Jeg er heldig i denne coronatid

Jeg savner min familie, jeg savner mine kollegaer, jeg savner mine agilityvenner, jeg savner at få besøg, jeg savner at få kram, jeg savner at kunne give hånd … der er ufattelig mange ting, som jeg savner i denne corona-tid. Jeg tror, at alle har det lige som jeg – altså næsten alle.

Men 1 ting, som jeg er meget glad for i denne tid, det er min hjemmearbejdsplads. Altså hvor heldig har man lige lov til at være?!?! Den dag coronaen brød ud fødte Aqua 6 hvalpe, og jeg fik besked på at arbejde hjemmefra. Jeg har et lille skrivebord her ved siden af hvalpegården, hvor 6 fuldstændige fantastiske og vidunderlige og skønne og lækre hvalpe vokser op. De sover lige nu det meste af tiden, men jeg kan følge med i deres opvækst og se hvor fint et arbejde mor-Aqua gør. Hvor heldig har man lige lov til at være. …? Jeg spørger bare! Min arbejdsgiver er også heldig, for hold da op, hvor får man produceret meget, når man arbejder hjemmefra.

Hjemmearbejdsplads ved siden af hvalpegården – heldige mig

Træning af hundene foregår ikke på træningspladsen med mange klubkammerater eller i den lokale agilityhal. Åh, hvor jeg savner samværet med mine kammerater. Den ping pong med gode råd til hinanden, kærlige hints og drillerier er en mangelvare her hjemme. Jeg har en lille have, hvor der er plads til et par spring, en 3 m tunnel og en slalom – dette bevirker heldigvis, at der er mulighed for at nørde lidt på svære slalomindgange eller andre udfordrende ting, så som uiiiii på afstand.

Agilitystævner bliver tidligst i juni måned. Men altså, så sparer jeg da de penge 😉 Det er da positivt… og min mand ser meget mere til mig i denne forårssæson (ved ikke lige, om han synes, at det er positivt 😉 ha ha ha.

Verden sparer også brændstof og forureningen bliver mindre. Det er jo meget positivt. Dog er jeg nervøs for fremtiden og for alle de personer, der er blevet arbejdsløse og de små og store virksomheder, der har det svært.

Jeg følger Jim Lyngvild på instagram og han havde et godt budskab (kærlig opsang) i dag, som jeg vil dele: https://www.instagram.com/p/B-hVnD4g-p-/

Ting vi kan lære af denne tid er, at vi finder ud af at bruge elektroniske kommunikationsmidler endnu mere: Facetime, skype og især gruppeopkald på messenger med video, … you name it – we do it!

Når corona’en er ovre, så glæder jeg mig til at tage endnu flere tossede selfies med mine venner. Se dette billede fra DM i agility sidste år ….

Selfietime. Susanne jeg og Serine.

Sammen hver for sig – vi skal nok komme igennem, bare vi tænker os om!!!!!

.

.

.

Det blev til skal ikke

Hygge til træning kan være lige så sjovt, som at gå til konkurrencer og løbe efter de eftertragtede landsholdspladser samt deltage til NM/VM.

Jeg skrev jo for en måneds tid siden, at jeg overvejede at søge landshold i agility i år. Min endelige konklusion blev et ”skal ikke”. Beslutningen blev taget mest på baggrund af Pizzas seneste konkurrence, hvor hun ud af 4 løb ikke havde et eneste fejlfrit løb (dog 3 gennemførte). Faktisk var det sådan, at når jeg stillede til start til det pågældende stævne, så kunne jeg mærke, hvordan jeg hele tiden tænkte på at præstere på topplan og jeg følte, at alle kiggede på mig. Min mavefornemmelse var derfor, at landshold må vente til næste år, hvor Pizza har endnu mere stabilitet med sig og jeg har fået finpudset nogle flere detaljer.

Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg skal søge landshold, så skal jeg være ”sikker på”, at jeg kan få en plads på selve landsholdet og komme med til NM/VM. Hvis jeg ikke er sikker på det, så er det ikke mit år. Jeg gør nemlig ikke noget halvhjertet.

En sidste og afgørende ting var også, at jeg er enormt bange for at miste hyggen til stævnerne på grund af for stor koncentration og konkurrencepres. Jeg skal have det sjovt, selv om min hund laver 5 fejl eller bliver disket. Min hund gør alt for mig, så derfor vil jeg også gøre alt for hende, og det er at dyrke min sport på almindelig konkurrenceplan lige nu 🙂

Selfie med Pizza

Kizz Me afsluttede agilitykarrieren med manér

Kizz Me fik mig til præmieoverrækkelse 4 gange. Man kunne fx vinde Grimbergen.

Jeg har længe gået og tænkt på, hvornår mon det var tid for gamle Kizz Me på 11 år at gå på pension. Hun kan nemlig godt virke lidt gammel og stiv, når vi har lavet noget fysisk, fx været til agilitykonkurrence. Kizz Me er en hund, der ikke ligger på den lade side, heller ikke når man er gammel. Hun har kun 1 gear: Fuld fart frem.

Så det var egentlig med lidt vemod, at jeg tilmeldte hende agilitystævnet i Vallensbæk i dag. For tænk hvis nu, at det var det sidste stævne med hende? Tja, når man ser på hende, når hun rejser sig her til aften, så tror jeg sørme, at det var hendes sidste stævneløb i dag.

Efter et af løbene gav jeg Kizz Me et ordenlig kys på kinden. Jeg kiggede på et tidspunkt og troede, at hun blødte, men det var blot hendes blondinemor, der havde taget læbestift på til agilitystævne!

Hun skulle løbe 4 løb om formiddagen, og vandt dem alle 4!!! Sådan der! Jeg var også meget fokuseret og ville gerne give både hende og jeg en sidste oplevelse sammen på agilitybanerne. Det skal jeg love for at vi fik, vi nød det begge to til fulde. Kizz Me blev stævnets bedste seniorhund og vi fik et gavekort fra Maxi Zoo.

Se hendes løb her:

Pizza løb også i dag. Hun var en stjerne i de svære klasse 3 løb, men havde desværre ingen fejlfrie løb. Hun fik mig dog op til præmiebordet et par gange. Det blev vist til en 5. plads i det ene løb og 6. og 7. plads i de andre løb.

Faktisk troede jeg ikke, at jeg skulle til præmieoverrækkelse for Pizzas ene springløb, idet hun havde en vægring på muren. Så da sidste løb var forbi pakkede jeg sammen og kørte hjem efter en lang dag i hallen. Min søde veninde Susanne var stadig i hallen og ringede mig op, mens jeg kørte på motorvejen (jep, jeg har bluetooth og speakere), og jeg kunne mærke stemningen ha ha ha, det var så sjovt. Og hun valgte en pose med dogs creek legetøj til hundene eller måske mit kommende kuld hvalpe….

Se de dejlige gavekort mine hunde vandt til mig.
Elsker at komme til præmieoverrækkelse, hvor man kan vælge imellem flere forskellige præmier. Kizz Me står og logrer, da jeg kigger ned i posen med lækre sager. Så vidt jeg husker, så valgte jeg en stor pose med masser af træningsgodbidder.

.

.

.

Tænke tænke tænke – skal – skal ikke

For 2 uger siden til agilitytræning hos Channie blev Pizza og jeg sat til at træne på en bane, der er tegnet af den dommer, der skal dømme nordisk mesterskab i agility til august. Vi skulle starte med at løbe hele banen og derefter plejer vi at træne på små moduler i banen, som volder os ”problemer”.

Jeg sagde for sjovt, at hvis Pizza løb banen fejlfrit i første hug, så ville jeg søge landsholdet i år. Sørme om ikke den sad lige i skabet. Det har givet mig en del at tænke over.

At være på bruttolandsholdet og løbe kvalifikationsløb samt være til landsholdssamling kræver en del af den person, som forsøger at komme på landsholdet. Man skal holde tungen lige i munden, have is i maven og være indstillet på, at det ikke altid er så sjovt at gå efter de eftertragtede kvalifikationspoint – for der kan være meget på spil for de enkelte ekvipager. Der kan være en smule koldt på toppen. Jeg har jo være på landshold 4 år i træk – fra 2007-2010 – med Pizzas mormor Panik, så jeg har prøvet det før.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

Der er også en masse positivt ved at søge landshold. Man træner mere intensivt, lægger planer og målsætninger samt er meget mere seriøs i sin træning. Man danner nye venskaber og lærer en masse om sig selv og sin hund.

Pizza bliver 6 år til sommer. Hun har haft 2 kuld hvalpe og skal ikke have flere kuld, for nu skal Pizza og jeg nyde hendes agilitykarriere.

Jeg må indrømme, at det tænder mig lidt, at Pizza er så god for tiden både til træning og til konkurrencer. Spørgsmålet er bare, om sådan en gammel kone som jeg (fylder snart 50 år), stadig kan blande mig mellem danmarks bedste …. tænke tænke tænke. Ja, jeg er gået i tænkeboks. Der er sidste frist for ansøgning om et par uger, så jeg har lidt tid at tænke i. Der er også mange andre ting, som er med i afgørelsen om landshold …, såsom et hvalpekuld her hjemme (Aqua min udstationeringstæve kommer hjem i marts), arbejde, mine forældres helbred, tid og penge samt ikke mindst, om min ankel får det bedre (forstuvet i efteråret).

Læs mere om landsholdet på DKK’s hjemmeside:
https://www.dkk.dk/kurser-prover-og-traening/aktiviteter-med-din-hund/agility/dkk-s-agility-landshold

Nedenfor er billedet fra det hold, der blev sendt til European Open i Østrig i 2018. Jeg står lige i midten.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

.

.

Hoops i haven

Kizz Me synes, at det er sjovt

Hoopers er en ny hundesport, som vokser med lynets hast i Danmark. Jeg har kendt til sporten i et par år via youtube-videoer og folks skriverier på facebook og har været fristet til at prøve det, men mine andre interesser for rally og agility har været nok for mig. Der skal jo være tid til det hele.

Jeg har jo lagt rally på hylden (ihvertfald for en stund), så nu er der plads til noget nyt i mit liv.

Lige nu eksploderer nettet nærmest med folk, der udbyder kurser og prøvetimer. Andre køber udstyr og prøver sig frem med lidt træning. Jeg er en af dem, der er blevet nysgerrig på sporten og har investeret i 12 hoops, et hegn og et par ”tønder”. Det er da en start og lige nu er det bare for sjov og for at få lidt anderledes træning med mine hunde.

Se videoen!

Som man kan se på videoen er mit første step at lære hundene at løbe igennem disse hoops. Gamle Kizz Me fangede det rigtig hurtigt. Pizza troede, at det var en form for slalom, hvis jeg satte hoopsene for tæt på hinanden. Men prøv lige at se, hvad 10 minutters træning gør ved hundene!! Ih, hvor de elsker det.

Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden bringer for denne hundesport i Danmark.

Pizza

Agility i Sverige

Min veninde Susanne og jeg har lige været en tur i Sverige, hvor vi har været til agilitystævne i to dage. Det har været en dejlig og lærerig tur. Det er altid hyggeligt at være afsted sammen med Susanne, vi har det så sjovt sammen, og nyder at kunne snakke om agilitysport, hunde og ordne verdenssituationen.

Vi havde lejet et fint hus/hytte 8 km fra stævnepladsen. Vi fandt det på Airbnb. Der var alt det der skulle være i huset, og vi fik lavet aftensmad i det fine lille køkken samt bacon og æg til morgenmad hver dag. Skal jo holde min LCHFkur, så godt som jeg kan.
Stævnet blev holdt i en industrihal, hvor der var et par søjler i gulvet i selve arealet. Det gav lidt udfordringer for handlingen. Men det var ikke værre, end hvis der havde stået i et spring eller anden forhindring, der hvor søjlen var. Søjlerne var heldigvis pakket godt ind, såfremt man skulle være uheldig, at ramle ind i en.
Susannes og min hund var trætte lørdag aften. Det var Susanne og jeg også. Vi gik i seng klokken 21. Godt mættet af indtryk og masser af motion.

Der var i det hele taget rigtig rigtig mange disk den weekend til mange ekvipager. Jeg er glad for, at jeg kom igennem bare tre ud af otte løb. Der var 26 ekvipager i XL klassen, og i nogle løb var der kun 2-3, der gennemførte. Egentlig synes jeg ikke, at banerne var vildt svære, folk (inkl. mig selv) var nok bare vildt uheldige.

Dommeren havde også lidt problemer med at få placeret nogle spring på banen, så en af banerne er blevet lavet helt om inden vi skulle løbe den. Denne her sekvens blev heldigvis lavet om inden vi skulle løbe. Man skulle komme bag fra springet indenom eller udenom søjlen.

Det var en rigtig dejlig weekend med god stemning og jeg fik flere nye agilityvenner på kontoen. Desværre ikke de mest prangende resultater, men det kommer nok en anden gang, især når min ankel bliver helt frisk. Jeg er stadig lidt plaget af min forstuvning til badminton for to måneder siden.

Herlig natur lige i nærheden til god gåtur efter stævnet. Jeg søgte selvfølgelig efter, om der var cacher i nærheden, men dem, der var, stod som sidst fundet i 2017 og folk havde anmeldt cacherne som måske ikke eksisterende.

Glæder mig til næste stævne, der er en hel måned til. Det må jeg jo se, om jeg overlever.

 

.

 

24 tricks fra 1. til 24. december

Jeg brugte nissehue som almindelig hue, når jeg gik tur med hundene. Her er vi juleaftensdag på molen ved Sortsø.

Jeg skal da nok lige love for, at jeg gik all in i DKK’s julekalender, som har haft udfordret hele hundedanmark med nye hundetricks hver dag på deres facebookside gennem december måned. Mange af mine veninder gik med på legen og det var sjovt at se deres løsningsvideoer.

Jeg lovede mig selv at lære begge mine hunde trickene hver dag. Og hvis jeg følte, at det var lette tricks for mine hunde, gjorde jeg det sværere for mig selv og dem ved at lade hundene udføre øvelsen samtidig.

Jeg måtte dog gå på kompromis den sidste dag, hvor tricket var, at hunden skulle springe op i min favn. Der måtte Kizz Me på næsten 11 år ”springe over”. Jeg syntes, at det var for hårdt for hendes krop.

Det gik rigtig fint hele december, men der var dog et par bump på vejen.

Vi blev udfordret af, at min mand og jeg var på juleophold i Lübeck en forlænget weekend midt i december. Heldigvis havde vi hundene med, så de stadig fik lært et trick hver dag. Bl.a. ligge død, hvilket jo passede fint med ”døden fra Lübeck”.

Min mand og jeg tog på juleferie i sommerhus allerede den 20. december og jeg havde glemt at få min klikker med (jeg shaper oftest mine øvelser), så jeg måtte bruge min stemme, hvilket kan høres på videoen, især den 23. december.

Se her en 2 minutters video af alle øvelserne.

 

1 dec hundehoved i under pude
2 dec selfie
3 dec hviske
4 dec hoved ned
5 dec skam dig
6 dec gæt en hånd
7 dec bukke
8 dec hånd over hånd
9 dec twist
10 dec vinke
11 dec elefant
12 dec skub bil
13 dec død
14 dec be
15 dec gå på fødder
16 dec bakke
17 dec give me five
18 dec give me ten
19 dec hold om stok
20 dec op i kasse
21 dec fremsend til plade
22 dec låge og skuffe
23 dec løft bagben
24 dec spring op i favn

Der er stadig et par af øvelserne, som trænger til at blive afpudset, men det skal nok blive løst hen ad vejen.
Tak til DKK og Zara for at tage julekalenderen op. Det har været herligt at være med.

 

 

 

Julemarked i Lübeck

Juleturen gik i 2019 til Lübeck.

For et halvt år siden besluttede Søren og jeg os for at vi skulle til julemarked i Tyskland igen. Forrige år var vi i Goslar i Harzen, sidste år i Kiel og i år havde vi planer om Lübeck. I år gik turen derfor til weihnachtsmarkt weekenden før jul.

For lang tid siden søgte vi overnatningssteder på hoteller og pensioner på booking.com, men det var alt sammen lidt for traditionelt til os. Vi udlejer jo selv vores sommerhus via airbnb, fordi vi så kan lade nogle ting blive stående, og ikke behøver at fjerne alt, når vi ikke er der. Vi fandt derfor et lille bitte byhus i den gamle bydel af Lübeck gennem airbnb. Ejeren af huset bor lige nu i Kina og han lejer det ud og får hjælp af en (vist nok) søster til at klare det praktiske. Mere om huset senere i dette blogindlæg.

Fredag morgen tog vi afsted fra Toksværd og var med færgen ved Rødby kl. 9.15. Vi ankom til Lübeck ved 11 tiden og parkerede i et parkeringshus og tog på sightseeing i byen indtil vi kunne overtage vores lejede hus kl. 15. Imens lå hundene godt, varmt og trygt i hundeburet bag i bilen.

Sund og nærende frokost på Niederegger Café i midten af Lübeck.

Vi startede med at gå på den berømte marzipancafe Niederegger i Lübeck. Fredag fik vi derfor kage til frokost, ups, ikke sundt, men hvad pokker, man lever jo kun en gang! Vi købte selvfølgelig også lidt marzipan og mandelgaven til juleaften. Er du gal mand, hvor er jeg glad for, at vi gik i marzipanbutikken allerede fredag formiddag, for da vi  tilfældigvis gik forbi butikken lørdag eftermiddag var der lang kø ud på gaden for bare at komme ind i butikken og caféen!

Marienkirchen. 38,5 meter høj!

Vi gik derefter ind i den store og flotte Marienkirchen, en flot kirke ved siden af rådhuspladsen. Marienkirchen blev opført mellem 1250 og 1350 i nordtysk murstensgotik. Fra gulv til loft er der 38½ m. I kirkens indre kan ses fritlagte kalkmalerier og et rekonstrueret astronomisk ur. Det er Tysklands tredjestørste kirke.

Her ligger de smadrede kirkeklokker det sted, hvor de faldt ned i 1942 i forbindelse med bombedamentet.

På kirkegulvet ligger de gamle knuste kirkeklokker som minde om et allieret luftangreb i 1942. Klokkerne styrtede ned fra tårnet og borede sig ned i stengulvet. Kirken blev delvist ødelagt ved luftangrebet palmesøndag 1942 og er siden genopbygget.

Efter kirkekiggeriet gik turen til den berømte indgangsportal. Den indre by er ikke større end at man let kan gå fra seværdighed til seværdighed. Så efter et par hundrede meter stod vi ved Holstentor, byporten i Lübeck.  Holstentor bærer den latinske indskrift Concordia domi foris pax (enighed hjemme, fred ude). I porten befinder sig i dag det byhistoriske museum.

Der var bl.a. udstillet en gammel tromme, som blev benyttet i 1812 i Lübeck.

Det kostede 7 euro at komme ind, men de penge var godt givet ud. Søren og jeg fik let tiden til at gå derinde i de gamle bygninger, hvor vi så rustninger og læste om hansehistorien, om hvordan købmændene bar sig ad for mange år siden. De var ikke altid rare mænd! Men okay, det var vores vikinger jo heller ikke engang.

Modellen af det gamle Lübeck var virkelig spændende at studere.

Klokken blev 15 og vi hentede bilen og kørte den lille vej ned til vores hus, hvor vi fandt en parkeringsplads lige ud for den lille smøge, som vi skulle ind ad. Vi mødte slet ikke udlejeren, men henter en nøgle i en nøgleboks og låste os selv ind. Vi skulle dog lige finde huset først … man skulle ind ad en lille bitte smøge, hvor man blev nødt til at bøje sig lidt, for ikke at knalde panden mod nogle bjælker. Og vupti, så var vi i den smukkeste og hyggeligste gårdhave.

Her fandt vi en parkeringsplads ned til kanalen, lige ved siden af den eneste cache, som vi fandt i byen. Al tekst til cacherne stod på tysk, så det var lidt besværligt. Derfor blev der ikke tid til den store cachejagt, da vi havde så meget andet at give os til. Se domkirken i baggrunden.

Ja, man skulle dukke sig, for at komme ind i baggården til vores hus. Det var en del af charmen!

Her lå vores lille hus i 3 etager, der var køkken med spiseplads i stueplan, 1. sal et lille soveværelse og badeværelse, 2. sal en lille stue med skråvægge. Det var mere end rigeligt til Søren og jeg. Huset emmede af charme og traditioner.

Vi slappede af et par timer og jeg luftede hundene nede ved vandet. Dejligt, at der også var parker i nærheden med græs. Jeg fik også lejlighed til at træne på DKK’s julekalender, som sjovt nok fredag den 13. var med opgaven ”bang, du er død”. Kizz Me kunne øvelsen i forvejen, så jeg fik lært Pizza det helt fra scratch. Jeg kaldte opgaven for: Døden fra Lübeck 😉

Inde i huset i køkkenet hang der en masse små modeller af facader af huse rundt om i Lübeck. Det var faktisk lidt sjovt at gå rundt i Lübeck for at se, om vi kunne genkende nogle af husene. Det lykkedes også. Jeg tog en masse billeder af facader, som vi skulle genkende, når vi kom hjem. På den måde fandt vi faktisk den gamle politistation og teateret.

 

Alle de små gavl-modeller af berømte huse i Lübeck var sjove at se, om vi kunne finde dem ”i virkeligheden”.

Fredag aften drog vi så ud på julemarkedet. Der var flere julemarkeder, som mere eller mindre hang sammen med hinanden.

Søren og jeg fik selvfølgelig smagt på diverse forskellige glühwein med både det ene og det andet i. Men kl. 21 var vi begge blevet trætte, vi havde jo været tidligt oppe og været turister i løbet af dagen, så vi havde fået noget på opleveren.

Ja, det er så mig 🙂  Årets krus (med pant) var udsmykket med kunst.

Lørdag morgen startede vi med at lufte hundene i en nærliggende park, som vist nok var en del af den gamle skanse. Hundene kom tilbage i huset og Søren og jeg fortsatte så på sightseeing. Vi gik ind i domkirken, den lå kun 200 m fra vores hus. Hold da op, den var flot. Der var en masse gamle kister i kapellerne – jeg fandt aldrig ud af, hvem der lå der, men de var ihvertfald betydningsfulde.

I domkirken var der også et flot gammelt ur, hvor viserne viser modsat i forhold til, hvordan urene viser i dag. Vi sad og ventede til klokken blev tolv, og så gik de små mænd øverst på uret igang med at slå på små ting og vende et timeglas. Solens øjne kiggede imens fra side til side.

Efter besøget i domkirken gik vi mod centrum og det begyndte desværre at regne. Vi endte på cafe Peter Pan og fik en virkelig god frokost. Det er åbenbart en berømt burgerkæde i Tyskland. Det gør ikke noget, hvis den kommer til Danmark!  Regnen var holdt op, da vi kom ud og vi gik så til den anden ende af byen, hvor vi fik set en anden indgangsport til Lübeck. Hold da op en købstad, den by har været med alle de kirker, tårne, bymure og skanser.

Jeg har hostet og snottet lidt inden jeg tog afsted, så en gåtur i byen gjorde det ikke godt for mit hosteri. Vi tog hjem til huset og hundene. Jeg lagde mig på sofaen et par timer. Det gjorde godt og jeg blev lidt frisk igen.

Rådhuspladsen var flot pyntet

Og inden vi så os om, så var det aften igen, og Søren og jeg skulle da lige ud og smage lidt på lidt mere glühwein. Vi fik også købt noget snaps i en af boderne (vi drak den ikke, men har den med hjem til juleaften). Boden med snaps var iøvrigt ved at lukke, da vi kom forbi, så vi fik lige lidt smagsprøverester: Snaps med hindbær m.v.

Alle boderne lukker kl. 22 og så går folk stille og roligt hjem. Det er utrolig fredeligt, ingen ballade, men virkelig mange mennesker. Det kunne man ikke komme udenom – Lübeck er et meget populært sted at komme hen til jul, der er virkelig tæt pakket af mennesker, og det er lidt svært at komme frem og tilbage.

Søndag morgen havde vi god tid. Vi skulle først være ude af huset kl. 11 og vi havde betalt os fra rengøring, så der var ingen stress og jag.

Vi ville holde ind ved Fleggaard på vejen hjem for at handle ind til julen og konfirmation næste år. Men der blev vi godt nok snydt. Lukkeloven i Tyskland snød os! Alle butikker i Tyskland holder åbenbart lukket om søndagen! Vi fandt dog ud af, at Bordershop ved Puttgarden var åben, så der fik vi handlet inden vi kørte ombord på færgen hjem mod Danmark.

Nu her efter at være kommet hjem fra Lübeck er det tid til reflektion. De to andre gange, hvor vi har været til julemarkeder i Tyskland, har jeg følt det som at være eneste dansker og følt det helt specielt. I Lübeck var der virkelig mange danskere, det føltes som om, at hver anden person, man mødte, var dansker. Det var egentlig sjovt men samtidig også utrolig turistet. Jeg ved ikke lige, hvor charmerende det var. Men når jeg tænker over det, så syntes jeg faktisk, at julemarkedet i Kiel var mere hyggeligt.

Måske tager vi en julemarkedspause næste år.

Men en ting er sikkert, og det er, at det er alletiders kærstetur at komme væk fra dagens trommerum og få sig en oplevelse sammen – bare Søren og jeg. Vi er som nyforelskede igen efter sådan en weekend.

Julekalender for hundetricksentusiaster

Selfie med Pizza

Min arbejdsplads Dansk Kennel Klub har i år lanceret en julekalender, som er fyldt med spilopper. Hver dag åbnes en luge i julekalenderen og et nyt trick popper frem, som man kan øve på. Jeg er fan af denne julekalender. Nu er det på tide at prøve nogle nye tricks og jeg har det mega sjovt med mine hunde.

Den 1. december skulle hundene stikke hovedet ind under en pude, som en struds.
Den 2. december skulle hundene posere for en selfie.

Hundene synes, det er rigtig sjovt at lave tricks med mig. Kizz Me prøver selvfølgelig hendes yndlingsøvelser af først (det er dæk og kryds poter), hvorefter hun begynder at arbejde for shapingen.

Glæder mig til den 3. december 🙂

Hvis du vil være med til at åbne op for en kalenderluge hver dag, så find julekalenderen på DKK’s facebooksite:
https://www.facebook.com/DanskKennelKlub/ … der er præmier på højtkant.

Her er en mindre heldig selfie, Pizza troede i starten altid at hun skulle kysse mig samtidig 😉 (snudetouch).

Øvelse gør mester

Vi er nogle stykker, der har været fascineret af agilityverdensmesteren Stanislav’s handling i et stykke tid. Vi samledes så i dag i en agilityhal for at træne på nogle momenter, hvor fjerndirigering kan komme på tale som et alternativ, hvis man ikke kan nå op til sin hund på banen.

At tolke på Pizzas ansigtsudtryk efter træningen, så var hun vist meget tilfreds med dagens agilitytræning. Uha, jeg elsker den hund.

 

Jeg har især brug for denne fjerndirigeringshandling i fremtiden, for jeg bliver jo ikke yngre, og at komme op på samme hastighed med min hurtige hund, det når jeg aldrig. P.t. har jeg stadig en fod, der gør knuder, så det gør det jo heller ikke bedre.

Jeg skal have indøvet verbale kommandoer på Pizza, så hun drejer til den rigtige side, kommer ind til mig og tager spring udefra – dette arbejde er godt i gang og det nyder jeg godt af, når vi er til konkurrencer. Største opgave for os er faktisk at løbe fremad, især hvis der står nogle andre forhindringer ude til siderne, som trækker. Så de gode gamle fremadsendelser skal vi tilbage til. Så at sige “back to basic”.

Her er en video, som Stanislav har lagt op på sin youtubekanal. Så kan I måske bedre forstå min fascination:

.

.

.

Fantastisk weekend: Safri Duo lørdag og agilitycertifikat søndag

Jeg har fulgt Safri Duo i rigtig mange år. Første gang jeg oplevede dem live var faktisk i Grønland, hvor jeg var til en workshop med dem i Nuuk. Tror måske, at det har været i 1995 eller deromkring. Dengang var Uffe og Morten klassisk musikere, og var endnu ikke slået igennem som popmusikere. Uffe og Morten lærte hinanden at kende via Tivoligarden, hvor de spillede marchtromme.

Safri Duo for fuld udblæsning i Vershuset i Næstved den 16/11-2019. Jeg tror, at det er den bedste koncert, jeg nogensinde har oplevet. Jeg sad selvfølgelig på første række!!!

Nå, men nu var jeg altså til en lille koncert med Safri Duo i Næstved i går. Det var en koncert, hvor de i første halvdel af showet fortalte om deres klassiske karriere med små historier fra deres liv. De spillede selvfølgelig også på instrumenter.

Anden del af showet var med musik og historier om, hvordan bl.a. deres store hit Played-A-Live blev til. Meget interessant.

Jeg tror, at det har været den bedste koncert, jeg nogensinde har været med til, især fordi man fik historierne bag musikken med. Publikum blev også gjort aktive med klap i rytmer, hvilket lige var noget for mig. Rigtig fed oplevelse.

Lørdag gik jeg i seng med et stort smil på læben og virkelig ømme hænder af at klappe så meget.

Her er et lille klip fra deres koncert:

Jeg har også spillet marchtromme, det var i Silkeborg Tamburkorps. Senere var jeg trommeslager i Nuuk Byorkester og da jeg flyttede tilbage til Danmark fortsatte jeg som trommeslager i Hvidovre Brassband. Hundesport gjorde sit indtog i mit liv, og jeg blev nødt til at foretage et valg mellem musik og koncerter i weekenderne eller hundesport. Det blev hundesporten, der vandt.

Jeg har dog senere ikke kunne lægge musikken helt fra mig. Forsøgte mig med dog dancing (freestyle) og det blev da også til en enkelt konkurrence, sjovt nok med musik fra Safri Duo og en stor trommestik som rekvisit. Desværre syntes Panik dengang, at det var alt alt for sjovt, hvilket hun råbte højlydt og da hunde ikke må gø i dog dancing, trak det for meget i point, så jeg måtte opgive det igen.

Søndag til agilitystævne

Jeg har jo været temmelig handicappet pga. min dårlige ankel pga. forstuvning for 3 uger siden, så jeg har måtte lære Pizza fjerndirigering agilitymæssigt. Det bar frugt i dag. Hold da op altså en fantastisk hundepige jeg har fået mig. Pizza bringer mig så megen glæde i min elskede agilitysport. Hun gør alt for mig og jeg er virkelig taknemmelig for at have sådan en hund.

Lidt billedeudklip af en video.

Pizza løb 4 løb i dag søndag på Garbogaard. Første springløb var med en nedrivning. De næste 3 løb var fejlfri, hvilket jeg er forundret over, for det er jo klasse 3 baner, vi løber og det er ikke let at handle en hurtig hund, når man ikke kan følge med. Så 4 gennemførte løb er da total godkendt, hvis jeg selv skal sige det.

Det første agilityløb gik godt og Pizza løb fejlfrit. Susanne med Asasara Kom Her Jeehaa (Holley) løb også fejlfrit og lige et my af et splitsekund hurtigere end Pizza, vist nok 9 hundrededele af et sekund. Så hun snuppede lige det første agilitycertifikat for næsen af Pizza. Men ved I hvad, det under jeg virkelig Susanne. Det var virkelig et smukt løb de havde, og det var så fortjent.

Min agilityveninde Susanne vandt første AG3 løb og fik sit første certifikat, jeg vandt andet AG3 løb og fik Pizzas andet certifikat. Vi havde en fantastisk dag!

Næste agilityløb var Pizza første hund på banen. Åh, jeg hader jo at starte, men måtte lægge ordentligt ud og Pizza løb fejlfrit, selv om jeg kom humpende bag hende på hele banen. Faktisk var hun den eneste, der gennemførte løbet, så hun vandt selvfølgelig certifikatet. Nu mangler Pizza bare et cert mere, så er hun Dansk Agility Champion.

Her er videoklip af det sidste løb søndag:

 

Jow jow, her er beviset.

Min træning de sidste par uger, hvor jeg ikke har kunne løbe, men har måtte lære Pizza at tage forhindringer via mine verbale kommandoer har været en øjenåbner for mig. Det har været så fedt at træne. Og I dag så jeg så resultatet. 2 stk. anden pladser og en første plads.

Video af mit første agilityløb, lidt klumpedumpeagtigt og med diverse halten:

En dejlig dejlig weekend er slut.

 

 

.

Agility med dårlig ankel – det går nok

Når man er stædig og samtidig har glædet sig i mange måneder til at tilbringe en halv weekend i sommerhuset i Sortsø med min hvalpekøber og agilityveninde Susanne, så tager man afsted, selv om man har en dårlig ankel efter at have forstuvet den for et par uger siden.

Vi skulle nemlig til agilitystævne i dag søndag og havde aftalt at overnatte i vores sommerhus i Sortsø (som lå lige i nærheden af ridehallen med agilitystævnet).

Vi ankom lørdag formiddag, fik installeret os i sommerhuset og kørte derefter til Nykøbing F for at handle ind til aftensmaden (sushi). Da vi kom tilbage til sommerhuset satte vi os i sofaen på terrassen, tændte op i bålet og knappede et par øl op. Så sad vi ellers der med snakkede og ordnede hele verdenssituationen.

 

Super hyggeligt at sidde i sofaen med skøn belgisk øl, dejlig røg fra bålstedet og 2 hunde, der tuller rundt om os. Så kan livet ikke blive bedre … sagde vi i kor!

 

På terrassen må hundene godt være i møblerne. Sikke et herligt billede af Susanne og Pizza.

 

Om aftenen spillede vi selvfølgelig Woof. Faktisk et rigtig sjovt spil, men nok mest for hundefolk. 😉

Vi gik forholdsvis tidligt i seng, tror det var ved 22-tiden. Forinden havde jeg fyldt vand, mel og tørgær i bagemaskinen og indstillet timeren til at brødet skulle være klar til kl. 7 næste morgen. Uhmmm det er så skønt at vågne op til duften af nybagt brød. Susanne og jeg fik en god kop kaffe og nybagt brød med peanutbutter og nutella. Det er altså ren luxus.

Afsted til agilitystævne kl. 9.15. Det var jo ren luxus ikke at skulle op meget tidligt. Så vi gav os god tid og fik også gået en skøn tur med hundene ved Sortsø Strand inden afgang.

Jeg var meget spændt på, hvordan jeg kunne ”løbe” agility med min ankel. Men jeg valgte ikke at trække mig, da jeg er mega stædig og har arbejdet på fjerndirigering af Pizza et stykke tid, så nu måtte det afprøves.

Resultater var der ingen af. Altså ikke præmier, men jeg føler, at det gik rigtig godt på trods af, at jeg ikke kunne løbe igennem eller være de steder, hvor jeg normalt plejer at kunne være for at støtte Pizza.

Pizza var rigtig god til at forstå mine verbale kommandoer, men jeg har stadig en del at arbejde med … vi er dog godt på vej.

Underlaget i ridehallen var lidt løs. Prøv at se Pizzas bremsespor ved dette her uiiii-spring

 

Jeg bliver nødt til at kunne sende Pizza i stedet for at løbe. Det gik nogenlunde.

Jeg har lige set resultaterne. Jeg kom sørme igennem tre ud af fire baner. Det er da fint. Hvis Pizza ikke havde haft to nedrivninger i det ene springløb havde hun snuppet certet.

Shopamok i hundeudstyr

Jeg kom igen igen til at købe en hundekurv i Maxi Zoo. Jeg ved ikke lige, hvad det er, “jeg har” med hundekurve, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at købe en lækker kurv til mine hunde, når jeg ser noget, som jeg ved, at de vil nyde at ligge i.

Jeg skulle egentlig bare købe noget hundefoder i dag, nogle tyggeben samt fuglefoder til foderbrædtet i Sortsø (vores sommerhus). Men af en eller anden mærkelig grund blev jeg trukket hen til afdelingen med hundekurvene. Og med ét faldt mit blik på den lysebrune hundekurv, lavet af materiale, der ikke tiltrækker hundehår (Pizza fælder for tiden). Bunden er virkelig blød for hundene. Så den kurv måtte jeg bare eje (undskyld til min mand Søren, at jeg endnu engang køber noget hundeudstyr, der fylder i stuen) 😉

Her hjemme skiftes hundene nu til at ligge i den fine, nye hundekurv fra Anione. Den kostede 499,-

 

Lækker og blød bund. Man kan se på Pizzas øjne, at hun virkelig slapper af i kurven.

 

Jeg gik lige en ekstra runde i butikken. Jeg faldt for de fine lys til hundenes halsbånd. De er fra Dogs Creek. De har faktisk 4 indstillinger, blink i forskellige farver, langsom hvidt blink, konstant lys … og så noget ret smart, lys når det er mørkt! Ja, der gik lige lidt tid, før jeg fandt ud af det, for jeg kunne ikke forstå, hvorfor lygterne blinkede, når jeg satte dem til opladning (ja, de lades op via usb!). Det var altså fordi, at der er den smarte funktion: Hvis man går tur med hundene lige omkring tusmørke, så tænder lyset af sig selv, når det bliver for mørkt.

Her i vinterperioden er jeg nærmest som et blinkende juletræ med alle mine og hundenes reflekser, lys på halsbånd og i flexlinens håndtag. Jeg går jo på en mørk landevej, så det er vigtigt, at bilister og lastbilchauffører kan se mig i mørket. Det bloggede jeg forresten om for et par år siden “man kan dø i mørket”. 

Blinkende lygter fra Dogs Creek.

Mine yndlingsprodukter er fra Anione og Dogs Creek. Men især Dogs Creek er jeg tosset med. Har både hundekurv, sele til Pizza og foldud-vandskål i dette mærke. Det er lidt dyrt, men helt klart meget mere kvalitet.

Yup yup mine hunde mangler ikke noget. De skal forkæles, for det fortjener de! ❤

 

 

.

Første NM i rally-lydighed – afholdt i Danmark!

For 2 uger siden blev jeg spurgt, om jeg ville være speaker til de nordiske mesterskaber i rally-lydighed. Det kunne jeg da godt. Weekenden var jo allerede reserveret til NM, idet jeg jo havde håbet, at være en del af landsholdet, men blev ”kun” 2. reserve. 😉

Jeg annoncerede, at folk kunne bruge dette banner som baggrund til selfies, og demonstrerede det med dette resultat. 😜🤣😆. Banneret blev efterfølgende ivrigt brugt som baggrund for en masse billeder. Mega fedt.

NM har været planlagt i lang tid fra DKK’s rallyudvalgs side og gennem NKU’s (Nordisk Kennel Union) rallyrepræsentanter. Poul Lysholdt har stået i spidsen for afholdelse af dette mesterskab og der var planlagt ned til de mindste detaljer, hvad de forskellige hjælpere skulle stå for. Vi havde fået et udførligt skema og alle opgaver var fordelt rigtig fint.

Fredag eftermiddag var jeg i Næstved for at hente højttalere og speakerudstyr hos AV-huset. Jeg har tidligere haft et rigtig godt samarbejde med AV-huset via mit arbejde hos Retten i Næstved, så derfor vidste jeg, at de kunne levere, hvad jeg havde behov for, at jeg vidste, at jeg ville få rigtig god service hos dem.

Lørdag morgen mødtes alle hjælperne i Ringsted kl. 5.30. Ja, så kan man jo godt gætte, at vi hjælpere havde været tidligt oppe den dag. Hallen blev udsmykket med bannere og rallybanearealet blev afgrænset, så der var et afsnit for publikum, et afsnit for de 4 landshold og et afsnit, hvor hundene kunne varme op inden de skulle i ringen.

NM blev afholdt i Ringsted Agilitycenter. Hallen er en enkel industrihal, som blev peppet festligt op med bannere og flag.

Stemningen var lidt anspændt fra morgenstunden, men det hele blev blødt op, da jeg kom til at lege lidt DJ og fik sat YMCA på højttaleren. Pludselig stod næsten alle op og dansede og fik varme i kroppen. Dermed kunne jeg se, hvor meget betydning musikken havde for publikum og landsholdene. Dette fortsatte jeg så med resten af weekenden. Det var virkelig sjovt og opløftende.

Ved indmarchen spillede jeg selvfølgelig Københavnermarch, da den altid bringer mange minder med sig, fra min tid i Silkeborg Tamburkorps.

Når hver hund skulle i ringen, skulle jeg præsentere dem ved at sige hundens stambogsnavn, førerens navn og fortælle lidt om hunden, dens race, alder og hvad den har præsteret gennem sit liv. Alle hundeførere havde på forhånd skrevet om deres hund, nogle en hel roman om hunden og om dem selv og andre blot et par linjer. Jeg havde forberedt disse præsentationer hjemmefra, så der blev præsenteret stort set lige meget om hver hund.

Yngste hund på banen var en norsk border collie på bare 2,5 år og ældste hund var 11 år. Der var stor spredning i hunderacer og også med hensyn til førernes alder. Alle deltagere var kvinder bortset fra 2 mænd. Så det må siges at være en kvindesport.

Lørdag var der holdmesterskab, hvor nr. 4 blev Norge, nr. 3 Danmark, nr. 2 Sverige og nr. 1 Finland. Der var 2 baner, hvor pointene blev lagt sammen.

Lørdag aften var DKK vært for en middag på Scandic i Roskilde. Måske skulle jeg ikke have valgt at deltage, for jeg var godt nok træt. Men det var nu meget hyggeligt og stemningen var i top. Da vi havde fået dessert var jeg nok den første til at rejse mig for at vende snuden mod Toksværd. Da jeg kom hjem gik jeg på hovedet i seng. Der var klokken også blevet 22. Zzzzzzzzz.

Søndag skulle deltagerne heldigvis først starte kl. 10.15 med banegennemgang. Jeg behøvede dermed ikke at stå så tidligt op. Jeg kunne på den måde få lidt skønhedssøvn, hvilket virkelig også var nødvendigt!!!
Søndag var det kun 1 bane, der skulle gennemføres. Men banerne fra om lørdagen blev talt med det samlede antal point. Finnerne var virkelig suveræne. De blev nr. 1, 2, 3 og 4. En virkelig skøn gul labrador vandt. Det var en fornøjelse at spille den finske nationalmelodi, selv om jeg gerne havde set en dansker vinde.

De tre finnere. Nr 2 til venstre, en lækker border tæve, nr 1 en gul labrador, nr 3 en malle. Fortjent, at de blev placeret i toppen.

Danskerne klarede det faktisk meget godt. Min egen personlige favorit Christina med Tempo blev bedste dansker. De fik en flot 6. plads.

Til præmieoverrækkelsen kom alle følelser hos de forskellige landsholdsledere og deltagere ud for fuld skrue. Jeg skal da ikke være bleg for at nævne, at jeg også fældede mindst en tåre, da jeg satte “stand up for the champions” på højttaleren.
Jeg tror, at alle, der ved, hvad det kræver at have et godt samarbejde med sin hund og se, hvad det kan resultere i, efter en stor og målrettet arbejdsindsats nemt kan have samme følelser som mig og glæde sig på andres vegne – især til dette NM.

Det danske landshold med landsholdsleder.

Det er det første nordiske mesterskab i denne sport. Jeg gætter på, at med de fælles nordiske skilte og fælles regelsæt, så er det grundlaget for et fremtidigt europamesterskab eller måske verdensmesterskab i denne sport. Lad os se, hvad fremtiden bringer. Kan da ikke lade være med at nævne, at der var et par tyskere og en østriger, som havde taget den lange tur til DK, for at se NM og være tilskuer til arrangementet, de tog mange noter og videofilmede næsten det hele.

Nu er weekenden slut og jeg er træt som i rigtig træt! Det har været fantastisk at være med til. Tusind tak til alle, som var henne og fortælle mig, at jeg gjorde et godt job. Det varmer, at få sådan noget at vide. ❤

Heldigvis havde jeg headsæt på, så jeg havde hænderne fri til at kunne styre papirer og computer

 

 

 

Familietur til Tenerife i efterårsferien 2019

Vi har sparet op i 4 år til denne tur. Hver gang min mand, jeg eller min mands børn har haft fødselsdag eller fået julegave, har vi fået penge af mine forældre. Disse penge har vi ikke købt ting for – heller ikke børnene -, men sat pengene ind på en feriekonto i banken. Børnene har dermed også været med til at spare op til turen til Tenerife, hvilket har været vigtigt for mig at lære dem.

Udsigten fra altanen ud for soveværelset. Her nød jeg både min morgenkaffe og aftendrink stort set hver dag. Dejlig markise tog den “værste” sol 🙂

 

Vi kunne iøvrigt have fået turen til det halve, hvis vi havde rejst uden for skolernes efterårsferie. Men vi ville ikke tage børnene ud af skole, det er dårlig stil, når de er oppe i denne alder (14 og 17).

Søren og jeg har haft en del point stående til benyttelse hos Norweigian, så vi valgte at flyve direkte til Tenerife med Norweigian, i stedet for at benytte fx Ryanair eller foretage mellemlandinger i andre lande.

På vores tidligere rejser til Tenerife har vi altid boet på hotel med swimmingpool. I år valgte vi at leje et rækkehus uden pool, men tæt ved stranden. Det viste sig at være en stor succes. Vi var derfor ikke nødt til at afbryde hyggelige udflugter, fordi børnene ville hjem til en tur i swimmingpool (hotellers swimmingpools plejer at lukke kl. 18 til rengøring).

Hjemmefra havde jeg fulgt vejrudsigten og var lidt nervøs for noget småregn, som var på prognosen. Det var som om, at der skulle komme lidt regn sidst i vores ferie, så jeg ønskede at vi foretog ihvertfald udflugt med hvalsafari og gåtur i en slugt så tidligt i ferien som muligt.

På øverste terrasse var der et spabad. Det benyttede jeg dog ikke. Vi har jo vildmarksbad i vores sommerhus hjemme i DK, så det wellness sagde mig ikke så meget på Tenerife.
Ved siden af spabadet var der en solseng. I denne seng overnattede Søren og jeg en nat. Jeg havde heldigvis trukket myggenet for, både i siderne og i loftet. Callao Salvaje er en rolig landsby, så vi blev ikke vækket om natten af larm. Dog var der fuldmåne, så månen skinnede helt vildt 😉
Min yndlingshvidvin på Tenerife: Cruz del Teide. Dejlig koldt glas på min yndlingsaltan med min yndlingsudsigt. Whats not to like?

 

Vi ankom lørdag aften til et dejligt rækkehus og fik os indrettet. Det var en stor glæde at opdage de 2 badeværelser og et gæstetoilet i stueetagen. Med teenagere i huset var det en stor fordel 😉 Vores rækkehus i byen Callao Salveje var i 3 etager og med 3 terrasser. De 2 øverste terrasser/altaner havde fantastisk udsigt over havet, hvilket jeg nød både morgen og aften.

Søndag var snorkledag i vores by ved den nærliggende strand. Vi så en masse fisk og bl.a. barracudaer.

Mandag var vi på hvalsafari, hvor vi var ude på en katamaran-båd. Hver gang jeg har været på Tenerife, har jeg ønsket at komme på sådan en tur, og denne gang lykkedes det endelig. Vi så både grindehvaler og delfiner. Det var en smuk 3 timers tur på havet. I forbindelse med bådturen lagde båden for anker tæt ved Pal Mar, hvor både Søren og jeg var ude at svømme. Da Søren kom op og skiftede til shorts, faldt hans mobil ud af lommen og bump bump bump, så faldt der en iphone i vandet og den sank til bunds!  Der lå den så på 8-10 meter vand og det var for dybt for mig at dykke ned til uden dykkerudstyr. Kaptajnen på båden sagde: Dont worry, I fix that. Og efter lidt snorkling opdagede han telefonen på havets bund og dykkede ned efter den. Han var dagens mand i skysovs, for uden telefonen, ville vi havde svært ved at få den ødelagte telefon dækket af forsikringen. Men det betød så, at med den ødelagte telefon, så var Søren uden mobilos på turen og alle de resterende billeder fra turen blev taget af Emma og jeg.

Flybillet og parkeringsbillet lå heldigvis også på min telefon, så vi klarede os fint gennem hele ferien alligevel.

Grindehvaler med byen Las Americas i baggrunden.
Katamaranen ligger for anker og de personer, der havde lyst til at kaste sig i bølgen blå, kunne bare gøre det. Det sagde Søren og jeg da ikke nej til.
Sådan så båden ud.
Der var mad og drikke ombord. Bl.a. fadøl!
Kaptajnen Victor, der hentede Sørens iPhone på havets bund.

Tirsdag fik vi mit største ferieønske opfyldt. Det var en gåtur i Barranco Del Infierno – en 6,5 km gåtur i en dyb kløft. Kløften har en begrænsning på max 300 personer om dagen. Desuden har kløften været lukket i flere år på grund af dødsfald (turister har været ramt af klippesten, som er faldet ned og har ramt dem). Disse ulykker i kløften har oftest været sket lige efter regnvejr m.v., så derfor var det vigtigt for mig at finde dage, hvor der har været tørvejr i lang tid.

Da vi ankom til starten af ruten blev vi udstyret med hver vores hjelm og en instruktion i, hvad vi skulle gøre, hvis vi hørte klippeskred fra oven. Vi fik også at vide, hvor vi ikke måtte opholde os, men skulle fortsætte med at gå på stien. Det var en storslået tur og jeg var mega udfordret på min højdeskræk i starten af ruten, men efterhånden som vi kom længere og længere ind i kløften, så vænnede jeg mig til det og kunne nyde udsigterne. Og udsigter var der mange af og fauna og flora skiftede hele tiden. Der var frøer helt inde i bunden af kløften og Tenerifes højeste vandfald stod flot og prangende, da vi ankom på slutningen af ruten. Herfra gik det så bare tilbage af samme sti.

En fantastisk tur som sluttede med, at Laurits sagde “tak fordi I tog mig med på denne gåtur”. Det havde jeg aldrig som i ALDRIG troet, at jeg skulle høre fra Laurits. Han kan nemlig være rigtig svær at få med ud og opleve noget og gå ture. Så denne tur med en form for ”bjergbestigning” troede jeg, at han ville opgive på forhånd. Fedt, at jeg tog fejl!

Da dagen var ved at være omme og jeg havde børstet tænder opdagede jeg, at vi havde gået 97 etager op og ned (jeg har en etagemåler på mit ur). Så jeg tog lige 3 ture op og ned ad husets trapper for at få etagemåleren op på 100 inden jeg gik i seng. Det er min absolut etagerekord!

Helt vild flot udsigt fra kløften og ud mod havet. Se stien vi gik på i den højre side af billedet.
Søren, Laurits og jeg på tur. Emma var også med, men nægtede desværre at være med på billedet.
Jeg har tusindevis af billeder af naturen ind til Barranco Del Infierno. Her er en lille bro.
For enden af stien helt inde i kløften dukkede dette smukke vandfald op. Her var så idyllisk, jeg kunne have været der i timevis, men det var kun tilladt at opholde sig der i 5 minutter.

Onsdag var afslapningsdag, hvor vi ikke kunne få Laurits med ud og opleve noget. Autister har brug for at slappe af, så det fik han lov til. Søren og jeg fandt en cache i nærheden af vores rækkehus og jeg fik afleveret en trackable-dims i cachebeholderen til dens videre rejse. Søren fik også fløjet med drone og fik nogle fine optagelser ude ved havet. Emma og jeg benyttede efterfølgende lejligheden til rigtig at få udforsket vores landsby, hvor en cache ledte os ud på den anden side af en byens strand ud på nogle flotte lavaklipper. Vores lange gåtur blev afsluttet på en cocktailbar, hvor vi fik nok verdens bedste smootie.

Enestående lava ved havet ud for Callao Salveje. Det ligner en engel, et spøgelse eller … ja, bestem selv. Smukt er det ihvertfald.
Vores stand i Callao Salveje, som vi ofte var ude at bade ved.
Emma og jeg gik en super hyggelig og dejlig lang gåtur i landsbyen. Vi sluttede impulsivt af på Nebula. Denne bar besøgte vi alle 4 igen aftenen inden vi rejste hjem.

Torsdag var det Sørens tur til at få et ønske opfyldt, og det var at se Santa Cruz, Tenerifes hovedstad samt at komme op på et berømt strand nord for hovedstaden, hvor sandet er gult (og ikke lava-sort), fordi sandet er hentet fra Saharas ørken. At finde parkeringsplads i hovedstaden kan være “spændende”. Vi var blevet anbefalet at finde parkeringshus og google ledte os direkte til en fin parkeringskælder. Da vi kom op fra kælderen befandt vi os direkte på et slags fisketorv – det var virkelig hyggeligt. Selve byen synes jeg ikke var særlig interessant, det kunne være hvilken som helst gågade, vi gik i. Men nu er jeg jo heller ikke en særlig god person at shoppe med, jeg hader det faktisk, da det keder mig.

Turen gik så til den gule og lange strand. Her var virkelig smukt og der var gode faciliteter. Emma og jeg gik en laaaang tur langs strandkanten og fik taget mange insta-billeder 🙂

I Santa Cruz så jeg disse meget specielle øl med coconut, mango og banana. Jeg var fristet til at købe og smage, men nej tak. Det lød alligevel for sødt til min smag. Jeg er mere til Grimbergen!
På stranden nord for Santa Cruz fik vi soppet og hyggesnakket. Dejlig dejlig strand!

Fredag var det Emmas tur til at ønske at se noget. Hun er meget fascineret af at se nogle forladte hoteller, forladte parker eller bygninger. I en by, der hedder Abades, ligger der en masse forladte bygninger. Rent faktisk er det bygninger, der blev bygget til spedalske for mange år siden, men midt i byggeriet, blev alt pludselig stoppet og derfor fremstår bygningerne som forladte og spøgelsesagtige. Her fandt jeg selvfølgelig også nogle cacher. Det er meget specielt at gå rundt og forestille sig, hvordan der skulle have set ud.

Ved Abades ligger der også en fantastisk strand. Sort sand var der naturligvis. Vi havde snorkleudstyret med og ude i havet så vi igen fantastiske fisk, bl.a. en cuttlefish og trompetfisk.

Desværre kunne vi ikke lokke Laurits med på denne tur, så han blev hjemme i rækkehuset og så på iPad og slappede af. Han skulle jo også lade op til lørdagens tur.

Rigtig mange forladte bygninger i spøgelsesbyen ved Abades.
Jeg måtte lige kravle ind i denne tunnel for at finde en cache. Imens udforskede Emma og Søren en af bygningerne. Emma fandt en indvendig trappe i bygningen og pludselig kom hun gående oppe på taget. Uha, lidt farligt men også vildt spændende.

Lørdag var det nemlig Laurits til at få sit store ønske til udflugt realiseret. Han havde glædet sig hele ugen og vi valgte denne dag, da det var den varmeste dag ifølge vejrudsigten. Turen gik nemlig til verdens bedste badeland: Siam Park. Det er virkelig vilde vandrutchebaner, som udfordrer både store og små. Det er tredje gang, at jeg er i dette vandland og jeg blev ikke skuffet, selv om vandland egentlig ikke er noget for mig. Men de der vilde forlystelser, det er virkelig sjovt og udfordrende. Det bedste er at høre Søren skrige højt, når vi alle 4 blev slynget fra den ene ende af rutchebanen til den anden ende i løbet af no time.

Laurits var i øvrigt dene eneste af os 4, der turde prøve tower of power. Sejt gået Laurits!

Søndag, efter 8 overnatninger, var det afrejsedag. Vi skulle være ude af rækkehuset kl. 11 og flyet gik kl. 13.50. Et perfekt tidspunkt at rejse på, så man ikke skulle op kl. lort om morgenen og dermed egentlig også ville miste en hyggelig aften dagen før. Vi fik pakket i ro og mag og gennemgået hele huset, hvis vi skulle have glemt noget. Jeg fik også lejlighed til at tælle skildpadder i huset (huset hed nemlig Villa Sea Turtle), og jeg fandt 38 skildpadder i alt!!! Vi så dog ingen skildpadder i havet denne gang, men så rigtig meget andet.

Herlig tur, hvor vi fik hygget os alle sammen.

Udsigten til La Gomea fra Gallao Salveje

 Tak fordi du læste med så langt.

Nu er jeg gået på slankekur igen 🤣😜

 

 

 

.

Fjernstyring af agilityhund

Når knæet gør nassss….

Sidste mandag til agilitytræning hos Channie fik jeg lavet et dumt vrid i mit knæ. Det har så drillet mig on off hele ugen, hvor jeg har lidt smerter. Især når jeg skal bøje knæet for meget (fx når jeg går op og ned af trapper).

Men det holder mig dog ikke fra at “” til agility. Hver tirsdag træner jeg sammen med en flok gode venner i Ringsted. Faktisk følte vi os alle 3 på holdet lidt amputeret i tirsdags: En havde knæproblemer, en havde problemer med vejrtrækning og så mig, der ikke kunne løbe. Vi udnyttede dog situationen og fik trænet lidt på fjernstyring af vores agilityhunde – sådan lidt ala Stanislav fra Rusland, der vandt VM i agility for nylig. Han er faktisk mit store idol. En kæmpe mand, med lidt for mange kilo vægt, som har lært sin hund fjernstyring. Det ser så bragende godt ud.

Jeg forsøgte mig med en masse verbale kommandoer i tirsdags til træningen. En masse af disse kommandoer kan jeg takke min hvalpeinstruktør Johanna Allanach for. “Left” og “Right” kommer virkelig på prøve, når Pizza skal dreje den ene og anden vej. Jeg skal bare lige lære at time det lidt bedre i fremtiden. Men fremtiden ser lys ud.

Sådan så træningen ud:

Tak Marianne for at filme Pizza og jeg. ❤

 

 

.

4-dages miniferie på Bornholm

For mange måneder siden besluttede jeg mig for at tage til DKK kreds 8’s agilitystævne på Bornholm i den midterste weekend i september. Jeg tjekkede færgebilletter, og de var billige, hvis man tog over Ystand til Rønne allerede torsdag morgen, altså 2 dage før stævnet. 99 kr. for en færgebillet med bil. Det var da billigt og hvis jeg kunne finde et billigt hus at leje, så var det jo toppen. Airbnb blev trawlet tynd og pludselig fandt jeg en lille hytte, der lignede  noget fra 70’erne med alle de retro-ting, der var på hylderne. Så det var med en vis skepsis, at jeg bookede hytten, for der var kun billeder af hytten indefra.

Sådan så retrohytten ud. Der var pænt og nydeligt. Og min frygt blev gjort til skamme. Herlig overdækket terrasse med modne jordbær i urtepotterne. Der var ingen have til hytten, men det gik fint, for luftemuligheder var jo lige uden for hytten i skoven.

2 cacheture ledte os forbi denne kirke, som er utrolig smuk. Der var en kirkemand indefor, som fortalte os lidt om kirkens historie og om det flotte moderne alter-maleri.

Søren havde fået fri, så han var med derovre. Børnene går jo i skole på hverdage, så de var hos deres mor.

Alle de gange, hvor jeg har været på Bornholm, så har jeg boet ved Gudhjem, Hasle, Dueodde eller andre steder ved kysten. Aldrig ved Rønne, altså Bornholms ”hovedstad”.

Hytten lå på Stampen Vej 4 lige uden for Rønne og var et anneks til ejerens hus. Det var ganske rigtigt en retrohytte, men alt var fint og ordentligt, så her vil jeg gerne bo igen en anden gang. Der var en bette stue, soveværelse, badeværelse og køkken på ca. 2 m2. Og så var der en dejlig overdækket terrasse. Det føltes som om, at hytten lå inde i en skov, så vi bemærkede ikke, at der var blæsevejr de 4 dage.

Planen var, at jeg de første to dage inden agilitystævnet ville udforske Rønne by. Jeg havde fået flere tips af en af mine geocachingvenner Wilfred til nogle gode cacher i Rønne. Den første cachetur vi kom ud på var en multicache, hvor vi blev dirigeret rundt i byen og skulle udforske nogle gps-steder og tælle fx vinduer for at få næste gps-position. På turen mødte vi tilfældigvis en “indfødt” som fortalte os om det hus, vi stod ved, at det var en gammel gård, som lå lige uden for bymuren i gamle dage. Turen hed Brosten og gamle huse.

Næste cachetur var en historietur, hvor vi kom rundt for at se relieffer og steder, hvor russerne havde bombet Rønne efter 2. verdenskrig var slut. Det er en helt anderledes krigshistorie Rønne har i forhold til resten af Danmark. Enten har jeg ikke hørt ordentlig efter i historietimerne eller også har jeg glemt, hvad Bornholmerne var igennem i forbindelse med 2. verdenskrig.

En tur rundt i Rønne by for at se på relieffer. Et af stederne blev vi budt på kaffe hos en keramikforretning. Rønnes befolkning er virkelig søde og rare, vi følte os ihvertfald meget velkommen, hvorend vi gik hen.

 

En cache ledte os ud til et sted, hvor der var en slags lagune mellem klipperne. Jeg skulle dog ikke nyde noget af en badetur … havde heller ikke badetøj med 😉

 

Vi var på jagt efter en bestemt cache fredag eftermiddag i nærheden af Døndalen. Vi kunne ikke finde den, og gik så op i Døndalen. På vej ned fik jeg pludselig en lys ide om, hvor cachen kunne være. Jeg havde ret. Vi skulle ind i en tunnel. Utroligt hvad man gør for at finde en lille beholder og et stykke papir 🙂

Faktisk var Søren og jeg så fascineret af Rønnes historie, at vi fredag formiddag besøgte Rønne Museum. Vi regnede med at få en time til at gå derinde. Men inden vi havde set os om var der gået 2½ time. Utroligt spændende især med guld-gubbernes opkravning m.v.

Vi kom på museum … altså som besøgende 😉

Lørdag og søndag stod i agilityens tegn hos DKK kreds 8. Et super hyggeligt stævne (kun 1 bane = afstressende), hvor det var lige ved og næsten med Pizzas ene springløb, hvor hun blev nr. 2, kun 8 hundrededele af et sekund fra at snuppe certet og 1. pladsen. Hun blev også nr. 2 i spring åben.

Der var ikke så mange seniorhunde tilmeldt. Vist nok kun 3 store i alt. Kizz Me vandt 4 ud af 6 løb.

Pizza var virkelig i hopla til agilitystævnet.

Der var mega blæsevejr lørdag og søndag. Jeg havde ikke hårtørrer med til Bornholm, så håret blev (hurtigt) lufttørret.

Ditte Wolsteds datter Kimmie på 14 år havde jeg set løbe agility til DM i august måned. Hun fik lov til at låne Pizza til dette stævne på Bornholm i 3 løb. SÅDAN! Det klarede de til UG kryds og bolle. 2 fejlfrie løb og 1 løb med 5 fejl. Det må da siges at være bestået! Hvis alt går vel og de får løbet udtagelsesløb, kan det være, at de skal prøve sig med junior DM i agility næste år.

Mens jeg løb agility lørdag og søndag var Søren forskellige steder rundt på Bornholm. Både med drone og på cachejagt. Dejligt, at han ikke bare sidder og keder sig ved ringsiden til agility, men selv søger udfordringer.

Generelt var der dejligt vejr på Bornholm. De 2 første dage var skønne og de 2 sidste dage var med rigtig hård vind. Flere af teltene på agilitypladsen blæste i stykker. Færgen hjem var også udfordrende for nogle. Jeg har aldrig været søsyg, og blev det heller ikke på denne tur, men jeg kunne se flere kaste op og have det rigtig dårligt. Der blev brugt en del af de hvide papirsposer ved de forskellige borde.

 

Det var så tredje gang i år, at jeg var på Bornholm. Det er en ø, som jeg ALDRIG bliver træt af at besøge. Der er altid noget at se, som man aldrig har oplevet før.

 

DM i agility – I AM BACK!

På vej i mål

Hoooooney I am hooooome! Sådan en følelse har jeg lige nu. Jeg er endelig kommet hjem igen efter en lang rallyferie med Kizz Me. Nu er det Pizzas tur til at give den gas og jeg nyder igen min gamle hobby: Agility.

I weekenden var jeg til DM i Vejen, hvor Pizza og jeg vandt sølv sammen med holdet Hans og Tøserne.

At løbe fejlfrit i mål til DM er den fedeste følelse!!!!! Det har jeg meget svært ved at skjule. Der er ikke så meget jantelov i mig.

Her er dog lidt historie om tiden op til DM:

Pizza havde jo hvalpe i foråret, så derfor havde jeg på forhånd lagt op til, at jeg ikke skulle på noget hold agilitymæssigt i år, da jeg jo ikke kunne yde en hel sæson for et hold.

Pludselig en dag så jeg, at det hold, som jeg delvist var med på sidste år, manglede en hund til deres hold Hans og Tøserne, da holdet havde fået en skadet hund. Jeg blev spurgt om jeg ville på hold resten af sæsonen, og svarede ja. Jeg har lige nøjagtig nået at være på hold til 2 stævner for at opnå udtagelse til hold-DM i agility.

Sødeste Pizza – sølvvinder hold DM 2019 i agility

På facebook har holdet en lukket gruppe, hvor vi diskuterer strategi for vores løb, tilmeldinger til konkurrencer, giver opbakning og aftaler en masse om, hvordan vi skal løbe. Der er ingen af os, der træner på samme hold eller i samme klub, vi kender bare hinanden utrolig godt gennem mange år på agilitybanerne. Dette sammenhold og aftale om, hvordan vi løber til DM tror jeg har været med til, at vi virkelig gjorde alt, hvad vi kunne, for at komme på skamlen.

Vores holdkaptajn skrev følgende: Kære Teammates, this is your captain speaking😄 glæder mig til vi skal gi den max gas i weekenden og vi går efter medaljer, hvis nogen skulle være i tvivl. Dorthe har som den eneste også kvalificeret sig individuelt og vi hepper højlydt på dig🇩🇰👍🏻 pøj pøj til os alle

Jeg skrev bl.a. følgende til vores holdkammerater: Vi kan sagtens gøre os gældende. Jeg vil foreslå en strategi med stille, rolige sikre løb. Det kan godt være, at vores tider ikke vil være himmelske, men det er trods alt vigtigere at være fejlfri. Prøv at se, hvordan folk vandt NM.

… og sådan blev vi bare ved med at gejle hinanden op.

Vores dejlige hold med god holdånd

Holdånden fortsatte dagene op til DM og under selve DM. Vi var fuldstændig enige om den fælles strategi: Sikre holdløb, stille og roligt (som det nu kan være med en hurtig hund), tager ingen chancer. Fejlfrit løb er bedre end en nedrevet overligger med en hurtig tid.

Lørdagens holdløb gik rigtig godt. Der var 3 fejlfrie hunde ud af de 4 første hunde, og da jeg altid løber sidst, satsede jeg alle bananer for at lave en hurtigere tid, da vi jo på den måde kunne forbedre vores tid. Pizza blev desværre disket, men vi havde jo stadig 3 fejlfrie hunde igennem, og det var målet, da de 3 bedste hunde tæller på holdet.

Lørdagens resultat var, at vi lå nr. 3. Hold da op, hvor blev vi tændte af det. Vi kunne pludselig se, at der var mulighed for at ende på skamlen til DM. Så da vi kørte fra DM-pladsen og hjem til kroen for at slappe af og lade op, kom vi til at runde McD og fik en stor is. Ups.

Lørdag aften på Mikkelborg Kro var smadder hyggelig. Susanne og hende søn Julius, Serine, Dorthe og jeg fik dagens ret på kroen og vi fik vist også nogle øl eller 2 eller 3 (altså ikke Julius). Snakken gik og vejret var dejligt. Vi sad ude til kl. 22 i shorts/nederdel og t-shirt.

Selfietime. Susanne jeg og Serine.

Dorthe min holdkammerat og jeg delte værelse og vi sov begge meget urolige den nat. Tror vi var virkelig spændte på, hvordan søndagen ville ende.

Søndag mødte vi op på pladsen kl. lidt i 8 og der blev uddelt flag og sunget nationalsang. Det er meget festligt. Heldigvis blev der i år ikke uddelt en gammel dansk eller anden bitter. Jeg har altid syntes, at det alkohol om morgenen til DM var malplaceret til sådan en sportsbegivenhed.

Så gik finalerne igang. Først de små hunde og så mellem hunde. Holdenes startrækkefølge er sådan, at gårsdagens dårligste resultat starter og til sidst de bedst placerede hold. Dermed bliver det mere og mere spændende efterhånden som dagen går.

Så blev det endelig de store hundes tur. Jeg var så spændt, at mens jeg sad og så på de små og mellem hunde målte jeg min puls, den lå på 100-105, hvilket jo ikke var så godt.

Dommeren Helge Himle fra Norge havde tegnet nogle rigtig gode DM baner. Der var nogle drilske ting på banen, men ikke noget, som vi ikke kunne løse. Da det blev vores holds tur var holdet stadig helt enige om, at vi skulle løbe sikkert og forsøge at løbe fejlfrit.

Gitte og Tag startede med at løbe fint, men fik 5 fejl på vippen og 5 fejl på balancen. Men de kom igennem!!! det var vigtigt. Så kom Camilla og Halina, desværre en disk. Så kom Dorthe og Cyber, fejlfrit (som dagen før)! Derefter var Hans på banen, disk. ….. F-F-F-ordet …., så afhang det hele ligesom af Pizza og jeg. Vi skulle jo have 3 hunde igennem banen og nu var 2 hunde pludselig disket ud af 4.

Da jeg skulle ind på banen blev mine ben pludselig tunge, men jeg fastholdt fokus, lavede et par lydighedsøvelser med Pizza. Da jeg stod klar til start tog jeg en dyb indånding og tænkte … det her kan jeg godt. Mit mål var at komme fejlfrit igennem, skidt med store buer og skidt med skodhandling – jeg skulle BARE igennem fejlfrit, for ellers var vi røget ned på en dårlig placering. Sørme om ikke om Pizza og jeg gjorde det …. vi løb fejlfrit og sikke en glæde.

Her er mit løb:

Vi endte som sagt med at blive sølvvinder. Det føltes som om vi vandt, for vi vandt på sammenhold og holdånd. Jeg er bare så stolt af mine holdkammerater. Vi gav alt hvad vi havde i os og vi havde troen på, at det kunne lade sig gøre. Bedst af alt var, at alle på holdet havde ydet en indsats, som bevirkede, at vores hold endte så flot.

Dorthe og jeg havde en fantastisk tur til Vejen. Hun er en herlig rejsekammerat og det går også fint med hundene på hotelværelse og i bilen.

Tak fordi du læst med så langt. 🙂

I AM BACK!

 

Kizz Me’s sidste DM i rallylydighed

Tilbage i april måned havde Kizz Me to blændende gode rallyprøver, hvor hendes points var så fine, at hun blev udtaget til DM i rallylydighed. – Der var DM her i weekenden.

Op til DM har jeg haft svært ved at finde motivationen til træning, men fik dog slæbt mig ud i haven og fik trænet nogle svære momenter så som tunnel og fremsending til kegle ved spring. Ligeledes har jeg haft trænet dobbelt-spring, som Kizz Me syntes er svært, når jeg ikke løber med.
Jeg havde ligeledes aftalt med en god rallyveninde Birgit, at vi skulle træne sammen onsdagen inden DM. Den onsdag fik vi trænet to af dommer Majkens tidligere baner, så vi var forberedt på Majkens banestil. Flere af øvelserne så vi faktisk gå igen i banen til DM 😉
Birgit og jeg fik en god træning og vi afsluttede med at give hinanden en tøselussing, så vi kunne tage os sammen lørdag til DM.

Kizz Me en glad rallyhund

DM startede fint med indskrivning, indmarch med Odense Pigegarde (og ja, jeg gik i takt og fløjtede med på melodierne) og snak med venner fra hele landet. Hele landsbyens bygade havde flag-allé, det var virkelig festligt.

Der var god stemning og alle kom frem til start selv om det blev lidt hektisk for enkelte personer pga. en lastbil, der var væltet på motorvejen og spærrede det hele.

Desværre var startlisterne opstillet i alfabetisk rækkefølge efter hundenes stambogsnavne, så Asasara-hundene skulle starte. Kizz Me skulle åbne hele ballet, og hvis der er noget, jeg hader, så er det at være nr. 1 på startlisten. Jeg elsker at have god tid til at forberede mig og få banens øvelser helt under huden ved at se minimum 5 hunde før mig. Det var der desværre ikke noget at gøre ved.
Messi (Kizz Me’s afkom fra hendes første kuld) skulle starte lige efter os, så jeg så ikke så meget af hans bane, da jeg koncentrerede mig om Kizz Me, da vi lige var kommet ud. Øv øv igen med den alfabetiske rækkefølge.

Det her var for svært for Kizz Me. Hundemad mellem 2 spring. Hun spiste ikke noget, Men hun mistede springøvelsen, og hun mistede en øvelse lige ved de to spring.

Starten af min bane gik ikke så godt. Kizz Me startede første øvelse med -3 point pga. en ommer (skift foran hen med 2 spring). Så en fin vending foran springene og dernæst bakke på højre side. Det kunne hun slet ikke, da hendes bagdel svingede ud i en vinkel på over 90 grader, og så er det minus 10.

Når der er spring på banen kigger Kizz Me meget efter dem, da hun jo er en gammel agilityhund. Heldigvis tager hun ikke springene, selv om vi skal lave en vending lige før et spring. Men til gengæld kunne kun ikke håndtere den meget duftende madskål med hundemad. Prøv at se billedet ovenfor. Kizz Me skulle have stået stille lige bag ved springet og så springe tilbage, men hun valgte at gå udenom. Det var som om at hundemaden trak i hende.

På det tidspunkt i baneforløbet havde jeg så mistet 2 øvelser og så vidste jeg godt, at det DM løb var kørt og at jeg ikke kom med til finalebanen. Fra da af gik jeg upåvirket og glad videre. Kizz Me kunne ihvertfald ikke lure mine tanker om, at vi lige havde mistet en finalebane og at det hele faktisk var slut næsten inden vi havde gået 5 skilte. Kizz Me kunne jo ikke gøre for det og det kunne jeg heller ikke, nu skulle resten nydes på bedst mulige måde.

Fuld fart i indkald fra hendes stå ved kegle.

 

Fin højrehandling.

 

En af Kizz Me’s yndlingsøvelser, er “bak fremad”. Man kan tydeligt se på dette billede, at hun bevæger sig bagud og at halen kører.

 

Måske en anelse for langt fremme i fri ved fod 😉

 

Cirkel i gang rundt om fører, det går ikke stille af sig.

 

Vi har lige passeret målskiltet og så kan Kizz Me ikke længere holde sin pladsposition, det er også lige meget, for bedømmelsen slutter her 🙂

Resten af dagen til DM fik jeg til at gå med at se på rally, heppe på mine afkom i både rally og LP. Der var 7 asasarahunde med i alt, så jeg havde lidt at se til, og nåede ikke at se alle. Jeg så heldigvis begge Chats baner, hvor han gik rigtig fint. Han blev nr. 2 til DM i rally ekspertklassen. Det er ret vildt. Og hvor er jeg dog glad på Mettes vegne. Det var lige før jeg holdt vejret i 2½ minut, når de var på banen.

Da jeg gik lidt rundt på pladsen var der flere, der kom hen og spurgte: “nå, hvordan er det gået i dag”. Efterhånden blev jeg ret træt af at skulle fortælle, at det ikke var gået godt og at vi blev IB’et, men det kunne folk jo ikke vide, så jeg svarede pænt på spørgsmålet hver gang. Jeg har jo også virkelig mange dejlige hundevenner, så øh, sådan er det jo bare … 😉

En af de bedste kommentarer jeg fik var fra Johanna A. Hun sagde, at jeg havde en total fed måde at gå på banen, selv om jeg godt vidste, at jeg var blevet IB’et. Det var en fornøjelse at se.

Og en anden kommentar fra facebook er fra Birgit, der varmer rigtig meget: “I er et 🌟 team❤️. Jeg holder så meget af din tilgang til dine hunde, trods dårlig start på banen, fører du din hund igennem resten med den skønneste attitude, og får det bedste frem i Kizz 😍 Se det’ er verdensklasse hundefører 💪🏼”

Her er video af Kizz Me’s og min bane til DM. Der var ihvertfald 3×10 point i fradrag, et par ommere og det løse. Det giver “ikke bestået”. Men bortset fra det, så var det en total fed bane, som dommeren havde tegnet. Jeg kunne have fundet på de samme drilske og spændende baneflows 😉

Kizz Me er 10½ år nu. Og om 1 år er hun så 11½ år, jow jow en blondine kan godt regne – og så plejer bentøjet på ældre hunde ikke at være det bedste, så der er hun måske pensioneret. Næste år er agilityår for mig. Det er den sport, der står mit hjerte nært og det jeg brænder for. Og det er ikke noget svært valg for mig at vælge agility frem for rally, når DM bliver afholdt næste år, for der bliver det hele slået sammen. Det bliver årets festligste begivenhed til Hund i Fokus.

Jeg har tilmeldt rallyprøver med Kizz Me i Ballrup om et par weekender og derefter er der rallypause på ubestemt tid.

 

En amputeret ferie

En lidt underlig overskrift “en amputeret ferie”, men det var faktisk, hvad det var. I uge 29 havde min mand Søren en uges ferie, men den var sådan lidt afbrudt af, at min papdatter Emma havde enkelte forskudte dage, hvor hun skulle på arbejde (hun har fået arbejde på McD i fritiden og dermed også i sin skoleferie). Det blev dog heldigvis til næsten en uges ferie i vores eget sommerhus på Falster – deltvist med Emma.

Vores sommerhus i Sortsø. Vi sidder ofte ude på den overdækkede terrasse, hvor der både er plads til spisebord og stole samt sofasæt.

Jeg var på arbejde hver dag i uge 29, men når jeg havde fri, kørte jeg direkte til sommerhuset. Det ligger heldigvis kun 55 minutters kørsel fra mit arbejde, så jeg følte, at jeg havde sådan lidt ferie med familien.

Jeg er lidt af et friluftsmenneske. At komme ud at vandre eller ud på havet er noget jeg kan lide. Her er jeg på mit elskede paddleboard.

Flere af eftermiddagene og en enkelt aften var jeg ude at bruge mit paddleboard og jeg var også ude i dobbeltkajak med Laurits, min papsøn. Og næsten hver aften var vi også i vores vildmarksbad. Det er altså en super investering og meget hyggeligt at sidde der i det varme vand, som er opvarmet ved hjælp af en integreret brændeovn.

Jeg er ikke ene om at elske at komme i vildmarksbad i Sortsø.

I en af ugerne i sommerferien er der et ugelangt agilitystævne, som trækker folk til fra ind- og udland. Jeg har ikke deltaget i flere år, da jeg helliger mig familielivet. En af mine hvalpekøbere fra Estland kommer hvert år til dette stævne og i år fik jeg lejlighed til at møde hende igen. Det var sørme skønt at se hende og Tju Bang igen. Martin kom også lige forbi med Pink (det er mor til Tju Bang – hun var min udstationeringstæve).

Her er Kizz Me (oldemor til Tju Bang), Pizza, Tju Bang og mor til Tju: Pink.

Uge 30 er arbejdsuge. Så er der ferie i uge 31 og 32.

For et halvt års tid siden skrev jeg et indlæg på facebook og spurgte om der var nogle med sommerhus, der kunne tænke sig at bytte sommerhus med os en uge. Det er jo ganske gratis at bytte og samtidig kommer man ud og ser lidt nyt. Helle (som jeg kender fra hundeverdenen) skrev til mig, at det var hun med på. Derved kom det i stand, at vi kom til Hurup Thy i en uge.

I uge 31 ankom vi til et dejligt sommerhus tæt ved vandet (stenet strand, men vi badede med sko på). Emma var desværre ikke med derop, da hun næsten skulle på arbejde i Næstved hver anden dag i den uge. Så vi kunne ikke få det til at gå op, ej heller hvis hun tog et tog til Struer så skulle hun hjem igen dagen efter. Så hun måtte blive hjemme, men hun er jo også gammel nok til at finde ud af det. Uha som tiden går.

Et dejligt billede af hundene og jeg ude på en af vores mange gåture ved Draget.

Der var rigtig fint vejr i Hurup det meste af tiden. Dog var der enkelte regnbyger og Søren og jeg slog tiden ihjel med nogle spil. Det var virkelig hyggeligt at prøve nogle nye spil i sommerhuset. Jeg elsker at spille spil. Mine yndlingsspil er skip-bo og rummicup. I sommerhuset spillede vi sorteper og alfabet.

Vi spillede mange spil og her er vi igang med alfabet, som virkelig fik vores hjerneceller i gang.

Jeg var hver morgen ude at gå en lang tur med hundene i det naturskønne område. Nogle ture blev længere end andre. Men jeg gik ca. 3-4 km hver morgen. At høre vandets bølger og fuglenes kvidren er som et boost til mig. Elsker det virkelig højt.

Pizza i en flot solnedgang i Hurup Thy (Draget)

Mandag tog vi til Hanstholm for at se  bunkersmuseum. Vi kom med på en rundvisning, der tog over en time. Men det kunne vi slet ikke undvære. Det var en virkelig god fortæller, som var meget engageret og vidste bare ALT som i ALT om bunkers og Hanstholm. Derefter kom vi ind og så en restaureret bunker, så man kunne forestille sig, hvordan tyskerne havde boet. Vi besøgte også bunkers, der bare står og forfalder lige så stillet. Det var uhyggeligt, for der er virkelig mørkt derinde.

Vi udforskede virkelig mange bunkers. Der er godt nok mørkt dernede i dybet.

Vi var en smut i byen Agger for at bade i Vesterhavet. Jeg skulle dog ikke nyde noget. Der var fralandsvind og så var vandet bare pisse koldt. Og det er bestemt ikke noget for mig, for jeg er en værre frossenpind.

Søren og Laurits er ude at bade i Vesterhavet.

Tirsdag tog vi en tur i Sydthy Kurbad. Tirsdag er der nemlig adgang for teenagere og Laurits er jo 13. Det var virkelig skønt at prøve alle de saunaer, boblebade, varme bade og fodbad. Vi fik over 4 timer til at gå derinde og jeg var ved at gå helt i opløsning til sidst. Det var heller ikke så dyrt og det er klart noget jeg kan anbefale, hvis man er til wellness.

Torsdag var vi en tur til Thyborøn. Vi valgte at køre “nedenom” for at få en lille køretur ud af det. I Thyborøn er der virkelig mange bunkers på standen og vi var inde i mange af dem. Vi skulle selvfølgelig også lige finde en cache i en af de mørke bunkers. Vi var også på udkig efter en anden cache i en stor firkantet bunker, men der skulle man helt ned på maven for at møve sig ind … så det droppede vi. Tooooo scary.

Thyborøn har mange bunkers på stranden

 

En af vores grunde til at komme til Thyborøn var også at besøge Flemming og Ruth. To meget søde hvalpekøbere, som har hvalp efter henholdsvis Kizz Me og efter Pizza. Så der var selvfølgelig også lejlighed til at tage et familiebillede.

Alfa og Enter. Kizz Me (mor til Enter) og Pizza (mor til Alfa). Herligt familiefoto.

Flemming og Ruth inviterede os med på fiskerestaurant om aftenen. Vi fik simpelthen det skønneste måltid, som jeg sent glemmer. Havkat til forret og pigvar til hovedret. Jeg var desværre for mæt til at få dessert. Sikke en hyggelig aften.

Virkelig lækker mad på fiskerestauranten La Mar i Thyborøn.

For at komme fra Thyborøn til Agger (hvor sommerhuset ligget i Hurup), bliver man nødt til at tage en lille bitte færge. Den er flere afgange om dagen, men sidste afgang er kl. 20. Vi nåede lige nøjagtig den sidste afgang fra Thyborøn. En lille tur over Limfjorden og så var vi i Agger. Tror det tog 10 minutter.

Den nuttede færge mellem Thyborøn og Agger Tange

I nærheden af sommerhuset i Hurup ligger der et område, hvor der er fyldt med gravhøje. Vist nok 32 gravhøje meget tæt ved hinanden. Faktisk stod Søren og jeg et sted, hvor vi kunne se 18 gravhøje på en gang. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var faktisk en cache, der ledte os ud i området. Dejligt at bruge geocaching som en turistguide. Laurits var desværre ikke med ude på den gåtur, da han havde behov for at være hjemme den dag og se på iPad.

Panoramabillede af nogle af gravhøjene. Området kaldes for Oldtidshøjene.

Der var også tid til hygge og ikke kun en masse besøg og seværdigheder rundt omkring. Vi var ofte ved stranden og gå ture eller legede “find mig” via walkie talkie, hvor vi skulle beskrive, hvor vi var løbet hen og så skulle den anden finde os.
Stranden ved Hurup er fyldt med fantastiske smut-sten. Vi fik afprøvet vores smut-ekspertise og jeg fik helt ondt i armen til sidst, da vi fik lavet en lille konkurrence om, hvor mange gange smut, man kan lave.

Laurits slår smut.

Det var en dejlig uge i Hurup Thy og på vejen hjem mod Sjælland slog vi lige et smut omkring Silkeborg og besøgte mine forældre.

Kizz Me også foreviget i en smuk solnedgang

Uge 32 var sidste uge af vores ferie og Søren og jeg ville gerne have været i vores eget sommerhus, men Laurits ville ikke på ferie mere (han er autist), og vi bliver nødt til at tage hensyn til, hvor meget han kan håndtere og har lyst til. Så vi valgte at blive hjemme i Toksværd den sidste uge. Det vil sige, at de 2 uger, hvor jeg havde ferie var jeg i Hurup den ene uge og så hjemme i Toksværd den anden uge.

Det var jo ikke så meget ferie vi har haft med Emma i år, så vi tjekkede vejrudsigt og vi tjekkede Emmas arbejdskalender og for at få en hyggedag sammen med Emma tog vi i Tivoli tirsdag. Og hvilken dag det blev. Vi havde det sjovt alle sammen og jeg elsker halv-vilde forlystelser (bare man ikke kommer for højt op). Det gør ungerne heldigvis også.

Her sidder Emma og jeg forrest i en af Tivolis forlystelser. Grunden til at håret er “højt” er at vi hænger med hovedet nedad!!!

Så alt i alt en noget amputeret ferie, men rigtig god ferie alligevel, alle omstændigheder taget i betragtning. Jeg har taget 4 kg på i ferien, så nu står den på slankekur, så jeg kan løbe stærkt til de kommende agilitystævner 🙂

Tak fordi du gad at læse helt til slutningen af mit blogindlæg 🙂