Flere underlige bogstaver

For et halvt års tid siden var der en temmelig engageret ”opfinder” 🙂 hos DKK, der fik sat nogle online-prøver i gang. Prøvesystemet bliver kaldt for Sirius.

Der findes prøver for hoopers, rally, nosework, trick og seniorhunde samt endnu flere og nye er på vej. Jeg har faktisk ikke et overblik over, hvor mange der er. Der er efterhånden mange, og de er ”åbne” hele tiden, så der er ingen tidsgrænse for, hvornår man skal sende en video ind til bedømmelse. Så findes der også noget, der hedder Sirius Challenge. Det er prøver, som er helt særlige, som kun er åbne for prøveaflæggelse i en tidsbegrænset periode.

Den første prøve jeg fandt interessant var Sirius Slalom Challenge. Umiddelbart, da jeg hørte navnet slalom, så tænkte jeg, at det var noget med agility og svære slalomindgange. Men faktisk så var det slalom mellem ben, arme og kegler m.v. Det var virkelig sjovt at træne med hundene. Man kunne opnå bronze, sølv eller guld. Jeg trænede Pizza op i denne slalom challenge og hun gik til den med fuld skrald. Jeg fik mod til at træne det med Cocio også, og det gav virkelig pote, for nogle af de ting hun kan i dag i hoopers og agility er noget jeg har for-indlært via slalomchallengen. Jeg trænede også Kizz Me lidt, men gik ikke op til prøve i det. Både Pizza og Cocio opnåede sølv og dermed titlen: SISLCS  altså SIriusSLalomChallengeSølv.
Jeg har tidligere blogget om det, læs her: https://makkerlone.wordpress.com/2022/09/30/alle-de-underlige-sirius-bogstaver/

Nu har jeg opnået 4 titler på Pizza og Cocio

4 titler ialt og dermed 4 rosetter pryder indgangen til mit kontor på arbejde. Både Cocio og Pizza har slalom challenge sølv, Cocio har trick begynder og hoopers begynder. Hvad mon det næste bliver?

Jeg gik så i gang med at træne Sirirus Trick Stjerne Begynder med Cocio. Det voldte godt nok problemer at lære hende at give pote! Ja, den simple ”giv pote” gav ikke pote med det samme. Cocio var virkelig glad for at give den venstre pote, som hun lærte som hvalp, og den højre var bare ikke sådan lige at få løftet. Men med en god gang tålmodighed, klikker, ros og fantastiske godbidder kom vi i mål med det. Jeg troede, at hele giv pote øvelsen skulle filmes i ”et hug”, så det gjorde det altså også lidt svært for os. Der var mange gode øvelser, som hunden skal lære i Trick Stjerne Begynder. Jeg elsker at træne sådanne udfordringer, da det giver virkelig godt samarbejde mellem hund og fører, uanset om det er noget, som man kan bruge til noget eller ej. Jeg har kun indsendt trick stjerne med Cocio.

Jeg træner kun en sirius-tingeling ad gangen. Så først efter Trickprøven blev godkendt købte jeg en ny prøve.

Denne gang blev det Sirius Hoopers Stjerne Begynder. Jeg havde småtrænet det hist og pist, og da Cocio kan en masse grundøvelser fra de forskellige sportsgrene, som hun dyrker, var det faktisk ikke så svært. Det sværeste var at få det filmet. Det var en kold vinterdag, da vi skulle filme og min mand ville gerne hjælpe med at filme, men da han begyndte at fryse, så ville han ind og have varmen. Så jeg måtte sætte kamera op på et stativ. Midt i filmingen kunne jeg mærke, at jeg begyndte at bløde (mit keglesnit i underlivet) og derfor blev der kun til et shot ved hver af de sidste øvelser og jeg fik ikke tjekket filmen inden jeg skyndte mig ind i sofaen og slappe af. Desværre viste det sig, at Cocio kom ud af kameravinklen i den ene øvelse (ikke godkendt) og at jeg glemte at tage halsbånd af hende i den anden øvelse (heller ikke godkendt). Ja, jeg har faktisk aldrig halsbånd på min hund i hoopers, da jeg altid træner med en line, hvor der er indbygget halsbånd, så jeg aldrig glemmer at tage halsbåndet af. Men i øvelsesbeskrivelsen stod der, at hunden skal have halsbånd og line på. Så vups, gammel vane, så tog jeg linen af og gik en forkert øvelse (hunden havde halsbånd på). Heldigvis kunne jeg filme de sidste 2 øvelser om efter 4 uger og indsende en ny samlet film til bedømmerne, og så sad det lige i skabet med rigtig fin kritik.
Også denne hoppers begynder stjerne blev kun aflagt af Cocio. Kunne også godt gøre det med Pizza, men det må blive en anden gang.

Jeg glæder mig til at komme i gang med flere siriusprøver og pønser lidt på senior-prøven med Pizza. Det er med at holde os i gang med et eller andet og gerne noget, som vi kan træne hjemme og hunden synes er sjovt.

.

.

.

.

Alle de underlige sirius-bogstaver

SISLCS er den seneste tilføjelse af bogstaver til Pizzas og nu også Cocios titler. Og hvad står de bogstaver så for?

DKK har opfundet et rigtig sjovt og udfordrende koncept. Sirius Stjerne prøver. Nogle af de bogstaver, som hundene kan opnå kan fx være disse:

SI = Sirius (hundestjernen, den mest lysende stjerne på himmelen)
SL = Slalom
C = Challenge
S = Sølv

Den første Sirius challenge, der blev udbudt, var Sirius Slalom Challenge. Der var 10 øvelser, hvor man som minimum skulle udføre minimum 6 øvelser. Disse øvelser skal man så selv filme (sætte mobiltlf op på stativ e.lign). Herefter sætter man video sammen og sende til DKK inden en bestemt dato. Videoerne bliver så gennemgået og vurderet.

Hvis 6 øvelser ud af 10 gennemføres, så kunne man opnå Slalom Challenge Bronze. Ved 8 øvelser var det Sølv og 10 øvelser filmet ud i et uden pauser kunne man opnå Guld.

Pizza bakker mens jeg går baglæns – Det er godt nok svært for både hund og fører!

Man får nogle øvelser, som man skal træne derhjemme efter nogle bestemte retningslinjer og nedskrevne regler.

Jeg rodede lidt rundt i Sirius Stjerne koncepterne i starten. Men grundlæggende for Sirius er træning hjemme og upload af video til bedømmelse.

Der er så 2 former for Sirus koncepter. En af dem er en challenge, som skal løses inden en bestemt dato. De andre prøver (som altså ikke hedder challenge) der er der ingen deadline og man kan derfor tage den prøve (filme video og indsende) når man vil. Den gyldne tråd i dette koncept er, at det er opbygget fra bunden af og man kan træne på det lige når man har tid og lyst og når hunden har overskud til det. Man behøver ikke at køre mange kilometer til træning eller stå ude i regnvejr, når der er træningstime.

Nogle har udtrykt, at det var let at få en sirius-titel, men hey, så skulle de altså selv lige prøve med egne hunde og se hvor svært det er at få fx hunden til at lave baglæns slalom imellem sin førers ben, mens man selv bakker. Ja, værs’go’ og prøv!

Jeg har trænet intenst på alle slalomøvelser med Pizza, men en af dem kunne jeg se, at Pizza havde svært ved (slalom mellem 2 pinde bag min ryg), så jeg satsede på sølv og fik så filmet 9 øvelser og hvis en af dem ikke blev godkendt, så havde jeg i hvert fald 8 gennemførte, som var mit mål.

Pizza har været utrolig sjov at træne disse øvelser med. Hun er gået på opgaverne med krum hals og har tænkt selv. Det kan man også se i en af øvelserne (8-tal mellem to sorte tønder). Hendes buer var meget store, idet hun ville fortsætte yderligere 10 meter ud og rundt om flagstangen længere omme i haven.

Begge mine hunde har været igang med slalom

Cocio rundt om flagstang (selvvalgt genstand)

Cocio har nemlig også været med i denne challenge. Egentlig var det ikke meningen, at hun skulle være med i slalom-challenge, men besluttede mig 2 uger før deadline, at hun også skulle filmes. Hun opnåede i går sølv og havde 8 gennemførte øvelser. Cocio har aldrig været glad for, at få noget over hovedet, så som halsbånd, sele, dækken osv. … og derfor var slalomøvelserne mellem mine ben heller ikke nemme for hende. Så den øvelse er ikke så flydende at se på, som Pizzas udførelse af samme øvelse. Men vi har kæmpet og vi har løst opgaven og har været glad for udfordringen. Cocios begejstring i øvelserne er ikke til at tage fejl af, der er indimellem lidt lyd på 😉

Teknikken:
Jeg har brugt min mobiltelefon og så app’en kinemaster. Her kan man afkorte videosekvenser (så man ikke behøver at have hele opstillingen med, eller hvis man vil afkorte nogle af videoerne). Man kan også sætte tekst henover eller før et videoklip af en øvelser. Man kan også sætte videoerne ind i rigtig rækkefølge, så de følger øvelsesbeskrivelsen fra sirius-programmet.

Til slut har jeg uploadet videoen til min youtube kanal og så sendt linket til DKK til godkendelse.

Mandag har jeg været den første til at modtage en sølvrosette. Uhhh, hvor er den fin og pryder nu mit navneskilt ved mit kontor på arbejde 😉

Næste challenge er jeg allerede igang med at træne. Det er Trick Begynder og igen er det Cocio, der må stå for skud. Så vi giver pote til højre og venstre nu og træner intenst på snudetargit. Mere herom senere, når vi når i mål …
Og hvis jeg kender mig selv ret, så går jeg også igang med rally stjerne og hoopers stjerne 🙂

Læs mere om Sirus Stjerne-konceptet her:

https://www.dkk.dk/kurser-prover-og-traening/aktiviteter-med-din-hund/sirius-stjernehund

.

.

.

Cocio overraskede mig big time

Da jeg startede året med at komme på et fantastisk hold i agility med Pizza har jeg set meget frem til at deltage i DM i agility for hold med Pizza. Vores hold Bordere med IQ fører i øjeblikket årets hold konkurrence og vi har en stor holdånd. Jeg var udtaget til både holdagility og til rally. Jeg var på forhånd lidt bekymret for tidsplanen for agility holdmæssigt. Agility er nemlig både lørdag og søndag (holdløb lørdag formiddag og holdløb søndag formiddag ). DM i rally er kun søndag. Jeg havde tænkt, at min prioritet ville være agility, hvis det skulle vise sig, at vi fik en god placering lørdag og dermed skulle dyste om en podieplads søndag samtidig med rally. Det ville godt kunne lykkes at gå op i begge dele, men det ville være lidt hektisk og der skulle trylles med banegennemgange og løb.

Hundene gik alle ind i det samme bur, da jeg satte dem op ved agilitybanen i den store hal. Det er så dejligt, at alle mine tæver kan så godt sammen.

Lørdag morgen skulle vi løbe en hold-springbane, som ikke var umulig at løse, men den havde lidt sjove sværhedsgrader. Vi var fortrøstningsfulde på holdet. Et hold består af 5 ekvipager og mindst 3 skal igennem med et resultat for at man blive Danmarksmestre for hold. Jeg startede ud på vores hold, og skæbnen ville, at Pizza blev disket (jeg kan ellers nå at redde mange ting, men desværre forstyrrede banderne mit blik, og jeg kunne ikke rigtig se om Pizza var foran eller bagved et spring, som hun dermed tog fra den forkerte side). Pizza blev disket. Øv. Næste hund på holdet blev disket og det blev tredje hund også. Vi havde kun 2 igennem banen. Det var lidt sært, da vi plejer at ligge helt i top. Jeg var skuffet over min egen indsats (sådan er det, når man er et konkurrencemenneske), har ikke noget at udsætte på Pizza, det var udelukkende MIN skyld. Jeg sagde undskyld til holdet. Jeg spurgte om vi skulle løbe søndag, og det ville de gerne, og jeg spurgte om det var OK med dem, at jeg så koncentrerede mig om rallykonkurrencen, nu hvor vi jo var “out of the game”, hvilket de var helt okay med. Tusind tak for de forstående holdkammerater, det er guld værd.

Efter mit nedern-løb gik jeg en dejlig tur på hele området for Hund i Fokus. Sikke et fantastisk arrangement, som DKK har fået stablet på benene. Ja ja, jeg ved godt, at jeg roser min egen arbejdsplads, men jeg elsker altså dette arrangement. Super med så mange forskellige hundeaktiviteter samlet et sted og fyldt med boder/stande og foodtrucks. Jeg var så heldig at overvære Asasara Nam Nam Breezer til en rallyprøve i ekspertklassen, hvor hun fik 99 point, sidste cert og blev Dansk Rally Champion. Jeg bliver altid så pinlig rørstrømsk, når en af mine afkom klarer sig godt.

En hyggelig dag (trods min disk) blev afsluttet hos min søster i Hørning, hvor hele familien var samlet (17 mennesker i alt). Mega skønt, for jeg elsker min familie!

Søndag skulle jeg om formiddagen til DM i rally i de indledende runder. Gamle Kizz Me på 13 ½ år var kvalificeret i seniorklassen sammen med Pizza. Cocio var i øvet klasse. Det vil sige, at jeg skulle gå 3 prøver formiddag og måske videre til finalerne om eftermiddagen. Der er 20 deltagere i hver klasse og kun de 10 bedste går videre til finalerne.

Kizz Me var den første i seniorklassen, hold da op, hvor var hun fresh på trods af manglende hørelse (ja, alderen trykker). Vi havde et par ommere og en øvelse, hvor hun gik for tidligt i indkald (hun kan ikke altid høre jeg kalder, så hun går på håndtegn, og der kan et lille vink være nok). Hun væltede også rundt-om-keglen i bare iver, så den måtte jeg tage om. Så minus 10 og nogle ommere … desværre kom hun ikke i finalen, men blev nr. 14.
For første gang nogen sinde har jeg sagt til mig selv inden jeg gik på banen, at her vil jeg ikke ønske høje point eller ønske om at komme i finalen, her vil jeg nyde Kizz Mes sidste tur i manegen. Og hvilken nydelse, tak Kizz Me for alle de skønne rallytimer.

Pizza var så også i seniorklassen og gik også en freeeesh bane. Jeg skal virkelig være på dupperne med de friske gamle damer, for det er knald eller fald. Men i dette tilfælde var det “knald”, for Pizza kvalificerede sig til finalen.

Pizza bane 1

Cocio, min stjernehund, var i øvet klasse. Hun kvalificerede sig til DM sidste år inden hun fik hvalpe. Hun har været en svær hund at træne lydighedsmæssigt, idet hun altid gerne vil se, hvad de andre hunde laver på banerne ved siden af (hyrdeinstinkt = at holde øje). Så med 5 rallybaner ialt igang samtidig til DM, så var jeg virkelig spændt på, hvordan det ville gå. Cocio var utrolig sød og kiggede på mig hele tiden og udførte alle øvelser. Jamen for pokker da Cocio. Surprice! Cocio røg i finalen i øvet klasse. Desværre blev vores bane ikke filmet. Men skidt med det, jeg har den i hukommelsen.

Min søde storesøster Mette kom på besøg og så mig gå rally med Cocio og Pizza. Det var virkelig skønt at hun besøgte mig og fik en oplevelse af, hvad jeg går og laver mange weekender om året. Jeg ville ønske, at vi kunne være sammen lidt oftere, men geografien kan vi ikke gøre noget ved (Jylland/Sjælland).

Cocio gik også en super finalebane, dog var der en enkelt “ommer” som kostede os 3 point. Igen var hun virkelig dejlig at gå med og jeg havde den fedeste følelse.

Cocio og jeg kan vist godt lide hinanden. Gensidig kærlighed op pallen.

Så var det bare at vente på præmieoverrækkelsen… og ventetiden var lang.

Jeg havde det fint, hvis jeg endte med at komme på en 5-6. plads med den ommer (og hoppekys fra Cocio (se selv videoen).
Men efterhånden som folk blev kaldt op og mit navn ikke blev nævnt før end det var tid til at folk skulle på PALLEN, så blev jeg så evig glad!!!! Jeg ELSKER AT STÅ PÅ PALLEN. Og ja, fuck janteloven, for jeg elsker det.
Ville selvfølgelig gerne vinde, men hey, at blive nr. 3 med Cocio var som at vinde. Hold nu kæft mand, hvor blev jeg glad og er det stadigvæk. Cocio min stjernehund. kys kys kys

Se lige alle de skønne præmier. Jeg er helt overvældet. Tusind tusind tak til de entusiastiske gaveindsamler og sponsorerne.
Pizza blev nr. 7. Og Kizz Me nr. 14 i seniorklassen. Vi blev slået med min gode veninde Mette Jensen og Chat, der blev nr. 6. Det var også Chats sidste DM i rally.
Jennifer Riis (en af mine hvalpekøbere fra kuld B) og jeg har altid haft det virkelig sjovt sammen. Det havde vi også på pallen, hvor dette billede lige fik foreviget et sjovt øjeblik. Prøv lige at se vores hunde, der kigger enten undrende eller misundelig 😉 Jennifer og jeg kalder det for stoleleg, for forrige weekend vandt Cocio og jeg over Jennifer.

Folkene bag rallyudvalget og underudvalgene havde lavet et fantastisk arbejde med at få hele dagen til at klappe. Alt forløb simpelthen så fint og hold nu op, hvor var der flotte rosetter og præmier.

Nu gælder det ekspertklassen med Cocio og Pizza fortsætter selvfølgelig i seniorklassen.

RBM RØM Asasara Nam Nam Cocio, nr. 3 til DM i rally øvet klasse
Sikke et skønt billede af os alle i øvet klasse. Tak til Wickie for det dejlige billede.

Julekalender for hundetricksentusiaster

Selfie med Pizza

Min arbejdsplads Dansk Kennel Klub har i år lanceret en julekalender, som er fyldt med spilopper. Hver dag åbnes en luge i julekalenderen og et nyt trick popper frem, som man kan øve på. Jeg er fan af denne julekalender. Nu er det på tide at prøve nogle nye tricks og jeg har det mega sjovt med mine hunde.

Den 1. december skulle hundene stikke hovedet ind under en pude, som en struds.
Den 2. december skulle hundene posere for en selfie.

Hundene synes, det er rigtig sjovt at lave tricks med mig. Kizz Me prøver selvfølgelig hendes yndlingsøvelser af først (det er dæk og kryds poter), hvorefter hun begynder at arbejde for shapingen.

Glæder mig til den 3. december 🙂

Hvis du vil være med til at åbne op for en kalenderluge hver dag, så find julekalenderen på DKK’s facebooksite:
https://www.facebook.com/DanskKennelKlub/ … der er præmier på højtkant.

Her er en mindre heldig selfie, Pizza troede i starten altid at hun skulle kysse mig samtidig 😉 (snudetouch).

Hvordan ser min rallyfremtid ud med Kizz Me?

Her i weekenden har jeg været dels på arbejde for DKK (har stået i DKK-standen med rådgivning om opdræt og børn/hygge/bagning/tegning) og dels været til rallyprøver. Det hele kunne sagtens lykkes med en smidig og god prøvearrangør, der tog hensyn til mig, mit arbejde og mine hunde.

Ved øvelsen med foran-skift, der benytter jeg håndtegn med håndryggen nedad. Det har mine hunde altid været god til.

Jeg har haft det mål, at jeg ville blive rigtig god til nordisk klasse og gerne på landsholdet i rally og med til nordisk mesterskab for Danmark i oktober. Det kan jeg nok skyde en hvid pil efter pga. weekendens rallyresultater med Kizz Me i nordisk klasse.

Lørdag blev hun nr. 9 og fik dermed kun 2 point, søndag kan jeg ikke huske, hvad hun blev, men hun opnåede ingen landsholdspoint. I championklassen blev hun IB’et begge dage, hvilket ikke er sket i årevis. Sidst jeg var til rallyprøve med hende fik hun 100 point, så jeg var lige et dyk nede i kulkælderen søndag eftermiddag. Overvejede sågar, at det var hendes sidste rallyprøve. Sådan tror jeg mange har det efter sådan et slag.

Øvelsen snur-rundt, her på højre side har været et af Kizz Me’s svagheder. Her i denne klasse klarede hun øvelsen til toppoint.

Heldigvis er der nogle søde mennesker, der filmer mine banegennemgange, så jeg efterfølgende kan se, hvad der sker og hvad Kizz Me har af bevægemønstre. Jeg har nærstuderet videoerne og kunne se, at Kizz Me satte sig langsomt og skævt samt havde svært ved bagpartsvendingerne.

I nordisk klasse er der en øvelse, hvor man skal få hunden til at skifte side ved at gå imellem benene. Det gør Kizz Me også flot, dog med lyd på, hvilket trækker ned (glædes-gø).

 

Perfekt fri ved fod på højre side.

Søndag aften da jeg kom hjem fra Vejen besluttede jeg, at Kizz Me skulle kigges efter i sin ryg og bagpart så hurtigt som muligt. En rigtig sød kollega kan trykke og mærke på muskler og hun kiggede i dag mandag på Kizz Me. Hun vurderede, at Kizz Me måske havde haft en form for fibersprængning i højre bagben for noget tid siden. Ja, det er nok ikke løgn. For da vi kom hjem fra DKK Viby agilitystævne i Kr. Himmelfartsferien var Kizz Me halt i nogle dage, og det kan sagtens stamme derfra.

Nu lader jeg Kizz Me får den rette behandling og ro, så hun kommer sig, og jeg kan komme mig 😉

Jeg lader mig ikke slå ud, kommer tilbage i rallyringen med Kizz Me med fornyede kræfter. Jeg skal imellemtiden have fjernet min “sit-finger”, for jeg tror, at også den finger får Kizz Me til at slå bagparten ud, når hun sætter sit på  plads på højre side.

Øvelsen, der på dansk hedder springvand, her skal hunden vende ud og fører skal også vende ud og derved skifter hunden side. Efter dette billede er hunden nu på højre side og jeg fortsætter fremad efter en højrevending.

Nu til en anden hund … min spirrevip Pizza. Jeg har ikke været til rallyprøve med hende i et godt stykke tid, fordi jeg har døjet med, at hun ikke kan lide mine fødder i bakkeøvelserne, idet hun er bange for at blive trådt over poterne. Jeg har derfor kæmpet med at indlære bakkeøvelserne med ny metode og nye kommandoer. Jeg har trænet næsten udelukkende på venstre side, da jeg tager et step ad gangen. Så da jeg så den nordiske rallybane lørdag, hvor der stort set kun var højrehandling var gode råd dyre. Men skidt jeg gav den hele armen og hvilken glad hund jeg havde med på banen. Se lige den video nedenunder. Pizza har glad og høj hale. Hun smækkede kun bange-for-mine-fødder-bagparten ud et par gange, men det er virkelig ingenting i forhold til fx for 2 måneder siden. Jeg var SÅ tilfreds med Pizza både lørdag og søndag. Selv om hun ikke opnåede så høje point.

Når jeg ikke var på rallybanen, så var jeg på arbejde. Jeg stod på opdræt- og børnestanden i forbindelse med udstillingsområdet til DKK’s store arrangement. Jeg havde en tablet med i standen, hvor jeg viste video af hvalpefødsel (Pizzas nemme fødsel for 4 måneder siden), snakkede med folk om opdræt, opvækst, socialisering, salg og kontrakter. Der var også nogle, der skulle have rådgivning til køb af rette race. Jeg kunne godt tænke mig, at der kom endnu flere folk hen og snakkede med mig, da jeg har så meget på hjerte.

Efter en varm weekend tog jeg lige et kort break på vejen hjem. Jeg går lige med hundene på min faste luftevej mellem Fuglebjerg og Slagelse.

Søren var med mig i Vejen og han benyttede lejligheden til at køre ud og se kampvogne, F16 fly, skydninger m.v. i forbindelse med Åben Hede i Oksbøl. Lørdag aften var vi på besøg hos nogle af mine hvalpekøbere, der bor i nærheden. Der kom flere hvalpekøbere til og gad vide om vi snakkede hund hund hund?  ja, rigtig gættet. Det var rigtig hyggeligt, men jeg var træt og vi kørte hjem ved 22-tiden.

DKK’s nye, fantastiske selfievæg. Her er jeg med Pizza og Kizz Me.

Turen frem og tilbage fra Jylland gik hurtigt. Vi havde fundet en podcast “Kvinden med den tunge kuffert”, som vi næsten ikke kunne slippe igen. Det var nærmest træls, at vi var nået så hurtigt til Vejen 😉

 

Endnu et DKK-kursus er overstået

Her i weekenden har jeg været i Odense både lørdag og søndag. Jeg har deltaget på DKKs kursus Adfærd og Håndtering. Det er et kursus, som er obligatorisk for at blive rallybedømmer.
Jeg overvejede at finde en jeg kunne overnatte hos derovre på Fyn, så jeg var fri for 2 x broafgift. Men heldigvis skrev Paul Lysholdt, at jeg kunne køre sammen med ham of Anita fra Ringsted. Så jeg var hjemme ved hundene lørdag aften …. som jeg iøvrigt tilbragte sammen med Gitte Hoffmeister (vi foråd os i sushi).

Køreturen til og fra Odense var herlig. Ih, hvor fik vi snakket meget hund og rally. Tak for godt selskab.

Kurset bestod vi selvfølgelig alle 3.

Dagene var lidt lange for hundene, men heldigvis var min søde nabo ovre og kigge til dem og gå tur med dem begge dage. Dejligt med sådan en nabo!

20130303-202911.jpg

20130303-202944.jpg

Min agilityfremtid – jeg er gået i tænkeboks

BilledeJeg synes ikke rigtig, at jeg kan få samarbejdet med Kizz Me til at blive sådan i top, som jeg har haft det med Makker, Panik og Du Der, da de var i hendes alder. Kizz Me er en eksplosiv hund, som er helt ekstrem hurtig – så hurtig, at jeg ikke rigtig kan følge med og så hurtig, at Kizz Me nogle gange river en overlægger på springene. Ca. 1 ud af hver 20.’ende løb er fejlfrit. Det er lidt træls.

Billede

Jeg har så vinteren til at træne videre på min fartkontrol med hende. Jeg skal nok få hendes måde at løbe på – ”hovedet under armen” – under kontrol, det tager bare lidt længere tid, end jeg har regnet med. Men om jeg næste år vil bruge så mange penge på at løbe agility i DKK, det er jeg nu gået i tænkeboks over.

Billede

Jeg bruger stævnerne til at udfordre mig selv rent konkurrencemæssigt, at prøve baner, vinde præmier og ikke mindst at hygge mig med mine venner. Denne hygge betaler jeg penge for – man kan vel egentlig bare hygge til træning, hvis konkurrencerne ikke bærer frugt!?!

Jeg har regnet lidt på, hvad det koster at gå til agilitykonkurrence i DcH kontra DKK, og her er mit regneeksempel:

Jeg har regnet på 20 stævnedage, hvoraf 2 af stævnerne er indendørs og resten er udendørs. Det er nemlig betydning for, hvad 1. start koster. Og jeg har regnet på, hvad 1 alm. hund koster samt 1 seniorhund. Priserne er anslået, da jeg ikke kender DcHs priser næste år og de har ikke faste priser, som DKK har.

DKK: DcH:
Indendørs:
Alm. Hund: 145 for første start + 3×55: 360
Seniorhund: 55×4: 220

Udendørs:
85 for første start + 3×55: 250
55×4: 220

Total:
2 indendørsstævner, 2 hunde:  1.060
18 udestævner, 2 hunde:      8.460

Indendørs (ridehal):
Alm. Hund: 140 for første start + 3×25: 215
Seniorhund:  4×25: 100

Udestævne:
Alm. Hund: 95 for første start + 3×35: 200
Seniorhund: 4×25:  100

Total:
2 indendørsstævner, 2 hunde: 630
18 udestævner, 2 hunde: 5400
Passivmedlemsskab af DcH: 725

I ALT DKK, 2 hunde 20 stævner:  kr. 9.520 I ALT DcH, 2 hunde, 20 stævner: 6.755

DKKs danmarksmesterskab med holdkonkurrence vil jeg helt sikkert deltage i, da jeg synes, at det er en rigtig god konkurrence med mange deltagere.

Men årets hold i DKK (til årets int. DKK stævner) skal jeg godt nok tænke lidt over.

Jeg var i det hele taget lidt skuffet over holdkonkurrencen i år til årets hold. For det første, er der ikke præmiebon’er til hvert løb, men kun samlet (spring og agility lagt sammen) og såfremt minimum 3 på holdet gennemfører og man placerer sig.  I år var jeg på det hold, der blev årets hold. Det har jeg så vundet 2 præmiebon’er for samt en buket blomster – ingen pokal eller skrivning i resultatbog. Thats it! Og så har jeg selvfølgelig fornøjelsen af, at kunne sige, at jeg vandt årets hold samt at have betalt 210,- kr. for det (gange 2, fordi jeg havde 2 hunde på holdet). Er det det værd? Hmmm, tænke tænke tænke.

Jeg kan spare så mange penge ved at starte DcH-stævner kontra DKK-stævner, at jeg reelt kan deltage med 3 hunde i DcH mod kun 2 hunde i DKK for samme pris.

Billede

Årets agilityhold i DKK 2012: New Force 2012

Det blev allerede i dag afgjort, hvem der vinder årets agilityhold for store hunde i DKK:
Holdet New Force 2012 – som også vandt sidste år.
I år består vi af de sædvanlige hunde: Djiini (Poul Lerche), Zindy (Channie Ørsted), Du Der og Panik (Lone Sommer) samt vores nye trumfkort Teitur (Sophie Nielsen).

Til holdkonkurrence i Roskilde vandt New Force 2012 holdkonkurrencen og fik 15 point. Det eneste hold, der gennemførte.
I dag kunne vi så med 15 point afgøre hele årets konkurrence ved at vinde. Og YES, det gjorde vi. Vi vandt igen holdkonkurrencen med vores sædvanlige sikre og meget meget stabile løb. Det var Du Der, Djiini og Zindy, der leverede de 6 fejlfrie løb. Teitur kunne ikke deltage ved konkurrencen i dag, så Panik var den indsatte reserve i Albertslund.

Du Der har igen igen vundet årets hold sammen med Panik, Djiini, Zindy og Teitur.