Sådan gik det til European Open i agility i 2018

Pizza og jeg elsker hinanden!

Sådan endte Pizza med alligevel at blive inviteret til at deltage i European Open
I løbet af året havde der været et par udtagelsesstævner i agility, som Pizza deltog i. Nogle af løbene var rigtig gode, men hun havde også et par disk. Hun endte med ikke at være blevet udtaget til European Open-landsholdet for Danmark. Hun var på reservelisten, dog som nr. 7. Så jeg spåede ikke særlig store chancer for at komme afsted.

Desværre blev et par hunde skadet, en fører blev skadet, og nogle sagde nej tak til en invitation – så det endte med, at 5 dage før European Open (EO) skulle starte, så blev jeg ringet op af EO-lederen, om jeg kunne tænke mig den ledige plads. Til at starte med sagde jeg, at det ikke var godt, da min mand og jeg allerede havde booket og betalt færge til en anden ferie om lørdagen (og EO startede 3 dage før). Men lederen kunne høre, at jeg tøvede, og det bevirkede, at jeg lovede at tænke over det til dagen efter.

Min søde mand sagde dog, at syntes, at jeg skulle tage afsted til EO og at han gerne ville komme og hente mig i Østrig søndag efter EO-finalen og dermed køre derned alene med Kizz Me og børnene. Hold op, det gjorde mig bare så glad ❤ Sød mand jeg har der!

Næste problem var så at finde en at køre til Østrig med og finde et sted at overnatte. Yvonna meldte sig på banen med hjælp. Og sikke en hjælp!

Kørsel og hotel
Jeg kom til at køre sammen med en af de andre EO-deltagere (Christian) til Østrig. Han skulle alligevel være alene i bilen, så det var en stor hjælp for ham, at vi var 2 til at køre den lange strækning. Vi delte benzin og færge, så det var ren win win for os begge.

Yvonna fik lavet en aftale med det hotel, hvor hun overnattede, at jeg kunne være på hendes værelse til en yderst favorabel pris. Fedt at det hele bare flaskede sig, når man blev inviteret til EO så sent.

Onsdag morgen kl. 6 mødtes jeg med Christian ved Rønnede afkørslen ved motorvejen og så gik det ellers bare sydpå. 16 timer senere ankom vi til hotellet ved Baden bei Wein, hvor Christian læssede Pizza og jeg af, og derefter kørte han til sit eget hotel 10 km borte.

Hold da op, sikke et hotel. Hotel Schloss Weikersdorf Residenz & Spa kan klart anbefales. Yvonna var ankommet allerede dagen før, så hun havde sørget for et fint værelse i stueplan med udgang til græsplæne, hvor hun havde sat hegn op. Pizza og Yvonnas hund Duke gik fint i spænd. Det var en fornøjelse at se, hvordan de to hunde  accepterede hinanden.

Hotellets lobby. Så fornemt!

Hotellets bar. Den fik vi dog aldrig besøgt. Men den var godt nok flot.

Smukke Pizza køler sig af i bækken foran hotellet.

Duke og Pizza hyggede sig vældig i bækken sammen. Jeg gik også en tur i bækken i det dejlige, kolde vand. Det var skønt at svale sig af, da der var mega varmt i Østrig.

I hotellets lobby var der en fin rustning. Det passer sig godt til et hotel af denne type.

Den første dag – Torsdag
Torsdag formiddag skulle vi mødes med de andre danske deltagere i Ebreischdorf, hvor EO skulle afholdes. EO blev afholdt på et KÆMPE hestecenter. På den store ridebane i midten af centret, var der plads til 6 agilitybaner. EO bliver afviklet med 4 agilitybaner, så der var stor plads i midten til at opholde sig på. Det var ikke snævert og der var plads til at varme sin hund op.

Vi danske agilityfolk er vant til, at man må sætte telte op rundt om banen, hvorved vi kan opholde os i sammen med vores hunde. Men til EO var det forbudt. Vi blev tilbudt en plads til at have hunde i nogle hestebokse i en afkølet hestestald. Jeg kom for sent til at booke sådan en boks, men heldigvis havde Christian valgt at have sin hund i sin bil, og der måtte Pizza også være.

Men sol og varme biler det går jo ikke! Heldigvis er der opfundet sådan noget sølv-cover, som rigtig mange har anskaffet sig denne sommer. Sådan noget havde Christian med, og det lagde han over bilen. Pizza og Noah lå fint i bilen, som ikke blev for varm.

Samtlige biler blev til sølvbiler til EO.

Torsdag skulle der være dyrlægekontrol. Samtlige hunde fik tjekket deres chip, poter, bevægelse og helbred. Hundepas blev tjekket for rabies. Pizza gik flyvende igennem dyrlægekontrollen, faktisk så flyvende, at hver gang hun skulle løbe frem og tilbage, så hoppede hun op på bordet ved dyrlægerne i vendingerne. Det var nok fordi det var så dejligt at blive nusset af de søde dyrlæger.

Derefter skulle vi vente på, at vi skulle have vores 2 træningsminutter. Det lyder ikke af meget. Men 2 minutter på en bane er lang tid, når man plejer at bruge ca. 30 sek. på en bane til konkurrence. Jeg prøvede Pizza af på især det nye slags hjul. Det gik fint. Og da træningen var ovre, var det tid til at vente på indmarch.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

Indmarchen
Det tog lang tid at stille op og da vi endelig gik igang med indmarch, så fangede vi hurtigt, at arrangørerne havde fundet et specielt landskendt musikstykke til hvert land. Jeg må sige, at nogle af musiknumrene var ikke særlig sjove for landene at gå ind til –  det var sådan noget noller musik – var direkte pinligt. Så vi danskere stod mega spændte og ventede på, at speakeren præsenterede Danmark – og så gik musikken igang. Vi hujede, for det var fed musik, … Kun for dig med Medina.

Efter talerne og åbningen kom 4 flotte frieser-heste ind og gav en flot opvisning. Alt imens trak nogle voldsomme skyer sig ind over området og jeg var nervøs for, om det hele brød ud midt i opvisningen og åbningsceremonien. Men nej, det holdt næsten tørt. Dog valgte sluserne at åbne sig på vej hjem til hotellet. Det regnede virkelig meget!!!

Den anden dag – Fredag – holdløb
Fredag morgen var det tidligt op. Desværre nægtede hotellets restaurantchef, at vi kunne komme ind og smøre os lidt morgenmad. Vi skulle køre kl. 6.15 og morgenmadsbuffetten var først åben kl. 7. Det var dog den eneste sure smiley, jeg kunne give hotellet.

Fredag var der holdløb. Danmark stillede med 4 hold for store hunde. Jeg var på holdet Danish Dynamite. Det første løb var agilityløb, hvor jeg desværre var den eneste fra vores hold, som gennemførte den svære bane. Så var løbet lidt ligesom kørt til springløbet – idet agilityløb og holdløb begge giver point. I springløbet var jeg så eneste fejlfrie på vores hold.
Ikke et ondt ord om mine kære holddeltagere – for det var rigtig svære baner – og jeg ved, at de gjorde deres bedste. Jeg var blot heldigere end dem.

Springløbet var ikke verdens flotteste springløb. Med lidt hiv og sving fik vi gennemført fejlfrit.

Desværre var ingen af de andre 3 danske hold heldige nok til at kvalificere sig til finalen søndag. Det var godt nok nogle svære holdbaner, men fede baner! Og så ELSKER jeg at løbe holdløb. Jeg er meget bedre under pres til holdløb end til de individuelle løb.

Fredag aften hoppede jeg lige i poolen. Ellers slappede vi bare af på hotellet og nød at gå tur i den flotte park.

Yvonnas mor var også med i Østrig. Her er vi på gåtur i parken på vej hen for at spise på en restaurant ved en af søerne. Hun er simpelthen så sød en dame. Vi hyggesnakkede og var rigtig på bølgelængde. Hun havde heldigvis en bog med om Ungarn, som jeg lånte og brugte rigtig meget på min efterfølgende ferie.

Den tredje dag – Lørdag – individuelle løb
Lørdag morgen var så tid til de individuelle løb. Det skal lige siges, at man om morgenen går banegennemgang først på den ene bane og så lidt tid efter på den anden bane. Der er INGEN banegennemgange i løbet af dagen. Det vil sige, at man skal huske 2 baner i hovedet. Man er så inde i banegennemgange gruppevis. Så vidt jeg husker var der 7 banegennemgange i alt på hver bane (banegennemgang varede så over en time ialt).
Vi kunne risikere at gå bane kl. 8.10 og igen kl. 8.50. Hvorefter den ene bane skulle løbes kl. 10.30 og den anden bane kl. 14.  Det er altså lang tid at huske små deltaljer i hovedet fra banegennemgang til løb. Men sådan var det jo for alle. Det er bare ikke noget vi er vant til i lille Danmark.

Desværre startede Pizza ud med en lille bitte disk i agility individuelt.

Det er bare SÅ fedt at høre de danske deltagere og holdleder stå og råbe og heppe på mig under løbene. Tusind tak for det!

Lørdag efter konkurrencen var dømt til afslapning efter en meget meget varm dag. Yvonna og jeg hoppede i swimmingpoolen på spa-hotellet. Uha det var skønt efter sådan en varm dag.

Det var et meget flot pool-område på hotellet. en svømmetur var meget tiltrængt.

Om aftenen var vi ude at spise med Christian fra mellem-holdet og Rolf fra lille-holdet. Det var en lidt sjov oplevelse. For vi havde fået fortalt, at Rolf boede på samme hotel som os i samme by. Og vi havde aftalt at mødes med Rolf i lobbyen kl. 19. Men der var ingen Rolf. Han skriv ellers at hun var han i lobbyen. Det viste sig, at han var på et andet hotel, men i samme by. Vi slog derefter lokaltionsvisning til på messenger og efterhånden som minutterne gik nærmede vi os hinanden inde i byen.
Yvonna fandt en virkelig hyggelig restaurant. Gæt hvad vi snakkede om! Agility!!! Men faktisk snakkede vi også om arbejde og hvad vi ellers lavede til dagligt. Det er ret sjovt, at vi mange gange ikke aner, hvad andre hundefolk lever af, da vi kun kender hinanden som hundefolk og snakker om hunde. Vi ser heller ikke agilitypiger i nederdele eller med udslået hår. 😉

Skøn forret på den hyggelige restaurant. Det var en rigtig lokal restaurant, som lå i en baggård, med vinranker voksende rundt omkring os. Heldigvis var det ikke en fortorvscafe med trafik og støj.

Den fjerde dag – Søndag

Mit ur fortalte, at vi havde gået 46 etager.

Søndag morgen var finalemorgen. Både Yvonna og jeg vågnede ganske tidligt. Yvonna spurgte, om jeg ville med ud at gå en tur og op til den gamle borg oppe i bjergene. Hun nåede nærmest ikke at sige sætningen færdig, før jeg svarede ja. Det var jo dejlig køligt så tidligt om morgenen, og så kunne hundene også få en god morgentur inden de skulle være i bilen en hel dag, mens der var finale til EO. Det ville kun tage 26 min at gå derop. (ha ha ha).

Nå, men Yvonna og jeg fik Duke og Pizza i snor og så begav vi os afsted efter googlemaps’s anvisninger. Vi mødte en mand med en hund, som sagde, at den letteste vej til borgen var en bestemt rute, som han anbefalede, da den ikke var så stejl. Vi fulgte hans anvisninger – desværre. For ruten viste sig at være temmelig lang og vi kom ud på en omvej. Holey moley vi gik opad og nedad på den tur. Den var heldigvis flot og vi fik noget til vores skridt og etage-tæller.

Den flotte borg, hvorfra der var en flot udsigt. Jeg elsker at besøge borgruiner og forestille mig, hvordan der var i middelalderen.

Denne gåtur bevirkede, at vi kom alt for sent tilbage til hotellet og dermed missede finalerne for små og mellemhundenes holdløb. Vi så heldigvis de andre finaler i hold stor og alle størrelser i individuelt.

Sikke nogle flotte finaler. Virkelig flotte! Elsker at se agility på så høj plan. Finalebanen for mellemhunde var helt speciel, da det krævede en særdeles fremadrettet hund i slutningen af banen. Her blev klisterhundene sorteret fra.

Pizza elsker også at se agility.

Meget meget varmt og meget meget sol! En paraply afskærmede for de værste stråler.

Da finalerne var ved at være slut ankom Søren, børnene og Kizz Me. Vi så slutningen af finalerne i stegende hede. Det var virkelig varmt og man måtte bruge paraply for at afskærme den stærke sol.

Kizz Me var med nede ved finaleringen og lå i skyggen. Desværre blev hun stukket i munden af en hveps. Det bevirkede, at min opmærksomhed flyttede sig en del fra finaleløbene til Kizz Me og hendes velbefindende. Heldigvis var der en af de danske deltagere, der havde en antihistamintablet, som vi gav Kizz Me. Hun hævede heldigvis kun en lille bitte smule op.

Da finalerne var slut sagde jeg farvel til de danske deltagere, da vi skulle køre til Ungarn på ferie (læs mere om turen i Ungarn på dette blogindlæg). Jeg kunne desværre ikke blive til udmarchen, da vi skulle være i Ungarn ved Balatonsøen til indtjekning senest kl. 20. Så Søren og jeg havde faktisk lidt travlt med at nå det til tiden.

Tusind tak til alle dem, der hjalp mig under EO. Det var med til at gøre det en fantastisk tur.

Pizza og jeg kommer gerne igen til European Open.

Når jeg ser tilbage på, om hele dette med EO, udtagelser, deltagelse og transport samt ophold (det er jo ret dyrt) … om det virkelig kan betale sig? Et stort og rungende JA, det kan det. Sådanne stævner er virkelig det, der gør, at jeg ønsker at gøre mig bedre til sporten og til at holde min og hundenes kondition ved lige. Det var en fed fed oplevelse, også for en gammel kone på 48!

 

Reklamer

Når jeg det? Der er langt til nr. 16

Jeg har været til DGI agilitystævne i Barthahus ved Kokkedal her i weekenden. Det blev til mange gode agilityløb. Jeg havde Prutskid med (Pizzas hvalp, som skal rejse til Sverige om 2½ uge). Hun hedder faktisk Yazoo, men reagerer bedre på Prutskid 🙂 ha ha ha. Hun blev socialiseret rigtig godt og fik snakket med rigtig mange mennesker og hunde.

barthahus-nov17

Her er jeg til præmieoverrækkelse i seniorklassen, som Kizz Me vandt. Der blev uddelt en krammer til alle af ham, der overrakte præmierne. Her fik jeg vist sagt et eller andet sjovt, for hold da op hvor der grines 🙂 😉

Jeg vil her fremhæve et par ting fra weekendens løb:

  • HOLD-STAFET:
    Holdstafet består af 3 løbere, som skal løbe lige efter hinanden og dermed minimere tiderne ved et skift bedst muligt, da det er den samlede tid af de 3 løb, der gælder. Banen er faktisk opdelt i 3 baner, hvor hver ekvipage løber sin specielle del. Denne gang var der 17 forhindringer til hver ekvipage.
    På det ene hold, var vi 3 asasarahunde. Vi blev nr. 5, hvilket jeg er meget stolt og glad for. (Yvonna/Duke, Sofie/Tapaz og Lone/Kizz Me.
    Det andet hold, som jeg var med på, løb endnu bedre. Vi blev nr. 2. Fed følelse, at stå sammen med de andre ”4 duller” til præmieoverrækkelsen. (Louise/Ronja, Sabine/Jet og Lone/Pizza). Vi havde nogle vildt gode skift på dette hold, hvilket var med til, at vi fik en rigtig god tid.
    Der var en fantastisk hold-stemning i hele hallen. Det er bare HELT specielt at løbe hold, vi hepper på hinanden og glædes endnu mere over de gode løb og kan tillade os at gine lidt, når noget går helt i koks, fordi man bliver lidt stresset.
  • PIZZAS SPRINGLØB:
    Pizzas springløb i øvet klasse i dag gik rigtig godt. Der var et sted på banen, hvor man virkelig skal løbe til. Jeg kan godt mærke, at min træning har været på et minimum her de sidste par måneder pga. Pizzas drægtighed, hvalpekuld og venten på, at kunne deltage til konkurrencer igen. Men altså jeg løb alt det jeg kunne, for at nå fra nr. 12 til nr. 16, for ellers ville hunden tage nr. 16 fra den forkerte side. Se selv videoen og grin med!!!

“Jeg VIL bare nå det, men når jeg det”?

 


 

Lev livet mens du har det – i morgen kan alting være forandret
Den overskrift skrev jeg på min facebookprofil for et par uger siden. Flere har spurgt mig hvorfor, og her er svaret. De sidste par uger har ikke være så sjove. Jeg har tilbragt mange dage og timer på Århus Universitetshospital og Regionshospitalet i Viborg. Min dejlige og aktive far fik desværre en hjerneblødning en onsdag morgen. Min far er allerede på genoptræning og det går langsomt fremad. Så det næste stykke tid vil jeg ofte været i det jyske og hjælpe til med diverse gøremål. Det er bare ikke let, når man bor så langt væk. I morgen (mandag) tager jeg til Silkeborg efter arbejde, da jeg kombinerer flere aftenbesøg hos min far i forbindelse med, at jeg skal på kursus i Horsens.

Agility i Viby og Depeche Mode i Parken

Kr. Himmelfartsferien gik tradition tro til Maxi Zoo Cup i Viby. Egentlig skulle hele familien have været afsted og vi skulle alle 4 ligge i telt for første gang, men desværre blev Emma syg, da vi skulle til at køre, så Søren blev hjemme med børnene og jeg drog alene afsted. Så der skulle lige pakkes lidt om inden jeg endelig kunne køre afsted onsdag sidst på eftermiddagen. Så en time forsinket kom jeg endelig afsted. Det tager jo ca. 2½ time at køre til Viby fra Toksværd, og så over og sætte telt op… der kan en times forsinkelse godt have en del at sige. Og så var der jo også kø på motorvejen på Fyn.

Her er noget af mit nye tøj, som jeg netop havde fået lige inden jeg kørte. Her er en meget tynd og behagelig t-shirt og et par shorts med nederdeleffekt.

Jeg har fået noget nyt sportstøj fra MaxiZoo. Det er købt efter mit eget valg hos Decathlon (min yndlingssportsbutik). Decathlon er desværre stoppet med et sælge til Danmark (igen), men jeg nåede lige at få mit tøj hjem inden de stoppede med salget. Mit nye tøj fra Maxi Zoo skulle selvfølgelig luftes til selve Maxi Zoo cup. Jeg er meget glad for Maxi Zoo og anbefaler dem gerne til alle, der skal købe enten foder eller udstyr til deres hunde. Og nu kan jeg så ikke kun nøjes med at fortælle det, men også vise det, når jeg er til stævner.

Varmen i Viby var næsten ulidelig. Altså vi danskere er lidt svære at gøre tilfredse, …. så er vi sure over regnen, så er det for koldt, så er det for varmt, så bliver vi solskoldet …
Godt, at jeg havde faktor 30 med. Jeg har købt den mest geniale solcreme ever! Det er faktisk en ganske billig og fornuft solcreme, som sprøjtes på, uden at man skal smøre det ud. Har købt den i Lidl og det er en sportssolcreme. Ja, creme er det egentlig ikke, men hold fast, hvor det virker. Den hedder Cien sun, invisible Sun Spray Sport, 30 high protection.

Her er Kizz Mes løb fra AG2 senior den første dag. Vi vandt klassen. Det var en meget svær bane at fjernhandle!

På grund af vejrudsigten, havde jeg valgt ikke at have udstillingstelt med til at placere ved en ringsiderne på agilitybanerne. Jeg havde i stedet for en stol med og kunne placere mig præcis, hvor jeg havde lyst til afhængig af, hvilken ring jeg skulle op i næste gang. Nogle gange satte jeg mig også hen til en ring for at se på klasse 1 hundene eller landsholdsklassen. Det var dejligt at være fleksibel på den måde – og så var vejret jo perfekt til det.

Mit stævnetelt var dermed mit sovetelt, som lå på pladsen ved siden af campingvognene, kun 100 meter fra stævnepladsen. Jeg havde fået en skøn plads i skyggen takket være Yvonna, som havde udset denne plet til mig. Teltet lå ved siden af Michael og Karina Thrane og det skulle vise sig, at jeg 2 aftener havde fornøjelsen af deres selskab. Hold da op, hvor fik vi snakket og grint – ikke mindst af vores selvlavede “alle børnene-vittigheder”, som blev grovere og grovere. Hvor er det skønt, når man bare kan falde ind i en god “gammel” flok mennesker, som man kun ser et par gange om året, men hvor kemien er der lige med det samme.

Mit decathlon lufttelt var hurtigt slået op, da jeg først havde fået besluttet mig, hvilken ende, der skulle vende mod solen/banerne. Man skal bare pumpe stængerne op og sætte et par pløkker i. Så står teltet klar med bund og sovekabine. 

 

Mit familietelt er et 5-personers telt, hvor der var masser af plads til mine hunde og jeg. Jeg valgte at tage en dobbelt luftmadras med, så hundene kunne få lov til at sove i sengen med mig, hvis nu det blev for koldt om aftenen. Og ihhh, hvor vi hyggede os. Jeg skulle først løbe ved 10-tiden alle 3 dage, så vi havde en god morgenstund hundene og jeg.

Jeg havde ikke brug for strøm på pladsen. Jeg havde til gengæld masser af powerbanks med til min telefon, ur og iPad, hvor stævnekataloget lå på. Det gik rigtig fint med opladning via powerbanks.

God plads i den ene sovekabine.

Resultatmæssigt ønskede jeg mig et par pinde til Pizza i klasse 2. Det var lige ved og næsten, men desværre kom der ikke nogle pinde med hjem. Vi fik dog alligevel et par placeringer, selv med 5 fejl, hvilket jo siger lidt om Pizzas hurtighed!

Mit knæ

Jeg var desværre ret plaget af et dårligt venstre knæ. Det er rigtig træls, og nu kan jeg godt mærke, at alderen er begyndt at trykke! 47 år. Hold da op. Sådan føler jeg mig dog bare ikke indvendig. Der er jeg max 37! Jeg kunne have valgt ikke at løbe agility i Viby, men nej … hellere løbe med smerte end ikke at løbe!
Min manglende evne til at kunne nå at placere mig der, hvor det var ønskeligt, eller dreje hurtigt nok, resulterede desværre i et par disk (fejl bane for hunden), men vi havde en masse gode momenter. Pizza er faktisk bedre end Kizz Me til agility (mor og datter), men Kizz Me og jeg har kendt hinanden lidt flere år på agilitybanerne, så derfor kunne jeg bedre fjernstyre gamle senior Kizz Me end Pizza.

Nu er Pizza jo kommet i løbetid og skal parres næste weekend eller lige derefter og så er der agilitypause for os. Det er nok meget godt for mit knæ.

Tid til familiebesøg

Min familie bor jo i Jylland, så fredag aften smuttede jeg lige ud til min dejlige storesøster Mette og hendes familie, som bor i Hørning ved Århus. Det tog kun 10 min at køre derud. Sikke en skøn aften vi havde – og hvor kan hun altså lave god mad!!
Efter 3 dages agilitystævne sluttede Kr. Himmelfartsferien med en overnatning hjemme hos mine forældre i Silkeborg. Min lillebror Poul og sønnen Daniel kom også lige forbi lørdag aften. Jeg elsker bare at være sammen med min familie, og hvor er det herligt, at jeg lige kan slå to fluer med et smæk ved at være sammen med dem samtidig med, at jeg er i Jylland til stævner.

 

Depeche Mode

Så er vi klar på siddepladserne lige inden koncerten går i gang.

I onsdags gik turen så til Parken i København. Søren og jeg havde for laaaaang tid siden købt billetter til vores yndlingsband Depeche Mode. Uha 800 kr. pr. billet er nok lidt dyrt, men det giver vi gerne for en kanon god oplevelse. Vi har været til D.M. koncert i Malmø for et par år siden, hvilket var fuldstændig fantastisk – det ville vi gerne opleve igen. Dengang var D.M.’s opvarmningsband forfærdeligt at høre på. Virkelig rædselsfuldt. Så vi ville lige finde ud af, hvem der var opvarmningsband denne gang. Det var et band, der hed The Horrors – vi lyttede lidt til dem på spotyfy, og nej, det var altså ikke vores stil. Så vi valgte først at køre afsted mod Parken, så vi kunne være på plads til når D.M. skulle på scenen.

Vi troede, at vi var i god tid. Men der var lang kø, og alle skulle kropsvisiteres og tasker undersøges. Men det er jeg glad for i disse terrordage, at man bliver. Better safe than sorry. Men jeg kunne da alligevel ikke lade være med at tænke over terrortruslen. Det er lidt træls, for jeg VIL ikke lade mig påvirke. De røvhuller skal ikke vinde ved at gøre folk bange!

Vi fik sat os ned på vores respektive sæder i Parken …og 3 min efter gik Depeche Mode på scenen. Vi rejste os op og stod op under hele koncerten, selv om vi havde siddepladser. Man kunne slet ikke lade være med at stå op og klappe og være aktiv. Min skridttæller viste 9.200 skridt da vi ankom til siddepladserne og var over 15.000 da koncerten var slut 🙂

Alle numre var rigtig gode. Deres nye album er rigtig godt og de blev udført perfekt på scenen. Jeg har egentlig aldrig været så glad for Martin Gore, når han skulle synge uden Dave Gahan, men altså til denne koncert fik han rørt noget hos mig og publikum i det hele taget. Publikum kunne slet ikke slippe et omkvæd og blev bare ved og ved og ved med at synge, selv om nummeret var færdigt, hvilket man kunne se, at bandet var meget glad og benovet over.

Et nummer, som rørte mig virkelig meget (fik faktisk tårer i øjnene) – og jeg var ikke den eneste kunne jeg læse i musikanmelderserne dagen efter -, var et af deres 5 ekstranumre. Det var en udgave af David Bowies “We can be heroes”. Så smukt udført!!! ❤

Vildt god Depeche Mode koncert. Elsker bare det band!!!

En af mine gode agilityvenner Berit var også afsted til koncert og det var min svoger Jesper også. Hvor var det sjovt at drøfte vores oplevelser af koncerten både før og efter.

Når Depeche Mode kommer til Danmark igen, skal jeg afsted igen!!! Helt sikkert.

……..

Tak fordi du læste med helt til slut 😉

Koldt, solrigt, blæsende og fyldt med hagl – årets første udendørs agilitykonkurrence

Sidste weekend deltog jeg i årets første udendørs agilitystævne. Der var varslet blæsevejr, og det var der mange, der desværre fik oplevet på den lidt trælse måde. For rigtig mange havde sat telte op langs agilityringsiderne fredag aften …. og lørdag morgen havde flere telte knækkede stænger eller revnede syninger.

Da jeg ankom til stævnepladsen lørdag morgen med min oppakning så jeg, at Kaare fra KAF sad alene i sit telt. Og hvis jeg skulle sidde alene i et telt ved siden af, var det jo lidt fjollet. Så Kaare og jeg slog os sammen, og dermed var der plads til et telt mere til andre stævnedeltagere. Jeg gætter, at der er mange, der kan slå sig sammen i telte, for at gøre plads til endnu flere stævnedeltagere rundt om banerne. Jeg synes det er lidt synd, at der er mange, der sidder alene og kukkelurer. Kaare og jeg har i hvertfald hygget os og drøftet mange agilityting i løbet af weekenden og glædet os på hinandens vegne, når noget er gået godt.

Pizza i fuld fart ud af slalom. Billedet er taget af Tina Hindsgaul.

Lørdag var den mest solrige dag. Det kunne tydeligt ses, da jeg kom hjem og så mig selv i spejlet. Hold da op, hvor havde jeg fået røde kinder.

Det blev desværre ikke til nogle pinde for Pizza i klasse 2.

Men til gengæld havde hun et kanon løb i agility åben, hvor hun blev nr. 3 ud af 64 hunde. Faktisk vil jeg hellere have en fed placering i den klasse, hvor både klasse 1, 2 og 3 hunde deltager, end at få en god placering i klasse 2, hvor der er færre deltagere. Men sådan er det jo med et stort konkurrencegen.

Lørdag formiddag fik jeg spurgt et hold med belgieske hyrdehunde, om de kunne bruge en reservehund på holdet her i weekenden. De var nemlig kun 4 på holdet, og der må være 5 på et hold. De svarede heldigvis ja, og vupti, så var der en border collie med på holdet Belgierekspressen. Fantastiske søde holdkammerater. Jeg har før nævnt, at jeg ELSKER holdkonkurrencer. Og det vil jeg gerne nævne igen. ELSKER DET! Jeg får et ekstra sug i maven, når jeg skal løbe, da mit løb ikke kun gælder for mig selv, men også har stor betydning for 4 andre holdkammerater.

Lørdag startede holdet ud med, at de 3 første hunde løb fejlfrit. Pizza var sidste hund på holdet, så jeg satsede lidt for måske at kunne forbedre en af de andre hunde på holdets tid. Pizza fik desværre 5 fejl. (De bedste 3 hunde på et hold tæller i regnskabet og de 2 dårlige resultater fjernes).
Holdet lå nr. 2 lørdag.
Søndag bibeholdt vi placeringen som nr. 2 efter agilityløbet. ÅH, en fed følelse at være med til præmieoverrækkelse i hold. Det er flere år siden, at jeg har prøvet det, da jeg har holdt lidt hold-pause i et par år.
I AM BACK!!!!

Søndag blev der åbnet for de hvide sluser for oven. Kizz Me og jeg havnede i et springløb i haglvejr, men vi klarede det dog med 5 fejl (en lille bitte nedrivning). Kizz har løbet super godt i weekenden. Elsker den dejlige hund, der jo er senior, og vi nyder det.

 

Så er vi igang med agility – Pizza er snart i klasse 2

Jeg havde ovenikøbet ikke min skridttæller på mig hele tiden, så det er sikkert blevet til meget mere.

Jeg havde ovenikøbet ikke min skridttæller på mig hele tiden, så det er sikkert blevet til meget mere.

Så skal jeg godt nok love for, at agilitysæsonen er gået igang. I dag har jeg været til agilitykonkurrence (kun store hunde) på Garbogård ved Hillerød. Et rigtig godt stævne.

Jeg løb 4 seniorløb (klasse 2) med Kizz Me og 4 klasse 1 løb med Pizza. Så det vil sige 8 løb i alt. Det blev til en del banegennemgange, baneløb, opvarmning og afskridtning.

Pizza var en stjerne, hun blev nr. 2 i både AG1 (løb 2) og nr. 2 i SP1 (løb 2). Så 2 pinde i bogen til Pizzapigen. Nu mangler hun bare 2 pinde mere, så er hun i klasse 2.

Det var en rigtig god stemning til agilitystævnet. Det er som om, at vi er en stor familie, som både griner og hygger os. Vi ser jo på en del agility sådan en dag, og man kan ikke lade være med at ærgre sig på andres vegne, når et smadder flot løb, som ellers er fejlfrit, bliver tilføjet med en vægring på sidste forhinding. Der lyder både uh og ih hvor ærgerligt.

Jeg løb jo seniorløb med Kizz Me, og hun havde en vild sjov strækning i dag, hvor hun bare løb lige frem i en tunnel langt væk. Ja, jeg kunne ikke lade være med at slå en skraldlatter op og det kunne de andre tilskuere hellere ikke.

Jeg kunne vælge mellem store stykker hundelegetøj som præmie, men mit valg af præmie faldt på denne klikker, som er støtte for Hundesport Mod Cancer.

Det var så skønt at være til agility igen. Se bare her i denne video, hvor meget Pizza elsker det:

I onsdags måtte jeg skrive en mail til min gamle DcH klub, at jeg desværre måtte indse, at jeg blev nødt til at flytte klub for at få noget mere træningstid. Det har taget mig lang tid at tage mig sammen, da jeg holder meget af de folk, der er i den gamle klub.
Jeg er blevet overflyttet til DcH Næstved og var allerede til træning lørdag eftermiddag. Super dejlig klub, hvor vi har 2 store moduler fremme til at træne på og mange ligesindede medlemmer, som har hunde på samme niveau som mine.

Jeg glæder mig til min agilityfremtid!

Hjemmetræning i haven

Pizza er mudret, men topmotiveret til at træne 🙂

Jeg har eksperimenteret lidt med videooptagelse af Pizza i dag. Hun er så sød at fotografere og filme. Hun har det samme fotogen som sin mormor Panik 🙂

Pizza er altid klar, så når jeg spørger om vi skal træne, så ser hun super motiveret ud. Og det motiverer mig! Se bare på billedet her til højre.

I sådan et vejr, som der er i dag; diset, gråvejr, en lille smule regn, så bliver hundene let beskidte og græsplænen bliver revet lidt op og ser mudret ud. Ja, selv Pizzas hvide hals er næsten sort.

Nå, men tilbage til mine videooptagelser.

Eksperimentet var, at jeg ville se hendes slalom-metode. Kizz Me’s metode i slalom er, at hun har et forben i jorden på hver side af slalompindene. Pizzas metode er samme som hendes mormor Panik, altså 2 forben på hver side. Det inderste forben dog lidt længere fremme end det yderste. På videoen kan man ligeledes se, hvordan halen snor sig omkring slalompindene.

Desuden kan man også se, hvor tæt hendes bagben er på overliggeren, når hun springer, uden at hun river ned! Super lækkert at se i slowmotion. Mine spring i haven har desuden forskellige højder og nogle er også skæve. Dette gør jeg for at hundene vænnes til at vurdere springene, så det ikke bliver for ensformigt.

Planlægning af Pizzas fremtid

DKRLCH Asasara Jam Jam Pizza

På Samsø i efterårsferien opnåede jeg et af mine store mål med Pizza – at hun skulle blive Dansk Rallychampion. Den titel er jeg meget stolt af, også selv om det er den 6. hund, som jeg laver til rally champion.

Der er flere, som har spurgt mig, om jeg ikke snart skal til en DKK lydighedsprøve med Pizza. Og det må svaret desværre blive nej. Pizza har evnerne, men jeg har desværre ikke tiden.

Efter min oplevelse med at være stressramt for nøjagtig et år siden, så har jeg valgt nogle ting fra. LP’en er en af tingene.

Jeg vil kalde mig næsten fuldstændig raskmeldt, men det vil altid ligge i baghovedet, at jeg kan blive stressramt igen. Jeg kan ikke lade være med at mærke efter, hvordan jeg har det. Og det er meget normalt for tidligere stressramte, altid at føle efter.

Ind i mellem føler jeg, at mit åndedræt er lidt hurtigt og hjertet banker lidt for meget. Der skal ikke så meget til, før jeg kan fornemme, at en træls nattesøvn er i vente. Der skal såmænd ikke andet end en kommentar fra en rallyfører til, at jeg bliver påvirket. Jeg kan være ret irriteret på mig selv over min reaktion og efterfølgende tankemylder, så derfor har jeg måtte finde en PYT-knap frem til mig selv.

Det er et billede af en knap, hvor der står: “Tryk på PYT-KNAPPEN og kom videre i dit liv”. Det er en rigtig god knap. Den er lige så godt som sætningen “Du skal ikke bekymre dig om noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved”.

Nå, men tilbage til Pizza og hendes fremtid. Ingen LP til hende. Derimod har jeg satset på, at hun skal til DM i rally i august 2017. Jeg tog derfor forrige weekend til Vamdrup for at opnå høje points og forhåbentlig en kvalifikation til DM i ekspertklassen. Hun fik 99 point og vandt i Vamdrup. Så jeg håber, at det er nok.

Men … det er måske lidt lige meget nu. For Pizza er kommet i løbetid og skal parres i næste løbetid, hvilket sandsynligvis er i juni og dermed har hun hvalpe til DM. Så måske ingen DM til os. Men nu har hun da pointene, og hvis noget går galt med parring eller drægtighed, så kan vi da altid lige smutte til DM 🙂

Indtil parring i juni så hygger Pizza og jeg os med agilitytræning og enkelte stævner. Pizza er fuldstændig fantastisk til agility. Hun er som sin mormor Panik – hurtig og styrbar. Hver tirsdag træner jeg i Ringsted sammen med venner, som har samme ambitioner som jeg og samme niveau. Det er fantastisk at træne med nogle, som man godt kan sammen med. Jeg er ofte helt høj efter agilitytræning med Pizza, at jeg skal have soltag i bilen hjem, for armene vil ikke ned. Specielt i tirsdags var Pizza super dygtig til nogle ellers svære baner. Og hvor er det bare fedt, når holdkammeraterne siger, hvor dygtig Pizza er blevet og sikke en udvikling hun har været i. Det varmer helt vildt, Tak Marianne!
Hold nu op, hvor jeg knuselsker den hund!