Pizza har deltaget på det hold, der netop har vundet årets hold i agility for store hunde.
I starten af året havde jeg egentlig ikke intentioner om at deltage på noget hold i agility, selv om jeg er fru holdwoman. Ja, jeg ELSKER hold-konkurrencer og jeg elsker stemningen omkring et hold, planlægning, strategi og kammeratskabet. En dag skrev Sabine Serwin på facebook, at hun søgte en hund til hold for store hunde, jeg tænkte lidt… og blev fristet. Jeg kom til at skrive, at jeg godt kunne tænke mig at komme på hold med hende. Og vupti, så var jeg med på holdet Bordere med IQ. Sjovt navn til et hold, men da den ene hund ikke er en border, men en groenendael, så var det jo et genialt navn.
Vi blev enige om en holdtrøje – og den blev grøn – og type bogstaver og således fik vi sammen følelsen af at være et hold, når vi var ens på banen.
Første holdløb var i april i Viborg. Det glemmer jeg aldrig. Vi startede 5 på holdet og var kommet igennem banen om lørdagen. Søndag var en holdkammerat blevet skadet og en anden blev nødt til at tage hjem. Så var vi 3, der skulle klare ærterne. Og vi gjorde det! Fik vores første point til holdet, selv om vi kun var 3 på holdet (og 3 skal igennem for at vi kan opnå point).
Stemningen var høj på holdet i Viborg efter vi havde løbet. Det blev en sen aften, men at køre hjem med armene over hovedet kunne snildt lade sig gøre.
Resten af året gik slag i slag med rigtig gode points til holdet. En hund blev skadet, en fører udgik og vi måtte trække på et par reserver. Vi deltog i 6 konkurrencer i løbet af året.
Efter 5 konkurrencer førte vores hold med 1 sølle point til holdet på anden pladsen, så intet var givet på forhånd.
I ugen op til det sidste stævne i Ribe mødtes vi alle hjemme hos mig til en gang træning, taktik-snak og efterfølgende hot dogs i havestuen. Det er vigtigt også at have det sociale aspekt med på et hold.
Sådan gik det i Ribe den 17.-18. september: Første holdløb, der rev Pizza desværre hjulet og jeg blev nervøs for, om der var sket noget med hende, men heldigvis kunne vi fortsætte. Er glad for at have en stærk hund muskel- og kropsbygningsmæssigt. Heldigvis var Poul, Frank og Sabine fejlfrie og vi endte med at føre springkonkurrencen.
Her er en lille video af en nedrivning på hjulet som både Cocio og Pizza foretog den weekend. Når man løber, så sker det så hurtigt, at man ikke helt opfanger, hvad der er sket. I langsom gengivelse på video ser det lidt træls ud. Heldigvis skete der ikke noget med nogle af mine hunde.
Natten til søndag sov jeg dårligt og jeg var edderspændt. Ville vi kunne holde føringen? Min mave gjorde knuder og jeg prøvede at lave sportspsykologi på mig selv, og forestillede vores hold som vinder af konkurrencen søndag.
Søndag skulle det så afgøres, vores forfølgere på anden pladsen lavede (desværre for dem) et par fejl og for at vores hold så skulle vinde, så skulle vi bare have 3 hunde igennem ud af 5, for at kunne kalde os for vindere af årets hold. Det blev liiiige spændende nok.
Pizza skulle løbe som første hund på holdet. Pizza startede ud med at løbe rigtig fint og sikkert med 0 fejl …. lige indtil 4 sidste forhindring, hvor hun havde snuden inde i en tunnel, som hun ikke skulle have. Derfor hvilede afgørelsen på resten af mine holdkammerater. Poul og Frank løb fejlfrit. Så var det Sarahs tur, som havde en feberredning på et spring, men hendes frække hund valgte at tage springet fra den forkerte side alligevel. Derfor hang det hele på sidste holdkammerats skuldre. Sabine skulle igennem banen uden at blive disket for at vi kunne have 3 igennem banen ud af 5. Heldigvis er hun efterhånden en ret stabil fører (jeg har kendt hende siden hun var barn) og det fantastiske endte med, at Sabine kom igennem banen fejlfrit.
Vi vandt! Vi blev årets hold for store hunde. Præcis 10 år siden, at jeg blev det sidst. Dengang var jeg også på hold med Poul Lerche.
Jeg tudede som pisket. Jeg var bare så rørt. Ved ikke helt, hvad der går af mig på mine gamle dage. Men dette stævne var Pizzas sidste stævne som stor hund. Så følelserne var i frit fald.
Vores faste holdkammerater til finalen: Frank Rosengaard med IQ, Poul Lerche med Dizzy, Sabine Serwin med Zenna (My på billedet) og jeg med Pizza. Karen Bech kunne desværre ikke deltage i Ribe, så hun var ikke med på billedet.
Det har været en fantastisk rejse, som jeg har været på med dette hold. Vi har haft et utrolig godt kammeratskab, lagt planer, drøftet baner og lagt taktik. Vi har glædet os over fejlfrie løb og heppet på hinanden, selv om det ikke er gået helt efter planen på banen.
Det pinte mig en lille smule, at jeg ikke kunne levere et tællende løb til holdet hverken lørdag eller søndag i Ribe. Så mandag aften lavede jeg små beregninger for at finde ud af, hvor meget jeg havde ydet for holdet. Ud af vores 6 stævne weekender har Pizza haft 6 tællende løb, og når man efterfølgende får denne besked fra en af holdkammeraterne, så varmer det lidt ekstra: “Hvad du ikke har givet i point har du givet i kammeratskab og holdånd❤️ Trygheden på holdet har båret os frem. Vi har vundet sammen hele vejen igennem.”
Pizza, du sluttede altså på toppen må jeg sige. Tak for dig. Nu skal vi hygge os i seniorklassen.
Årsagen til, at jeg tager Pizza i seniorklassen som 8 årig er, at Pizza en gang imellem har tendens til at sætte af for tidligt på et spring, især hvis jeg er foran hende. Hun “dykker” ikke foran springene, men sætter for tidlig af. Og så prøver hun at indhente mig, og det resulterer i, at hun sætter af under forudsætning af, at der er 5 meter mellem springene og ikke ca 7 meter, som der er nu om dage. Så for at skåne min gamle hund og for at vi stadig kan have det sjovt uden pres om præstationer m.v. så er hun altså seniorhund nu.
Efter de individuelle finaler var Tina Tøndering og jeg vært ved en lille mundskænk og et par stykker chokolader i anledningen af, at Tinas hund var blevet agilitychampion og Pizza var blevet springchampion et par uger forinden.
Tak for en rigtig dejlig weekend alle holdkammerater!
Søren og jeg har været 5 dage på Bornholm. Kom hjem sent i går aftes efter en dejlig miniferie (og så lige 2 dages agilitystævne). Der var dømt godt vejr i 5 dage og jeg havde derfor ikke regntøj med, men til gengæld solcreme. Denne solcreme havde desværre tømt sig selv i min taske, så halvdelen af mit tøj var med store (og ikke aftagelige fedtpletter), da jeg pakkede ud.
Nå men vi starter lige forfra på bloggen…. Onsdag morgen havde vi færgen kl. 8.30. Et par dage forinden havde Bornholmslinjen sendt en mail om, at hvis man forudbetaler morgenmad på afgangen, så kommer man ombord som en af de første. Ahhhh, kunne det nu passe? jo, den var god nok, og morgenmaden var ganske fin. Så det gør jeg igen en anden gang.
Vi skulle først overtage vores feriebolig kl. 15, så vi besluttede at tage til Hammer Havn og spise vores medbragte mad. Derefter kørte vi til Lokalteknisk Samling. Det er et museum drevet af frivillige. Det var noget vi havde talt om at se de sidste par gange, vi var på øen, men var aldrig blevet til noget. Sikke et herligt museum, der fik vi et par timer til at gå. Jeg følte mig gammel, idet min første bil (ellert) var udstillet samt en del LP’er fra min ungdom var også at finde på museum.
Min første bil var en ellert som denne her. Da jeg skulle have ny bil efter ellerten, så købte jeg sørme en mere, så jeg har altså haft 2 ellerter.
Vi fik ferieboligen (Strandløkken ved Rønne, bag Green Solution House) kl. 15 og jeg ville lige lufte hundene inden vi skulle køre til Nexø og se sandskulpturer. Men det blev ikke til noget, for da jeg havde set stranden på min hundeluftertur (kun 250 m fra vores feriebolig), så blev Nexø aflyst og Søren og jeg fik vores første svømmetur i havet denne sommer (længe ventet). Det var virkelig skønt.
Kizz Me og Pizza poserer for fotografen (Cocio er ude at svømme et eller andet sted, hun er jo datter efter Aqua, så hun elsker vand!)Jeg havde lille let hegn med, så vores hunde blev på vores område uden at jeg skulle være nervøs for, at de stak af (de respekterer hegnet)
Lampen over spisebordet var med virkelig en skarp pære, så jeg satte en sok over pæren, så vi ikke blev blændet
Efter vores havbaderi tog vi til Kvickly og købte to good to go hos bageren (så var der masser af morgenmad til dagen efter – og også frokost).
Torsdag formiddag skulle vi til Ekkodalen, hvor vi via Team Bornholm havde gratis billetter til guidet tur med fortællinger af naturguide Søren Sillehoved. Han er godt nok en sjov og farverig person, der ved helt vild meget. Han var meget levende og måske var ikke alle historier helt sande 🙂
Torsdag eftermiddag tog vi til Rovfugleshow. Jeg har i mange år gerne ville se det show, men de har altid haft lukket de ugedage, hvor jeg har haft mulighed for at se det. Jeg er altid ankommet fredag, hvor de har pausedag og har skulle til stævne lørdag/søndag. Men nu skulle det være. Jeg blev ikke skuffet, for nøj, hvor var det informativt og professionelt. Vi lærte en masse om ugler, falke, ørne og sågar også gribbe. Fuglene kunne rent faktisk bare flyve væk til udendørs showet, men de kom altid tilbage. De er trænet op med positiv forstærkning.
Ørnen kom altid tilbage efter hver flyveturØrnen landede på en pæl lige bag mig.
Torsdag aften var vi ude hos en af mine hvalpekøbere til middag. Virkelig hyggelig aften, hvor vi snakkede og spillede spil (nej, jeg er ikke kommet mig over at tabe til Laila). Spiller aldrig aldrig aldrig mere mod Laila (og ja, jeg er en dårlig taber!). Der er heldigvis gratis cykelleje med i ferieboligerne på Strandløkken, så vi valgte at cykle fredag ud til Laila. Og hurra for hundelamper, de kan bruges som cykellygter.
Fredag formiddag tog vi endnu engang ud til en guidet tur med Søren Silllehoved. Denne gang til Hammershus. På begge ture havde jeg mine hunde med i korte liner, da jeg ikke ville efterlade dem for mange timer alene i ferieboligen.
Søren Sillehoved ved Hammers HusSøren Sillehoved og jeg
Fredag aften, ja det er en oplevelse! Vi havde dagen i forvejen booket bord på restaurant RaZaPaz i Rønne. Det var en restaurant, som jeg havde læst om. Jeg tænkte, at det der tapas skulle prøves. Da vi havde fået bord, og jeg blev spurgt om hvad vi gerne ville have at drikke, spurgte jeg om en øl. Og de havde kun en øl, og den hed “skæld ud”. Øh hvad? ja, “hvis man bestiller øl på denne vinbar får man skæld ud. ” Nå, men så bestilte Søren og jeg en vinmenu til. Fabelagtig betjening og fantastisk mad.
Ret nr. 2 hos Raz Za Paz. Mums.
Lørdag og søndag stod i agilityens tegn. Søren er vant til at gå på opdagelse alene, når jeg er ude at fjolle med hundene. Han var dog hjælper (banefixer) de sidste par timer både lørdag og søndag eftermiddag. Han har selv sagt, at han faktisk syntes, at det var sjovt at se på lidt agility.
Nå men lidt resultater skal I da have fra agilitystævnet. Cocio er jo ikke så gammel, så hun er i klasse 1. Hun er virkelig hurtig og drøner derudaf. Lidt for hurtig på felterne og får dem ikke altid, men til gengæld i springklasserne, der konkurrenterne kamp til stregen. Lad mig sige det sådan … Søndag vandt Cocio begge springklasser og blev nr. 2 i agilityklassen. Seje tøs. Det ene løb var Cocio fantomagtig i tid, hun løb på 6,19 m/sek.
Dansk Spring ChampionBillede taget lige efter jeg havde set sidste hund løbe og jeg jeg vidste, at Pizza ville blive springchampionSindsyg mange præmierPizzas sidste certifikatPizza og Cocio med alle deres præmier
Pizza er jo blevet 8 år og jeg har besluttet mig for, at efter stævnet i Ribe i september, så skal hun løbe på seniorhøjde. Så jeg var meget spændt på, om Pizza kunne opnå det sidste og eftertragtede springcertifikat for at hun kunne blive Dansk Spring Champion inden seniorklasserne. Lørdag var det lige ved og næsten … hun var fejlfri, blev nr. 2 i spring klasse 3 (kun slået af Hazel på tid – endnu engang til lykke til Marianne).
Søndag formiddag trak jeg Pizza fra agility klasse 3. Det var virkelig lorte regnvejr og jeg turde ikke lade Pizza løbe på balancen, da jeg syntes den så glat ud. Der var da også en anden hund, der faldt af balancen. I spring klasse 3 (udfordrende bane) var Pizza den eneste, der kom igennem banen og hun var heldigvis fejlfri og i en fin tid. Hun fik derfor det sidste springcertifikat, og ja …. hun blev Dansk Spring Champion. Desværre var der ikke mange til præmieoverrækkelsen, så jeg tror at jeg venter med at fejre det til vi kommer til Ribe i september.
Tak til alle mine skønne venner på Bornholm for at lykønske mig med championatet. Jeg er glad og stolt af min pizzapige. Og tak til Susanne for altid godt selskab i teltet.
Mit knæ holdt stand og jeg er fortrøstningsfuld til DM i agility og rally næste weekend. Endnu en dejlig ferie på Bornholm er ovre. Vi ses til november, hvor jeg skal dømme min anden-sidste rallyprøve.
For en måned siden skrev jeg et blogindlæg ”jeg er helt okay med det”. Det var hovedsageligt om Pizza, som ikke blev udtaget til DcH’s DM i agility. Jeg trængte til en pause – og har nydt det.
Og nu en måned senere er jeg igang igen. Og hvilken weekend! Og jeg har nydt det!
Cocio skulle deltage i sit 3. stævne og det gik virkelig godt. Hun skulle løbe 4 løb. Der var blandt andet konkurrence om bedste hund, hvor fører var medlem af Border Collie Klubben, kunne blive klubmester. Og ved du hvad…. Cocio gennemførte 3 ud af 4 løb og VANDT KLUBMESTERSKABET. Jeg kan slet ikke fatte det. Jeg er simpelthen så overrasket og overrumplet over Cocios fart og glæde (hun siger det også højt) og over, at hun er nogenlunde styrbar 🙂 Lidt vilde har mine hunde jo altid været på agilitybanen. Hun er kun lige fyldt 1½ år – så sikke en fremtid vi går i møde.
OPDATERING 18/10-2021: Ovennævnte skrev jeg søndag aften. Men mandag blev jeg ringet op af VAS (stævnearrangør), de havde lavet en regnefejl vedr. klubmesterskabet. Cocio blev ikke klubmester alligevel 😦 Det blev en anden person, som løb i 145 sek med 15 fejl (og ingen tidsfejl). Cocio løb i 119 sek men med 20 fejl. Og da det er hunden med færrest fejl, der vinder, blev Cocio dermed ikke klubmester alligevel. Til lykke til Kisser, du får min rossette snarest muligt. Jeg er ikke vred eller noget på VAS, for helt ærligt, vi er jo bare mennesker, og hvor der er mennesker, sker der fejl. De har jo ikke gjort det med vilje. Alt tilgivet.
Jeg vil straks sige, at hun på ingen måde er overtrænet, hun er bare utrolig lærenem og da jeg har min egen bane, kan jeg jo lige smutte ud og tage 10 minutters træning hist og pist, når jeg har tid og lyst.
Jeg er i gang med at lave 2 on 2 off på felterne om til running contacts og tja, lige nøjagtig balancefelterne missede hun big time til konkurrencen. Så der er noget at arbejde med.
Jeg vandt bl.a. en halv times undervisning af Channie og en måtte-trænings-dims. Og som klubmester vandt jeg et gavekort til 250 kr. i bordershoppen. Ha ha, nej, men sådan læste jeg det, da jeg stod med gavekortet og var overvældet af glæde. Undskyld til alle for den skraldlatter, jeg slog op, da jeg fandt ud af, at der stod broderishop.dk – det er jo noget helt andet 🙂
Se alle Cocios løbCocio i fuld fart ud af tunnelen, fotograf Tina HindsgaulSkøn præmie, noget der virkelig kan bruges til noget.
Søndag formiddag afsted til Vallensbæk igen og her var det Pizzas tur til at være på agilitybanen. Hun deltager jo i den sværeste klasse. Det blev til 3 disk ud af 4 løb. Men altså, når Pizza så lige vinder det løb, som hun ikke blev disket i, gør det bestemt ikke noget. Min søde og frække Pizzapige. Det var hendes 2. springcert, hun vandt der, og nu mangler hun bare et for at blive Dansk Spring Champion. Som præmie vandt jeg en rigtig fint fuglefoderhus, som jeg er mega glad for.
Jeg er meget glad for sprincertifikatet til Pizza.
Det var ikke verdens smukkeste løb, men det behøver jo heller ikke at være smukt, når bare man vinder!Det det fine fuglefoderbræt, som Pizza vandt til migSådan der! Pizza! Fedt at stå som nr. 1 på resultatlisten.Så skal der trænes running contactsLige et lille billede af min pandekagemorgenmad lørdag morgen, inden jeg kørte til konkurrence.
Jeg er jo på LCHF for tiden og pandekager er bare ren guf og er med til at slanke! Ja, folk, der ikke aner, hvad LCHF er, tror ikke deres egne ører, når jeg fortæller, at man skal spise fedt for at tabe sig. Der skal virkelig ændres på folks opfattelse af, hvad der er sundt for kroppen.
Opskriften til sådanne pandekager kan findes her: https://mariasilje.dk/proteinpandekager/ De er lækre og nemme at lave. Den hurtige: 4 æg, 200 g hytteost, et par spiseskefulde husk, lidt mandelmel, lidt sødemiddel, lidt salt. Stavblænder! Bum! Stegt i godt med smør. Der kan være 4 små pandekager på vores pande ad gangen.
Tak til VAS for en fantastisk weekend. Håber, at flere klubber har mod på at lave stævner.
Jeg har været til DM i agility her i weekenden i forbindelse med DKK’s store samlede hundearrangement Hund i Fokus, som igen i år blev holdt på fantastiske Vilhelmsborg.
For at gøre det ret kort, så blev jeg ikke Danmarksmester i agility. Men til gengæld blev Serine, Susanne og jeg Danmarksmestre i Kammeratskab. Hold nu op, hvor har det været en skøn weekend.
Serine, jeg og Susanne
Vi havde aftalt at leje et hus (fandt en villa i Mårslet, 3 km fra Vilhelmsborg via airbnb) fra fredag til søndag. Huset havde 2 soveværelser, og det ene værelse var med 2 enkeltsenge.
Susanne og jeg kørte sammen til Vilhelmsborg allerede fredag, da jeg havde tilmeldt Pizza en hooperskonkurrence fredag eftermiddag. Det gik strålende til hoopers, 2 fejlfrie løb og 45 point i resultatbogen. Jeg er virkelig blevet tændt på den sport, hundene stråler af energi. Der var desværre småregn hele eftermiddagen/aftenen og jeg havde glemt min regnjakke (havde dog fået regnbukserne med!) Blondine! Heldigvis lånte jeg en jakke af Jytte, så jeg blev ikke gennemblødt. Vi var først færdige kl. 20.15, så jeg skyndte mig hjem til vores hus, hvor Serine og Susanne ventede med stor familiepizza.
Vi hyggede fredag aften med vendespil, som jeg havde med. Det var altså ret sjovt. For det var sådan en slags huskespil, hvor man skulle matche billeder af hunde med de rette ejere. OMG jeg er et forfærdeligt konkurrencemenneske. Jeg lever mig altså lidt for meget ind i at spille sådan noget. Undskyld Serine og Susanne 😉
Lørdag morgen op og afsted til Vilhelmsborg. Der var tilmeldt 61 hunde i stor klasse. Der var ialt 3 løb vi skulle løbe, og bedste hund sammenlagt over de 3 løb ville vinde DM. De store hunde skulle starte. Dommeren fra Holland havde tegnet nogle rigtig gode baner og med godt flow og sværhedsgrad. Perfekt til et DM. Desværre satte Pizza af for tidligt på spring nr. 2 og hun landede på overliggeren til springet. Det gjorde mig lidt ked af det og jeg blev ukoncentreret og lidt efter blev vi disket. Dermed vidste jeg så også, at løbet var kørt, for med en disk kunne vi ikke vinde DM. Serine og Susanne var solidariske og blev også disket i deres første løb.
Hermed bevist (se mit hår), at jeg virkelig LØBER agility. Fotograf: Jens Dixen Mejdahl
Der var en dejlig lang frokostpause, hvor vi havde tid til at se lidt på omgivelserne omkring Vilhelmsborg. Der foregik mange aktiviteter og især K9 Biathlon (motionsløb med hund) fangede min interesse. Hold da op, hvor skal de mennesker træne for at gennemføre i en nogenlunde tid. De skulle på tømmerflåde, løbe op og ned ad skråninger, rutche ned ad bakker, i voldgrav m.v. Imponerende med den fine fysik, de fleste havde og skønt at se de mange hunderacer.
Lørdag eftermiddag var der endnu et agilityløb, hvor Pizza simpelthen løb så fint og hendes springteknik kunne jeg ikke klage over.
Lørdag eftermiddag efter vores dejlige løb smuttede Susanne og jeg til Silkeborg, mens Serine slappede af i huset i Mårslet. Det var skønt at besøge mine forældre igen. Det var herligt at overraske dem med besøg. Vi nød alle besøget og jeg fik vist tømt mors småkagekasse (uhmmmm mors hjemmebag!) og hjulpet min far med sko-indkøb via internettet.
Lørdag aften fik vi sushi og sodavand (virkelig seriøst = ingen øl) og selvfølgelig en omgang vendespil.
Søndag formiddag kunne vi vente lidt med at tjekke ud af huset, da de store hunde først skulle løbe ved 11-tiden. Så vi hyggede lidt ekstra, og fik vendt verdenssituationen endnu engang. Vi ryddede pænt op og støvsugede, selv om vi havde betalt for rengøring. Det er ikke let at finde et udlejer, som accepterer så mange hunde, som vi har med, så vi gjorde alt for at efterlade det pænt og ordentligt. Udlejer skrev da også: “Jeg mødte ikke Lone personligt, men vi havde klare aftale og huset er rent og ryddeligt efter Lone og hendes to venner og 4 hunde har været i huset. Der er stort set ingen spor efter de 4 hunde. Jeg kan klart anbefale Lone som gæst og hun vil være velkommen, hvis hun kommer igen.”
Søndag formiddag blev det igen en disk til os alle 3. Og så kom der en længere frokostpause. Vi begav os ned mod standeområdet for at shoppe lidt. Vi gik forbi restauranten ved Vilhelmsborg og jokede lidt med, at vi ville lave et photobomb ved en større forsamling, som var ved at tage familiebilleder til en stor konfirmationsfest. Da vi kom længere ned mod standene så jeg pludselig min kollega kom løbende med en hjertestarter, jeg råbte om han havde behov for hjælp og han svarede ja. Jeg kiggede op mod konfirmationsfesten, og der lå der en person på græsset. Pizza efterlod jeg til Susanne og Serine og jeg spurtede afsted, da det er naturligt for mig at hjælpe i sådan en situation – er hjerteløber.
Manden, der lå på græsset havde heldigvis fået puls og vi havde ikke behov for hjertestarter (det lignede dog et lille hjerteanfald). Jeg tog mig af den stakkels mand og på den anden side sad en anden mand, som tog puls. Efter et par minutter kom ambulancen og den stakkels mand var kommet til bevisthed. Jeg beroligede ham under hele forløbet. Da han var kommet op i ambulancen havde jeg underligt nok stort overskud til at spørge alle konfirmationsgæsterne, om der var nogle, der havde behov for at snakke om hændelsen. Og så blev datteren til den stakkels mand skubbet frem til mig. Jeg fik beroliget hende og fortalt, hvad der var sket og hvad der nu skulle ske i ambulancen med målinger m.v. Hun var meget ulykkelig, så selv om jeg ikke krammer nogle for tiden, fik hun altså krammer af mig. Manden kom afsted og selskabet gik ind og jeg forlod græsplænen. Mødte tilfældigvis den anden mand, der sad overfor mig under vores førstehjælp, og det viste sig, at han var praktiserende læge.
Endnu engang bliver man lige mindet om, at man skal huske at nyde livet, mens man har det!
Nå ind og løbe agility igen … igen en disk. Måske koncentrationen var røget en smut efter førstehjælpsepisoden.
Jeg må altså skrive, at jeg synes det er en dejlig hal at løbe DM i agility i. Alle kan se noget og alle klapper og hujer. Der var simpelthen en fantastisk stemning og det var nogle meget værdige vindere. Skønt underlag at løbe på (virkelig god ridehusbund), ingen regnvejr – alle har lige betingelser. Ja, jeg vandt ikke i år, det var 10 år siden jeg vandt med Panik (Pizzas mormor) … men jeg vandt DM i kammeratskab med Serine og Susanne. Vi havde det virkelig virkelig fantastisk.
Da DM var slut og vi fik pakket bilen smuttede jeg lige en tur ned til græsplænen, hvor jeg havde ydet hjælp til den stakkels mand, der var bevistløs. Jeg mødte mandens datter og hun havde været på hospitalet og besøgt sin far. Hun takkede mig mange gange for hjælpen og det var dejligt at se hende glad igen. Så fik jeg ligesom sat punktum på den episode og jeg håber, at de finder ud af, hvad han fejler, så han kan behandles. Det er nok en konfirmation, de ikke lige glemmer.
Det er også et DM jeg ikke glemmer. Jeg er helt høj på oplevelser og godt kammeratskab.
Pizza og jeg til hoopers fredagPizza kan dirigeres langt væk igennem hoops og uden om tønder. Hun var en stjernehund.
Jeg ved ikke helt, om jeg kan tillade mig at skrive, at jeg takker DKK, for at stå for sådan et godt arrangement – men det gør jeg altså. Tak DKK og alle de hårdt arbejdende udvalg!
ZAG står for Zealand AGility (Camp), en træningslejr for agilitynørder i 3 dage. Ja, sådan en AGcamp har jeg gamle kone på 51 lige været på. Der var overnatning på pladsen, og selv om jeg bor 40 minutters kørsel væk, så valgte jeg at slå telt op og sove på luftmadras.
Mit store telt med lidt hegn foran skabte rammen for mine 3 hunde og jeg i 3 dage.
Campen startede mandag den 5/7, men allerede dagen før var det muligt at komme og slå telt op eller sætte campingvogn og allerede overnatte fra søndag til mandag.
Søndag valgte jeg at sætte mit lufttelt op (ja, en ægte blondine samler ikke stænger til et telt – det pumpes op!) og vupti, så var mit 5 personers telt fra Decathlon sat op. Jeg hjalp camp-ledelsen med at sætte ringbånd op og ordne lidt småting og derefter kørte jeg hjem og overnattede i Bjæverskov.
Mandag morgen kl. 7.45 var vi i gang. Marianne bød velkommen og fortalte, hvordan hele denne camp var blevet til over en god flaske vin sammen med nogle venner. Fra idé til handling er der ikke langt! Typisk for disse fantastiske 4 – og tak for det! Marianne, Bent, Rune og Christian. Uden jer, ingen camp.
Campen var opdelt i 3 ringe med hver sin instruktør – og foregik over 3 dage. Man havde den samme instruktør formiddag og eftermiddag dag 1, næste instruktør dag 2 og tredje instruktør dag 3.
Det vil sige, man havde den samme instruktør en hel dag og dermed samme instruktørstil. Og man skulle dermed ikke omstille sig ved hele tiden at skifte instruktør alt efter hvilket modul, man var på.
Instruktørerne på campen er nok Danmarks bedste agilityinstruktører: Jane, Jannie og Channie (det lyder så sjovt, når man siger det i den rækkefølge). Hvorfor dog få instruktører fra udlandet til Danmark, når vi har disse 3 boende her i landet?
Jeg havde taget alle 3 hunde med, men gamle Kizz Me måtte desværre kun se på. Hun kan ikke holde til sådan noget mere. Men hun nød at være med og fik masser af opmærksomhed.
Dag 1 var jeg på Jannies bane. Lange baner med god afstand og med en helt speciel stil, hvor vi skulle få hunden til at selektere forhindringerne via verbale kommandoer. Fedt at prøve dette. Formiddag havde jeg Pizza på banen og eftermiddag havde jeg Cocio på banen. Vi løber jo heldigvis ikke hele tiden og der var masser af pauser, hvor vi så de andre deltagere, grinte og klappede.
Pizza giver den gas og springer afsted i fin stil. Cocio altså! Hvorfor altid så fyr og flamme, når du giver dig i kast med noget! Nå, men det ligger jo i generne at være med fuld power 🙂
Dag 2 var jeg på Channies bane. Jeg startede med at løbe hele banen med Pizza fejlfrit. Derefter brød vi banen op i bidder og forbedrede en masse via andre løsninger end min gammelkonestil. Jeg kender Channie godt, da hun har været min træner gennem de sidste par år. Om eftermiddagen skiftede jeg Pizza ud med Cocio, da jeg syntes Pizza skulle have pause. Cocio giver sig 100% og er virkelig en drøm at løbe med. Sidst på eftermiddagen efter jeg havde løbet kom der mega regnvejr. Teltet holdt tørt og jeg fik en lille lur – det var tiltrængt. Om aftenen var der quiz-night, hvor vores hold skulle dyste mod de andre 5 hold. Hold da op, hvor var det sjovt og jeg vil sent glemme, at vi sang højt “pas på den knaldrøde gummibåd”! Alle de andre hold snød, og jeg mener til fulde stadigvæk at vores hold vandt 😉
Pizza træner selvstændig nedgang på balancen, hvor jeg bliver ”låst” bag 2 tunneller. Cocio på Channies bane. Ja Channie var lige nødt til at sidde foran tunnellen ved dette spring, som stod meget tæt på hinanden.
Dag 3 var jeg på Janes bane. Jeg har været på kursus hos Jane før, så jeg kendte hendes stil og entusiasme. Super fed bane, men svær og fyldt med fælder. Det var lidt svært at finde rundt på banen. Vi grinte og jeg sagde, at hvis man ikke ved, hvor man skal hen, skal man bare tage det mest usandsynlige, og det er sikkert rigtigt 🙂 Det var jo også sidste dag og vi havde haft mange forskellige baner og moduler i hovedet, så det gjorde det jo heller ikke lettere. Jeg lærte også sætningen, at ”hvis man er bange for, at man ikke kan nå det, skal man bare løbe lidt hurtigere” 🙂 Cocio løb ikke på Janes bane, da den var for svær og jeg ville gerne løbe med Pizza, da det lige var noget for hende.
Rune og Delta deltog også. Delta udviklede sig hver dag sammen med Rune. De var en fornøjelse at se på. Delta bliver afkølet i den hundepool, som jeg havde taget med. Der var mange hunde, der var glade for poolen.
Der var skønt solskinsvejr på dag 3, teltet blev tørt og jeg fik det pakket fint sammen igen sidst på dagen – så vi er klar til en ny overnatning.
Selv om jeg er en gammel agilityrotte har jeg godt af at udvikle mig, selv om jeg ikke kan løbe så stærkt, som de unge, slanke sporty agilitymodeller 😉 Jeg lærte ihvertfald meget og vil gerne deltage næste år, såfremt 4-kløveret tør arrangere endnu en camp! Pleeeeeease
Pizzas første spring-cert
2 dage før campen var jeg til agilitystævne i Højme, hvor jeg deltog med Pizza om lørdagen. Lige nu jagter jeg springcerter. Sørme om ikke det lykkedes for os: Pizza fik springcert, idet hun blev nr. 2 i et blændende springløb. Jeg turde ikke håbe på, at hun fik certet, da der ikke var præmieoverrækkelse lørdag (jeg deltog kun lørdag). Først søndag sidst på eftermiddagen fik jeg beviset: Et billede af rossette, bobler, cert og præmiebon’er. Yes, Pizzas første springcert var i hus.
Selv om jeg har dyrket agility i rigtig mange år – faktisk siden 1989, så udvikler sporten sig og det må jeg altså også gøre, for ellers kan man ikke følge med. Sporten forandrer sig, stilen på banerne forandrer sig (skæve vinkler osv), så man bliver nødt til at være up to date. Det føler jeg, at jeg er nu!
Hygge til træning kan være lige så sjovt, som at gå til konkurrencer og løbe efter de eftertragtede landsholdspladser samt deltage til NM/VM.
Jeg skrev jo for en måneds tid siden, at jeg overvejede at søge landshold i agility i år. Min endelige konklusion blev et ”skal ikke”. Beslutningen blev taget mest på baggrund af Pizzas seneste konkurrence, hvor hun ud af 4 løb ikke havde et eneste fejlfrit løb (dog 3 gennemførte). Faktisk var det sådan, at når jeg stillede til start til det pågældende stævne, så kunne jeg mærke, hvordan jeg hele tiden tænkte på at præstere på topplan og jeg følte, at alle kiggede på mig. Min mavefornemmelse var derfor, at landshold må vente til næste år, hvor Pizza har endnu mere stabilitet med sig og jeg har fået finpudset nogle flere detaljer.
Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg skal søge landshold, så skal jeg være ”sikker på”, at jeg kan få en plads på selve landsholdet og komme med til NM/VM. Hvis jeg ikke er sikker på det, så er det ikke mit år. Jeg gør nemlig ikke noget halvhjertet.
En sidste og afgørende ting var også, at jeg er enormt bange for at miste hyggen til stævnerne på grund af for stor koncentration og konkurrencepres. Jeg skal have det sjovt, selv om min hund laver 5 fejl eller bliver disket. Min hund gør alt for mig, så derfor vil jeg også gøre alt for hende, og det er at dyrke min sport på almindelig konkurrenceplan lige nu 🙂
For 2 uger siden til agilitytræning hos Channie blev Pizza og jeg sat til at træne på en bane, der er tegnet af den dommer, der skal dømme nordisk mesterskab i agility til august. Vi skulle starte med at løbe hele banen og derefter plejer vi at træne på små moduler i banen, som volder os ”problemer”.
Jeg sagde for sjovt, at hvis Pizza løb banen fejlfrit i første hug, så ville jeg søge landsholdet i år. Sørme om ikke den sad lige i skabet. Det har givet mig en del at tænke over.
At være på bruttolandsholdet og løbe kvalifikationsløb samt være til landsholdssamling kræver en del af den person, som forsøger at komme på landsholdet. Man skal holde tungen lige i munden, have is i maven og være indstillet på, at det ikke altid er så sjovt at gå efter de eftertragtede kvalifikationspoint – for der kan være meget på spil for de enkelte ekvipager. Der kan være en smule koldt på toppen. Jeg har jo være på landshold 4 år i træk – fra 2007-2010 – med Pizzas mormor Panik, så jeg har prøvet det før.
Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility
Der er også en masse positivt ved at søge landshold. Man træner mere intensivt, lægger planer og målsætninger samt er meget mere seriøs i sin træning. Man danner nye venskaber og lærer en masse om sig selv og sin hund.
Pizza bliver 6 år til sommer. Hun har haft 2 kuld hvalpe og skal ikke have flere kuld, for nu skal Pizza og jeg nyde hendes agilitykarriere.
Jeg må indrømme, at det tænder mig lidt, at Pizza er så god for tiden både til træning og til konkurrencer. Spørgsmålet er bare, om sådan en gammel kone som jeg (fylder snart 50 år), stadig kan blande mig mellem danmarks bedste …. tænke tænke tænke. Ja, jeg er gået i tænkeboks. Der er sidste frist for ansøgning om et par uger, så jeg har lidt tid at tænke i. Der er også mange andre ting, som er med i afgørelsen om landshold …, såsom et hvalpekuld her hjemme (Aqua min udstationeringstæve kommer hjem i marts), arbejde, mine forældres helbred, tid og penge samt ikke mindst, om min ankel får det bedre (forstuvet i efteråret).
Vi er nogle stykker, der har været fascineret af agilityverdensmesteren Stanislav’s handling i et stykke tid. Vi samledes så i dag i en agilityhal for at træne på nogle momenter, hvor fjerndirigering kan komme på tale som et alternativ, hvis man ikke kan nå op til sin hund på banen.
At tolke på Pizzas ansigtsudtryk efter træningen, så var hun vist meget tilfreds med dagens agilitytræning. Uha, jeg elsker den hund.
Jeg har især brug for denne fjerndirigeringshandling i fremtiden, for jeg bliver jo ikke yngre, og at komme op på samme hastighed med min hurtige hund, det når jeg aldrig. P.t. har jeg stadig en fod, der gør knuder, så det gør det jo heller ikke bedre.
Jeg skal have indøvet verbale kommandoer på Pizza, så hun drejer til den rigtige side, kommer ind til mig og tager spring udefra – dette arbejde er godt i gang og det nyder jeg godt af, når vi er til konkurrencer. Største opgave for os er faktisk at løbe fremad, især hvis der står nogle andre forhindringer ude til siderne, som trækker. Så de gode gamle fremadsendelser skal vi tilbage til. Så at sige “back to basic”.
Her er en video, som Stanislav har lagt op på sin youtubekanal. Så kan I måske bedre forstå min fascination:
Sidste mandag til agilitytræning hos Channie fik jeg lavet et dumt vrid i mit knæ. Det har så drillet mig on off hele ugen, hvor jeg har lidt smerter. Især når jeg skal bøje knæet for meget (fx når jeg går op og ned af trapper).
Men det holder mig dog ikke fra at “gå” til agility. Hver tirsdag træner jeg sammen med en flok gode venner i Ringsted. Faktisk følte vi os alle 3 på holdet lidt amputeret i tirsdags: En havde knæproblemer, en havde problemer med vejrtrækning og så mig, der ikke kunne løbe. Vi udnyttede dog situationen og fik trænet lidt på fjernstyring af vores agilityhunde – sådan lidt ala Stanislav fra Rusland, der vandt VM i agility for nylig. Han er faktisk mit store idol. En kæmpe mand, med lidt for mange kilo vægt, som har lært sin hund fjernstyring. Det ser så bragende godt ud.
Jeg forsøgte mig med en masse verbale kommandoer i tirsdags til træningen. En masse af disse kommandoer kan jeg takke min hvalpeinstruktør Johanna Allanach for. “Left” og “Right” kommer virkelig på prøve, når Pizza skal dreje den ene og anden vej. Jeg skal bare lige lære at time det lidt bedre i fremtiden. Men fremtiden ser lys ud.
Der var varslet hedebølge til agilitykonkurrencen hos Sydfalster Agilityklub. Jeg tænkte så, at jeg ikke ville sidde og koge i et telt, men have lidt luft omkring mig. Jeg købte derfor en parasol for et par dage siden. Og det var klogt!
Total retro mødte jeg op med blot et hegn, stol og parasol i dag. Fuldstændig som da jeg gik til konkurrencer for 25 år siden. Der sad man også bare med parasol eller strandtelt rundt omkring agilityringene, og nogle sad også bare på et tæppe.
Eneste nye i dag var, at jeg også havde et sølvcover, til at lægge hen over hegnet. Pizza havde det heldigvis ikke for varmt på noget tidspunkt. Så min strategi virkede.
Det var et rigtig fint stævne, som klubben havde fået stablet på benene. I går var der klasse 1 og 2 stævne. I dag var det kun for klasse 3. Det fungerede rigtig fint og der var god stemning. Klubben har endnu ikke den store erfaring i stævner, men de er godt på vej. Fx havde de lavet stort set ens startlister i alle løb, og den går ikke ifølge reglerne. Jeg var en af de første i alle 4 løb, og det var jeg ked af, da jeg gerne vil have mulighed for at se de andres løb inden jeg selv skal løbe, da der godt kan være forskel på handling og hvor langt man når, i forhold til den banegennemgang man har nået. Og hvis jeg hver gang skal starte klassen, bliver jeg frataget denne mulighed i hvert eneste løb. Jeg skrev om det på facebookbegivenheden og de tog det til sig, og sendte et nyt katalog ud. Dejligt med en klub, der lytter til os gamle garvede agilitytosser 🙂
Dommer var Allan Hansen og han havde lavet nogle rigtig gode og flydende klasse 3 baner med nogle finurligheder, som gav udfordringer, men ikke noget, som vi ikke kunne løse, med den rigtige handling. Apropos rigtig handling, så blev mit første løb til en disk, da jeg lige manglede et skridt til en side og Pizza tog et forkert spring. Der skal ikke så meget fejlhandling til, som resulterer i en disk, når han har en hurtig hund. I løbet af et splitsekund kan det gå galt.
Pizzas første agilitycertifikat 30/6-2019
Andet løb på dagen var agility klasse 3. Første hund på banen var fejlfri og derfor vidste jeg, at hvis jeg skulle slå den tid, så måtte jeg give lidt slip på Pizzas felter, det vil sige, release hende lidt før tid, samtidig med, at jeg skulle sikre mig, at hun fik felterne. Hun var heldigvis fejlfri, blev nr. 2, men da nr. 1 allerede var champion, så gik certet videre til Pizza. YEAH!
Jeg har ikke opnået et agilitycertifikat siden 2015 (med Kizz Me), så jeg var faktisk en anelse rørt, da der blev spurgt efter Pizzas røde resultathæfte, som der skal skrives i, hvis man opnår certifikater.
Jeg må sige, at jeg er lige en anelse stolt
Nu går jagten for alvor ind på de sidste 2 certifikater før Pizza kan kalde sig for Dansk Agility Champion.
Hold nu kææææææft, hvor var det en varm dag (31-32 grader!). Efter konkurrencen kørte jeg forbi vores sommerhus, hvor jeg hurtigt fandt min badedragt frem fra skabet og så gik Pizza og jeg ud og bade i Grønsund. Det var virkelig skønt at blive kølet ned.
Næste weekend gælder agilitystævne i Højme. Glæder mig allerede!
Jeg har en tradition og det er at deltage i DKK Vibys 3-dages agilitystævne i Kristi Himmelfartsferien. I år var det så årets første stævne, idet Pizza jo har haft hvalpe, og der skal gå minimum 75 dage efter hvalpene er født, til man må deltage i stævner. Så med drægtighed, hvalpe og efter-hvalpetid, så går der let et halvt år uden agility. Det er faktisk en af årsagerne til, at jeg vælger at udstationere en tæve, så jeg ikke behøver at have mere end et par kuld hvalpe på mine egne tæver. Jeg vil ikke være en producent på mine hunde og jeg vil samtidig dyrke min hobby – hundesport.
Nå, men altså i onsdags lige efter arbejde kørte jeg afsted mod Jylland med Pizza, Kizz Me, telt og udstyr. Der var desværre den traditionsrige kø på Fyn, men det viste sig, at være en lang elastikkø hele vejen over Fyn til Skanderborg. Så det tog lidt tid at komme til Viby.
Mit dejlige Quechua-telt fra Decathlon med luftstænger. Dejlig rummeligt og selv en blondine kan finde ud af at sætte det op.
Teltet blev sat op og jeg slappede af med hundene og mødte alle mine agilityvenner. Fik kogt lidt vand og spiste en overdådig aftensmad (cupnoodles).
Torsdag var 1. stævnedag. Jeg vågnede op til regnvejr og det vejr fortsatte så resten af dagen. Pizzas første løb var fabelagtigt, blot en vægring, som desværre kostede os certet. Men vi var igang, og det var det vigtigste. Pizzas energi har ophobet sig gennem et halvt år, men hun var styrbar og skøn at løbe med.
Kizz Me er jo senior og var tilmeldt i klassen for de gamle hunde. I løbet af de 3 dage endte hun på pallen i alle sine løb undtagen 1. Hun havde 7 løb ialt. I nogle af seniorklasserne var der 21 deltagere. Så jeg var ret stolt. Faktisk havde jeg tænkt mig, at jeg skulle lave nogle hyggeløb med Kizz Me. Men men men sådan en gammel cirkushest som jeg er svær at få ud af manegen. Så da Louise løb med Ronja før Kizz Me (hun er vist 7 år) og løb et blændende seniorløb, så tændte det altså lige en konkurrencegnist i mig. Jeg gav den hele armen og vandt over Ronja, hvilket var ret sjovt, for os med seniorhunde har det virkelig sjovt sammen, også selv om der er lavet en seniorcup i år. Kizz Me er tilmeldt cuppen, men jeg har ingen intentioner om at vinde eller noget der ligner, da Kizz Me kun har mulighed for at deltage i 2 af stævnerne (tror nok, at der er 6 tællende).
Tak Kizz Me for at vinde denne lækre bluetooth-højttaler til mig.
Fra mit opsatte villatelt kunne jeg se lidt af den ene bane og høre højttalerne, hvis der skulle være indkald til nogle af banerne. Men faktisk så havde DKK Viby foretaget en smart løsning med hensyn til programmet. De fastholdt tiderne i programmet, det vil sige, at hvis en bane (der var 3 baner ialt) pludselig var foran, så startede man ikke den næste bane før tid. Det vil sige, at man kunne regne med programmet og det bevirkede, at man ikke hele tiden følte sig stresset og skulle holde øje med, om den ene og den anden ring pludselig var foran og gik igang med banegennemgang før tid.
Denne her lampe kunne man også vinde, men jeg undlod at tage den 😉
DKK Viby har også evnen til at have en masse søde hjælpere og deres madtelt kører bare super godt. Man kan betale med mobilepay. Der var både morgenmad, masser af kaffe, hjemmelavede burgere og aftensmad (forudbestilling).
Fra mit telt kunne jeg se ind på den ene bane og mange mennesker gik forbi teltet. Jeg fik mange smil og god dag på den måde.
Torsdag efter første konkurrencedag tog jeg ud til mine forældre i Silkeborg. Jeg havde på forhånd aftalt at overnatte hos dem og dermed ikke i mit telt. Det var meget heldigt, nu hvor det havde regnet hele dagen og man var faktisk ret våd, kold og klam.
Hjemme hos mine forældre kan jeg let overnatte i stuen. Jeg er som faster Anna fra Matador, hvis bare der er en madras, så kan jeg godt overnatte 🙂 Min søster ankom også og vi fik lavet lasagne og spist sammen. Det var hyggeligt. Mine forældre har ikke længere bil, så jeg kørte en tur med min mor. Min far aflyste hjemmeplejen og jeg hjalp ham op i kørestol og da han skulle i seng, kunne jeg også klare det. Min far er jo halvside-lam efter en hjerneblødning. Der sker dog hele tiden små fremskridt, så jeg var mægtig glad, da jeg så hvordan han stædigt selv ville sørge for at komme i seng og ordne sit tøj til natten.
Vi forærede også min far en iPad. Han fik en halv times introduktion og så håber jeg, at det kommer til at gå. De vigtigste app’s ligger på første side af iPad’en, så man ikke skal lede efter fx DMI, messenger og YouTube.
Fredag morgen op og afsted mod Viby. Vejret var heldigvis meget bedre. Faktisk så godt, at jeg endte med at blive en smule solskoldet. Jeg havde ikke taget solcreme med, da YR havde lovet regn og overskyet hele ferien.
Fredag var bare en super stævnedag. Rigtig gode løb med begge hunde og spændende baner fra udenlandske dommere. I et AG3-løb med Pizza faldt Pizza af balancebommen, men hun landede fint på jorden med alle 4 poter og løb videre. Jeg spurgte dommeren efter løbet, hvad han havde set. Han svarede, at Pizza kom en smule skævt op på balancen og i stedet for at skvatte ned og lande uheldigt, så så det ud som om, at Pizza valgte selv at springe kontrolleret ned. Hold da op, hvor er jeg glad for sådan en observation. Min hund tænker på sig selv. Det var jeg vildt glad for.
Banefixerne havde sådan nogle fine små telte at sidde i. Det var meget praktisk om torsdagen, hvor der regnede hele dagen.
Fredag eftermiddag fik jeg pludselig en invitation fra min søster (bor 15 km fra stævnepladsen) om at komme hjem til aftensmad. Yeah, fik grillet laks og min søsters super lækre mad. Hun er virkelig god til madlavning og folk booker hende lang tid i forvejen til at stå for mad til konfirmationer m.v. Så lidt heldig har man lov til at være.
Lige neden for sportspladsen går der en sti langs Århus Å. Det er en dejlig tur med skøn natur.
Lørdag var det endnu en dejlig dag vejrmæssigt. Heldigvis var der ikke så megen sol, så det var hundevejr. Fotograf og journalist fra Hunden kom på besøg og satte sig ved seniorringen. Jeg fortalte ham om seniorcuppen, så jeg er spændt på, om der kommer noget med i Hunden om det. Spring senior skulle Kizz Me løbe, og jeg havde virkelig en udfordring med den bane, da jeg bare skulle hen i position for at kunne nå at løse baneforløbet bedste muligt. Faktisk måtte jeg tage nogle råb i brug for at få mine ben til at spæne afsted. Det hjalp heldigvis, til stor morskab for publikum.
Pizzas bedste løb var i AG3, hvor der var virkelig mange ud-spring. Det vil sige spring, som hunden skal tage bagfra. Jeg hader det, men bliver nødt til at træne det, for det er noget dommerne elsker at tage med på banerne. Men denne her AG3 var virkelig fyldt med ud’erne. Jeg bruger en jysk måde at give Pizza ud-kommando, så igen var publikum ved at dø af grin (hvilket er helt fint med mig, agility skal ikke være kedeligt), så 8 stk. Uiiiii blev det til i dette løb. Pizza løb uden fejl, men endte desværre med en lille tidsfejl, da jeg valgte at beholde Pizza en lille my for lang tid på balancefeltet (som hun selvfølgelig ikke forlod i utide). Igen igen meget meget tæt på at få certet.
Pizza får massage efter sine løb. Massøren fandt ingen problemer med Pizza, hun sagde at Pizza var virkelig fin overalt.
Lørdag efter mit sidste løb fulgte jeg med i hold-konkurrencen fra sidelinjen. Jeg har ikke meldt mig til hold i år, da Pizza er for lang tid ude af sæsonen til, at jeg vil tilbyde dem en “deltids-hund”. Næste år er jeg hold-klar igen, men kun hvis det er et godt og seriøst hold.
Lørdag eftermiddag efter de sidste agilityløb pakkede jeg teltet ned og drog til Silkeborg, hvor jeg havde aftalt endnu en overnatning hos mine forældre.
Søndag var jeg ude at købe ny smartphone til min mor. Den gamle telefon var 5 år og kunne ikke længere starte op. Desværre passede simkortet ikke i den nye telefon, og jeg kunne ikke klippe simkortet til, så det passede i den nye telefon. Der er bestilt nyt simkort som min bror får installeret, så jeg kan foretage mine daglige telefonopkald til min mor. Heldigvis kan hun bruge messenger og derfor kalder vi bare op til hinanden via den app indtil videre.
En lille bøvs skal der lyde: Det er træls, når folk står op kl. 6 på en campingplads og lader sine sheltier stå og gø og gø og gø. Især når jeg ligger i telt og kan høre alt! Jeg kunne også høre at lidt over 6 var der en person, som slap en flok hunde og jeg kunne høre dem drøne ud på konkurrencepladsen. Det tror da pokker, at der blev fundet hundelorte hist og pist.
Der blev sagt i højttaleren, at der blev fundet hundelorte, som ikke var samlet op. Faktisk tror jeg ikke, at det er folks uvilje, der bevirkede, at der lå hundelorte. Jeg tror snarere, at det er folks uopmærksomhed, fx når de står og taler med en anden, så kan ens hund finde på at skide bag ens ryg – man ser det ikke og går videre.
Nå, men DKK Viby, I har sørme gjort det igen. Skabt et fantastisk godt stævne! Klap jer selv på skulderen!
Pizza taget i fuld firspring over muren. Fotograf: Tina Hindsgaul.
Mandag var der træningsdag hos Channie. Det er skønt at få træning og en masse gode ideer til min og Pizzas videre rejse. Desværre stoppede træningen lidt for tidligt, da Pizzas ene trædepude var revet op. Så nu er der lige et par ugers pause, men vi kommer stærkt igen.
Skadet trædepude. Men det heler heldigvis hurtigt, især med god salve.
Sådan endte Pizza med alligevel at blive inviteret til at deltage i European Open I løbet af året havde der været et par udtagelsesstævner i agility, som Pizza deltog i. Nogle af løbene var rigtig gode, men hun havde også et par disk. Hun endte med ikke at være blevet udtaget til European Open-landsholdet for Danmark. Hun var på reservelisten, dog som nr. 7. Så jeg spåede ikke særlig store chancer for at komme afsted.
Desværre blev et par hunde skadet, en fører blev skadet, og nogle sagde nej tak til en invitation – så det endte med, at 5 dage før European Open (EO) skulle starte, så blev jeg ringet op af EO-lederen, om jeg kunne tænke mig den ledige plads. Til at starte med sagde jeg, at det ikke var godt, da min mand og jeg allerede havde booket og betalt færge til en anden ferie om lørdagen (og EO startede 3 dage før). Men lederen kunne høre, at jeg tøvede, og det bevirkede, at jeg lovede at tænke over det til dagen efter.
Min søde mand sagde dog, at syntes, at jeg skulle tage afsted til EO og at han gerne ville komme og hente mig i Østrig søndag efter EO-finalen og dermed køre derned alene med Kizz Me og børnene. Hold op, det gjorde mig bare så glad ❤ Sød mand jeg har der!
Næste problem var så at finde en at køre til Østrig med og finde et sted at overnatte. Yvonna meldte sig på banen med hjælp. Og sikke en hjælp!
Kørsel og hotel Jeg kom til at køre sammen med en af de andre EO-deltagere (Christian) til Østrig. Han skulle alligevel være alene i bilen, så det var en stor hjælp for ham, at vi var 2 til at køre den lange strækning. Vi delte benzin og færge, så det var ren win win for os begge.
Yvonna fik lavet en aftale med det hotel, hvor hun overnattede, at jeg kunne være på hendes værelse til en yderst favorabel pris. Fedt at det hele bare flaskede sig, når man blev inviteret til EO så sent.
Onsdag morgen kl. 6 mødtes jeg med Christian ved Rønnede afkørslen ved motorvejen og så gik det ellers bare sydpå. 16 timer senere ankom vi til hotellet ved Baden bei Wein, hvor Christian læssede Pizza og jeg af, og derefter kørte han til sit eget hotel 10 km borte.
Hold da op, sikke et hotel. Hotel Schloss Weikersdorf Residenz & Spa kan klart anbefales. Yvonna var ankommet allerede dagen før, så hun havde sørget for et fint værelse i stueplan med udgang til græsplæne, hvor hun havde sat hegn op. Pizza og Yvonnas hund Duke gik fint i spænd. Det var en fornøjelse at se, hvordan de to hunde accepterede hinanden.
Hotellets lobby. Så fornemt!
Hotellets bar. Den fik vi dog aldrig besøgt. Men den var godt nok flot.
Smukke Pizza køler sig af i bækken foran hotellet.
Duke og Pizza hyggede sig vældig i bækken sammen. Jeg gik også en tur i bækken i det dejlige, kolde vand. Det var skønt at svale sig af, da der var mega varmt i Østrig.
I hotellets lobby var der en fin rustning. Det passer sig godt til et hotel af denne type.
Den første dag – Torsdag
Torsdag formiddag skulle vi mødes med de andre danske deltagere i Ebreischdorf, hvor EO skulle afholdes. EO blev afholdt på et KÆMPE hestecenter. På den store ridebane i midten af centret, var der plads til 6 agilitybaner. EO bliver afviklet med 4 agilitybaner, så der var stor plads i midten til at opholde sig på. Det var ikke snævert og der var plads til at varme sin hund op.
Vi danske agilityfolk er vant til, at man må sætte telte op rundt om banen, hvorved vi kan opholde os i sammen med vores hunde. Men til EO var det forbudt. Vi blev tilbudt en plads til at have hunde i nogle hestebokse i en afkølet hestestald. Jeg kom for sent til at booke sådan en boks, men heldigvis havde Christian valgt at have sin hund i sin bil, og der måtte Pizza også være.
Men sol og varme biler det går jo ikke! Heldigvis er der opfundet sådan noget sølv-cover, som rigtig mange har anskaffet sig denne sommer. Sådan noget havde Christian med, og det lagde han over bilen. Pizza og Noah lå fint i bilen, som ikke blev for varm.
Samtlige biler blev til sølvbiler til EO.
Torsdag skulle der være dyrlægekontrol. Samtlige hunde fik tjekket deres chip, poter, bevægelse og helbred. Hundepas blev tjekket for rabies. Pizza gik flyvende igennem dyrlægekontrollen, faktisk så flyvende, at hver gang hun skulle løbe frem og tilbage, så hoppede hun op på bordet ved dyrlægerne i vendingerne. Det var nok fordi det var så dejligt at blive nusset af de søde dyrlæger.
Derefter skulle vi vente på, at vi skulle have vores 2 træningsminutter. Det lyder ikke af meget. Men 2 minutter på en bane er lang tid, når man plejer at bruge ca. 30 sek. på en bane til konkurrence. Jeg prøvede Pizza af på især det nye slags hjul. Det gik fint. Og da træningen var ovre, var det tid til at vente på indmarch.
Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.
Indmarchen
Det tog lang tid at stille op og da vi endelig gik igang med indmarch, så fangede vi hurtigt, at arrangørerne havde fundet et specielt landskendt musikstykke til hvert land. Jeg må sige, at nogle af musiknumrene var ikke særlig sjove for landene at gå ind til – det var sådan noget noller musik – var direkte pinligt. Så vi danskere stod mega spændte og ventede på, at speakeren præsenterede Danmark – og så gik musikken igang. Vi hujede, for det var fed musik, … Kun for dig med Medina.
Efter talerne og åbningen kom 4 flotte frieser-heste ind og gav en flot opvisning. Alt imens trak nogle voldsomme skyer sig ind over området og jeg var nervøs for, om det hele brød ud midt i opvisningen og åbningsceremonien. Men nej, det holdt næsten tørt. Dog valgte sluserne at åbne sig på vej hjem til hotellet. Det regnede virkelig meget!!!
Den anden dag – Fredag – holdløb Fredag morgen var det tidligt op. Desværre nægtede hotellets restaurantchef, at vi kunne komme ind og smøre os lidt morgenmad. Vi skulle køre kl. 6.15 og morgenmadsbuffetten var først åben kl. 7. Det var dog den eneste sure smiley, jeg kunne give hotellet.
Fredag var der holdløb. Danmark stillede med 4 hold for store hunde. Jeg var på holdet Danish Dynamite. Det første løb var agilityløb, hvor jeg desværre var den eneste fra vores hold, som gennemførte den svære bane. Så var løbet lidt ligesom kørt til springløbet – idet agilityløb og holdløb begge giver point. I springløbet var jeg så eneste fejlfrie på vores hold.
Ikke et ondt ord om mine kære holddeltagere – for det var rigtig svære baner – og jeg ved, at de gjorde deres bedste. Jeg var blot heldigere end dem.
Springløbet var ikke verdens flotteste springløb. Med lidt hiv og sving fik vi gennemført fejlfrit.
Desværre var ingen af de andre 3 danske hold heldige nok til at kvalificere sig til finalen søndag. Det var godt nok nogle svære holdbaner, men fede baner! Og så ELSKER jeg at løbe holdløb. Jeg er meget bedre under pres til holdløb end til de individuelle løb.
Fredag aften hoppede jeg lige i poolen. Ellers slappede vi bare af på hotellet og nød at gå tur i den flotte park.
Yvonnas mor var også med i Østrig. Her er vi på gåtur i parken på vej hen for at spise på en restaurant ved en af søerne. Hun er simpelthen så sød en dame. Vi hyggesnakkede og var rigtig på bølgelængde. Hun havde heldigvis en bog med om Ungarn, som jeg lånte og brugte rigtig meget på min efterfølgende ferie.
Den tredje dag – Lørdag – individuelle løb
Lørdag morgen var så tid til de individuelle løb. Det skal lige siges, at man om morgenen går banegennemgang først på den ene bane og så lidt tid efter på den anden bane. Der er INGEN banegennemgange i løbet af dagen. Det vil sige, at man skal huske 2 baner i hovedet. Man er så inde i banegennemgange gruppevis. Så vidt jeg husker var der 7 banegennemgange i alt på hver bane (banegennemgang varede så over en time ialt).
Vi kunne risikere at gå bane kl. 8.10 og igen kl. 8.50. Hvorefter den ene bane skulle løbes kl. 10.30 og den anden bane kl. 14. Det er altså lang tid at huske små deltaljer i hovedet fra banegennemgang til løb. Men sådan var det jo for alle. Det er bare ikke noget vi er vant til i lille Danmark.
Desværre startede Pizza ud med en lille bitte disk i agility individuelt.
Det er bare SÅ fedt at høre de danske deltagere og holdleder stå og råbe og heppe på mig under løbene. Tusind tak for det!
Lørdag efter konkurrencen var dømt til afslapning efter en meget meget varm dag. Yvonna og jeg hoppede i swimmingpoolen på spa-hotellet. Uha det var skønt efter sådan en varm dag.
Det var et meget flot pool-område på hotellet. en svømmetur var meget tiltrængt.
Om aftenen var vi ude at spise med Christian fra mellem-holdet og Rolf fra lille-holdet. Det var en lidt sjov oplevelse. For vi havde fået fortalt, at Rolf boede på samme hotel som os i samme by. Og vi havde aftalt at mødes med Rolf i lobbyen kl. 19. Men der var ingen Rolf. Han skriv ellers at hun var han i lobbyen. Det viste sig, at han var på et andet hotel, men i samme by. Vi slog derefter lokaltionsvisning til på messenger og efterhånden som minutterne gik nærmede vi os hinanden inde i byen.
Yvonna fandt en virkelig hyggelig restaurant. Gæt hvad vi snakkede om! Agility!!! Men faktisk snakkede vi også om arbejde og hvad vi ellers lavede til dagligt. Det er ret sjovt, at vi mange gange ikke aner, hvad andre hundefolk lever af, da vi kun kender hinanden som hundefolk og snakker om hunde. Vi ser heller ikke agilitypiger i nederdele eller med udslået hår. 😉
Skøn forret på den hyggelige restaurant. Det var en rigtig lokal restaurant, som lå i en baggård, med vinranker voksende rundt omkring os. Heldigvis var det ikke en fortorvscafe med trafik og støj.
Den fjerde dag – Søndag
Mit ur fortalte, at vi havde gået 46 etager.
Søndag morgen var finalemorgen. Både Yvonna og jeg vågnede ganske tidligt. Yvonna spurgte, om jeg ville med ud at gå en tur og op til den gamle borg oppe i bjergene. Hun nåede nærmest ikke at sige sætningen færdig, før jeg svarede ja. Det var jo dejlig køligt så tidligt om morgenen, og så kunne hundene også få en god morgentur inden de skulle være i bilen en hel dag, mens der var finale til EO. Det ville kun tage 26 min at gå derop. (ha ha ha).
Nå, men Yvonna og jeg fik Duke og Pizza i snor og så begav vi os afsted efter googlemaps’s anvisninger. Vi mødte en mand med en hund, som sagde, at den letteste vej til borgen var en bestemt rute, som han anbefalede, da den ikke var så stejl. Vi fulgte hans anvisninger – desværre. For ruten viste sig at være temmelig lang og vi kom ud på en omvej. Holey moley vi gik opad og nedad på den tur. Den var heldigvis flot og vi fik noget til vores skridt og etage-tæller.
Den flotte borg, hvorfra der var en flot udsigt. Jeg elsker at besøge borgruiner og forestille mig, hvordan der var i middelalderen.
Denne gåtur bevirkede, at vi kom alt for sent tilbage til hotellet og dermed missede finalerne for små og mellemhundenes holdløb. Vi så heldigvis de andre finaler i hold stor og alle størrelser i individuelt.
Sikke nogle flotte finaler. Virkelig flotte! Elsker at se agility på så høj plan. Finalebanen for mellemhunde var helt speciel, da det krævede en særdeles fremadrettet hund i slutningen af banen. Her blev klisterhundene sorteret fra.
Pizza elsker også at se agility.
Meget meget varmt og meget meget sol! En paraply afskærmede for de værste stråler.
Da finalerne var ved at være slut ankom Søren, børnene og Kizz Me. Vi så slutningen af finalerne i stegende hede. Det var virkelig varmt og man måtte bruge paraply for at afskærme den stærke sol.
Kizz Me var med nede ved finaleringen og lå i skyggen. Desværre blev hun stukket i munden af en hveps. Det bevirkede, at min opmærksomhed flyttede sig en del fra finaleløbene til Kizz Me og hendes velbefindende. Heldigvis var der en af de danske deltagere, der havde en antihistamintablet, som vi gav Kizz Me. Hun hævede heldigvis kun en lille bitte smule op.
Da finalerne var slut sagde jeg farvel til de danske deltagere, da vi skulle køre til Ungarn på ferie (læs mere om turen i Ungarn på dette blogindlæg). Jeg kunne desværre ikke blive til udmarchen, da vi skulle være i Ungarn ved Balatonsøen til indtjekning senest kl. 20. Så Søren og jeg havde faktisk lidt travlt med at nå det til tiden.
Tusind tak til alle dem, der hjalp mig under EO. Det var med til at gøre det en fantastisk tur.
Pizza og jeg kommer gerne igen til European Open.
Når jeg ser tilbage på, om hele dette med EO, udtagelser, deltagelse og transport samt ophold (det er jo ret dyrt) … om det virkelig kan betale sig? Et stort og rungende JA, det kan det. Sådanne stævner er virkelig det, der gør, at jeg ønsker at gøre mig bedre til sporten og til at holde min og hundenes kondition ved lige. Det var en fed fed oplevelse, også for en gammel kone på 48!
Jeg har været til DGI agilitystævne i Barthahus ved Kokkedal her i weekenden. Det blev til mange gode agilityløb. Jeg havde Prutskid med (Pizzas hvalp, som skal rejse til Sverige om 2½ uge). Hun hedder faktisk Yazoo, men reagerer bedre på Prutskid 🙂 ha ha ha. Hun blev socialiseret rigtig godt og fik snakket med rigtig mange mennesker og hunde.
Her er jeg til præmieoverrækkelse i seniorklassen, som Kizz Me vandt. Der blev uddelt en krammer til alle af ham, der overrakte præmierne. Her fik jeg vist sagt et eller andet sjovt, for hold da op hvor der grines 🙂 😉
Jeg vil her fremhæve et par ting fra weekendens løb:
HOLD-STAFET:
Holdstafet består af 3 løbere, som skal løbe lige efter hinanden og dermed minimere tiderne ved et skift bedst muligt, da det er den samlede tid af de 3 løb, der gælder. Banen er faktisk opdelt i 3 baner, hvor hver ekvipage løber sin specielle del. Denne gang var der 17 forhindringer til hver ekvipage.
På det ene hold, var vi 3 asasarahunde. Vi blev nr. 5, hvilket jeg er meget stolt og glad for. (Yvonna/Duke, Sofie/Tapaz og Lone/Kizz Me.
Det andet hold, som jeg var med på, løb endnu bedre. Vi blev nr. 2. Fed følelse, at stå sammen med de andre ”4 duller” til præmieoverrækkelsen. (Louise/Ronja, Sabine/Jet og Lone/Pizza). Vi havde nogle vildt gode skift på dette hold, hvilket var med til, at vi fik en rigtig god tid.
Der var en fantastisk hold-stemning i hele hallen. Det er bare HELT specielt at løbe hold, vi hepper på hinanden og glædes endnu mere over de gode løb og kan tillade os at gine lidt, når noget går helt i koks, fordi man bliver lidt stresset.
PIZZAS SPRINGLØB:
Pizzas springløb i øvet klasse i dag gik rigtig godt. Der var et sted på banen, hvor man virkelig skal løbe til. Jeg kan godt mærke, at min træning har været på et minimum her de sidste par måneder pga. Pizzas drægtighed, hvalpekuld og venten på, at kunne deltage til konkurrencer igen. Men altså jeg løb alt det jeg kunne, for at nå fra nr. 12 til nr. 16, for ellers ville hunden tage nr. 16 fra den forkerte side. Se selv videoen og grin med!!!
“Jeg VIL bare nå det, men når jeg det”?
Lev livet mens du har det – i morgen kan alting være forandret
Den overskrift skrev jeg på min facebookprofil for et par uger siden. Flere har spurgt mig hvorfor, og her er svaret. De sidste par uger har ikke være så sjove. Jeg har tilbragt mange dage og timer på Århus Universitetshospital og Regionshospitalet i Viborg. Min dejlige og aktive far fik desværre en hjerneblødning en onsdag morgen. Min far er allerede på genoptræning og det går langsomt fremad. Så det næste stykke tid vil jeg ofte været i det jyske og hjælpe til med diverse gøremål. Det er bare ikke let, når man bor så langt væk. I morgen (mandag) tager jeg til Silkeborg efter arbejde, da jeg kombinerer flere aftenbesøg hos min far i forbindelse med, at jeg skal på kursus i Horsens.
Kr. Himmelfartsferien gik tradition tro til Maxi Zoo Cup i Viby. Egentlig skulle hele familien have været afsted og vi skulle alle 4 ligge i telt for første gang, men desværre blev Emma syg, da vi skulle til at køre, så Søren blev hjemme med børnene og jeg drog alene afsted. Så der skulle lige pakkes lidt om inden jeg endelig kunne køre afsted onsdag sidst på eftermiddagen. Så en time forsinket kom jeg endelig afsted. Det tager jo ca. 2½ time at køre til Viby fra Toksværd, og så over og sætte telt op… der kan en times forsinkelse godt have en del at sige. Og så var der jo også kø på motorvejen på Fyn.
Her er noget af mit nye tøj, som jeg netop havde fået lige inden jeg kørte. Her er en meget tynd og behagelig t-shirt og et par shorts med nederdeleffekt.
Jeg har fået noget nyt sportstøj fra MaxiZoo. Det er købt efter mit eget valg hos Decathlon (min yndlingssportsbutik). Decathlon er desværre stoppet med et sælge til Danmark (igen), men jeg nåede lige at få mit tøj hjem inden de stoppede med salget. Mit nye tøj fra Maxi Zoo skulle selvfølgelig luftes til selve Maxi Zoo cup. Jeg er meget glad for Maxi Zoo og anbefaler dem gerne til alle, der skal købe enten foder eller udstyr til deres hunde. Og nu kan jeg så ikke kun nøjes med at fortælle det, men også vise det, når jeg er til stævner.
Varmen i Viby var næsten ulidelig. Altså vi danskere er lidt svære at gøre tilfredse, …. så er vi sure over regnen, så er det for koldt, så er det for varmt, så bliver vi solskoldet …
Godt, at jeg havde faktor 30 med. Jeg har købt den mest geniale solcreme ever! Det er faktisk en ganske billig og fornuft solcreme, som sprøjtes på, uden at man skal smøre det ud. Har købt den i Lidl og det er en sportssolcreme. Ja, creme er det egentlig ikke, men hold fast, hvor det virker. Den hedder Cien sun, invisible Sun Spray Sport, 30 high protection.
Her er Kizz Mes løb fra AG2 senior den første dag. Vi vandt klassen. Det var en meget svær bane at fjernhandle!
På grund af vejrudsigten, havde jeg valgt ikke at have udstillingstelt med til at placere ved en ringsiderne på agilitybanerne. Jeg havde i stedet for en stol med og kunne placere mig præcis, hvor jeg havde lyst til afhængig af, hvilken ring jeg skulle op i næste gang. Nogle gange satte jeg mig også hen til en ring for at se på klasse 1 hundene eller landsholdsklassen. Det var dejligt at være fleksibel på den måde – og så var vejret jo perfekt til det.
Mit stævnetelt var dermed mit sovetelt, som lå på pladsen ved siden af campingvognene, kun 100 meter fra stævnepladsen. Jeg havde fået en skøn plads i skyggen takket være Yvonna, som havde udset denne plet til mig. Teltet lå ved siden af Michael og Karina Thrane og det skulle vise sig, at jeg 2 aftener havde fornøjelsen af deres selskab. Hold da op, hvor fik vi snakket og grint – ikke mindst af vores selvlavede “alle børnene-vittigheder”, som blev grovere og grovere. Hvor er det skønt, når man bare kan falde ind i en god “gammel” flok mennesker, som man kun ser et par gange om året, men hvor kemien er der lige med det samme.
Mit decathlon lufttelt var hurtigt slået op, da jeg først havde fået besluttet mig, hvilken ende, der skulle vende mod solen/banerne. Man skal bare pumpe stængerne op og sætte et par pløkker i. Så står teltet klar med bund og sovekabine.
Mit familietelt er et 5-personers telt, hvor der var masser af plads til mine hunde og jeg. Jeg valgte at tage en dobbelt luftmadras med, så hundene kunne få lov til at sove i sengen med mig, hvis nu det blev for koldt om aftenen. Og ihhh, hvor vi hyggede os. Jeg skulle først løbe ved 10-tiden alle 3 dage, så vi havde en god morgenstund hundene og jeg.
Jeg havde ikke brug for strøm på pladsen. Jeg havde til gengæld masser af powerbanks med til min telefon, ur og iPad, hvor stævnekataloget lå på. Det gik rigtig fint med opladning via powerbanks.
God plads i den ene sovekabine.
Resultatmæssigt ønskede jeg mig et par pinde til Pizza i klasse 2. Det var lige ved og næsten, men desværre kom der ikke nogle pinde med hjem. Vi fik dog alligevel et par placeringer, selv med 5 fejl, hvilket jo siger lidt om Pizzas hurtighed!
Mit knæ
Jeg var desværre ret plaget af et dårligt venstre knæ. Det er rigtig træls, og nu kan jeg godt mærke, at alderen er begyndt at trykke! 47 år. Hold da op. Sådan føler jeg mig dog bare ikke indvendig. Der er jeg max 37! Jeg kunne have valgt ikke at løbe agility i Viby, men nej … hellere løbe med smerte end ikke at løbe!
Min manglende evne til at kunne nå at placere mig der, hvor det var ønskeligt, eller dreje hurtigt nok, resulterede desværre i et par disk (fejl bane for hunden), men vi havde en masse gode momenter. Pizza er faktisk bedre end Kizz Me til agility (mor og datter), men Kizz Me og jeg har kendt hinanden lidt flere år på agilitybanerne, så derfor kunne jeg bedre fjernstyre gamle senior Kizz Me end Pizza.
Nu er Pizza jo kommet i løbetid og skal parres næste weekend eller lige derefter og så er der agilitypause for os. Det er nok meget godt for mit knæ.
Tid til familiebesøg
Min familie bor jo i Jylland, så fredag aften smuttede jeg lige ud til min dejlige storesøster Mette og hendes familie, som bor i Hørning ved Århus. Det tog kun 10 min at køre derud. Sikke en skøn aften vi havde – og hvor kan hun altså lave god mad!!
Efter 3 dages agilitystævne sluttede Kr. Himmelfartsferien med en overnatning hjemme hos mine forældre i Silkeborg. Min lillebror Poul og sønnen Daniel kom også lige forbi lørdag aften. Jeg elsker bare at være sammen med min familie, og hvor er det herligt, at jeg lige kan slå to fluer med et smæk ved at være sammen med dem samtidig med, at jeg er i Jylland til stævner.
Depeche Mode
Så er vi klar på siddepladserne lige inden koncerten går i gang.
I onsdags gik turen så til Parken i København. Søren og jeg havde for laaaaang tid siden købt billetter til vores yndlingsband Depeche Mode. Uha 800 kr. pr. billet er nok lidt dyrt, men det giver vi gerne for en kanon god oplevelse. Vi har været til D.M. koncert i Malmø for et par år siden, hvilket var fuldstændig fantastisk – det ville vi gerne opleve igen. Dengang var D.M.’s opvarmningsband forfærdeligt at høre på. Virkelig rædselsfuldt. Så vi ville lige finde ud af, hvem der var opvarmningsband denne gang. Det var et band, der hed The Horrors – vi lyttede lidt til dem på spotyfy, og nej, det var altså ikke vores stil. Så vi valgte først at køre afsted mod Parken, så vi kunne være på plads til når D.M. skulle på scenen.
Vi troede, at vi var i god tid. Men der var lang kø, og alle skulle kropsvisiteres og tasker undersøges. Men det er jeg glad for i disse terrordage, at man bliver. Better safe than sorry. Men jeg kunne da alligevel ikke lade være med at tænke over terrortruslen. Det er lidt træls, for jeg VIL ikke lade mig påvirke. De røvhuller skal ikke vinde ved at gøre folk bange!
Vi fik sat os ned på vores respektive sæder i Parken …og 3 min efter gik Depeche Mode på scenen. Vi rejste os op og stod op under hele koncerten, selv om vi havde siddepladser. Man kunne slet ikke lade være med at stå op og klappe og være aktiv. Min skridttæller viste 9.200 skridt da vi ankom til siddepladserne og var over 15.000 da koncerten var slut 🙂
Alle numre var rigtig gode. Deres nye album er rigtig godt og de blev udført perfekt på scenen. Jeg har egentlig aldrig været så glad for Martin Gore, når han skulle synge uden Dave Gahan, men altså til denne koncert fik han rørt noget hos mig og publikum i det hele taget. Publikum kunne slet ikke slippe et omkvæd og blev bare ved og ved og ved med at synge, selv om nummeret var færdigt, hvilket man kunne se, at bandet var meget glad og benovet over.
Et nummer, som rørte mig virkelig meget (fik faktisk tårer i øjnene) – og jeg var ikke den eneste kunne jeg læse i musikanmelderserne dagen efter -, var et af deres 5 ekstranumre. Det var en udgave af David Bowies “We can be heroes”. Så smukt udført!!! ❤
Vildt god Depeche Mode koncert. Elsker bare det band!!!
En af mine gode agilityvenner Berit var også afsted til koncert og det var min svoger Jesper også. Hvor var det sjovt at drøfte vores oplevelser af koncerten både før og efter.
Når Depeche Mode kommer til Danmark igen, skal jeg afsted igen!!! Helt sikkert.
Sidste weekend deltog jeg i årets første udendørs agilitystævne. Der var varslet blæsevejr, og det var der mange, der desværre fik oplevet på den lidt trælse måde. For rigtig mange havde sat telte op langs agilityringsiderne fredag aften …. og lørdag morgen havde flere telte knækkede stænger eller revnede syninger.
Da jeg ankom til stævnepladsen lørdag morgen med min oppakning så jeg, at Kaare fra KAF sad alene i sit telt. Og hvis jeg skulle sidde alene i et telt ved siden af, var det jo lidt fjollet. Så Kaare og jeg slog os sammen, og dermed var der plads til et telt mere til andre stævnedeltagere. Jeg gætter, at der er mange, der kan slå sig sammen i telte, for at gøre plads til endnu flere stævnedeltagere rundt om banerne. Jeg synes det er lidt synd, at der er mange, der sidder alene og kukkelurer. Kaare og jeg har i hvertfald hygget os og drøftet mange agilityting i løbet af weekenden og glædet os på hinandens vegne, når noget er gået godt.
Pizza i fuld fart ud af slalom. Billedet er taget af Tina Hindsgaul.
Lørdag var den mest solrige dag. Det kunne tydeligt ses, da jeg kom hjem og så mig selv i spejlet. Hold da op, hvor havde jeg fået røde kinder.
Det blev desværre ikke til nogle pinde for Pizza i klasse 2.
Men til gengæld havde hun et kanon løb i agility åben, hvor hun blev nr. 3 ud af 64 hunde. Faktisk vil jeg hellere have en fed placering i den klasse, hvor både klasse 1, 2 og 3 hunde deltager, end at få en god placering i klasse 2, hvor der er færre deltagere. Men sådan er det jo med et stort konkurrencegen.
Lørdag formiddag fik jeg spurgt et hold med belgieske hyrdehunde, om de kunne bruge en reservehund på holdet her i weekenden. De var nemlig kun 4 på holdet, og der må være 5 på et hold. De svarede heldigvis ja, og vupti, så var der en border collie med på holdet Belgierekspressen. Fantastiske søde holdkammerater. Jeg har før nævnt, at jeg ELSKER holdkonkurrencer. Og det vil jeg gerne nævne igen. ELSKER DET! Jeg får et ekstra sug i maven, når jeg skal løbe, da mit løb ikke kun gælder for mig selv, men også har stor betydning for 4 andre holdkammerater.
Lørdag startede holdet ud med, at de 3 første hunde løb fejlfrit. Pizza var sidste hund på holdet, så jeg satsede lidt for måske at kunne forbedre en af de andre hunde på holdets tid. Pizza fik desværre 5 fejl. (De bedste 3 hunde på et hold tæller i regnskabet og de 2 dårlige resultater fjernes).
Holdet lå nr. 2 lørdag.
Søndag bibeholdt vi placeringen som nr. 2 efter agilityløbet. ÅH, en fed følelse at være med til præmieoverrækkelse i hold. Det er flere år siden, at jeg har prøvet det, da jeg har holdt lidt hold-pause i et par år.
I AM BACK!!!!
Søndag blev der åbnet for de hvide sluser for oven. Kizz Me og jeg havnede i et springløb i haglvejr, men vi klarede det dog med 5 fejl (en lille bitte nedrivning). Kizz har løbet super godt i weekenden. Elsker den dejlige hund, der jo er senior, og vi nyder det.
Jeg havde ovenikøbet ikke min skridttæller på mig hele tiden, så det er sikkert blevet til meget mere.
Så skal jeg godt nok love for, at agilitysæsonen er gået igang. I dag har jeg været til agilitykonkurrence (kun store hunde) på Garbogård ved Hillerød. Et rigtig godt stævne.
Jeg løb 4 seniorløb (klasse 2) med Kizz Me og 4 klasse 1 løb med Pizza. Så det vil sige 8 løb i alt. Det blev til en del banegennemgange, baneløb, opvarmning og afskridtning.
Pizza var en stjerne, hun blev nr. 2 i både AG1 (løb 2) og nr. 2 i SP1 (løb 2). Så 2 pinde i bogen til Pizzapigen. Nu mangler hun bare 2 pinde mere, så er hun i klasse 2.
Det var en rigtig god stemning til agilitystævnet. Det er som om, at vi er en stor familie, som både griner og hygger os. Vi ser jo på en del agility sådan en dag, og man kan ikke lade være med at ærgre sig på andres vegne, når et smadder flot løb, som ellers er fejlfrit, bliver tilføjet med en vægring på sidste forhinding. Der lyder både uh og ih hvor ærgerligt.
Jeg løb jo seniorløb med Kizz Me, og hun havde en vild sjov strækning i dag, hvor hun bare løb lige frem i en tunnel langt væk. Ja, jeg kunne ikke lade være med at slå en skraldlatter op og det kunne de andre tilskuere hellere ikke.
Jeg kunne vælge mellem store stykker hundelegetøj som præmie, men mit valg af præmie faldt på denne klikker, som er støtte for Hundesport Mod Cancer.
Det var så skønt at være til agility igen. Se bare her i denne video, hvor meget Pizza elsker det:
I onsdags måtte jeg skrive en mail til min gamle DcH klub, at jeg desværre måtte indse, at jeg blev nødt til at flytte klub for at få noget mere træningstid. Det har taget mig lang tid at tage mig sammen, da jeg holder meget af de folk, der er i den gamle klub.
Jeg er blevet overflyttet til DcH Næstved og var allerede til træning lørdag eftermiddag. Super dejlig klub, hvor vi har 2 store moduler fremme til at træne på og mange ligesindede medlemmer, som har hunde på samme niveau som mine.
Jeg har eksperimenteret lidt med videooptagelse af Pizza i dag. Hun er så sød at fotografere og filme. Hun har det samme fotogen som sin mormor Panik 🙂
Pizza er altid klar, så når jeg spørger om vi skal træne, så ser hun super motiveret ud. Og det motiverer mig! Se bare på billedet her til højre.
I sådan et vejr, som der er i dag; diset, gråvejr, en lille smule regn, så bliver hundene let beskidte og græsplænen bliver revet lidt op og ser mudret ud. Ja, selv Pizzas hvide hals er næsten sort.
Nå, men tilbage til mine videooptagelser.
Eksperimentet var, at jeg ville se hendes slalom-metode. Kizz Me’s metode i slalom er, at hun har et forben i jorden på hver side af slalompindene. Pizzas metode er samme som hendes mormor Panik, altså 2 forben på hver side. Det inderste forben dog lidt længere fremme end det yderste. På videoen kan man ligeledes se, hvordan halen snor sig omkring slalompindene.
Desuden kan man også se, hvor tæt hendes bagben er på overliggeren, når hun springer, uden at hun river ned! Super lækkert at se i slowmotion. Mine spring i haven har desuden forskellige højder og nogle er også skæve. Dette gør jeg for at hundene vænnes til at vurdere springene, så det ikke bliver for ensformigt.
På Samsø i efterårsferien opnåede jeg et af mine store mål med Pizza – at hun skulle blive Dansk Rallychampion. Den titel er jeg meget stolt af, også selv om det er den 6. hund, som jeg laver til rally champion.
Der er flere, som har spurgt mig, om jeg ikke snart skal til en DKK lydighedsprøve med Pizza. Og det må svaret desværre blive nej. Pizza har evnerne, men jeg har desværre ikke tiden.
Efter min oplevelse med at være stressramt for nøjagtig et år siden, så har jeg valgt nogle ting fra. LP’en er en af tingene.
Jeg vil kalde mig næsten fuldstændig raskmeldt, men det vil altid ligge i baghovedet, at jeg kan blive stressramt igen. Jeg kan ikke lade være med at mærke efter, hvordan jeg har det. Og det er meget normalt for tidligere stressramte, altid at føle efter.
Ind i mellem føler jeg, at mit åndedræt er lidt hurtigt og hjertet banker lidt for meget. Der skal ikke så meget til, før jeg kan fornemme, at en træls nattesøvn er i vente. Der skal såmænd ikke andet end en kommentar fra en rallyfører til, at jeg bliver påvirket. Jeg kan være ret irriteret på mig selv over min reaktion og efterfølgende tankemylder, så derfor har jeg måtte finde en PYT-knap frem til mig selv.
Det er et billede af en knap, hvor der står: “Tryk på PYT-KNAPPEN og kom videre i dit liv”. Det er en rigtig god knap. Den er lige så godt som sætningen “Du skal ikke bekymre dig om noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved”.
Nå, men tilbage til Pizza og hendes fremtid. Ingen LP til hende. Derimod har jeg satset på, at hun skal til DM i rally i august 2017. Jeg tog derfor forrige weekend til Vamdrup for at opnå høje points og forhåbentlig en kvalifikation til DM i ekspertklassen. Hun fik 99 point og vandt i Vamdrup. Så jeg håber, at det er nok.
Men … det er måske lidt lige meget nu. For Pizza er kommet i løbetid og skal parres i næste løbetid, hvilket sandsynligvis er i juni og dermed har hun hvalpe til DM. Så måske ingen DM til os. Men nu har hun da pointene, og hvis noget går galt med parring eller drægtighed, så kan vi da altid lige smutte til DM 🙂
Indtil parring i juni så hygger Pizza og jeg os med agilitytræning og enkelte stævner. Pizza er fuldstændig fantastisk til agility. Hun er som sin mormor Panik – hurtig og styrbar. Hver tirsdag træner jeg i Ringsted sammen med venner, som har samme ambitioner som jeg og samme niveau. Det er fantastisk at træne med nogle, som man godt kan sammen med. Jeg er ofte helt høj efter agilitytræning med Pizza, at jeg skal have soltag i bilen hjem, for armene vil ikke ned. Specielt i tirsdags var Pizza super dygtig til nogle ellers svære baner. Og hvor er det bare fedt, når holdkammeraterne siger, hvor dygtig Pizza er blevet og sikke en udvikling hun har været i. Det varmer helt vildt, Tak Marianne!
Hold nu op, hvor jeg knuselsker den hund!
Når jeg tilmelder mig et stævne, har jeg som regel altid et mål med stævnet. Disse mål kan være delmål, fx udtagelse til DM eller opryknings”pinde”.
Før jeg rykkede Kizz Me i seniorklassen, havde jeg altid et mål med mine klasse 3 løb: Kizz Me skal have et cert. Kizz Me har altid været en vild og voldsom eksplosiv hund, at løbe med. Der har desværre ikke været mange fejlfrie løb. De fleste løb endte som regel med en disk eller med en eller flere nedrivninger. Dette var til stor frustration for mig, når jeg nu havde et konkret mål med min agility med Kizz Me.
Kizz Me rykkede ganske hurtigt fra klasse 1 til klasse 2 og op i agility klasse 3 og det var ikke rart, at hun bare ikke kom nogle vegne i denne højeste klasse. Derfor kastede jeg mig over en ny sport med hende – rally.
Da Kizz Me blev 7 år valgte jeg, at hun fremover skulle stille op i seniorklassen i agility. Hold da op en forandring for hende og for mig. Pludselig er presset for certer taget væk og min glæde ved at løbe med hende er blevet fuldstændig vidunderlig. Det kunne man også se på både hende og jeg i går, hvor vi deltog i Ribe Hundevenners løvfaldsstævne. Selv om vi indkasserede en disk i første løb, var det en rigtig fin disk. Sådan ville jeg aldrig have sagt for fx 2 år siden. Der var en disk endnu et nederlag.
Forventningerne, målene og frustrationerne er taget bort. Det er mega fedt at løbe med Kizz Me igen. Jeg griner, smiler og Kizz Me kan bestemt også mærke det. Vores løb er blevet bedre og mere afslappende.
Kizz Me vandt 2 ud af 3 seniorløb til stævnet i går. Der var derfor mange præmier, som jeg kunne vælge imellem. Valget faldt bl.a. på en busterkube. Jeg kan huske busterkuberne fra min tid i Grønland (boede der fra 1992-1997). Jeg importerede disse busterkuber og solgte dem videre til en masse begejstrede hundefolk i Nuuk. Sjovt, at de stadig produceres og sælges – altså busterkuberne.
Jeg elsker at give aktivitetslegetøj til mine hunde. Det fremgår også af et tidligere blogindlæg: Aktivitetslegetøj til hunde.
Pizza vandt ingen præmier, men Kizz Me vandt denne busterkube.
Pizza var naturligvis også med til stævnet. Hun stillede op i AG1, AG1 ekstra og SP1. Desværre havde hun 5 fejl i hvert løb. Pyt med det, for hun var fantastisk at løbe med. Hendes agilitykarriere er jo blot startet, så hun skal nok få de pinde. Jeg har tidligere prøvet, at hun lavede såkaldte “flyvere” på vipper til konkurrencer. Dem var der ingen af til dette stævne. Så allerede nu har mit indkøb af en vippe båret frugt.
Et af hendes løb kan ses her (tak til Mette Jensen, for at filme):
Jeg løb desværre ikke så godt i Ribe. Af en eller anden grund, så føles mine akillessener for korte, så det gjorde sindsygt ondt, når jeg kom i mål og også lidt under løbene, men der mærkede jeg det ikke så meget – sikkert på grund af adrenalin. Måske burde jeg slet ikke have løbet, men altså …. jeg elsker jo hundesport og derfor må jeg altså lide lidt. Jeg ved dog, at jeg skal passe på ikke at overbelaste især min akillessene i mit højre ben og må nok ud og kigge efter et blødt gummiindlæg til mine sko.
Det er iøvrigt en ‘sand’ fornøjelse at have Pizza med rundt omkring. Hendes utrolig søde væsen er så dejligt at se på, når hun charmer sig ind hos andre hunde og hvalpe. Der var flere agilityfolk, som netop havde fået hvalp, som var med i hallen. Pizza er simpelthen så god til at lege og snakke med hvalpene. Bedre socialisering for disse hvalpe findes ikke.
Efter en agilitykonkurrence har jeg altid haft et motto: “Det skal da fejres med en milkshake fra McDonalds”. Og uanset hvordan det går mig, så kan jeg altid finde et eller andet i mine løb, som skal fejres. Denne dag hos Ribe Hundevenner var uden undtagelse.
Efter denne skønne tur i Ribe sammen med min veninde Mette, så blev vi enige om, at turen går til Bornholm sammen i marts. Åh, hvor jeg glæder mig til at få en tøseweekendtur igen. Hele verdenssituationen bliver vendt på sådanne ture og jeg nyder det rigtig meget.
Vaskemaskinen er lige kørt færdig. Hundenes dækkener og hundesnor er vasket – de har fået deres farver tilbage og ser ikke lysebrune ud længere. Hold nu op, hvor er alt bare beskidt efter en dag i ridehus. Nogle gange kunne jeg mærke, at mine “tænder knasede”, når jeg gik fra bilen, gennem en lille opvarmningshal og ind til ridehallen. Selve ridehallens bund var lækker at løbe på, men opvarmningshallen var et stort sandhelvede.
Pizza står og venter på, at det bliver hendes tur til træning. Vi træner i Ringsted Agilitycenter, som har rigtig godt underlag (en form for gummibelægning, som man ikke skrider på).
Jeg har været i “agilitybranchen” i over 25 år og selv om jeg kan træne selv, så kan det være godt at komme på kursus og få et venligt spark i røven engang imellem.
Sådan et spark har jeg fået i dag, hvor jeg var på kursus hos Gitte Hoffmeister. Hun havde et fint kursus på 3 timer, hvor vi var 5 deltagere. Vi var på banen 5 minutter ad gangen. Det var super for os deltagere. Jeg har flere gange tidligere været på kursus, hvor vi var på banen 15-20 minutter ad gangen, og havde dermed en enorm ventetid, før man skulle på banen igen. Så Gittes løsning synes jeg passer rigtig godt til mig og min tålmodighed. Hunden og førerne bliver ikke kold mellem gennemløbene, når man er på banen 5 minutter ad gangen.
Kurset i dag var målrettet fart og motivation. Og jeg skal godt nok love for, at det ikke var noget problem. Pizza er bare så pisse lækker at løbe med. Hun har sådan en glæde og entusiasme, som smitter af på mig. Samtidig er hun kontrollabel, hvilket er et enormt plus. Selv efter 3 timer i hallen var hun klar til at fortsætte.
Gitte er god til at komme med gode råd på de rigtige tidspunkter, og råd, som passer til de forskellige hunde og førere. Træningsbanen havde fint flow og der var god afstand mellem forhindringerne, hvilket jeg godt kan savne engang imellem, når jeg træner i hallen om tirsdagen, hvor vi skal have 2 moduler på banen samtidig.
For et par uger siden gav Pizza et piv fra sig, da vi øvede slalom i haven. Hun slog enten sin tå, pote eller skulder. Der er ikke noget at se på hende til daglig, men hun er blevet lidt forsigtig i slalom’en, når hun kommer hen til port 4-5. Jeg er derfor gået tilbage til at træne med 4 pinde der hjemme, så fart og glæde belønnes hurtigt.
Så er den første uge allerede allerede gået. Der har overhovedet ikke været nogle problemer. Hvalpene vokser og vokser, men det tror da pokker, når Delta gerne fordeler fløde ud til 3 sultne hvalpe. Jeg har været i Maxi Zoo og købe hvalpefoder og nogle småting til hvalpekøberne. Det var svært ikke at forelske sig […]
Kuld født 17/3-2023:Jeg vidste på forhånd, at dette kuld ville blive et lille kuld, da der ikke var så mange hvalpe på skanningen. Vi så helt klart 3 hvalpe og var i tvivl om vi så en 4. hvalp, da vi skannede hende anden gang. Det kom til at holde stik med de sikre 3 […]
Jeg er meget glad over at kunne fortælle, at alle 5 hvalpe fra Cocios kuld har bestået DKK’s Sirius Stjerne Hvalp Begynder. Til lykke til alle 5 hvalpekøbere med bestået prøve. Kennelmutter er stolt.
Lone Sommers blog - makker.dk 
