Stævnet, som Berit altid taler om

Jeg har hver sommer læst Berit Bildes blogindlæg eller Facebookopslag om agilitystævnet hos DcH Harlev (ved Aarhus). Og hver gang har jeg været misundelig, men har aldrig fået mig tilmeldt, da der ofte har været et stævne eller konkurrence på Sjælland, som jeg kunne tilmelde mig (dermed ikke så megen kørsel). I november sidste år mødte jeg Alfred til et hoopersstævne, hvor han sagde, at der blev holdt agilitystævne i Harlev den her weekend 24/6-25/6 i 2023. Så jeg skrev det straks i kalenderen. Ofte er det desværre sådan, at DcH agilitystævnerne udmeldes så sent i den offentlige kalender, at jeg i mellemtiden ofte har fået tilmeldt mig noget andet i mellemtiden. Så jeg var glad for Alfreds hint.

Poul Tolderlund har taget dette utrolig gode billede af Cocio til stævnet i Harlev.

I fredags kørte jeg lige efter arbejde kl. 13 … eller nej, det var jo egentlig planen … men i trafikradioen på vej hjem fra arbejde for at hente hundene hørte jeg, at storebæltsbroen var LUKKET for al trafik på grund af uheld og der var allerede laaaang kø. Jeg lyttede så til P4 Sjælland derhjemme og besluttede, at når jeg hørte, at broen blev åbnet igen ville jeg køre afsted. Så ville det passe med, at når jeg nåede broen fra Bjæverskov af, så ville trafikken nok glide fint afsted igen. Og det gjorde den også, da jeg kørte ved 15-tiden. Det tog dog 3½ time at køre hjem til min søster – for der var ingen steder, at man kunne køre i topfart. Det var jo store rejsefredag.

Når jeg er til konkurrence i Jylland benytter jeg ofte lejligheden til at besøge familien (al min familie bor jo i Jylland). Jeg fik skøn mad hos min søster (hun kan trylle) og jeg fik afleveret studentergave til min nevø Mikkel, som kom ud med et gennemsnit på 10,5 – moster er stolt!

Efter dejlig mad og hygge kørte jeg til Sabro og satte stævnetelt op og derefter videre til min gamle agilityveninde Annmari … altså gammel og gammel … jeg har kendt hende i mange år og vi trænede sammen flere gange om ugen, da jeg boede i Jylland. Dejligt at have overnatningsmulighed kun 7 min. kørsel fra stævnepladsen. Vi fik hurtigt ordnet verdenssituationen. Når man er sammen med gamle venner er det som om, at man hurtig falder i hak igen, da man kender hinanden helt ind til det inderste. Tak for dig Annmari!

Lørdag startede med 3 lorteløb. Undskyld udtrykket, men jeg fik 3 disk ud af 3 mulige – Pizza 2 disk og Cocio 1 disk. Altså for pokker da Fru Sommer. Det kan du godt gøre bedre. Så jeg måtte jo tage mig sammen. Blev nødt til at købe lidt lodder i amerikansk lotteri, så jeg kunne vinde lidt (vandt en hylde) 🙂 Så gik det bedre med de efterfølgende løb efter jeg havde givet mig selv en intern skideballe og set de små krus, man kunne få, hvis man vandt klassen – det blev holdt løbende præmieoverrækkelser. Så var motivationen i top.

Søde og dygtige Cocio med vinderkruset.

Cocio vandt Spring klasse 1, blev nr. 2 i Agility åben og nr. 3 i Spring åben (med DM-udtag). Cocio blev bedst i åbne klasser lørdag!!! Wooooow min chokolademælk bliver ved med at imponere mig.

Lørdag formiddag fik jeg også lige besøg af min morbror på stævnepladsen. Jeg havde et gammelt fotoalbum til ham med billeder fra min oldemors tid, som min mor og far havde haft liggende. Det var interessant at høre om alle de fætre og kusiner samt gamle familiemedlemmer. I albummet var der også billeder af deres pastor og lærerinde. Altså hvem har dog et portrætbillede af sin præst i sit fotoalbum nu til dags? Tiderne er godt nok forandret.

Her er præmierne fra lørdagens konkurrence. Det blev til endnu flere godbidder og en sæk hundefoder mere søndag. Hold da op, hvor var jeg stolt – især når jeg lagde ud med 3 x disk.

Efter stævnet kørte jeg direkte til Assentoft ved Randers for at deltage i min brors og kærestes fødselsdag. “Lånte” dog lige et bad og hårvask alt imens gæsterne ankom. Jeg var klam og klæbrig efter en hel dag i solen med sved og solcreme. Det var nok det bedste bad, jeg nogensinde har fået 🙂 Skide hyggelig aften hos Posse og Rikke. Dejligt at lære Rikkes familie bedre at kende og endnu en hyggelig aften i søsters selskab. Og det krondyr og grillet rådyrryg, uhmmmm det kan altså noget med bacon omkring. Nok det bedste stykke vildt, jeg nogensinde har smagt. 😉

Søndag morgen endnu engang afsted med begge vovser til stævnedag 2. De første par løb gik strålende. Cocio nr. 2 i agility klasse 1 og nr. 4 i agility åben (med DM-udtag). Inden jeg gik på banen i AG-åben varmede jeg godt op, da jeg nemlig syntes, at det nev lidt i min højre lægmuskel. Jeg lavede udstrækning og en masse andet for at blødgøre mit ben. Alt var godt inde på banen indtil 3. sidste forhindring, smak sagde det (følte jeg) og jeg måtte humpe i mål … Cocio var for længst selv løbet i mål … endda fejlfrit. Jeg fik en mini-fiber. Avs!
Sjovt nok kan Cocio ikke løbe fejlfrit i agility klasse 1, men i agility åben (som er sværere niveau), går det ofte bedre.

Jeg fik heldigvis is på af Kurt Jensen, som havde en pose i bilen (sådan en af dem, der skal knækkes for at blive kold). Dem skal jeg da selv have nogle liggende af fremover. Man ved aldrig, hvornår man får brug for sådan nogle is-dimse-poser.

Det næste løb var spring åben, som jeg valgte at “stå!” med Cocio, da jeg gerne ville vinde præmien, som var en tegning af sin hund som hovedpræmie – (bedste hund i 4 åbne klasser). Jeg forsøgte at stå stille og handle fra midten af, nu hvor jeg ikke kunne løbe. Men det lykkedes desværre ikke, da man i denne klasse blev nødt til at følge sin hund ned i det ene hjørne for at kunne løse banen. Så hun blev disket mens jeg stod der og fægtede med armene. Men jeg gav den hele armen og stædig som jeg er, ville jeg bare sådan lige ikke give op på forhånd.

Jeg “stod” så også spring klasse 1, som blev løst inde fra midten af, hvor Cocio – som jo også er hoopershund – kunne dirigeres hele banen rundt. Hun havde desværre en slalomfejl, men ellers sad resten i skabet.

Turen hjem i bil klarede jeg heldigvis fint. Er glad for, at bilen har automatgear og fartpilot.

Pizza var flyvende og havde nogle gode løb.

Skal da ikke glemme, at Pizza vandt AG2 søndag selv om hun var en bandit og forlod feltet for tidligt på balancen. Det er som om, at de seniorhunde tillader sig nogle flere ting, fordi de ved, at vi er lidt mere overbærende. Se videoen her:

Jeg har hørt meget ros om stævnet i Harlev og det kan jeg godt forstå, at de får. Det var både hyggeligt og velarrangeret. Præmierne var rigtig gode. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har vundet 2 x 12 kg hundefoder og samlet set en hel stor indkøbspose med godbidder til hundene. Faktisk blev Cocio bedste klasse 1 hund sammenlagt for de store hunde og jeg vandt vafler og mørk chokolade, som min træningskammerat Susanne fik med hjem fra præmieoverrækkelsen (jeg var desværre kørt tidligt, da jeg ville hjem og pleje min lægmuskel). Harlev! Jeg kommer gerne igen næste år.

Jeg tror godt, at man kan fornemme, at Cocio snakker meget, når hun løber agility. Hun elsker det simpelthen så højt, at hun bliver nødt til at fortælle det hele tiden.

Jeg elsker stævner, som kun afholdes i 1 ring. Så slapper man mere af mellem løbene og har ikke det stress over at skulle holde øje med 2 ringe og flere løb samtidig. Risikoen for at misse en banegennemgang er til stede ved 2 ringe eller at skulle løbe med begge hunde på hver sin bane næsten samtidig.

Uhmmm kaffe nydes i det nye vinderkrus, som får en fin plads i min campingvogn.

I dag mandag går det heldigvis allerede meget bedre med min lægmuskel. Jeg trækker lidt på benet, men tror på, at det heler hurtigt, så jeg snart er klar på de grønne baner igen.

.

.

.

.