Forbandelsen er slut – Cocio slog en pr..

Jeg synes næsten, at der har hvilet en forbandelse over Cocios klasse 1 løb i agility.

I agility klasse 1 skal en hund have 6 fejlfrie løb, hvor minimum 3 af dem skal være i agility. Der må også gerne være 3 i spring. Men altså 6 pinde. Cocio har nok haft 10 pinde i spring, men kun 2 i agility. Det har føltes som en uendelighed at mangle den sidste pind.

Hun fik den første pind i agility den 14/11-2021 det var vist hendes første stævne og før hun fik hvalpe. Og nu er hvalpene altså 1½ år gamle. Hendes anden pind fik hun den 11/11-2023 altså 2 år senere. Det var til et stævne hvor jeg havde ufattelig voldsom hovedpine og ikke gik banegennemgang, så jeg var ikke nervøs for pinde eller noget, men der sket det magiske at hun løb fejlfrit.

Og her er en lille historie om vores rejse:

Jeg startede med at indøve 2 on 2 off på balance og a-bræt, men Cocio gik virkelig langsom ned af forhindringerne, så det tog alt for lang tid (agility er jo på tid). Jeg begyndte at indøve løbefelter og det gik faktisk også nogenlunde. Til konkurrencer fik hun felterne sådan ca. 65% af gangene. Og når hun så fik felterne, så skete der noget andet på banen, så hun aldrig var fejlfri. Det var virkelig frustrerende, samtidig med, at jeg elsker at løbe klasse 1 baner.

Jeg valgte så for et par måneder siden at gå tilbage til 2 on 2 off, for at være sikker på de felter. Felterne sidder nu i skabet hver eneste gang, så jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid før hun fik den forbandede sidste pind.

Jeg var tilmeldt agilitystævne den 27. januar i Herringløse, hvor hun havde 2 chancer, men nej, der tog hun et spring fra bagsiden i hvert AG-løb. Så ingen AG-pind til Cocio.

Jeg var ved at være lidt desperat og kan mærke, at når jeg stiller mig på en AG-bane, så bliver mine muskler helt stive og anspændte.

Det er lang tid siden, at jeg har været til agilitystævne i Sverige. Men altså nu skulle det være igen.

Cocio over sidste spring i sædvanlig gøende stil. Se dommer Åsa klapper for flot løb 🙂

Fredag den 2/2 (racerkørerens fødselsdag) tog jeg til aftenstævne i Sverige i Nutrolinhallen, hvor jeg skulle løbe Åsa Emanuelsons baner. Det var et stævne, hvor der var 2 x AG1 løb og 1 springløb. Åsa havde tegnet nogle fantastiske flydende agilitybaner. Tak for dem Åsa.

Første løb gik super, Cocio var fejlfri indtil aller sidste spring, som hun desværre river ned. Neeeeeej råber jeg i frustration, da vi kom i mål. Jeg var sgu lidt nede og humøret i bund, for Cocio løb simpelthen så flot.

Andet AG-løb var jeg igen i fuld fokus på banen og der måtte ikke gå noget galt. Sikke et fantastisk løb. Cocio var fejlfri og fik sin forbistrede sidste pind. Hun vandt ovenikøbet klassen med næsten 4 sekunder ned til nr. 2.

Jaaa, vi fucking dit it!

NU ER COCIO I AG2!

Tak til alle de dejlige danske deltagere i Sverige, som var med til at gøre denne dag endnu mere skøn. Det var herligt at være omgivet af gode venner. Takker især Annett (min køremakker), Serine, Camilla, Mia, Heidi og Sara

Se Cocios AG1x løb, filmet af Mia.

Jeg har fået lov til at efteranmelde til agilitystævnet på Bornholm, så der har vi vores debut i klasse 2.

Til agilitytræning dagen efter i DcH Næstved testede jeg lige, om Cocio kunne huske sine løbefelter, og ja, det var ingen problem. Jeg sætter bare løbefeltkommandoen på. Tænk hvis hun kan begge dele til stævner afhængig af, hvad jeg ønsker at satse på eller ikke satse og skal løbe fejlfri fx i holdløb. Hmmm der er da lidt at tænke over, men tror jeg hælder til løbefelter 100% for det er altså sjovere for hunden.

Min mand og jeg fejrede Cocios oprykning med bobler og sushi lørdag aften.

Jeg må faktisk indrømme, at en del af min fokus og bedre kontrol over mig selv skyldes, at jeg er begyndt at gå til en form for hård gymnastik i den lokale idrætsforening i Bjæverskov.

Det hele startede egentlig med, at jeg var til en prøvetime med personlig træner i Køge i starten af januar. Hele 2023 har min krop været en slatten skid – faktisk lige siden mine 2 keglesnit i underlivet. Jeg har aldrig fundet min normale form.

Jeg fik et tilbud fra den personlige træner. Det er godt nok ikke billigt at have en personlig træner, men de skal jo også leve.

Samme dag som jeg fik tilbuddet fra den personlige træner kom der et opslag i den lokale Bjæverskov facebookgruppe om Funktionel Træning Bjæverskov. Det koster 100 kr. om året at være medlem. De tilbyder en el del forskellige træninger hver uge, som man tilmelder sig til via en app på telefonen. Det koster kun kr. 15 pr. gang træning. Så Søren og jeg er nu afsted både tirsdag og torsdag hver uge, hvor vi træner Cross Gym. Det er pisse hårdt, man får sved på panden, men det er det hele værd. Løfter vægte, laver squats og alt muligt andet, som jeg aldrig kan huske hvad hedder. Men det står på en tavle hver træning og er en masse forkortelser som HK, MB, og så videre. 3,4 kg har jeg tabt mig siden 1. januar!

Fuld af energi efter en hård træning.

Der kommer også snart en lille opdatering om dette her firma, men I må lige vente lidt.

.

.

.

Skøn skøn vinterferie – mine big foot så lyset efter 20 år i gemmeren

Søren, Laurits og jeg lørdag formiddag. Emma er teenager og vil ikke med på billeder 🙂

Jeg havde arbejdet en hel del i november og december 2016 og havde derfor sparet mange timer op, som jeg valgte at afspadsere nogle stykker af her i børnenes vinterferie. Jeg havde for noget tid siden foreslået, at vi skulle tage til Sverige, og børnene ville heldigvis gerne med.

Søren, Emma, Laurits og jeg drog derfor afsted fredag i uge 6 (lige efter arbejde) mod Småland i Sverige, hvor vi havde lånt en af mine veninders ødegårde. Det tog knap 5 timer at køre derop.

Ødegården ligger i en skov tæt ved Virserum (40 km syd for Vimmerby). Søren og jeg har været på gården før (april 2015), så vi kendte til området og den smukke natur.

I denne vinterferie var vi så heldige, at der var nok med sne, så vi kunne lave en skiferie ud af det. I Virserum er der faktisk er en familievenlig skibakke med lift, skiudlejning og lille restaurant. Skibakken hedder Dackestupet.

Den skønne ødegård tæt ved Virserum. Skøn, idyllisk og hyggelig.

Lørdag og søndag havde vi bestilt skiskole til os alle, så vi stod tidligt op på en lørdag! Søren og børnene havde ikke prøvet at stå på ski før, så det var meget spændende, om det var noget, som de kunne lide. Det gik forrygende lørdag formiddag, men om eftermiddagen havde Laurits desværre et mindre styrt, da han skulle med skiliften op, så han fik et vrid i knæet. Det var godt nok ærgerligt, da han havde stor succes med at stå på ski. Hans glæde på slalombakken var stor, derfor var det ekstra ærgerligt, at han måtte tilbringe resten af ferien delvist på sofaen.

Emma og Søren fangede også skiløbet ret hurtigt. Både Søren og Emma fik hjælp af vores fremragende skiinstruktør Johan. Han var meget dygtig og super pædagogisk, selv om det hele var lidt svært at forstå (svensk). Jeg skulle lige have genopfrisket noget af plovningen, men så gik det også derudaf.

Pizza i sneen

Lørdag stod jeg på de rigtige slalomski, da jeg ønskede at få grundindlært de rigtige metoder med rigtige ski på. Men søndag og tirsdag benyttede jeg mine egne “ski” (købt, da jeg boede i Nuuk). Det er nogle meget små ski, der hedder Big Foot. Man kan ikke plove med dem på, men man kan lave nogle små drej og trick med dem. De er smadder sjove.

Mandag havde vi en hviledag, og det var vist meget godt. Er du gal mand, hvor havde Emma, Søren og jeg ondt i lårmuskler og lægmuskler. Ja, vi kunne næsten ikke gå, så ømme var vi. Av av av. Næste gang vi skal på skiferie, så skal vi altså træne noget mere op til ferien.

Hundene var naturligvis med os og de havde mange dejlige gåture sammen med os i skovene.

Vi prøvede at fodre rådyr, elge og vildsvin på en lille foderplads nær vores hus, men desværre så vi ikke nogle dyr. Vi kun en masse spor i sneen, så vi vidste, at de var der.

Søren er meget hoocked på, at vi skal afsted på skiferie igen … det har jeg ikke noget imod 🙂

Jeg vil nok betegne denne ferie, som den bedste ferie, jeg har haft med Søren og børnene!!!!

Kizz Me tjekker lige en hocksitz ud.