Nyt fortelt og det gamle liv tilbage

Det er så pragtfuldt at have hvalpe og se dem vokse sig store og stærke. Men det er også et hårdt arbejde. Først skal der findes en god han (denne gang i udlandet), så ventes der på løbetid, så findes tidspunkt for ægløsning, så til Tyskland i 3 dage til parring, så ventes der på tegn på drægtighed, så fødes hvalpene. De næste 8 uger går med at passe, pleje, rengøre, socialisere, stå op om natten eller tidligt om morgenen, besøg minimum hver anden dag af hvalpekøbere og venner. Hele ens liv er på den anden ende i 3-4 måneder. Nogle mennesker spørger mig, “er det ikke hårdt, at komme af med hvalpene”? Nej, det er det ikke. Jeg har dog følelserne med, og fælder tårer, når hvalpene er rejst. Men hold da op, hvor er det hårdt arbejde!!! Borderhvalpe på 8 uger er bare SÅ klar til at rejse hjemmefra.
At have hvalpe er en dejlig tid – men en hård tid. Nu kommer det gamle liv tilbage.

5 dage efter hvalpene var rejst var det friweekend. Søren og jeg pakkede campingvognen og drog ned til vores sommerhusgrund (som iøvrigt er sat til salg, se link øverst på denne blog). Hele ugen har vi holdt godt øje med vejrudsigten. DMI lovede en del regn, men det så faktisk ud til, at der skulle være opholdsvejr mellem kl. 16 og 18. Så snart jeg havde fri fredag kørte vi til Sortsø (Nordfalster). Vi satte vores nye kampa lufttelt op, det gik utrolig nemt – ingen stænger!!! Det er også lidt større end vores gamle rejsetelt. Lidt efter, at alt var på plads, begyndte det at regne. Pyt skidt. Det var faktisk hyggeligt at sidde i det dejlige store fortelt, mens regnen trommede på taget.

20160702_143423

Vores nye fortelt og den “gamle” campingvogn i sat op på sommerhusgrunden i Sortsø. Hundene elsker at komme med på tur. Denne weekend var indhegningen ikke så stor, men næste gang bliver den lavet dobbelt så stor, så hundene har større plads at bolte sig på.

Vi har også fået udskiftet vores skabe til nogle isabella skabe, som let slåes op. Ikke noget med at stænger, der skal samles og der skal klipses bordplade på m.v., næh, det hele sidder sammen og skal bare foldes ud. Nyt isabella letvægtsbord er det også blevet til.

20160701_185313

Isterningmaskinen er sat op på Isabelladobbeltskabet, bordet let sat op og øllene er klar. Så er det fredag!

Nu glæder vi os til, at det bliver vores tur til sommerferie. Turen går igen i år til Tjekkiet, hvis vejrguderne synes, at vi skal derhen. Ellers må vi finde ud af noget andet. Det er jo fordelen ved en campingvogn – vi kører derhen, hvor vi vil.
Ideen med de nye letvægtsting og det nye fortelt er, at vi ikke behøver at bruge så lang tid på at stille tingene op. Så hvis vi har lyst til at rykke til en anden campingplads, så er det fremover lettere.

20160701_115400

Men inden vi skal afsted på sommerferie er der lige en masse arbejde, der skal klares. Sådan ser mit skrivebord ud på arbejde. Kom ikke og sig, at jeg er ikke er lidt IT-nørd!

Reklamer