Det blev til skal ikke

Hygge til træning kan være lige så sjovt, som at gå til konkurrencer og løbe efter de eftertragtede landsholdspladser samt deltage til NM/VM.

Jeg skrev jo for en måneds tid siden, at jeg overvejede at søge landshold i agility i år. Min endelige konklusion blev et ”skal ikke”. Beslutningen blev taget mest på baggrund af Pizzas seneste konkurrence, hvor hun ud af 4 løb ikke havde et eneste fejlfrit løb (dog 3 gennemførte). Faktisk var det sådan, at når jeg stillede til start til det pågældende stævne, så kunne jeg mærke, hvordan jeg hele tiden tænkte på at præstere på topplan og jeg følte, at alle kiggede på mig. Min mavefornemmelse var derfor, at landshold må vente til næste år, hvor Pizza har endnu mere stabilitet med sig og jeg har fået finpudset nogle flere detaljer.

Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg skal søge landshold, så skal jeg være ”sikker på”, at jeg kan få en plads på selve landsholdet og komme med til NM/VM. Hvis jeg ikke er sikker på det, så er det ikke mit år. Jeg gør nemlig ikke noget halvhjertet.

En sidste og afgørende ting var også, at jeg er enormt bange for at miste hyggen til stævnerne på grund af for stor koncentration og konkurrencepres. Jeg skal have det sjovt, selv om min hund laver 5 fejl eller bliver disket. Min hund gør alt for mig, så derfor vil jeg også gøre alt for hende, og det er at dyrke min sport på almindelig konkurrenceplan lige nu 🙂

Selfie med Pizza

Kizz Me afsluttede agilitykarrieren med manér

Kizz Me fik mig til præmieoverrækkelse 4 gange. Man kunne fx vinde Grimbergen.

Jeg har længe gået og tænkt på, hvornår mon det var tid for gamle Kizz Me på 11 år at gå på pension. Hun kan nemlig godt virke lidt gammel og stiv, når vi har lavet noget fysisk, fx været til agilitykonkurrence. Kizz Me er en hund, der ikke ligger på den lade side, heller ikke når man er gammel. Hun har kun 1 gear: Fuld fart frem.

Så det var egentlig med lidt vemod, at jeg tilmeldte hende agilitystævnet i Vallensbæk i dag. For tænk hvis nu, at det var det sidste stævne med hende? Tja, når man ser på hende, når hun rejser sig her til aften, så tror jeg sørme, at det var hendes sidste stævneløb i dag.

Efter et af løbene gav jeg Kizz Me et ordenlig kys på kinden. Jeg kiggede på et tidspunkt og troede, at hun blødte, men det var blot hendes blondinemor, der havde taget læbestift på til agilitystævne!

Hun skulle løbe 4 løb om formiddagen, og vandt dem alle 4!!! Sådan der! Jeg var også meget fokuseret og ville gerne give både hende og jeg en sidste oplevelse sammen på agilitybanerne. Det skal jeg love for at vi fik, vi nød det begge to til fulde. Kizz Me blev stævnets bedste seniorhund og vi fik et gavekort fra Maxi Zoo.

Se hendes løb her:

Pizza løb også i dag. Hun var en stjerne i de svære klasse 3 løb, men havde desværre ingen fejlfrie løb. Hun fik mig dog op til præmiebordet et par gange. Det blev vist til en 5. plads i det ene løb og 6. og 7. plads i de andre løb.

Faktisk troede jeg ikke, at jeg skulle til præmieoverrækkelse for Pizzas ene springløb, idet hun havde en vægring på muren. Så da sidste løb var forbi pakkede jeg sammen og kørte hjem efter en lang dag i hallen. Min søde veninde Susanne var stadig i hallen og ringede mig op, mens jeg kørte på motorvejen (jep, jeg har bluetooth og speakere), og jeg kunne mærke stemningen ha ha ha, det var så sjovt. Og hun valgte en pose med dogs creek legetøj til hundene eller måske mit kommende kuld hvalpe….

Se de dejlige gavekort mine hunde vandt til mig.
Elsker at komme til præmieoverrækkelse, hvor man kan vælge imellem flere forskellige præmier. Kizz Me står og logrer, da jeg kigger ned i posen med lækre sager. Så vidt jeg husker, så valgte jeg en stor pose med masser af træningsgodbidder.

.

.

.

Tænke tænke tænke – skal – skal ikke

For 2 uger siden til agilitytræning hos Channie blev Pizza og jeg sat til at træne på en bane, der er tegnet af den dommer, der skal dømme nordisk mesterskab i agility til august. Vi skulle starte med at løbe hele banen og derefter plejer vi at træne på små moduler i banen, som volder os ”problemer”.

Jeg sagde for sjovt, at hvis Pizza løb banen fejlfrit i første hug, så ville jeg søge landsholdet i år. Sørme om ikke den sad lige i skabet. Det har givet mig en del at tænke over.

At være på bruttolandsholdet og løbe kvalifikationsløb samt være til landsholdssamling kræver en del af den person, som forsøger at komme på landsholdet. Man skal holde tungen lige i munden, have is i maven og være indstillet på, at det ikke altid er så sjovt at gå efter de eftertragtede kvalifikationspoint – for der kan være meget på spil for de enkelte ekvipager. Der kan være en smule koldt på toppen. Jeg har jo være på landshold 4 år i træk – fra 2007-2010 – med Pizzas mormor Panik, så jeg har prøvet det før.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

Der er også en masse positivt ved at søge landshold. Man træner mere intensivt, lægger planer og målsætninger samt er meget mere seriøs i sin træning. Man danner nye venskaber og lærer en masse om sig selv og sin hund.

Pizza bliver 6 år til sommer. Hun har haft 2 kuld hvalpe og skal ikke have flere kuld, for nu skal Pizza og jeg nyde hendes agilitykarriere.

Jeg må indrømme, at det tænder mig lidt, at Pizza er så god for tiden både til træning og til konkurrencer. Spørgsmålet er bare, om sådan en gammel kone som jeg (fylder snart 50 år), stadig kan blande mig mellem danmarks bedste …. tænke tænke tænke. Ja, jeg er gået i tænkeboks. Der er sidste frist for ansøgning om et par uger, så jeg har lidt tid at tænke i. Der er også mange andre ting, som er med i afgørelsen om landshold …, såsom et hvalpekuld her hjemme (Aqua min udstationeringstæve kommer hjem i marts), arbejde, mine forældres helbred, tid og penge samt ikke mindst, om min ankel får det bedre (forstuvet i efteråret).

Læs mere om landsholdet på DKK’s hjemmeside:
https://www.dkk.dk/kurser-prover-og-traening/aktiviteter-med-din-hund/agility/dkk-s-agility-landshold

Nedenfor er billedet fra det hold, der blev sendt til European Open i Østrig i 2018. Jeg står lige i midten.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

.

.

Agility i Sverige

Min veninde Susanne og jeg har lige været en tur i Sverige, hvor vi har været til agilitystævne i to dage. Det har været en dejlig og lærerig tur. Det er altid hyggeligt at være afsted sammen med Susanne, vi har det så sjovt sammen, og nyder at kunne snakke om agilitysport, hunde og ordne verdenssituationen.

Vi havde lejet et fint hus/hytte 8 km fra stævnepladsen. Vi fandt det på Airbnb. Der var alt det der skulle være i huset, og vi fik lavet aftensmad i det fine lille køkken samt bacon og æg til morgenmad hver dag. Skal jo holde min LCHFkur, så godt som jeg kan.
Stævnet blev holdt i en industrihal, hvor der var et par søjler i gulvet i selve arealet. Det gav lidt udfordringer for handlingen. Men det var ikke værre, end hvis der havde stået i et spring eller anden forhindring, der hvor søjlen var. Søjlerne var heldigvis pakket godt ind, såfremt man skulle være uheldig, at ramle ind i en.
Susannes og min hund var trætte lørdag aften. Det var Susanne og jeg også. Vi gik i seng klokken 21. Godt mættet af indtryk og masser af motion.

Der var i det hele taget rigtig rigtig mange disk den weekend til mange ekvipager. Jeg er glad for, at jeg kom igennem bare tre ud af otte løb. Der var 26 ekvipager i XL klassen, og i nogle løb var der kun 2-3, der gennemførte. Egentlig synes jeg ikke, at banerne var vildt svære, folk (inkl. mig selv) var nok bare vildt uheldige.

Dommeren havde også lidt problemer med at få placeret nogle spring på banen, så en af banerne er blevet lavet helt om inden vi skulle løbe den. Denne her sekvens blev heldigvis lavet om inden vi skulle løbe. Man skulle komme bag fra springet indenom eller udenom søjlen.

Det var en rigtig dejlig weekend med god stemning og jeg fik flere nye agilityvenner på kontoen. Desværre ikke de mest prangende resultater, men det kommer nok en anden gang, især når min ankel bliver helt frisk. Jeg er stadig lidt plaget af min forstuvning til badminton for to måneder siden.

Herlig natur lige i nærheden til god gåtur efter stævnet. Jeg søgte selvfølgelig efter, om der var cacher i nærheden, men dem, der var, stod som sidst fundet i 2017 og folk havde anmeldt cacherne som måske ikke eksisterende.

Glæder mig til næste stævne, der er en hel måned til. Det må jeg jo se, om jeg overlever.

 

.

 

Øvelse gør mester

Vi er nogle stykker, der har været fascineret af agilityverdensmesteren Stanislav’s handling i et stykke tid. Vi samledes så i dag i en agilityhal for at træne på nogle momenter, hvor fjerndirigering kan komme på tale som et alternativ, hvis man ikke kan nå op til sin hund på banen.

At tolke på Pizzas ansigtsudtryk efter træningen, så var hun vist meget tilfreds med dagens agilitytræning. Uha, jeg elsker den hund.

 

Jeg har især brug for denne fjerndirigeringshandling i fremtiden, for jeg bliver jo ikke yngre, og at komme op på samme hastighed med min hurtige hund, det når jeg aldrig. P.t. har jeg stadig en fod, der gør knuder, så det gør det jo heller ikke bedre.

Jeg skal have indøvet verbale kommandoer på Pizza, så hun drejer til den rigtige side, kommer ind til mig og tager spring udefra – dette arbejde er godt i gang og det nyder jeg godt af, når vi er til konkurrencer. Største opgave for os er faktisk at løbe fremad, især hvis der står nogle andre forhindringer ude til siderne, som trækker. Så de gode gamle fremadsendelser skal vi tilbage til. Så at sige “back to basic”.

Her er en video, som Stanislav har lagt op på sin youtubekanal. Så kan I måske bedre forstå min fascination:

.

.

.

Fantastisk weekend: Safri Duo lørdag og agilitycertifikat søndag

Jeg har fulgt Safri Duo i rigtig mange år. Første gang jeg oplevede dem live var faktisk i Grønland, hvor jeg var til en workshop med dem i Nuuk. Tror måske, at det har været i 1995 eller deromkring. Dengang var Uffe og Morten klassisk musikere, og var endnu ikke slået igennem som popmusikere. Uffe og Morten lærte hinanden at kende via Tivoligarden, hvor de spillede marchtromme.

Safri Duo for fuld udblæsning i Vershuset i Næstved den 16/11-2019. Jeg tror, at det er den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet. Jeg sad selvfølgelig på første række!!!

Nå, men nu var jeg altså til en lille koncert med Safri Duo i Næstved i går. Det var en koncert, hvor de i første halvdel af showet fortalte om deres klassiske karriere med små historier fra deres liv. De spillede selvfølgelig også på instrumenter.

Anden del af showet var med musik og historier om, hvordan bl.a. deres store hit Played-A-Live blev til. Meget interessant.

Jeg tror, at det har været den bedste koncert, jeg nogensinde har været med til, især fordi man fik historierne bag musikken med. Publikum blev også gjort aktive med klap i rytmer, hvilket lige var noget for mig. Rigtig fed oplevelse.

Lørdag gik jeg i seng med et stort smil på læben og virkelig ømme hænder af at klappe så meget.

Her er et lille klip fra deres koncert:

Jeg har også spillet marchtromme, det var i Silkeborg Tamburkorps. Senere var jeg trommeslager i Nuuk Byorkester og da jeg flyttede tilbage til Danmark fortsatte jeg som trommeslager i Hvidovre Brassband. Hundesport gjorde sit indtog i mit liv, og jeg blev nødt til at foretage et valg mellem musik og koncerter i weekenderne eller hundesport. Det blev hundesporten, der vandt.

Jeg har dog senere ikke kunne lægge musikken helt fra mig. Forsøgte mig med dog dancing (freestyle) og det blev da også til en enkelt konkurrence, sjovt nok med musik fra Safri Duo og en stor trommestik som rekvisit. Desværre syntes Panik dengang, at det var alt alt for sjovt, hvilket hun råbte højlydt og da hunde ikke må gø i dog dancing, trak det for meget i point, så jeg måtte opgive det igen.

Søndag til agilitystævne

Jeg har jo været temmelig handicappet pga. min dårlige ankel pga. forstuvning for 3 uger siden, så jeg har måtte lære Pizza fjerndirigering agilitymæssigt. Det bar frugt i dag. Hold da op altså en fantastisk hundepige jeg har fået mig. Pizza bringer mig så megen glæde i min elskede agilitysport. Hun gør alt for mig og jeg er virkelig taknemmelig for at have sådan en hund.

Lidt billedeudklip af en video.

Pizza løb 4 løb i dag søndag på Garbogaard. Første springløb var med en nedrivning. De næste 3 løb var fejlfri, hvilket jeg er forundret over, for det er jo klasse 3 baner, vi løber og det er ikke let at handle en hurtig hund, når man ikke kan følge med. Så 4 gennemførte løb er da total godkendt, hvis jeg selv skal sige det.

Det første agilityløb gik godt og Pizza løb fejlfrit. Susanne med Asasara Kom Her Jeehaa (Holley) løb også fejlfrit og lige et my af et splitsekund hurtigere end Pizza, vist nok 9 hundrededele af et sekund. Så hun snuppede lige det første agilitycertifikat for næsen af Pizza. Men ved I hvad, det under jeg virkelig Susanne. Det var virkelig et smukt løb de havde, og det var så fortjent.

Min agilityveninde Susanne vandt første AG3 løb og fik sit første certifikat, jeg vandt andet AG3 løb og fik Pizzas andet certifikat. Vi havde en fantastisk dag!

Næste agilityløb var Pizza første hund på banen. Åh, jeg hader jo at starte, men måtte lægge ordentligt ud og Pizza løb fejlfrit, selv om jeg kom humpende bag hende på hele banen. Faktisk var hun den eneste, der gennemførte løbet, så hun vandt selvfølgelig certifikatet. Nu mangler Pizza bare et cert mere, så er hun Dansk Agility Champion.

Her er videoklip af det sidste løb søndag:

 

Jow jow, her er beviset.

Min træning de sidste par uger, hvor jeg ikke har kunne løbe, men har måtte lære Pizza at tage forhindringer via mine verbale kommandoer har været en øjenåbner for mig. Det har været så fedt at træne. Og I dag så jeg så resultatet. 2 stk. anden pladser og en første plads.

Video af mit første agilityløb, lidt klumpedumpeagtigt og med diverse halten:

En dejlig dejlig weekend er slut.

 

 

.

Fjernstyring af agilityhund

Når knæet gør nassss….

Sidste mandag til agilitytræning hos Channie fik jeg lavet et dumt vrid i mit knæ. Det har så drillet mig on off hele ugen, hvor jeg har lidt smerter. Især når jeg skal bøje knæet for meget (fx når jeg går op og ned af trapper).

Men det holder mig dog ikke fra at “” til agility. Hver tirsdag træner jeg sammen med en flok gode venner i Ringsted. Faktisk følte vi os alle 3 på holdet lidt amputeret i tirsdags: En havde knæproblemer, en havde problemer med vejrtrækning og så mig, der ikke kunne løbe. Vi udnyttede dog situationen og fik trænet lidt på fjernstyring af vores agilityhunde – sådan lidt ala Stanislav fra Rusland, der vandt VM i agility for nylig. Han er faktisk mit store idol. En kæmpe mand, med lidt for mange kilo vægt, som har lært sin hund fjernstyring. Det ser så bragende godt ud.

Jeg forsøgte mig med en masse verbale kommandoer i tirsdags til træningen. En masse af disse kommandoer kan jeg takke min hvalpeinstruktør Johanna Allanach for. “Left” og “Right” kommer virkelig på prøve, når Pizza skal dreje den ene og anden vej. Jeg skal bare lige lære at time det lidt bedre i fremtiden. Men fremtiden ser lys ud.

Sådan så træningen ud:

Tak Marianne for at filme Pizza og jeg. ❤

 

 

.

4-dages miniferie på Bornholm

For mange måneder siden besluttede jeg mig for at tage til DKK kreds 8’s agilitystævne på Bornholm i den midterste weekend i september. Jeg tjekkede færgebilletter, og de var billige, hvis man tog over Ystand til Rønne allerede torsdag morgen, altså 2 dage før stævnet. 99 kr. for en færgebillet med bil. Det var da billigt og hvis jeg kunne finde et billigt hus at leje, så var det jo toppen. Airbnb blev trawlet tynd og pludselig fandt jeg en lille hytte, der lignede  noget fra 70’erne med alle de retro-ting, der var på hylderne. Så det var med en vis skepsis, at jeg bookede hytten, for der var kun billeder af hytten indefra.

Sådan så retrohytten ud. Der var pænt og nydeligt. Og min frygt blev gjort til skamme. Herlig overdækket terrasse med modne jordbær i urtepotterne. Der var ingen have til hytten, men det gik fint, for luftemuligheder var jo lige uden for hytten i skoven.

2 cacheture ledte os forbi denne kirke, som er utrolig smuk. Der var en kirkemand indefor, som fortalte os lidt om kirkens historie og om det flotte moderne alter-maleri.

Søren havde fået fri, så han var med derovre. Børnene går jo i skole på hverdage, så de var hos deres mor.

Alle de gange, hvor jeg har været på Bornholm, så har jeg boet ved Gudhjem, Hasle, Dueodde eller andre steder ved kysten. Aldrig ved Rønne, altså Bornholms ”hovedstad”.

Hytten lå på Stampen Vej 4 lige uden for Rønne og var et anneks til ejerens hus. Det var ganske rigtigt en retrohytte, men alt var fint og ordentligt, så her vil jeg gerne bo igen en anden gang. Der var en bette stue, soveværelse, badeværelse og køkken på ca. 2 m2. Og så var der en dejlig overdækket terrasse. Det føltes som om, at hytten lå inde i en skov, så vi bemærkede ikke, at der var blæsevejr de 4 dage.

Planen var, at jeg de første to dage inden agilitystævnet ville udforske Rønne by. Jeg havde fået flere tips af en af mine geocachingvenner Wilfred til nogle gode cacher i Rønne. Den første cachetur vi kom ud på var en multicache, hvor vi blev dirigeret rundt i byen og skulle udforske nogle gps-steder og tælle fx vinduer for at få næste gps-position. På turen mødte vi tilfældigvis en “indfødt” som fortalte os om det hus, vi stod ved, at det var en gammel gård, som lå lige uden for bymuren i gamle dage. Turen hed Brosten og gamle huse.

Næste cachetur var en historietur, hvor vi kom rundt for at se relieffer og steder, hvor russerne havde bombet Rønne efter 2. verdenskrig var slut. Det er en helt anderledes krigshistorie Rønne har i forhold til resten af Danmark. Enten har jeg ikke hørt ordentlig efter i historietimerne eller også har jeg glemt, hvad Bornholmerne var igennem i forbindelse med 2. verdenskrig.

En tur rundt i Rønne by for at se på relieffer. Et af stederne blev vi budt på kaffe hos en keramikforretning. Rønnes befolkning er virkelig søde og rare, vi følte os ihvertfald meget velkommen, hvorend vi gik hen.

 

En cache ledte os ud til et sted, hvor der var en slags lagune mellem klipperne. Jeg skulle dog ikke nyde noget af en badetur … havde heller ikke badetøj med 😉

 

Vi var på jagt efter en bestemt cache fredag eftermiddag i nærheden af Døndalen. Vi kunne ikke finde den, og gik så op i Døndalen. På vej ned fik jeg pludselig en lys ide om, hvor cachen kunne være. Jeg havde ret. Vi skulle ind i en tunnel. Utroligt hvad man gør for at finde en lille beholder og et stykke papir 🙂

Faktisk var Søren og jeg så fascineret af Rønnes historie, at vi fredag formiddag besøgte Rønne Museum. Vi regnede med at få en time til at gå derinde. Men inden vi havde set os om var der gået 2½ time. Utroligt spændende især med guld-gubbernes opkravning m.v.

Vi kom på museum … altså som besøgende 😉

Lørdag og søndag stod i agilityens tegn hos DKK kreds 8. Et super hyggeligt stævne (kun 1 bane = afstressende), hvor det var lige ved og næsten med Pizzas ene springløb, hvor hun blev nr. 2, kun 8 hundrededele af et sekund fra at snuppe certet og 1. pladsen. Hun blev også nr. 2 i spring åben.

Der var ikke så mange seniorhunde tilmeldt. Vist nok kun 3 store i alt. Kizz Me vandt 4 ud af 6 løb.

Pizza var virkelig i hopla til agilitystævnet.

Der var mega blæsevejr lørdag og søndag. Jeg havde ikke hårtørrer med til Bornholm, så håret blev (hurtigt) lufttørret.

Ditte Wolsteds datter Kimmie på 14 år havde jeg set løbe agility til DM i august måned. Hun fik lov til at låne Pizza til dette stævne på Bornholm i 3 løb. SÅDAN! Det klarede de til UG kryds og bolle. 2 fejlfrie løb og 1 løb med 5 fejl. Det må da siges at være bestået! Hvis alt går vel og de får løbet udtagelsesløb, kan det være, at de skal prøve sig med junior DM i agility næste år.

Mens jeg løb agility lørdag og søndag var Søren forskellige steder rundt på Bornholm. Både med drone og på cachejagt. Dejligt, at han ikke bare sidder og keder sig ved ringsiden til agility, men selv søger udfordringer.

Generelt var der dejligt vejr på Bornholm. De 2 første dage var skønne og de 2 sidste dage var med rigtig hård vind. Flere af teltene på agilitypladsen blæste i stykker. Færgen hjem var også udfordrende for nogle. Jeg har aldrig været søsyg, og blev det heller ikke på denne tur, men jeg kunne se flere kaste op og have det rigtig dårligt. Der blev brugt en del af de hvide papirsposer ved de forskellige borde.

 

Det var så tredje gang i år, at jeg var på Bornholm. Det er en ø, som jeg ALDRIG bliver træt af at besøge. Der er altid noget at se, som man aldrig har oplevet før.

 

DM i agility – I AM BACK!

På vej i mål

Hoooooney I am hooooome! Sådan en følelse har jeg lige nu. Jeg er endelig kommet hjem igen efter en lang rallyferie med Kizz Me. Nu er det Pizzas tur til at give den gas og jeg nyder igen min gamle hobby: Agility.

I weekenden var jeg til DM i Vejen, hvor Pizza og jeg vandt sølv sammen med holdet Hans og Tøserne.

At løbe fejlfrit i mål til DM er den fedeste følelse!!!!! Det har jeg meget svært ved at skjule. Der er ikke så meget jantelov i mig.

Her er dog lidt historie om tiden op til DM:

Pizza havde jo hvalpe i foråret, så derfor havde jeg på forhånd lagt op til, at jeg ikke skulle på noget hold agilitymæssigt i år, da jeg jo ikke kunne yde en hel sæson for et hold.

Pludselig en dag så jeg, at det hold, som jeg delvist var med på sidste år, manglede en hund til deres hold Hans og Tøserne, da holdet havde fået en skadet hund. Jeg blev spurgt om jeg ville på hold resten af sæsonen, og svarede ja. Jeg har lige nøjagtig nået at være på hold til 2 stævner for at opnå udtagelse til hold-DM i agility.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

På facebook har holdet en lukket gruppe, hvor vi diskuterer strategi for vores løb, tilmeldinger til konkurrencer, giver opbakning og aftaler en masse om, hvordan vi skal løbe. Der er ingen af os, der træner på samme hold eller i samme klub, vi kender bare hinanden utrolig godt gennem mange år på agilitybanerne. Dette sammenhold og aftale om, hvordan vi løber til DM tror jeg har været med til, at vi virkelig gjorde alt, hvad vi kunne, for at komme på skamlen.

Vores holdkaptajn skrev følgende: Kære Teammates, this is your captain speaking😄 glæder mig til vi skal gi den max gas i weekenden og vi går efter medaljer, hvis nogen skulle være i tvivl. Dorthe har som den eneste også kvalificeret sig individuelt og vi hepper højlydt på dig🇩🇰👍🏻 pøj pøj til os alle

Jeg skrev bl.a. følgende til vores holdkammerater: Vi kan sagtens gøre os gældende. Jeg vil foreslå en strategi med stille, rolige sikre løb. Det kan godt være, at vores tider ikke vil være himmelske, men det er trods alt vigtigere at være fejlfri. Prøv at se, hvordan folk vandt NM.

… og sådan blev vi bare ved med at gejle hinanden op.

Vores dejlige hold med god holdånd

Holdånden fortsatte dagene op til DM og under selve DM. Vi var fuldstændig enige om den fælles strategi: Sikre holdløb, stille og roligt (som det nu kan være med en hurtig hund), tager ingen chancer. Fejlfrit løb er bedre end en nedrevet overligger med en hurtig tid.

Lørdagens holdløb gik rigtig godt. Der var 3 fejlfrie hunde ud af de 4 første hunde, og da jeg altid løber sidst, satsede jeg alle bananer for at lave en hurtigere tid, da vi jo på den måde kunne forbedre vores tid. Pizza blev desværre disket, men vi havde jo stadig 3 fejlfrie hunde igennem, og det var målet, da de 3 bedste hunde tæller på holdet.

Lørdagens resultat var, at vi lå nr. 3. Hold da op, hvor blev vi tændte af det. Vi kunne pludselig se, at der var mulighed for at ende på skamlen til DM. Så da vi kørte fra DM-pladsen og hjem til kroen for at slappe af og lade op, kom vi til at runde McD og fik en stor is. Ups.

Lørdag aften på Mikkelborg Kro var smadder hyggelig. Susanne og hende søn Julius, Serine, Dorthe og jeg fik dagens ret på kroen og vi fik vist også nogle øl eller 2 eller 3 (altså ikke Julius). Snakken gik og vejret var dejligt. Vi sad ude til kl. 22 i shorts/nederdel og t-shirt.

Selfietime. Susanne jeg og Serine.

Dorthe min holdkammerat og jeg delte værelse og vi sov begge meget urolige den nat. Tror vi var virkelig spændte på, hvordan søndagen ville ende.

Søndag mødte vi op på pladsen kl. lidt i 8 og der blev uddelt flag og sunget nationalsang. Det er meget festligt. Heldigvis blev der i år ikke uddelt en gammel dansk eller anden bitter. Jeg har altid syntes, at det alkohol om morgenen til DM var malplaceret til sådan en sportsbegivenhed.

Så gik finalerne igang. Først de små hunde og så mellem hunde. Holdenes startrækkefølge er sådan, at gårsdagens dårligste resultat starter og til sidst de bedst placerede hold. Dermed bliver det mere og mere spændende efterhånden som dagen går.

Så blev det endelig de store hundes tur. Jeg var så spændt, at mens jeg sad og så på de små og mellem hunde målte jeg min puls, den lå på 100-105, hvilket jo ikke var så godt.

Dommeren Helge Himle fra Norge havde tegnet nogle rigtig gode DM baner. Der var nogle drilske ting på banen, men ikke noget, som vi ikke kunne løse. Da det blev vores holds tur var holdet stadig helt enige om, at vi skulle løbe sikkert og forsøge at løbe fejlfrit.

Gitte og Tag startede med at løbe fint, men fik 5 fejl på vippen og 5 fejl på balancen. Men de kom igennem!!! det var vigtigt. Så kom Camilla og Halina, desværre en disk. Så kom Dorthe og Cyber, fejlfrit (som dagen før)! Derefter var Hans på banen, disk. ….. F-F-F-ordet …., så afhang det hele ligesom af Pizza og jeg. Vi skulle jo have 3 hunde igennem banen og nu var 2 hunde pludselig disket ud af 4.

Da jeg skulle ind på banen blev mine ben pludselig tunge, men jeg fastholdt fokus, lavede et par lydighedsøvelser med Pizza. Da jeg stod klar til start tog jeg en dyb indånding og tænkte … det her kan jeg godt. Mit mål var at komme fejlfrit igennem, skidt med store buer og skidt med skodhandling – jeg skulle BARE igennem fejlfrit, for ellers var vi røget ned på en dårlig placering. Sørme om ikke om Pizza og jeg gjorde det …. vi løb fejlfrit og sikke en glæde.

Her er mit løb:

Vi endte som sagt med at blive sølvvinder. Det føltes som om vi vandt, for vi vandt på sammenhold og holdånd. Jeg er bare så stolt af mine holdkammerater. Vi gav alt hvad vi havde i os og vi havde troen på, at det kunne lade sig gøre. Bedst af alt var, at alle på holdet havde ydet en indsats, som bevirkede, at vores hold endte så flot.

Dorthe og jeg havde en fantastisk tur til Vejen. Hun er en herlig rejsekammerat og det går også fint med hundene på hotelværelse og i bilen.

Tak fordi du læst med så langt. 🙂

I AM BACK!

 

Pizza 5 år

Hold da op – allerede 5 år. Utrolig som tiden går. Pizza fylder år i dag og jeg har købt en fødselsdagsgave til hende. En ny tunnel, der er skridsikker indvendig. Glæder mig til at tage den i brug, skal dog lige have fyldt sand i Jenny Bags-tunnelholderne.

Pizzas første agilitycertifikat

Der var varslet hedebølge til agilitykonkurrencen hos Sydfalster Agilityklub. Jeg tænkte så, at jeg ikke ville sidde og koge i et telt, men have lidt luft omkring mig. Jeg købte derfor en parasol for et par dage siden. Og det var klogt!

Total retro mødte jeg op med blot et hegn, stol og parasol i dag. Fuldstændig som da jeg gik til konkurrencer for 25 år siden. Der sad man også bare med parasol eller strandtelt rundt omkring agilityringene, og nogle sad også bare på et tæppe.

Eneste nye i dag var, at jeg også havde et sølvcover, til at lægge hen over hegnet. Pizza havde det heldigvis ikke for varmt på noget tidspunkt. Så min strategi virkede.

Det var et rigtig fint stævne, som klubben havde fået stablet på benene. I går var der klasse 1 og 2 stævne. I dag var det kun for klasse 3. Det fungerede rigtig fint og der var god stemning. Klubben har endnu ikke den store erfaring i stævner, men de er godt på vej. Fx havde de lavet stort set ens startlister i alle løb, og den går ikke ifølge reglerne. Jeg var en af de første i alle 4 løb, og det var jeg ked af, da jeg gerne vil have mulighed for at se de andres løb inden jeg selv skal løbe, da der godt kan være forskel på handling og hvor langt man når, i forhold til den banegennemgang man har nået. Og hvis jeg hver gang skal starte klassen, bliver jeg frataget denne mulighed i hvert eneste løb. Jeg skrev om det på facebookbegivenheden og de tog det til sig, og sendte et nyt katalog ud. Dejligt med en klub, der lytter til os gamle garvede agilitytosser 🙂

Dommer var Allan Hansen og han havde lavet nogle rigtig gode og flydende klasse 3 baner med nogle finurligheder, som gav udfordringer, men ikke noget, som vi ikke kunne løse, med den rigtige handling. Apropos rigtig handling, så blev mit første løb til en disk, da jeg lige manglede et skridt til en side og Pizza tog et forkert spring. Der skal ikke så meget fejlhandling til, som resulterer i en disk, når han har en hurtig hund. I løbet af et splitsekund kan det gå galt.

 

Pizzas første agilitycertifikat 30/6-2019

Andet løb på dagen var agility klasse 3. Første hund på banen var fejlfri og derfor vidste jeg, at hvis jeg skulle slå den tid, så måtte jeg give lidt slip på Pizzas felter, det vil sige, release hende lidt før tid, samtidig med, at jeg skulle sikre mig, at hun fik felterne. Hun var heldigvis fejlfri, blev nr. 2, men da nr. 1 allerede var champion, så gik certet videre til Pizza. YEAH!

Jeg har ikke opnået et agilitycertifikat siden 2015 (med Kizz Me), så jeg var faktisk en anelse rørt, da der blev spurgt efter Pizzas røde resultathæfte, som der skal skrives i, hvis man opnår certifikater.

Jeg må sige, at jeg er lige en anelse stolt

Nu går jagten for alvor ind på de sidste 2 certifikater før Pizza kan kalde sig for Dansk Agility Champion.

Hold nu kææææææft, hvor var det en varm dag (31-32 grader!). Efter konkurrencen kørte jeg forbi vores sommerhus, hvor jeg hurtigt fandt min badedragt frem fra skabet og så gik Pizza og jeg ud og bade i Grønsund. Det var virkelig skønt at blive kølet ned.

Næste weekend gælder agilitystævne i Højme. Glæder mig allerede!

 

 

 

 

.

Årets første agilitystævne – uha det var skønt at komme igang igen

Jeg har en tradition og det er at deltage i DKK Vibys 3-dages agilitystævne i Kristi Himmelfartsferien. I år var det så årets første stævne, idet Pizza jo har haft hvalpe, og der skal gå minimum 75 dage efter hvalpene er født, til man må deltage i stævner. Så med drægtighed, hvalpe og efter-hvalpetid, så går der let et halvt år uden agility. Det er faktisk en af årsagerne til, at jeg vælger at udstationere en tæve, så jeg ikke behøver at have mere end et par kuld hvalpe på mine egne tæver. Jeg vil ikke være en producent på mine hunde og jeg vil samtidig dyrke min hobby – hundesport.

Nå, men altså i onsdags lige efter arbejde kørte jeg afsted mod Jylland med Pizza, Kizz Me, telt og udstyr. Der var desværre den traditionsrige kø på Fyn, men det viste sig, at være en lang elastikkø hele vejen over Fyn til Skanderborg. Så det tog lidt tid at komme til Viby.

Mit dejlige Quechua-telt fra Decathlon med luftstænger. Dejlig rummeligt og selv en blondine kan finde ud af at sætte det op.

Teltet blev sat op og jeg slappede af med hundene og mødte alle mine agilityvenner. Fik kogt lidt vand og spiste en overdådig aftensmad (cupnoodles).

Torsdag var 1. stævnedag. Jeg vågnede op til regnvejr og det vejr fortsatte så resten af dagen. Pizzas første løb var fabelagtigt, blot en vægring, som desværre kostede os certet. Men vi var igang, og det var det vigtigste. Pizzas energi har ophobet sig gennem et halvt år, men hun var styrbar og skøn at løbe med.

Kizz Me er jo senior og var tilmeldt i klassen for de gamle hunde. I løbet af de 3 dage endte hun på pallen i alle sine løb undtagen 1. Hun havde 7 løb ialt. I nogle af seniorklasserne var der 21 deltagere. Så jeg var ret stolt. Faktisk havde jeg tænkt mig, at jeg skulle lave nogle hyggeløb med Kizz Me. Men men men sådan en gammel cirkushest som jeg er svær at få ud af manegen. Så da Louise løb med Ronja før Kizz Me (hun er vist 7 år) og løb et blændende seniorløb, så tændte det altså lige en konkurrencegnist i mig. Jeg gav den hele armen og vandt over Ronja, hvilket var ret sjovt, for os med seniorhunde har det virkelig sjovt sammen, også selv om der er lavet en seniorcup i år. Kizz Me er tilmeldt cuppen, men jeg har ingen intentioner om at vinde eller noget der ligner, da Kizz Me kun har mulighed for at deltage i 2 af stævnerne (tror nok, at der er 6 tællende).

Tak Kizz Me for at vinde denne lækre bluetooth-højttaler til mig.

Fra mit opsatte villatelt kunne jeg se lidt af den ene bane og høre højttalerne, hvis der skulle være indkald til nogle af banerne. Men faktisk så havde DKK Viby foretaget en smart løsning med hensyn til programmet. De fastholdt tiderne i programmet, det vil sige, at hvis en bane (der var 3 baner ialt) pludselig var foran, så startede man ikke den næste bane før tid. Det vil sige, at man kunne regne med programmet og det bevirkede, at man ikke hele tiden følte sig stresset og skulle holde øje med, om den ene og den anden ring pludselig var foran og gik igang med banegennemgang før tid.

 

Denne her lampe kunne man også vinde, men jeg undlod at tage den 😉

DKK Viby har også evnen til at have en masse søde hjælpere og deres madtelt kører bare super godt. Man kan betale med mobilepay. Der var både morgenmad, masser af kaffe, hjemmelavede burgere og aftensmad (forudbestilling).

Fra mit telt kunne jeg se ind på den ene bane og mange mennesker gik forbi teltet. Jeg fik mange smil og god dag på den måde.

Torsdag efter første konkurrencedag tog jeg ud til mine forældre i Silkeborg. Jeg havde på forhånd aftalt at overnatte hos dem og dermed ikke i mit telt. Det var meget heldigt, nu hvor det havde regnet hele dagen og man var faktisk ret våd, kold og klam.

Hjemme hos mine forældre kan jeg let overnatte i stuen. Jeg er som faster Anna fra Matador, hvis bare der er en madras, så kan jeg godt overnatte 🙂   Min søster ankom også og vi fik lavet lasagne og spist sammen. Det var hyggeligt. Mine forældre har ikke længere bil, så jeg kørte en tur med min mor. Min far aflyste hjemmeplejen og jeg hjalp ham op i kørestol og da han skulle i seng, kunne jeg også klare det. Min far er jo halvside-lam efter en hjerneblødning. Der sker dog hele tiden små fremskridt, så jeg var mægtig glad, da jeg så hvordan han stædigt selv ville sørge for at komme i seng og ordne sit tøj til natten.

Vi forærede også min far en iPad. Han fik en halv times introduktion og så håber jeg, at det kommer til at gå. De vigtigste app’s ligger på første side af iPad’en, så man ikke skal lede efter fx DMI, messenger og YouTube.

Fredag morgen op og afsted mod Viby. Vejret var heldigvis meget bedre. Faktisk så godt, at jeg endte med at blive en smule solskoldet. Jeg havde ikke taget solcreme med, da YR havde lovet regn og overskyet hele ferien.

Fredag var bare en super stævnedag. Rigtig gode løb med begge hunde og spændende baner fra udenlandske dommere. I et AG3-løb med Pizza faldt Pizza af balancebommen, men hun landede fint på jorden med alle 4 poter og løb videre. Jeg spurgte dommeren efter løbet, hvad han havde set. Han svarede, at Pizza kom en smule skævt op på balancen og i stedet for at skvatte ned og lande uheldigt, så så det ud som om, at Pizza valgte selv at springe kontrolleret ned. Hold da op, hvor er jeg glad for sådan en observation. Min hund tænker på sig selv. Det var jeg vildt glad for.

Banefixerne havde sådan nogle fine små telte at sidde i. Det var meget praktisk om torsdagen, hvor der regnede hele dagen.

Fredag eftermiddag fik jeg pludselig en invitation fra min søster (bor 15 km fra stævnepladsen) om at komme hjem til aftensmad. Yeah, fik grillet laks og min søsters super lækre mad. Hun er virkelig god til madlavning og folk booker hende lang tid i forvejen til at stå for mad til konfirmationer m.v. Så lidt heldig har man lov til at være.

Lige neden for sportspladsen går der en sti langs Århus Å. Det er en dejlig tur med skøn natur.

Lørdag var det endnu en dejlig dag vejrmæssigt. Heldigvis var der ikke så megen sol, så det var hundevejr. Fotograf og journalist fra Hunden kom på besøg og satte sig ved seniorringen. Jeg fortalte ham om seniorcuppen, så jeg er spændt på, om der kommer noget med i Hunden om det. Spring senior skulle Kizz Me løbe, og jeg havde virkelig en udfordring med den bane, da jeg bare skulle hen i position for at kunne nå at løse baneforløbet bedste muligt. Faktisk måtte jeg tage nogle råb i brug for at få mine ben til at spæne afsted. Det hjalp heldigvis, til stor morskab for publikum.

Pizzas bedste løb var i AG3, hvor der var virkelig mange ud-spring. Det vil sige spring, som hunden skal tage bagfra. Jeg hader det, men bliver nødt til at træne det, for det er noget dommerne elsker at tage med på banerne. Men denne her AG3 var virkelig fyldt med ud’erne. Jeg bruger en jysk måde at give Pizza ud-kommando, så igen var publikum ved at dø af grin (hvilket er helt fint med mig, agility skal ikke være kedeligt), så 8 stk. Uiiiii blev det til i dette løb. Pizza løb uden fejl, men endte desværre med en lille tidsfejl, da jeg valgte at beholde Pizza en lille my for lang tid på balancefeltet (som hun selvfølgelig ikke forlod i utide). Igen igen meget meget tæt på at få certet.

Pizza får massage efter sine løb. Massøren fandt ingen problemer med Pizza, hun sagde at Pizza var virkelig fin overalt.

Lørdag efter mit sidste løb fulgte jeg med i hold-konkurrencen fra sidelinjen. Jeg har ikke meldt mig til hold i år, da Pizza er for lang tid ude af sæsonen til, at jeg vil tilbyde dem en “deltids-hund”. Næste år er jeg hold-klar igen, men kun hvis det er et godt og seriøst hold.

Lørdag eftermiddag efter de sidste agilityløb pakkede jeg teltet ned og drog til Silkeborg, hvor jeg havde aftalt endnu en overnatning hos mine forældre.

Søndag var jeg ude at købe ny smartphone til min mor. Den gamle telefon var 5 år og kunne ikke længere starte op. Desværre passede simkortet ikke i den nye telefon, og jeg kunne ikke klippe simkortet til, så det passede i den nye telefon. Der er bestilt nyt simkort som min bror får installeret, så jeg kan foretage mine daglige telefonopkald til min mor. Heldigvis kan hun bruge messenger og derfor kalder vi bare op til hinanden via den app indtil videre.

En lille bøvs skal der lyde: Det er træls, når folk står op kl. 6 på en campingplads og lader sine sheltier stå og gø og gø og gø. Især når jeg ligger i telt og kan høre alt!  Jeg kunne også høre at lidt over 6 var der en person, som slap en flok hunde og jeg kunne høre dem drøne ud på konkurrencepladsen. Det tror da pokker, at der blev fundet hundelorte hist og pist.
Der blev sagt i højttaleren, at der blev fundet hundelorte, som ikke var samlet op. Faktisk tror jeg ikke, at det er folks uvilje, der bevirkede, at der lå hundelorte. Jeg tror snarere, at det er folks uopmærksomhed, fx når de står og taler med en anden, så kan ens hund finde på at skide bag ens ryg – man ser det ikke og går videre.

Nå, men DKK Viby, I har sørme gjort det igen. Skabt et fantastisk godt stævne! Klap jer selv på skulderen!

Pizza taget i fuld firspring over muren. Fotograf: Tina Hindsgaul.

Mandag var der træningsdag hos Channie. Det er skønt at få træning og en masse gode ideer til min og Pizzas videre rejse. Desværre stoppede træningen lidt for tidligt, da Pizzas ene trædepude var revet op. Så nu er der lige et par ugers pause, men vi kommer stærkt igen.

Skadet trædepude. Men det heler heldigvis hurtigt, især med god salve.

Når man sidder ned til stævner, skal man sidde godt

Her den anden dag var jeg på rallykursus i de nye NM-skilte. Da jeg satte mig ned på min gamle stol (den var vist ca. 15 år gammel), gik syningen i sædet op…. og bum – der sad jeg så på jorden, til stor morskab for de andre kursister 😁😁😁

Så jagten på en ny stol gik ind i sidste uge.

Når man er afsted til konkurrencer i rallylydighed og agility er der en del ventetid, hvor man er tilskuer eller hvor man slapper af i sit telt op lader op til næste løb. Her er det vigtigt at sidde godt!

Jeg har prøvet mange stole. De meget billigere klap-stole af stof med kopholder, sidder jeg for lavt i og jeg får ondt i ryggen. Jeg sidder bedst i en stol, hvor jeg kan sidde med forholdsvis rank ryg. Derfor har jeg altid foretrukket en såkaldt instruktørstol.

Jeg har fundet en instruktørstol, som kun vejer lidt over 1 kilo. Inden jeg købte den surfede jeg lidt rundt og fandt en vild lækker stol til vinter/kold-sæson, den var dog en del tungere (ca 6 kg). Jeg endte med at købe dem begge og glæder mig til at tage dem i brug i den kommende agilitysæson med Pizza.

Nyt tøj

Til den kommende sæson er jeg blevet udstyret med lækkert tøj til at træne i og gå til konkurrence i. Ligeledes har jeg fået en varm frakke, så jeg ikke fryser, når jeg fx er rallydommer ude i kulden. Glæder mig i den grad til at tage det i brug.

Mandag går jeg til badminton og tøjet fik sin debut. 😜

Tak til MaxiZoo. Jeg viser gerne jeres logo frem!

Sådan gik det til European Open i agility i 2018

Pizza og jeg elsker hinanden!

Sådan endte Pizza med alligevel at blive inviteret til at deltage i European Open
I løbet af året havde der været et par udtagelsesstævner i agility, som Pizza deltog i. Nogle af løbene var rigtig gode, men hun havde også et par disk. Hun endte med ikke at være blevet udtaget til European Open-landsholdet for Danmark. Hun var på reservelisten, dog som nr. 7. Så jeg spåede ikke særlig store chancer for at komme afsted.

Desværre blev et par hunde skadet, en fører blev skadet, og nogle sagde nej tak til en invitation – så det endte med, at 5 dage før European Open (EO) skulle starte, så blev jeg ringet op af EO-lederen, om jeg kunne tænke mig den ledige plads. Til at starte med sagde jeg, at det ikke var godt, da min mand og jeg allerede havde booket og betalt færge til en anden ferie om lørdagen (og EO startede 3 dage før). Men lederen kunne høre, at jeg tøvede, og det bevirkede, at jeg lovede at tænke over det til dagen efter.

Min søde mand sagde dog, at syntes, at jeg skulle tage afsted til EO og at han gerne ville komme og hente mig i Østrig søndag efter EO-finalen og dermed køre derned alene med Kizz Me og børnene. Hold op, det gjorde mig bare så glad ❤ Sød mand jeg har der!

Næste problem var så at finde en at køre til Østrig med og finde et sted at overnatte. Yvonna meldte sig på banen med hjælp. Og sikke en hjælp!

Kørsel og hotel
Jeg kom til at køre sammen med en af de andre EO-deltagere (Christian) til Østrig. Han skulle alligevel være alene i bilen, så det var en stor hjælp for ham, at vi var 2 til at køre den lange strækning. Vi delte benzin og færge, så det var ren win win for os begge.

Yvonna fik lavet en aftale med det hotel, hvor hun overnattede, at jeg kunne være på hendes værelse til en yderst favorabel pris. Fedt at det hele bare flaskede sig, når man blev inviteret til EO så sent.

Onsdag morgen kl. 6 mødtes jeg med Christian ved Rønnede afkørslen ved motorvejen og så gik det ellers bare sydpå. 16 timer senere ankom vi til hotellet ved Baden bei Wein, hvor Christian læssede Pizza og jeg af, og derefter kørte han til sit eget hotel 10 km borte.

Hold da op, sikke et hotel. Hotel Schloss Weikersdorf Residenz & Spa kan klart anbefales. Yvonna var ankommet allerede dagen før, så hun havde sørget for et fint værelse i stueplan med udgang til græsplæne, hvor hun havde sat hegn op. Pizza og Yvonnas hund Duke gik fint i spænd. Det var en fornøjelse at se, hvordan de to hunde  accepterede hinanden.

Hotellets lobby. Så fornemt!

Hotellets bar. Den fik vi dog aldrig besøgt. Men den var godt nok flot.

Smukke Pizza køler sig af i bækken foran hotellet.

Duke og Pizza hyggede sig vældig i bækken sammen. Jeg gik også en tur i bækken i det dejlige, kolde vand. Det var skønt at svale sig af, da der var mega varmt i Østrig.

I hotellets lobby var der en fin rustning. Det passer sig godt til et hotel af denne type.

Den første dag – Torsdag
Torsdag formiddag skulle vi mødes med de andre danske deltagere i Ebreischdorf, hvor EO skulle afholdes. EO blev afholdt på et KÆMPE hestecenter. På den store ridebane i midten af centret, var der plads til 6 agilitybaner. EO bliver afviklet med 4 agilitybaner, så der var stor plads i midten til at opholde sig på. Det var ikke snævert og der var plads til at varme sin hund op.

Vi danske agilityfolk er vant til, at man må sætte telte op rundt om banen, hvorved vi kan opholde os i sammen med vores hunde. Men til EO var det forbudt. Vi blev tilbudt en plads til at have hunde i nogle hestebokse i en afkølet hestestald. Jeg kom for sent til at booke sådan en boks, men heldigvis havde Christian valgt at have sin hund i sin bil, og der måtte Pizza også være.

Men sol og varme biler det går jo ikke! Heldigvis er der opfundet sådan noget sølv-cover, som rigtig mange har anskaffet sig denne sommer. Sådan noget havde Christian med, og det lagde han over bilen. Pizza og Noah lå fint i bilen, som ikke blev for varm.

Samtlige biler blev til sølvbiler til EO.

Torsdag skulle der være dyrlægekontrol. Samtlige hunde fik tjekket deres chip, poter, bevægelse og helbred. Hundepas blev tjekket for rabies. Pizza gik flyvende igennem dyrlægekontrollen, faktisk så flyvende, at hver gang hun skulle løbe frem og tilbage, så hoppede hun op på bordet ved dyrlægerne i vendingerne. Det var nok fordi det var så dejligt at blive nusset af de søde dyrlæger.

Derefter skulle vi vente på, at vi skulle have vores 2 træningsminutter. Det lyder ikke af meget. Men 2 minutter på en bane er lang tid, når man plejer at bruge ca. 30 sek. på en bane til konkurrence. Jeg prøvede Pizza af på især det nye slags hjul. Det gik fint. Og da træningen var ovre, var det tid til at vente på indmarch.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

Indmarchen
Det tog lang tid at stille op og da vi endelig gik igang med indmarch, så fangede vi hurtigt, at arrangørerne havde fundet et specielt landskendt musikstykke til hvert land. Jeg må sige, at nogle af musiknumrene var ikke særlig sjove for landene at gå ind til –  det var sådan noget noller musik – var direkte pinligt. Så vi danskere stod mega spændte og ventede på, at speakeren præsenterede Danmark – og så gik musikken igang. Vi hujede, for det var fed musik, … Kun for dig med Medina.

Efter talerne og åbningen kom 4 flotte frieser-heste ind og gav en flot opvisning. Alt imens trak nogle voldsomme skyer sig ind over området og jeg var nervøs for, om det hele brød ud midt i opvisningen og åbningsceremonien. Men nej, det holdt næsten tørt. Dog valgte sluserne at åbne sig på vej hjem til hotellet. Det regnede virkelig meget!!!

Den anden dag – Fredag – holdløb
Fredag morgen var det tidligt op. Desværre nægtede hotellets restaurantchef, at vi kunne komme ind og smøre os lidt morgenmad. Vi skulle køre kl. 6.15 og morgenmadsbuffetten var først åben kl. 7. Det var dog den eneste sure smiley, jeg kunne give hotellet.

Fredag var der holdløb. Danmark stillede med 4 hold for store hunde. Jeg var på holdet Danish Dynamite. Det første løb var agilityløb, hvor jeg desværre var den eneste fra vores hold, som gennemførte den svære bane. Så var løbet lidt ligesom kørt til springløbet – idet agilityløb og holdløb begge giver point. I springløbet var jeg så eneste fejlfrie på vores hold.
Ikke et ondt ord om mine kære holddeltagere – for det var rigtig svære baner – og jeg ved, at de gjorde deres bedste. Jeg var blot heldigere end dem.

Springløbet var ikke verdens flotteste springløb. Med lidt hiv og sving fik vi gennemført fejlfrit.

Desværre var ingen af de andre 3 danske hold heldige nok til at kvalificere sig til finalen søndag. Det var godt nok nogle svære holdbaner, men fede baner! Og så ELSKER jeg at løbe holdløb. Jeg er meget bedre under pres til holdløb end til de individuelle løb.

Fredag aften hoppede jeg lige i poolen. Ellers slappede vi bare af på hotellet og nød at gå tur i den flotte park.

Yvonnas mor var også med i Østrig. Her er vi på gåtur i parken på vej hen for at spise på en restaurant ved en af søerne. Hun er simpelthen så sød en dame. Vi hyggesnakkede og var rigtig på bølgelængde. Hun havde heldigvis en bog med om Ungarn, som jeg lånte og brugte rigtig meget på min efterfølgende ferie.

Den tredje dag – Lørdag – individuelle løb
Lørdag morgen var så tid til de individuelle løb. Det skal lige siges, at man om morgenen går banegennemgang først på den ene bane og så lidt tid efter på den anden bane. Der er INGEN banegennemgange i løbet af dagen. Det vil sige, at man skal huske 2 baner i hovedet. Man er så inde i banegennemgange gruppevis. Så vidt jeg husker var der 7 banegennemgange i alt på hver bane (banegennemgang varede så over en time ialt).
Vi kunne risikere at gå bane kl. 8.10 og igen kl. 8.50. Hvorefter den ene bane skulle løbes kl. 10.30 og den anden bane kl. 14.  Det er altså lang tid at huske små deltaljer i hovedet fra banegennemgang til løb. Men sådan var det jo for alle. Det er bare ikke noget vi er vant til i lille Danmark.

Desværre startede Pizza ud med en lille bitte disk i agility individuelt.

Det er bare SÅ fedt at høre de danske deltagere og holdleder stå og råbe og heppe på mig under løbene. Tusind tak for det!

Lørdag efter konkurrencen var dømt til afslapning efter en meget meget varm dag. Yvonna og jeg hoppede i swimmingpoolen på spa-hotellet. Uha det var skønt efter sådan en varm dag.

Det var et meget flot pool-område på hotellet. en svømmetur var meget tiltrængt.

Om aftenen var vi ude at spise med Christian fra mellem-holdet og Rolf fra lille-holdet. Det var en lidt sjov oplevelse. For vi havde fået fortalt, at Rolf boede på samme hotel som os i samme by. Og vi havde aftalt at mødes med Rolf i lobbyen kl. 19. Men der var ingen Rolf. Han skriv ellers at hun var han i lobbyen. Det viste sig, at han var på et andet hotel, men i samme by. Vi slog derefter lokaltionsvisning til på messenger og efterhånden som minutterne gik nærmede vi os hinanden inde i byen.
Yvonna fandt en virkelig hyggelig restaurant. Gæt hvad vi snakkede om! Agility!!! Men faktisk snakkede vi også om arbejde og hvad vi ellers lavede til dagligt. Det er ret sjovt, at vi mange gange ikke aner, hvad andre hundefolk lever af, da vi kun kender hinanden som hundefolk og snakker om hunde. Vi ser heller ikke agilitypiger i nederdele eller med udslået hår. 😉

Skøn forret på den hyggelige restaurant. Det var en rigtig lokal restaurant, som lå i en baggård, med vinranker voksende rundt omkring os. Heldigvis var det ikke en fortorvscafe med trafik og støj.

Den fjerde dag – Søndag

Mit ur fortalte, at vi havde gået 46 etager.

Søndag morgen var finalemorgen. Både Yvonna og jeg vågnede ganske tidligt. Yvonna spurgte, om jeg ville med ud at gå en tur og op til den gamle borg oppe i bjergene. Hun nåede nærmest ikke at sige sætningen færdig, før jeg svarede ja. Det var jo dejlig køligt så tidligt om morgenen, og så kunne hundene også få en god morgentur inden de skulle være i bilen en hel dag, mens der var finale til EO. Det ville kun tage 26 min at gå derop. (ha ha ha).

Nå, men Yvonna og jeg fik Duke og Pizza i snor og så begav vi os afsted efter googlemaps’s anvisninger. Vi mødte en mand med en hund, som sagde, at den letteste vej til borgen var en bestemt rute, som han anbefalede, da den ikke var så stejl. Vi fulgte hans anvisninger – desværre. For ruten viste sig at være temmelig lang og vi kom ud på en omvej. Holey moley vi gik opad og nedad på den tur. Den var heldigvis flot og vi fik noget til vores skridt og etage-tæller.

Den flotte borg, hvorfra der var en flot udsigt. Jeg elsker at besøge borgruiner og forestille mig, hvordan der var i middelalderen.

Denne gåtur bevirkede, at vi kom alt for sent tilbage til hotellet og dermed missede finalerne for små og mellemhundenes holdløb. Vi så heldigvis de andre finaler i hold stor og alle størrelser i individuelt.

Sikke nogle flotte finaler. Virkelig flotte! Elsker at se agility på så høj plan. Finalebanen for mellemhunde var helt speciel, da det krævede en særdeles fremadrettet hund i slutningen af banen. Her blev klisterhundene sorteret fra.

Pizza elsker også at se agility.

Meget meget varmt og meget meget sol! En paraply afskærmede for de værste stråler.

Da finalerne var ved at være slut ankom Søren, børnene og Kizz Me. Vi så slutningen af finalerne i stegende hede. Det var virkelig varmt og man måtte bruge paraply for at afskærme den stærke sol.

Kizz Me var med nede ved finaleringen og lå i skyggen. Desværre blev hun stukket i munden af en hveps. Det bevirkede, at min opmærksomhed flyttede sig en del fra finaleløbene til Kizz Me og hendes velbefindende. Heldigvis var der en af de danske deltagere, der havde en antihistamintablet, som vi gav Kizz Me. Hun hævede heldigvis kun en lille bitte smule op.

Da finalerne var slut sagde jeg farvel til de danske deltagere, da vi skulle køre til Ungarn på ferie (læs mere om turen i Ungarn på dette blogindlæg). Jeg kunne desværre ikke blive til udmarchen, da vi skulle være i Ungarn ved Balatonsøen til indtjekning senest kl. 20. Så Søren og jeg havde faktisk lidt travlt med at nå det til tiden.

Tusind tak til alle dem, der hjalp mig under EO. Det var med til at gøre det en fantastisk tur.

Pizza og jeg kommer gerne igen til European Open.

Når jeg ser tilbage på, om hele dette med EO, udtagelser, deltagelse og transport samt ophold (det er jo ret dyrt) … om det virkelig kan betale sig? Et stort og rungende JA, det kan det. Sådanne stævner er virkelig det, der gør, at jeg ønsker at gøre mig bedre til sporten og til at holde min og hundenes kondition ved lige. Det var en fed fed oplevelse, også for en gammel kone på 48!

 

Hvor længe kan man træne i varmt vejr?

Et aktuelt spørgsmål her i sommervarmen. Hvor længe og især hvor meget kan man træne i varmt vejr?
Ja, det er det store spørgsmål.

img_1205
Jeg har for mange mange år siden oplevet, at jeg havde været til agilitytræning (hvor hunden ikke havde mentalt tid til at drikke vand) og bagefter kastede jeg lidt med bold til min hund, fordi hunden hele tiden lagde bolden op i min hånd.
Jeg har sidenhen lært, at man ikke altid skal lystre sin hund 😊

Nå … men det jeg gerne vil fortælle med dette er, at den gang for mange mange år siden efter træning på vej hen mod bilen, der faldt min hund pludselig om på siden, da hun var blevet dehydreret. Jeg fattede straks mistanke til, at det var manglende væske, der var årsagen. Jeg tog resolut en flaske med vand og ”tvang” noget af det i hende. Efter et par minutter (sådan føltes det) var hunden sig selv igen. Men det var jeg ikke. Denne episode har sat sine spor i mig.

Jeg lærte, at man skal stoppe mens legen er god og man skal ikke lade hunden bestemme, om den skal have en løbetur mere med bolden.

Bortset fra det, så kaster jeg iøvrigt heller ikke bold til mine hunde mere.

Især nu, hvor vejret er så varmt, så skal man sikre sig, at man har masser af vand med til hunden og give hunden de pauser, den har behov for.

Jeg har lært af denne episode og fortæller andre om det, så de ikke behøver at betale dyre lærepenge.

Med Mette til agilitystævne på Bornholm

Jeg har efterhånden været mange gange på Bornholm til agilitystævner. Jeg ved faktisk ikke helt, hvornår jeg første gang var afsted til stævne på Bornholm, men der er krus i mine køkkenskabe, hvor der står agility Bornholm 2007, 2008 og 2010. Desværre har klubben ikke længere de håndlavede krus, men de har heldigvis andre gode præmier, dog uden årstal. Det er nu så hyggeligt med årstal på præmier, da de særlige præmier senere vækker minder om fx gode løb med Makker.

Nå men tilbage til stævnet på Bornholm. Jeg havde selvfølgelig et mål med stævnet, og det var, at Pizza skulle opnå sin sidste oprykning i klasse 2 og dermed komme i klasse 3. Den pind fik hun i sit første løb, som hun løb virkelig flot og fejlfrit.

Der var mange forskellige præmier at vælge imellem på præmiebordet. Der gik helt sport i det for mig at vælge fleece-trækketov. Jeg har en masse trækketov i forvejen, så jeg havde besluttet mig for, at samle gaver til mine kommende hvalpekøbere. Så der gik helt sport i at finde ud af, hvor mange hvalpe Pizza skal have i sit næste kuld. Det bliver altså 8 hvalpe, hun skal føde 🙂

For et halvt år siden bookede jeg sommerhus via AirBnB. Jeg fandt et dejligt sommerhus kun ca. 13 km fra den hal, hvor vi skulle til konkurrence i. Fordelen ved AirBnB er, at det ikke er et bureau, hvor man møder op til et sommerhus, der er fuldstændig ribbet for hygge. I dette sommerhus var der krydderier, kaffe, the og alt det, som private plejer at have i et sommerhus. Damen, der har huset havde sågar tændt op i brændeovnen, da vi kom. Hun havde også sørget for at købe lidt morgenmad til os til næste morgen og hun havde redt op i 2 værelser.

Huset ligger i Sømarken lidt syd for Pedersker. Der var vel ca. 500 meter til stranden og vi så ikke mange mennesker i området. Det var virkelig hyggeligt.

Mette og jeg havde talt om forinden at køre ud og spise lørdag aften, men vi valgte selv at lave mad i sommerhuset. Når der er så gode faciliteter i et stort køkken og nemt at vaske op, så var det altså hyggeligere at lave mad fredag og spise rester lørdag. Dejlig kold hvidvin var heller ikke helt dårligt at nyde i den dejlige stue ved brændeovnen.

Der var wifi i huset, så vi havde i løbet af fredag et par messenger-video-opkald til Island, hvor vi fulgte med i Vistas fødsel af sit andet kuld hvalpe.

Dejlig menneskeforladt strand, hvor vi kunne tage snorene af hundene for at tage et billede. Skønt med lydige hunde, der står stille og poserer for fotografen.

Kizz Me løb seniorløb som sædvanligt. Hun vandt 6 ud af 8 klasser. Pizza kom jo i klasse 3 og var liiige ved at opnå sit første certifikat, men desværre rev hun en overlægger ned på 3. sidste forhinding (hun var faktisk eneste hund under banetiden). Det med banetiderne snakkede vi alle klasse 3 folk om. Til indendørsstævner på gulvtæppe kan det godt blive svært at få hundene under banetiden, nu hvor tidsreglerne er strammet op, og dommerne ikke kan tage forbehold for underlaget.
Det var nogle virkelig gode og spændende baner, som Poul Lerche og Dorte Kiærulff havde tegnet. Lige noget for mig! Især den aller sidste spring klasse 3, hvor der var en super svær slalomindgang. Jeg sagde under banegennemgangen, at “hvis Pizza får den slalom, så drikker jeg mig i hegnet på hjemturen”. Øhhhh, og Pizza løb som en drøm og fik faktisk den slalomindgang. Ups, Lone, hvornår lærer du at holde kæft 🙂 ha ha ha. Nå, men jeg skulle jo køre hjem, så jeg må feste en anden gang.

Jeg havde meldt mig som hjælper til stævnet, så jeg var både banebygger og tidstager. Lørdag gik jeg 23.000 skridt og søndag gik jeg 24.500 skridt. Jeg har været lidt øm i stængerne i dag mandag. Men jeg er jo også en gammel kone – bliver 48 år om et par uger.

Tak søde Mette for en fantastisk hyggelig tur til Bornholm. De tøseture er altså bare så skønne – især sammen med dig. P.s. jeg kører gerne din lækre bil en anden gang.

Et par pinde i bogen – og lidt om motivation

Efter jeg startede hos DcH Næstved og har fået fantastiske klubkammerater samt god træning, så er motivationen kommet 100% tilbage. Jeg ser frem til hvert stævne og mine hunde forsøger at yde det, som jeg ønsker fra dem. Jeg er blevet bedre til at fastsætte mig mål og forsøger at efterleve dem.

Hvis man har mistet lysten til sin sport, så bliver resultaterne også derefter.

Hvis man har motivationen, så kommer lysten til træning også og derefter kommer resultaterne. Denne fase er jeg kommet i nu.

Som man kan se, så skal der løbes igennem. Det er ikke kedeligt at dyrke agility, for der er fart over feltet. 

Her i weekenden fejrede vi lørdag min papdatters 16 års fødselsdag. En hyggelig eftermiddag og aften sammen med familien. Fik spillet en hel del af vores spil Partners.

Søndag var jeg sammen med “min anden familie” (agilityfamilien). Der var agilitystævne kun for store hunde hos Garbogaard ved Hillerød. Det var en fantastisk dag. Jeg fik 2 pinde (resultatgivende skriverier i resultatbogen) hos Pizza. Hun mangler kun 1 pind mere for at komme i klasse 3, som er den højeste klasse i Danmark. Pizza havde 3 fejlfrie løb ud af 4, og det sidste løb havde hun desværre 2 vægringer. Men altså ingen disk!!

I AM BACK!!!!

Udklip af video, se hvor langt Pizza sætter af fra springene. Jeg har stilt mig ud i position til at lave en lille bue til næste spring. 

Udklip af video. Vi går til den.

Jeg betaler min skat med glæde

img_6264

Jeg tager min far med på gåtur ved Indelukket i Silkeborg. Alle bådene er taget op for vinteren.

Jeg har ikke noget imod at betale mine skattepenge – især ikke, når jeg ser den hjælp, som neurologerne, ergoterapeuter m.v. giver min far.

Ja, jeg kommer jo ikke uden om, at der er mange køreture til det jyske for tiden.

Helbredet hos begge forældre kunne være bedre og nu må vi 3 søskende træde til og hjælpe så meget vi kan. Det er pay back time. Mine forældre har altid været så søde, rare og hjælpsomme hele livet, og nu er det tid til, at vi giver tilbage.

Min far er på genoptræning efter en hjerneblødning og det går stille og roligt fremad. Hold nu op, hvor jeg bare tudede af glæde, da jeg så min far kunne begynde at bevæge det ben, der var lam. Alle små fremskridt noterer jeg ned i en bog, som jeg opdaterer så godt jeg kan, hver gang jeg kommer på besøg. På den måde kan man bedre læse sig frem til, hvilken udvikling, som han er igennem.

Jeg havde Pizza med på besøg lørdag formiddag på centret, hvor far bor. Pizza ville blive en god besøgshund, hvis jeg havde tid til at gå på plejehjem med hende. Hun snakkede også med andre beboere og var rigtig sød og kontaktsøgende.

 

img_6256

Jeg har her taget et billede af Pizza fra Kroghs Bænk og bearbejdet det i app’en snapseed.

Når jeg er på besøg i Silkeborg går jeg ofte en tur i den skønne natur. Det er rart at få lidt adspredelse mellem sygebesøgene og det er skønt at få tankerne lidt på afstand. Det bliver især til gode gåture rundt om Almindsø. Det går både op og ned ad bakke og man skal virkelig se sig for, for at undgå at falde over de mange trærødder på stierne. Jeg elsker at stå og kigge ud over søen ved Kroghs Bænk, hvor jeg altid tager billeder af hundene.

Lørdag aften gik turen til Århus, hvor jeg deltog i min storesøsters lille 50 års fødselsdag. Mette er altså verdens bedste kok. Hun kan trylle i et køkken. Til lykke endnu engang Mette og tak for en hyggelig aften.

Hele søndag formiddag og det meste af eftermiddagen var jeg til DKK agilitystævne i Viborg. Et officielt stævne, hvor resultater kan give “pinde” i resultatbøgerne. Jeg deltog både med Pizza og Kizz Me. Pizza vandt 2 ud af 3 løb. Kizz Me vandt 2 ud af 3 løb. Så det var en ganske god dag med en pind i bogen til Pizza.

Da jeg var færdige med mine løb i Viborg kørte jeg lige en smut tilbage til Silkeborg for at besøge fatter endnu engang inden jeg drog tilbage til Toksværd på Sjælland. Jeg må jo hellere få noget ud af mine jyske visit.

Så dejligt at så øverst på skamlen. Vandt 4 store sække hundefoder den dag. Et rigtig godt stævne i Viborg. Gode faciliteter og godt underlag. Der var også rigtig god stemning blandt deltagerne.

Når jeg det? Der er langt til nr. 16

Jeg har været til DGI agilitystævne i Barthahus ved Kokkedal her i weekenden. Det blev til mange gode agilityløb. Jeg havde Prutskid med (Pizzas hvalp, som skal rejse til Sverige om 2½ uge). Hun hedder faktisk Yazoo, men reagerer bedre på Prutskid 🙂 ha ha ha. Hun blev socialiseret rigtig godt og fik snakket med rigtig mange mennesker og hunde.

barthahus-nov17

Her er jeg til præmieoverrækkelse i seniorklassen, som Kizz Me vandt. Der blev uddelt en krammer til alle af ham, der overrakte præmierne. Her fik jeg vist sagt et eller andet sjovt, for hold da op hvor der grines 🙂 😉

Jeg vil her fremhæve et par ting fra weekendens løb:

  • HOLD-STAFET:
    Holdstafet består af 3 løbere, som skal løbe lige efter hinanden og dermed minimere tiderne ved et skift bedst muligt, da det er den samlede tid af de 3 løb, der gælder. Banen er faktisk opdelt i 3 baner, hvor hver ekvipage løber sin specielle del. Denne gang var der 17 forhindringer til hver ekvipage.
    På det ene hold, var vi 3 asasarahunde. Vi blev nr. 5, hvilket jeg er meget stolt og glad for. (Yvonna/Duke, Sofie/Tapaz og Lone/Kizz Me.
    Det andet hold, som jeg var med på, løb endnu bedre. Vi blev nr. 2. Fed følelse, at stå sammen med de andre ”4 duller” til præmieoverrækkelsen. (Louise/Ronja, Sabine/Jet og Lone/Pizza). Vi havde nogle vildt gode skift på dette hold, hvilket var med til, at vi fik en rigtig god tid.
    Der var en fantastisk hold-stemning i hele hallen. Det er bare HELT specielt at løbe hold, vi hepper på hinanden og glædes endnu mere over de gode løb og kan tillade os at gine lidt, når noget går helt i koks, fordi man bliver lidt stresset.
  • PIZZAS SPRINGLØB:
    Pizzas springløb i øvet klasse i dag gik rigtig godt. Der var et sted på banen, hvor man virkelig skal løbe til. Jeg kan godt mærke, at min træning har været på et minimum her de sidste par måneder pga. Pizzas drægtighed, hvalpekuld og venten på, at kunne deltage til konkurrencer igen. Men altså jeg løb alt det jeg kunne, for at nå fra nr. 12 til nr. 16, for ellers ville hunden tage nr. 16 fra den forkerte side. Se selv videoen og grin med!!!

“Jeg VIL bare nå det, men når jeg det”?

 


 

Lev livet mens du har det – i morgen kan alting være forandret
Den overskrift skrev jeg på min facebookprofil for et par uger siden. Flere har spurgt mig hvorfor, og her er svaret. De sidste par uger har ikke være så sjove. Jeg har tilbragt mange dage og timer på Århus Universitetshospital og Regionshospitalet i Viborg. Min dejlige og aktive far fik desværre en hjerneblødning en onsdag morgen. Min far er allerede på genoptræning og det går langsomt fremad. Så det næste stykke tid vil jeg ofte været i det jyske og hjælpe til med diverse gøremål. Det er bare ikke let, når man bor så langt væk. I morgen (mandag) tager jeg til Silkeborg efter arbejde, da jeg kombinerer flere aftenbesøg hos min far i forbindelse med, at jeg skal på kursus i Horsens.