Pinse uden agility og rally – men derimod den traditionelle familietur

I mange år har min familie været samlet i Pinsen. Vi har været alle mulige steder i Danmark. I år gik turen til Sønderjylland – nærmere betegnet Skærbækcentret, som ligger ud for Rømø. Det er et slags sportscenter med svømmehal og tilhørende ca. 100 rigtig flotte fritidshuse/hytter. Hytterne er rigtig godt indrettet med stue med køkken og opvaskemaskine, 2 værelser, stort badeværelse og hems, derudover stor delvis overdækket terrasse. Hunde er velkomne (mod mindre gebyr).

Vi havde snakket om at mødes fredag, men blev enige om, at lørdag til mandag var fint, da hver overnatning koster over 1000 kr. Vi var glade for, at vi ikke tog afsted fredag, da der var mega lang kø ved Storebæltsbroen pga. uheld i Nyborg (broen blev faktisk lukket).

 Inden vi tog afsted havde vi via en lukket facebookbegivenhed delt en masse information om udflugtsmål, åbningstider i svømmehallen, tidevandstabeller, madplaner m.v.

Vi tog afsted lørdag morgen og var i Skærbæk kl. 11. Laurits og jeg blev i hytten og gjorde klar til frokost, mens Emma og Søren kørte til Tyskland og handlede tyskervarer. Min bror Poul, kæreste og deres børn ankom ved frokosttid og det samme gjorde min søster Mette, hendes mand og deres 2 børn. Pouls ene søn ankom dog først lørdag aften, da han lige skulle have overstået en vigtig fiskekonkurrence. Han tog selv toget til en nærliggende station.

Lørdag blev svømmehallen udforsket og nogle tog til Ribe for at se domkirken. Jeg selv har været i Ribe rigtig mange gange (agilitystævne), så jeg valgte svømmehallen.

Lørdag aften var der fællesspisning hos min søster, som havde lavet vegetarfrikadeller. De smagte faktisk ret godt. Vi holdt os vågne til kl. 22, men så var vi alle også færdige efter en aktiv dag. Vejret havde ikke været det bedste, vi overlevede dog.

Søndag tog vi turen til Mandø. Øen er ret speciel, da den kun kan køres til ved lavvande på en ret speciel anlagt vej.

Virkelig hyggelig ø, som vi gik rundt på et par timer. Fandt også en cache og læste en del om øen og dens udfordringer med stormfloder gennem tiden. Jeg fik interesse for denne ø gennem nogle af mine agilityvenner, som har skrevet en del om Mandø på facebook. Tak for det Sanne!

Efter Mandø tog vi til Rømø og fik en kæmpe is. Vi kørte naturligvis også ned på stranden, den er bare vild stor og det ser nærmest ud til, at færgerne kører rundt på sandet i det fjerne. Meget specielt syn.

Vejret var godt og da vi kom hjem til hytten fik vi et slag kongespil på græsset og en kølig pilsner på terrassen.
Min bror og kæreste lavede aftensmad, som vi heldigvis kunne nyde udenfor i det gode vejr inden vi skulle op i centrets bowlinghal. Det var sjovt at bowle og tage kegler! 🙂

Mandag var der pakkedag for min bror og søster i deres huse. Søren og jeg havde valgt at tilkøbe forlænget ophold, så vi ikke behøvede at stå tidligt op og pakke ned og gøre rent. Det var et virkelig godt valg og bevirkede, at vi ikke fik rejsefeber allerede fra morgenstunden.

Det har været en virkelig god Pinse sammen med familien. Selv om vi er tre ret forskellige søskende, så holder vi meget af hinanden og elsker hinanden højt.

 

 

Reklamer