Campingvognens jomfrutur

Endelig endelig endelig kom weekenden, hvor jeg skulle på jomfrutur med campingvognen. Nej, ikke fordi jeg er jomfru 😉 ha ha, og nej det er campingvognen heller ikke. Men dette var min første weekend i den brugte campingvogn, som jeg købte for et halvt år siden.

Det var ellers lige ved, at jeg ikke kom afsted i campingvognen, idet jeg lige nu ikke har en bil med træk på. Søren og jeg solgte jo vores Kia Optima for et par måneder siden, fordi vi troede, at vi skulle have ny bil snart, men leveringen af den nye bil bliver ved med at blive udskudt.

Heldigvis har min veninde Susanne træk-krog på sin bil og da hun jo skulle med til agilitystævnet, så var det hurtigt regnet ud, at vi da bare kørte i hendes bil i stedet for.

Jeg har glædet mig som et lille barn til denne tur. Lige så meget som da jeg gik i 1. klasse og skulle i Djurs Sommerland for første gang (og det var stort dengang!)

Fredag eftermiddag kom Susanne og hentede Pizza, Cocio og jeg. Vi fik campingvognen på krogen og så kørte vi stille og roligt mod Nykøbing Sjælland. Afsted til 2-dages agilitystævne hos DcH Nykøbing Rørvig. Der var høj stemning i bilen og vi sang ”vi er to på tur” og ellers skrålede vi med på Peter Belli-sange. Vupti så var vi fremme. Tiden går hurtigt i godt selskab.

Vognen fik en fin plads ikke så langt fra agilitybanen. (Vi kunne se startområdet fra forteltet). Jeg fik sat forteltet op og ellers rigget campingvognen til med indhegning til hundene og så videre. Midt i det hele kom søde Mia Vest Rasmussen forbi med dejlige Diaz (Pizzas datter). Se lige det dejlige billede jeg fik taget af Diaz. Diaz skal have næste kuld hos mig om et års tid.

Asasara OMG Cameron Diaz
Hundene følger med i pølsekogningen

Fredag aften var aftensmaden var en omgang hotdogs med rosé til og så derefter en omgang gin-smagning. Whats not to like.

Gin-smagning sammen med Susanne

Bent og Marianne kom på besøg lidt senere og jeg fik hevet nogle spil frem, som vi grinte så højt af, at andre omkring os begyndte at grine. Og de forsøgte at gætte, hvad vi spillede. Vi spillede et spil, der hedder ”kryptisk”. Meget sjovt at skulle gætte, hvad der står på et kort, når bogstaverne nogle gange er volapyk. Men med en sjofel tankegang, så gik det ret let. Det var en skide hyggelig aften i gode venners selskab.

Pizza og Marianne elsker hinanden.

Op næste morgen og så i gang med agilitystævne. Cocio deltog i 4 løb om dagen og Pizza i 2 seniorløb om dagen. Det gik fint lørdag, hvor Cocio blev nr. 2 i spring1 og hun vandt sørme spring åben. Rigtig god dag.

Vejret var varmt, men heldigvis blæste det, så det føltes ikke kvælende.

Ugen inden stævnet hørte jeg, at der på stævnepladsen ikke var en bruser, så vi kunne ikke komme i bad. Så jeg købte sådan en sort bruse-pose med lille slange med brusehovede hos T-Hansen til 59 kr. Denne 20 liters vandpose lå så i solen i løbet af eftermiddagen og da stævnet var slut om aftenen, så riggede jeg en bruseniche an inde i forteltet (mit gamle gardin fra stuen i Ulse) og ih og næh hvor var det dejligt med et varmt brusebad efter en klistret dag i varmen med sved og solcreme på kroppen. Jeg fik sågar også vasket hår. 

Spejderlone lavede da bare en bruseniche i forteltet, nu hvor der ikke var bad på stævnepladsen.

Susanne mente ikke, at hun havde overskud til at gå i bad, men jeg fik hende alligevel også lokket ind under vandstrålerne, … ja ja ja først da jeg var færdig. Det blev hun enormt glad for – altså for at få et bad. Vi bøvlede faktisk lidt med at få posen med det varme vand til at blive på taget af campingvognen, så en person skulle stå og sikre vandposen, så den ikke gled ned. Nøj, det var skønt med et bad!!!!

Her ses posen liggende oppe på taget med vandslangen ned ved siden af vognen og ind i forteltet, hvor jeg havde lavet bruseniche.

Stævnet lørdag tog lang tid. Jeg tror måske, at folk ikke kom hurtig nok ind på banen til start, men det var primært på grund af startspringet stod lidt uheldigt inde på banen, så folk ikke turde kunne komme hurtigt nok frem, … eller også var slutspringet placeret, så det stod for tæt på startspringet. 10-20 sek. ekstra pr. løb, ja så kan det nemt blive en lang dag, med mange starter.

Lørdag aften samles DcH Næstved folket sig i Bent og Mariannes fortelt. Marianne og jeg havde forinden været i Netto for at handle ind til fælles aftensmad. Det var vildt hyggeligt med gode burgere med bøf fra grill. Jeg havde min mormor og morfars gamle spil Æsel med og vi fik spillet lidt og grint meget (og jeg måske også råbt lidt). Elsker det sammenhold vi har i Næstved.

God klubånd!

Søndag morgen fik Marianne næseblod, så jeg tilbød at løbe med hendes hund Keeper i klasse 1 løbene. Det gik super godt. Ganske få småting bevirkede, at jeg blev disket med Keeper, men det var dæleme tæt på, at vi ville have endt helt i top i begge løb. Hende låner jeg gerne igen. Hun har samme vildskab som Kizz Me og Cocio. Så jeg kender stilen.

Cocio løb igen super godt i springløbene. Spring klasse 1 vandt hun (men jeg kan ikke bruge flere springpinde for at rykke op i klasse 2). AG-løbene sker der altid et eller andet i, så vi ikke får fejlfrie løb. Spring åben vandt hun igen søndag.  Pizza vandt også spring åben for seniorer.

Se Cocios vilde spring åben løb.

Der skulle tanken om at vinde en bestemt lampeskærm fra præmiebordet som motivationsfaktor. Så jeg gik faktisk efter at vinde præmiekuponer. Yes, det er rigtigt. Det var lige det, der skulle til. Da jeg så kom ind til præmiebordet opdagede jeg, at lampeskærmen i størrelse og form ikke kunne bruges i campingvognen. Den var ellers så fin med hundehoveder på.

Frokost søndag var kolde rugbrødsburgere med bøf-rester fra lørdag aften og så med remoulade.

Søndag eftermiddag fik vi besøg af mine venner Rune og Christian. Shit mand, hvor var det dejligt at se dem begge og især Christian efter en heftig omgang med hospitalsindlæggelse m.v. ❤

Nykøbing-Rørvigs konkurrenceudvalg gjorde det godt, når man tænker på, at de var lidt grønne i det. Men hvilket humør og engagement. Det stævne kan de godt være stolte af.

Campingområdet ved stævnet. Billedet her er taget ved nattetide. Nattergalen sang lystigt hele natten. Virkelig hyggeligt.

Sikke en skøn jomfrutur i super godt selskab med super gode resultater.

Nu er begge mine hunde udtaget til Sjællandsmesterskabet i agility i DcH.

Cocio sover sammen med sin medalje 🙂

.

.

.

Før og efter oprydning af træer

I Sortsø har vi en sommerhusgrund, hvor vi hvert år kører campingvognen ned og holder en uges sommerferie. Vi har dog haft sommerhusgrunden til salg et års tid, da 1 uge i Sortsø er for lidt i forhold til, hvad det koster at holde grunden ved lige med hensyn til græsklipning, grundejerforening, skatter m.v.

Efter vores vinterferie i et hus i Sverige, hvor vi stort set var uden wifi og ikke brugte tv særlig meget, og dermed var meget sammen, har vi syslet lidt med tanken om at bygge et sommerhus i Sortsø i stedet for at sælge grunden.

Ved at få et sommerhus får vi brugt mere end blot den enkelte uge hvert år i Sortsø. Flere weekendture og ferier er drømmen. Vi kommer væk fra dagligdagens tv og wifi og kommer samtidig hinanden mere ved og hygger os rigtig meget i forhold til der hjemme, går flere ture, spiller spil og synger ved bålet. Samtidig er der i et sommerhus også bedre komfort i form af rigtig toilet og badeforhold. Et sommerhus er også bedre isoleret end en campingvogn og kan dermed bruges weekender året rundt.

For at der kan være plads til et sommerhus og for at få mere sol ned på grunden i dagtimerne har vi været nødt til at fælde en del store træer. Vi fældede det ene træ selv, men de resterende havde vi et professionelt firma til at hjælpe med. Firmaet fældede træerne og skar træerne op til normale brændestykker. Vi skulle så selv bortskaffe alt det andet og selv stå for brændeflækning.

Lige nu har vi drømme om et sommerhus. Vi får at se, om drømmene bliver til noget. Hvis de ikke gør, så beholder vi nok sommerhusgrunden alligevel og camperer måske bare lidt mere i Sortsø, nu hvor grunden er blevet mere lys og venlig.

Jeg skulle egentlig have været i Holland i St. Bededagsferien efter en hundehvalp, men hvalpekøbet gik i vasken. Så tiden blev brugt på sommerhusarbejdet i Sortsø og så en smut til Døllefjeldemussemarked. Min skridttæller gik amok og jeg havde gået ca. 10 km rundt på grunden søndag. Det kunne godt mærkes i benene mandag!

På billedet i den grønne ring både på før og efter billedet kan man se en busk, som ser ud som om at den står for enden af grunden på førbilledet. På efterbilledet ser det nærmest ud som om, at busken står midt i haven, idet vi har fået ryddet et kæmpe område bagved. Der står ligeledes 2 høje stubbe, som vi skal bruge til at sætte en hængekøje op mellem.
På førbilledet kan man også se, hvor mange skygger der var på grunden pga høje træer.

Nyt fortelt og det gamle liv tilbage

Det er så pragtfuldt at have hvalpe og se dem vokse sig store og stærke. Men det er også et hårdt arbejde. Først skal der findes en god han (denne gang i udlandet), så ventes der på løbetid, så findes tidspunkt for ægløsning, så til Tyskland i 3 dage til parring, så ventes der på tegn på drægtighed, så fødes hvalpene. De næste 8 uger går med at passe, pleje, rengøre, socialisere, stå op om natten eller tidligt om morgenen, besøg minimum hver anden dag af hvalpekøbere og venner. Hele ens liv er på den anden ende i 3-4 måneder. Nogle mennesker spørger mig, “er det ikke hårdt, at komme af med hvalpene”? Nej, det er det ikke. Jeg har dog følelserne med, og fælder tårer, når hvalpene er rejst. Men hold da op, hvor er det hårdt arbejde!!! Borderhvalpe på 8 uger er bare SÅ klar til at rejse hjemmefra.
At have hvalpe er en dejlig tid – men en hård tid. Nu kommer det gamle liv tilbage.

5 dage efter hvalpene var rejst var det friweekend. Søren og jeg pakkede campingvognen og drog ned til vores sommerhusgrund (som iøvrigt er sat til salg, se link øverst på denne blog). Hele ugen har vi holdt godt øje med vejrudsigten. DMI lovede en del regn, men det så faktisk ud til, at der skulle være opholdsvejr mellem kl. 16 og 18. Så snart jeg havde fri fredag kørte vi til Sortsø (Nordfalster). Vi satte vores nye kampa lufttelt op, det gik utrolig nemt – ingen stænger!!! Det er også lidt større end vores gamle rejsetelt. Lidt efter, at alt var på plads, begyndte det at regne. Pyt skidt. Det var faktisk hyggeligt at sidde i det dejlige store fortelt, mens regnen trommede på taget.

20160702_143423

Vores nye fortelt og den “gamle” campingvogn i sat op på sommerhusgrunden i Sortsø. Hundene elsker at komme med på tur. Denne weekend var indhegningen ikke så stor, men næste gang bliver den lavet dobbelt så stor, så hundene har større plads at bolte sig på.

Vi har også fået udskiftet vores skabe til nogle isabella skabe, som let slåes op. Ikke noget med at stænger, der skal samles og der skal klipses bordplade på m.v., næh, det hele sidder sammen og skal bare foldes ud. Nyt isabella letvægtsbord er det også blevet til.

20160701_185313

Isterningmaskinen er sat op på Isabelladobbeltskabet, bordet let sat op og øllene er klar. Så er det fredag!

Nu glæder vi os til, at det bliver vores tur til sommerferie. Turen går igen i år til Tjekkiet, hvis vejrguderne synes, at vi skal derhen. Ellers må vi finde ud af noget andet. Det er jo fordelen ved en campingvogn – vi kører derhen, hvor vi vil.
Ideen med de nye letvægtsting og det nye fortelt er, at vi ikke behøver at bruge så lang tid på at stille tingene op. Så hvis vi har lyst til at rykke til en anden campingplads, så er det fremover lettere.

20160701_115400

Men inden vi skal afsted på sommerferie er der lige en masse arbejde, der skal klares. Sådan ser mit skrivebord ud på arbejde. Kom ikke og sig, at jeg er ikke er lidt IT-nørd!