En uges sommerferie

I foråret planlagde vi, at vi skulle på køreferie i 3 uger til Normandiet i Frankrig i vores nye bil. Desværre er bilen ikke kommet til Danmark endnu, så det er kun blevet til 1 uges sommerferie i år og så har Søren og jeg fået udskudt vores sidste 2 uger til senere på året, hvor vi forhåbentlig har fået vores nye bil (Fisker Ocean One).

Min ferie startede med et større agilitystævne i min lokale klub DcH Næstved. Min veninde Susanne kom fredag eftermiddag og hentede mine hunde, campingvognen og jeg. Det gik hurtigt med at få sat campingvognen op på pladsen sammen med alle de andre agilityførere, som også har campingvogn med til stævnet. Der hersker en herlig atmosfære blandt agilitycampingfolket. Jeg havde købt noget biksemad og så lavede vi spejlæg på min lille primitive gaskogedims. Lidt øl kom der også ned og vi fik spillet Æsel. Det er vist blevet en tradition med æselspil i campingvognen. Det er et spil jeg har arvet efter mine forældre, som har arvet det af min mormor og morfar.

Biksemad, spejlæg, øl og hygge

Campingområdet til agilitystævnet

Super godt billede af Cocio, fotograf: Tina Hindsgaul

Agilitystævnet gik super godt og jeg var til mange præmieoverrækkelser med begge hunde. Pizza er nu 9 år og jeg har kun tilmeldt hende de åbne klasser, så når jeg ikke løb med Cocio og Pizza, så var jeg indsender i ring 2. Rune fra DcH Næstved (og Deltas ejer) har programmeret noget smart agilitysystem, så det var dejlig let at være indsender.

Cocio var udtaget til Sjællandsmesteskabet. Her er hendes løb, og det er nok noget af det bedste løb, som jeg har løbet med hende nogensinde. Der er altså et eller andet over finaler. Desværre blev hun ikke Sjællandsmester, men jeg havde det bedste løb ever med hende!

Så blev det mandag og vores første rigtige feriedag. Vejret var total vådt, det stod simpelthen ned i kaskader, så det blev en rengørings- og oprydningsdag.

Tirsdag var vi i Ringsted og se den flotte kirke, hvor bl.a. Valdemar Den Store er begravet. Onsdag var vi på Køge Museum og så bl.a. Jim Lyngvilds flotte udstilling om vølver. Så vi var mega kulturelle i vores lokalområde.

Valdemar den Store foran kirken

Vølver på Køge Museum

Onsdag regnede det også, men vi kunne se på vejrudsigten, at vejrforholdene ville ændre sig de sidste 4 dage af vores ferie. Og vupti, så havde jeg booket en lille hytte i Sverige, så vi kom lidt ud af landet i vores sommerferie i år.

På vej mod Sverige torsdag formiddag rundede vi lige Fisker i Tåstrup. Der var netop ankommet en stor lastbil fyldt med nye leveringsklare biler, men vores var ikke på ladet … ventetiden er ulidelig, når man glæder sig.

6 nye biler holdt på parkeringspladsen og var netop læsset af ladet på den store lastbil fra Østrig.

På vej op mod vores sommerhus kom vi igennem byen Lund. Den by har en del historie og også en kæmpe domkirke, hvor bl.a. manden, der tog imod Dannebrog i Estland, lå begravet.

Domkirken i Lund i Sverige, bemærk flagene!

Det var en kæmpe lysestage, der stod på gulvet i den imponerende kirke

Efter et par timers kørsel i Sverige ankom vi til vores lille hytte i en skov i nærheden af byen Lönsboda. Her var dejlig fredeligt og vi havde ingen planer overhovedet og havde ikke forberedt noget som helst på forhånd. Vi læste lidt i et par turistbrochurer i huset, men begyndte så at kigge efter cacher i vores geocaching-app.

Hurtigt kunne vi se, at området var et historisk område for snaphaner. Hvad pokker er det? Måske har jeg aldrig hørt om dem i skolen, eller også har jeg glemt det. Men det var en slags partisaner… har fundet dette på nettet:

“Frihedskæmpere eller forbrydere? Danskerne kaldte de dansksindede grupper for gønger efter Göinge-området i det nordøstlige Skåne, hvor modstanden mod de svenske besættelsestropper var størst. Svenskerne derimod kaldte dem snaphaner, som betyder noget i retning af landevejsrøver. Og hvor den danske konge betragtede dem som frihedskæmpere, blev snaphanerne af svenskerne betragtet som forbrydere af værste skuffe, og de blev straffet som sådanne. Flere steder i Skåne står de såkaldte snaphane-ege, hvor tilfangetagne snaphaner blev hængt. I det nordøstlige Skåne omkring byerne Broby, Osby og Lönsboda ligger snaphaneskovene, hvor snaphanerne skjulte sig, og hvor den svenske hær ikke turde vise sig. Indtil 1658 havde Skåne været dansk i 800 år kun afbrudt af korte perioder med svensk herredømme, så skåningene har følt sig som danske. Under den danske krone var skåningerne frie, men da området i 1658 blev svensk, begyndte den svenske konge Karl 11. at udskrive mandskab til sin hær i bl.a. Tyskland. At blive udtaget som soldat var noget nær en dødsdom – der var ikke stor chance for, at man vendte hjem i live.”

Og lige nøjagtig i Lönsboda boede vi og det skulle vise sig, at der var mange grotter rundt omkring i lokalområdet, hvor snaphanerne havde gemt sig. Vi gik geochacing-amok og fik logget 18 cacher på 4 dage. Det var en spændende historie som vi lærte og læste om. Sikke en forfærdelig tid, for disse folk.

Snaphanegrotter, hvor de gemte mad

Frokostpause på terrassen

Jeg fandt en trackable

På rundtur og hundene er med

Så kom der en omgang smileys i geocachingappen

Jeg trådte denne spidse tårn op i mine gummitræsko, kunne pludselig mærke den op i foden

Hele området omkring Lönsboda beordrede kongen i 1677 nedbrændt.

Fra Wiki: “Fra februar 1677 havde Karl XI anvendte kollektiv afstraffelse af hele sogne i kampen mod snaphanerne. Blandt andet havde han givet ordre til, at der for hver svensk soldat, der blev dræbt på vejene i Osby og Örkeneds sogn, skulle hænges tre indbyggere og betales 1000 daler (cirka 1,5 millioner i nutidens penge) i bøde, uden hensyn til at bønderne var involveret i drabene. På trods af det fortsatte modstanden. I 1678 beordrede Karl XI, at Örkened, det nærliggende Jämshög (Gemsø) og Gammalstorp (Gammelstrup) i Blekinge skulle udslettes.”

Her boede vi ned til en lille sø

Virkelig idyllisk

Et glas rosé med fin udsigt

Selv om det kun blev til en uges ferie, så var det nu en dejlig en af slagsen. Der er altså et eller andet over idylliske Sverige og især når intet var planlagt på forhånd og man tog på opdagelser efter vejrforholdene.

.

.

.

Stævnet, som Berit altid taler om

Jeg har hver sommer læst Berit Bildes blogindlæg eller Facebookopslag om agilitystævnet hos DcH Harlev (ved Aarhus). Og hver gang har jeg været misundelig, men har aldrig fået mig tilmeldt, da der ofte har været et stævne eller konkurrence på Sjælland, som jeg kunne tilmelde mig (dermed ikke så megen kørsel). I november sidste år mødte jeg Alfred til et hoopersstævne, hvor han sagde, at der blev holdt agilitystævne i Harlev den her weekend 24/6-25/6 i 2023. Så jeg skrev det straks i kalenderen. Ofte er det desværre sådan, at DcH agilitystævnerne udmeldes så sent i den offentlige kalender, at jeg i mellemtiden ofte har fået tilmeldt mig noget andet i mellemtiden. Så jeg var glad for Alfreds hint.

Poul Tolderlund har taget dette utrolig gode billede af Cocio til stævnet i Harlev.

I fredags kørte jeg lige efter arbejde kl. 13 … eller nej, det var jo egentlig planen … men i trafikradioen på vej hjem fra arbejde for at hente hundene hørte jeg, at storebæltsbroen var LUKKET for al trafik på grund af uheld og der var allerede laaaang kø. Jeg lyttede så til P4 Sjælland derhjemme og besluttede, at når jeg hørte, at broen blev åbnet igen ville jeg køre afsted. Så ville det passe med, at når jeg nåede broen fra Bjæverskov af, så ville trafikken nok glide fint afsted igen. Og det gjorde den også, da jeg kørte ved 15-tiden. Det tog dog 3½ time at køre hjem til min søster – for der var ingen steder, at man kunne køre i topfart. Det var jo store rejsefredag.

Når jeg er til konkurrence i Jylland benytter jeg ofte lejligheden til at besøge familien (al min familie bor jo i Jylland). Jeg fik skøn mad hos min søster (hun kan trylle) og jeg fik afleveret studentergave til min nevø Mikkel, som kom ud med et gennemsnit på 10,5 – moster er stolt!

Efter dejlig mad og hygge kørte jeg til Sabro og satte stævnetelt op og derefter videre til min gamle agilityveninde Annmari … altså gammel og gammel … jeg har kendt hende i mange år og vi trænede sammen flere gange om ugen, da jeg boede i Jylland. Dejligt at have overnatningsmulighed kun 7 min. kørsel fra stævnepladsen. Vi fik hurtigt ordnet verdenssituationen. Når man er sammen med gamle venner er det som om, at man hurtig falder i hak igen, da man kender hinanden helt ind til det inderste. Tak for dig Annmari!

Lørdag startede med 3 lorteløb. Undskyld udtrykket, men jeg fik 3 disk ud af 3 mulige – Pizza 2 disk og Cocio 1 disk. Altså for pokker da Fru Sommer. Det kan du godt gøre bedre. Så jeg måtte jo tage mig sammen. Blev nødt til at købe lidt lodder i amerikansk lotteri, så jeg kunne vinde lidt (vandt en hylde) 🙂 Så gik det bedre med de efterfølgende løb efter jeg havde givet mig selv en intern skideballe og set de små krus, man kunne få, hvis man vandt klassen – det blev holdt løbende præmieoverrækkelser. Så var motivationen i top.

Søde og dygtige Cocio med vinderkruset.

Cocio vandt Spring klasse 1, blev nr. 2 i Agility åben og nr. 3 i Spring åben (med DM-udtag). Cocio blev bedst i åbne klasser lørdag!!! Wooooow min chokolademælk bliver ved med at imponere mig.

Lørdag formiddag fik jeg også lige besøg af min morbror på stævnepladsen. Jeg havde et gammelt fotoalbum til ham med billeder fra min oldemors tid, som min mor og far havde haft liggende. Det var interessant at høre om alle de fætre og kusiner samt gamle familiemedlemmer. I albummet var der også billeder af deres pastor og lærerinde. Altså hvem har dog et portrætbillede af sin præst i sit fotoalbum nu til dags? Tiderne er godt nok forandret.

Her er præmierne fra lørdagens konkurrence. Det blev til endnu flere godbidder og en sæk hundefoder mere søndag. Hold da op, hvor var jeg stolt – især når jeg lagde ud med 3 x disk.

Efter stævnet kørte jeg direkte til Assentoft ved Randers for at deltage i min brors og kærestes fødselsdag. “Lånte” dog lige et bad og hårvask alt imens gæsterne ankom. Jeg var klam og klæbrig efter en hel dag i solen med sved og solcreme. Det var nok det bedste bad, jeg nogensinde har fået 🙂 Skide hyggelig aften hos Posse og Rikke. Dejligt at lære Rikkes familie bedre at kende og endnu en hyggelig aften i søsters selskab. Og det krondyr og grillet rådyrryg, uhmmmm det kan altså noget med bacon omkring. Nok det bedste stykke vildt, jeg nogensinde har smagt. 😉

Søndag morgen endnu engang afsted med begge vovser til stævnedag 2. De første par løb gik strålende. Cocio nr. 2 i agility klasse 1 og nr. 4 i agility åben (med DM-udtag). Inden jeg gik på banen i AG-åben varmede jeg godt op, da jeg nemlig syntes, at det nev lidt i min højre lægmuskel. Jeg lavede udstrækning og en masse andet for at blødgøre mit ben. Alt var godt inde på banen indtil 3. sidste forhindring, smak sagde det (følte jeg) og jeg måtte humpe i mål … Cocio var for længst selv løbet i mål … endda fejlfrit. Jeg fik en mini-fiber. Avs!
Sjovt nok kan Cocio ikke løbe fejlfrit i agility klasse 1, men i agility åben (som er sværere niveau), går det ofte bedre.

Jeg fik heldigvis is på af Kurt Jensen, som havde en pose i bilen (sådan en af dem, der skal knækkes for at blive kold). Dem skal jeg da selv have nogle liggende af fremover. Man ved aldrig, hvornår man får brug for sådan nogle is-dimse-poser.

Det næste løb var spring åben, som jeg valgte at “stå!” med Cocio, da jeg gerne ville vinde præmien, som var en tegning af sin hund som hovedpræmie – (bedste hund i 4 åbne klasser). Jeg forsøgte at stå stille og handle fra midten af, nu hvor jeg ikke kunne løbe. Men det lykkedes desværre ikke, da man i denne klasse blev nødt til at følge sin hund ned i det ene hjørne for at kunne løse banen. Så hun blev disket mens jeg stod der og fægtede med armene. Men jeg gav den hele armen og stædig som jeg er, ville jeg bare sådan lige ikke give op på forhånd.

Jeg “stod” så også spring klasse 1, som blev løst inde fra midten af, hvor Cocio – som jo også er hoopershund – kunne dirigeres hele banen rundt. Hun havde desværre en slalomfejl, men ellers sad resten i skabet.

Turen hjem i bil klarede jeg heldigvis fint. Er glad for, at bilen har automatgear og fartpilot.

Pizza var flyvende og havde nogle gode løb.

Skal da ikke glemme, at Pizza vandt AG2 søndag selv om hun var en bandit og forlod feltet for tidligt på balancen. Det er som om, at de seniorhunde tillader sig nogle flere ting, fordi de ved, at vi er lidt mere overbærende. Se videoen her:

Jeg har hørt meget ros om stævnet i Harlev og det kan jeg godt forstå, at de får. Det var både hyggeligt og velarrangeret. Præmierne var rigtig gode. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har vundet 2 x 12 kg hundefoder og samlet set en hel stor indkøbspose med godbidder til hundene. Faktisk blev Cocio bedste klasse 1 hund sammenlagt for de store hunde og jeg vandt vafler og mørk chokolade, som min træningskammerat Susanne fik med hjem fra præmieoverrækkelsen (jeg var desværre kørt tidligt, da jeg ville hjem og pleje min lægmuskel). Harlev! Jeg kommer gerne igen næste år.

Jeg tror godt, at man kan fornemme, at Cocio snakker meget, når hun løber agility. Hun elsker det simpelthen så højt, at hun bliver nødt til at fortælle det hele tiden.

Jeg elsker stævner, som kun afholdes i 1 ring. Så slapper man mere af mellem løbene og har ikke det stress over at skulle holde øje med 2 ringe og flere løb samtidig. Risikoen for at misse en banegennemgang er til stede ved 2 ringe eller at skulle løbe med begge hunde på hver sin bane næsten samtidig.

Uhmmm kaffe nydes i det nye vinderkrus, som får en fin plads i min campingvogn.

I dag mandag går det heldigvis allerede meget bedre med min lægmuskel. Jeg trækker lidt på benet, men tror på, at det heler hurtigt, så jeg snart er klar på de grønne baner igen.

.

.

.

.

År 2022 – på godt og ondt

Egentlig ville jeg starte med at skrive, at 2022 har været et rigtig træls år, men der har også været nogle positive begivenheder, og jeg vil her fortælle, hvordan mit liv tog nogle drejninger i 2022.

Min mor døde
Året startede desværre ud med, at min mor døde den 4/1-2022 efter en længere tilværelse med KOL, iltslanger, behandlinger og masser af ekstra hjemmehjælp. Både min søster, bror, min far og mors bror var der hos hende, da hun tog sit sidste åndedrag. Mor var tapper til det sidste og valgte selv at sige stop for yderligere behandlinger. Jeg skrev et blogindlæg om min mor i januar.

Jeg savner min mor hver dag, hun var et fantastisk og positivt menneske.

Så til alle jer rygere … så vil jeg bare sige: STOP med det rygning! Det går ikke kun ud over jer selv, men også ud over pårørende. Så hermed en kæmpe løftet pegefinger.

Min bror, søster og jeg har altid haft et stærkt bånd, men det blev styrket kraftigt i forbindelse med mors død og begravelse.

Corona
Den pokkers sygdom hærgede landet for andet år i træk og jeg havde fået mine vacciner. I februar gik den dog ikke længere, da jeg var konstateret smittet. Jeg hostede ganske lidt, mistede mine smagssans (eller det blev i hvert fald ændret) for kaffen smagte pludselig af lakrids. Jeg arbejdede hjemmefra, mens jeg havde corona, for jeg var heldigvis ikke ramt af det.
Jeg var bange for at få corona op til mors død, så jeg ikke kunne være der og støtte hende på hendes trælse dage, så under corona havde jeg det meget svært ved at give hånd og kramme folk.

Far på plejehjem
Efter mors død gik jagten ind på et plejehjem til far (han var halvsidelam efter en hjerneblødning for 5 år siden). Der skulle trækkes nogle tråde og præcis 2 måneder efter mors død flyttede han ind på Marienlund. Det er et super imponerende plejehjem i Silkeborg (kun et par år gammelt). Min far var meget glad for plejehjemmet, hvor han følte sig tryg. Han sagde tit, at han havde det godt og at det var “som at bo på hotel”. Mine varmeste anbefalinger skal dette plejehjem have. Jeg er i hvert fald ikke bange for at komme på plejehjem, når jeg bliver gammel, hvis det bliver sådan et som Marienlund i Silkeborg!

Her er far lige flyttet ind i sin nye lejlighed på Marienlund og vi er ved at sætte billeder, lamper m.v. op. Personalet forkælede os med træstammer.

Cocio fik hvalpe
I løbet af februar valgte jeg at lade Cocio parre med Jette Hansens dejlige Andy. Cocio fik 5 skønne hvalpe den 28. april. Den ene hvalp var dog meget lille, men ved hjælp fra opdrætterkollegaer fik jeg lært at sondeføde hvalpen, som jeg kaldte for Klejne. Jeg lagde løbende billeder på Instagram af Klejne og han fik sig en stor fanskare. Klejne klarede skærene og jeg havde ham til dyrlægekontrol som 4 uger gammel og igen i forbindelse med alle hvalpenes sundhedstjek knap 8 uger gammel. Så alt åndede fred og idyl, da hvalpene rejste hjemmefra.
Jeg var så nervøs for, om Cocio kunne føde problemfrit, idet hendes mor jo var tæt på at få kejsersnit, fordi hun ikke fik veer, når hun var i fødepoolen, men kun fik det ude i haven (Aqua fik 3 hvalpe ude på græsplænen her iblandt Cocio). Men mine bekymringer blev gjort til skamme, for Cocio var simpelthen så dygtig til at føde og det gik så nemt.

Desværre begyndte Klejne at tisse lidt blod da han var 10 uger gammel og han kom i udredning på et dyrehospital. Desværre viste det sig, at han har mindre nyrer end normalt og konklusionen er, at hans liv ikke bliver så langt som andres.
En anden hvalp (Spiku) havde konstateret albueledsdysplasi og er blevet opereret og er nu i genoptræning.
Alt dette har bevirket, at jeg overvejer om Cocio i det hele taget skal have flere hvalpe. Så p.t. er det sat på pause.

Cocio var virkelig en god og dygtig mor. Nok den bedste jeg har haft. Så sød og naturlig og omsorgsfuld.

Bueskydning
Jeg var til min lillebrors 50 års fødselsdag den 18/6. Han havde arrangeret en masse spændende lege, hvor bl.a. bueskydning indgik som en disciplin. Der var en professionel instruktør, som fortalte om bueskydning i forbindelse med jagt. Vi skulle alle prøve at skyde med jagtbue og compoundbue. Da jeg spændte compoundbuen og skød pilen afsted, råbte jeg av. For det gjorde ondt på min arm, hvor strengen havde ramt mig. Nå, men jeg fik jo ramt attraprådyret og ville have flere point (er jo konkurrencemenneske) og spændte buen igen, og endnu engang ramte strengen min arm. Jeg endte med en GIGA blodspængning og en bule på størrelse med et hønseæg. Min arm blev blå og jeg endte med at gå til sportsfysioterapeut flere måneder efter og det kostede mig et par tusinde kroner i konsultationer. Jeg har stadig den dag i dag 31/12 over et halvt år efter bueskydningen et stort blåt mærke på armen.

Min arm blev blå fra albuen og ned. Min urrem sikrede min hånd i, at den ikke også blev blå. Jeg havde sindssyg ondt i armen flere uger efter, og ja, har stadig et blåt mærke, hvor buens streng ramte mig.

Mit knæ
Mine uheld fortsatte. Under et agilitystævne i Højme første weekend i juli 2022 fik jeg desværre et vrid i knæet under et løb med Pizza og jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet da jeg kom i mål. Jeg har heldigvis en bil med automatgear og fik skaffet en krykke, så jeg kunne komme lidt rundt. Langsom genoptræning og tur ved fystioterapeut (denne gang med hjælp fra sygeforsikring) i flere måneder og nu er jeg heldigvis fit for fight igen. Men denne tur med knæet har for alvor sat gang i min selvstændighedstræning af hundene, for når jeg til agility ikke har kunne løbe så stærkt og kunne følge med, så må Cocio og Pizza jo lære at blive handlet på afstand med verbale kommandoer.

Sådan løb jeg agility resten af sæson 2022, med knæbind på og håbløst bagefter.

Pizza blev Dansk Spring Champion

Heldigvis har jeg en dygtig hund, Pizza! Mit mål inden hun blev for gammel til agility var, at hun skulle blive springchampion. Det nåede hun lige akkurat! Til hendes anden sidste agilitystævne i klasse 3 opnåede hun det sidste springcertifikat og titlen Dansk Spring Champion. Jo, jeg blev godt nok rørt, selv om det er 4. hund jeg har, der opnår denne titel. Det var ikke verdens flotteste løb hun havde, men fuck det, når hun vandt klassen!

DM i rally og agility
Sommersæsonen er jo stævnesæson for både agility, hoopers og rally, som jeg dyrker og elsker. Pizza var udtaget i agility for hold og alle mine tre hunde i rally. Så en kabale skulle gå op, når man gerne vil deltage i det hele (det foregår samme sted og samme weekend). Skæbnen ville, at vores agilityhold blev disket lørdag, idet vi næsten alle havde nogle rigtig dårlige løb. Mine holdkammerater gav mig lov til at satse på rally søndag, selv om vi havde et agilityløb for hold søndag (men var jo sat ud at spillet på grund af alle de disk vi havde). Tak holdkammerater!
Kizz Me på 13 1/2 år og Pizza stillede op søndag til DM i rally i seniorklassen. Kizz Me var virkelig kæk og lidt for freeesh og vi gik desværre ikke videre til finalen. Men det er første gang, at jeg har tænkt, at denne her bane vil jeg bare nyde, jeg vil virkelig nyde det uden at tænke på point og på at komme til finalen – også selv om det var et DM. For jeg vidste, at det var allersidste gang, vi skulle gå en rallybane sammen. Vi endte på en 14. plads – men placeringen har ingen betydning for mig. Vores glæde og samarbejde var vigtigere.
Pizza er jo 8 og stillede derfor også op i seniorklassen i rally. Hun klarede det lidt bedre og nåede i finalen. Hun endte på en 7. plads.
Så kom min nye stjerne Cocio lige og tog røven på mig. Cocio har været svær at træne rent lydighedsmæssigt, da hun er så glad for sine omgivelser (vil hilse på alle) og hyrder på andre hunde, der er i nærheden. Men som sagt, Cocio tog røven på mig, for hun gik virkelig godt og var super koncentreret. Både bane 1 og finalebanen gik hun så fint og vi endte på en flot 3. plads i øvet klasse.
Her i efteråret har hun stillet til 2 prøver i ekspertklasse og opnået rallycert begge gange. Læs om mit DM i dette blogindlæg.

Jeg var meget overrasket over Cocios måde at blive voksen på. Hun smed alle hilse/hyrde-hæmninger og udførte det smukkeste rally jeg har set længe til DM i 2022, hvor hun blev nr. 3 i øvet klasse. Det er så fedt at komme på pallen til DM!

Årets hold i agility
Inden året startede havde jeg sagt, at dette var sidste år for Pizza i stor normal klasse, da hun ved sæsonafslutning skulle rykkes i seniorklasse (springe på lav højde). I årets begyndelse så jeg et opslag fra Sabine Serwin på facebook, at hun savnede en holddeltager på et hold. Jeg tænkte, ja, hvorfor ikke, det hold ser ud til at være nogle, som jeg kan rigtig godt sammen med og nogle med samme ambitioner som jeg. Vores hold var virkelig et godt hold, det kammeratskab vi havde gennem hele året og den måde vi støttede hinanden på var helt unikt. Gennem året samler man point til forskellige konkurrencer og det hele kunne afgøres på finaledagen i Ribe i september. Jamen jamen, det endte simpelthen med, at vores hold vandt ÅRETS HOLD i DKK for store hunde. Blogindlæg om dette kan læses her.

Årets hold 2023 for store hunde: Bordere med IQ.

Mine sidste baner som jeg dømte på Bornholm i november, havde jeg tegnet som et hjerte. Det er min kærlighed til sporten.

Rallydommer
Jeg har været rallydommer i rigtig mange år. Faktisk lige knap 10 år. Jeg elsker sporten og den udvikling, som den har haft.

Jeg har dog valgt at stoppe som dommer nu, hvor der er kommet flere nye dommerkræfter til og jeg kan koncentrere mig om mine egne hunde.

Jeg har på det seneste været nervøs for at dømme forkert, da der ofte kommer nye skilte og og jeg føler, at der er nye regler hele tiden og har svært ved at skelne mellem gamle og nye regler. Så inden det går galt i mine bedømmelser, så stopper jeg mens legen er god. Jeg har elsket at være dommer og har elsket at se de mange forskellige racer og hunde til prøver.

Har skrevet et blogindlæg om at stoppe som rallydommer.

Campingvogn
Sidste år solgte vi sommerhuset i Sortsø. Jeg har længe pønset på at have min egen lille campingvogn, som jeg kunne benytte, når jeg har været afsted til weekendstævner i både rally og agility. Det har altid været lidt problematisk at finde et hotel eller overnatningsmulighed, når man har haft 3 hunde med. Så pludselig en dag var der et opslag på facebook, hvor en campingvogn var til salg for 7.000 kr. Så slog jeg til.

Min mand og jeg har hver vores “lommepengekonto”, så jeg har købt den for mine egne lommepenge. Vores lommepenge kan vi selv bestemme over, og “skal ikke spørge om lov” til at købe noget eller investere.
Campingvonen, det er mit projekt, som jeg stille og rolig er gået i gang med. Indtil videre er nogle låger inde i campingvognen blev hvide og nogle vægge sorte. En rude skal udskiftes og hynderne trænger til en rensning. Men ellers er jeg klar til at komme ud og køre, når sæsonen kommer i gang igen.

Glæder mig til at komme ud i min Safari Vitesse 470 D.

Min søster
En dag ringede telefonen inde på arbejde (kan ikke huske datoen). Det var min søster. Hun plejer ikke at ringe midt på dagen. Så når det sker, så er jeg altid på vagt. For 5 år siden ringede hun til mig den dag far havde fået hjerneblødning. Der sad jeg i Byretten i Roskilde og var på kursus. Nå, men tilbage til Mette. Hun ringede for at fortælle, at hun havde fået konstateret brystkræft. Øv! Det var jeg rigtig ked af. Hun har nu allerede fået fjernet brystet og den 16. december havde hun fået at vide, at de har fået det hele med i operationen og dermed er hun blevet erklæret kræftfri. Jubiii, det var gode nyheder. En dejlig nyhed, som hun skrev i vores fælles familie-messengergruppe, som vores far også følger med i og som vi kunne se, at han havde læst.

Far
Jeg var til julefrokost på arbejde den 16. december, samme dag, som min søster havde skrevet den gode besked til vores messengergruppe. Jeg havde valgt at lægge telefonen fra mig, så jeg kunne have en sjov aften uden forstyrrelser. Jeg var dog ikke så drikke-festlig, idet jeg var arrangør af julefrokosten, så jeg holdt lidt igen. Fra kl. 13 til kl. 19 havde jeg kun fået et halvt glas champagne, et glas hvidvin og 3 øl. Pludselig ringede mit ur (koblet sammen med telefonen). Det var min mand Søren. Han ville høre, om jeg havde hørt fra Mette. Ja, sagde jeg, “det var da gode nyheder”. Men det var så ikke lige den besked, det drejede sig om (altså at hun var kræftfri). Min far havde fået endnu en hjerneblødning fredag aften og var bevidstløs. Søren var på vej ind på arbejde efter mig, når han havde afleveret hundene hos sine forældre til pasning. Mine søskende havde på det tidspunkt forsøgt at få fat i mig i en time.
Søren kørte mig direkte til Silkeborg til plejehjemmet, hvor min far lå og var ikke kontaktbar. Min far havde ikke lang tid igen. Der stod jeg så i mit julefrokosttøj (på min trøje stod der Merry Christmas Bitches) og min far var døden nær og jeg tror ikke, at han ænsede, at både min søster, bror og jeg var der. Vi sov ikke meget i stolen ved siden af ham den nat. Næste formiddag trak min far vejret for sidste gang og han fik fred kl. 10.47.

Min far var en enestående mand, altid hjælpsom og glad. Livet var dog ikke nemt for ham, da han som 80 årig fik en hjerneblødning. Indtil denne skæbnedag for 5 år siden var han dagligt ude at gå tur med hunden Balder, kørte ofte på cykel var på jagt og ude i Engen. Mor og far passede på hinanden de sidste 5 år. Min far var mors hukommelse og min mor var min fars højre side.

Kizz Me
Da jeg kom hjem lørdag aften efter fars død den 17/12 sagde min veninde Susanne, som havde passet mine hunde hele lørdagen, at Kizz Me var lidt stille. Det kunne jeg godt se, og jeg holdt godt øje med Kizz hele søndagen og syntes pludselig, at hun havde fået dobbelthage og lidt svært ved at spise. Dagen efter tog jeg hende med på arbejde, så jeg kunne følge hende og se, hvordan hun havde det. Hun fik det værre i løbet af formiddagen og lå og snorkede, når hun sov. Jeg ringede til dyrlægen og fik en tid allerede kl. 11.30. Hos dyrlægen var der ikke noget at gøre. Dyrlægens umiddelbare vurdering var, at lymferne ved halsen var så store, at det sandsynligvis var lymfeknudekræft. Vi valgte dog ikke at tage tests og blodprøver for at finde ud af, om dette var diagnosen, da Kizz var så skidt på bare en enkelt dag, at der kun var en ting at gøre. Det var aflivning.
For shit da, først min far og så Kizz Me inden for 2 dage. Det var hårdt!

En uge før Kizz Me døde var hun frisk. Billedet her er fra en dejlig gåtur på 5,5 km med mine veninder Serine og Susanne.

Celleforandringer
Ja, en ulykke kommer sjældent alene. Midt i al det med min fars død, Kizz Mes død og deres begravelser skulle der også lige være tid til at jeg kom til gynækolog og fik taget et såkaldt keglesnit, idet jeg havde fået konstateret svære celleforandringer i underlivet. Sådan noget lort, for at sige det rent ud. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at celleforandringer er forstadiet til livmoderhalskræft. Så heldigvis har de opdaget det i tide og taget noget ud forneden. I skrivende stund går der nu 3 uger før jeg får svar på, om de har fået taget det hele med.
Min far sagde i telefonen til mig 3 dage før han døde, at min mor også havde celleforandringer, så det skulle jeg ikke være bekymret for. Jeg håber han har ret, for jeg ligner min mor rigtig meget. Og hun døde som 78 årig af noget helt andet.

Hurra for det danske system med screeninger og celleprøver og mamografi. Jeg betaler gerne min skat for at folk kan undersøges og hjælpes inden det går helt galt.

Skov
Man skal leve livet mens man har det, for man ved ikke, hvornår det er forandret eller måske helt slut. Jeg er ihvertfald begyndt at leve anderledes i år, end jeg tidligere har gjort.
Jeg har altid ønsket mig min egen lille sti, så jeg kan gå tur med mine hunde på min egen mark/grund. Jeg leger derfor med tanken om at få plantet nogle træer på min mark, få nogle stier og så nogle blomster på en eng. Drømmen bliver forhåbentlig til virkelighed i løbet af 2023.

Tak til alle, der læste med så langt. Det er godt klaret 😉

Jeg håber, at I alle får et rigtig godt nytår og at vi ses i 2023 på den ene eller anden måde.

Godt nytår alle mine bloglæsere.

Her er et galleri med herlige minder:

Min mor, jeg og far på Samsø

Kizz Me lydighedschampion

Kizz med de flotte øjne

Gitte Hoffmeister med Zinnie, Lone Sommer med Kizz Me og Catrine Møller med Jerry. Vindere af Maxi Zoo Cup 2011. Holdet hedder ZZZ.

Min far fortæller om byggeriet af motorvejsbroen over Funder Ådal.

Min mor, far og jeg samt alle vore hunde ude i Engen. Det er så dejlig fredfyldt at komme ud i skoven ved Salten å.

Mor og jeg på gåtur i Silkeborg

Min far og mor

Her er et eksempel på Kizz Mes måde at løbe agility på. Ja, hun løber virkelig med hovedet under armen engang imellem. Men når jeg kan styre hende, føles det som at have vundet VM når man løber et fejlfrit løb med hende.

Rallydommer til DM på Bornholm

Kizz med mange af hendes præmier

Jeg er rallydommer

Mine søskende og jeg – elsker vores sammenhold

Kizz bukker

Kizz kredsmester i rally

Kizz vandt 4 seniorløb i agility til hendes sidste agilitystævne i VAS

Mine søskende og jeg til min 50 års fødselsdag

Jeg er rallydommer, her til årets rallyhund finale

Kizz til rallyprøve, altid freeeesh

Mors kiste

Gaver fra rallyfolket til mig, da jeg stoppede som dommer

Det fantastiske kammeratskab vi havde på vores agilityhold i 2022

.

.

.

Træls opringning

For nogle måneder siden var jeg til den trælse, men nødvendige undersøgelse for livmoderhalskræft. Det er aldrig rart at få foretaget sådan en undersøgelse. Svaret kom et par uger senere, at der var celleforandringer. Så jeg skulle have foretaget endnu en undersøgelse, hvor der skulle tages 4 vævsprøver “dernede”.

Dem kom der så svar på i dag, og det var en træls opringning. For der er også celleforandringer i de nye prøver, så jeg skal have foretaget et såkaldt keglesnit.

Det er godt nok ikke noget, som jeg ser frem til. Men det skal jo overstås, så det ikke udvikler sig til noget, der er værre, nemlig livmoderhalskræft. Har allerede fået en tid to dage før jul. Ikke det fedeste tidspunkt, men som sagt, det skal overstås, så jeg kan komme videre. Et keglesnit er en operation, hvor der fjernes et lille stykke af livmoderhalsen. Formålet er at fjerne det stykke væv, som indeholder celleforandringerne. Vævet fjernes med celleforandringer ved hjælp af en tynd og meget varm tråd.

Efter sådan et keglesnit må jeg ikke dyrke sport i 2-3 uger og ikke bære på noget tungt.
Nu er jeg typen, der ser positivt på tingene … så er jeg fri for at bære brænde ind, bære på vasketøj og tunge gryder 🙂
Jeg må ikke .. næsten ingenting, men jeg må godt hundse med Søren 🙂

Agilitystævnet den 28/12, som jeg er tilmeldt, det må jeg desværre ikke deltage i, men der har jeg også en skummel plan med en allieret.

Den årlige julekæresteweekend gik i 2022 til ….

Roskilde!

De sidste mange år har min mand og jeg taget på hyggelig jule-weekendtur i udlandet.

Vi har tidligere været i Harzen, Kiel, Lübeck og Gdansk. Snakkede om Sverige i år, men blev enige om at der var så mange ting på vores tavle, som vi gerne ville se herhjemme i Danmark, så kæresteweekenden blev til en-dagstur til Roskilde.

På tavlen står der bl.a. Vikingeborg, Køge Museum, Politimuseum, Mosede Fort, Tøjhusmuseet og ja Roskilde Domkirke.

Lørdag formiddag tog vi til Roskilde, hvor vi havde booket bord på La Rustica. En restaurant i Ros Torvs butikscenter. Havde aldrig været der før.

Det var heldigt, at vi havde booket bord til kl. 10. For da vi var færdige med et overdådigt brunchbord og havde besøgt et par butikker var vi på vej mod udgangen. Wup wup alarm alarm ja brandalarmen var gået og alle skulle forlade bygningen. Ingen panik alle søgte mod udgangene. Udenfor holdt brandbilen allerede. Tror det var falsk alarm. Nogle af de andre gæster fra den restaurant vi sad på stod udenfor uden overtøj, det må have været koldt. Jeg synes, at vi var heldige med at vi jo var på vej ud af restauranten.

Jeg kan klart anbefale La Rustica. Ved også, at den findes i Ringsted, så der må vi til en dag 🙂

Efter brunch på Ros Torv fandt vi Roskilde Domkirke. Hold da op den var flot med alle de kister med konger, dronninger, prinser og prinsesser. Vi fik 2 timer til at gå inde i kirken. Underligt, at jeg aldrig har fået set domkirken før. Det hele var så enestående med udsmykninger og hvor tiden står stille. Dronning Margrethe II’s gravmæle er også gjort klar, men ingen ved jo, hvornår hun skal herfra. Alle konger og dronninger ligger side om side, så det er lidt underligt, at prins Henrik ikke ville stedes til hvile i Roskilde, mens spredes ud over havet. Faktisk ret modigt at have den mening og jeg tager hatten af for ham.

Kan ikke lige huske, hvem der lå her. Men flot og enestående var det.

Chr. d IV’s kiste. Meget smukt rum.

På vej til Roskilde Domkirke. Frederik d. 9’ende og Ingrid ligger i den underlige kantede tilbygning

Efter besøg i kirken gik vi ned til vikingeskibsmuseet. Meget interessant med de vikingekibe, restaureringer, undersøgelser og fund af skibe i Roskilde Fjord. Det er lidt vildt at tænke på, at vikingerne styrede så meget dengang i år 800-1000. Jeg er glad for, at jeg ikke lever i den tid, det må have været ret barsk.

Dagen blev sluttet af med skøn sushi fra vores lokale sushireataurant i Bjæverskov. Efterfølgende så vi Avatar, så vi er klar til at komme i biografen og se 2’eren, som snart bliver mulig at se.

Fantastisk kærestedag med min kære mand.
.

.

.

.

Når maden ikke købes i supermarkedet …

For et par år siden købte Søren og jeg måltidskasse fra Aarstiderne. Jeg har længe gået og pønset på, at nu var tiden snart inde til igen at købe måltidskasse – så nu får vi sådan en hver mandag, som passer til aftensmad mandag, tirsdag og onsdag.

Der er mange fordele ved sådan en måltidskasse:

1. Man er fri for at køre i supermarked flere gange om ugen.
2. Man er fri for at tænke over, hvilken ret man skal have i morgen.
3. Man er fri for at få det samme igen og igen.
4. Man bliver inspireret og får udvidet sin madhorisont.
5. Man lærer nogle nye grøntsager at kende (ja, jeg er 51 år og har opdaget nogle grøntsager, som jeg aldrig har hørt om før).
6. Man spiser ikke for meget, da der faktisk er meget fine opmålte portioner.
7. Der er ingen madspild.
8. Maden bliver leveret til døren og skal blot sættes i køleskabet. Emballage og kasser leveres retur ved næste leverance.
9. Sidst men ikke mindst, så er det pisse hyggeligt at lave mad sammen med min mand.

Angående punkt 9, så står enten den ene person ofte og laver enten det hele den ene dag og den anden person en anden ret dagen efter. Med måltidskasser så står vi og gennemgår opskrifterne sammen og laver maden sammen. Det er altså bare rigtig hyggeligt.

Søren og jeg er på LCHF, så at finde en måltidskasse, der passer til ketose-os kan godt være lidt omstændigt, men valget faldt på Aarstidernes proteinkasse.

Jeg tjekkede også nogle andre måltidskasseforhandlere ud, men nogle af dem krævede indtastning af kreditkort før jeg kunne vælge, hvilken type måltidskasse, jeg ønskede.
Andre forhandlere ville have, at man hver uge skulle ind og vælge, hvilke retter man ønsker leveret – og det er jeg for doven til, og samtidig ønsker jeg at blive overrasket, ved at få leveret mad, jeg aldrig havde drømt om, at man kunne lave.

Søren øffer lidt over prisen og ja, det er da også 87 kr. pr. person pr. måltid. Men man kan jo sige, at vi sparer benzin på kørsel til Brugsen. Vi får ikke købt nogle impulsvarer, fordi vi ikke handler så ofte. Vi får ikke købt for meget kød eller grøntsager, så dermed ingen madspild og udsmidning af varer, som vi har for mange af og der bliver for gamle. Vi bliver ikke tykke og fede, fordi vi ikke lige kommer forbi en delikatesse eller bageafdeling.

Jeg er fan af måltidskasse, også selv om det er lidt dyrt.

Måltidskasse om sommeren er dog ikke så fedt for mig, da jeg ofte er til træning med hundene og dermed ikke kan drage nytte af alle fordelene ved hyggen ved at lave mad sammen med Søren. Så måltidskasser for mit vedkommende er et efterårsprojekt eller en vinterting 🙂

Jeg køber aldrig fisk, når jeg handler ind til aftensmad. Men i disse måltidskasser er der nogle gange fisk, og jeg elsker at blive overrasket over, hvor godt det egentlig smager.

Her er billeder af et par af måltiderne de sidste par uger, og ja, jeg er blevet fin mæt:

.

.

.

.

.

.

En anderledes sommerferie i år

Endnu et år med corona har afholdt min familie og jeg at rejse udenlands eller lave de vilde udskejelser. Det har dog ikke afholdt os fra at opleve en masse. I år er første gang nogensinde (tror jeg nok), at jeg har afholdt 3 ugers ferie i træk. Det har været virkelig skønt med en længere ferie. Faktisk havde jeg 3 dages ferie de første dage i juli, skulle så lige på arbejde torsdag og fredag og derefter var der 3 ugers ferie.

Nedenfor i dette oplæg er der ikke så megen tekst ud over tekst til alle billederne. God fornøjelse:

• 

  Da ferien lige gik i gang fik jeg besøg af Susanne. Hun havde selvfølgelig Pizzas hvalp (fra februar måned) med. Lopez er jeg medejer af, og hun skal forhåbentlig en gang om nogle år være med til at give Asasaragenerne videre. Her sidder hun sammen med Cocio, mor Pizza og mormor Kizz Me.

• 

  Første lørdag i ferien, nærmere betegnet den 3/7 var jeg til agilitystævne i Høje med Odense. Mit mål med dagen var at Pizza gerne skulle opnå et springcertifikat. Hun fik sørme sit første springcert, da hun blev nr. 2 i et springløb, hvor vinderen i forvejen var springchamp, så certet røg videre til nr. 2. Forrige år var jeg til stævne i samme klub og der løb Pizza et kanon godt agilityløb, og de anmodede om at få min resultatbog, da Pizza havde fået agillitycertifikatet, men der var gået noget galt i beregningen og til præmieoverrækkelsen fik jeg at vide, at jeg ikke fik certet alligevel. … denne gang med springcertet fik jeg faktisk at vide, at jeg ikke havde fået certet, men det istedet for var gået til hunden på 1. pladsen. Der var ikke præmieoverrækkelse samme dag og om aftenen så jeg på resultatlisten (som blev uploadet til facebook), at nr. 1 i forvejen var springchamp og skrev forsigtigt til hende på messenger, om hun var champ. Det var hun og hun ønskede mig til lykke med certifikatet. Jeg kunne ikke deltage i stævnet om søndagen så jeg var mega spændt på, hvordan dagen ville gå, indtil min kollega (som var med til stævnet om søndagen) sendte mig dette foto og ønskede mig til lykke.
  Nu går jagten ind på de sidste 2 certer til Pizza.

• 

  Til samme stævne i Odense kom en af mine hvalpekøbere forbi med en af Pizzas hvalpe fra februarkuldet. Skønne skønne Zsa Zsa. Så dejligt at hvalpekøberne lige kører forbi og siger hej, når vi er i nærheden.

• 

  Jeg deltog ikke i Højmestævnet om søndagen, idet jeg var til 3 dages agilitykursus i Næstved den 5. 6. og 7. juli. Jeg deltog mest med Pizza, men tog også Cocio med til enkelte moduler for ikke at slide Pizza op. Jeg har blogget om agilitykurset for 3 uger siden. Se andet sted på min blog.

• 

  Til kurset valgte jeg at sove i mit telt og sammen med mine 3 hunde. Kunne godt tænke mig en lille bitte campingvogn, hvor man bare lægger jeg på en madras. Men altså dette fine telt er faktisk helt fint og jeg savnede bestemt ikke noget, ej heller da der var regnvejr en times tid den ene dag.

• 

  Jeg var på arbejde den 8. og 9. juli. Den 10. juli startede min 3 ugers ferie så rigtigt, og den startede med, at jeg var rallydommer for DKK. Jeg skulle kun dømme championklassen. Men hvilken klasse! Hold da op nogle gode hunde. En fornøjelse at bruge en feriedag på dette ”fritidsjob”. I baggrunden kan man se hundeførerne gå bane.

• 

  Efter at have dømt rally var jeg senere samme eftermiddag til min 2. covid19-vaccination. Jeg HADER sprøjter og har været bange for kanyler hele livet. Men den her søde nålemand fik mig til at slappe af og faktisk mærkede jeg slet ikke nålen. Jeg endte med at takke ham mange gange og give ham high-five. Jeg havde ingen bivirkninger af 1. vaccine og fik heller ikke af 2. vaccine. Det eneste jeg sådan set fik af bivirkninger var, at jeg ikke kunne tåle plasteret, som jeg fik på lige efter 1. vaccine. Så denne gang fik jeg bare lidt vat på.

• 

  Søndag den 11. juli kørte vi til Sortsø til vores sommerhus. Vi udlejer det normalt via Airbnb, men havde reserveret de 3 uger til os selv laaaang tid i forvejen. Jeg elsker udelivet og sov faktisk de fleste nætter i vores shelter i haven sammen med hundene. Lydene om natten er altså så sjove at lytte til. Den første aften/nat hørte jeg nogle små gryntelyde, noget som jeg ikke har hørt før. Den ene aften fik jeg set, hvad det var. Det var pindsvin, som futtede rundt i haven i mørket. Jeg er glad for, at vi har vores robotplæneklipper til kun at klippe få timer i dagtimerne.

• 

  Meget af tiden i sommerhuset gik med at klippe hæk, ordne ukrudt, slappet af, gået ture og jeg fik trænet hunde i haven. Her går oldemor Kizz Me fri ved fod sammen med oldebarnet Cocio (bemærk de ekstra ben bagved, det er Pizza).

• 

  Min morgentur og aftentur med hundene gik ofte ned forbi molen ved Sortsø Gab for at kigge lidt på vandet. Cocio elsker vand og jeg skal virkelig passe på, at hun ikke bare springer i vandet. Skøre tøs 🙂

• 

  Sidst sommer havde jeg lidt problemer med dikkedikværket og var faktisk en smut til tjek og måling på Nykøbing Falster sygehus. Tror det har noget med indtagelse af slik, brød og usunde ting i løbet af ferien at gøre. Så denne ferie har været lidt anderledes med hensyn til indtagelse af især kager og slik. Dette billede er af min morgenmad, som jeg godt ved indeholder frugtsukker, men ikke noget unaturligt. Helt generelt har jeg haft det sundhedsmæssigt fantastisk denne sommer, så jeg er sikker på, at min sundere tankegang også har haft lidt indvirkning.

• 

  Pyyyha det har været en varm juli måned. Faktisk ser jeg ikke nogen grund til at rejse til udlandet efter varme, når man kan have det så fantastisk i Danmark i juli, som vi har haft i år. Pizza har her leget med vand (hun elsker at lege med vandslange og vandpistol).

• 

  På en af de varmeste dage i juli havde vi planlagt en tur til København. Her er Sørens børn Laurits og Emma med. Vi skulle ind og løse en mordgåde. Det var en opgave, som Søren havde købt i december som mandelgave og den blev så indløst her i juli. Gåden sendte os lidt forskellige steder rundt i København (tæt ved Rundetårn). Det tog 4-5 timer inkl. lang frokostpause at forsøge at løse gåden. Vi gættede på den forkerte morder, ha ha, lidt sjovt. Men havde en fantastisk dag derinde alle 4.

• 

  Den 17. juli havde jeg tilmeldt Cocio en rallyprøve i Vallensbæk, så tidligt lørdag morgen kørte jeg fra Sortsø til Vallensbæk. Faktisk var der tilmeldt 5 Asasarahunde til rallyprøve i begynderklassen. Alle pånær 1 hund bestod klassen, faktisk fik Cocio 100 point og det fik kuldbror Bombay også. Det var en dejlig formiddag blandt mine bedste venner.

• 

  Lørdag den 17/7 til frokosttid ankom min mor til Bjæverskov sammen med min morbror (Mobbe Niels) og min tante Kirsten. Min mor var meget begejstret for at se stedet og se haven og alle de blomster, som hun har set så mange billeder og fotografier af. Min mor har KOL og har lidt svært ved at komme omkring, når der skal ilt og flasker med. Så jeg er min mobbe evigt taknemmelig for at køre hende herover fra Silkeborg og til Bjæverskov for at se mit nye hus og landsted. Jeg kunne desværre ikke diske op med den store frokost, for vi var jo i sommerhus og derfor var der ikke rigtig noget at give dem (jeg kunne ikke nå at handle ind fra rallyprøven og til min mor ankom). Så jeg lavede en lækker smootie til dem. Desværre kunne min far ikke komme med.
  

• 

  I sommerhuset fik jeg lagt et 1000-brikkers puslespil. Det er faktisk utrolig afslappende at lægge puslespil. Dette var mit andet puslespil og jeg er blevet fan af det. I løbet af ferien fik jeg lagt endnu et 1000-brikkers puslespil. Det er sjovt og udfordrende at sortere farver, form og placering inden man rigtigt kan gå igang. Jeg har altid grint lidt af dem, der lægger puslespil, da det virker som tåbeligt tidsfordriv. Men det gør jeg ikke mere. Det er så skønt. Jeg er fan!

• 

  I løbet af sommerferien i Sortsø havde vi besøg af en ejendomsmægler, som vurderede sommerhuset. Vi fik tilsendt en provenuberegning og Søren og jeg gik igang med at tænke over, om det skulle sælges. Jeg har haft lidt på fornemmelsen, at nu hvor vi har fået så skønt et landsted med alt det vi elsker, havde vi så behov for sommerhuset? Vores svar var nej, så vi har besluttet os for at sætte det til salg.

• 

  Jeg tog dette billede af vores sommerhus lige inden vi kørte hjem til Bjæverskov. Selv om vi havde reserveret sommerhuset til os selv i 3 uger, så benyttede vi det kun i 1½ uge. Så vi har foretaget det rette valg af at sætte det til salg.

• 

  En dag stod der pludselig en pakke uden for vores dør i Bjæverskov. Det var til min store overraskelse nogle flotte gin-glas, som Søren havde købt efter jeg havde stået og kigget beundrende på nogle, som vi så på vores tur i København. Her bliver glassene indviet i havestuen i Bjæverskov. Bordet de står på har stået i min mor og fars pejsestue, da de havde en stor villa i Silkeborg. Bordet passer så fint her i havestuen nu. Med den tunge skifferplade, så skubbes det ikke nogle steder, selv om hundene tumler ind i det 😉

• 

  En af dagene havde jeg købt en byvandring til Søren og Susanne og jeg – vi var rundt i Køges gader og fik masser af fortællinger om de gamle huse, torvet, købmændene, kongerne og de stakkels hekse, som der blev brændt massevise af i Køge. Vi havde en herlig aften og fik virkelig udvidet vores køgehorisont.

• 

  Lørdag den 24. juli var vi på restaurant Stacy’s i Køge. Det er en amerikanerrestaurant, der laver formidable burgere, milkshakes mv. I løbet af sommeren har de flere koncerter og vi var heldig at få bord i første række til Elvis On My Mind. Forsangeren Brian fra Tåstrup er skandinaviens bedste elvis-efterligner. Han udførte et formidabelt elvis-show og han sang fantastisk. Hvis du ikke allerede har hørt ham, så se om det er muligt at få plads på Stacy’s i løbet af aug/sep, ham kommer igen!

• 

  I løbet af sommeren springer endnu flere af mine blomster ud i haven. Jeg elsker blomster og da jeg jo ikke ved, hvad den tidligere ejer har plantet er det så spændende at følge med i. Lige nu er min hibiscus ved at springe ud. Åh sådan en busk har jeg altid ønsket mig.

• 

  Her er jeg på gåtur med hundene ved skoven mellem Bjæverskov og Lellinge. Skoven hedder Skovhus Vænge og er virkelig smuk. Hundene nyder sådanne gåture og jeg elsker at komme rundt i naturen. Køge har virkelig en smuk rute 90 (Køge Å stien). Den skal jeg have udforsket noget mere her fremover.

• 

  Hundene smuttede selvfølgelig i vandet ved Skovhus Vænge.

• 

  Den 27/7 var vi en smut i Helsingør. Jeg havde hørt om Helsingør Street food market og sådan så der ud, da vi kom ind i den kæmpe hal. Vi gik rundt og kiggede på de forskellige boder og besluttede os til sidst begge for at købe mad i den indiske bod. Mums siger jeg bare. Det var virkelig dejligt at prøve at smage noget helt anderledes. Og ikke sidste gang vi besøger street food market!

• 

  Den 31/7 var jeg lige en smut til DKK’s og vist nok FCI’s første officielle godkendte hoopers konkurrence, hvor man opnår resultater og point i officielle klasser med henblik på at opnå at blive Dansk Hoopers Champion. Jeg har smugtrænet Pizza i hoopers og de bar frugt. Hun deltog i 4 løb og fik point i 2 af løbene. Jeg glæder mig til hoopers-fremtiden i Danmark!

• 

  Ved vores hus er der også vores egen lille bøgeskov. Jeg har i en del af sommerferien arbejdet på at lave en lille sti gennem skoven og så har jeg iøvrigt også savet en masse brænde og slæbt en masse. En af dagene, hvor jeg savede brænde, blev jeg bidt af en hestebremse (troede jeg) og pludselig var der 4-5 hvepse på mig, … nej det var så ikke hestebremser, men et jordhvepse-bo jeg var kommet i nærheden af. Blev bidt flere steder inden jeg tog flugten. Det hele gik så stærkt.
  2 dage efter kom hvepserydder og fik fjernet ialt 4 hvepsebo (2 af dem i jorden, hvor vi arbejder). Så ingen kær biodiversitet lige der. Men ellers får vores natur lov til at leve og grene blive liggende.
  

• 

  Birkebrænde bliver slæbt og lagt frem. Det skal snart kløves og man siger jo, at det varmer mange gange sådan noget træ. Og det skal jeg godt nok love for, da det er hårdt at bære, stable, save, kløve, lægge på plads m.v. Men jeg nyder det faktisk.
  

• 

  I løbet af sommeren har jeg trænet en del med hundene. En del er måske lidt meget sagt, men 10 min. hver dag med hver hund er det blevet til. Og det kan virkelig ses på især Cocio som rykker helt vild på agilitysiden. Hun bliver en fremragende agilityhund. Jeg har lagt en lille film op på facebook af Cocio og har fået rigtig mange søde kommentarer fra mine venner. TAK!
  

• 

  Jeg elsker naturen, vildet og alle lydene. Vi har mange fulge omkring os her i Bjæverskov. Søren og jeg har ofte siddet ude på terrassen denne sommer og nydt en god kop kaffe eller en øl. Vi har hørt fulgestemmer, som vi aldrig har hørt før, og fundet ud af, at vi har natugler i skoven eller tæt ved. Vi har googlet og youtubet en masse fulgestemmer for at finde ud af, hvilken underlig lyd det var vi hørte, efter mørkets frembrud, men er altså kommet frem til, at det er en natugle. Nu ønsker jeg mig en ugeredekasse til jul 🙂

• 

  Der var så mørkt inde i vores køkken og vores skov havde grene næsten helt ned til jorden flere steder, så der kom slet ikke noget lys ind ude fra markerne. Det skulle være løgn tænkte jeg, og så gik jeg en dag i gang med motorsaven. Det kom der dette smukke lys ud af. Nu kan ve se ud til marken og har samtidig bevaret vores flotte bøgeskovs majestætiske look.
  

• 

  Sommerferien blev afsluttet med en god gang sushi fra vores lokale sushi-pusher i Bjæverskov. Yes, der er en bette sushi-restaurant i Bjæverskov, som faktisk laver udmærket sushi.
  Tak for en skøn ferie Søren. Glæder mig til fremtiden og til at komme på arbejde i morgen.
  
  

Video af Pizzas ene hoopersløb kan ses her:

Tak fordi du læste med så langt.

.

Et kig tilbage på året 2020

Vi ser tilbage på året der er gået – med vacciner og positive holdninger samt samfundssind, så er der lys forude.

Sikke et år! En total omvæltning af alles hverdag. Ikke en eneste person har undgået at mærke coronapandemien på den ene eller anden måde.

Jeg har i årets løb skrevet lidt om, hvor meget jeg savner den gamle hverdag og hvor meget jeg savner at komme ud blandt mine venner og familie. Det savner jeg stadig helt vildt og jeg savner stadig at kramme mine kære.

Med vacciner, positive holdninger og samfundssind, så er der lys forude.

Desværre har jeg også oplevelsen af, at nogle (især unge mennesker) er ret ligeglade og fester løs i weekender uden at tage hensyn til forhøjede smittetal og mange indlæggelser. De unge mødes på tværs af forskellige grupper/familier/venner og danner utilsigtede og formålsløse smittekæder.

Der er virkelig nogle, DER IKKE FATTER, hvor alvorligt denne pandemi er her sidst på året , og hvilke konsekvenser den har for erhvervslivet. Drop den nytårsfest, … du kan altid feste, når covid19 er ovre.

Nå, det var lige lidt morale til alle de unge, der ikke tager hensyn, nu hvor pandemien er temmelig alvorlig. Situationen var heldigvis anderledes i sommerferien, og der nåede jeg da også selv at holde en lille fest, så måske er jeg dobbeltmoralsk. Men på daværende tidspunkt var anbefalingerne fra myndighederne jo også helt anderledes og smittetrykket lavt.

Året startede med, at man hørte lidt om corona i Wuhan i Kina, og neeeeej da, den sygdom kommer da ikke her til lille Danmark så langt væk. Håbede lidt, at det var som Ebola i Afrika, der aldrig fandt vej herop – heldigvis. Mange mennesker inklusiv jeg selv negligerede corona og håbede på, at det bare var som influenza, som jo godt nok også kræver dødsofre hvert år (for dem, der ikke er særlig modstandsdygtige overfor virus), men at det ikke er så slemt for normale – tja altså lidt feber, hoste m.v. i et par uger og så er det overstået.

Sådan håbede folk det i starten af året, men sådan gik det jo som bekendt ikke. Folk var optimistiske og livet fortsatte helt almindeligt de første par måneder i 2020.

Jeg var til et almindeligt agilitystævne i februar i Vallensbæk, hvor jeg løb med både Pizza og Kizz Me. Kizz Me var lige blevet 11 år og hun kørte med klatten og vandt det hele i seniorrækkerne. Det var hendes sidste konkurrence og hun sluttede med manér. Lidt vemodigt at slutte en hunds karriere. Hun var vild på agilitybanen lige til det sidste.

Pludselig var der corona i Italien og der kunne jeg mærke på mig selv, at dette her bliver ikke en rar periode. Mine svigerforældre var på ferie i Spanien på det tidspunkt (bor et par måneder i Spanien i den kolde periode). Og pludselig var det nærmest umuligt for dem at komme hjem til DK, da hele Europa lukkede ned. Det lykkedes os at få skaffet 2 flybilletter til dem og havde nærmest på fornemmelsen, at det var det sidste fly de fik fra Spanien til Danmark det forår.

Aqua (min udstationeringstæve) fødte et kuld hvalpe dagen før corona i Danmark. Jeg har altid haft svært ved at huske mine hundes fødselsdatoer, men Cocios fødselsdato kan jeg huske: 10/3-2020. Danmark lukkede ned og medarbejdere på min arbejdsplads blev bedt om at arbejde mest muligt hjemmefra. Det var jo fantastisk heldigt for mig at sidde der med arbejdsopgaver med hvalpelyde lige ved siden af mig. Det er så nok også det eneste positive, der har været ved corona. Min hvalpetid!

Jeg beholdte en hvalp efter Aqua, da jeg på daværende tidspunkt havde besluttet, at Pizza ikke skulle have flere hvalpe. Pizza er jo min konkurrencehund og jeg forventede mig meget af 2020 og af 2021 konkurrencemæssigt, da Pizza er fantastisk til agilitykonkurrencerne … nå mere herom senere i blogindlægget 😉

Foråret gik og hvalpene blev store. Jeg besluttede mig for at beholde Cocio, en virkelig herlig red merle tæve. Faktisk har jeg aldrig brudt mig særlig om farven red merle, … men Cocio ville det anderledes. Dengang jeg skulle have en hvalp fra Kizz Me’s kuld, der ville jeg jo heller ikke have en sort/hvid med skæv blis …. Pizza fik mig overtalt, – og derfor siger jeg altid til folk, at man skal ikke gå efter en farve ved border collie. Jeg er glad for valget af Cocio og vi har derfor p.t. 3 hunde – måske en for meget, men ingen hunde skal flytte hjemmefra, selv om de blot er pensioneret. Sådan fungerer mit hjerte ikke!

Laurits skulle have været konfirmeret i foråret, men alle konfirmationer blev udskudt til efteråret. Der var ellers indkøbt tøj og booket restaurant m.v. Jeg havde selv 50 års fødselsdag i april og rykkede festen til sommerferien. Kender flere, der har flyttet bryllupper, fødselsdage og andre begivenheder.

Smittetrykket var lavt i sommerferien og jeg kunne endelig holde en lille fødselsdagsfest. Det blev til en havefest i et stort åbent telt i haven i vores sommerhus. Der var ”kun” 18 gæster, selv om det var lovligt at være 50 på det tidspunkt (så vidt jeg husker). Dejlig fest i cowboytema – jeg har altid ønsket at holde en temafest. Men underligt ikke at kramme alle mine venner. På billedet her står jeg sammen med min søster og bror.

Søren og jeg kiggede på et ret specielt hus lige syd for Køge i sommerferien. Der var stor interesse for netop det hus. Vi skrev faktisk under på en købsaftale, men huset blev solgt til nogle andre, som bød 150.000 over udbudsprisen. Det er helt vildt underligt, at husmarkedet er sådan her under corona. Jeg er jo udlært hos home i Silkeborg og husker da godt, hvordan krisen påvirkede husmarkedet i starten af 1990’erne.
Nå, men Søren og jeg fik hul på hus-kigger-bylden og kiggede på lidt flere huse. Pludselig kom et hus til salg i Bjæverskov, som jeg havde kigget på tidligere. Det var taget af markedet (af personlige årsager) og nu sat til salg igen. Vi tog ud til åbent hus og der kunne vi godt se os selv blive gamle. Der var plads til alle vores ting i udhus, plads til hundene, huset var i 1 plan og der var agilitybane og der var også en mark til …. måske til juletræer i fremtiden 🙂 Jamen jamen pludselig var vi også flere om at købe dette hus samtidig – hvad sker der dog for husmarkedet under corona? Heldigvis faldt sælgers valg på os og vi flytter om et par dage til vores nye hood lidt uden for Bjæverskov. Jeg har allerede mødt flere af vejens beboere og føler mig virkelig velkommen. Jeg glæder mig helt vild.

Til præmieoverrækkelse på Bornholm. Pizza vandt klassen og blev DKAGCH. Ingen håndtryk og ingen kram fra de andre deltagere, men masser af lykønskninger alligevel.

Agilitystævnesæsonen har været meget underlig. 4 stævner på et helt år – jeg plejer at være til 15-20 stævner. Men heldigvis opnåede jeg en kæmpestor milepæl med Pizza: Hun blev Dansk Agility Champion. Det skete til et stævne på Bornholm i august. En særlig oplevelse, som jeg er meget glad for, selv om jeg har lavet mange agilitychampions igennem min tid som agilityudøver. Hver hund har sine forcer og ulemper – og ingen hunde er ens at træne op. Pizza har dog altid været en stjerne og jeg tænkte, at det var et spørgsmål om tid, før hun opnåede denne titel. At hun opnåede det sidste agilitycertifikat i 2020 var utrolig heldigt på grund af de få konkurrencer. Endnu engang tak til Bonnik Berthelsen for at tegne en virkelig finurlig agilitybane på Bornholm, som virkelig ”tændte mig”. Det, der bliver umuligt at løse, får mig virkelig til at tænke, det SKAL jeg løse og det KAN Pizza godt. Hurra for min hooperstræning med Pizza, som gav hende noget fremdrift, selvstændighedsløsning og fjerndirigering.

Nå men så kom efteråret og dermed var det tid til Laurits’ konfirmation. Han var vokset ud af forårstøjet og nyt konfirmationstøj blev købt – det var vi vist ikke ene om. Dagen inden konfirmationen var der igen igen pressemøde og her kom statsministeren med et påbud: På restauranter skal alle have mundbind på, når de står op. Det var så lige et påbud, der kom 12 timer inden Laurits skulle holde fest. Set tilbage – så var det nok meget klogt af MettteMor. Men dengang var det virkelig uforståeligt, at noget kunne sættes i værk med så kort varsel. Mange planer skulle ændres og jeg fik virkelig virkelig ondt af restauratøren, som fortalte os om de udfordringer han har og at alle hans investeringer måske har været forgæves. Vi havde dog en god fest og tog alle forbehold efter de regler, der var.

Jeg er autoriseret rallydommer og har været inviteret til flere dommergerninger i løbet af året. Alle stævner, som jeg skulle dømme, er blevet aflyst undtagen 1 stævne, som blev afholdt efter alle corona-kunstens regler i november. Det blev afholdt i blokke af 10 personer. Jeg holdt afstand og afholdt ingen præmieoverrækkelser eller rørte resultatbøger. Meget underligt blot at dømme folk på afstand, men skønt at se de dejlige hunde. Det var så den eneste gang jeg dømte i år. Sidst jeg dømte var i oktober 2019, så jeg var faktisk lidt rusten og brugte god tid på at læse op på reglement og pointfradrag. Jeg deltog endvidere i efteråret som rallydommercensor i forbindelse med en dommerelevs eksamen – igen få ekvipager og opdelt i blokke, mundbind og afstand.

Faktisk har jeg slet ikke dyrket rally med mine egne hunde siden sidste år i september. Jeg var kørt lidt træt i det. Kizz Me var blevet gammel – og Pizza var jo til agility. Jeg har fra starten af været imod, at man havde indført seniorklasser i rally – for min morale har været, at hvis en hund er blevet for gammel til at lave sit-øvelser, skal man ikke gå til flere konkurrencer. Der er nemlig næsten ingen sit-øvelses-skilte i seniorklasser i rally. Men men men jeg må altså tage min holdning i mig igen, for efter at have set de skønne og glade seniorhunde, som lyste total op til rallyprøve i Odder, hvor jeg var dommer i november, så ændrede jeg min holdning. Der var pludselig en mening med galskaben. En hund, som man egentlig har pensioneret fra de almindelige prøver, kan sagtens få et godt pensionistliv i seniorklassen, og stadig blive trænet nænsomt og blive skånet. Nogle hunde bliver simpelthen så glade af at gå til konkurrencer. Efter at have tænkt og ændret holdning, så tilmeldte jeg Kizz Me til en konkurrence i seniorklasse i december. Desværre er alt jo blevet aflyst, så jeg ved i skrivende stund ikke om Kizz Me nogensinde ”kommer i kamp” igen. Men tilbage til min holdning: Jeg er blevet fan af seniorklasser.

Græsmarkvej

Her i efteråret har vores hus jo været til salg. Der gik vel ca. 3 måneder og så var det solgt. Pludselig var der flere om huset samtidig … igen, jeg fatter ikke, hvad der sker med det boligmarked, det er imod alle odds. Huset blev solgt med overtagelse 3 uger efter vi overtager vores nye hus. Så vi har lige lidt hasteistandsættelse af huset i Bjæverskov.

Nu tilbage til det med Pizza … øhhh, hvad skete der lige der med min beslutning om, at hun ikke skulle have flere hvalpe? Jo, sagen er den, at det er coronas skyld. Et kommende forår uden agilitystævner havde jeg set komme. Og da der især ikke er holdkonkurrencer i agility i 2021, så var min konkurrencemotivation fuldstændig væk. Pizza har jo lavet 2 virkelig skønne kuld, som alle sundhedsmæssigt ligger rigtig godt og jeg besluttede mig for et 3. og sidste kuld på Pizza. Jeg begyndte at kigge mig efter en egnet han. Faktisk har jeg et par år fulgt en særlig han, der er importeret fra Polen. Jeg har været meget vild med hans engagement i alle de discipliner, han har deltaget i. Så jeg var lidt spændt, da jeg sendte Mette en messengerbesked, om jeg måtte bruge Dice som far til et kuld med Pizza. I skrivende stund er Pizza 3 uger henne og hun skal føde i februar, altså et par uger efter, at vi er flyttet til Bjæverskov. Ja, vi når lige at flytte ind og falde til. Pizza har altid taget vores rejser og ophold med ophøjet ro, så en lille flytning inden hun skal føde ser jeg slet ikke som noget problem.

Pizza og Dice – så søde sammen. Med denne kombi får man den efterhånden sjældne sportsborder collie i sort hvid 😉

Det er nu december og jeg skulle sammen med Søren have besøgt mine forældre den 23. december i Silkeborg. Min mor har KOL og min far er halvsidelam efter en hjerneblødning for 3 år side, så de er i højrisiko for fx corona. Jeg har gået og rømmet mig lidt en uges tid inden jul og derfor besluttede jeg, at vi ikke tog til Silkeborg. Hvis min mor bliver smittet med fx forkølelse, kan det have fatale konsekvenser for hende. Så ingen jul med mine forældre. Gaveudveksling og et morkram må vente til en anden god gang. Heldigvis er vi gode til at tale i telefon og videochatte via messenger.

Nu her nytårsaften skal Søren og jeg ingen steder. Vi skal blot blive her i Toksværd og holde sidste nytårsaften helt alene med hundene. Det bliver meget hyggeligt. Vi skal tidligt op den 1. januar og gøre klar til at få nøglerne til vores nye hus kl. 12.

Godt nytår til jer alle og flot, at I har læst så langt 😉

Håb forude

Jeg bruger mundbind, når det er påkrævet.

Den 26/9-2020 skrev jeg et blogindlæg om, at det er en svær tid vi lever i på grund af coronasituationen. Det er stadig en svær tid med bl.a. forsamlingsforbud (max 10 personer) og brug af mundbind, når man køber ind og man bør ikke kramme, dem man holder af. Og nu kan det godt være, at det er lidt træls for tiden, men hey!!!… der er ikke krig og folkedrab, modstandsbevægelser, stikkere, rationeringsmærker, mørklægningsgardiner og skrækken for bomber og lyden af sirener. Man må nogle gange lige hanke op i sig selv og tænke, det er altså træls med coronatituationen, men så slemt er det heller ikke.

Mine forældre og jeg. Billedet blev taget d. 18. oktober 2016.

Ja, Danmark har forsamlingsforbud m.v. Andre lande har mere strikse restriktioner end Danmark, da der er endnu større smittetryk i andre lande. Jeg tror, vi er heldige med de få tiltag, der har været i Danmark og vi skal være glade for, at de fleste overholder disse restriktioner, så covid19 ikke er så voldsom her i landet.

Nu er det kommet frem, at der er udviklet flere vacciner mod covid19. Denne vaccine vil jeg tage imod, så snart den bliver tilbudt mig. Jeg ønsker ikke at gå og være bange for at få covid19 men mest af alt, så ønsker jeg at kunne kramme dem, som jeg holder af og mærke deres varme og kærlighed. Jeg er ved at være dødtræt af albuehilsener!

Det med at kramme, det savner jeg altså rigtig meget. Især når jeg besøger mine forældre. Jeg krammer min mor, men min far ønsker ikke at kramme, da han er nervøs for at få covid19. Jeg kan godt forstå ham, men samtidig så savner jeg virkelig et kram og holde om ham.

En af mine agilityveninder og hvalpekøber
Gitte og jeg krammer i 2019.

Oxytocin udskilles, når vi krammer, holder i hånd eller har anden hud mod hud-kontakt, og det særlige ved hormonet er, at det styrker vores relationer til mennesker omkring os. Men i virkeligheden har det glade hormon afgørende betydning for både vores psykiske og fysiske sundhed. … dette kan man især mærke mangler, når man skal holde afstand til folk igennem så lang en periode.

Der er også anmodning fra myndighederne om, at man holder sig til 10 personer i ens omgangskreds. Det tror jeg faktisk, at jeg overholder – jeg går dog ikke og tæller. Jeg har en fast lille vennekreds, som jeg træner agility med. Det er træninger, som jeg ikke kan undvære, da jeg er meget social anlagt og elsker at snakke om alt mellem himmel og jord …. og meget om hunde 🙂

Afholdelse af jul har vi også revurderet. For at være færrest mulig samlet, så bliver det blot Søren og jeg, der drager til Silkeborg til mine forældre en anden dag end selve juleaften, så vi spreder os over flere dage. Vi har børnene selve juleaften hjemme hos os selv i Toksværd. Hvis vi alle er samlet i julen er vi minimum 20 personer fra forskellige familier. Det er jo ikke ligefrem det, som myndighederne lægger op til. Så vi må bare samles alle sammen og holde et brag af en fest, når covid19 ikke er her mere.

Min bror og søster var med til min
fødselsdagsfest i sommer,
hvor smittetrykket ikke var så højt
og man måtte forsamles 50 personer.

Jeg glæder mig til at kunne samles med hele min familie i det nye år, jeg glæder mig til, at erhvervslivet igen kommer op at køre og jeg glæder mig til at blive vaccineret mod covid19.

Endelig kunne jeg holde min runde fødselsdag

Jeg selv til venstre, min lillebror og min storesøster til højre. Tak for en skøn og afslørende sang.

Da jeg havde hvalpe i april og corona havde sit indtog i Danmark valgte jeg at udskyde min fødselsdag i april måned til senere på året. Jeg havde 2 forslag til datoer, hvor mine søskende kunne deltage. Det var nemlig vigtigt for mig, at de kunne komme med. Valget faldt på sidste lørdag i juni og jeg fik heldigvis reserveret den weekend i sommerhuset til os selv. Alle de weekender og uger i sommerperioden, som vi ikke har reserveret til os selv er revet væk!

Da jeg i foråret begyndte at planlægge min fødselsdag overvejede jeg at leje det lokale forsamlingshus i vores landsby. Søren ville dog helst ud at rejse, men nej, det er min fødselsdag, så det er mig, der bestemmer 😉 Jeg overvejede for og imod med hensyn til, hvor fødselsdagen skulle holdes. En dag talte jeg med mine naboer til vores sommerhus, og de sagde, at de havde et kæmpe havetelt, jeg måtte låne, hvis jeg besluttede mig for en havefest.

Ih altså, en dejlig sommerfest med telt i haven og kold hvidvin. Den tanke kunne jeg ikke slå ud af hovedet. Og så var der også lige det, at jeg aldrig, som i aldrig nogensinde har holdt en udklædningsfest eller temafest. Så sådan skulle det være – og i vores have i sommerhuset. Temaet blev valgt, og det skulle være cowboyfest.

Banner blev hængt op i haven. Dagen før festen havde jeg skrevet på den lokale Sortsø Gruppe på facebook, at der nok ville være lidt howdi og jeehaw fra haven, og alle tog det flot og ønskede os god fest.

Planlægningen gik efter bogen og der blev købt lidt cowboyting hist og pist på diverse temashop-websteder. Jeg var også i diverse supermarkeder for at købe vin og øl, som var amerikanske. Det dur jo ikke med franske vine eller tyske øl til en cowboyfest. Skal det være, ja så skal det være. Nå, men efter en stor indkøbstur af øl og vin for 1.000 kr. forsvandt mit dankort som dug for solen – man skulle tro, at der var en mening med, at dankort skulle forsvinde, tsk tsk. Mit kørekort og pung var også væk. Det skete lige efter grundlovsdag. Jeg ledte og ledte … undersøgte alt herhjemme, der blev flyttet sofaer, reoler (den kunne jo være faldet bagved) og så fik jeg da også støvsuget de mest underlige steder. Jeg spurgte kollegaer, om de havde set min pung, fik hundevenner til se efter på træningspladser m.v. (har trænet agility). Men nix, den pung med dankort m.v. var forsvundet som dug for solen. Jeg tjekkede løbende mine konti, om der skulle være sket et pludseligt forbrug, men det var der ikke. Så jeg gættede, at min pung var derhjemme et eller andet sted. Men finde den, det kunne jeg simpelthen ikke.

Pungen blev fundet den 26. juni – og forsvandt som sagt lige efter den 5. juni. Altså har jeg levet uden dankort i al den tid. Eneste tidspunkt jeg savnede mit dankort var, da jeg skulle købe en færgebillet, hvor webstedet ikke tog mobilepay. Men ellers har jeg brugt mit dankort på den måde, at det ligger på mit iWatch (betaler med mit ur) og jeg har betalt med mobilepay på særlige tankstationer. jow jow, det er vist bare et spørgsmål om tid, før disse kort forsvinder. Det jeg savnede mest var kørekortet.

Ja, hvor var pungen så??? Den lå i en taske med drikkevarer, som Søren så venligt havde taget med til vores sommerhus i Sortsø, i forbindelse med, at huset skulle tjekkes efter nogle lejere havde forladt det. Så kunne han jo lige så godt tage nogle af alle fødselsdagstingene med til Sortsø. Og dermed også min pung.

Godt den ikke var stjålet! og dejligt, at jeg har fået gjort rent bag sofaer og reoler 😉

Med hensyn til alle indkøbene til festen, så kan jeg fortælle, at af særlige ting så havde jeg købt sheriff-tallerkener og krus samt ikke mindst en ramme, man kunne stikke hovedet igennem, hvor der stod wanted. Den ramme skulle vise sig, at være mit bedste indkøb – hold op nogle gode billeder, jeg fik taget af mine gæster. Søren og jeg var også ude at investere i en rigtig cowboy-skjorte hver. Jeg var blevet anbefalet en rigtig cowboyforretning, som ligger mellem Haslev og Ringsted på Sjælland. Hyggelig forretning, med alt i cowboyudstyr, herunder selvfølgelig flotte hatte, støvler, skjorter, veste, flag, bukser, piske, ja og så selvfølgelig linedansertøj. Forretningen hedder Texas Square Djo: http://www.texasdjo.dk/

Søren og jeg havde fri dagen før min fødselsdag, så vi i ro og mag kunne få sat haveteltet op. Det tog os og vores søde naboer 2 timer, men vi baksede også en del med at få et solsejl op, som skulle skygge for vores mad, drikkevarer og gæster. Vejrudsigten forudsagde 28 grader og solskin. Så det var vigtigt for os, at der var steder med skygge. Vi fik sat alle vores haveborde og stole op – utroligt, at vi har så mange – til 22 personer. Da teltet var sat op fredag formiddag måtte vi lige en tur i Grønsund og blive kølet lidt ned. Uha det var varmt. Efterfølgende gik turen til Stubbekøbing for at købe det sidste mad hos den lokale slagter. Der skulle selvfølgelig være spareribs og coleslaw på bordet.

Jeg havde inviteret gæsterne til kl. 15, da jeg syntes, at hvis man starter om eftermiddagen, så kan man nå meget mere. Gæsterne begyndt at ankomme – de første allerede kl. 14.15 – og der blev hældt kold rosé vin fra Californien i glassene. Vores isterningmaskine havde kørt på fulde drøn et døgns tid og det var virkelig praktisk at have den til at stå og lave isterninger til os hele dagen.

Alle gæster var udklædte og det var virkelig sjovt at se, hvordan de havde grebet temaet an.

Der er nogle, der går all in i udklædning. De ankom ridende hen ad vejen. Tror aldrig, at jeg har grint så meget. Der går stadig rygter i det gamle sommerhuskvarter om de tossede fra Poppelvænget 8 ha ha.

Kl. 16 kom vores underviser i linedance. Ja, selvfølgelig skulle vi da danse linedance. Vi startede ud med Achy Breaky Heart – og så var stilen lagt! Vi dansede en times tid med indlagte vand-drikke-pauser. Og hold op, hvor jeg syntes, at det var sjovt.

Linedance, hvem går lige amok på dette billede? (OMG, hvor pinligt).

Søren tændte op i grillen ved 18-tiden og derefter var der super lækkert mad og masser af budweiser og rødvin. Der blev lavet Quiz og sikke vi fik grinet.

Aftenens højdepunkt var, da mine søskende havde skrevet en sang, som de opførte for mig og derefter lavet en sandhedsquiz. Uha sikke sandheder, der kom frem om mig. Men sjovt (og flovt) var det.

Vi havde købt ind til hotdogs til natmad, men det forsvandt ligesom i glemslen eller også var vi alle bare for mætte af indtryk fra hele dagen og der var vist ingen, der savnede det.

Vi kom i seng ved 2 tiden om natten og forinden fik jeg lige sat lidt mel, vand og gær i bagemaskinen. Min bror og kæreste samt min veninde og hendes mand overnattede i sommerhuset. Min søster og hendes mand og deres 2 børn overnattede på et bed n breakfast i nærheden.
De var alle inviteret til morgenmad dagen efter. Vi fik nybagt brød (har jeg fortalt, hvor meget jeg elsker min bagemaskine?) og vi fik pandekager, som gæsterne selv skulle lave på pandekagemaskinen på bordet. Åh en hyggelig morgen.

Vi fik ryddet op i løbet af formiddagen (og fandt en tabt guldørering i græsset!!!). Og da teltet var taget ned gik der 10 minutter, så begyndte det at regne – ja faktisk stod det ned i stænger. Åh altså, hvor heldig har man lov til at være.

Godt nok var der 28 grader og meget varmt til min fødselsdagsfest, men hey!!! det regnede ikke. Jeg føler mig utrolig heldig.

Heldig over at have så skønne venner og familie, der ville være med til at fejre min fødselsdag sammen med mig. Tak allesammen for at gøre denne dag til verdens bedste fest. Elsker jer! Tak for alle gaverne, alt sammen noget, som jeg sætter stor pris på.

Se den flotte blå himmel, det var mægtig varmt og vi holdt flere vand-drikke-pauser.

Jeg siger tak for en fantastisk fest til min familie og venner.

At blive 50

Det føles som sådan ikke meget mere anderledes at blive 50 end at være 49. Det er jo bare et tal. Jeg skal dog ikke være bleg for at indrømme, at jeg måske føler mig lidt som en på 35 inden i. Dog har kroppen strejket sidste år i oktober, hvor jeg vrikkede om på den ene fod til badminton – det har taget over et halvt år at komme over. Måske er det pga. alderen, måske er forstuvninger bare trælse. Og så bruger jeg læsebriller.

Læsebriller må der til

Nå men tilbage til min fødselsdag. En rund fødselsdag skal da fejres. Og da jeg på forhånd vidste, at jeg havde et kuld hvalpe mens jeg fyldte 50 år, så var det planlagt for lang tid siden, at jeg holder havefest her til sommer.

Nu går jeg bare og venter på, at regeringen skal øge forsamlingspåbudet, så vi kan være mere end 10. Hvis det ikke øges ja så holder jeg bare den havefest senere.

Til min fødselsdag fik jeg tilsendt rigtig mange buket blomster og andre lækkerier. Folk har fundet ud af, at jeg er til specialøl, så der kom heldigvis ingen rødvin.

Tak allesammen for de dejlige gaver.

Jeg er heldig i denne coronatid

Jeg savner min familie, jeg savner mine kollegaer, jeg savner mine agilityvenner, jeg savner at få besøg, jeg savner at få kram, jeg savner at kunne give hånd … der er ufattelig mange ting, som jeg savner i denne corona-tid. Jeg tror, at alle har det lige som jeg – altså næsten alle.

Men 1 ting, som jeg er meget glad for i denne tid, det er min hjemmearbejdsplads. Altså hvor heldig har man lige lov til at være?!?! Den dag coronaen brød ud fødte Aqua 6 hvalpe, og jeg fik besked på at arbejde hjemmefra. Jeg har et lille skrivebord her ved siden af hvalpegården, hvor 6 fuldstændige fantastiske og vidunderlige og skønne og lækre hvalpe vokser op. De sover lige nu det meste af tiden, men jeg kan følge med i deres opvækst og se hvor fint et arbejde mor-Aqua gør. Hvor heldig har man lige lov til at være. …? Jeg spørger bare! Min arbejdsgiver er også heldig, for hold da op, hvor får man produceret meget, når man arbejder hjemmefra.

Hjemmearbejdsplads ved siden af hvalpegården – heldige mig

Træning af hundene foregår ikke på træningspladsen med mange klubkammerater eller i den lokale agilityhal. Åh, hvor jeg savner samværet med mine kammerater. Den ping pong med gode råd til hinanden, kærlige hints og drillerier er en mangelvare her hjemme. Jeg har en lille have, hvor der er plads til et par spring, en 3 m tunnel og en slalom – dette bevirker heldigvis, at der er mulighed for at nørde lidt på svære slalomindgange eller andre udfordrende ting, så som uiiiii på afstand.

Agilitystævner bliver tidligst i juni måned. Men altså, så sparer jeg da de penge 😉 Det er da positivt… og min mand ser meget mere til mig i denne forårssæson (ved ikke lige, om han synes, at det er positivt 😉 ha ha ha.

Verden sparer også brændstof og forureningen bliver mindre. Det er jo meget positivt. Dog er jeg nervøs for fremtiden og for alle de personer, der er blevet arbejdsløse og de små og store virksomheder, der har det svært.

Jeg følger Jim Lyngvild på instagram og han havde et godt budskab (kærlig opsang) i dag, som jeg vil dele: https://www.instagram.com/p/B-hVnD4g-p-/

Ting vi kan lære af denne tid er, at vi finder ud af at bruge elektroniske kommunikationsmidler endnu mere: Facetime, skype og især gruppeopkald på messenger med video, … you name it – we do it!

Når corona’en er ovre, så glæder jeg mig til at tage endnu flere tossede selfies med mine venner. Se dette billede fra DM i agility sidste år ….

Selfietime. Susanne jeg og Serine.

Sammen hver for sig – vi skal nok komme igennem, bare vi tænker os om!!!!!

.

.

.

Familietur til Tenerife i efterårsferien 2019

Vi har sparet op i 4 år til denne tur. Hver gang min mand, jeg eller min mands børn har haft fødselsdag eller fået julegave, har vi fået penge af mine forældre. Disse penge har vi ikke købt ting for – heller ikke børnene -, men sat pengene ind på en feriekonto i banken. Børnene har dermed også været med til at spare op til turen til Tenerife, hvilket har været vigtigt for mig at lære dem.

Udsigten fra altanen ud for soveværelset. Her nød jeg både min morgenkaffe og aftendrink stort set hver dag. Dejlig markise tog den “værste” sol 🙂

 

Vi kunne iøvrigt have fået turen til det halve, hvis vi havde rejst uden for skolernes efterårsferie. Men vi ville ikke tage børnene ud af skole, det er dårlig stil, når de er oppe i denne alder (14 og 17).

Søren og jeg har haft en del point stående til benyttelse hos Norweigian, så vi valgte at flyve direkte til Tenerife med Norweigian, i stedet for at benytte fx Ryanair eller foretage mellemlandinger i andre lande.

På vores tidligere rejser til Tenerife har vi altid boet på hotel med swimmingpool. I år valgte vi at leje et rækkehus uden pool, men tæt ved stranden. Det viste sig at være en stor succes. Vi var derfor ikke nødt til at afbryde hyggelige udflugter, fordi børnene ville hjem til en tur i swimmingpool (hotellers swimmingpools plejer at lukke kl. 18 til rengøring).

Hjemmefra havde jeg fulgt vejrudsigten og var lidt nervøs for noget småregn, som var på prognosen. Det var som om, at der skulle komme lidt regn sidst i vores ferie, så jeg ønskede at vi foretog ihvertfald udflugt med hvalsafari og gåtur i en slugt så tidligt i ferien som muligt.

På øverste terrasse var der et spabad. Det benyttede jeg dog ikke. Vi har jo vildmarksbad i vores sommerhus hjemme i DK, så det wellness sagde mig ikke så meget på Tenerife.

Ved siden af spabadet var der en solseng. I denne seng overnattede Søren og jeg en nat. Jeg havde heldigvis trukket myggenet for, både i siderne og i loftet. Callao Salvaje er en rolig landsby, så vi blev ikke vækket om natten af larm. Dog var der fuldmåne, så månen skinnede helt vildt 😉

Min yndlingshvidvin på Tenerife: Cruz del Teide. Dejlig koldt glas på min yndlingsaltan med min yndlingsudsigt. Whats not to like?

 

Vi ankom lørdag aften til et dejligt rækkehus og fik os indrettet. Det var en stor glæde at opdage de 2 badeværelser og et gæstetoilet i stueetagen. Med teenagere i huset var det en stor fordel 😉 Vores rækkehus i byen Callao Salveje var i 3 etager og med 3 terrasser. De 2 øverste terrasser/altaner havde fantastisk udsigt over havet, hvilket jeg nød både morgen og aften.

Søndag var snorkledag i vores by ved den nærliggende strand. Vi så en masse fisk og bl.a. barracudaer.

Mandag var vi på hvalsafari, hvor vi var ude på en katamaran-båd. Hver gang jeg har været på Tenerife, har jeg ønsket at komme på sådan en tur, og denne gang lykkedes det endelig. Vi så både grindehvaler og delfiner. Det var en smuk 3 timers tur på havet. I forbindelse med bådturen lagde båden for anker tæt ved Pal Mar, hvor både Søren og jeg var ude at svømme. Da Søren kom op og skiftede til shorts, faldt hans mobil ud af lommen og bump bump bump, så faldt der en iphone i vandet og den sank til bunds!  Der lå den så på 8-10 meter vand og det var for dybt for mig at dykke ned til uden dykkerudstyr. Kaptajnen på båden sagde: Dont worry, I fix that. Og efter lidt snorkling opdagede han telefonen på havets bund og dykkede ned efter den. Han var dagens mand i skysovs, for uden telefonen, ville vi havde svært ved at få den ødelagte telefon dækket af forsikringen. Men det betød så, at med den ødelagte telefon, så var Søren uden mobilos på turen og alle de resterende billeder fra turen blev taget af Emma og jeg.

Flybillet og parkeringsbillet lå heldigvis også på min telefon, så vi klarede os fint gennem hele ferien alligevel.

Grindehvaler med byen Las Americas i baggrunden.

Katamaranen ligger for anker og de personer, der havde lyst til at kaste sig i bølgen blå, kunne bare gøre det. Det sagde Søren og jeg da ikke nej til.

Sådan så båden ud.

Der var mad og drikke ombord. Bl.a. fadøl!

Kaptajnen Victor, der hentede Sørens iPhone på havets bund.

Tirsdag fik vi mit største ferieønske opfyldt. Det var en gåtur i Barranco Del Infierno – en 6,5 km gåtur i en dyb kløft. Kløften har en begrænsning på max 300 personer om dagen. Desuden har kløften været lukket i flere år på grund af dødsfald (turister har været ramt af klippesten, som er faldet ned og har ramt dem). Disse ulykker i kløften har oftest været sket lige efter regnvejr m.v., så derfor var det vigtigt for mig at finde dage, hvor der har været tørvejr i lang tid.

Da vi ankom til starten af ruten blev vi udstyret med hver vores hjelm og en instruktion i, hvad vi skulle gøre, hvis vi hørte klippeskred fra oven. Vi fik også at vide, hvor vi ikke måtte opholde os, men skulle fortsætte med at gå på stien. Det var en storslået tur og jeg var mega udfordret på min højdeskræk i starten af ruten, men efterhånden som vi kom længere og længere ind i kløften, så vænnede jeg mig til det og kunne nyde udsigterne. Og udsigter var der mange af og fauna og flora skiftede hele tiden. Der var frøer helt inde i bunden af kløften og Tenerifes højeste vandfald stod flot og prangende, da vi ankom på slutningen af ruten. Herfra gik det så bare tilbage af samme sti.

En fantastisk tur som sluttede med, at Laurits sagde “tak fordi I tog mig med på denne gåtur”. Det havde jeg aldrig som i ALDRIG troet, at jeg skulle høre fra Laurits. Han kan nemlig være rigtig svær at få med ud og opleve noget og gå ture. Så denne tur med en form for ”bjergbestigning” troede jeg, at han ville opgive på forhånd. Fedt, at jeg tog fejl!

Da dagen var ved at være omme og jeg havde børstet tænder opdagede jeg, at vi havde gået 97 etager op og ned (jeg har en etagemåler på mit ur). Så jeg tog lige 3 ture op og ned ad husets trapper for at få etagemåleren op på 100 inden jeg gik i seng. Det er min absolut etagerekord!

Helt vild flot udsigt fra kløften og ud mod havet. Se stien vi gik på i den højre side af billedet.

Søren, Laurits og jeg på tur. Emma var også med, men nægtede desværre at være med på billedet.

Jeg har tusindevis af billeder af naturen ind til Barranco Del Infierno. Her er en lille bro.

For enden af stien helt inde i kløften dukkede dette smukke vandfald op. Her var så idyllisk, jeg kunne have været der i timevis, men det var kun tilladt at opholde sig der i 5 minutter.

Onsdag var afslapningsdag, hvor vi ikke kunne få Laurits med ud og opleve noget. Autister har brug for at slappe af, så det fik han lov til. Søren og jeg fandt en cache i nærheden af vores rækkehus og jeg fik afleveret en trackable-dims i cachebeholderen til dens videre rejse. Søren fik også fløjet med drone og fik nogle fine optagelser ude ved havet. Emma og jeg benyttede efterfølgende lejligheden til rigtig at få udforsket vores landsby, hvor en cache ledte os ud på den anden side af en byens strand ud på nogle flotte lavaklipper. Vores lange gåtur blev afsluttet på en cocktailbar, hvor vi fik nok verdens bedste smootie.

Enestående lava ved havet ud for Callao Salveje. Det ligner en engel, et spøgelse eller … ja, bestem selv. Smukt er det ihvertfald.

Vores stand i Callao Salveje, som vi ofte var ude at bade ved.

Emma og jeg gik en super hyggelig og dejlig lang gåtur i landsbyen. Vi sluttede impulsivt af på Nebula. Denne bar besøgte vi alle 4 igen aftenen inden vi rejste hjem.

Torsdag var det Sørens tur til at få et ønske opfyldt, og det var at se Santa Cruz, Tenerifes hovedstad samt at komme op på et berømt strand nord for hovedstaden, hvor sandet er gult (og ikke lava-sort), fordi sandet er hentet fra Saharas ørken. At finde parkeringsplads i hovedstaden kan være “spændende”. Vi var blevet anbefalet at finde parkeringshus og google ledte os direkte til en fin parkeringskælder. Da vi kom op fra kælderen befandt vi os direkte på et slags fisketorv – det var virkelig hyggeligt. Selve byen synes jeg ikke var særlig interessant, det kunne være hvilken som helst gågade, vi gik i. Men nu er jeg jo heller ikke en særlig god person at shoppe med, jeg hader det faktisk, da det keder mig.

Turen gik så til den gule og lange strand. Her var virkelig smukt og der var gode faciliteter. Emma og jeg gik en laaaang tur langs strandkanten og fik taget mange insta-billeder 🙂

I Santa Cruz så jeg disse meget specielle øl med coconut, mango og banana. Jeg var fristet til at købe og smage, men nej tak. Det lød alligevel for sødt til min smag. Jeg er mere til Grimbergen!

På stranden nord for Santa Cruz fik vi soppet og hyggesnakket. Dejlig dejlig strand!

Fredag var det Emmas tur til at ønske at se noget. Hun er meget fascineret af at se nogle forladte hoteller, forladte parker eller bygninger. I en by, der hedder Abades, ligger der en masse forladte bygninger. Rent faktisk er det bygninger, der blev bygget til spedalske for mange år siden, men midt i byggeriet, blev alt pludselig stoppet og derfor fremstår bygningerne som forladte og spøgelsesagtige. Her fandt jeg selvfølgelig også nogle cacher. Det er meget specielt at gå rundt og forestille sig, hvordan der skulle have set ud.

Ved Abades ligger der også en fantastisk strand. Sort sand var der naturligvis. Vi havde snorkleudstyret med og ude i havet så vi igen fantastiske fisk, bl.a. en cuttlefish og trompetfisk.

Desværre kunne vi ikke lokke Laurits med på denne tur, så han blev hjemme i rækkehuset og så på iPad og slappede af. Han skulle jo også lade op til lørdagens tur.

Rigtig mange forladte bygninger i spøgelsesbyen ved Abades.

Jeg måtte lige kravle ind i denne tunnel for at finde en cache. Imens udforskede Emma og Søren en af bygningerne. Emma fandt en indvendig trappe i bygningen og pludselig kom hun gående oppe på taget. Uha, lidt farligt men også vildt spændende.

Lørdag var det nemlig Laurits til at få sit store ønske til udflugt realiseret. Han havde glædet sig hele ugen og vi valgte denne dag, da det var den varmeste dag ifølge vejrudsigten. Turen gik nemlig til verdens bedste badeland: Siam Park. Det er virkelig vilde vandrutchebaner, som udfordrer både store og små. Det er tredje gang, at jeg er i dette vandland og jeg blev ikke skuffet, selv om vandland egentlig ikke er noget for mig. Men de der vilde forlystelser, det er virkelig sjovt og udfordrende. Det bedste er at høre Søren skrige højt, når vi alle 4 blev slynget fra den ene ende af rutchebanen til den anden ende i løbet af no time.

Laurits var i øvrigt dene eneste af os 4, der turde prøve tower of power. Sejt gået Laurits!

Søndag, efter 8 overnatninger, var det afrejsedag. Vi skulle være ude af rækkehuset kl. 11 og flyet gik kl. 13.50. Et perfekt tidspunkt at rejse på, så man ikke skulle op kl. lort om morgenen og dermed egentlig også ville miste en hyggelig aften dagen før. Vi fik pakket i ro og mag og gennemgået hele huset, hvis vi skulle have glemt noget. Jeg fik også lejlighed til at tælle skildpadder i huset (huset hed nemlig Villa Sea Turtle), og jeg fandt 38 skildpadder i alt!!! Vi så dog ingen skildpadder i havet denne gang, men så rigtig meget andet.

Herlig tur, hvor vi fik hygget os alle sammen.

Udsigten til La Gomea fra Gallao Salveje

 Tak fordi du læste med så langt.

Nu er jeg gået på slankekur igen 🤣😜

 

 

 

.

En amputeret ferie

En lidt underlig overskrift “en amputeret ferie”, men det var faktisk, hvad det var. I uge 29 havde min mand Søren en uges ferie, men den var sådan lidt afbrudt af, at min papdatter Emma havde enkelte forskudte dage, hvor hun skulle på arbejde (hun har fået arbejde på McD i fritiden og dermed også i sin skoleferie). Det blev dog heldigvis til næsten en uges ferie i vores eget sommerhus på Falster – deltvist med Emma.

Vores sommerhus i Sortsø. Vi sidder ofte ude på den overdækkede terrasse, hvor der både er plads til spisebord og stole samt sofasæt.

Jeg var på arbejde hver dag i uge 29, men når jeg havde fri, kørte jeg direkte til sommerhuset. Det ligger heldigvis kun 55 minutters kørsel fra mit arbejde, så jeg følte, at jeg havde sådan lidt ferie med familien.

Jeg er lidt af et friluftsmenneske. At komme ud at vandre eller ud på havet er noget jeg kan lide. Her er jeg på mit elskede paddleboard.

Flere af eftermiddagene og en enkelt aften var jeg ude at bruge mit paddleboard og jeg var også ude i dobbeltkajak med Laurits, min papsøn. Og næsten hver aften var vi også i vores vildmarksbad. Det er altså en super investering og meget hyggeligt at sidde der i det varme vand, som er opvarmet ved hjælp af en integreret brændeovn.

Jeg er ikke ene om at elske at komme i vildmarksbad i Sortsø.

I en af ugerne i sommerferien er der et ugelangt agilitystævne, som trækker folk til fra ind- og udland. Jeg har ikke deltaget i flere år, da jeg helliger mig familielivet. En af mine hvalpekøbere fra Estland kommer hvert år til dette stævne og i år fik jeg lejlighed til at møde hende igen. Det var sørme skønt at se hende og Tju Bang igen. Martin kom også lige forbi med Pink (det er mor til Tju Bang – hun var min udstationeringstæve).

Her er Kizz Me (oldemor til Tju Bang), Pizza, Tju Bang og mor til Tju: Pink.

Uge 30 er arbejdsuge. Så er der ferie i uge 31 og 32.

For et halvt års tid siden skrev jeg et indlæg på facebook og spurgte om der var nogle med sommerhus, der kunne tænke sig at bytte sommerhus med os en uge. Det er jo ganske gratis at bytte og samtidig kommer man ud og ser lidt nyt. Helle (som jeg kender fra hundeverdenen) skrev til mig, at det var hun med på. Derved kom det i stand, at vi kom til Hurup Thy i en uge.

I uge 31 ankom vi til et dejligt sommerhus tæt ved vandet (stenet strand, men vi badede med sko på). Emma var desværre ikke med derop, da hun næsten skulle på arbejde i Næstved hver anden dag i den uge. Så vi kunne ikke få det til at gå op, ej heller hvis hun tog et tog til Struer så skulle hun hjem igen dagen efter. Så hun måtte blive hjemme, men hun er jo også gammel nok til at finde ud af det. Uha som tiden går.

Et dejligt billede af hundene og jeg ude på en af vores mange gåture ved Draget.

Der var rigtig fint vejr i Hurup det meste af tiden. Dog var der enkelte regnbyger og Søren og jeg slog tiden ihjel med nogle spil. Det var virkelig hyggeligt at prøve nogle nye spil i sommerhuset. Jeg elsker at spille spil. Mine yndlingsspil er skip-bo og rummicup. I sommerhuset spillede vi sorteper og alfabet.

Vi spillede mange spil og her er vi igang med alfabet, som virkelig fik vores hjerneceller i gang.

Jeg var hver morgen ude at gå en lang tur med hundene i det naturskønne område. Nogle ture blev længere end andre. Men jeg gik ca. 3-4 km hver morgen. At høre vandets bølger og fuglenes kvidren er som et boost til mig. Elsker det virkelig højt.

Pizza i en flot solnedgang i Hurup Thy (Draget)

Mandag tog vi til Hanstholm for at se  bunkersmuseum. Vi kom med på en rundvisning, der tog over en time. Men det kunne vi slet ikke undvære. Det var en virkelig god fortæller, som var meget engageret og vidste bare ALT som i ALT om bunkers og Hanstholm. Derefter kom vi ind og så en restaureret bunker, så man kunne forestille sig, hvordan tyskerne havde boet. Vi besøgte også bunkers, der bare står og forfalder lige så stillet. Det var uhyggeligt, for der er virkelig mørkt derinde.

Vi udforskede virkelig mange bunkers. Der er godt nok mørkt dernede i dybet.

Vi var en smut i byen Agger for at bade i Vesterhavet. Jeg skulle dog ikke nyde noget. Der var fralandsvind og så var vandet bare pisse koldt. Og det er bestemt ikke noget for mig, for jeg er en værre frossenpind.

Søren og Laurits er ude at bade i Vesterhavet.

Tirsdag tog vi en tur i Sydthy Kurbad. Tirsdag er der nemlig adgang for teenagere og Laurits er jo 13. Det var virkelig skønt at prøve alle de saunaer, boblebade, varme bade og fodbad. Vi fik over 4 timer til at gå derinde og jeg var ved at gå helt i opløsning til sidst. Det var heller ikke så dyrt og det er klart noget jeg kan anbefale, hvis man er til wellness.

Torsdag var vi en tur til Thyborøn. Vi valgte at køre “nedenom” for at få en lille køretur ud af det. I Thyborøn er der virkelig mange bunkers på standen og vi var inde i mange af dem. Vi skulle selvfølgelig også lige finde en cache i en af de mørke bunkers. Vi var også på udkig efter en anden cache i en stor firkantet bunker, men der skulle man helt ned på maven for at møve sig ind … så det droppede vi. Tooooo scary.

Thyborøn har mange bunkers på stranden

 

En af vores grunde til at komme til Thyborøn var også at besøge Flemming og Ruth. To meget søde hvalpekøbere, som har hvalp efter henholdsvis Kizz Me og efter Pizza. Så der var selvfølgelig også lejlighed til at tage et familiebillede.

Alfa og Enter. Kizz Me (mor til Enter) og Pizza (mor til Alfa). Herligt familiefoto.

Flemming og Ruth inviterede os med på fiskerestaurant om aftenen. Vi fik simpelthen det skønneste måltid, som jeg sent glemmer. Havkat til forret og pigvar til hovedret. Jeg var desværre for mæt til at få dessert. Sikke en hyggelig aften.

Virkelig lækker mad på fiskerestauranten La Mar i Thyborøn.

For at komme fra Thyborøn til Agger (hvor sommerhuset ligget i Hurup), bliver man nødt til at tage en lille bitte færge. Den er flere afgange om dagen, men sidste afgang er kl. 20. Vi nåede lige nøjagtig den sidste afgang fra Thyborøn. En lille tur over Limfjorden og så var vi i Agger. Tror det tog 10 minutter.

Den nuttede færge mellem Thyborøn og Agger Tange

I nærheden af sommerhuset i Hurup ligger der et område, hvor der er fyldt med gravhøje. Vist nok 32 gravhøje meget tæt ved hinanden. Faktisk stod Søren og jeg et sted, hvor vi kunne se 18 gravhøje på en gang. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var faktisk en cache, der ledte os ud i området. Dejligt at bruge geocaching som en turistguide. Laurits var desværre ikke med ude på den gåtur, da han havde behov for at være hjemme den dag og se på iPad.

Panoramabillede af nogle af gravhøjene. Området kaldes for Oldtidshøjene.

Der var også tid til hygge og ikke kun en masse besøg og seværdigheder rundt omkring. Vi var ofte ved stranden og gå ture eller legede “find mig” via walkie talkie, hvor vi skulle beskrive, hvor vi var løbet hen og så skulle den anden finde os.
Stranden ved Hurup er fyldt med fantastiske smut-sten. Vi fik afprøvet vores smut-ekspertise og jeg fik helt ondt i armen til sidst, da vi fik lavet en lille konkurrence om, hvor mange gange smut, man kan lave.

Laurits slår smut.

Det var en dejlig uge i Hurup Thy og på vejen hjem mod Sjælland slog vi lige et smut omkring Silkeborg og besøgte mine forældre.

Kizz Me også foreviget i en smuk solnedgang

Uge 32 var sidste uge af vores ferie og Søren og jeg ville gerne have været i vores eget sommerhus, men Laurits ville ikke på ferie mere (han er autist), og vi bliver nødt til at tage hensyn til, hvor meget han kan håndtere og har lyst til. Så vi valgte at blive hjemme i Toksværd den sidste uge. Det vil sige, at de 2 uger, hvor jeg havde ferie var jeg i Hurup den ene uge og så hjemme i Toksværd den anden uge.

Det var jo ikke så meget ferie vi har haft med Emma i år, så vi tjekkede vejrudsigt og vi tjekkede Emmas arbejdskalender og for at få en hyggedag sammen med Emma tog vi i Tivoli tirsdag. Og hvilken dag det blev. Vi havde det sjovt alle sammen og jeg elsker halv-vilde forlystelser (bare man ikke kommer for højt op). Det gør ungerne heldigvis også.

Her sidder Emma og jeg forrest i en af Tivolis forlystelser. Grunden til at håret er “højt” er at vi hænger med hovedet nedad!!!

Så alt i alt en noget amputeret ferie, men rigtig god ferie alligevel, alle omstændigheder taget i betragtning. Jeg har taget 4 kg på i ferien, så nu står den på slankekur, så jeg kan løbe stærkt til de kommende agilitystævner 🙂

Tak fordi du gad at læse helt til slutningen af mit blogindlæg 🙂

 

 

 

Pinse uden agility og rally – men derimod den traditionelle familietur

I mange år har min familie været samlet i Pinsen. Vi har været alle mulige steder i Danmark. I år gik turen til Sønderjylland – nærmere betegnet Skærbækcentret, som ligger ud for Rømø. Det er et slags sportscenter med svømmehal og tilhørende ca. 100 rigtig flotte fritidshuse/hytter. Hytterne er rigtig godt indrettet med stue med køkken og opvaskemaskine, 2 værelser, stort badeværelse og hems, derudover stor delvis overdækket terrasse. Hunde er velkomne (mod mindre gebyr).

Vi havde snakket om at mødes fredag, men blev enige om, at lørdag til mandag var fint, da hver overnatning koster over 1000 kr. Vi var glade for, at vi ikke tog afsted fredag, da der var mega lang kø ved Storebæltsbroen pga. uheld i Nyborg (broen blev faktisk lukket).

 Inden vi tog afsted havde vi via en lukket facebookbegivenhed delt en masse information om udflugtsmål, åbningstider i svømmehallen, tidevandstabeller, madplaner m.v.

Vi tog afsted lørdag morgen og var i Skærbæk kl. 11. Laurits og jeg blev i hytten og gjorde klar til frokost, mens Emma og Søren kørte til Tyskland og handlede tyskervarer. Min bror Poul, kæreste og deres børn ankom ved frokosttid og det samme gjorde min søster Mette, hendes mand og deres 2 børn. Pouls ene søn ankom dog først lørdag aften, da han lige skulle have overstået en vigtig fiskekonkurrence. Han tog selv toget til en nærliggende station.

Lørdag blev svømmehallen udforsket og nogle tog til Ribe for at se domkirken. Jeg selv har været i Ribe rigtig mange gange (agilitystævne), så jeg valgte svømmehallen.

Lørdag aften var der fællesspisning hos min søster, som havde lavet vegetarfrikadeller. De smagte faktisk ret godt. Vi holdt os vågne til kl. 22, men så var vi alle også færdige efter en aktiv dag. Vejret havde ikke været det bedste, vi overlevede dog.

Søndag tog vi turen til Mandø. Øen er ret speciel, da den kun kan køres til ved lavvande på en ret speciel anlagt vej.

Virkelig hyggelig ø, som vi gik rundt på et par timer. Fandt også en cache og læste en del om øen og dens udfordringer med stormfloder gennem tiden. Jeg fik interesse for denne ø gennem nogle af mine agilityvenner, som har skrevet en del om Mandø på facebook. Tak for det Sanne!

Efter Mandø tog vi til Rømø og fik en kæmpe is. Vi kørte naturligvis også ned på stranden, den er bare vild stor og det ser nærmest ud til, at færgerne kører rundt på sandet i det fjerne. Meget specielt syn.

Vejret var godt og da vi kom hjem til hytten fik vi et slag kongespil på græsset og en kølig pilsner på terrassen.
Min bror og kæreste lavede aftensmad, som vi heldigvis kunne nyde udenfor i det gode vejr inden vi skulle op i centrets bowlinghal. Det var sjovt at bowle og tage kegler! 🙂

Mandag var der pakkedag for min bror og søster i deres huse. Søren og jeg havde valgt at tilkøbe forlænget ophold, så vi ikke behøvede at stå tidligt op og pakke ned og gøre rent. Det var et virkelig godt valg og bevirkede, at vi ikke fik rejsefeber allerede fra morgenstunden.

Det har været en virkelig god Pinse sammen med familien. Selv om vi er tre ret forskellige søskende, så holder vi meget af hinanden og elsker hinanden højt.

 

 

På kærestetur til weinachtsmarkt i Kiel

Mit første krus gløgg i Kiel

Tyskerne kan altså et eller andet med de der julemarkeder! Ingen tvivl om det! Det er bare så hyggeligt og velbesøgt. Sidste år var Søren og jeg byen Goslar i Harzen en forlænget weekend inden jul. I år valgte vi at køre knap så langt og så overnatte i Kiel i stedet for. Det var bestemt ikke nogen skuffelse.

Einhorn punch!!! Smagte himmelsk.

Der var 4-5 markeder inde i Kiel centrum, det ene marked hyggeligere end det andet. Boderne er huse med små tage, der er barkflis på underlaget, der sælges mad, sauerkraut, julestjerner osv. Sidst men ikke mindst, så sælges der gløgg og punch i alle afskygninger og man får et krus med hver gang, man køber et krus gløgg. Heldigvis er der et formidabelt pantsystem, hvor man kan aflevere kruset og få 2,5 euro retur. Krusene er dog smukt udsmykket, så vi nappede 4 krus med hjem som souvenir.

Flot bod med glaskunst. 

Jeg havde taget fri fredag, så vi tog afsted op ad formiddagen og ankom til Kiel ved 15-tiden. Vi tjekkede ind på Hotel Tulip By Kiel og kørte derefter ud til den berømte ubåd U995, da der stod på google, at den var åben til kl. 17.

Desværre havde google ikke ret, da de lukkede kl. 16. Så vi gik en lang og dejlig tur langs strandpromenaden i stedet for, da 20 minutter var for kort tid at kigge på museum og ubåd i. Alt ved strandpromenaden var lukket ned for vinteren i denne del af Kiel (ca. 20 min kørsel fra centrum). Men det var dejligt og friskt.

Meget stort hotelværelse med plads til hundene. 

Retur til hotellet og indtage en virkelig dårlig middag (det var hotelovernatning incl. middag). Jeg havde heldigvis læst om det dårlige mad på tripadvisor, så det kom ikke som en overraskelse for os. Det var udkogte grøntsager fra en frostpose og en (måske) microopvarmet kyllingefilet uden smag.

Værelset på hotellet var rigtig godt. Intet klamt gulvtæppe, men derimod flotte laminatgulve, som var hundevenlige … vi havde selvfølgelig Kizz Me og Pizza med. Det er heldigvis ikke noget problem, at have dem med, når de altid opfører sig så fint. Der var en kæmpe park lige op ad hotellet, så luftemuligheder var der masser af.

Fredag aften gik vi ned til centrum (ca. 20 min. gang) og ned til det første weinachtsmarkt. Vi fik lidt forskellige slags gløgg og punch og hyggede os gevaldigt. Der er sådan en glæde, varme og atmosfære i disse julemarkeder.

Som man kan se er julemarkederne godt besøgt. God stemning.

Det er så ærgerligt, at julemarkeder aldrig har fundet indpas i Danmark. Jeg har besøgt et forsøg på at lave et julemarked i Helsingør, men der er ikke noget som i IKKE NOGET, der stikker de tyske julemarkeder.

Uhmmm, jeg købte chokoladeovertrukne vindruer i en af boderne. Det smager altså rigtig godt. 

Boderne i de tyske markeder i Kiel lukkede kl. 21 og gløggudskænkningsboderne lukkede kl. 22.

Lørdag morgen sov vi lidt længe og nød ikke at have et stramt program for dagen. Der var lækker morgenmad på hotellet – fuldstændig modsat af aftensmaden!

Vi tog igen ud til området med ubåden og nogle gamle krigsmonumenter lidt uden for Kiel. Først besøgte vi et mindemonument for alle de forliste ubådsfolk fra de tyske hære. Der var mange ubåde, der forliste i både 1. og 2. verdenskrig. Jeg tabte helt mælet, da jeg så alle de navne og alle de både, der var listet op. Selv om de var vores fjender, så var det jo skæbner, som mistede livet og familier, der mistede deres kære. Og måden, de mistede livet på. Det er bare så trist. Krig er noget lort! Nå, men det var altså meget bevægende for mig.

Navne på alle de tyske personer, der mistede livet i 1. og 2. verdenskrig. 

Tower ved Laboe ved Kiel. Meget højt. Vi tog selvfølgelig trapperne op!

Flot udsigt oppe fra tårnet. 

Vi så også et museum, som var et slags skibsmuseum, hvor der var masser af modelbåde af krigsskibe fra både før og efter 1. og 2. verdenskrig. https://en.wikipedia.org/wiki/Laboe_Naval_Memorial 

Vi gik op i Laboe Tower. Uha, der er højt op. VIRKELIG højt, især for en, der er lidt bange for højder. Men sikke en belønning. Meget smuk udsigt over fjorden. Jeg fik også lige lidt etager på min højdemåler på mit applewatch. 33 etager fik jeg gået den dag.

Thumbs up! Jeg klarede at gå op i tårnet selv om jeg har højdeskræk. 

Bagefter var vi nede i ubåden. Den står på land og det kostede penge at komme ind og kigge. Vi tilbragte megen tid i den ubåd. Det var spændende at se, hvor tæt de har boet og alle de (få) faciliteter, som de havde til rådighed.

Ubåden, som var en del af museet. 

Dieselmotorerne i ubåden (og Søren). 

Der var mange dimser og dibbedutter i det midterste rum i ubåden. Det var svært ikke lige at komme til at dreje lidt på “rattene”. 

Det blev lige til en enkelt selfie 🙂

Lørdag aften valgte vi at spise nede på markederne, ikke noget med flere restaurantbesøg! Lækker mad fra grillstegt pattegris und so weiter! Og flere punch. Fik blandt andet en Einhorn-punch!!!

Aftenen sluttede af med at vi pludselig kom i snak med et par virkelig søde danskere, som også havde fundet de tyske julemarkeder hyggelige. Vi fandt aldrig ud af, hvad de hed, men de var fra en landsby lidt uden for Skive, han kørte for Hancock bryghus og hun var lærer. Vi snakkede og snakkede og snakkede og pludselig var alle boder lukket og vi var stort set de eneste mennesker tilbage på julemarkedet. 🙂 Smadder hyggeligt!

Vores danske venner fra Skiveegnen. 

Søndag morgen op og spise morgenmad og så gik turen tilbage til DK sidst på formiddagen. Vi valgte at stoppe ved Fleggaard for at handle lidt ind. Det gør vi ALDRIG igen, ihvertfald ikke en søndag før jul. Der var kø fra den ene ende af butikken helt ned til kasserne. Det er ikke noget, som jeg har særlig meget tålmodighed til.

Fleggaard har 4 el-lader-parkeringspladser. Vi kunne desværre ikke rigtig få det til at fungere. 

Vi fandt en opladerstander til bilen, men kunne desværre ikke få det til at fungere. Men vi lærer det nok en dag.

Søndag aften satte vi filmen Das Boot på. Den fik lige pludselig en helt anden betydning!

Næste år går turen nok til Lübeck.

Jeg kigger meget på nummerplader og har let ved at få bogstaver til at sige noget eller blive til et ord. Denne her bil stod ved hotellet i Kiel. Det må jo være Kizz Me’s bil 🙂

 

 

Sommerferie ved Balatonsøen i Ungarn

Smuk udsigt fra bjerget over Revfulop over Balatonsøen og det karakteristiske bjerg Badacsony

 

Hvordan finder man lige ud af, at man skal til selve Balatonsøen i Ungarn?
Det er ikke et sted, som jeg har hørt om før, men for at gøre en kort historie lang 😉 så søgte jeg efter hoteller ved Ebreichsdorf i Østrig tilbage i januar måned, da jeg søgte om at komme på European Open-landsholdet i agility med Pizza. Nogle af hotelsøgningerne på booking.com viste sig at være hoteller i Ungarn. Jeg opdagede derfor, hvor tæt Ungarn lå på EO og snakkede med min mand Søren, om vi skulle tage til Ungarn efter EO (som strækker sig fra torsdag-søndag), hvis jeg blev udtaget til EO-landsholdet. Så kunne vi nemlig holde ferie i forlængelse af European Open. Det var meningen, at jeg skulle køre alene til EO og Søren og ungerne skulle tage flyet til Budapest, hvor jeg så skulle hente dem, når EO var slut.

Men hele den sidste plan med, at Søren skulle tage fly til Budapest m.v. blev ændret i juni, da Pizza og jeg ikke blev udtaget til EO-landsholdet. Så i stedet for, at jeg skulle have været kørt til Østrig den 25. juli, bookede vi færge og hotel ved Prag lørdag den 28. juli.

Blev udtaget til European Open alligevel
Men men men… lørdag den 21. juli fik jeg pludselig en opringning … der var en plads til Pizza og jeg til European Open, da en af de andre deltagere var blevet skadet. Jeg var på nippet til at sige nej, men mit gamle konkurrence- og landsholdshjerte bankede faktisk lidt for højt og jeg drøftede sagen med Søren. Han indvilgede i, at køre hele turen til Ungarn med ungerne og Kizz Me alene og så hente mig i Østrig efter finalerne ved EO.

Jeg fik hjælp af min veninde Yvonna til arrangering af samkørsel til Østrig og hotelophold ved EO. Men det med EO må jeg hellere blogge om en anden gang. Dette indlæg handler nemlig om UNGARN. – og nu ved I, hvorfor vi endte med at holde ferie ved Ungarn.

Hvordan valgte vi Balatonsøen?
Jeg havde egentlig aldrig overvejet ferie ved Ungarn, men et par søgninger på internettet nævnte Balatonsøen (Centraleuropas største sø), som et muligt område for os. Vi læste også et blogindlæg om en familie, som havde valgt Balatonsøen. Det er faktisk også en af grundene til, at jeg blogger om vores rejse, da jeg kan se på mine blog-statistikker, at rigtig mange har haft glæde af at læse om vores ferie til Tjekkiet ved Det Bøhmiske Paradis.

Her er huset, som vi boede i. Se den dejlige grønne græsplæne og den fantastiske overdækkede terrasse.

 

Vi solgte jo campingvognen i sommer. I stedet for at ligge på campingplads, så vi søgte efter et sommerhus eller noget, der ligner. Valget faldt på et mindre hus i byen Revfulop, som ligger 100 meter fra Balatonsøen. Og det skulle vise sig at være et fantastisk sted og et fantastisk hus med fantastiske værter.

Se huset på booking.com. Der er et par lejligheder på opslaget på booking-søgningen, men se på “lejlighed med terrasse”.

Vi fik en varm velkomst søndag aften (efter Søren havde hentet mig i Østrig). Der var sat en lokal flaske hvidvin frem på bordet til os. Huset lå i en baghave til et større hus. Det større hus var opdelt i 3 boliger, men vores hus lå for sig selv som en selvstændig enhed. Hele grunden var indhegnet og den store port ud mod vejen kunne låses om natten. Jeg kunne fornemme, hvordan værterne var lidt betænkelige ved at skulle have lejere med 2 store hunde. Men heldigvis er Pizza og Kizz Me søde og velopdragne hunde, der hurtigt fik nogle gode venner i vores værter. Faktisk så legede værterne med hundene flere gange.

Vores værter elskede at lege med hundene. De spurgte pænt om lov om ikke nok Kizz Me og Pizza måtte lege med vand. Det var selvfølgelig helt okay 🙂 Jeg ved ikke hvem, der syntes, at det var sjovest med vandlegen  he he he.

 

Huset kan jeg klart anbefale andre at leje. Der var ikke nogen stor stue, men blot en mindre spiseafdeling i forbindelse med gangen/entreen. Heldigvis var der en kæmpe stor terrasse, hvor vi tilbragte det meste af vores tid. Morgenmad, frokost og aftensmad blev indtaget på terrassen. Den første morgen spurgte værterne os, hvordan vi havde sovet. Vi fortalte, at der havde været frygtelig varmt … og vupti et par timer efter, havde de købt en blæser til os. Det er da omsorg!

Jeg havde lånt bogen Turen går til Budapest og Ungarn af Yvonnas mor, som tilfældigvis havde den med til Østrig. Der var et helt kapitel om Balatonsøen. Vi brugte bogen som inspiration til udflugter. Tripadvisor og geocaching blev også brugt til at finde udflugtsmål.

 

Den ekstreme varme, som har hærget hele Europa hele sommeren, var også i Ungarn. Varmen lagde en del dæmper på de aktiviteter, som jeg gerne ville foretage mig. Jeg havde tænkt på mange gåture i skovene og bestige nogle af de vulkaner, som området er bygget op om.

Jeg gik derfor en del gåture alene med hundene om morgenen eller tidlig formiddag lige efter morgenmaden. Jeg undersøgte byen og området nord for Revfulop. Jeg fandt bl.a. en cache oppe i skoven, som var lidt svær at komme frem til.

Vindistrikt
Området ved Revfulop og i det hele taget rundt om Balatonsøen er kendt for rigtig god hvidvin. Søren og jeg gik en eftermiddag op til en lokal vinbonde, hvor vi fik prøvesmagt noget hvidvin direkte tappet fra vintønderne. Vi endte med at købe 2 flasker vin, som bonden egentlig ville have hældt på 2 plastikflasker, men da han så vores ansigtsudtryk fik vi 2 (glas)flasker hvidvin, godt nok uden etiketter 🙂 Ret sjov oplevelse.

Hos vinbonden Gelencser smagte vi på vin tappet direkte fra fad.

 

Dagen efter kørte vi ud til en stor vinproducent, hvor vi købte 12 flasker vin hos Vargabor. Vi kunne desværre ikke smage noget af vinen, men vi købte 6 flasker magen til den hvidvin, som værterne i Revfulop gav os, da vi ankom. Vi brugte også app’en vivino til at finde os en god rosé. Vinen kostede 590 huf pr. flaske, hvilket svarer til kr. 13,60. Vi havde desværre ikke plads til mere vin i bilen. Når man er 4 mennesker og 2 hunde fylder det godt op.

Maden og drikkevarer
Vi spiste en del på restaurant, da mad i Ungarn er meget billig i forhold til mad i Danmark, og det kunne næsten ikke betale sig at lave mad selv. Så vi gav os selv lidt luxus. Hvis vi spiste på restaurant om aftenen og fik et fint måltid, så kom beløbet op på ca. 200-220 kr. inkl. drikkevarer.

Vi prøvede lidt af de ungarnske specialiter, herunder selvfølgelig gullasch. Vi købte også paprika med hjem, både en sød og en stærk, så nu skal vi selv i gang med at kokkerere.

Langos!  Det er en slags friturestegt brød, som serveres overalt på restauranterne. Man kan få Langos med ost, ketchup, pølser, cremefraise eller nutella.

Den ungarnske IPA fra Soproni var min yndlingsøl.

Dette her smørepålæg er verdens lækreste smørepålæg. BUM BASTA! Det kan kun købes hos Lidl i Tjekkiet. Vi kunne huske Peanua fra vores første rejser i Tjekkiet og har tænkt på det lige siden. Det smager stadig himmelsk oven på morgenbrød.

På alle restauranter kunne man købe limonade i alle afskygninger. Dette er vandmelon-limonade. Der var altid godt med is i limonaden samt både af citron og lime. Skønt, forfriskende og billigt i Ungarn!

 

Seværdigheder i gåafstand af huset
Der var selvfølgelig en masse af se på i nærheden af Revfulop. Men spørgsmålet var, om vi orkede det på grund af varmen. Der var et cirkus 300 meter fra huset, som lå der i al den tid, vi boede i Revfulop. I Ungarn må man stadig benytte vilde dyr i cirkus, så der var kameler, elefanter samt tigere og løver i bur lige ud til vejen. En af aftenerne gik Emma og jeg en tur, da jeg skulle nå mit bevægelsesmål, inden vi skulle i seng, og vi gik forbi cirkuset. En af tigerne havde et udfald mod en af løverne, som var i bur lige op ad tigerene. Uha, Emma og jeg blev bange. Og nej, jeg støtter på ingen måde vilde dyr i cirkus og vi var ikke inde og se forestillingen.
Men lidt andre seværdigheder i gåafstand blev det da til. Se billederne nedenfor.

Fulopi Templomrom. En gammel ruin fra 1311 blot 100 meter fra vores hus. https://goo.gl/maps/d7WEBUQAzbD2

Her er den strand, som vi boede meget tæt på. Det kostede 600 huf (kr. 13) om dagen at benytte stranden, hvis man ville ind flere gange om dagen mellem kl. 8-18. Søren og jeg var ude at bade de fleste morgener inden ungerne stod op. Det var skønt med en morgendukkert. Stranden var pæn og rengjort. Vi skulle gå ca. 50 meter ud før der var 1,5 m dybt. Der var livredder i dagtimerne. Desuden var der flere små restauranter, en kaffebar samt toiletter og omklædningsrum. Man kunne også leje cykelbåde. Til at starte med var vi irriteret over, at det var en betalingsstand, men endte med at være glad for de ordnede forhold og ville hellere end gerne betale for det.

En gåtur op ad bjerget ved Revfulop ender ved et højt tårn, hvorfra der er en virkelig pragtfuld udsigt. Her står jeg med mine skønne bonusbørn Laurits og Emma.

Emma og Søren øverst i tårnet og lige da jeg skulle tage billedet dukker Laurits op på en af udsigtsafsatserne og vinker til mig. Herligt foto af Fulop Hegi. https://goo.gl/maps/bCQv2PxFFDz

 

Seværdigheder i kort køreafstand af Revfulop
Vi havde i starten af ferien planlagt en seværdighed hver dag. Det blev til termiske bade, underjordisk grottesejllads, borgen Szigliget, cachejagt ved et gammelt kloster og en tur til halvøen Tihany.

Søren og Emma havde en udflugt til Budapest en dag, hvor jeg ikke tog med, da jeg blev sammen med Laurits og hundene i Revfulop. Den dag legede Laurits og jeg næsten 2 timer i vandet ved stranden og det blev den dag, hvor jeg tabte min vielsesring. Den ligger nu på bunden af Balatonsøen et eller andet sted.

Thermal Lake of Heviz
Søren havde udset sig et termisk bad, som et spændende udflugtsmål. Det var det også. Det var faktisk meget utroligt. Og det var samtidig det eneste sted, hvor vi mødte danskere på hele vores tur.

De termiske bade i Heviz er bygget for mange mange år siden og vandet bliver opvarmet ved hjælp af varmt vand fra en underjordisk grotte. Vandet var dejlig varmt og vi brugte hurtigt 3 timer i det varme vand.

Heviz har Europas største termiske sø, hvis vandsammensætning og temperatur siges at have en god virkning på en lang række lokomotoriske problemer som led-, muskel- og knoglesmerter.

Vandet er rigt på karbon, svovl, magnesium og kalcium. Det siges, at allerede romerne kendte til søens kvaliteter, men det er først i 1800-tallet, at turisterne for alvor begyndte at komme til Heviz i håb om, at søens vand kunne hjælpe på deres skavanker.

I Therminal Lake of Heviz kunne man leje baderinge, så man ikke skulle bruge energi på at svømme i det varme vand. Man kunne nøjes med at ligge og tulle rundt. Det var virkelig skønt.

Der var også mudderbad i terminalsøen. Her bliver Laurits og jeg helbredt for et eller andet 🙂

Da vandet er rig på mineraler, svovl m.v. er der opsat skilte ved omklædningen om, at man skal huske at tage sølvsmykker af. De skilte så jeg først da jeg gik ud. Min sølvring så altså virkelig underlig ud til slut. Men er på vej til at have naturlig farve igen.

Her kommer så lige den største blondinedumhed:  Man er udstyret med en slags urrem, som kan låse ens skabe op og man kan holde urremmen hen over nogle bokse, som så aflæser, hvor meget tid, man har tilbage at bade i. Når man forlader stedet, skal man tage armbåndet af og lægge i en maskine, så man kan komme ud af døren. Jeg havde taget mit applewatch på inde i garderoben, da jeg tog tøj på. Og da jeg så kom ud til døren ved udgangen kommer jeg til at tage mit applewatch af og putter det i maskinen. Jeg opdager det i sidste øjeblik inden maskinen æder mit applewatch, og jeg når at hive det op igen, men maskinen havde ædt lidt af min urrem, som jeg så måtte sætte sammen med et hårelastik resten af ferien. Kæft mand, det var dumt.

 

Grotterne under byen Tapolca
En af de andre dage tog vi en køretur til byen Tapolca. Under byen er der et grotteanlæg, hvor der bl.a. er vand. Det er HELT VILD FLOT og var en meget fantastisk oplevelse. Man skal ikke lide af klaustrofobi, når man sejlede rundt i de smalle tunneller, og det var da også ved at gå galt for en af de andre både, som havde et hysterisk barn om bord.

Jeg havde læst et sted på nettet, at det var bedst at komme en time i forvejen før sejlladsen. Men det viste sig at være en dum ide. Vi havde købt billet til et bestemt tidspunkt, og man kunne ikke komme ind før det tidspunkt. Så vi var lidt rundt i byen Tapolca inden vi kunne komme ind til grotterne. Den time, der så er snakket om er faktisk en rundvisning i museet om grotterne, de forskellige stenarter, vulkaner m.v. Det var meget interessant og vi blev udstyret med 3D-briller, da der var skærme rundt omkring på museet, som havde 3D-visning af forskellige ting.

Der var simpelthen så flot i grotterne. Vi tog nok 50 billeder dernede, hvis det kan gøre det. Vandet var så klart og smukt.

Emma sidder bagest i den lille båd og jeg sidder forrest og styrer ved hjælp af en padle.

 

Szigliget Castle
En af morgenerne blæste det lidt og vi snakkede om, at så var det ikke så varmt at komme op og se på Szigliget Borgen. Desværre aftog vinden og det blev ulideligt varmt at bevæge sig rundt på trapperne ved den store gamle borg. Borgen har været kæmpe stor engang, men i 1690 ramte et lyn ned i borgen, og krudtlageret sprang en del af borgen i stykker.

Flot udsigt fra borgruinen.

Lidt mere udsigt fra ruinen.

 

Cachejagt
Den sidste dag i Ungarn fik jeg lokket familien med på cachejagt. Jeg havde fundet en cache, som havde fået mange favoritpoint fra andre. Så ved man med sikkerhed, at det er et spændende sted eller en sjov cache. Geocaching fik os ud i en skov (så vi kunne gå i skygge) og inde i skoven var der en gammel klosterruin. Det var Paulite Monastery Ruin.

Laurits fandt cachen denne gang. Faktisk kan det være ret svært at finde cacherne nogle steder i Ungarn, da der er mange sten, som man skal vende. Det er ikke som i Danmark, hvor man tydeligt kan se, hvor cacherne er gemt, da der oftest ikke er mange store sten at gemme beholderne under, men blot en stak grene, som ser lidt for underlige ud.

Det flotte gamle kloster. Laurits står under korset inde i klosterets kirke.

 

Kørsel i Ungarn
Vejene er ikke så gode som i Tyskland og i Danmark. Men de er fremkommelige og folk i Ungarn kører pænt. Skiltningen er også ret god. Søren og Emma tog toget til og fra Budapest. Det gik også fint. De var heldige at have fået en pladsbillet til en af de gode vogne med airconditioning.

Der var mange sjove vejskilte. Her kan man se, at der er risiko for hestevogne. Der var også andre vejskilte med traktorer uden førerhus. 🙂

 

Badning i Balatonsøen
Vi havde læst en del om, at der skulle være mange slanger ved og i Søen. Jeg var den eneste, der så en slange, og det var på en gåtur ved havnen med hundene. Slangerne er ikke farlige, men vi havde forventet at se en masse af dem, nu hvor alle skrev om de der slanger.

Søen er lang og kalkholdig – og helt utrolig smuk. Man skal ikke gøre sig forhåbninger om at have en dykke- eller snorkleferie. Man kan ikke se langt under vand. Men vandet er rent og behageligt at bade i. Man er ikke bange for brandmænd eller noget der ligner.

Det dejlige vand i Balatonsøen havde en skøn temperatur. Vi havde en af dagene lejet en vandcykel, som vi sprang ud fra. I baggrunden kan man på toppen af bjerget se det tårn, vi gik op til.

Hvis man tror, at Balatonsøen er et godt sted for hunde at bade, så må man tro om igen. Det er svært at finde et egnet sted, hvor de faktisk må bade. Det er forbudt at tage hunde med på strandene. Søen er 74 km lang og det er kun tilladt på 3 strande at bade sammen med hundene. Og desværre var vores strand ikke en af disse strande. Her er jeg taget ned til havnen i Revfulop, hvor hundene fik lov til at svømme lidt rundt.

Vi var på sejltur en af aftenerne, hvor vi nød den smukke solnedgang. Det var en hyggelig tur.

Man måtte gerne tage hunde med på de fleste restauranter, nogle restauranter skiltede ovenikøbet med det. Tjenerne kom ofte med vand og vandskåle til hundene inden man selv fik udleveret menukortet. 

Det ungarnske folk
Vores værter (udlejere af huset i Revfulop) var meget meget venlige og hjælpsomme. De var begge gode til tysk og engelsk. Men generelt oplevede vi, at folk ikke var så gode til engelsk. Folk snakkede automatisk tysk til os, så Søren og jeg måtte i gang med vores skoletyske.
Når jeg går på gaden i Danmark, så hilser man på folk, siger dav eller hej eller nikker, når man går forbi. I Ungarn har jeg oplevelsen af, at man undgår øjenkontakt og ikke er så glad for at hilse på fremmede. Tror det handler om, at folket er genert.

En af morgenerne gik jeg tur med hundene og havde naturligvis samlet hundelort op i en lortepose. Jeg nærmede mig lystyacthavnen og ville lægge posen i en af de store grønne containere ved indgangen. Så kom vagten løbende ud og skældte og smælte, at jeg ikke måtte gå der (sagde han på Ungarnsk). Jeg forsøgte at forklare, at jeg bare gerne lige ville lægge en pose i en affaldscontainer, men det var lige før han var eksploderet af raseri. Jeg havde mest lyst til at smide posen på jorden og gå min vej, men så tror jeg, at jeg havde fået tæsk. Han var godt nok ikke rar.

Men ellers var folk venlige.

Valuta og betaling
Man skal huske at have lidt valuta med hjemmefra. Enkelte steder tages der ikke imod Visa-kort, men det kan man undersøge inden man køber ind i supermarkedet (flere havde et minimumbeløb, man skulle købe for, ellers ville de ikke tage imod Visa). Enkelte butikker modtog ikke visa, men MasterCard.

Der skal ligeledes betales en turistskat, når man har boet til leje. Det kom lidt som en overraskelse for os, da vi skulle afrejse. Men hvis vi havde læst det med småt hos booking.com, så havde vi ikke været så overrasket.

Turen hjem blev delt op i 2 bidder
Egentlig kunne Søren og jeg godt have kørt hele vejen hjem i 1 stræk, men vi valgte for børnenes skyld at dele køreturen op i 2. Vi havde dermed en overnatning i Leipzig på et hotel nær motorvejen. Vi ankom til hotellet i Leipzig ved 15 tiden fredag eftermiddag. Laurits gad ikke med på sightseeing, så hundene, Søren, Emma og jeg begav os ud på tur.

Leipzig
Jeg søgte lidt på Tripadvisor for at finde ud af, hvad folk kunne anbefale at se, når man var i byen. Alle gav høje favoritpoint til et kæmpe monument. Volkerschlachtdenkmal. Det var et 91 meter højt monument. Da vi kørte derhen i bil, så vi monumentet i det fjerne og troede, at vi var tæt på. Så vi fandt hurtigt en parkeringsplads. Det skulle så vise sig, at det var noget længere væk end vi regnede med. Men skidt med det, så fik vi en dejlig gåtur i en park på vej derhen.

Det kæmpestore monument, som desværre var lukket da vi ankom, så vi var aldrig inde at se det indvendigt. Men vi kunne komme langt op på trapperne op til dørene udvendigt. Prøv at se billedet her, hvor jeg har lavet et lille udsnit, så man kan fornemme hvor små menneskerne er i forhold til monumentet.

Hundene var med på gåturen i Leipzig. Emma, Søren og jeg nyder den flotte udsigt over byen fra monumentet.

Panoramaudsigt over parken og monumentet.

En hurtig gåtur i parken efter besøg af monumentet bragte os til en cache, der havde denne beskrivelse: This is a fast traditional cache nearby Europe’s tallest monument. In the listing “most found caches in Leipzig” it´s a top 10 cache. An ideal cache for Leipzig tourists!

Vores hotel i Leipzig lå lige op ad et kææææmpemæssigt indkøbscenter. Her fik jeg lejlighed til at komme i min yndlingssportsforretning Decathlon. Se, jeg har helt julelys i øjnene.

Efter 12 dage sydpå vendte vi snuden hjemad. Vejret havde været skønt, solrigt og varmt. Da vi nåede færgen ved Rostock var den godt nok lidt forsinket og jeg sagde, at vi nok fik os en vippetur mod Gedser. Og ja, det skal jeg love for, at vi gjorde. Færgen kunne faktisk af sikkerhedsgrunde ikke komme ind i havnen i Gedser pga. blæsevejret, så vi lå og tullede rundt ude på havet i en halv times tid inden færgen forsøgte at gå i havn. Hatten af for den dygtige kaptajn!!!

 

Motionsmål nået hver dag!
Selv om jeg har spist en hulens masse is, drukke iskaffe, drukket god tjekkisk og ungarnsk øl og spist peanua hver dag, så har jeg kun taget 0,7 kg på. Jeg har været meget obs på at opnå mine 10.000 skridt om dagen og nå mine motionsmål og bevægelsesmål.

Dejlig ferie alt i alt
Når man er afsted 4 mennesker og 2 hunde er der en masse hensyn, som man skal tage til hinanden. Ind i mellem har humøret svinget lidt hos os alle. Sikkert på grund af den ulidelige varme på 32-36 grader, mangel på gode internetforbindelser/ps4 og nok også mig, der har krudt i røven og gerne vil opleve noget, i stedet for at ligge på en strand eller bade hele tiden eller spille på iPad.
Normalt plejer vi at gå lidt mere på geocachingjagt på vores ferier, men varmen var en stor årsag til, at vi ikke orkede at lede for meget. På denne ferie blev det kun til 4 cacher i alt, og den ene fandt jeg på en alene-gåtur i skoven.

4-kløveret på sejltur. Tak for en god ferie.

Familietur i Pinsen

Min storesøster (i midten), min lillebror og jeg. Vi elsker hinanden og vi elsker at være sammen.

Mens alle mine agilityvenner drog til Ribe i Pinsen til stort agilitystævne, drog min familie og jeg til Sortsø i sommerhus. Der er nemlig altid familietur i Pinsen. Normalt plejer mine forældre at være med, men pga. deres sygdomsforløb kan de ikke længere komme med. Men det forhindrer ikke min søster Mette med mand og børn, min bror med kæreste og børn samt min familie med mand og børn at tage afsted og holde traditionen i hævd.

Der var plads til os alle på vores store overdækkede terrasse i sommerhuset i Sortsø. Vejret var med os og det var næsten for varmt at sidde ude, men man må ikke klage 😉

Vi har været forskellige steder i Pinsen. Nogle år i nogle primitive strandhytter på Mols og et år i en spejderhytte på Helnæs (Fyn). I år blev det altså Sortsø i vores sommerhus. Min søster havde dog lejet et sommerhus i Sortsø, da 12 mennesker og 2 hunde i vores sommerhus nok var at presse citronen lidt meget.

Søren, børnene, hundene og jeg tog i sommerhuset allerede fredag. Resten af flokken ankom lørdag og blev til mandag eftermiddag.

Søren viser her sine evner i diciplinen discgolf. En sjov og aktiv sport for hele familien.

Der var rigtig god stemning og vi hyggede os rigtig meget allerede fra starten af. Vi fik spillet discgolf i nærheden af Bogø (Fanefjord). Det er en slags freesbee, som skal kastes hen i beholdere langt væk, og man har så fx 3 kast til at komme hen til beholderne og få den i kassen – nogle gange overskrides de 3 kast, men skidt med det 😉 . Jeg må indrømme (er ikke særlig glad for det), men jeg tabte faktisk på voksenholdet. Det er ikke særlig godt for en konkurrenceperson som mig, men de der discs var altså ikke lette at få til at flyve de rigtige steder hen. Og hvis man fik discen i en forkert retning, kunne man risikere, at den landede i de mange brændenælder (jeg var i shorts og dermed bare ben). Men det handler jo ikke om at vinde, det handler om at være med …. tsk tsk tsk 😉

Min nevø Magne var ude på mit paddleboard. Her har han sat sig ned, idet paddleboardet også kan bruges som en slags kajak.

Der var også flere af børnene, der var ude at prøve mit paddleboard. I det hele taget fik fjorden besøg af de vandglade unger og hundene flere gange. Laurits lånte min våddragt og var ude at snorkle. Der blev sågar også fanget hornfisk, idet super-over-fiskeren af dem alle (Daniel) lånte noget fiskeudstyr.
Vores eget vildmarksbad blev også brugt flere gange.

Min nevø Mikkel og niece Anna ude på bådebroen ved Sortsø.

I vinter fik vi fjernet et skævt og grimt blommetræ midt i græsplænen. Gennem flere weekender i foråret har vi rettet plænen ud og sået nyt græs. I december måned fik vi lagt nye dræn i haven og da intet gror om vinteren, lignede haven et bombet lokum af mudder hele foråret. Hele haven var stort set gravet op ved hjælp af maskiner. Så den så ikke pæn ud. Det gør den heldigvis nu. Det er dejligt med en stor åben have og græsplæne, hvor vi kan spille badminton og skyde med bue/pil efter en stor skive – og det blev selvfølgelig udnyttet.

Vores dejlige sommerhus i Sortsø. Der er næsten kommet græs op i hele havens plæneområde.

Søren og jeg vil begynde at udleje sommerhuset lidt mere i den kommende sæson, så det ikke kun er venner og bekendte, der kan leje huset. Vi overvejer at benytte airbnb, så vi ikke behøver at fjerne alle vore personlige ejendele.

Tak til min super dejlige familie for en vidunderlig Pinse.
Man må godt gentage en succes, ik’?

 

Produktiv Påske uden hundehalløj

En ganske hård Påske uden nogle hundekonkurrencer lakker nu mod enden. Det har jo ikke været en hemmelighed, at mine forældre er lidt hårdt ramt med henholdsvis hjerneblødning, KOL m.v.  I den forbindelse har vi børn (jeg har jo to skønne søskende) været nødt til at finde en mindre bolig til mine forældre, fordi kommunen ikke kan tilbyde en handicapvenlig bolig til dem. Det har været et KÆMPE arbejde, både at finde en bolig, men også efterfølgende at få den godkendt og få det hele til at falde i hak.

I Silkeborg er der et udlejningsfirma, der p.t. bygger nye huse. Det er sådan et nybygget rækkehus, mine forældre snart skal flytte ind i.

Mor og fars nye bolig. Er ved at blive bygget færdig. Der er 2 uger endnu, så de har lidt travlt, de håndværkere.

Mine forældre har sat deres kæmpestore villa i Hvinningdal i Silkeborg til salg. Her i Påsken har der været åbent hus og derfor har jeg været stort set hele Påsken i Silkeborg for at klargøre huset.

Jeg skulle have kørt til Silkeborg Skærtorsdag formiddag, men der kom et par fra Silkeborg (sjovt nok), som skulle se på Sørens campingvogn kl. 13, så jeg ventede med at køre afsted, til de havde været der. Det endte med, at de købte campingvognen og den bor nu i Silkeborg 🙂

Nå, men jeg kørte så mod Silkeborg torsdag eftermiddag og allerede om aftenen begyndte jeg at se på alle de ting, som min mor, far og jeg blev enige om skulle sælges. Mine forældre er helt med på, hvad der sker og de bestemmer selv, hvad der skal følge med til deres nye hus og hvad de bliver nødt til at skulle af med. I stedet for at køre en masse ting på genbrugen eller sælge hele baduljen til en “dødsborydder”, så har vi valgt at sælge det enkeltvis, så vi ved, hvem der får mors og fars gamle møbler m.v.

Jeg har taget en masse billeder af møbler, service m.v. og sat det til salg på DBA og via marketplace på facebook. Hold da op, hvor har der været gang i salgsaktiviteten. Samtidig med, at jeg ryddede op, sorterede ting og flyttede rundt, så svarede jeg på henvendelser på alt muligt.

Karlekammerskab er ikke solgt endnu. Mormors spisestel solgt via DBA og dækketøjsskabet solgt via marketplace på Facebook.

Jeg havde to meget gode oplevelser:

Nr. 1 var en dame, som ringede på kummefryseren. Hendes egen fryser var stået af midt i Påsken, og hun var grædefærdig, fordi hun manglede en fryser til al hendes kød og bær, der var ved at tø op. Hun kom og hentede fryseren efter en time og havde et glas marmelade med, som hun netop havde lavet til os, da hendes bær var begyndt at tø. Det var meget sødt og betænksomt.

Nr. 2 var dækketøjsskabet, som vi havde sat billigt til salg. Måske for billigt. Men det bevirkede, at vi kunne vælge og vrage mellem de forskellige købere. Valget faldt på et ungt par fra Aarhus, som netop havde arvet en masse spisestel, glas m.v. og hvor mors og fars dækketøjsskab passede perfekt dertil. Det var et godt valg at sælge til dem. De var simpelthen så glade for det, at de efterfølgende sendte os billede af, hvor flot det stod i deres nye stue.

Sådan nogle oplevelser er bare skønne, når man ved, at folk kommer til at holde af de ting, som min mor og far har holdt af i mange år.

Der blev ryddet ud og tømt værelser og gjort rent til den store guldmedalje. Hold da op, hvor var vi tre søskende (min søster og bror kom søndag) effektive. Børneværelserne blev pludselig dobbelt så store at se på, da der blev ryddet ud og ryddet op. Huset stod til sidst virkelig flot og jeg har hørt, at oprydning og rengøring ikke var forgæves, der kom nemlig nogle og så huset 2. Påskedag til åbent hus.

En stor overraskelse
Søren er i dag 2. Påskedag taget til USA på kursus. Han troede, at jeg skulle være i Silkeborg til 2. Påskedag sidst på dagen, så jeg lavede lige en omvendt 1. aprilsnar på ham. Jeg tog nemlig hjem fra Silkeborg 1. Påskedag sidst på eftermiddagen. Da jeg ankom til Toksværd parkerede jeg ude ved vejen og skrev så en besked til ham “Jeg trænger til en krammer”, han skrev det samme tilbage til mig. Så svarede jeg “Så kom dog”, og så bankede jeg på døren. Hans øjne var så store som tekopper. Jeg tror aldrig, at jeg har set ham så glad og overrasket før. Det var en dejlig fornemmelse, at gøre ham glad.

Hornvioler i krukker, en snyfyldt agilitybane og min bakke med jord og frø, som er parat til at blive dækket til og sat i vindueskarmen.

I dag 2. Påskedag skinner solen fra en skyfri himmel, men sneen er stadig ikke smeltet. Havde håbet på lidt agilitytræning i haven, men jeg gik en lang tur i skoven i stedet for. Sneen kan dog ikke tage mine forårsfornemmelser fra mig, så jeg har sået frø (tomater, squash m.v.) og plantet hornvioler ud i krukker.

Det var så den Påske. Jeg er udkørt, men har rigtig god samvittighed over at yde en god gerning for mine forældre – de har altid været der for mig, når jeg havde behov for dem. Nu er det pay-back-time.

Familiespillet Partners – det kan jeg godt anbefale!

Det er ikke mange dage siden, at jeg skrev et blogindlæg om min nye sodastreammaskine. Men jeg bliver simpelthen nødt til at blogge igen. For jeg har noget på sinde. En ny anbefaling: Partners.

Nytårsaften tilbragte Søren og jeg alene. Da vi var færdig med at spise sushi spurgte jeg, om vi skulle spille et spil. Vi snakkede om at dyste mod hinanden med nogle quizzer på vores iPads. Alle vores brætspil er nemlig i sommerhuset.

Søren lavede en hurtig søgning på nogle spil og quiz på appstore og fandt så spillet Partners. Søren googlede også, hvad spillet gik ud på og fandt ud af, at det havde vundet prisen for årets brætspil på et tidspunkt. Så vi “ofrede” 39,- kr.

Sådan ser Partners ud på app’en. Jeg hedder her Makkerlone og spiller mod 3 robotter.

 

Normalt skal man være 4 personer til spillet, men man kan spille mod 2 robotter i app’en. Partners er egentlig en slags ludo, men man har dog en partner, så det gælder om at hjælpe hinanden og slå modstanderen hjem. Så man spiller altså 2 og 2. I stedet for at have en terning som i ludo har man nogle kort, som giver lidt forskellige muligheder så som at flytte frem eller tilbage, eller sågar at bytte rundt på brikker.

Nå … men tilbage til nytårsaften … lige pludselig var klokken 23.50 og vi havde så siddet og spillet Partners hele aftenen og virkelig hygget os.

Efter nytåret kunne jeg ikke rigtig “slippe” det sjove spil, så vi gik ud for at købe det rigtige brætspil. Det er faktisk endnu bedre end app’en, men det kræver, at der er præcis 4 personer til at spille, hverken mere eller mindre. Derfor er det fint at have app’en som backup, hvis en af børnene melder fra.

Faktisk så fandt børnene spillet så godt, at jeg nærmest måbede. Laurits (som elsker sin iPad og PS4) kom sidste weekend flere gange og spurgte, om ikke vi lige skulle spille et spil Partners. Det er bare SÅ skønt. Far og søn hyggede sig virkelig med at lægge strategier og hjælpe hinanden.

Her ses det rigtige brætspil. Rød farve spiller sammen med grøn farve. Hvis den grønne er kommet helt i mål med alle 4 brikker, er grøn ikke ude af spillet, men hjælper rød med også at komme i mål.

 

Partners er virkelig et spil, som jeg kan anbefale!

Læs mere om spillet her: http://www.papskubber.dk/braetspil/Partners