Når jeg det? Der er langt til nr. 16

Jeg har været til DGI agilitystævne i Barthahus ved Kokkedal her i weekenden. Det blev til mange gode agilityløb. Jeg havde Prutskid med (Pizzas hvalp, som skal rejse til Sverige om 2½ uge). Hun hedder faktisk Yazoo, men reagerer bedre på Prutskid 🙂 ha ha ha. Hun blev socialiseret rigtig godt og fik snakket med rigtig mange mennesker og hunde.

barthahus-nov17

Her er jeg til præmieoverrækkelse i seniorklassen, som Kizz Me vandt. Der blev uddelt en krammer til alle af ham, der overrakte præmierne. Her fik jeg vist sagt et eller andet sjovt, for hold da op hvor der grines 🙂 😉

Jeg vil her fremhæve et par ting fra weekendens løb:

  • HOLD-STAFET:
    Holdstafet består af 3 løbere, som skal løbe lige efter hinanden og dermed minimere tiderne ved et skift bedst muligt, da det er den samlede tid af de 3 løb, der gælder. Banen er faktisk opdelt i 3 baner, hvor hver ekvipage løber sin specielle del. Denne gang var der 17 forhindringer til hver ekvipage.
    På det ene hold, var vi 3 asasarahunde. Vi blev nr. 5, hvilket jeg er meget stolt og glad for. (Yvonna/Duke, Sofie/Tapaz og Lone/Kizz Me.
    Det andet hold, som jeg var med på, løb endnu bedre. Vi blev nr. 2. Fed følelse, at stå sammen med de andre ”4 duller” til præmieoverrækkelsen. (Louise/Ronja, Sabine/Jet og Lone/Pizza). Vi havde nogle vildt gode skift på dette hold, hvilket var med til, at vi fik en rigtig god tid.
    Der var en fantastisk hold-stemning i hele hallen. Det er bare HELT specielt at løbe hold, vi hepper på hinanden og glædes endnu mere over de gode løb og kan tillade os at gine lidt, når noget går helt i koks, fordi man bliver lidt stresset.
  • PIZZAS SPRINGLØB:
    Pizzas springløb i øvet klasse i dag gik rigtig godt. Der var et sted på banen, hvor man virkelig skal løbe til. Jeg kan godt mærke, at min træning har været på et minimum her de sidste par måneder pga. Pizzas drægtighed, hvalpekuld og venten på, at kunne deltage til konkurrencer igen. Men altså jeg løb alt det jeg kunne, for at nå fra nr. 12 til nr. 16, for ellers ville hunden tage nr. 16 fra den forkerte side. Se selv videoen og grin med!!!

“Jeg VIL bare nå det, men når jeg det”?

 


 

Lev livet mens du har det – i morgen kan alting være forandret
Den overskrift skrev jeg på min facebookprofil for et par uger siden. Flere har spurgt mig hvorfor, og her er svaret. De sidste par uger har ikke være så sjove. Jeg har tilbragt mange dage og timer på Århus Universitetshospital og Regionshospitalet i Viborg. Min dejlige og aktive far fik desværre en hjerneblødning en onsdag morgen. Min far er allerede på genoptræning og det går langsomt fremad. Så det næste stykke tid vil jeg ofte været i det jyske og hjælpe til med diverse gøremål. Det er bare ikke let, når man bor så langt væk. I morgen (mandag) tager jeg til Silkeborg efter arbejde, da jeg kombinerer flere aftenbesøg hos min far i forbindelse med, at jeg skal på kursus i Horsens.

Reklamer

Agility i Viby og Depeche Mode i Parken

Kr. Himmelfartsferien gik tradition tro til Maxi Zoo Cup i Viby. Egentlig skulle hele familien have været afsted og vi skulle alle 4 ligge i telt for første gang, men desværre blev Emma syg, da vi skulle til at køre, så Søren blev hjemme med børnene og jeg drog alene afsted. Så der skulle lige pakkes lidt om inden jeg endelig kunne køre afsted onsdag sidst på eftermiddagen. Så en time forsinket kom jeg endelig afsted. Det tager jo ca. 2½ time at køre til Viby fra Toksværd, og så over og sætte telt op… der kan en times forsinkelse godt have en del at sige. Og så var der jo også kø på motorvejen på Fyn.

Her er noget af mit nye tøj, som jeg netop havde fået lige inden jeg kørte. Her er en meget tynd og behagelig t-shirt og et par shorts med nederdeleffekt.

Jeg har fået noget nyt sportstøj fra MaxiZoo. Det er købt efter mit eget valg hos Decathlon (min yndlingssportsbutik). Decathlon er desværre stoppet med et sælge til Danmark (igen), men jeg nåede lige at få mit tøj hjem inden de stoppede med salget. Mit nye tøj fra Maxi Zoo skulle selvfølgelig luftes til selve Maxi Zoo cup. Jeg er meget glad for Maxi Zoo og anbefaler dem gerne til alle, der skal købe enten foder eller udstyr til deres hunde. Og nu kan jeg så ikke kun nøjes med at fortælle det, men også vise det, når jeg er til stævner.

Varmen i Viby var næsten ulidelig. Altså vi danskere er lidt svære at gøre tilfredse, …. så er vi sure over regnen, så er det for koldt, så er det for varmt, så bliver vi solskoldet …
Godt, at jeg havde faktor 30 med. Jeg har købt den mest geniale solcreme ever! Det er faktisk en ganske billig og fornuft solcreme, som sprøjtes på, uden at man skal smøre det ud. Har købt den i Lidl og det er en sportssolcreme. Ja, creme er det egentlig ikke, men hold fast, hvor det virker. Den hedder Cien sun, invisible Sun Spray Sport, 30 high protection.

Her er Kizz Mes løb fra AG2 senior den første dag. Vi vandt klassen. Det var en meget svær bane at fjernhandle!

På grund af vejrudsigten, havde jeg valgt ikke at have udstillingstelt med til at placere ved en ringsiderne på agilitybanerne. Jeg havde i stedet for en stol med og kunne placere mig præcis, hvor jeg havde lyst til afhængig af, hvilken ring jeg skulle op i næste gang. Nogle gange satte jeg mig også hen til en ring for at se på klasse 1 hundene eller landsholdsklassen. Det var dejligt at være fleksibel på den måde – og så var vejret jo perfekt til det.

Mit stævnetelt var dermed mit sovetelt, som lå på pladsen ved siden af campingvognene, kun 100 meter fra stævnepladsen. Jeg havde fået en skøn plads i skyggen takket være Yvonna, som havde udset denne plet til mig. Teltet lå ved siden af Michael og Karina Thrane og det skulle vise sig, at jeg 2 aftener havde fornøjelsen af deres selskab. Hold da op, hvor fik vi snakket og grint – ikke mindst af vores selvlavede “alle børnene-vittigheder”, som blev grovere og grovere. Hvor er det skønt, når man bare kan falde ind i en god “gammel” flok mennesker, som man kun ser et par gange om året, men hvor kemien er der lige med det samme.

Mit decathlon lufttelt var hurtigt slået op, da jeg først havde fået besluttet mig, hvilken ende, der skulle vende mod solen/banerne. Man skal bare pumpe stængerne op og sætte et par pløkker i. Så står teltet klar med bund og sovekabine. 

 

Mit familietelt er et 5-personers telt, hvor der var masser af plads til mine hunde og jeg. Jeg valgte at tage en dobbelt luftmadras med, så hundene kunne få lov til at sove i sengen med mig, hvis nu det blev for koldt om aftenen. Og ihhh, hvor vi hyggede os. Jeg skulle først løbe ved 10-tiden alle 3 dage, så vi havde en god morgenstund hundene og jeg.

Jeg havde ikke brug for strøm på pladsen. Jeg havde til gengæld masser af powerbanks med til min telefon, ur og iPad, hvor stævnekataloget lå på. Det gik rigtig fint med opladning via powerbanks.

God plads i den ene sovekabine.

Resultatmæssigt ønskede jeg mig et par pinde til Pizza i klasse 2. Det var lige ved og næsten, men desværre kom der ikke nogle pinde med hjem. Vi fik dog alligevel et par placeringer, selv med 5 fejl, hvilket jo siger lidt om Pizzas hurtighed!

Mit knæ

Jeg var desværre ret plaget af et dårligt venstre knæ. Det er rigtig træls, og nu kan jeg godt mærke, at alderen er begyndt at trykke! 47 år. Hold da op. Sådan føler jeg mig dog bare ikke indvendig. Der er jeg max 37! Jeg kunne have valgt ikke at løbe agility i Viby, men nej … hellere løbe med smerte end ikke at løbe!
Min manglende evne til at kunne nå at placere mig der, hvor det var ønskeligt, eller dreje hurtigt nok, resulterede desværre i et par disk (fejl bane for hunden), men vi havde en masse gode momenter. Pizza er faktisk bedre end Kizz Me til agility (mor og datter), men Kizz Me og jeg har kendt hinanden lidt flere år på agilitybanerne, så derfor kunne jeg bedre fjernstyre gamle senior Kizz Me end Pizza.

Nu er Pizza jo kommet i løbetid og skal parres næste weekend eller lige derefter og så er der agilitypause for os. Det er nok meget godt for mit knæ.

Tid til familiebesøg

Min familie bor jo i Jylland, så fredag aften smuttede jeg lige ud til min dejlige storesøster Mette og hendes familie, som bor i Hørning ved Århus. Det tog kun 10 min at køre derud. Sikke en skøn aften vi havde – og hvor kan hun altså lave god mad!!
Efter 3 dages agilitystævne sluttede Kr. Himmelfartsferien med en overnatning hjemme hos mine forældre i Silkeborg. Min lillebror Poul og sønnen Daniel kom også lige forbi lørdag aften. Jeg elsker bare at være sammen med min familie, og hvor er det herligt, at jeg lige kan slå to fluer med et smæk ved at være sammen med dem samtidig med, at jeg er i Jylland til stævner.

 

Depeche Mode

Så er vi klar på siddepladserne lige inden koncerten går i gang.

I onsdags gik turen så til Parken i København. Søren og jeg havde for laaaaang tid siden købt billetter til vores yndlingsband Depeche Mode. Uha 800 kr. pr. billet er nok lidt dyrt, men det giver vi gerne for en kanon god oplevelse. Vi har været til D.M. koncert i Malmø for et par år siden, hvilket var fuldstændig fantastisk – det ville vi gerne opleve igen. Dengang var D.M.’s opvarmningsband forfærdeligt at høre på. Virkelig rædselsfuldt. Så vi ville lige finde ud af, hvem der var opvarmningsband denne gang. Det var et band, der hed The Horrors – vi lyttede lidt til dem på spotyfy, og nej, det var altså ikke vores stil. Så vi valgte først at køre afsted mod Parken, så vi kunne være på plads til når D.M. skulle på scenen.

Vi troede, at vi var i god tid. Men der var lang kø, og alle skulle kropsvisiteres og tasker undersøges. Men det er jeg glad for i disse terrordage, at man bliver. Better safe than sorry. Men jeg kunne da alligevel ikke lade være med at tænke over terrortruslen. Det er lidt træls, for jeg VIL ikke lade mig påvirke. De røvhuller skal ikke vinde ved at gøre folk bange!

Vi fik sat os ned på vores respektive sæder i Parken …og 3 min efter gik Depeche Mode på scenen. Vi rejste os op og stod op under hele koncerten, selv om vi havde siddepladser. Man kunne slet ikke lade være med at stå op og klappe og være aktiv. Min skridttæller viste 9.200 skridt da vi ankom til siddepladserne og var over 15.000 da koncerten var slut 🙂

Alle numre var rigtig gode. Deres nye album er rigtig godt og de blev udført perfekt på scenen. Jeg har egentlig aldrig været så glad for Martin Gore, når han skulle synge uden Dave Gahan, men altså til denne koncert fik han rørt noget hos mig og publikum i det hele taget. Publikum kunne slet ikke slippe et omkvæd og blev bare ved og ved og ved med at synge, selv om nummeret var færdigt, hvilket man kunne se, at bandet var meget glad og benovet over.

Et nummer, som rørte mig virkelig meget (fik faktisk tårer i øjnene) – og jeg var ikke den eneste kunne jeg læse i musikanmelderserne dagen efter -, var et af deres 5 ekstranumre. Det var en udgave af David Bowies “We can be heroes”. Så smukt udført!!! ❤

Vildt god Depeche Mode koncert. Elsker bare det band!!!

En af mine gode agilityvenner Berit var også afsted til koncert og det var min svoger Jesper også. Hvor var det sjovt at drøfte vores oplevelser af koncerten både før og efter.

Når Depeche Mode kommer til Danmark igen, skal jeg afsted igen!!! Helt sikkert.

……..

Tak fordi du læste med helt til slut 😉

Koldt, solrigt, blæsende og fyldt med hagl – årets første udendørs agilitykonkurrence

Sidste weekend deltog jeg i årets første udendørs agilitystævne. Der var varslet blæsevejr, og det var der mange, der desværre fik oplevet på den lidt trælse måde. For rigtig mange havde sat telte op langs agilityringsiderne fredag aften …. og lørdag morgen havde flere telte knækkede stænger eller revnede syninger.

Da jeg ankom til stævnepladsen lørdag morgen med min oppakning så jeg, at Kaare fra KAF sad alene i sit telt. Og hvis jeg skulle sidde alene i et telt ved siden af, var det jo lidt fjollet. Så Kaare og jeg slog os sammen, og dermed var der plads til et telt mere til andre stævnedeltagere. Jeg gætter, at der er mange, der kan slå sig sammen i telte, for at gøre plads til endnu flere stævnedeltagere rundt om banerne. Jeg synes det er lidt synd, at der er mange, der sidder alene og kukkelurer. Kaare og jeg har i hvertfald hygget os og drøftet mange agilityting i løbet af weekenden og glædet os på hinandens vegne, når noget er gået godt.

Pizza i fuld fart ud af slalom. Billedet er taget af Tina Hindsgaul.

Lørdag var den mest solrige dag. Det kunne tydeligt ses, da jeg kom hjem og så mig selv i spejlet. Hold da op, hvor havde jeg fået røde kinder.

Det blev desværre ikke til nogle pinde for Pizza i klasse 2.

Men til gengæld havde hun et kanon løb i agility åben, hvor hun blev nr. 3 ud af 64 hunde. Faktisk vil jeg hellere have en fed placering i den klasse, hvor både klasse 1, 2 og 3 hunde deltager, end at få en god placering i klasse 2, hvor der er færre deltagere. Men sådan er det jo med et stort konkurrencegen.

Lørdag formiddag fik jeg spurgt et hold med belgieske hyrdehunde, om de kunne bruge en reservehund på holdet her i weekenden. De var nemlig kun 4 på holdet, og der må være 5 på et hold. De svarede heldigvis ja, og vupti, så var der en border collie med på holdet Belgierekspressen. Fantastiske søde holdkammerater. Jeg har før nævnt, at jeg ELSKER holdkonkurrencer. Og det vil jeg gerne nævne igen. ELSKER DET! Jeg får et ekstra sug i maven, når jeg skal løbe, da mit løb ikke kun gælder for mig selv, men også har stor betydning for 4 andre holdkammerater.

Lørdag startede holdet ud med, at de 3 første hunde løb fejlfrit. Pizza var sidste hund på holdet, så jeg satsede lidt for måske at kunne forbedre en af de andre hunde på holdets tid. Pizza fik desværre 5 fejl. (De bedste 3 hunde på et hold tæller i regnskabet og de 2 dårlige resultater fjernes).
Holdet lå nr. 2 lørdag.
Søndag bibeholdt vi placeringen som nr. 2 efter agilityløbet. ÅH, en fed følelse at være med til præmieoverrækkelse i hold. Det er flere år siden, at jeg har prøvet det, da jeg har holdt lidt hold-pause i et par år.
I AM BACK!!!!

Søndag blev der åbnet for de hvide sluser for oven. Kizz Me og jeg havnede i et springløb i haglvejr, men vi klarede det dog med 5 fejl (en lille bitte nedrivning). Kizz har løbet super godt i weekenden. Elsker den dejlige hund, der jo er senior, og vi nyder det.

 

Så er vi igang med agility – Pizza er snart i klasse 2

Jeg havde ovenikøbet ikke min skridttæller på mig hele tiden, så det er sikkert blevet til meget mere.

Jeg havde ovenikøbet ikke min skridttæller på mig hele tiden, så det er sikkert blevet til meget mere.

Så skal jeg godt nok love for, at agilitysæsonen er gået igang. I dag har jeg været til agilitykonkurrence (kun store hunde) på Garbogård ved Hillerød. Et rigtig godt stævne.

Jeg løb 4 seniorløb (klasse 2) med Kizz Me og 4 klasse 1 løb med Pizza. Så det vil sige 8 løb i alt. Det blev til en del banegennemgange, baneløb, opvarmning og afskridtning.

Pizza var en stjerne, hun blev nr. 2 i både AG1 (løb 2) og nr. 2 i SP1 (løb 2). Så 2 pinde i bogen til Pizzapigen. Nu mangler hun bare 2 pinde mere, så er hun i klasse 2.

Det var en rigtig god stemning til agilitystævnet. Det er som om, at vi er en stor familie, som både griner og hygger os. Vi ser jo på en del agility sådan en dag, og man kan ikke lade være med at ærgre sig på andres vegne, når et smadder flot løb, som ellers er fejlfrit, bliver tilføjet med en vægring på sidste forhinding. Der lyder både uh og ih hvor ærgerligt.

Jeg løb jo seniorløb med Kizz Me, og hun havde en vild sjov strækning i dag, hvor hun bare løb lige frem i en tunnel langt væk. Ja, jeg kunne ikke lade være med at slå en skraldlatter op og det kunne de andre tilskuere hellere ikke.

Jeg kunne vælge mellem store stykker hundelegetøj som præmie, men mit valg af præmie faldt på denne klikker, som er støtte for Hundesport Mod Cancer.

Det var så skønt at være til agility igen. Se bare her i denne video, hvor meget Pizza elsker det:

I onsdags måtte jeg skrive en mail til min gamle DcH klub, at jeg desværre måtte indse, at jeg blev nødt til at flytte klub for at få noget mere træningstid. Det har taget mig lang tid at tage mig sammen, da jeg holder meget af de folk, der er i den gamle klub.
Jeg er blevet overflyttet til DcH Næstved og var allerede til træning lørdag eftermiddag. Super dejlig klub, hvor vi har 2 store moduler fremme til at træne på og mange ligesindede medlemmer, som har hunde på samme niveau som mine.

Jeg glæder mig til min agilityfremtid!

Hjemmetræning i haven

Pizza er mudret, men topmotiveret til at træne 🙂

Jeg har eksperimenteret lidt med videooptagelse af Pizza i dag. Hun er så sød at fotografere og filme. Hun har det samme fotogen som sin mormor Panik 🙂

Pizza er altid klar, så når jeg spørger om vi skal træne, så ser hun super motiveret ud. Og det motiverer mig! Se bare på billedet her til højre.

I sådan et vejr, som der er i dag; diset, gråvejr, en lille smule regn, så bliver hundene let beskidte og græsplænen bliver revet lidt op og ser mudret ud. Ja, selv Pizzas hvide hals er næsten sort.

Nå, men tilbage til mine videooptagelser.

Eksperimentet var, at jeg ville se hendes slalom-metode. Kizz Me’s metode i slalom er, at hun har et forben i jorden på hver side af slalompindene. Pizzas metode er samme som hendes mormor Panik, altså 2 forben på hver side. Det inderste forben dog lidt længere fremme end det yderste. På videoen kan man ligeledes se, hvordan halen snor sig omkring slalompindene.

Desuden kan man også se, hvor tæt hendes bagben er på overliggeren, når hun springer, uden at hun river ned! Super lækkert at se i slowmotion. Mine spring i haven har desuden forskellige højder og nogle er også skæve. Dette gør jeg for at hundene vænnes til at vurdere springene, så det ikke bliver for ensformigt.

Planlægning af Pizzas fremtid

DKRLCH Asasara Jam Jam Pizza

På Samsø i efterårsferien opnåede jeg et af mine store mål med Pizza – at hun skulle blive Dansk Rallychampion. Den titel er jeg meget stolt af, også selv om det er den 6. hund, som jeg laver til rally champion.

Der er flere, som har spurgt mig, om jeg ikke snart skal til en DKK lydighedsprøve med Pizza. Og det må svaret desværre blive nej. Pizza har evnerne, men jeg har desværre ikke tiden.

Efter min oplevelse med at være stressramt for nøjagtig et år siden, så har jeg valgt nogle ting fra. LP’en er en af tingene.

Jeg vil kalde mig næsten fuldstændig raskmeldt, men det vil altid ligge i baghovedet, at jeg kan blive stressramt igen. Jeg kan ikke lade være med at mærke efter, hvordan jeg har det. Og det er meget normalt for tidligere stressramte, altid at føle efter.

Ind i mellem føler jeg, at mit åndedræt er lidt hurtigt og hjertet banker lidt for meget. Der skal ikke så meget til, før jeg kan fornemme, at en træls nattesøvn er i vente. Der skal såmænd ikke andet end en kommentar fra en rallyfører til, at jeg bliver påvirket. Jeg kan være ret irriteret på mig selv over min reaktion og efterfølgende tankemylder, så derfor har jeg måtte finde en PYT-knap frem til mig selv.

Det er et billede af en knap, hvor der står: “Tryk på PYT-KNAPPEN og kom videre i dit liv”. Det er en rigtig god knap. Den er lige så godt som sætningen “Du skal ikke bekymre dig om noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved”.

Nå, men tilbage til Pizza og hendes fremtid. Ingen LP til hende. Derimod har jeg satset på, at hun skal til DM i rally i august 2017. Jeg tog derfor forrige weekend til Vamdrup for at opnå høje points og forhåbentlig en kvalifikation til DM i ekspertklassen. Hun fik 99 point og vandt i Vamdrup. Så jeg håber, at det er nok.

Men … det er måske lidt lige meget nu. For Pizza er kommet i løbetid og skal parres i næste løbetid, hvilket sandsynligvis er i juni og dermed har hun hvalpe til DM. Så måske ingen DM til os. Men nu har hun da pointene, og hvis noget går galt med parring eller drægtighed, så kan vi da altid lige smutte til DM 🙂

Indtil parring i juni så hygger Pizza og jeg os med agilitytræning og enkelte stævner. Pizza er fuldstændig fantastisk til agility. Hun er som sin mormor Panik – hurtig og styrbar. Hver tirsdag træner jeg i Ringsted sammen med venner, som har samme ambitioner som jeg og samme niveau. Det er fantastisk at træne med nogle, som man godt kan sammen med. Jeg er ofte helt høj efter agilitytræning med Pizza, at jeg skal have soltag i bilen hjem, for armene vil ikke ned. Specielt i tirsdags var Pizza super dygtig til nogle ellers svære baner. Og hvor er det bare fedt, når holdkammeraterne siger, hvor dygtig Pizza er blevet og sikke en udvikling hun har været i. Det varmer helt vildt, Tak Marianne!
Hold nu op, hvor jeg knuselsker den hund!

 

Mål og præmier – de er begge gode at have og få

Når jeg tilmelder mig et stævne, har jeg som regel altid et mål med stævnet. Disse mål kan være delmål, fx udtagelse til DM eller opryknings”pinde”.

Før jeg rykkede Kizz Me i seniorklassen, havde jeg altid et mål med mine klasse 3 løb: Kizz Me skal have et cert. Kizz Me har altid været en vild og voldsom eksplosiv hund, at løbe med. Der har desværre ikke været mange fejlfrie løb. De fleste løb endte som regel med en disk eller med en eller flere nedrivninger. Dette var til stor frustration for mig, når jeg nu havde et konkret mål med min agility med Kizz Me.
Kizz Me rykkede ganske hurtigt fra klasse 1 til klasse 2 og op i agility klasse 3 og det var ikke rart, at hun bare ikke kom nogle vegne i denne højeste klasse. Derfor kastede jeg mig over en ny sport med hende – rally.

Da Kizz Me blev 7 år valgte jeg, at hun fremover skulle stille op i seniorklassen i agility. Hold da op en forandring for hende og for mig. Pludselig er presset for certer taget væk og min glæde ved at løbe med hende er blevet fuldstændig vidunderlig. Det kunne man også se på både hende og jeg i går, hvor vi deltog i Ribe Hundevenners løvfaldsstævne. Selv om vi indkasserede en disk i første løb, var det en rigtig fin disk. Sådan ville jeg aldrig have sagt for fx 2 år siden. Der var en disk endnu et nederlag.

Forventningerne, målene og frustrationerne er taget bort. Det er mega fedt at løbe med Kizz Me igen. Jeg griner, smiler og Kizz Me kan bestemt også mærke det. Vores løb er blevet bedre og mere afslappende.

Kizz Me vandt 2 ud af 3 seniorløb til stævnet i går. Der var derfor mange præmier, som jeg kunne vælge imellem. Valget faldt bl.a. på en busterkube. Jeg kan huske busterkuberne fra min tid i Grønland (boede der fra 1992-1997). Jeg importerede disse busterkuber og solgte dem videre til en masse begejstrede hundefolk i Nuuk. Sjovt, at de stadig produceres og sælges – altså busterkuberne.

Jeg elsker at give aktivitetslegetøj til mine hunde. Det fremgår også af et tidligere blogindlæg: Aktivitetslegetøj til hunde.

Pizza vandt ingen præmier, men Kizz Me vandt denne busterkube.

Pizza var naturligvis også med til stævnet. Hun stillede op i AG1, AG1 ekstra og SP1. Desværre havde hun 5 fejl i hvert løb. Pyt med det, for hun var fantastisk at løbe med. Hendes agilitykarriere er jo blot startet, så hun skal nok få de pinde. Jeg har tidligere prøvet, at hun lavede såkaldte “flyvere” på vipper til konkurrencer. Dem var der ingen af til dette stævne. Så allerede nu har mit indkøb af en vippe båret frugt.

Et af hendes løb kan ses her (tak til Mette Jensen, for at filme):

Jeg løb desværre ikke så godt i Ribe. Af en eller anden grund, så føles mine akillessener for korte, så det gjorde sindsygt ondt, når jeg kom i mål og også lidt under løbene, men der mærkede jeg det ikke så meget – sikkert på grund af adrenalin. Måske burde jeg slet ikke have løbet, men altså …. jeg elsker jo hundesport og derfor må jeg altså lide lidt. Jeg ved dog, at jeg skal passe på ikke at overbelaste især min akillessene i mit højre ben og må nok ud og kigge efter et blødt gummiindlæg til mine sko.

Det er iøvrigt en ‘sand’ fornøjelse at have Pizza med rundt omkring. Hendes utrolig søde væsen er så dejligt at se på, når hun charmer sig ind hos andre hunde og hvalpe. Der var flere agilityfolk, som netop havde fået hvalp, som var med i hallen. Pizza er simpelthen så god til at lege og snakke med hvalpene. Bedre socialisering for disse hvalpe findes ikke.

Efter en agilitykonkurrence har jeg altid haft et motto: “Det skal da fejres med en milkshake fra McDonalds”. Og uanset hvordan det går mig, så kan jeg altid finde et eller andet i mine løb, som skal fejres. Denne dag hos Ribe Hundevenner var uden undtagelse.

Efter denne skønne tur i Ribe sammen med min veninde Mette, så blev vi enige om, at turen går til Bornholm sammen i marts. Åh, hvor jeg glæder mig til at få en tøseweekendtur igen. Hele verdenssituationen bliver vendt på sådanne ture og jeg nyder det rigtig meget.

Vaskemaskinen er lige kørt færdig. Hundenes dækkener og hundesnor er vasket – de har fået deres farver tilbage og ser ikke lysebrune ud længere. Hold nu op, hvor er alt bare beskidt efter en dag i ridehus. Nogle gange kunne jeg mærke, at mine “tænder knasede”, når jeg gik fra bilen, gennem en lille opvarmningshal og ind til ridehallen. Selve ridehallens bund var lækker at løbe på, men opvarmningshallen var et stort sandhelvede.