Op på platformen og ned igen

For et par måneder siden blev der offentliggjort en ny Sirius Challenge hos DKK. En Sirius Challenge er en online-prøve, hvor man skal indsende en sammensat video af sin hund, der udfører en række øvelser. Videoen af øvelserne bliver bedømt af et særligt panel af bedømmere hos DKK.

Jeg elsker Sirius challenges med trick og bevægelser. Har nemlig også fået slalomchallengen i hus på både Pizza og Cocio sidste år.

Denne nye challenge var med en platform, som hundene skulle enten stå på, sidde på, have forpoter på eller bagpoter på. 6 ud af 7 øvelser skulle udføres. (se øvelserne her).

Man kan sikkert tænke, – hvad skal man dog med dette nonsens? Men det er ikke nonsens, det er faktisk skide sjovt at træne alt muligt, da det giver dejligt samarbejde mellem hund og fører samt sætter tankerne og initiativ i gang både hos hund men især også hos fører. Udbyttet er stort og man får nogle glade hunde.

Med Pizza har jeg haft en kæmpe stor udfordring med denne platform, idet hun nærmest er “hjernevasket” til at have bagpoter oppe og forpoter i græsset, fordi hun har indlært felter i agility som 2 on 2 off. Så hver gang jeg sendte Pizza ud til platformen, så var det 2 o 2 o. Ih altså, det har krævet noget tid, at få hende af-kodet. Men det lykkedes. Der var også et andet issue med Pizza, for en af øvelserne, der skal hun lave et twist på platformen, og hun mente hver gang, at det var omvendt-elefanten, hun skulle lave, … altså have forpoter i græsset mens hun drejede rundt. Pizza er sindsyg initiativrig og udfører øvelserne før jeg giver lov. Hun er så ivrig, at det nogle gange kammer over. Men sjov, det er hun og kan lave den samme øvelse 30 gange i træk uden at hun synes, at det bliver kedeligt.

Cocio er helt anderledes. Hun er eftertænksom, udfører øvelserne præcist og korrekt i første filmoptagelse. Hun laver ikke fejl, hvis hun kan undgå det. Meget behagesyg og sød. Så med hende lavede jeg en udfordring til mig selv. Hun skulle lære at apportere en træ-apport. Det har jeg aldrig trænet med hende, da hun ikke har været LP-hund, som mine andre hunde er startet op med at være. Så jeg startede ud med sidde med hende og hun skulle tage apporten i munden. Dernæst skulle hun beholde den i munden. Så skulle hun fastholde den længere tid. Så kom vi til opsamlingen og til slut afleveringen. Meget lærerigt forløb for os begge. Jeg filmede en del og studerede video indtil jeg besluttede mig for, hvad målet var. Det skulle være sit i ro, på kommando op på platformen, opsamling og hen og aflevere. En hund på 3 år, der skal til at indlære dette, det er ikke let, men jeg elsker udfordringer og Cocio syntes, at det var sjovt at lære.

Da dagen oprandt for at vi kunne indsende video, så var jeg klar ved tasterne. Allerede efter et par dage var begge videoer godkendt og begge hunde kunne smykke sig med titlen: SIPLCB23, som står for SIriusPLatformChallengeBegynder2023.

De flotte diplomer, som hver hund fik

For et par uger siden holdt jeg et oplæg en aften til ZAGcamp om Sirius-prøverne. ZAGcamp er en stor agilitytræningslejr over 3 dage, som afholdes af DcH Næstved. Jeg håber, at flere af dem har fået lyst til at prøve Sirius af. Læs mere om Sirius her.

Platform-challengen er lukket for flere tilmeldinger, men der er så mange andre Sirius-prøver, som man kan tilmelde sig.

Jeg glæder mig til den næste challenge.

.

.

Flere underlige bogstaver

For et halvt års tid siden var der en temmelig engageret ”opfinder” 🙂 hos DKK, der fik sat nogle online-prøver i gang. Prøvesystemet bliver kaldt for Sirius.

Der findes prøver for hoopers, rally, nosework, trick og seniorhunde samt endnu flere og nye er på vej. Jeg har faktisk ikke et overblik over, hvor mange der er. Der er efterhånden mange, og de er ”åbne” hele tiden, så der er ingen tidsgrænse for, hvornår man skal sende en video ind til bedømmelse. Så findes der også noget, der hedder Sirius Challenge. Det er prøver, som er helt særlige, som kun er åbne for prøveaflæggelse i en tidsbegrænset periode.

Den første prøve jeg fandt interessant var Sirius Slalom Challenge. Umiddelbart, da jeg hørte navnet slalom, så tænkte jeg, at det var noget med agility og svære slalomindgange. Men faktisk så var det slalom mellem ben, arme og kegler m.v. Det var virkelig sjovt at træne med hundene. Man kunne opnå bronze, sølv eller guld. Jeg trænede Pizza op i denne slalom challenge og hun gik til den med fuld skrald. Jeg fik mod til at træne det med Cocio også, og det gav virkelig pote, for nogle af de ting hun kan i dag i hoopers og agility er noget jeg har for-indlært via slalomchallengen. Jeg trænede også Kizz Me lidt, men gik ikke op til prøve i det. Både Pizza og Cocio opnåede sølv og dermed titlen: SISLCS  altså SIriusSLalomChallengeSølv.
Jeg har tidligere blogget om det, læs her: https://makkerlone.wordpress.com/2022/09/30/alle-de-underlige-sirius-bogstaver/

Nu har jeg opnået 4 titler på Pizza og Cocio

4 titler ialt og dermed 4 rosetter pryder indgangen til mit kontor på arbejde. Både Cocio og Pizza har slalom challenge sølv, Cocio har trick begynder og hoopers begynder. Hvad mon det næste bliver?

Jeg gik så i gang med at træne Sirirus Trick Stjerne Begynder med Cocio. Det voldte godt nok problemer at lære hende at give pote! Ja, den simple ”giv pote” gav ikke pote med det samme. Cocio var virkelig glad for at give den venstre pote, som hun lærte som hvalp, og den højre var bare ikke sådan lige at få løftet. Men med en god gang tålmodighed, klikker, ros og fantastiske godbidder kom vi i mål med det. Jeg troede, at hele giv pote øvelsen skulle filmes i ”et hug”, så det gjorde det altså også lidt svært for os. Der var mange gode øvelser, som hunden skal lære i Trick Stjerne Begynder. Jeg elsker at træne sådanne udfordringer, da det giver virkelig godt samarbejde mellem hund og fører, uanset om det er noget, som man kan bruge til noget eller ej. Jeg har kun indsendt trick stjerne med Cocio.

Jeg træner kun en sirius-tingeling ad gangen. Så først efter Trickprøven blev godkendt købte jeg en ny prøve.

Denne gang blev det Sirius Hoopers Stjerne Begynder. Jeg havde småtrænet det hist og pist, og da Cocio kan en masse grundøvelser fra de forskellige sportsgrene, som hun dyrker, var det faktisk ikke så svært. Det sværeste var at få det filmet. Det var en kold vinterdag, da vi skulle filme og min mand ville gerne hjælpe med at filme, men da han begyndte at fryse, så ville han ind og have varmen. Så jeg måtte sætte kamera op på et stativ. Midt i filmingen kunne jeg mærke, at jeg begyndte at bløde (mit keglesnit i underlivet) og derfor blev der kun til et shot ved hver af de sidste øvelser og jeg fik ikke tjekket filmen inden jeg skyndte mig ind i sofaen og slappe af. Desværre viste det sig, at Cocio kom ud af kameravinklen i den ene øvelse (ikke godkendt) og at jeg glemte at tage halsbånd af hende i den anden øvelse (heller ikke godkendt). Ja, jeg har faktisk aldrig halsbånd på min hund i hoopers, da jeg altid træner med en line, hvor der er indbygget halsbånd, så jeg aldrig glemmer at tage halsbåndet af. Men i øvelsesbeskrivelsen stod der, at hunden skal have halsbånd og line på. Så vups, gammel vane, så tog jeg linen af og gik en forkert øvelse (hunden havde halsbånd på). Heldigvis kunne jeg filme de sidste 2 øvelser om efter 4 uger og indsende en ny samlet film til bedømmerne, og så sad det lige i skabet med rigtig fin kritik.
Også denne hoppers begynder stjerne blev kun aflagt af Cocio. Kunne også godt gøre det med Pizza, men det må blive en anden gang.

Jeg glæder mig til at komme i gang med flere siriusprøver og pønser lidt på senior-prøven med Pizza. Det er med at holde os i gang med et eller andet og gerne noget, som vi kan træne hjemme og hunden synes er sjovt.

.

.

.

.