Op på platformen og ned igen

For et par måneder siden blev der offentliggjort en ny Sirius Challenge hos DKK. En Sirius Challenge er en online-prøve, hvor man skal indsende en sammensat video af sin hund, der udfører en række øvelser. Videoen af øvelserne bliver bedømt af et særligt panel af bedømmere hos DKK.

Jeg elsker Sirius challenges med trick og bevægelser. Har nemlig også fået slalomchallengen i hus på både Pizza og Cocio sidste år.

Denne nye challenge var med en platform, som hundene skulle enten stå på, sidde på, have forpoter på eller bagpoter på. 6 ud af 7 øvelser skulle udføres. (se øvelserne her).

Man kan sikkert tænke, – hvad skal man dog med dette nonsens? Men det er ikke nonsens, det er faktisk skide sjovt at træne alt muligt, da det giver dejligt samarbejde mellem hund og fører samt sætter tankerne og initiativ i gang både hos hund men især også hos fører. Udbyttet er stort og man får nogle glade hunde.

Med Pizza har jeg haft en kæmpe stor udfordring med denne platform, idet hun nærmest er “hjernevasket” til at have bagpoter oppe og forpoter i græsset, fordi hun har indlært felter i agility som 2 on 2 off. Så hver gang jeg sendte Pizza ud til platformen, så var det 2 o 2 o. Ih altså, det har krævet noget tid, at få hende af-kodet. Men det lykkedes. Der var også et andet issue med Pizza, for en af øvelserne, der skal hun lave et twist på platformen, og hun mente hver gang, at det var omvendt-elefanten, hun skulle lave, … altså have forpoter i græsset mens hun drejede rundt. Pizza er sindsyg initiativrig og udfører øvelserne før jeg giver lov. Hun er så ivrig, at det nogle gange kammer over. Men sjov, det er hun og kan lave den samme øvelse 30 gange i træk uden at hun synes, at det bliver kedeligt.

Cocio er helt anderledes. Hun er eftertænksom, udfører øvelserne præcist og korrekt i første filmoptagelse. Hun laver ikke fejl, hvis hun kan undgå det. Meget behagesyg og sød. Så med hende lavede jeg en udfordring til mig selv. Hun skulle lære at apportere en træ-apport. Det har jeg aldrig trænet med hende, da hun ikke har været LP-hund, som mine andre hunde er startet op med at være. Så jeg startede ud med sidde med hende og hun skulle tage apporten i munden. Dernæst skulle hun beholde den i munden. Så skulle hun fastholde den længere tid. Så kom vi til opsamlingen og til slut afleveringen. Meget lærerigt forløb for os begge. Jeg filmede en del og studerede video indtil jeg besluttede mig for, hvad målet var. Det skulle være sit i ro, på kommando op på platformen, opsamling og hen og aflevere. En hund på 3 år, der skal til at indlære dette, det er ikke let, men jeg elsker udfordringer og Cocio syntes, at det var sjovt at lære.

Da dagen oprandt for at vi kunne indsende video, så var jeg klar ved tasterne. Allerede efter et par dage var begge videoer godkendt og begge hunde kunne smykke sig med titlen: SIPLCB23, som står for SIriusPLatformChallengeBegynder2023.

De flotte diplomer, som hver hund fik

For et par uger siden holdt jeg et oplæg en aften til ZAGcamp om Sirius-prøverne. ZAGcamp er en stor agilitytræningslejr over 3 dage, som afholdes af DcH Næstved. Jeg håber, at flere af dem har fået lyst til at prøve Sirius af. Læs mere om Sirius her.

Platform-challengen er lukket for flere tilmeldinger, men der er så mange andre Sirius-prøver, som man kan tilmelde sig.

Jeg glæder mig til den næste challenge.

.

.