I “gamle dage”, hvor rally ikke var opfundet, havde jeg altid det mål, at mine hunde skulle som minimum blive Dansk Lydighedschampion. Makker, Panik, Du Der og Kizz Me er alle lydighedschampions.
Da rallysporten kom til Danmark og blev en officiel sport gik jeg stille og roligt over til denne lydighedsdisciplin. Det er lidt ala agilitylydighed, for banerne er altid forskellige, men forhindringerne/øvelserne er de samme. Man oplever dog aldrig to ens baner, da dommerne tegner nye baner til selve dagen.
Panik, Du Der, Flickan, Kizz Me og Pizza (samt også Vista) har jeg gjort til Dansk Rally Champion. Det er ikke let, og man kommer IKKE sovende til de høje points. Kun med korrekt indlæring og målrettet træning kan man være så heldig, at man får nogle certer hjem på sine hunde.
Dagen i dag var så den dag, hvor jeg fik endnu en Rally Champion. På Connies bane i Ringsted i dag fik Cocio 99 point, sit sidste rallycert og blev DANSK RALLY CHAMPION.
Og så var det, at jeg tænkte, hvor mange championtitler har mine hunde egentlig opnået … tælle tælle tælle
Makker har 5 championtitler lp ellp ag sp sellp Panik har 6 championtitler lp ellp rl rlsu ag sp Du Der har 5 championtitler lp rl ag sp svag Kizz Me har 3 championtitler lp rl rlsu Pizza har 3 championtitler rl ag sp (Vista, som jeg førte til prøve i rally blev dkrlch) (Flickan, som jeg førte til prøve i rally blev dkrlch) Cocio har rl … det vil sige, at det er den 25. gang, at en af mine hunde opnår en championtitel – alle sammen arbejdstitler.
Se Cocios bane i dag, selv bakkeøvelsen lykkedes:
Tak til DKK kreds 2 for de flotte championrosetter
For et halvt års tid siden var der en temmelig engageret ”opfinder” 🙂 hos DKK, der fik sat nogle online-prøver i gang. Prøvesystemet bliver kaldt for Sirius.
Der findes prøver for hoopers, rally, nosework, trick og seniorhunde samt endnu flere og nye er på vej. Jeg har faktisk ikke et overblik over, hvor mange der er. Der er efterhånden mange, og de er ”åbne” hele tiden, så der er ingen tidsgrænse for, hvornår man skal sende en video ind til bedømmelse. Så findes der også noget, der hedder Sirius Challenge. Det er prøver, som er helt særlige, som kun er åbne for prøveaflæggelse i en tidsbegrænset periode.
Den første prøve jeg fandt interessant var Sirius Slalom Challenge. Umiddelbart, da jeg hørte navnet slalom, så tænkte jeg, at det var noget med agility og svære slalomindgange. Men faktisk så var det slalom mellem ben, arme og kegler m.v. Det var virkelig sjovt at træne med hundene. Man kunne opnå bronze, sølv eller guld. Jeg trænede Pizza op i denne slalom challenge og hun gik til den med fuld skrald. Jeg fik mod til at træne det med Cocio også, og det gav virkelig pote, for nogle af de ting hun kan i dag i hoopers og agility er noget jeg har for-indlært via slalomchallengen. Jeg trænede også Kizz Me lidt, men gik ikke op til prøve i det. Både Pizza og Cocio opnåede sølv og dermed titlen: SISLCS altså SIriusSLalomChallengeSølv. Jeg har tidligere blogget om det, læs her: https://makkerlone.wordpress.com/2022/09/30/alle-de-underlige-sirius-bogstaver/
Nu har jeg opnået 4 titler på Pizza og Cocio
4 titler ialt og dermed 4 rosetter pryder indgangen til mit kontor på arbejde. Både Cocio og Pizza har slalom challenge sølv, Cocio har trick begynder og hoopers begynder. Hvad mon det næste bliver?
Jeg gik så i gang med at træne Sirirus Trick Stjerne Begynder med Cocio. Det voldte godt nok problemer at lære hende at give pote! Ja, den simple ”giv pote” gav ikke pote med det samme. Cocio var virkelig glad for at give den venstre pote, som hun lærte som hvalp, og den højre var bare ikke sådan lige at få løftet. Men med en god gang tålmodighed, klikker, ros og fantastiske godbidder kom vi i mål med det. Jeg troede, at hele giv pote øvelsen skulle filmes i ”et hug”, så det gjorde det altså også lidt svært for os. Der var mange gode øvelser, som hunden skal lære i Trick Stjerne Begynder. Jeg elsker at træne sådanne udfordringer, da det giver virkelig godt samarbejde mellem hund og fører, uanset om det er noget, som man kan bruge til noget eller ej. Jeg har kun indsendt trick stjerne med Cocio.
Jeg træner kun en sirius-tingeling ad gangen. Så først efter Trickprøven blev godkendt købte jeg en ny prøve.
Denne gang blev det Sirius Hoopers Stjerne Begynder. Jeg havde småtrænet det hist og pist, og da Cocio kan en masse grundøvelser fra de forskellige sportsgrene, som hun dyrker, var det faktisk ikke så svært. Det sværeste var at få det filmet. Det var en kold vinterdag, da vi skulle filme og min mand ville gerne hjælpe med at filme, men da han begyndte at fryse, så ville han ind og have varmen. Så jeg måtte sætte kamera op på et stativ. Midt i filmingen kunne jeg mærke, at jeg begyndte at bløde (mit keglesnit i underlivet) og derfor blev der kun til et shot ved hver af de sidste øvelser og jeg fik ikke tjekket filmen inden jeg skyndte mig ind i sofaen og slappe af. Desværre viste det sig, at Cocio kom ud af kameravinklen i den ene øvelse (ikke godkendt) og at jeg glemte at tage halsbånd af hende i den anden øvelse (heller ikke godkendt). Ja, jeg har faktisk aldrig halsbånd på min hund i hoopers, da jeg altid træner med en line, hvor der er indbygget halsbånd, så jeg aldrig glemmer at tage halsbåndet af. Men i øvelsesbeskrivelsen stod der, at hunden skal have halsbånd og line på. Så vups, gammel vane, så tog jeg linen af og gik en forkert øvelse (hunden havde halsbånd på). Heldigvis kunne jeg filme de sidste 2 øvelser om efter 4 uger og indsende en ny samlet film til bedømmerne, og så sad det lige i skabet med rigtig fin kritik. Også denne hoppers begynder stjerne blev kun aflagt af Cocio. Kunne også godt gøre det med Pizza, men det må blive en anden gang.
Jeg glæder mig til at komme i gang med flere siriusprøver og pønser lidt på senior-prøven med Pizza. Det er med at holde os i gang med et eller andet og gerne noget, som vi kan træne hjemme og hunden synes er sjovt.
Hold da op, hvor har det været en langtrækker – har ventet meget længe på svar.
Den 22/12-22 fik jeg foretaget et keglesnit (dagen efter min fars begravelse). Svaret på prøverne var positivt, men min gynækolog var mistroisk og anbefalede endnu et keglesnit. Den 31/1-23 fik jeg derfor endnu engang foretaget et keglesnit i underlivet. Min gynækolog vurderede nemlig, at de patologiske svar fra prøven i december ikke var helt rigtige. Det viste sig, at det var godt, jeg stolede på gynækologen.
Min yndlingshvidvin, som jeg køber i Brugsen i Bjæverskov. De har en fantastisk vin-afdeling.
I fredags kom der svar, at der var moderate celleforandringer i det nye keglesnit, men det vigtige var også, at der også var frie rande. Men hvad betyder det dog? Jo, det betyder, at der altså var celleforandringer i en del af det nye keglesnit, og med de frie rande betyder det, at den yderste del af keglesnittet var uden celleforandringer og at de derfor har fået taget det hele med.
Så langt så godt. Skal have taget en ny prøve om 6 mdr. og igen om 12 mdr. Det er blot for en sikkerheds skyld.
Jeg fik i sidste uge ligeledes en HPV vaccine. Ja, selv gamle koner som jeg kan få sådan en. Skal dog selv betale den. Skal vaccineres 3 gange ialt og det koster ca. 1200 kr. pr. gang. Jeg har altid været bange for sprøjter, men efter corona er jeg blevet mere vant til dem.
Jeg var simpelthen så glad i fredags på grund af svaret om de frie rande, at det skulle fejres med et godt glas hvidvin. Delte min glæde og lidt vin sammen med Søren og en veninde (og hvalpekøber), som var på besøg.
Jeg har i de sidste par uger lagt puslespil for at holde mig i ro. Jeg begyndte nemlig at bløde en del, da sårskorpen fra keglesnittet faldt af. Og nej, man kan lige som ikke lige putte et plaster på såret. Det har bare at hele! Så det var fedt, at have noget stillesiddende hyggepuslespil at give mig til. Det var meget symbolsk, at mit 1000-brikkers spil blev færdig nærmest samtidig med det gode svar fra gynækologen.
Nu skifter vi lige emne
Mit sushi-resultat
Fredag formiddag var jeg til teambuilding på arbejde. Vi sluttede af med at skulle undervises af en sushikok. Hold da op … jeg troede, at det var nemt. Men nej, det er utrolig svært. Kokken på Lucky Star i Køge var utrolig dygtig og var god til at fortælle. Fx tager det 4 år at blive udlært sushi-kok. Vi fik alle vurderet det sushi, som vi lavede og kokken valgte mit arbejde, som det bedste. Yeah, det var fedt. Elsker at vinde! Og han mente faktisk, at min sushi var pænere end det, som hans egne trainees laver 🙂 Det siger han nok til de fleste 🙂 Men pyt, jeg har ikke noget imod lidt ros.
Jeg vandt!
Nu skal der trænes
Nu ser jeg frem til at komme mere ud og træne med hundene. Især at LØBE agility og gå til konkurrencer har jeg savnet. Det har dog ikke afholdt mig fra at tage til træning i ny og næ, hvor jeg har stået på midten af banen og dirigeret mine hunde rundt, når det har kunne lade sig gøre. Andre gange har jeg også lånt mine hunde ud til agilitykonkurrencer. Min kondi er blevet virkelig dårlig, så jeg glæder mig til at komme til at benytte mit løbebånd igen og få gang i mine ben. Jeg er godt nok blevet lidt vissen i muskulaturen.
Tror faktisk, at dommeren bevæger sig mere end jeg gør 🙂Cocio og jeg til rallytræning i den store hal hos DKK Hundeaktivningscenter Ringsted. Det er Cocios halvsøster og Mia i baggrunden.
NYD LIVET for pokker
Når sådan noget sker – altså at man pludselig får et wake up call – så giver det stof til eftertanke. Husk at nyde livet hver dag, du ved ikke, hvornår alt kan være forandret! Nyd solopgangen, nyd solnedgangen, nyd nordlyset, nyd planeterne på himlen, nyd dine kære, ring til en ven eller til familien. Husk at hygge dig og lad være med at brokke dig.
Jeg nyder livet og de smukke morgengåture i den dejlige morgen med frost på græsset. Vintergætter vrimler op af jorden alle stedet på vores landsted. Jeg har flyttet nogle af dem hen til stenen ved Kizz Mes gravsted. Her står de fint sammen med julerosen, som jeg fik af Mette Jensen.
Jeg har været sindsyg glad for at være ærlig om hele dette celleforandringsforløb. Især i VAS til agilitystævne, hvor folk kom og fortalte om, at de havde læst omkring min ærlighed, var jeg glad for.
Jeg håber så inderligt, at det har fået nogle personer, der ikke har fået taget sig sammen til at bestille tid til undersøgelse hos lægen for celleforandringer, til at booke tid. Kom så afsted! Ja, det er da ikke fedt at ligge der, men tænk hvis nu, at det kan ende med at rede dit liv, fordi du tager afsted ….
Kuld Q
Om ca. 2 uger venter “jeg” det næste kuld border collie hvalpe. Det blev godt nok lidt snært på med hensyn til det ekstra keglesnit, men det havde jeg jo ikke lige forventet ville ske. Pizzas datter fra hendes andet kuld – Delta – er med hvalpe og jeg glæder mig. Hun flytter hjem til mig om en uge og jeg håber, at alt foregår normalt, når hun skal føde. Delta venter ikke så mange hvalpe, men 3-4 hvalpe er jo bedre end ingen – og det bliver garanteret det bedste kuld, jeg nogensinde har lavet.
3 hvalpe ses på skanningen samtidigDelta i midten. Er hurtig en del af flokken selv om hun til daglig bor hos nogle gode venner.Delta aka Dellepigen
I sommeren 2022 modtog jeg en indkaldelse fra Region Sjælland til screening for livmoderhalskræft. Jeg har altid været til sådanne undersøgelser, når jeg har modtaget invitationerne fra regionen.
Den 31. august 2022 havde jeg tid hos min læge og fik taget celleprøve. Tager ikke lang tid og er fuldstændig uden gene, andet end at det er ubehageligt at ligge der og få en vatpind op. Måske også derfor, at så mange springer over denne undersøgelse. Men det er godt nok dumt at gøre det. For man ved aldrig ….
Den 4. oktober 2022 kom der svar på celleprøven: “Prøven har vist celleforandringer, og prøven er derfor ikke normal. Cellerne kan være forandrede af flere årsager, og der findes forskellige grader af celleforandringer. Nogle celleforandringer kræver behandling, mens andre celleforandringer forsvinder af sig selv igen. Forventeligt skal du have foretaget en ny, udvidet undersøgelse inden 3 måneder.”
Jeg blev bedt om at selv finde en gynækolog til dette. Jeg søgte lidt rundt på nettet og kunne se, at der var nogle i Køge, som havde 1 uges ventetid, dejlig hurtigt, men også lidt underligt, når andre havde 4-6 ugers ventetid. Så min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle bruge “den første og bedste”.
Fandt en gynækolog i Roskilde med flotte udtalelser/anbefalinger. Jeg kunne få en tid den 28. november til denne undersøgelse. Det er en lidt større undersøgelse end den hos lægen. Der blev udtaget 4 vævsprøver, men det gjorde ikke ondt. Var dog ubehageligt. Ventede flere uger og da resultatet kom for dette, viste det desværre svære celleforandringer. Anbefaling var et keglesnit.
Kilde: Kræftens bekæmpelse
Jeg kunne få tid til keglesnit 22. december 2022.
Jeg var meget nervøs for, om det ville gøre ondt at få foretaget et keglesnit. Det gjorde det heldigvis ikke, men var meget ubehageligt, da jeg hader nåle. Man bliver nemlig lokalbedøvet. Sygeplejersken hos gynækologen var enormt sød og holdt mig i hånden og snakkede til mig undervejs, så jeg havde mere fokus på at tale end at ligge og spænde op.
Min far var blevet begravet dagen før, så mit humør var i bund og jeg var følelsesmæssigt påvirket.
Et keglesnit bliver taget med noget, der ligner en ostehøvl med en klinge (eller tandtråd på en lang holder), og man bliver brændt og ikke syet. Intet af dette kunne jeg som sagt mærke, men det lugtede brændt 😉
Keglesnittet blev sendt ind til undersøgelse hos patologer. De ser efter, om det udtagne keglesnit har celleforandinger i sig, og hvor det eventuelt sidder.
Hele julen lavede jeg stort set ingenting. Lagde puslespil og slappede af. Passede virkelig på mig selv. Jeg kedede mig bravt!
Desværre fik jeg underlivsbetændelse mellem jul og nytår. Det er åbenbart ikke ualmindeligt med keglesnit. Og efterfølgende gik såret lidt op og jeg begyndte at bløde. Så i januar blev jeg syet. Det så godt nok lidt voldsomt ud, når gynækologen sad der med tråden. Heller ikke der mærkede jeg noget pga. lokalbedøvelsen. Og igen var sygeplejersken guld værd.
Svaret på keglesnittet: Meget meget mystisk, for efter 4 uger kom resultatet fra patologerne på det udtagne keglesnit: Ingen celleforandringer! Jeg var glad et par dage.
Så langt så godt, men hvad er der så sket, når der blev vist celleforandringer i første prøve og svære celleforandringer i anden prøve?
Min gynækolog havde en svær mistanke, og hun anbefalede endnu et keglesnit, dog lidt længere oppe og mindre end det første. Jeg stoler meget på hende, og hun er virkelig dygtig og laver ikke et ekstra keglesnit for sjov. Så jeg vil hellere være “safe than sorry”.
Jeg fik så lavet dette ekstra keglesnit den 31/1-23 – og deraf overskriften på dette blogindlæg En gang til for Prins Knud. Nu venter jeg IGEN på et svar om celleforandringer.
Over et halvt år har jeg nu ventet … ventetiden er ulidelig, for jeg vil så gerne have et godt svar og være ubekymret. Jeg vil gerne være den glade Lone, som jeg plejer at være.
Jeg har også bestilt tid til HPV-vaccine. Den skal man selv betale, når man får det i min alder. Men igen… better safe than sorry. Og nu er jeg jo blevet vant til vacciner (4 stk. corona og 1 stk. stivkrampe inden for de seneste 2 år).
Efter et keglesnit må man ikke bære på noget tungt og man må ikke dyrke voldsom sport eller tage karbade – så ingen spa til mig. Man må gerne gå ture og arbejde, blot det ikke er hård fysisk arbejde. Det er rigtig svært for mig at være så stille, når jeg i hele mit liv har været meget aktiv med mine hunde.
Jeg har heldigvis min sportsgren hoopers, som hundene og jeg synes er sjovt. Der skal jeg stå stille og dirigere hunden rundt på en bane. Perfekt for sådan en som mig lige nu.
Jeg har læst mange ting om keglesnit på nettet de sidste mange måneder. Derfor kan jeg anbefale et par artikler:
Keglesnit – Information i forbindelse med celleforandringer Formålet med et keglenit er at fjerne celleforandringer på livmodermunden og/eller i livmoderhalskanalen. Læs folderen fra Rigshospitalet.
Lidt over halvdelen af de unge kvinder mellem 23 og 29 år takker ja til at deltage i screening for livmoderhalskræft. I 2020 var det således 52,3 procent i aldersgruppen, som mødte op til undersøgelsen. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Hos Kræftens Bekæmpelse så man gerne at flere tog imod tilbuddet. Læs artikel fra Berlingske.
Jeg har valgt at være åben om dette forløb og skrevet om det på facebook. Det har givet mig så meget, at få mange kommentarer fra venner og bekendte. Tusind tak til alle jer, der har delt af jeres erfaringer og skrevet til mig, ringet til mig, snakket til mig. Tusind tusind tak. Ingen nævnt ingen glemt.
Jeg hilser 2023 velkommen, når der er svar på keglesnit nr. 2. Og der er det okay at være negativ 😉 – altså svaret må gerne være negativt.
Egentlig ville jeg starte med at skrive, at 2022 har været et rigtig træls år, men der har også været nogle positive begivenheder, og jeg vil her fortælle, hvordan mit liv tog nogle drejninger i 2022.
Min mor døde Året startede desværre ud med, at min mor døde den 4/1-2022 efter en længere tilværelse med KOL, iltslanger, behandlinger og masser af ekstra hjemmehjælp. Både min søster, bror, min far og mors bror var der hos hende, da hun tog sit sidste åndedrag. Mor var tapper til det sidste og valgte selv at sige stop for yderligere behandlinger. Jeg skrev et blogindlæg om min mor i januar.
Jeg savner min mor hver dag, hun var et fantastisk og positivt menneske.
Så til alle jer rygere … så vil jeg bare sige: STOP med det rygning! Det går ikke kun ud over jer selv, men også ud over pårørende. Så hermed en kæmpe løftet pegefinger.
Min bror, søster og jeg har altid haft et stærkt bånd, men det blev styrket kraftigt i forbindelse med mors død og begravelse.
Corona Den pokkers sygdom hærgede landet for andet år i træk og jeg havde fået mine vacciner. I februar gik den dog ikke længere, da jeg var konstateret smittet. Jeg hostede ganske lidt, mistede mine smagssans (eller det blev i hvert fald ændret) for kaffen smagte pludselig af lakrids. Jeg arbejdede hjemmefra, mens jeg havde corona, for jeg var heldigvis ikke ramt af det. Jeg var bange for at få corona op til mors død, så jeg ikke kunne være der og støtte hende på hendes trælse dage, så under corona havde jeg det meget svært ved at give hånd og kramme folk.
Far på plejehjem Efter mors død gik jagten ind på et plejehjem til far (han var halvsidelam efter en hjerneblødning for 5 år siden). Der skulle trækkes nogle tråde og præcis 2 måneder efter mors død flyttede han ind på Marienlund. Det er et super imponerende plejehjem i Silkeborg (kun et par år gammelt). Min far var meget glad for plejehjemmet, hvor han følte sig tryg. Han sagde tit, at han havde det godt og at det var “som at bo på hotel”. Mine varmeste anbefalinger skal dette plejehjem have. Jeg er i hvert fald ikke bange for at komme på plejehjem, når jeg bliver gammel, hvis det bliver sådan et som Marienlund i Silkeborg!
Her er far lige flyttet ind i sin nye lejlighed på Marienlund og vi er ved at sætte billeder, lamper m.v. op. Personalet forkælede os med træstammer.
Cocio fik hvalpe I løbet af februar valgte jeg at lade Cocio parre med Jette Hansens dejlige Andy. Cocio fik 5 skønne hvalpe den 28. april. Den ene hvalp var dog meget lille, men ved hjælp fra opdrætterkollegaer fik jeg lært at sondeføde hvalpen, som jeg kaldte for Klejne. Jeg lagde løbende billeder på Instagram af Klejne og han fik sig en stor fanskare. Klejne klarede skærene og jeg havde ham til dyrlægekontrol som 4 uger gammel og igen i forbindelse med alle hvalpenes sundhedstjek knap 8 uger gammel. Så alt åndede fred og idyl, da hvalpene rejste hjemmefra. Jeg var så nervøs for, om Cocio kunne føde problemfrit, idet hendes mor jo var tæt på at få kejsersnit, fordi hun ikke fik veer, når hun var i fødepoolen, men kun fik det ude i haven (Aqua fik 3 hvalpe ude på græsplænen her iblandt Cocio). Men mine bekymringer blev gjort til skamme, for Cocio var simpelthen så dygtig til at føde og det gik så nemt.
Desværre begyndte Klejne at tisse lidt blod da han var 10 uger gammel og han kom i udredning på et dyrehospital. Desværre viste det sig, at han har mindre nyrer end normalt og konklusionen er, at hans liv ikke bliver så langt som andres. En anden hvalp (Spiku) havde konstateret albueledsdysplasi og er blevet opereret og er nu i genoptræning. Alt dette har bevirket, at jeg overvejer om Cocio i det hele taget skal have flere hvalpe. Så p.t. er det sat på pause.
Cocio var virkelig en god og dygtig mor. Nok den bedste jeg har haft. Så sød og naturlig og omsorgsfuld.
Bueskydning Jeg var til min lillebrors 50 års fødselsdag den 18/6. Han havde arrangeret en masse spændende lege, hvor bl.a. bueskydning indgik som en disciplin. Der var en professionel instruktør, som fortalte om bueskydning i forbindelse med jagt. Vi skulle alle prøve at skyde med jagtbue og compoundbue. Da jeg spændte compoundbuen og skød pilen afsted, råbte jeg av. For det gjorde ondt på min arm, hvor strengen havde ramt mig. Nå, men jeg fik jo ramt attraprådyret og ville have flere point (er jo konkurrencemenneske) og spændte buen igen, og endnu engang ramte strengen min arm. Jeg endte med en GIGA blodspængning og en bule på størrelse med et hønseæg. Min arm blev blå og jeg endte med at gå til sportsfysioterapeut flere måneder efter og det kostede mig et par tusinde kroner i konsultationer. Jeg har stadig den dag i dag 31/12 over et halvt år efter bueskydningen et stort blåt mærke på armen.
Min arm blev blå fra albuen og ned. Min urrem sikrede min hånd i, at den ikke også blev blå. Jeg havde sindssyg ondt i armen flere uger efter, og ja, har stadig et blåt mærke, hvor buens streng ramte mig.
Mit knæ Mine uheld fortsatte. Under et agilitystævne i Højme første weekend i juli 2022 fik jeg desværre et vrid i knæet under et løb med Pizza og jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet da jeg kom i mål. Jeg har heldigvis en bil med automatgear og fik skaffet en krykke, så jeg kunne komme lidt rundt. Langsom genoptræning og tur ved fystioterapeut (denne gang med hjælp fra sygeforsikring) i flere måneder og nu er jeg heldigvis fit for fight igen. Men denne tur med knæet har for alvor sat gang i min selvstændighedstræning af hundene, for når jeg til agility ikke har kunne løbe så stærkt og kunne følge med, så må Cocio og Pizza jo lære at blive handlet på afstand med verbale kommandoer.
Sådan løb jeg agility resten af sæson 2022, med knæbind på og håbløst bagefter.
Pizza blev Dansk Spring Champion
Heldigvis har jeg en dygtig hund, Pizza! Mit mål inden hun blev for gammel til agility var, at hun skulle blive springchampion. Det nåede hun lige akkurat! Til hendes anden sidste agilitystævne i klasse 3 opnåede hun det sidste springcertifikat og titlen Dansk Spring Champion. Jo, jeg blev godt nok rørt, selv om det er 4. hund jeg har, der opnår denne titel. Det var ikke verdens flotteste løb hun havde, men fuck det, når hun vandt klassen!
DM i rally og agility Sommersæsonen er jo stævnesæson for både agility, hoopers og rally, som jeg dyrker og elsker. Pizza var udtaget i agility for hold og alle mine tre hunde i rally. Så en kabale skulle gå op, når man gerne vil deltage i det hele (det foregår samme sted og samme weekend). Skæbnen ville, at vores agilityhold blev disket lørdag, idet vi næsten alle havde nogle rigtig dårlige løb. Mine holdkammerater gav mig lov til at satse på rally søndag, selv om vi havde et agilityløb for hold søndag (men var jo sat ud at spillet på grund af alle de disk vi havde). Tak holdkammerater! Kizz Me på 13 1/2 år og Pizza stillede op søndag til DM i rally i seniorklassen. Kizz Me var virkelig kæk og lidt for freeesh og vi gik desværre ikke videre til finalen. Men det er første gang, at jeg har tænkt, at denne her bane vil jeg bare nyde, jeg vil virkelig nyde det uden at tænke på point og på at komme til finalen – også selv om det var et DM. For jeg vidste, at det var allersidste gang, vi skulle gå en rallybane sammen. Vi endte på en 14. plads – men placeringen har ingen betydning for mig. Vores glæde og samarbejde var vigtigere. Pizza er jo 8 og stillede derfor også op i seniorklassen i rally. Hun klarede det lidt bedre og nåede i finalen. Hun endte på en 7. plads. Så kom min nye stjerne Cocio lige og tog røven på mig. Cocio har været svær at træne rent lydighedsmæssigt, da hun er så glad for sine omgivelser (vil hilse på alle) og hyrder på andre hunde, der er i nærheden. Men som sagt, Cocio tog røven på mig, for hun gik virkelig godt og var super koncentreret. Både bane 1 og finalebanen gik hun så fint og vi endte på en flot 3. plads i øvet klasse. Her i efteråret har hun stillet til 2 prøver i ekspertklasse og opnået rallycert begge gange. Læs om mit DM i dette blogindlæg.
Jeg var meget overrasket over Cocios måde at blive voksen på. Hun smed alle hilse/hyrde-hæmninger og udførte det smukkeste rally jeg har set længe til DM i 2022, hvor hun blev nr. 3 i øvet klasse. Det er så fedt at komme på pallen til DM!
Årets holdi agility Inden året startede havde jeg sagt, at dette var sidste år for Pizza i stor normal klasse, da hun ved sæsonafslutning skulle rykkes i seniorklasse (springe på lav højde). I årets begyndelse så jeg et opslag fra Sabine Serwin på facebook, at hun savnede en holddeltager på et hold. Jeg tænkte, ja, hvorfor ikke, det hold ser ud til at være nogle, som jeg kan rigtig godt sammen med og nogle med samme ambitioner som jeg. Vores hold var virkelig et godt hold, det kammeratskab vi havde gennem hele året og den måde vi støttede hinanden på var helt unikt. Gennem året samler man point til forskellige konkurrencer og det hele kunne afgøres på finaledagen i Ribe i september. Jamen jamen, det endte simpelthen med, at vores hold vandt ÅRETS HOLD i DKK for store hunde. Blogindlæg om dette kan læses her.
Årets hold 2023 for store hunde: Bordere med IQ.
Mine sidste baner som jeg dømte på Bornholm i november, havde jeg tegnet som et hjerte. Det er min kærlighed til sporten.
Rallydommer Jeg har været rallydommer i rigtig mange år. Faktisk lige knap 10 år. Jeg elsker sporten og den udvikling, som den har haft.
Jeg har dog valgt at stoppe som dommer nu, hvor der er kommet flere nye dommerkræfter til og jeg kan koncentrere mig om mine egne hunde.
Jeg har på det seneste været nervøs for at dømme forkert, da der ofte kommer nye skilte og og jeg føler, at der er nye regler hele tiden og har svært ved at skelne mellem gamle og nye regler. Så inden det går galt i mine bedømmelser, så stopper jeg mens legen er god. Jeg har elsket at være dommer og har elsket at se de mange forskellige racer og hunde til prøver.
Campingvogn Sidste år solgte vi sommerhuset i Sortsø. Jeg har længe pønset på at have min egen lille campingvogn, som jeg kunne benytte, når jeg har været afsted til weekendstævner i både rally og agility. Det har altid været lidt problematisk at finde et hotel eller overnatningsmulighed, når man har haft 3 hunde med. Så pludselig en dag var der et opslag på facebook, hvor en campingvogn var til salg for 7.000 kr. Så slog jeg til.
Min mand og jeg har hver vores “lommepengekonto”, så jeg har købt den for mine egne lommepenge. Vores lommepenge kan vi selv bestemme over, og “skal ikke spørge om lov” til at købe noget eller investere. Campingvonen, det er mit projekt, som jeg stille og rolig er gået i gang med. Indtil videre er nogle låger inde i campingvognen blev hvide og nogle vægge sorte. En rude skal udskiftes og hynderne trænger til en rensning. Men ellers er jeg klar til at komme ud og køre, når sæsonen kommer i gang igen.
Glæder mig til at komme ud i min Safari Vitesse 470 D.
Min søster En dag ringede telefonen inde på arbejde (kan ikke huske datoen). Det var min søster. Hun plejer ikke at ringe midt på dagen. Så når det sker, så er jeg altid på vagt. For 5 år siden ringede hun til mig den dag far havde fået hjerneblødning. Der sad jeg i Byretten i Roskilde og var på kursus. Nå, men tilbage til Mette. Hun ringede for at fortælle, at hun havde fået konstateret brystkræft. Øv! Det var jeg rigtig ked af. Hun har nu allerede fået fjernet brystet og den 16. december havde hun fået at vide, at de har fået det hele med i operationen og dermed er hun blevet erklæret kræftfri. Jubiii, det var gode nyheder. En dejlig nyhed, som hun skrev i vores fælles familie-messengergruppe, som vores far også følger med i og som vi kunne se, at han havde læst.
Far Jeg var til julefrokost på arbejde den 16. december, samme dag, som min søster havde skrevet den gode besked til vores messengergruppe. Jeg havde valgt at lægge telefonen fra mig, så jeg kunne have en sjov aften uden forstyrrelser. Jeg var dog ikke så drikke-festlig, idet jeg var arrangør af julefrokosten, så jeg holdt lidt igen. Fra kl. 13 til kl. 19 havde jeg kun fået et halvt glas champagne, et glas hvidvin og 3 øl. Pludselig ringede mit ur (koblet sammen med telefonen). Det var min mand Søren. Han ville høre, om jeg havde hørt fra Mette. Ja, sagde jeg, “det var da gode nyheder”. Men det var så ikke lige den besked, det drejede sig om (altså at hun var kræftfri). Min far havde fået endnu en hjerneblødning fredag aften og var bevidstløs. Søren var på vej ind på arbejde efter mig, når han havde afleveret hundene hos sine forældre til pasning. Mine søskende havde på det tidspunkt forsøgt at få fat i mig i en time. Søren kørte mig direkte til Silkeborg til plejehjemmet, hvor min far lå og var ikke kontaktbar. Min far havde ikke lang tid igen. Der stod jeg så i mit julefrokosttøj (på min trøje stod der Merry Christmas Bitches) og min far var døden nær og jeg tror ikke, at han ænsede, at både min søster, bror og jeg var der. Vi sov ikke meget i stolen ved siden af ham den nat. Næste formiddag trak min far vejret for sidste gang og han fik fred kl. 10.47.
Min far var en enestående mand, altid hjælpsom og glad. Livet var dog ikke nemt for ham, da han som 80 årig fik en hjerneblødning. Indtil denne skæbnedag for 5 år siden var han dagligt ude at gå tur med hunden Balder, kørte ofte på cykel var på jagt og ude i Engen. Mor og far passede på hinanden de sidste 5 år. Min far var mors hukommelse og min mor var min fars højre side.
Kizz Me Da jeg kom hjem lørdag aften efter fars død den 17/12 sagde min veninde Susanne, som havde passet mine hunde hele lørdagen, at Kizz Me var lidt stille. Det kunne jeg godt se, og jeg holdt godt øje med Kizz hele søndagen og syntes pludselig, at hun havde fået dobbelthage og lidt svært ved at spise. Dagen efter tog jeg hende med på arbejde, så jeg kunne følge hende og se, hvordan hun havde det. Hun fik det værre i løbet af formiddagen og lå og snorkede, når hun sov. Jeg ringede til dyrlægen og fik en tid allerede kl. 11.30. Hos dyrlægen var der ikke noget at gøre. Dyrlægens umiddelbare vurdering var, at lymferne ved halsen var så store, at det sandsynligvis var lymfeknudekræft. Vi valgte dog ikke at tage tests og blodprøver for at finde ud af, om dette var diagnosen, da Kizz var så skidt på bare en enkelt dag, at der kun var en ting at gøre. Det var aflivning. For shit da, først min far og så Kizz Me inden for 2 dage. Det var hårdt!
En uge før Kizz Me døde var hun frisk. Billedet her er fra en dejlig gåtur på 5,5 km med mine veninder Serine og Susanne.
Celleforandringer Ja, en ulykke kommer sjældent alene. Midt i al det med min fars død, Kizz Mes død og deres begravelser skulle der også lige være tid til at jeg kom til gynækolog og fik taget et såkaldt keglesnit, idet jeg havde fået konstateret svære celleforandringer i underlivet. Sådan noget lort, for at sige det rent ud. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at celleforandringer er forstadiet til livmoderhalskræft. Så heldigvis har de opdaget det i tide og taget noget ud forneden. I skrivende stund går der nu 3 uger før jeg får svar på, om de har fået taget det hele med. Min far sagde i telefonen til mig 3 dage før han døde, at min mor også havde celleforandringer, så det skulle jeg ikke være bekymret for. Jeg håber han har ret, for jeg ligner min mor rigtig meget. Og hun døde som 78 årig af noget helt andet.
Hurra for det danske system med screeninger og celleprøver og mamografi. Jeg betaler gerne min skat for at folk kan undersøges og hjælpes inden det går helt galt.
Skov Man skal leve livet mens man har det, for man ved ikke, hvornår det er forandret eller måske helt slut. Jeg er ihvertfald begyndt at leve anderledes i år, end jeg tidligere har gjort. Jeg har altid ønsket mig min egen lille sti, så jeg kan gå tur med mine hunde på min egen mark/grund. Jeg leger derfor med tanken om at få plantet nogle træer på min mark, få nogle stier og så nogle blomster på en eng. Drømmen bliver forhåbentlig til virkelighed i løbet af 2023.
Tak til alle, der læste med så langt. Det er godt klaret 😉
Jeg håber, at I alle får et rigtig godt nytår og at vi ses i 2023 på den ene eller anden måde.
Godt nytår alle mine bloglæsere.
Her er et galleri med herlige minder:
Min mor, jeg og far på SamsøKizz Me lydighedschampionKizz med de flotte øjneGitte Hoffmeister med Zinnie, Lone Sommer med Kizz Me og Catrine Møller med Jerry. Vindere af Maxi Zoo Cup 2011. Holdet hedder ZZZ.Min far fortæller om byggeriet af motorvejsbroen over Funder Ådal.Min mor, far og jeg samt alle vore hunde ude i Engen. Det er så dejlig fredfyldt at komme ud i skoven ved Salten å.Mor og jeg på gåtur i SilkeborgMin far og morHer er et eksempel på Kizz Mes måde at løbe agility på. Ja, hun løber virkelig med hovedet under armen engang imellem. Men når jeg kan styre hende, føles det som at have vundet VM når man løber et fejlfrit løb med hende.Rallydommer til DM på BornholmKizz med mange af hendes præmierJeg er rallydommerMine søskende og jeg – elsker vores sammenholdKizz bukkerKizz kredsmester i rallyKizz vandt 4 seniorløb i agility til hendes sidste agilitystævne i VASMine søskende og jeg til min 50 års fødselsdagJeg er rallydommer, her til årets rallyhund finaleKizz til rallyprøve, altid freeeeshMors kisteGaver fra rallyfolket til mig, da jeg stoppede som dommerDet fantastiske kammeratskab vi havde på vores agilityhold i 2022
For nogle måneder siden var jeg til den trælse, men nødvendige undersøgelse for livmoderhalskræft. Det er aldrig rart at få foretaget sådan en undersøgelse. Svaret kom et par uger senere, at der var celleforandringer. Så jeg skulle have foretaget endnu en undersøgelse, hvor der skulle tages 4 vævsprøver “dernede”.
Dem kom der så svar på i dag, og det var en træls opringning. For der er også celleforandringer i de nye prøver, så jeg skal have foretaget et såkaldt keglesnit.
Det er godt nok ikke noget, som jeg ser frem til. Men det skal jo overstås, så det ikke udvikler sig til noget, der er værre, nemlig livmoderhalskræft. Har allerede fået en tid to dage før jul. Ikke det fedeste tidspunkt, men som sagt, det skal overstås, så jeg kan komme videre. Et keglesnit er en operation, hvor der fjernes et lille stykke af livmoderhalsen. Formålet er at fjerne det stykke væv, som indeholder celleforandringerne. Vævet fjernes med celleforandringer ved hjælp af en tynd og meget varm tråd.
Efter sådan et keglesnit må jeg ikke dyrke sport i 2-3 uger og ikke bære på noget tungt. Nu er jeg typen, der ser positivt på tingene … så er jeg fri for at bære brænde ind, bære på vasketøj og tunge gryder 🙂 Jeg må ikke .. næsten ingenting, men jeg må godt hundse med Søren 🙂
Agilitystævnet den 28/12, som jeg er tilmeldt, det må jeg desværre ikke deltage i, men der har jeg også en skummel plan med en allieret.
De sidste mange år har min mand og jeg taget på hyggelig jule-weekendtur i udlandet.
Vi har tidligere været i Harzen, Kiel, Lübeck og Gdansk. Snakkede om Sverige i år, men blev enige om at der var så mange ting på vores tavle, som vi gerne ville se herhjemme i Danmark, så kæresteweekenden blev til en-dagstur til Roskilde.
På tavlen står der bl.a. Vikingeborg, Køge Museum, Politimuseum, Mosede Fort, Tøjhusmuseet og ja Roskilde Domkirke.
Lørdag formiddag tog vi til Roskilde, hvor vi havde booket bord på La Rustica. En restaurant i Ros Torvs butikscenter. Havde aldrig været der før.
Det var heldigt, at vi havde booket bord til kl. 10. For da vi var færdige med et overdådigt brunchbord og havde besøgt et par butikker var vi på vej mod udgangen. Wup wup alarm alarm ja brandalarmen var gået og alle skulle forlade bygningen. Ingen panik alle søgte mod udgangene. Udenfor holdt brandbilen allerede. Tror det var falsk alarm. Nogle af de andre gæster fra den restaurant vi sad på stod udenfor uden overtøj, det må have været koldt. Jeg synes, at vi var heldige med at vi jo var på vej ud af restauranten.
Jeg kan klart anbefale La Rustica. Ved også, at den findes i Ringsted, så der må vi til en dag 🙂
Efter brunch på Ros Torv fandt vi Roskilde Domkirke. Hold da op den var flot med alle de kister med konger, dronninger, prinser og prinsesser. Vi fik 2 timer til at gå inde i kirken. Underligt, at jeg aldrig har fået set domkirken før. Det hele var så enestående med udsmykninger og hvor tiden står stille. Dronning Margrethe II’s gravmæle er også gjort klar, men ingen ved jo, hvornår hun skal herfra. Alle konger og dronninger ligger side om side, så det er lidt underligt, at prins Henrik ikke ville stedes til hvile i Roskilde, mens spredes ud over havet. Faktisk ret modigt at have den mening og jeg tager hatten af for ham.
Kan ikke lige huske, hvem der lå her. Men flot og enestående var det. Chr. d IV’s kiste. Meget smukt rum.På vej til Roskilde Domkirke. Frederik d. 9’ende og Ingrid ligger i den underlige kantede tilbygning
Efter besøg i kirken gik vi ned til vikingeskibsmuseet. Meget interessant med de vikingekibe, restaureringer, undersøgelser og fund af skibe i Roskilde Fjord. Det er lidt vildt at tænke på, at vikingerne styrede så meget dengang i år 800-1000. Jeg er glad for, at jeg ikke lever i den tid, det må have været ret barsk.
Dagen blev sluttet af med skøn sushi fra vores lokale sushireataurant i Bjæverskov. Efterfølgende så vi Avatar, så vi er klar til at komme i biografen og se 2’eren, som snart bliver mulig at se.
I august meddelte jeg rallyudvalget, at jeg ønskede at stoppe som dommer ved årets udgang.
Her i weekenden havde jeg min sidste gerning som rallydommer. Det foregik på Bornholm, hvor jeg havde fornøjelsen af at dømme 5 klasser både lørdag og søndag. Der var mange dygtige ekvipager tilmeldt og ganske få hunde fik besøg af IB i ringen (Ikke Bestået).
Jeg har i mine første mange år elsket at være dommer, lave spændende baner til rallyfolket samt dømme hunde og hundeførere. Men lysten har aftaget med tiden og det er der flere årsager til. Jeg har givet min begrundelse til rallyudvalget.
Men jeg vil gerne fortælle, at jeg har sat en ære i at være dommer og ser positivt tilbage på alle de timer, som jeg har brugt i dommerfaget både ude til prøver, men også her hjemme med design af baner, sortering af skilte og læse op på reglement og øvelsesbeskrivelser. Jeg har lært rigtig meget af det og har nydt at dømme de dygtige og glade hundeførere, som har været pragtfulde at se på.
Søndagens baner var tegnet som et hjerte, min kærlighed til sportenLørdag aften var jeg ude at spise med Mette Jensen i Gudhjem. Vi fik rigtig dejlig mad og en god, lokal øl. Der var samlet ind til mig. Hold da op, hvor blev jeg overrasket over de flotte gaver. Tak til DKK for den flotte buket, vaske og fine ordSe lige det flotte kort, som på forsiden havde malet en rallyprøve med en glad dommerHer går hundeførere banegennemgang på championbanenWooooooow, se lige hvad rallyfolket havde samlet ind til mig. Jeg er fuldstændig blæst bagover af glæde og blev også mega rørt, da gaven blev overrakt. Tusind tak alle sammen. Det betyder virkelig meget for mig.
Lige inden en af præmieoverrækkelserne søndag på Bornholm blev jeg kaldt op og der blev overrakt en gave til mig, som rallyfolket havde samlet ind til. Jeg blev meget glad og rørt over det flotte gavekort som alle de søde hundeførere og dommere, havde været med til at samle ind til mig. Tusind tak alle sammen, det betyder virkelig meget for mig.
Sjovt nok, så var kortet afbilledet med et stort hjerte på forsiden, akkurat som min banetegning søndag. Det var da noget af et sammentræf.
Jeg vil da savne noget af dommergerningen, men også glæde mig til at få mere tid til mine egne hunde.
Jeg glæder mig til at fortsætte som rallyudøver og ikke skulle tænke så meget over point og fradrag. Jeg elsker sporten og elsker faktisk også den udvikling rallysporten har været i, og synes at fremtiden for sporten er spændende.
Jeg vil nu læne mig tilbage, hygge mig med træning og foretage tilmeldinger til de prøver, som ikke er overtegnet … for nu skal jeg ikke tænke over, hvilke prøver jeg kan tilmelde mig som udøver til DM-udtag uden at jeg selv er dommer.
Det er som om, at der sker et eller andet med min krop. For det første, så er jeg kommet i overgangsalderen. Ja, jeg er 52 år og det måtte jo komme på et tidspunkt. Mine ulemper ved at være kommet i overgangsalderen er blandt andet mine hedeture. Dem får jeg mange af i løbet af en dag (og nat!). Det føles som om, at det prikker i huden i mit ansigt og 5 sek. efter har jeg nærmest 40 i feber. Det varer et par minutter og så er det overstået. Jeg har før hen grint lidt af dem, som havde hedeture (undskyyyyld), og tænkt “ej altså, hvor slemt kan det være”. Det er slemt!
Når jeg kører bil kan jeg pludselig få en hedetur og så er det bare op for aircon på fulde skrald. Og lidt efter så fryser jeg og så tænder jeg for sædevarmen. Frem og tilbage er lige langt. Om natten har jeg været ved at “slå til Søren”, for når jeg vågner pga. hedetur og slår dynen til side, så sker det så kraftfuldt, at jeg er ved at give Søren en lammer. Har heldigvis en blæser i loftet, som jeg kan tænde og afkøle mig. Men især hedeturene om natten har været træls, da jeg vågner 4-5 gange om natten, og det er ikke godt for min søvn.
Jeg har været ved læge i forbindelse med den 5 årige undersøgelse for livmoderhalskræft slutningen af august og i den forbindelse snakkede jeg med lægen om overgangsalderen. Lægerne er ikke længere så vilde med at give medicin for at komme af med hedeturene, så jeg blev anbefalet at begynde på rødkløver. Så jeg tager nu nogle kapsler hver dag og synes måske, at der er en lille effekt (har prøvet dem i 5 dage nu).
Til agilitystævnet i Højme i juli kom jeg til skade med mit knæ i sidste løb. Jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet og måtte køre (hurra for automatgear) forbi en veninde på vej hjem og låne en krykke, så jeg havde lidt at støtte mig til. Hjemme fik jeg skiftevis is på og af. Jeg kunne gud ske lov arbejde hjemmefra og lå på sofaen med benet oppe i 2 dage. Min sygeforsikring “åd” besøg hos fysioterapeut, hvor jeg fik laserbehandlinger, akupunktur og massage. Det gjorde sindsyg nas. Det blev til 10 besøg hos fysioterapeuten og jeg har fået en masse øvelser, som jeg skal lave og har fået bud på at sørge for god genoptræning, opvarmning og benytte knæbind. Jeg har heldigvis et løbebånd herhjemme, som jeg har gode gåture på i højt tempo. Vil helst ikke overbelaste knæet med for megen løb. Så 10 minutter her og der i et godt tempo føles godt. Har fundet ud af, at man kan søge på Spotify efter 130 bpm hits, så kommer der ganske godt gåmusik til mig (jeg kan kun finde ud af at gå i takt).
På denne video fra august kan man tydeligt se, at jeg er håbløs bagefter, selv om jeg har knæbind på.
Jeg har joket lidt med, at jeg har fået coronasenfølger rundt om min mave. For ja, min vægt den er fuldstændig stagneret efter jeg er kommet i overgangsalderen – ja har måske ovenikøbet taget på – men vil helst ikke indrømme det. Selv om jeg er på min yndlingsslankekur LCHF, så sker der ikke en skid med vægten. Jeg kan ikke komme af med de ekstra kilo. Måske hænger det også sammen med, at jeg ikke kan motionere så meget som jeg plejer pga. de knæsmerter, jeg har haft det meste af sommeren.
Agilitymæssigt kan jeg slet slet ikke løbe som jeg skal og jeg kan ikke være der, hvor jeg vil være for optimal handling. Tror at et stille og roligt efterår vil være godt for mit knæ.
Så jeg føler mig altså gammel. På det seneste har jeg hørt Gnags’ nummer: Når jeg blir’ gammel, … den tekst siger faktisk ret meget.
….
Ja og for lige at slå hovedet på sømmet så fik jeg i dag besked fra Region Sjælland, at celleprøverne ikke er normale, så må have fat i lægen i morgen og høre, hvad det betyder for mig. Sikkert nogle ekstra undersøgelser (advr, hader dem) … og forhåbentlig er det bare en bagatel.
SISLCS er den seneste tilføjelse af bogstaver til Pizzas og nu også Cocios titler. Og hvad står de bogstaver så for?
DKK har opfundet et rigtig sjovt og udfordrende koncept. Sirius Stjerne prøver. Nogle af de bogstaver, som hundene kan opnå kan fx være disse:
SI = Sirius (hundestjernen, den mest lysende stjerne på himmelen) SL = Slalom C = Challenge S = Sølv
Den første Sirius challenge, der blev udbudt, var Sirius Slalom Challenge. Der var 10 øvelser, hvor man som minimum skulle udføre minimum 6 øvelser. Disse øvelser skal man så selv filme (sætte mobiltlf op på stativ e.lign). Herefter sætter man video sammen og sende til DKK inden en bestemt dato. Videoerne bliver så gennemgået og vurderet.
Hvis 6 øvelser ud af 10 gennemføres, så kunne man opnå Slalom Challenge Bronze. Ved 8 øvelser var det Sølv og 10 øvelser filmet ud i et uden pauser kunne man opnå Guld.
Pizza bakker mens jeg går baglæns – Det er godt nok svært for både hund og fører!
Man får nogle øvelser, som man skal træne derhjemme efter nogle bestemte retningslinjer og nedskrevne regler.
Jeg rodede lidt rundt i Sirius Stjerne koncepterne i starten. Men grundlæggende for Sirius er træning hjemme og upload af video til bedømmelse.
Der er så 2 former for Sirus koncepter. En af dem er en challenge, som skal løses inden en bestemt dato. De andre prøver (som altså ikke hedder challenge) der er der ingen deadline og man kan derfor tage den prøve (filme video og indsende) når man vil. Den gyldne tråd i dette koncept er, at det er opbygget fra bunden af og man kan træne på det lige når man har tid og lyst og når hunden har overskud til det. Man behøver ikke at køre mange kilometer til træning eller stå ude i regnvejr, når der er træningstime.
Nogle har udtrykt, at det var let at få en sirius-titel, men hey, så skulle de altså selv lige prøve med egne hunde og se hvor svært det er at få fx hunden til at lave baglæns slalom imellem sin førers ben, mens man selv bakker. Ja, værs’go’ og prøv!
Jeg har trænet intenst på alle slalomøvelser med Pizza, men en af dem kunne jeg se, at Pizza havde svært ved (slalom mellem 2 pinde bag min ryg), så jeg satsede på sølv og fik så filmet 9 øvelser og hvis en af dem ikke blev godkendt, så havde jeg i hvert fald 8 gennemførte, som var mit mål.
Pizza har været utrolig sjov at træne disse øvelser med. Hun er gået på opgaverne med krum hals og har tænkt selv. Det kan man også se i en af øvelserne (8-tal mellem to sorte tønder). Hendes buer var meget store, idet hun ville fortsætte yderligere 10 meter ud og rundt om flagstangen længere omme i haven.
Begge mine hunde har været igang med slalom
Cocio rundt om flagstang (selvvalgt genstand)
Cocio har nemlig også været med i denne challenge. Egentlig var det ikke meningen, at hun skulle være med i slalom-challenge, men besluttede mig 2 uger før deadline, at hun også skulle filmes. Hun opnåede i går sølv og havde 8 gennemførte øvelser. Cocio har aldrig været glad for, at få noget over hovedet, så som halsbånd, sele, dækken osv. … og derfor var slalomøvelserne mellem mine ben heller ikke nemme for hende. Så den øvelse er ikke så flydende at se på, som Pizzas udførelse af samme øvelse. Men vi har kæmpet og vi har løst opgaven og har været glad for udfordringen. Cocios begejstring i øvelserne er ikke til at tage fejl af, der er indimellem lidt lyd på 😉
Teknikken: Jeg har brugt min mobiltelefon og så app’en kinemaster. Her kan man afkorte videosekvenser (så man ikke behøver at have hele opstillingen med, eller hvis man vil afkorte nogle af videoerne). Man kan også sætte tekst henover eller før et videoklip af en øvelser. Man kan også sætte videoerne ind i rigtig rækkefølge, så de følger øvelsesbeskrivelsen fra sirius-programmet.
Til slut har jeg uploadet videoen til min youtube kanal og så sendt linket til DKK til godkendelse.
Mandag har jeg været den første til at modtage en sølvrosette. Uhhh, hvor er den fin og pryder nu mit navneskilt ved mit kontor på arbejde 😉
Næste challenge er jeg allerede igang med at træne. Det er Trick Begynder og igen er det Cocio, der må stå for skud. Så vi giver pote til højre og venstre nu og træner intenst på snudetargit. Mere herom senere, når vi når i mål … Og hvis jeg kender mig selv ret, så går jeg også igang med rally stjerne og hoopers stjerne 🙂
Pizza har deltaget på det hold, der netop har vundet årets hold i agility for store hunde.
I starten af året havde jeg egentlig ikke intentioner om at deltage på noget hold i agility, selv om jeg er fru holdwoman. Ja, jeg ELSKER hold-konkurrencer og jeg elsker stemningen omkring et hold, planlægning, strategi og kammeratskabet. En dag skrev Sabine Serwin på facebook, at hun søgte en hund til hold for store hunde, jeg tænkte lidt… og blev fristet. Jeg kom til at skrive, at jeg godt kunne tænke mig at komme på hold med hende. Og vupti, så var jeg med på holdet Bordere med IQ. Sjovt navn til et hold, men da den ene hund ikke er en border, men en groenendael, så var det jo et genialt navn.
Vi blev enige om en holdtrøje – og den blev grøn – og type bogstaver og således fik vi sammen følelsen af at være et hold, når vi var ens på banen.
Første holdløb var i april i Viborg. Det glemmer jeg aldrig. Vi startede 5 på holdet og var kommet igennem banen om lørdagen. Søndag var en holdkammerat blevet skadet og en anden blev nødt til at tage hjem. Så var vi 3, der skulle klare ærterne. Og vi gjorde det! Fik vores første point til holdet, selv om vi kun var 3 på holdet (og 3 skal igennem for at vi kan opnå point).
Stemningen var høj på holdet i Viborg efter vi havde løbet. Det blev en sen aften, men at køre hjem med armene over hovedet kunne snildt lade sig gøre.
Resten af året gik slag i slag med rigtig gode points til holdet. En hund blev skadet, en fører udgik og vi måtte trække på et par reserver. Vi deltog i 6 konkurrencer i løbet af året.
Efter 5 konkurrencer førte vores hold med 1 sølle point til holdet på anden pladsen, så intet var givet på forhånd.
I ugen op til det sidste stævne i Ribe mødtes vi alle hjemme hos mig til en gang træning, taktik-snak og efterfølgende hot dogs i havestuen. Det er vigtigt også at have det sociale aspekt med på et hold.
Sådan gik det i Ribe den 17.-18. september: Første holdløb, der rev Pizza desværre hjulet og jeg blev nervøs for, om der var sket noget med hende, men heldigvis kunne vi fortsætte. Er glad for at have en stærk hund muskel- og kropsbygningsmæssigt. Heldigvis var Poul, Frank og Sabine fejlfrie og vi endte med at føre springkonkurrencen.
Her er en lille video af en nedrivning på hjulet som både Cocio og Pizza foretog den weekend. Når man løber, så sker det så hurtigt, at man ikke helt opfanger, hvad der er sket. I langsom gengivelse på video ser det lidt træls ud. Heldigvis skete der ikke noget med nogle af mine hunde.
Natten til søndag sov jeg dårligt og jeg var edderspændt. Ville vi kunne holde føringen? Min mave gjorde knuder og jeg prøvede at lave sportspsykologi på mig selv, og forestillede vores hold som vinder af konkurrencen søndag.
Søndag skulle det så afgøres, vores forfølgere på anden pladsen lavede (desværre for dem) et par fejl og for at vores hold så skulle vinde, så skulle vi bare have 3 hunde igennem ud af 5, for at kunne kalde os for vindere af årets hold. Det blev liiiige spændende nok.
Pizza skulle løbe som første hund på holdet. Pizza startede ud med at løbe rigtig fint og sikkert med 0 fejl …. lige indtil 4 sidste forhindring, hvor hun havde snuden inde i en tunnel, som hun ikke skulle have. Derfor hvilede afgørelsen på resten af mine holdkammerater. Poul og Frank løb fejlfrit. Så var det Sarahs tur, som havde en feberredning på et spring, men hendes frække hund valgte at tage springet fra den forkerte side alligevel. Derfor hang det hele på sidste holdkammerats skuldre. Sabine skulle igennem banen uden at blive disket for at vi kunne have 3 igennem banen ud af 5. Heldigvis er hun efterhånden en ret stabil fører (jeg har kendt hende siden hun var barn) og det fantastiske endte med, at Sabine kom igennem banen fejlfrit.
Vi vandt! Vi blev årets hold for store hunde. Præcis 10 år siden, at jeg blev det sidst. Dengang var jeg også på hold med Poul Lerche.
Jeg tudede som pisket. Jeg var bare så rørt. Ved ikke helt, hvad der går af mig på mine gamle dage. Men dette stævne var Pizzas sidste stævne som stor hund. Så følelserne var i frit fald.
Vores faste holdkammerater til finalen: Frank Rosengaard med IQ, Poul Lerche med Dizzy, Sabine Serwin med Zenna (My på billedet) og jeg med Pizza. Karen Bech kunne desværre ikke deltage i Ribe, så hun var ikke med på billedet.
Det har været en fantastisk rejse, som jeg har været på med dette hold. Vi har haft et utrolig godt kammeratskab, lagt planer, drøftet baner og lagt taktik. Vi har glædet os over fejlfrie løb og heppet på hinanden, selv om det ikke er gået helt efter planen på banen.
Det pinte mig en lille smule, at jeg ikke kunne levere et tællende løb til holdet hverken lørdag eller søndag i Ribe. Så mandag aften lavede jeg små beregninger for at finde ud af, hvor meget jeg havde ydet for holdet. Ud af vores 6 stævne weekender har Pizza haft 6 tællende løb, og når man efterfølgende får denne besked fra en af holdkammeraterne, så varmer det lidt ekstra: “Hvad du ikke har givet i point har du givet i kammeratskab og holdånd❤️ Trygheden på holdet har båret os frem. Vi har vundet sammen hele vejen igennem.”
Pizza, du sluttede altså på toppen må jeg sige. Tak for dig. Nu skal vi hygge os i seniorklassen.
Årsagen til, at jeg tager Pizza i seniorklassen som 8 årig er, at Pizza en gang imellem har tendens til at sætte af for tidligt på et spring, især hvis jeg er foran hende. Hun “dykker” ikke foran springene, men sætter for tidlig af. Og så prøver hun at indhente mig, og det resulterer i, at hun sætter af under forudsætning af, at der er 5 meter mellem springene og ikke ca 7 meter, som der er nu om dage. Så for at skåne min gamle hund og for at vi stadig kan have det sjovt uden pres om præstationer m.v. så er hun altså seniorhund nu.
Efter de individuelle finaler var Tina Tøndering og jeg vært ved en lille mundskænk og et par stykker chokolader i anledningen af, at Tinas hund var blevet agilitychampion og Pizza var blevet springchampion et par uger forinden.
Tak for en rigtig dejlig weekend alle holdkammerater!
Da jeg startede året med at komme på et fantastisk hold i agility med Pizza har jeg set meget frem til at deltage i DM i agility for hold med Pizza. Vores hold Bordere med IQ fører i øjeblikket årets hold konkurrence og vi har en stor holdånd. Jeg var udtaget til både holdagility og til rally. Jeg var på forhånd lidt bekymret for tidsplanen for agility holdmæssigt. Agility er nemlig både lørdag og søndag (holdløb lørdag formiddag og holdløb søndag formiddag ). DM i rally er kun søndag. Jeg havde tænkt, at min prioritet ville være agility, hvis det skulle vise sig, at vi fik en god placering lørdag og dermed skulle dyste om en podieplads søndag samtidig med rally. Det ville godt kunne lykkes at gå op i begge dele, men det ville være lidt hektisk og der skulle trylles med banegennemgange og løb.
Hundene gik alle ind i det samme bur, da jeg satte dem op ved agilitybanen i den store hal. Det er så dejligt, at alle mine tæver kan så godt sammen.
Lørdag morgen skulle vi løbe en hold-springbane, som ikke var umulig at løse, men den havde lidt sjove sværhedsgrader. Vi var fortrøstningsfulde på holdet. Et hold består af 5 ekvipager og mindst 3 skal igennem med et resultat for at man blive Danmarksmestre for hold. Jeg startede ud på vores hold, og skæbnen ville, at Pizza blev disket (jeg kan ellers nå at redde mange ting, men desværre forstyrrede banderne mit blik, og jeg kunne ikke rigtig se om Pizza var foran eller bagved et spring, som hun dermed tog fra den forkerte side). Pizza blev disket. Øv. Næste hund på holdet blev disket og det blev tredje hund også. Vi havde kun 2 igennem banen. Det var lidt sært, da vi plejer at ligge helt i top. Jeg var skuffet over min egen indsats (sådan er det, når man er et konkurrencemenneske), har ikke noget at udsætte på Pizza, det var udelukkende MIN skyld. Jeg sagde undskyld til holdet. Jeg spurgte om vi skulle løbe søndag, og det ville de gerne, og jeg spurgte om det var OK med dem, at jeg så koncentrerede mig om rallykonkurrencen, nu hvor vi jo var “out of the game”, hvilket de var helt okay med. Tusind tak for de forstående holdkammerater, det er guld værd.
Efter mit nedern-løb gik jeg en dejlig tur på hele området for Hund i Fokus. Sikke et fantastisk arrangement, som DKK har fået stablet på benene. Ja ja, jeg ved godt, at jeg roser min egen arbejdsplads, men jeg elsker altså dette arrangement. Super med så mange forskellige hundeaktiviteter samlet et sted og fyldt med boder/stande og foodtrucks. Jeg var så heldig at overvære Asasara Nam Nam Breezer til en rallyprøve i ekspertklassen, hvor hun fik 99 point, sidste cert og blev Dansk Rally Champion. Jeg bliver altid så pinlig rørstrømsk, når en af mine afkom klarer sig godt.
En hyggelig dag (trods min disk) blev afsluttet hos min søster i Hørning, hvor hele familien var samlet (17 mennesker i alt). Mega skønt, for jeg elsker min familie!
Søndag skulle jeg om formiddagen til DM i rally i de indledende runder. Gamle Kizz Me på 13 ½ år var kvalificeret i seniorklassen sammen med Pizza. Cocio var i øvet klasse. Det vil sige, at jeg skulle gå 3 prøver formiddag og måske videre til finalerne om eftermiddagen. Der er 20 deltagere i hver klasse og kun de 10 bedste går videre til finalerne.
Kizz Me var den første i seniorklassen, hold da op, hvor var hun fresh på trods af manglende hørelse (ja, alderen trykker). Vi havde et par ommere og en øvelse, hvor hun gik for tidligt i indkald (hun kan ikke altid høre jeg kalder, så hun går på håndtegn, og der kan et lille vink være nok). Hun væltede også rundt-om-keglen i bare iver, så den måtte jeg tage om. Så minus 10 og nogle ommere … desværre kom hun ikke i finalen, men blev nr. 14. For første gang nogen sinde har jeg sagt til mig selv inden jeg gik på banen, at her vil jeg ikke ønske høje point eller ønske om at komme i finalen, her vil jeg nyde Kizz Mes sidste tur i manegen. Og hvilken nydelse, tak Kizz Me for alle de skønne rallytimer.
Pizza var så også i seniorklassen og gik også en freeeesh bane. Jeg skal virkelig være på dupperne med de friske gamle damer, for det er knald eller fald. Men i dette tilfælde var det “knald”, for Pizza kvalificerede sig til finalen.
Pizza bane 1
Cocio, min stjernehund, var i øvet klasse. Hun kvalificerede sig til DM sidste år inden hun fik hvalpe. Hun har været en svær hund at træne lydighedsmæssigt, idet hun altid gerne vil se, hvad de andre hunde laver på banerne ved siden af (hyrdeinstinkt = at holde øje). Så med 5 rallybaner ialt igang samtidig til DM, så var jeg virkelig spændt på, hvordan det ville gå. Cocio var utrolig sød og kiggede på mig hele tiden og udførte alle øvelser. Jamen for pokker da Cocio. Surprice! Cocio røg i finalen i øvet klasse. Desværre blev vores bane ikke filmet. Men skidt med det, jeg har den i hukommelsen.
Min søde storesøster Mette kom på besøg og så mig gå rally med Cocio og Pizza. Det var virkelig skønt at hun besøgte mig og fik en oplevelse af, hvad jeg går og laver mange weekender om året. Jeg ville ønske, at vi kunne være sammen lidt oftere, men geografien kan vi ikke gøre noget ved (Jylland/Sjælland).
Cocio gik også en super finalebane, dog var der en enkelt “ommer” som kostede os 3 point. Igen var hun virkelig dejlig at gå med og jeg havde den fedeste følelse.
Cocio og jeg kan vist godt lide hinanden. Gensidig kærlighed op pallen.
Så var det bare at vente på præmieoverrækkelsen… og ventetiden var lang.
Jeg havde det fint, hvis jeg endte med at komme på en 5-6. plads med den ommer (og hoppekys fra Cocio (se selv videoen). Men efterhånden som folk blev kaldt op og mit navn ikke blev nævnt før end det var tid til at folk skulle på PALLEN, så blev jeg så evig glad!!!! Jeg ELSKER AT STÅ PÅ PALLEN. Og ja, fuck janteloven, for jeg elsker det. Ville selvfølgelig gerne vinde, men hey, at blive nr. 3 med Cocio var som at vinde. Hold nu kæft mand, hvor blev jeg glad og er det stadigvæk. Cocio min stjernehund. kys kys kys
Se lige alle de skønne præmier. Jeg er helt overvældet. Tusind tusind tak til de entusiastiske gaveindsamler og sponsorerne. Pizza blev nr. 7. Og Kizz Me nr. 14 i seniorklassen. Vi blev slået med min gode veninde Mette Jensen og Chat, der blev nr. 6. Det var også Chats sidste DM i rally. Jennifer Riis (en af mine hvalpekøbere fra kuld B) og jeg har altid haft det virkelig sjovt sammen. Det havde vi også på pallen, hvor dette billede lige fik foreviget et sjovt øjeblik. Prøv lige at se vores hunde, der kigger enten undrende eller misundelig 😉 Jennifer og jeg kalder det for stoleleg, for forrige weekend vandt Cocio og jeg over Jennifer.
Folkene bag rallyudvalget og underudvalgene havde lavet et fantastisk arbejde med at få hele dagen til at klappe. Alt forløb simpelthen så fint og hold nu op, hvor var der flotte rosetter og præmier.
Nu gælder det ekspertklassen med Cocio og Pizza fortsætter selvfølgelig i seniorklassen.
RBM RØM Asasara Nam Nam Cocio, nr. 3 til DM i rally øvet klasseSikke et skønt billede af os alle i øvet klasse. Tak til Wickie for det dejlige billede.
Søren og jeg har været 5 dage på Bornholm. Kom hjem sent i går aftes efter en dejlig miniferie (og så lige 2 dages agilitystævne). Der var dømt godt vejr i 5 dage og jeg havde derfor ikke regntøj med, men til gengæld solcreme. Denne solcreme havde desværre tømt sig selv i min taske, så halvdelen af mit tøj var med store (og ikke aftagelige fedtpletter), da jeg pakkede ud.
Nå men vi starter lige forfra på bloggen…. Onsdag morgen havde vi færgen kl. 8.30. Et par dage forinden havde Bornholmslinjen sendt en mail om, at hvis man forudbetaler morgenmad på afgangen, så kommer man ombord som en af de første. Ahhhh, kunne det nu passe? jo, den var god nok, og morgenmaden var ganske fin. Så det gør jeg igen en anden gang.
Vi skulle først overtage vores feriebolig kl. 15, så vi besluttede at tage til Hammer Havn og spise vores medbragte mad. Derefter kørte vi til Lokalteknisk Samling. Det er et museum drevet af frivillige. Det var noget vi havde talt om at se de sidste par gange, vi var på øen, men var aldrig blevet til noget. Sikke et herligt museum, der fik vi et par timer til at gå. Jeg følte mig gammel, idet min første bil (ellert) var udstillet samt en del LP’er fra min ungdom var også at finde på museum.
Min første bil var en ellert som denne her. Da jeg skulle have ny bil efter ellerten, så købte jeg sørme en mere, så jeg har altså haft 2 ellerter.
Vi fik ferieboligen (Strandløkken ved Rønne, bag Green Solution House) kl. 15 og jeg ville lige lufte hundene inden vi skulle køre til Nexø og se sandskulpturer. Men det blev ikke til noget, for da jeg havde set stranden på min hundeluftertur (kun 250 m fra vores feriebolig), så blev Nexø aflyst og Søren og jeg fik vores første svømmetur i havet denne sommer (længe ventet). Det var virkelig skønt.
Kizz Me og Pizza poserer for fotografen (Cocio er ude at svømme et eller andet sted, hun er jo datter efter Aqua, så hun elsker vand!)Jeg havde lille let hegn med, så vores hunde blev på vores område uden at jeg skulle være nervøs for, at de stak af (de respekterer hegnet)
Lampen over spisebordet var med virkelig en skarp pære, så jeg satte en sok over pæren, så vi ikke blev blændet
Efter vores havbaderi tog vi til Kvickly og købte to good to go hos bageren (så var der masser af morgenmad til dagen efter – og også frokost).
Torsdag formiddag skulle vi til Ekkodalen, hvor vi via Team Bornholm havde gratis billetter til guidet tur med fortællinger af naturguide Søren Sillehoved. Han er godt nok en sjov og farverig person, der ved helt vild meget. Han var meget levende og måske var ikke alle historier helt sande 🙂
Torsdag eftermiddag tog vi til Rovfugleshow. Jeg har i mange år gerne ville se det show, men de har altid haft lukket de ugedage, hvor jeg har haft mulighed for at se det. Jeg er altid ankommet fredag, hvor de har pausedag og har skulle til stævne lørdag/søndag. Men nu skulle det være. Jeg blev ikke skuffet, for nøj, hvor var det informativt og professionelt. Vi lærte en masse om ugler, falke, ørne og sågar også gribbe. Fuglene kunne rent faktisk bare flyve væk til udendørs showet, men de kom altid tilbage. De er trænet op med positiv forstærkning.
Ørnen kom altid tilbage efter hver flyveturØrnen landede på en pæl lige bag mig.
Torsdag aften var vi ude hos en af mine hvalpekøbere til middag. Virkelig hyggelig aften, hvor vi snakkede og spillede spil (nej, jeg er ikke kommet mig over at tabe til Laila). Spiller aldrig aldrig aldrig mere mod Laila (og ja, jeg er en dårlig taber!). Der er heldigvis gratis cykelleje med i ferieboligerne på Strandløkken, så vi valgte at cykle fredag ud til Laila. Og hurra for hundelamper, de kan bruges som cykellygter.
Fredag formiddag tog vi endnu engang ud til en guidet tur med Søren Silllehoved. Denne gang til Hammershus. På begge ture havde jeg mine hunde med i korte liner, da jeg ikke ville efterlade dem for mange timer alene i ferieboligen.
Søren Sillehoved ved Hammers HusSøren Sillehoved og jeg
Fredag aften, ja det er en oplevelse! Vi havde dagen i forvejen booket bord på restaurant RaZaPaz i Rønne. Det var en restaurant, som jeg havde læst om. Jeg tænkte, at det der tapas skulle prøves. Da vi havde fået bord, og jeg blev spurgt om hvad vi gerne ville have at drikke, spurgte jeg om en øl. Og de havde kun en øl, og den hed “skæld ud”. Øh hvad? ja, “hvis man bestiller øl på denne vinbar får man skæld ud. ” Nå, men så bestilte Søren og jeg en vinmenu til. Fabelagtig betjening og fantastisk mad.
Ret nr. 2 hos Raz Za Paz. Mums.
Lørdag og søndag stod i agilityens tegn. Søren er vant til at gå på opdagelse alene, når jeg er ude at fjolle med hundene. Han var dog hjælper (banefixer) de sidste par timer både lørdag og søndag eftermiddag. Han har selv sagt, at han faktisk syntes, at det var sjovt at se på lidt agility.
Nå men lidt resultater skal I da have fra agilitystævnet. Cocio er jo ikke så gammel, så hun er i klasse 1. Hun er virkelig hurtig og drøner derudaf. Lidt for hurtig på felterne og får dem ikke altid, men til gengæld i springklasserne, der konkurrenterne kamp til stregen. Lad mig sige det sådan … Søndag vandt Cocio begge springklasser og blev nr. 2 i agilityklassen. Seje tøs. Det ene løb var Cocio fantomagtig i tid, hun løb på 6,19 m/sek.
Dansk Spring ChampionBillede taget lige efter jeg havde set sidste hund løbe og jeg jeg vidste, at Pizza ville blive springchampionSindsyg mange præmierPizzas sidste certifikatPizza og Cocio med alle deres præmier
Pizza er jo blevet 8 år og jeg har besluttet mig for, at efter stævnet i Ribe i september, så skal hun løbe på seniorhøjde. Så jeg var meget spændt på, om Pizza kunne opnå det sidste og eftertragtede springcertifikat for at hun kunne blive Dansk Spring Champion inden seniorklasserne. Lørdag var det lige ved og næsten … hun var fejlfri, blev nr. 2 i spring klasse 3 (kun slået af Hazel på tid – endnu engang til lykke til Marianne).
Søndag formiddag trak jeg Pizza fra agility klasse 3. Det var virkelig lorte regnvejr og jeg turde ikke lade Pizza løbe på balancen, da jeg syntes den så glat ud. Der var da også en anden hund, der faldt af balancen. I spring klasse 3 (udfordrende bane) var Pizza den eneste, der kom igennem banen og hun var heldigvis fejlfri og i en fin tid. Hun fik derfor det sidste springcertifikat, og ja …. hun blev Dansk Spring Champion. Desværre var der ikke mange til præmieoverrækkelsen, så jeg tror at jeg venter med at fejre det til vi kommer til Ribe i september.
Tak til alle mine skønne venner på Bornholm for at lykønske mig med championatet. Jeg er glad og stolt af min pizzapige. Og tak til Susanne for altid godt selskab i teltet.
Mit knæ holdt stand og jeg er fortrøstningsfuld til DM i agility og rally næste weekend. Endnu en dejlig ferie på Bornholm er ovre. Vi ses til november, hvor jeg skal dømme min anden-sidste rallyprøve.
I 1980 var jeg i Harzen som barn, det regnede en uge i træk, så minderne derfra er ikke fantastiske. For 4 år siden var Søren og jeg i Goslar i Harzen i 3 dage i forbindelse med julemarked og forlænget weekend. Nu er Corona næsten overstået og verden er lukket op igen – vi har ikke længere sommerhuset i Sortsø – så det var tid til at komme lidt ud af landet igen på sommerferie. Sørens datter Emma er så stor, at hun er taget på egen ferie med kæresten og Laurits er så voksen og også af egen mening og synes ikke det er fedt at tage på ferie med forældre mere, så Søren og jeg var alene afsted.
Jeg har jo tre hunde, som jeg ikke er glad for at undvære – og pension skal de ikke på -, så det var et must for mig, at kunne have dem med. Dermed bliver der begrænsninger i udvalget, når man skal finde et sted at overnatte/leje. Søren og jeg blev enige om, at vi ville finde et lille sted at overnatte på vej derned til Harzen, for ikke at køre i et stræk. Vi havde set vejrudsigten, og vidste at der skulle være utrolig varmt (36 grader), så jeg søgte efter hotel med aircondition. Flere af de hoteller, jeg kontaktede ville ikke acceptere 3 hunde, og mange svarede slet ikke på mine mails. Jeg benyttede booking.com til at søge efter hoteller, hvor hund var tilladt. Men 3 hunde var ikke velkommen.
Jeg valgte til sidst at søge på airbnb (det kender jeg fra vores egen udlejning af vores sommerhus). Der ved jeg, at udlejerne er hurtige til at svare retur. Jeg skrev til en udlejer i Bispingen (mellem Hamburg og Hannover) og efter en time skrev hun, at 3 hunde var helt fint med hende. Overnatningen kostede kun 481 kr. for os 2 og 3 hunde. Her boede vi: https://www.airbnb.dk/rooms/18884613?source_impression_id=p3_1658830607_9SRiyolktb%2B3NX8x
Tirsdag
Vi kørte tirsdag, den 19. juli og det gik virkelig fint. Vi købte ind i Skandinavian Park ved grænsen (undgår Fleggaard og de andre normale steder, da der altid er lange køer til kasserne).
Vi ankom til vores fine lejebolig i Bispingen, hvor jeg heldigvis kunne gå tur med hundene i en kæmpe park på den anden side af gaden. Der var skønt svalt klinkegulv i boligen, men virkelig varmt udenfor, så vi ventede med at gå ud at spise, til senere på aftenen.
Onsdag
Det omvendte hus ved Bispingen
Vi havde ikke så travlt med at køre næste morgen, da vi jo kun havde et par timers kørsel til Quedlinburg i Harzen, så vi benyttede lejligheden til lidt sightseeing i Bispingen. Jeg ville gerne se Det Forrykte Hus, som jeg i forvejen havde tjekket ud på TripAdvisor. Et hus, der er vendt på hovedet og hvor tæpperne og møblerne sidder i loftet. Når man tager billeder derinde og bagefter laver en 180 graders drejning af billederne, så ser det ud som om at man hænger ned fra loftet. Det var simpelthen så sjovt og vi grinte rigtig meget Søren og jeg. Læs om huset på Tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g651860-d2267588-Reviews-Das_Verruckte_Haus-Bispingen_Lower_Saxony.html
Vi var også ude forbi det store indendørs skisportssted. Et fantastisk snowdome. Skulle dog ikke nyde noget med mit knæ lige nu, men det kan være, at jeg en dag kommer tilbage og står på ski dernede.
Snow!
Derefter kørte vi mod Harzen. Vi slog dog lige vejen forbi Panzermuseet i Munster, hvor Søren skulle købe et par krus (vi har set museet for et par år siden). Hunde havde ikke adgang, så jeg ventede udenfor, hvor der også lige var et par kampvogne at kigge på.
Kampvogn! og verdens dejligste hunde.
Vi kom også forbi Bergen-Belsen KZ-lejren, hvor mange jøder mistede livet under anden verdenskrig. Helt utrolig mange. Jeg bliver altid så trist, når jeg er sådan et sted. Samtidig synes jeg også, det er vigtigt at komme sådanne steder, for at minde hinanden om, hvor grusom krig er, og at sådan noget ALDRIG ALDRIG ALDRIG må gentage sig. Anne Frank (hende, der skrev de berømte dagbøger) døde i Bergen-Belsen ganske få måneder inden krigen sluttede. Puha det var varmt at gå der og temperaturen viste også 41 grader, da vi satte os i bilen og kørte de sidste timer mod Harzen. Link til KZ-lejren via tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g198426-d579070-Reviews-Gedenkstatte_Bergen_Belsen-Celle_Lower_Saxony.html
Mindeplads og de mange fællesgrave (massegrave) ved Bergen-BelsenMindesten for Margot og Anne Frank
Jeg havde inden vi skulle til Harzen undersøgt, om der var særlige egne af Harzen, hvor der regner mere end andre steder. Og ja, det er der. Flere hjemmesider havde faktisk vejrstudier omkring regn ved Harzen og derfor faldt valget på enten Wernigerode eller Quedlinburg, som ligger lige nord nord/øst for Harzen. Nogle gamle middelalderbyer, som er på UNESCO’s verdensarvslister. På Wiki står der: Quedlinburg er en lille by i Sachsen-Anhalt i Tyskland med ca. 22.795 indbyggere i 2005. Den ligger nord for Harzen ved floden Bode i et lille bjergområde centralt i Nordtyskland. Byen fik byrettigheder i 994. I 1994 kom Quedlinburg på UNESCOs Verdensarvliste, Kriterium IV.
Da vi søgte bolig i Quedlinburg, ville vi helst leje en bolig i 1 plan, ha ha, god jagt, for dem er der ikke mange af i selve byen, med mindre vi ville bo i en lejlighed med 3 hunde eller i en hytte i skovene. Nej tak, for jeg skal helst have min terrasse at sidde på (eller i nødstilfælde en balkon, men det er jo ikke så stort og hundevenligt) og Søren vil helst være i gåafstand af restauranter – så vi gik på kompromis. Igen igen måtte jeg igang med mine overtalelsesevner, da jeg skulle finde en bolig, som tillod 3 hunde.
Vores bolig fandt jeg interessant, da den lå ret centralt i Quedlinborg, havde en terrasse og der var kæledyr tilladt. Jeg spørger altid pænt ad, om de tillader 3 hunde. De sagde i første omgang nej, men jeg fortalte om, hvor velopdragne de er og at det er lydighedshunde og at jeg selv har været airbnb-vært, så jeg ved hvordan man passer på boligen. Heldigvis fik jeg dem overtalt og de sagde til sidst ja, til at leje ud til mig.
Vores smalle husDen gade, hvor vi boede på, var så smal, at der ikke var plads til at køre med bil. Så der var meget roligt. Der var mange smalle gader som disse i Quedlinburg. Men plads nok til en hestevogn velsagtens 😉
Huset vi fandt var måske det smalleste hus i hele byen. Det var ca. 2½ meter bredt (eller måske nærmere smalt). Der var indgang, køkken, spiseplads og udgang til terrassen i stueplan. Lille stue og badeværelse på 1. sal og soveværelset på 2. sal. Første dag var der simpelthen så mega varmt i hele centraleuropa, og også på 2.sal oppe under taget i vores hus, så vi valgte at sove på sovesofaen i stuen den første nat. Havde en bordventilator med hjemmefra og jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet igennem sommerferien uden den. Her boede vi: https://www.airbnb.dk/rooms/5563916?source_impression_id=p3_1658841036_hilu%2FtLAzsWfvfCd
Første aften var det faktisk for varmt til at sidde ude på restaurant, så vi købte noget pasta og lavede lidt mad hjemme indtil det blev tåleligt at komme ud. Da temperaturen sænkede sig gik vi en tur i den indre by og hyggede os. Jeg kan se på billedernes info i min telefon, at de er taget kl. 21:15. Hot hot summer!
Vægteren kom lige forbi, da vi gik på markedspladsen foran RathausHund med i byvågnet
Torsdag:
Vi gik på en hjemmelavet rundtur og blev draget af de to store spir på en kirke. Det var Sct. Nicolais Kirke, som heldigvis var åben. Altertavlen var helt vild stor og flot. Tror faktisk aldrig at jeg har set så flot en altertavle. Jeg er egentlig ikke særlig troende og kan ikke sige, at jeg tror på gud, men der er noget dragende ved kirkers magi.
Sct. Nicolai kirkenFlot altertavleSmå gyderoveraltKlik på billedet for at se stor udsigtHunden Quedl med på statue!
Vi skulle selvfølgelig også besøge det berømte slot på toppen af Quedlinburg. Fik logget en cache på slottet, hvor vi skulle løse en opgave ved at svare på nogle spørgsmål fra appen Geocaching, hvor svarene skulle findes på et lille skilt ved slottet. Det voldte os nogle problemer, da svaret ikke stod i den lille engelske oversættelse af skiltet. Nå men nu er min 10-års-geocaching-jubilæum blevet logget i Quedlinburg.
Slottet var indhyllet i stilladser og på Tripadvisor kan vi se, at det har det været de sidste 2 år. Så det var ikke særlig charmerende og vi valgte derfor ikke at betale penge for at komme ind og se kirken indefra. På tripadvisor blev man frarådet det. Så vi sparede pengene og købet i stedet for lidt at spise på restauranten på slottet, hvor vi havde en smuk smuk udsigt over byen.
Torsdag aften smurte vi en bolle og tog den med op til en badesø/skovsø lidt oppe i bjergene syd for byen. Det var dæleme dejligt med en dukkert i det lækre vand.
Freibad Osterteich ved byen Gernrode
Fredag:
Vi tog til Thale om formiddagen, idet vi ville besøge Hexentanzplatz oppe i bjergene. Havde læst så meget om det og om de flotte udsigtspunkter. Ja, udsigterne var flotte, men hold da op en turistmagnet. Jeg syntes, at det var ganske forfærdeligt at være der. Og hele stedet var ved at blive renoveret, så flere områder var lukket af med ucharmerende hegn. Det store udendørs teater var også lukket. Så vi brugte ikke så megen tid der. Det var for turistet efter min smag. Vi kunne have taget en svævebane derop og en rutchebane ned, men da jeg er bange for højder, så skulle jeg ikke nyde noget af en tur i en svævebane. Så vi kørte hjem til Quedlingburg igen.
Vi gik en tur i byen og fandt en indgang til Markedskirken lige bag det gamle rådhus. Der var en interessant udstilling af byens historie med meget værdifulde plancher, så vi brugte nok lidt megen tid derinde og opdagede ikke, at kirken egentlig lukkede kl. 17. Pludselig var der “koncert” med orgel, violin og tværfløjte. Vi var havnet midt i en øvetime med en dygtig trio.
Markedskirken
Om aftenen ville vi ud og spise på restaurant, men uanset hvor vi kom hen, så var svaret: “Haben Sie reservieret?” nein, og svaret var “tut mir leid”. Så efter flere forgæves forsøg fik jeg overtalt Søren til at gå med ud til min hundelufterpark, hvor jeg havde set et skilt med Biergarten ved indgangen. Det var så en Schnitzelrestaurant, hvor vi fik de lækreste schnitzler.
Schnitzler i Schnitzelhaus, mums
Lørdag:
Bimmelbahn
Lørdag formiddag lavede vi noget meget turistet… vi var ude at køre med Bimmelbahn. Egentlig bryder jeg mig ikke om ideen, men det er meget informativt og vi lærte en del om byen og fik inspiration til at besøge nogle af stederne efterfølgende og udforske byen lidt mere.
Så alt i alt godt givet ud og jeg fik virkelig brug for det tyske, som jeg lærte i folkeskolen af min yndlingslærer Bjarne fra Kornmod Realskole i Silkeborg.
Lørdag eftermiddag fik jeg lokket Søren med op i bjergene på gåtur.
Jeg havde fundet et par cacher i vores app på telefonen, som kunne være interessante. Skøn lille gåtur fra Alexisbad op til Klostermühles lille Luisentempel. Her lå en cache og der var en bænk, hvor vi sad i fred og ro og med fin udsigt.
Ups, skæv selfieSøren logger vores cachefundDette flotte damplokomotiv kom lige forbi Alexisbad, da vi steg ud af bilen
Da vi kom ned til bilen ville jeg gerne gå en tur udtil et vandfald i nærheden af Harzgerode. Trængte til at komme ud og røre stængerne lidt. Søren ville helst ikke med på den gåtur, så vi blev enige om, at jeg gik turen alene sammen med hundene og han ville støde til os ved vandfaldet med bil (der var en p-plads i nærheden), men gåturen var 2,6 km. Da jeg ankom til vandfaldet var Søren der også, men ha ha ha, hvor grinern … vi stod på hver vores side af vandfaldet og jeg kunne ikke komme over til ham. Så vi fik signaleret til hinanden, at jeg gik retur til det sted, hvor jeg startede gåturen og så kørte Søren tilbage og vi var samlet igen.
Jeg fik taget nogle gode billeder af vandfaldet. Havde læst mig frem til et tip på internettet omkring fede billeder taget med iphone. For hvis man taget billedet i “live-visning” og efterfølgende vælger lang eksponeringstid, så giver det nogle flotte effekter af f.eks. vandfald.
Smukt vandfald. Fik logget en cache (faktisk var det geocaching, der ledte os dertil).
Søndag:
Søndag gik Søren og jeg på vores egen byvandring. Søren havde fundet en hjemmeside alleburgen.de, hvor tårne (også de nedlagte tårne) i bymuren er angivet. Det var en meget interessant tur, som fik os ud på en gåtur i gader og stræder og også de små gyder. Hold da op, hvor har der været mange tårne og sikke mange vagter, som byen skulle have for at holde styr på sagerne. Det sidste tårn vi så var det mest imponerende. Turistinformationen burde have en rigtig byvandring med mure og tårne som formål, især da byen har så megen historie at byde på.
Vores byvandring startede Hinter der Mauer. Ja, her kan man stadig se noget af den gamle bymur, og en af tårnene i baggrundenDet første tårn på vores rute, GänsehirtenturmHundene er med på tur og sidder på den gamle mur, Spiegelturm i baggrundenSøren ved en mur og igen et tårn, Klopstocks gartenhaus turmVi sluttede ved dette flotte tårn (Lindenbeinscher sternkiekerturm), som stod i haven til et virkelig smukt schlosshotelFantastisk kort med angivelse af alle tårnenes placeringer, man kunne trykke på et tårn og åbne vejvisning på google maps
Der var stadig meget varmt i Quedlingburg, den søndag formiddag med vores tårn-mure-vandring var der 30 grader. Hundene var med, det gik fint, og de var dejlige trætte, da vi kom hjem.
Søren og jeg trængte til at slappe af og nyde livet, så vi kørte til Thale, hvor der var et spa og wellnes-center “Bodetal Therme Thale”.
Det var skønt at svømme indenfor i det store bassin med det varme vand og gennem en lille “port” og svømme ud og nyde udsigten over bjergene. Meget flot spa-område. Der var jo også sauna, som vi havde tilkøbt os adgang til. I Tyskland er det jo kutyme, at man ikke har tøj på derinde. Man må godt have et håndklæde omkring sig, når man sidder i sauna, men ikke, når man er i de små bassiner med boblebad. Ja og nu må jeg simpelthen sige det. Jeg tror aldrig, at jeg har set så mange fremmede tissemænd før. Og ja, jeg var jo også nøgen, for det skulle man være. Det var enormt grænseoverskridende for mig, men jeg overlevede og tog det som en oplevelse. Vi var jo alle uden tøj på. Helt klart et wellnesscenter, som jeg kan anbefale: https://www.bodetal.de/bodetalurlaub/bodetalthermethale/
Mandag:
Afrejsedag. Vi skulle være ude kl. 10, så fik stille og rolig pakket. Selv om der var rengøring med i lejen, så har jeg det bedst med at støvsuge og gøre det pænt efter mig, så jeg altid har mulighed for at leje noget igen en anden gang, selv om jeg har hund med. Udlejer giver mig nemlig karakter som lejer og giver mig en anmeldelse, som andre udlejere kan se og læse inden jeg får lov til at leje noget.
Hjemturen gik ikke som planlagt. Der var en del kø på motorvejen (advarede google maps os om). Så vi fandt nogle andre veje og det tog lidt længere tid. Blandt andet var grænseovergangen ved den Tysk/Dansk grænse helt vild med kø (57 min kø). Så google fik ledt os ud på nogle småveje … kunne se på andre billister, at de også havde google, og ved Ellund var vi – vupti – i Danmark via en lille bitte vej uden grænseovergang.
Alt er på tysk
Jeg må sige, at Tyskland ikke er kommet særlig langt med hensyn til at skrive på Engelsk. De oprettede cacher på Geocaching var på tysk, guidede ture rundt i Quedlingburg manglede engelske rundvisninger og det samme de små tog. Alle brochurer var på Tysk i turistinformationen. Kunne godt tænke mig lidt mere på engelsk, da mit tyske ikke længere er det, det har været.
Husk kontanter!
Og jeg må sige, at Tyskland ikke er kommet særlig langt med hensyn til at bruge kreditkort. Halvdelen af de restauranter vi var på tog ikke visakort. Kun kontanter. Det er simpelthen så sært, når vi i Danmark stort set ikke bruger kontanter mere og de er bare i vejen. Husk at hæve godt med Euro!
Hunde og Quedlinburg
Overalt i Quedlinburg er der hunde som statuer. Den trofaste Quedel-hund har lagt navn til Quedlinburg, og hund er derfor også med i byens byvåben.
Harzen – jeg kommer gerne igen
Harzen er et skønt område syd for Danmark. Bestemt et besøg værd og sikke megen kultur og historie, der er i dette område.
Jeg har altid syntes, at Harzen er for pensionister. Men min fordomme blev gjort til skamme. Der er noget for både unge og gamle … og middelalderlige tosser som min mand og jeg 😉 Jeg elsker at se på borge, gamle kirker og lære om historien. Og jeg fik virkelig smæk for skillingen i Quedlinburg.
Auf wiedersehen
Dejlig kold fad på torvetHyggelig byStatue med two on two off, tror nu ikke, at kunstneren har tænkt på agility
Da jeg startede med at dyrke hoopers, så var det hovedsageligt fordi, at jeg var nysgerrig på den nye hundesport, som var kommet til Danmark. Samtidig kunne den også udvide min horisont på verbale kommandoer, der kan være gavnligt i agility. Jeg glemmer aldrig Pizzas sidste agilitycertifikat, som hun fik på Bornholm. Det var en bane, hvor man blev “låst” på den ene side af en balance, hvor hunden selvstændigt skulle udføre noget på den anden side (en tunnel lå under balancen). Jeg benyttede mine hoopers-erfaringer og kunne fjerndirigere Pizza så fint.
Der har ikke været så mange hooperskonkurrencer i Danmark endnu, men tror på, at det kommer med tiden, når flere klubber har prøvet at afholde uofficielle konkurrencer, at de får smag for det og laver dem “rigtigt”.
Vallensbæk Agility Sport og Hoopers har her i Pinsen afholdt hooperskonkurrence. Det er en klub, som har stor erfaring i at afholde konkurrence og har et godt sammenhold. Som udøver føles det altid som om, at klubben kører snorlige. Der er en behagelig stemning.
Jeg havde i forvejen 100 hooperspoint i resultatbogen. Man skal have 200 point for at rykke op i øvet klasse. Pizza startede ud med at vinde første løb og vi var eneste ekvipage, hvor fører kunne blive i feltet 🙂 Fed følelse, så var man ligesom igang. 30 point i resultatbogen. Andet løb 35 point. Tredje løb … her stod baljen med hundesnor langt ude til højre og Pizza drønede forbi sidste hoop, men kom rundt og igennem det, dog gav det ingen point. Tredje løb igen fejlfrit og jeg blev bag DUL-linjerne, så det gav 35 point.
Se løbene her:
Efter de 4 løb stod er så 100 opnåede point i resultatbogen og dermed 200 ialt. Pizza har dermed fået titlen HOOPERS BEGYNDER MESTER.
Pizza endte faktisk også med at blive stævnets bedste store hund den dag. Tusind tak til VAS for de fine gaver.
Jeg fortsætter ikke i begynderklassen. Nu skal vi sørme udfordres og næste gang, hvor jeg har mulighed for at deltage i konkurrence, så bliver det i øvet klassen.
De første par hoopersløb i juli 2021 kan jeg se, at jeg “kun” fik 10 point i bogen. Det betyder, at Pizza kunne løbe fejlfrit, men jeg har bevæget mig uden for dirigeringsfeltet for at hjælpe Pizza rundt. Her på det seneste har jeg tænkt, det skal altså være løgn. Jeg vil IKKE uden for det felt. Så må det altså koste nogle point og løb, for det gavner jo ikke på den lange bane, når Pizza kommer i øvet klasse, at jeg stiller mig uden for feltet for at hjælpe hende. Der skal hun altså kunne tage hoops og tønder korrekt, og så må jeg bare kunne træne mere og lære hende turns og tight turns korrekt på verbale kommandoer.
Jeg havde cocio med til Bornholm 😉 Sjovt at det står spejlvendt, når jeg tager en selfie.
For mange måneder siden tilmeldte jeg Kizz Me og Cocio til rallyprøver på Bornholm. Rally 2 dage i træk (12/3-13/3) på den dejlige ø. Serine med Carlo ville gerne følges med mig og det samme ville Mette med Chat/Mitch/Merlin. Jeg havde fundet et fint lille hus på landet, som tillod at vi kom med mange hunde. Det er ellers ikke altid let at få lov til at tage mere end 1 eller 2 hunde med i et sommerhus, så jeg taler altid for min syge moster og får meget sjældent nej, når jeg spørger pænt.
Cocio kom i løbetid i februar og blev parret 1. marts og jeg ville derfor ikke deltage med hende, selv om man gerne må så tidligt i drægtigheden. Heldigvis var arrangøren villig til at lade Cocio udskifte med Pizza. Så jeg pudsede lige Pizzas form af i løbet af få uger. Jeg kiggede lige efter i hendes resultatbog, ingen prøver siden september 2018. Ja, du læste rigtig, 3½ år siden!
Desværre blev Mette forhindret i at deltage et par uger inden vi skulle afsted. Så rejsen sammen med Mette må vi have til gode.
Nå men fredag eftermiddag kom Serine til DKK (mit arbejde), og vi kørte sammen direkte fra arbejde og til Sverige og med færgen til Bornholm. Fik handlet i Lidl i Rønne og så videre til Pedersker, hvor vi boede i et sommerhus (eller hytte, tilhørende en gård) langt ude på landet. Der var mørkt, som i rigtig mørkt om aftenen. Jeg er ikke mørkeræd, men det er der andre, der er 🙂 … vi håbede at se lidt nordlys 😉
Dejlige muligheder for gåtur lige uden for hytten (det røde hus foran gården).
Serine og jeg hyggede os vældig fredag aften, snakkede og spillede vendespil (uha, når to konkurrencemennesker skal forsøge at være gode tabere!). Det var en rigtig dejlig aften og vi fik vendt verdenssituationen, pludselig var klokken 2 og det var vist tid til at komme i seng.
Jeg tabte anden runde!
Skønt med blødkogte æg til morgenmad. Udlejer har jo en gård og åbenbart høns. For der stod en bakke med æg og muffins til os, da vi ankom.
Vi havde god tid inden vi skulle til rallyprøve lørdag, da vi først skulle deltage om eftermiddagen. Så lørdag formiddag ville vi lege turister. Serine havde fundet en dal, som ikke er så kendt, Svartingedalen. Sidst hun var der, kunne man slet ikke gå i slugten på grund af store vandmasser. Men heldigvis kunne vi få en fin lille gåtur ud af det denne gang. Der var gemt en cache i dalen, men jeg kunne simpelthen ikke finde den (ej heller Serine), så den blev desværre logget som ikke fundet. Havde ellers set det rigtige sted via spoilerfotos … men pist væk var den. Ærgerligt, når jeg nu skulle vise Serine første gang, hvor sjovt det er at gå på cachejagt.
Svartingedalen
Efter turistturen i Svartingedalen tog vi til DKK kreds 8’s rallyprøver. Hanni Zimmer og Cuba (Cocios kuldbror) vandt med 100 point øvet klassen og blev RØM, uha jeg blev glad for at være der lørdag og kunne give hende et kæmpe kram. Pepper (også Cocios kuldbror) var ikke så heldig, men havde en god prøve og han har været igennem en stor udvikling.
Jeg introducerede for næsten 1 år siden Serine til rally, og har fulgt hendes vej op gennem klasserne. Først med Bombay, som jo desværre kun nåede begynderklassen, og så nu med Carlo, som Serine havde tilmeldt i ekspertklassen for første gang. Og hvilken gang, hun blev sørme nr. 3 med 96 point og fik sit første rallycertifikat. Enestående debut og jeg blev helt rørt.
Så blev det endelig min tur med Kizz Me og Pizza i seniorklassen. Fed bane, som den nye dommer Annette Olesen havde tegnet til os. Jeg tror vi var 7 deltagere i klassen! Kizz Me er jo 13 år og hun er ikke færdig med at gå til rallyprøver, så jeg var spændt på, om min seneste træning af hende kunne give noget af sig. Og jo da, sørme om ikke hun fik 96 point. Enestående af min gamle tøs. Er du vimmer mand, hun er som sprængfarlig dynamit med den iver, som hun stadig har på rallybanen!
Pizza er næsten 8 år og dermed tilladt at stille i seniorklasse. Hun er endnu værre med hopla og spilopper end Kizz Me, så jeg var godt nok på overarbejde med en freeeeeesh Pizza. Det gik heldigvis godt og vi fik 98 point og vandt klassen. Woooow en lørdag!
2 seniorrallycerter til mine hunde og jeg.
Nr. 1 og nr. 3, så må jeg jo stå midt imellem. Er så stolt af mine rallypiger.Flot solnedgang ved gravhøjen/jættestuen
Nåede også at se jættestuen, som ligger lige uden for DKK kreds 8’s Hønsehuset. Der var en cache ved foden af et træ, men igen var vi ikke heldige, da selve cachebeholderen var fjernet.
Lørdag aften var vi alle 4 tøser inviteret til Laila (også en ejer af en af Cocios kuldsøskende) – vi er en dejlig klike, når vi er sammen. Super hyggelig middag, hvor verdenssituationen igen blev vendt og vi grinte meget.
Søndag morgen stod Serine, Yvonna og jeg stod tidlig op, men vi havde ikke travlt. Havde faktisk igen tid til at være lidt turister og fik rundet Ringborgen Rispebjerg inden vi kørte videre til rallyprøverne.
Elsker at opleve historien. Her er jeg ved udkigstårnet på Rispebjerg. Flot område med ringborg og tilflugtsborg. Bornholm har jo en enorm borg-historie.Yvonna og Serine på vej op i tårnet.
På vej fra Rispebjerg til Hønsehuset så Serine og jeg pludselig en ravn. Sådan en har jeg ikke set siden jeg boede på Grønland. Så vi vendte bilen rundt og kørte tilbage og at se nærmere på den. Serine fik heldigvis et billede af ravnen på mobilen. Fedt.
Søndag gik fint for mig, men ikke nok til certifikater, da Pizza fik 92 point og Kizz Me 93 point. Man skal have minimum 96 point, for at få certifikat. Jeg er dog mægtig tilfreds, for hundene elsker at arbejde for mig og jeg elsker at se deres entusiasme.
Vi skulle med færgen kl. 18.30, men jeg fik ombooket til 14.30 og den færge kunne vi godt nå. Det var godt nok dejligt, for så kunne vi nå hjem inden midnat. Ja, vi var jo hjemme til aftensmaden.
Sikke en skøn tur. Herligt at gå rallyprøver i det selskab!
Yvonna, Serine og jeg.
Jeg har ikke tilmeldt flere rallyprøver den kommende tid. Skal selv være dommer 2 weekender i træk her i marts og april. Cocio skal føde (forhåbentlig) ca. 1 maj, så der ønsker jeg ikke at være for megen væk fra hvalpene og så er rally en sekundær beskæftigelse.
Jeg elsker at fodre fugle på foderbrættet i haven. Men det er sørme ikke alt frø, som fuglene kan lide. Jeg kom til at impulskøbe lidt billigt foder i et supermarked, og så får jeg også som fortjent! For det faldt ikke i god jord … eller jo, det gjorde det. For fuglene fjerner bare de frø, som de synes er kedelige, og smider ud over foderbrættet og ned på jorden i mit bed. Det kan virkelig ikke betale sig at købe det billige fuglefoder!
Denne kedelige blanding var ikke fuglenes favoritMan må ikke græde over spildt frø
Så afsted med mig ned til den lokale Maxi Zoo. De har i denne uge (til og med 4/2-2022) tilbud på fuglefoder fra premiere (-20%). Jeg bliver aldrig skuffet, når jeg besøger Maxi Zoo. De har altid noget jeg kan bruge, hvad enten det er til fuglene eller hundene 🙂
Jeg har bedst erfaring med at blande foderet op – så det passer til de fugle, jeg elsker at se i min have. Så får jeg det lige som jeg vil have det.
Jordnødder og en anden god blanding fra multifit er nu på foderbrættet
Jeg har bl.a. ofte besøg af spætte, kvækerfinke, rødhals, bogfinke, sumpmejser samt selvfølgelig skov+ gråspurve, blåmejser og musvitter.
Nogle siger, at man ikke må fodre fugle, da det tiltrækker rotter. Men altså … hmm … indtil jeg ser nogle rotter, så fodrer jeg altså fuglene. Jeg synes, at det er meeeega hyggeligt. En passion, som jeg har fra min mor. ❤
Min mor har de sidste 5 år haft KOL. Fra november 2021 gik det for alvor ned ad bakke for hende og det sidste stykke tid boede min bror, søster og jeg hos mine forældre på skift, for at passe på vores mor samt hjælpe og støtte min far.
Lige efter nytår blev hun indlagt igen og den 4. januar måtte hendes lunger give op. Min bror, søster og jeg var ved hendes side hele natten mellem den 3. og 4. januar. Min far og min morbror nåede også op på hospitalet før mor tog sit sidste åndedrag. Hun døde heldigvis fint og ubesværet. Vi havde lovet at være ved hendes side til det sidste.
Mor blev bisat den 11. januar. Kirkeklokkerne ringede præcis 1 uge efter hun døde. Det var en rigtig smuk bisættelse, hvor jeg heldigvis kunne salmerne næsten udenad, for bogstaverne flød rundt i salmebogen på grund af tårer i mine øjne. Efter bisættelsen var der kaffe og kage på Gl. Skovriddergaard, hvilket var utrolig hyggeligt. Her mindes vi mor, min søster holdt en rigtig god tale og vi fik faktisk også grint lidt.
Som noget af det sidste den 4. januar lovede vi også min mor, at vi ville tage os rigtig godt af far, der nu sidder alene tilbage. Jeg snakker med ham hver dag og hjælper online med en masse praktiske ting.
Vi så mor en sidste gang på kapellet inden vi selv lagde låget på kisten.
Man håber vel altid, at ens forældre lever for evigt, men noget er sikkert og vist, og det er, at vi alle dør på et tidspunkt. Selv om man kan være bare lidt forberedt, så er man alligevel ikke helt forberedt på, hvornår det vil ske og hvordan man tackler det.
Jeg savner min mor hver dag og hele tiden, men jeg savner på ingen måde alle de slanger, udstyr og bekymringer, som fulgte med sygdommen. For første gang i flere år har jeg ikke været nervøs for at tage telefonen, hvis min far, bror eller søster har ringet mig op.
Min mor var den kærligste og søde person, man kan tænke sig. Hun var altid positiv – også den 4. januar, hvor vi fik snakket lidt og hygget os indtil hun gled ind i bevistløsheden. Humor havde hun faktisk også lige til det sidste.
Man skal huske at nyde livet og leve livet, for man ved ikke, hvornår det slutter. Man skal lade være med at brokke sig over småting.
Blomsterne og kranse blev lagt det sted, hvor urnen skal nedsættes.
Jeg har flere gange overvejet at skrive et blogindlæg om det at være rallydommer. Og nu gør jeg det! Jeg vil beskrive, hvordan det er at være dommer og hvor megen tid, man bruger på fx en rallyprøve og gennem hele året.
Forberedelse til næste dommergerning
Træning med Cocio
Når en klub/kreds/forening skriver til mig for at spørge, om jeg kan dømme en lørdag om et år, så tjekker jeg min kalender med det samme. Jeg har faktisk en ret tætpakket kalender. Jeg også gerne vil have tid til at gå til prøver og konkurrencer med mine egne hunde samt selvfølgelig have nogle friweekender med familien. Når jeg bliver spurgt, om jeg vil være rallydommer, så kender jeg nogle gange ikke kalenderen for agilitystævner så lang tid i forvejen, og så kan jeg have sagt ja til en rallydommergerning, og det kan bevirke, at jeg ikke kan deltage i fx en DM-udtagelse til et agilitystævne. But thats life. Det er vigtigt for mig stadig at gå til rallyprøver med mine egne hunde, så jeg ikke bliver tabt i forhold til sporten når jeg skal dømme. Kizz Me og Cocio skal til 3 rallyprøver hver i december måned, Cocio i øvet klasse og Kizz Me i senior.
Banetegninger
Når jeg skal ud og dømme, så tegner jeg dagens baner ca. 1 måned i forvejen. Der går typisk 2-3 timer med at tegne en dags rallybaner. Der skal laves baner til 5 klasser: Begynder, øvet, ekspert, senior og champion. Da der er mange regler for, hvilke skilte man må have med i hver klasse, og regler for antal stationære skilte, højrehandlede skilte, m.v. så kan jeg sagtens have tegnet en bane og synes den er god. Derefter går jeg hele banetegningen igennem ud fra reglementet, tjekker om alt er overholdt, og nogle gange finder jeg fejl. Fx et skilt for meget, eller et for lidt, eller et skilt, der faktisk vender forkert (man går i forkert retning). Jeg eftertjekker en bane mange gange og laver flere rettelser inden jeg er tilfreds. Så nogle gange kan 3 timer faktisk være i underkanten, da jeg elsker at lave gode baner, som hundeførerne roser mig for 🙂 Jeg hader selv at gå kedelige baner, så jeg går op i, at banerne ikke bliver triste.
Når man tegner baner er der en masse skilte at vælge imellem, der skal sættes numre på og banen skal have et godt flow. Derudover er der en del regler for antallet af de forskellige skilte i hver klasse. Her er vist en færdigtegnet ekspertbane inden den laves om til et færdigt print, der kan udleveres.
Dagen før en prøve
Dagen før en prøve, så printer jeg mine banetegninger i 2 eksemplarer. Et sæt til at sætte op ved banen og et sæt til mig selv. På mine egne banetegninger markerer jeg, hvilke ændringer, der er fra bane til bane, da jeg ofte benytter nogenlunde samme forløb på banen fra fx begynder til øvet, så der ikke skal bruges så megen tid på at flytte skilteholdere på selve dagen. Og dagen før, så pakker jeg alle mine skilte, så de sættes i rækkefølge efter mine banetegninger. Det går der en halv times tid med.
Regler ændres
Hvert år bliver der godkendt nyt reglement … nogle år kan der være foretaget mange ændringer og andre år ganske få rettelser. Som dommer skal man have tungen lige i munden, når man dømmer, da man hurtigt skal kunne huske, om fx tæven skal have løbetidsbukser på indenfor (i sportshaller) eller udenfor på græs eller om hunden må have både halsbånd eller sele på. Eller om en hundefører må klappe i hænderne – det må de gerne nu, men for et par år siden kostede det dyrt i point. Der er også kommet nye muligheder for titler som guld, sølv og bronze, og jeg har stadig selv svært ved at forstå dem. Men man kan jo også sige, at det vigtige for dommeren er at give point til hunde- og førerarbejdet. Dog spørger dommersekretærer og arrangører ofte dommeren om, hvilke pinde og præmier de skal give, og så skal man som dommer jo huske hele reglementet.
Her er jeg rallydommer til DM for et par år siden. Der var selvfølgelig solskin på Bornholm.
De mange typer fradrag
På DKK’s hjemmeside er der under rally et link til en pdf-fil. Det er oprindeligt et kæmpe excelark, hvor alle typer fejl er angivet og hvad diverse fejl koster i hver enkelt rallyøvelse. Det er både godt og skidt at have sådan en oversigt. Jeg kan godt se det smarte i, at den er der, da det skal være gennemskueligt for hundeførerne at se, hvad der kan trækkes for. Men det forventes så også, at vi dommere skal kunne huske samtlige fejl i hovedet, da hundeførerne ellers ”vil komme efter os”. Filen ligger her: https://www.dkk.dk/uploads/documents/Aktiviteter/Rally/2021-Rally-Pointvejledning-DKK.pdf Når man som menig hundefører ser, hvor meget en dommer skal huske i hovedet, så håber jeg, at de tænker over, at dommerne skal træffe en hurtig beslutning og kunne vurdere ud fra et splitsekund, hvad der er set og sket, og hvad der skal trækkes for. Det er altså ikke altid nemt.
Man skal nå at se det ... og nå at notere det (alt kan ske derimellem)
Når man som dommer står og dømmer en ekvipage, og der sker en lille fejl, som skal noteres på A4-papiret, så skal øjnene hurtigt falde på papiret og en kuglepen skal notere en lille bitte streg på ½ cm i det rigtige felt. Men idet øjnene et splitsekund forlader hundeføreren, for at notere en streg på papiret, så kan der ske noget nyt ude på banen. Hunde kan lave en twist i mellemtiden, en hundefører kan bevist røre hunden, en hund kan hoppe op og bide i førers ærme eller alt muligt andet … Altså alt kan ske – og en dommer har ikke mulighed for at se det hele. Ikke før der en dag bliver indført, at der skal være sekretær med til at notere fejl, som bliver dikteret under banens udførelse.
Jeg er meget koncentreret, når jeg dømmer. Og man kan godt være øm i skuldre, når man har stået med en blok i hånden hele dagen.
Et dommerskøn kan variere
Nogle gange kan det være svært at vurdere, om en hund er over eller under 45 grader i vinkel – altså når den sidder eller går skævt i forhold til sin fører. Eller hvor meget stopper en fører op i en øvelse, der skal udføres under gang. Nogle hundeførere har pludselig en underlig gangart/sidesteps, og hvordan skal man trække for det, når man står i en vinkel i forhold til hundeføreren, hvor det er svært at vurdere. Det er et dommerskøn og nogle gange er det altså virkelig virkelig svært at vurdere, om en hundefører udfører en øvelse fuldstændig korrekt eller om der skete noget ukorrekt. Et naturligt flow for nogle kan være unaturligt for andre, og vi dommere er jo ikke ens, og elsker ikke at se det samme på banen. Vi forsøger dog at være ens i vores bedømmelser og at ensrette vores syn på sporten.
Rallydommermøde hvert år
Hvert år samles alle rallydommerne til et møde en hel dag. Her diskuterer vi øvelser, bedømmelser og andre ting, som har indflydelse på de point, som vi afgiver. Næste gang vi samles er i januar. Det er et helt uvurderligt møde vi har. Uden det møde, ville vi dommere stikke af i hver vores retning 😉
Tidtagning
For et par år siden blev det muligt for dommerne selv at tage tid på de hundeførere, der var på banen. Til at starte med, så brød jeg mig ikke om det, da jeg var bange for at glemme at stoppe tiden, når en hundefører kom i mål. Så jeg bad altid om, at arrangøren havde en tidtager med til en rallyprøve. Med tiden har jeg dog overvundet min glemselsfrygt 😉 og nu tager jeg selv tid på hundeførerene. Det går rigtig godt, og man får hurtigt noteret tid ned, og får ikke oplyst noget forkert. Når arrangørerne har en ekstern tidtager med, så skal man som dommer altid sikre sig, inden hundeføreren går i gang, at tidtageren er klar, og når hundeføreren kommer i mål, skal man hen til tidtagere for at notere tiden. På en hel dag med 45 ekvipager kan der altså godt være en del tid at spare på selv at tage tid med stopuret.
Under selve rallyprøven
Når man som dommer står og dømmer og efterfølgende skal give kritik til en hundefører, så kan man mærke, at andre lytter med – det har jeg det helt fint med. Man kan faktisk også høre, når nogle hundeførere efterfølgende brokker sig over nogle fratræk, som de ikke følte, at være berettiget til. Jeg prøver at undgå at lade mig påvirke af brokkeriet, men nogle gange kan det ikke undgås, at man bliver lidt ked af det. Jeg er faktisk også et menneske med følelser, også selv om jeg er dommer 😉 Med tiden er jeg dog blevet bedre til at ignorere det. Under en prøve, er der mange, der “dømmer med”. Det gør jeg også selv, når jeg ser ekvipager gå på en bane og jeg bare er almindelig tilskuer. Det er nok meget naturligt for rigtig mange. Man vil jo gerne prøve at sammenligne sine egne bedømmelser med andres.
Seniorbane gav lige en ekstra halv-hel time ekstra som dommer pr. dommerdag
For nogle år siden blev der indført en seniorklasse. Til at starte med, så hadede jeg den klasse. For hvis en hund var så gammel og slidt, at den ikke kunne holde til at gå en rallybane, uden at alle sit-øvelserne var taget ud, så skulle den ikke længere gå til en rallyprøve. Men jeg må sige, at min holdning har ændret sig fuldstændig! I dag ELSKER jeg den klasse, for jeg elsker at se de gamle hunde live op og se begejstret ud, når de går en bane med deres fører. Faktisk så hellere gå en skånsom rallybane for de gamle hunde, end at hunden slet ikke bliver trænet og dermed sygner hen. Det skal dog siges, at da seniorklassen blev indført, så bevirkede det, at dommerne pludselig skulle tegne en ekstra bane. Og til prøverne så skal der opsættes en ekstra bane, være en ekstra banegennemgang og en ekstra præmieoverrækkelse. Dette tager ca. en time mere end førhen … og vi får stadig det samme i honorar. Nå pyt, det går jo nok, bare de gamle har det sjovt.
Kizz Me min seniorhund på næsten 13 år nyder stadig at blive trænet.
Man står op i mange timer fra 8-15
Som rallydommer møder man mindst en time før en rallyprøve for at sætte skilte på banen og være godt forberedt. Nogle gange kan man være udsat for, at dommerteltet er sat op lige der, hvor man havde tænkt sig, at startskiltet skulle være, og så må man i et snuptag enten flytte lidt rundt på skilte eller dreje banen. Det er også vigtigt at møde tidligt og have en god dialog og kommunikation med dommersekretæren. Hold da op, hvor er det vigtigt med en god kemi med dommersekretæren. Der skal helst være en god stemning i teltet, da vi jo skal være sammen en hel dag. Og nu hvor jeg skriver en hel dag … ofte varer en prøve fra kl. 8-15 og man har stået op hele dagen og kun haft få pauser. Hvis man både skal sætte baner op, lave banegennemgange og derefter dømme, så er det faktisk rart, hvis man ikke også skulle lave præmieoverrækkelsen. Lige der, kunne jeg godt tænke mig et lille dommerbreak. Men på den anden side, så vil jeg også meget gerne ønske de dygtige hundeførere til lykke med fx opnået titel eller championat. Når dagen er omme er man virkelig træt og har ømme stænger. Jeg dømmer også helst kun i godt vejr. Jeg er virkelig ikke til regnvejrskonkurrencer, men desværre er jeg jo ikke herre over vejret. Men i alle de år, jeg har dømt, har jeg kun haft brug for min overdækkede dommerpapirsmappe 2 gange.
Dommergaver - en kotume
Så er der også lige en sjov tradition til rallyprøverne. Dommeren får jo et fast honorar (et par hundrede kroner) og kørselsudgifter. Derudover er det en tradition, at dommeren også får en lille gave af arrangørerne. Nogle af arrangørerne gør sig meget umage med at finde gaver. Sjovt nok så mindes jeg en gave fra Bornholm, hvor jeg fik lakridskugler med chokoladeovertræk og specialøl. Tænk sig, de researchede på mig og ”mine lyster” 🙂 Og der er også en anden DKK kreds, som har udvalgt en særlig hvidvin i gave til mig.
Hvor har rallysporten bevæget sig hen?
Da jeg startede med at gå rally, var der ikke så mange skilte og det blev faktisk ret hurtigt kedeligt at blive hængende i en klasse. Sporten har udviklet sig med lynets hast og nye skilte er blevet udviklet og højrehandling er blevet en del af hele konceptet allerede fra begynderklassen, da hundene skal kunne gå en lineføring på højre side mellem 2 skilte. Skønt at hunde ikke kun skal gå på venstre side (de må da få nakkeskade), men også gå på højre side. Som dommer er det også rart at have nogle skilte at vælge imellem, når der tegnes baner, så det ikke bliver så ensformigt. Nu er der virkelig en masse skilte og min blondinehjerne er ved at være fyldt op 😉
Jeg har lige dømt årets hund
Sidste weekend var jeg rallydommer til finalen i årets hund sammen med min dommerkollega Anette Dalgaard. Hold da op, jeg nød hvert sekund som dommer. Der var virkelig flot fører- og hundearbejde og samtidig fantastisk stemning på dommerfronten og i hallen. Man kunne mærke suset, når en hundefører lavede en flot bane eller hvis en hund begejstret lavede et hop.
Konklusion
Dette blogindlæg er egentlig skrevet for at tydeliggøre overfor de hundeførere, der går til rallyprøver, hvor megen tid og resurser en rallydommer bruger på hver enkelt prøve.
Jeg elsker at være dommer og jeg elsker at få ros for mine baner. Jeg elsker at bruge min sparsomme fritid på at tegne baner, gennemgå skilte og reglementer og prøver at gøre det så godt som muligt, når jeg skal bedømme folk og deres hunde. Det er ikke let at gøre alle tilfredse, men jeg gør virkelig mit bedste og forsøger at være ens i mine bedømmelser og give de point, som folk fortjener. Jeg ønsker ikke at gøre forskel på hverken unge eller gamle, nye eller erfarne, store hunde eller små hunde. Men jeg ønsker at give de dygtige hunde de højeste point på dagen. Som dommer ser man ikke alt (man kan stå i en dum vinkel i forhold til andre på sidelinjen) eller man kan være et splitsekund uopmærksom på føreren, fordi man skal sætte en streg på papiret. Nogle gange er der en fordel for hundeføreren og andre gange, så ser jeg alt 😉 Håber, at I bærer over med mig trods alt 🙂
For en måned siden skrev jeg et blogindlæg ”jeg er helt okay med det”. Det var hovedsageligt om Pizza, som ikke blev udtaget til DcH’s DM i agility. Jeg trængte til en pause – og har nydt det.
Og nu en måned senere er jeg igang igen. Og hvilken weekend! Og jeg har nydt det!
Cocio skulle deltage i sit 3. stævne og det gik virkelig godt. Hun skulle løbe 4 løb. Der var blandt andet konkurrence om bedste hund, hvor fører var medlem af Border Collie Klubben, kunne blive klubmester. Og ved du hvad…. Cocio gennemførte 3 ud af 4 løb og VANDT KLUBMESTERSKABET. Jeg kan slet ikke fatte det. Jeg er simpelthen så overrasket og overrumplet over Cocios fart og glæde (hun siger det også højt) og over, at hun er nogenlunde styrbar 🙂 Lidt vilde har mine hunde jo altid været på agilitybanen. Hun er kun lige fyldt 1½ år – så sikke en fremtid vi går i møde.
OPDATERING 18/10-2021: Ovennævnte skrev jeg søndag aften. Men mandag blev jeg ringet op af VAS (stævnearrangør), de havde lavet en regnefejl vedr. klubmesterskabet. Cocio blev ikke klubmester alligevel 😦 Det blev en anden person, som løb i 145 sek med 15 fejl (og ingen tidsfejl). Cocio løb i 119 sek men med 20 fejl. Og da det er hunden med færrest fejl, der vinder, blev Cocio dermed ikke klubmester alligevel. Til lykke til Kisser, du får min rossette snarest muligt. Jeg er ikke vred eller noget på VAS, for helt ærligt, vi er jo bare mennesker, og hvor der er mennesker, sker der fejl. De har jo ikke gjort det med vilje. Alt tilgivet.
Jeg vil straks sige, at hun på ingen måde er overtrænet, hun er bare utrolig lærenem og da jeg har min egen bane, kan jeg jo lige smutte ud og tage 10 minutters træning hist og pist, når jeg har tid og lyst.
Jeg er i gang med at lave 2 on 2 off på felterne om til running contacts og tja, lige nøjagtig balancefelterne missede hun big time til konkurrencen. Så der er noget at arbejde med.
Jeg vandt bl.a. en halv times undervisning af Channie og en måtte-trænings-dims. Og som klubmester vandt jeg et gavekort til 250 kr. i bordershoppen. Ha ha, nej, men sådan læste jeg det, da jeg stod med gavekortet og var overvældet af glæde. Undskyld til alle for den skraldlatter, jeg slog op, da jeg fandt ud af, at der stod broderishop.dk – det er jo noget helt andet 🙂
Se alle Cocios løbCocio i fuld fart ud af tunnelen, fotograf Tina HindsgaulSkøn præmie, noget der virkelig kan bruges til noget.
Søndag formiddag afsted til Vallensbæk igen og her var det Pizzas tur til at være på agilitybanen. Hun deltager jo i den sværeste klasse. Det blev til 3 disk ud af 4 løb. Men altså, når Pizza så lige vinder det løb, som hun ikke blev disket i, gør det bestemt ikke noget. Min søde og frække Pizzapige. Det var hendes 2. springcert, hun vandt der, og nu mangler hun bare et for at blive Dansk Spring Champion. Som præmie vandt jeg en rigtig fint fuglefoderhus, som jeg er mega glad for.
Jeg er meget glad for sprincertifikatet til Pizza.
Det var ikke verdens smukkeste løb, men det behøver jo heller ikke at være smukt, når bare man vinder!Det det fine fuglefoderbræt, som Pizza vandt til migSådan der! Pizza! Fedt at stå som nr. 1 på resultatlisten.Så skal der trænes running contactsLige et lille billede af min pandekagemorgenmad lørdag morgen, inden jeg kørte til konkurrence.
Jeg er jo på LCHF for tiden og pandekager er bare ren guf og er med til at slanke! Ja, folk, der ikke aner, hvad LCHF er, tror ikke deres egne ører, når jeg fortæller, at man skal spise fedt for at tabe sig. Der skal virkelig ændres på folks opfattelse af, hvad der er sundt for kroppen.
Opskriften til sådanne pandekager kan findes her: https://mariasilje.dk/proteinpandekager/ De er lækre og nemme at lave. Den hurtige: 4 æg, 200 g hytteost, et par spiseskefulde husk, lidt mandelmel, lidt sødemiddel, lidt salt. Stavblænder! Bum! Stegt i godt med smør. Der kan være 4 små pandekager på vores pande ad gangen.
Tak til VAS for en fantastisk weekend. Håber, at flere klubber har mod på at lave stævner.
Efter hvalpene rejste har jeg haft utrolig travlt på arbejde og haft andre gøremål/hængepartier, så derfor er denne opdatering af hvalpenes sidste uger lidt mere forsinket, end blogindlæggene plejer at være. De her 3 hvalpe er krøbet godt og grundigt ind under huden på mig. Når man hun har 3 hvalpe, så lærer man dem […]
Et par dage forsinket er her en lille opdatering – ja, hvordan det går med hvalpene, nu hvor de er blevet 6 uger. Malik har jo hele tiden været fordelt til den ene, der var skrevet op til en hanhvalp. Tæverne er fordelt til de to tæve-hvalpekøbere på den dag, hvor de blev 6 uger. […]
Tiden går jo vanvittig hurtig. Nu er der kun 3 uger til de rejser. I sidste uge var hvalpenes foder opblødt – nu får hvalpene foderet som alm. tørkost og oftest får de det, når jeg kalder dem ind ude fra haven eller som søgefoder i græsplæne eller blandt legetøj for at styrke deres lugtesans. […]
Lone Sommers blog - makker.dk 