En gang til for Prins Knud

I sommeren 2022 modtog jeg en indkaldelse fra Region Sjælland til screening for livmoderhalskræft. Jeg har altid været til sådanne undersøgelser, når jeg har modtaget invitationerne fra regionen.

Den 31. august 2022 havde jeg tid hos min læge og fik taget celleprøve. Tager ikke lang tid og er fuldstændig uden gene, andet end at det er ubehageligt at ligge der og få en vatpind op. Måske også derfor, at så mange springer over denne undersøgelse. Men det er godt nok dumt at gøre det. For man ved aldrig ….

Den 4. oktober 2022 kom der svar på celleprøven:
“Prøven har vist celleforandringer, og prøven er derfor ikke normal. Cellerne kan være forandrede af flere årsager, og der findes forskellige grader af celleforandringer. Nogle celleforandringer kræver behandling, mens andre celleforandringer forsvinder af sig selv igen. Forventeligt skal du have foretaget en ny, udvidet undersøgelse inden 3 måneder.”

Jeg blev bedt om at selv finde en gynækolog til dette. Jeg søgte lidt rundt på nettet og kunne se, at der var nogle i Køge, som havde 1 uges ventetid, dejlig hurtigt, men også lidt underligt, når andre havde 4-6 ugers ventetid. Så min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle bruge “den første og bedste”.

Fandt en gynækolog i Roskilde med flotte udtalelser/anbefalinger. Jeg kunne få en tid den 28. november til denne undersøgelse. Det er en lidt større undersøgelse end den hos lægen. Der blev udtaget 4 vævsprøver, men det gjorde ikke ondt. Var dog ubehageligt.
Ventede flere uger og da resultatet kom for dette, viste det desværre svære celleforandringer. Anbefaling var et keglesnit.

Kilde: Kræftens bekæmpelse

Jeg kunne få tid til keglesnit 22. december 2022.

Jeg var meget nervøs for, om det ville gøre ondt at få foretaget et keglesnit. Det gjorde det heldigvis ikke, men var meget ubehageligt, da jeg hader nåle. Man bliver nemlig lokalbedøvet. Sygeplejersken hos gynækologen var enormt sød og holdt mig i hånden og snakkede til mig undervejs, så jeg havde mere fokus på at tale end at ligge og spænde op.

Min far var blevet begravet dagen før, så mit humør var i bund og jeg var følelsesmæssigt påvirket.

Et keglesnit bliver taget med noget, der ligner en ostehøvl med en klinge (eller tandtråd på en lang holder), og man bliver brændt og ikke syet. Intet af dette kunne jeg som sagt mærke, men det lugtede brændt 😉

Keglesnittet blev sendt ind til undersøgelse hos patologer. De ser efter, om det udtagne keglesnit har celleforandinger i sig, og hvor det eventuelt sidder.

Hele julen lavede jeg stort set ingenting. Lagde puslespil og slappede af. Passede virkelig på mig selv. Jeg kedede mig bravt!

Desværre fik jeg underlivsbetændelse mellem jul og nytår. Det er åbenbart ikke ualmindeligt med keglesnit. Og efterfølgende gik såret lidt op og jeg begyndte at bløde. Så i januar blev jeg syet. Det så godt nok lidt voldsomt ud, når gynækologen sad der med tråden. Heller ikke der mærkede jeg noget pga. lokalbedøvelsen. Og igen var sygeplejersken guld værd.

Svaret på keglesnittet:
Meget meget mystisk, for efter 4 uger kom resultatet fra patologerne på det udtagne keglesnit: Ingen celleforandringer! Jeg var glad et par dage.

Så langt så godt, men hvad er der så sket, når der blev vist celleforandringer i første prøve og svære celleforandringer i anden prøve?

Min gynækolog havde en svær mistanke, og hun anbefalede endnu et keglesnit, dog lidt længere oppe og mindre end det første. Jeg stoler meget på hende, og hun er virkelig dygtig og laver ikke et ekstra keglesnit for sjov. Så jeg vil hellere være “safe than sorry”.

Jeg fik så lavet dette ekstra keglesnit den 31/1-23 – og deraf overskriften på dette blogindlæg En gang til for Prins Knud. Nu venter jeg IGEN på et svar om celleforandringer.

Over et halvt år har jeg nu ventet … ventetiden er ulidelig, for jeg vil så gerne have et godt svar og være ubekymret. Jeg vil gerne være den glade Lone, som jeg plejer at være.

Jeg har også bestilt tid til HPV-vaccine. Den skal man selv betale, når man får det i min alder. Men igen… better safe than sorry. Og nu er jeg jo blevet vant til vacciner (4 stk. corona og 1 stk. stivkrampe inden for de seneste 2 år).

Efter et keglesnit må man ikke bære på noget tungt og man må ikke dyrke voldsom sport eller tage karbade – så ingen spa til mig. Man må gerne gå ture og arbejde, blot det ikke er hård fysisk arbejde. Det er rigtig svært for mig at være så stille, når jeg i hele mit liv har været meget aktiv med mine hunde.

Jeg har heldigvis min sportsgren hoopers, som hundene og jeg synes er sjovt. Der skal jeg stå stille og dirigere hunden rundt på en bane. Perfekt for sådan en som mig lige nu.

Jeg har læst mange ting om keglesnit på nettet de sidste mange måneder. Derfor kan jeg anbefale et par artikler:

  • Keglesnit – Information i forbindelse med celleforandringer
    Formålet med et keglenit er at fjerne celleforandringer på livmodermunden og/eller i livmoderhalskanalen. Læs folderen fra Rigshospitalet.
  • Lidt over halvdelen af de unge kvinder mellem 23 og 29 år takker ja til at deltage i screening for livmoderhalskræft. I 2020 var det således 52,3 procent i aldersgruppen, som mødte op til undersøgelsen. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Hos Kræftens Bekæmpelse så man gerne at flere tog imod tilbuddet. Læs artikel fra Berlingske.

Jeg har valgt at være åben om dette forløb og skrevet om det på facebook. Det har givet mig så meget, at få mange kommentarer fra venner og bekendte. Tusind tak til alle jer, der har delt af jeres erfaringer og skrevet til mig, ringet til mig, snakket til mig. Tusind tusind tak. Ingen nævnt ingen glemt.

Jeg hilser 2023 velkommen, når der er svar på keglesnit nr. 2.
Og der er det okay at være negativ 😉 – altså svaret må gerne være negativt.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

Jeg føler mig gammel

Det er som om, at der sker et eller andet med min krop. For det første, så er jeg kommet i overgangsalderen. Ja, jeg er 52 år og det måtte jo komme på et tidspunkt. Mine ulemper ved at være kommet i overgangsalderen er blandt andet mine hedeture. Dem får jeg mange af i løbet af en dag (og nat!). Det føles som om, at det prikker i huden i mit ansigt og 5 sek. efter har jeg nærmest 40 i feber. Det varer et par minutter og så er det overstået. Jeg har før hen grint lidt af dem, som havde hedeture (undskyyyyld), og tænkt “ej altså, hvor slemt kan det være”. Det er slemt!

Når jeg kører bil kan jeg pludselig få en hedetur og så er det bare op for aircon på fulde skrald. Og lidt efter så fryser jeg og så tænder jeg for sædevarmen. Frem og tilbage er lige langt. Om natten har jeg været ved at “slå til Søren”, for når jeg vågner pga. hedetur og slår dynen til side, så sker det så kraftfuldt, at jeg er ved at give Søren en lammer.
Har heldigvis en blæser i loftet, som jeg kan tænde og afkøle mig. Men især hedeturene om natten har været træls, da jeg vågner 4-5 gange om natten, og det er ikke godt for min søvn.

Jeg har været ved læge i forbindelse med den 5 årige undersøgelse for livmoderhalskræft slutningen af august og i den forbindelse snakkede jeg med lægen om overgangsalderen. Lægerne er ikke længere så vilde med at give medicin for at komme af med hedeturene, så jeg blev anbefalet at begynde på rødkløver. Så jeg tager nu nogle kapsler hver dag og synes måske, at der er en lille effekt (har prøvet dem i 5 dage nu).

Til agilitystævnet i Højme i juli kom jeg til skade med mit knæ i sidste løb. Jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet og måtte køre (hurra for automatgear) forbi en veninde på vej hjem og låne en krykke, så jeg havde lidt at støtte mig til. Hjemme fik jeg skiftevis is på og af. Jeg kunne gud ske lov arbejde hjemmefra og lå på sofaen med benet oppe i 2 dage. Min sygeforsikring “åd” besøg hos fysioterapeut, hvor jeg fik laserbehandlinger, akupunktur og massage. Det gjorde sindsyg nas. Det blev til 10 besøg hos fysioterapeuten og jeg har fået en masse øvelser, som jeg skal lave og har fået bud på at sørge for god genoptræning, opvarmning og benytte knæbind. Jeg har heldigvis et løbebånd herhjemme, som jeg har gode gåture på i højt tempo. Vil helst ikke overbelaste knæet med for megen løb. Så 10 minutter her og der i et godt tempo føles godt. Har fundet ud af, at man kan søge på Spotify efter 130 bpm hits, så kommer der ganske godt gåmusik til mig (jeg kan kun finde ud af at gå i takt).

På denne video fra august kan man tydeligt se, at jeg er håbløs bagefter, selv om jeg har knæbind på.

Jeg har joket lidt med, at jeg har fået coronasenfølger rundt om min mave. For ja, min vægt den er fuldstændig stagneret efter jeg er kommet i overgangsalderen – ja har måske ovenikøbet taget på – men vil helst ikke indrømme det. Selv om jeg er på min yndlingsslankekur LCHF, så sker der ikke en skid med vægten. Jeg kan ikke komme af med de ekstra kilo. Måske hænger det også sammen med, at jeg ikke kan motionere så meget som jeg plejer pga. de knæsmerter, jeg har haft det meste af sommeren.

Agilitymæssigt kan jeg slet slet ikke løbe som jeg skal og jeg kan ikke være der, hvor jeg vil være for optimal handling. Tror at et stille og roligt efterår vil være godt for mit knæ.

Så jeg føler mig altså gammel. På det seneste har jeg hørt Gnags’ nummer: Når jeg blir’ gammel, … den tekst siger faktisk ret meget.

….

Ja og for lige at slå hovedet på sømmet så fik jeg i dag besked fra Region Sjælland, at celleprøverne ikke er normale, så må have fat i lægen i morgen og høre, hvad det betyder for mig. Sikkert nogle ekstra undersøgelser (advr, hader dem) … og forhåbentlig er det bare en bagatel.

.

.

.