Årets første agilitystævne – uha det var skønt at komme igang igen

Jeg har en tradition og det er at deltage i DKK Vibys 3-dages agilitystævne i Kristi Himmelfartsferien. I år var det så årets første stævne, idet Pizza jo har haft hvalpe, og der skal gå minimum 75 dage efter hvalpene er født, til man må deltage i stævner. Så med drægtighed, hvalpe og efter-hvalpetid, så går der let et halvt år uden agility. Det er faktisk en af årsagerne til, at jeg vælger at udstationere en tæve, så jeg ikke behøver at have mere end et par kuld hvalpe på mine egne tæver. Jeg vil ikke være en producent på mine hunde og jeg vil samtidig dyrke min hobby – hundesport.

Nå, men altså i onsdags lige efter arbejde kørte jeg afsted mod Jylland med Pizza, Kizz Me, telt og udstyr. Der var desværre den traditionsrige kø på Fyn, men det viste sig, at være en lang elastikkø hele vejen over Fyn til Skanderborg. Så det tog lidt tid at komme til Viby.

Mit dejlige Quechua-telt fra Decathlon med luftstænger. Dejlig rummeligt og selv en blondine kan finde ud af at sætte det op.

Teltet blev sat op og jeg slappede af med hundene og mødte alle mine agilityvenner. Fik kogt lidt vand og spiste en overdådig aftensmad (cupnoodles).

Torsdag var 1. stævnedag. Jeg vågnede op til regnvejr og det vejr fortsatte så resten af dagen. Pizzas første løb var fabelagtigt, blot en vægring, som desværre kostede os certet. Men vi var igang, og det var det vigtigste. Pizzas energi har ophobet sig gennem et halvt år, men hun var styrbar og skøn at løbe med.

Kizz Me er jo senior og var tilmeldt i klassen for de gamle hunde. I løbet af de 3 dage endte hun på pallen i alle sine løb undtagen 1. Hun havde 7 løb ialt. I nogle af seniorklasserne var der 21 deltagere. Så jeg var ret stolt. Faktisk havde jeg tænkt mig, at jeg skulle lave nogle hyggeløb med Kizz Me. Men men men sådan en gammel cirkushest som jeg er svær at få ud af manegen. Så da Louise løb med Ronja før Kizz Me (hun er vist 7 år) og løb et blændende seniorløb, så tændte det altså lige en konkurrencegnist i mig. Jeg gav den hele armen og vandt over Ronja, hvilket var ret sjovt, for os med seniorhunde har det virkelig sjovt sammen, også selv om der er lavet en seniorcup i år. Kizz Me er tilmeldt cuppen, men jeg har ingen intentioner om at vinde eller noget der ligner, da Kizz Me kun har mulighed for at deltage i 2 af stævnerne (tror nok, at der er 6 tællende).

Tak Kizz Me for at vinde denne lækre bluetooth-højttaler til mig.

Fra mit opsatte villatelt kunne jeg se lidt af den ene bane og høre højttalerne, hvis der skulle være indkald til nogle af banerne. Men faktisk så havde DKK Viby foretaget en smart løsning med hensyn til programmet. De fastholdt tiderne i programmet, det vil sige, at hvis en bane (der var 3 baner ialt) pludselig var foran, så startede man ikke den næste bane før tid. Det vil sige, at man kunne regne med programmet og det bevirkede, at man ikke hele tiden følte sig stresset og skulle holde øje med, om den ene og den anden ring pludselig var foran og gik igang med banegennemgang før tid.

 

Denne her lampe kunne man også vinde, men jeg undlod at tage den 😉

DKK Viby har også evnen til at have en masse søde hjælpere og deres madtelt kører bare super godt. Man kan betale med mobilepay. Der var både morgenmad, masser af kaffe, hjemmelavede burgere og aftensmad (forudbestilling).

Fra mit telt kunne jeg se ind på den ene bane og mange mennesker gik forbi teltet. Jeg fik mange smil og god dag på den måde.

Torsdag efter første konkurrencedag tog jeg ud til mine forældre i Silkeborg. Jeg havde på forhånd aftalt at overnatte hos dem og dermed ikke i mit telt. Det var meget heldigt, nu hvor det havde regnet hele dagen og man var faktisk ret våd, kold og klam.

Hjemme hos mine forældre kan jeg let overnatte i stuen. Jeg er som faster Anna fra Matador, hvis bare der er en madras, så kan jeg godt overnatte 🙂   Min søster ankom også og vi fik lavet lasagne og spist sammen. Det var hyggeligt. Mine forældre har ikke længere bil, så jeg kørte en tur med min mor. Min far aflyste hjemmeplejen og jeg hjalp ham op i kørestol og da han skulle i seng, kunne jeg også klare det. Min far er jo halvside-lam efter en hjerneblødning. Der sker dog hele tiden små fremskridt, så jeg var mægtig glad, da jeg så hvordan han stædigt selv ville sørge for at komme i seng og ordne sit tøj til natten.

Vi forærede også min far en iPad. Han fik en halv times introduktion og så håber jeg, at det kommer til at gå. De vigtigste app’s ligger på første side af iPad’en, så man ikke skal lede efter fx DMI, messenger og YouTube.

Fredag morgen op og afsted mod Viby. Vejret var heldigvis meget bedre. Faktisk så godt, at jeg endte med at blive en smule solskoldet. Jeg havde ikke taget solcreme med, da YR havde lovet regn og overskyet hele ferien.

Fredag var bare en super stævnedag. Rigtig gode løb med begge hunde og spændende baner fra udenlandske dommere. I et AG3-løb med Pizza faldt Pizza af balancebommen, men hun landede fint på jorden med alle 4 poter og løb videre. Jeg spurgte dommeren efter løbet, hvad han havde set. Han svarede, at Pizza kom en smule skævt op på balancen og i stedet for at skvatte ned og lande uheldigt, så så det ud som om, at Pizza valgte selv at springe kontrolleret ned. Hold da op, hvor er jeg glad for sådan en observation. Min hund tænker på sig selv. Det var jeg vildt glad for.

Banefixerne havde sådan nogle fine små telte at sidde i. Det var meget praktisk om torsdagen, hvor der regnede hele dagen.

Fredag eftermiddag fik jeg pludselig en invitation fra min søster (bor 15 km fra stævnepladsen) om at komme hjem til aftensmad. Yeah, fik grillet laks og min søsters super lækre mad. Hun er virkelig god til madlavning og folk booker hende lang tid i forvejen til at stå for mad til konfirmationer m.v. Så lidt heldig har man lov til at være.

Lige neden for sportspladsen går der en sti langs Århus Å. Det er en dejlig tur med skøn natur.

Lørdag var det endnu en dejlig dag vejrmæssigt. Heldigvis var der ikke så megen sol, så det var hundevejr. Fotograf og journalist fra Hunden kom på besøg og satte sig ved seniorringen. Jeg fortalte ham om seniorcuppen, så jeg er spændt på, om der kommer noget med i Hunden om det. Spring senior skulle Kizz Me løbe, og jeg havde virkelig en udfordring med den bane, da jeg bare skulle hen i position for at kunne nå at løse baneforløbet bedste muligt. Faktisk måtte jeg tage nogle råb i brug for at få mine ben til at spæne afsted. Det hjalp heldigvis, til stor morskab for publikum.

Pizzas bedste løb var i AG3, hvor der var virkelig mange ud-spring. Det vil sige spring, som hunden skal tage bagfra. Jeg hader det, men bliver nødt til at træne det, for det er noget dommerne elsker at tage med på banerne. Men denne her AG3 var virkelig fyldt med ud’erne. Jeg bruger en jysk måde at give Pizza ud-kommando, så igen var publikum ved at dø af grin (hvilket er helt fint med mig, agility skal ikke være kedeligt), så 8 stk. Uiiiii blev det til i dette løb. Pizza løb uden fejl, men endte desværre med en lille tidsfejl, da jeg valgte at beholde Pizza en lille my for lang tid på balancefeltet (som hun selvfølgelig ikke forlod i utide). Igen igen meget meget tæt på at få certet.

Pizza får massage efter sine løb. Massøren fandt ingen problemer med Pizza, hun sagde at Pizza var virkelig fin overalt.

Lørdag efter mit sidste løb fulgte jeg med i hold-konkurrencen fra sidelinjen. Jeg har ikke meldt mig til hold i år, da Pizza er for lang tid ude af sæsonen til, at jeg vil tilbyde dem en “deltids-hund”. Næste år er jeg hold-klar igen, men kun hvis det er et godt og seriøst hold.

Lørdag eftermiddag efter de sidste agilityløb pakkede jeg teltet ned og drog til Silkeborg, hvor jeg havde aftalt endnu en overnatning hos mine forældre.

Søndag var jeg ude at købe ny smartphone til min mor. Den gamle telefon var 5 år og kunne ikke længere starte op. Desværre passede simkortet ikke i den nye telefon, og jeg kunne ikke klippe simkortet til, så det passede i den nye telefon. Der er bestilt nyt simkort som min bror får installeret, så jeg kan foretage mine daglige telefonopkald til min mor. Heldigvis kan hun bruge messenger og derfor kalder vi bare op til hinanden via den app indtil videre.

En lille bøvs skal der lyde: Det er træls, når folk står op kl. 6 på en campingplads og lader sine sheltier stå og gø og gø og gø. Især når jeg ligger i telt og kan høre alt!  Jeg kunne også høre at lidt over 6 var der en person, som slap en flok hunde og jeg kunne høre dem drøne ud på konkurrencepladsen. Det tror da pokker, at der blev fundet hundelorte hist og pist.
Der blev sagt i højttaleren, at der blev fundet hundelorte, som ikke var samlet op. Faktisk tror jeg ikke, at det er folks uvilje, der bevirkede, at der lå hundelorte. Jeg tror snarere, at det er folks uopmærksomhed, fx når de står og taler med en anden, så kan ens hund finde på at skide bag ens ryg – man ser det ikke og går videre.

Nå, men DKK Viby, I har sørme gjort det igen. Skabt et fantastisk godt stævne! Klap jer selv på skulderen!

Pizza taget i fuld firspring over muren. Fotograf: Tina Hindsgaul.

Mandag var der træningsdag hos Channie. Det er skønt at få træning og en masse gode ideer til min og Pizzas videre rejse. Desværre stoppede træningen lidt for tidligt, da Pizzas ene trædepude var revet op. Så nu er der lige et par ugers pause, men vi kommer stærkt igen.

Skadet trædepude. Men det heler heldigvis hurtigt, især med god salve.

Reklamer

Kizz Me 10 år

Det er ikke altid, at jeg husker fødselsdage og især ikke mine hundes fødselsdage. Det er ikke noget, som jeg går vildt op i. Men en hunds 10 års fødselsdag synes jeg dog alligevel er en lidt særlig milepæl.

Leverpostejs-lagkage med pølsepynt og hundeguffer. 

I sidste uge kom jeg til at sige til mine klubkammerater til træning, at Kizz Me havde fødselsdag lørdag – og jeg lovede kage til træning. Så lørdag morgen tog jeg et lille flag frem på bordet til morgenmaden og ville lægge et opslag på facebook om Kizz Mes fødselsdag. Ville dog lige sikre mig inden, at det nu også var den rigtige dag, øhhh, det var det så ikke. Bekræftet: Jeg er overhovedet ikke god til at huske fødselsdage 😉 For Kizz Me havde slet ikke fødselsdag i lørdags, men først i dag onsdag den 16. januar.

Det skulle dog ikke ændre på, at jeg havde lovet kage. Jeg havde købt lagkagebunde og noget leverpostej, som jeg lige varmede en smule i microbølgeovnen, så det var lettere at smøre ud på lagkagebundene. Det hele kom på lagkagefad og så faktisk ret fint ud, hvis jeg selv skal sige det.

Efter agilitytræning lørdag samledes vi i klubhuset, hvor hundene delte kagen. De fik hver tallerkener, så der ikke blev kamp om maden. Det var smadder hyggeligt og gid, der var hundefødselsdag hver gang til træning 🙂

Til lykke med de 10 år kære Kizz Me, min vilde, frække og hurtige stjernehund 🙂 ❤

Hundene venter fint på, at der bliver taget billeder. Hazel synes dog at være i gang med at hypnotisere lagkagen ind i sin mund. 

 

Kagen skæres op i fine stykker.

Hundene syntes, at det var guf med fødselsdagslagkage. 

 

Koldt, solrigt, blæsende og fyldt med hagl – årets første udendørs agilitykonkurrence

Sidste weekend deltog jeg i årets første udendørs agilitystævne. Der var varslet blæsevejr, og det var der mange, der desværre fik oplevet på den lidt trælse måde. For rigtig mange havde sat telte op langs agilityringsiderne fredag aften …. og lørdag morgen havde flere telte knækkede stænger eller revnede syninger.

Da jeg ankom til stævnepladsen lørdag morgen med min oppakning så jeg, at Kaare fra KAF sad alene i sit telt. Og hvis jeg skulle sidde alene i et telt ved siden af, var det jo lidt fjollet. Så Kaare og jeg slog os sammen, og dermed var der plads til et telt mere til andre stævnedeltagere. Jeg gætter, at der er mange, der kan slå sig sammen i telte, for at gøre plads til endnu flere stævnedeltagere rundt om banerne. Jeg synes det er lidt synd, at der er mange, der sidder alene og kukkelurer. Kaare og jeg har i hvertfald hygget os og drøftet mange agilityting i løbet af weekenden og glædet os på hinandens vegne, når noget er gået godt.

Pizza i fuld fart ud af slalom. Billedet er taget af Tina Hindsgaul.

Lørdag var den mest solrige dag. Det kunne tydeligt ses, da jeg kom hjem og så mig selv i spejlet. Hold da op, hvor havde jeg fået røde kinder.

Det blev desværre ikke til nogle pinde for Pizza i klasse 2.

Men til gengæld havde hun et kanon løb i agility åben, hvor hun blev nr. 3 ud af 64 hunde. Faktisk vil jeg hellere have en fed placering i den klasse, hvor både klasse 1, 2 og 3 hunde deltager, end at få en god placering i klasse 2, hvor der er færre deltagere. Men sådan er det jo med et stort konkurrencegen.

Lørdag formiddag fik jeg spurgt et hold med belgieske hyrdehunde, om de kunne bruge en reservehund på holdet her i weekenden. De var nemlig kun 4 på holdet, og der må være 5 på et hold. De svarede heldigvis ja, og vupti, så var der en border collie med på holdet Belgierekspressen. Fantastiske søde holdkammerater. Jeg har før nævnt, at jeg ELSKER holdkonkurrencer. Og det vil jeg gerne nævne igen. ELSKER DET! Jeg får et ekstra sug i maven, når jeg skal løbe, da mit løb ikke kun gælder for mig selv, men også har stor betydning for 4 andre holdkammerater.

Lørdag startede holdet ud med, at de 3 første hunde løb fejlfrit. Pizza var sidste hund på holdet, så jeg satsede lidt for måske at kunne forbedre en af de andre hunde på holdets tid. Pizza fik desværre 5 fejl. (De bedste 3 hunde på et hold tæller i regnskabet og de 2 dårlige resultater fjernes).
Holdet lå nr. 2 lørdag.
Søndag bibeholdt vi placeringen som nr. 2 efter agilityløbet. ÅH, en fed følelse at være med til præmieoverrækkelse i hold. Det er flere år siden, at jeg har prøvet det, da jeg har holdt lidt hold-pause i et par år.
I AM BACK!!!!

Søndag blev der åbnet for de hvide sluser for oven. Kizz Me og jeg havnede i et springløb i haglvejr, men vi klarede det dog med 5 fejl (en lille bitte nedrivning). Kizz har løbet super godt i weekenden. Elsker den dejlige hund, der jo er senior, og vi nyder det.

 

Min agilityfremtid – jeg er gået i tænkeboks

BilledeJeg synes ikke rigtig, at jeg kan få samarbejdet med Kizz Me til at blive sådan i top, som jeg har haft det med Makker, Panik og Du Der, da de var i hendes alder. Kizz Me er en eksplosiv hund, som er helt ekstrem hurtig – så hurtig, at jeg ikke rigtig kan følge med og så hurtig, at Kizz Me nogle gange river en overlægger på springene. Ca. 1 ud af hver 20.’ende løb er fejlfrit. Det er lidt træls.

Billede

Jeg har så vinteren til at træne videre på min fartkontrol med hende. Jeg skal nok få hendes måde at løbe på – ”hovedet under armen” – under kontrol, det tager bare lidt længere tid, end jeg har regnet med. Men om jeg næste år vil bruge så mange penge på at løbe agility i DKK, det er jeg nu gået i tænkeboks over.

Billede

Jeg bruger stævnerne til at udfordre mig selv rent konkurrencemæssigt, at prøve baner, vinde præmier og ikke mindst at hygge mig med mine venner. Denne hygge betaler jeg penge for – man kan vel egentlig bare hygge til træning, hvis konkurrencerne ikke bærer frugt!?!

Jeg har regnet lidt på, hvad det koster at gå til agilitykonkurrence i DcH kontra DKK, og her er mit regneeksempel:

Jeg har regnet på 20 stævnedage, hvoraf 2 af stævnerne er indendørs og resten er udendørs. Det er nemlig betydning for, hvad 1. start koster. Og jeg har regnet på, hvad 1 alm. hund koster samt 1 seniorhund. Priserne er anslået, da jeg ikke kender DcHs priser næste år og de har ikke faste priser, som DKK har.

DKK: DcH:
Indendørs:
Alm. Hund: 145 for første start + 3×55: 360
Seniorhund: 55×4: 220

Udendørs:
85 for første start + 3×55: 250
55×4: 220

Total:
2 indendørsstævner, 2 hunde:  1.060
18 udestævner, 2 hunde:      8.460

Indendørs (ridehal):
Alm. Hund: 140 for første start + 3×25: 215
Seniorhund:  4×25: 100

Udestævne:
Alm. Hund: 95 for første start + 3×35: 200
Seniorhund: 4×25:  100

Total:
2 indendørsstævner, 2 hunde: 630
18 udestævner, 2 hunde: 5400
Passivmedlemsskab af DcH: 725

I ALT DKK, 2 hunde 20 stævner:  kr. 9.520 I ALT DcH, 2 hunde, 20 stævner: 6.755

DKKs danmarksmesterskab med holdkonkurrence vil jeg helt sikkert deltage i, da jeg synes, at det er en rigtig god konkurrence med mange deltagere.

Men årets hold i DKK (til årets int. DKK stævner) skal jeg godt nok tænke lidt over.

Jeg var i det hele taget lidt skuffet over holdkonkurrencen i år til årets hold. For det første, er der ikke præmiebon’er til hvert løb, men kun samlet (spring og agility lagt sammen) og såfremt minimum 3 på holdet gennemfører og man placerer sig.  I år var jeg på det hold, der blev årets hold. Det har jeg så vundet 2 præmiebon’er for samt en buket blomster – ingen pokal eller skrivning i resultatbog. Thats it! Og så har jeg selvfølgelig fornøjelsen af, at kunne sige, at jeg vandt årets hold samt at have betalt 210,- kr. for det (gange 2, fordi jeg havde 2 hunde på holdet). Er det det værd? Hmmm, tænke tænke tænke.

Jeg kan spare så mange penge ved at starte DcH-stævner kontra DKK-stævner, at jeg reelt kan deltage med 3 hunde i DcH mod kun 2 hunde i DKK for samme pris.

Billede