For 2 år siden havde jeg en knæskade og var også noget overvægtig (det sagde vægten til mig). Kæmpede en del med at få en bedre kondition og bedre løbestil. Når jeg løber agility, så skal jeg jo følge med hunden, så godt jeg kan, dreje skarpt, og nogle gange spurte og andre gange stoppe brat. Ja, sådan er agility, så det kræver egentlig, at man er i god form.
Jeg kan godt lide at hygge mig, når jeg er på ferie og har derfor også bagefter skulle på kur. Af den grund har jeg hele livet været on off på kure, og har altid været glad for LCHF (low carb high fat). Jeg taber mig, når jeg er på LCHF, men hvis konditionen ikke er med, så bliver min løbestil heller ikke bedre.
I december 2022 og igen i januar 2023 fik jeg keglesnit i underlivet, som satte mig noget skatmat. Konditionen var virkelig dårlig. Og i juni fik jeg også en mini-fiberskade i min ene lægmuskel. Og så gik det for alvor tilbage for mig. Jeg var virkelig ringe at se på, når jeg løb agility. Stakkels mine hunde, der skulle døjes med mig.
Se lige denne her video, hvor jeg har lavet nogle sammenligningsklip:
Jeg har længe gået med et ønske om at få en personlig træner og i julen 23 vandt jeg en facebookkonkurrence og en prøvetime samt samtale med personlig træner. Efter prøvetimen fik jeg så et tilbud fra den personlige træner og et træningsforløb på 3 måneder. Jeg var lidt overrasket over, hvor dyrt det egentlig var, men ville gerne starte et forløb. Samme dag, som jeg fik det tilbud fra den personlige træner, dukkede der så et opslag op på facebook om Funktionel træning i vores egen by Bjæverskov.
Hold nu fast, …. et årsmedlemskab på 100 kr. og så koster det kun 15 kr. pr. gang at gå til en times træning … det skulle da prøves. Og ja, jeg har faktisk lokket min mand med. Så i slutningen af januar startede vi med at gå til cross gym hver tirsdag og torsdag. Og det har vi holdt fast i.
Det er helt vild fedt!
Vi sveder som bare pokker, når vi giver den gas med push up, burbies, høje knæløft, shipning, dips, lounches eller hvordan det nu staves. Hver træningsaften er der nye ting på programmet.
Foto taget efter en hård omgang træning. Alle øvelserne på tavlen laver vi i løbet af en time. Det er forskellige øvelser fra gang til gang.
Folk til træning er virkelig søde og meget overbærende, når jeg står der og ligner en, der ikke forstår hvad alle de underlige ord og forkortelser går ud på. Alle er meget hjælpsomme.
Vi træner i den lokale skoles gymnastiksal og er ofte 18-20 personer, der knokler rundt. Et par gange har vi trænet udenfor på det lokale anlæg, hvor nogle af øvelserne var at hamre på kæmpe traktordæk med en sindssyg tung lægtehammer eller kaste meget tunge bolde op i luften 🙂 Cross gym er ikke bare gymnastik eller noget, som man kan lave i et fitness center – det synes jeg nemlig er for kedeligt. Så her har jeg faktisk fundet en sport, som ikke omhandler hunde, der har fanget min interesse. Tænk sig pludselig at finde en sportsgren som knap 54 årig 🙂
En ting, der er sikkert det er, at jeg har fået det rigtig godt fysisk. Jeg kan virkelig mærke, at min krop har fået det bedre. Da jeg startede i januar kunne jeg ikke engang lave en enkelt push up (armbøjning).
Nu er min løbestil og energi til agilitystævnerne virkelig forandret. Især her i weekenden til Statera Cup, der sagde flere til mig, at de kan se stor forskel fra sidste år og til nu. Så ved jeg virkelig, at mit hårde arbejde batter!!!
Jeg synes næsten, at der har hvilet en forbandelse over Cocios klasse 1 løb i agility.
I agility klasse 1 skal en hund have 6 fejlfrie løb, hvor minimum 3 af dem skal være i agility. Der må også gerne være 3 i spring. Men altså 6 pinde. Cocio har nok haft 10 pinde i spring, men kun 2 i agility. Det har føltes som en uendelighed at mangle den sidste pind.
Hun fik den første pind i agility den 14/11-2021 det var vist hendes første stævne og før hun fik hvalpe. Og nu er hvalpene altså 1½ år gamle. Hendes anden pind fik hun den 11/11-2023 altså 2 år senere. Det var til et stævne hvor jeg havde ufattelig voldsom hovedpine og ikke gik banegennemgang, så jeg var ikke nervøs for pinde eller noget, men der sket det magiske at hun løb fejlfrit.
Og her er en lille historie om vores rejse:
Jeg startede med at indøve 2 on 2 off på balance og a-bræt, men Cocio gik virkelig langsom ned af forhindringerne, så det tog alt for lang tid (agility er jo på tid). Jeg begyndte at indøve løbefelter og det gik faktisk også nogenlunde. Til konkurrencer fik hun felterne sådan ca. 65% af gangene. Og når hun så fik felterne, så skete der noget andet på banen, så hun aldrig var fejlfri. Det var virkelig frustrerende, samtidig med, at jeg elsker at løbe klasse 1 baner.
Jeg valgte så for et par måneder siden at gå tilbage til 2 on 2 off, for at være sikker på de felter. Felterne sidder nu i skabet hver eneste gang, så jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid før hun fik den forbandede sidste pind.
Jeg var tilmeldt agilitystævne den 27. januar i Herringløse, hvor hun havde 2 chancer, men nej, der tog hun et spring fra bagsiden i hvert AG-løb. Så ingen AG-pind til Cocio.
Jeg var ved at være lidt desperat og kan mærke, at når jeg stiller mig på en AG-bane, så bliver mine muskler helt stive og anspændte.
Det er lang tid siden, at jeg har været til agilitystævne i Sverige. Men altså nu skulle det være igen.
Cocio over sidste spring i sædvanlig gøende stil. Se dommer Åsa klapper for flot løb 🙂
Fredag den 2/2 (racerkørerens fødselsdag) tog jeg til aftenstævne i Sverige i Nutrolinhallen, hvor jeg skulle løbe Åsa Emanuelsons baner. Det var et stævne, hvor der var 2 x AG1 løb og 1 springløb. Åsa havde tegnet nogle fantastiske flydende agilitybaner. Tak for dem Åsa.
Første løb gik super, Cocio var fejlfri indtil aller sidste spring, som hun desværre river ned. Neeeeeej råber jeg i frustration, da vi kom i mål. Jeg var sgu lidt nede og humøret i bund, for Cocio løb simpelthen så flot.
Andet AG-løb var jeg igen i fuld fokus på banen og der måtte ikke gå noget galt. Sikke et fantastisk løb. Cocio var fejlfri og fik sin forbistrede sidste pind. Hun vandt ovenikøbet klassen med næsten 4 sekunder ned til nr. 2.
Jaaa, vi fucking dit it!
NU ER COCIO I AG2!
Tak til alle de dejlige danske deltagere i Sverige, som var med til at gøre denne dag endnu mere skøn. Det var herligt at være omgivet af gode venner. Takker især Annett (min køremakker), Serine, Camilla, Mia, Heidi og Sara
Se Cocios AG1x løb, filmet af Mia.
Jeg har fået lov til at efteranmelde til agilitystævnet på Bornholm, så der har vi vores debut i klasse 2.
Til agilitytræning dagen efter i DcH Næstved testede jeg lige, om Cocio kunne huske sine løbefelter, og ja, det var ingen problem. Jeg sætter bare løbefeltkommandoen på. Tænk hvis hun kan begge dele til stævner afhængig af, hvad jeg ønsker at satse på eller ikke satse og skal løbe fejlfri fx i holdløb. Hmmm der er da lidt at tænke over, men tror jeg hælder til løbefelter 100% for det er altså sjovere for hunden.
Min mand og jeg fejrede Cocios oprykning med bobler og sushi lørdag aften.
Jeg må faktisk indrømme, at en del af min fokus og bedre kontrol over mig selv skyldes, at jeg er begyndt at gå til en form for hård gymnastik i den lokale idrætsforening i Bjæverskov.
Det hele startede egentlig med, at jeg var til en prøvetime med personlig træner i Køge i starten af januar. Hele 2023 har min krop været en slatten skid – faktisk lige siden mine 2 keglesnit i underlivet. Jeg har aldrig fundet min normale form.
Jeg fik et tilbud fra den personlige træner. Det er godt nok ikke billigt at have en personlig træner, men de skal jo også leve.
Samme dag som jeg fik tilbuddet fra den personlige træner kom der et opslag i den lokale Bjæverskov facebookgruppe om Funktionel Træning Bjæverskov. Det koster 100 kr. om året at være medlem. De tilbyder en el del forskellige træninger hver uge, som man tilmelder sig til via en app på telefonen. Det koster kun kr. 15 pr. gang træning. Så Søren og jeg er nu afsted både tirsdag og torsdag hver uge, hvor vi træner Cross Gym. Det er pisse hårdt, man får sved på panden, men det er det hele værd. Løfter vægte, laver squats og alt muligt andet, som jeg aldrig kan huske hvad hedder. Men det står på en tavle hver træning og er en masse forkortelser som HK, MB, og så videre. 3,4 kg har jeg tabt mig siden 1. januar!
Fuld af energi efter en hård træning. Der kommer også snart en lille opdatering om dette her firma, men I må lige vente lidt.
Allerede da vi bestilte vores nye bil (for over et år siden), der besluttede vi os for, at den skulle transportere os på vores sommerferie og vi havde forestillet os at tage til Normandiet den 4. august. Sådan blevet det jo ikke, for vi havde slet ikke fået vores bil på det tidspunkt. Leveringerne af Fisker Ocean One blev hele tiden udskudt.
Både Søren og jeg har heldigvis nogle gode arbejdsgivere, som indvilgede I at vi måtte udskyde vores ferie, til vi fik vores bil. Dejligt med fleksibilitet!
Bilen fik vi udleveret den 24. august, men der kom lige en masse stævner (fx DM i rally), et agilitystævne på Bornholm, som havde været bestilt i et halvt år og Sørens søn Laurits blev 18 år, som skulle fejres 2 weekender i træk. Det var også rart at have bilen nogle uger inden vi begav os ud på en langtur.
Med bilkøbet følger der et års gratis abonnement på opladning af bilen på alle Allego-standerne. De findes nogle steder i Danmark, mange steder ned langs Tyskland, enkelte steder i Frankring og så 1 sted i Italien. Så det var ikke svært for os at vælge en køreferie, nu hvor vi stort set fik gratis strøm. Vi måtte dog oplade et par gange i Italien på andre standere, men mere om det senere i dette lange blogindlæg.
Her kan I se vores rute. De røde tal er ruten med overnatningssteder 1-9. Hvis der står et blåt tal bag ved, så betyder det, at vi havde fx 3 overnatninger i samme lejlighed. Det blev til 9 overnatningerssteder i bl.a. Tyskland, Frankrig, Schweiz, Italien, Østrig (som vi ikke overnattede i, men besøgte Salzburg en hel dag), sluttede i Tyskland igen.
Da vi fik ferie fredag den 22. september havde vi på forhånd booket overnatning fredag aften syd for Hamburg, dagen efter lørdag ved Frankfurt AM og fra søndag 3 overnatninger i Colmar ved Alsace i Frankrig. Derefter havde vi ikke planer om, hvor vi ville hen, da vejret ville være afgørende for vores ferie. Vi ville simpelthen ikke være et sted med regnvejr. Så vi fulgte vejrudsigten for Italien ved Comosøen og Gardasøren og også ved Nice og Cannes i Frankrig.
Vi var meget spændte på, hvordan bilen ville køre (der er nogle FOO ejere, som har modeller, hvor man ikke kan låse den op og den aflader 12 v batteriet) og om der var ledige ladestandere, når vi kom frem til dem.
Fredag den 22. september
Fredag eftermiddag kørte vi kl. 14 og drønede mod Fyn til første opladning, vi havde nemlig ønske om at køre over Fyn og lade gratis på Allego i stedet for at køre mod Rødby og tage færgen til Tyskland. Vi fik ladet op ved Aarup på Fyn, mens det regnede, så vi glædede os til at komme sydpå.
Næste ladestop var lige syd for grænsen ved Skandinavian Park, så vi fik provianteret lidt slik, sodavand, hundegodbidder m.v. imens.
Vi ankom til en kro i en lille by Seevetal syd for Hamburg. Der var meget hyggeligt og vi spiste aftensmad på kroen.
Vores første overnatningsstedVi fik selvfølgelig tysk fadøl til maden
Lørdag den 23. september
Næste morgen stod vi op og spiste morgenmad på kroen. Det var første gang jeg så, at folk tog deres hunde med i restauranter på denne ferie, men ikke sidste gang. Pizza og Cocio lod jeg dog blive på værelset imens.
Vi kørte afsted mod næste ladestop og det gik glat. Vi havde valgt at dele køreturen sydpå op i små bidder, så allerede efter 4 timers kørsel var vi ved vores næste sted, hvor vi skulle overnatte. Vi havde lejet en lille kælderlejlighed via airbnb i en by, der hedder Grünberg. Der stod en hundevandskål og nogle tyggeben til hundene, da vi låste os ind i lejligheden. Vi gik en tur i byen og ledte efter et sted, hvor vi kunne få en wienersnitzel med bratkartoffeln. Men der var ikke lige en restaurant, der have det, som vi ønskede. Vi fik dog gået en tur i byen og det var en rigtig hyggelig by, som viste sig at have en historie med nogle gamle tårne. Vi fik lavet aftensmad i lejlighedens lille køkken og det gik såmænd fint.
Denne store zeppeliner kørte vi lige under, billedet er taget ud gennem soltaget på bilenDejlig gave med hundetyggeben stod til os i den første lejeboligOpladningen gik lige efter bogen på vej sydpå
Søndag den 24. september
Så gik turen sydpå mod Frankrig og elskede Alsace. Jeg har holdt ferie i Alsace 2 gange før og det er simpelthen så hyggeligt. Vi havde lejet en lejlighed med terrasse og have i byen Colmar. Det er en større by, som skulle være rigtig hyggelig. På vej dertil ladede vi bilen op ved Strasbourg og det var sidste Allego-ladestander inden Colmar og Alsace. Vi kørte indtil selve Strasbourg og gik en tur inde i midtbyen, idet vi lige ville se domkirken. Den var mægtig flot. Der var dog lang kø for at komme ind og se kirken, så vi gik bare lidt rundt i byen og hyggede os indtil vi kunne komme ind i lejligheden i Colmar.
Da vi kom til airbnb-lejligheden i Colmar fik vi parkeret bilen i den tilhørende parkeringskælder. Det var dejligt ikke at skulle bekymre sig om parkeringsmuligheder i en travl by. Denne lejlighed lå desværre på en trafikeret gade og terrassen var ikke spor hyggelig at opholde sig på. Samtidig havde de revet al græsset af græsplænen i haven, så det fremstod blot som en gang jord. Det var lidt trist og her skulle vi så være i 3 dage.
Huse i KayserbergIkonisk sted i Eguisheim hvor et smalt hus skille to små vejePizza var med på restaurant og kedede sig bravtPizza og Cocio midt i et L 🙂
Heldigvis reddede de hyggelige og omkringliggende byer os. Vi fik besøgt meget hyggelige byer: Kayserberg, hvor vi gik op til borgen. Eguisheim, hvor vi fik løst en geocachegåde (adventurelab) og kom godt rundt i byen på den måde. Ingersheim, hvor vi var til vinsmagning hos en vinproducent og vi fik købt et par kasser god Alsacevin.
Desværre fik Pizza dårlig mave på grund af de godbidder, som jeg havde købt ved grænsen, så det var dejligt at have en have til lejligheden, så jeg hurtigt kunne lukke hende ud, når “det” trængte sig på.
Jeg besøgte en MaxiZoo og spurgte efter Canicur Pro. Jeg havde en prutpose med, hvor der stod Canicur Pro på. Og viste, at det var dette, jeg skulle have, for hund med dårlig mave. Ekspedienten kunne desværre ikke engelsk og forstod ikke hvad jeg mente og han viste mig bare en masse forskellige prutposer.
Vinmarker i Alsace så langt øjet rækkerVi var i Alsace midt i høstsæsonen. Her bliver masser af vinduer læsset ind i bygning og direkte på ståltanke
I løbet af disse 3 dage i Colmar fik vi tjekket vejrudsigten ved Comosøen og Gardasøen i Italien og vi overvejede at tage til Cannes længere nede i Frankrig, da vejrudsigten var bedre i Cannes. Men pludselig vendte det i Italien og der var nu dejlig solskinsejr. Så vi bookede en lejlighed via airbnb ved Gardasøen og valgte at booke et midtvejsstop i Schweiz, bare fordi ingen af os ikke havde boet i Schweitz før.
Onsdag den 27. september
Vi gjorde lejligheden ren inden vi kørte, selv om der var rengøring med i lejen. Jeg har det altid bedst med at aflevere lejemål ordentligt, især når jeg har hund med. Via airbnb giver man som lejer en vurdering af lejemålet og udlejeren, men udlejeren giver også en vurdering af lejeren. Og denne er vigtig, især hvis man skal kunne leje noget fremover.
Vi kørte mod Schweiz og fik ladet op på Allego-stander ved Basel. Derefter gik turen videre mod Alperne. Jeg havde fundet et lille hotel lige før den 17 km lange Gottardtunnelen.
Kunne kigge på udsigten i timevisMin højdeskræk blev udfordret på disse gangbroerVi boede på Hotel Sternen i et fantastisk hjørneværelseVandrestier overalt i SchweitzSmuk morgengåturFloden var livlig
Jeg var fuldstændig betaget af det smukke landskab ved Alperne. Har altid sagt, at Grønland er det smukkeste sted, som jeg har set. Men Alperne … det slår alt! Wooow, jeg var imponeret. Søren og jeg fik gået en dejlig lang tur på en af de trackingstier, der var nær hotellet og logget en del cacher. Jeg fik også udfordret min højdeskræk lidt ved de smalle gangbroer, som vi gik over på vores vandretur.
Pizzas mave blev igen fin og jeg fik sovet hele natten.
Torsdag den 28. september
Da vi kørte fra Colmar begyndte jeg at tælle antallet af tunneller, som vi kørte igennem. Da vi kom til Milano i Italien var jeg oppe på 45 tunneller. I Milano ligger Allegos eneste oplader i Italien, og vi skulle heldigvis runde Milano for at komme til Gardasøen. Vi fik ladet bilen op uden problemer.
Vi havde udset os nogle seværdigheder, som vi gerne ville se i Milano, så vi gav os i kast med at finde ind til centrum og finde en parkeringskælder, så bilen kunne stå fint der med hundene i bilen, mens vi gik en lille tur i centrum. Holey moley det skulle vi måske ikke have gjort. Centrum af Milano er svær at køre i. Lukkede veje, små veje, ensrettede veje og biler overalt. Vi fandt til sidst en parkeringskælder, hvor man ikke selv fik lov at parkere bilen. Det var nu yderst dygtige parkeringsfolk, som var meget venlige. Og de synes, at vores bil var fantastisk. Han kunne ikke få den til at køre, indtil jeg fik vist ham, at den ikke kan køre uden man tager sikkerhedssele på.
Hundene lå godt i bilen mens vi gik ind til det store torv med den kæmpemæssige domkirke. Desværre skulle man bestille tid for at komme ind i kirken (den 3. største kirke i verden)… øv at vi ikke havde set det på forhånd. Men vi fik set den udefra. Hvilket imponerende mesterværk og er udsmykket med over 3.200 statuer, heraf 2.245 statuer på kirkens ydermure og plads til 40.000 mennesker i kirken.
Den kæmpe domkirke med plads til 40.000 menneskerEn af de mange markaber figurerHer en figur med hul i maven og tarme hænger ud
Nå, men efter vores visit i Milano kørte vi mod Gardasøen. Og vi begav os ud på motorvejene med det finurlige vejbetalingssystem. For hver gang man kører på en tilkørsel til motorvejen, så skal man trække en billet, og ved hver frakørsel, så skal man betale for at køre af motorvejen. Kan ikke helt forstå, at middelalderens romerne var så kloge og kunne bygge alt muligt enestående, men deres vejnet og betalingssytem …. det er håbløst irriterende.
Vi fandt vores lejlighed ved Gardasøen (altså 10 meter fra Gardasøen). Desværre var der ikke udsigt fra selve lejligheden, men der hørte en stor dejlig have med, som rent faktisk var en gammel olivenlund og her var der enestående udsigt. Jeg tænkte ofte på min mor, når jeg sad der og kiggede ud over søen og bjergene i baggrunden.
Min yndlingssiddeplads ved vores lejlighedHundene elskede at drøne rundt i olivenlundenSmukt i den lille nærliggende havn
De 4 dage vi havde i lejligheden ved Gardasøen var ren afslapning og badning. Det blev til et par små udflugter til et kæmpe vandfald, lidt bjergvandring for at finde en cache i en gammel ruinby og ellers bare hygge og gåture langs vandet. Og så fik vi også pizza flere gange og det er nok det bedste pizza jeg har fået i hele mit liv. Uhmm italienerne kan altså lave pizza!
På vej mod cache i en gammel ubeboet by i bjergenePå vej ned igen. På denne vej har æsler fragtet varer over bjergetSmukt vandfald i den nordlige del af GardasøenVi nød noget vin fra Alsace ved GardasøenJeg måtte da lige bestille en isdessert udformet som en omgang spargetti
Nu begyndte Cocios mave at drille lidt, men jeg tror det var på grund af søvand (hundene var nemlig med ude at bade i Gardasøen, og Cocio hapser vand engang i mellem). Men jeg synes, at der var styr på Cocios mave om søndagen.
Mandag den 2. oktober
Vi tjekkede ud af lejligheden ved Gardasøen og drog mod Venedig. Vi havde fundet et parkeringshus, så hundene skulle være i bilen, mens Søren og jeg udforskede den meget anderledes by i et par timer. Undervejs måtte vi lade ved en Ionity-lader og betale for det. Det var vores første betaling af strøm for kørsel på denne tur. Så indtil da, havde vi kørt gratis.
Og hold da op, hvor er Venedig en særpræget by. Ingen veje, kun kanaler med vand og så gågader, nogle af dem brede og andre helt vild smalle. Vi startede med at tage en vandbus ind til Marcuspladsen, i bussen stod vi som sild i en tønde, det var egentlig ikke særlig behageligt. På den imponerende Marcusplads fandt vi en cache omgivet af muglere :-). Vi gik lidt rundt og fandt endnu en cache i noget smukt arkitektur (trappe). Jeg ville gerne have været ude at sejle i gondol, men der var ingen ledige og det var desuden også stjerne dyrt. Flere af gondolførerne stod også og kiggede i mobiltelefon mens de transporterede turister rundt og det så egentlig ikke særlig charmerende ud.
Se lige to betjente med fartkontrol ved kanal grandeGondolernes sæder var så smukt udsmykketVirkelig flot og charmerende i VenedigSpidser af gondoler ved en af de berømte broer
Efter et par timer og indkøb af et par små suveniers gik vi tilbage til parkeringshuset. Det første jeg så var, at Cocio havde skrabet sin snude (det gør hun, når hun forsøger at dække vandskålen til med hundetæppet). Og jeg fandt så også ud af, at Cocio havde haft dårlig mave og skidt på tæppet. Så jeg måtte gøre hundebur og tæppe rent. Jeg følte mig som verdens dårligste hundemor, at jeg ikke kunne være der for hende, når hun havde fået dårlig mave igen. Så vi tog hundene ned til kanalerne, hvor Cocio var ude at bade, for hun var altså lidt beskidt. Så sker der det, at hun skærer sig på et eller andet på trappen ved kanalen og nu bløder hun så også fra en trædepude. Amen for fanden da altså. Ikke den fedeste afslutning på en flot tur i Venedig. Så vi afbrød turen lidt tidligere end vi regnede med (for at rengøre Cocios trædepude) og drog mod et hotel uden for byen, som jeg havde fundet på en hotelportal, der hedder Adigo.
Hotellets restaurant var lukket om mandagen så vi kørte ind til byen for at spise på en helt almindelig texas-restaurant. Hundene måtte gerne komme med. Faktisk var der ofte hunde på restauranter overalt i Frankrig, Schweiz og Italien. Det var mere normalt end unormalt, at der lå en hund under en af bordene.
Vi fik heldigvis et værelse i stueetagen med stor terrassedør og lige ud til parkeringspladsen. Det skulle vise sig at være praktisk, da Cocio skulle ud midt om natten. Dette hotel (Hotel Villa Patriarca i Mirano) var faktisk det bedste hotel, vi boede på under hele vores ferie. Til morgenmad var der en tilhørende kaffebar, hvor man kunne bestille lækker cappucino eller espresso, som de kom og serverede.
Desværre lavede jeg lige et vrid i ryggen den dag, så bevirkede, at jeg fik hold i nakken. Det døjede jeg så med resten af ferien.
Dejligt med bilen, der kunne holde lige ud for vores hotelværelse med terrassedør
Tirsdag den 3. oktober
Vi havde ikke fået nok af Gardasøen og måtte altså lige have en overnatning mere ved denne enestående sø. Havde fundet en hotellejlighed i den nordligste by, igen et stenkast fra søen. På vej derop måtte vi igen lade ved en betalt el-stander. Samtidig fik jeg besøgt en MaxiZoo, hvor jeg fik købt noget af det foder, som jeg ved, at mine hunde trives godt på. Jeg fik enestående service fra en medarbejder, som anbefalede nogle tyggetabletter mod diaré. Det fik Cocio straks 2 af, og lige siden har hendes mave været tip top.
Dejligt hotel, som vi ærgrede os over, at vi kun havde booket en overnatning i. Skøn udsigt over søen fra balkonen. Det kostede et gebyr at have hund med, og manden i receptionen ville gerne lige se hundene inden han udstedte regningen, så han kunne se om det var store eller små hunde. Jeg hentede hundene og kommanderede dem i dæk. Han syntes de så søde og dygtige ud, og sagde, at jeg kun skulle betale for en og at de gik som medium-hunde. Det var lidt sjovt, for de jo er målt som ikke en gang intermediate i agility men store hunde.
Vi fik badet en hel del ved Gardasøen, men vores badetøj kom til at stinke af det søvand!
Parkeringsplads ud for hotellet. Dette billede er taget fra vores balkonPizza nyder dejlig gåtur langs strandpromenadenHotellet lå helt ud til vandet (dog med vej imellem, som alle husene havde)Smuk morgen inden afgang, se månen øverstEn kæmpe nutella med pumpe ved morgenbordetI Italien var vinen placeret meget anderledes i Alsace
Onsdag den 4. oktober
Vi ventede med at tjekke ud til aller sidste øjeblik, da vi liiiige skulle have den sidste udsigt med inden vi satte snuden mod Østrig og alperne. Vi fik ladet på en Tesla-ladestation og det var så sidste gang vi skulle betale for opladning. Resten af turen var igen på de gratis Allego-ladestanderne. Turen til Østrig gik gennem det trafikale Brennerpas, hvor der var kø kø kø for lastbilerne i inderste vognbane. Det stod helt stille, mens personbiler i anden vognbane kunne trille afsted. Hvor er alperne bare fantastisk flot at køre igennem. Det gjorde ikke noget, at det ikke gik så hurtigt. På vej der til satte jeg noget musik på, og det var så indlysende at høre Sound of Music i dette smukke landskab.
På vej mod Østrig holdt lastbilerne i kø ved Brennerpasset, mens personbilerne kunne køre stille og roligt igennemI dette tidligere hotel var alle værelserne lavet til lejligheder, nogle blev udlejet via airbnbSkøn morgengåtur i Bad ReichenhallHusene var så smukke i Bad Reichenhall
Vi havde lejet en airbnb lejlighed i Tyskland i 2 dage lige nord for den Østrigske grænse, som hed Bad Reichenhall. Vi fandt så tilfældigvis ud af, at Sound of Music var filmet lige i nærheden i bl.a. Salzburg. Så dagen efter om torsdagen stod vi tidligt op, for vi havde en travl dag.
Vi besøgte Salzburg og de forskellige steder, hvor der var lavet optagelser. Bl.a. Mirabellehaven, hvor de synger Do Re Mi, Nonneklostret hvor Maria boede og kørte også forbi Von Trapps hus. Det var faktisk ret sjovt at se de steder og der var også teaterforestilling i Salzburg med Sound Of Music. Enestående flot by.
Sound of MusicLone samme sted 🙂Sound of MusicLone samme stedSound of MusicLone samme stedSound of Music, doi re mi, hvor børnene hopper op af trappenLone samme sted, blot fra modsatte vinkel (også hoppende)Sound of Music, hvor børnene kigger ind efter Maria i nonneklosteretLone samme stedMaria forlader nonneklosteretHer er vi samme sted
Om eftermiddagen fik jeg virkelig udfordret min højdeskræk. Vi skulle se Hitlers sommerhus – nærmere betegnet Ørnereden – Kehlsteinhaus. Man kører op i bjergene, hvor der er en stor parkeringsplads. Herefter kører man i elbus op til Ørnereden. Det siges, at Ørnereden blev givet til Hitler i 50 års fødselsdagsgave. Hitler boede faktisk i et stort hus neden for bjerget. Det siges, at han kun havde været i Ørnereden 14 gange og han led af højdeskræk.
Jeg havde det skrækkeligt med at køre derop i bus, men overlevede. Vi startede med at gå ind i en tunnel og med hitlers personlige elevator op til huset. Derefter gik vi ud til udkigspunktet og fik taget en masse billedet. Det viste sig at være en god strategi, for efter lidt tid kom der skyer forbi bjerget og udsigten forsvandt, da vi nu stod midt i en sky. Imponerende var det og sikke en flot udsigt. Jeg skal ikke kunne sige, om det var skrækkøreturen værd, men det er godt nok tæt på at være det.
Vi nåede også at køre ud til en smuk sø Königsee, inden turen gik hjemad mod vores lejlighed. Vi var godt nok trætte og mætte af oplevelser.
Lone ved ØrneredenElevatoren op til Ørnereden, som Hitler har kørt op til huset iPizza og Cocio ved den smukke Königsee
Fredag 6. oktober
Vi fik tjekket ud og begav os for alvor nord på, for vores ferie var næsten slut. Jeg havde fundet et lille hotel i Braunschweig 6½ times kørsel fra Bad Reichenhall. Så det var en længerer køretur vi skulle på, men når det er hjemrejse, så har jeg det fint med at tage nogle lange stræk.
Igen opladning på Allego-standere gik uden problemer.
Hotellet Aquarius lå i en hyggelig skov og på dejlig gåtur med hundene fik vi lige logget en cache. Da vi gik tur i skoven så vi pludselig noget murværk. Det viste sig at være en gammel skydeplads for nasisterne, hvor der også var blevet henrettet folk. Så makabert.
Hotellets receptionist vidste på forhånd, at vi havde hund med (det meddeleler jeg altid ved booking), så han havde sørget for, at vi fik det værelse, som lå tættest på bagudgangen med adgang næsten lige ved skovstien. Dejligt med omsorgsfulde hoteller.
Hotel Aquarius ved BraunsweigGammel skydebane fra 2. verdenskrig lå midt i skoven
Lørdag 7. oktober
Sidste del af vores hjemtur. Vi fik ladet op lige uden for Bad Reichenhall og kunne nu køre helt op til Hamborg, hvor vores næste opladning var. Hold da op…. det viste sig, at alle folk skulle igennem selve Hamborg, idet Elbtunnel var lukket hele denne weekend på grund af vejarbejde. Så vi fik lige en ekstra time med køkørsel gennem Hamburg, hvor vores navigation forsøgte at ledes os udenom de værste “røde veje”.
Vi stoppede ved Skandinavian Park og den eneste Allego -Stander var heldigvis ledig, og jeg fik tanket el mens vi handlede juleslik og luftet hundene. Så gik det ellers på fulde gardiner hjemad. Med endnu et ladestop hos Allego ved Slagelse.
Lidt eftertanker
Hoteller:
Vi undgik at leje hoteller, hvor hundene var for dyre at medbringe. Eller hvor der stod, at man skulle betale fx 200 i euro i indskud, som man får tilbage når man rejser igen.
Og en anden gang så tror jeg , at jeg vil have minimum 2 overnatninger ved hvert sted. Det er ekstremt megen pakken ud og ned og jeg mangler lidt noget “rejse-ro”.
Opladning:
Det var nemt at finde ladestandere via apps og de var aldrig optaget. Dog var den ene ladestander i Skandinavian Park netop blevet ledig da vi ankom. Vi brugte både Fiskerapp, better route planner og google maps til at finde ladestandere og vejen dertil.
Der var ingen problem med at finde ledige ladestandere hos Allego. Det gik som smurt
Valuta:
Vi havde taget en masse euro med hjemmefra. Men har faktisk næsten haft svært ved at bruge dem. Selv i Tyskland tager de oftest kort nu. Eneste gange man skulle benytte euro var som tissepenge 🙂
Hunde med på ferie:
Ja, det kan sagtens lade sig gøre. Fremover vil jeg dog have helt særlige blandinger af foder med hjemmefra for at undgå maveproblemer. Jeg troede at jeg var smart ved at tage små 1 kg poser med af royal canin. Men det er jo nærmest et foderskift, hver gang man åbner en ny 1 kg’s pose. Så det har jeg noteret.
Ferie uden for sæson:
September og oktober ved Gardasøen, 25 grader, det er lige mig!! Jeg er ikke til de der 35-40 graders ferier i juli måned. Det er ihvertfald ikke sidste gang, at jeg holder ferie uden for sæsonen. Ulempen er bare, at det sandsynligvis går ud over nogle agilitystævner. Men so be it.
Elbil på ferie
Ja, det er genialt. Man får holdt sig nogle ordentlige pauser, når bilen skal oplades. Jeg kunne dog godt tænke mig nogle bedre bordbænkesæt og toiletter ved opladningspladserne. Det kommer måske med tiden, når elbilerne bliver endnu mere almindelige.
Vi fik kørt 4250 km med opladning næsten udelukkende på Allego. (havde kun 3 små opladninger i Italien, som vi ikke kender beløbet for endnu, da ikke alle opladninger er trukket på vores kort endnu).
Da vi skulle lade op i Slagelse på hjemturen kom der pludselig en anden Fisker Ocean One og parkerede ved siden af os. Hyggeligt at sludre med en anden FOO ejer og udveksle erfaringer.
Hold da op, hvor har det været en langtrækker – har ventet meget længe på svar.
Den 22/12-22 fik jeg foretaget et keglesnit (dagen efter min fars begravelse). Svaret på prøverne var positivt, men min gynækolog var mistroisk og anbefalede endnu et keglesnit. Den 31/1-23 fik jeg derfor endnu engang foretaget et keglesnit i underlivet. Min gynækolog vurderede nemlig, at de patologiske svar fra prøven i december ikke var helt rigtige. Det viste sig, at det var godt, jeg stolede på gynækologen.
Min yndlingshvidvin, som jeg køber i Brugsen i Bjæverskov. De har en fantastisk vin-afdeling.
I fredags kom der svar, at der var moderate celleforandringer i det nye keglesnit, men det vigtige var også, at der også var frie rande. Men hvad betyder det dog? Jo, det betyder, at der altså var celleforandringer i en del af det nye keglesnit, og med de frie rande betyder det, at den yderste del af keglesnittet var uden celleforandringer og at de derfor har fået taget det hele med.
Så langt så godt. Skal have taget en ny prøve om 6 mdr. og igen om 12 mdr. Det er blot for en sikkerheds skyld.
Jeg fik i sidste uge ligeledes en HPV vaccine. Ja, selv gamle koner som jeg kan få sådan en. Skal dog selv betale den. Skal vaccineres 3 gange ialt og det koster ca. 1200 kr. pr. gang. Jeg har altid været bange for sprøjter, men efter corona er jeg blevet mere vant til dem.
Jeg var simpelthen så glad i fredags på grund af svaret om de frie rande, at det skulle fejres med et godt glas hvidvin. Delte min glæde og lidt vin sammen med Søren og en veninde (og hvalpekøber), som var på besøg.
Jeg har i de sidste par uger lagt puslespil for at holde mig i ro. Jeg begyndte nemlig at bløde en del, da sårskorpen fra keglesnittet faldt af. Og nej, man kan lige som ikke lige putte et plaster på såret. Det har bare at hele! Så det var fedt, at have noget stillesiddende hyggepuslespil at give mig til. Det var meget symbolsk, at mit 1000-brikkers spil blev færdig nærmest samtidig med det gode svar fra gynækologen.
Nu skifter vi lige emne
Mit sushi-resultat
Fredag formiddag var jeg til teambuilding på arbejde. Vi sluttede af med at skulle undervises af en sushikok. Hold da op … jeg troede, at det var nemt. Men nej, det er utrolig svært. Kokken på Lucky Star i Køge var utrolig dygtig og var god til at fortælle. Fx tager det 4 år at blive udlært sushi-kok. Vi fik alle vurderet det sushi, som vi lavede og kokken valgte mit arbejde, som det bedste. Yeah, det var fedt. Elsker at vinde! Og han mente faktisk, at min sushi var pænere end det, som hans egne trainees laver 🙂 Det siger han nok til de fleste 🙂 Men pyt, jeg har ikke noget imod lidt ros.
Jeg vandt!
Nu skal der trænes
Nu ser jeg frem til at komme mere ud og træne med hundene. Især at LØBE agility og gå til konkurrencer har jeg savnet. Det har dog ikke afholdt mig fra at tage til træning i ny og næ, hvor jeg har stået på midten af banen og dirigeret mine hunde rundt, når det har kunne lade sig gøre. Andre gange har jeg også lånt mine hunde ud til agilitykonkurrencer. Min kondi er blevet virkelig dårlig, så jeg glæder mig til at komme til at benytte mit løbebånd igen og få gang i mine ben. Jeg er godt nok blevet lidt vissen i muskulaturen.
Tror faktisk, at dommeren bevæger sig mere end jeg gør 🙂Cocio og jeg til rallytræning i den store hal hos DKK Hundeaktivningscenter Ringsted. Det er Cocios halvsøster og Mia i baggrunden.
NYD LIVET for pokker
Når sådan noget sker – altså at man pludselig får et wake up call – så giver det stof til eftertanke. Husk at nyde livet hver dag, du ved ikke, hvornår alt kan være forandret! Nyd solopgangen, nyd solnedgangen, nyd nordlyset, nyd planeterne på himlen, nyd dine kære, ring til en ven eller til familien. Husk at hygge dig og lad være med at brokke dig.
Jeg nyder livet og de smukke morgengåture i den dejlige morgen med frost på græsset. Vintergætter vrimler op af jorden alle stedet på vores landsted. Jeg har flyttet nogle af dem hen til stenen ved Kizz Mes gravsted. Her står de fint sammen med julerosen, som jeg fik af Mette Jensen.
Jeg har været sindsyg glad for at være ærlig om hele dette celleforandringsforløb. Især i VAS til agilitystævne, hvor folk kom og fortalte om, at de havde læst omkring min ærlighed, var jeg glad for.
Jeg håber så inderligt, at det har fået nogle personer, der ikke har fået taget sig sammen til at bestille tid til undersøgelse hos lægen for celleforandringer, til at booke tid. Kom så afsted! Ja, det er da ikke fedt at ligge der, men tænk hvis nu, at det kan ende med at rede dit liv, fordi du tager afsted ….
Kuld Q
Om ca. 2 uger venter “jeg” det næste kuld border collie hvalpe. Det blev godt nok lidt snært på med hensyn til det ekstra keglesnit, men det havde jeg jo ikke lige forventet ville ske. Pizzas datter fra hendes andet kuld – Delta – er med hvalpe og jeg glæder mig. Hun flytter hjem til mig om en uge og jeg håber, at alt foregår normalt, når hun skal føde. Delta venter ikke så mange hvalpe, men 3-4 hvalpe er jo bedre end ingen – og det bliver garanteret det bedste kuld, jeg nogensinde har lavet.
3 hvalpe ses på skanningen samtidigDelta i midten. Er hurtig en del af flokken selv om hun til daglig bor hos nogle gode venner.Delta aka Dellepigen
I sommeren 2022 modtog jeg en indkaldelse fra Region Sjælland til screening for livmoderhalskræft. Jeg har altid været til sådanne undersøgelser, når jeg har modtaget invitationerne fra regionen.
Den 31. august 2022 havde jeg tid hos min læge og fik taget celleprøve. Tager ikke lang tid og er fuldstændig uden gene, andet end at det er ubehageligt at ligge der og få en vatpind op. Måske også derfor, at så mange springer over denne undersøgelse. Men det er godt nok dumt at gøre det. For man ved aldrig ….
Den 4. oktober 2022 kom der svar på celleprøven: “Prøven har vist celleforandringer, og prøven er derfor ikke normal. Cellerne kan være forandrede af flere årsager, og der findes forskellige grader af celleforandringer. Nogle celleforandringer kræver behandling, mens andre celleforandringer forsvinder af sig selv igen. Forventeligt skal du have foretaget en ny, udvidet undersøgelse inden 3 måneder.”
Jeg blev bedt om at selv finde en gynækolog til dette. Jeg søgte lidt rundt på nettet og kunne se, at der var nogle i Køge, som havde 1 uges ventetid, dejlig hurtigt, men også lidt underligt, når andre havde 4-6 ugers ventetid. Så min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle bruge “den første og bedste”.
Fandt en gynækolog i Roskilde med flotte udtalelser/anbefalinger. Jeg kunne få en tid den 28. november til denne undersøgelse. Det er en lidt større undersøgelse end den hos lægen. Der blev udtaget 4 vævsprøver, men det gjorde ikke ondt. Var dog ubehageligt. Ventede flere uger og da resultatet kom for dette, viste det desværre svære celleforandringer. Anbefaling var et keglesnit.
Kilde: Kræftens bekæmpelse
Jeg kunne få tid til keglesnit 22. december 2022.
Jeg var meget nervøs for, om det ville gøre ondt at få foretaget et keglesnit. Det gjorde det heldigvis ikke, men var meget ubehageligt, da jeg hader nåle. Man bliver nemlig lokalbedøvet. Sygeplejersken hos gynækologen var enormt sød og holdt mig i hånden og snakkede til mig undervejs, så jeg havde mere fokus på at tale end at ligge og spænde op.
Min far var blevet begravet dagen før, så mit humør var i bund og jeg var følelsesmæssigt påvirket.
Et keglesnit bliver taget med noget, der ligner en ostehøvl med en klinge (eller tandtråd på en lang holder), og man bliver brændt og ikke syet. Intet af dette kunne jeg som sagt mærke, men det lugtede brændt 😉
Keglesnittet blev sendt ind til undersøgelse hos patologer. De ser efter, om det udtagne keglesnit har celleforandinger i sig, og hvor det eventuelt sidder.
Hele julen lavede jeg stort set ingenting. Lagde puslespil og slappede af. Passede virkelig på mig selv. Jeg kedede mig bravt!
Desværre fik jeg underlivsbetændelse mellem jul og nytår. Det er åbenbart ikke ualmindeligt med keglesnit. Og efterfølgende gik såret lidt op og jeg begyndte at bløde. Så i januar blev jeg syet. Det så godt nok lidt voldsomt ud, når gynækologen sad der med tråden. Heller ikke der mærkede jeg noget pga. lokalbedøvelsen. Og igen var sygeplejersken guld værd.
Svaret på keglesnittet: Meget meget mystisk, for efter 4 uger kom resultatet fra patologerne på det udtagne keglesnit: Ingen celleforandringer! Jeg var glad et par dage.
Så langt så godt, men hvad er der så sket, når der blev vist celleforandringer i første prøve og svære celleforandringer i anden prøve?
Min gynækolog havde en svær mistanke, og hun anbefalede endnu et keglesnit, dog lidt længere oppe og mindre end det første. Jeg stoler meget på hende, og hun er virkelig dygtig og laver ikke et ekstra keglesnit for sjov. Så jeg vil hellere være “safe than sorry”.
Jeg fik så lavet dette ekstra keglesnit den 31/1-23 – og deraf overskriften på dette blogindlæg En gang til for Prins Knud. Nu venter jeg IGEN på et svar om celleforandringer.
Over et halvt år har jeg nu ventet … ventetiden er ulidelig, for jeg vil så gerne have et godt svar og være ubekymret. Jeg vil gerne være den glade Lone, som jeg plejer at være.
Jeg har også bestilt tid til HPV-vaccine. Den skal man selv betale, når man får det i min alder. Men igen… better safe than sorry. Og nu er jeg jo blevet vant til vacciner (4 stk. corona og 1 stk. stivkrampe inden for de seneste 2 år).
Efter et keglesnit må man ikke bære på noget tungt og man må ikke dyrke voldsom sport eller tage karbade – så ingen spa til mig. Man må gerne gå ture og arbejde, blot det ikke er hård fysisk arbejde. Det er rigtig svært for mig at være så stille, når jeg i hele mit liv har været meget aktiv med mine hunde.
Jeg har heldigvis min sportsgren hoopers, som hundene og jeg synes er sjovt. Der skal jeg stå stille og dirigere hunden rundt på en bane. Perfekt for sådan en som mig lige nu.
Jeg har læst mange ting om keglesnit på nettet de sidste mange måneder. Derfor kan jeg anbefale et par artikler:
Keglesnit – Information i forbindelse med celleforandringer Formålet med et keglenit er at fjerne celleforandringer på livmodermunden og/eller i livmoderhalskanalen. Læs folderen fra Rigshospitalet.
Lidt over halvdelen af de unge kvinder mellem 23 og 29 år takker ja til at deltage i screening for livmoderhalskræft. I 2020 var det således 52,3 procent i aldersgruppen, som mødte op til undersøgelsen. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Hos Kræftens Bekæmpelse så man gerne at flere tog imod tilbuddet. Læs artikel fra Berlingske.
Jeg har valgt at være åben om dette forløb og skrevet om det på facebook. Det har givet mig så meget, at få mange kommentarer fra venner og bekendte. Tusind tak til alle jer, der har delt af jeres erfaringer og skrevet til mig, ringet til mig, snakket til mig. Tusind tusind tak. Ingen nævnt ingen glemt.
Jeg hilser 2023 velkommen, når der er svar på keglesnit nr. 2. Og der er det okay at være negativ 😉 – altså svaret må gerne være negativt.
Egentlig ville jeg starte med at skrive, at 2022 har været et rigtig træls år, men der har også været nogle positive begivenheder, og jeg vil her fortælle, hvordan mit liv tog nogle drejninger i 2022.
Min mor døde Året startede desværre ud med, at min mor døde den 4/1-2022 efter en længere tilværelse med KOL, iltslanger, behandlinger og masser af ekstra hjemmehjælp. Både min søster, bror, min far og mors bror var der hos hende, da hun tog sit sidste åndedrag. Mor var tapper til det sidste og valgte selv at sige stop for yderligere behandlinger. Jeg skrev et blogindlæg om min mor i januar.
Jeg savner min mor hver dag, hun var et fantastisk og positivt menneske.
Så til alle jer rygere … så vil jeg bare sige: STOP med det rygning! Det går ikke kun ud over jer selv, men også ud over pårørende. Så hermed en kæmpe løftet pegefinger.
Min bror, søster og jeg har altid haft et stærkt bånd, men det blev styrket kraftigt i forbindelse med mors død og begravelse.
Corona Den pokkers sygdom hærgede landet for andet år i træk og jeg havde fået mine vacciner. I februar gik den dog ikke længere, da jeg var konstateret smittet. Jeg hostede ganske lidt, mistede mine smagssans (eller det blev i hvert fald ændret) for kaffen smagte pludselig af lakrids. Jeg arbejdede hjemmefra, mens jeg havde corona, for jeg var heldigvis ikke ramt af det. Jeg var bange for at få corona op til mors død, så jeg ikke kunne være der og støtte hende på hendes trælse dage, så under corona havde jeg det meget svært ved at give hånd og kramme folk.
Far på plejehjem Efter mors død gik jagten ind på et plejehjem til far (han var halvsidelam efter en hjerneblødning for 5 år siden). Der skulle trækkes nogle tråde og præcis 2 måneder efter mors død flyttede han ind på Marienlund. Det er et super imponerende plejehjem i Silkeborg (kun et par år gammelt). Min far var meget glad for plejehjemmet, hvor han følte sig tryg. Han sagde tit, at han havde det godt og at det var “som at bo på hotel”. Mine varmeste anbefalinger skal dette plejehjem have. Jeg er i hvert fald ikke bange for at komme på plejehjem, når jeg bliver gammel, hvis det bliver sådan et som Marienlund i Silkeborg!
Her er far lige flyttet ind i sin nye lejlighed på Marienlund og vi er ved at sætte billeder, lamper m.v. op. Personalet forkælede os med træstammer.
Cocio fik hvalpe I løbet af februar valgte jeg at lade Cocio parre med Jette Hansens dejlige Andy. Cocio fik 5 skønne hvalpe den 28. april. Den ene hvalp var dog meget lille, men ved hjælp fra opdrætterkollegaer fik jeg lært at sondeføde hvalpen, som jeg kaldte for Klejne. Jeg lagde løbende billeder på Instagram af Klejne og han fik sig en stor fanskare. Klejne klarede skærene og jeg havde ham til dyrlægekontrol som 4 uger gammel og igen i forbindelse med alle hvalpenes sundhedstjek knap 8 uger gammel. Så alt åndede fred og idyl, da hvalpene rejste hjemmefra. Jeg var så nervøs for, om Cocio kunne føde problemfrit, idet hendes mor jo var tæt på at få kejsersnit, fordi hun ikke fik veer, når hun var i fødepoolen, men kun fik det ude i haven (Aqua fik 3 hvalpe ude på græsplænen her iblandt Cocio). Men mine bekymringer blev gjort til skamme, for Cocio var simpelthen så dygtig til at føde og det gik så nemt.
Desværre begyndte Klejne at tisse lidt blod da han var 10 uger gammel og han kom i udredning på et dyrehospital. Desværre viste det sig, at han har mindre nyrer end normalt og konklusionen er, at hans liv ikke bliver så langt som andres. En anden hvalp (Spiku) havde konstateret albueledsdysplasi og er blevet opereret og er nu i genoptræning. Alt dette har bevirket, at jeg overvejer om Cocio i det hele taget skal have flere hvalpe. Så p.t. er det sat på pause.
Cocio var virkelig en god og dygtig mor. Nok den bedste jeg har haft. Så sød og naturlig og omsorgsfuld.
Bueskydning Jeg var til min lillebrors 50 års fødselsdag den 18/6. Han havde arrangeret en masse spændende lege, hvor bl.a. bueskydning indgik som en disciplin. Der var en professionel instruktør, som fortalte om bueskydning i forbindelse med jagt. Vi skulle alle prøve at skyde med jagtbue og compoundbue. Da jeg spændte compoundbuen og skød pilen afsted, råbte jeg av. For det gjorde ondt på min arm, hvor strengen havde ramt mig. Nå, men jeg fik jo ramt attraprådyret og ville have flere point (er jo konkurrencemenneske) og spændte buen igen, og endnu engang ramte strengen min arm. Jeg endte med en GIGA blodspængning og en bule på størrelse med et hønseæg. Min arm blev blå og jeg endte med at gå til sportsfysioterapeut flere måneder efter og det kostede mig et par tusinde kroner i konsultationer. Jeg har stadig den dag i dag 31/12 over et halvt år efter bueskydningen et stort blåt mærke på armen.
Min arm blev blå fra albuen og ned. Min urrem sikrede min hånd i, at den ikke også blev blå. Jeg havde sindssyg ondt i armen flere uger efter, og ja, har stadig et blåt mærke, hvor buens streng ramte mig.
Mit knæ Mine uheld fortsatte. Under et agilitystævne i Højme første weekend i juli 2022 fik jeg desværre et vrid i knæet under et løb med Pizza og jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet da jeg kom i mål. Jeg har heldigvis en bil med automatgear og fik skaffet en krykke, så jeg kunne komme lidt rundt. Langsom genoptræning og tur ved fystioterapeut (denne gang med hjælp fra sygeforsikring) i flere måneder og nu er jeg heldigvis fit for fight igen. Men denne tur med knæet har for alvor sat gang i min selvstændighedstræning af hundene, for når jeg til agility ikke har kunne løbe så stærkt og kunne følge med, så må Cocio og Pizza jo lære at blive handlet på afstand med verbale kommandoer.
Sådan løb jeg agility resten af sæson 2022, med knæbind på og håbløst bagefter.
Pizza blev Dansk Spring Champion
Heldigvis har jeg en dygtig hund, Pizza! Mit mål inden hun blev for gammel til agility var, at hun skulle blive springchampion. Det nåede hun lige akkurat! Til hendes anden sidste agilitystævne i klasse 3 opnåede hun det sidste springcertifikat og titlen Dansk Spring Champion. Jo, jeg blev godt nok rørt, selv om det er 4. hund jeg har, der opnår denne titel. Det var ikke verdens flotteste løb hun havde, men fuck det, når hun vandt klassen!
DM i rally og agility Sommersæsonen er jo stævnesæson for både agility, hoopers og rally, som jeg dyrker og elsker. Pizza var udtaget i agility for hold og alle mine tre hunde i rally. Så en kabale skulle gå op, når man gerne vil deltage i det hele (det foregår samme sted og samme weekend). Skæbnen ville, at vores agilityhold blev disket lørdag, idet vi næsten alle havde nogle rigtig dårlige løb. Mine holdkammerater gav mig lov til at satse på rally søndag, selv om vi havde et agilityløb for hold søndag (men var jo sat ud at spillet på grund af alle de disk vi havde). Tak holdkammerater! Kizz Me på 13 1/2 år og Pizza stillede op søndag til DM i rally i seniorklassen. Kizz Me var virkelig kæk og lidt for freeesh og vi gik desværre ikke videre til finalen. Men det er første gang, at jeg har tænkt, at denne her bane vil jeg bare nyde, jeg vil virkelig nyde det uden at tænke på point og på at komme til finalen – også selv om det var et DM. For jeg vidste, at det var allersidste gang, vi skulle gå en rallybane sammen. Vi endte på en 14. plads – men placeringen har ingen betydning for mig. Vores glæde og samarbejde var vigtigere. Pizza er jo 8 og stillede derfor også op i seniorklassen i rally. Hun klarede det lidt bedre og nåede i finalen. Hun endte på en 7. plads. Så kom min nye stjerne Cocio lige og tog røven på mig. Cocio har været svær at træne rent lydighedsmæssigt, da hun er så glad for sine omgivelser (vil hilse på alle) og hyrder på andre hunde, der er i nærheden. Men som sagt, Cocio tog røven på mig, for hun gik virkelig godt og var super koncentreret. Både bane 1 og finalebanen gik hun så fint og vi endte på en flot 3. plads i øvet klasse. Her i efteråret har hun stillet til 2 prøver i ekspertklasse og opnået rallycert begge gange. Læs om mit DM i dette blogindlæg.
Jeg var meget overrasket over Cocios måde at blive voksen på. Hun smed alle hilse/hyrde-hæmninger og udførte det smukkeste rally jeg har set længe til DM i 2022, hvor hun blev nr. 3 i øvet klasse. Det er så fedt at komme på pallen til DM!
Årets holdi agility Inden året startede havde jeg sagt, at dette var sidste år for Pizza i stor normal klasse, da hun ved sæsonafslutning skulle rykkes i seniorklasse (springe på lav højde). I årets begyndelse så jeg et opslag fra Sabine Serwin på facebook, at hun savnede en holddeltager på et hold. Jeg tænkte, ja, hvorfor ikke, det hold ser ud til at være nogle, som jeg kan rigtig godt sammen med og nogle med samme ambitioner som jeg. Vores hold var virkelig et godt hold, det kammeratskab vi havde gennem hele året og den måde vi støttede hinanden på var helt unikt. Gennem året samler man point til forskellige konkurrencer og det hele kunne afgøres på finaledagen i Ribe i september. Jamen jamen, det endte simpelthen med, at vores hold vandt ÅRETS HOLD i DKK for store hunde. Blogindlæg om dette kan læses her.
Årets hold 2023 for store hunde: Bordere med IQ.
Mine sidste baner som jeg dømte på Bornholm i november, havde jeg tegnet som et hjerte. Det er min kærlighed til sporten.
Rallydommer Jeg har været rallydommer i rigtig mange år. Faktisk lige knap 10 år. Jeg elsker sporten og den udvikling, som den har haft.
Jeg har dog valgt at stoppe som dommer nu, hvor der er kommet flere nye dommerkræfter til og jeg kan koncentrere mig om mine egne hunde.
Jeg har på det seneste været nervøs for at dømme forkert, da der ofte kommer nye skilte og og jeg føler, at der er nye regler hele tiden og har svært ved at skelne mellem gamle og nye regler. Så inden det går galt i mine bedømmelser, så stopper jeg mens legen er god. Jeg har elsket at være dommer og har elsket at se de mange forskellige racer og hunde til prøver.
Campingvogn Sidste år solgte vi sommerhuset i Sortsø. Jeg har længe pønset på at have min egen lille campingvogn, som jeg kunne benytte, når jeg har været afsted til weekendstævner i både rally og agility. Det har altid været lidt problematisk at finde et hotel eller overnatningsmulighed, når man har haft 3 hunde med. Så pludselig en dag var der et opslag på facebook, hvor en campingvogn var til salg for 7.000 kr. Så slog jeg til.
Min mand og jeg har hver vores “lommepengekonto”, så jeg har købt den for mine egne lommepenge. Vores lommepenge kan vi selv bestemme over, og “skal ikke spørge om lov” til at købe noget eller investere. Campingvonen, det er mit projekt, som jeg stille og rolig er gået i gang med. Indtil videre er nogle låger inde i campingvognen blev hvide og nogle vægge sorte. En rude skal udskiftes og hynderne trænger til en rensning. Men ellers er jeg klar til at komme ud og køre, når sæsonen kommer i gang igen.
Glæder mig til at komme ud i min Safari Vitesse 470 D.
Min søster En dag ringede telefonen inde på arbejde (kan ikke huske datoen). Det var min søster. Hun plejer ikke at ringe midt på dagen. Så når det sker, så er jeg altid på vagt. For 5 år siden ringede hun til mig den dag far havde fået hjerneblødning. Der sad jeg i Byretten i Roskilde og var på kursus. Nå, men tilbage til Mette. Hun ringede for at fortælle, at hun havde fået konstateret brystkræft. Øv! Det var jeg rigtig ked af. Hun har nu allerede fået fjernet brystet og den 16. december havde hun fået at vide, at de har fået det hele med i operationen og dermed er hun blevet erklæret kræftfri. Jubiii, det var gode nyheder. En dejlig nyhed, som hun skrev i vores fælles familie-messengergruppe, som vores far også følger med i og som vi kunne se, at han havde læst.
Far Jeg var til julefrokost på arbejde den 16. december, samme dag, som min søster havde skrevet den gode besked til vores messengergruppe. Jeg havde valgt at lægge telefonen fra mig, så jeg kunne have en sjov aften uden forstyrrelser. Jeg var dog ikke så drikke-festlig, idet jeg var arrangør af julefrokosten, så jeg holdt lidt igen. Fra kl. 13 til kl. 19 havde jeg kun fået et halvt glas champagne, et glas hvidvin og 3 øl. Pludselig ringede mit ur (koblet sammen med telefonen). Det var min mand Søren. Han ville høre, om jeg havde hørt fra Mette. Ja, sagde jeg, “det var da gode nyheder”. Men det var så ikke lige den besked, det drejede sig om (altså at hun var kræftfri). Min far havde fået endnu en hjerneblødning fredag aften og var bevidstløs. Søren var på vej ind på arbejde efter mig, når han havde afleveret hundene hos sine forældre til pasning. Mine søskende havde på det tidspunkt forsøgt at få fat i mig i en time. Søren kørte mig direkte til Silkeborg til plejehjemmet, hvor min far lå og var ikke kontaktbar. Min far havde ikke lang tid igen. Der stod jeg så i mit julefrokosttøj (på min trøje stod der Merry Christmas Bitches) og min far var døden nær og jeg tror ikke, at han ænsede, at både min søster, bror og jeg var der. Vi sov ikke meget i stolen ved siden af ham den nat. Næste formiddag trak min far vejret for sidste gang og han fik fred kl. 10.47.
Min far var en enestående mand, altid hjælpsom og glad. Livet var dog ikke nemt for ham, da han som 80 årig fik en hjerneblødning. Indtil denne skæbnedag for 5 år siden var han dagligt ude at gå tur med hunden Balder, kørte ofte på cykel var på jagt og ude i Engen. Mor og far passede på hinanden de sidste 5 år. Min far var mors hukommelse og min mor var min fars højre side.
Kizz Me Da jeg kom hjem lørdag aften efter fars død den 17/12 sagde min veninde Susanne, som havde passet mine hunde hele lørdagen, at Kizz Me var lidt stille. Det kunne jeg godt se, og jeg holdt godt øje med Kizz hele søndagen og syntes pludselig, at hun havde fået dobbelthage og lidt svært ved at spise. Dagen efter tog jeg hende med på arbejde, så jeg kunne følge hende og se, hvordan hun havde det. Hun fik det værre i løbet af formiddagen og lå og snorkede, når hun sov. Jeg ringede til dyrlægen og fik en tid allerede kl. 11.30. Hos dyrlægen var der ikke noget at gøre. Dyrlægens umiddelbare vurdering var, at lymferne ved halsen var så store, at det sandsynligvis var lymfeknudekræft. Vi valgte dog ikke at tage tests og blodprøver for at finde ud af, om dette var diagnosen, da Kizz var så skidt på bare en enkelt dag, at der kun var en ting at gøre. Det var aflivning. For shit da, først min far og så Kizz Me inden for 2 dage. Det var hårdt!
En uge før Kizz Me døde var hun frisk. Billedet her er fra en dejlig gåtur på 5,5 km med mine veninder Serine og Susanne.
Celleforandringer Ja, en ulykke kommer sjældent alene. Midt i al det med min fars død, Kizz Mes død og deres begravelser skulle der også lige være tid til at jeg kom til gynækolog og fik taget et såkaldt keglesnit, idet jeg havde fået konstateret svære celleforandringer i underlivet. Sådan noget lort, for at sige det rent ud. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at celleforandringer er forstadiet til livmoderhalskræft. Så heldigvis har de opdaget det i tide og taget noget ud forneden. I skrivende stund går der nu 3 uger før jeg får svar på, om de har fået taget det hele med. Min far sagde i telefonen til mig 3 dage før han døde, at min mor også havde celleforandringer, så det skulle jeg ikke være bekymret for. Jeg håber han har ret, for jeg ligner min mor rigtig meget. Og hun døde som 78 årig af noget helt andet.
Hurra for det danske system med screeninger og celleprøver og mamografi. Jeg betaler gerne min skat for at folk kan undersøges og hjælpes inden det går helt galt.
Skov Man skal leve livet mens man har det, for man ved ikke, hvornår det er forandret eller måske helt slut. Jeg er ihvertfald begyndt at leve anderledes i år, end jeg tidligere har gjort. Jeg har altid ønsket mig min egen lille sti, så jeg kan gå tur med mine hunde på min egen mark/grund. Jeg leger derfor med tanken om at få plantet nogle træer på min mark, få nogle stier og så nogle blomster på en eng. Drømmen bliver forhåbentlig til virkelighed i løbet af 2023.
Tak til alle, der læste med så langt. Det er godt klaret 😉
Jeg håber, at I alle får et rigtig godt nytår og at vi ses i 2023 på den ene eller anden måde.
Godt nytår alle mine bloglæsere.
Her er et galleri med herlige minder:
Min mor, jeg og far på SamsøKizz Me lydighedschampionKizz med de flotte øjneGitte Hoffmeister med Zinnie, Lone Sommer med Kizz Me og Catrine Møller med Jerry. Vindere af Maxi Zoo Cup 2011. Holdet hedder ZZZ.Min far fortæller om byggeriet af motorvejsbroen over Funder Ådal.Min mor, far og jeg samt alle vore hunde ude i Engen. Det er så dejlig fredfyldt at komme ud i skoven ved Salten å.Mor og jeg på gåtur i SilkeborgMin far og morHer er et eksempel på Kizz Mes måde at løbe agility på. Ja, hun løber virkelig med hovedet under armen engang imellem. Men når jeg kan styre hende, føles det som at have vundet VM når man løber et fejlfrit løb med hende.Rallydommer til DM på BornholmKizz med mange af hendes præmierJeg er rallydommerMine søskende og jeg – elsker vores sammenholdKizz bukkerKizz kredsmester i rallyKizz vandt 4 seniorløb i agility til hendes sidste agilitystævne i VASMine søskende og jeg til min 50 års fødselsdagJeg er rallydommer, her til årets rallyhund finaleKizz til rallyprøve, altid freeeeshMors kisteGaver fra rallyfolket til mig, da jeg stoppede som dommerDet fantastiske kammeratskab vi havde på vores agilityhold i 2022
For nogle måneder siden var jeg til den trælse, men nødvendige undersøgelse for livmoderhalskræft. Det er aldrig rart at få foretaget sådan en undersøgelse. Svaret kom et par uger senere, at der var celleforandringer. Så jeg skulle have foretaget endnu en undersøgelse, hvor der skulle tages 4 vævsprøver “dernede”.
Dem kom der så svar på i dag, og det var en træls opringning. For der er også celleforandringer i de nye prøver, så jeg skal have foretaget et såkaldt keglesnit.
Det er godt nok ikke noget, som jeg ser frem til. Men det skal jo overstås, så det ikke udvikler sig til noget, der er værre, nemlig livmoderhalskræft. Har allerede fået en tid to dage før jul. Ikke det fedeste tidspunkt, men som sagt, det skal overstås, så jeg kan komme videre. Et keglesnit er en operation, hvor der fjernes et lille stykke af livmoderhalsen. Formålet er at fjerne det stykke væv, som indeholder celleforandringerne. Vævet fjernes med celleforandringer ved hjælp af en tynd og meget varm tråd.
Efter sådan et keglesnit må jeg ikke dyrke sport i 2-3 uger og ikke bære på noget tungt. Nu er jeg typen, der ser positivt på tingene … så er jeg fri for at bære brænde ind, bære på vasketøj og tunge gryder 🙂 Jeg må ikke .. næsten ingenting, men jeg må godt hundse med Søren 🙂
Agilitystævnet den 28/12, som jeg er tilmeldt, det må jeg desværre ikke deltage i, men der har jeg også en skummel plan med en allieret.
Det er som om, at der sker et eller andet med min krop. For det første, så er jeg kommet i overgangsalderen. Ja, jeg er 52 år og det måtte jo komme på et tidspunkt. Mine ulemper ved at være kommet i overgangsalderen er blandt andet mine hedeture. Dem får jeg mange af i løbet af en dag (og nat!). Det føles som om, at det prikker i huden i mit ansigt og 5 sek. efter har jeg nærmest 40 i feber. Det varer et par minutter og så er det overstået. Jeg har før hen grint lidt af dem, som havde hedeture (undskyyyyld), og tænkt “ej altså, hvor slemt kan det være”. Det er slemt!
Når jeg kører bil kan jeg pludselig få en hedetur og så er det bare op for aircon på fulde skrald. Og lidt efter så fryser jeg og så tænder jeg for sædevarmen. Frem og tilbage er lige langt. Om natten har jeg været ved at “slå til Søren”, for når jeg vågner pga. hedetur og slår dynen til side, så sker det så kraftfuldt, at jeg er ved at give Søren en lammer. Har heldigvis en blæser i loftet, som jeg kan tænde og afkøle mig. Men især hedeturene om natten har været træls, da jeg vågner 4-5 gange om natten, og det er ikke godt for min søvn.
Jeg har været ved læge i forbindelse med den 5 årige undersøgelse for livmoderhalskræft slutningen af august og i den forbindelse snakkede jeg med lægen om overgangsalderen. Lægerne er ikke længere så vilde med at give medicin for at komme af med hedeturene, så jeg blev anbefalet at begynde på rødkløver. Så jeg tager nu nogle kapsler hver dag og synes måske, at der er en lille effekt (har prøvet dem i 5 dage nu).
Til agilitystævnet i Højme i juli kom jeg til skade med mit knæ i sidste løb. Jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet og måtte køre (hurra for automatgear) forbi en veninde på vej hjem og låne en krykke, så jeg havde lidt at støtte mig til. Hjemme fik jeg skiftevis is på og af. Jeg kunne gud ske lov arbejde hjemmefra og lå på sofaen med benet oppe i 2 dage. Min sygeforsikring “åd” besøg hos fysioterapeut, hvor jeg fik laserbehandlinger, akupunktur og massage. Det gjorde sindsyg nas. Det blev til 10 besøg hos fysioterapeuten og jeg har fået en masse øvelser, som jeg skal lave og har fået bud på at sørge for god genoptræning, opvarmning og benytte knæbind. Jeg har heldigvis et løbebånd herhjemme, som jeg har gode gåture på i højt tempo. Vil helst ikke overbelaste knæet med for megen løb. Så 10 minutter her og der i et godt tempo føles godt. Har fundet ud af, at man kan søge på Spotify efter 130 bpm hits, så kommer der ganske godt gåmusik til mig (jeg kan kun finde ud af at gå i takt).
På denne video fra august kan man tydeligt se, at jeg er håbløs bagefter, selv om jeg har knæbind på.
Jeg har joket lidt med, at jeg har fået coronasenfølger rundt om min mave. For ja, min vægt den er fuldstændig stagneret efter jeg er kommet i overgangsalderen – ja har måske ovenikøbet taget på – men vil helst ikke indrømme det. Selv om jeg er på min yndlingsslankekur LCHF, så sker der ikke en skid med vægten. Jeg kan ikke komme af med de ekstra kilo. Måske hænger det også sammen med, at jeg ikke kan motionere så meget som jeg plejer pga. de knæsmerter, jeg har haft det meste af sommeren.
Agilitymæssigt kan jeg slet slet ikke løbe som jeg skal og jeg kan ikke være der, hvor jeg vil være for optimal handling. Tror at et stille og roligt efterår vil være godt for mit knæ.
Så jeg føler mig altså gammel. På det seneste har jeg hørt Gnags’ nummer: Når jeg blir’ gammel, … den tekst siger faktisk ret meget.
….
Ja og for lige at slå hovedet på sømmet så fik jeg i dag besked fra Region Sjælland, at celleprøverne ikke er normale, så må have fat i lægen i morgen og høre, hvad det betyder for mig. Sikkert nogle ekstra undersøgelser (advr, hader dem) … og forhåbentlig er det bare en bagatel.
I 1980 var jeg i Harzen som barn, det regnede en uge i træk, så minderne derfra er ikke fantastiske. For 4 år siden var Søren og jeg i Goslar i Harzen i 3 dage i forbindelse med julemarked og forlænget weekend. Nu er Corona næsten overstået og verden er lukket op igen – vi har ikke længere sommerhuset i Sortsø – så det var tid til at komme lidt ud af landet igen på sommerferie. Sørens datter Emma er så stor, at hun er taget på egen ferie med kæresten og Laurits er så voksen og også af egen mening og synes ikke det er fedt at tage på ferie med forældre mere, så Søren og jeg var alene afsted.
Jeg har jo tre hunde, som jeg ikke er glad for at undvære – og pension skal de ikke på -, så det var et must for mig, at kunne have dem med. Dermed bliver der begrænsninger i udvalget, når man skal finde et sted at overnatte/leje. Søren og jeg blev enige om, at vi ville finde et lille sted at overnatte på vej derned til Harzen, for ikke at køre i et stræk. Vi havde set vejrudsigten, og vidste at der skulle være utrolig varmt (36 grader), så jeg søgte efter hotel med aircondition. Flere af de hoteller, jeg kontaktede ville ikke acceptere 3 hunde, og mange svarede slet ikke på mine mails. Jeg benyttede booking.com til at søge efter hoteller, hvor hund var tilladt. Men 3 hunde var ikke velkommen.
Jeg valgte til sidst at søge på airbnb (det kender jeg fra vores egen udlejning af vores sommerhus). Der ved jeg, at udlejerne er hurtige til at svare retur. Jeg skrev til en udlejer i Bispingen (mellem Hamburg og Hannover) og efter en time skrev hun, at 3 hunde var helt fint med hende. Overnatningen kostede kun 481 kr. for os 2 og 3 hunde. Her boede vi: https://www.airbnb.dk/rooms/18884613?source_impression_id=p3_1658830607_9SRiyolktb%2B3NX8x
Tirsdag
Vi kørte tirsdag, den 19. juli og det gik virkelig fint. Vi købte ind i Skandinavian Park ved grænsen (undgår Fleggaard og de andre normale steder, da der altid er lange køer til kasserne).
Vi ankom til vores fine lejebolig i Bispingen, hvor jeg heldigvis kunne gå tur med hundene i en kæmpe park på den anden side af gaden. Der var skønt svalt klinkegulv i boligen, men virkelig varmt udenfor, så vi ventede med at gå ud at spise, til senere på aftenen.
Onsdag
Det omvendte hus ved Bispingen
Vi havde ikke så travlt med at køre næste morgen, da vi jo kun havde et par timers kørsel til Quedlinburg i Harzen, så vi benyttede lejligheden til lidt sightseeing i Bispingen. Jeg ville gerne se Det Forrykte Hus, som jeg i forvejen havde tjekket ud på TripAdvisor. Et hus, der er vendt på hovedet og hvor tæpperne og møblerne sidder i loftet. Når man tager billeder derinde og bagefter laver en 180 graders drejning af billederne, så ser det ud som om at man hænger ned fra loftet. Det var simpelthen så sjovt og vi grinte rigtig meget Søren og jeg. Læs om huset på Tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g651860-d2267588-Reviews-Das_Verruckte_Haus-Bispingen_Lower_Saxony.html
Vi var også ude forbi det store indendørs skisportssted. Et fantastisk snowdome. Skulle dog ikke nyde noget med mit knæ lige nu, men det kan være, at jeg en dag kommer tilbage og står på ski dernede.
Snow!
Derefter kørte vi mod Harzen. Vi slog dog lige vejen forbi Panzermuseet i Munster, hvor Søren skulle købe et par krus (vi har set museet for et par år siden). Hunde havde ikke adgang, så jeg ventede udenfor, hvor der også lige var et par kampvogne at kigge på.
Kampvogn! og verdens dejligste hunde.
Vi kom også forbi Bergen-Belsen KZ-lejren, hvor mange jøder mistede livet under anden verdenskrig. Helt utrolig mange. Jeg bliver altid så trist, når jeg er sådan et sted. Samtidig synes jeg også, det er vigtigt at komme sådanne steder, for at minde hinanden om, hvor grusom krig er, og at sådan noget ALDRIG ALDRIG ALDRIG må gentage sig. Anne Frank (hende, der skrev de berømte dagbøger) døde i Bergen-Belsen ganske få måneder inden krigen sluttede. Puha det var varmt at gå der og temperaturen viste også 41 grader, da vi satte os i bilen og kørte de sidste timer mod Harzen. Link til KZ-lejren via tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g198426-d579070-Reviews-Gedenkstatte_Bergen_Belsen-Celle_Lower_Saxony.html
Mindeplads og de mange fællesgrave (massegrave) ved Bergen-BelsenMindesten for Margot og Anne Frank
Jeg havde inden vi skulle til Harzen undersøgt, om der var særlige egne af Harzen, hvor der regner mere end andre steder. Og ja, det er der. Flere hjemmesider havde faktisk vejrstudier omkring regn ved Harzen og derfor faldt valget på enten Wernigerode eller Quedlinburg, som ligger lige nord nord/øst for Harzen. Nogle gamle middelalderbyer, som er på UNESCO’s verdensarvslister. På Wiki står der: Quedlinburg er en lille by i Sachsen-Anhalt i Tyskland med ca. 22.795 indbyggere i 2005. Den ligger nord for Harzen ved floden Bode i et lille bjergområde centralt i Nordtyskland. Byen fik byrettigheder i 994. I 1994 kom Quedlinburg på UNESCOs Verdensarvliste, Kriterium IV.
Da vi søgte bolig i Quedlinburg, ville vi helst leje en bolig i 1 plan, ha ha, god jagt, for dem er der ikke mange af i selve byen, med mindre vi ville bo i en lejlighed med 3 hunde eller i en hytte i skovene. Nej tak, for jeg skal helst have min terrasse at sidde på (eller i nødstilfælde en balkon, men det er jo ikke så stort og hundevenligt) og Søren vil helst være i gåafstand af restauranter – så vi gik på kompromis. Igen igen måtte jeg igang med mine overtalelsesevner, da jeg skulle finde en bolig, som tillod 3 hunde.
Vores bolig fandt jeg interessant, da den lå ret centralt i Quedlinborg, havde en terrasse og der var kæledyr tilladt. Jeg spørger altid pænt ad, om de tillader 3 hunde. De sagde i første omgang nej, men jeg fortalte om, hvor velopdragne de er og at det er lydighedshunde og at jeg selv har været airbnb-vært, så jeg ved hvordan man passer på boligen. Heldigvis fik jeg dem overtalt og de sagde til sidst ja, til at leje ud til mig.
Vores smalle husDen gade, hvor vi boede på, var så smal, at der ikke var plads til at køre med bil. Så der var meget roligt. Der var mange smalle gader som disse i Quedlinburg. Men plads nok til en hestevogn velsagtens 😉
Huset vi fandt var måske det smalleste hus i hele byen. Det var ca. 2½ meter bredt (eller måske nærmere smalt). Der var indgang, køkken, spiseplads og udgang til terrassen i stueplan. Lille stue og badeværelse på 1. sal og soveværelset på 2. sal. Første dag var der simpelthen så mega varmt i hele centraleuropa, og også på 2.sal oppe under taget i vores hus, så vi valgte at sove på sovesofaen i stuen den første nat. Havde en bordventilator med hjemmefra og jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet igennem sommerferien uden den. Her boede vi: https://www.airbnb.dk/rooms/5563916?source_impression_id=p3_1658841036_hilu%2FtLAzsWfvfCd
Første aften var det faktisk for varmt til at sidde ude på restaurant, så vi købte noget pasta og lavede lidt mad hjemme indtil det blev tåleligt at komme ud. Da temperaturen sænkede sig gik vi en tur i den indre by og hyggede os. Jeg kan se på billedernes info i min telefon, at de er taget kl. 21:15. Hot hot summer!
Vægteren kom lige forbi, da vi gik på markedspladsen foran RathausHund med i byvågnet
Torsdag:
Vi gik på en hjemmelavet rundtur og blev draget af de to store spir på en kirke. Det var Sct. Nicolais Kirke, som heldigvis var åben. Altertavlen var helt vild stor og flot. Tror faktisk aldrig at jeg har set så flot en altertavle. Jeg er egentlig ikke særlig troende og kan ikke sige, at jeg tror på gud, men der er noget dragende ved kirkers magi.
Sct. Nicolai kirkenFlot altertavleSmå gyderoveraltKlik på billedet for at se stor udsigtHunden Quedl med på statue!
Vi skulle selvfølgelig også besøge det berømte slot på toppen af Quedlinburg. Fik logget en cache på slottet, hvor vi skulle løse en opgave ved at svare på nogle spørgsmål fra appen Geocaching, hvor svarene skulle findes på et lille skilt ved slottet. Det voldte os nogle problemer, da svaret ikke stod i den lille engelske oversættelse af skiltet. Nå men nu er min 10-års-geocaching-jubilæum blevet logget i Quedlinburg.
Slottet var indhyllet i stilladser og på Tripadvisor kan vi se, at det har det været de sidste 2 år. Så det var ikke særlig charmerende og vi valgte derfor ikke at betale penge for at komme ind og se kirken indefra. På tripadvisor blev man frarådet det. Så vi sparede pengene og købet i stedet for lidt at spise på restauranten på slottet, hvor vi havde en smuk smuk udsigt over byen.
Torsdag aften smurte vi en bolle og tog den med op til en badesø/skovsø lidt oppe i bjergene syd for byen. Det var dæleme dejligt med en dukkert i det lækre vand.
Freibad Osterteich ved byen Gernrode
Fredag:
Vi tog til Thale om formiddagen, idet vi ville besøge Hexentanzplatz oppe i bjergene. Havde læst så meget om det og om de flotte udsigtspunkter. Ja, udsigterne var flotte, men hold da op en turistmagnet. Jeg syntes, at det var ganske forfærdeligt at være der. Og hele stedet var ved at blive renoveret, så flere områder var lukket af med ucharmerende hegn. Det store udendørs teater var også lukket. Så vi brugte ikke så megen tid der. Det var for turistet efter min smag. Vi kunne have taget en svævebane derop og en rutchebane ned, men da jeg er bange for højder, så skulle jeg ikke nyde noget af en tur i en svævebane. Så vi kørte hjem til Quedlingburg igen.
Vi gik en tur i byen og fandt en indgang til Markedskirken lige bag det gamle rådhus. Der var en interessant udstilling af byens historie med meget værdifulde plancher, så vi brugte nok lidt megen tid derinde og opdagede ikke, at kirken egentlig lukkede kl. 17. Pludselig var der “koncert” med orgel, violin og tværfløjte. Vi var havnet midt i en øvetime med en dygtig trio.
Markedskirken
Om aftenen ville vi ud og spise på restaurant, men uanset hvor vi kom hen, så var svaret: “Haben Sie reservieret?” nein, og svaret var “tut mir leid”. Så efter flere forgæves forsøg fik jeg overtalt Søren til at gå med ud til min hundelufterpark, hvor jeg havde set et skilt med Biergarten ved indgangen. Det var så en Schnitzelrestaurant, hvor vi fik de lækreste schnitzler.
Schnitzler i Schnitzelhaus, mums
Lørdag:
Bimmelbahn
Lørdag formiddag lavede vi noget meget turistet… vi var ude at køre med Bimmelbahn. Egentlig bryder jeg mig ikke om ideen, men det er meget informativt og vi lærte en del om byen og fik inspiration til at besøge nogle af stederne efterfølgende og udforske byen lidt mere.
Så alt i alt godt givet ud og jeg fik virkelig brug for det tyske, som jeg lærte i folkeskolen af min yndlingslærer Bjarne fra Kornmod Realskole i Silkeborg.
Lørdag eftermiddag fik jeg lokket Søren med op i bjergene på gåtur.
Jeg havde fundet et par cacher i vores app på telefonen, som kunne være interessante. Skøn lille gåtur fra Alexisbad op til Klostermühles lille Luisentempel. Her lå en cache og der var en bænk, hvor vi sad i fred og ro og med fin udsigt.
Ups, skæv selfieSøren logger vores cachefundDette flotte damplokomotiv kom lige forbi Alexisbad, da vi steg ud af bilen
Da vi kom ned til bilen ville jeg gerne gå en tur udtil et vandfald i nærheden af Harzgerode. Trængte til at komme ud og røre stængerne lidt. Søren ville helst ikke med på den gåtur, så vi blev enige om, at jeg gik turen alene sammen med hundene og han ville støde til os ved vandfaldet med bil (der var en p-plads i nærheden), men gåturen var 2,6 km. Da jeg ankom til vandfaldet var Søren der også, men ha ha ha, hvor grinern … vi stod på hver vores side af vandfaldet og jeg kunne ikke komme over til ham. Så vi fik signaleret til hinanden, at jeg gik retur til det sted, hvor jeg startede gåturen og så kørte Søren tilbage og vi var samlet igen.
Jeg fik taget nogle gode billeder af vandfaldet. Havde læst mig frem til et tip på internettet omkring fede billeder taget med iphone. For hvis man taget billedet i “live-visning” og efterfølgende vælger lang eksponeringstid, så giver det nogle flotte effekter af f.eks. vandfald.
Smukt vandfald. Fik logget en cache (faktisk var det geocaching, der ledte os dertil).
Søndag:
Søndag gik Søren og jeg på vores egen byvandring. Søren havde fundet en hjemmeside alleburgen.de, hvor tårne (også de nedlagte tårne) i bymuren er angivet. Det var en meget interessant tur, som fik os ud på en gåtur i gader og stræder og også de små gyder. Hold da op, hvor har der været mange tårne og sikke mange vagter, som byen skulle have for at holde styr på sagerne. Det sidste tårn vi så var det mest imponerende. Turistinformationen burde have en rigtig byvandring med mure og tårne som formål, især da byen har så megen historie at byde på.
Vores byvandring startede Hinter der Mauer. Ja, her kan man stadig se noget af den gamle bymur, og en af tårnene i baggrundenDet første tårn på vores rute, GänsehirtenturmHundene er med på tur og sidder på den gamle mur, Spiegelturm i baggrundenSøren ved en mur og igen et tårn, Klopstocks gartenhaus turmVi sluttede ved dette flotte tårn (Lindenbeinscher sternkiekerturm), som stod i haven til et virkelig smukt schlosshotelFantastisk kort med angivelse af alle tårnenes placeringer, man kunne trykke på et tårn og åbne vejvisning på google maps
Der var stadig meget varmt i Quedlingburg, den søndag formiddag med vores tårn-mure-vandring var der 30 grader. Hundene var med, det gik fint, og de var dejlige trætte, da vi kom hjem.
Søren og jeg trængte til at slappe af og nyde livet, så vi kørte til Thale, hvor der var et spa og wellnes-center “Bodetal Therme Thale”.
Det var skønt at svømme indenfor i det store bassin med det varme vand og gennem en lille “port” og svømme ud og nyde udsigten over bjergene. Meget flot spa-område. Der var jo også sauna, som vi havde tilkøbt os adgang til. I Tyskland er det jo kutyme, at man ikke har tøj på derinde. Man må godt have et håndklæde omkring sig, når man sidder i sauna, men ikke, når man er i de små bassiner med boblebad. Ja og nu må jeg simpelthen sige det. Jeg tror aldrig, at jeg har set så mange fremmede tissemænd før. Og ja, jeg var jo også nøgen, for det skulle man være. Det var enormt grænseoverskridende for mig, men jeg overlevede og tog det som en oplevelse. Vi var jo alle uden tøj på. Helt klart et wellnesscenter, som jeg kan anbefale: https://www.bodetal.de/bodetalurlaub/bodetalthermethale/
Mandag:
Afrejsedag. Vi skulle være ude kl. 10, så fik stille og rolig pakket. Selv om der var rengøring med i lejen, så har jeg det bedst med at støvsuge og gøre det pænt efter mig, så jeg altid har mulighed for at leje noget igen en anden gang, selv om jeg har hund med. Udlejer giver mig nemlig karakter som lejer og giver mig en anmeldelse, som andre udlejere kan se og læse inden jeg får lov til at leje noget.
Hjemturen gik ikke som planlagt. Der var en del kø på motorvejen (advarede google maps os om). Så vi fandt nogle andre veje og det tog lidt længere tid. Blandt andet var grænseovergangen ved den Tysk/Dansk grænse helt vild med kø (57 min kø). Så google fik ledt os ud på nogle småveje … kunne se på andre billister, at de også havde google, og ved Ellund var vi – vupti – i Danmark via en lille bitte vej uden grænseovergang.
Alt er på tysk
Jeg må sige, at Tyskland ikke er kommet særlig langt med hensyn til at skrive på Engelsk. De oprettede cacher på Geocaching var på tysk, guidede ture rundt i Quedlingburg manglede engelske rundvisninger og det samme de små tog. Alle brochurer var på Tysk i turistinformationen. Kunne godt tænke mig lidt mere på engelsk, da mit tyske ikke længere er det, det har været.
Husk kontanter!
Og jeg må sige, at Tyskland ikke er kommet særlig langt med hensyn til at bruge kreditkort. Halvdelen af de restauranter vi var på tog ikke visakort. Kun kontanter. Det er simpelthen så sært, når vi i Danmark stort set ikke bruger kontanter mere og de er bare i vejen. Husk at hæve godt med Euro!
Hunde og Quedlinburg
Overalt i Quedlinburg er der hunde som statuer. Den trofaste Quedel-hund har lagt navn til Quedlinburg, og hund er derfor også med i byens byvåben.
Harzen – jeg kommer gerne igen
Harzen er et skønt område syd for Danmark. Bestemt et besøg værd og sikke megen kultur og historie, der er i dette område.
Jeg har altid syntes, at Harzen er for pensionister. Men min fordomme blev gjort til skamme. Der er noget for både unge og gamle … og middelalderlige tosser som min mand og jeg 😉 Jeg elsker at se på borge, gamle kirker og lære om historien. Og jeg fik virkelig smæk for skillingen i Quedlinburg.
Auf wiedersehen
Dejlig kold fad på torvetHyggelig byStatue med two on two off, tror nu ikke, at kunstneren har tænkt på agility
For et par år siden købte Søren og jeg måltidskasse fra Aarstiderne. Jeg har længe gået og pønset på, at nu var tiden snart inde til igen at købe måltidskasse – så nu får vi sådan en hver mandag, som passer til aftensmad mandag, tirsdag og onsdag.
Der er mange fordele ved sådan en måltidskasse:
Man er fri for at køre i supermarked flere gange om ugen.
Man er fri for at tænke over, hvilken ret man skal have i morgen.
Man er fri for at få det samme igen og igen.
Man bliver inspireret og får udvidet sin madhorisont.
Man lærer nogle nye grøntsager at kende (ja, jeg er 51 år og har opdaget nogle grøntsager, som jeg aldrig har hørt om før).
Man spiser ikke for meget, da der faktisk er meget fine opmålte portioner.
Der er ingen madspild.
Maden bliver leveret til døren og skal blot sættes i køleskabet. Emballage og kasser leveres retur ved næste leverance.
Sidst men ikke mindst, så er det pisse hyggeligt at lave mad sammen med min mand.
Angående punkt 9, så står enten den ene person ofte og laver enten det hele den ene dag og den anden person en anden ret dagen efter. Med måltidskasser så står vi og gennemgår opskrifterne sammen og laver maden sammen. Det er altså bare rigtig hyggeligt.
Søren og jeg er på LCHF, så at finde en måltidskasse, der passer til ketose-os kan godt være lidt omstændigt, men valget faldt på Aarstidernes proteinkasse.
Jeg tjekkede også nogle andre måltidskasseforhandlere ud, men nogle af dem krævede indtastning af kreditkort før jeg kunne vælge, hvilken type måltidskasse, jeg ønskede. Andre forhandlere ville have, at man hver uge skulle ind og vælge, hvilke retter man ønsker leveret – og det er jeg for doven til, og samtidig ønsker jeg at blive overrasket, ved at få leveret mad, jeg aldrig havde drømt om, at man kunne lave.
Søren øffer lidt over prisen og ja, det er da også 87 kr. pr. person pr. måltid. Men man kan jo sige, at vi sparer benzin på kørsel til Brugsen. Vi får ikke købt nogle impulsvarer, fordi vi ikke handler så ofte. Vi får ikke købt for meget kød eller grøntsager, så dermed ingen madspild og udsmidning af varer, som vi har for mange af og der bliver for gamle. Vi bliver ikke tykke og fede, fordi vi ikke lige kommer forbi en delikatesse eller bageafdeling.
Jeg er fan af måltidskasse, også selv om det er lidt dyrt.
Måltidskasse om sommeren er dog ikke så fedt for mig, da jeg ofte er til træning med hundene og dermed ikke kan drage nytte af alle fordelene ved hyggen ved at lave mad sammen med Søren. Så måltidskasser for mit vedkommende er et efterårsprojekt eller en vinterting 🙂
Jeg køber aldrig fisk, når jeg handler ind til aftensmad. Men i disse måltidskasser er der nogle gange fisk, og jeg elsker at blive overrasket over, hvor godt det egentlig smager.
Her er billeder af et par af måltiderne de sidste par uger, og ja, jeg er blevet fin mæt:
Vi ser tilbage på året der er gået – med vacciner og positive holdninger samt samfundssind, så er der lys forude.
Sikke et år! En total omvæltning af alles hverdag. Ikke en eneste person har undgået at mærke coronapandemien på den ene eller anden måde.
Jeg har i årets løb skrevet lidt om, hvor meget jeg savner den gamle hverdag og hvor meget jeg savner at komme ud blandt mine venner og familie. Det savner jeg stadig helt vildt og jeg savner stadig at kramme mine kære.
Med vacciner, positive holdninger og samfundssind, så er der lys forude.
Desværre har jeg også oplevelsen af, at nogle (især unge mennesker) er ret ligeglade og fester løs i weekender uden at tage hensyn til forhøjede smittetal og mange indlæggelser. De unge mødes på tværs af forskellige grupper/familier/venner og danner utilsigtede og formålsløse smittekæder.
Der er virkelig nogle, DER IKKE FATTER, hvor alvorligt denne pandemi er her sidst på året , og hvilke konsekvenser den har for erhvervslivet. Drop den nytårsfest, … du kan altid feste, når covid19 er ovre.
Nå, det var lige lidt morale til alle de unge, der ikke tager hensyn, nu hvor pandemien er temmelig alvorlig. Situationen var heldigvis anderledes i sommerferien, og der nåede jeg da også selv at holde en lille fest, så måske er jeg dobbeltmoralsk. Men på daværende tidspunkt var anbefalingerne fra myndighederne jo også helt anderledes og smittetrykket lavt.
Året startede med, at man hørte lidt om corona i Wuhan i Kina, og neeeeej da, den sygdom kommer da ikke her til lille Danmark så langt væk. Håbede lidt, at det var som Ebola i Afrika, der aldrig fandt vej herop – heldigvis. Mange mennesker inklusiv jeg selv negligerede corona og håbede på, at det bare var som influenza, som jo godt nok også kræver dødsofre hvert år (for dem, der ikke er særlig modstandsdygtige overfor virus), men at det ikke er så slemt for normale – tja altså lidt feber, hoste m.v. i et par uger og så er det overstået.
Sådan håbede folk det i starten af året, men sådan gik det jo som bekendt ikke. Folk var optimistiske og livet fortsatte helt almindeligt de første par måneder i 2020.
Jeg var til et almindeligt agilitystævne i februar i Vallensbæk, hvor jeg løb med både Pizza og Kizz Me. Kizz Me var lige blevet 11 år og hun kørte med klatten og vandt det hele i seniorrækkerne. Det var hendes sidste konkurrence og hun sluttede med manér. Lidt vemodigt at slutte en hunds karriere. Hun var vild på agilitybanen lige til det sidste.
Pludselig var der corona i Italien og der kunne jeg mærke på mig selv, at dette her bliver ikke en rar periode. Mine svigerforældre var på ferie i Spanien på det tidspunkt (bor et par måneder i Spanien i den kolde periode). Og pludselig var det nærmest umuligt for dem at komme hjem til DK, da hele Europa lukkede ned. Det lykkedes os at få skaffet 2 flybilletter til dem og havde nærmest på fornemmelsen, at det var det sidste fly de fik fra Spanien til Danmark det forår.
Aqua (min udstationeringstæve) fødte et kuld hvalpe dagen før corona i Danmark. Jeg har altid haft svært ved at huske mine hundes fødselsdatoer, men Cocios fødselsdato kan jeg huske: 10/3-2020. Danmark lukkede ned og medarbejdere på min arbejdsplads blev bedt om at arbejde mest muligt hjemmefra. Det var jo fantastisk heldigt for mig at sidde der med arbejdsopgaver med hvalpelyde lige ved siden af mig. Det er så nok også det eneste positive, der har været ved corona. Min hvalpetid!
Jeg beholdte en hvalp efter Aqua, da jeg på daværende tidspunkt havde besluttet, at Pizza ikke skulle have flere hvalpe. Pizza er jo min konkurrencehund og jeg forventede mig meget af 2020 og af 2021 konkurrencemæssigt, da Pizza er fantastisk til agilitykonkurrencerne … nå mere herom senere i blogindlægget 😉
Foråret gik og hvalpene blev store. Jeg besluttede mig for at beholde Cocio, en virkelig herlig red merle tæve. Faktisk har jeg aldrig brudt mig særlig om farven red merle, … men Cocio ville det anderledes. Dengang jeg skulle have en hvalp fra Kizz Me’s kuld, der ville jeg jo heller ikke have en sort/hvid med skæv blis …. Pizza fik mig overtalt, – og derfor siger jeg altid til folk, at man skal ikke gå efter en farve ved border collie. Jeg er glad for valget af Cocio og vi har derfor p.t. 3 hunde – måske en for meget, men ingen hunde skal flytte hjemmefra, selv om de blot er pensioneret. Sådan fungerer mit hjerte ikke!
Laurits skulle have været konfirmeret i foråret, men alle konfirmationer blev udskudt til efteråret. Der var ellers indkøbt tøj og booket restaurant m.v. Jeg havde selv 50 års fødselsdag i april og rykkede festen til sommerferien. Kender flere, der har flyttet bryllupper, fødselsdage og andre begivenheder.
Smittetrykket var lavt i sommerferien og jeg kunne endelig holde en lille fødselsdagsfest. Det blev til en havefest i et stort åbent telt i haven i vores sommerhus. Der var ”kun” 18 gæster, selv om det var lovligt at være 50 på det tidspunkt (så vidt jeg husker). Dejlig fest i cowboytema – jeg har altid ønsket at holde en temafest. Men underligt ikke at kramme alle mine venner. På billedet her står jeg sammen med min søster og bror.
Søren og jeg kiggede på et ret specielt hus lige syd for Køge i sommerferien. Der var stor interesse for netop det hus. Vi skrev faktisk under på en købsaftale, men huset blev solgt til nogle andre, som bød 150.000 over udbudsprisen. Det er helt vildt underligt, at husmarkedet er sådan her under corona. Jeg er jo udlært hos home i Silkeborg og husker da godt, hvordan krisen påvirkede husmarkedet i starten af 1990’erne. Nå, men Søren og jeg fik hul på hus-kigger-bylden og kiggede på lidt flere huse. Pludselig kom et hus til salg i Bjæverskov, som jeg havde kigget på tidligere. Det var taget af markedet (af personlige årsager) og nu sat til salg igen. Vi tog ud til åbent hus og der kunne vi godt se os selv blive gamle. Der var plads til alle vores ting i udhus, plads til hundene, huset var i 1 plan og der var agilitybane og der var også en mark til …. måske til juletræer i fremtiden 🙂 Jamen jamen pludselig var vi også flere om at købe dette hus samtidig – hvad sker der dog for husmarkedet under corona? Heldigvis faldt sælgers valg på os og vi flytter om et par dage til vores nye hood lidt uden for Bjæverskov. Jeg har allerede mødt flere af vejens beboere og føler mig virkelig velkommen. Jeg glæder mig helt vild.
Til præmieoverrækkelse på Bornholm. Pizza vandt klassen og blev DKAGCH. Ingen håndtryk og ingen kram fra de andre deltagere, men masser af lykønskninger alligevel.
Agilitystævnesæsonen har været meget underlig. 4 stævner på et helt år – jeg plejer at være til 15-20 stævner. Men heldigvis opnåede jeg en kæmpestor milepæl med Pizza: Hun blev Dansk Agility Champion. Det skete til et stævne på Bornholm i august. En særlig oplevelse, som jeg er meget glad for, selv om jeg har lavet mange agilitychampions igennem min tid som agilityudøver. Hver hund har sine forcer og ulemper – og ingen hunde er ens at træne op. Pizza har dog altid været en stjerne og jeg tænkte, at det var et spørgsmål om tid, før hun opnåede denne titel. At hun opnåede det sidste agilitycertifikat i 2020 var utrolig heldigt på grund af de få konkurrencer. Endnu engang tak til Bonnik Berthelsen for at tegne en virkelig finurlig agilitybane på Bornholm, som virkelig ”tændte mig”. Det, der bliver umuligt at løse, får mig virkelig til at tænke, det SKAL jeg løse og det KAN Pizza godt. Hurra for min hooperstræning med Pizza, som gav hende noget fremdrift, selvstændighedsløsning og fjerndirigering.
Nå men så kom efteråret og dermed var det tid til Laurits’ konfirmation. Han var vokset ud af forårstøjet og nyt konfirmationstøj blev købt – det var vi vist ikke ene om. Dagen inden konfirmationen var der igen igen pressemøde og her kom statsministeren med et påbud: På restauranter skal alle have mundbind på, når de står op. Det var så lige et påbud, der kom 12 timer inden Laurits skulle holde fest. Set tilbage – så var det nok meget klogt af MettteMor. Men dengang var det virkelig uforståeligt, at noget kunne sættes i værk med så kort varsel. Mange planer skulle ændres og jeg fik virkelig virkelig ondt af restauratøren, som fortalte os om de udfordringer han har og at alle hans investeringer måske har været forgæves. Vi havde dog en god fest og tog alle forbehold efter de regler, der var.
Jeg er autoriseret rallydommer og har været inviteret til flere dommergerninger i løbet af året. Alle stævner, som jeg skulle dømme, er blevet aflyst undtagen 1 stævne, som blev afholdt efter alle corona-kunstens regler i november. Det blev afholdt i blokke af 10 personer. Jeg holdt afstand og afholdt ingen præmieoverrækkelser eller rørte resultatbøger. Meget underligt blot at dømme folk på afstand, men skønt at se de dejlige hunde. Det var så den eneste gang jeg dømte i år. Sidst jeg dømte var i oktober 2019, så jeg var faktisk lidt rusten og brugte god tid på at læse op på reglement og pointfradrag. Jeg deltog endvidere i efteråret som rallydommercensor i forbindelse med en dommerelevs eksamen – igen få ekvipager og opdelt i blokke, mundbind og afstand.
Faktisk har jeg slet ikke dyrket rally med mine egne hunde siden sidste år i september. Jeg var kørt lidt træt i det. Kizz Me var blevet gammel – og Pizza var jo til agility. Jeg har fra starten af været imod, at man havde indført seniorklasser i rally – for min morale har været, at hvis en hund er blevet for gammel til at lave sit-øvelser, skal man ikke gå til flere konkurrencer. Der er nemlig næsten ingen sit-øvelses-skilte i seniorklasser i rally. Men men men jeg må altså tage min holdning i mig igen, for efter at have set de skønne og glade seniorhunde, som lyste total op til rallyprøve i Odder, hvor jeg var dommer i november, så ændrede jeg min holdning. Der var pludselig en mening med galskaben. En hund, som man egentlig har pensioneret fra de almindelige prøver, kan sagtens få et godt pensionistliv i seniorklassen, og stadig blive trænet nænsomt og blive skånet. Nogle hunde bliver simpelthen så glade af at gå til konkurrencer. Efter at have tænkt og ændret holdning, så tilmeldte jeg Kizz Me til en konkurrence i seniorklasse i december. Desværre er alt jo blevet aflyst, så jeg ved i skrivende stund ikke om Kizz Me nogensinde ”kommer i kamp” igen. Men tilbage til min holdning: Jeg er blevet fan af seniorklasser.
Græsmarkvej
Her i efteråret har vores hus jo været til salg. Der gik vel ca. 3 måneder og så var det solgt. Pludselig var der flere om huset samtidig … igen, jeg fatter ikke, hvad der sker med det boligmarked, det er imod alle odds. Huset blev solgt med overtagelse 3 uger efter vi overtager vores nye hus. Så vi har lige lidt hasteistandsættelse af huset i Bjæverskov.
Nu tilbage til det med Pizza … øhhh, hvad skete der lige der med min beslutning om, at hun ikke skulle have flere hvalpe? Jo, sagen er den, at det er coronas skyld. Et kommende forår uden agilitystævner havde jeg set komme. Og da der især ikke er holdkonkurrencer i agility i 2021, så var min konkurrencemotivation fuldstændig væk. Pizza har jo lavet 2 virkelig skønne kuld, som alle sundhedsmæssigt ligger rigtig godt og jeg besluttede mig for et 3. og sidste kuld på Pizza. Jeg begyndte at kigge mig efter en egnet han. Faktisk har jeg et par år fulgt en særlig han, der er importeret fra Polen. Jeg har været meget vild med hans engagement i alle de discipliner, han har deltaget i. Så jeg var lidt spændt, da jeg sendte Mette en messengerbesked, om jeg måtte bruge Dice som far til et kuld med Pizza. I skrivende stund er Pizza 3 uger henne og hun skal føde i februar, altså et par uger efter, at vi er flyttet til Bjæverskov. Ja, vi når lige at flytte ind og falde til. Pizza har altid taget vores rejser og ophold med ophøjet ro, så en lille flytning inden hun skal føde ser jeg slet ikke som noget problem.
Pizza og Dice – så søde sammen. Med denne kombi får man den efterhånden sjældne sportsborder collie i sort hvid 😉
Det er nu december og jeg skulle sammen med Søren have besøgt mine forældre den 23. december i Silkeborg. Min mor har KOL og min far er halvsidelam efter en hjerneblødning for 3 år side, så de er i højrisiko for fx corona. Jeg har gået og rømmet mig lidt en uges tid inden jul og derfor besluttede jeg, at vi ikke tog til Silkeborg. Hvis min mor bliver smittet med fx forkølelse, kan det have fatale konsekvenser for hende. Så ingen jul med mine forældre. Gaveudveksling og et morkram må vente til en anden god gang. Heldigvis er vi gode til at tale i telefon og videochatte via messenger.
Nu her nytårsaften skal Søren og jeg ingen steder. Vi skal blot blive her i Toksværd og holde sidste nytårsaften helt alene med hundene. Det bliver meget hyggeligt. Vi skal tidligt op den 1. januar og gøre klar til at få nøglerne til vores nye hus kl. 12.
Godt nytår til jer alle og flot, at I har læst så langt 😉
Boligmarkedet er lidt underligt for tiden pga. corona, så da Søren og jeg i sommers skrev under på køb af et hus med overtagelse 1/1 var det med en vis skepsis. Vores (Sørens) hus blev shinet op og derefter sat til salg. De første par måneder var der flere gode fremvisninger og huset var også tæt på at blive solgt med overtagelse lige før jul. Forrige weekend var der pludselig stor rift om huset og der var booket 3 fremvisninger om lørdagen.
For en uge siden skrev en køber under på en købsaftale. Når man skriver under på en købsaftale på et hus, så er der 6 dages fortrydelsesret. Det var 6 lange dage vi skulle vente, før vi turde fejre det. Men vi vovede dog pelsen og fejrede det med en dejlig weekend i vores sommerhus i Sortsø og juleøl fra Grimbergen da køberne havde skrevet under. Og da 6 dages fortrydelsesfristen udløb i torsdags fejrede vi det igen med en gang sushi (jeg eeeeelsker sushi).
Vi har solgt huset i Toksværd med overtagelse 23/1 og overtager selv et hus i Bjæverskov den 1/1. Det nye hus skal have al tapet fjernet (rygerhjem!) og vi skal have raget en væg ned mellem køkken og stue og derefter sat filt op og malet hele huset, så vi får lidt travlt! En stor del af det udføres af professionelle og resten ordner vi selv. Der er bestilt flyttemænd den 19/1, men jeg håber at nå at få flyttet kasserne fra vores udhus over i det nye udhus et par weekender før. Så skulle vi gerne kunne nå at være på plads og få ro på inden Pizza forhåbentlig føder et dejligt kuld hvalpe ca. 7. februar.
Der er så mange ting vi gerne vil i vores nye hus, men nu skal vi først lige falde på plads, falde til og så se, hvad vi har tid og råd til.
Sushi til aftensmad med en øl til, det var mums (Klitnissen er en af de øl, der blev vist i Natholdets julekalender)
Pizza er 2 uger henne den 21/12, såfremt hun er drægtig
Jeg har i dag indløst et gavekort, som jeg fik i 50 års fødselsdagsgave af min tidligere kollega Sidsel. Et gavekort for 2 til Skovtårnet. SIKKE EN FANTASTISK OPLEVELSE!!!
Det er bestemt ikke sidste gang, jeg er i Skovtårnet. Faktisk har jeg fulgt tilblivelsen af Skovtårnet i hele byggeperioden, da jeg har gået mange ture ude i netop den skov. En dag for et par år siden gik jeg og ledte efter en cache, og en mand kom og spurgte, hvad vi lavede. Jeg forklarede lidt om geocaching. Til gengæld forklarede manden om sine store visioner om et kæmpe tårn oppe på bakken. Det var selveste manden bag hele projektet, som vi har talt med. Han virkede meget inovativ og propfyldt med ideer til fremtiden.
Lige siden gangarealet ud mod byggeriet blev lavet, har jeg spadseret ud gennem skoven og set fundamentet blive støbt og set hvordan man nænsomt gik uden om de 3 midterste træer i selve Skovtårnet. Egentlig er jeg utrolig bange for højder, men det var jeg ikke i dag, da jeg gik op ad (måske kun lidt) mod tårnets top. Men da jeg har set, hvor megen energi, der er blevet lagt i at støbe et ordentligt fundament og hvordan hele byggeriet er gennemarbejdet, så var jeg sikker på, at det tårn ikke ville vælte, selv i blæsevejr. 🙂 Det gjorde det ikke i dag 🙂
Jeg havde egentlig aftalt med Sidsel, at vi skulle i Skovtårnet for 2 uger siden. Men jeg valgte at flytte det 2 uger for at få skovens flotte efterårsfarver endnu flottere. Jeg er glad for, at vi valgte netop i dag. Hold da op, hvor var der smukt. Tror faktisk, at Søren og Sidsel til sidst var trætte af at høre mig sige det 😉
Søren og jeg har i flere år drømt om et shelter ved vores sommerhusgrund (da vi havde en sådan). Efter vi købte sommerhus, forsvandt drømmen ikke. Nu skulle det være ….
Vores færdige shelter, da vi havde fået lagt tagpap på (shelteret er ikke oliebehandlet på dette tidspunkt).
Søren undersøger altid mange ting, når vi går igang med et projekt. Hvad koster det at indkøbe alle byggematerialer selv og selv stå for hele byggeriet kontra at købe et færdigt eller delvist færdigt byggeprojekt. Hvis man selv står for det hele, skal man måske indkøbe materialer i flere forskellige byggemarkeder og lavprismarkeder for at holde økonomien nede. Man skal lave en masse udregninger på længder af lægter, og tænk hvis man kommer til at købe for lidt eller for meget. Det samme gælder, når der skal måles op og transporteres træ, stolper, tagpap m.v.
Vores sommerhus med shelteret i det ene hjørne og vildmarksbad i det andet.
Prismæssigt fandt vi (Søren) ud af, at det bedre kunne betale sig at købe et halvfærdigt byggeprojekt. Vi valgte at købe hos Rahbek og Timbcon – og det er vi bestemt tilfredse med. Stolper, lægter og bund skulle saves i rigtige længder (men passede nogenlunde), siderne og bagenden var færdigmonteret og skulle således blot sættes op på den bund, som vi byggede og fået sat i vatter.
Tagpap var leveret i næsten rigtig længde, kun en smule blev i overskud. Det var dejligt, at der ikke blev leveret for meget (det vil sige, at vi ikke skulle smide en masse ud på genbrugspladsen). Tagpap var med klister/lim og var forholdsvis nemt at lægge på. Man skal dog være to til det!!
Fra terrassen kan man kigge direkte ned til shelteret. Det kan være praktisk for vores lejere, hvis forældre gerne vil have et kig ned til overnattende børn i shelteret 🙂
Vi byggede det over 2 dage, men kunne godt have nøjes med 1 dag – det skal siges, at når vi er i sommerhus er hastværk lastværk, og derfor lavede vi det meste dag 1 og sluttede med tagpap på dag 2.
Vi overvejede om shelteret skulle stå ubehandlet – det vil sige uden maling eller uden oliebehandling. Heldigvis besluttede vi at oliebehandle træværket udvendigt. Og weekenden efter gik jeg igang med penslen. Det blev et flot resultat og træårene står så flot nu.
Jeg har endnu ikke fået sovet i vores shelter, da jeg syntes, at det har været for koldt for min hundehvalp lige nu, for selvfølgelig skal hun være med 🙂
Jeg har ikke noget nærbillede af shelteret efter oliebehandling, men tog nogle billeder af hundene i hyggelig leg i haven og så var shelteret selvfølgelig med på billedet i baggrunden.
Det føles som sådan ikke meget mere anderledes at blive 50 end at være 49. Det er jo bare et tal. Jeg skal dog ikke være bleg for at indrømme, at jeg måske føler mig lidt som en på 35 inden i. Dog har kroppen strejket sidste år i oktober, hvor jeg vrikkede om på den ene fod til badminton – det har taget over et halvt år at komme over. Måske er det pga. alderen, måske er forstuvninger bare trælse. Og så bruger jeg læsebriller.
Læsebriller må der til
Nå men tilbage til min fødselsdag. En rund fødselsdag skal da fejres. Og da jeg på forhånd vidste, at jeg havde et kuld hvalpe mens jeg fyldte 50 år, så var det planlagt for lang tid siden, at jeg holder havefest her til sommer.
Nu går jeg bare og venter på, at regeringen skal øge forsamlingspåbudet, så vi kan være mere end 10. Hvis det ikke øges ja så holder jeg bare den havefest senere.
Til min fødselsdag fik jeg tilsendt rigtig mange buket blomster og andre lækkerier. Folk har fundet ud af, at jeg er til specialøl, så der kom heldigvis ingen rødvin.
Jeg savner min familie, jeg savner mine kollegaer, jeg savner mine agilityvenner, jeg savner at få besøg, jeg savner at få kram, jeg savner at kunne give hånd … der er ufattelig mange ting, som jeg savner i denne corona-tid. Jeg tror, at alle har det lige som jeg – altså næsten alle.
Men 1 ting, som jeg er meget glad for i denne tid, det er min hjemmearbejdsplads. Altså hvor heldig har man lige lov til at være?!?! Den dag coronaen brød ud fødte Aqua 6 hvalpe, og jeg fik besked på at arbejde hjemmefra. Jeg har et lille skrivebord her ved siden af hvalpegården, hvor 6 fuldstændige fantastiske og vidunderlige og skønne og lækre hvalpe vokser op. De sover lige nu det meste af tiden, men jeg kan følge med i deres opvækst og se hvor fint et arbejde mor-Aqua gør. Hvor heldig har man lige lov til at være. …? Jeg spørger bare! Min arbejdsgiver er også heldig, for hold da op, hvor får man produceret meget, når man arbejder hjemmefra.
Hjemmearbejdsplads ved siden af hvalpegården – heldige mig
Træning af hundene foregår ikke på træningspladsen med mange klubkammerater eller i den lokale agilityhal. Åh, hvor jeg savner samværet med mine kammerater. Den ping pong med gode råd til hinanden, kærlige hints og drillerier er en mangelvare her hjemme. Jeg har en lille have, hvor der er plads til et par spring, en 3 m tunnel og en slalom – dette bevirker heldigvis, at der er mulighed for at nørde lidt på svære slalomindgange eller andre udfordrende ting, så som uiiiii på afstand.
Agilitystævner bliver tidligst i juni måned. Men altså, så sparer jeg da de penge 😉 Det er da positivt… og min mand ser meget mere til mig i denne forårssæson (ved ikke lige, om han synes, at det er positivt 😉 ha ha ha.
Verden sparer også brændstof og forureningen bliver mindre. Det er jo meget positivt. Dog er jeg nervøs for fremtiden og for alle de personer, der er blevet arbejdsløse og de små og store virksomheder, der har det svært.
Ting vi kan lære af denne tid er, at vi finder ud af at bruge elektroniske kommunikationsmidler endnu mere: Facetime, skype og især gruppeopkald på messenger med video, … you name it – we do it!
Når corona’en er ovre, så glæder jeg mig til at tage endnu flere tossede selfies med mine venner. Se dette billede fra DM i agility sidste år ….
Selfietime. Susanne jeg og Serine.
Sammen hver for sig – vi skal nok komme igennem, bare vi tænker os om!!!!!
For et halvt år siden besluttede Søren og jeg os for at vi skulle til julemarked i Tyskland igen. Forrige år var vi i Goslar i Harzen, sidste år i Kiel og i år havde vi planer om Lübeck. I år gik turen derfor til weihnachtsmarkt weekenden før jul.
For lang tid siden søgte vi overnatningssteder på hoteller og pensioner på booking.com, men det var alt sammen lidt for traditionelt til os. Vi udlejer jo selv vores sommerhus via airbnb, fordi vi så kan lade nogle ting blive stående, og ikke behøver at fjerne alt, når vi ikke er der. Vi fandt derfor et lille bitte byhus i den gamle bydel af Lübeck gennem airbnb. Ejeren af huset bor lige nu i Kina og han lejer det ud og får hjælp af en (vist nok) søster til at klare det praktiske. Mere om huset senere i dette blogindlæg.
Fredag morgen tog vi afsted fra Toksværd og var med færgen ved Rødby kl. 9.15. Vi ankom til Lübeck ved 11 tiden og parkerede i et parkeringshus og tog på sightseeing i byen indtil vi kunne overtage vores lejede hus kl. 15. Imens lå hundene godt, varmt og trygt i hundeburet bag i bilen.
Sund og nærende frokost på Niederegger Café i midten af Lübeck.
Vi startede med at gå på den berømte marzipancafe Niederegger i Lübeck. Fredag fik vi derfor kage til frokost, ups, ikke sundt, men hvad pokker, man lever jo kun en gang! Vi købte selvfølgelig også lidt marzipan og mandelgaven til juleaften. Er du gal mand, hvor er jeg glad for, at vi gik i marzipanbutikken allerede fredag formiddag, for da vi tilfældigvis gik forbi butikken lørdag eftermiddag var der lang kø ud på gaden for bare at komme ind i butikken og caféen!
Marienkirchen. 38,5 meter høj!
Vi gik derefter ind i den store og flotte Marienkirchen, en flot kirke ved siden af rådhuspladsen. Marienkirchen blev opført mellem 1250 og 1350 i nordtysk murstensgotik. Fra gulv til loft er der 38½ m. I kirkens indre kan ses fritlagte kalkmalerier og et rekonstrueret astronomisk ur. Det er Tysklands tredjestørste kirke.
Her ligger de smadrede kirkeklokker det sted, hvor de faldt ned i 1942 i forbindelse med bombedamentet.
På kirkegulvet ligger de gamle knuste kirkeklokker som minde om et allieret luftangreb i 1942. Klokkerne styrtede ned fra tårnet og borede sig ned i stengulvet. Kirken blev delvist ødelagt ved luftangrebet palmesøndag 1942 og er siden genopbygget.
Efter kirkekiggeriet gik turen til den berømte indgangsportal. Den indre by er ikke større end at man let kan gå fra seværdighed til seværdighed. Så efter et par hundrede meter stod vi ved Holstentor, byporten i Lübeck. Holstentor bærer den latinske indskrift Concordia domi foris pax (enighed hjemme, fred ude). I porten befinder sig i dag det byhistoriske museum.
Der var bl.a. udstillet en gammel tromme, som blev benyttet i 1812 i Lübeck.
Det kostede 7 euro at komme ind, men de penge var godt givet ud. Søren og jeg fik let tiden til at gå derinde i de gamle bygninger, hvor vi så rustninger og læste om hansehistorien, om hvordan købmændene bar sig ad for mange år siden. De var ikke altid rare mænd! Men okay, det var vores vikinger jo heller ikke engang.
Modellen af det gamle Lübeck var virkelig spændende at studere.
Klokken blev 15 og vi hentede bilen og kørte den lille vej ned til vores hus, hvor vi fandt en parkeringsplads lige ud for den lille smøge, som vi skulle ind ad. Vi mødte slet ikke udlejeren, men henter en nøgle i en nøgleboks og låste os selv ind. Vi skulle dog lige finde huset først … man skulle ind ad en lille bitte smøge, hvor man blev nødt til at bøje sig lidt, for ikke at knalde panden mod nogle bjælker. Og vupti, så var vi i den smukkeste og hyggeligste gårdhave.
Her fandt vi en parkeringsplads ned til kanalen, lige ved siden af den eneste cache, som vi fandt i byen. Al tekst til cacherne stod på tysk, så det var lidt besværligt. Derfor blev der ikke tid til den store cachejagt, da vi havde så meget andet at give os til. Se domkirken i baggrunden.
Ja, man skulle dukke sig, for at komme ind i baggården til vores hus. Det var en del af charmen!
Her lå vores lille hus i 3 etager, der var køkken med spiseplads i stueplan, 1. sal et lille soveværelse og badeværelse, 2. sal en lille stue med skråvægge. Det var mere end rigeligt til Søren og jeg. Huset emmede af charme og traditioner.
Vi slappede af et par timer og jeg luftede hundene nede ved vandet. Dejligt, at der også var parker i nærheden med græs. Jeg fik også lejlighed til at træne på DKK’s julekalender, som sjovt nok fredag den 13. var med opgaven ”bang, du er død”. Kizz Me kunne øvelsen i forvejen, så jeg fik lært Pizza det helt fra scratch. Jeg kaldte opgaven for: Døden fra Lübeck 😉
Inde i huset i køkkenet hang der en masse små modeller af facader af huse rundt om i Lübeck. Det var faktisk lidt sjovt at gå rundt i Lübeck for at se, om vi kunne genkende nogle af husene. Det lykkedes også. Jeg tog en masse billeder af facader, som vi skulle genkende, når vi kom hjem. På den måde fandt vi faktisk den gamle politistation og teateret.
Alle de små gavl-modeller af berømte huse i Lübeck var sjove at se, om vi kunne finde dem ”i virkeligheden”.
Fredag aften drog vi så ud på julemarkedet. Der var flere julemarkeder, som mere eller mindre hang sammen med hinanden.
Søren og jeg fik selvfølgelig smagt på diverse forskellige glühwein med både det ene og det andet i. Men kl. 21 var vi begge blevet trætte, vi havde jo været tidligt oppe og været turister i løbet af dagen, så vi havde fået noget på opleveren.
Ja, det er så mig 🙂 Årets krus (med pant) var udsmykket med kunst.
Lørdag morgen startede vi med at lufte hundene i en nærliggende park, som vist nok var en del af den gamle skanse. Hundene kom tilbage i huset og Søren og jeg fortsatte så på sightseeing. Vi gik ind i domkirken, den lå kun 200 m fra vores hus. Hold da op, den var flot. Der var en masse gamle kister i kapellerne – jeg fandt aldrig ud af, hvem der lå der, men de var ihvertfald betydningsfulde.
I domkirken var der også et flot gammelt ur, hvor viserne viser modsat i forhold til, hvordan urene viser i dag. Vi sad og ventede til klokken blev tolv, og så gik de små mænd øverst på uret igang med at slå på små ting og vende et timeglas. Solens øjne kiggede imens fra side til side.
Efter besøget i domkirken gik vi mod centrum og det begyndte desværre at regne. Vi endte på cafe Peter Pan og fik en virkelig god frokost. Det er åbenbart en berømt burgerkæde i Tyskland. Det gør ikke noget, hvis den kommer til Danmark! Regnen var holdt op, da vi kom ud og vi gik så til den anden ende af byen, hvor vi fik set en anden indgangsport til Lübeck. Hold da op en købstad, den by har været med alle de kirker, tårne, bymure og skanser.
Jeg har hostet og snottet lidt inden jeg tog afsted, så en gåtur i byen gjorde det ikke godt for mit hosteri. Vi tog hjem til huset og hundene. Jeg lagde mig på sofaen et par timer. Det gjorde godt og jeg blev lidt frisk igen.
Rådhuspladsen var flot pyntet
Og inden vi så os om, så var det aften igen, og Søren og jeg skulle da lige ud og smage lidt på lidt mere glühwein. Vi fik også købt noget snaps i en af boderne (vi drak den ikke, men har den med hjem til juleaften). Boden med snaps var iøvrigt ved at lukke, da vi kom forbi, så vi fik lige lidt smagsprøverester: Snaps med hindbær m.v.
Alle boderne lukker kl. 22 og så går folk stille og roligt hjem. Det er utrolig fredeligt, ingen ballade, men virkelig mange mennesker. Det kunne man ikke komme udenom – Lübeck er et meget populært sted at komme hen til jul, der er virkelig tæt pakket af mennesker, og det er lidt svært at komme frem og tilbage.
Søndag morgen havde vi god tid. Vi skulle først være ude af huset kl. 11 og vi havde betalt os fra rengøring, så der var ingen stress og jag.
Vi ville holde ind ved Fleggaard på vejen hjem for at handle ind til julen og konfirmation næste år. Men der blev vi godt nok snydt. Lukkeloven i Tyskland snød os! Alle butikker i Tyskland holder åbenbart lukket om søndagen! Vi fandt dog ud af, at Bordershop ved Puttgarden var åben, så der fik vi handlet inden vi kørte ombord på færgen hjem mod Danmark.
Nu her efter at være kommet hjem fra Lübeck er det tid til reflektion. De to andre gange, hvor vi har været til julemarkeder i Tyskland, har jeg følt det som at være eneste dansker og følt det helt specielt. I Lübeck var der virkelig mange danskere, det føltes som om, at hver anden person, man mødte, var dansker. Det var egentlig sjovt men samtidig også utrolig turistet. Jeg ved ikke lige, hvor charmerende det var. Men når jeg tænker over det, så syntes jeg faktisk, at julemarkedet i Kiel var mere hyggeligt.
Måske tager vi en julemarkedspause næste år.
Men en ting er sikkert, og det er, at det er alletiders kærstetur at komme væk fra dagens trommerum og få sig en oplevelse sammen – bare Søren og jeg. Vi er som nyforelskede igen efter sådan en weekend.
Vi har sparet op i 4 år til denne tur. Hver gang min mand, jeg eller min mands børn har haft fødselsdag eller fået julegave, har vi fået penge af mine forældre. Disse penge har vi ikke købt ting for – heller ikke børnene -, men sat pengene ind på en feriekonto i banken. Børnene har dermed også været med til at spare op til turen til Tenerife, hvilket har været vigtigt for mig at lære dem.
Udsigten fra altanen ud for soveværelset. Her nød jeg både min morgenkaffe og aftendrink stort set hver dag. Dejlig markise tog den “værste” sol 🙂
Vi kunne iøvrigt have fået turen til det halve, hvis vi havde rejst uden for skolernes efterårsferie. Men vi ville ikke tage børnene ud af skole, det er dårlig stil, når de er oppe i denne alder (14 og 17).
Søren og jeg har haft en del point stående til benyttelse hos Norweigian, så vi valgte at flyve direkte til Tenerife med Norweigian, i stedet for at benytte fx Ryanair eller foretage mellemlandinger i andre lande.
På vores tidligere rejser til Tenerife har vi altid boet på hotel med swimmingpool. I år valgte vi at leje et rækkehus uden pool, men tæt ved stranden. Det viste sig at være en stor succes. Vi var derfor ikke nødt til at afbryde hyggelige udflugter, fordi børnene ville hjem til en tur i swimmingpool (hotellers swimmingpools plejer at lukke kl. 18 til rengøring).
Hjemmefra havde jeg fulgt vejrudsigten og var lidt nervøs for noget småregn, som var på prognosen. Det var som om, at der skulle komme lidt regn sidst i vores ferie, så jeg ønskede at vi foretog ihvertfald udflugt med hvalsafari og gåtur i en slugt så tidligt i ferien som muligt.
På øverste terrasse var der et spabad. Det benyttede jeg dog ikke. Vi har jo vildmarksbad i vores sommerhus hjemme i DK, så det wellness sagde mig ikke så meget på Tenerife. Ved siden af spabadet var der en solseng. I denne seng overnattede Søren og jeg en nat. Jeg havde heldigvis trukket myggenet for, både i siderne og i loftet. Callao Salvaje er en rolig landsby, så vi blev ikke vækket om natten af larm. Dog var der fuldmåne, så månen skinnede helt vildt 😉 Min yndlingshvidvin på Tenerife: Cruz del Teide. Dejlig koldt glas på min yndlingsaltan med min yndlingsudsigt. Whats not to like?
Vi ankom lørdag aften til et dejligt rækkehus og fik os indrettet. Det var en stor glæde at opdage de 2 badeværelser og et gæstetoilet i stueetagen. Med teenagere i huset var det en stor fordel 😉 Vores rækkehus i byen Callao Salveje var i 3 etager og med 3 terrasser. De 2 øverste terrasser/altaner havde fantastisk udsigt over havet, hvilket jeg nød både morgen og aften.
Søndag var snorkledag i vores by ved den nærliggende strand. Vi så en masse fisk og bl.a. barracudaer.
Mandag var vi på hvalsafari, hvor vi var ude på en katamaran-båd. Hver gang jeg har været på Tenerife, har jeg ønsket at komme på sådan en tur, og denne gang lykkedes det endelig. Vi så både grindehvaler og delfiner. Det var en smuk 3 timers tur på havet. I forbindelse med bådturen lagde båden for anker tæt ved Pal Mar, hvor både Søren og jeg var ude at svømme. Da Søren kom op og skiftede til shorts, faldt hans mobil ud af lommen og bump bump bump, så faldt der en iphone i vandet og den sank til bunds! Der lå den så på 8-10 meter vand og det var for dybt for mig at dykke ned til uden dykkerudstyr. Kaptajnen på båden sagde: Dont worry, I fix that. Og efter lidt snorkling opdagede han telefonen på havets bund og dykkede ned efter den. Han var dagens mand i skysovs, for uden telefonen, ville vi havde svært ved at få den ødelagte telefon dækket af forsikringen. Men det betød så, at med den ødelagte telefon, så var Søren uden mobilos på turen og alle de resterende billeder fra turen blev taget af Emma og jeg.
Flybillet og parkeringsbillet lå heldigvis også på min telefon, så vi klarede os fint gennem hele ferien alligevel.
Grindehvaler med byen Las Americas i baggrunden. Katamaranen ligger for anker og de personer, der havde lyst til at kaste sig i bølgen blå, kunne bare gøre det. Det sagde Søren og jeg da ikke nej til. Sådan så båden ud. Der var mad og drikke ombord. Bl.a. fadøl! Kaptajnen Victor, der hentede Sørens iPhone på havets bund.
Tirsdag fik vi mit største ferieønske opfyldt. Det var en gåtur i Barranco Del Infierno – en 6,5 km gåtur i en dyb kløft. Kløften har en begrænsning på max 300 personer om dagen. Desuden har kløften været lukket i flere år på grund af dødsfald (turister har været ramt af klippesten, som er faldet ned og har ramt dem). Disse ulykker i kløften har oftest været sket lige efter regnvejr m.v., så derfor var det vigtigt for mig at finde dage, hvor der har været tørvejr i lang tid.
Da vi ankom til starten af ruten blev vi udstyret med hver vores hjelm og en instruktion i, hvad vi skulle gøre, hvis vi hørte klippeskred fra oven. Vi fik også at vide, hvor vi ikke måtte opholde os, men skulle fortsætte med at gå på stien. Det var en storslået tur og jeg var mega udfordret på min højdeskræk i starten af ruten, men efterhånden som vi kom længere og længere ind i kløften, så vænnede jeg mig til det og kunne nyde udsigterne. Og udsigter var der mange af og fauna og flora skiftede hele tiden. Der var frøer helt inde i bunden af kløften og Tenerifes højeste vandfald stod flot og prangende, da vi ankom på slutningen af ruten. Herfra gik det så bare tilbage af samme sti.
En fantastisk tur som sluttede med, at Laurits sagde “tak fordi I tog mig med på denne gåtur”. Det havde jeg aldrig som i ALDRIG troet, at jeg skulle høre fra Laurits. Han kan nemlig være rigtig svær at få med ud og opleve noget og gå ture. Så denne tur med en form for ”bjergbestigning” troede jeg, at han ville opgive på forhånd. Fedt, at jeg tog fejl!
Da dagen var ved at være omme og jeg havde børstet tænder opdagede jeg, at vi havde gået 97 etager op og ned (jeg har en etagemåler på mit ur). Så jeg tog lige 3 ture op og ned ad husets trapper for at få etagemåleren op på 100 inden jeg gik i seng. Det er min absolut etagerekord!
Helt vild flot udsigt fra kløften og ud mod havet. Se stien vi gik på i den højre side af billedet. Søren, Laurits og jeg på tur. Emma var også med, men nægtede desværre at være med på billedet. Jeg har tusindevis af billeder af naturen ind til Barranco Del Infierno. Her er en lille bro. For enden af stien helt inde i kløften dukkede dette smukke vandfald op. Her var så idyllisk, jeg kunne have været der i timevis, men det var kun tilladt at opholde sig der i 5 minutter.
Onsdag var afslapningsdag, hvor vi ikke kunne få Laurits med ud og opleve noget. Autister har brug for at slappe af, så det fik han lov til. Søren og jeg fandt en cache i nærheden af vores rækkehus og jeg fik afleveret en trackable-dims i cachebeholderen til dens videre rejse. Søren fik også fløjet med drone og fik nogle fine optagelser ude ved havet. Emma og jeg benyttede efterfølgende lejligheden til rigtig at få udforsket vores landsby, hvor en cache ledte os ud på den anden side af en byens strand ud på nogle flotte lavaklipper. Vores lange gåtur blev afsluttet på en cocktailbar, hvor vi fik nok verdens bedste smootie.
Enestående lava ved havet ud for Callao Salveje. Det ligner en engel, et spøgelse eller … ja, bestem selv. Smukt er det ihvertfald. Vores stand i Callao Salveje, som vi ofte var ude at bade ved. Emma og jeg gik en super hyggelig og dejlig lang gåtur i landsbyen. Vi sluttede impulsivt af på Nebula. Denne bar besøgte vi alle 4 igen aftenen inden vi rejste hjem.
Torsdag var det Sørens tur til at få et ønske opfyldt, og det var at se Santa Cruz, Tenerifes hovedstad samt at komme op på et berømt strand nord for hovedstaden, hvor sandet er gult (og ikke lava-sort), fordi sandet er hentet fra Saharas ørken. At finde parkeringsplads i hovedstaden kan være “spændende”. Vi var blevet anbefalet at finde parkeringshus og google ledte os direkte til en fin parkeringskælder. Da vi kom op fra kælderen befandt vi os direkte på et slags fisketorv – det var virkelig hyggeligt. Selve byen synes jeg ikke var særlig interessant, det kunne være hvilken som helst gågade, vi gik i. Men nu er jeg jo heller ikke en særlig god person at shoppe med, jeg hader det faktisk, da det keder mig.
Turen gik så til den gule og lange strand. Her var virkelig smukt og der var gode faciliteter. Emma og jeg gik en laaaang tur langs strandkanten og fik taget mange insta-billeder 🙂
I Santa Cruz så jeg disse meget specielle øl med coconut, mango og banana. Jeg var fristet til at købe og smage, men nej tak. Det lød alligevel for sødt til min smag. Jeg er mere til Grimbergen! På stranden nord for Santa Cruz fik vi soppet og hyggesnakket. Dejlig dejlig strand!
Fredag var det Emmas tur til at ønske at se noget. Hun er meget fascineret af at se nogle forladte hoteller, forladte parker eller bygninger. I en by, der hedder Abades, ligger der en masse forladte bygninger. Rent faktisk er det bygninger, der blev bygget til spedalske for mange år siden, men midt i byggeriet, blev alt pludselig stoppet og derfor fremstår bygningerne som forladte og spøgelsesagtige. Her fandt jeg selvfølgelig også nogle cacher. Det er meget specielt at gå rundt og forestille sig, hvordan der skulle have set ud.
Ved Abades ligger der også en fantastisk strand. Sort sand var der naturligvis. Vi havde snorkleudstyret med og ude i havet så vi igen fantastiske fisk, bl.a. en cuttlefish og trompetfisk.
Desværre kunne vi ikke lokke Laurits med på denne tur, så han blev hjemme i rækkehuset og så på iPad og slappede af. Han skulle jo også lade op til lørdagens tur.
Rigtig mange forladte bygninger i spøgelsesbyen ved Abades. Jeg måtte lige kravle ind i denne tunnel for at finde en cache. Imens udforskede Emma og Søren en af bygningerne. Emma fandt en indvendig trappe i bygningen og pludselig kom hun gående oppe på taget. Uha, lidt farligt men også vildt spændende.
Lørdag var det nemlig Laurits til at få sit store ønske til udflugt realiseret. Han havde glædet sig hele ugen og vi valgte denne dag, da det var den varmeste dag ifølge vejrudsigten. Turen gik nemlig til verdens bedste badeland: Siam Park. Det er virkelig vilde vandrutchebaner, som udfordrer både store og små. Det er tredje gang, at jeg er i dette vandland og jeg blev ikke skuffet, selv om vandland egentlig ikke er noget for mig. Men de der vilde forlystelser, det er virkelig sjovt og udfordrende. Det bedste er at høre Søren skrige højt, når vi alle 4 blev slynget fra den ene ende af rutchebanen til den anden ende i løbet af no time.
Laurits var i øvrigt dene eneste af os 4, der turde prøve tower of power. Sejt gået Laurits!
Søndag, efter 8 overnatninger, var det afrejsedag. Vi skulle være ude af rækkehuset kl. 11 og flyet gik kl. 13.50. Et perfekt tidspunkt at rejse på, så man ikke skulle op kl. lort om morgenen og dermed egentlig også ville miste en hyggelig aften dagen før. Vi fik pakket i ro og mag og gennemgået hele huset, hvis vi skulle have glemt noget. Jeg fik også lejlighed til at tælle skildpadder i huset (huset hed nemlig Villa Sea Turtle), og jeg fandt 38 skildpadder i alt!!! Vi så dog ingen skildpadder i havet denne gang, men så rigtig meget andet.
Her er hjerterstarteren placeret på dukken og jeg giver hjertemassage. Masken havde vi pillet af tidligere i forløbet, idet vi allerede før havde prøvet mund til mund metoden.
For et par måneder siden skrev Toksværd Badminton ud til medlemmer med tilbud om førstehjælpskursus. Jeg sprang til, for jeg trængte til at få genopfrisket de forskellige ting, som man er udsat for i forbindelse med hjerte-lunge-redning.
Kurset blev afholdt lokalt, hvor der var folk med fra den landsby, hvor jeg bor i. Det var hovedsageligt badmintonfolk, fodboldfolk og gymnastikfolk, der deltog.
Vi fik undervisning af en fra Røde Kors (faktisk Arne – en af Sørens tidligere kollegaer) og fik gennemgået diverse procedurer, som man skal huske, når der er en person, der kommer til skade.
Sikre området (stop ulykken).
Kald på hjælp. Ring 112.
Start førstehjælp.
osv.
Vi så film om en person, som blev reddet fra druknedøden, og vi fik vist hvordan unormal vejrtrækning er kontra normal vejrtrækning.
Jeg synes, at det er vigtigt at lære om førstehjælp og få genopfrisket førstehjælp og dermed holde det ved lige.
Især nu hvor jeg er tilmeldt “redderliv”, så er det godt at have den nyeste viden om førstehjælp og hjerte-lunge-redning. Jeg er heldigvis endnu ikke blevet tilkaldt som hjerteløber via appen firstAED, men når jeg bliver det, så vil jeg gerne være så klar som mulig og vide, hvad jeg skal gøre.
I vores landsby Toksværd er der 3 hjertestartere tilmeldt hjertestarter.dk. Der er faktisk også en fjerde, men den er desværre ikke tilmeldt, men vi ved den eksisterer i landsbyen. Så 4 hjertestartere i en lille landsby, det er fantastisk!
Her er et kort over hjertestartere: https://hjertestarter.dk/find-hjertestartere/find-hjertestartere
Slide fra powerpointshow, hvor der blev vist hvor vigtigt det er at skubbe hovedet på den tilskadekomne bagover, så der skabes frie luftveje, når man giver mund-til-mund.
Førstehjælpskurset blev holdt af Røde Kors.
Man kan komme på et førstehjælpskursus ved at tilmelde sig via deres hjemmeside. Det kan klart anbefales, for man ved aldrig, hvornår ens ven/familie/eller andre kan have brug for hjælp, og det vil være rigtig træls, hvis man ikke ved, hvad man skal gøre, og så slet ikke gør noget.
Her for et par uger siden var jeg ude at gå tur med mine hunde efter arbejdstid. Det var mørkt, men jeg har lygter på. Jeg gik forbi glatbanen (trafikbanen) ved Toksværd. Pludselig lød der et ordentligt rabalder, som en rude, der knustes. Jeg var i tvivl om jeg skulle gå om bagved bygningen, for at se, hvad der var sket, for det kunne jo være indbrud, der var igang. Men det var det ikke. En ung fyr var kommet til at gå igennem en stor rude, istedet for at gå ud af skydedørene. Han var heldigvis ikke kommet slem til skade. Men tænk, hvis han var alene og havde brug for hjælp.
Det var et fint 4 timers kursus på en dejlig lørdag formiddag.
Søren og jeg har længe snakket om at udskifte en af vores biler. Sørens saab havde efterhånden over 300000 km på bagen, så vi valgte, at den skulle udskiftes.
Vi har drømt om en hybrid-bil længe. Efter at have studeret biler og modeller samt prøvekørt en del biler faldt valget på
KIA OPTIMA HYBRID PLUGIN
Det er en fantastisk bil. Jeg er simpelthen forelsket!
Den har mange fordele. Automatgear. Retter ind efter striber på vejen. Ved couisecontrol kan den afstandsbedømme og sænke farten, hvis den kommer for tæt på forankørende (I love it) og selv sætte farten op, når man har overhalet. Den bruger selv vinduesvisker efter behov og blænder selv op og ned for lyset. Sidst men ikke mindst er der sædevarme OG varme i rattet. Der er også apple car play og mange andre fordele.
Vi lader op hjemme, når clever har sat der opladerstander op.
Skønt med næsten ingen vægtafgift… eller hvad det hedder nu til dags.
Wooooow, hold da op! Tina og Loke gik hen og vandt DM i Nordisk, rundering her i weekenden. Og er også nu på landsholdet for andet år i træk. Kennelmutter er ikke bare stolt, hun er ovenud lykkelig for det gode resultat. Asasara Likes Nephew er fra musikgruppekuldet efter Pizza og Coffee. Til lykke Tina!!! […]
Mine hvalpekøbere viser sig ofte at have forskellige sportsgrene som hobby. Jeg bliver overrasket gang på gang over, hvor godt mine afkom klarer sig i de mange forskellige discipliner. Her er billede af Asasara Likes Kashmir, som i Nordisk gik hen og vandt en konkurrence for et par weekender siden. Det var ovenikøbet første gang […]
Lone Sommers blog - makker.dk 