Tøseweekend på Bornholm

Jeg havde cocio med til Bornholm 😉 Sjovt at det står spejlvendt, når jeg tager en selfie.

For mange måneder siden tilmeldte jeg Kizz Me og Cocio til rallyprøver på Bornholm. Rally 2 dage i træk (12/3-13/3) på den dejlige ø. Serine med Carlo ville gerne følges med mig og det samme ville Mette med Chat/Mitch/Merlin. Jeg havde fundet et fint lille hus på landet, som tillod at vi kom med mange hunde. Det er ellers ikke altid let at få lov til at tage mere end 1 eller 2 hunde med i et sommerhus, så jeg taler altid for min syge moster og får meget sjældent nej, når jeg spørger pænt.

Cocio kom i løbetid i februar og blev parret 1. marts og jeg ville derfor ikke deltage med hende, selv om man gerne må så tidligt i drægtigheden. Heldigvis var arrangøren villig til at lade Cocio udskifte med Pizza. Så jeg pudsede lige Pizzas form af i løbet af få uger. Jeg kiggede lige efter i hendes resultatbog, ingen prøver siden september 2018. Ja, du læste rigtig, 3½ år siden!

Desværre blev Mette forhindret i at deltage et par uger inden vi skulle afsted. Så rejsen sammen med Mette må vi have til gode.

Nå men fredag eftermiddag kom Serine til DKK (mit arbejde), og vi kørte sammen direkte fra arbejde og til Sverige og med færgen til Bornholm. Fik handlet i Lidl i Rønne og så videre til Pedersker, hvor vi boede i et sommerhus (eller hytte, tilhørende en gård) langt ude på landet. Der var mørkt, som i rigtig mørkt om aftenen. Jeg er ikke mørkeræd, men det er der andre, der er 🙂 … vi håbede at se lidt nordlys 😉

Dejlige muligheder for gåtur lige uden for hytten (det røde hus foran gården).

Serine og jeg hyggede os vældig fredag aften, snakkede og spillede vendespil (uha, når to konkurrencemennesker skal forsøge at være gode tabere!). Det var en rigtig dejlig aften og vi fik vendt verdenssituationen, pludselig var klokken 2 og det var vist tid til at komme i seng.

Jeg tabte anden runde!

Skønt med blødkogte æg til morgenmad. Udlejer har jo en gård og åbenbart høns. For der stod en bakke med æg og muffins til os, da vi ankom.

Vi havde god tid inden vi skulle til rallyprøve lørdag, da vi først skulle deltage om eftermiddagen. Så lørdag formiddag ville vi lege turister. Serine havde fundet en dal, som ikke er så kendt, Svartingedalen. Sidst hun var der, kunne man slet ikke gå i slugten på grund af store vandmasser. Men heldigvis kunne vi få en fin lille gåtur ud af det denne gang. Der var gemt en cache i dalen, men jeg kunne simpelthen ikke finde den (ej heller Serine), så den blev desværre logget som ikke fundet. Havde ellers set det rigtige sted via spoilerfotos … men pist væk var den. Ærgerligt, når jeg nu skulle vise Serine første gang, hvor sjovt det er at gå på cachejagt.

Svartingedalen

Efter turistturen i Svartingedalen tog vi til DKK kreds 8’s rallyprøver. Hanni Zimmer og Cuba (Cocios kuldbror) vandt med 100 point øvet klassen og blev RØM, uha jeg blev glad for at være der lørdag og kunne give hende et kæmpe kram. Pepper (også Cocios kuldbror) var ikke så heldig, men havde en god prøve og han har været igennem en stor udvikling.

Jeg introducerede for næsten 1 år siden Serine til rally, og har fulgt hendes vej op gennem klasserne. Først med Bombay, som jo desværre kun nåede begynderklassen, og så nu med Carlo, som Serine havde tilmeldt i ekspertklassen for første gang. Og hvilken gang, hun blev sørme nr. 3 med 96 point og fik sit første rallycertifikat. Enestående debut og jeg blev helt rørt.

Så blev det endelig min tur med Kizz Me og Pizza i seniorklassen. Fed bane, som den nye dommer Annette Olesen havde tegnet til os. Jeg tror vi var 7 deltagere i klassen! Kizz Me er jo 13 år og hun er ikke færdig med at gå til rallyprøver, så jeg var spændt på, om min seneste træning af hende kunne give noget af sig. Og jo da, sørme om ikke hun fik 96 point. Enestående af min gamle tøs. Er du vimmer mand, hun er som sprængfarlig dynamit med den iver, som hun stadig har på rallybanen!

Pizza er næsten 8 år og dermed tilladt at stille i seniorklasse. Hun er endnu værre med hopla og spilopper end Kizz Me, så jeg var godt nok på overarbejde med en freeeeeesh Pizza. Det gik heldigvis godt og vi fik 98 point og vandt klassen. Woooow en lørdag!

2 seniorrallycerter til mine hunde og jeg.

Nr. 1 og nr. 3, så må jeg jo stå midt imellem. Er så stolt af mine rallypiger.
Flot solnedgang ved gravhøjen/jættestuen

Nåede også at se jættestuen, som ligger lige uden for DKK kreds 8’s Hønsehuset. Der var en cache ved foden af et træ, men igen var vi ikke heldige, da selve cachebeholderen var fjernet.

Lørdag aften var vi alle 4 tøser inviteret til Laila (også en ejer af en af Cocios kuldsøskende) – vi er en dejlig klike, når vi er sammen. Super hyggelig middag, hvor verdenssituationen igen blev vendt og vi grinte meget.

Søndag morgen stod Serine, Yvonna og jeg stod tidlig op, men vi havde ikke travlt. Havde faktisk igen tid til at være lidt turister og fik rundet Ringborgen Rispebjerg inden vi kørte videre til rallyprøverne.

Elsker at opleve historien. Her er jeg ved udkigstårnet på Rispebjerg. Flot område med ringborg og tilflugtsborg. Bornholm har jo en enorm borg-historie.
Yvonna og Serine på vej op i tårnet.
På vej fra Rispebjerg til Hønsehuset så Serine og jeg pludselig en ravn. Sådan en har jeg ikke set siden jeg boede på Grønland. Så vi vendte bilen rundt og kørte tilbage og at se nærmere på den. Serine fik heldigvis et billede af ravnen på mobilen. Fedt.

Søndag gik fint for mig, men ikke nok til certifikater, da Pizza fik 92 point og Kizz Me 93 point. Man skal have minimum 96 point, for at få certifikat. Jeg er dog mægtig tilfreds, for hundene elsker at arbejde for mig og jeg elsker at se deres entusiasme.

Vi skulle med færgen kl. 18.30, men jeg fik ombooket til 14.30 og den færge kunne vi godt nå. Det var godt nok dejligt, for så kunne vi nå hjem inden midnat. Ja, vi var jo hjemme til aftensmaden.

Sikke en skøn tur. Herligt at gå rallyprøver i det selskab!

Yvonna, Serine og jeg.

Jeg har ikke tilmeldt flere rallyprøver den kommende tid. Skal selv være dommer 2 weekender i træk her i marts og april. Cocio skal føde (forhåbentlig) ca. 1 maj, så der ønsker jeg ikke at være for megen væk fra hvalpene og så er rally en sekundær beskæftigelse.

.

.

.

Fuglefrø

Jeg elsker at fodre fugle på foderbrættet i haven. Men det er sørme ikke alt frø, som fuglene kan lide. Jeg kom til at impulskøbe lidt billigt foder i et supermarked, og så får jeg også som fortjent! For det faldt ikke i god jord … eller jo, det gjorde det. For fuglene fjerner bare de frø, som de synes er kedelige, og smider ud over foderbrættet og ned på jorden i mit bed. Det kan virkelig ikke betale sig at købe det billige fuglefoder!

Denne kedelige blanding var ikke fuglenes favorit
Man må ikke græde over spildt frø

Så afsted med mig ned til den lokale Maxi Zoo. De har i denne uge (til og med 4/2-2022) tilbud på fuglefoder fra premiere (-20%). Jeg bliver aldrig skuffet, når jeg besøger Maxi Zoo. De har altid noget jeg kan bruge, hvad enten det er til fuglene eller hundene 🙂

Jeg har bedst erfaring med at blande foderet op – så det passer til de fugle, jeg elsker at se i min have. Så får jeg det lige som jeg vil have det.

Jordnødder og en anden god blanding fra multifit er nu på foderbrættet

Jeg har bl.a. ofte besøg af spætte, kvækerfinke, rødhals, bogfinke, sumpmejser samt selvfølgelig skov+ gråspurve, blåmejser og musvitter.

Nogle siger, at man ikke må fodre fugle, da det tiltrækker rotter. Men altså … hmm … indtil jeg ser nogle rotter, så fodrer jeg altså fuglene. Jeg synes, at det er meeeega hyggeligt. En passion, som jeg har fra min mor. ❤

Mums siger fuglene nu

Der har været stille på bloggen – det har haft sine grunde

Kransen fra børn, børnebørn og svigerbørn.

Min mor har de sidste 5 år haft KOL. Fra november 2021 gik det for alvor ned ad bakke for hende og det sidste stykke tid boede min bror, søster og jeg hos mine forældre på skift, for at passe på vores mor samt hjælpe og støtte min far.

Lige efter nytår blev hun indlagt igen og den 4. januar måtte hendes lunger give op. Min bror, søster og jeg var ved hendes side hele natten mellem den 3. og 4. januar. Min far og min morbror nåede også op på hospitalet før mor tog sit sidste åndedrag. Hun døde heldigvis fint og ubesværet. Vi havde lovet at være ved hendes side til det sidste.

Mor blev bisat den 11. januar. Kirkeklokkerne ringede præcis 1 uge efter hun døde. Det var en rigtig smuk bisættelse, hvor jeg heldigvis kunne salmerne næsten udenad, for bogstaverne flød rundt i salmebogen på grund af tårer i mine øjne. Efter bisættelsen var der kaffe og kage på Gl. Skovriddergaard, hvilket var utrolig hyggeligt. Her mindes vi mor, min søster holdt en rigtig god tale og vi fik faktisk også grint lidt.

Som noget af det sidste den 4. januar lovede vi også min mor, at vi ville tage os rigtig godt af far, der nu sidder alene tilbage. Jeg snakker med ham hver dag og hjælper online med en masse praktiske ting.

Vi så mor en sidste gang på kapellet inden vi selv lagde låget på kisten.

Man håber vel altid, at ens forældre lever for evigt, men noget er sikkert og vist, og det er, at vi alle dør på et tidspunkt. Selv om man kan være bare lidt forberedt, så er man alligevel ikke helt forberedt på, hvornår det vil ske og hvordan man tackler det.

Jeg savner min mor hver dag og hele tiden, men jeg savner på ingen måde alle de slanger, udstyr og bekymringer, som fulgte med sygdommen. For første gang i flere år har jeg ikke været nervøs for at tage telefonen, hvis min far, bror eller søster har ringet mig op.

Min mor var den kærligste og søde person, man kan tænke sig. Hun var altid positiv – også den 4. januar, hvor vi fik snakket lidt og hygget os indtil hun gled ind i bevistløsheden. Humor havde hun faktisk også lige til det sidste.

Man skal huske at nyde livet og leve livet, for man ved ikke, hvornår det slutter. Man skal lade være med at brokke sig over småting.

Blomsterne og kranse blev lagt det sted, hvor urnen skal nedsættes.
Mor havde en engel på sin hånd
Balle Kirke med flaget på halv.

.

.

.

.

.

Klubmesterskab i Border Collie Klubben (agility)

For en måned siden skrev jeg et blogindlæg ”jeg er helt okay med det”. Det var hovedsageligt om Pizza, som ikke blev udtaget til DcH’s DM i agility. Jeg trængte til en pause – og har nydt det.

Og nu en måned senere er jeg igang igen. Og hvilken weekend! Og jeg har nydt det!

Cocio skulle deltage i sit 3. stævne og det gik virkelig godt. Hun skulle løbe 4 løb. Der var blandt andet konkurrence om bedste hund, hvor fører var medlem af Border Collie Klubben, kunne blive klubmester. Og ved du hvad…. Cocio gennemførte 3 ud af 4 løb og VANDT KLUBMESTERSKABET. Jeg kan slet ikke fatte det. Jeg er simpelthen så overrasket og overrumplet over Cocios fart og glæde (hun siger det også højt) og over, at hun er nogenlunde styrbar 🙂 Lidt vilde har mine hunde jo altid været på agilitybanen. Hun er kun lige fyldt 1½ år – så sikke en fremtid vi går i møde.

OPDATERING 18/10-2021:
Ovennævnte skrev jeg søndag aften. Men mandag blev jeg ringet op af VAS (stævnearrangør), de havde lavet en regnefejl vedr. klubmesterskabet. Cocio blev ikke klubmester alligevel 😦
Det blev en anden person, som løb i 145 sek med 15 fejl (og ingen tidsfejl). Cocio løb i 119 sek men med 20 fejl. Og da det er hunden med færrest fejl, der vinder, blev Cocio dermed ikke klubmester alligevel. Til lykke til Kisser, du får min rossette snarest muligt.
Jeg er ikke vred eller noget på VAS, for helt ærligt, vi er jo bare mennesker, og hvor der er mennesker, sker der fejl. De har jo ikke gjort det med vilje. Alt tilgivet.

Jeg vil straks sige, at hun på ingen måde er overtrænet, hun er bare utrolig lærenem og da jeg har min egen bane, kan jeg jo lige smutte ud og tage 10 minutters træning hist og pist, når jeg har tid og lyst.

Jeg er i gang med at lave 2 on 2 off på felterne om til running contacts og tja, lige nøjagtig balancefelterne missede hun big time til konkurrencen. Så der er noget at arbejde med.

Jeg vandt bl.a. en halv times undervisning af Channie og en måtte-trænings-dims. Og som klubmester vandt jeg et gavekort til 250 kr. i bordershoppen. Ha ha, nej, men sådan læste jeg det, da jeg stod med gavekortet og var overvældet af glæde. Undskyld til alle for den skraldlatter, jeg slog op, da jeg fandt ud af, at der stod broderishop.dk – det er jo noget helt andet 🙂

Se alle Cocios løb
Cocio i fuld fart ud af tunnelen, fotograf Tina Hindsgaul
Skøn præmie, noget der virkelig kan bruges til noget.

Søndag formiddag afsted til Vallensbæk igen og her var det Pizzas tur til at være på agilitybanen. Hun deltager jo i den sværeste klasse. Det blev til 3 disk ud af 4 løb. Men altså, når Pizza så lige vinder det løb, som hun ikke blev disket i, gør det bestemt ikke noget. Min søde og frække Pizzapige. Det var hendes 2. springcert, hun vandt der, og nu mangler hun bare et for at blive Dansk Spring Champion.
Som præmie vandt jeg en rigtig fint fuglefoderhus, som jeg er mega glad for.

Jeg er meget glad for sprincertifikatet til Pizza.

Det var ikke verdens smukkeste løb, men det behøver jo heller ikke at være smukt, når bare man vinder!
Det det fine fuglefoderbræt, som Pizza vandt til mig
Sådan der! Pizza! Fedt at stå som nr. 1 på resultatlisten.
Så skal der trænes running contacts
Lige et lille billede af min pandekagemorgenmad lørdag morgen, inden jeg kørte til konkurrence.

Jeg er jo på LCHF for tiden og pandekager er bare ren guf og er med til at slanke! Ja, folk, der ikke aner, hvad LCHF er, tror ikke deres egne ører, når jeg fortæller, at man skal spise fedt for at tabe sig. Der skal virkelig ændres på folks opfattelse af, hvad der er sundt for kroppen.

Opskriften til sådanne pandekager kan findes her: https://mariasilje.dk/proteinpandekager/ De er lækre og nemme at lave.
Den hurtige: 4 æg, 200 g hytteost, et par spiseskefulde husk, lidt mandelmel, lidt sødemiddel, lidt salt. Stavblænder! Bum! Stegt i godt med smør. Der kan være 4 små pandekager på vores pande ad gangen.

Tak til VAS for en fantastisk weekend. Håber, at flere klubber har mod på at lave stævner.

.

.

.

.

En anderledes sommerferie i år

Endnu et år med corona har afholdt min familie og jeg at rejse udenlands eller lave de vilde udskejelser. Det har dog ikke afholdt os fra at opleve en masse. I år er første gang nogensinde (tror jeg nok), at jeg har afholdt 3 ugers ferie i træk. Det har været virkelig skønt med en længere ferie. Faktisk havde jeg 3 dages ferie de første dage i juli, skulle så lige på arbejde torsdag og fredag og derefter var der 3 ugers ferie.

Nedenfor i dette oplæg er der ikke så megen tekst ud over tekst til alle billederne. God fornøjelse:

Video af Pizzas ene hoopersløb kan ses her:

Tak fordi du læste med så langt.

.

Deltagelse i ZAGcamp 2021

ZAG står for Zealand AGility (Camp), en træningslejr for agilitynørder i 3 dage. Ja, sådan en AGcamp har jeg gamle kone på 51 lige været på. Der var overnatning på pladsen, og selv om jeg bor 40 minutters kørsel væk, så valgte jeg at slå telt op og sove på luftmadras.

Mit store telt med lidt hegn foran skabte rammen for mine 3 hunde og jeg i 3 dage.

Campen startede mandag den 5/7, men allerede dagen før var det muligt at komme og slå telt op eller sætte campingvogn og allerede overnatte fra søndag til mandag.

Søndag valgte jeg at sætte mit lufttelt op (ja, en ægte blondine samler ikke stænger til et telt – det pumpes op!) og vupti, så var mit 5 personers telt fra Decathlon sat op. Jeg hjalp camp-ledelsen med at sætte ringbånd op og ordne lidt småting og derefter kørte jeg hjem og overnattede i Bjæverskov.

Mandag morgen kl. 7.45 var vi i gang. Marianne bød velkommen og fortalte, hvordan hele denne camp var blevet til over en god flaske vin sammen med nogle venner. Fra idé til handling er der ikke langt! Typisk for disse fantastiske 4 – og tak for det! Marianne, Bent, Rune og Christian. Uden jer, ingen camp.

Campen var opdelt i 3 ringe med hver sin instruktør – og foregik over 3 dage. Man havde den samme instruktør formiddag og eftermiddag dag 1, næste instruktør dag 2 og tredje instruktør dag 3.

Det vil sige, man havde den samme instruktør en hel dag og dermed samme instruktørstil. Og man skulle dermed ikke omstille sig ved hele tiden at skifte instruktør alt efter hvilket modul, man var på.

Instruktørerne på campen er nok Danmarks bedste agilityinstruktører: Jane, Jannie og Channie (det lyder så sjovt, når man siger det i den rækkefølge). Hvorfor dog få instruktører fra udlandet til Danmark, når vi har disse 3 boende her i landet?

Jeg havde taget alle 3 hunde med, men gamle Kizz Me måtte desværre kun se på. Hun kan ikke holde til sådan noget mere. Men hun nød at være med og fik masser af opmærksomhed.

Dag 1 var jeg på Jannies bane. Lange baner med god afstand og med en helt speciel stil, hvor vi skulle få hunden til at selektere forhindringerne via verbale kommandoer. Fedt at prøve dette. Formiddag havde jeg Pizza på banen og eftermiddag havde jeg Cocio på banen. Vi løber jo heldigvis ikke hele tiden og der var masser af pauser, hvor vi så de andre deltagere, grinte og klappede.

Pizza giver den gas og springer afsted i fin stil.
Cocio altså! Hvorfor altid så fyr og flamme, når du giver dig i kast med noget! Nå, men det ligger jo i generne at være med fuld power 🙂

Dag 2 var jeg på Channies bane. Jeg startede med at løbe hele banen med Pizza fejlfrit. Derefter brød vi banen op i bidder og forbedrede en masse via andre løsninger end min gammelkonestil. Jeg kender Channie godt, da hun har været min træner gennem de sidste par år. Om eftermiddagen skiftede jeg Pizza ud med Cocio, da jeg syntes Pizza skulle have pause. Cocio giver sig 100% og er virkelig en drøm at løbe med.
Sidst på eftermiddagen efter jeg havde løbet kom der mega regnvejr. Teltet holdt tørt og jeg fik en lille lur – det var tiltrængt.
Om aftenen var der quiz-night, hvor vores hold skulle dyste mod de andre 5 hold. Hold da op, hvor var det sjovt og jeg vil sent glemme, at vi sang højt “pas på den knaldrøde gummibåd”! Alle de andre hold snød, og jeg mener til fulde stadigvæk at vores hold vandt 😉

Pizza træner selvstændig nedgang på balancen, hvor jeg bliver ”låst” bag 2 tunneller.
Cocio på Channies bane. Ja Channie var lige nødt til at sidde foran tunnellen ved dette spring, som stod meget tæt på hinanden.

Dag 3 var jeg på Janes bane. Jeg har været på kursus hos Jane før, så jeg kendte hendes stil og entusiasme. Super fed bane, men svær og fyldt med fælder. Det var lidt svært at finde rundt på banen. Vi grinte og jeg sagde, at hvis man ikke ved, hvor man skal hen, skal man bare tage det mest usandsynlige, og det er sikkert rigtigt 🙂 Det var jo også sidste dag og vi havde haft mange forskellige baner og moduler i hovedet, så det gjorde det jo heller ikke lettere. Jeg lærte også sætningen, at ”hvis man er bange for, at man ikke kan nå det, skal man bare løbe lidt hurtigere” 🙂 Cocio løb ikke på Janes bane, da den var for svær og jeg ville gerne løbe med Pizza, da det lige var noget for hende.

Rune og Delta deltog også. Delta udviklede sig hver dag sammen med Rune. De var en fornøjelse at se på. Delta bliver afkølet i den hundepool, som jeg havde taget med. Der var mange hunde, der var glade for poolen.

Der var skønt solskinsvejr på dag 3, teltet blev tørt og jeg fik det pakket fint sammen igen sidst på dagen – så vi er klar til en ny overnatning.

Selv om jeg er en gammel agilityrotte har jeg godt af at udvikle mig, selv om jeg ikke kan løbe så stærkt, som de unge, slanke sporty agilitymodeller 😉 Jeg lærte ihvertfald meget og vil gerne deltage næste år, såfremt 4-kløveret tør arrangere endnu en camp! Pleeeeeease

Pizzas første spring-cert

2 dage før campen var jeg til agilitystævne i Højme, hvor jeg deltog med Pizza om lørdagen. Lige nu jagter jeg springcerter. Sørme om ikke det lykkedes for os: Pizza fik springcert, idet hun blev nr. 2 i et blændende springløb. Jeg turde ikke håbe på, at hun fik certet, da der ikke var præmieoverrækkelse lørdag (jeg deltog kun lørdag). Først søndag sidst på eftermiddagen fik jeg beviset: Et billede af rossette, bobler, cert og præmiebon’er. Yes, Pizzas første springcert var i hus.

Selv om jeg har dyrket agility i rigtig mange år – faktisk siden 1989, så udvikler sporten sig og det må jeg altså også gøre, for ellers kan man ikke følge med. Sporten forandrer sig, stilen på banerne forandrer sig (skæve vinkler osv), så man bliver nødt til at være up to date. Det føler jeg, at jeg er nu!

Vi seees derude på agilitybanerne!

Cocios første succes

RBM Asasara Nam Nam Cocio

Cocio har været en atypisk border collie i hendes ungdomsperiode. Hun har været helt anderledes at træne med i forhold til mine andre border collies. Når jeg har skulle træne hende, har jeg skulle finde ud af, hvad hun tændte på af godbidder. Det har ikke været let, men jeg endte med hendes foder blandet op med lækker dåsemad, og så give hende belønning med en te-ske med snasket foder på. Det kunne hun godt lide, det var dog lidt besværligt. Mange gentagelser, har jeg ikke kunne foretage, for hvis øvelserne var for svære for hende eller jeg forlangte lidt for meget, så tjekkede hun ud, og gik over og lagde sig i kurven midt i træningen i stuen. Meget atypisk og ikke noget, som jeg har genkendt fra mine andre border collier. Og øvelserne var ikke svære, det var helt normale tricksøvelser. Men jeg er ikke sådan en person, der bare giver op. Jeg har fundet nogle andre ting at træne med hende, for hun har hele tiden været til fart og glæde, så hoops, tunneler og løbe gennem springstøtter har hun været rigtig glad for.

Træning i haven gav pludselig pote 12 mdr gammel

Jeg har derfor hele tiden tænkt, at hun aldrig bliver nogen rally- eller lydighedshund. Måske den første af mine hunde, der ikke skulle til en rallyprøve. Panik blev rally og super rally champion. Du Der blev rally champion. Kizz Me er rally og super rally champion. Pizza er rally champion. ….. men Cocio syntes, at det var dødkedeligt med rallyøvelser. Så jeg overvejede, at jeg slet ikke skulle lave rally med hende og kun agility og hoopers.

Men en dag for nogle måneder siden tænkte jeg, at jeg skulle se, om hun var ved at være klar i hovedet til at lave lidt rallylydighed. Og det var som om, at hun var en helt anden hund. Modnet sent. Men bedre sent end aldrig. Samtidig har jeg også givet hende tid, Søren og jeg har solgt og købt hus, Pizzas har haft hvalpe, så træning har der heller ikke været så megen tid til. Ja, undskyldninger er der nok af.
Så jeg vovede at tilmelde hende en rallyprøve 1½ måned senere lørdag den 8/5-21.

Jeg bliver nødt til at have mig et konkurrencemål med min træning for at tage mig sammen. Det er egentlig for dårligt af mig, at der skal være et decideret mål, men sådan er jeg nu engang indrettet. Jeg kan dog forstå, at mange andre har det på samme måde. Tilmeld dig en konkurrence med din hund for at få trænet der hjemme. Pinligt.

I mandags fik jeg en besked om, at der var nogle, der var sprunget fra til en aftenrallyprøve i Rødovre den 7/5-21, og jeg havde for en måned siden spurgt om jeg måtte komme på venteliste. Så jeg var heldig, at der var plads til både Kizz Me i senior og Cocio i begynder. Det var dermed Cocios første rallyprøve i fredags.

Jeg har for mange mange år siden været til et arrangement i Rødovre Brugshundeklub, så jeg vidste i forvejen, at klubben lå klods op ad motorvejen. Så det var lidt et sats, når ingen af mine hunde er vant til støj fra mange biler (man bor jo på landet).

Jeg havde mit søde lille popup-telt med. Der er lige nøjagtig plads til 2 hunde en stol og en taske. På min stol kan I se min hynde/sæde, hvor der er genopladelige batterier og dermed varme i sæde og ryg. Uha det var godt i fredags, hvor der ud på aftentimerne blev koldt.

Kizz Me var den første hund på banen fredag eftermiddag. Hun var særdeles FRESH, missede et par øvelser og havde et par ommere, og så var det for mange minuspoint, og dermed fik vi besøg af IB (ikke bestået). Men sikke en glæde og iver hun havde. Ikke til at se, at hun var stævnets ældste hund.

Det blev mørkere og mørkere og da klokken var næsten 21 var der banegennemgang for begynderklassen og Cocio var tredje sidste hund. Det er lang tid siden, at jeg har været så nervøs til en rallyprøve. Uha, for Cocio elsker alle mennesker og hunde, så jeg var nervøs for, at hun ville ud og snakke med alt og alle, når vi var på banen. Der var mange venstredrejninger i klassen og det elsker Cocio. Så vi gik på banen og jeg havde faktisk en god fornemmelse – men også hjertebanken. Cocio gik rigtig fint, jeg skulle dog kæmpe lidt for hendes opmærksomhed i højrevendingerne, da hun kigger ud på tilskuerne, når hun vender rundt, men hun var med mig, og så koster det ikke point rally. Da hun kom i mål var jeg bare så super glad, for jeg var egentlig blot kommet til prøve, for at få en god oplevelse med hende. Men da dommeren fortalte, at hun havde fået 100 point, så blev jeg helt rørstrømsk og måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Og jeg måtte også kæmpe med mig selv for ikke at kramme dommeren … men det gør man bare ikke under corona!

Her er Cocios prøve:

Til slut var der præmieoverraskelse. Der var 3 hunde med 100 point, men Cocio var hurtigst, så hun vandt sørme klassen. Sikke en debut. 100 point til første prøve og opnåelse af titlen RBM samt vinder af klassen. Hun blev 1 år i marts. Jamen dog. Sikke en stjernehund. Og vist nok stævnets yngste hund.

Tusind tak til Hanni Zimmer (ejer af Cocios bror Cuba), som filmede og tog billeder. Det sætter jeg virkelig pris på. Og det var virkelig hyggeligt at snakke med folk igen (det gør man jo næsten ikke her under coronasituationen).

Der var lidt mørkt til præmieoverrækkelsen fredag aften. Heldigvis var der projektører på banen. Vi har alle mundbind på, og jeg har selvfølgelig dannebrog på mit mundbind.

Lørdag morgen, tidligt op, for jeg havde jo tilmeldt Kizz og Cocio til endnu en rallyprøve. Så afsted med os til Kirke Hyllinge.

Kizz Me skulle på banen først og hun gik som en drøm. Virkelig fine momenter og 89 point. Meget tæt på sit første seniorrallycert, kun et par poters flyt afgjorde pointene. Det er godt nok ikke til at se, at Kizz Me er 12½ år gammel. Kizz Mes søn Chat er også i seniorklassen, han er 10 år og han vandt klassen med en fremragende bane.

Chat og Kizz Me, han blev nr. 1 og Kizz nr. 4.

Cocio var igen en af de sidste, der skulle op og jeg var igen nervøs for, om hun syntes, at omgivelserne var mere spændende end jeg. Et par gange kiggede hun ud og logrede til folk (positivt problem), men jeg fik hende med og hun var glad. 95 point og 4. vinder på dagen. Det er da fuldstændig okay og meget godkendt af mig.

Sidst men ikke mindst … Ihhhh, hvor var det skønt at være sammen med mine rallyvenner igen. Især Mette Jensen har jeg savnet samværet med.

Glæder mig til fremtiden med Cocio og flere rallyprøver. Men nu begynder agilitystævnerne med Pizza og de har førsteprioritet, men kan nok klemme en rallyprøve ind i ny og næ 😉

Vi ses derude, nu lukker Danmark op!

Er corona snart forbi?

Nu er det forår, men vejret synes ikke helt at mene det samme. I dag på min eftermiddagsgåtur blev der ret mørkt i horisonten, så gåturen blev afkortet lidt.

Efter lidt sol og kig til de mørke skyer kom jeg hjem i sikkerhed. Lidt efter skal jeg godt nok love, at sluserne åbnede sig. Det er lang tid siden, at det har haglet så meget og så lang tid i træk, og kuglerne var også noget større end de plejer. Pludselig lød et ordentligt brag af et tordenskrald. Ja, så er april jo ligesom i gang!

Mens nogle lande har 3. bølge af corona er Danmark på vej mod genåbning – mod at man i et pas viser negative tests, færdige vacciner eller har haft corona på et tidspunkt. Genial ide, især hvis man husker at få udvidet testcentrene med en masse ledige tider og kapacitet. Nå, men det skal jo nok gå alt sammen. Danmark er ihvertfald på rette kurs – og alle har behov for noget at se frem til efter et år i en eller anden form for lukketilstand.

Rallyprøver bliver der flere af nu hvor man må være 50 personer til en prøve i stedet for 5 eller 10 personer. Jeg var dommer forrige søndag og det gik rigtig fin på bedste corona-sikkerheds-vis. Jeg savnede dog at kunne give hånd til de dygtige ekvipager, som fx får et cert eller en titel. Det er altid noget særligt for de hundeførere, som opnår et mål med træningen.

Cocio var en fantastisk legetante for Pizzas hvalpe.

Apropos mål … jeg har svært ved at tage mig sammen til at træne intensivt uden at have et mål. Derfor har jeg tilmeldt både Kizz Me (seniorklasse) og tadaaaa Cocio!!! i en begynderklasse til en prøve i maj. Så nu går træningen for alvor i gang, især med Cocio. Hendes træning har været stort set stillestående siden december, da vi har brugt tid på at få pakket hus ned i Toksværd, i januar har vi renoveret hus i Bjæverskov og februar/marts har jeg brugt tiden på at være opdrætter med Pizzas OMG-kuld (det kræver altså en del at være opdrætter til et kuld border collie hvalpe, når man ikke går på kompromis med hvalpenes opvækst).

Cocio har haft godt af at modne, for hun er nu meget bedre til at sætte sig ind på plads, blive i pladsposition og bakke lige, når jeg bakker. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at Cocio skulle lave lydighed, da hun ikke viste den store interesse for det i hendes første mange måneder – hun ville hellere ud og løbe stærkt, men nu er hun vågnet fra sin tornerosesøvn.

Agilitymæssigt ser jeg frem til på torsdag, hvor jeg skal til træning i Næstved. Ååhhhhh hvor jeg savner klubånden i denne klub. Coronas forsamlingsforbud på 10 og 5 personer har sat mange klubber skatmat med hensyn til planlægning af undervisning. Dog har DcH Næstved formået at have små bitte hold, bobler, afstande og særlig opsætningsplanlægning. Virkelig effektiv klub/trænere. Tak til Bent og Marianne, som har fået det hele til at fungere.

Min planlægning af agilitykonkurrencerne er også i gang og første overnatning ved Ribe booket. Det bliver da spændende at se, hvordan jeg kan nå at få point nok til DM, med de få stævner, der er, som jeg kan deltage i. Og om nogle af stævnerne faktisk bliver aflyst pga. at forsamlingsforbudene ikke bliver hævet, det bliver lige nervepirrende nok. Agilityudvalget har noget sit at se til med ændring af regler, konkurrencer der aflyses og nye små dukker op. Må vente spændt og se tiden an.

Nu hvor hvalpene jo er rejst, så er det tid til at se frem til et nyt kuld. Et pipfulglekuld! Jeg har jo en redekasse ved vores sommerhus i Sortsø. Her kan jeg se, at en gråspurv i år har tænkt sig at måske bygge rede. Sidste år endte jo lidt makabert med, at en musvit nærmest fortærede over halvdelen af sine unger – men jeg havde googlet mig frem til, at det var der også andre der oplevede med musvitter.

Det var nok for denne gang. Jeg håber, at når jeg næste gang skriver et blogindlæg, så er jeg måske både testet negativ et par gange og har måske ovenikøbet fået første vaccine mod corona.

Seniorrally

At se hvordan de gamle hunde total liver op og bliver som unge på ny, fordi de bliver trænet og har det hyggeligt og dejligt med deres fører i seniorklasserne, fik mig op af stolen.

Jeg har ikke altid været fan af seniorklasser i rally. Men jeg har ændret holdning …. også for mit eget vedkommende, fordi jeg blandt andet kunne se hvordan Kizz Me savnede at blive trænet. Hun er godt nok over 12 år, men opfører sig som en på 2. 

Coronasituationen satte en stopper for mine ønsker om at prøve Kizz Me i seniorklasserne her i vinteren. Forsamlingsforbudet bevirkede, at der ikke var mulige rallyprøver, som jeg havde lyst til at deltage i, i den givne situation. Nu må vi jo være 25, og så slog jeg til.

Det har været en fin rallyprøve i dag. Alle forholdsregler blev overholdt med hensyn til afstand, mundbind og en masse andre tiltag. 

Faktisk var der otte deltagere i seniorklassen. Det er et rigtig fint og højt deltagerantal. Jeg ved ikke om Kizz Me var den ældste. Hun blev nummer tre, hvilket jeg er meget glad for. Kizz Me stillede op mod sin søn Chat, som havde debut i seniorklassen i dag. Han er ti år.  De fik begge 93 point. Kizz Me var en lille bette smule hurtigere end Chat, undskyld Mette 😉 🙂

At se min hunds udtryk til prøven i dag sagde bare alt. Hun synes det var virkelig fedt at komme i gang igen efter 1 1/2 års pause.

Hvorfor har jeg ikke brugt dette indkaldsmiddel noget før?

Når man går tur på landet, og der hvor det er tilladt at have hunde løse, så har man som hundeejer en forbandet pligt til at lære sin hund at komme, når man kalder!

Jeg har altid brugt hundeguffer til indkaldsøvelserne. Men disse guffer er snaskede, ens fingre bliver klistrede og lommerne ligeså. Hundesnorenes håndtag bliver også ret ulækre ret hurtigt.

For lang tid siden opdagede jeg brug af en tube med en form for pasta i som belønning. Har egentlig ville blogge om det længe, men er altid kommet fra det. Men nu gør jeg det. Et lille kort indlæg 🙂

Denne tube er genial. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det noget før? … altså ved mine andre hunde?

Så nu har jeg altid en ”tube godbidder” enten i hånden eller i lommen klar til brug.

Tuben er af mærket multifit og kan fx købes i Maxizoo.

 

Sjove stillinger

Cocio er med mig på arbejde hver dag og jeg har derfor mulighed for at se, hvad hun laver, mens jeg er på arbejde! Hun sover, og i de mærkeligste og sjoveste stillinger.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

Vores hus er sat til salg

Det er en gammel nyhed for nogle og for andre en overraskelse. Søren og jeg har i flere år ledt efter en passende bolig – eller snarere en landejendom i 1 plan. Det har været meget svært at finde, men pludselig var huset der – igen (huset havde været til salg tidligere, men var blevet taget af markedet) Vi har købt landejendom ved Bjæverskov (tæt ved Køge) og flytter til januar 2021.

Vores hus i Toksværd er dermed sat til salg.

Beskrivelse, indretning og billeder kan ses på ejendomsmæglerens direkte link til huset: https://minbolighandel.dk/sag/KS225/Toksv%C3%A6rd-Bygade-44-4684-Holmegaard/

Jeg holder meget af Toksværd. En hyggelig landsby med skole, købmand, sportshal m.v. Men jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at flytte tættere på min arbejdsplads og jeg glæder mig til at eje bolig igen.

Det er en svær tid, som vi lever i

Hold da op, hvor den coronavirus gør det svært at LEVE. De ting og oplevelser, som giver os energi og får os til at blomstre, bliver taget fra os – ikke af regeringen, men af en virus.

Hvad gør covid19 ved vores adfærd? Meget!

Sidste weekend skulle min bonussøn konfirmeres. Konfirmationen var udsat fra maj måned til september pga. corona. Fredag – altså dagen før konfirmationen – meldte vores statsminister ud, at der var restriktioner på forsamlinger og påbud om mundbind, hvis man var på restaurant. …… Ja, Laurits’s fest skulle holdes på restaurant. Festen blev gennemført og ting blev sprittet af til den store guldmedalje og vi havde mundbind på, når vi rejste os fra bordet.

Mine søskende og jeg

Ugen efter (fredag) var der igen pressemøde, hvor forsamlinger på max 50 også gælder private fester. Vi skulle til nonfirmation hos min niece. Heldigvis var der kun inviteret 45. Men… 9 meldte fra i sidste øjeblik. Sange blev sunget som sædvanlig, men man rejste sig op og gik væk og sørgede for afstand. Der var også sprit og vi sad gruppevis i familier, og der blev taget hensyn.

Er glad for ikke at stå i en situation med fx 70 gæster til en fest og må skrive ud til nogle af dem, at de er valgt fra. Hvordan gør man det mod venner eller familie? Shit mand en svær opgave.

Og hvordan har man det som inviteret …. at føle sig utryg og har lyst til at melde afbud dagen før, fordi man er bange. Det er okay at være bange, men skal det ødelægge ens liv og livslyst? Man skal ihvertfald tænke sig om og kun deltage i det, der er nødvendigt nu. Er en lille fest nødvendig? Er en konfirmation nødvendig? Åh det er svært at svare på.

Sikke mange tanker familie og venner skal igennem i denne coronatid. Det er ikke rart.

Jeg er glad for at min 50 års fødselsdag blev afholdt i sommer, hvor der var lavt smittetryk og vi var ude i haven.

Corona gør det svært at opretholde det sociale liv med venner og kolleger.

Jeg savner helt vild at få kram af venner, bekendte og ikke mindst min familie.

Til de store agilitystævner, som jeg i sommerperioden dyrker en del, der går vi ofte og krammer og hilser, samt lykønsker med håndtryk til præmieoverrækkelser. Alt dette er væk fordi agilitystævner ikke kan afholdes med et forsamlingspåbud på max 50 personer. Alt er aflyst!

sådanne episoder savner jeg rigtig meget. En varm og hjertelig krammer!

Glæder mig til at en vaccine er klar. Jeg skal have den og vil have mit liv tilbage

Pizza er blevet Dansk Agility Champion

Endelig lykkedes det mig at opnå det sidste agilitycertifikat til et agilistystævne i klasse 3 med Pizza. Hun var en stjernehund på Bornholm, hvor hun vandt 2 agility klasse 3 løb. Vi løb 7 løb i alt, og hun gennemførte dem alle sammen uden disk. Super sejt.

Søren tog med på min tur til Bornholm. Vi ankom torsdag lige over middag, tjekkede ind i vores lejede hus lige uden for Rønne (lejet via AirBnB) og så kørte vi til Hammeren, hvor vi skulle se det nye besøgscenter.

Et fint hus, som vi havde lejet. Der var plads til hele familen, men desværre kunne Emma og Laurits ikke komme med.

Der er som altid meget flot på Hammeren og jeg bliver aldrig træt af at gå rundt på den gamle borg. Besøgscenteret gav interessante informationer om tiden på borgen og flot interaktion med skærme m.v.

Besøgscenteret på Hammeren er virkelig flot bygget ind i landskabet.

Bagefter var vi en smut i Allinge-Sandvig og få en meget speciel is i den cafe, der hedder Kalas Is. Jeg fik bl.a. en æble-basilikum is. Sidst jeg var på Bornholm var cafeen lukket for sæsonen, men denne gang var jeg heldig. Forstår godt, at den cafe får så god omtale på tripadvisor.

Kalas Is i Sandvig. Det er et besøg værd.

Inden vi tog til Bornholm, havde vi set første afsnit om Borgenes Ø. Det er en lille serie, som TV2 Bornholm har produceret. Vi lærte om Borgenderland, Gamleborg og lilleborg samt om øens konge. Torsdag aften så vi endnu et afsnit af Borgenes Ø.
Se afsnit her: https://www.tvmidtvest.dk/borgenes-o/borgenes-o-16

Lilleborg

Fredag formiddag drog vi mod Ekkodalen, men lige inden vi kom dertil var vi pludselig ved Lilleborg. Fedt på forhånd at have lært om borgens historie og hvordan den blev til. Man kunne forestille sig de kampe, der havde udspillet sig ved indgangen, hvor der var fundet en masse gamle pile. Vi fandt naturligvis en cache i skoven.

Indgangen til Gamleborg

Derefter kørte vi til Ekkodalen og gik op ad en masse trapper og fandt Gamleborg. Den var stor og jeg kan godt forstå, at den havde været en uoverskuelig opgave at holde i stand for de gamle vikinger. Vi gik rundt ved ringmuren og fandt en cache på bagsiden.

Fine stisystemer på Bornholm. Kizz Me toucher på stolperne.

Efter gåturen var det tid til at besøge den tv-kendte restaurant for foden af Ekkodalen. Vi havde været så betænksomme at bestille bord en uge i forvejen. Vi fik de berømte kæmpe tarteletter. Uha jeg blev mæt. De smagte godt, men jeg tror godt nok, at der skal gå laaaang tid inden jeg skal have tarteletter igen.

Kæmpe tarteletter!

Turen gik derefter til en minigolfbane. Ja, en minigolfbane!! Hvor gammeldags har man lige lov til at være? Men hold da op. Jeg forstår godt, at den fine nye minigolfbane får så mange gode anmeldelser. Banen var bygget op, så den lignede Bornholm og banens 18 huller havde alle hver deres bornholmske seværdighed. Virkelig et besøg værd, også selv om det småregner!

Uden at håne for meget … så vandt jeg over Søren!
Plan over banen. Det er altså så sejt lavet. Seværdighederne og byerne ligger der, hvor de gør i virkeligheden.

Lørdag morgen, tidligt op og afsted til Østerlars til agilitystævne. Jeg elsker at være til stævne på Bornholm. Der er kun 1 bane og man kan med ro i sindet melde sig som hjælper, da der ikke er nogen stress og jag med at skulle nå at være både det ene og andet sted samtidig. Der er masser af plads til at varme hund op og der er tid til at snakke med alle ens venner. Min hvalpekøber Laila havde reserveret teltplads ved siden af hende. Det var ÅH så hyggeligt at sidde ved siden af hende hele weekenden. Vi fik rigtig snakket og Cocio og kuldsøster Jo-Lee (tidl. Juice) de fik leget en hel del.

Hmf, tidligt om morgenen, med vådt hår. Jeg har vist ikke fået drukket al min morgenkaffe på dette billede!
Pizza i fuld fart i slalom. Foto: Leif Kjærgaard

Lørdag aften var Søren og jeg ude at spise på Selmas Homecooking i Rønne og derefter var jeg også godt brugt. Det blev til over 20.000 skridt og benene var ømme.

Cocios kuldsøster Jo-Lee og Cocio hyggede sig virkelig sammen. De var hverken aggressive eller for voldsomme. Blot kærlig leg og småtyggeri. Njaaa, måske lidt vild leg indimellem, men for pokker, de var søde.

Søndag morgen var der banegennemgang allerede kl. 7.10, men jeg havde aftenen inden skrevet en besked til arrangøren, at jeg ikke deltog i dagens første løb. Det var ”bare” en åben klasse, der ikke talte til noget. Min fokus var på klasse 3-løbene.
Agility klasse 3 søndag var lige noget for Pizza og jeg. En nærmest umulig bane, hvor man blev låst bag balancen fra 4 til 5 og hvis man ikke havde lært hunden en fremadsendelse, så ville hunden automatisk dreje til den ene eller anden side efter tunnelen. Jeg har jo smugtrænet lidt hoopers på det sidste og dermed en masse fremadsendelser, så jeg gik banegennemgang med ro i sindet, hvorimod mine konkurrenter gik og små-dissede banen, hvilket tændte mig endnu mere.

Jeg elsker udfordringer og er faktisk bedst, når banerne har en høj sværhedsgrad. Pizza løste banen fint og vi vandt klassen. Det er lang tid siden jeg har fået så mange søde og rosende kommentarer. Tusind tak alle sammen, I skal bare vide, hvor glad jeg har været for dem alle!

Der var dermed det sidste agilitycertifikat til Pizza og hun kan nu kalde sig for Dansk Agility Champion.

Lige efter præmieoverrækkelsen kørte vi til havnen og tog turen tilbage til Sverige. Turen hjem med færgen gik virkelig hurtig, for Søren og jeg kom til at sidde blandt en masse agilityfolk … og så gik snakken jo.

Hvor er jeg priviligeret over at have en sød mand med på tur til Bornholm, som sagtens kan opleve en masse sammen med mig, og også kan finde ud af at opleve noget på egen hånd, selv om jeg fjoller rundt blandt alle agilitytosserne.

Pizza vandt 2 ud af 3 AG3 løb på Bornholm!

Derfor blev det Cocio, som blev boende

Hvorfor var det Cocio, du valgte? Det spørgsmål får jeg ofte stillet, og det er svært at gøre en lang historie kort. Så det gør jeg ikke 🙂

Cocio i gang med at sove eller bestige sin mor Aquas hovede.

Jeg har ikke haft hundehvalp i næsten 6 år (Pizza bliver 6 år om 2 dage) – så hvis jeg skulle have en afløser til Pizza både træningsmæssigt og opdrætsmæssigt, så er det ved at være tid til ny hund. Derfor fik jeg på snedig og kvindelistig måde overtalt min mand til, at vi kunne beholde en hvalp fra kuld N. Han har ellers stædigt holdt fast i, at vi kun skal have 2 hunde herhjemme og først få en ny hvalp, når Kizz Me ikke er her mere. Kizz Me er 11½ år gammel. Jeg kan da godt se, at det er mest praktisk, når man er ude at rejse (overnatning på hotel e.lign.) eller hvis hundene skal passes, eller når man skal transportere hundene i bil, at der kun er 2 hunde.

Der blev født 6 hvalpe, heraf 3 tæver: Breezer yderst til venstre, Cocio (red merle i midten) og Juice yderst til højre.

Jeg har besluttet mig for, at Pizza ikke skal have flere hvalpe og jeg ved jo ikke, om min udstationeringstæve Delta kan eller får hvalpe, derfor var en hvalp fra Aquas kuld måske min sidste chance for, at jeg bibeholder mine egne asasara-linjer.

Aqua (Cocios mor og det vil sige Pizzas datter fra første kuld) blev parret i januar 2020 og kom hjem til mig 1½ uge før fødsel. Aqua bor til dagligt hos en veninde i Jylland. Det vil sige, at parring og størstedel af drægtighedsperioden foregik hos Alice. Jeg var meget spændt på denne drægtighed og fødsel. Der skulle jo gerne blive født minimum 1 tæve, så arvefølgen blev sikret.

Juice og Cocio 8 uger

Opstart af fødsel gik lige efter bogen. Opblokningsfase, uddrivelse af 1. hvalp gik rigtig godt. Så gik fødslen lidt i stå og der gik næsten 2 timer til hvalp nr. 2 kom ud. Han blev født ude på græsplænen, idet jeg ofte havde Aqua ude at tisse, da hun ikke rigtig fik synlige veer inde i stuen. Jeg var nervøs for om det hele skulle ende med kejsersnit, så jeg ringede til dyrlægen, der sagde, at jeg skulle pakke bil og komme ind med både Aqua og de 2 hvalpe, så Aqua kunne få noget vestimulerende. Da jeg fik bilen pakket og indrettet til 2 hvalpe og en tæve, så ville jeg lige have Aqua ud og tisse i haven en sidste gang inden hun skulle ud i bilen. Og plop, så blev Cocio født ude på græsplænen, jeg greb lige nøjagtig Cocio inden hun landede i græsset.

Jeg aflyste dyrlægeturen. Næste hvalp blev også født på græsplænen (har faktisk en youtubevideo af det) og de 2 sidste blev født normalt i fødepoolen.

Cocio 9 uger, indlæring af tryk på plade med klikker

Hov, det var jo slet ikke det, som dette blogindlæg skulle handle om. Nå, men altså kuld N skulle heldigvis ikke ende i kejsersnit. Aqua var bare bedst til at føde ude og jeg har stadig 0 kejsersnit ud af 14 kuld.

Der kom 3 hanner og 3 tæver. Og det var præcis det, som jeg havde af hvalpekøbere på min venteliste (inkl. mig selv).

Så var det bare at vente og se, hvordan de 3 tæver udviklede sig. De var forskellig af udseende: 1 brun/hvid (Breezer), 1 red merle (Cocio) og 1 lilac merle (Juice).

Cocio, mormor Pizza og Oldemor Kizz Me.

De udviklede sig ufattelig ens og jeg skiftede til at have dem alle som favoritter. Efterhånden fravalgte jeg Breezer, egentlig uden grund, men Cocio og Juice var bare dem, der oftest valgte mig (lagde sig ind til mig eller op til mig, når de ville sove) og valget stod så mellem de to merles.

Jeg har jo altid været glad for merle. Dog vil jeg fortælle, at efter jeg beholdte Pizza fra kuld J, hvor der faktisk var en fantastisk flot blue merle tæve i kuldet -så lægger jeg ikke farve til grund for mit valg. Pizza er jo sort/hvid og med skæv blis i hovedet. Absolut ikke det, jeg normalt vælger, men Pizza valgte mig … dengang for snart 6 år siden.

Cocio er med mig på arbejde hver dag. Her ligger hun og venter på, at der kommer en kollega forbi for at nusse hende. Hun har en bestemt taktik og charme, der kan lokke alle og enhver hen til lågen for at nusse hende på brystkassen.

Jeg havde en klog dame forbi, der mærkede på hvalpene og gav sit besyv med angående krop og bygning hos Cocio og Juice. Det var lutter positive ord. Så mit valg af hvalp blev ikke lettere – men det gav mig en del at tænke over.

Hvalpene blev registreret hos Dansk Kennel Klub. Og det skulle vise sig, at Juices registreringsnummer hos DKK var 05599/2020. Makker, min første border collie, han var født den 5/5-99. Uha, var det et tegn? Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, men bruger ikke at kigge på sådanne tegn 😉 Tror heller ikke på spøgelser eller heeling. Basta!

En af mine han-hvalpekøbere foretager ofte hvalpetest for andre og hun foretog også hvalpetest af bl.a. Juice og Cocio. Stadig meget ens hvalpe. Og jeg var total i tvivl vildrede om valget. Jamen var det Cocio, eller var det Juice, der havde den bedste hvalpetest? De var gode på hver deres måde.

Cocio 11 uger gammel

Breezer havde jeg valgt til Pia i Jylland. Og det vil sige, at jeg så skulle tage stilling til fordeling af Cocio og Juice mellem jeg og den anden tævehvalpekøber. Jeg havde lovet at give den anden hvalpekøber besked – vist nok en lørdag formiddag lige efter hvalpetesten – og jeg kunne ikke beslutte mig. De to hvalpe var toplækre begge to. Det var nærmest ælle-bælle. Jeg valgte så at spørge den anden hvalpekøber ”Hvis du var i den heldige situation, at DU kunne foretage valget, hvilken hvalp, ville du så vælge? Hun svarede klart og sikkert: Juice.

Dermed tog hun valget for mig. Jeg skulle beholde Cocio. Og gud, hvor er jeg glad for det valg.

Dagen efter kom jeg til at tænke på, … gad vide, hvad Cocios DKK registreringsnummer er? Tjekkede det lige: 05798/2020 … hov, hvad var det? De tal kunne jeg godt genkende, det var faktisk mit telefonnummer! Ha ha, hvor sjovt, og nej, jeg tror ikke på, at det var et tegn! 😉

Vi træner hver dag, her øver vi bukke

Nu er Cocio 4 måneder. Hun er super kær, meget elskelig, særlig og snu. Derudover er hun legesyg og eftertænksom – og lærenem – og vanvittig hurtig i sine bevægelser. Jeg tror, at jeg kommer til at lære en del af hende – og må omtænke nogle af mine træningsmetoder, da hun er meget selvstændig. Faktisk kommer hun ikke altid, når jeg kalder, så jeg må træne intensivt med hende her i sommerferien. Jeg mener selv, at indkaldsfejlen blev begået på en bestemt måde: Hun hader at få sele på, og når jeg kaldte på hende for at få sele på, forbandt hun det med, at hendes navn var ubehageligt. Navn = indkald = sele på. Ja, man lærer så længe man lever.

Cocio – godbid – fri. Det er sommerens strategi.

Kan I have en god sommer allesammen!

Cocio elsker vand, og bader gladeligt i min bed-roller
Cocio elsker stadig at putte hos mig. Skål og god sommer!

Kizz Me afsluttede agilitykarrieren med manér

Kizz Me fik mig til præmieoverrækkelse 4 gange. Man kunne fx vinde Grimbergen.

Jeg har længe gået og tænkt på, hvornår mon det var tid for gamle Kizz Me på 11 år at gå på pension. Hun kan nemlig godt virke lidt gammel og stiv, når vi har lavet noget fysisk, fx været til agilitykonkurrence. Kizz Me er en hund, der ikke ligger på den lade side, heller ikke når man er gammel. Hun har kun 1 gear: Fuld fart frem.

Så det var egentlig med lidt vemod, at jeg tilmeldte hende agilitystævnet i Vallensbæk i dag. For tænk hvis nu, at det var det sidste stævne med hende? Tja, når man ser på hende, når hun rejser sig her til aften, så tror jeg sørme, at det var hendes sidste stævneløb i dag.

Efter et af løbene gav jeg Kizz Me et ordenlig kys på kinden. Jeg kiggede på et tidspunkt og troede, at hun blødte, men det var blot hendes blondinemor, der havde taget læbestift på til agilitystævne!

Hun skulle løbe 4 løb om formiddagen, og vandt dem alle 4!!! Sådan der! Jeg var også meget fokuseret og ville gerne give både hende og jeg en sidste oplevelse sammen på agilitybanerne. Det skal jeg love for at vi fik, vi nød det begge to til fulde. Kizz Me blev stævnets bedste seniorhund og vi fik et gavekort fra Maxi Zoo.

Se hendes løb her:

Pizza løb også i dag. Hun var en stjerne i de svære klasse 3 løb, men havde desværre ingen fejlfrie løb. Hun fik mig dog op til præmiebordet et par gange. Det blev vist til en 5. plads i det ene løb og 6. og 7. plads i de andre løb.

Faktisk troede jeg ikke, at jeg skulle til præmieoverrækkelse for Pizzas ene springløb, idet hun havde en vægring på muren. Så da sidste løb var forbi pakkede jeg sammen og kørte hjem efter en lang dag i hallen. Min søde veninde Susanne var stadig i hallen og ringede mig op, mens jeg kørte på motorvejen (jep, jeg har bluetooth og speakere), og jeg kunne mærke stemningen ha ha ha, det var så sjovt. Og hun valgte en pose med dogs creek legetøj til hundene eller måske mit kommende kuld hvalpe….

Se de dejlige gavekort mine hunde vandt til mig.
Elsker at komme til præmieoverrækkelse, hvor man kan vælge imellem flere forskellige præmier. Kizz Me står og logrer, da jeg kigger ned i posen med lækre sager. Så vidt jeg husker, så valgte jeg en stor pose med masser af træningsgodbidder.

.

.

.

Hoops i haven

Kizz Me synes, at det er sjovt

Hoopers er en ny hundesport, som vokser med lynets hast i Danmark. Jeg har kendt til sporten i et par år via youtube-videoer og folks skriverier på facebook og har været fristet til at prøve det, men mine andre interesser for rally og agility har været nok for mig. Der skal jo være tid til det hele.

Jeg har jo lagt rally på hylden (ihvertfald for en stund), så nu er der plads til noget nyt i mit liv.

Lige nu eksploderer nettet nærmest med folk, der udbyder kurser og prøvetimer. Andre køber udstyr og prøver sig frem med lidt træning. Jeg er en af dem, der er blevet nysgerrig på sporten og har investeret i 12 hoops, et hegn og et par ”tønder”. Det er da en start og lige nu er det bare for sjov og for at få lidt anderledes træning med mine hunde.

Se videoen!

Som man kan se på videoen er mit første step at lære hundene at løbe igennem disse hoops. Gamle Kizz Me fangede det rigtig hurtigt. Pizza troede, at det var en form for slalom, hvis jeg satte hoopsene for tæt på hinanden. Men prøv lige at se, hvad 10 minutters træning gør ved hundene!! Ih, hvor de elsker det.

Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden bringer for denne hundesport i Danmark.

Pizza

24 tricks fra 1. til 24. december

Jeg brugte nissehue som almindelig hue, når jeg gik tur med hundene. Her er vi juleaftensdag på molen ved Sortsø.

Jeg skal da nok lige love for, at jeg gik all in i DKK’s julekalender, som har haft udfordret hele hundedanmark med nye hundetricks hver dag på deres facebookside gennem december måned. Mange af mine veninder gik med på legen og det var sjovt at se deres løsningsvideoer.

Jeg lovede mig selv at lære begge mine hunde trickene hver dag. Og hvis jeg følte, at det var lette tricks for mine hunde, gjorde jeg det sværere for mig selv og dem ved at lade hundene udføre øvelsen samtidig.

Jeg måtte dog gå på kompromis den sidste dag, hvor tricket var, at hunden skulle springe op i min favn. Der måtte Kizz Me på næsten 11 år ”springe over”. Jeg syntes, at det var for hårdt for hendes krop.

Det gik rigtig fint hele december, men der var dog et par bump på vejen.

Vi blev udfordret af, at min mand og jeg var på juleophold i Lübeck en forlænget weekend midt i december. Heldigvis havde vi hundene med, så de stadig fik lært et trick hver dag. Bl.a. ligge død, hvilket jo passede fint med ”døden fra Lübeck”.

Min mand og jeg tog på juleferie i sommerhus allerede den 20. december og jeg havde glemt at få min klikker med (jeg shaper oftest mine øvelser), så jeg måtte bruge min stemme, hvilket kan høres på videoen, især den 23. december.

Se her en 2 minutters video af alle øvelserne.

 

1 dec hundehoved i under pude
2 dec selfie
3 dec hviske
4 dec hoved ned
5 dec skam dig
6 dec gæt en hånd
7 dec bukke
8 dec hånd over hånd
9 dec twist
10 dec vinke
11 dec elefant
12 dec skub bil
13 dec død
14 dec be
15 dec gå på fødder
16 dec bakke
17 dec give me five
18 dec give me ten
19 dec hold om stok
20 dec op i kasse
21 dec fremsend til plade
22 dec låge og skuffe
23 dec løft bagben
24 dec spring op i favn

Der er stadig et par af øvelserne, som trænger til at blive afpudset, men det skal nok blive løst hen ad vejen.
Tak til DKK og Zara for at tage julekalenderen op. Det har været herligt at være med.

 

 

 

Julekalender for hundetricksentusiaster

Selfie med Pizza

Min arbejdsplads Dansk Kennel Klub har i år lanceret en julekalender, som er fyldt med spilopper. Hver dag åbnes en luge i julekalenderen og et nyt trick popper frem, som man kan øve på. Jeg er fan af denne julekalender. Nu er det på tide at prøve nogle nye tricks og jeg har det mega sjovt med mine hunde.

Den 1. december skulle hundene stikke hovedet ind under en pude, som en struds.
Den 2. december skulle hundene posere for en selfie.

Hundene synes, det er rigtig sjovt at lave tricks med mig. Kizz Me prøver selvfølgelig hendes yndlingsøvelser af først (det er dæk og kryds poter), hvorefter hun begynder at arbejde for shapingen.

Glæder mig til den 3. december 🙂

Hvis du vil være med til at åbne op for en kalenderluge hver dag, så find julekalenderen på DKK’s facebooksite:
https://www.facebook.com/DanskKennelKlub/ … der er præmier på højtkant.

Her er en mindre heldig selfie, Pizza troede i starten altid at hun skulle kysse mig samtidig 😉 (snudetouch).

Øvelse gør mester

Vi er nogle stykker, der har været fascineret af agilityverdensmesteren Stanislav’s handling i et stykke tid. Vi samledes så i dag i en agilityhal for at træne på nogle momenter, hvor fjerndirigering kan komme på tale som et alternativ, hvis man ikke kan nå op til sin hund på banen.

At tolke på Pizzas ansigtsudtryk efter træningen, så var hun vist meget tilfreds med dagens agilitytræning. Uha, jeg elsker den hund.

 

Jeg har især brug for denne fjerndirigeringshandling i fremtiden, for jeg bliver jo ikke yngre, og at komme op på samme hastighed med min hurtige hund, det når jeg aldrig. P.t. har jeg stadig en fod, der gør knuder, så det gør det jo heller ikke bedre.

Jeg skal have indøvet verbale kommandoer på Pizza, så hun drejer til den rigtige side, kommer ind til mig og tager spring udefra – dette arbejde er godt i gang og det nyder jeg godt af, når vi er til konkurrencer. Største opgave for os er faktisk at løbe fremad, især hvis der står nogle andre forhindringer ude til siderne, som trækker. Så de gode gamle fremadsendelser skal vi tilbage til. Så at sige “back to basic”.

Her er en video, som Stanislav har lagt op på sin youtubekanal. Så kan I måske bedre forstå min fascination:

.

.

.