Det blev til skal ikke

Hygge til træning kan være lige så sjovt, som at gå til konkurrencer og løbe efter de eftertragtede landsholdspladser samt deltage til NM/VM.

Jeg skrev jo for en måneds tid siden, at jeg overvejede at søge landshold i agility i år. Min endelige konklusion blev et ”skal ikke”. Beslutningen blev taget mest på baggrund af Pizzas seneste konkurrence, hvor hun ud af 4 løb ikke havde et eneste fejlfrit løb (dog 3 gennemførte). Faktisk var det sådan, at når jeg stillede til start til det pågældende stævne, så kunne jeg mærke, hvordan jeg hele tiden tænkte på at præstere på topplan og jeg følte, at alle kiggede på mig. Min mavefornemmelse var derfor, at landshold må vente til næste år, hvor Pizza har endnu mere stabilitet med sig og jeg har fået finpudset nogle flere detaljer.

Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg skal søge landshold, så skal jeg være ”sikker på”, at jeg kan få en plads på selve landsholdet og komme med til NM/VM. Hvis jeg ikke er sikker på det, så er det ikke mit år. Jeg gør nemlig ikke noget halvhjertet.

En sidste og afgørende ting var også, at jeg er enormt bange for at miste hyggen til stævnerne på grund af for stor koncentration og konkurrencepres. Jeg skal have det sjovt, selv om min hund laver 5 fejl eller bliver disket. Min hund gør alt for mig, så derfor vil jeg også gøre alt for hende, og det er at dyrke min sport på almindelig konkurrenceplan lige nu 🙂

Selfie med Pizza

Kizz Me afsluttede agilitykarrieren med manér

Kizz Me fik mig til præmieoverrækkelse 4 gange. Man kunne fx vinde Grimbergen.

Jeg har længe gået og tænkt på, hvornår mon det var tid for gamle Kizz Me på 11 år at gå på pension. Hun kan nemlig godt virke lidt gammel og stiv, når vi har lavet noget fysisk, fx været til agilitykonkurrence. Kizz Me er en hund, der ikke ligger på den lade side, heller ikke når man er gammel. Hun har kun 1 gear: Fuld fart frem.

Så det var egentlig med lidt vemod, at jeg tilmeldte hende agilitystævnet i Vallensbæk i dag. For tænk hvis nu, at det var det sidste stævne med hende? Tja, når man ser på hende, når hun rejser sig her til aften, så tror jeg sørme, at det var hendes sidste stævneløb i dag.

Efter et af løbene gav jeg Kizz Me et ordenlig kys på kinden. Jeg kiggede på et tidspunkt og troede, at hun blødte, men det var blot hendes blondinemor, der havde taget læbestift på til agilitystævne!

Hun skulle løbe 4 løb om formiddagen, og vandt dem alle 4!!! Sådan der! Jeg var også meget fokuseret og ville gerne give både hende og jeg en sidste oplevelse sammen på agilitybanerne. Det skal jeg love for at vi fik, vi nød det begge to til fulde. Kizz Me blev stævnets bedste seniorhund og vi fik et gavekort fra Maxi Zoo.

Se hendes løb her:

Pizza løb også i dag. Hun var en stjerne i de svære klasse 3 løb, men havde desværre ingen fejlfrie løb. Hun fik mig dog op til præmiebordet et par gange. Det blev vist til en 5. plads i det ene løb og 6. og 7. plads i de andre løb.

Faktisk troede jeg ikke, at jeg skulle til præmieoverrækkelse for Pizzas ene springløb, idet hun havde en vægring på muren. Så da sidste løb var forbi pakkede jeg sammen og kørte hjem efter en lang dag i hallen. Min søde veninde Susanne var stadig i hallen og ringede mig op, mens jeg kørte på motorvejen (jep, jeg har bluetooth og speakere), og jeg kunne mærke stemningen ha ha ha, det var så sjovt. Og hun valgte en pose med dogs creek legetøj til hundene eller måske mit kommende kuld hvalpe….

Se de dejlige gavekort mine hunde vandt til mig.
Elsker at komme til præmieoverrækkelse, hvor man kan vælge imellem flere forskellige præmier. Kizz Me står og logrer, da jeg kigger ned i posen med lækre sager. Så vidt jeg husker, så valgte jeg en stor pose med masser af træningsgodbidder.

.

.

.

Tænke tænke tænke – skal – skal ikke

For 2 uger siden til agilitytræning hos Channie blev Pizza og jeg sat til at træne på en bane, der er tegnet af den dommer, der skal dømme nordisk mesterskab i agility til august. Vi skulle starte med at løbe hele banen og derefter plejer vi at træne på små moduler i banen, som volder os ”problemer”.

Jeg sagde for sjovt, at hvis Pizza løb banen fejlfrit i første hug, så ville jeg søge landsholdet i år. Sørme om ikke den sad lige i skabet. Det har givet mig en del at tænke over.

At være på bruttolandsholdet og løbe kvalifikationsløb samt være til landsholdssamling kræver en del af den person, som forsøger at komme på landsholdet. Man skal holde tungen lige i munden, have is i maven og være indstillet på, at det ikke altid er så sjovt at gå efter de eftertragtede kvalifikationspoint – for der kan være meget på spil for de enkelte ekvipager. Der kan være en smule koldt på toppen. Jeg har jo være på landshold 4 år i træk – fra 2007-2010 – med Pizzas mormor Panik, så jeg har prøvet det før.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

Der er også en masse positivt ved at søge landshold. Man træner mere intensivt, lægger planer og målsætninger samt er meget mere seriøs i sin træning. Man danner nye venskaber og lærer en masse om sig selv og sin hund.

Pizza bliver 6 år til sommer. Hun har haft 2 kuld hvalpe og skal ikke have flere kuld, for nu skal Pizza og jeg nyde hendes agilitykarriere.

Jeg må indrømme, at det tænder mig lidt, at Pizza er så god for tiden både til træning og til konkurrencer. Spørgsmålet er bare, om sådan en gammel kone som jeg (fylder snart 50 år), stadig kan blande mig mellem danmarks bedste …. tænke tænke tænke. Ja, jeg er gået i tænkeboks. Der er sidste frist for ansøgning om et par uger, så jeg har lidt tid at tænke i. Der er også mange andre ting, som er med i afgørelsen om landshold …, såsom et hvalpekuld her hjemme (Aqua min udstationeringstæve kommer hjem i marts), arbejde, mine forældres helbred, tid og penge samt ikke mindst, om min ankel får det bedre (forstuvet i efteråret).

Læs mere om landsholdet på DKK’s hjemmeside:
https://www.dkk.dk/kurser-prover-og-traening/aktiviteter-med-din-hund/agility/dkk-s-agility-landshold

Nedenfor er billedet fra det hold, der blev sendt til European Open i Østrig i 2018. Jeg står lige i midten.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

.

.

Agility i Sverige

Min veninde Susanne og jeg har lige været en tur i Sverige, hvor vi har været til agilitystævne i to dage. Det har været en dejlig og lærerig tur. Det er altid hyggeligt at være afsted sammen med Susanne, vi har det så sjovt sammen, og nyder at kunne snakke om agilitysport, hunde og ordne verdenssituationen.

Vi havde lejet et fint hus/hytte 8 km fra stævnepladsen. Vi fandt det på Airbnb. Der var alt det der skulle være i huset, og vi fik lavet aftensmad i det fine lille køkken samt bacon og æg til morgenmad hver dag. Skal jo holde min LCHFkur, så godt som jeg kan.
Stævnet blev holdt i en industrihal, hvor der var et par søjler i gulvet i selve arealet. Det gav lidt udfordringer for handlingen. Men det var ikke værre, end hvis der havde stået i et spring eller anden forhindring, der hvor søjlen var. Søjlerne var heldigvis pakket godt ind, såfremt man skulle være uheldig, at ramle ind i en.
Susannes og min hund var trætte lørdag aften. Det var Susanne og jeg også. Vi gik i seng klokken 21. Godt mættet af indtryk og masser af motion.

Der var i det hele taget rigtig rigtig mange disk den weekend til mange ekvipager. Jeg er glad for, at jeg kom igennem bare tre ud af otte løb. Der var 26 ekvipager i XL klassen, og i nogle løb var der kun 2-3, der gennemførte. Egentlig synes jeg ikke, at banerne var vildt svære, folk (inkl. mig selv) var nok bare vildt uheldige.

Dommeren havde også lidt problemer med at få placeret nogle spring på banen, så en af banerne er blevet lavet helt om inden vi skulle løbe den. Denne her sekvens blev heldigvis lavet om inden vi skulle løbe. Man skulle komme bag fra springet indenom eller udenom søjlen.

Det var en rigtig dejlig weekend med god stemning og jeg fik flere nye agilityvenner på kontoen. Desværre ikke de mest prangende resultater, men det kommer nok en anden gang, især når min ankel bliver helt frisk. Jeg er stadig lidt plaget af min forstuvning til badminton for to måneder siden.

Herlig natur lige i nærheden til god gåtur efter stævnet. Jeg søgte selvfølgelig efter, om der var cacher i nærheden, men dem, der var, stod som sidst fundet i 2017 og folk havde anmeldt cacherne som måske ikke eksisterende.

Glæder mig til næste stævne, der er en hel måned til. Det må jeg jo se, om jeg overlever.

 

.

 

Øvelse gør mester

Vi er nogle stykker, der har været fascineret af agilityverdensmesteren Stanislav’s handling i et stykke tid. Vi samledes så i dag i en agilityhal for at træne på nogle momenter, hvor fjerndirigering kan komme på tale som et alternativ, hvis man ikke kan nå op til sin hund på banen.

At tolke på Pizzas ansigtsudtryk efter træningen, så var hun vist meget tilfreds med dagens agilitytræning. Uha, jeg elsker den hund.

 

Jeg har især brug for denne fjerndirigeringshandling i fremtiden, for jeg bliver jo ikke yngre, og at komme op på samme hastighed med min hurtige hund, det når jeg aldrig. P.t. har jeg stadig en fod, der gør knuder, så det gør det jo heller ikke bedre.

Jeg skal have indøvet verbale kommandoer på Pizza, så hun drejer til den rigtige side, kommer ind til mig og tager spring udefra – dette arbejde er godt i gang og det nyder jeg godt af, når vi er til konkurrencer. Største opgave for os er faktisk at løbe fremad, især hvis der står nogle andre forhindringer ude til siderne, som trækker. Så de gode gamle fremadsendelser skal vi tilbage til. Så at sige “back to basic”.

Her er en video, som Stanislav har lagt op på sin youtubekanal. Så kan I måske bedre forstå min fascination:

.

.

.

Fantastisk weekend: Safri Duo lørdag og agilitycertifikat søndag

Jeg har fulgt Safri Duo i rigtig mange år. Første gang jeg oplevede dem live var faktisk i Grønland, hvor jeg var til en workshop med dem i Nuuk. Tror måske, at det har været i 1995 eller deromkring. Dengang var Uffe og Morten klassisk musikere, og var endnu ikke slået igennem som popmusikere. Uffe og Morten lærte hinanden at kende via Tivoligarden, hvor de spillede marchtromme.

Safri Duo for fuld udblæsning i Vershuset i Næstved den 16/11-2019. Jeg tror, at det er den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet. Jeg sad selvfølgelig på første række!!!

Nå, men nu var jeg altså til en lille koncert med Safri Duo i Næstved i går. Det var en koncert, hvor de i første halvdel af showet fortalte om deres klassiske karriere med små historier fra deres liv. De spillede selvfølgelig også på instrumenter.

Anden del af showet var med musik og historier om, hvordan bl.a. deres store hit Played-A-Live blev til. Meget interessant.

Jeg tror, at det har været den bedste koncert, jeg nogensinde har været med til, især fordi man fik historierne bag musikken med. Publikum blev også gjort aktive med klap i rytmer, hvilket lige var noget for mig. Rigtig fed oplevelse.

Lørdag gik jeg i seng med et stort smil på læben og virkelig ømme hænder af at klappe så meget.

Her er et lille klip fra deres koncert:

Jeg har også spillet marchtromme, det var i Silkeborg Tamburkorps. Senere var jeg trommeslager i Nuuk Byorkester og da jeg flyttede tilbage til Danmark fortsatte jeg som trommeslager i Hvidovre Brassband. Hundesport gjorde sit indtog i mit liv, og jeg blev nødt til at foretage et valg mellem musik og koncerter i weekenderne eller hundesport. Det blev hundesporten, der vandt.

Jeg har dog senere ikke kunne lægge musikken helt fra mig. Forsøgte mig med dog dancing (freestyle) og det blev da også til en enkelt konkurrence, sjovt nok med musik fra Safri Duo og en stor trommestik som rekvisit. Desværre syntes Panik dengang, at det var alt alt for sjovt, hvilket hun råbte højlydt og da hunde ikke må gø i dog dancing, trak det for meget i point, så jeg måtte opgive det igen.

Søndag til agilitystævne

Jeg har jo været temmelig handicappet pga. min dårlige ankel pga. forstuvning for 3 uger siden, så jeg har måtte lære Pizza fjerndirigering agilitymæssigt. Det bar frugt i dag. Hold da op altså en fantastisk hundepige jeg har fået mig. Pizza bringer mig så megen glæde i min elskede agilitysport. Hun gør alt for mig og jeg er virkelig taknemmelig for at have sådan en hund.

Lidt billedeudklip af en video.

Pizza løb 4 løb i dag søndag på Garbogaard. Første springløb var med en nedrivning. De næste 3 løb var fejlfri, hvilket jeg er forundret over, for det er jo klasse 3 baner, vi løber og det er ikke let at handle en hurtig hund, når man ikke kan følge med. Så 4 gennemførte løb er da total godkendt, hvis jeg selv skal sige det.

Det første agilityløb gik godt og Pizza løb fejlfrit. Susanne med Asasara Kom Her Jeehaa (Holley) løb også fejlfrit og lige et my af et splitsekund hurtigere end Pizza, vist nok 9 hundrededele af et sekund. Så hun snuppede lige det første agilitycertifikat for næsen af Pizza. Men ved I hvad, det under jeg virkelig Susanne. Det var virkelig et smukt løb de havde, og det var så fortjent.

Min agilityveninde Susanne vandt første AG3 løb og fik sit første certifikat, jeg vandt andet AG3 løb og fik Pizzas andet certifikat. Vi havde en fantastisk dag!

Næste agilityløb var Pizza første hund på banen. Åh, jeg hader jo at starte, men måtte lægge ordentligt ud og Pizza løb fejlfrit, selv om jeg kom humpende bag hende på hele banen. Faktisk var hun den eneste, der gennemførte løbet, så hun vandt selvfølgelig certifikatet. Nu mangler Pizza bare et cert mere, så er hun Dansk Agility Champion.

Her er videoklip af det sidste løb søndag:

 

Jow jow, her er beviset.

Min træning de sidste par uger, hvor jeg ikke har kunne løbe, men har måtte lære Pizza at tage forhindringer via mine verbale kommandoer har været en øjenåbner for mig. Det har været så fedt at træne. Og I dag så jeg så resultatet. 2 stk. anden pladser og en første plads.

Video af mit første agilityløb, lidt klumpedumpeagtigt og med diverse halten:

En dejlig dejlig weekend er slut.

 

 

.

Fjernstyring af agilityhund

Når knæet gør nassss….

Sidste mandag til agilitytræning hos Channie fik jeg lavet et dumt vrid i mit knæ. Det har så drillet mig on off hele ugen, hvor jeg har lidt smerter. Især når jeg skal bøje knæet for meget (fx når jeg går op og ned af trapper).

Men det holder mig dog ikke fra at “” til agility. Hver tirsdag træner jeg sammen med en flok gode venner i Ringsted. Faktisk følte vi os alle 3 på holdet lidt amputeret i tirsdags: En havde knæproblemer, en havde problemer med vejrtrækning og så mig, der ikke kunne løbe. Vi udnyttede dog situationen og fik trænet lidt på fjernstyring af vores agilityhunde – sådan lidt ala Stanislav fra Rusland, der vandt VM i agility for nylig. Han er faktisk mit store idol. En kæmpe mand, med lidt for mange kilo vægt, som har lært sin hund fjernstyring. Det ser så bragende godt ud.

Jeg forsøgte mig med en masse verbale kommandoer i tirsdags til træningen. En masse af disse kommandoer kan jeg takke min hvalpeinstruktør Johanna Allanach for. “Left” og “Right” kommer virkelig på prøve, når Pizza skal dreje den ene og anden vej. Jeg skal bare lige lære at time det lidt bedre i fremtiden. Men fremtiden ser lys ud.

Sådan så træningen ud:

Tak Marianne for at filme Pizza og jeg. ❤

 

 

.