Klubmesterskab i Border Collie Klubben (agility)

For en måned siden skrev jeg et blogindlæg ”jeg er helt okay med det”. Det var hovedsageligt om Pizza, som ikke blev udtaget til DcH’s DM i agility. Jeg trængte til en pause – og har nydt det.

Og nu en måned senere er jeg igang igen. Og hvilken weekend! Og jeg har nydt det!

Cocio skulle deltage i sit 3. stævne og det gik virkelig godt. Hun skulle løbe 4 løb. Der var blandt andet konkurrence om bedste hund, hvor fører var medlem af Border Collie Klubben, kunne blive klubmester. Og ved du hvad…. Cocio gennemførte 3 ud af 4 løb og VANDT KLUBMESTERSKABET. Jeg kan slet ikke fatte det. Jeg er simpelthen så overrasket og overrumplet over Cocios fart og glæde (hun siger det også højt) og over, at hun er nogenlunde styrbar 🙂 Lidt vilde har mine hunde jo altid været på agilitybanen. Hun er kun lige fyldt 1½ år – så sikke en fremtid vi går i møde.

OPDATERING 18/10-2021:
Ovennævnte skrev jeg søndag aften. Men mandag blev jeg ringet op af VAS (stævnearrangør), de havde lavet en regnefejl vedr. klubmesterskabet. Cocio blev ikke klubmester alligevel 😦
Det blev en anden person, som løb i 145 sek med 15 fejl (og ingen tidsfejl). Cocio løb i 119 sek men med 20 fejl. Og da det er hunden med færrest fejl, der vinder, blev Cocio dermed ikke klubmester alligevel. Til lykke til Kisser, du får min rossette snarest muligt.
Jeg er ikke vred eller noget på VAS, for helt ærligt, vi er jo bare mennesker, og hvor der er mennesker, sker der fejl. De har jo ikke gjort det med vilje. Alt tilgivet.

Jeg vil straks sige, at hun på ingen måde er overtrænet, hun er bare utrolig lærenem og da jeg har min egen bane, kan jeg jo lige smutte ud og tage 10 minutters træning hist og pist, når jeg har tid og lyst.

Jeg er i gang med at lave 2 on 2 off på felterne om til running contacts og tja, lige nøjagtig balancefelterne missede hun big time til konkurrencen. Så der er noget at arbejde med.

Jeg vandt bl.a. en halv times undervisning af Channie og en måtte-trænings-dims. Og som klubmester vandt jeg et gavekort til 250 kr. i bordershoppen. Ha ha, nej, men sådan læste jeg det, da jeg stod med gavekortet og var overvældet af glæde. Undskyld til alle for den skraldlatter, jeg slog op, da jeg fandt ud af, at der stod broderishop.dk – det er jo noget helt andet 🙂

Se alle Cocios løb
Cocio i fuld fart ud af tunnelen, fotograf Tina Hindsgaul
Skøn præmie, noget der virkelig kan bruges til noget.

Søndag formiddag afsted til Vallensbæk igen og her var det Pizzas tur til at være på agilitybanen. Hun deltager jo i den sværeste klasse. Det blev til 3 disk ud af 4 løb. Men altså, når Pizza så lige vinder det løb, som hun ikke blev disket i, gør det bestemt ikke noget. Min søde og frække Pizzapige. Det var hendes 2. springcert, hun vandt der, og nu mangler hun bare et for at blive Dansk Spring Champion.
Som præmie vandt jeg en rigtig fint fuglefoderhus, som jeg er mega glad for.

Jeg er meget glad for sprincertifikatet til Pizza.

Det var ikke verdens smukkeste løb, men det behøver jo heller ikke at være smukt, når bare man vinder!
Det det fine fuglefoderbræt, som Pizza vandt til mig
Sådan der! Pizza! Fedt at stå som nr. 1 på resultatlisten.
Så skal der trænes running contacts
Lige et lille billede af min pandekagemorgenmad lørdag morgen, inden jeg kørte til konkurrence.

Jeg er jo på LCHF for tiden og pandekager er bare ren guf og er med til at slanke! Ja, folk, der ikke aner, hvad LCHF er, tror ikke deres egne ører, når jeg fortæller, at man skal spise fedt for at tabe sig. Der skal virkelig ændres på folks opfattelse af, hvad der er sundt for kroppen.

Opskriften til sådanne pandekager kan findes her: https://mariasilje.dk/proteinpandekager/ De er lækre og nemme at lave.
Den hurtige: 4 æg, 200 g hytteost, et par spiseskefulde husk, lidt mandelmel, lidt sødemiddel, lidt salt. Stavblænder! Bum! Stegt i godt med smør. Der kan være 4 små pandekager på vores pande ad gangen.

Tak til VAS for en fantastisk weekend. Håber, at flere klubber har mod på at lave stævner.

.

.

.

.

Jeg er helt okay med det

På et tidspunkt midt i sommerferien opdagede jeg, at man i år kun skulle have to fejlfri AG-åben og en fejlfri spring-åben, for at blive udtaget til DcH’s DM i agility. Så jeg tilmeldte et par stævner i et stille håb om, at det kunne lade sig gøre.

Første stævne DcH Næstved, der fik jeg 1. udtagelse i AG-åben (det var et 2-dages stævne dvs. fire åbne klasser).
Næste stævne i DcH Nykøbing-Rørvig var med fejl i begge åbne løb – så igen udtagelse der.
I DcH Jyderup fik jeg 2. udtagelse i spring-åben, men manglede dermed stadig et fejlfrit løb i agility åben for at blive udtaget.

Samlet set havde jeg jo to chancer i Næstved, en i Jyderup, en i Nykøbing Rørvig og så en i Vordingborg sidste weekend for at løbe fejlfri i agilityklasserne. Men i det sidste stævne i Vordingborg havde Pizza desværre 5 fejl på balancen (det var anden sidste forhindring) i agility åben, og så blev lyset slukket.

Jeg kunne have valgt at stille op i det ekstra stævne, der var blevet stablet på benene af DcH Højme sidste weekend, for at øge mine chancer. De havde nemlig i sidste øjeblik lavet et dobbelt åben stævne, men da det blev offentliggjort, havde jeg allerede tilmeldt mig og betalt for KAF’s stævne, som blev afholdt i Hvalsø samme dag. Og man kan jo ikke være to steder samtidig. Jeg valgte KAF’s stævne, da det samtidig var finalen i årets hund i DKK, som Pizza var udtaget til.

MEN men men jeg havde på forhånd sagt til mig selv, at hvis Pizza ikke kunne få 2 fejlfrie agilityløb ud af 5, så var Pizza heller ikke værdig til at deltage i DcH’s DM. Og for det andet, så synes jeg også, at jeg egentlig har været ude til så mange stævner her på det sidste, at det er ved at kvæle mig lidt. Da Danmark åbnede sig efter det værste corona-halløj var overstået, har jeg (og så mange andre) fået konkurrencekriller og har fået tilmeldt mig revl og krat. Jeg trænger simpelthen til en pause!

Pizza har også sprunget en smule underligt det sidste stykke tid, så en tur til kiropraktor i næste uge og en bette konkurrencepause er vist meget fint for min elskede hund. Overvejer sågar snart at sætte hende i seniorklasser, men det må tiden vise.

Så en lille friweekend den 25. – 26. september gør mig slet ingenting. Måske skal vi også have tømt sommerhuset for vores sidste personlige ejendele … 😉

Næste gang jeg skal noget …. er en sød lille sviptur til Bornholm til hooperskonkurrence i oktober.

.

.

.

.

Tak til Tina Hindsgaul for alle billederne.

.

.

.

.

Særlig DM-titel

Jeg har været til DM i agility her i weekenden i forbindelse med DKK’s store samlede hundearrangement Hund i Fokus, som igen i år blev holdt på fantastiske Vilhelmsborg.

For at gøre det ret kort, så blev jeg ikke Danmarksmester i agility. Men til gengæld blev Serine, Susanne og jeg Danmarksmestre i Kammeratskab. Hold nu op, hvor har det været en skøn weekend.

Serine, jeg og Susanne

Vi havde aftalt at leje et hus (fandt en villa i Mårslet, 3 km fra Vilhelmsborg via airbnb) fra fredag til søndag. Huset havde 2 soveværelser, og det ene værelse var med 2 enkeltsenge.

Susanne og jeg kørte sammen til Vilhelmsborg allerede fredag, da jeg havde tilmeldt Pizza en hooperskonkurrence fredag eftermiddag. Det gik strålende til hoopers, 2 fejlfrie løb og 45 point i resultatbogen. Jeg er virkelig blevet tændt på den sport, hundene stråler af energi. Der var desværre småregn hele eftermiddagen/aftenen og jeg havde glemt min regnjakke (havde dog fået regnbukserne med!) Blondine! Heldigvis lånte jeg en jakke af Jytte, så jeg blev ikke gennemblødt. Vi var først færdige kl. 20.15, så jeg skyndte mig hjem til vores hus, hvor Serine og Susanne ventede med stor familiepizza.

Vi hyggede fredag aften med vendespil, som jeg havde med. Det var altså ret sjovt. For det var sådan en slags huskespil, hvor man skulle matche billeder af hunde med de rette ejere. OMG jeg er et forfærdeligt konkurrencemenneske. Jeg lever mig altså lidt for meget ind i at spille sådan noget. Undskyld Serine og Susanne 😉

Lørdag morgen op og afsted til Vilhelmsborg. Der var tilmeldt 61 hunde i stor klasse. Der var ialt 3 løb vi skulle løbe, og bedste hund sammenlagt over de 3 løb ville vinde DM. De store hunde skulle starte. Dommeren fra Holland havde tegnet nogle rigtig gode baner og med godt flow og sværhedsgrad. Perfekt til et DM. Desværre satte Pizza af for tidligt på spring nr. 2 og hun landede på overliggeren til springet. Det gjorde mig lidt ked af det og jeg blev ukoncentreret og lidt efter blev vi disket. Dermed vidste jeg så også, at løbet var kørt, for med en disk kunne vi ikke vinde DM. Serine og Susanne var solidariske og blev også disket i deres første løb.

Hermed bevist (se mit hår), at jeg virkelig LØBER agility. Fotograf: Jens Dixen Mejdahl

Der var en dejlig lang frokostpause, hvor vi havde tid til at se lidt på omgivelserne omkring Vilhelmsborg. Der foregik mange aktiviteter og især K9 Biathlon (motionsløb med hund) fangede min interesse. Hold da op, hvor skal de mennesker træne for at gennemføre i en nogenlunde tid. De skulle på tømmerflåde, løbe op og ned ad skråninger, rutche ned ad bakker, i voldgrav m.v. Imponerende med den fine fysik, de fleste havde og skønt at se de mange hunderacer.

Lørdag eftermiddag var der endnu et agilityløb, hvor Pizza simpelthen løb så fint og hendes springteknik kunne jeg ikke klage over.

Lørdag eftermiddag efter vores dejlige løb smuttede Susanne og jeg til Silkeborg, mens Serine slappede af i huset i Mårslet. Det var skønt at besøge mine forældre igen. Det var herligt at overraske dem med besøg. Vi nød alle besøget og jeg fik vist tømt mors småkagekasse (uhmmmm mors hjemmebag!) og hjulpet min far med sko-indkøb via internettet.

Lørdag aften fik vi sushi og sodavand (virkelig seriøst = ingen øl) og selvfølgelig en omgang vendespil.

Søndag formiddag kunne vi vente lidt med at tjekke ud af huset, da de store hunde først skulle løbe ved 11-tiden. Så vi hyggede lidt ekstra, og fik vendt verdenssituationen endnu engang. Vi ryddede pænt op og støvsugede, selv om vi havde betalt for rengøring. Det er ikke let at finde et udlejer, som accepterer så mange hunde, som vi har med, så vi gjorde alt for at efterlade det pænt og ordentligt. Udlejer skrev da også:
“Jeg mødte ikke Lone personligt, men vi havde klare aftale og huset er rent og ryddeligt efter Lone og hendes to venner og 4 hunde har været i huset. Der er stort set ingen spor efter de 4 hunde. Jeg kan klart anbefale Lone som gæst og hun vil være velkommen, hvis hun kommer igen.”

Søndag formiddag blev det igen en disk til os alle 3. Og så kom der en længere frokostpause. Vi begav os ned mod standeområdet for at shoppe lidt. Vi gik forbi restauranten ved Vilhelmsborg og jokede lidt med, at vi ville lave et photobomb ved en større forsamling, som var ved at tage familiebilleder til en stor konfirmationsfest.
Da vi kom længere ned mod standene så jeg pludselig min kollega kom løbende med en hjertestarter, jeg råbte om han havde behov for hjælp og han svarede ja. Jeg kiggede op mod konfirmationsfesten, og der lå der en person på græsset. Pizza efterlod jeg til Susanne og Serine og jeg spurtede afsted, da det er naturligt for mig at hjælpe i sådan en situation – er hjerteløber.

Manden, der lå på græsset havde heldigvis fået puls og vi havde ikke behov for hjertestarter (det lignede dog et lille hjerteanfald). Jeg tog mig af den stakkels mand og på den anden side sad en anden mand, som tog puls. Efter et par minutter kom ambulancen og den stakkels mand var kommet til bevisthed. Jeg beroligede ham under hele forløbet. Da han var kommet op i ambulancen havde jeg underligt nok stort overskud til at spørge alle konfirmationsgæsterne, om der var nogle, der havde behov for at snakke om hændelsen. Og så blev datteren til den stakkels mand skubbet frem til mig. Jeg fik beroliget hende og fortalt, hvad der var sket og hvad der nu skulle ske i ambulancen med målinger m.v. Hun var meget ulykkelig, så selv om jeg ikke krammer nogle for tiden, fik hun altså krammer af mig. Manden kom afsted og selskabet gik ind og jeg forlod græsplænen. Mødte tilfældigvis den anden mand, der sad overfor mig under vores førstehjælp, og det viste sig, at han var praktiserende læge.

Endnu engang bliver man lige mindet om, at man skal huske at nyde livet, mens man har det!

Nå ind og løbe agility igen … igen en disk. Måske koncentrationen var røget en smut efter førstehjælpsepisoden.

Jeg må altså skrive, at jeg synes det er en dejlig hal at løbe DM i agility i. Alle kan se noget og alle klapper og hujer. Der var simpelthen en fantastisk stemning og det var nogle meget værdige vindere. Skønt underlag at løbe på (virkelig god ridehusbund), ingen regnvejr – alle har lige betingelser.
Ja, jeg vandt ikke i år, det var 10 år siden jeg vandt med Panik (Pizzas mormor) … men jeg vandt DM i kammeratskab med Serine og Susanne. Vi havde det virkelig virkelig fantastisk.

Da DM var slut og vi fik pakket bilen smuttede jeg lige en tur ned til græsplænen, hvor jeg havde ydet hjælp til den stakkels mand, der var bevistløs. Jeg mødte mandens datter og hun havde været på hospitalet og besøgt sin far. Hun takkede mig mange gange for hjælpen og det var dejligt at se hende glad igen. Så fik jeg ligesom sat punktum på den episode og jeg håber, at de finder ud af, hvad han fejler, så han kan behandles. Det er nok en konfirmation, de ikke lige glemmer.

Det er også et DM jeg ikke glemmer. Jeg er helt høj på oplevelser og godt kammeratskab.

Pizza og jeg til hoopers fredag
Pizza kan dirigeres langt væk igennem hoops og uden om tønder. Hun var en stjernehund.

Jeg ved ikke helt, om jeg kan tillade mig at skrive, at jeg takker DKK, for at stå for sådan et godt arrangement – men det gør jeg altså. Tak DKK og alle de hårdt arbejdende udvalg!

.

.

.

En anderledes sommerferie i år

Endnu et år med corona har afholdt min familie og jeg at rejse udenlands eller lave de vilde udskejelser. Det har dog ikke afholdt os fra at opleve en masse. I år er første gang nogensinde (tror jeg nok), at jeg har afholdt 3 ugers ferie i træk. Det har været virkelig skønt med en længere ferie. Faktisk havde jeg 3 dages ferie de første dage i juli, skulle så lige på arbejde torsdag og fredag og derefter var der 3 ugers ferie.

Nedenfor i dette oplæg er der ikke så megen tekst ud over tekst til alle billederne. God fornøjelse:

Video af Pizzas ene hoopersløb kan ses her:

Tak fordi du læste med så langt.

.

Deltagelse i ZAGcamp 2021

ZAG står for Zealand AGility (Camp), en træningslejr for agilitynørder i 3 dage. Ja, sådan en AGcamp har jeg gamle kone på 51 lige været på. Der var overnatning på pladsen, og selv om jeg bor 40 minutters kørsel væk, så valgte jeg at slå telt op og sove på luftmadras.

Mit store telt med lidt hegn foran skabte rammen for mine 3 hunde og jeg i 3 dage.

Campen startede mandag den 5/7, men allerede dagen før var det muligt at komme og slå telt op eller sætte campingvogn og allerede overnatte fra søndag til mandag.

Søndag valgte jeg at sætte mit lufttelt op (ja, en ægte blondine samler ikke stænger til et telt – det pumpes op!) og vupti, så var mit 5 personers telt fra Decathlon sat op. Jeg hjalp camp-ledelsen med at sætte ringbånd op og ordne lidt småting og derefter kørte jeg hjem og overnattede i Bjæverskov.

Mandag morgen kl. 7.45 var vi i gang. Marianne bød velkommen og fortalte, hvordan hele denne camp var blevet til over en god flaske vin sammen med nogle venner. Fra idé til handling er der ikke langt! Typisk for disse fantastiske 4 – og tak for det! Marianne, Bent, Rune og Christian. Uden jer, ingen camp.

Campen var opdelt i 3 ringe med hver sin instruktør – og foregik over 3 dage. Man havde den samme instruktør formiddag og eftermiddag dag 1, næste instruktør dag 2 og tredje instruktør dag 3.

Det vil sige, man havde den samme instruktør en hel dag og dermed samme instruktørstil. Og man skulle dermed ikke omstille sig ved hele tiden at skifte instruktør alt efter hvilket modul, man var på.

Instruktørerne på campen er nok Danmarks bedste agilityinstruktører: Jane, Jannie og Channie (det lyder så sjovt, når man siger det i den rækkefølge). Hvorfor dog få instruktører fra udlandet til Danmark, når vi har disse 3 boende her i landet?

Jeg havde taget alle 3 hunde med, men gamle Kizz Me måtte desværre kun se på. Hun kan ikke holde til sådan noget mere. Men hun nød at være med og fik masser af opmærksomhed.

Dag 1 var jeg på Jannies bane. Lange baner med god afstand og med en helt speciel stil, hvor vi skulle få hunden til at selektere forhindringerne via verbale kommandoer. Fedt at prøve dette. Formiddag havde jeg Pizza på banen og eftermiddag havde jeg Cocio på banen. Vi løber jo heldigvis ikke hele tiden og der var masser af pauser, hvor vi så de andre deltagere, grinte og klappede.

Pizza giver den gas og springer afsted i fin stil.
Cocio altså! Hvorfor altid så fyr og flamme, når du giver dig i kast med noget! Nå, men det ligger jo i generne at være med fuld power 🙂

Dag 2 var jeg på Channies bane. Jeg startede med at løbe hele banen med Pizza fejlfrit. Derefter brød vi banen op i bidder og forbedrede en masse via andre løsninger end min gammelkonestil. Jeg kender Channie godt, da hun har været min træner gennem de sidste par år. Om eftermiddagen skiftede jeg Pizza ud med Cocio, da jeg syntes Pizza skulle have pause. Cocio giver sig 100% og er virkelig en drøm at løbe med.
Sidst på eftermiddagen efter jeg havde løbet kom der mega regnvejr. Teltet holdt tørt og jeg fik en lille lur – det var tiltrængt.
Om aftenen var der quiz-night, hvor vores hold skulle dyste mod de andre 5 hold. Hold da op, hvor var det sjovt og jeg vil sent glemme, at vi sang højt “pas på den knaldrøde gummibåd”! Alle de andre hold snød, og jeg mener til fulde stadigvæk at vores hold vandt 😉

Pizza træner selvstændig nedgang på balancen, hvor jeg bliver ”låst” bag 2 tunneller.
Cocio på Channies bane. Ja Channie var lige nødt til at sidde foran tunnellen ved dette spring, som stod meget tæt på hinanden.

Dag 3 var jeg på Janes bane. Jeg har været på kursus hos Jane før, så jeg kendte hendes stil og entusiasme. Super fed bane, men svær og fyldt med fælder. Det var lidt svært at finde rundt på banen. Vi grinte og jeg sagde, at hvis man ikke ved, hvor man skal hen, skal man bare tage det mest usandsynlige, og det er sikkert rigtigt 🙂 Det var jo også sidste dag og vi havde haft mange forskellige baner og moduler i hovedet, så det gjorde det jo heller ikke lettere. Jeg lærte også sætningen, at ”hvis man er bange for, at man ikke kan nå det, skal man bare løbe lidt hurtigere” 🙂 Cocio løb ikke på Janes bane, da den var for svær og jeg ville gerne løbe med Pizza, da det lige var noget for hende.

Rune og Delta deltog også. Delta udviklede sig hver dag sammen med Rune. De var en fornøjelse at se på. Delta bliver afkølet i den hundepool, som jeg havde taget med. Der var mange hunde, der var glade for poolen.

Der var skønt solskinsvejr på dag 3, teltet blev tørt og jeg fik det pakket fint sammen igen sidst på dagen – så vi er klar til en ny overnatning.

Selv om jeg er en gammel agilityrotte har jeg godt af at udvikle mig, selv om jeg ikke kan løbe så stærkt, som de unge, slanke sporty agilitymodeller 😉 Jeg lærte ihvertfald meget og vil gerne deltage næste år, såfremt 4-kløveret tør arrangere endnu en camp! Pleeeeeease

Pizzas første spring-cert

2 dage før campen var jeg til agilitystævne i Højme, hvor jeg deltog med Pizza om lørdagen. Lige nu jagter jeg springcerter. Sørme om ikke det lykkedes for os: Pizza fik springcert, idet hun blev nr. 2 i et blændende springløb. Jeg turde ikke håbe på, at hun fik certet, da der ikke var præmieoverrækkelse lørdag (jeg deltog kun lørdag). Først søndag sidst på eftermiddagen fik jeg beviset: Et billede af rossette, bobler, cert og præmiebon’er. Yes, Pizzas første springcert var i hus.

Selv om jeg har dyrket agility i rigtig mange år – faktisk siden 1989, så udvikler sporten sig og det må jeg altså også gøre, for ellers kan man ikke følge med. Sporten forandrer sig, stilen på banerne forandrer sig (skæve vinkler osv), så man bliver nødt til at være up to date. Det føler jeg, at jeg er nu!

Vi seees derude på agilitybanerne!

Er corona snart forbi?

Nu er det forår, men vejret synes ikke helt at mene det samme. I dag på min eftermiddagsgåtur blev der ret mørkt i horisonten, så gåturen blev afkortet lidt.

Efter lidt sol og kig til de mørke skyer kom jeg hjem i sikkerhed. Lidt efter skal jeg godt nok love, at sluserne åbnede sig. Det er lang tid siden, at det har haglet så meget og så lang tid i træk, og kuglerne var også noget større end de plejer. Pludselig lød et ordentligt brag af et tordenskrald. Ja, så er april jo ligesom i gang!

Mens nogle lande har 3. bølge af corona er Danmark på vej mod genåbning – mod at man i et pas viser negative tests, færdige vacciner eller har haft corona på et tidspunkt. Genial ide, især hvis man husker at få udvidet testcentrene med en masse ledige tider og kapacitet. Nå, men det skal jo nok gå alt sammen. Danmark er ihvertfald på rette kurs – og alle har behov for noget at se frem til efter et år i en eller anden form for lukketilstand.

Rallyprøver bliver der flere af nu hvor man må være 50 personer til en prøve i stedet for 5 eller 10 personer. Jeg var dommer forrige søndag og det gik rigtig fin på bedste corona-sikkerheds-vis. Jeg savnede dog at kunne give hånd til de dygtige ekvipager, som fx får et cert eller en titel. Det er altid noget særligt for de hundeførere, som opnår et mål med træningen.

Cocio var en fantastisk legetante for Pizzas hvalpe.

Apropos mål … jeg har svært ved at tage mig sammen til at træne intensivt uden at have et mål. Derfor har jeg tilmeldt både Kizz Me (seniorklasse) og tadaaaa Cocio!!! i en begynderklasse til en prøve i maj. Så nu går træningen for alvor i gang, især med Cocio. Hendes træning har været stort set stillestående siden december, da vi har brugt tid på at få pakket hus ned i Toksværd, i januar har vi renoveret hus i Bjæverskov og februar/marts har jeg brugt tiden på at være opdrætter med Pizzas OMG-kuld (det kræver altså en del at være opdrætter til et kuld border collie hvalpe, når man ikke går på kompromis med hvalpenes opvækst).

Cocio har haft godt af at modne, for hun er nu meget bedre til at sætte sig ind på plads, blive i pladsposition og bakke lige, når jeg bakker. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at Cocio skulle lave lydighed, da hun ikke viste den store interesse for det i hendes første mange måneder – hun ville hellere ud og løbe stærkt, men nu er hun vågnet fra sin tornerosesøvn.

Agilitymæssigt ser jeg frem til på torsdag, hvor jeg skal til træning i Næstved. Ååhhhhh hvor jeg savner klubånden i denne klub. Coronas forsamlingsforbud på 10 og 5 personer har sat mange klubber skatmat med hensyn til planlægning af undervisning. Dog har DcH Næstved formået at have små bitte hold, bobler, afstande og særlig opsætningsplanlægning. Virkelig effektiv klub/trænere. Tak til Bent og Marianne, som har fået det hele til at fungere.

Min planlægning af agilitykonkurrencerne er også i gang og første overnatning ved Ribe booket. Det bliver da spændende at se, hvordan jeg kan nå at få point nok til DM, med de få stævner, der er, som jeg kan deltage i. Og om nogle af stævnerne faktisk bliver aflyst pga. at forsamlingsforbudene ikke bliver hævet, det bliver lige nervepirrende nok. Agilityudvalget har noget sit at se til med ændring af regler, konkurrencer der aflyses og nye små dukker op. Må vente spændt og se tiden an.

Nu hvor hvalpene jo er rejst, så er det tid til at se frem til et nyt kuld. Et pipfulglekuld! Jeg har jo en redekasse ved vores sommerhus i Sortsø. Her kan jeg se, at en gråspurv i år har tænkt sig at måske bygge rede. Sidste år endte jo lidt makabert med, at en musvit nærmest fortærede over halvdelen af sine unger – men jeg havde googlet mig frem til, at det var der også andre der oplevede med musvitter.

Det var nok for denne gang. Jeg håber, at når jeg næste gang skriver et blogindlæg, så er jeg måske både testet negativ et par gange og har måske ovenikøbet fået første vaccine mod corona.

Et kig tilbage på året 2020

Vi ser tilbage på året der er gået – med vacciner og positive holdninger samt samfundssind, så er der lys forude.

Sikke et år! En total omvæltning af alles hverdag. Ikke en eneste person har undgået at mærke coronapandemien på den ene eller anden måde.

Jeg har i årets løb skrevet lidt om, hvor meget jeg savner den gamle hverdag og hvor meget jeg savner at komme ud blandt mine venner og familie. Det savner jeg stadig helt vildt og jeg savner stadig at kramme mine kære.

Med vacciner, positive holdninger og samfundssind, så er der lys forude.

Desværre har jeg også oplevelsen af, at nogle (især unge mennesker) er ret ligeglade og fester løs i weekender uden at tage hensyn til forhøjede smittetal og mange indlæggelser. De unge mødes på tværs af forskellige grupper/familier/venner og danner utilsigtede og formålsløse smittekæder.

Der er virkelig nogle, DER IKKE FATTER, hvor alvorligt denne pandemi er her sidst på året , og hvilke konsekvenser den har for erhvervslivet. Drop den nytårsfest, … du kan altid feste, når covid19 er ovre.

Nå, det var lige lidt morale til alle de unge, der ikke tager hensyn, nu hvor pandemien er temmelig alvorlig. Situationen var heldigvis anderledes i sommerferien, og der nåede jeg da også selv at holde en lille fest, så måske er jeg dobbeltmoralsk. Men på daværende tidspunkt var anbefalingerne fra myndighederne jo også helt anderledes og smittetrykket lavt.

Året startede med, at man hørte lidt om corona i Wuhan i Kina, og neeeeej da, den sygdom kommer da ikke her til lille Danmark så langt væk. Håbede lidt, at det var som Ebola i Afrika, der aldrig fandt vej herop – heldigvis. Mange mennesker inklusiv jeg selv negligerede corona og håbede på, at det bare var som influenza, som jo godt nok også kræver dødsofre hvert år (for dem, der ikke er særlig modstandsdygtige overfor virus), men at det ikke er så slemt for normale – tja altså lidt feber, hoste m.v. i et par uger og så er det overstået.

Sådan håbede folk det i starten af året, men sådan gik det jo som bekendt ikke. Folk var optimistiske og livet fortsatte helt almindeligt de første par måneder i 2020.

Jeg var til et almindeligt agilitystævne i februar i Vallensbæk, hvor jeg løb med både Pizza og Kizz Me. Kizz Me var lige blevet 11 år og hun kørte med klatten og vandt det hele i seniorrækkerne. Det var hendes sidste konkurrence og hun sluttede med manér. Lidt vemodigt at slutte en hunds karriere. Hun var vild på agilitybanen lige til det sidste.

Pludselig var der corona i Italien og der kunne jeg mærke på mig selv, at dette her bliver ikke en rar periode. Mine svigerforældre var på ferie i Spanien på det tidspunkt (bor et par måneder i Spanien i den kolde periode). Og pludselig var det nærmest umuligt for dem at komme hjem til DK, da hele Europa lukkede ned. Det lykkedes os at få skaffet 2 flybilletter til dem og havde nærmest på fornemmelsen, at det var det sidste fly de fik fra Spanien til Danmark det forår.

Aqua (min udstationeringstæve) fødte et kuld hvalpe dagen før corona i Danmark. Jeg har altid haft svært ved at huske mine hundes fødselsdatoer, men Cocios fødselsdato kan jeg huske: 10/3-2020. Danmark lukkede ned og medarbejdere på min arbejdsplads blev bedt om at arbejde mest muligt hjemmefra. Det var jo fantastisk heldigt for mig at sidde der med arbejdsopgaver med hvalpelyde lige ved siden af mig. Det er så nok også det eneste positive, der har været ved corona. Min hvalpetid!

Jeg beholdte en hvalp efter Aqua, da jeg på daværende tidspunkt havde besluttet, at Pizza ikke skulle have flere hvalpe. Pizza er jo min konkurrencehund og jeg forventede mig meget af 2020 og af 2021 konkurrencemæssigt, da Pizza er fantastisk til agilitykonkurrencerne … nå mere herom senere i blogindlægget 😉

Foråret gik og hvalpene blev store. Jeg besluttede mig for at beholde Cocio, en virkelig herlig red merle tæve. Faktisk har jeg aldrig brudt mig særlig om farven red merle, … men Cocio ville det anderledes. Dengang jeg skulle have en hvalp fra Kizz Me’s kuld, der ville jeg jo heller ikke have en sort/hvid med skæv blis …. Pizza fik mig overtalt, – og derfor siger jeg altid til folk, at man skal ikke gå efter en farve ved border collie. Jeg er glad for valget af Cocio og vi har derfor p.t. 3 hunde – måske en for meget, men ingen hunde skal flytte hjemmefra, selv om de blot er pensioneret. Sådan fungerer mit hjerte ikke!

Laurits skulle have været konfirmeret i foråret, men alle konfirmationer blev udskudt til efteråret. Der var ellers indkøbt tøj og booket restaurant m.v. Jeg havde selv 50 års fødselsdag i april og rykkede festen til sommerferien. Kender flere, der har flyttet bryllupper, fødselsdage og andre begivenheder.

Smittetrykket var lavt i sommerferien og jeg kunne endelig holde en lille fødselsdagsfest. Det blev til en havefest i et stort åbent telt i haven i vores sommerhus. Der var ”kun” 18 gæster, selv om det var lovligt at være 50 på det tidspunkt (så vidt jeg husker). Dejlig fest i cowboytema – jeg har altid ønsket at holde en temafest. Men underligt ikke at kramme alle mine venner. På billedet her står jeg sammen med min søster og bror.

Søren og jeg kiggede på et ret specielt hus lige syd for Køge i sommerferien. Der var stor interesse for netop det hus. Vi skrev faktisk under på en købsaftale, men huset blev solgt til nogle andre, som bød 150.000 over udbudsprisen. Det er helt vildt underligt, at husmarkedet er sådan her under corona. Jeg er jo udlært hos home i Silkeborg og husker da godt, hvordan krisen påvirkede husmarkedet i starten af 1990’erne.
Nå, men Søren og jeg fik hul på hus-kigger-bylden og kiggede på lidt flere huse. Pludselig kom et hus til salg i Bjæverskov, som jeg havde kigget på tidligere. Det var taget af markedet (af personlige årsager) og nu sat til salg igen. Vi tog ud til åbent hus og der kunne vi godt se os selv blive gamle. Der var plads til alle vores ting i udhus, plads til hundene, huset var i 1 plan og der var agilitybane og der var også en mark til …. måske til juletræer i fremtiden 🙂 Jamen jamen pludselig var vi også flere om at købe dette hus samtidig – hvad sker der dog for husmarkedet under corona? Heldigvis faldt sælgers valg på os og vi flytter om et par dage til vores nye hood lidt uden for Bjæverskov. Jeg har allerede mødt flere af vejens beboere og føler mig virkelig velkommen. Jeg glæder mig helt vild.

Til præmieoverrækkelse på Bornholm. Pizza vandt klassen og blev DKAGCH. Ingen håndtryk og ingen kram fra de andre deltagere, men masser af lykønskninger alligevel.

Agilitystævnesæsonen har været meget underlig. 4 stævner på et helt år – jeg plejer at være til 15-20 stævner. Men heldigvis opnåede jeg en kæmpestor milepæl med Pizza: Hun blev Dansk Agility Champion. Det skete til et stævne på Bornholm i august. En særlig oplevelse, som jeg er meget glad for, selv om jeg har lavet mange agilitychampions igennem min tid som agilityudøver. Hver hund har sine forcer og ulemper – og ingen hunde er ens at træne op. Pizza har dog altid været en stjerne og jeg tænkte, at det var et spørgsmål om tid, før hun opnåede denne titel. At hun opnåede det sidste agilitycertifikat i 2020 var utrolig heldigt på grund af de få konkurrencer. Endnu engang tak til Bonnik Berthelsen for at tegne en virkelig finurlig agilitybane på Bornholm, som virkelig ”tændte mig”. Det, der bliver umuligt at løse, får mig virkelig til at tænke, det SKAL jeg løse og det KAN Pizza godt. Hurra for min hooperstræning med Pizza, som gav hende noget fremdrift, selvstændighedsløsning og fjerndirigering.

Nå men så kom efteråret og dermed var det tid til Laurits’ konfirmation. Han var vokset ud af forårstøjet og nyt konfirmationstøj blev købt – det var vi vist ikke ene om. Dagen inden konfirmationen var der igen igen pressemøde og her kom statsministeren med et påbud: På restauranter skal alle have mundbind på, når de står op. Det var så lige et påbud, der kom 12 timer inden Laurits skulle holde fest. Set tilbage – så var det nok meget klogt af MettteMor. Men dengang var det virkelig uforståeligt, at noget kunne sættes i værk med så kort varsel. Mange planer skulle ændres og jeg fik virkelig virkelig ondt af restauratøren, som fortalte os om de udfordringer han har og at alle hans investeringer måske har været forgæves. Vi havde dog en god fest og tog alle forbehold efter de regler, der var.

Jeg er autoriseret rallydommer og har været inviteret til flere dommergerninger i løbet af året. Alle stævner, som jeg skulle dømme, er blevet aflyst undtagen 1 stævne, som blev afholdt efter alle corona-kunstens regler i november. Det blev afholdt i blokke af 10 personer. Jeg holdt afstand og afholdt ingen præmieoverrækkelser eller rørte resultatbøger. Meget underligt blot at dømme folk på afstand, men skønt at se de dejlige hunde. Det var så den eneste gang jeg dømte i år. Sidst jeg dømte var i oktober 2019, så jeg var faktisk lidt rusten og brugte god tid på at læse op på reglement og pointfradrag. Jeg deltog endvidere i efteråret som rallydommercensor i forbindelse med en dommerelevs eksamen – igen få ekvipager og opdelt i blokke, mundbind og afstand.

Faktisk har jeg slet ikke dyrket rally med mine egne hunde siden sidste år i september. Jeg var kørt lidt træt i det. Kizz Me var blevet gammel – og Pizza var jo til agility. Jeg har fra starten af været imod, at man havde indført seniorklasser i rally – for min morale har været, at hvis en hund er blevet for gammel til at lave sit-øvelser, skal man ikke gå til flere konkurrencer. Der er nemlig næsten ingen sit-øvelses-skilte i seniorklasser i rally. Men men men jeg må altså tage min holdning i mig igen, for efter at have set de skønne og glade seniorhunde, som lyste total op til rallyprøve i Odder, hvor jeg var dommer i november, så ændrede jeg min holdning. Der var pludselig en mening med galskaben. En hund, som man egentlig har pensioneret fra de almindelige prøver, kan sagtens få et godt pensionistliv i seniorklassen, og stadig blive trænet nænsomt og blive skånet. Nogle hunde bliver simpelthen så glade af at gå til konkurrencer. Efter at have tænkt og ændret holdning, så tilmeldte jeg Kizz Me til en konkurrence i seniorklasse i december. Desværre er alt jo blevet aflyst, så jeg ved i skrivende stund ikke om Kizz Me nogensinde ”kommer i kamp” igen. Men tilbage til min holdning: Jeg er blevet fan af seniorklasser.

Græsmarkvej

Her i efteråret har vores hus jo været til salg. Der gik vel ca. 3 måneder og så var det solgt. Pludselig var der flere om huset samtidig … igen, jeg fatter ikke, hvad der sker med det boligmarked, det er imod alle odds. Huset blev solgt med overtagelse 3 uger efter vi overtager vores nye hus. Så vi har lige lidt hasteistandsættelse af huset i Bjæverskov.

Nu tilbage til det med Pizza … øhhh, hvad skete der lige der med min beslutning om, at hun ikke skulle have flere hvalpe? Jo, sagen er den, at det er coronas skyld. Et kommende forår uden agilitystævner havde jeg set komme. Og da der især ikke er holdkonkurrencer i agility i 2021, så var min konkurrencemotivation fuldstændig væk. Pizza har jo lavet 2 virkelig skønne kuld, som alle sundhedsmæssigt ligger rigtig godt og jeg besluttede mig for et 3. og sidste kuld på Pizza. Jeg begyndte at kigge mig efter en egnet han. Faktisk har jeg et par år fulgt en særlig han, der er importeret fra Polen. Jeg har været meget vild med hans engagement i alle de discipliner, han har deltaget i. Så jeg var lidt spændt, da jeg sendte Mette en messengerbesked, om jeg måtte bruge Dice som far til et kuld med Pizza. I skrivende stund er Pizza 3 uger henne og hun skal føde i februar, altså et par uger efter, at vi er flyttet til Bjæverskov. Ja, vi når lige at flytte ind og falde til. Pizza har altid taget vores rejser og ophold med ophøjet ro, så en lille flytning inden hun skal føde ser jeg slet ikke som noget problem.

Pizza og Dice – så søde sammen. Med denne kombi får man den efterhånden sjældne sportsborder collie i sort hvid 😉

Det er nu december og jeg skulle sammen med Søren have besøgt mine forældre den 23. december i Silkeborg. Min mor har KOL og min far er halvsidelam efter en hjerneblødning for 3 år side, så de er i højrisiko for fx corona. Jeg har gået og rømmet mig lidt en uges tid inden jul og derfor besluttede jeg, at vi ikke tog til Silkeborg. Hvis min mor bliver smittet med fx forkølelse, kan det have fatale konsekvenser for hende. Så ingen jul med mine forældre. Gaveudveksling og et morkram må vente til en anden god gang. Heldigvis er vi gode til at tale i telefon og videochatte via messenger.

Nu her nytårsaften skal Søren og jeg ingen steder. Vi skal blot blive her i Toksværd og holde sidste nytårsaften helt alene med hundene. Det bliver meget hyggeligt. Vi skal tidligt op den 1. januar og gøre klar til at få nøglerne til vores nye hus kl. 12.

Godt nytår til jer alle og flot, at I har læst så langt 😉

Pizza er blevet Dansk Agility Champion

Endelig lykkedes det mig at opnå det sidste agilitycertifikat til et agilistystævne i klasse 3 med Pizza. Hun var en stjernehund på Bornholm, hvor hun vandt 2 agility klasse 3 løb. Vi løb 7 løb i alt, og hun gennemførte dem alle sammen uden disk. Super sejt.

Søren tog med på min tur til Bornholm. Vi ankom torsdag lige over middag, tjekkede ind i vores lejede hus lige uden for Rønne (lejet via AirBnB) og så kørte vi til Hammeren, hvor vi skulle se det nye besøgscenter.

Et fint hus, som vi havde lejet. Der var plads til hele familen, men desværre kunne Emma og Laurits ikke komme med.

Der er som altid meget flot på Hammeren og jeg bliver aldrig træt af at gå rundt på den gamle borg. Besøgscenteret gav interessante informationer om tiden på borgen og flot interaktion med skærme m.v.

Besøgscenteret på Hammeren er virkelig flot bygget ind i landskabet.

Bagefter var vi en smut i Allinge-Sandvig og få en meget speciel is i den cafe, der hedder Kalas Is. Jeg fik bl.a. en æble-basilikum is. Sidst jeg var på Bornholm var cafeen lukket for sæsonen, men denne gang var jeg heldig. Forstår godt, at den cafe får så god omtale på tripadvisor.

Kalas Is i Sandvig. Det er et besøg værd.

Inden vi tog til Bornholm, havde vi set første afsnit om Borgenes Ø. Det er en lille serie, som TV2 Bornholm har produceret. Vi lærte om Borgenderland, Gamleborg og lilleborg samt om øens konge. Torsdag aften så vi endnu et afsnit af Borgenes Ø.
Se afsnit her: https://www.tvmidtvest.dk/borgenes-o/borgenes-o-16

Lilleborg

Fredag formiddag drog vi mod Ekkodalen, men lige inden vi kom dertil var vi pludselig ved Lilleborg. Fedt på forhånd at have lært om borgens historie og hvordan den blev til. Man kunne forestille sig de kampe, der havde udspillet sig ved indgangen, hvor der var fundet en masse gamle pile. Vi fandt naturligvis en cache i skoven.

Indgangen til Gamleborg

Derefter kørte vi til Ekkodalen og gik op ad en masse trapper og fandt Gamleborg. Den var stor og jeg kan godt forstå, at den havde været en uoverskuelig opgave at holde i stand for de gamle vikinger. Vi gik rundt ved ringmuren og fandt en cache på bagsiden.

Fine stisystemer på Bornholm. Kizz Me toucher på stolperne.

Efter gåturen var det tid til at besøge den tv-kendte restaurant for foden af Ekkodalen. Vi havde været så betænksomme at bestille bord en uge i forvejen. Vi fik de berømte kæmpe tarteletter. Uha jeg blev mæt. De smagte godt, men jeg tror godt nok, at der skal gå laaaang tid inden jeg skal have tarteletter igen.

Kæmpe tarteletter!

Turen gik derefter til en minigolfbane. Ja, en minigolfbane!! Hvor gammeldags har man lige lov til at være? Men hold da op. Jeg forstår godt, at den fine nye minigolfbane får så mange gode anmeldelser. Banen var bygget op, så den lignede Bornholm og banens 18 huller havde alle hver deres bornholmske seværdighed. Virkelig et besøg værd, også selv om det småregner!

Uden at håne for meget … så vandt jeg over Søren!
Plan over banen. Det er altså så sejt lavet. Seværdighederne og byerne ligger der, hvor de gør i virkeligheden.

Lørdag morgen, tidligt op og afsted til Østerlars til agilitystævne. Jeg elsker at være til stævne på Bornholm. Der er kun 1 bane og man kan med ro i sindet melde sig som hjælper, da der ikke er nogen stress og jag med at skulle nå at være både det ene og andet sted samtidig. Der er masser af plads til at varme hund op og der er tid til at snakke med alle ens venner. Min hvalpekøber Laila havde reserveret teltplads ved siden af hende. Det var ÅH så hyggeligt at sidde ved siden af hende hele weekenden. Vi fik rigtig snakket og Cocio og kuldsøster Jo-Lee (tidl. Juice) de fik leget en hel del.

Hmf, tidligt om morgenen, med vådt hår. Jeg har vist ikke fået drukket al min morgenkaffe på dette billede!
Pizza i fuld fart i slalom. Foto: Leif Kjærgaard

Lørdag aften var Søren og jeg ude at spise på Selmas Homecooking i Rønne og derefter var jeg også godt brugt. Det blev til over 20.000 skridt og benene var ømme.

Cocios kuldsøster Jo-Lee og Cocio hyggede sig virkelig sammen. De var hverken aggressive eller for voldsomme. Blot kærlig leg og småtyggeri. Njaaa, måske lidt vild leg indimellem, men for pokker, de var søde.

Søndag morgen var der banegennemgang allerede kl. 7.10, men jeg havde aftenen inden skrevet en besked til arrangøren, at jeg ikke deltog i dagens første løb. Det var ”bare” en åben klasse, der ikke talte til noget. Min fokus var på klasse 3-løbene.
Agility klasse 3 søndag var lige noget for Pizza og jeg. En nærmest umulig bane, hvor man blev låst bag balancen fra 4 til 5 og hvis man ikke havde lært hunden en fremadsendelse, så ville hunden automatisk dreje til den ene eller anden side efter tunnelen. Jeg har jo smugtrænet lidt hoopers på det sidste og dermed en masse fremadsendelser, så jeg gik banegennemgang med ro i sindet, hvorimod mine konkurrenter gik og små-dissede banen, hvilket tændte mig endnu mere.

Jeg elsker udfordringer og er faktisk bedst, når banerne har en høj sværhedsgrad. Pizza løste banen fint og vi vandt klassen. Det er lang tid siden jeg har fået så mange søde og rosende kommentarer. Tusind tak alle sammen, I skal bare vide, hvor glad jeg har været for dem alle!

Der var dermed det sidste agilitycertifikat til Pizza og hun kan nu kalde sig for Dansk Agility Champion.

Lige efter præmieoverrækkelsen kørte vi til havnen og tog turen tilbage til Sverige. Turen hjem med færgen gik virkelig hurtig, for Søren og jeg kom til at sidde blandt en masse agilityfolk … og så gik snakken jo.

Hvor er jeg priviligeret over at have en sød mand med på tur til Bornholm, som sagtens kan opleve en masse sammen med mig, og også kan finde ud af at opleve noget på egen hånd, selv om jeg fjoller rundt blandt alle agilitytosserne.

Pizza vandt 2 ud af 3 AG3 løb på Bornholm!

Det blev til skal ikke

Hygge til træning kan være lige så sjovt, som at gå til konkurrencer og løbe efter de eftertragtede landsholdspladser samt deltage til NM/VM.

Jeg skrev jo for en måneds tid siden, at jeg overvejede at søge landshold i agility i år. Min endelige konklusion blev et ”skal ikke”. Beslutningen blev taget mest på baggrund af Pizzas seneste konkurrence, hvor hun ud af 4 løb ikke havde et eneste fejlfrit løb (dog 3 gennemførte). Faktisk var det sådan, at når jeg stillede til start til det pågældende stævne, så kunne jeg mærke, hvordan jeg hele tiden tænkte på at præstere på topplan og jeg følte, at alle kiggede på mig. Min mavefornemmelse var derfor, at landshold må vente til næste år, hvor Pizza har endnu mere stabilitet med sig og jeg har fået finpudset nogle flere detaljer.

Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg skal søge landshold, så skal jeg være ”sikker på”, at jeg kan få en plads på selve landsholdet og komme med til NM/VM. Hvis jeg ikke er sikker på det, så er det ikke mit år. Jeg gør nemlig ikke noget halvhjertet.

En sidste og afgørende ting var også, at jeg er enormt bange for at miste hyggen til stævnerne på grund af for stor koncentration og konkurrencepres. Jeg skal have det sjovt, selv om min hund laver 5 fejl eller bliver disket. Min hund gør alt for mig, så derfor vil jeg også gøre alt for hende, og det er at dyrke min sport på almindelig konkurrenceplan lige nu 🙂

Selfie med Pizza

Kizz Me afsluttede agilitykarrieren med manér

Kizz Me fik mig til præmieoverrækkelse 4 gange. Man kunne fx vinde Grimbergen.

Jeg har længe gået og tænkt på, hvornår mon det var tid for gamle Kizz Me på 11 år at gå på pension. Hun kan nemlig godt virke lidt gammel og stiv, når vi har lavet noget fysisk, fx været til agilitykonkurrence. Kizz Me er en hund, der ikke ligger på den lade side, heller ikke når man er gammel. Hun har kun 1 gear: Fuld fart frem.

Så det var egentlig med lidt vemod, at jeg tilmeldte hende agilitystævnet i Vallensbæk i dag. For tænk hvis nu, at det var det sidste stævne med hende? Tja, når man ser på hende, når hun rejser sig her til aften, så tror jeg sørme, at det var hendes sidste stævneløb i dag.

Efter et af løbene gav jeg Kizz Me et ordenlig kys på kinden. Jeg kiggede på et tidspunkt og troede, at hun blødte, men det var blot hendes blondinemor, der havde taget læbestift på til agilitystævne!

Hun skulle løbe 4 løb om formiddagen, og vandt dem alle 4!!! Sådan der! Jeg var også meget fokuseret og ville gerne give både hende og jeg en sidste oplevelse sammen på agilitybanerne. Det skal jeg love for at vi fik, vi nød det begge to til fulde. Kizz Me blev stævnets bedste seniorhund og vi fik et gavekort fra Maxi Zoo.

Se hendes løb her:

Pizza løb også i dag. Hun var en stjerne i de svære klasse 3 løb, men havde desværre ingen fejlfrie løb. Hun fik mig dog op til præmiebordet et par gange. Det blev vist til en 5. plads i det ene løb og 6. og 7. plads i de andre løb.

Faktisk troede jeg ikke, at jeg skulle til præmieoverrækkelse for Pizzas ene springløb, idet hun havde en vægring på muren. Så da sidste løb var forbi pakkede jeg sammen og kørte hjem efter en lang dag i hallen. Min søde veninde Susanne var stadig i hallen og ringede mig op, mens jeg kørte på motorvejen (jep, jeg har bluetooth og speakere), og jeg kunne mærke stemningen ha ha ha, det var så sjovt. Og hun valgte en pose med dogs creek legetøj til hundene eller måske mit kommende kuld hvalpe….

Se de dejlige gavekort mine hunde vandt til mig.
Elsker at komme til præmieoverrækkelse, hvor man kan vælge imellem flere forskellige præmier. Kizz Me står og logrer, da jeg kigger ned i posen med lækre sager. Så vidt jeg husker, så valgte jeg en stor pose med masser af træningsgodbidder.

.

.

.

Tænke tænke tænke – skal – skal ikke

For 2 uger siden til agilitytræning hos Channie blev Pizza og jeg sat til at træne på en bane, der er tegnet af den dommer, der skal dømme nordisk mesterskab i agility til august. Vi skulle starte med at løbe hele banen og derefter plejer vi at træne på små moduler i banen, som volder os ”problemer”.

Jeg sagde for sjovt, at hvis Pizza løb banen fejlfrit i første hug, så ville jeg søge landsholdet i år. Sørme om ikke den sad lige i skabet. Det har givet mig en del at tænke over.

At være på bruttolandsholdet og løbe kvalifikationsløb samt være til landsholdssamling kræver en del af den person, som forsøger at komme på landsholdet. Man skal holde tungen lige i munden, have is i maven og være indstillet på, at det ikke altid er så sjovt at gå efter de eftertragtede kvalifikationspoint – for der kan være meget på spil for de enkelte ekvipager. Der kan være en smule koldt på toppen. Jeg har jo være på landshold 4 år i træk – fra 2007-2010 – med Pizzas mormor Panik, så jeg har prøvet det før.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

Der er også en masse positivt ved at søge landshold. Man træner mere intensivt, lægger planer og målsætninger samt er meget mere seriøs i sin træning. Man danner nye venskaber og lærer en masse om sig selv og sin hund.

Pizza bliver 6 år til sommer. Hun har haft 2 kuld hvalpe og skal ikke have flere kuld, for nu skal Pizza og jeg nyde hendes agilitykarriere.

Jeg må indrømme, at det tænder mig lidt, at Pizza er så god for tiden både til træning og til konkurrencer. Spørgsmålet er bare, om sådan en gammel kone som jeg (fylder snart 50 år), stadig kan blande mig mellem danmarks bedste …. tænke tænke tænke. Ja, jeg er gået i tænkeboks. Der er sidste frist for ansøgning om et par uger, så jeg har lidt tid at tænke i. Der er også mange andre ting, som er med i afgørelsen om landshold …, såsom et hvalpekuld her hjemme (Aqua min udstationeringstæve kommer hjem i marts), arbejde, mine forældres helbred, tid og penge samt ikke mindst, om min ankel får det bedre (forstuvet i efteråret).

Læs mere om landsholdet på DKK’s hjemmeside:
https://www.dkk.dk/kurser-prover-og-traening/aktiviteter-med-din-hund/agility/dkk-s-agility-landshold

Nedenfor er billedet fra det hold, der blev sendt til European Open i Østrig i 2018. Jeg står lige i midten.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

.

.

Agility i Sverige

Min veninde Susanne og jeg har lige været en tur i Sverige, hvor vi har været til agilitystævne i to dage. Det har været en dejlig og lærerig tur. Det er altid hyggeligt at være afsted sammen med Susanne, vi har det så sjovt sammen, og nyder at kunne snakke om agilitysport, hunde og ordne verdenssituationen.

Vi havde lejet et fint hus/hytte 8 km fra stævnepladsen. Vi fandt det på Airbnb. Der var alt det der skulle være i huset, og vi fik lavet aftensmad i det fine lille køkken samt bacon og æg til morgenmad hver dag. Skal jo holde min LCHFkur, så godt som jeg kan.
Stævnet blev holdt i en industrihal, hvor der var et par søjler i gulvet i selve arealet. Det gav lidt udfordringer for handlingen. Men det var ikke værre, end hvis der havde stået i et spring eller anden forhindring, der hvor søjlen var. Søjlerne var heldigvis pakket godt ind, såfremt man skulle være uheldig, at ramle ind i en.
Susannes og min hund var trætte lørdag aften. Det var Susanne og jeg også. Vi gik i seng klokken 21. Godt mættet af indtryk og masser af motion.

Der var i det hele taget rigtig rigtig mange disk den weekend til mange ekvipager. Jeg er glad for, at jeg kom igennem bare tre ud af otte løb. Der var 26 ekvipager i XL klassen, og i nogle løb var der kun 2-3, der gennemførte. Egentlig synes jeg ikke, at banerne var vildt svære, folk (inkl. mig selv) var nok bare vildt uheldige.

Dommeren havde også lidt problemer med at få placeret nogle spring på banen, så en af banerne er blevet lavet helt om inden vi skulle løbe den. Denne her sekvens blev heldigvis lavet om inden vi skulle løbe. Man skulle komme bag fra springet indenom eller udenom søjlen.

Det var en rigtig dejlig weekend med god stemning og jeg fik flere nye agilityvenner på kontoen. Desværre ikke de mest prangende resultater, men det kommer nok en anden gang, især når min ankel bliver helt frisk. Jeg er stadig lidt plaget af min forstuvning til badminton for to måneder siden.

Herlig natur lige i nærheden til god gåtur efter stævnet. Jeg søgte selvfølgelig efter, om der var cacher i nærheden, men dem, der var, stod som sidst fundet i 2017 og folk havde anmeldt cacherne som måske ikke eksisterende.

Glæder mig til næste stævne, der er en hel måned til. Det må jeg jo se, om jeg overlever.

 

.

 

Øvelse gør mester

Vi er nogle stykker, der har været fascineret af agilityverdensmesteren Stanislav’s handling i et stykke tid. Vi samledes så i dag i en agilityhal for at træne på nogle momenter, hvor fjerndirigering kan komme på tale som et alternativ, hvis man ikke kan nå op til sin hund på banen.

At tolke på Pizzas ansigtsudtryk efter træningen, så var hun vist meget tilfreds med dagens agilitytræning. Uha, jeg elsker den hund.

 

Jeg har især brug for denne fjerndirigeringshandling i fremtiden, for jeg bliver jo ikke yngre, og at komme op på samme hastighed med min hurtige hund, det når jeg aldrig. P.t. har jeg stadig en fod, der gør knuder, så det gør det jo heller ikke bedre.

Jeg skal have indøvet verbale kommandoer på Pizza, så hun drejer til den rigtige side, kommer ind til mig og tager spring udefra – dette arbejde er godt i gang og det nyder jeg godt af, når vi er til konkurrencer. Største opgave for os er faktisk at løbe fremad, især hvis der står nogle andre forhindringer ude til siderne, som trækker. Så de gode gamle fremadsendelser skal vi tilbage til. Så at sige “back to basic”.

Her er en video, som Stanislav har lagt op på sin youtubekanal. Så kan I måske bedre forstå min fascination:

.

.

.

Fantastisk weekend: Safri Duo lørdag og agilitycertifikat søndag

Jeg har fulgt Safri Duo i rigtig mange år. Første gang jeg oplevede dem live var faktisk i Grønland, hvor jeg var til en workshop med dem i Nuuk. Tror måske, at det har været i 1995 eller deromkring. Dengang var Uffe og Morten klassisk musikere, og var endnu ikke slået igennem som popmusikere. Uffe og Morten lærte hinanden at kende via Tivoligarden, hvor de spillede marchtromme.

Safri Duo for fuld udblæsning i Vershuset i Næstved den 16/11-2019. Jeg tror, at det er den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet. Jeg sad selvfølgelig på første række!!!

Nå, men nu var jeg altså til en lille koncert med Safri Duo i Næstved i går. Det var en koncert, hvor de i første halvdel af showet fortalte om deres klassiske karriere med små historier fra deres liv. De spillede selvfølgelig også på instrumenter.

Anden del af showet var med musik og historier om, hvordan bl.a. deres store hit Played-A-Live blev til. Meget interessant.

Jeg tror, at det har været den bedste koncert, jeg nogensinde har været med til, især fordi man fik historierne bag musikken med. Publikum blev også gjort aktive med klap i rytmer, hvilket lige var noget for mig. Rigtig fed oplevelse.

Lørdag gik jeg i seng med et stort smil på læben og virkelig ømme hænder af at klappe så meget.

Her er et lille klip fra deres koncert:

Jeg har også spillet marchtromme, det var i Silkeborg Tamburkorps. Senere var jeg trommeslager i Nuuk Byorkester og da jeg flyttede tilbage til Danmark fortsatte jeg som trommeslager i Hvidovre Brassband. Hundesport gjorde sit indtog i mit liv, og jeg blev nødt til at foretage et valg mellem musik og koncerter i weekenderne eller hundesport. Det blev hundesporten, der vandt.

Jeg har dog senere ikke kunne lægge musikken helt fra mig. Forsøgte mig med dog dancing (freestyle) og det blev da også til en enkelt konkurrence, sjovt nok med musik fra Safri Duo og en stor trommestik som rekvisit. Desværre syntes Panik dengang, at det var alt alt for sjovt, hvilket hun råbte højlydt og da hunde ikke må gø i dog dancing, trak det for meget i point, så jeg måtte opgive det igen.

Søndag til agilitystævne

Jeg har jo været temmelig handicappet pga. min dårlige ankel pga. forstuvning for 3 uger siden, så jeg har måtte lære Pizza fjerndirigering agilitymæssigt. Det bar frugt i dag. Hold da op altså en fantastisk hundepige jeg har fået mig. Pizza bringer mig så megen glæde i min elskede agilitysport. Hun gør alt for mig og jeg er virkelig taknemmelig for at have sådan en hund.

Lidt billedeudklip af en video.

Pizza løb 4 løb i dag søndag på Garbogaard. Første springløb var med en nedrivning. De næste 3 løb var fejlfri, hvilket jeg er forundret over, for det er jo klasse 3 baner, vi løber og det er ikke let at handle en hurtig hund, når man ikke kan følge med. Så 4 gennemførte løb er da total godkendt, hvis jeg selv skal sige det.

Det første agilityløb gik godt og Pizza løb fejlfrit. Susanne med Asasara Kom Her Jeehaa (Holley) løb også fejlfrit og lige et my af et splitsekund hurtigere end Pizza, vist nok 9 hundrededele af et sekund. Så hun snuppede lige det første agilitycertifikat for næsen af Pizza. Men ved I hvad, det under jeg virkelig Susanne. Det var virkelig et smukt løb de havde, og det var så fortjent.

Min agilityveninde Susanne vandt første AG3 løb og fik sit første certifikat, jeg vandt andet AG3 løb og fik Pizzas andet certifikat. Vi havde en fantastisk dag!

Næste agilityløb var Pizza første hund på banen. Åh, jeg hader jo at starte, men måtte lægge ordentligt ud og Pizza løb fejlfrit, selv om jeg kom humpende bag hende på hele banen. Faktisk var hun den eneste, der gennemførte løbet, så hun vandt selvfølgelig certifikatet. Nu mangler Pizza bare et cert mere, så er hun Dansk Agility Champion.

Her er videoklip af det sidste løb søndag:

 

Jow jow, her er beviset.

Min træning de sidste par uger, hvor jeg ikke har kunne løbe, men har måtte lære Pizza at tage forhindringer via mine verbale kommandoer har været en øjenåbner for mig. Det har været så fedt at træne. Og I dag så jeg så resultatet. 2 stk. anden pladser og en første plads.

Video af mit første agilityløb, lidt klumpedumpeagtigt og med diverse halten:

En dejlig dejlig weekend er slut.

 

 

.

Fjernstyring af agilityhund

Når knæet gør nassss….

Sidste mandag til agilitytræning hos Channie fik jeg lavet et dumt vrid i mit knæ. Det har så drillet mig on off hele ugen, hvor jeg har lidt smerter. Især når jeg skal bøje knæet for meget (fx når jeg går op og ned af trapper).

Men det holder mig dog ikke fra at “” til agility. Hver tirsdag træner jeg sammen med en flok gode venner i Ringsted. Faktisk følte vi os alle 3 på holdet lidt amputeret i tirsdags: En havde knæproblemer, en havde problemer med vejrtrækning og så mig, der ikke kunne løbe. Vi udnyttede dog situationen og fik trænet lidt på fjernstyring af vores agilityhunde – sådan lidt ala Stanislav fra Rusland, der vandt VM i agility for nylig. Han er faktisk mit store idol. En kæmpe mand, med lidt for mange kilo vægt, som har lært sin hund fjernstyring. Det ser så bragende godt ud.

Jeg forsøgte mig med en masse verbale kommandoer i tirsdags til træningen. En masse af disse kommandoer kan jeg takke min hvalpeinstruktør Johanna Allanach for. “Left” og “Right” kommer virkelig på prøve, når Pizza skal dreje den ene og anden vej. Jeg skal bare lige lære at time det lidt bedre i fremtiden. Men fremtiden ser lys ud.

Sådan så træningen ud:

Tak Marianne for at filme Pizza og jeg. ❤

 

 

.

4-dages miniferie på Bornholm

For mange måneder siden besluttede jeg mig for at tage til DKK kreds 8’s agilitystævne på Bornholm i den midterste weekend i september. Jeg tjekkede færgebilletter, og de var billige, hvis man tog over Ystand til Rønne allerede torsdag morgen, altså 2 dage før stævnet. 99 kr. for en færgebillet med bil. Det var da billigt og hvis jeg kunne finde et billigt hus at leje, så var det jo toppen. Airbnb blev trawlet tynd og pludselig fandt jeg en lille hytte, der lignede  noget fra 70’erne med alle de retro-ting, der var på hylderne. Så det var med en vis skepsis, at jeg bookede hytten, for der var kun billeder af hytten indefra.

Sådan så retrohytten ud. Der var pænt og nydeligt. Og min frygt blev gjort til skamme. Herlig overdækket terrasse med modne jordbær i urtepotterne. Der var ingen have til hytten, men det gik fint, for luftemuligheder var jo lige uden for hytten i skoven.

2 cacheture ledte os forbi denne kirke, som er utrolig smuk. Der var en kirkemand indefor, som fortalte os lidt om kirkens historie og om det flotte moderne alter-maleri.

Søren havde fået fri, så han var med derovre. Børnene går jo i skole på hverdage, så de var hos deres mor.

Alle de gange, hvor jeg har været på Bornholm, så har jeg boet ved Gudhjem, Hasle, Dueodde eller andre steder ved kysten. Aldrig ved Rønne, altså Bornholms ”hovedstad”.

Hytten lå på Stampen Vej 4 lige uden for Rønne og var et anneks til ejerens hus. Det var ganske rigtigt en retrohytte, men alt var fint og ordentligt, så her vil jeg gerne bo igen en anden gang. Der var en bette stue, soveværelse, badeværelse og køkken på ca. 2 m2. Og så var der en dejlig overdækket terrasse. Det føltes som om, at hytten lå inde i en skov, så vi bemærkede ikke, at der var blæsevejr de 4 dage.

Planen var, at jeg de første to dage inden agilitystævnet ville udforske Rønne by. Jeg havde fået flere tips af en af mine geocachingvenner Wilfred til nogle gode cacher i Rønne. Den første cachetur vi kom ud på var en multicache, hvor vi blev dirigeret rundt i byen og skulle udforske nogle gps-steder og tælle fx vinduer for at få næste gps-position. På turen mødte vi tilfældigvis en “indfødt” som fortalte os om det hus, vi stod ved, at det var en gammel gård, som lå lige uden for bymuren i gamle dage. Turen hed Brosten og gamle huse.

Næste cachetur var en historietur, hvor vi kom rundt for at se relieffer og steder, hvor russerne havde bombet Rønne efter 2. verdenskrig var slut. Det er en helt anderledes krigshistorie Rønne har i forhold til resten af Danmark. Enten har jeg ikke hørt ordentlig efter i historietimerne eller også har jeg glemt, hvad Bornholmerne var igennem i forbindelse med 2. verdenskrig.

En tur rundt i Rønne by for at se på relieffer. Et af stederne blev vi budt på kaffe hos en keramikforretning. Rønnes befolkning er virkelig søde og rare, vi følte os ihvertfald meget velkommen, hvorend vi gik hen.

 

En cache ledte os ud til et sted, hvor der var en slags lagune mellem klipperne. Jeg skulle dog ikke nyde noget af en badetur … havde heller ikke badetøj med 😉

 

Vi var på jagt efter en bestemt cache fredag eftermiddag i nærheden af Døndalen. Vi kunne ikke finde den, og gik så op i Døndalen. På vej ned fik jeg pludselig en lys ide om, hvor cachen kunne være. Jeg havde ret. Vi skulle ind i en tunnel. Utroligt hvad man gør for at finde en lille beholder og et stykke papir 🙂

Faktisk var Søren og jeg så fascineret af Rønnes historie, at vi fredag formiddag besøgte Rønne Museum. Vi regnede med at få en time til at gå derinde. Men inden vi havde set os om var der gået 2½ time. Utroligt spændende især med guld-gubbernes opkravning m.v.

Vi kom på museum … altså som besøgende 😉

Lørdag og søndag stod i agilityens tegn hos DKK kreds 8. Et super hyggeligt stævne (kun 1 bane = afstressende), hvor det var lige ved og næsten med Pizzas ene springløb, hvor hun blev nr. 2, kun 8 hundrededele af et sekund fra at snuppe certet og 1. pladsen. Hun blev også nr. 2 i spring åben.

Der var ikke så mange seniorhunde tilmeldt. Vist nok kun 3 store i alt. Kizz Me vandt 4 ud af 6 løb.

Pizza var virkelig i hopla til agilitystævnet.

Der var mega blæsevejr lørdag og søndag. Jeg havde ikke hårtørrer med til Bornholm, så håret blev (hurtigt) lufttørret.

Ditte Wolsteds datter Kimmie på 14 år havde jeg set løbe agility til DM i august måned. Hun fik lov til at låne Pizza til dette stævne på Bornholm i 3 løb. SÅDAN! Det klarede de til UG kryds og bolle. 2 fejlfrie løb og 1 løb med 5 fejl. Det må da siges at være bestået! Hvis alt går vel og de får løbet udtagelsesløb, kan det være, at de skal prøve sig med junior DM i agility næste år.

Mens jeg løb agility lørdag og søndag var Søren forskellige steder rundt på Bornholm. Både med drone og på cachejagt. Dejligt, at han ikke bare sidder og keder sig ved ringsiden til agility, men selv søger udfordringer.

Generelt var der dejligt vejr på Bornholm. De 2 første dage var skønne og de 2 sidste dage var med rigtig hård vind. Flere af teltene på agilitypladsen blæste i stykker. Færgen hjem var også udfordrende for nogle. Jeg har aldrig været søsyg, og blev det heller ikke på denne tur, men jeg kunne se flere kaste op og have det rigtig dårligt. Der blev brugt en del af de hvide papirsposer ved de forskellige borde.

 

Det var så tredje gang i år, at jeg var på Bornholm. Det er en ø, som jeg ALDRIG bliver træt af at besøge. Der er altid noget at se, som man aldrig har oplevet før.

 

DM i agility – I AM BACK!

På vej i mål

Hoooooney I am hooooome! Sådan en følelse har jeg lige nu. Jeg er endelig kommet hjem igen efter en lang rallyferie med Kizz Me. Nu er det Pizzas tur til at give den gas og jeg nyder igen min gamle hobby: Agility.

I weekenden var jeg til DM i Vejen, hvor Pizza og jeg vandt sølv sammen med holdet Hans og Tøserne.

At løbe fejlfrit i mål til DM er den fedeste følelse!!!!! Det har jeg meget svært ved at skjule. Der er ikke så meget jantelov i mig.

Her er dog lidt historie om tiden op til DM:

Pizza havde jo hvalpe i foråret, så derfor havde jeg på forhånd lagt op til, at jeg ikke skulle på noget hold agilitymæssigt i år, da jeg jo ikke kunne yde en hel sæson for et hold.

Pludselig en dag så jeg, at det hold, som jeg delvist var med på sidste år, manglede en hund til deres hold Hans og Tøserne, da holdet havde fået en skadet hund. Jeg blev spurgt om jeg ville på hold resten af sæsonen, og svarede ja. Jeg har lige nøjagtig nået at være på hold til 2 stævner for at opnå udtagelse til hold-DM i agility.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

På facebook har holdet en lukket gruppe, hvor vi diskuterer strategi for vores løb, tilmeldinger til konkurrencer, giver opbakning og aftaler en masse om, hvordan vi skal løbe. Der er ingen af os, der træner på samme hold eller i samme klub, vi kender bare hinanden utrolig godt gennem mange år på agilitybanerne. Dette sammenhold og aftale om, hvordan vi løber til DM tror jeg har været med til, at vi virkelig gjorde alt, hvad vi kunne, for at komme på skamlen.

Vores holdkaptajn skrev følgende: Kære Teammates, this is your captain speaking😄 glæder mig til vi skal gi den max gas i weekenden og vi går efter medaljer, hvis nogen skulle være i tvivl. Dorthe har som den eneste også kvalificeret sig individuelt og vi hepper højlydt på dig🇩🇰👍🏻 pøj pøj til os alle

Jeg skrev bl.a. følgende til vores holdkammerater: Vi kan sagtens gøre os gældende. Jeg vil foreslå en strategi med stille, rolige sikre løb. Det kan godt være, at vores tider ikke vil være himmelske, men det er trods alt vigtigere at være fejlfri. Prøv at se, hvordan folk vandt NM.

… og sådan blev vi bare ved med at gejle hinanden op.

Vores dejlige hold med god holdånd

Holdånden fortsatte dagene op til DM og under selve DM. Vi var fuldstændig enige om den fælles strategi: Sikre holdløb, stille og roligt (som det nu kan være med en hurtig hund), tager ingen chancer. Fejlfrit løb er bedre end en nedrevet overligger med en hurtig tid.

Lørdagens holdløb gik rigtig godt. Der var 3 fejlfrie hunde ud af de 4 første hunde, og da jeg altid løber sidst, satsede jeg alle bananer for at lave en hurtigere tid, da vi jo på den måde kunne forbedre vores tid. Pizza blev desværre disket, men vi havde jo stadig 3 fejlfrie hunde igennem, og det var målet, da de 3 bedste hunde tæller på holdet.

Lørdagens resultat var, at vi lå nr. 3. Hold da op, hvor blev vi tændte af det. Vi kunne pludselig se, at der var mulighed for at ende på skamlen til DM. Så da vi kørte fra DM-pladsen og hjem til kroen for at slappe af og lade op, kom vi til at runde McD og fik en stor is. Ups.

Lørdag aften på Mikkelborg Kro var smadder hyggelig. Susanne og hende søn Julius, Serine, Dorthe og jeg fik dagens ret på kroen og vi fik vist også nogle øl eller 2 eller 3 (altså ikke Julius). Snakken gik og vejret var dejligt. Vi sad ude til kl. 22 i shorts/nederdel og t-shirt.

Selfietime. Susanne jeg og Serine.

Dorthe min holdkammerat og jeg delte værelse og vi sov begge meget urolige den nat. Tror vi var virkelig spændte på, hvordan søndagen ville ende.

Søndag mødte vi op på pladsen kl. lidt i 8 og der blev uddelt flag og sunget nationalsang. Det er meget festligt. Heldigvis blev der i år ikke uddelt en gammel dansk eller anden bitter. Jeg har altid syntes, at det alkohol om morgenen til DM var malplaceret til sådan en sportsbegivenhed.

Så gik finalerne igang. Først de små hunde og så mellem hunde. Holdenes startrækkefølge er sådan, at gårsdagens dårligste resultat starter og til sidst de bedst placerede hold. Dermed bliver det mere og mere spændende efterhånden som dagen går.

Så blev det endelig de store hundes tur. Jeg var så spændt, at mens jeg sad og så på de små og mellem hunde målte jeg min puls, den lå på 100-105, hvilket jo ikke var så godt.

Dommeren Helge Himle fra Norge havde tegnet nogle rigtig gode DM baner. Der var nogle drilske ting på banen, men ikke noget, som vi ikke kunne løse. Da det blev vores holds tur var holdet stadig helt enige om, at vi skulle løbe sikkert og forsøge at løbe fejlfrit.

Gitte og Tag startede med at løbe fint, men fik 5 fejl på vippen og 5 fejl på balancen. Men de kom igennem!!! det var vigtigt. Så kom Camilla og Halina, desværre en disk. Så kom Dorthe og Cyber, fejlfrit (som dagen før)! Derefter var Hans på banen, disk. ….. F-F-F-ordet …., så afhang det hele ligesom af Pizza og jeg. Vi skulle jo have 3 hunde igennem banen og nu var 2 hunde pludselig disket ud af 4.

Da jeg skulle ind på banen blev mine ben pludselig tunge, men jeg fastholdt fokus, lavede et par lydighedsøvelser med Pizza. Da jeg stod klar til start tog jeg en dyb indånding og tænkte … det her kan jeg godt. Mit mål var at komme fejlfrit igennem, skidt med store buer og skidt med skodhandling – jeg skulle BARE igennem fejlfrit, for ellers var vi røget ned på en dårlig placering. Sørme om ikke om Pizza og jeg gjorde det …. vi løb fejlfrit og sikke en glæde.

Her er mit løb:

Vi endte som sagt med at blive sølvvinder. Det føltes som om vi vandt, for vi vandt på sammenhold og holdånd. Jeg er bare så stolt af mine holdkammerater. Vi gav alt hvad vi havde i os og vi havde troen på, at det kunne lade sig gøre. Bedst af alt var, at alle på holdet havde ydet en indsats, som bevirkede, at vores hold endte så flot.

Dorthe og jeg havde en fantastisk tur til Vejen. Hun er en herlig rejsekammerat og det går også fint med hundene på hotelværelse og i bilen.

Tak fordi du læst med så langt. 🙂

I AM BACK!

 

Pizza 5 år

Hold da op – allerede 5 år. Utrolig som tiden går. Pizza fylder år i dag og jeg har købt en fødselsdagsgave til hende. En ny tunnel, der er skridsikker indvendig. Glæder mig til at tage den i brug, skal dog lige have fyldt sand i Jenny Bags-tunnelholderne.

Pizzas første agilitycertifikat

Der var varslet hedebølge til agilitykonkurrencen hos Sydfalster Agilityklub. Jeg tænkte så, at jeg ikke ville sidde og koge i et telt, men have lidt luft omkring mig. Jeg købte derfor en parasol for et par dage siden. Og det var klogt!

Total retro mødte jeg op med blot et hegn, stol og parasol i dag. Fuldstændig som da jeg gik til konkurrencer for 25 år siden. Der sad man også bare med parasol eller strandtelt rundt omkring agilityringene, og nogle sad også bare på et tæppe.

Eneste nye i dag var, at jeg også havde et sølvcover, til at lægge hen over hegnet. Pizza havde det heldigvis ikke for varmt på noget tidspunkt. Så min strategi virkede.

Det var et rigtig fint stævne, som klubben havde fået stablet på benene. I går var der klasse 1 og 2 stævne. I dag var det kun for klasse 3. Det fungerede rigtig fint og der var god stemning. Klubben har endnu ikke den store erfaring i stævner, men de er godt på vej. Fx havde de lavet stort set ens startlister i alle løb, og den går ikke ifølge reglerne. Jeg var en af de første i alle 4 løb, og det var jeg ked af, da jeg gerne vil have mulighed for at se de andres løb inden jeg selv skal løbe, da der godt kan være forskel på handling og hvor langt man når, i forhold til den banegennemgang man har nået. Og hvis jeg hver gang skal starte klassen, bliver jeg frataget denne mulighed i hvert eneste løb. Jeg skrev om det på facebookbegivenheden og de tog det til sig, og sendte et nyt katalog ud. Dejligt med en klub, der lytter til os gamle garvede agilitytosser 🙂

Dommer var Allan Hansen og han havde lavet nogle rigtig gode og flydende klasse 3 baner med nogle finurligheder, som gav udfordringer, men ikke noget, som vi ikke kunne løse, med den rigtige handling. Apropos rigtig handling, så blev mit første løb til en disk, da jeg lige manglede et skridt til en side og Pizza tog et forkert spring. Der skal ikke så meget fejlhandling til, som resulterer i en disk, når han har en hurtig hund. I løbet af et splitsekund kan det gå galt.

 

Pizzas første agilitycertifikat 30/6-2019

Andet løb på dagen var agility klasse 3. Første hund på banen var fejlfri og derfor vidste jeg, at hvis jeg skulle slå den tid, så måtte jeg give lidt slip på Pizzas felter, det vil sige, release hende lidt før tid, samtidig med, at jeg skulle sikre mig, at hun fik felterne. Hun var heldigvis fejlfri, blev nr. 2, men da nr. 1 allerede var champion, så gik certet videre til Pizza. YEAH!

Jeg har ikke opnået et agilitycertifikat siden 2015 (med Kizz Me), så jeg var faktisk en anelse rørt, da der blev spurgt efter Pizzas røde resultathæfte, som der skal skrives i, hvis man opnår certifikater.

Jeg må sige, at jeg er lige en anelse stolt

Nu går jagten for alvor ind på de sidste 2 certifikater før Pizza kan kalde sig for Dansk Agility Champion.

Hold nu kææææææft, hvor var det en varm dag (31-32 grader!). Efter konkurrencen kørte jeg forbi vores sommerhus, hvor jeg hurtigt fandt min badedragt frem fra skabet og så gik Pizza og jeg ud og bade i Grønsund. Det var virkelig skønt at blive kølet ned.

Næste weekend gælder agilitystævne i Højme. Glæder mig allerede!

 

 

 

 

.

Årets første agilitystævne – uha det var skønt at komme igang igen

Jeg har en tradition og det er at deltage i DKK Vibys 3-dages agilitystævne i Kristi Himmelfartsferien. I år var det så årets første stævne, idet Pizza jo har haft hvalpe, og der skal gå minimum 75 dage efter hvalpene er født, til man må deltage i stævner. Så med drægtighed, hvalpe og efter-hvalpetid, så går der let et halvt år uden agility. Det er faktisk en af årsagerne til, at jeg vælger at udstationere en tæve, så jeg ikke behøver at have mere end et par kuld hvalpe på mine egne tæver. Jeg vil ikke være en producent på mine hunde og jeg vil samtidig dyrke min hobby – hundesport.

Nå, men altså i onsdags lige efter arbejde kørte jeg afsted mod Jylland med Pizza, Kizz Me, telt og udstyr. Der var desværre den traditionsrige kø på Fyn, men det viste sig, at være en lang elastikkø hele vejen over Fyn til Skanderborg. Så det tog lidt tid at komme til Viby.

Mit dejlige Quechua-telt fra Decathlon med luftstænger. Dejlig rummeligt og selv en blondine kan finde ud af at sætte det op.

Teltet blev sat op og jeg slappede af med hundene og mødte alle mine agilityvenner. Fik kogt lidt vand og spiste en overdådig aftensmad (cupnoodles).

Torsdag var 1. stævnedag. Jeg vågnede op til regnvejr og det vejr fortsatte så resten af dagen. Pizzas første løb var fabelagtigt, blot en vægring, som desværre kostede os certet. Men vi var igang, og det var det vigtigste. Pizzas energi har ophobet sig gennem et halvt år, men hun var styrbar og skøn at løbe med.

Kizz Me er jo senior og var tilmeldt i klassen for de gamle hunde. I løbet af de 3 dage endte hun på pallen i alle sine løb undtagen 1. Hun havde 7 løb ialt. I nogle af seniorklasserne var der 21 deltagere. Så jeg var ret stolt. Faktisk havde jeg tænkt mig, at jeg skulle lave nogle hyggeløb med Kizz Me. Men men men sådan en gammel cirkushest som jeg er svær at få ud af manegen. Så da Louise løb med Ronja før Kizz Me (hun er vist 7 år) og løb et blændende seniorløb, så tændte det altså lige en konkurrencegnist i mig. Jeg gav den hele armen og vandt over Ronja, hvilket var ret sjovt, for os med seniorhunde har det virkelig sjovt sammen, også selv om der er lavet en seniorcup i år. Kizz Me er tilmeldt cuppen, men jeg har ingen intentioner om at vinde eller noget der ligner, da Kizz Me kun har mulighed for at deltage i 2 af stævnerne (tror nok, at der er 6 tællende).

Tak Kizz Me for at vinde denne lækre bluetooth-højttaler til mig.

Fra mit opsatte villatelt kunne jeg se lidt af den ene bane og høre højttalerne, hvis der skulle være indkald til nogle af banerne. Men faktisk så havde DKK Viby foretaget en smart løsning med hensyn til programmet. De fastholdt tiderne i programmet, det vil sige, at hvis en bane (der var 3 baner ialt) pludselig var foran, så startede man ikke den næste bane før tid. Det vil sige, at man kunne regne med programmet og det bevirkede, at man ikke hele tiden følte sig stresset og skulle holde øje med, om den ene og den anden ring pludselig var foran og gik igang med banegennemgang før tid.

 

Denne her lampe kunne man også vinde, men jeg undlod at tage den 😉

DKK Viby har også evnen til at have en masse søde hjælpere og deres madtelt kører bare super godt. Man kan betale med mobilepay. Der var både morgenmad, masser af kaffe, hjemmelavede burgere og aftensmad (forudbestilling).

Fra mit telt kunne jeg se ind på den ene bane og mange mennesker gik forbi teltet. Jeg fik mange smil og god dag på den måde.

Torsdag efter første konkurrencedag tog jeg ud til mine forældre i Silkeborg. Jeg havde på forhånd aftalt at overnatte hos dem og dermed ikke i mit telt. Det var meget heldigt, nu hvor det havde regnet hele dagen og man var faktisk ret våd, kold og klam.

Hjemme hos mine forældre kan jeg let overnatte i stuen. Jeg er som faster Anna fra Matador, hvis bare der er en madras, så kan jeg godt overnatte 🙂   Min søster ankom også og vi fik lavet lasagne og spist sammen. Det var hyggeligt. Mine forældre har ikke længere bil, så jeg kørte en tur med min mor. Min far aflyste hjemmeplejen og jeg hjalp ham op i kørestol og da han skulle i seng, kunne jeg også klare det. Min far er jo halvside-lam efter en hjerneblødning. Der sker dog hele tiden små fremskridt, så jeg var mægtig glad, da jeg så hvordan han stædigt selv ville sørge for at komme i seng og ordne sit tøj til natten.

Vi forærede også min far en iPad. Han fik en halv times introduktion og så håber jeg, at det kommer til at gå. De vigtigste app’s ligger på første side af iPad’en, så man ikke skal lede efter fx DMI, messenger og YouTube.

Fredag morgen op og afsted mod Viby. Vejret var heldigvis meget bedre. Faktisk så godt, at jeg endte med at blive en smule solskoldet. Jeg havde ikke taget solcreme med, da YR havde lovet regn og overskyet hele ferien.

Fredag var bare en super stævnedag. Rigtig gode løb med begge hunde og spændende baner fra udenlandske dommere. I et AG3-løb med Pizza faldt Pizza af balancebommen, men hun landede fint på jorden med alle 4 poter og løb videre. Jeg spurgte dommeren efter løbet, hvad han havde set. Han svarede, at Pizza kom en smule skævt op på balancen og i stedet for at skvatte ned og lande uheldigt, så så det ud som om, at Pizza valgte selv at springe kontrolleret ned. Hold da op, hvor er jeg glad for sådan en observation. Min hund tænker på sig selv. Det var jeg vildt glad for.

Banefixerne havde sådan nogle fine små telte at sidde i. Det var meget praktisk om torsdagen, hvor der regnede hele dagen.

Fredag eftermiddag fik jeg pludselig en invitation fra min søster (bor 15 km fra stævnepladsen) om at komme hjem til aftensmad. Yeah, fik grillet laks og min søsters super lækre mad. Hun er virkelig god til madlavning og folk booker hende lang tid i forvejen til at stå for mad til konfirmationer m.v. Så lidt heldig har man lov til at være.

Lige neden for sportspladsen går der en sti langs Århus Å. Det er en dejlig tur med skøn natur.

Lørdag var det endnu en dejlig dag vejrmæssigt. Heldigvis var der ikke så megen sol, så det var hundevejr. Fotograf og journalist fra Hunden kom på besøg og satte sig ved seniorringen. Jeg fortalte ham om seniorcuppen, så jeg er spændt på, om der kommer noget med i Hunden om det. Spring senior skulle Kizz Me løbe, og jeg havde virkelig en udfordring med den bane, da jeg bare skulle hen i position for at kunne nå at løse baneforløbet bedste muligt. Faktisk måtte jeg tage nogle råb i brug for at få mine ben til at spæne afsted. Det hjalp heldigvis, til stor morskab for publikum.

Pizzas bedste løb var i AG3, hvor der var virkelig mange ud-spring. Det vil sige spring, som hunden skal tage bagfra. Jeg hader det, men bliver nødt til at træne det, for det er noget dommerne elsker at tage med på banerne. Men denne her AG3 var virkelig fyldt med ud’erne. Jeg bruger en jysk måde at give Pizza ud-kommando, så igen var publikum ved at dø af grin (hvilket er helt fint med mig, agility skal ikke være kedeligt), så 8 stk. Uiiiii blev det til i dette løb. Pizza løb uden fejl, men endte desværre med en lille tidsfejl, da jeg valgte at beholde Pizza en lille my for lang tid på balancefeltet (som hun selvfølgelig ikke forlod i utide). Igen igen meget meget tæt på at få certet.

Pizza får massage efter sine løb. Massøren fandt ingen problemer med Pizza, hun sagde at Pizza var virkelig fin overalt.

Lørdag efter mit sidste løb fulgte jeg med i hold-konkurrencen fra sidelinjen. Jeg har ikke meldt mig til hold i år, da Pizza er for lang tid ude af sæsonen til, at jeg vil tilbyde dem en “deltids-hund”. Næste år er jeg hold-klar igen, men kun hvis det er et godt og seriøst hold.

Lørdag eftermiddag efter de sidste agilityløb pakkede jeg teltet ned og drog til Silkeborg, hvor jeg havde aftalt endnu en overnatning hos mine forældre.

Søndag var jeg ude at købe ny smartphone til min mor. Den gamle telefon var 5 år og kunne ikke længere starte op. Desværre passede simkortet ikke i den nye telefon, og jeg kunne ikke klippe simkortet til, så det passede i den nye telefon. Der er bestilt nyt simkort som min bror får installeret, så jeg kan foretage mine daglige telefonopkald til min mor. Heldigvis kan hun bruge messenger og derfor kalder vi bare op til hinanden via den app indtil videre.

En lille bøvs skal der lyde: Det er træls, når folk står op kl. 6 på en campingplads og lader sine sheltier stå og gø og gø og gø. Især når jeg ligger i telt og kan høre alt!  Jeg kunne også høre at lidt over 6 var der en person, som slap en flok hunde og jeg kunne høre dem drøne ud på konkurrencepladsen. Det tror da pokker, at der blev fundet hundelorte hist og pist.
Der blev sagt i højttaleren, at der blev fundet hundelorte, som ikke var samlet op. Faktisk tror jeg ikke, at det er folks uvilje, der bevirkede, at der lå hundelorte. Jeg tror snarere, at det er folks uopmærksomhed, fx når de står og taler med en anden, så kan ens hund finde på at skide bag ens ryg – man ser det ikke og går videre.

Nå, men DKK Viby, I har sørme gjort det igen. Skabt et fantastisk godt stævne! Klap jer selv på skulderen!

Pizza taget i fuld firspring over muren. Fotograf: Tina Hindsgaul.

Mandag var der træningsdag hos Channie. Det er skønt at få træning og en masse gode ideer til min og Pizzas videre rejse. Desværre stoppede træningen lidt for tidligt, da Pizzas ene trædepude var revet op. Så nu er der lige et par ugers pause, men vi kommer stærkt igen.

Skadet trædepude. Men det heler heldigvis hurtigt, især med god salve.