da sidste løb var forbi pakkede jeg sammen og kørte hjem efter en lang dag i hallen. Min søde veninde Susanne var stadig i hallen og ringede mig op, mens jeg kørte på motorvejen (jep, jeg har bluetooth og speakere), og jeg kunne mærke stemningen ha ha ha, det var så sjovt. Og hun valgte en pose med dogs creek legetøj til hundene eller måske mit kommende kuld hvalpe….

Se de dejlige gavekort mine hunde vandt til mig.
Elsker at komme til præmieoverrækkelse, hvor man kan vælge imellem flere forskellige præmier. Kizz Me står og logrer, da jeg kigger ned i posen med lækre sager. Så vidt jeg husker, så valgte jeg en stor pose med masser af træningsgodbidder.

.

.

.

Tænke tænke tænke – skal – skal ikke

For 2 uger siden til agilitytræning hos Channie blev Pizza og jeg sat til at træne på en bane, der er tegnet af den dommer, der skal dømme nordisk mesterskab i agility til august. Vi skulle starte med at løbe hele banen og derefter plejer vi at træne på små moduler i banen, som volder os ”problemer”.

Jeg sagde for sjovt, at hvis Pizza løb banen fejlfrit i første hug, så ville jeg søge landsholdet i år. Sørme om ikke den sad lige i skabet. Det har givet mig en del at tænke over.

At være på bruttolandsholdet og løbe kvalifikationsløb samt være til landsholdssamling kræver en del af den person, som forsøger at komme på landsholdet. Man skal holde tungen lige i munden, have is i maven og være indstillet på, at det ikke altid er så sjovt at gå efter de eftertragtede kvalifikationspoint – for der kan være meget på spil for de enkelte ekvipager. Der kan være en smule koldt på toppen. Jeg har jo være på landshold 4 år i træk – fra 2007-2010 – med Pizzas mormor Panik, så jeg har prøvet det før.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

Der er også en masse positivt ved at søge landshold. Man træner mere intensivt, lægger planer og målsætninger samt er meget mere seriøs i sin træning. Man danner nye venskaber og lærer en masse om sig selv og sin hund.

Pizza bliver 6 år til sommer. Hun har haft 2 kuld hvalpe og skal ikke have flere kuld, for nu skal Pizza og jeg nyde hendes agilitykarriere.

Jeg må indrømme, at det tænder mig lidt, at Pizza er så god for tiden både til træning og til konkurrencer. Spørgsmålet er bare, om sådan en gammel kone som jeg (fylder snart 50 år), stadig kan blande mig mellem danmarks bedste …. tænke tænke tænke. Ja, jeg er gået i tænkeboks. Der er sidste frist for ansøgning om et par uger, så jeg har lidt tid at tænke i. Der er også mange andre ting, som er med i afgørelsen om landshold …, såsom et hvalpekuld her hjemme (Aqua min udstationeringstæve kommer hjem i marts), arbejde, mine forældres helbred, tid og penge samt ikke mindst, om min ankel får det bedre (forstuvet i efteråret).

Læs mere om landsholdet på DKK’s hjemmeside:
https://www.dkk.dk/kurser-prover-og-traening/aktiviteter-med-din-hund/agility/dkk-s-agility-landshold

Nedenfor er billedet fra det hold, der blev sendt til European Open i Østrig i 2018. Jeg står lige i midten.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

.

.

Hoops i haven

Kizz Me synes, at det er sjovt

Hoopers er en ny hundesport, som vokser med lynets hast i Danmark. Jeg har kendt til sporten i et par år via youtube-videoer og folks skriverier på facebook og har været fristet til at prøve det, men mine andre interesser for rally og agility har været nok for mig. Der skal jo være tid til det hele.

Jeg har jo lagt rally på hylden (ihvertfald for en stund), så nu er der plads til noget nyt i mit liv.

Lige nu eksploderer nettet nærmest med folk, der udbyder kurser og prøvetimer. Andre køber udstyr og prøver sig frem med lidt træning. Jeg er en af dem, der er blevet nysgerrig på sporten og har investeret i 12 hoops, et hegn og et par ”tønder”. Det er da en start og lige nu er det bare for sjov og for at få lidt anderledes træning med mine hunde.

Se videoen!

Som man kan se på videoen er mit første step at lære hundene at løbe igennem disse hoops. Gamle Kizz Me fangede det rigtig hurtigt. Pizza troede, at det var en form for slalom, hvis jeg satte hoopsene for tæt på hinanden. Men prøv lige at se, hvad 10 minutters træning gør ved hundene!! Ih, hvor de elsker det.

Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden bringer for denne hundesport i Danmark.

Pizza

Agility i Sverige

Min veninde Susanne og jeg har lige været en tur i Sverige, hvor vi har været til agilitystævne i to dage. Det har været en dejlig og lærerig tur. Det er altid hyggeligt at være afsted sammen med Susanne, vi har det så sjovt sammen, og nyder at kunne snakke om agilitysport, hunde og ordne verdenssituationen.

Vi havde lejet et fint hus/hytte 8 km fra stævnepladsen. Vi fandt det på Airbnb. Der var alt det der skulle være i huset, og vi fik lavet aftensmad i det fine lille køkken samt bacon og æg til morgenmad hver dag. Skal jo holde min LCHFkur, så godt som jeg kan.
Stævnet blev holdt i en industrihal, hvor der var et par søjler i gulvet i selve arealet. Det gav lidt udfordringer for handlingen. Men det var ikke værre, end hvis der havde stået i et spring eller anden forhindring, der hvor søjlen var. Søjlerne var heldigvis pakket godt ind, såfremt man skulle være uheldig, at ramle ind i en.
Susannes og min hund var trætte lørdag aften. Det var Susanne og jeg også. Vi gik i seng klokken 21. Godt mættet af indtryk og masser af motion.

Der var i det hele taget rigtig rigtig mange disk den weekend til mange ekvipager. Jeg er glad for, at jeg kom igennem bare tre ud af otte løb. Der var 26 ekvipager i XL klassen, og i nogle løb var der kun 2-3, der gennemførte. Egentlig synes jeg ikke, at banerne var vildt svære, folk (inkl. mig selv) var nok bare vildt uheldige.

Dommeren havde også lidt problemer med at få placeret nogle spring på banen, så en af banerne er blevet lavet helt om inden vi skulle løbe den. Denne her sekvens blev heldigvis lavet om inden vi skulle løbe. Man skulle komme bag fra springet indenom eller udenom søjlen.

Det var en rigtig dejlig weekend med god stemning og jeg fik flere nye agilityvenner på kontoen. Desværre ikke de mest prangende resultater, men det kommer nok en anden gang, især når min ankel bliver helt frisk. Jeg er stadig lidt plaget af min forstuvning til badminton for to måneder siden.

Herlig natur lige i nærheden til god gåtur efter stævnet. Jeg søgte selvfølgelig efter, om der var cacher i nærheden, men dem, der var, stod som sidst fundet i 2017 og folk havde anmeldt cacherne som måske ikke eksisterende.

Glæder mig til næste stævne, der er en hel måned til. Det må jeg jo se, om jeg overlever.

 

.

 

24 tricks fra 1. til 24. december

Jeg brugte nissehue som almindelig hue, når jeg gik tur med hundene. Her er vi juleaftensdag på molen ved Sortsø.

Jeg skal da nok lige love for, at jeg gik all in i DKK’s julekalender, som har haft udfordret hele hundedanmark med nye hundetricks hver dag på deres facebookside gennem december måned. Mange af mine veninder gik med på legen og det var sjovt at se deres løsningsvideoer.

Jeg lovede mig selv at lære begge mine hunde trickene hver dag. Og hvis jeg følte, at det var lette tricks for mine hunde, gjorde jeg det sværere for mig selv og dem ved at lade hundene udføre øvelsen samtidig.

Jeg måtte dog gå på kompromis den sidste dag, hvor tricket var, at hunden skulle springe op i min favn. Der måtte Kizz Me på næsten 11 år ”springe over”. Jeg syntes, at det var for hårdt for hendes krop.

Det gik rigtig fint hele december, men der var dog et par bump på vejen.

Vi blev udfordret af, at min mand og jeg var på juleophold i Lübeck en forlænget weekend midt i december. Heldigvis havde vi hundene med, så de stadig fik lært et trick hver dag. Bl.a. ligge død, hvilket jo passede fint med ”døden fra Lübeck”.

Min mand og jeg tog på juleferie i sommerhus allerede den 20. december og jeg havde glemt at få min klikker med (jeg shaper oftest mine øvelser), så jeg måtte bruge min stemme, hvilket kan høres på videoen, især den 23. december.

Se her en 2 minutters video af alle øvelserne.

 

1 dec hundehoved i under pude
2 dec selfie
3 dec hviske
4 dec hoved ned
5 dec skam dig
6 dec gæt en hånd
7 dec bukke
8 dec hånd over hånd
9 dec twist
10 dec vinke
11 dec elefant
12 dec skub bil
13 dec død
14 dec be
15 dec gå på fødder
16 dec bakke
17 dec give me five
18 dec give me ten
19 dec hold om stok
20 dec op i kasse
21 dec fremsend til plade
22 dec låge og skuffe
23 dec løft bagben
24 dec spring op i favn

Der er stadig et par af øvelserne, som trænger til at blive afpudset, men det skal nok blive løst hen ad vejen.
Tak til DKK og Zara for at tage julekalenderen op. Det har været herligt at være med.

 

 

 

Julemarked i Lübeck

Juleturen gik i 2019 til Lübeck.

For et halvt år siden besluttede Søren og jeg os for at vi skulle til julemarked i Tyskland igen. Forrige år var vi i Goslar i Harzen, sidste år i Kiel og i år havde vi planer om Lübeck. I år gik turen derfor til weihnachtsmarkt weekenden før jul.

For lang tid siden søgte vi overnatningssteder på hoteller og pensioner på booking.com, men det var alt sammen lidt for traditionelt til os. Vi udlejer jo selv vores sommerhus via airbnb, fordi vi så kan lade nogle ting blive stående, og ikke behøver at fjerne alt, når vi ikke er der. Vi fandt derfor et lille bitte byhus i den gamle bydel af Lübeck gennem airbnb. Ejeren af huset bor lige nu i Kina og han lejer det ud og får hjælp af en (vist nok) søster til at klare det praktiske. Mere om huset senere i dette blogindlæg.

Fredag morgen tog vi afsted fra Toksværd og var med færgen ved Rødby kl. 9.15. Vi ankom til Lübeck ved 11 tiden og parkerede i et parkeringshus og tog på sightseeing i byen indtil vi kunne overtage vores lejede hus kl. 15. Imens lå hundene godt, varmt og trygt i hundeburet bag i bilen.

Sund og nærende frokost på Niederegger Café i midten af Lübeck.

Vi startede med at gå på den berømte marzipancafe Niederegger i Lübeck. Fredag fik vi derfor kage til frokost, ups, ikke sundt, men hvad pokker, man lever jo kun en gang! Vi købte selvfølgelig også lidt marzipan og mandelgaven til juleaften. Er du gal mand, hvor er jeg glad for, at vi gik i marzipanbutikken allerede fredag formiddag, for da vi  tilfældigvis gik forbi butikken lørdag eftermiddag var der lang kø ud på gaden for bare at komme ind i butikken og caféen!

Marienkirchen. 38,5 meter høj!

Vi gik derefter ind i den store og flotte Marienkirchen, en flot kirke ved siden af rådhuspladsen. Marienkirchen blev opført mellem 1250 og 1350 i nordtysk murstensgotik. Fra gulv til loft er der 38½ m. I kirkens indre kan ses fritlagte kalkmalerier og et rekonstrueret astronomisk ur. Det er Tysklands tredjestørste kirke.

Her ligger de smadrede kirkeklokker det sted, hvor de faldt ned i 1942 i forbindelse med bombedamentet.

På kirkegulvet ligger de gamle knuste kirkeklokker som minde om et allieret luftangreb i 1942. Klokkerne styrtede ned fra tårnet og borede sig ned i stengulvet. Kirken blev delvist ødelagt ved luftangrebet palmesøndag 1942 og er siden genopbygget.

Efter kirkekiggeriet gik turen til den berømte indgangsportal. Den indre by er ikke større end at man let kan gå fra seværdighed til seværdighed. Så efter et par hundrede meter stod vi ved Holstentor, byporten i Lübeck.  Holstentor bærer den latinske indskrift Concordia domi foris pax (enighed hjemme, fred ude). I porten befinder sig i dag det byhistoriske museum.

Der var bl.a. udstillet en gammel tromme, som blev benyttet i 1812 i Lübeck.

Det kostede 7 euro at komme ind, men de penge var godt givet ud. Søren og jeg fik let tiden til at gå derinde i de gamle bygninger, hvor vi så rustninger og læste om hansehistorien, om hvordan købmændene bar sig ad for mange år siden. De var ikke altid rare mænd! Men okay, det var vores vikinger jo heller ikke engang.

Modellen af det gamle Lübeck var virkelig spændende at studere.

Klokken blev 15 og vi hentede bilen og kørte den lille vej ned til vores hus, hvor vi fandt en parkeringsplads lige ud for den lille smøge, som vi skulle ind ad. Vi mødte slet ikke udlejeren, men henter en nøgle i en nøgleboks og låste os selv ind. Vi skulle dog lige finde huset først … man skulle ind ad en lille bitte smøge, hvor man blev nødt til at bøje sig lidt, for ikke at knalde panden mod nogle bjælker. Og vupti, så var vi i den smukkeste og hyggeligste gårdhave.

Her fandt vi en parkeringsplads ned til kanalen, lige ved siden af den eneste cache, som vi fandt i byen. Al tekst til cacherne stod på tysk, så det var lidt besværligt. Derfor blev der ikke tid til den store cachejagt, da vi havde så meget andet at give os til. Se domkirken i baggrunden.

Ja, man skulle dukke sig, for at komme ind i baggården til vores hus. Det var en del af charmen!

Her lå vores lille hus i 3 etager, der var køkken med spiseplads i stueplan, 1. sal et lille soveværelse og badeværelse, 2. sal en lille stue med skråvægge. Det var mere end rigeligt til Søren og jeg. Huset emmede af charme og traditioner.

Vi slappede af et par timer og jeg luftede hundene nede ved vandet. Dejligt, at der også var parker i nærheden med græs. Jeg fik også lejlighed til at træne på DKK’s julekalender, som sjovt nok fredag den 13. var med opgaven ”bang, du er død”. Kizz Me kunne øvelsen i forvejen, så jeg fik lært Pizza det helt fra scratch. Jeg kaldte opgaven for: Døden fra Lübeck 😉

Inde i huset i køkkenet hang der en masse små modeller af facader af huse rundt om i Lübeck. Det var faktisk lidt sjovt at gå rundt i Lübeck for at se, om vi kunne genkende nogle af husene. Det lykkedes også. Jeg tog en masse billeder af facader, som vi skulle genkende, når vi kom hjem. På den måde fandt vi faktisk den gamle politistation og teateret.

 

Alle de små gavl-modeller af berømte huse i Lübeck var sjove at se, om vi kunne finde dem ”i virkeligheden”.

Fredag aften drog vi så ud på julemarkedet. Der var flere julemarkeder, som mere eller mindre hang sammen med hinanden.

Søren og jeg fik selvfølgelig smagt på diverse forskellige glühwein med både det ene og det andet i. Men kl. 21 var vi begge blevet trætte, vi havde jo været tidligt oppe og været turister i løbet af dagen, så vi havde fået noget på opleveren.

Ja, det er så mig 🙂  Årets krus (med pant) var udsmykket med kunst.

Lørdag morgen startede vi med at lufte hundene i en nærliggende park, som vist nok var en del af den gamle skanse. Hundene kom tilbage i huset og Søren og jeg fortsatte så på sightseeing. Vi gik ind i domkirken, den lå kun 200 m fra vores hus. Hold da op, den var flot. Der var en masse gamle kister i kapellerne – jeg fandt aldrig ud af, hvem der lå der, men de var ihvertfald betydningsfulde.

I domkirken var der også et flot gammelt ur, hvor viserne viser modsat i forhold til, hvordan urene viser i dag. Vi sad og ventede til klokken blev tolv, og så gik de små mænd øverst på uret igang med at slå på små ting og vende et timeglas. Solens øjne kiggede imens fra side til side.

Efter besøget i domkirken gik vi mod centrum og det begyndte desværre at regne. Vi endte på cafe Peter Pan og fik en virkelig god frokost. Det er åbenbart en berømt burgerkæde i Tyskland. Det gør ikke noget, hvis den kommer til Danmark!  Regnen var holdt op, da vi kom ud og vi gik så til den anden ende af byen, hvor vi fik set en anden indgangsport til Lübeck. Hold da op en købstad, den by har været med alle de kirker, tårne, bymure og skanser.

Jeg har hostet og snottet lidt inden jeg tog afsted, så en gåtur i byen gjorde det ikke godt for mit hosteri. Vi tog hjem til huset og hundene. Jeg lagde mig på sofaen et par timer. Det gjorde godt og jeg blev lidt frisk igen.

Rådhuspladsen var flot pyntet

Og inden vi så os om, så var det aften igen, og Søren og jeg skulle da lige ud og smage lidt på lidt mere glühwein. Vi fik også købt noget snaps i en af boderne (vi drak den ikke, men har den med hjem til juleaften). Boden med snaps var iøvrigt ved at lukke, da vi kom forbi, så vi fik lige lidt smagsprøverester: Snaps med hindbær m.v.

Alle boderne lukker kl. 22 og så går folk stille og roligt hjem. Det er utrolig fredeligt, ingen ballade, men virkelig mange mennesker. Det kunne man ikke komme udenom – Lübeck er et meget populært sted at komme hen til jul, der er virkelig tæt pakket af mennesker, og det er lidt svært at komme frem og tilbage.

Søndag morgen havde vi god tid. Vi skulle først være ude af huset kl. 11 og vi havde betalt os fra rengøring, så der var ingen stress og jag.

Vi ville holde ind ved Fleggaard på vejen hjem for at handle ind til julen og konfirmation næste år. Men der blev vi godt nok snydt. Lukkeloven i Tyskland snød os! Alle butikker i Tyskland holder åbenbart lukket om søndagen! Vi fandt dog ud af, at Bordershop ved Puttgarden var åben, så der fik vi handlet inden vi kørte ombord på færgen hjem mod Danmark.

Nu her efter at være kommet hjem fra Lübeck er det tid til reflektion. De to andre gange, hvor vi har været til julemarkeder i Tyskland, har jeg følt det som at være eneste dansker og følt det helt specielt. I Lübeck var der virkelig mange danskere, det føltes som om, at hver anden person, man mødte, var dansker. Det var egentlig sjovt men samtidig også utrolig turistet. Jeg ved ikke lige, hvor charmerende det var. Men når jeg tænker over det, så syntes jeg faktisk, at julemarkedet i Kiel var mere hyggeligt.

Måske tager vi en julemarkedspause næste år.

Men en ting er sikkert, og det er, at det er alletiders kærstetur at komme væk fra dagens trommerum og få sig en oplevelse sammen – bare Søren og jeg. Vi er som nyforelskede igen efter sådan en weekend.

Julekalender for hundetricksentusiaster

Selfie med Pizza

Min arbejdsplads Dansk Kennel Klub har i år lanceret en julekalender, som er fyldt med spilopper. Hver dag åbnes en luge i julekalenderen og et nyt trick popper frem, som man kan øve på. Jeg er fan af denne julekalender. Nu er det på tide at prøve nogle nye tricks og jeg har det mega sjovt med mine hunde.

Den 1. december skulle hundene stikke hovedet ind under en pude, som en struds.
Den 2. december skulle hundene posere for en selfie.

Hundene synes, det er rigtig sjovt at lave tricks med mig. Kizz Me prøver selvfølgelig hendes yndlingsøvelser af først (det er dæk og kryds poter), hvorefter hun begynder at arbejde for shapingen.

Glæder mig til den 3. december 🙂

Hvis du vil være med til at åbne op for en kalenderluge hver dag, så find julekalenderen på DKK’s facebooksite:
https://www.facebook.com/DanskKennelKlub/ … der er præmier på højtkant.

Her er en mindre heldig selfie, Pizza troede i starten altid at hun skulle kysse mig samtidig 😉 (snudetouch).

Øvelse gør mester

Vi er nogle stykker, der har været fascineret af agilityverdensmesteren Stanislav’s handling i et stykke tid. Vi samledes så i dag i en agilityhal for at træne på nogle momenter, hvor fjerndirigering kan komme på tale som et alternativ, hvis man ikke kan nå op til sin hund på banen.

At tolke på Pizzas ansigtsudtryk efter træningen, så var hun vist meget tilfreds med dagens agilitytræning. Uha, jeg elsker den hund.

 

Jeg har især brug for denne fjerndirigeringshandling i fremtiden, for jeg bliver jo ikke yngre, og at komme op på samme hastighed med min hurtige hund, det når jeg aldrig. P.t. har jeg stadig en fod, der gør knuder, så det gør det jo heller ikke bedre.

Jeg skal have indøvet verbale kommandoer på Pizza, så hun drejer til den rigtige side, kommer ind til mig og tager spring udefra – dette arbejde er godt i gang og det nyder jeg godt af, når vi er til konkurrencer. Største opgave for os er faktisk at løbe fremad, især hvis der står nogle andre forhindringer ude til siderne, som trækker. Så de gode gamle fremadsendelser skal vi tilbage til. Så at sige “back to basic”.

Her er en video, som Stanislav har lagt op på sin youtubekanal. Så kan I måske bedre forstå min fascination:

.

.

.

Fantastisk weekend: Safri Duo lørdag og agilitycertifikat søndag

Jeg har fulgt Safri Duo i rigtig mange år. Første gang jeg oplevede dem live var faktisk i Grønland, hvor jeg var til en workshop med dem i Nuuk. Tror måske, at det har været i 1995 eller deromkring. Dengang var Uffe og Morten klassisk musikere, og var endnu ikke slået igennem som popmusikere. Uffe og Morten lærte hinanden at kende via Tivoligarden, hvor de spillede marchtromme.

Safri Duo for fuld udblæsning i Vershuset i Næstved den 16/11-2019. Jeg tror, at det er den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet. Jeg sad selvfølgelig på første række!!!

Nå, men nu var jeg altså til en lille koncert med Safri Duo i Næstved i går. Det var en koncert, hvor de i første halvdel af showet fortalte om deres klassiske karriere med små historier fra deres liv. De spillede selvfølgelig også på instrumenter.

Anden del af showet var med musik og historier om, hvordan bl.a. deres store hit Played-A-Live blev til. Meget interessant.

Jeg tror, at det har været den bedste koncert, jeg nogensinde har været med til, især fordi man fik historierne bag musikken med. Publikum blev også gjort aktive med klap i rytmer, hvilket lige var noget for mig. Rigtig fed oplevelse.

Lørdag gik jeg i seng med et stort smil på læben og virkelig ømme hænder af at klappe så meget.

Her er et lille klip fra deres koncert:

Jeg har også spillet marchtromme, det var i Silkeborg Tamburkorps. Senere var jeg trommeslager i Nuuk Byorkester og da jeg flyttede tilbage til Danmark fortsatte jeg som trommeslager i Hvidovre Brassband. Hundesport gjorde sit indtog i mit liv, og jeg blev nødt til at foretage et valg mellem musik og koncerter i weekenderne eller hundesport. Det blev hundesporten, der vandt.

Jeg har dog senere ikke kunne lægge musikken helt fra mig. Forsøgte mig med dog dancing (freestyle) og det blev da også til en enkelt konkurrence, sjovt nok med musik fra Safri Duo og en stor trommestik som rekvisit. Desværre syntes Panik dengang, at det var alt alt for sjovt, hvilket hun råbte højlydt og da hunde ikke må gø i dog dancing, trak det for meget i point, så jeg måtte opgive det igen.

Søndag til agilitystævne

Jeg har jo været temmelig handicappet pga. min dårlige ankel pga. forstuvning for 3 uger siden, så jeg har måtte lære Pizza fjerndirigering agilitymæssigt. Det bar frugt i dag. Hold da op altså en fantastisk hundepige jeg har fået mig. Pizza bringer mig så megen glæde i min elskede agilitysport. Hun gør alt for mig og jeg er virkelig taknemmelig for at have sådan en hund.

Lidt billedeudklip af en video.

Pizza løb 4 løb i dag søndag på Garbogaard. Første springløb var med en nedrivning. De næste 3 løb var fejlfri, hvilket jeg er forundret over, for det er jo klasse 3 baner, vi løber og det er ikke let at handle en hurtig hund, når man ikke kan følge med. Så 4 gennemførte løb er da total godkendt, hvis jeg selv skal sige det.

Det første agilityløb gik godt og Pizza løb fejlfrit. Susanne med Asasara Kom Her Jeehaa (Holley) løb også fejlfrit og lige et my af et splitsekund hurtigere end Pizza, vist nok 9 hundrededele af et sekund. Så hun snuppede lige det første agilitycertifikat for næsen af Pizza. Men ved I hvad, det under jeg virkelig Susanne. Det var virkelig et smukt løb de havde, og det var så fortjent.

Min agilityveninde Susanne vandt første AG3 løb og fik sit første certifikat, jeg vandt andet AG3 løb og fik Pizzas andet certifikat. Vi havde en fantastisk dag!

Næste agilityløb var Pizza første hund på banen. Åh, jeg hader jo at starte, men måtte lægge ordentligt ud og Pizza løb fejlfrit, selv om jeg kom humpende bag hende på hele banen. Faktisk var hun den eneste, der gennemførte løbet, så hun vandt selvfølgelig certifikatet. Nu mangler Pizza bare et cert mere, så er hun Dansk Agility Champion.

Her er videoklip af det sidste løb søndag:

 

Jow jow, her er beviset.

Min træning de sidste par uger, hvor jeg ikke har kunne løbe, men har måtte lære Pizza at tage forhindringer via mine verbale kommandoer har været en øjenåbner for mig. Det har været så fedt at træne. Og I dag så jeg så resultatet. 2 stk. anden pladser og en første plads.

Video af mit første agilityløb, lidt klumpedumpeagtigt og med diverse halten:

En dejlig dejlig weekend er slut.

 

 

.

Agility med dårlig ankel – det går nok

Når man er stædig og samtidig har glædet sig i mange måneder til at tilbringe en halv weekend i sommerhuset i Sortsø med min hvalpekøber og agilityveninde Susanne, så tager man afsted, selv om man har en dårlig ankel efter at have forstuvet den for et par uger siden.

Vi skulle nemlig til agilitystævne i dag søndag og havde aftalt at overnatte i vores sommerhus i Sortsø (som lå lige i nærheden af ridehallen med agilitystævnet).

Vi ankom lørdag formiddag, fik installeret os i sommerhuset og kørte derefter til Nykøbing F for at handle ind til aftensmaden (sushi). Da vi kom tilbage til sommerhuset satte vi os i sofaen på terrassen, tændte op i bålet og knappede et par øl op. Så sad vi ellers der med snakkede og ordnede hele verdenssituationen.

 

Super hyggeligt at sidde i sofaen med skøn belgisk øl, dejlig røg fra bålstedet og 2 hunde, der tuller rundt om os. Så kan livet ikke blive bedre … sagde vi i kor!

 

På terrassen må hundene godt være i møblerne. Sikke et herligt billede af Susanne og Pizza.

 

Om aftenen spillede vi selvfølgelig Woof. Faktisk et rigtig sjovt spil, men nok mest for hundefolk. 😉

Vi gik forholdsvis tidligt i seng, tror det var ved 22-tiden. Forinden havde jeg fyldt vand, mel og tørgær i bagemaskinen og indstillet timeren til at brødet skulle være klar til kl. 7 næste morgen. Uhmmm det er så skønt at vågne op til duften af nybagt brød. Susanne og jeg fik en god kop kaffe og nybagt brød med peanutbutter og nutella. Det er altså ren luxus.

Afsted til agilitystævne kl. 9.15. Det var jo ren luxus ikke at skulle op meget tidligt. Så vi gav os god tid og fik også gået en skøn tur med hundene ved Sortsø Strand inden afgang.

Jeg var meget spændt på, hvordan jeg kunne ”løbe” agility med min ankel. Men jeg valgte ikke at trække mig, da jeg er mega stædig og har arbejdet på fjerndirigering af Pizza et stykke tid, så nu måtte det afprøves.

Resultater var der ingen af. Altså ikke præmier, men jeg føler, at det gik rigtig godt på trods af, at jeg ikke kunne løbe igennem eller være de steder, hvor jeg normalt plejer at kunne være for at støtte Pizza.

Pizza var rigtig god til at forstå mine verbale kommandoer, men jeg har stadig en del at arbejde med … vi er dog godt på vej.

Underlaget i ridehallen var lidt løs. Prøv at se Pizzas bremsespor ved dette her uiiii-spring

 

Jeg bliver nødt til at kunne sende Pizza i stedet for at løbe. Det gik nogenlunde.

Jeg har lige set resultaterne. Jeg kom sørme igennem tre ud af fire baner. Det er da fint. Hvis Pizza ikke havde haft to nedrivninger i det ene springløb havde hun snuppet certet.

Shopamok i hundeudstyr

Jeg kom igen igen til at købe en hundekurv i Maxi Zoo. Jeg ved ikke lige, hvad det er, “jeg har” med hundekurve, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at købe en lækker kurv til mine hunde, når jeg ser noget, som jeg ved, at de vil nyde at ligge i.

Jeg skulle egentlig bare købe noget hundefoder i dag, nogle tyggeben samt fuglefoder til foderbrædtet i Sortsø (vores sommerhus). Men af en eller anden mærkelig grund blev jeg trukket hen til afdelingen med hundekurvene. Og med ét faldt mit blik på den lysebrune hundekurv, lavet af materiale, der ikke tiltrækker hundehår (Pizza fælder for tiden). Bunden er virkelig blød for hundene. Så den kurv måtte jeg bare eje (undskyld til min mand Søren, at jeg endnu engang køber noget hundeudstyr, der fylder i stuen) 😉

Her hjemme skiftes hundene nu til at ligge i den fine, nye hundekurv fra Anione. Den kostede 499,-

 

Lækker og blød bund. Man kan se på Pizzas øjne, at hun virkelig slapper af i kurven.

 

Jeg gik lige en ekstra runde i butikken. Jeg faldt for de fine lys til hundenes halsbånd. De er fra Dogs Creek. De har faktisk 4 indstillinger, blink i forskellige farver, langsom hvidt blink, konstant lys … og så noget ret smart, lys når det er mørkt! Ja, der gik lige lidt tid, før jeg fandt ud af det, for jeg kunne ikke forstå, hvorfor lygterne blinkede, når jeg satte dem til opladning (ja, de lades op via usb!). Det var altså fordi, at der er den smarte funktion: Hvis man går tur med hundene lige omkring tusmørke, så tænder lyset af sig selv, når det bliver for mørkt.

Her i vinterperioden er jeg nærmest som et blinkende juletræ med alle mine og hundenes reflekser, lys på halsbånd og i flexlinens håndtag. Jeg går jo på en mørk landevej, så det er vigtigt, at bilister og lastbilchauffører kan se mig i mørket. Det bloggede jeg forresten om for et par år siden “man kan dø i mørket”. 

Blinkende lygter fra Dogs Creek.

Mine yndlingsprodukter er fra Anione og Dogs Creek. Men især Dogs Creek er jeg tosset med. Har både hundekurv, sele til Pizza og foldud-vandskål i dette mærke. Det er lidt dyrt, men helt klart meget mere kvalitet.

Yup yup mine hunde mangler ikke noget. De skal forkæles, for det fortjener de! ❤

 

 

.

Første NM i rally-lydighed – afholdt i Danmark!

For 2 uger siden blev jeg spurgt, om jeg ville være speaker til de nordiske mesterskaber i rally-lydighed. Det kunne jeg da godt. Weekenden var jo allerede reserveret til NM, idet jeg jo havde håbet, at være en del af landsholdet, men blev ”kun” 2. reserve. 😉

Jeg annoncerede, at folk kunne bruge dette banner som baggrund til selfies, og demonstrerede det med dette resultat. 😜🤣😆. Banneret blev efterfølgende ivrigt brugt som baggrund for en masse billeder. Mega fedt.

NM har været planlagt i lang tid fra DKK’s rallyudvalgs side og gennem NKU’s (Nordisk Kennel Union) rallyrepræsentanter. Poul Lysholdt har stået i spidsen for afholdelse af dette mesterskab og der var planlagt ned til de mindste detaljer, hvad de forskellige hjælpere skulle stå for. Vi havde fået et udførligt skema og alle opgaver var fordelt rigtig fint.

Fredag eftermiddag var jeg i Næstved for at hente højttalere og speakerudstyr hos AV-huset. Jeg har tidligere haft et rigtig godt samarbejde med AV-huset via mit arbejde hos Retten i Næstved, så derfor vidste jeg, at de kunne levere, hvad jeg havde behov for, at jeg vidste, at jeg ville få rigtig god service hos dem.

Lørdag morgen mødtes alle hjælperne i Ringsted kl. 5.30. Ja, så kan man jo godt gætte, at vi hjælpere havde været tidligt oppe den dag. Hallen blev udsmykket med bannere og rallybanearealet blev afgrænset, så der var et afsnit for publikum, et afsnit for de 4 landshold og et afsnit, hvor hundene kunne varme op inden de skulle i ringen.

NM blev afholdt i Ringsted Agilitycenter. Hallen er en enkel industrihal, som blev peppet festligt op med bannere og flag.

Stemningen var lidt anspændt fra morgenstunden, men det hele blev blødt op, da jeg kom til at lege lidt DJ og fik sat YMCA på højttaleren. Pludselig stod næsten alle op og dansede og fik varme i kroppen. Dermed kunne jeg se, hvor meget betydning musikken havde for publikum og landsholdene. Dette fortsatte jeg så med resten af weekenden. Det var virkelig sjovt og opløftende.

Ved indmarchen spillede jeg selvfølgelig Københavnermarch, da den altid bringer mange minder med sig, fra min tid i Silkeborg Tamburkorps.

Når hver hund skulle i ringen, skulle jeg præsentere dem ved at sige hundens stambogsnavn, førerens navn og fortælle lidt om hunden, dens race, alder og hvad den har præsteret gennem sit liv. Alle hundeførere havde på forhånd skrevet om deres hund, nogle en hel roman om hunden og om dem selv og andre blot et par linjer. Jeg havde forberedt disse præsentationer hjemmefra, så der blev præsenteret stort set lige meget om hver hund.

Yngste hund på banen var en norsk border collie på bare 2,5 år og ældste hund var 11 år. Der var stor spredning i hunderacer og også med hensyn til førernes alder. Alle deltagere var kvinder bortset fra 2 mænd. Så det må siges at være en kvindesport.

Lørdag var der holdmesterskab, hvor nr. 4 blev Norge, nr. 3 Danmark, nr. 2 Sverige og nr. 1 Finland. Der var 2 baner, hvor pointene blev lagt sammen.

Lørdag aften var DKK vært for en middag på Scandic i Roskilde. Måske skulle jeg ikke have valgt at deltage, for jeg var godt nok træt. Men det var nu meget hyggeligt og stemningen var i top. Da vi havde fået dessert var jeg nok den første til at rejse mig for at vende snuden mod Toksværd. Da jeg kom hjem gik jeg på hovedet i seng. Der var klokken også blevet 22. Zzzzzzzzz.

Søndag skulle deltagerne heldigvis først starte kl. 10.15 med banegennemgang. Jeg behøvede dermed ikke at stå så tidligt op. Jeg kunne på den måde få lidt skønhedssøvn, hvilket virkelig også var nødvendigt!!!
Søndag var det kun 1 bane, der skulle gennemføres. Men banerne fra om lørdagen blev talt med det samlede antal point. Finnerne var virkelig suveræne. De blev nr. 1, 2, 3 og 4. En virkelig skøn gul labrador vandt. Det var en fornøjelse at spille den finske nationalmelodi, selv om jeg gerne havde set en dansker vinde.

De tre finnere. Nr 2 til venstre, en lækker border tæve, nr 1 en gul labrador, nr 3 en malle. Fortjent, at de blev placeret i toppen.

Danskerne klarede det faktisk meget godt. Min egen personlige favorit Christina med Tempo blev bedste dansker. De fik en flot 6. plads.

Til præmieoverrækkelsen kom alle følelser hos de forskellige landsholdsledere og deltagere ud for fuld skrue. Jeg skal da ikke være bleg for at nævne, at jeg også fældede mindst en tåre, da jeg satte “stand up for the champions” på højttaleren.
Jeg tror, at alle, der ved, hvad det kræver at have et godt samarbejde med sin hund og se, hvad det kan resultere i, efter en stor og målrettet arbejdsindsats nemt kan have samme følelser som mig og glæde sig på andres vegne – især til dette NM.

Det danske landshold med landsholdsleder.

Det er det første nordiske mesterskab i denne sport. Jeg gætter på, at med de fælles nordiske skilte og fælles regelsæt, så er det grundlaget for et fremtidigt europamesterskab eller måske verdensmesterskab i denne sport. Lad os se, hvad fremtiden bringer. Kan da ikke lade være med at nævne, at der var et par tyskere og en østriger, som havde taget den lange tur til DK, for at se NM og være tilskuer til arrangementet, de tog mange noter og videofilmede næsten det hele.

Nu er weekenden slut og jeg er træt som i rigtig træt! Det har været fantastisk at være med til. Tusind tak til alle, som var henne og fortælle mig, at jeg gjorde et godt job. Det varmer, at få sådan noget at vide. ❤

Heldigvis havde jeg headsæt på, så jeg havde hænderne fri til at kunne styre papirer og computer