Har delvist selv bygget et shelter ved vores sommerhus

Søren og jeg har i flere år drømt om et shelter ved vores sommerhusgrund (da vi havde en sådan). Efter vi købte sommerhus, forsvandt drømmen ikke. Nu skulle det være ….

Vores færdige shelter, da vi havde fået lagt tagpap på (shelteret er ikke oliebehandlet på dette tidspunkt).

Søren undersøger altid mange ting, når vi går igang med et projekt. Hvad koster det at indkøbe alle byggematerialer selv og selv stå for hele byggeriet kontra at købe et færdigt eller delvist færdigt byggeprojekt. Hvis man selv står for det hele, skal man måske indkøbe materialer i flere forskellige byggemarkeder og lavprismarkeder for at holde økonomien nede. Man skal lave en masse udregninger på længder af lægter, og tænk hvis man kommer til at købe for lidt eller for meget. Det samme gælder, når der skal måles op og transporteres træ, stolper, tagpap m.v.

Vores sommerhus med shelteret i det ene hjørne og vildmarksbad i det andet.

Prismæssigt fandt vi (Søren) ud af, at det bedre kunne betale sig at købe et halvfærdigt byggeprojekt. Vi valgte at købe hos Rahbek og Timbcon – og det er vi bestemt tilfredse med. Stolper, lægter og bund skulle saves i rigtige længder (men passede nogenlunde), siderne og bagenden var færdigmonteret og skulle således blot sættes op på den bund, som vi byggede og fået sat i vatter.

Tagpap var leveret i næsten rigtig længde, kun en smule blev i overskud. Det var dejligt, at der ikke blev leveret for meget (det vil sige, at vi ikke skulle smide en masse ud på genbrugspladsen). Tagpap var med klister/lim og var forholdsvis nemt at lægge på. Man skal dog være to til det!!

Fra terrassen kan man kigge direkte ned til shelteret. Det kan være praktisk for vores lejere, hvis forældre gerne vil have et kig ned til overnattende børn i shelteret 🙂

Vi byggede det over 2 dage, men kunne godt have nøjes med 1 dag – det skal siges, at når vi er i sommerhus er hastværk lastværk, og derfor lavede vi det meste dag 1 og sluttede med tagpap på dag 2.

Vi overvejede om shelteret skulle stå ubehandlet – det vil sige uden maling eller uden oliebehandling. Heldigvis besluttede vi at oliebehandle træværket udvendigt. Og weekenden efter gik jeg igang med penslen. Det blev et flot resultat og træårene står så flot nu.

Jeg har endnu ikke fået sovet i vores shelter, da jeg syntes, at det har været for koldt for min hundehvalp lige nu, for selvfølgelig skal hun være med 🙂

Jeg har ikke noget nærbillede af shelteret efter oliebehandling, men tog nogle billeder af hundene i hyggelig leg i haven og så var shelteret selvfølgelig med på billedet i baggrunden.

Fuglehuset – sådan endte det

Her nåede jeg lige at fange en musvit på vej ud af fuglehuset efter den lige har været inde og fodre sine unger.

Søren forærede mig et virkelig smukt fuglehus i julegave sidste år. Et fuglehus, der fungerer som foderbræt om vinteren og fuglehus om sommeren. Fuglehuset er udstyret med et kamera, så jeg har kunne følge et kuld komme til verden. Jeg har løbende downloadet billeder af fuglehusets optagelser og fulgt en rede blive bygget.

26/3-2020 En musvit overnattede hver nat i fuglehuset. Det var sjovt at se, hvordan den pustede sig op om natten.

Det hele startede med, at en musvit besøgte fuglehuset og begyndte at overnatte i det. Lidt efter lidt kom der flere og flere materialer inde i huset og til sidste kunne vi se en rede blive bygget. En dag så jeg også en blåmejse være derinde. Men musvitten vandt altså retten over huset. Måske har det noget med størrelsen af hullet i fuglehuset at gøre, hvem der bliver tiltrukket af at bygge rede derinde. Jeg har googlet mig frem til, at nogle blåmejser kan finde på at lægge æg i en musvit-rede, ret spændende: http://vidsteduat.dk/musvitter-og-blaamejser-kaemper-om-reder/

4/4-2020 en blåmejse besøger fuglehuset.
4/4-2020 En musvit siger hej til kameraet.

En dag lå der 3 æg i reden. Og dagen efter eller et par dage senere lå der 7 æg. Musvitten rugede fint på æggene og det så helt rigtigt ud. En dag blev de klækket og der var liv i 6 af æggene.

21/4-2020 7 æg i reden

Vi kunne følge ungerne blive større og større og se deres kæmpe sultne gab, når musvit mor eller far kom forbi med føde.

Båden musvitmor og far hjælper til mod at fodre de konstant sultne unger.

Når Søren og jeg var i sommerhuset (hvor fuglehuset hænger på en væg ved terrassen), valgte vi nogle gange at sætte kameraoptagelserne/live-visning op på fjernsynet, så vi kunne følge livet i reden på storskærm.

En dag oplevede vi noget makabert. En unge var død og musvitmor tog fugleungen op på kanten af reden og begyndte så at tage maven/indholdet ud af den døde fugleunge nedefra. Aldrig har jeg set en fugl fortære sin egen døde unge på den måde før og har aldrig hørt om det. Jeg så ikke, om fuglen også gav noget af fugleungen til de andre unger.

15/5-2020 En død fugleunge får hevet sit maveindhold ud af musvitmor, nedefra. Yak, især når det vises på den store tv-skærm mens man spiser morgenmad.

Vi googlede denne oplevelse og kunne se på diverse debatforums, at der er andre, der har oplevet noget lignende.

20/5-2020 5 fugleunger tilbage.

I alt 4 unger endte med at flyve fra reden. Den ene landede faktisk lige ud i favnen af mig, idet jeg stod under fuglehuset, da den besluttede sig at skulle ud på sin nye rejse. Fugleungen forsvandt ind i en busk og jeg mistede den af syne. Håber, den klarede det.

Den sidste fugleunge forsøgte musvitmor at holde liv i igennem den sidste nat. Men om morgenen var den død og mor havde forladt skuden.

Glæder mig til at følge et nyt kuld, da det har været en spændende af følge.

At blive 50

Det føles som sådan ikke meget mere anderledes at blive 50 end at være 49. Det er jo bare et tal. Jeg skal dog ikke være bleg for at indrømme, at jeg måske føler mig lidt som en på 35 inden i. Dog har kroppen strejket sidste år i oktober, hvor jeg vrikkede om på den ene fod til badminton – det har taget over et halvt år at komme over. Måske er det pga. alderen, måske er forstuvninger bare trælse. Og så bruger jeg læsebriller.

Læsebriller må der til

Nå men tilbage til min fødselsdag. En rund fødselsdag skal da fejres. Og da jeg på forhånd vidste, at jeg havde et kuld hvalpe mens jeg fyldte 50 år, så var det planlagt for lang tid siden, at jeg holder havefest her til sommer.

Nu går jeg bare og venter på, at regeringen skal øge forsamlingspåbudet, så vi kan være mere end 10. Hvis det ikke øges ja så holder jeg bare den havefest senere.

Til min fødselsdag fik jeg tilsendt rigtig mange buket blomster og andre lækkerier. Folk har fundet ud af, at jeg er til specialøl, så der kom heldigvis ingen rødvin.

Tak allesammen for de dejlige gaver.

Jeg er heldig i denne coronatid

Jeg savner min familie, jeg savner mine kollegaer, jeg savner mine agilityvenner, jeg savner at få besøg, jeg savner at få kram, jeg savner at kunne give hånd … der er ufattelig mange ting, som jeg savner i denne corona-tid. Jeg tror, at alle har det lige som jeg – altså næsten alle.

Men 1 ting, som jeg er meget glad for i denne tid, det er min hjemmearbejdsplads. Altså hvor heldig har man lige lov til at være?!?! Den dag coronaen brød ud fødte Aqua 6 hvalpe, og jeg fik besked på at arbejde hjemmefra. Jeg har et lille skrivebord her ved siden af hvalpegården, hvor 6 fuldstændige fantastiske og vidunderlige og skønne og lækre hvalpe vokser op. De sover lige nu det meste af tiden, men jeg kan følge med i deres opvækst og se hvor fint et arbejde mor-Aqua gør. Hvor heldig har man lige lov til at være. …? Jeg spørger bare! Min arbejdsgiver er også heldig, for hold da op, hvor får man produceret meget, når man arbejder hjemmefra.

Hjemmearbejdsplads ved siden af hvalpegården – heldige mig

Træning af hundene foregår ikke på træningspladsen med mange klubkammerater eller i den lokale agilityhal. Åh, hvor jeg savner samværet med mine kammerater. Den ping pong med gode råd til hinanden, kærlige hints og drillerier er en mangelvare her hjemme. Jeg har en lille have, hvor der er plads til et par spring, en 3 m tunnel og en slalom – dette bevirker heldigvis, at der er mulighed for at nørde lidt på svære slalomindgange eller andre udfordrende ting, så som uiiiii på afstand.

Agilitystævner bliver tidligst i juni måned. Men altså, så sparer jeg da de penge 😉 Det er da positivt… og min mand ser meget mere til mig i denne forårssæson (ved ikke lige, om han synes, at det er positivt 😉 ha ha ha.

Verden sparer også brændstof og forureningen bliver mindre. Det er jo meget positivt. Dog er jeg nervøs for fremtiden og for alle de personer, der er blevet arbejdsløse og de små og store virksomheder, der har det svært.

Jeg følger Jim Lyngvild på instagram og han havde et godt budskab (kærlig opsang) i dag, som jeg vil dele: https://www.instagram.com/p/B-hVnD4g-p-/

Ting vi kan lære af denne tid er, at vi finder ud af at bruge elektroniske kommunikationsmidler endnu mere: Facetime, skype og især gruppeopkald på messenger med video, … you name it – we do it!

Når corona’en er ovre, så glæder jeg mig til at tage endnu flere tossede selfies med mine venner. Se dette billede fra DM i agility sidste år ….

Selfietime. Susanne jeg og Serine.

Sammen hver for sig – vi skal nok komme igennem, bare vi tænker os om!!!!!

.

.

.

Det blev til skal ikke

Hygge til træning kan være lige så sjovt, som at gå til konkurrencer og løbe efter de eftertragtede landsholdspladser samt deltage til NM/VM.

Jeg skrev jo for en måneds tid siden, at jeg overvejede at søge landshold i agility i år. Min endelige konklusion blev et ”skal ikke”. Beslutningen blev taget mest på baggrund af Pizzas seneste konkurrence, hvor hun ud af 4 løb ikke havde et eneste fejlfrit løb (dog 3 gennemførte). Faktisk var det sådan, at når jeg stillede til start til det pågældende stævne, så kunne jeg mærke, hvordan jeg hele tiden tænkte på at præstere på topplan og jeg følte, at alle kiggede på mig. Min mavefornemmelse var derfor, at landshold må vente til næste år, hvor Pizza har endnu mere stabilitet med sig og jeg har fået finpudset nogle flere detaljer.

Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg skal søge landshold, så skal jeg være ”sikker på”, at jeg kan få en plads på selve landsholdet og komme med til NM/VM. Hvis jeg ikke er sikker på det, så er det ikke mit år. Jeg gør nemlig ikke noget halvhjertet.

En sidste og afgørende ting var også, at jeg er enormt bange for at miste hyggen til stævnerne på grund af for stor koncentration og konkurrencepres. Jeg skal have det sjovt, selv om min hund laver 5 fejl eller bliver disket. Min hund gør alt for mig, så derfor vil jeg også gøre alt for hende, og det er at dyrke min sport på almindelig konkurrenceplan lige nu 🙂

Selfie med Pizza

Kizz Me afsluttede agilitykarrieren med manér

Kizz Me fik mig til præmieoverrækkelse 4 gange. Man kunne fx vinde Grimbergen.

Jeg har længe gået og tænkt på, hvornår mon det var tid for gamle Kizz Me på 11 år at gå på pension. Hun kan nemlig godt virke lidt gammel og stiv, når vi har lavet noget fysisk, fx været til agilitykonkurrence. Kizz Me er en hund, der ikke ligger på den lade side, heller ikke når man er gammel. Hun har kun 1 gear: Fuld fart frem.

Så det var egentlig med lidt vemod, at jeg tilmeldte hende agilitystævnet i Vallensbæk i dag. For tænk hvis nu, at det var det sidste stævne med hende? Tja, når man ser på hende, når hun rejser sig her til aften, så tror jeg sørme, at det var hendes sidste stævneløb i dag.

Efter et af løbene gav jeg Kizz Me et ordenlig kys på kinden. Jeg kiggede på et tidspunkt og troede, at hun blødte, men det var blot hendes blondinemor, der havde taget læbestift på til agilitystævne!

Hun skulle løbe 4 løb om formiddagen, og vandt dem alle 4!!! Sådan der! Jeg var også meget fokuseret og ville gerne give både hende og jeg en sidste oplevelse sammen på agilitybanerne. Det skal jeg love for at vi fik, vi nød det begge to til fulde. Kizz Me blev stævnets bedste seniorhund og vi fik et gavekort fra Maxi Zoo.

Se hendes løb her:

Pizza løb også i dag. Hun var en stjerne i de svære klasse 3 løb, men havde desværre ingen fejlfrie løb. Hun fik mig dog op til præmiebordet et par gange. Det blev vist til en 5. plads i det ene løb og 6. og 7. plads i de andre løb.

Faktisk troede jeg ikke, at jeg skulle til præmieoverrækkelse for Pizzas ene springløb, idet hun havde en vægring på muren. Så da sidste løb var forbi pakkede jeg sammen og kørte hjem efter en lang dag i hallen. Min søde veninde Susanne var stadig i hallen og ringede mig op, mens jeg kørte på motorvejen (jep, jeg har bluetooth og speakere), og jeg kunne mærke stemningen ha ha ha, det var så sjovt. Og hun valgte en pose med dogs creek legetøj til hundene eller måske mit kommende kuld hvalpe….

Se de dejlige gavekort mine hunde vandt til mig.
Elsker at komme til præmieoverrækkelse, hvor man kan vælge imellem flere forskellige præmier. Kizz Me står og logrer, da jeg kigger ned i posen med lækre sager. Så vidt jeg husker, så valgte jeg en stor pose med masser af træningsgodbidder.

.

.

.

Tænke tænke tænke – skal – skal ikke

For 2 uger siden til agilitytræning hos Channie blev Pizza og jeg sat til at træne på en bane, der er tegnet af den dommer, der skal dømme nordisk mesterskab i agility til august. Vi skulle starte med at løbe hele banen og derefter plejer vi at træne på små moduler i banen, som volder os ”problemer”.

Jeg sagde for sjovt, at hvis Pizza løb banen fejlfrit i første hug, så ville jeg søge landsholdet i år. Sørme om ikke den sad lige i skabet. Det har givet mig en del at tænke over.

At være på bruttolandsholdet og løbe kvalifikationsløb samt være til landsholdssamling kræver en del af den person, som forsøger at komme på landsholdet. Man skal holde tungen lige i munden, have is i maven og være indstillet på, at det ikke altid er så sjovt at gå efter de eftertragtede kvalifikationspoint – for der kan være meget på spil for de enkelte ekvipager. Der kan være en smule koldt på toppen. Jeg har jo være på landshold 4 år i træk – fra 2007-2010 – med Pizzas mormor Panik, så jeg har prøvet det før.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

Der er også en masse positivt ved at søge landshold. Man træner mere intensivt, lægger planer og målsætninger samt er meget mere seriøs i sin træning. Man danner nye venskaber og lærer en masse om sig selv og sin hund.

Pizza bliver 6 år til sommer. Hun har haft 2 kuld hvalpe og skal ikke have flere kuld, for nu skal Pizza og jeg nyde hendes agilitykarriere.

Jeg må indrømme, at det tænder mig lidt, at Pizza er så god for tiden både til træning og til konkurrencer. Spørgsmålet er bare, om sådan en gammel kone som jeg (fylder snart 50 år), stadig kan blande mig mellem danmarks bedste …. tænke tænke tænke. Ja, jeg er gået i tænkeboks. Der er sidste frist for ansøgning om et par uger, så jeg har lidt tid at tænke i. Der er også mange andre ting, som er med i afgørelsen om landshold …, såsom et hvalpekuld her hjemme (Aqua min udstationeringstæve kommer hjem i marts), arbejde, mine forældres helbred, tid og penge samt ikke mindst, om min ankel får det bedre (forstuvet i efteråret).

Læs mere om landsholdet på DKK’s hjemmeside:
https://www.dkk.dk/kurser-prover-og-traening/aktiviteter-med-din-hund/agility/dkk-s-agility-landshold

Nedenfor er billedet fra det hold, der blev sendt til European Open i Østrig i 2018. Jeg står lige i midten.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

.

.