Svar på keglesnit – og noget at se frem til

Hold da op, hvor har det været en langtrækker – har ventet meget længe på svar.

Den 22/12-22 fik jeg foretaget et keglesnit (dagen efter min fars begravelse). Svaret på prøverne var positivt, men min gynækolog var mistroisk og anbefalede endnu et keglesnit.
Den 31/1-23 fik jeg derfor endnu engang foretaget et keglesnit i underlivet. Min gynækolog vurderede nemlig, at de patologiske svar fra prøven i december ikke var helt rigtige. Det viste sig, at det var godt, jeg stolede på gynækologen.

Min yndlingshvidvin, som jeg køber i Brugsen i Bjæverskov. De har en fantastisk vin-afdeling.

I fredags kom der svar, at der var moderate celleforandringer i det nye keglesnit, men det vigtige var også, at der også var frie rande. Men hvad betyder det dog? Jo, det betyder, at der altså var celleforandringer i en del af det nye keglesnit, og med de frie rande betyder det, at den yderste del af keglesnittet var uden celleforandringer og at de derfor har fået taget det hele med.

Så langt så godt. Skal have taget en ny prøve om 6 mdr. og igen om 12 mdr. Det er blot for en sikkerheds skyld.

Jeg fik i sidste uge ligeledes en HPV vaccine. Ja, selv gamle koner som jeg kan få sådan en. Skal dog selv betale den. Skal vaccineres 3 gange ialt og det koster ca. 1200 kr. pr. gang.
Jeg har altid været bange for sprøjter, men efter corona er jeg blevet mere vant til dem.

Jeg var simpelthen så glad i fredags på grund af svaret om de frie rande, at det skulle fejres med et godt glas hvidvin. Delte min glæde og lidt vin sammen med Søren og en veninde (og hvalpekøber), som var på besøg.

Jeg har i de sidste par uger lagt puslespil for at holde mig i ro. Jeg begyndte nemlig at bløde en del, da sårskorpen fra keglesnittet faldt af. Og nej, man kan lige som ikke lige putte et plaster på såret. Det har bare at hele! Så det var fedt, at have noget stillesiddende hyggepuslespil at give mig til. Det var meget symbolsk, at mit 1000-brikkers spil blev færdig nærmest samtidig med det gode svar fra gynækologen.

Nu skifter vi lige emne

Mit sushi-resultat

Fredag formiddag var jeg til teambuilding på arbejde. Vi sluttede af med at skulle undervises af en sushikok. Hold da op … jeg troede, at det var nemt. Men nej, det er utrolig svært. Kokken på Lucky Star i Køge var utrolig dygtig og var god til at fortælle. Fx tager det 4 år at blive udlært sushi-kok. Vi fik alle vurderet det sushi, som vi lavede og kokken valgte mit arbejde, som det bedste. Yeah, det var fedt. Elsker at vinde! Og han mente faktisk, at min sushi var pænere end det, som hans egne trainees laver 🙂 Det siger han nok til de fleste 🙂 Men pyt, jeg har ikke noget imod lidt ros.

Jeg vandt!

Nu skal der trænes

Nu ser jeg frem til at komme mere ud og træne med hundene. Især at LØBE agility og gå til konkurrencer har jeg savnet. Det har dog ikke afholdt mig fra at tage til træning i ny og næ, hvor jeg har stået på midten af banen og dirigeret mine hunde rundt, når det har kunne lade sig gøre. Andre gange har jeg også lånt mine hunde ud til agilitykonkurrencer. Min kondi er blevet virkelig dårlig, så jeg glæder mig til at komme til at benytte mit løbebånd igen og få gang i mine ben. Jeg er godt nok blevet lidt vissen i muskulaturen.

Tror faktisk, at dommeren bevæger sig mere end jeg gør 🙂

Cocio og jeg til rallytræning i den store hal hos DKK Hundeaktivningscenter Ringsted. Det er Cocios halvsøster og Mia i baggrunden.

NYD LIVET for pokker

Når sådan noget sker – altså at man pludselig får et wake up call – så giver det stof til eftertanke. Husk at nyde livet hver dag, du ved ikke, hvornår alt kan være forandret!
Nyd solopgangen, nyd solnedgangen, nyd nordlyset, nyd planeterne på himlen, nyd dine kære, ring til en ven eller til familien. Husk at hygge dig og lad være med at brokke dig.

Jeg nyder livet og de smukke morgengåture i den dejlige morgen med frost på græsset.

Vintergætter vrimler op af jorden alle stedet på vores landsted. Jeg har flyttet nogle af dem hen til stenen ved Kizz Mes gravsted. Her står de fint sammen med julerosen, som jeg fik af Mette Jensen.

Jeg har været sindsyg glad for at være ærlig om hele dette celleforandringsforløb. Især i VAS til agilitystævne, hvor folk kom og fortalte om, at de havde læst omkring min ærlighed, var jeg glad for.

Jeg håber så inderligt, at det har fået nogle personer, der ikke har fået taget sig sammen til at bestille tid til undersøgelse hos lægen for celleforandringer, til at booke tid. Kom så afsted! Ja, det er da ikke fedt at ligge der, men tænk hvis nu, at det kan ende med at rede dit liv, fordi du tager afsted ….

Kuld Q

Om ca. 2 uger venter “jeg” det næste kuld border collie hvalpe. Det blev godt nok lidt snært på med hensyn til det ekstra keglesnit, men det havde jeg jo ikke lige forventet ville ske. Pizzas datter fra hendes andet kuld – Delta – er med hvalpe og jeg glæder mig. Hun flytter hjem til mig om en uge og jeg håber, at alt foregår normalt, når hun skal føde. Delta venter ikke så mange hvalpe, men 3-4 hvalpe er jo bedre end ingen – og det bliver garanteret det bedste kuld, jeg nogensinde har lavet.

3 hvalpe ses på skanningen samtidig

Delta i midten. Er hurtig en del af flokken selv om hun til daglig bor hos nogle gode venner.

Delta aka Dellepigen

.

2023 here we come

.

.

.

Advertisement

En gang til for Prins Knud

I sommeren 2022 modtog jeg en indkaldelse fra Region Sjælland til screening for livmoderhalskræft. Jeg har altid været til sådanne undersøgelser, når jeg har modtaget invitationerne fra regionen.

Den 31. august 2022 havde jeg tid hos min læge og fik taget celleprøve. Tager ikke lang tid og er fuldstændig uden gene, andet end at det er ubehageligt at ligge der og få en vatpind op. Måske også derfor, at så mange springer over denne undersøgelse. Men det er godt nok dumt at gøre det. For man ved aldrig ….

Den 4. oktober 2022 kom der svar på celleprøven:
“Prøven har vist celleforandringer, og prøven er derfor ikke normal. Cellerne kan være forandrede af flere årsager, og der findes forskellige grader af celleforandringer. Nogle celleforandringer kræver behandling, mens andre celleforandringer forsvinder af sig selv igen. Forventeligt skal du have foretaget en ny, udvidet undersøgelse inden 3 måneder.”

Jeg blev bedt om at selv finde en gynækolog til dette. Jeg søgte lidt rundt på nettet og kunne se, at der var nogle i Køge, som havde 1 uges ventetid, dejlig hurtigt, men også lidt underligt, når andre havde 4-6 ugers ventetid. Så min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle bruge “den første og bedste”.

Fandt en gynækolog i Roskilde med flotte udtalelser/anbefalinger. Jeg kunne få en tid den 28. november til denne undersøgelse. Det er en lidt større undersøgelse end den hos lægen. Der blev udtaget 4 vævsprøver, men det gjorde ikke ondt. Var dog ubehageligt.
Ventede flere uger og da resultatet kom for dette, viste det desværre svære celleforandringer. Anbefaling var et keglesnit.

Kilde: Kræftens bekæmpelse

Jeg kunne få tid til keglesnit 22. december 2022.

Jeg var meget nervøs for, om det ville gøre ondt at få foretaget et keglesnit. Det gjorde det heldigvis ikke, men var meget ubehageligt, da jeg hader nåle. Man bliver nemlig lokalbedøvet. Sygeplejersken hos gynækologen var enormt sød og holdt mig i hånden og snakkede til mig undervejs, så jeg havde mere fokus på at tale end at ligge og spænde op.

Min far var blevet begravet dagen før, så mit humør var i bund og jeg var følelsesmæssigt påvirket.

Et keglesnit bliver taget med noget, der ligner en ostehøvl med en klinge (eller tandtråd på en lang holder), og man bliver brændt og ikke syet. Intet af dette kunne jeg som sagt mærke, men det lugtede brændt 😉

Keglesnittet blev sendt ind til undersøgelse hos patologer. De ser efter, om det udtagne keglesnit har celleforandinger i sig, og hvor det eventuelt sidder.

Hele julen lavede jeg stort set ingenting. Lagde puslespil og slappede af. Passede virkelig på mig selv. Jeg kedede mig bravt!

Desværre fik jeg underlivsbetændelse mellem jul og nytår. Det er åbenbart ikke ualmindeligt med keglesnit. Og efterfølgende gik såret lidt op og jeg begyndte at bløde. Så i januar blev jeg syet. Det så godt nok lidt voldsomt ud, når gynækologen sad der med tråden. Heller ikke der mærkede jeg noget pga. lokalbedøvelsen. Og igen var sygeplejersken guld værd.

Svaret på keglesnittet:
Meget meget mystisk, for efter 4 uger kom resultatet fra patologerne på det udtagne keglesnit: Ingen celleforandringer! Jeg var glad et par dage.

Så langt så godt, men hvad er der så sket, når der blev vist celleforandringer i første prøve og svære celleforandringer i anden prøve?

Min gynækolog havde en svær mistanke, og hun anbefalede endnu et keglesnit, dog lidt længere oppe og mindre end det første. Jeg stoler meget på hende, og hun er virkelig dygtig og laver ikke et ekstra keglesnit for sjov. Så jeg vil hellere være “safe than sorry”.

Jeg fik så lavet dette ekstra keglesnit den 31/1-23 – og deraf overskriften på dette blogindlæg En gang til for Prins Knud. Nu venter jeg IGEN på et svar om celleforandringer.

Over et halvt år har jeg nu ventet … ventetiden er ulidelig, for jeg vil så gerne have et godt svar og være ubekymret. Jeg vil gerne være den glade Lone, som jeg plejer at være.

Jeg har også bestilt tid til HPV-vaccine. Den skal man selv betale, når man får det i min alder. Men igen… better safe than sorry. Og nu er jeg jo blevet vant til vacciner (4 stk. corona og 1 stk. stivkrampe inden for de seneste 2 år).

Efter et keglesnit må man ikke bære på noget tungt og man må ikke dyrke voldsom sport eller tage karbade – så ingen spa til mig. Man må gerne gå ture og arbejde, blot det ikke er hård fysisk arbejde. Det er rigtig svært for mig at være så stille, når jeg i hele mit liv har været meget aktiv med mine hunde.

Jeg har heldigvis min sportsgren hoopers, som hundene og jeg synes er sjovt. Der skal jeg stå stille og dirigere hunden rundt på en bane. Perfekt for sådan en som mig lige nu.

Jeg har læst mange ting om keglesnit på nettet de sidste mange måneder. Derfor kan jeg anbefale et par artikler:

• For tre år siden fik Cecilie Stæhr Rasmussen livmoderhalskræft, efter at hun i flere år havde ignoreret invitationerne til screening. Nu opfordrer hun andre kvinder til at komme afsted, fordi ‘konsekvensen kan være stor.’ Læs artiklen her, hvis du mangler intisidament til at komme afsted og få foretaget den test.

• Keglesnit – Information i forbindelse med celleforandringer
  Formålet med et keglenit er at fjerne celleforandringer på livmodermunden og/eller i livmoderhalskanalen. Læs folderen fra Rigshospitalet.

• Lidt over halvdelen af de unge kvinder mellem 23 og 29 år takker ja til at deltage i screening for livmoderhalskræft. I 2020 var det således 52,3 procent i aldersgruppen, som mødte op til undersøgelsen. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Hos Kræftens Bekæmpelse så man gerne at flere tog imod tilbuddet. Læs artikel fra Berlingske.

Jeg har valgt at være åben om dette forløb og skrevet om det på facebook. Det har givet mig så meget, at få mange kommentarer fra venner og bekendte. Tusind tak til alle jer, der har delt af jeres erfaringer og skrevet til mig, ringet til mig, snakket til mig. Tusind tusind tak. Ingen nævnt ingen glemt.

Jeg hilser 2023 velkommen, når der er svar på keglesnit nr. 2.
Og der er det okay at være negativ 😉 – altså svaret må gerne være negativt.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

År 2022 – på godt og ondt

Egentlig ville jeg starte med at skrive, at 2022 har været et rigtig træls år, men der har også været nogle positive begivenheder, og jeg vil her fortælle, hvordan mit liv tog nogle drejninger i 2022.

Min mor døde
Året startede desværre ud med, at min mor døde den 4/1-2022 efter en længere tilværelse med KOL, iltslanger, behandlinger og masser af ekstra hjemmehjælp. Både min søster, bror, min far og mors bror var der hos hende, da hun tog sit sidste åndedrag. Mor var tapper til det sidste og valgte selv at sige stop for yderligere behandlinger. Jeg skrev et blogindlæg om min mor i januar.

Jeg savner min mor hver dag, hun var et fantastisk og positivt menneske.

Så til alle jer rygere … så vil jeg bare sige: STOP med det rygning! Det går ikke kun ud over jer selv, men også ud over pårørende. Så hermed en kæmpe løftet pegefinger.

Min bror, søster og jeg har altid haft et stærkt bånd, men det blev styrket kraftigt i forbindelse med mors død og begravelse.

Corona
Den pokkers sygdom hærgede landet for andet år i træk og jeg havde fået mine vacciner. I februar gik den dog ikke længere, da jeg var konstateret smittet. Jeg hostede ganske lidt, mistede mine smagssans (eller det blev i hvert fald ændret) for kaffen smagte pludselig af lakrids. Jeg arbejdede hjemmefra, mens jeg havde corona, for jeg var heldigvis ikke ramt af det.
Jeg var bange for at få corona op til mors død, så jeg ikke kunne være der og støtte hende på hendes trælse dage, så under corona havde jeg det meget svært ved at give hånd og kramme folk.

Far på plejehjem
Efter mors død gik jagten ind på et plejehjem til far (han var halvsidelam efter en hjerneblødning for 5 år siden). Der skulle trækkes nogle tråde og præcis 2 måneder efter mors død flyttede han ind på Marienlund. Det er et super imponerende plejehjem i Silkeborg (kun et par år gammelt). Min far var meget glad for plejehjemmet, hvor han følte sig tryg. Han sagde tit, at han havde det godt og at det var “som at bo på hotel”. Mine varmeste anbefalinger skal dette plejehjem have. Jeg er i hvert fald ikke bange for at komme på plejehjem, når jeg bliver gammel, hvis det bliver sådan et som Marienlund i Silkeborg!

Her er far lige flyttet ind i sin nye lejlighed på Marienlund og vi er ved at sætte billeder, lamper m.v. op. Personalet forkælede os med træstammer.

Cocio fik hvalpe
I løbet af februar valgte jeg at lade Cocio parre med Jette Hansens dejlige Andy. Cocio fik 5 skønne hvalpe den 28. april. Den ene hvalp var dog meget lille, men ved hjælp fra opdrætterkollegaer fik jeg lært at sondeføde hvalpen, som jeg kaldte for Klejne. Jeg lagde løbende billeder på Instagram af Klejne og han fik sig en stor fanskare. Klejne klarede skærene og jeg havde ham til dyrlægekontrol som 4 uger gammel og igen i forbindelse med alle hvalpenes sundhedstjek knap 8 uger gammel. Så alt åndede fred og idyl, da hvalpene rejste hjemmefra.
Jeg var så nervøs for, om Cocio kunne føde problemfrit, idet hendes mor jo var tæt på at få kejsersnit, fordi hun ikke fik veer, når hun var i fødepoolen, men kun fik det ude i haven (Aqua fik 3 hvalpe ude på græsplænen her iblandt Cocio). Men mine bekymringer blev gjort til skamme, for Cocio var simpelthen så dygtig til at føde og det gik så nemt.

Desværre begyndte Klejne at tisse lidt blod da han var 10 uger gammel og han kom i udredning på et dyrehospital. Desværre viste det sig, at han har mindre nyrer end normalt og konklusionen er, at hans liv ikke bliver så langt som andres.
En anden hvalp (Spiku) havde konstateret albueledsdysplasi og er blevet opereret og er nu i genoptræning.
Alt dette har bevirket, at jeg overvejer om Cocio i det hele taget skal have flere hvalpe. Så p.t. er det sat på pause.

Cocio var virkelig en god og dygtig mor. Nok den bedste jeg har haft. Så sød og naturlig og omsorgsfuld.

Bueskydning
Jeg var til min lillebrors 50 års fødselsdag den 18/6. Han havde arrangeret en masse spændende lege, hvor bl.a. bueskydning indgik som en disciplin. Der var en professionel instruktør, som fortalte om bueskydning i forbindelse med jagt. Vi skulle alle prøve at skyde med jagtbue og compoundbue. Da jeg spændte compoundbuen og skød pilen afsted, råbte jeg av. For det gjorde ondt på min arm, hvor strengen havde ramt mig. Nå, men jeg fik jo ramt attraprådyret og ville have flere point (er jo konkurrencemenneske) og spændte buen igen, og endnu engang ramte strengen min arm. Jeg endte med en GIGA blodspængning og en bule på størrelse med et hønseæg. Min arm blev blå og jeg endte med at gå til sportsfysioterapeut flere måneder efter og det kostede mig et par tusinde kroner i konsultationer. Jeg har stadig den dag i dag 31/12 over et halvt år efter bueskydningen et stort blåt mærke på armen.

Min arm blev blå fra albuen og ned. Min urrem sikrede min hånd i, at den ikke også blev blå. Jeg havde sindssyg ondt i armen flere uger efter, og ja, har stadig et blåt mærke, hvor buens streng ramte mig.

Mit knæ
Mine uheld fortsatte. Under et agilitystævne i Højme første weekend i juli 2022 fik jeg desværre et vrid i knæet under et løb med Pizza og jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet da jeg kom i mål. Jeg har heldigvis en bil med automatgear og fik skaffet en krykke, så jeg kunne komme lidt rundt. Langsom genoptræning og tur ved fystioterapeut (denne gang med hjælp fra sygeforsikring) i flere måneder og nu er jeg heldigvis fit for fight igen. Men denne tur med knæet har for alvor sat gang i min selvstændighedstræning af hundene, for når jeg til agility ikke har kunne løbe så stærkt og kunne følge med, så må Cocio og Pizza jo lære at blive handlet på afstand med verbale kommandoer.

Sådan løb jeg agility resten af sæson 2022, med knæbind på og håbløst bagefter.

Pizza blev Dansk Spring Champion

Heldigvis har jeg en dygtig hund, Pizza! Mit mål inden hun blev for gammel til agility var, at hun skulle blive springchampion. Det nåede hun lige akkurat! Til hendes anden sidste agilitystævne i klasse 3 opnåede hun det sidste springcertifikat og titlen Dansk Spring Champion. Jo, jeg blev godt nok rørt, selv om det er 4. hund jeg har, der opnår denne titel. Det var ikke verdens flotteste løb hun havde, men fuck det, når hun vandt klassen!

DM i rally og agility
Sommersæsonen er jo stævnesæson for både agility, hoopers og rally, som jeg dyrker og elsker. Pizza var udtaget i agility for hold og alle mine tre hunde i rally. Så en kabale skulle gå op, når man gerne vil deltage i det hele (det foregår samme sted og samme weekend). Skæbnen ville, at vores agilityhold blev disket lørdag, idet vi næsten alle havde nogle rigtig dårlige løb. Mine holdkammerater gav mig lov til at satse på rally søndag, selv om vi havde et agilityløb for hold søndag (men var jo sat ud at spillet på grund af alle de disk vi havde). Tak holdkammerater!
Kizz Me på 13 1/2 år og Pizza stillede op søndag til DM i rally i seniorklassen. Kizz Me var virkelig kæk og lidt for freeesh og vi gik desværre ikke videre til finalen. Men det er første gang, at jeg har tænkt, at denne her bane vil jeg bare nyde, jeg vil virkelig nyde det uden at tænke på point og på at komme til finalen – også selv om det var et DM. For jeg vidste, at det var allersidste gang, vi skulle gå en rallybane sammen. Vi endte på en 14. plads – men placeringen har ingen betydning for mig. Vores glæde og samarbejde var vigtigere.
Pizza er jo 8 og stillede derfor også op i seniorklassen i rally. Hun klarede det lidt bedre og nåede i finalen. Hun endte på en 7. plads.
Så kom min nye stjerne Cocio lige og tog røven på mig. Cocio har været svær at træne rent lydighedsmæssigt, da hun er så glad for sine omgivelser (vil hilse på alle) og hyrder på andre hunde, der er i nærheden. Men som sagt, Cocio tog røven på mig, for hun gik virkelig godt og var super koncentreret. Både bane 1 og finalebanen gik hun så fint og vi endte på en flot 3. plads i øvet klasse.
Her i efteråret har hun stillet til 2 prøver i ekspertklasse og opnået rallycert begge gange. Læs om mit DM i dette blogindlæg.

Jeg var meget overrasket over Cocios måde at blive voksen på. Hun smed alle hilse/hyrde-hæmninger og udførte det smukkeste rally jeg har set længe til DM i 2022, hvor hun blev nr. 3 i øvet klasse. Det er så fedt at komme på pallen til DM!

Årets hold i agility
Inden året startede havde jeg sagt, at dette var sidste år for Pizza i stor normal klasse, da hun ved sæsonafslutning skulle rykkes i seniorklasse (springe på lav højde). I årets begyndelse så jeg et opslag fra Sabine Serwin på facebook, at hun savnede en holddeltager på et hold. Jeg tænkte, ja, hvorfor ikke, det hold ser ud til at være nogle, som jeg kan rigtig godt sammen med og nogle med samme ambitioner som jeg. Vores hold var virkelig et godt hold, det kammeratskab vi havde gennem hele året og den måde vi støttede hinanden på var helt unikt. Gennem året samler man point til forskellige konkurrencer og det hele kunne afgøres på finaledagen i Ribe i september. Jamen jamen, det endte simpelthen med, at vores hold vandt ÅRETS HOLD i DKK for store hunde. Blogindlæg om dette kan læses her.

Årets hold 2023 for store hunde: Bordere med IQ.

Mine sidste baner som jeg dømte på Bornholm i november, havde jeg tegnet som et hjerte. Det er min kærlighed til sporten.

Rallydommer
Jeg har været rallydommer i rigtig mange år. Faktisk lige knap 10 år. Jeg elsker sporten og den udvikling, som den har haft.

Jeg har dog valgt at stoppe som dommer nu, hvor der er kommet flere nye dommerkræfter til og jeg kan koncentrere mig om mine egne hunde.

Jeg har på det seneste været nervøs for at dømme forkert, da der ofte kommer nye skilte og og jeg føler, at der er nye regler hele tiden og har svært ved at skelne mellem gamle og nye regler. Så inden det går galt i mine bedømmelser, så stopper jeg mens legen er god. Jeg har elsket at være dommer og har elsket at se de mange forskellige racer og hunde til prøver.

Har skrevet et blogindlæg om at stoppe som rallydommer.

Campingvogn
Sidste år solgte vi sommerhuset i Sortsø. Jeg har længe pønset på at have min egen lille campingvogn, som jeg kunne benytte, når jeg har været afsted til weekendstævner i både rally og agility. Det har altid været lidt problematisk at finde et hotel eller overnatningsmulighed, når man har haft 3 hunde med. Så pludselig en dag var der et opslag på facebook, hvor en campingvogn var til salg for 7.000 kr. Så slog jeg til.

Min mand og jeg har hver vores “lommepengekonto”, så jeg har købt den for mine egne lommepenge. Vores lommepenge kan vi selv bestemme over, og “skal ikke spørge om lov” til at købe noget eller investere.
Campingvonen, det er mit projekt, som jeg stille og rolig er gået i gang med. Indtil videre er nogle låger inde i campingvognen blev hvide og nogle vægge sorte. En rude skal udskiftes og hynderne trænger til en rensning. Men ellers er jeg klar til at komme ud og køre, når sæsonen kommer i gang igen.

Glæder mig til at komme ud i min Safari Vitesse 470 D.

Min søster
En dag ringede telefonen inde på arbejde (kan ikke huske datoen). Det var min søster. Hun plejer ikke at ringe midt på dagen. Så når det sker, så er jeg altid på vagt. For 5 år siden ringede hun til mig den dag far havde fået hjerneblødning. Der sad jeg i Byretten i Roskilde og var på kursus. Nå, men tilbage til Mette. Hun ringede for at fortælle, at hun havde fået konstateret brystkræft. Øv! Det var jeg rigtig ked af. Hun har nu allerede fået fjernet brystet og den 16. december havde hun fået at vide, at de har fået det hele med i operationen og dermed er hun blevet erklæret kræftfri. Jubiii, det var gode nyheder. En dejlig nyhed, som hun skrev i vores fælles familie-messengergruppe, som vores far også følger med i og som vi kunne se, at han havde læst.

Far
Jeg var til julefrokost på arbejde den 16. december, samme dag, som min søster havde skrevet den gode besked til vores messengergruppe. Jeg havde valgt at lægge telefonen fra mig, så jeg kunne have en sjov aften uden forstyrrelser. Jeg var dog ikke så drikke-festlig, idet jeg var arrangør af julefrokosten, så jeg holdt lidt igen. Fra kl. 13 til kl. 19 havde jeg kun fået et halvt glas champagne, et glas hvidvin og 3 øl. Pludselig ringede mit ur (koblet sammen med telefonen). Det var min mand Søren. Han ville høre, om jeg havde hørt fra Mette. Ja, sagde jeg, “det var da gode nyheder”. Men det var så ikke lige den besked, det drejede sig om (altså at hun var kræftfri). Min far havde fået endnu en hjerneblødning fredag aften og var bevidstløs. Søren var på vej ind på arbejde efter mig, når han havde afleveret hundene hos sine forældre til pasning. Mine søskende havde på det tidspunkt forsøgt at få fat i mig i en time.
Søren kørte mig direkte til Silkeborg til plejehjemmet, hvor min far lå og var ikke kontaktbar. Min far havde ikke lang tid igen. Der stod jeg så i mit julefrokosttøj (på min trøje stod der Merry Christmas Bitches) og min far var døden nær og jeg tror ikke, at han ænsede, at både min søster, bror og jeg var der. Vi sov ikke meget i stolen ved siden af ham den nat. Næste formiddag trak min far vejret for sidste gang og han fik fred kl. 10.47.

Min far var en enestående mand, altid hjælpsom og glad. Livet var dog ikke nemt for ham, da han som 80 årig fik en hjerneblødning. Indtil denne skæbnedag for 5 år siden var han dagligt ude at gå tur med hunden Balder, kørte ofte på cykel var på jagt og ude i Engen. Mor og far passede på hinanden de sidste 5 år. Min far var mors hukommelse og min mor var min fars højre side.

Kizz Me
Da jeg kom hjem lørdag aften efter fars død den 17/12 sagde min veninde Susanne, som havde passet mine hunde hele lørdagen, at Kizz Me var lidt stille. Det kunne jeg godt se, og jeg holdt godt øje med Kizz hele søndagen og syntes pludselig, at hun havde fået dobbelthage og lidt svært ved at spise. Dagen efter tog jeg hende med på arbejde, så jeg kunne følge hende og se, hvordan hun havde det. Hun fik det værre i løbet af formiddagen og lå og snorkede, når hun sov. Jeg ringede til dyrlægen og fik en tid allerede kl. 11.30. Hos dyrlægen var der ikke noget at gøre. Dyrlægens umiddelbare vurdering var, at lymferne ved halsen var så store, at det sandsynligvis var lymfeknudekræft. Vi valgte dog ikke at tage tests og blodprøver for at finde ud af, om dette var diagnosen, da Kizz var så skidt på bare en enkelt dag, at der kun var en ting at gøre. Det var aflivning.
For shit da, først min far og så Kizz Me inden for 2 dage. Det var hårdt!

En uge før Kizz Me døde var hun frisk. Billedet her er fra en dejlig gåtur på 5,5 km med mine veninder Serine og Susanne.

Celleforandringer
Ja, en ulykke kommer sjældent alene. Midt i al det med min fars død, Kizz Mes død og deres begravelser skulle der også lige være tid til at jeg kom til gynækolog og fik taget et såkaldt keglesnit, idet jeg havde fået konstateret svære celleforandringer i underlivet. Sådan noget lort, for at sige det rent ud. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at celleforandringer er forstadiet til livmoderhalskræft. Så heldigvis har de opdaget det i tide og taget noget ud forneden. I skrivende stund går der nu 3 uger før jeg får svar på, om de har fået taget det hele med.
Min far sagde i telefonen til mig 3 dage før han døde, at min mor også havde celleforandringer, så det skulle jeg ikke være bekymret for. Jeg håber han har ret, for jeg ligner min mor rigtig meget. Og hun døde som 78 årig af noget helt andet.

Hurra for det danske system med screeninger og celleprøver og mamografi. Jeg betaler gerne min skat for at folk kan undersøges og hjælpes inden det går helt galt.

Skov
Man skal leve livet mens man har det, for man ved ikke, hvornår det er forandret eller måske helt slut. Jeg er ihvertfald begyndt at leve anderledes i år, end jeg tidligere har gjort.
Jeg har altid ønsket mig min egen lille sti, så jeg kan gå tur med mine hunde på min egen mark/grund. Jeg leger derfor med tanken om at få plantet nogle træer på min mark, få nogle stier og så nogle blomster på en eng. Drømmen bliver forhåbentlig til virkelighed i løbet af 2023.

Tak til alle, der læste med så langt. Det er godt klaret 😉

Jeg håber, at I alle får et rigtig godt nytår og at vi ses i 2023 på den ene eller anden måde.

Godt nytår alle mine bloglæsere.

Her er et galleri med herlige minder:

Min mor, jeg og far på Samsø

Kizz Me lydighedschampion

Kizz med de flotte øjne

Gitte Hoffmeister med Zinnie, Lone Sommer med Kizz Me og Catrine Møller med Jerry. Vindere af Maxi Zoo Cup 2011. Holdet hedder ZZZ.

Min far fortæller om byggeriet af motorvejsbroen over Funder Ådal.

Min mor, far og jeg samt alle vore hunde ude i Engen. Det er så dejlig fredfyldt at komme ud i skoven ved Salten å.

Mor og jeg på gåtur i Silkeborg

Min far og mor

Her er et eksempel på Kizz Mes måde at løbe agility på. Ja, hun løber virkelig med hovedet under armen engang imellem. Men når jeg kan styre hende, føles det som at have vundet VM når man løber et fejlfrit løb med hende.

Rallydommer til DM på Bornholm

Kizz med mange af hendes præmier

Jeg er rallydommer

Mine søskende og jeg – elsker vores sammenhold

Kizz bukker

Kizz kredsmester i rally

Kizz vandt 4 seniorløb i agility til hendes sidste agilitystævne i VAS

Mine søskende og jeg til min 50 års fødselsdag

Jeg er rallydommer, her til årets rallyhund finale

Kizz til rallyprøve, altid freeeesh

Mors kiste

Gaver fra rallyfolket til mig, da jeg stoppede som dommer

Det fantastiske kammeratskab vi havde på vores agilityhold i 2022

.

.

.

Træls opringning

For nogle måneder siden var jeg til den trælse, men nødvendige undersøgelse for livmoderhalskræft. Det er aldrig rart at få foretaget sådan en undersøgelse. Svaret kom et par uger senere, at der var celleforandringer. Så jeg skulle have foretaget endnu en undersøgelse, hvor der skulle tages 4 vævsprøver “dernede”.

Dem kom der så svar på i dag, og det var en træls opringning. For der er også celleforandringer i de nye prøver, så jeg skal have foretaget et såkaldt keglesnit.

Det er godt nok ikke noget, som jeg ser frem til. Men det skal jo overstås, så det ikke udvikler sig til noget, der er værre, nemlig livmoderhalskræft. Har allerede fået en tid to dage før jul. Ikke det fedeste tidspunkt, men som sagt, det skal overstås, så jeg kan komme videre. Et keglesnit er en operation, hvor der fjernes et lille stykke af livmoderhalsen. Formålet er at fjerne det stykke væv, som indeholder celleforandringerne. Vævet fjernes med celleforandringer ved hjælp af en tynd og meget varm tråd.

Efter sådan et keglesnit må jeg ikke dyrke sport i 2-3 uger og ikke bære på noget tungt.
Nu er jeg typen, der ser positivt på tingene … så er jeg fri for at bære brænde ind, bære på vasketøj og tunge gryder 🙂
Jeg må ikke .. næsten ingenting, men jeg må godt hundse med Søren 🙂

Agilitystævnet den 28/12, som jeg er tilmeldt, det må jeg desværre ikke deltage i, men der har jeg også en skummel plan med en allieret.

Jeg føler mig gammel

Det er som om, at der sker et eller andet med min krop. For det første, så er jeg kommet i overgangsalderen. Ja, jeg er 52 år og det måtte jo komme på et tidspunkt. Mine ulemper ved at være kommet i overgangsalderen er blandt andet mine hedeture. Dem får jeg mange af i løbet af en dag (og nat!). Det føles som om, at det prikker i huden i mit ansigt og 5 sek. efter har jeg nærmest 40 i feber. Det varer et par minutter og så er det overstået. Jeg har før hen grint lidt af dem, som havde hedeture (undskyyyyld), og tænkt “ej altså, hvor slemt kan det være”. Det er slemt!

Når jeg kører bil kan jeg pludselig få en hedetur og så er det bare op for aircon på fulde skrald. Og lidt efter så fryser jeg og så tænder jeg for sædevarmen. Frem og tilbage er lige langt. Om natten har jeg været ved at “slå til Søren”, for når jeg vågner pga. hedetur og slår dynen til side, så sker det så kraftfuldt, at jeg er ved at give Søren en lammer.
Har heldigvis en blæser i loftet, som jeg kan tænde og afkøle mig. Men især hedeturene om natten har været træls, da jeg vågner 4-5 gange om natten, og det er ikke godt for min søvn.

Jeg har været ved læge i forbindelse med den 5 årige undersøgelse for livmoderhalskræft slutningen af august og i den forbindelse snakkede jeg med lægen om overgangsalderen. Lægerne er ikke længere så vilde med at give medicin for at komme af med hedeturene, så jeg blev anbefalet at begynde på rødkløver. Så jeg tager nu nogle kapsler hver dag og synes måske, at der er en lille effekt (har prøvet dem i 5 dage nu).

Til agilitystævnet i Højme i juli kom jeg til skade med mit knæ i sidste løb. Jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet og måtte køre (hurra for automatgear) forbi en veninde på vej hjem og låne en krykke, så jeg havde lidt at støtte mig til. Hjemme fik jeg skiftevis is på og af. Jeg kunne gud ske lov arbejde hjemmefra og lå på sofaen med benet oppe i 2 dage. Min sygeforsikring “åd” besøg hos fysioterapeut, hvor jeg fik laserbehandlinger, akupunktur og massage. Det gjorde sindsyg nas. Det blev til 10 besøg hos fysioterapeuten og jeg har fået en masse øvelser, som jeg skal lave og har fået bud på at sørge for god genoptræning, opvarmning og benytte knæbind. Jeg har heldigvis et løbebånd herhjemme, som jeg har gode gåture på i højt tempo. Vil helst ikke overbelaste knæet med for megen løb. Så 10 minutter her og der i et godt tempo føles godt. Har fundet ud af, at man kan søge på Spotify efter 130 bpm hits, så kommer der ganske godt gåmusik til mig (jeg kan kun finde ud af at gå i takt).

På denne video fra august kan man tydeligt se, at jeg er håbløs bagefter, selv om jeg har knæbind på.

Jeg har joket lidt med, at jeg har fået coronasenfølger rundt om min mave. For ja, min vægt den er fuldstændig stagneret efter jeg er kommet i overgangsalderen – ja har måske ovenikøbet taget på – men vil helst ikke indrømme det. Selv om jeg er på min yndlingsslankekur LCHF, så sker der ikke en skid med vægten. Jeg kan ikke komme af med de ekstra kilo. Måske hænger det også sammen med, at jeg ikke kan motionere så meget som jeg plejer pga. de knæsmerter, jeg har haft det meste af sommeren.

Agilitymæssigt kan jeg slet slet ikke løbe som jeg skal og jeg kan ikke være der, hvor jeg vil være for optimal handling. Tror at et stille og roligt efterår vil være godt for mit knæ.

Så jeg føler mig altså gammel. På det seneste har jeg hørt Gnags’ nummer: Når jeg blir’ gammel, … den tekst siger faktisk ret meget.

….

Ja og for lige at slå hovedet på sømmet så fik jeg i dag besked fra Region Sjælland, at celleprøverne ikke er normale, så må have fat i lægen i morgen og høre, hvad det betyder for mig. Sikkert nogle ekstra undersøgelser (advr, hader dem) … og forhåbentlig er det bare en bagatel.

.

.

.

Harzen er ikke kun for pensionister – turen går til Quedlinburg

I 1980 var jeg i Harzen som barn, det regnede en uge i træk, så minderne derfra er ikke fantastiske. For 4 år siden var Søren og jeg i Goslar i Harzen i 3 dage i forbindelse med julemarked og forlænget weekend. Nu er Corona næsten overstået og verden er lukket op igen – vi har ikke længere sommerhuset i Sortsø – så det var tid til at komme lidt ud af landet igen på sommerferie. Sørens datter Emma er så stor, at hun er taget på egen ferie med kæresten og Laurits er så voksen og også af egen mening og synes ikke det er fedt at tage på ferie med forældre mere, så Søren og jeg var alene afsted.

Jeg har jo tre hunde, som jeg ikke er glad for at undvære – og pension skal de ikke på -, så det var et must for mig, at kunne have dem med. Dermed bliver der begrænsninger i udvalget, når man skal finde et sted at overnatte/leje. Søren og jeg blev enige om, at vi ville finde et lille sted at overnatte på vej derned til Harzen, for ikke at køre i et stræk. Vi havde set vejrudsigten, og vidste at der skulle være utrolig varmt (36 grader), så jeg søgte efter hotel med aircondition. Flere af de hoteller, jeg kontaktede ville ikke acceptere 3 hunde, og mange svarede slet ikke på mine mails. Jeg benyttede booking.com til at søge efter hoteller, hvor hund var tilladt. Men 3 hunde var ikke velkommen.

Jeg valgte til sidst at søge på airbnb (det kender jeg fra vores egen udlejning af vores sommerhus). Der ved jeg, at udlejerne er hurtige til at svare retur. Jeg skrev til en udlejer i Bispingen (mellem Hamburg og Hannover) og efter en time skrev hun, at 3 hunde var helt fint med hende. Overnatningen kostede kun 481 kr. for os 2 og 3 hunde.
Her boede vi: https://www.airbnb.dk/rooms/18884613?source_impression_id=p3_1658830607_9SRiyolktb%2B3NX8x

Tirsdag

Vi kørte tirsdag, den 19. juli og det gik virkelig fint. Vi købte ind i Skandinavian Park ved grænsen (undgår Fleggaard og de andre normale steder, da der altid er lange køer til kasserne).

Vi ankom til vores fine lejebolig i Bispingen, hvor jeg heldigvis kunne gå tur med hundene i en kæmpe park på den anden side af gaden. Der var skønt svalt klinkegulv i boligen, men virkelig varmt udenfor, så vi ventede med at gå ud at spise, til senere på aftenen.

Onsdag

Det omvendte hus ved Bispingen

Vi havde ikke så travlt med at køre næste morgen, da vi jo kun havde et par timers kørsel til Quedlinburg i Harzen, så vi benyttede lejligheden til lidt sightseeing i Bispingen. Jeg ville gerne se Det Forrykte Hus, som jeg i forvejen havde tjekket ud på TripAdvisor. Et hus, der er vendt på hovedet og hvor tæpperne og møblerne sidder i loftet. Når man tager billeder derinde og bagefter laver en 180 graders drejning af billederne, så ser det ud som om at man hænger ned fra loftet. Det var simpelthen så sjovt og vi grinte rigtig meget Søren og jeg.
Læs om huset på Tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g651860-d2267588-Reviews-Das_Verruckte_Haus-Bispingen_Lower_Saxony.html

Vi var også ude forbi det store indendørs skisportssted. Et fantastisk snowdome. Skulle dog ikke nyde noget med mit knæ lige nu, men det kan være, at jeg en dag kommer tilbage og står på ski dernede.

Snow!

Derefter kørte vi mod Harzen. Vi slog dog lige vejen forbi Panzermuseet i Munster, hvor Søren skulle købe et par krus (vi har set museet for et par år siden). Hunde havde ikke adgang, så jeg ventede udenfor, hvor der også lige var et par kampvogne at kigge på.

Kampvogn! og verdens dejligste hunde.

Vi kom også forbi Bergen-Belsen KZ-lejren, hvor mange jøder mistede livet under anden verdenskrig. Helt utrolig mange. Jeg bliver altid så trist, når jeg er sådan et sted. Samtidig synes jeg også, det er vigtigt at komme sådanne steder, for at minde hinanden om, hvor grusom krig er, og at sådan noget ALDRIG ALDRIG ALDRIG må gentage sig. Anne Frank (hende, der skrev de berømte dagbøger) døde i Bergen-Belsen ganske få måneder inden krigen sluttede.
Puha det var varmt at gå der og temperaturen viste også 41 grader, da vi satte os i bilen og kørte de sidste timer mod Harzen.
Link til KZ-lejren via tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g198426-d579070-Reviews-Gedenkstatte_Bergen_Belsen-Celle_Lower_Saxony.html

Mindeplads og de mange fællesgrave (massegrave) ved Bergen-Belsen

Mindesten for Margot og Anne Frank

Jeg havde inden vi skulle til Harzen undersøgt, om der var særlige egne af Harzen, hvor der regner mere end andre steder. Og ja, det er der. Flere hjemmesider havde faktisk vejrstudier omkring regn ved Harzen og derfor faldt valget på enten Wernigerode eller Quedlinburg, som ligger lige nord nord/øst for Harzen. Nogle gamle middelalderbyer, som er på UNESCO’s verdensarvslister.
På Wiki står der: Quedlinburg er en lille by i Sachsen-Anhalt i Tyskland med ca. 22.795 indbyggere i 2005. Den ligger nord for Harzen ved floden Bode i et lille bjergområde centralt i Nordtyskland. Byen fik byrettigheder i 994. I 1994 kom Quedlinburg på UNESCOs Verdensarvliste, Kriterium IV.

Da vi søgte bolig i Quedlinburg, ville vi helst leje en bolig i 1 plan, ha ha, god jagt, for dem er der ikke mange af i selve byen, med mindre vi ville bo i en lejlighed med 3 hunde eller i en hytte i skovene. Nej tak, for jeg skal helst have min terrasse at sidde på (eller i nødstilfælde en balkon, men det er jo ikke så stort og hundevenligt) og Søren vil helst være i gåafstand af restauranter – så vi gik på kompromis. Igen igen måtte jeg igang med mine overtalelsesevner, da jeg skulle finde en bolig, som tillod 3 hunde.

Vores bolig fandt jeg interessant, da den lå ret centralt i Quedlinborg, havde en terrasse og der var kæledyr tilladt. Jeg spørger altid pænt ad, om de tillader 3 hunde. De sagde i første omgang nej, men jeg fortalte om, hvor velopdragne de er og at det er lydighedshunde og at jeg selv har været airbnb-vært, så jeg ved hvordan man passer på boligen. Heldigvis fik jeg dem overtalt og de sagde til sidst ja, til at leje ud til mig.

Vores smalle hus

Den gade, hvor vi boede på, var så smal, at der ikke var plads til at køre med bil. Så der var meget roligt. Der var mange smalle gader som disse i Quedlinburg. Men plads nok til en hestevogn velsagtens 😉

Huset vi fandt var måske det smalleste hus i hele byen. Det var ca. 2½ meter bredt (eller måske nærmere smalt). Der var indgang, køkken, spiseplads og udgang til terrassen i stueplan. Lille stue og badeværelse på 1. sal og soveværelset på 2. sal. Første dag var der simpelthen så mega varmt i hele centraleuropa, og også på 2.sal oppe under taget i vores hus, så vi valgte at sove på sovesofaen i stuen den første nat. Havde en bordventilator med hjemmefra og jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet igennem sommerferien uden den.
Her boede vi: https://www.airbnb.dk/rooms/5563916?source_impression_id=p3_1658841036_hilu%2FtLAzsWfvfCd

Første aften var det faktisk for varmt til at sidde ude på restaurant, så vi købte noget pasta og lavede lidt mad hjemme indtil det blev tåleligt at komme ud. Da temperaturen sænkede sig gik vi en tur i den indre by og hyggede os. Jeg kan se på billedernes info i min telefon, at de er taget kl. 21:15. Hot hot summer!

Vægteren kom lige forbi, da vi gik på markedspladsen foran Rathaus

Hund med i byvågnet

Torsdag:

Vi gik på en hjemmelavet rundtur og blev draget af de to store spir på en kirke. Det var Sct. Nicolais Kirke, som heldigvis var åben. Altertavlen var helt vild stor og flot. Tror faktisk aldrig at jeg har set så flot en altertavle. Jeg er egentlig ikke særlig troende og kan ikke sige, at jeg tror på gud, men der er noget dragende ved kirkers magi.

Sct. Nicolai kirken

Flot altertavle

Små gyderoveralt

Klik på billedet for at se stor udsigt

Hunden Quedl med på statue!

Vi skulle selvfølgelig også besøge det berømte slot på toppen af Quedlinburg. Fik logget en cache på slottet, hvor vi skulle løse en opgave ved at svare på nogle spørgsmål fra appen Geocaching, hvor svarene skulle findes på et lille skilt ved slottet. Det voldte os nogle problemer, da svaret ikke stod i den lille engelske oversættelse af skiltet. Nå men nu er min 10-års-geocaching-jubilæum blevet logget i Quedlinburg.

Slottet var indhyllet i stilladser og på Tripadvisor kan vi se, at det har det været de sidste 2 år. Så det var ikke særlig charmerende og vi valgte derfor ikke at betale penge for at komme ind og se kirken indefra. På tripadvisor blev man frarådet det. Så vi sparede pengene og købet i stedet for lidt at spise på restauranten på slottet, hvor vi havde en smuk smuk udsigt over byen.

Torsdag aften smurte vi en bolle og tog den med op til en badesø/skovsø lidt oppe i bjergene syd for byen. Det var dæleme dejligt med en dukkert i det lækre vand.

Freibad Osterteich ved byen Gernrode

Fredag:

Vi tog til Thale om formiddagen, idet vi ville besøge Hexentanzplatz oppe i bjergene. Havde læst så meget om det og om de flotte udsigtspunkter. Ja, udsigterne var flotte, men hold da op en turistmagnet. Jeg syntes, at det var ganske forfærdeligt at være der. Og hele stedet var ved at blive renoveret, så flere områder var lukket af med ucharmerende hegn. Det store udendørs teater var også lukket. Så vi brugte ikke så megen tid der. Det var for turistet efter min smag. Vi kunne have taget en svævebane derop og en rutchebane ned, men da jeg er bange for højder, så skulle jeg ikke nyde noget af en tur i en svævebane. Så vi kørte hjem til Quedlingburg igen.

Vi gik en tur i byen og fandt en indgang til Markedskirken lige bag det gamle rådhus. Der var en interessant udstilling af byens historie med meget værdifulde plancher, så vi brugte nok lidt megen tid derinde og opdagede ikke, at kirken egentlig lukkede kl. 17. Pludselig var der “koncert” med orgel, violin og tværfløjte. Vi var havnet midt i en øvetime med en dygtig trio.

Markedskirken

Om aftenen ville vi ud og spise på restaurant, men uanset hvor vi kom hen, så var svaret: “Haben Sie reservieret?” nein, og svaret var “tut mir leid”. Så efter flere forgæves forsøg fik jeg overtalt Søren til at gå med ud til min hundelufterpark, hvor jeg havde set et skilt med Biergarten ved indgangen. Det var så en Schnitzelrestaurant, hvor vi fik de lækreste schnitzler.

Schnitzler i Schnitzelhaus, mums

Lørdag:

Bimmelbahn

Lørdag formiddag lavede vi noget meget turistet… vi var ude at køre med Bimmelbahn. Egentlig bryder jeg mig ikke om ideen, men det er meget informativt og vi lærte en del om byen og fik inspiration til at besøge nogle af stederne efterfølgende og udforske byen lidt mere.

Så alt i alt godt givet ud og jeg fik virkelig brug for det tyske, som jeg lærte i folkeskolen af min yndlingslærer Bjarne fra Kornmod Realskole i Silkeborg.

Lørdag eftermiddag fik jeg lokket Søren med op i bjergene på gåtur.

Jeg havde fundet et par cacher i vores app på telefonen, som kunne være interessante. Skøn lille gåtur fra Alexisbad op til Klostermühles lille Luisentempel. Her lå en cache og der var en bænk, hvor vi sad i fred og ro og med fin udsigt.

Ups, skæv selfie

Søren logger vores cachefund

Dette flotte damplokomotiv kom lige forbi Alexisbad, da vi steg ud af bilen

Da vi kom ned til bilen ville jeg gerne gå en tur udtil et vandfald i nærheden af Harzgerode. Trængte til at komme ud og røre stængerne lidt. Søren ville helst ikke med på den gåtur, så vi blev enige om, at jeg gik turen alene sammen med hundene og han ville støde til os ved vandfaldet med bil (der var en p-plads i nærheden), men gåturen var 2,6 km. Da jeg ankom til vandfaldet var Søren der også, men ha ha ha, hvor grinern … vi stod på hver vores side af vandfaldet og jeg kunne ikke komme over til ham. Så vi fik signaleret til hinanden, at jeg gik retur til det sted, hvor jeg startede gåturen og så kørte Søren tilbage og vi var samlet igen.

Jeg fik taget nogle gode billeder af vandfaldet. Havde læst mig frem til et tip på internettet omkring fede billeder taget med iphone. For hvis man taget billedet i “live-visning” og efterfølgende vælger lang eksponeringstid, så giver det nogle flotte effekter af f.eks. vandfald.

Smukt vandfald. Fik logget en cache (faktisk var det geocaching, der ledte os dertil).

Søndag:

Søndag gik Søren og jeg på vores egen byvandring. Søren havde fundet en hjemmeside alleburgen.de, hvor tårne (også de nedlagte tårne) i bymuren er angivet. Det var en meget interessant tur, som fik os ud på en gåtur i gader og stræder og også de små gyder. Hold da op, hvor har der været mange tårne og sikke mange vagter, som byen skulle have for at holde styr på sagerne. Det sidste tårn vi så var det mest imponerende. Turistinformationen burde have en rigtig byvandring med mure og tårne som formål, især da byen har så megen historie at byde på.

Vores byvandring startede Hinter der Mauer. Ja, her kan man stadig se noget af den gamle bymur, og en af tårnene i baggrunden

Det første tårn på vores rute, Gänsehirtenturm

Hundene er med på tur og sidder på den gamle mur, Spiegelturm i baggrunden

Søren ved en mur og igen et tårn, Klopstocks gartenhaus turm

Vi sluttede ved dette flotte tårn (Lindenbeinscher sternkiekerturm), som stod i haven til et virkelig smukt schlosshotel

Fantastisk kort med angivelse af alle tårnenes placeringer, man kunne trykke på et tårn og åbne vejvisning på google maps

Der var stadig meget varmt i Quedlingburg, den søndag formiddag med vores tårn-mure-vandring var der 30 grader. Hundene var med, det gik fint, og de var dejlige trætte, da vi kom hjem.

Søren og jeg trængte til at slappe af og nyde livet, så vi kørte til Thale, hvor der var et spa og wellnes-center “Bodetal Therme Thale”.

Det var skønt at svømme indenfor i det store bassin med det varme vand og gennem en lille “port” og svømme ud og nyde udsigten over bjergene. Meget flot spa-område. Der var jo også sauna, som vi havde tilkøbt os adgang til. I Tyskland er det jo kutyme, at man ikke har tøj på derinde. Man må godt have et håndklæde omkring sig, når man sidder i sauna, men ikke, når man er i de små bassiner med boblebad. Ja og nu må jeg simpelthen sige det. Jeg tror aldrig, at jeg har set så mange fremmede tissemænd før. Og ja, jeg var jo også nøgen, for det skulle man være. Det var enormt grænseoverskridende for mig, men jeg overlevede og tog det som en oplevelse. Vi var jo alle uden tøj på. Helt klart et wellnesscenter, som jeg kan anbefale:
https://www.bodetal.de/bodetalurlaub/bodetalthermethale/

Mandag:

Afrejsedag. Vi skulle være ude kl. 10, så fik stille og rolig pakket. Selv om der var rengøring med i lejen, så har jeg det bedst med at støvsuge og gøre det pænt efter mig, så jeg altid har mulighed for at leje noget igen en anden gang, selv om jeg har hund med. Udlejer giver mig nemlig karakter som lejer og giver mig en anmeldelse, som andre udlejere kan se og læse inden jeg får lov til at leje noget.

Hjemturen gik ikke som planlagt. Der var en del kø på motorvejen (advarede google maps os om). Så vi fandt nogle andre veje og det tog lidt længere tid. Blandt andet var grænseovergangen ved den Tysk/Dansk grænse helt vild med kø (57 min kø). Så google fik ledt os ud på nogle småveje … kunne se på andre billister, at de også havde google, og ved Ellund var vi – vupti – i Danmark via en lille bitte vej uden grænseovergang.

Alt er på tysk

Jeg må sige, at Tyskland ikke er kommet særlig langt med hensyn til at skrive på Engelsk. De oprettede cacher på Geocaching var på tysk, guidede ture rundt i Quedlingburg manglede engelske rundvisninger og det samme de små tog. Alle brochurer var på Tysk i turistinformationen. Kunne godt tænke mig lidt mere på engelsk, da mit tyske ikke længere er det, det har været.

Husk kontanter!

Og jeg må sige, at Tyskland ikke er kommet særlig langt med hensyn til at bruge kreditkort. Halvdelen af de restauranter vi var på tog ikke visakort. Kun kontanter. Det er simpelthen så sært, når vi i Danmark stort set ikke bruger kontanter mere og de er bare i vejen. Husk at hæve godt med Euro!

Hunde og Quedlinburg

Overalt i Quedlinburg er der hunde som statuer. Den trofaste Quedel-hund har lagt navn til Quedlinburg, og hund er derfor også med i byens byvåben.

Harzen – jeg kommer gerne igen

Harzen er et skønt område syd for Danmark. Bestemt et besøg værd og sikke megen kultur og historie, der er i dette område.

Jeg har altid syntes, at Harzen er for pensionister. Men min fordomme blev gjort til skamme. Der er noget for både unge og gamle … og middelalderlige tosser som min mand og jeg 😉 Jeg elsker at se på borge, gamle kirker og lære om historien. Og jeg fik virkelig smæk for skillingen i Quedlinburg.

Auf wiedersehen

Dejlig kold fad på torvet

Hyggelig by

Statue med two on two off, tror nu ikke, at kunstneren har tænkt på agility

.

.

.

.

.

Når maden ikke købes i supermarkedet …

For et par år siden købte Søren og jeg måltidskasse fra Aarstiderne. Jeg har længe gået og pønset på, at nu var tiden snart inde til igen at købe måltidskasse – så nu får vi sådan en hver mandag, som passer til aftensmad mandag, tirsdag og onsdag.

Der er mange fordele ved sådan en måltidskasse:

1. Man er fri for at køre i supermarked flere gange om ugen.
2. Man er fri for at tænke over, hvilken ret man skal have i morgen.
3. Man er fri for at få det samme igen og igen.
4. Man bliver inspireret og får udvidet sin madhorisont.
5. Man lærer nogle nye grøntsager at kende (ja, jeg er 51 år og har opdaget nogle grøntsager, som jeg aldrig har hørt om før).
6. Man spiser ikke for meget, da der faktisk er meget fine opmålte portioner.
7. Der er ingen madspild.
8. Maden bliver leveret til døren og skal blot sættes i køleskabet. Emballage og kasser leveres retur ved næste leverance.
9. Sidst men ikke mindst, så er det pisse hyggeligt at lave mad sammen med min mand.

Angående punkt 9, så står enten den ene person ofte og laver enten det hele den ene dag og den anden person en anden ret dagen efter. Med måltidskasser så står vi og gennemgår opskrifterne sammen og laver maden sammen. Det er altså bare rigtig hyggeligt.

Søren og jeg er på LCHF, så at finde en måltidskasse, der passer til ketose-os kan godt være lidt omstændigt, men valget faldt på Aarstidernes proteinkasse.

Jeg tjekkede også nogle andre måltidskasseforhandlere ud, men nogle af dem krævede indtastning af kreditkort før jeg kunne vælge, hvilken type måltidskasse, jeg ønskede.
Andre forhandlere ville have, at man hver uge skulle ind og vælge, hvilke retter man ønsker leveret – og det er jeg for doven til, og samtidig ønsker jeg at blive overrasket, ved at få leveret mad, jeg aldrig havde drømt om, at man kunne lave.

Søren øffer lidt over prisen og ja, det er da også 87 kr. pr. person pr. måltid. Men man kan jo sige, at vi sparer benzin på kørsel til Brugsen. Vi får ikke købt nogle impulsvarer, fordi vi ikke handler så ofte. Vi får ikke købt for meget kød eller grøntsager, så dermed ingen madspild og udsmidning af varer, som vi har for mange af og der bliver for gamle. Vi bliver ikke tykke og fede, fordi vi ikke lige kommer forbi en delikatesse eller bageafdeling.

Jeg er fan af måltidskasse, også selv om det er lidt dyrt.

Måltidskasse om sommeren er dog ikke så fedt for mig, da jeg ofte er til træning med hundene og dermed ikke kan drage nytte af alle fordelene ved hyggen ved at lave mad sammen med Søren. Så måltidskasser for mit vedkommende er et efterårsprojekt eller en vinterting 🙂

Jeg køber aldrig fisk, når jeg handler ind til aftensmad. Men i disse måltidskasser er der nogle gange fisk, og jeg elsker at blive overrasket over, hvor godt det egentlig smager.

Her er billeder af et par af måltiderne de sidste par uger, og ja, jeg er blevet fin mæt:

.

.

.

.

.

.

Et kig tilbage på året 2020

Vi ser tilbage på året der er gået – med vacciner og positive holdninger samt samfundssind, så er der lys forude.

Sikke et år! En total omvæltning af alles hverdag. Ikke en eneste person har undgået at mærke coronapandemien på den ene eller anden måde.

Jeg har i årets løb skrevet lidt om, hvor meget jeg savner den gamle hverdag og hvor meget jeg savner at komme ud blandt mine venner og familie. Det savner jeg stadig helt vildt og jeg savner stadig at kramme mine kære.

Med vacciner, positive holdninger og samfundssind, så er der lys forude.

Desværre har jeg også oplevelsen af, at nogle (især unge mennesker) er ret ligeglade og fester løs i weekender uden at tage hensyn til forhøjede smittetal og mange indlæggelser. De unge mødes på tværs af forskellige grupper/familier/venner og danner utilsigtede og formålsløse smittekæder.

Der er virkelig nogle, DER IKKE FATTER, hvor alvorligt denne pandemi er her sidst på året , og hvilke konsekvenser den har for erhvervslivet. Drop den nytårsfest, … du kan altid feste, når covid19 er ovre.

Nå, det var lige lidt morale til alle de unge, der ikke tager hensyn, nu hvor pandemien er temmelig alvorlig. Situationen var heldigvis anderledes i sommerferien, og der nåede jeg da også selv at holde en lille fest, så måske er jeg dobbeltmoralsk. Men på daværende tidspunkt var anbefalingerne fra myndighederne jo også helt anderledes og smittetrykket lavt.

Året startede med, at man hørte lidt om corona i Wuhan i Kina, og neeeeej da, den sygdom kommer da ikke her til lille Danmark så langt væk. Håbede lidt, at det var som Ebola i Afrika, der aldrig fandt vej herop – heldigvis. Mange mennesker inklusiv jeg selv negligerede corona og håbede på, at det bare var som influenza, som jo godt nok også kræver dødsofre hvert år (for dem, der ikke er særlig modstandsdygtige overfor virus), men at det ikke er så slemt for normale – tja altså lidt feber, hoste m.v. i et par uger og så er det overstået.

Sådan håbede folk det i starten af året, men sådan gik det jo som bekendt ikke. Folk var optimistiske og livet fortsatte helt almindeligt de første par måneder i 2020.

Jeg var til et almindeligt agilitystævne i februar i Vallensbæk, hvor jeg løb med både Pizza og Kizz Me. Kizz Me var lige blevet 11 år og hun kørte med klatten og vandt det hele i seniorrækkerne. Det var hendes sidste konkurrence og hun sluttede med manér. Lidt vemodigt at slutte en hunds karriere. Hun var vild på agilitybanen lige til det sidste.

Pludselig var der corona i Italien og der kunne jeg mærke på mig selv, at dette her bliver ikke en rar periode. Mine svigerforældre var på ferie i Spanien på det tidspunkt (bor et par måneder i Spanien i den kolde periode). Og pludselig var det nærmest umuligt for dem at komme hjem til DK, da hele Europa lukkede ned. Det lykkedes os at få skaffet 2 flybilletter til dem og havde nærmest på fornemmelsen, at det var det sidste fly de fik fra Spanien til Danmark det forår.

Aqua (min udstationeringstæve) fødte et kuld hvalpe dagen før corona i Danmark. Jeg har altid haft svært ved at huske mine hundes fødselsdatoer, men Cocios fødselsdato kan jeg huske: 10/3-2020. Danmark lukkede ned og medarbejdere på min arbejdsplads blev bedt om at arbejde mest muligt hjemmefra. Det var jo fantastisk heldigt for mig at sidde der med arbejdsopgaver med hvalpelyde lige ved siden af mig. Det er så nok også det eneste positive, der har været ved corona. Min hvalpetid!

Jeg beholdte en hvalp efter Aqua, da jeg på daværende tidspunkt havde besluttet, at Pizza ikke skulle have flere hvalpe. Pizza er jo min konkurrencehund og jeg forventede mig meget af 2020 og af 2021 konkurrencemæssigt, da Pizza er fantastisk til agilitykonkurrencerne … nå mere herom senere i blogindlægget 😉

Foråret gik og hvalpene blev store. Jeg besluttede mig for at beholde Cocio, en virkelig herlig red merle tæve. Faktisk har jeg aldrig brudt mig særlig om farven red merle, … men Cocio ville det anderledes. Dengang jeg skulle have en hvalp fra Kizz Me’s kuld, der ville jeg jo heller ikke have en sort/hvid med skæv blis …. Pizza fik mig overtalt, – og derfor siger jeg altid til folk, at man skal ikke gå efter en farve ved border collie. Jeg er glad for valget af Cocio og vi har derfor p.t. 3 hunde – måske en for meget, men ingen hunde skal flytte hjemmefra, selv om de blot er pensioneret. Sådan fungerer mit hjerte ikke!

Laurits skulle have været konfirmeret i foråret, men alle konfirmationer blev udskudt til efteråret. Der var ellers indkøbt tøj og booket restaurant m.v. Jeg havde selv 50 års fødselsdag i april og rykkede festen til sommerferien. Kender flere, der har flyttet bryllupper, fødselsdage og andre begivenheder.

Smittetrykket var lavt i sommerferien og jeg kunne endelig holde en lille fødselsdagsfest. Det blev til en havefest i et stort åbent telt i haven i vores sommerhus. Der var ”kun” 18 gæster, selv om det var lovligt at være 50 på det tidspunkt (så vidt jeg husker). Dejlig fest i cowboytema – jeg har altid ønsket at holde en temafest. Men underligt ikke at kramme alle mine venner. På billedet her står jeg sammen med min søster og bror.

Søren og jeg kiggede på et ret specielt hus lige syd for Køge i sommerferien. Der var stor interesse for netop det hus. Vi skrev faktisk under på en købsaftale, men huset blev solgt til nogle andre, som bød 150.000 over udbudsprisen. Det er helt vildt underligt, at husmarkedet er sådan her under corona. Jeg er jo udlært hos home i Silkeborg og husker da godt, hvordan krisen påvirkede husmarkedet i starten af 1990’erne.
Nå, men Søren og jeg fik hul på hus-kigger-bylden og kiggede på lidt flere huse. Pludselig kom et hus til salg i Bjæverskov, som jeg havde kigget på tidligere. Det var taget af markedet (af personlige årsager) og nu sat til salg igen. Vi tog ud til åbent hus og der kunne vi godt se os selv blive gamle. Der var plads til alle vores ting i udhus, plads til hundene, huset var i 1 plan og der var agilitybane og der var også en mark til …. måske til juletræer i fremtiden 🙂 Jamen jamen pludselig var vi også flere om at købe dette hus samtidig – hvad sker der dog for husmarkedet under corona? Heldigvis faldt sælgers valg på os og vi flytter om et par dage til vores nye hood lidt uden for Bjæverskov. Jeg har allerede mødt flere af vejens beboere og føler mig virkelig velkommen. Jeg glæder mig helt vild.

Til præmieoverrækkelse på Bornholm. Pizza vandt klassen og blev DKAGCH. Ingen håndtryk og ingen kram fra de andre deltagere, men masser af lykønskninger alligevel.

Agilitystævnesæsonen har været meget underlig. 4 stævner på et helt år – jeg plejer at være til 15-20 stævner. Men heldigvis opnåede jeg en kæmpestor milepæl med Pizza: Hun blev Dansk Agility Champion. Det skete til et stævne på Bornholm i august. En særlig oplevelse, som jeg er meget glad for, selv om jeg har lavet mange agilitychampions igennem min tid som agilityudøver. Hver hund har sine forcer og ulemper – og ingen hunde er ens at træne op. Pizza har dog altid været en stjerne og jeg tænkte, at det var et spørgsmål om tid, før hun opnåede denne titel. At hun opnåede det sidste agilitycertifikat i 2020 var utrolig heldigt på grund af de få konkurrencer. Endnu engang tak til Bonnik Berthelsen for at tegne en virkelig finurlig agilitybane på Bornholm, som virkelig ”tændte mig”. Det, der bliver umuligt at løse, får mig virkelig til at tænke, det SKAL jeg løse og det KAN Pizza godt. Hurra for min hooperstræning med Pizza, som gav hende noget fremdrift, selvstændighedsløsning og fjerndirigering.

Nå men så kom efteråret og dermed var det tid til Laurits’ konfirmation. Han var vokset ud af forårstøjet og nyt konfirmationstøj blev købt – det var vi vist ikke ene om. Dagen inden konfirmationen var der igen igen pressemøde og her kom statsministeren med et påbud: På restauranter skal alle have mundbind på, når de står op. Det var så lige et påbud, der kom 12 timer inden Laurits skulle holde fest. Set tilbage – så var det nok meget klogt af MettteMor. Men dengang var det virkelig uforståeligt, at noget kunne sættes i værk med så kort varsel. Mange planer skulle ændres og jeg fik virkelig virkelig ondt af restauratøren, som fortalte os om de udfordringer han har og at alle hans investeringer måske har været forgæves. Vi havde dog en god fest og tog alle forbehold efter de regler, der var.

Jeg er autoriseret rallydommer og har været inviteret til flere dommergerninger i løbet af året. Alle stævner, som jeg skulle dømme, er blevet aflyst undtagen 1 stævne, som blev afholdt efter alle corona-kunstens regler i november. Det blev afholdt i blokke af 10 personer. Jeg holdt afstand og afholdt ingen præmieoverrækkelser eller rørte resultatbøger. Meget underligt blot at dømme folk på afstand, men skønt at se de dejlige hunde. Det var så den eneste gang jeg dømte i år. Sidst jeg dømte var i oktober 2019, så jeg var faktisk lidt rusten og brugte god tid på at læse op på reglement og pointfradrag. Jeg deltog endvidere i efteråret som rallydommercensor i forbindelse med en dommerelevs eksamen – igen få ekvipager og opdelt i blokke, mundbind og afstand.

Faktisk har jeg slet ikke dyrket rally med mine egne hunde siden sidste år i september. Jeg var kørt lidt træt i det. Kizz Me var blevet gammel – og Pizza var jo til agility. Jeg har fra starten af været imod, at man havde indført seniorklasser i rally – for min morale har været, at hvis en hund er blevet for gammel til at lave sit-øvelser, skal man ikke gå til flere konkurrencer. Der er nemlig næsten ingen sit-øvelses-skilte i seniorklasser i rally. Men men men jeg må altså tage min holdning i mig igen, for efter at have set de skønne og glade seniorhunde, som lyste total op til rallyprøve i Odder, hvor jeg var dommer i november, så ændrede jeg min holdning. Der var pludselig en mening med galskaben. En hund, som man egentlig har pensioneret fra de almindelige prøver, kan sagtens få et godt pensionistliv i seniorklassen, og stadig blive trænet nænsomt og blive skånet. Nogle hunde bliver simpelthen så glade af at gå til konkurrencer. Efter at have tænkt og ændret holdning, så tilmeldte jeg Kizz Me til en konkurrence i seniorklasse i december. Desværre er alt jo blevet aflyst, så jeg ved i skrivende stund ikke om Kizz Me nogensinde ”kommer i kamp” igen. Men tilbage til min holdning: Jeg er blevet fan af seniorklasser.

Græsmarkvej

Her i efteråret har vores hus jo været til salg. Der gik vel ca. 3 måneder og så var det solgt. Pludselig var der flere om huset samtidig … igen, jeg fatter ikke, hvad der sker med det boligmarked, det er imod alle odds. Huset blev solgt med overtagelse 3 uger efter vi overtager vores nye hus. Så vi har lige lidt hasteistandsættelse af huset i Bjæverskov.

Nu tilbage til det med Pizza … øhhh, hvad skete der lige der med min beslutning om, at hun ikke skulle have flere hvalpe? Jo, sagen er den, at det er coronas skyld. Et kommende forår uden agilitystævner havde jeg set komme. Og da der især ikke er holdkonkurrencer i agility i 2021, så var min konkurrencemotivation fuldstændig væk. Pizza har jo lavet 2 virkelig skønne kuld, som alle sundhedsmæssigt ligger rigtig godt og jeg besluttede mig for et 3. og sidste kuld på Pizza. Jeg begyndte at kigge mig efter en egnet han. Faktisk har jeg et par år fulgt en særlig han, der er importeret fra Polen. Jeg har været meget vild med hans engagement i alle de discipliner, han har deltaget i. Så jeg var lidt spændt, da jeg sendte Mette en messengerbesked, om jeg måtte bruge Dice som far til et kuld med Pizza. I skrivende stund er Pizza 3 uger henne og hun skal føde i februar, altså et par uger efter, at vi er flyttet til Bjæverskov. Ja, vi når lige at flytte ind og falde til. Pizza har altid taget vores rejser og ophold med ophøjet ro, så en lille flytning inden hun skal føde ser jeg slet ikke som noget problem.

Pizza og Dice – så søde sammen. Med denne kombi får man den efterhånden sjældne sportsborder collie i sort hvid 😉

Det er nu december og jeg skulle sammen med Søren have besøgt mine forældre den 23. december i Silkeborg. Min mor har KOL og min far er halvsidelam efter en hjerneblødning for 3 år side, så de er i højrisiko for fx corona. Jeg har gået og rømmet mig lidt en uges tid inden jul og derfor besluttede jeg, at vi ikke tog til Silkeborg. Hvis min mor bliver smittet med fx forkølelse, kan det have fatale konsekvenser for hende. Så ingen jul med mine forældre. Gaveudveksling og et morkram må vente til en anden god gang. Heldigvis er vi gode til at tale i telefon og videochatte via messenger.

Nu her nytårsaften skal Søren og jeg ingen steder. Vi skal blot blive her i Toksværd og holde sidste nytårsaften helt alene med hundene. Det bliver meget hyggeligt. Vi skal tidligt op den 1. januar og gøre klar til at få nøglerne til vores nye hus kl. 12.

Godt nytår til jer alle og flot, at I har læst så langt 😉

6 lange dage

Ejendomsmægleren kom med solgt-skilt i fredags.

Boligmarkedet er lidt underligt for tiden pga. corona, så da Søren og jeg i sommers skrev under på køb af et hus med overtagelse 1/1 var det med en vis skepsis. Vores (Sørens) hus blev shinet op og derefter sat til salg. De første par måneder var der flere gode fremvisninger og huset var også tæt på at blive solgt med overtagelse lige før jul. Forrige weekend var der pludselig stor rift om huset og der var booket 3 fremvisninger om lørdagen.

For en uge siden skrev en køber under på en købsaftale. Når man skriver under på en købsaftale på et hus, så er der 6 dages fortrydelsesret. Det var 6 lange dage vi skulle vente, før vi turde fejre det. Men vi vovede dog pelsen og fejrede det med en dejlig weekend i vores sommerhus i Sortsø og juleøl fra Grimbergen da køberne havde skrevet under. Og da 6 dages fortrydelsesfristen udløb i torsdags fejrede vi det igen med en gang sushi (jeg eeeeelsker sushi).

Vi har solgt huset i Toksværd med overtagelse 23/1 og overtager selv et hus i Bjæverskov den 1/1. Det nye hus skal have al tapet fjernet (rygerhjem!) og vi skal have raget en væg ned mellem køkken og stue og derefter sat filt op og malet hele huset, så vi får lidt travlt! En stor del af det udføres af professionelle og resten ordner vi selv. Der er bestilt flyttemænd den 19/1, men jeg håber at nå at få flyttet kasserne fra vores udhus over i det nye udhus et par weekender før. Så skulle vi gerne kunne nå at være på plads og få ro på inden Pizza forhåbentlig føder et dejligt kuld hvalpe ca. 7. februar.

Der er så mange ting vi gerne vil i vores nye hus, men nu skal vi først lige falde på plads, falde til og så se, hvad vi har tid og råd til.

Sushi til aftensmad med en øl til, det var mums (Klitnissen er en af de øl, der blev vist i Natholdets julekalender)

Pizza er 2 uger henne den 21/12, såfremt hun er drægtig

Første visit i Skovtårnet

Jeg har i dag indløst et gavekort, som jeg fik i 50 års fødselsdagsgave af min tidligere kollega Sidsel. Et gavekort for 2 til Skovtårnet. SIKKE EN FANTASTISK OPLEVELSE!!!

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg er i Skovtårnet. Faktisk har jeg fulgt tilblivelsen af Skovtårnet i hele byggeperioden, da jeg har gået mange ture ude i netop den skov. En dag for et par år siden gik jeg og ledte efter en cache, og en mand kom og spurgte, hvad vi lavede. Jeg forklarede lidt om geocaching. Til gengæld forklarede manden om sine store visioner om et kæmpe tårn oppe på bakken. Det var selveste manden bag hele projektet, som vi har talt med. Han virkede meget inovativ og propfyldt med ideer til fremtiden. 

Lige siden gangarealet ud mod byggeriet blev lavet, har jeg spadseret ud gennem skoven og set fundamentet blive støbt og set hvordan man nænsomt gik uden om de 3 midterste træer i selve Skovtårnet. Egentlig er jeg utrolig bange for højder, men det var jeg ikke i dag, da jeg gik op ad (måske kun lidt) mod tårnets top. Men da jeg har set, hvor megen energi, der er blevet lagt i at støbe et ordentligt fundament og hvordan hele byggeriet er gennemarbejdet, så var jeg sikker på, at det tårn ikke ville vælte, selv i blæsevejr. 🙂  Det gjorde det ikke i dag 🙂

Jeg havde egentlig aftalt med Sidsel, at vi skulle i Skovtårnet for 2 uger siden. Men jeg valgte at flytte det 2 uger for at få skovens flotte efterårsfarver endnu flottere. Jeg er glad for, at vi valgte netop i dag. Hold da op, hvor var der smukt. Tror faktisk, at Søren og Sidsel til sidst var trætte af at høre mig sige det 😉

Man kan købe årskort til Skovtårnet. Det overvejer vi lige 🙂

Skovtårnet

.

.

.

.

 

Har delvist selv bygget et shelter ved vores sommerhus

Søren og jeg har i flere år drømt om et shelter ved vores sommerhusgrund (da vi havde en sådan). Efter vi købte sommerhus, forsvandt drømmen ikke. Nu skulle det være ….

Vores færdige shelter, da vi havde fået lagt tagpap på (shelteret er ikke oliebehandlet på dette tidspunkt).

Søren undersøger altid mange ting, når vi går igang med et projekt. Hvad koster det at indkøbe alle byggematerialer selv og selv stå for hele byggeriet kontra at købe et færdigt eller delvist færdigt byggeprojekt. Hvis man selv står for det hele, skal man måske indkøbe materialer i flere forskellige byggemarkeder og lavprismarkeder for at holde økonomien nede. Man skal lave en masse udregninger på længder af lægter, og tænk hvis man kommer til at købe for lidt eller for meget. Det samme gælder, når der skal måles op og transporteres træ, stolper, tagpap m.v.

Vores sommerhus med shelteret i det ene hjørne og vildmarksbad i det andet.

Prismæssigt fandt vi (Søren) ud af, at det bedre kunne betale sig at købe et halvfærdigt byggeprojekt. Vi valgte at købe hos Rahbek og Timbcon – og det er vi bestemt tilfredse med. Stolper, lægter og bund skulle saves i rigtige længder (men passede nogenlunde), siderne og bagenden var færdigmonteret og skulle således blot sættes op på den bund, som vi byggede og fået sat i vatter.

Tagpap var leveret i næsten rigtig længde, kun en smule blev i overskud. Det var dejligt, at der ikke blev leveret for meget (det vil sige, at vi ikke skulle smide en masse ud på genbrugspladsen). Tagpap var med klister/lim og var forholdsvis nemt at lægge på. Man skal dog være to til det!!

Fra terrassen kan man kigge direkte ned til shelteret. Det kan være praktisk for vores lejere, hvis forældre gerne vil have et kig ned til overnattende børn i shelteret 🙂

Vi byggede det over 2 dage, men kunne godt have nøjes med 1 dag – det skal siges, at når vi er i sommerhus er hastværk lastværk, og derfor lavede vi det meste dag 1 og sluttede med tagpap på dag 2.

Vi overvejede om shelteret skulle stå ubehandlet – det vil sige uden maling eller uden oliebehandling. Heldigvis besluttede vi at oliebehandle træværket udvendigt. Og weekenden efter gik jeg igang med penslen. Det blev et flot resultat og træårene står så flot nu.

Jeg har endnu ikke fået sovet i vores shelter, da jeg syntes, at det har været for koldt for min hundehvalp lige nu, for selvfølgelig skal hun være med 🙂

Jeg har ikke noget nærbillede af shelteret efter oliebehandling, men tog nogle billeder af hundene i hyggelig leg i haven og så var shelteret selvfølgelig med på billedet i baggrunden.

At blive 50

Det føles som sådan ikke meget mere anderledes at blive 50 end at være 49. Det er jo bare et tal. Jeg skal dog ikke være bleg for at indrømme, at jeg måske føler mig lidt som en på 35 inden i. Dog har kroppen strejket sidste år i oktober, hvor jeg vrikkede om på den ene fod til badminton – det har taget over et halvt år at komme over. Måske er det pga. alderen, måske er forstuvninger bare trælse. Og så bruger jeg læsebriller.

Læsebriller må der til

Nå men tilbage til min fødselsdag. En rund fødselsdag skal da fejres. Og da jeg på forhånd vidste, at jeg havde et kuld hvalpe mens jeg fyldte 50 år, så var det planlagt for lang tid siden, at jeg holder havefest her til sommer.

Nu går jeg bare og venter på, at regeringen skal øge forsamlingspåbudet, så vi kan være mere end 10. Hvis det ikke øges ja så holder jeg bare den havefest senere.

Til min fødselsdag fik jeg tilsendt rigtig mange buket blomster og andre lækkerier. Folk har fundet ud af, at jeg er til specialøl, så der kom heldigvis ingen rødvin.

Tak allesammen for de dejlige gaver.

Jeg er heldig i denne coronatid

Jeg savner min familie, jeg savner mine kollegaer, jeg savner mine agilityvenner, jeg savner at få besøg, jeg savner at få kram, jeg savner at kunne give hånd … der er ufattelig mange ting, som jeg savner i denne corona-tid. Jeg tror, at alle har det lige som jeg – altså næsten alle.

Men 1 ting, som jeg er meget glad for i denne tid, det er min hjemmearbejdsplads. Altså hvor heldig har man lige lov til at være?!?! Den dag coronaen brød ud fødte Aqua 6 hvalpe, og jeg fik besked på at arbejde hjemmefra. Jeg har et lille skrivebord her ved siden af hvalpegården, hvor 6 fuldstændige fantastiske og vidunderlige og skønne og lækre hvalpe vokser op. De sover lige nu det meste af tiden, men jeg kan følge med i deres opvækst og se hvor fint et arbejde mor-Aqua gør. Hvor heldig har man lige lov til at være. …? Jeg spørger bare! Min arbejdsgiver er også heldig, for hold da op, hvor får man produceret meget, når man arbejder hjemmefra.

Hjemmearbejdsplads ved siden af hvalpegården – heldige mig

Træning af hundene foregår ikke på træningspladsen med mange klubkammerater eller i den lokale agilityhal. Åh, hvor jeg savner samværet med mine kammerater. Den ping pong med gode råd til hinanden, kærlige hints og drillerier er en mangelvare her hjemme. Jeg har en lille have, hvor der er plads til et par spring, en 3 m tunnel og en slalom – dette bevirker heldigvis, at der er mulighed for at nørde lidt på svære slalomindgange eller andre udfordrende ting, så som uiiiii på afstand.

Agilitystævner bliver tidligst i juni måned. Men altså, så sparer jeg da de penge 😉 Det er da positivt… og min mand ser meget mere til mig i denne forårssæson (ved ikke lige, om han synes, at det er positivt 😉 ha ha ha.

Verden sparer også brændstof og forureningen bliver mindre. Det er jo meget positivt. Dog er jeg nervøs for fremtiden og for alle de personer, der er blevet arbejdsløse og de små og store virksomheder, der har det svært.

Jeg følger Jim Lyngvild på instagram og han havde et godt budskab (kærlig opsang) i dag, som jeg vil dele: https://www.instagram.com/p/B-hVnD4g-p-/

Ting vi kan lære af denne tid er, at vi finder ud af at bruge elektroniske kommunikationsmidler endnu mere: Facetime, skype og især gruppeopkald på messenger med video, … you name it – we do it!

Når corona’en er ovre, så glæder jeg mig til at tage endnu flere tossede selfies med mine venner. Se dette billede fra DM i agility sidste år ….

Selfietime. Susanne jeg og Serine.

Sammen hver for sig – vi skal nok komme igennem, bare vi tænker os om!!!!!

.

.

.

Julemarked i Lübeck

Juleturen gik i 2019 til Lübeck.

For et halvt år siden besluttede Søren og jeg os for at vi skulle til julemarked i Tyskland igen. Forrige år var vi i Goslar i Harzen, sidste år i Kiel og i år havde vi planer om Lübeck. I år gik turen derfor til weihnachtsmarkt weekenden før jul.

For lang tid siden søgte vi overnatningssteder på hoteller og pensioner på booking.com, men det var alt sammen lidt for traditionelt til os. Vi udlejer jo selv vores sommerhus via airbnb, fordi vi så kan lade nogle ting blive stående, og ikke behøver at fjerne alt, når vi ikke er der. Vi fandt derfor et lille bitte byhus i den gamle bydel af Lübeck gennem airbnb. Ejeren af huset bor lige nu i Kina og han lejer det ud og får hjælp af en (vist nok) søster til at klare det praktiske. Mere om huset senere i dette blogindlæg.

Fredag morgen tog vi afsted fra Toksværd og var med færgen ved Rødby kl. 9.15. Vi ankom til Lübeck ved 11 tiden og parkerede i et parkeringshus og tog på sightseeing i byen indtil vi kunne overtage vores lejede hus kl. 15. Imens lå hundene godt, varmt og trygt i hundeburet bag i bilen.

Sund og nærende frokost på Niederegger Café i midten af Lübeck.

Vi startede med at gå på den berømte marzipancafe Niederegger i Lübeck. Fredag fik vi derfor kage til frokost, ups, ikke sundt, men hvad pokker, man lever jo kun en gang! Vi købte selvfølgelig også lidt marzipan og mandelgaven til juleaften. Er du gal mand, hvor er jeg glad for, at vi gik i marzipanbutikken allerede fredag formiddag, for da vi  tilfældigvis gik forbi butikken lørdag eftermiddag var der lang kø ud på gaden for bare at komme ind i butikken og caféen!

Marienkirchen. 38,5 meter høj!

Vi gik derefter ind i den store og flotte Marienkirchen, en flot kirke ved siden af rådhuspladsen. Marienkirchen blev opført mellem 1250 og 1350 i nordtysk murstensgotik. Fra gulv til loft er der 38½ m. I kirkens indre kan ses fritlagte kalkmalerier og et rekonstrueret astronomisk ur. Det er Tysklands tredjestørste kirke.

Her ligger de smadrede kirkeklokker det sted, hvor de faldt ned i 1942 i forbindelse med bombedamentet.

På kirkegulvet ligger de gamle knuste kirkeklokker som minde om et allieret luftangreb i 1942. Klokkerne styrtede ned fra tårnet og borede sig ned i stengulvet. Kirken blev delvist ødelagt ved luftangrebet palmesøndag 1942 og er siden genopbygget.

Efter kirkekiggeriet gik turen til den berømte indgangsportal. Den indre by er ikke større end at man let kan gå fra seværdighed til seværdighed. Så efter et par hundrede meter stod vi ved Holstentor, byporten i Lübeck.  Holstentor bærer den latinske indskrift Concordia domi foris pax (enighed hjemme, fred ude). I porten befinder sig i dag det byhistoriske museum.

Der var bl.a. udstillet en gammel tromme, som blev benyttet i 1812 i Lübeck.

Det kostede 7 euro at komme ind, men de penge var godt givet ud. Søren og jeg fik let tiden til at gå derinde i de gamle bygninger, hvor vi så rustninger og læste om hansehistorien, om hvordan købmændene bar sig ad for mange år siden. De var ikke altid rare mænd! Men okay, det var vores vikinger jo heller ikke engang.

Modellen af det gamle Lübeck var virkelig spændende at studere.

Klokken blev 15 og vi hentede bilen og kørte den lille vej ned til vores hus, hvor vi fandt en parkeringsplads lige ud for den lille smøge, som vi skulle ind ad. Vi mødte slet ikke udlejeren, men henter en nøgle i en nøgleboks og låste os selv ind. Vi skulle dog lige finde huset først … man skulle ind ad en lille bitte smøge, hvor man blev nødt til at bøje sig lidt, for ikke at knalde panden mod nogle bjælker. Og vupti, så var vi i den smukkeste og hyggeligste gårdhave.

Her fandt vi en parkeringsplads ned til kanalen, lige ved siden af den eneste cache, som vi fandt i byen. Al tekst til cacherne stod på tysk, så det var lidt besværligt. Derfor blev der ikke tid til den store cachejagt, da vi havde så meget andet at give os til. Se domkirken i baggrunden.

Ja, man skulle dukke sig, for at komme ind i baggården til vores hus. Det var en del af charmen!

Her lå vores lille hus i 3 etager, der var køkken med spiseplads i stueplan, 1. sal et lille soveværelse og badeværelse, 2. sal en lille stue med skråvægge. Det var mere end rigeligt til Søren og jeg. Huset emmede af charme og traditioner.

Vi slappede af et par timer og jeg luftede hundene nede ved vandet. Dejligt, at der også var parker i nærheden med græs. Jeg fik også lejlighed til at træne på DKK’s julekalender, som sjovt nok fredag den 13. var med opgaven ”bang, du er død”. Kizz Me kunne øvelsen i forvejen, så jeg fik lært Pizza det helt fra scratch. Jeg kaldte opgaven for: Døden fra Lübeck 😉

Inde i huset i køkkenet hang der en masse små modeller af facader af huse rundt om i Lübeck. Det var faktisk lidt sjovt at gå rundt i Lübeck for at se, om vi kunne genkende nogle af husene. Det lykkedes også. Jeg tog en masse billeder af facader, som vi skulle genkende, når vi kom hjem. På den måde fandt vi faktisk den gamle politistation og teateret.

 

Alle de små gavl-modeller af berømte huse i Lübeck var sjove at se, om vi kunne finde dem ”i virkeligheden”.

Fredag aften drog vi så ud på julemarkedet. Der var flere julemarkeder, som mere eller mindre hang sammen med hinanden.

Søren og jeg fik selvfølgelig smagt på diverse forskellige glühwein med både det ene og det andet i. Men kl. 21 var vi begge blevet trætte, vi havde jo været tidligt oppe og været turister i løbet af dagen, så vi havde fået noget på opleveren.

Ja, det er så mig 🙂  Årets krus (med pant) var udsmykket med kunst.

Lørdag morgen startede vi med at lufte hundene i en nærliggende park, som vist nok var en del af den gamle skanse. Hundene kom tilbage i huset og Søren og jeg fortsatte så på sightseeing. Vi gik ind i domkirken, den lå kun 200 m fra vores hus. Hold da op, den var flot. Der var en masse gamle kister i kapellerne – jeg fandt aldrig ud af, hvem der lå der, men de var ihvertfald betydningsfulde.

I domkirken var der også et flot gammelt ur, hvor viserne viser modsat i forhold til, hvordan urene viser i dag. Vi sad og ventede til klokken blev tolv, og så gik de små mænd øverst på uret igang med at slå på små ting og vende et timeglas. Solens øjne kiggede imens fra side til side.

Efter besøget i domkirken gik vi mod centrum og det begyndte desværre at regne. Vi endte på cafe Peter Pan og fik en virkelig god frokost. Det er åbenbart en berømt burgerkæde i Tyskland. Det gør ikke noget, hvis den kommer til Danmark!  Regnen var holdt op, da vi kom ud og vi gik så til den anden ende af byen, hvor vi fik set en anden indgangsport til Lübeck. Hold da op en købstad, den by har været med alle de kirker, tårne, bymure og skanser.

Jeg har hostet og snottet lidt inden jeg tog afsted, så en gåtur i byen gjorde det ikke godt for mit hosteri. Vi tog hjem til huset og hundene. Jeg lagde mig på sofaen et par timer. Det gjorde godt og jeg blev lidt frisk igen.

Rådhuspladsen var flot pyntet

Og inden vi så os om, så var det aften igen, og Søren og jeg skulle da lige ud og smage lidt på lidt mere glühwein. Vi fik også købt noget snaps i en af boderne (vi drak den ikke, men har den med hjem til juleaften). Boden med snaps var iøvrigt ved at lukke, da vi kom forbi, så vi fik lige lidt smagsprøverester: Snaps med hindbær m.v.

Alle boderne lukker kl. 22 og så går folk stille og roligt hjem. Det er utrolig fredeligt, ingen ballade, men virkelig mange mennesker. Det kunne man ikke komme udenom – Lübeck er et meget populært sted at komme hen til jul, der er virkelig tæt pakket af mennesker, og det er lidt svært at komme frem og tilbage.

Søndag morgen havde vi god tid. Vi skulle først være ude af huset kl. 11 og vi havde betalt os fra rengøring, så der var ingen stress og jag.

Vi ville holde ind ved Fleggaard på vejen hjem for at handle ind til julen og konfirmation næste år. Men der blev vi godt nok snydt. Lukkeloven i Tyskland snød os! Alle butikker i Tyskland holder åbenbart lukket om søndagen! Vi fandt dog ud af, at Bordershop ved Puttgarden var åben, så der fik vi handlet inden vi kørte ombord på færgen hjem mod Danmark.

Nu her efter at være kommet hjem fra Lübeck er det tid til reflektion. De to andre gange, hvor vi har været til julemarkeder i Tyskland, har jeg følt det som at være eneste dansker og følt det helt specielt. I Lübeck var der virkelig mange danskere, det føltes som om, at hver anden person, man mødte, var dansker. Det var egentlig sjovt men samtidig også utrolig turistet. Jeg ved ikke lige, hvor charmerende det var. Men når jeg tænker over det, så syntes jeg faktisk, at julemarkedet i Kiel var mere hyggeligt.

Måske tager vi en julemarkedspause næste år.

Men en ting er sikkert, og det er, at det er alletiders kærstetur at komme væk fra dagens trommerum og få sig en oplevelse sammen – bare Søren og jeg. Vi er som nyforelskede igen efter sådan en weekend.

Familietur til Tenerife i efterårsferien 2019

Vi har sparet op i 4 år til denne tur. Hver gang min mand, jeg eller min mands børn har haft fødselsdag eller fået julegave, har vi fået penge af mine forældre. Disse penge har vi ikke købt ting for – heller ikke børnene -, men sat pengene ind på en feriekonto i banken. Børnene har dermed også været med til at spare op til turen til Tenerife, hvilket har været vigtigt for mig at lære dem.

Udsigten fra altanen ud for soveværelset. Her nød jeg både min morgenkaffe og aftendrink stort set hver dag. Dejlig markise tog den “værste” sol 🙂

 

Vi kunne iøvrigt have fået turen til det halve, hvis vi havde rejst uden for skolernes efterårsferie. Men vi ville ikke tage børnene ud af skole, det er dårlig stil, når de er oppe i denne alder (14 og 17).

Søren og jeg har haft en del point stående til benyttelse hos Norweigian, så vi valgte at flyve direkte til Tenerife med Norweigian, i stedet for at benytte fx Ryanair eller foretage mellemlandinger i andre lande.

På vores tidligere rejser til Tenerife har vi altid boet på hotel med swimmingpool. I år valgte vi at leje et rækkehus uden pool, men tæt ved stranden. Det viste sig at være en stor succes. Vi var derfor ikke nødt til at afbryde hyggelige udflugter, fordi børnene ville hjem til en tur i swimmingpool (hotellers swimmingpools plejer at lukke kl. 18 til rengøring).

Hjemmefra havde jeg fulgt vejrudsigten og var lidt nervøs for noget småregn, som var på prognosen. Det var som om, at der skulle komme lidt regn sidst i vores ferie, så jeg ønskede at vi foretog ihvertfald udflugt med hvalsafari og gåtur i en slugt så tidligt i ferien som muligt.

På øverste terrasse var der et spabad. Det benyttede jeg dog ikke. Vi har jo vildmarksbad i vores sommerhus hjemme i DK, så det wellness sagde mig ikke så meget på Tenerife.

Ved siden af spabadet var der en solseng. I denne seng overnattede Søren og jeg en nat. Jeg havde heldigvis trukket myggenet for, både i siderne og i loftet. Callao Salvaje er en rolig landsby, så vi blev ikke vækket om natten af larm. Dog var der fuldmåne, så månen skinnede helt vildt 😉

Min yndlingshvidvin på Tenerife: Cruz del Teide. Dejlig koldt glas på min yndlingsaltan med min yndlingsudsigt. Whats not to like?

 

Vi ankom lørdag aften til et dejligt rækkehus og fik os indrettet. Det var en stor glæde at opdage de 2 badeværelser og et gæstetoilet i stueetagen. Med teenagere i huset var det en stor fordel 😉 Vores rækkehus i byen Callao Salveje var i 3 etager og med 3 terrasser. De 2 øverste terrasser/altaner havde fantastisk udsigt over havet, hvilket jeg nød både morgen og aften.

Søndag var snorkledag i vores by ved den nærliggende strand. Vi så en masse fisk og bl.a. barracudaer.

Mandag var vi på hvalsafari, hvor vi var ude på en katamaran-båd. Hver gang jeg har været på Tenerife, har jeg ønsket at komme på sådan en tur, og denne gang lykkedes det endelig. Vi så både grindehvaler og delfiner. Det var en smuk 3 timers tur på havet. I forbindelse med bådturen lagde båden for anker tæt ved Pal Mar, hvor både Søren og jeg var ude at svømme. Da Søren kom op og skiftede til shorts, faldt hans mobil ud af lommen og bump bump bump, så faldt der en iphone i vandet og den sank til bunds!  Der lå den så på 8-10 meter vand og det var for dybt for mig at dykke ned til uden dykkerudstyr. Kaptajnen på båden sagde: Dont worry, I fix that. Og efter lidt snorkling opdagede han telefonen på havets bund og dykkede ned efter den. Han var dagens mand i skysovs, for uden telefonen, ville vi havde svært ved at få den ødelagte telefon dækket af forsikringen. Men det betød så, at med den ødelagte telefon, så var Søren uden mobilos på turen og alle de resterende billeder fra turen blev taget af Emma og jeg.

Flybillet og parkeringsbillet lå heldigvis også på min telefon, så vi klarede os fint gennem hele ferien alligevel.

Grindehvaler med byen Las Americas i baggrunden.

Katamaranen ligger for anker og de personer, der havde lyst til at kaste sig i bølgen blå, kunne bare gøre det. Det sagde Søren og jeg da ikke nej til.

Sådan så båden ud.

Der var mad og drikke ombord. Bl.a. fadøl!

Kaptajnen Victor, der hentede Sørens iPhone på havets bund.

Tirsdag fik vi mit største ferieønske opfyldt. Det var en gåtur i Barranco Del Infierno – en 6,5 km gåtur i en dyb kløft. Kløften har en begrænsning på max 300 personer om dagen. Desuden har kløften været lukket i flere år på grund af dødsfald (turister har været ramt af klippesten, som er faldet ned og har ramt dem). Disse ulykker i kløften har oftest været sket lige efter regnvejr m.v., så derfor var det vigtigt for mig at finde dage, hvor der har været tørvejr i lang tid.

Da vi ankom til starten af ruten blev vi udstyret med hver vores hjelm og en instruktion i, hvad vi skulle gøre, hvis vi hørte klippeskred fra oven. Vi fik også at vide, hvor vi ikke måtte opholde os, men skulle fortsætte med at gå på stien. Det var en storslået tur og jeg var mega udfordret på min højdeskræk i starten af ruten, men efterhånden som vi kom længere og længere ind i kløften, så vænnede jeg mig til det og kunne nyde udsigterne. Og udsigter var der mange af og fauna og flora skiftede hele tiden. Der var frøer helt inde i bunden af kløften og Tenerifes højeste vandfald stod flot og prangende, da vi ankom på slutningen af ruten. Herfra gik det så bare tilbage af samme sti.

En fantastisk tur som sluttede med, at Laurits sagde “tak fordi I tog mig med på denne gåtur”. Det havde jeg aldrig som i ALDRIG troet, at jeg skulle høre fra Laurits. Han kan nemlig være rigtig svær at få med ud og opleve noget og gå ture. Så denne tur med en form for ”bjergbestigning” troede jeg, at han ville opgive på forhånd. Fedt, at jeg tog fejl!

Da dagen var ved at være omme og jeg havde børstet tænder opdagede jeg, at vi havde gået 97 etager op og ned (jeg har en etagemåler på mit ur). Så jeg tog lige 3 ture op og ned ad husets trapper for at få etagemåleren op på 100 inden jeg gik i seng. Det er min absolut etagerekord!

Helt vild flot udsigt fra kløften og ud mod havet. Se stien vi gik på i den højre side af billedet.

Søren, Laurits og jeg på tur. Emma var også med, men nægtede desværre at være med på billedet.

Jeg har tusindevis af billeder af naturen ind til Barranco Del Infierno. Her er en lille bro.

For enden af stien helt inde i kløften dukkede dette smukke vandfald op. Her var så idyllisk, jeg kunne have været der i timevis, men det var kun tilladt at opholde sig der i 5 minutter.

Onsdag var afslapningsdag, hvor vi ikke kunne få Laurits med ud og opleve noget. Autister har brug for at slappe af, så det fik han lov til. Søren og jeg fandt en cache i nærheden af vores rækkehus og jeg fik afleveret en trackable-dims i cachebeholderen til dens videre rejse. Søren fik også fløjet med drone og fik nogle fine optagelser ude ved havet. Emma og jeg benyttede efterfølgende lejligheden til rigtig at få udforsket vores landsby, hvor en cache ledte os ud på den anden side af en byens strand ud på nogle flotte lavaklipper. Vores lange gåtur blev afsluttet på en cocktailbar, hvor vi fik nok verdens bedste smootie.

Enestående lava ved havet ud for Callao Salveje. Det ligner en engel, et spøgelse eller … ja, bestem selv. Smukt er det ihvertfald.

Vores stand i Callao Salveje, som vi ofte var ude at bade ved.

Emma og jeg gik en super hyggelig og dejlig lang gåtur i landsbyen. Vi sluttede impulsivt af på Nebula. Denne bar besøgte vi alle 4 igen aftenen inden vi rejste hjem.

Torsdag var det Sørens tur til at få et ønske opfyldt, og det var at se Santa Cruz, Tenerifes hovedstad samt at komme op på et berømt strand nord for hovedstaden, hvor sandet er gult (og ikke lava-sort), fordi sandet er hentet fra Saharas ørken. At finde parkeringsplads i hovedstaden kan være “spændende”. Vi var blevet anbefalet at finde parkeringshus og google ledte os direkte til en fin parkeringskælder. Da vi kom op fra kælderen befandt vi os direkte på et slags fisketorv – det var virkelig hyggeligt. Selve byen synes jeg ikke var særlig interessant, det kunne være hvilken som helst gågade, vi gik i. Men nu er jeg jo heller ikke en særlig god person at shoppe med, jeg hader det faktisk, da det keder mig.

Turen gik så til den gule og lange strand. Her var virkelig smukt og der var gode faciliteter. Emma og jeg gik en laaaang tur langs strandkanten og fik taget mange insta-billeder 🙂

I Santa Cruz så jeg disse meget specielle øl med coconut, mango og banana. Jeg var fristet til at købe og smage, men nej tak. Det lød alligevel for sødt til min smag. Jeg er mere til Grimbergen!

På stranden nord for Santa Cruz fik vi soppet og hyggesnakket. Dejlig dejlig strand!

Fredag var det Emmas tur til at ønske at se noget. Hun er meget fascineret af at se nogle forladte hoteller, forladte parker eller bygninger. I en by, der hedder Abades, ligger der en masse forladte bygninger. Rent faktisk er det bygninger, der blev bygget til spedalske for mange år siden, men midt i byggeriet, blev alt pludselig stoppet og derfor fremstår bygningerne som forladte og spøgelsesagtige. Her fandt jeg selvfølgelig også nogle cacher. Det er meget specielt at gå rundt og forestille sig, hvordan der skulle have set ud.

Ved Abades ligger der også en fantastisk strand. Sort sand var der naturligvis. Vi havde snorkleudstyret med og ude i havet så vi igen fantastiske fisk, bl.a. en cuttlefish og trompetfisk.

Desværre kunne vi ikke lokke Laurits med på denne tur, så han blev hjemme i rækkehuset og så på iPad og slappede af. Han skulle jo også lade op til lørdagens tur.

Rigtig mange forladte bygninger i spøgelsesbyen ved Abades.

Jeg måtte lige kravle ind i denne tunnel for at finde en cache. Imens udforskede Emma og Søren en af bygningerne. Emma fandt en indvendig trappe i bygningen og pludselig kom hun gående oppe på taget. Uha, lidt farligt men også vildt spændende.

Lørdag var det nemlig Laurits til at få sit store ønske til udflugt realiseret. Han havde glædet sig hele ugen og vi valgte denne dag, da det var den varmeste dag ifølge vejrudsigten. Turen gik nemlig til verdens bedste badeland: Siam Park. Det er virkelig vilde vandrutchebaner, som udfordrer både store og små. Det er tredje gang, at jeg er i dette vandland og jeg blev ikke skuffet, selv om vandland egentlig ikke er noget for mig. Men de der vilde forlystelser, det er virkelig sjovt og udfordrende. Det bedste er at høre Søren skrige højt, når vi alle 4 blev slynget fra den ene ende af rutchebanen til den anden ende i løbet af no time.

Laurits var i øvrigt dene eneste af os 4, der turde prøve tower of power. Sejt gået Laurits!

Søndag, efter 8 overnatninger, var det afrejsedag. Vi skulle være ude af rækkehuset kl. 11 og flyet gik kl. 13.50. Et perfekt tidspunkt at rejse på, så man ikke skulle op kl. lort om morgenen og dermed egentlig også ville miste en hyggelig aften dagen før. Vi fik pakket i ro og mag og gennemgået hele huset, hvis vi skulle have glemt noget. Jeg fik også lejlighed til at tælle skildpadder i huset (huset hed nemlig Villa Sea Turtle), og jeg fandt 38 skildpadder i alt!!! Vi så dog ingen skildpadder i havet denne gang, men så rigtig meget andet.

Herlig tur, hvor vi fik hygget os alle sammen.

Udsigten til La Gomea fra Gallao Salveje

 Tak fordi du læste med så langt.

Nu er jeg gået på slankekur igen 🤣😜

 

 

 

.

Genopfriskning af livreddende førstehjælp

Her er hjerterstarteren placeret på dukken og jeg giver hjertemassage. Masken havde vi pillet af tidligere i forløbet, idet vi allerede før havde prøvet mund til mund metoden.

For et par måneder siden skrev Toksværd Badminton ud til medlemmer med tilbud om førstehjælpskursus. Jeg sprang til, for jeg trængte til at få genopfrisket de forskellige ting, som man er udsat for i forbindelse med hjerte-lunge-redning.

Kurset blev afholdt lokalt, hvor der var folk med fra den landsby, hvor jeg bor i. Det var hovedsageligt badmintonfolk, fodboldfolk og gymnastikfolk, der deltog.

Vi fik undervisning af en fra Røde Kors (faktisk Arne – en af Sørens tidligere kollegaer) og fik gennemgået diverse procedurer, som man skal huske, når der er en person, der kommer til skade.

• Sikre området (stop ulykken).
• Kald på hjælp. Ring 112.
• Start førstehjælp.
• osv.

Vi så film om en person, som blev reddet fra druknedøden, og vi fik vist hvordan unormal vejrtrækning er kontra normal vejrtrækning.

Jeg synes, at det er vigtigt at lære om førstehjælp og få genopfrisket førstehjælp og dermed holde det ved lige.

Man kan læse mere om førstehjælp her: https://www.falck.dk/foerstehjaelp/saadan-goer-du/foerstehjaelpsraad/

Især nu hvor jeg er tilmeldt “redderliv”, så er det godt at have den nyeste viden om førstehjælp og hjerte-lunge-redning. Jeg er heldigvis endnu ikke blevet tilkaldt som hjerteløber via appen firstAED, men når jeg bliver det, så vil jeg gerne være så klar som mulig og vide, hvad jeg skal gøre.

I vores landsby Toksværd er der 3 hjertestartere tilmeldt hjertestarter.dk. Der er faktisk også en fjerde, men den er desværre ikke tilmeldt, men vi ved den eksisterer i landsbyen. Så 4 hjertestartere i en lille landsby, det er fantastisk!
Her er et kort over hjertestartere: https://hjertestarter.dk/find-hjertestartere/find-hjertestartere

Slide fra powerpointshow, hvor der blev vist hvor vigtigt det er at skubbe hovedet på den tilskadekomne bagover, så der skabes frie luftveje, når man giver mund-til-mund.

Førstehjælpskurset blev holdt af Røde Kors.
Man kan komme på et førstehjælpskursus ved at tilmelde sig via deres hjemmeside. Det kan klart anbefales, for man ved aldrig, hvornår ens ven/familie/eller andre kan have brug for hjælp, og det vil være rigtig træls, hvis man ikke ved, hvad man skal gøre, og så slet ikke gør noget.

Her for et par uger siden var jeg ude at gå tur med mine hunde efter arbejdstid. Det var mørkt, men jeg har lygter på. Jeg gik forbi glatbanen (trafikbanen) ved Toksværd. Pludselig lød der et ordentligt rabalder, som en rude, der knustes. Jeg var i tvivl om jeg skulle gå om bagved bygningen, for at se, hvad der var sket, for det kunne jo være indbrud, der var igang. Men det var det ikke. En ung fyr var kommet til at gå igennem en stor rude, istedet for at gå ud af skydedørene. Han var heldigvis ikke kommet slem til skade. Men tænk, hvis han var alene og havde brug for hjælp.

Det var et fint 4 timers kursus på en dejlig lørdag formiddag.

Ny bil – igen en kia

Søren og jeg har længe snakket om at udskifte en af vores biler. Sørens saab havde efterhånden over 300000 km på bagen, så vi valgte, at den skulle udskiftes.

Vi har drømt om en hybrid-bil længe. Efter at have studeret biler og modeller samt prøvekørt en del biler faldt valget på

KIA OPTIMA HYBRID PLUGIN

Det er en fantastisk bil. Jeg er simpelthen forelsket!

Den har mange fordele. Automatgear. Retter ind efter striber på vejen. Ved couisecontrol kan den afstandsbedømme og sænke farten, hvis den kommer for tæt på forankørende (I love it) og selv sætte farten op, når man har overhalet. Den bruger selv vinduesvisker efter behov og blænder selv op og ned for lyset. Sidst men ikke mindst er der sædevarme OG varme i rattet. Der er også apple car play og mange andre fordele.

Vi lader op hjemme, når clever har sat der opladerstander op.

Skønt med næsten ingen vægtafgift… eller hvad det hedder nu til dags.

En bil, der varmt kan anbefales!

Sommerferie ved Balatonsøen i Ungarn

Smuk udsigt fra bjerget over Revfulop over Balatonsøen og det karakteristiske bjerg Badacsony

 

Hvordan finder man lige ud af, at man skal til selve Balatonsøen i Ungarn?
Det er ikke et sted, som jeg har hørt om før, men for at gøre en kort historie lang 😉 så søgte jeg efter hoteller ved Ebreichsdorf i Østrig tilbage i januar måned, da jeg søgte om at komme på European Open-landsholdet i agility med Pizza. Nogle af hotelsøgningerne på booking.com viste sig at være hoteller i Ungarn. Jeg opdagede derfor, hvor tæt Ungarn lå på EO og snakkede med min mand Søren, om vi skulle tage til Ungarn efter EO (som strækker sig fra torsdag-søndag), hvis jeg blev udtaget til EO-landsholdet. Så kunne vi nemlig holde ferie i forlængelse af European Open. Det var meningen, at jeg skulle køre alene til EO og Søren og ungerne skulle tage flyet til Budapest, hvor jeg så skulle hente dem, når EO var slut.

Men hele den sidste plan med, at Søren skulle tage fly til Budapest m.v. blev ændret i juni, da Pizza og jeg ikke blev udtaget til EO-landsholdet. Så i stedet for, at jeg skulle have været kørt til Østrig den 25. juli, bookede vi færge og hotel ved Prag lørdag den 28. juli.

Blev udtaget til European Open alligevel
Men men men… lørdag den 21. juli fik jeg pludselig en opringning … der var en plads til Pizza og jeg til European Open, da en af de andre deltagere var blevet skadet. Jeg var på nippet til at sige nej, men mit gamle konkurrence- og landsholdshjerte bankede faktisk lidt for højt og jeg drøftede sagen med Søren. Han indvilgede i, at køre hele turen til Ungarn med ungerne og Kizz Me alene og så hente mig i Østrig efter finalerne ved EO.

Jeg fik hjælp af min veninde Yvonna til arrangering af samkørsel til Østrig og hotelophold ved EO. Men det med EO må jeg hellere blogge om en anden gang. Dette indlæg handler nemlig om UNGARN. – og nu ved I, hvorfor vi endte med at holde ferie ved Ungarn.

Hvordan valgte vi Balatonsøen?
Jeg havde egentlig aldrig overvejet ferie ved Ungarn, men et par søgninger på internettet nævnte Balatonsøen (Centraleuropas største sø), som et muligt område for os. Vi læste også et blogindlæg om en familie, som havde valgt Balatonsøen. Det er faktisk også en af grundene til, at jeg blogger om vores rejse, da jeg kan se på mine blog-statistikker, at rigtig mange har haft glæde af at læse om vores ferie til Tjekkiet ved Det Bøhmiske Paradis.

Her er huset, som vi boede i. Se den dejlige grønne græsplæne og den fantastiske overdækkede terrasse.

 

Vi solgte jo campingvognen i sommer. I stedet for at ligge på campingplads, så vi søgte efter et sommerhus eller noget, der ligner. Valget faldt på et mindre hus i byen Revfulop, som ligger 100 meter fra Balatonsøen. Og det skulle vise sig at være et fantastisk sted og et fantastisk hus med fantastiske værter.

Se huset på booking.com. Der er et par lejligheder på opslaget på booking-søgningen, men se på “lejlighed med terrasse”.

Vi fik en varm velkomst søndag aften (efter Søren havde hentet mig i Østrig). Der var sat en lokal flaske hvidvin frem på bordet til os. Huset lå i en baghave til et større hus. Det større hus var opdelt i 3 boliger, men vores hus lå for sig selv som en selvstændig enhed. Hele grunden var indhegnet og den store port ud mod vejen kunne låses om natten. Jeg kunne fornemme, hvordan værterne var lidt betænkelige ved at skulle have lejere med 2 store hunde. Men heldigvis er Pizza og Kizz Me søde og velopdragne hunde, der hurtigt fik nogle gode venner i vores værter. Faktisk så legede værterne med hundene flere gange.

Vores værter elskede at lege med hundene. De spurgte pænt om lov om ikke nok Kizz Me og Pizza måtte lege med vand. Det var selvfølgelig helt okay 🙂 Jeg ved ikke hvem, der syntes, at det var sjovest med vandlegen  he he he.

 

Huset kan jeg klart anbefale andre at leje. Der var ikke nogen stor stue, men blot en mindre spiseafdeling i forbindelse med gangen/entreen. Heldigvis var der en kæmpe stor terrasse, hvor vi tilbragte det meste af vores tid. Morgenmad, frokost og aftensmad blev indtaget på terrassen. Den første morgen spurgte værterne os, hvordan vi havde sovet. Vi fortalte, at der havde været frygtelig varmt … og vupti et par timer efter, havde de købt en blæser til os. Det er da omsorg!

Jeg havde lånt bogen Turen går til Budapest og Ungarn af Yvonnas mor, som tilfældigvis havde den med til Østrig. Der var et helt kapitel om Balatonsøen. Vi brugte bogen som inspiration til udflugter. Tripadvisor og geocaching blev også brugt til at finde udflugtsmål.

 

Den ekstreme varme, som har hærget hele Europa hele sommeren, var også i Ungarn. Varmen lagde en del dæmper på de aktiviteter, som jeg gerne ville foretage mig. Jeg havde tænkt på mange gåture i skovene og bestige nogle af de vulkaner, som området er bygget op om.

Jeg gik derfor en del gåture alene med hundene om morgenen eller tidlig formiddag lige efter morgenmaden. Jeg undersøgte byen og området nord for Revfulop. Jeg fandt bl.a. en cache oppe i skoven, som var lidt svær at komme frem til.

Vindistrikt
Området ved Revfulop og i det hele taget rundt om Balatonsøen er kendt for rigtig god hvidvin. Søren og jeg gik en eftermiddag op til en lokal vinbonde, hvor vi fik prøvesmagt noget hvidvin direkte tappet fra vintønderne. Vi endte med at købe 2 flasker vin, som bonden egentlig ville have hældt på 2 plastikflasker, men da han så vores ansigtsudtryk fik vi 2 (glas)flasker hvidvin, godt nok uden etiketter 🙂 Ret sjov oplevelse.

Hos vinbonden Gelencser smagte vi på vin tappet direkte fra fad.

 

Dagen efter kørte vi ud til en stor vinproducent, hvor vi købte 12 flasker vin hos Vargabor. Vi kunne desværre ikke smage noget af vinen, men vi købte 6 flasker magen til den hvidvin, som værterne i Revfulop gav os, da vi ankom. Vi brugte også app’en vivino til at finde os en god rosé. Vinen kostede 590 huf pr. flaske, hvilket svarer til kr. 13,60. Vi havde desværre ikke plads til mere vin i bilen. Når man er 4 mennesker og 2 hunde fylder det godt op.

Maden og drikkevarer
Vi spiste en del på restaurant, da mad i Ungarn er meget billig i forhold til mad i Danmark, og det kunne næsten ikke betale sig at lave mad selv. Så vi gav os selv lidt luxus. Hvis vi spiste på restaurant om aftenen og fik et fint måltid, så kom beløbet op på ca. 200-220 kr. inkl. drikkevarer.

Vi prøvede lidt af de ungarnske specialiter, herunder selvfølgelig gullasch. Vi købte også paprika med hjem, både en sød og en stærk, så nu skal vi selv i gang med at kokkerere.

Langos!  Det er en slags friturestegt brød, som serveres overalt på restauranterne. Man kan få Langos med ost, ketchup, pølser, cremefraise eller nutella.

Den ungarnske IPA fra Soproni var min yndlingsøl.

Dette her smørepålæg er verdens lækreste smørepålæg. BUM BASTA! Det kan kun købes hos Lidl i Tjekkiet. Vi kunne huske Peanua fra vores første rejser i Tjekkiet og har tænkt på det lige siden. Det smager stadig himmelsk oven på morgenbrød.

På alle restauranter kunne man købe limonade i alle afskygninger. Dette er vandmelon-limonade. Der var altid godt med is i limonaden samt både af citron og lime. Skønt, forfriskende og billigt i Ungarn!

 

Seværdigheder i gåafstand af huset
Der var selvfølgelig en masse af se på i nærheden af Revfulop. Men spørgsmålet var, om vi orkede det på grund af varmen. Der var et cirkus 300 meter fra huset, som lå der i al den tid, vi boede i Revfulop. I Ungarn må man stadig benytte vilde dyr i cirkus, så der var kameler, elefanter samt tigere og løver i bur lige ud til vejen. En af aftenerne gik Emma og jeg en tur, da jeg skulle nå mit bevægelsesmål, inden vi skulle i seng, og vi gik forbi cirkuset. En af tigerne havde et udfald mod en af løverne, som var i bur lige op ad tigerene. Uha, Emma og jeg blev bange. Og nej, jeg støtter på ingen måde vilde dyr i cirkus og vi var ikke inde og se forestillingen.
Men lidt andre seværdigheder i gåafstand blev det da til. Se billederne nedenfor.

Fulopi Templomrom. En gammel ruin fra 1311 blot 100 meter fra vores hus. https://goo.gl/maps/d7WEBUQAzbD2

Her er den strand, som vi boede meget tæt på. Det kostede 600 huf (kr. 13) om dagen at benytte stranden, hvis man ville ind flere gange om dagen mellem kl. 8-18. Søren og jeg var ude at bade de fleste morgener inden ungerne stod op. Det var skønt med en morgendukkert. Stranden var pæn og rengjort. Vi skulle gå ca. 50 meter ud før der var 1,5 m dybt. Der var livredder i dagtimerne. Desuden var der flere små restauranter, en kaffebar samt toiletter og omklædningsrum. Man kunne også leje cykelbåde. Til at starte med var vi irriteret over, at det var en betalingsstand, men endte med at være glad for de ordnede forhold og ville hellere end gerne betale for det.

En gåtur op ad bjerget ved Revfulop ender ved et højt tårn, hvorfra der er en virkelig pragtfuld udsigt. Her står jeg med mine skønne bonusbørn Laurits og Emma.

Emma og Søren øverst i tårnet og lige da jeg skulle tage billedet dukker Laurits op på en af udsigtsafsatserne og vinker til mig. Herligt foto af Fulop Hegi. https://goo.gl/maps/bCQv2PxFFDz

 

Seværdigheder i kort køreafstand af Revfulop
Vi havde i starten af ferien planlagt en seværdighed hver dag. Det blev til termiske bade, underjordisk grottesejllads, borgen Szigliget, cachejagt ved et gammelt kloster og en tur til halvøen Tihany.

Søren og Emma havde en udflugt til Budapest en dag, hvor jeg ikke tog med, da jeg blev sammen med Laurits og hundene i Revfulop. Den dag legede Laurits og jeg næsten 2 timer i vandet ved stranden og det blev den dag, hvor jeg tabte min vielsesring. Den ligger nu på bunden af Balatonsøen et eller andet sted.

Thermal Lake of Heviz
Søren havde udset sig et termisk bad, som et spændende udflugtsmål. Det var det også. Det var faktisk meget utroligt. Og det var samtidig det eneste sted, hvor vi mødte danskere på hele vores tur.

De termiske bade i Heviz er bygget for mange mange år siden og vandet bliver opvarmet ved hjælp af varmt vand fra en underjordisk grotte. Vandet var dejlig varmt og vi brugte hurtigt 3 timer i det varme vand.

Heviz har Europas største termiske sø, hvis vandsammensætning og temperatur siges at have en god virkning på en lang række lokomotoriske problemer som led-, muskel- og knoglesmerter.

Vandet er rigt på karbon, svovl, magnesium og kalcium. Det siges, at allerede romerne kendte til søens kvaliteter, men det er først i 1800-tallet, at turisterne for alvor begyndte at komme til Heviz i håb om, at søens vand kunne hjælpe på deres skavanker.

I Therminal Lake of Heviz kunne man leje baderinge, så man ikke skulle bruge energi på at svømme i det varme vand. Man kunne nøjes med at ligge og tulle rundt. Det var virkelig skønt.

Der var også mudderbad i terminalsøen. Her bliver Laurits og jeg helbredt for et eller andet 🙂

Da vandet er rig på mineraler, svovl m.v. er der opsat skilte ved omklædningen om, at man skal huske at tage sølvsmykker af. De skilte så jeg først da jeg gik ud. Min sølvring så altså virkelig underlig ud til slut. Men er på vej til at have naturlig farve igen.

Her kommer så lige den største blondinedumhed:  Man er udstyret med en slags urrem, som kan låse ens skabe op og man kan holde urremmen hen over nogle bokse, som så aflæser, hvor meget tid, man har tilbage at bade i. Når man forlader stedet, skal man tage armbåndet af og lægge i en maskine, så man kan komme ud af døren. Jeg havde taget mit applewatch på inde i garderoben, da jeg tog tøj på. Og da jeg så kom ud til døren ved udgangen kommer jeg til at tage mit applewatch af og putter det i maskinen. Jeg opdager det i sidste øjeblik inden maskinen æder mit applewatch, og jeg når at hive det op igen, men maskinen havde ædt lidt af min urrem, som jeg så måtte sætte sammen med et hårelastik resten af ferien. Kæft mand, det var dumt.

 

Grotterne under byen Tapolca
En af de andre dage tog vi en køretur til byen Tapolca. Under byen er der et grotteanlæg, hvor der bl.a. er vand. Det er HELT VILD FLOT og var en meget fantastisk oplevelse. Man skal ikke lide af klaustrofobi, når man sejlede rundt i de smalle tunneller, og det var da også ved at gå galt for en af de andre både, som havde et hysterisk barn om bord.

Jeg havde læst et sted på nettet, at det var bedst at komme en time i forvejen før sejlladsen. Men det viste sig at være en dum ide. Vi havde købt billet til et bestemt tidspunkt, og man kunne ikke komme ind før det tidspunkt. Så vi var lidt rundt i byen Tapolca inden vi kunne komme ind til grotterne. Den time, der så er snakket om er faktisk en rundvisning i museet om grotterne, de forskellige stenarter, vulkaner m.v. Det var meget interessant og vi blev udstyret med 3D-briller, da der var skærme rundt omkring på museet, som havde 3D-visning af forskellige ting.

Der var simpelthen så flot i grotterne. Vi tog nok 50 billeder dernede, hvis det kan gøre det. Vandet var så klart og smukt.

Emma sidder bagest i den lille båd og jeg sidder forrest og styrer ved hjælp af en padle.

 

Szigliget Castle
En af morgenerne blæste det lidt og vi snakkede om, at så var det ikke så varmt at komme op og se på Szigliget Borgen. Desværre aftog vinden og det blev ulideligt varmt at bevæge sig rundt på trapperne ved den store gamle borg. Borgen har været kæmpe stor engang, men i 1690 ramte et lyn ned i borgen, og krudtlageret sprang en del af borgen i stykker.

Flot udsigt fra borgruinen.

Lidt mere udsigt fra ruinen.

 

Cachejagt
Den sidste dag i Ungarn fik jeg lokket familien med på cachejagt. Jeg havde fundet en cache, som havde fået mange favoritpoint fra andre. Så ved man med sikkerhed, at det er et spændende sted eller en sjov cache. Geocaching fik os ud i en skov (så vi kunne gå i skygge) og inde i skoven var der en gammel klosterruin. Det var Paulite Monastery Ruin.

Laurits fandt cachen denne gang. Faktisk kan det være ret svært at finde cacherne nogle steder i Ungarn, da der er mange sten, som man skal vende. Det er ikke som i Danmark, hvor man tydeligt kan se, hvor cacherne er gemt, da der oftest ikke er mange store sten at gemme beholderne under, men blot en stak grene, som ser lidt for underlige ud.

Det flotte gamle kloster. Laurits står under korset inde i klosterets kirke.

 

Kørsel i Ungarn
Vejene er ikke så gode som i Tyskland og i Danmark. Men de er fremkommelige og folk i Ungarn kører pænt. Skiltningen er også ret god. Søren og Emma tog toget til og fra Budapest. Det gik også fint. De var heldige at have fået en pladsbillet til en af de gode vogne med airconditioning.

Der var mange sjove vejskilte. Her kan man se, at der er risiko for hestevogne. Der var også andre vejskilte med traktorer uden førerhus. 🙂

 

Badning i Balatonsøen
Vi havde læst en del om, at der skulle være mange slanger ved og i Søen. Jeg var den eneste, der så en slange, og det var på en gåtur ved havnen med hundene. Slangerne er ikke farlige, men vi havde forventet at se en masse af dem, nu hvor alle skrev om de der slanger.

Søen er lang og kalkholdig – og helt utrolig smuk. Man skal ikke gøre sig forhåbninger om at have en dykke- eller snorkleferie. Man kan ikke se langt under vand. Men vandet er rent og behageligt at bade i. Man er ikke bange for brandmænd eller noget der ligner.

Det dejlige vand i Balatonsøen havde en skøn temperatur. Vi havde en af dagene lejet en vandcykel, som vi sprang ud fra. I baggrunden kan man på toppen af bjerget se det tårn, vi gik op til.

Hvis man tror, at Balatonsøen er et godt sted for hunde at bade, så må man tro om igen. Det er svært at finde et egnet sted, hvor de faktisk må bade. Det er forbudt at tage hunde med på strandene. Søen er 74 km lang og det er kun tilladt på 3 strande at bade sammen med hundene. Og desværre var vores strand ikke en af disse strande. Her er jeg taget ned til havnen i Revfulop, hvor hundene fik lov til at svømme lidt rundt.

Vi var på sejltur en af aftenerne, hvor vi nød den smukke solnedgang. Det var en hyggelig tur.

Man måtte gerne tage hunde med på de fleste restauranter, nogle restauranter skiltede ovenikøbet med det. Tjenerne kom ofte med vand og vandskåle til hundene inden man selv fik udleveret menukortet. 

Det ungarnske folk
Vores værter (udlejere af huset i Revfulop) var meget meget venlige og hjælpsomme. De var begge gode til tysk og engelsk. Men generelt oplevede vi, at folk ikke var så gode til engelsk. Folk snakkede automatisk tysk til os, så Søren og jeg måtte i gang med vores skoletyske.
Når jeg går på gaden i Danmark, så hilser man på folk, siger dav eller hej eller nikker, når man går forbi. I Ungarn har jeg oplevelsen af, at man undgår øjenkontakt og ikke er så glad for at hilse på fremmede. Tror det handler om, at folket er genert.

En af morgenerne gik jeg tur med hundene og havde naturligvis samlet hundelort op i en lortepose. Jeg nærmede mig lystyacthavnen og ville lægge posen i en af de store grønne containere ved indgangen. Så kom vagten løbende ud og skældte og smælte, at jeg ikke måtte gå der (sagde han på Ungarnsk). Jeg forsøgte at forklare, at jeg bare gerne lige ville lægge en pose i en affaldscontainer, men det var lige før han var eksploderet af raseri. Jeg havde mest lyst til at smide posen på jorden og gå min vej, men så tror jeg, at jeg havde fået tæsk. Han var godt nok ikke rar.

Men ellers var folk venlige.

Valuta og betaling
Man skal huske at have lidt valuta med hjemmefra. Enkelte steder tages der ikke imod Visa-kort, men det kan man undersøge inden man køber ind i supermarkedet (flere havde et minimumbeløb, man skulle købe for, ellers ville de ikke tage imod Visa). Enkelte butikker modtog ikke visa, men MasterCard.

Der skal ligeledes betales en turistskat, når man har boet til leje. Det kom lidt som en overraskelse for os, da vi skulle afrejse. Men hvis vi havde læst det med småt hos booking.com, så havde vi ikke været så overrasket.

Turen hjem blev delt op i 2 bidder
Egentlig kunne Søren og jeg godt have kørt hele vejen hjem i 1 stræk, men vi valgte for børnenes skyld at dele køreturen op i 2. Vi havde dermed en overnatning i Leipzig på et hotel nær motorvejen. Vi ankom til hotellet i Leipzig ved 15 tiden fredag eftermiddag. Laurits gad ikke med på sightseeing, så hundene, Søren, Emma og jeg begav os ud på tur.

Leipzig
Jeg søgte lidt på Tripadvisor for at finde ud af, hvad folk kunne anbefale at se, når man var i byen. Alle gav høje favoritpoint til et kæmpe monument. Volkerschlachtdenkmal. Det var et 91 meter højt monument. Da vi kørte derhen i bil, så vi monumentet i det fjerne og troede, at vi var tæt på. Så vi fandt hurtigt en parkeringsplads. Det skulle så vise sig, at det var noget længere væk end vi regnede med. Men skidt med det, så fik vi en dejlig gåtur i en park på vej derhen.

Det kæmpestore monument, som desværre var lukket da vi ankom, så vi var aldrig inde at se det indvendigt. Men vi kunne komme langt op på trapperne op til dørene udvendigt. Prøv at se billedet her, hvor jeg har lavet et lille udsnit, så man kan fornemme hvor små menneskerne er i forhold til monumentet.

Hundene var med på gåturen i Leipzig. Emma, Søren og jeg nyder den flotte udsigt over byen fra monumentet.

Panoramaudsigt over parken og monumentet.

En hurtig gåtur i parken efter besøg af monumentet bragte os til en cache, der havde denne beskrivelse: This is a fast traditional cache nearby Europe’s tallest monument. In the listing “most found caches in Leipzig” it´s a top 10 cache. An ideal cache for Leipzig tourists!

Vores hotel i Leipzig lå lige op ad et kææææmpemæssigt indkøbscenter. Her fik jeg lejlighed til at komme i min yndlingssportsforretning Decathlon. Se, jeg har helt julelys i øjnene.

Efter 12 dage sydpå vendte vi snuden hjemad. Vejret havde været skønt, solrigt og varmt. Da vi nåede færgen ved Rostock var den godt nok lidt forsinket og jeg sagde, at vi nok fik os en vippetur mod Gedser. Og ja, det skal jeg love for, at vi gjorde. Færgen kunne faktisk af sikkerhedsgrunde ikke komme ind i havnen i Gedser pga. blæsevejret, så vi lå og tullede rundt ude på havet i en halv times tid inden færgen forsøgte at gå i havn. Hatten af for den dygtige kaptajn!!!

 

Motionsmål nået hver dag!
Selv om jeg har spist en hulens masse is, drukke iskaffe, drukket god tjekkisk og ungarnsk øl og spist peanua hver dag, så har jeg kun taget 0,7 kg på. Jeg har været meget obs på at opnå mine 10.000 skridt om dagen og nå mine motionsmål og bevægelsesmål.

Dejlig ferie alt i alt
Når man er afsted 4 mennesker og 2 hunde er der en masse hensyn, som man skal tage til hinanden. Ind i mellem har humøret svinget lidt hos os alle. Sikkert på grund af den ulidelige varme på 32-36 grader, mangel på gode internetforbindelser/ps4 og nok også mig, der har krudt i røven og gerne vil opleve noget, i stedet for at ligge på en strand eller bade hele tiden eller spille på iPad.
Normalt plejer vi at gå lidt mere på geocachingjagt på vores ferier, men varmen var en stor årsag til, at vi ikke orkede at lede for meget. På denne ferie blev det kun til 4 cacher i alt, og den ene fandt jeg på en alene-gåtur i skoven.

4-kløveret på sejltur. Tak for en god ferie.

Rød kajak til 2 personer – tjek!

Jeg er en stor livsnyder – og samtidig elsker jeg havet og dets muligheder. En havkajak har længe været på ønskesedlen.

Søren og jeg har længe snakket om at købe en kajak som tilbehør til sommerhuset. Vi har syslet med tanken om en oppustelig en af slagsen, så den er let at pakke væk i et udhus.

Men efter lidt snak med en kajak-sælger i Næstved faldt valget på en kajak, som ikke skal pustes op. Vi har også købt en vogn til kajakken, så vi let kan transportere den til og fra sundet.

I går lørdag drog vi ud på vores jomfrutur med kajakken. Vi valgte at gå ned med kajakken og sætte den i vandet ved Sortsø Gab og ro stille og roligt til Sortsø Havn for at besøge røgeriet og købe vores yndlingsfiskefrikadeller.
På vejen hjem fra Sortsø Havn tabte Søren dog sine nyindkøbte solbriller i vandet (havde lige givet kr. 900 for dem). Det opdagede vi først, da vi var hjemme.

Vi spiste frokost (ja, rigtig gættet: fiskefrikadeller) og derefter tog vi våddragter og snorkeludstyr på. Så gik jagten ellers ind på Sørens solbriller. Vi kørte til Sortsø Havn, hvor vi gik i vandet. Vi ledte længe og jeg havde egentlig givet op og var på vej tilbage mod havnen, hvor vi havde parkeret bilen. Pludselig fik jeg øje på solbrillerne på havets bund. Jeg dykkede ned og tog dem op .Jeg ville egentlig have taget dem stille og roligt og svømmet hen til Søren, som ledte et andet sted efter solbrillerne.  Jeg blev bare simpelthen så begejstret, at jeg råbte op med snorkel og det hele på. Søren vidste så godt, hvad det der “bla bla bla blob blob blob” betød 🙂

Det betød så også for mig, at Søren måtte give en kæmpe italiensk is på havnen i Stubbekøbing lidt senere.

Vi har lige lagt kajakken op på land mens vi var ved Sortsø Røgeri.

Vi har købt en lille vogn til at have kajakken på, så det ser ud til, at vi går en lille tur med kajakken.

 

Hvor skal du hen i den fart?

Jeg går virkelig stærkt, når jeg går tur med hundene. Hvis min mand forvilder sig med på gåtur med hundene, spørger han ofte “hvor skal du hen i den fart?”

Sagen er den, at jeg sidste år så nogle reklamer på diverse medier/websites for apps til telefonen, som måler km og kalorier, hvis man går lange ture hver dag. Og med den app skulle man kunne tabe sig og blive i god form.

Jeg var for nærig til at købe app’en, så jeg opfandt mit eget system. Har et apple watch, som kan sættes til at måle aktivitet. Jeg har sat nogle mål for hvor mange kalorier, jeg skal forbrænde hver dag (måler bevægelse). Desuden måles hvor meget motion, jeg skal dyrke hver dag og hvor meget jeg skal stå op på arbejde i stedet for at sidde længe på en kontorstol.

Samtidig har jeg sat mig et mål for antallet af skridt hver dag. Hertil bruger jeg StepsApp.

 

Jeg går meget ofte ture i skovene omkring min bopæl. Jeg bruger endomondo til at måle km og til at få mig til at gå hurtig km for km (damen kommer jo lige med en lille hilsen for hver km). Jeg vil helst gå 1 km på 9 minutter, men det kan let blive *ødelagt*, hvis hundene lige skal det ene eller det andet.

Jeg følger i løbet af dagen med på mit ur, om jeg opnår mine mål. Jeg har i flere måneder opnået alle mine mål hver dag. Også selv om jeg sidst på aftenen har manglet nogle skridt e.lign., så har jeg lavet let løb på stedet, mens jeg har børster tænder. Det ser godt nok fjollet ud, men jeg har et mål, som jeg BARE VIL opnå!

Siden januar har jeg tabt 7 kg og det er mange år siden, at jeg har været i så god form. Jeg er ikke så træt længere. Jeg er ikke på en decideret slankekur – benytter kun mine gå- og motionsmål. Jeg har ikke brug for at tabe mig yderligere, så nu bruger jeg mine mål til at holde mig i form og få noget dejlig motion ude i naturen.

Mine hundes form er også blevet bedre. De er ikke så buttede at se på og de virker mere adrætte.

Mine mål for juni er opnået hver dag. Cirklerne skal lukkes for hver farve. Rød er bevægelse, grøn er motion og blå er stå-mål.

Dette er mine skridt, som jeg har sat til 10.000 pr. dag som minimum. Jeg er ofte over 15.000. Men for en dame med kontorjob, så kræver det en lang morgengåtur og længere eftermiddagsgåtur at komme over de 10.000 skridt om dagen. Målene er nået hver dag i juni. Man kan se på grafen, at februar ikke var for god, der lå jeg syg med influenza en uge.