Cocios første succes
8. maj 2021 Skriv en kommentar

Cocio har været en atypisk border collie i hendes ungdomsperiode. Hun har været helt anderledes at træne med i forhold til mine andre border collies. Når jeg har skulle træne hende, har jeg skulle finde ud af, hvad hun tændte på af godbidder. Det har ikke været let, men jeg endte med hendes foder blandet op med lækker dåsemad, og så give hende belønning med en te-ske med snasket foder på. Det kunne hun godt lide, det var dog lidt besværligt. Mange gentagelser, har jeg ikke kunne foretage, for hvis øvelserne var for svære for hende eller jeg forlangte lidt for meget, så tjekkede hun ud, og gik over og lagde sig i kurven midt i træningen i stuen. Meget atypisk og ikke noget, som jeg har genkendt fra mine andre border collier. Og øvelserne var ikke svære, det var helt normale tricksøvelser. Men jeg er ikke sådan en person, der bare giver op. Jeg har fundet nogle andre ting at træne med hende, for hun har hele tiden været til fart og glæde, så hoops, tunneler og løbe gennem springstøtter har hun været rigtig glad for.

Jeg har derfor hele tiden tænkt, at hun aldrig bliver nogen rally- eller lydighedshund. Måske den første af mine hunde, der ikke skulle til en rallyprøve. Panik blev rally og super rally champion. Du Der blev rally champion. Kizz Me er rally og super rally champion. Pizza er rally champion. ….. men Cocio syntes, at det var dødkedeligt med rallyøvelser. Så jeg overvejede, at jeg slet ikke skulle lave rally med hende og kun agility og hoopers.
Men en dag for nogle måneder siden tænkte jeg, at jeg skulle se, om hun var ved at være klar i hovedet til at lave lidt rallylydighed. Og det var som om, at hun var en helt anden hund. Modnet sent. Men bedre sent end aldrig. Samtidig har jeg også givet hende tid, Søren og jeg har solgt og købt hus, Pizzas har haft hvalpe, så træning har der heller ikke været så megen tid til. Ja, undskyldninger er der nok af.
Så jeg vovede at tilmelde hende en rallyprøve 1½ måned senere lørdag den 8/5-21.
Jeg bliver nødt til at have mig et konkurrencemål med min træning for at tage mig sammen. Det er egentlig for dårligt af mig, at der skal være et decideret mål, men sådan er jeg nu engang indrettet. Jeg kan dog forstå, at mange andre har det på samme måde. Tilmeld dig en konkurrence med din hund for at få trænet der hjemme. Pinligt.
I mandags fik jeg en besked om, at der var nogle, der var sprunget fra til en aftenrallyprøve i Rødovre den 7/5-21, og jeg havde for en måned siden spurgt om jeg måtte komme på venteliste. Så jeg var heldig, at der var plads til både Kizz Me i senior og Cocio i begynder. Det var dermed Cocios første rallyprøve i fredags.
Jeg har for mange mange år siden været til et arrangement i Rødovre Brugshundeklub, så jeg vidste i forvejen, at klubben lå klods op ad motorvejen. Så det var lidt et sats, når ingen af mine hunde er vant til støj fra mange biler (man bor jo på landet).

Kizz Me var den første hund på banen fredag eftermiddag. Hun var særdeles FRESH, missede et par øvelser og havde et par ommere, og så var det for mange minuspoint, og dermed fik vi besøg af IB (ikke bestået). Men sikke en glæde og iver hun havde. Ikke til at se, at hun var stævnets ældste hund.
Det blev mørkere og mørkere og da klokken var næsten 21 var der banegennemgang for begynderklassen og Cocio var tredje sidste hund. Det er lang tid siden, at jeg har været så nervøs til en rallyprøve. Uha, for Cocio elsker alle mennesker og hunde, så jeg var nervøs for, at hun ville ud og snakke med alt og alle, når vi var på banen. Der var mange venstredrejninger i klassen og det elsker Cocio. Så vi gik på banen og jeg havde faktisk en god fornemmelse – men også hjertebanken. Cocio gik rigtig fint, jeg skulle dog kæmpe lidt for hendes opmærksomhed i højrevendingerne, da hun kigger ud på tilskuerne, når hun vender rundt, men hun var med mig, og så koster det ikke point rally. Da hun kom i mål var jeg bare så super glad, for jeg var egentlig blot kommet til prøve, for at få en god oplevelse med hende. Men da dommeren fortalte, at hun havde fået 100 point, så blev jeg helt rørstrømsk og måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Og jeg måtte også kæmpe med mig selv for ikke at kramme dommeren … men det gør man bare ikke under corona!
Her er Cocios prøve:
Til slut var der præmieoverraskelse. Der var 3 hunde med 100 point, men Cocio var hurtigst, så hun vandt sørme klassen. Sikke en debut. 100 point til første prøve og opnåelse af titlen RBM samt vinder af klassen. Hun blev 1 år i marts. Jamen dog. Sikke en stjernehund. Og vist nok stævnets yngste hund.
Tusind tak til Hanni Zimmer (ejer af Cocios bror Cuba), som filmede og tog billeder. Det sætter jeg virkelig pris på. Og det var virkelig hyggeligt at snakke med folk igen (det gør man jo næsten ikke her under coronasituationen).

Lørdag morgen, tidligt op, for jeg havde jo tilmeldt Kizz og Cocio til endnu en rallyprøve. Så afsted med os til Kirke Hyllinge.
Kizz Me skulle på banen først og hun gik som en drøm. Virkelig fine momenter og 89 point. Meget tæt på sit første seniorrallycert, kun et par poters flyt afgjorde pointene. Det er godt nok ikke til at se, at Kizz Me er 12½ år gammel. Kizz Mes søn Chat er også i seniorklassen, han er 10 år og han vandt klassen med en fremragende bane.

Cocio var igen en af de sidste, der skulle op og jeg var igen nervøs for, om hun syntes, at omgivelserne var mere spændende end jeg. Et par gange kiggede hun ud og logrede til folk (positivt problem), men jeg fik hende med og hun var glad. 95 point og 4. vinder på dagen. Det er da fuldstændig okay og meget godkendt af mig.
Sidst men ikke mindst … Ihhhh, hvor var det skønt at være sammen med mine rallyvenner igen. Især Mette Jensen har jeg savnet samværet med.
Glæder mig til fremtiden med Cocio og flere rallyprøver. Men nu begynder agilitystævnerne med Pizza og de har førsteprioritet, men kan nok klemme en rallyprøve ind i ny og næ 😉
Vi ses derude, nu lukker Danmark op!