Har delvist selv bygget et shelter ved vores sommerhus
4. juni 2020 Skriv en kommentar
Søren og jeg har i flere år drømt om et shelter ved vores sommerhusgrund (da vi havde en sådan). Efter vi købte sommerhus, forsvandt drømmen ikke. Nu skulle det være ….

Søren undersøger altid mange ting, når vi går igang med et projekt. Hvad koster det at indkøbe alle byggematerialer selv og selv stå for hele byggeriet kontra at købe et færdigt eller delvist færdigt byggeprojekt. Hvis man selv står for det hele, skal man måske indkøbe materialer i flere forskellige byggemarkeder og lavprismarkeder for at holde økonomien nede. Man skal lave en masse udregninger på længder af lægter, og tænk hvis man kommer til at købe for lidt eller for meget. Det samme gælder, når der skal måles op og transporteres træ, stolper, tagpap m.v.

Prismæssigt fandt vi (Søren) ud af, at det bedre kunne betale sig at købe et halvfærdigt byggeprojekt. Vi valgte at købe hos Rahbek og Timbcon – og det er vi bestemt tilfredse med. Stolper, lægter og bund skulle saves i rigtige længder (men passede nogenlunde), siderne og bagenden var færdigmonteret og skulle således blot sættes op på den bund, som vi byggede og fået sat i vatter.
Tagpap var leveret i næsten rigtig længde, kun en smule blev i overskud. Det var dejligt, at der ikke blev leveret for meget (det vil sige, at vi ikke skulle smide en masse ud på genbrugspladsen). Tagpap var med klister/lim og var forholdsvis nemt at lægge på. Man skal dog være to til det!!

Vi byggede det over 2 dage, men kunne godt have nøjes med 1 dag – det skal siges, at når vi er i sommerhus er hastværk lastværk, og derfor lavede vi det meste dag 1 og sluttede med tagpap på dag 2.
Vi overvejede om shelteret skulle stå ubehandlet – det vil sige uden maling eller uden oliebehandling. Heldigvis besluttede vi at oliebehandle træværket udvendigt. Og weekenden efter gik jeg igang med penslen. Det blev et flot resultat og træårene står så flot nu.
Jeg har endnu ikke fået sovet i vores shelter, da jeg syntes, at det har været for koldt for min hundehvalp lige nu, for selvfølgelig skal hun være med 🙂
