Fantastisk weekend: Safri Duo lørdag og agilitycertifikat søndag

Jeg har fulgt Safri Duo i rigtig mange år. Første gang jeg oplevede dem live var faktisk i Grønland, hvor jeg var til en workshop med dem i Nuuk. Tror måske, at det har været i 1995 eller deromkring. Dengang var Uffe og Morten klassisk musikere, og var endnu ikke slået igennem som popmusikere. Uffe og Morten lærte hinanden at kende via Tivoligarden, hvor de spillede marchtromme.

Safri Duo for fuld udblæsning i Vershuset i Næstved den 16/11-2019. Jeg tror, at det er den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet. Jeg sad selvfølgelig på første række!!!

Nå, men nu var jeg altså til en lille koncert med Safri Duo i Næstved i går. Det var en koncert, hvor de i første halvdel af showet fortalte om deres klassiske karriere med små historier fra deres liv. De spillede selvfølgelig også på instrumenter.

Anden del af showet var med musik og historier om, hvordan bl.a. deres store hit Played-A-Live blev til. Meget interessant.

Jeg tror, at det har været den bedste koncert, jeg nogensinde har været med til, især fordi man fik historierne bag musikken med. Publikum blev også gjort aktive med klap i rytmer, hvilket lige var noget for mig. Rigtig fed oplevelse.

Lørdag gik jeg i seng med et stort smil på læben og virkelig ømme hænder af at klappe så meget.

Her er et lille klip fra deres koncert:

Jeg har også spillet marchtromme, det var i Silkeborg Tamburkorps. Senere var jeg trommeslager i Nuuk Byorkester og da jeg flyttede tilbage til Danmark fortsatte jeg som trommeslager i Hvidovre Brassband. Hundesport gjorde sit indtog i mit liv, og jeg blev nødt til at foretage et valg mellem musik og koncerter i weekenderne eller hundesport. Det blev hundesporten, der vandt.

Jeg har dog senere ikke kunne lægge musikken helt fra mig. Forsøgte mig med dog dancing (freestyle) og det blev da også til en enkelt konkurrence, sjovt nok med musik fra Safri Duo og en stor trommestik som rekvisit. Desværre syntes Panik dengang, at det var alt alt for sjovt, hvilket hun råbte højlydt og da hunde ikke må gø i dog dancing, trak det for meget i point, så jeg måtte opgive det igen.

Søndag til agilitystævne

Jeg har jo været temmelig handicappet pga. min dårlige ankel pga. forstuvning for 3 uger siden, så jeg har måtte lære Pizza fjerndirigering agilitymæssigt. Det bar frugt i dag. Hold da op altså en fantastisk hundepige jeg har fået mig. Pizza bringer mig så megen glæde i min elskede agilitysport. Hun gør alt for mig og jeg er virkelig taknemmelig for at have sådan en hund.

Lidt billedeudklip af en video.

Pizza løb 4 løb i dag søndag på Garbogaard. Første springløb var med en nedrivning. De næste 3 løb var fejlfri, hvilket jeg er forundret over, for det er jo klasse 3 baner, vi løber og det er ikke let at handle en hurtig hund, når man ikke kan følge med. Så 4 gennemførte løb er da total godkendt, hvis jeg selv skal sige det.

Det første agilityløb gik godt og Pizza løb fejlfrit. Susanne med Asasara Kom Her Jeehaa (Holley) løb også fejlfrit og lige et my af et splitsekund hurtigere end Pizza, vist nok 9 hundrededele af et sekund. Så hun snuppede lige det første agilitycertifikat for næsen af Pizza. Men ved I hvad, det under jeg virkelig Susanne. Det var virkelig et smukt løb de havde, og det var så fortjent.

Min agilityveninde Susanne vandt første AG3 løb og fik sit første certifikat, jeg vandt andet AG3 løb og fik Pizzas andet certifikat. Vi havde en fantastisk dag!

Næste agilityløb var Pizza første hund på banen. Åh, jeg hader jo at starte, men måtte lægge ordentligt ud og Pizza løb fejlfrit, selv om jeg kom humpende bag hende på hele banen. Faktisk var hun den eneste, der gennemførte løbet, så hun vandt selvfølgelig certifikatet. Nu mangler Pizza bare et cert mere, så er hun Dansk Agility Champion.

Her er videoklip af det sidste løb søndag:

 

Jow jow, her er beviset.

Min træning de sidste par uger, hvor jeg ikke har kunne løbe, men har måtte lære Pizza at tage forhindringer via mine verbale kommandoer har været en øjenåbner for mig. Det har været så fedt at træne. Og I dag så jeg så resultatet. 2 stk. anden pladser og en første plads.

Video af mit første agilityløb, lidt klumpedumpeagtigt og med diverse halten:

En dejlig dejlig weekend er slut.

 

 

.

Agility med dårlig ankel – det går nok

Når man er stædig og samtidig har glædet sig i mange måneder til at tilbringe en halv weekend i sommerhuset i Sortsø med min hvalpekøber og agilityveninde Susanne, så tager man afsted, selv om man har en dårlig ankel efter at have forstuvet den for et par uger siden.

Vi skulle nemlig til agilitystævne i dag søndag og havde aftalt at overnatte i vores sommerhus i Sortsø (som lå lige i nærheden af ridehallen med agilitystævnet).

Vi ankom lørdag formiddag, fik installeret os i sommerhuset og kørte derefter til Nykøbing F for at handle ind til aftensmaden (sushi). Da vi kom tilbage til sommerhuset satte vi os i sofaen på terrassen, tændte op i bålet og knappede et par øl op. Så sad vi ellers der med snakkede og ordnede hele verdenssituationen.

 

Super hyggeligt at sidde i sofaen med skøn belgisk øl, dejlig røg fra bålstedet og 2 hunde, der tuller rundt om os. Så kan livet ikke blive bedre … sagde vi i kor!

 

På terrassen må hundene godt være i møblerne. Sikke et herligt billede af Susanne og Pizza.

 

Om aftenen spillede vi selvfølgelig Woof. Faktisk et rigtig sjovt spil, men nok mest for hundefolk. 😉

Vi gik forholdsvis tidligt i seng, tror det var ved 22-tiden. Forinden havde jeg fyldt vand, mel og tørgær i bagemaskinen og indstillet timeren til at brødet skulle være klar til kl. 7 næste morgen. Uhmmm det er så skønt at vågne op til duften af nybagt brød. Susanne og jeg fik en god kop kaffe og nybagt brød med peanutbutter og nutella. Det er altså ren luxus.

Afsted til agilitystævne kl. 9.15. Det var jo ren luxus ikke at skulle op meget tidligt. Så vi gav os god tid og fik også gået en skøn tur med hundene ved Sortsø Strand inden afgang.

Jeg var meget spændt på, hvordan jeg kunne ”løbe” agility med min ankel. Men jeg valgte ikke at trække mig, da jeg er mega stædig og har arbejdet på fjerndirigering af Pizza et stykke tid, så nu måtte det afprøves.

Resultater var der ingen af. Altså ikke præmier, men jeg føler, at det gik rigtig godt på trods af, at jeg ikke kunne løbe igennem eller være de steder, hvor jeg normalt plejer at kunne være for at støtte Pizza.

Pizza var rigtig god til at forstå mine verbale kommandoer, men jeg har stadig en del at arbejde med … vi er dog godt på vej.

Underlaget i ridehallen var lidt løs. Prøv at se Pizzas bremsespor ved dette her uiiii-spring

 

Jeg bliver nødt til at kunne sende Pizza i stedet for at løbe. Det gik nogenlunde.

Jeg har lige set resultaterne. Jeg kom sørme igennem tre ud af fire baner. Det er da fint. Hvis Pizza ikke havde haft to nedrivninger i det ene springløb havde hun snuppet certet.

Shopamok i hundeudstyr

Jeg kom igen igen til at købe en hundekurv i Maxi Zoo. Jeg ved ikke lige, hvad det er, “jeg har” med hundekurve, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at købe en lækker kurv til mine hunde, når jeg ser noget, som jeg ved, at de vil nyde at ligge i.

Jeg skulle egentlig bare købe noget hundefoder i dag, nogle tyggeben samt fuglefoder til foderbrædtet i Sortsø (vores sommerhus). Men af en eller anden mærkelig grund blev jeg trukket hen til afdelingen med hundekurvene. Og med ét faldt mit blik på den lysebrune hundekurv, lavet af materiale, der ikke tiltrækker hundehår (Pizza fælder for tiden). Bunden er virkelig blød for hundene. Så den kurv måtte jeg bare eje (undskyld til min mand Søren, at jeg endnu engang køber noget hundeudstyr, der fylder i stuen) 😉

Her hjemme skiftes hundene nu til at ligge i den fine, nye hundekurv fra Anione. Den kostede 499,-

 

Lækker og blød bund. Man kan se på Pizzas øjne, at hun virkelig slapper af i kurven.

 

Jeg gik lige en ekstra runde i butikken. Jeg faldt for de fine lys til hundenes halsbånd. De er fra Dogs Creek. De har faktisk 4 indstillinger, blink i forskellige farver, langsom hvidt blink, konstant lys … og så noget ret smart, lys når det er mørkt! Ja, der gik lige lidt tid, før jeg fandt ud af det, for jeg kunne ikke forstå, hvorfor lygterne blinkede, når jeg satte dem til opladning (ja, de lades op via usb!). Det var altså fordi, at der er den smarte funktion: Hvis man går tur med hundene lige omkring tusmørke, så tænder lyset af sig selv, når det bliver for mørkt.

Her i vinterperioden er jeg nærmest som et blinkende juletræ med alle mine og hundenes reflekser, lys på halsbånd og i flexlinens håndtag. Jeg går jo på en mørk landevej, så det er vigtigt, at bilister og lastbilchauffører kan se mig i mørket. Det bloggede jeg forresten om for et par år siden “man kan dø i mørket”. 

Blinkende lygter fra Dogs Creek.

Mine yndlingsprodukter er fra Anione og Dogs Creek. Men især Dogs Creek er jeg tosset med. Har både hundekurv, sele til Pizza og foldud-vandskål i dette mærke. Det er lidt dyrt, men helt klart meget mere kvalitet.

Yup yup mine hunde mangler ikke noget. De skal forkæles, for det fortjener de! ❤

 

 

.

Første NM i rally-lydighed – afholdt i Danmark!

For 2 uger siden blev jeg spurgt, om jeg ville være speaker til de nordiske mesterskaber i rally-lydighed. Det kunne jeg da godt. Weekenden var jo allerede reserveret til NM, idet jeg jo havde håbet, at være en del af landsholdet, men blev ”kun” 2. reserve. 😉

Jeg annoncerede, at folk kunne bruge dette banner som baggrund til selfies, og demonstrerede det med dette resultat. 😜🤣😆. Banneret blev efterfølgende ivrigt brugt som baggrund for en masse billeder. Mega fedt.

NM har været planlagt i lang tid fra DKK’s rallyudvalgs side og gennem NKU’s (Nordisk Kennel Union) rallyrepræsentanter. Poul Lysholdt har stået i spidsen for afholdelse af dette mesterskab og der var planlagt ned til de mindste detaljer, hvad de forskellige hjælpere skulle stå for. Vi havde fået et udførligt skema og alle opgaver var fordelt rigtig fint.

Fredag eftermiddag var jeg i Næstved for at hente højttalere og speakerudstyr hos AV-huset. Jeg har tidligere haft et rigtig godt samarbejde med AV-huset via mit arbejde hos Retten i Næstved, så derfor vidste jeg, at de kunne levere, hvad jeg havde behov for, at jeg vidste, at jeg ville få rigtig god service hos dem.

Lørdag morgen mødtes alle hjælperne i Ringsted kl. 5.30. Ja, så kan man jo godt gætte, at vi hjælpere havde været tidligt oppe den dag. Hallen blev udsmykket med bannere og rallybanearealet blev afgrænset, så der var et afsnit for publikum, et afsnit for de 4 landshold og et afsnit, hvor hundene kunne varme op inden de skulle i ringen.

NM blev afholdt i Ringsted Agilitycenter. Hallen er en enkel industrihal, som blev peppet festligt op med bannere og flag.

Stemningen var lidt anspændt fra morgenstunden, men det hele blev blødt op, da jeg kom til at lege lidt DJ og fik sat YMCA på højttaleren. Pludselig stod næsten alle op og dansede og fik varme i kroppen. Dermed kunne jeg se, hvor meget betydning musikken havde for publikum og landsholdene. Dette fortsatte jeg så med resten af weekenden. Det var virkelig sjovt og opløftende.

Ved indmarchen spillede jeg selvfølgelig Københavnermarch, da den altid bringer mange minder med sig, fra min tid i Silkeborg Tamburkorps.

Når hver hund skulle i ringen, skulle jeg præsentere dem ved at sige hundens stambogsnavn, førerens navn og fortælle lidt om hunden, dens race, alder og hvad den har præsteret gennem sit liv. Alle hundeførere havde på forhånd skrevet om deres hund, nogle en hel roman om hunden og om dem selv og andre blot et par linjer. Jeg havde forberedt disse præsentationer hjemmefra, så der blev præsenteret stort set lige meget om hver hund.

Yngste hund på banen var en norsk border collie på bare 2,5 år og ældste hund var 11 år. Der var stor spredning i hunderacer og også med hensyn til førernes alder. Alle deltagere var kvinder bortset fra 2 mænd. Så det må siges at være en kvindesport.

Lørdag var der holdmesterskab, hvor nr. 4 blev Norge, nr. 3 Danmark, nr. 2 Sverige og nr. 1 Finland. Der var 2 baner, hvor pointene blev lagt sammen.

Lørdag aften var DKK vært for en middag på Scandic i Roskilde. Måske skulle jeg ikke have valgt at deltage, for jeg var godt nok træt. Men det var nu meget hyggeligt og stemningen var i top. Da vi havde fået dessert var jeg nok den første til at rejse mig for at vende snuden mod Toksværd. Da jeg kom hjem gik jeg på hovedet i seng. Der var klokken også blevet 22. Zzzzzzzzz.

Søndag skulle deltagerne heldigvis først starte kl. 10.15 med banegennemgang. Jeg behøvede dermed ikke at stå så tidligt op. Jeg kunne på den måde få lidt skønhedssøvn, hvilket virkelig også var nødvendigt!!!
Søndag var det kun 1 bane, der skulle gennemføres. Men banerne fra om lørdagen blev talt med det samlede antal point. Finnerne var virkelig suveræne. De blev nr. 1, 2, 3 og 4. En virkelig skøn gul labrador vandt. Det var en fornøjelse at spille den finske nationalmelodi, selv om jeg gerne havde set en dansker vinde.

De tre finnere. Nr 2 til venstre, en lækker border tæve, nr 1 en gul labrador, nr 3 en malle. Fortjent, at de blev placeret i toppen.

Danskerne klarede det faktisk meget godt. Min egen personlige favorit Christina med Tempo blev bedste dansker. De fik en flot 6. plads.

Til præmieoverrækkelsen kom alle følelser hos de forskellige landsholdsledere og deltagere ud for fuld skrue. Jeg skal da ikke være bleg for at nævne, at jeg også fældede mindst en tåre, da jeg satte “stand up for the champions” på højttaleren.
Jeg tror, at alle, der ved, hvad det kræver at have et godt samarbejde med sin hund og se, hvad det kan resultere i, efter en stor og målrettet arbejdsindsats nemt kan have samme følelser som mig og glæde sig på andres vegne – især til dette NM.

Det danske landshold med landsholdsleder.

Det er det første nordiske mesterskab i denne sport. Jeg gætter på, at med de fælles nordiske skilte og fælles regelsæt, så er det grundlaget for et fremtidigt europamesterskab eller måske verdensmesterskab i denne sport. Lad os se, hvad fremtiden bringer. Kan da ikke lade være med at nævne, at der var et par tyskere og en østriger, som havde taget den lange tur til DK, for at se NM og være tilskuer til arrangementet, de tog mange noter og videofilmede næsten det hele.

Nu er weekenden slut og jeg er træt som i rigtig træt! Det har været fantastisk at være med til. Tusind tak til alle, som var henne og fortælle mig, at jeg gjorde et godt job. Det varmer, at få sådan noget at vide. ❤

Heldigvis havde jeg headsæt på, så jeg havde hænderne fri til at kunne styre papirer og computer

 

 

 

Familietur til Tenerife i efterårsferien 2019

Vi har sparet op i 4 år til denne tur. Hver gang min mand, jeg eller min mands børn har haft fødselsdag eller fået julegave, har vi fået penge af mine forældre. Disse penge har vi ikke købt ting for – heller ikke børnene -, men sat pengene ind på en feriekonto i banken. Børnene har dermed også været med til at spare op til turen til Tenerife, hvilket har været vigtigt for mig at lære dem.

Udsigten fra altanen ud for soveværelset. Her nød jeg både min morgenkaffe og aftendrink stort set hver dag. Dejlig markise tog den “værste” sol 🙂

 

Vi kunne iøvrigt have fået turen til det halve, hvis vi havde rejst uden for skolernes efterårsferie. Men vi ville ikke tage børnene ud af skole, det er dårlig stil, når de er oppe i denne alder (14 og 17).

Søren og jeg har haft en del point stående til benyttelse hos Norweigian, så vi valgte at flyve direkte til Tenerife med Norweigian, i stedet for at benytte fx Ryanair eller foretage mellemlandinger i andre lande.

På vores tidligere rejser til Tenerife har vi altid boet på hotel med swimmingpool. I år valgte vi at leje et rækkehus uden pool, men tæt ved stranden. Det viste sig at være en stor succes. Vi var derfor ikke nødt til at afbryde hyggelige udflugter, fordi børnene ville hjem til en tur i swimmingpool (hotellers swimmingpools plejer at lukke kl. 18 til rengøring).

Hjemmefra havde jeg fulgt vejrudsigten og var lidt nervøs for noget småregn, som var på prognosen. Det var som om, at der skulle komme lidt regn sidst i vores ferie, så jeg ønskede at vi foretog ihvertfald udflugt med hvalsafari og gåtur i en slugt så tidligt i ferien som muligt.

På øverste terrasse var der et spabad. Det benyttede jeg dog ikke. Vi har jo vildmarksbad i vores sommerhus hjemme i DK, så det wellness sagde mig ikke så meget på Tenerife.
Ved siden af spabadet var der en solseng. I denne seng overnattede Søren og jeg en nat. Jeg havde heldigvis trukket myggenet for, både i siderne og i loftet. Callao Salvaje er en rolig landsby, så vi blev ikke vækket om natten af larm. Dog var der fuldmåne, så månen skinnede helt vildt 😉
Min yndlingshvidvin på Tenerife: Cruz del Teide. Dejlig koldt glas på min yndlingsaltan med min yndlingsudsigt. Whats not to like?

 

Vi ankom lørdag aften til et dejligt rækkehus og fik os indrettet. Det var en stor glæde at opdage de 2 badeværelser og et gæstetoilet i stueetagen. Med teenagere i huset var det en stor fordel 😉 Vores rækkehus i byen Callao Salveje var i 3 etager og med 3 terrasser. De 2 øverste terrasser/altaner havde fantastisk udsigt over havet, hvilket jeg nød både morgen og aften.

Søndag var snorkledag i vores by ved den nærliggende strand. Vi så en masse fisk og bl.a. barracudaer.

Mandag var vi på hvalsafari, hvor vi var ude på en katamaran-båd. Hver gang jeg har været på Tenerife, har jeg ønsket at komme på sådan en tur, og denne gang lykkedes det endelig. Vi så både grindehvaler og delfiner. Det var en smuk 3 timers tur på havet. I forbindelse med bådturen lagde båden for anker tæt ved Pal Mar, hvor både Søren og jeg var ude at svømme. Da Søren kom op og skiftede til shorts, faldt hans mobil ud af lommen og bump bump bump, så faldt der en iphone i vandet og den sank til bunds!  Der lå den så på 8-10 meter vand og det var for dybt for mig at dykke ned til uden dykkerudstyr. Kaptajnen på båden sagde: Dont worry, I fix that. Og efter lidt snorkling opdagede han telefonen på havets bund og dykkede ned efter den. Han var dagens mand i skysovs, for uden telefonen, ville vi havde svært ved at få den ødelagte telefon dækket af forsikringen. Men det betød så, at med den ødelagte telefon, så var Søren uden mobilos på turen og alle de resterende billeder fra turen blev taget af Emma og jeg.

Flybillet og parkeringsbillet lå heldigvis også på min telefon, så vi klarede os fint gennem hele ferien alligevel.

Grindehvaler med byen Las Americas i baggrunden.
Katamaranen ligger for anker og de personer, der havde lyst til at kaste sig i bølgen blå, kunne bare gøre det. Det sagde Søren og jeg da ikke nej til.
Sådan så båden ud.
Der var mad og drikke ombord. Bl.a. fadøl!
Kaptajnen Victor, der hentede Sørens iPhone på havets bund.

Tirsdag fik vi mit største ferieønske opfyldt. Det var en gåtur i Barranco Del Infierno – en 6,5 km gåtur i en dyb kløft. Kløften har en begrænsning på max 300 personer om dagen. Desuden har kløften været lukket i flere år på grund af dødsfald (turister har været ramt af klippesten, som er faldet ned og har ramt dem). Disse ulykker i kløften har oftest været sket lige efter regnvejr m.v., så derfor var det vigtigt for mig at finde dage, hvor der har været tørvejr i lang tid.

Da vi ankom til starten af ruten blev vi udstyret med hver vores hjelm og en instruktion i, hvad vi skulle gøre, hvis vi hørte klippeskred fra oven. Vi fik også at vide, hvor vi ikke måtte opholde os, men skulle fortsætte med at gå på stien. Det var en storslået tur og jeg var mega udfordret på min højdeskræk i starten af ruten, men efterhånden som vi kom længere og længere ind i kløften, så vænnede jeg mig til det og kunne nyde udsigterne. Og udsigter var der mange af og fauna og flora skiftede hele tiden. Der var frøer helt inde i bunden af kløften og Tenerifes højeste vandfald stod flot og prangende, da vi ankom på slutningen af ruten. Herfra gik det så bare tilbage af samme sti.

En fantastisk tur som sluttede med, at Laurits sagde “tak fordi I tog mig med på denne gåtur”. Det havde jeg aldrig som i ALDRIG troet, at jeg skulle høre fra Laurits. Han kan nemlig være rigtig svær at få med ud og opleve noget og gå ture. Så denne tur med en form for ”bjergbestigning” troede jeg, at han ville opgive på forhånd. Fedt, at jeg tog fejl!

Da dagen var ved at være omme og jeg havde børstet tænder opdagede jeg, at vi havde gået 97 etager op og ned (jeg har en etagemåler på mit ur). Så jeg tog lige 3 ture op og ned ad husets trapper for at få etagemåleren op på 100 inden jeg gik i seng. Det er min absolut etagerekord!

Helt vild flot udsigt fra kløften og ud mod havet. Se stien vi gik på i den højre side af billedet.
Søren, Laurits og jeg på tur. Emma var også med, men nægtede desværre at være med på billedet.
Jeg har tusindevis af billeder af naturen ind til Barranco Del Infierno. Her er en lille bro.
For enden af stien helt inde i kløften dukkede dette smukke vandfald op. Her var så idyllisk, jeg kunne have været der i timevis, men det var kun tilladt at opholde sig der i 5 minutter.

Onsdag var afslapningsdag, hvor vi ikke kunne få Laurits med ud og opleve noget. Autister har brug for at slappe af, så det fik han lov til. Søren og jeg fandt en cache i nærheden af vores rækkehus og jeg fik afleveret en trackable-dims i cachebeholderen til dens videre rejse. Søren fik også fløjet med drone og fik nogle fine optagelser ude ved havet. Emma og jeg benyttede efterfølgende lejligheden til rigtig at få udforsket vores landsby, hvor en cache ledte os ud på den anden side af en byens strand ud på nogle flotte lavaklipper. Vores lange gåtur blev afsluttet på en cocktailbar, hvor vi fik nok verdens bedste smootie.

Enestående lava ved havet ud for Callao Salveje. Det ligner en engel, et spøgelse eller … ja, bestem selv. Smukt er det ihvertfald.
Vores stand i Callao Salveje, som vi ofte var ude at bade ved.
Emma og jeg gik en super hyggelig og dejlig lang gåtur i landsbyen. Vi sluttede impulsivt af på Nebula. Denne bar besøgte vi alle 4 igen aftenen inden vi rejste hjem.

Torsdag var det Sørens tur til at få et ønske opfyldt, og det var at se Santa Cruz, Tenerifes hovedstad samt at komme op på et berømt strand nord for hovedstaden, hvor sandet er gult (og ikke lava-sort), fordi sandet er hentet fra Saharas ørken. At finde parkeringsplads i hovedstaden kan være “spændende”. Vi var blevet anbefalet at finde parkeringshus og google ledte os direkte til en fin parkeringskælder. Da vi kom op fra kælderen befandt vi os direkte på et slags fisketorv – det var virkelig hyggeligt. Selve byen synes jeg ikke var særlig interessant, det kunne være hvilken som helst gågade, vi gik i. Men nu er jeg jo heller ikke en særlig god person at shoppe med, jeg hader det faktisk, da det keder mig.

Turen gik så til den gule og lange strand. Her var virkelig smukt og der var gode faciliteter. Emma og jeg gik en laaaang tur langs strandkanten og fik taget mange insta-billeder 🙂

I Santa Cruz så jeg disse meget specielle øl med coconut, mango og banana. Jeg var fristet til at købe og smage, men nej tak. Det lød alligevel for sødt til min smag. Jeg er mere til Grimbergen!
På stranden nord for Santa Cruz fik vi soppet og hyggesnakket. Dejlig dejlig strand!

Fredag var det Emmas tur til at ønske at se noget. Hun er meget fascineret af at se nogle forladte hoteller, forladte parker eller bygninger. I en by, der hedder Abades, ligger der en masse forladte bygninger. Rent faktisk er det bygninger, der blev bygget til spedalske for mange år siden, men midt i byggeriet, blev alt pludselig stoppet og derfor fremstår bygningerne som forladte og spøgelsesagtige. Her fandt jeg selvfølgelig også nogle cacher. Det er meget specielt at gå rundt og forestille sig, hvordan der skulle have set ud.

Ved Abades ligger der også en fantastisk strand. Sort sand var der naturligvis. Vi havde snorkleudstyret med og ude i havet så vi igen fantastiske fisk, bl.a. en cuttlefish og trompetfisk.

Desværre kunne vi ikke lokke Laurits med på denne tur, så han blev hjemme i rækkehuset og så på iPad og slappede af. Han skulle jo også lade op til lørdagens tur.

Rigtig mange forladte bygninger i spøgelsesbyen ved Abades.
Jeg måtte lige kravle ind i denne tunnel for at finde en cache. Imens udforskede Emma og Søren en af bygningerne. Emma fandt en indvendig trappe i bygningen og pludselig kom hun gående oppe på taget. Uha, lidt farligt men også vildt spændende.

Lørdag var det nemlig Laurits til at få sit store ønske til udflugt realiseret. Han havde glædet sig hele ugen og vi valgte denne dag, da det var den varmeste dag ifølge vejrudsigten. Turen gik nemlig til verdens bedste badeland: Siam Park. Det er virkelig vilde vandrutchebaner, som udfordrer både store og små. Det er tredje gang, at jeg er i dette vandland og jeg blev ikke skuffet, selv om vandland egentlig ikke er noget for mig. Men de der vilde forlystelser, det er virkelig sjovt og udfordrende. Det bedste er at høre Søren skrige højt, når vi alle 4 blev slynget fra den ene ende af rutchebanen til den anden ende i løbet af no time.

Laurits var i øvrigt dene eneste af os 4, der turde prøve tower of power. Sejt gået Laurits!

Søndag, efter 8 overnatninger, var det afrejsedag. Vi skulle være ude af rækkehuset kl. 11 og flyet gik kl. 13.50. Et perfekt tidspunkt at rejse på, så man ikke skulle op kl. lort om morgenen og dermed egentlig også ville miste en hyggelig aften dagen før. Vi fik pakket i ro og mag og gennemgået hele huset, hvis vi skulle have glemt noget. Jeg fik også lejlighed til at tælle skildpadder i huset (huset hed nemlig Villa Sea Turtle), og jeg fandt 38 skildpadder i alt!!! Vi så dog ingen skildpadder i havet denne gang, men så rigtig meget andet.

Herlig tur, hvor vi fik hygget os alle sammen.

Udsigten til La Gomea fra Gallao Salveje

 Tak fordi du læste med så langt.

Nu er jeg gået på slankekur igen 🤣😜

 

 

 

.

Fjernstyring af agilityhund

Når knæet gør nassss….

Sidste mandag til agilitytræning hos Channie fik jeg lavet et dumt vrid i mit knæ. Det har så drillet mig on off hele ugen, hvor jeg har lidt smerter. Især når jeg skal bøje knæet for meget (fx når jeg går op og ned af trapper).

Men det holder mig dog ikke fra at “” til agility. Hver tirsdag træner jeg sammen med en flok gode venner i Ringsted. Faktisk følte vi os alle 3 på holdet lidt amputeret i tirsdags: En havde knæproblemer, en havde problemer med vejrtrækning og så mig, der ikke kunne løbe. Vi udnyttede dog situationen og fik trænet lidt på fjernstyring af vores agilityhunde – sådan lidt ala Stanislav fra Rusland, der vandt VM i agility for nylig. Han er faktisk mit store idol. En kæmpe mand, med lidt for mange kilo vægt, som har lært sin hund fjernstyring. Det ser så bragende godt ud.

Jeg forsøgte mig med en masse verbale kommandoer i tirsdags til træningen. En masse af disse kommandoer kan jeg takke min hvalpeinstruktør Johanna Allanach for. “Left” og “Right” kommer virkelig på prøve, når Pizza skal dreje den ene og anden vej. Jeg skal bare lige lære at time det lidt bedre i fremtiden. Men fremtiden ser lys ud.

Sådan så træningen ud:

Tak Marianne for at filme Pizza og jeg. ❤

 

 

.

4-dages miniferie på Bornholm

For mange måneder siden besluttede jeg mig for at tage til DKK kreds 8’s agilitystævne på Bornholm i den midterste weekend i september. Jeg tjekkede færgebilletter, og de var billige, hvis man tog over Ystand til Rønne allerede torsdag morgen, altså 2 dage før stævnet. 99 kr. for en færgebillet med bil. Det var da billigt og hvis jeg kunne finde et billigt hus at leje, så var det jo toppen. Airbnb blev trawlet tynd og pludselig fandt jeg en lille hytte, der lignede  noget fra 70’erne med alle de retro-ting, der var på hylderne. Så det var med en vis skepsis, at jeg bookede hytten, for der var kun billeder af hytten indefra.

Sådan så retrohytten ud. Der var pænt og nydeligt. Og min frygt blev gjort til skamme. Herlig overdækket terrasse med modne jordbær i urtepotterne. Der var ingen have til hytten, men det gik fint, for luftemuligheder var jo lige uden for hytten i skoven.

2 cacheture ledte os forbi denne kirke, som er utrolig smuk. Der var en kirkemand indefor, som fortalte os lidt om kirkens historie og om det flotte moderne alter-maleri.

Søren havde fået fri, så han var med derovre. Børnene går jo i skole på hverdage, så de var hos deres mor.

Alle de gange, hvor jeg har været på Bornholm, så har jeg boet ved Gudhjem, Hasle, Dueodde eller andre steder ved kysten. Aldrig ved Rønne, altså Bornholms ”hovedstad”.

Hytten lå på Stampen Vej 4 lige uden for Rønne og var et anneks til ejerens hus. Det var ganske rigtigt en retrohytte, men alt var fint og ordentligt, så her vil jeg gerne bo igen en anden gang. Der var en bette stue, soveværelse, badeværelse og køkken på ca. 2 m2. Og så var der en dejlig overdækket terrasse. Det føltes som om, at hytten lå inde i en skov, så vi bemærkede ikke, at der var blæsevejr de 4 dage.

Planen var, at jeg de første to dage inden agilitystævnet ville udforske Rønne by. Jeg havde fået flere tips af en af mine geocachingvenner Wilfred til nogle gode cacher i Rønne. Den første cachetur vi kom ud på var en multicache, hvor vi blev dirigeret rundt i byen og skulle udforske nogle gps-steder og tælle fx vinduer for at få næste gps-position. På turen mødte vi tilfældigvis en “indfødt” som fortalte os om det hus, vi stod ved, at det var en gammel gård, som lå lige uden for bymuren i gamle dage. Turen hed Brosten og gamle huse.

Næste cachetur var en historietur, hvor vi kom rundt for at se relieffer og steder, hvor russerne havde bombet Rønne efter 2. verdenskrig var slut. Det er en helt anderledes krigshistorie Rønne har i forhold til resten af Danmark. Enten har jeg ikke hørt ordentlig efter i historietimerne eller også har jeg glemt, hvad Bornholmerne var igennem i forbindelse med 2. verdenskrig.

En tur rundt i Rønne by for at se på relieffer. Et af stederne blev vi budt på kaffe hos en keramikforretning. Rønnes befolkning er virkelig søde og rare, vi følte os ihvertfald meget velkommen, hvorend vi gik hen.

 

En cache ledte os ud til et sted, hvor der var en slags lagune mellem klipperne. Jeg skulle dog ikke nyde noget af en badetur … havde heller ikke badetøj med 😉

 

Vi var på jagt efter en bestemt cache fredag eftermiddag i nærheden af Døndalen. Vi kunne ikke finde den, og gik så op i Døndalen. På vej ned fik jeg pludselig en lys ide om, hvor cachen kunne være. Jeg havde ret. Vi skulle ind i en tunnel. Utroligt hvad man gør for at finde en lille beholder og et stykke papir 🙂

Faktisk var Søren og jeg så fascineret af Rønnes historie, at vi fredag formiddag besøgte Rønne Museum. Vi regnede med at få en time til at gå derinde. Men inden vi havde set os om var der gået 2½ time. Utroligt spændende især med guld-gubbernes opkravning m.v.

Vi kom på museum … altså som besøgende 😉

Lørdag og søndag stod i agilityens tegn hos DKK kreds 8. Et super hyggeligt stævne (kun 1 bane = afstressende), hvor det var lige ved og næsten med Pizzas ene springløb, hvor hun blev nr. 2, kun 8 hundrededele af et sekund fra at snuppe certet og 1. pladsen. Hun blev også nr. 2 i spring åben.

Der var ikke så mange seniorhunde tilmeldt. Vist nok kun 3 store i alt. Kizz Me vandt 4 ud af 6 løb.

Pizza var virkelig i hopla til agilitystævnet.

Der var mega blæsevejr lørdag og søndag. Jeg havde ikke hårtørrer med til Bornholm, så håret blev (hurtigt) lufttørret.

Ditte Wolsteds datter Kimmie på 14 år havde jeg set løbe agility til DM i august måned. Hun fik lov til at låne Pizza til dette stævne på Bornholm i 3 løb. SÅDAN! Det klarede de til UG kryds og bolle. 2 fejlfrie løb og 1 løb med 5 fejl. Det må da siges at være bestået! Hvis alt går vel og de får løbet udtagelsesløb, kan det være, at de skal prøve sig med junior DM i agility næste år.

Mens jeg løb agility lørdag og søndag var Søren forskellige steder rundt på Bornholm. Både med drone og på cachejagt. Dejligt, at han ikke bare sidder og keder sig ved ringsiden til agility, men selv søger udfordringer.

Generelt var der dejligt vejr på Bornholm. De 2 første dage var skønne og de 2 sidste dage var med rigtig hård vind. Flere af teltene på agilitypladsen blæste i stykker. Færgen hjem var også udfordrende for nogle. Jeg har aldrig været søsyg, og blev det heller ikke på denne tur, men jeg kunne se flere kaste op og have det rigtig dårligt. Der blev brugt en del af de hvide papirsposer ved de forskellige borde.

 

Det var så tredje gang i år, at jeg var på Bornholm. Det er en ø, som jeg ALDRIG bliver træt af at besøge. Der er altid noget at se, som man aldrig har oplevet før.