Sikke en afslutning på agilityåret

Pizza har deltaget på det hold, der netop har vundet årets hold i agility for store hunde.

I starten af året havde jeg egentlig ikke intentioner om at deltage på noget hold i agility, selv om jeg er fru holdwoman. Ja, jeg ELSKER hold-konkurrencer og jeg elsker stemningen omkring et hold, planlægning, strategi og kammeratskabet. En dag skrev Sabine Serwin på facebook, at hun søgte en hund til hold for store hunde, jeg tænkte lidt… og blev fristet. Jeg kom til at skrive, at jeg godt kunne tænke mig at komme på hold med hende. Og vupti, så var jeg med på holdet Bordere med IQ. Sjovt navn til et hold, men da den ene hund ikke er en border, men en groenendael, så var det jo et genialt navn.

Vi blev enige om en holdtrøje – og den blev grøn – og type bogstaver og således fik vi sammen følelsen af at være et hold, når vi var ens på banen.

Første holdløb var i april i Viborg. Det glemmer jeg aldrig. Vi startede 5 på holdet og var kommet igennem banen om lørdagen. Søndag var en holdkammerat blevet skadet og en anden blev nødt til at tage hjem. Så var vi 3, der skulle klare ærterne. Og vi gjorde det! Fik vores første point til holdet, selv om vi kun var 3 på holdet (og 3 skal igennem for at vi kan opnå point).

Stemningen var høj på holdet i Viborg efter vi havde løbet. Det blev en sen aften, men at køre hjem med armene over hovedet kunne snildt lade sig gøre.

Resten af året gik slag i slag med rigtig gode points til holdet. En hund blev skadet, en fører udgik og vi måtte trække på et par reserver. Vi deltog i 6 konkurrencer i løbet af året.

Efter 5 konkurrencer førte vores hold med 1 sølle point til holdet på anden pladsen, så intet var givet på forhånd.

I ugen op til det sidste stævne i Ribe mødtes vi alle hjemme hos mig til en gang træning, taktik-snak og efterfølgende hot dogs i havestuen. Det er vigtigt også at have det sociale aspekt med på et hold.

Sådan gik det i Ribe den 17.-18. september:
Første holdløb, der rev Pizza desværre hjulet og jeg blev nervøs for, om der var sket noget med hende, men heldigvis kunne vi fortsætte. Er glad for at have en stærk hund muskel- og kropsbygningsmæssigt. Heldigvis var Poul, Frank og Sabine fejlfrie og vi endte med at føre springkonkurrencen.

Her er en lille video af en nedrivning på hjulet som både Cocio og Pizza foretog den weekend. Når man løber, så sker det så hurtigt, at man ikke helt opfanger, hvad der er sket. I langsom gengivelse på video ser det lidt træls ud. Heldigvis skete der ikke noget med nogle af mine hunde.

Natten til søndag sov jeg dårligt og jeg var edderspændt. Ville vi kunne holde føringen? Min mave gjorde knuder og jeg prøvede at lave sportspsykologi på mig selv, og forestillede vores hold som vinder af konkurrencen søndag.

Søndag skulle det så afgøres, vores forfølgere på anden pladsen lavede (desværre for dem) et par fejl og for at vores hold så skulle vinde, så skulle vi bare have 3 hunde igennem ud af 5, for at kunne kalde os for vindere af årets hold. Det blev liiiige spændende nok.

Pizza skulle løbe som første hund på holdet. Pizza startede ud med at løbe rigtig fint og sikkert med 0 fejl …. lige indtil 4 sidste forhindring, hvor hun havde snuden inde i en tunnel, som hun ikke skulle have. Derfor hvilede afgørelsen på resten af mine holdkammerater. Poul og Frank løb fejlfrit. Så var det Sarahs tur, som havde en feberredning på et spring, men hendes frække hund valgte at tage springet fra den forkerte side alligevel. Derfor hang det hele på sidste holdkammerats skuldre. Sabine skulle igennem banen uden at blive disket for at vi kunne have 3 igennem banen ud af 5. Heldigvis er hun efterhånden en ret stabil fører (jeg har kendt hende siden hun var barn) og det fantastiske endte med, at Sabine kom igennem banen fejlfrit.

Vi vandt! Vi blev årets hold for store hunde. Præcis 10 år siden, at jeg blev det sidst. Dengang var jeg også på hold med Poul Lerche.

Jeg tudede som pisket. Jeg var bare så rørt. Ved ikke helt, hvad der går af mig på mine gamle dage. Men dette stævne var Pizzas sidste stævne som stor hund. Så følelserne var i frit fald.

Vores faste holdkammerater til finalen: Frank Rosengaard med IQ, Poul Lerche med Dizzy, Sabine Serwin med Zenna (My på billedet) og jeg med Pizza. Karen Bech kunne desværre ikke deltage i Ribe, så hun var ikke med på billedet.

Det har været en fantastisk rejse, som jeg har været på med dette hold. Vi har haft et utrolig godt kammeratskab, lagt planer, drøftet baner og lagt taktik. Vi har glædet os over fejlfrie løb og heppet på hinanden, selv om det ikke er gået helt efter planen på banen.

Det pinte mig en lille smule, at jeg ikke kunne levere et tællende løb til holdet hverken lørdag eller søndag i Ribe. Så mandag aften lavede jeg små beregninger for at finde ud af, hvor meget jeg havde ydet for holdet. Ud af vores 6 stævne weekender har Pizza haft 6 tællende løb, og når man efterfølgende får denne besked fra en af holdkammeraterne, så varmer det lidt ekstra: “Hvad du ikke har givet i point har du givet i kammeratskab og holdånd❤️ Trygheden på holdet har båret os frem. Vi har vundet sammen hele vejen igennem.”

Pizza, du sluttede altså på toppen må jeg sige. Tak for dig. Nu skal vi hygge os i seniorklassen.

Årsagen til, at jeg tager Pizza i seniorklassen som 8 årig er, at Pizza en gang imellem har tendens til at sætte af for tidligt på et spring, især hvis jeg er foran hende. Hun “dykker” ikke foran springene, men sætter for tidlig af. Og så prøver hun at indhente mig, og det resulterer i, at hun sætter af under forudsætning af, at der er 5 meter mellem springene og ikke ca 7 meter, som der er nu om dage. Så for at skåne min gamle hund og for at vi stadig kan have det sjovt uden pres om præstationer m.v. så er hun altså seniorhund nu.

Efter de individuelle finaler var Tina Tøndering og jeg vært ved en lille mundskænk og et par stykker chokolader i anledningen af, at Tinas hund var blevet agilitychampion og Pizza var blevet springchampion et par uger forinden.

Tak for en rigtig dejlig weekend alle holdkammerater!

.

.

.

Advertisement

Pizza er blevet Dansk Agility Champion

Endelig lykkedes det mig at opnå det sidste agilitycertifikat til et agilistystævne i klasse 3 med Pizza. Hun var en stjernehund på Bornholm, hvor hun vandt 2 agility klasse 3 løb. Vi løb 7 løb i alt, og hun gennemførte dem alle sammen uden disk. Super sejt.

Søren tog med på min tur til Bornholm. Vi ankom torsdag lige over middag, tjekkede ind i vores lejede hus lige uden for Rønne (lejet via AirBnB) og så kørte vi til Hammeren, hvor vi skulle se det nye besøgscenter.

Et fint hus, som vi havde lejet. Der var plads til hele familen, men desværre kunne Emma og Laurits ikke komme med.

Der er som altid meget flot på Hammeren og jeg bliver aldrig træt af at gå rundt på den gamle borg. Besøgscenteret gav interessante informationer om tiden på borgen og flot interaktion med skærme m.v.

Besøgscenteret på Hammeren er virkelig flot bygget ind i landskabet.

Bagefter var vi en smut i Allinge-Sandvig og få en meget speciel is i den cafe, der hedder Kalas Is. Jeg fik bl.a. en æble-basilikum is. Sidst jeg var på Bornholm var cafeen lukket for sæsonen, men denne gang var jeg heldig. Forstår godt, at den cafe får så god omtale på tripadvisor.

Kalas Is i Sandvig. Det er et besøg værd.

Inden vi tog til Bornholm, havde vi set første afsnit om Borgenes Ø. Det er en lille serie, som TV2 Bornholm har produceret. Vi lærte om Borgenderland, Gamleborg og lilleborg samt om øens konge. Torsdag aften så vi endnu et afsnit af Borgenes Ø.
Se afsnit her: https://www.tvmidtvest.dk/borgenes-o/borgenes-o-16

Lilleborg

Fredag formiddag drog vi mod Ekkodalen, men lige inden vi kom dertil var vi pludselig ved Lilleborg. Fedt på forhånd at have lært om borgens historie og hvordan den blev til. Man kunne forestille sig de kampe, der havde udspillet sig ved indgangen, hvor der var fundet en masse gamle pile. Vi fandt naturligvis en cache i skoven.

Indgangen til Gamleborg

Derefter kørte vi til Ekkodalen og gik op ad en masse trapper og fandt Gamleborg. Den var stor og jeg kan godt forstå, at den havde været en uoverskuelig opgave at holde i stand for de gamle vikinger. Vi gik rundt ved ringmuren og fandt en cache på bagsiden.

Fine stisystemer på Bornholm. Kizz Me toucher på stolperne.

Efter gåturen var det tid til at besøge den tv-kendte restaurant for foden af Ekkodalen. Vi havde været så betænksomme at bestille bord en uge i forvejen. Vi fik de berømte kæmpe tarteletter. Uha jeg blev mæt. De smagte godt, men jeg tror godt nok, at der skal gå laaaang tid inden jeg skal have tarteletter igen.

Kæmpe tarteletter!

Turen gik derefter til en minigolfbane. Ja, en minigolfbane!! Hvor gammeldags har man lige lov til at være? Men hold da op. Jeg forstår godt, at den fine nye minigolfbane får så mange gode anmeldelser. Banen var bygget op, så den lignede Bornholm og banens 18 huller havde alle hver deres bornholmske seværdighed. Virkelig et besøg værd, også selv om det småregner!

Uden at håne for meget … så vandt jeg over Søren!

Plan over banen. Det er altså så sejt lavet. Seværdighederne og byerne ligger der, hvor de gør i virkeligheden.

Lørdag morgen, tidligt op og afsted til Østerlars til agilitystævne. Jeg elsker at være til stævne på Bornholm. Der er kun 1 bane og man kan med ro i sindet melde sig som hjælper, da der ikke er nogen stress og jag med at skulle nå at være både det ene og andet sted samtidig. Der er masser af plads til at varme hund op og der er tid til at snakke med alle ens venner. Min hvalpekøber Laila havde reserveret teltplads ved siden af hende. Det var ÅH så hyggeligt at sidde ved siden af hende hele weekenden. Vi fik rigtig snakket og Cocio og kuldsøster Jo-Lee (tidl. Juice) de fik leget en hel del.

Hmf, tidligt om morgenen, med vådt hår. Jeg har vist ikke fået drukket al min morgenkaffe på dette billede!

Pizza i fuld fart i slalom. Foto: Leif Kjærgaard

Lørdag aften var Søren og jeg ude at spise på Selmas Homecooking i Rønne og derefter var jeg også godt brugt. Det blev til over 20.000 skridt og benene var ømme.

Cocios kuldsøster Jo-Lee og Cocio hyggede sig virkelig sammen. De var hverken aggressive eller for voldsomme. Blot kærlig leg og småtyggeri. Njaaa, måske lidt vild leg indimellem, men for pokker, de var søde.

Søndag morgen var der banegennemgang allerede kl. 7.10, men jeg havde aftenen inden skrevet en besked til arrangøren, at jeg ikke deltog i dagens første løb. Det var ”bare” en åben klasse, der ikke talte til noget. Min fokus var på klasse 3-løbene.
Agility klasse 3 søndag var lige noget for Pizza og jeg. En nærmest umulig bane, hvor man blev låst bag balancen fra 4 til 5 og hvis man ikke havde lært hunden en fremadsendelse, så ville hunden automatisk dreje til den ene eller anden side efter tunnelen. Jeg har jo smugtrænet lidt hoopers på det sidste og dermed en masse fremadsendelser, så jeg gik banegennemgang med ro i sindet, hvorimod mine konkurrenter gik og små-dissede banen, hvilket tændte mig endnu mere.

Jeg elsker udfordringer og er faktisk bedst, når banerne har en høj sværhedsgrad. Pizza løste banen fint og vi vandt klassen. Det er lang tid siden jeg har fået så mange søde og rosende kommentarer. Tusind tak alle sammen, I skal bare vide, hvor glad jeg har været for dem alle!

Der var dermed det sidste agilitycertifikat til Pizza og hun kan nu kalde sig for Dansk Agility Champion.

Lige efter præmieoverrækkelsen kørte vi til havnen og tog turen tilbage til Sverige. Turen hjem med færgen gik virkelig hurtig, for Søren og jeg kom til at sidde blandt en masse agilityfolk … og så gik snakken jo.

Hvor er jeg priviligeret over at have en sød mand med på tur til Bornholm, som sagtens kan opleve en masse sammen med mig, og også kan finde ud af at opleve noget på egen hånd, selv om jeg fjoller rundt blandt alle agilitytosserne.

Pizza vandt 2 ud af 3 AG3 løb på Bornholm!

Det blev til skal ikke

Hygge til træning kan være lige så sjovt, som at gå til konkurrencer og løbe efter de eftertragtede landsholdspladser samt deltage til NM/VM.

Jeg skrev jo for en måneds tid siden, at jeg overvejede at søge landshold i agility i år. Min endelige konklusion blev et ”skal ikke”. Beslutningen blev taget mest på baggrund af Pizzas seneste konkurrence, hvor hun ud af 4 løb ikke havde et eneste fejlfrit løb (dog 3 gennemførte). Faktisk var det sådan, at når jeg stillede til start til det pågældende stævne, så kunne jeg mærke, hvordan jeg hele tiden tænkte på at præstere på topplan og jeg følte, at alle kiggede på mig. Min mavefornemmelse var derfor, at landshold må vente til næste år, hvor Pizza har endnu mere stabilitet med sig og jeg har fået finpudset nogle flere detaljer.

Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg skal søge landshold, så skal jeg være ”sikker på”, at jeg kan få en plads på selve landsholdet og komme med til NM/VM. Hvis jeg ikke er sikker på det, så er det ikke mit år. Jeg gør nemlig ikke noget halvhjertet.

En sidste og afgørende ting var også, at jeg er enormt bange for at miste hyggen til stævnerne på grund af for stor koncentration og konkurrencepres. Jeg skal have det sjovt, selv om min hund laver 5 fejl eller bliver disket. Min hund gør alt for mig, så derfor vil jeg også gøre alt for hende, og det er at dyrke min sport på almindelig konkurrenceplan lige nu 🙂

Selfie med Pizza

Fantastisk weekend: Safri Duo lørdag og agilitycertifikat søndag

Jeg har fulgt Safri Duo i rigtig mange år. Første gang jeg oplevede dem live var faktisk i Grønland, hvor jeg var til en workshop med dem i Nuuk. Tror måske, at det har været i 1995 eller deromkring. Dengang var Uffe og Morten klassisk musikere, og var endnu ikke slået igennem som popmusikere. Uffe og Morten lærte hinanden at kende via Tivoligarden, hvor de spillede marchtromme.

Safri Duo for fuld udblæsning i Vershuset i Næstved den 16/11-2019. Jeg tror, at det er den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet. Jeg sad selvfølgelig på første række!!!

Nå, men nu var jeg altså til en lille koncert med Safri Duo i Næstved i går. Det var en koncert, hvor de i første halvdel af showet fortalte om deres klassiske karriere med små historier fra deres liv. De spillede selvfølgelig også på instrumenter.

Anden del af showet var med musik og historier om, hvordan bl.a. deres store hit Played-A-Live blev til. Meget interessant.

Jeg tror, at det har været den bedste koncert, jeg nogensinde har været med til, især fordi man fik historierne bag musikken med. Publikum blev også gjort aktive med klap i rytmer, hvilket lige var noget for mig. Rigtig fed oplevelse.

Lørdag gik jeg i seng med et stort smil på læben og virkelig ømme hænder af at klappe så meget.

Her er et lille klip fra deres koncert:

Jeg har også spillet marchtromme, det var i Silkeborg Tamburkorps. Senere var jeg trommeslager i Nuuk Byorkester og da jeg flyttede tilbage til Danmark fortsatte jeg som trommeslager i Hvidovre Brassband. Hundesport gjorde sit indtog i mit liv, og jeg blev nødt til at foretage et valg mellem musik og koncerter i weekenderne eller hundesport. Det blev hundesporten, der vandt.

Jeg har dog senere ikke kunne lægge musikken helt fra mig. Forsøgte mig med dog dancing (freestyle) og det blev da også til en enkelt konkurrence, sjovt nok med musik fra Safri Duo og en stor trommestik som rekvisit. Desværre syntes Panik dengang, at det var alt alt for sjovt, hvilket hun råbte højlydt og da hunde ikke må gø i dog dancing, trak det for meget i point, så jeg måtte opgive det igen.

Søndag til agilitystævne

Jeg har jo været temmelig handicappet pga. min dårlige ankel pga. forstuvning for 3 uger siden, så jeg har måtte lære Pizza fjerndirigering agilitymæssigt. Det bar frugt i dag. Hold da op altså en fantastisk hundepige jeg har fået mig. Pizza bringer mig så megen glæde i min elskede agilitysport. Hun gør alt for mig og jeg er virkelig taknemmelig for at have sådan en hund.

Lidt billedeudklip af en video.

Pizza løb 4 løb i dag søndag på Garbogaard. Første springløb var med en nedrivning. De næste 3 løb var fejlfri, hvilket jeg er forundret over, for det er jo klasse 3 baner, vi løber og det er ikke let at handle en hurtig hund, når man ikke kan følge med. Så 4 gennemførte løb er da total godkendt, hvis jeg selv skal sige det.

Det første agilityløb gik godt og Pizza løb fejlfrit. Susanne med Asasara Kom Her Jeehaa (Holley) løb også fejlfrit og lige et my af et splitsekund hurtigere end Pizza, vist nok 9 hundrededele af et sekund. Så hun snuppede lige det første agilitycertifikat for næsen af Pizza. Men ved I hvad, det under jeg virkelig Susanne. Det var virkelig et smukt løb de havde, og det var så fortjent.

Min agilityveninde Susanne vandt første AG3 løb og fik sit første certifikat, jeg vandt andet AG3 løb og fik Pizzas andet certifikat. Vi havde en fantastisk dag!

Næste agilityløb var Pizza første hund på banen. Åh, jeg hader jo at starte, men måtte lægge ordentligt ud og Pizza løb fejlfrit, selv om jeg kom humpende bag hende på hele banen. Faktisk var hun den eneste, der gennemførte løbet, så hun vandt selvfølgelig certifikatet. Nu mangler Pizza bare et cert mere, så er hun Dansk Agility Champion.

Her er videoklip af det sidste løb søndag:

 

Jow jow, her er beviset.

Min træning de sidste par uger, hvor jeg ikke har kunne løbe, men har måtte lære Pizza at tage forhindringer via mine verbale kommandoer har været en øjenåbner for mig. Det har været så fedt at træne. Og I dag så jeg så resultatet. 2 stk. anden pladser og en første plads.

Video af mit første agilityløb, lidt klumpedumpeagtigt og med diverse halten:

En dejlig dejlig weekend er slut.

 

 

.

Pizzas første agilitycertifikat

Der var varslet hedebølge til agilitykonkurrencen hos Sydfalster Agilityklub. Jeg tænkte så, at jeg ikke ville sidde og koge i et telt, men have lidt luft omkring mig. Jeg købte derfor en parasol for et par dage siden. Og det var klogt!

Total retro mødte jeg op med blot et hegn, stol og parasol i dag. Fuldstændig som da jeg gik til konkurrencer for 25 år siden. Der sad man også bare med parasol eller strandtelt rundt omkring agilityringene, og nogle sad også bare på et tæppe.

Eneste nye i dag var, at jeg også havde et sølvcover, til at lægge hen over hegnet. Pizza havde det heldigvis ikke for varmt på noget tidspunkt. Så min strategi virkede.

Det var et rigtig fint stævne, som klubben havde fået stablet på benene. I går var der klasse 1 og 2 stævne. I dag var det kun for klasse 3. Det fungerede rigtig fint og der var god stemning. Klubben har endnu ikke den store erfaring i stævner, men de er godt på vej. Fx havde de lavet stort set ens startlister i alle løb, og den går ikke ifølge reglerne. Jeg var en af de første i alle 4 løb, og det var jeg ked af, da jeg gerne vil have mulighed for at se de andres løb inden jeg selv skal løbe, da der godt kan være forskel på handling og hvor langt man når, i forhold til den banegennemgang man har nået. Og hvis jeg hver gang skal starte klassen, bliver jeg frataget denne mulighed i hvert eneste løb. Jeg skrev om det på facebookbegivenheden og de tog det til sig, og sendte et nyt katalog ud. Dejligt med en klub, der lytter til os gamle garvede agilitytosser 🙂

Dommer var Allan Hansen og han havde lavet nogle rigtig gode og flydende klasse 3 baner med nogle finurligheder, som gav udfordringer, men ikke noget, som vi ikke kunne løse, med den rigtige handling. Apropos rigtig handling, så blev mit første løb til en disk, da jeg lige manglede et skridt til en side og Pizza tog et forkert spring. Der skal ikke så meget fejlhandling til, som resulterer i en disk, når han har en hurtig hund. I løbet af et splitsekund kan det gå galt.

 

Pizzas første agilitycertifikat 30/6-2019

Andet løb på dagen var agility klasse 3. Første hund på banen var fejlfri og derfor vidste jeg, at hvis jeg skulle slå den tid, så måtte jeg give lidt slip på Pizzas felter, det vil sige, release hende lidt før tid, samtidig med, at jeg skulle sikre mig, at hun fik felterne. Hun var heldigvis fejlfri, blev nr. 2, men da nr. 1 allerede var champion, så gik certet videre til Pizza. YEAH!

Jeg har ikke opnået et agilitycertifikat siden 2015 (med Kizz Me), så jeg var faktisk en anelse rørt, da der blev spurgt efter Pizzas røde resultathæfte, som der skal skrives i, hvis man opnår certifikater.

Jeg må sige, at jeg er lige en anelse stolt

Nu går jagten for alvor ind på de sidste 2 certifikater før Pizza kan kalde sig for Dansk Agility Champion.

Hold nu kææææææft, hvor var det en varm dag (31-32 grader!). Efter konkurrencen kørte jeg forbi vores sommerhus, hvor jeg hurtigt fandt min badedragt frem fra skabet og så gik Pizza og jeg ud og bade i Grønsund. Det var virkelig skønt at blive kølet ned.

Næste weekend gælder agilitystævne i Højme. Glæder mig allerede!

 

 

 

 

.

Årets første agilitystævne – uha det var skønt at komme igang igen

Jeg har en tradition og det er at deltage i DKK Vibys 3-dages agilitystævne i Kristi Himmelfartsferien. I år var det så årets første stævne, idet Pizza jo har haft hvalpe, og der skal gå minimum 75 dage efter hvalpene er født, til man må deltage i stævner. Så med drægtighed, hvalpe og efter-hvalpetid, så går der let et halvt år uden agility. Det er faktisk en af årsagerne til, at jeg vælger at udstationere en tæve, så jeg ikke behøver at have mere end et par kuld hvalpe på mine egne tæver. Jeg vil ikke være en producent på mine hunde og jeg vil samtidig dyrke min hobby – hundesport.

Nå, men altså i onsdags lige efter arbejde kørte jeg afsted mod Jylland med Pizza, Kizz Me, telt og udstyr. Der var desværre den traditionsrige kø på Fyn, men det viste sig, at være en lang elastikkø hele vejen over Fyn til Skanderborg. Så det tog lidt tid at komme til Viby.

Mit dejlige Quechua-telt fra Decathlon med luftstænger. Dejlig rummeligt og selv en blondine kan finde ud af at sætte det op.

Teltet blev sat op og jeg slappede af med hundene og mødte alle mine agilityvenner. Fik kogt lidt vand og spiste en overdådig aftensmad (cupnoodles).

Torsdag var 1. stævnedag. Jeg vågnede op til regnvejr og det vejr fortsatte så resten af dagen. Pizzas første løb var fabelagtigt, blot en vægring, som desværre kostede os certet. Men vi var igang, og det var det vigtigste. Pizzas energi har ophobet sig gennem et halvt år, men hun var styrbar og skøn at løbe med.

Kizz Me er jo senior og var tilmeldt i klassen for de gamle hunde. I løbet af de 3 dage endte hun på pallen i alle sine løb undtagen 1. Hun havde 7 løb ialt. I nogle af seniorklasserne var der 21 deltagere. Så jeg var ret stolt. Faktisk havde jeg tænkt mig, at jeg skulle lave nogle hyggeløb med Kizz Me. Men men men sådan en gammel cirkushest som jeg er svær at få ud af manegen. Så da Louise løb med Ronja før Kizz Me (hun er vist 7 år) og løb et blændende seniorløb, så tændte det altså lige en konkurrencegnist i mig. Jeg gav den hele armen og vandt over Ronja, hvilket var ret sjovt, for os med seniorhunde har det virkelig sjovt sammen, også selv om der er lavet en seniorcup i år. Kizz Me er tilmeldt cuppen, men jeg har ingen intentioner om at vinde eller noget der ligner, da Kizz Me kun har mulighed for at deltage i 2 af stævnerne (tror nok, at der er 6 tællende).

Tak Kizz Me for at vinde denne lækre bluetooth-højttaler til mig.

Fra mit opsatte villatelt kunne jeg se lidt af den ene bane og høre højttalerne, hvis der skulle være indkald til nogle af banerne. Men faktisk så havde DKK Viby foretaget en smart løsning med hensyn til programmet. De fastholdt tiderne i programmet, det vil sige, at hvis en bane (der var 3 baner ialt) pludselig var foran, så startede man ikke den næste bane før tid. Det vil sige, at man kunne regne med programmet og det bevirkede, at man ikke hele tiden følte sig stresset og skulle holde øje med, om den ene og den anden ring pludselig var foran og gik igang med banegennemgang før tid.

 

Denne her lampe kunne man også vinde, men jeg undlod at tage den 😉

DKK Viby har også evnen til at have en masse søde hjælpere og deres madtelt kører bare super godt. Man kan betale med mobilepay. Der var både morgenmad, masser af kaffe, hjemmelavede burgere og aftensmad (forudbestilling).

Fra mit telt kunne jeg se ind på den ene bane og mange mennesker gik forbi teltet. Jeg fik mange smil og god dag på den måde.

Torsdag efter første konkurrencedag tog jeg ud til mine forældre i Silkeborg. Jeg havde på forhånd aftalt at overnatte hos dem og dermed ikke i mit telt. Det var meget heldigt, nu hvor det havde regnet hele dagen og man var faktisk ret våd, kold og klam.

Hjemme hos mine forældre kan jeg let overnatte i stuen. Jeg er som faster Anna fra Matador, hvis bare der er en madras, så kan jeg godt overnatte 🙂   Min søster ankom også og vi fik lavet lasagne og spist sammen. Det var hyggeligt. Mine forældre har ikke længere bil, så jeg kørte en tur med min mor. Min far aflyste hjemmeplejen og jeg hjalp ham op i kørestol og da han skulle i seng, kunne jeg også klare det. Min far er jo halvside-lam efter en hjerneblødning. Der sker dog hele tiden små fremskridt, så jeg var mægtig glad, da jeg så hvordan han stædigt selv ville sørge for at komme i seng og ordne sit tøj til natten.

Vi forærede også min far en iPad. Han fik en halv times introduktion og så håber jeg, at det kommer til at gå. De vigtigste app’s ligger på første side af iPad’en, så man ikke skal lede efter fx DMI, messenger og YouTube.

Fredag morgen op og afsted mod Viby. Vejret var heldigvis meget bedre. Faktisk så godt, at jeg endte med at blive en smule solskoldet. Jeg havde ikke taget solcreme med, da YR havde lovet regn og overskyet hele ferien.

Fredag var bare en super stævnedag. Rigtig gode løb med begge hunde og spændende baner fra udenlandske dommere. I et AG3-løb med Pizza faldt Pizza af balancebommen, men hun landede fint på jorden med alle 4 poter og løb videre. Jeg spurgte dommeren efter løbet, hvad han havde set. Han svarede, at Pizza kom en smule skævt op på balancen og i stedet for at skvatte ned og lande uheldigt, så så det ud som om, at Pizza valgte selv at springe kontrolleret ned. Hold da op, hvor er jeg glad for sådan en observation. Min hund tænker på sig selv. Det var jeg vildt glad for.

Banefixerne havde sådan nogle fine små telte at sidde i. Det var meget praktisk om torsdagen, hvor der regnede hele dagen.

Fredag eftermiddag fik jeg pludselig en invitation fra min søster (bor 15 km fra stævnepladsen) om at komme hjem til aftensmad. Yeah, fik grillet laks og min søsters super lækre mad. Hun er virkelig god til madlavning og folk booker hende lang tid i forvejen til at stå for mad til konfirmationer m.v. Så lidt heldig har man lov til at være.

Lige neden for sportspladsen går der en sti langs Århus Å. Det er en dejlig tur med skøn natur.

Lørdag var det endnu en dejlig dag vejrmæssigt. Heldigvis var der ikke så megen sol, så det var hundevejr. Fotograf og journalist fra Hunden kom på besøg og satte sig ved seniorringen. Jeg fortalte ham om seniorcuppen, så jeg er spændt på, om der kommer noget med i Hunden om det. Spring senior skulle Kizz Me løbe, og jeg havde virkelig en udfordring med den bane, da jeg bare skulle hen i position for at kunne nå at løse baneforløbet bedste muligt. Faktisk måtte jeg tage nogle råb i brug for at få mine ben til at spæne afsted. Det hjalp heldigvis, til stor morskab for publikum.

Pizzas bedste løb var i AG3, hvor der var virkelig mange ud-spring. Det vil sige spring, som hunden skal tage bagfra. Jeg hader det, men bliver nødt til at træne det, for det er noget dommerne elsker at tage med på banerne. Men denne her AG3 var virkelig fyldt med ud’erne. Jeg bruger en jysk måde at give Pizza ud-kommando, så igen var publikum ved at dø af grin (hvilket er helt fint med mig, agility skal ikke være kedeligt), så 8 stk. Uiiiii blev det til i dette løb. Pizza løb uden fejl, men endte desværre med en lille tidsfejl, da jeg valgte at beholde Pizza en lille my for lang tid på balancefeltet (som hun selvfølgelig ikke forlod i utide). Igen igen meget meget tæt på at få certet.

Pizza får massage efter sine løb. Massøren fandt ingen problemer med Pizza, hun sagde at Pizza var virkelig fin overalt.

Lørdag efter mit sidste løb fulgte jeg med i hold-konkurrencen fra sidelinjen. Jeg har ikke meldt mig til hold i år, da Pizza er for lang tid ude af sæsonen til, at jeg vil tilbyde dem en “deltids-hund”. Næste år er jeg hold-klar igen, men kun hvis det er et godt og seriøst hold.

Lørdag eftermiddag efter de sidste agilityløb pakkede jeg teltet ned og drog til Silkeborg, hvor jeg havde aftalt endnu en overnatning hos mine forældre.

Søndag var jeg ude at købe ny smartphone til min mor. Den gamle telefon var 5 år og kunne ikke længere starte op. Desværre passede simkortet ikke i den nye telefon, og jeg kunne ikke klippe simkortet til, så det passede i den nye telefon. Der er bestilt nyt simkort som min bror får installeret, så jeg kan foretage mine daglige telefonopkald til min mor. Heldigvis kan hun bruge messenger og derfor kalder vi bare op til hinanden via den app indtil videre.

En lille bøvs skal der lyde: Det er træls, når folk står op kl. 6 på en campingplads og lader sine sheltier stå og gø og gø og gø. Især når jeg ligger i telt og kan høre alt!  Jeg kunne også høre at lidt over 6 var der en person, som slap en flok hunde og jeg kunne høre dem drøne ud på konkurrencepladsen. Det tror da pokker, at der blev fundet hundelorte hist og pist.
Der blev sagt i højttaleren, at der blev fundet hundelorte, som ikke var samlet op. Faktisk tror jeg ikke, at det er folks uvilje, der bevirkede, at der lå hundelorte. Jeg tror snarere, at det er folks uopmærksomhed, fx når de står og taler med en anden, så kan ens hund finde på at skide bag ens ryg – man ser det ikke og går videre.

Nå, men DKK Viby, I har sørme gjort det igen. Skabt et fantastisk godt stævne! Klap jer selv på skulderen!

Pizza taget i fuld firspring over muren. Fotograf: Tina Hindsgaul.

Mandag var der træningsdag hos Channie. Det er skønt at få træning og en masse gode ideer til min og Pizzas videre rejse. Desværre stoppede træningen lidt for tidligt, da Pizzas ene trædepude var revet op. Så nu er der lige et par ugers pause, men vi kommer stærkt igen.

Skadet trædepude. Men det heler heldigvis hurtigt, især med god salve.

Weekend i Odense, hvor Pizza blev parret

Pizza kom i løbetid mandag, den 29. maj (lige efter Kr. Himmelfartsferien). Jeg bestilte dagen efter tid til progesteronmåling hos Canicold fredag den 9. juni kl. 14.30. På det tidspunkt ville Pizza være på 12. dagen efter løbetidsstart. Mine hunde er normalt parret på dag 13-14, så 12. dagen var ikke noget, jeg så noget unormalt i.

Men torsdag, den 8. juni (dag 11) til agilitytræning hos DcH Næstved fik Pizza lov til at gå hen til en af sheltiehannerne, da træningen var ovre. Pizza slog straks halen til side. Hannen var meget interesseret. Ja, bare hun kiggede på hannen på afstand slog hun halen til side.
Da jeg så kørte fra træning ringede jeg til Åsa (Coffees ejer). Vi aftalte, at jeg kørte til Odense samme aften. Så kl. 20.30 kørte jeg så til Odense. Coffee var meget glad for Pizza og han skummede en del med mundtøjet. Pizza var meget villig og stod bare så flot – hun var klar! Ganske hurtigt derefter parrede han hende. De hang sammen i 41 minutter, hvilket var den længste “tie” jeg havde været med til i min tid som opdrætter.

Pizza og Coffee var simpelthen så søde sammen. De var et ægte kærestepar. Første parring var på dag 11, den 8. juni 2017

Efter parringen tog jeg så hjem til Sjælland igen, var hjemme lidt i 1 om natten. Skulle på arbejde fredag morgen, hvor jeg står for IT-møde hos retten. Var lidt træt, men masser af kaffe gjorde underværker. Afbestilte tidligt fredag morgen progesteronmålingen af Pizza. Det var der vist ingen grund til at bruge tid på ifølge Coffees signaler!

Fredag eftermiddag efter arbejde tog jeg så afsted mod Fyn igen. Kl. 19.15 var jeg hos Åsa. Det regnede helt sindsygt meget, så vi tog Pizza indenfor. Coffee parrede lynhurtigt Pizza (hold nu op, hvor er han god til det!!!). Det, som jeg troede var en lang “tie” dagen før, viste sig at være en rekord, der blev slået igen. Denne gang hang de sammen i 68 minutter! Ja, 68 minutter!!!

Rigtig skønt bed n breakfast hos Anita. Jeg vidste dog på forhånd, at der ikke var kogeplader i køkkenet, så jeg havde medbragt mit skønne gasblus fra Biltema. Jeg spiser jo bacon og æg til morgenmad og det lavede jeg i min medbragte gryde.

Efter parringen tog jeg ud til Anita, som bor ca. 20 km fra Åsa. Hun har en bed n breakfast i underetagen af sit hus. Det fungerede rigtig fint for mig. Værelset var stort og rummeligt med bord og stole, sofa og 2 senge. Der var eget bad og et ikke helt færdigt køkken, men jeg er ikke sart, så jeg havde medbragt eget gasblus.

Sengene var rigtig gode og jeg sov som en sten om natten. Det var også tiltrængt.

Lørdag morgen skulle jeg have tiden til at gå indtil Coffee kom hjem fra lydighedsprøver i Vejen.

Jeg ville gerne se Odense C, så jeg begav mig ind mod byen i bil. Besøgte dog først lige Maxi Zoo i Odense V, hvor jeg fik handlet hundeguffer, ny hundekurv og en madskål med indbygget vægt (smadder smart).

Nøj nøj nøj, der er mange omkørsler i Odense, især på grund af ombygning af hele centrum, men også på grund af et kæmpe cykelløb denne dag. Jeg kørte lidt rundt, men fandt så en gratis p-plads på Jagtvej. Et lille stykke fra centrum. Jeg så på min app (googlemaps), at man kunne angive en position med “jeg parkerer her”. Det måtte jeg prøve!

Jeg begav mig herefter ind mod centrum. Fik selvfølgelig set H.C. Andersens fødehjem. Det var dog lidt skuffende, for der var store plader foran huset, så jeg opdagede slet ikke, at jeg pludselig var ved siden af H.C. Andersens fødehjem. Kun fordi jeg havde min geocachingapp tændt, pegede en streg pludselig på huset.

En nanocache var gemt tæt på Albani Bryggerierne. Den skorsten kan ses laaangt væk!

Jeg besluttede mig få at gå lidt videre i byen. Fandt ud af, at centrum er en KÆMPE byggeplads. Inde midt på byggepladsen kunne man komme ind og se en udstilling over projektet. Jeg måtte gerne have Pizza med ind, så vi var inde og kigge på plancher og en plan over byfornyelsen. Jeg syntes, at det var meget interessant. Manden, der passede udstillingen fortalte, at penthouselejligheden p.t. er i en budrunde, og højeste bud var 20,5 mio. Det er da bare et greb i lommen! 🙂

Nå, men ud på cachejagt kom jeg igen. Jeg blev ledt videre til H. C. Andersenhaven. Nøj et smukt sted. Ledte længe efter en mikrocache og loggede den først som ikke fundet. Jeg kiggede dog en ekstra gang og pludselig fandt jeg den. YES, hvilken følelse (tror kun, at det er geocachere, der kender den følelse!).

Jeg begav mig også ud til Albani Bryggeriet, hvor en nanocache var gemt. Den omrindelige bygning er rigtig flot og den tilhørende girafskorsten kan ses på lang afstand.

Jeg var ved at være lidt sulten og pludselig stod jeg ud for en forretning med italienske specialiteter. Da jeg er på LCHF-kur, og dermed ikke spiser noget med mel og kartofler, så var det lidt svært for mig at købe noget at spise. Men jeg faldt for en stor tapas-tallerken. Lækkert!

Efter en lang dag i Odense midtby var det tid til at finde bilen igen. Hurra for googlemaps og “find parkeringsplads”. Det var let at finde tilbage på den måde.

Kom lige forbi denne vej. Dette skilt måtte jeg altså lige have et billede af 🙂

Tog ud til Åsa til aftalt tid (de skulle jo lige hjem fra lydighedsprøve) og Pizza og Coffee fik igen parret. Han er godt nok god til at “finde ind” med det samme. Tæven føler ikke ubehag (ihvertfald ikke Pizza). Denne gang hang de kun sammen i “sølle” 18 minutter. Åsa og jeg blev helt overrasket, da hundene pludselig ikke hang sammen mere. Nu var vi lige blevet vænnet til at sidde og skvadre i laaaang tid, når vi ventede på, at hundene ikke hang sammen mere.

Efter en lang dag med over 11 km på gåben tog jeg tilbage til bed n breakfast, hvor Pizza og jeg hurtigt faldt i søvn.

Hurtigt op næste morgen … ha ha ha, det er løgn. Jeg skulle jo ikke nå noget, for Coffee skulle igen til lydighedsprøve, og vi havde først en date om eftermiddagen. Så jeg gav mig god tid.

Der var en cache i Anitas landsby, og den skulle lige logges. Den lå på byens legeplads, og sikke et skønt sted for børn og voksne. Stor gokartbane, masser af borde og bænke m.v.

Jeg besluttede at tage til Tusindårsskoven i Odense og gå en skøn tur med Pizza. Fik logget en cache mere. Skøn skøn skov at gå i. Kom også i nærheden af dyrskuet, men valgte at bruge tiden i skoven i stedet for.

Coffee kom hjem fra lydighedsprøve og … sørme om ikke han parrede Pizza igen. Lovebirds.

Coffee har været helt uforstyrret til sine lydighedsprøver. Når han skal arbejde, så arbejder han. Når han skal parre, så parrer han. Hvilken perfekt hund!

Åsa skrev på hvalpenes facebookgruppe lørdag:  “Coffee kan sagtens flirte med tøser, men når vi arbejder så arbejder vi. Nu har jeg mødt Pizza til parring herhjemme tre dage efter hinanden, og jeg er nødt til at sige: det er den venligste tæve mine hanhunde haft parringsbesøg af. Ikke en knurr eller sur mine. Fantastisk venlig tæve. ❤️ Glæder mig til hvalpe. ❤️”

Pizza blev parret på dag 11, 12, 13 og 14. Alle perfekte parringer.

Man kan følge kuldet via denne særlige facebookgruppe.

Sidste parring, hvor de hang sammen i 21 minutter.

I dag mandag mødte jeg en goldenhan på gåturen. Pizza kiggede lige på ham, men fortsatte bare sin gåtur uden at lægge halen til side. YES, det var et godt møde. Det vil sige, at det har været perfekt timing med Pizzas og Coffees dates.

I morgen drager Coffee til VM i lydighed. Han er på det danske landshold. Pizza måtte ikke være kommet i løbetid bare 3 dage senere end hun gjorde. Nøj, hvor har vi været heldige. Perfekt timing!!!

 

 

 

 

Koldt, solrigt, blæsende og fyldt med hagl – årets første udendørs agilitykonkurrence

Sidste weekend deltog jeg i årets første udendørs agilitystævne. Der var varslet blæsevejr, og det var der mange, der desværre fik oplevet på den lidt trælse måde. For rigtig mange havde sat telte op langs agilityringsiderne fredag aften …. og lørdag morgen havde flere telte knækkede stænger eller revnede syninger.

Da jeg ankom til stævnepladsen lørdag morgen med min oppakning så jeg, at Kaare fra KAF sad alene i sit telt. Og hvis jeg skulle sidde alene i et telt ved siden af, var det jo lidt fjollet. Så Kaare og jeg slog os sammen, og dermed var der plads til et telt mere til andre stævnedeltagere. Jeg gætter, at der er mange, der kan slå sig sammen i telte, for at gøre plads til endnu flere stævnedeltagere rundt om banerne. Jeg synes det er lidt synd, at der er mange, der sidder alene og kukkelurer. Kaare og jeg har i hvertfald hygget os og drøftet mange agilityting i løbet af weekenden og glædet os på hinandens vegne, når noget er gået godt.

Pizza i fuld fart ud af slalom. Billedet er taget af Tina Hindsgaul.

Lørdag var den mest solrige dag. Det kunne tydeligt ses, da jeg kom hjem og så mig selv i spejlet. Hold da op, hvor havde jeg fået røde kinder.

Det blev desværre ikke til nogle pinde for Pizza i klasse 2.

Men til gengæld havde hun et kanon løb i agility åben, hvor hun blev nr. 3 ud af 64 hunde. Faktisk vil jeg hellere have en fed placering i den klasse, hvor både klasse 1, 2 og 3 hunde deltager, end at få en god placering i klasse 2, hvor der er færre deltagere. Men sådan er det jo med et stort konkurrencegen.

Lørdag formiddag fik jeg spurgt et hold med belgieske hyrdehunde, om de kunne bruge en reservehund på holdet her i weekenden. De var nemlig kun 4 på holdet, og der må være 5 på et hold. De svarede heldigvis ja, og vupti, så var der en border collie med på holdet Belgierekspressen. Fantastiske søde holdkammerater. Jeg har før nævnt, at jeg ELSKER holdkonkurrencer. Og det vil jeg gerne nævne igen. ELSKER DET! Jeg får et ekstra sug i maven, når jeg skal løbe, da mit løb ikke kun gælder for mig selv, men også har stor betydning for 4 andre holdkammerater.

Lørdag startede holdet ud med, at de 3 første hunde løb fejlfrit. Pizza var sidste hund på holdet, så jeg satsede lidt for måske at kunne forbedre en af de andre hunde på holdets tid. Pizza fik desværre 5 fejl. (De bedste 3 hunde på et hold tæller i regnskabet og de 2 dårlige resultater fjernes).
Holdet lå nr. 2 lørdag.
Søndag bibeholdt vi placeringen som nr. 2 efter agilityløbet. ÅH, en fed følelse at være med til præmieoverrækkelse i hold. Det er flere år siden, at jeg har prøvet det, da jeg har holdt lidt hold-pause i et par år.
I AM BACK!!!!

Søndag blev der åbnet for de hvide sluser for oven. Kizz Me og jeg havnede i et springløb i haglvejr, men vi klarede det dog med 5 fejl (en lille bitte nedrivning). Kizz har løbet super godt i weekenden. Elsker den dejlige hund, der jo er senior, og vi nyder det.

 

En dobbelt pizzabakke

Min veninde Marianne griner altid, når jeg giver Pizza en bakkekommando. Så en dag kom hun med en særlig gave.

Så nu har jeg filmet en dobbelt pizzabakke til ære for Marianne. 😅😜

Planlægning af Pizzas fremtid

DKRLCH Asasara Jam Jam Pizza

På Samsø i efterårsferien opnåede jeg et af mine store mål med Pizza – at hun skulle blive Dansk Rallychampion. Den titel er jeg meget stolt af, også selv om det er den 6. hund, som jeg laver til rally champion.

Der er flere, som har spurgt mig, om jeg ikke snart skal til en DKK lydighedsprøve med Pizza. Og det må svaret desværre blive nej. Pizza har evnerne, men jeg har desværre ikke tiden.

Efter min oplevelse med at være stressramt for nøjagtig et år siden, så har jeg valgt nogle ting fra. LP’en er en af tingene.

Jeg vil kalde mig næsten fuldstændig raskmeldt, men det vil altid ligge i baghovedet, at jeg kan blive stressramt igen. Jeg kan ikke lade være med at mærke efter, hvordan jeg har det. Og det er meget normalt for tidligere stressramte, altid at føle efter.

Ind i mellem føler jeg, at mit åndedræt er lidt hurtigt og hjertet banker lidt for meget. Der skal ikke så meget til, før jeg kan fornemme, at en træls nattesøvn er i vente. Der skal såmænd ikke andet end en kommentar fra en rallyfører til, at jeg bliver påvirket. Jeg kan være ret irriteret på mig selv over min reaktion og efterfølgende tankemylder, så derfor har jeg måtte finde en PYT-knap frem til mig selv.

Det er et billede af en knap, hvor der står: “Tryk på PYT-KNAPPEN og kom videre i dit liv”. Det er en rigtig god knap. Den er lige så godt som sætningen “Du skal ikke bekymre dig om noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved”.

Nå, men tilbage til Pizza og hendes fremtid. Ingen LP til hende. Derimod har jeg satset på, at hun skal til DM i rally i august 2017. Jeg tog derfor forrige weekend til Vamdrup for at opnå høje points og forhåbentlig en kvalifikation til DM i ekspertklassen. Hun fik 99 point og vandt i Vamdrup. Så jeg håber, at det er nok.

Men … det er måske lidt lige meget nu. For Pizza er kommet i løbetid og skal parres i næste løbetid, hvilket sandsynligvis er i juni og dermed har hun hvalpe til DM. Så måske ingen DM til os. Men nu har hun da pointene, og hvis noget går galt med parring eller drægtighed, så kan vi da altid lige smutte til DM 🙂

Indtil parring i juni så hygger Pizza og jeg os med agilitytræning og enkelte stævner. Pizza er fuldstændig fantastisk til agility. Hun er som sin mormor Panik – hurtig og styrbar. Hver tirsdag træner jeg i Ringsted sammen med venner, som har samme ambitioner som jeg og samme niveau. Det er fantastisk at træne med nogle, som man godt kan sammen med. Jeg er ofte helt høj efter agilitytræning med Pizza, at jeg skal have soltag i bilen hjem, for armene vil ikke ned. Specielt i tirsdags var Pizza super dygtig til nogle ellers svære baner. Og hvor er det bare fedt, når holdkammeraterne siger, hvor dygtig Pizza er blevet og sikke en udvikling hun har været i. Det varmer helt vildt, Tak Marianne!
Hold nu op, hvor jeg knuselsker den hund!

 

Mål og præmier – de er begge gode at have og få

Når jeg tilmelder mig et stævne, har jeg som regel altid et mål med stævnet. Disse mål kan være delmål, fx udtagelse til DM eller opryknings”pinde”.

Før jeg rykkede Kizz Me i seniorklassen, havde jeg altid et mål med mine klasse 3 løb: Kizz Me skal have et cert. Kizz Me har altid været en vild og voldsom eksplosiv hund, at løbe med. Der har desværre ikke været mange fejlfrie løb. De fleste løb endte som regel med en disk eller med en eller flere nedrivninger. Dette var til stor frustration for mig, når jeg nu havde et konkret mål med min agility med Kizz Me.
Kizz Me rykkede ganske hurtigt fra klasse 1 til klasse 2 og op i agility klasse 3 og det var ikke rart, at hun bare ikke kom nogle vegne i denne højeste klasse. Derfor kastede jeg mig over en ny sport med hende – rally.

Da Kizz Me blev 7 år valgte jeg, at hun fremover skulle stille op i seniorklassen i agility. Hold da op en forandring for hende og for mig. Pludselig er presset for certer taget væk og min glæde ved at løbe med hende er blevet fuldstændig vidunderlig. Det kunne man også se på både hende og jeg i går, hvor vi deltog i Ribe Hundevenners løvfaldsstævne. Selv om vi indkasserede en disk i første løb, var det en rigtig fin disk. Sådan ville jeg aldrig have sagt for fx 2 år siden. Der var en disk endnu et nederlag.

Forventningerne, målene og frustrationerne er taget bort. Det er mega fedt at løbe med Kizz Me igen. Jeg griner, smiler og Kizz Me kan bestemt også mærke det. Vores løb er blevet bedre og mere afslappende.

Kizz Me vandt 2 ud af 3 seniorløb til stævnet i går. Der var derfor mange præmier, som jeg kunne vælge imellem. Valget faldt bl.a. på en busterkube. Jeg kan huske busterkuberne fra min tid i Grønland (boede der fra 1992-1997). Jeg importerede disse busterkuber og solgte dem videre til en masse begejstrede hundefolk i Nuuk. Sjovt, at de stadig produceres og sælges – altså busterkuberne.

Jeg elsker at give aktivitetslegetøj til mine hunde. Det fremgår også af et tidligere blogindlæg: Aktivitetslegetøj til hunde.

Pizza vandt ingen præmier, men Kizz Me vandt denne busterkube.

Pizza var naturligvis også med til stævnet. Hun stillede op i AG1, AG1 ekstra og SP1. Desværre havde hun 5 fejl i hvert løb. Pyt med det, for hun var fantastisk at løbe med. Hendes agilitykarriere er jo blot startet, så hun skal nok få de pinde. Jeg har tidligere prøvet, at hun lavede såkaldte “flyvere” på vipper til konkurrencer. Dem var der ingen af til dette stævne. Så allerede nu har mit indkøb af en vippe båret frugt.

Et af hendes løb kan ses her (tak til Mette Jensen, for at filme):

Jeg løb desværre ikke så godt i Ribe. Af en eller anden grund, så føles mine akillessener for korte, så det gjorde sindsygt ondt, når jeg kom i mål og også lidt under løbene, men der mærkede jeg det ikke så meget – sikkert på grund af adrenalin. Måske burde jeg slet ikke have løbet, men altså …. jeg elsker jo hundesport og derfor må jeg altså lide lidt. Jeg ved dog, at jeg skal passe på ikke at overbelaste især min akillessene i mit højre ben og må nok ud og kigge efter et blødt gummiindlæg til mine sko.

Det er iøvrigt en ‘sand’ fornøjelse at have Pizza med rundt omkring. Hendes utrolig søde væsen er så dejligt at se på, når hun charmer sig ind hos andre hunde og hvalpe. Der var flere agilityfolk, som netop havde fået hvalp, som var med i hallen. Pizza er simpelthen så god til at lege og snakke med hvalpene. Bedre socialisering for disse hvalpe findes ikke.

Efter en agilitykonkurrence har jeg altid haft et motto: “Det skal da fejres med en milkshake fra McDonalds”. Og uanset hvordan det går mig, så kan jeg altid finde et eller andet i mine løb, som skal fejres. Denne dag hos Ribe Hundevenner var uden undtagelse.

Efter denne skønne tur i Ribe sammen med min veninde Mette, så blev vi enige om, at turen går til Bornholm sammen i marts. Åh, hvor jeg glæder mig til at få en tøseweekendtur igen. Hele verdenssituationen bliver vendt på sådanne ture og jeg nyder det rigtig meget.

Vaskemaskinen er lige kørt færdig. Hundenes dækkener og hundesnor er vasket – de har fået deres farver tilbage og ser ikke lysebrune ud længere. Hold nu op, hvor er alt bare beskidt efter en dag i ridehus. Nogle gange kunne jeg mærke, at mine “tænder knasede”, når jeg gik fra bilen, gennem en lille opvarmningshal og ind til ridehallen. Selve ridehallens bund var lækker at løbe på, men opvarmningshallen var et stort sandhelvede.

 

 

Pizzas første cert i rally

LP1 LP2 RBM RØM Asasara Jam Jam Pizza fik sit første rallycertifikat 13/2-2016

YES YES YES, det er vist, hvad jeg kan sige om rallyprøverne i Kamstrup i dag. Jeg havde kun tilmeldt Pizza, men til gengæld til 2 prøver lige efter hinanden (Connie var dommer på den ene bane og Anita på den anden bane). Kizz Me og Du Der blev der hjemme og passede på huset.

Mit hadeskilt i rally på ekspertbanerne er helt klart ærespladsen. Ikke fordi, at det er en svær øvelse. Ærespladsen er bare så nervepirrende, fordi jeg har shapet (klikkertrænet) mine hunde til at finde på øvelser. Helt fra hvalpestadiet af, har mine hunde skulle finde på noget, for at få et klik og belønning. Så ærespladsen er jo det modsatte – de skal sidde eller ligge ved siden af mig eller foran mig, uden at foretage sig en skid. Så jeg frygter altid, at de slamdækker fra sitpositionen eller hopsitter fra dækpositionen.

I dag klarede Pizza ærespladsen med bravour på begge baner. På banen hos Anita skulle Pizza sidde æresplads ved en hund, som ikke var så hurtig, og som lavede flere fejl (bl.a. apporterede en madskål fra fristende 8-tal). Så da hunden endelig var færdig, var mine balder helt hårde som stål. Min konklusion er, at man kan springe motionscentret over og bare tage et par ærespladser i stedet for 😉

Connie havde tegnet en sjov bane for os hundeførere i ekspertklassen. Der var 3 skridt bagud, 2 skridt bagud og 1 skridt bagud. Det er jo en af Pizzas yndlingsøvelser. Ja, rent faktisk så meget yndlingsøvelse, at hun bakker alt for meget, så jeg skal sørge for at hun kommer hurtigt ind til mit ben, eller også skal jeg bakke hurtigt (og dermed forstærke, at hun skal skynde sig endnu mere bagud, så det har jeg valgt ikke at gøre).

Pizza fik 97 point på Connies bane, blev nr. 3 og fik dermed sit første rallycertifikat. Hun er kun lige blevet 1½ år gammel. Ih, guder, hvor er jeg stolt af hende.

Æresplads er kedelig, for man må ikke finde på spillopper.

På Anitas bane gik det ikke helt så godt. Det blev “kun” til 90 point, da Pizza var en bandit og nappede i mine bukseben under fri ved fod øvelserne. Ærespladsen varede 4 minutter og gik fint!

Det bedste af det hele var, at rigtig mange fortalte mig, hvor dejlig en hund Pizza er. Alle kan se, hvor stor entusiasme, hun har, hvor glad hun er, hvor sød hun er og ikke mindst hvor charmerende hun er. Det varmer mit hjerte, at alle synes hun er så skøn. Selv andre hunde synes hun er skøn 🙂 Bare spørg Chili.:-0

Så alt i alt en super YES dag. Det kan jo ikke være andet, når Sydkystens Hundeskole arrangerer rallystævne. Der er altid styr på sagerne og præmier til alle.

 

En gammel rotte har også brug for kursus

Pizza står og venter på, at det bliver hendes tur til træning. Vi træner i Ringsted Agilitycenter, som har rigtig godt underlag (en form for gummibelægning, som man ikke skrider på).

Jeg har været i “agilitybranchen” i over 25 år og selv om jeg kan træne selv, så kan det være godt at komme på kursus og få et venligt spark i røven engang imellem.

Sådan et spark har jeg fået i dag, hvor jeg var på kursus hos Gitte Hoffmeister. Hun havde et fint kursus på 3 timer, hvor vi var 5 deltagere. Vi var på banen 5 minutter ad gangen. Det var super for os deltagere. Jeg har flere gange tidligere været på kursus, hvor vi var på banen 15-20 minutter ad gangen, og havde dermed en enorm ventetid, før man skulle på banen igen. Så Gittes løsning synes jeg passer rigtig godt til mig og min tålmodighed. Hunden og førerne bliver ikke kold mellem gennemløbene, når man er på banen 5 minutter ad gangen.

Kurset i dag var målrettet fart og motivation. Og jeg skal godt nok love for, at det ikke var noget problem. Pizza er bare så pisse lækker at løbe med. Hun har sådan en glæde og entusiasme, som smitter af på mig. Samtidig er hun kontrollabel, hvilket er et enormt plus. Selv efter 3 timer i hallen var hun klar til at fortsætte.

Gitte er god til at komme med gode råd på de rigtige tidspunkter, og råd, som passer til de forskellige hunde og førere. Træningsbanen havde fint flow og der var god afstand mellem forhindringerne, hvilket jeg godt kan savne engang imellem, når jeg træner i hallen om tirsdagen, hvor vi skal have 2 moduler på banen samtidig.

For et par uger siden gav Pizza et piv fra sig, da vi øvede slalom i haven. Hun slog enten sin tå, pote eller skulder. Der er ikke noget at se på hende til daglig, men hun er blevet lidt forsigtig i slalom’en, når hun kommer hen til port 4-5. Jeg er derfor gået tilbage til at træne med 4 pinde der hjemme, så fart og glæde belønnes hurtigt.

Her er lidt video fra i dag, er hun ik’ bare go?

.

.

.

 

KIP betyder ikke “kan ikke præmieres”

Jeg har i dag været til rally med Vista i ekspertklassen, med Kizz Me i championklassen og med Pizza i LP2 hos Karlebos Ivrige Poter (KIP).

Et utroligt hyggeligt stævne, hvor man virkelig fornemmer den gode stemning blandt KIPs medlemmer. Jeg ville give min højre arm for at have sådan en lydighedsklub her på Sydsjælland. 

Vista (Kizz Mes datter) har jeg boende i et par uger, fordi hendes ejer er flyttet til Island. Jeg skal se om jeg kan få det sidste rallycert på Vista inden hun også flytter til Island. I dag lykkedes det desværre ikke, selv om jeg havde fået indlært mig alle de islandske kommandoer, som bliver brugt til Vista. Hun rev desværre et spring ned og havde en ommer. Så ingen cert til os. Men for pokker, hvor er hun lækker at gå med. Silja har trænet hende virkelig godt.

Kizz Me var i championklassen. Minus 4 point, så ingen supercert til os. Men en flot 3. plads.

Så kommer vi lige til det aller bedste. Jeg var til Pizzas første LP2. Det klarede hun til bravour, bortset fra en knaldapportering i apporten. Hold da op, hvor var hun en stjerne. Første gang i LP2 og første præmie og dermed endnu en titel til Pizza. Dommer var Erik Sørensen. Han er meget behagelig at gå op ved. Han noterede en ting i helhedsindtryk, som jeg aldrig har set før: Dejligt med en fører i ringen, der er 100% klar over, hvor man stiller sig til øvelsen. 

 

Pizzas og mit helhedsindtryk i LP2

 Det er da naturligt for mig at stille mig derhen, hvor næste øvelse udføres mens dommer afgiver kommentarer til den øvelse, der lige har været. Det får prøven til at glide hurtigere og hunden fanges ikke af snus i græsset eller andre ting, hvis man går rundt i det ene hjørne af prøvebanen og så bagefter skal kaldes et andet sted hen for at starte fx fremadsendingen.
Tak for en dejlig dag KIP, det kan I godt gøre en anden dag. Og tak for det gode vejr.

Historien om navningen af Pizza

For et års tid siden havde jeg en plan om, at min kommende hvalp skulle hedde Pizza.
Pizza passede godt til en merle hvalp med pletter – akkurat som en pizza med spændende fyld på.

Da Kizz Me fødte i juli kom der 5 hvalpe, heraf 2 tæver. Den ene var en merle, så den kaldte jeg hende straks for Myzli, som passer til en fin god gang morgenmad.

Da anden tæve blev født, havde jeg et billede af, at hvis det var en merle, så var det Pizza. Men hov, der kom en sort/hvid ud. Så krakkelerede mit billede af en merle Pizza.
Jeg kaldte hende for Cheeze. Men kom hele tiden til at kalde hende for Cheezecake. Så det kom hun til at hedde på stamtavlen. Jeg sender altid navne ind på hvalpe et par dage efter, at de er født.

Så var skæbnen jo den, at det var hende jeg valgte at beholde.

Men Cheeze(cake) og tiiiis, der er min tissekommando til hundene, mindede for meget om hinanden. Og det dur jo ikke i f.eks. indkaldsøvelse til lydighed: Cheeeeeeze og så sætter hun sig og tisser. … jeg kan lige se det for mig.
Så da Cheezecake var 10 uger kunne jeg stadig ikke bestemme mig for, om det skulle være hendes endelige navn. Jeg gik derimod og kaldte hende for Bettefisen. Nå, men det kunne jeg jo heller ikke kalde hende, så måske skulle hun hedde Pazta. Så det prøvede jeg at kalde hende et par dage, men syntes ikke rigtig, at det passede.

Hver mandag går jeg til hvalpetræning hos Johanna Allanach. Så i sidste uge, da jeg mødte op, var det første jeg spurgte hende om: Johanna, hvad synes du jeg skal kalde hende her: Pizza eller Pazta. Hun svarede, at “jeg synes helt klart, at Pizza er bedst.
Det var dejligt, at der var en, der kunne tage beslutningen 🙂

Dagen efter sendte jeg stamtavlen til DKK for at lave navneændring. Nu har jeg endelig fået min Pizza uanset merle eller ej.
(Så må jeg se, om jeg kan lade være med at kalde hende for Bettefisen)