På et tidspunkt midt i sommerferien opdagede jeg, at man i år kun skulle have to fejlfri AG-åben og en fejlfri spring-åben, for at blive udtaget til DcH’s DM i agility. Så jeg tilmeldte et par stævner i et stille håb om, at det kunne lade sig gøre.
Første stævne DcH Næstved, der fik jeg 1. udtagelse i AG-åben (det var et 2-dages stævne dvs. fire åbne klasser). Næste stævne i DcH Nykøbing-Rørvig var med fejl i begge åbne løb – så igen udtagelse der. I DcH Jyderup fik jeg 2. udtagelse i spring-åben, men manglede dermed stadig et fejlfrit løb i agility åben for at blive udtaget.
Samlet set havde jeg jo to chancer i Næstved, en i Jyderup, en i Nykøbing Rørvig og så en i Vordingborg sidste weekend for at løbe fejlfri i agilityklasserne. Men i det sidste stævne i Vordingborg havde Pizza desværre 5 fejl på balancen (det var anden sidste forhindring) i agility åben, og så blev lyset slukket.
Jeg kunne have valgt at stille op i det ekstra stævne, der var blevet stablet på benene af DcH Højme sidste weekend, for at øge mine chancer. De havde nemlig i sidste øjeblik lavet et dobbelt åben stævne, men da det blev offentliggjort, havde jeg allerede tilmeldt mig og betalt for KAF’s stævne, som blev afholdt i Hvalsø samme dag. Og man kan jo ikke være to steder samtidig. Jeg valgte KAF’s stævne, da det samtidig var finalen i årets hund i DKK, som Pizza var udtaget til.
MEN men men jeg havde på forhånd sagt til mig selv, at hvis Pizza ikke kunne få 2 fejlfrie agilityløb ud af 5, så var Pizza heller ikke værdig til at deltage i DcH’s DM. Og for det andet, så synes jeg også, at jeg egentlig har været ude til så mange stævner her på det sidste, at det er ved at kvæle mig lidt. Da Danmark åbnede sig efter det værste corona-halløj var overstået, har jeg (og så mange andre) fået konkurrencekriller og har fået tilmeldt mig revl og krat. Jeg trænger simpelthen til en pause!
Pizza har også sprunget en smule underligt det sidste stykke tid, så en tur til kiropraktor i næste uge og en bette konkurrencepause er vist meget fint for min elskede hund. Overvejer sågar snart at sætte hende i seniorklasser, men det må tiden vise.
Så en lille friweekend den 25. – 26. september gør mig slet ingenting. Måske skal vi også have tømt sommerhuset for vores sidste personlige ejendele … 😉
Næste gang jeg skal noget …. er en sød lille sviptur til Bornholm til hooperskonkurrence i oktober.
For et par år siden købte Søren og jeg måltidskasse fra Aarstiderne. Jeg har længe gået og pønset på, at nu var tiden snart inde til igen at købe måltidskasse – så nu får vi sådan en hver mandag, som passer til aftensmad mandag, tirsdag og onsdag.
Der er mange fordele ved sådan en måltidskasse:
Man er fri for at køre i supermarked flere gange om ugen.
Man er fri for at tænke over, hvilken ret man skal have i morgen.
Man er fri for at få det samme igen og igen.
Man bliver inspireret og får udvidet sin madhorisont.
Man lærer nogle nye grøntsager at kende (ja, jeg er 51 år og har opdaget nogle grøntsager, som jeg aldrig har hørt om før).
Man spiser ikke for meget, da der faktisk er meget fine opmålte portioner.
Der er ingen madspild.
Maden bliver leveret til døren og skal blot sættes i køleskabet. Emballage og kasser leveres retur ved næste leverance.
Sidst men ikke mindst, så er det pisse hyggeligt at lave mad sammen med min mand.
Angående punkt 9, så står enten den ene person ofte og laver enten det hele den ene dag og den anden person en anden ret dagen efter. Med måltidskasser så står vi og gennemgår opskrifterne sammen og laver maden sammen. Det er altså bare rigtig hyggeligt.
Søren og jeg er på LCHF, så at finde en måltidskasse, der passer til ketose-os kan godt være lidt omstændigt, men valget faldt på Aarstidernes proteinkasse.
Jeg tjekkede også nogle andre måltidskasseforhandlere ud, men nogle af dem krævede indtastning af kreditkort før jeg kunne vælge, hvilken type måltidskasse, jeg ønskede. Andre forhandlere ville have, at man hver uge skulle ind og vælge, hvilke retter man ønsker leveret – og det er jeg for doven til, og samtidig ønsker jeg at blive overrasket, ved at få leveret mad, jeg aldrig havde drømt om, at man kunne lave.
Søren øffer lidt over prisen og ja, det er da også 87 kr. pr. person pr. måltid. Men man kan jo sige, at vi sparer benzin på kørsel til Brugsen. Vi får ikke købt nogle impulsvarer, fordi vi ikke handler så ofte. Vi får ikke købt for meget kød eller grøntsager, så dermed ingen madspild og udsmidning af varer, som vi har for mange af og der bliver for gamle. Vi bliver ikke tykke og fede, fordi vi ikke lige kommer forbi en delikatesse eller bageafdeling.
Jeg er fan af måltidskasse, også selv om det er lidt dyrt.
Måltidskasse om sommeren er dog ikke så fedt for mig, da jeg ofte er til træning med hundene og dermed ikke kan drage nytte af alle fordelene ved hyggen ved at lave mad sammen med Søren. Så måltidskasser for mit vedkommende er et efterårsprojekt eller en vinterting 🙂
Jeg køber aldrig fisk, når jeg handler ind til aftensmad. Men i disse måltidskasser er der nogle gange fisk, og jeg elsker at blive overrasket over, hvor godt det egentlig smager.
Her er billeder af et par af måltiderne de sidste par uger, og ja, jeg er blevet fin mæt:
Jeg har været til DM i agility her i weekenden i forbindelse med DKK’s store samlede hundearrangement Hund i Fokus, som igen i år blev holdt på fantastiske Vilhelmsborg.
For at gøre det ret kort, så blev jeg ikke Danmarksmester i agility. Men til gengæld blev Serine, Susanne og jeg Danmarksmestre i Kammeratskab. Hold nu op, hvor har det været en skøn weekend.
Serine, jeg og Susanne
Vi havde aftalt at leje et hus (fandt en villa i Mårslet, 3 km fra Vilhelmsborg via airbnb) fra fredag til søndag. Huset havde 2 soveværelser, og det ene værelse var med 2 enkeltsenge.
Susanne og jeg kørte sammen til Vilhelmsborg allerede fredag, da jeg havde tilmeldt Pizza en hooperskonkurrence fredag eftermiddag. Det gik strålende til hoopers, 2 fejlfrie løb og 45 point i resultatbogen. Jeg er virkelig blevet tændt på den sport, hundene stråler af energi. Der var desværre småregn hele eftermiddagen/aftenen og jeg havde glemt min regnjakke (havde dog fået regnbukserne med!) Blondine! Heldigvis lånte jeg en jakke af Jytte, så jeg blev ikke gennemblødt. Vi var først færdige kl. 20.15, så jeg skyndte mig hjem til vores hus, hvor Serine og Susanne ventede med stor familiepizza.
Vi hyggede fredag aften med vendespil, som jeg havde med. Det var altså ret sjovt. For det var sådan en slags huskespil, hvor man skulle matche billeder af hunde med de rette ejere. OMG jeg er et forfærdeligt konkurrencemenneske. Jeg lever mig altså lidt for meget ind i at spille sådan noget. Undskyld Serine og Susanne 😉
Lørdag morgen op og afsted til Vilhelmsborg. Der var tilmeldt 61 hunde i stor klasse. Der var ialt 3 løb vi skulle løbe, og bedste hund sammenlagt over de 3 løb ville vinde DM. De store hunde skulle starte. Dommeren fra Holland havde tegnet nogle rigtig gode baner og med godt flow og sværhedsgrad. Perfekt til et DM. Desværre satte Pizza af for tidligt på spring nr. 2 og hun landede på overliggeren til springet. Det gjorde mig lidt ked af det og jeg blev ukoncentreret og lidt efter blev vi disket. Dermed vidste jeg så også, at løbet var kørt, for med en disk kunne vi ikke vinde DM. Serine og Susanne var solidariske og blev også disket i deres første løb.
Hermed bevist (se mit hår), at jeg virkelig LØBER agility. Fotograf: Jens Dixen Mejdahl
Der var en dejlig lang frokostpause, hvor vi havde tid til at se lidt på omgivelserne omkring Vilhelmsborg. Der foregik mange aktiviteter og især K9 Biathlon (motionsløb med hund) fangede min interesse. Hold da op, hvor skal de mennesker træne for at gennemføre i en nogenlunde tid. De skulle på tømmerflåde, løbe op og ned ad skråninger, rutche ned ad bakker, i voldgrav m.v. Imponerende med den fine fysik, de fleste havde og skønt at se de mange hunderacer.
Lørdag eftermiddag var der endnu et agilityløb, hvor Pizza simpelthen løb så fint og hendes springteknik kunne jeg ikke klage over.
Lørdag eftermiddag efter vores dejlige løb smuttede Susanne og jeg til Silkeborg, mens Serine slappede af i huset i Mårslet. Det var skønt at besøge mine forældre igen. Det var herligt at overraske dem med besøg. Vi nød alle besøget og jeg fik vist tømt mors småkagekasse (uhmmmm mors hjemmebag!) og hjulpet min far med sko-indkøb via internettet.
Lørdag aften fik vi sushi og sodavand (virkelig seriøst = ingen øl) og selvfølgelig en omgang vendespil.
Søndag formiddag kunne vi vente lidt med at tjekke ud af huset, da de store hunde først skulle løbe ved 11-tiden. Så vi hyggede lidt ekstra, og fik vendt verdenssituationen endnu engang. Vi ryddede pænt op og støvsugede, selv om vi havde betalt for rengøring. Det er ikke let at finde et udlejer, som accepterer så mange hunde, som vi har med, så vi gjorde alt for at efterlade det pænt og ordentligt. Udlejer skrev da også: “Jeg mødte ikke Lone personligt, men vi havde klare aftale og huset er rent og ryddeligt efter Lone og hendes to venner og 4 hunde har været i huset. Der er stort set ingen spor efter de 4 hunde. Jeg kan klart anbefale Lone som gæst og hun vil være velkommen, hvis hun kommer igen.”
Søndag formiddag blev det igen en disk til os alle 3. Og så kom der en længere frokostpause. Vi begav os ned mod standeområdet for at shoppe lidt. Vi gik forbi restauranten ved Vilhelmsborg og jokede lidt med, at vi ville lave et photobomb ved en større forsamling, som var ved at tage familiebilleder til en stor konfirmationsfest. Da vi kom længere ned mod standene så jeg pludselig min kollega kom løbende med en hjertestarter, jeg råbte om han havde behov for hjælp og han svarede ja. Jeg kiggede op mod konfirmationsfesten, og der lå der en person på græsset. Pizza efterlod jeg til Susanne og Serine og jeg spurtede afsted, da det er naturligt for mig at hjælpe i sådan en situation – er hjerteløber.
Manden, der lå på græsset havde heldigvis fået puls og vi havde ikke behov for hjertestarter (det lignede dog et lille hjerteanfald). Jeg tog mig af den stakkels mand og på den anden side sad en anden mand, som tog puls. Efter et par minutter kom ambulancen og den stakkels mand var kommet til bevisthed. Jeg beroligede ham under hele forløbet. Da han var kommet op i ambulancen havde jeg underligt nok stort overskud til at spørge alle konfirmationsgæsterne, om der var nogle, der havde behov for at snakke om hændelsen. Og så blev datteren til den stakkels mand skubbet frem til mig. Jeg fik beroliget hende og fortalt, hvad der var sket og hvad der nu skulle ske i ambulancen med målinger m.v. Hun var meget ulykkelig, så selv om jeg ikke krammer nogle for tiden, fik hun altså krammer af mig. Manden kom afsted og selskabet gik ind og jeg forlod græsplænen. Mødte tilfældigvis den anden mand, der sad overfor mig under vores førstehjælp, og det viste sig, at han var praktiserende læge.
Endnu engang bliver man lige mindet om, at man skal huske at nyde livet, mens man har det!
Nå ind og løbe agility igen … igen en disk. Måske koncentrationen var røget en smut efter førstehjælpsepisoden.
Jeg må altså skrive, at jeg synes det er en dejlig hal at løbe DM i agility i. Alle kan se noget og alle klapper og hujer. Der var simpelthen en fantastisk stemning og det var nogle meget værdige vindere. Skønt underlag at løbe på (virkelig god ridehusbund), ingen regnvejr – alle har lige betingelser. Ja, jeg vandt ikke i år, det var 10 år siden jeg vandt med Panik (Pizzas mormor) … men jeg vandt DM i kammeratskab med Serine og Susanne. Vi havde det virkelig virkelig fantastisk.
Da DM var slut og vi fik pakket bilen smuttede jeg lige en tur ned til græsplænen, hvor jeg havde ydet hjælp til den stakkels mand, der var bevistløs. Jeg mødte mandens datter og hun havde været på hospitalet og besøgt sin far. Hun takkede mig mange gange for hjælpen og det var dejligt at se hende glad igen. Så fik jeg ligesom sat punktum på den episode og jeg håber, at de finder ud af, hvad han fejler, så han kan behandles. Det er nok en konfirmation, de ikke lige glemmer.
Det er også et DM jeg ikke glemmer. Jeg er helt høj på oplevelser og godt kammeratskab.
Pizza og jeg til hoopers fredagPizza kan dirigeres langt væk igennem hoops og uden om tønder. Hun var en stjernehund.
Jeg ved ikke helt, om jeg kan tillade mig at skrive, at jeg takker DKK, for at stå for sådan et godt arrangement – men det gør jeg altså. Tak DKK og alle de hårdt arbejdende udvalg!
Endnu et år med corona har afholdt min familie og jeg at rejse udenlands eller lave de vilde udskejelser. Det har dog ikke afholdt os fra at opleve en masse. I år er første gang nogensinde (tror jeg nok), at jeg har afholdt 3 ugers ferie i træk. Det har været virkelig skønt med en længere ferie. Faktisk havde jeg 3 dages ferie de første dage i juli, skulle så lige på arbejde torsdag og fredag og derefter var der 3 ugers ferie.
Nedenfor i dette oplæg er der ikke så megen tekst ud over tekst til alle billederne. God fornøjelse:
Da ferien lige gik i gang fik jeg besøg af Susanne. Hun havde selvfølgelig Pizzas hvalp (fra februar måned) med. Lopez er jeg medejer af, og hun skal forhåbentlig en gang om nogle år være med til at give Asasaragenerne videre. Her sidder hun sammen med Cocio, mor Pizza og mormor Kizz Me.
Første lørdag i ferien, nærmere betegnet den 3/7 var jeg til agilitystævne i Høje med Odense. Mit mål med dagen var at Pizza gerne skulle opnå et springcertifikat. Hun fik sørme sit første springcert, da hun blev nr. 2 i et springløb, hvor vinderen i forvejen var springchamp, så certet røg videre til nr. 2. Forrige år var jeg til stævne i samme klub og der løb Pizza et kanon godt agilityløb, og de anmodede om at få min resultatbog, da Pizza havde fået agillitycertifikatet, men der var gået noget galt i beregningen og til præmieoverrækkelsen fik jeg at vide, at jeg ikke fik certet alligevel. … denne gang med springcertet fik jeg faktisk at vide, at jeg ikke havde fået certet, men det istedet for var gået til hunden på 1. pladsen. Der var ikke præmieoverrækkelse samme dag og om aftenen så jeg på resultatlisten (som blev uploadet til facebook), at nr. 1 i forvejen var springchamp og skrev forsigtigt til hende på messenger, om hun var champ. Det var hun og hun ønskede mig til lykke med certifikatet. Jeg kunne ikke deltage i stævnet om søndagen så jeg var mega spændt på, hvordan dagen ville gå, indtil min kollega (som var med til stævnet om søndagen) sendte mig dette foto og ønskede mig til lykke. Nu går jagten ind på de sidste 2 certer til Pizza.
Til samme stævne i Odense kom en af mine hvalpekøbere forbi med en af Pizzas hvalpe fra februarkuldet. Skønne skønne Zsa Zsa. Så dejligt at hvalpekøberne lige kører forbi og siger hej, når vi er i nærheden.
Jeg deltog ikke i Højmestævnet om søndagen, idet jeg var til 3 dages agilitykursus i Næstved den 5. 6. og 7. juli. Jeg deltog mest med Pizza, men tog også Cocio med til enkelte moduler for ikke at slide Pizza op. Jeg har blogget om agilitykurset for 3 uger siden. Se andet sted på min blog.
Til kurset valgte jeg at sove i mit telt og sammen med mine 3 hunde. Kunne godt tænke mig en lille bitte campingvogn, hvor man bare lægger jeg på en madras. Men altså dette fine telt er faktisk helt fint og jeg savnede bestemt ikke noget, ej heller da der var regnvejr en times tid den ene dag.
Jeg var på arbejde den 8. og 9. juli. Den 10. juli startede min 3 ugers ferie så rigtigt, og den startede med, at jeg var rallydommer for DKK. Jeg skulle kun dømme championklassen. Men hvilken klasse! Hold da op nogle gode hunde. En fornøjelse at bruge en feriedag på dette ”fritidsjob”. I baggrunden kan man se hundeførerne gå bane.
Efter at have dømt rally var jeg senere samme eftermiddag til min 2. covid19-vaccination. Jeg HADER sprøjter og har været bange for kanyler hele livet. Men den her søde nålemand fik mig til at slappe af og faktisk mærkede jeg slet ikke nålen. Jeg endte med at takke ham mange gange og give ham high-five. Jeg havde ingen bivirkninger af 1. vaccine og fik heller ikke af 2. vaccine. Det eneste jeg sådan set fik af bivirkninger var, at jeg ikke kunne tåle plasteret, som jeg fik på lige efter 1. vaccine. Så denne gang fik jeg bare lidt vat på.
Søndag den 11. juli kørte vi til Sortsø til vores sommerhus. Vi udlejer det normalt via Airbnb, men havde reserveret de 3 uger til os selv laaaang tid i forvejen. Jeg elsker udelivet og sov faktisk de fleste nætter i vores shelter i haven sammen med hundene. Lydene om natten er altså så sjove at lytte til. Den første aften/nat hørte jeg nogle små gryntelyde, noget som jeg ikke har hørt før. Den ene aften fik jeg set, hvad det var. Det var pindsvin, som futtede rundt i haven i mørket. Jeg er glad for, at vi har vores robotplæneklipper til kun at klippe få timer i dagtimerne.
Meget af tiden i sommerhuset gik med at klippe hæk, ordne ukrudt, slappet af, gået ture og jeg fik trænet hunde i haven. Her går oldemor Kizz Me fri ved fod sammen med oldebarnet Cocio (bemærk de ekstra ben bagved, det er Pizza).
Min morgentur og aftentur med hundene gik ofte ned forbi molen ved Sortsø Gab for at kigge lidt på vandet. Cocio elsker vand og jeg skal virkelig passe på, at hun ikke bare springer i vandet. Skøre tøs 🙂
Sidst sommer havde jeg lidt problemer med dikkedikværket og var faktisk en smut til tjek og måling på Nykøbing Falster sygehus. Tror det har noget med indtagelse af slik, brød og usunde ting i løbet af ferien at gøre. Så denne ferie har været lidt anderledes med hensyn til indtagelse af især kager og slik. Dette billede er af min morgenmad, som jeg godt ved indeholder frugtsukker, men ikke noget unaturligt. Helt generelt har jeg haft det sundhedsmæssigt fantastisk denne sommer, så jeg er sikker på, at min sundere tankegang også har haft lidt indvirkning.
Pyyyha det har været en varm juli måned. Faktisk ser jeg ikke nogen grund til at rejse til udlandet efter varme, når man kan have det så fantastisk i Danmark i juli, som vi har haft i år. Pizza har her leget med vand (hun elsker at lege med vandslange og vandpistol).
På en af de varmeste dage i juli havde vi planlagt en tur til København. Her er Sørens børn Laurits og Emma med. Vi skulle ind og løse en mordgåde. Det var en opgave, som Søren havde købt i december som mandelgave og den blev så indløst her i juli. Gåden sendte os lidt forskellige steder rundt i København (tæt ved Rundetårn). Det tog 4-5 timer inkl. lang frokostpause at forsøge at løse gåden. Vi gættede på den forkerte morder, ha ha, lidt sjovt. Men havde en fantastisk dag derinde alle 4.
Den 17. juli havde jeg tilmeldt Cocio en rallyprøve i Vallensbæk, så tidligt lørdag morgen kørte jeg fra Sortsø til Vallensbæk. Faktisk var der tilmeldt 5 Asasarahunde til rallyprøve i begynderklassen. Alle pånær 1 hund bestod klassen, faktisk fik Cocio 100 point og det fik kuldbror Bombay også. Det var en dejlig formiddag blandt mine bedste venner.
Lørdag den 17/7 til frokosttid ankom min mor til Bjæverskov sammen med min morbror (Mobbe Niels) og min tante Kirsten. Min mor var meget begejstret for at se stedet og se haven og alle de blomster, som hun har set så mange billeder og fotografier af. Min mor har KOL og har lidt svært ved at komme omkring, når der skal ilt og flasker med. Så jeg er min mobbe evigt taknemmelig for at køre hende herover fra Silkeborg og til Bjæverskov for at se mit nye hus og landsted. Jeg kunne desværre ikke diske op med den store frokost, for vi var jo i sommerhus og derfor var der ikke rigtig noget at give dem (jeg kunne ikke nå at handle ind fra rallyprøven og til min mor ankom). Så jeg lavede en lækker smootie til dem. Desværre kunne min far ikke komme med.
I sommerhuset fik jeg lagt et 1000-brikkers puslespil. Det er faktisk utrolig afslappende at lægge puslespil. Dette var mit andet puslespil og jeg er blevet fan af det. I løbet af ferien fik jeg lagt endnu et 1000-brikkers puslespil. Det er sjovt og udfordrende at sortere farver, form og placering inden man rigtigt kan gå igang. Jeg har altid grint lidt af dem, der lægger puslespil, da det virker som tåbeligt tidsfordriv. Men det gør jeg ikke mere. Det er så skønt. Jeg er fan!
I løbet af sommerferien i Sortsø havde vi besøg af en ejendomsmægler, som vurderede sommerhuset. Vi fik tilsendt en provenuberegning og Søren og jeg gik igang med at tænke over, om det skulle sælges. Jeg har haft lidt på fornemmelsen, at nu hvor vi har fået så skønt et landsted med alt det vi elsker, havde vi så behov for sommerhuset? Vores svar var nej, så vi har besluttet os for at sætte det til salg.
Jeg tog dette billede af vores sommerhus lige inden vi kørte hjem til Bjæverskov. Selv om vi havde reserveret sommerhuset til os selv i 3 uger, så benyttede vi det kun i 1½ uge. Så vi har foretaget det rette valg af at sætte det til salg.
En dag stod der pludselig en pakke uden for vores dør i Bjæverskov. Det var til min store overraskelse nogle flotte gin-glas, som Søren havde købt efter jeg havde stået og kigget beundrende på nogle, som vi så på vores tur i København. Her bliver glassene indviet i havestuen i Bjæverskov. Bordet de står på har stået i min mor og fars pejsestue, da de havde en stor villa i Silkeborg. Bordet passer så fint her i havestuen nu. Med den tunge skifferplade, så skubbes det ikke nogle steder, selv om hundene tumler ind i det 😉
En af dagene havde jeg købt en byvandring til Søren og Susanne og jeg – vi var rundt i Køges gader og fik masser af fortællinger om de gamle huse, torvet, købmændene, kongerne og de stakkels hekse, som der blev brændt massevise af i Køge. Vi havde en herlig aften og fik virkelig udvidet vores køgehorisont.
Lørdag den 24. juli var vi på restaurant Stacy’s i Køge. Det er en amerikanerrestaurant, der laver formidable burgere, milkshakes mv. I løbet af sommeren har de flere koncerter og vi var heldig at få bord i første række til Elvis On My Mind. Forsangeren Brian fra Tåstrup er skandinaviens bedste elvis-efterligner. Han udførte et formidabelt elvis-show og han sang fantastisk. Hvis du ikke allerede har hørt ham, så se om det er muligt at få plads på Stacy’s i løbet af aug/sep, ham kommer igen!
I løbet af sommeren springer endnu flere af mine blomster ud i haven. Jeg elsker blomster og da jeg jo ikke ved, hvad den tidligere ejer har plantet er det så spændende at følge med i. Lige nu er min hibiscus ved at springe ud. Åh sådan en busk har jeg altid ønsket mig.
Her er jeg på gåtur med hundene ved skoven mellem Bjæverskov og Lellinge. Skoven hedder Skovhus Vænge og er virkelig smuk. Hundene nyder sådanne gåture og jeg elsker at komme rundt i naturen. Køge har virkelig en smuk rute 90 (Køge Å stien). Den skal jeg have udforsket noget mere her fremover.
Hundene smuttede selvfølgelig i vandet ved Skovhus Vænge.
Den 27/7 var vi en smut i Helsingør. Jeg havde hørt om Helsingør Street food market og sådan så der ud, da vi kom ind i den kæmpe hal. Vi gik rundt og kiggede på de forskellige boder og besluttede os til sidst begge for at købe mad i den indiske bod. Mums siger jeg bare. Det var virkelig dejligt at prøve at smage noget helt anderledes. Og ikke sidste gang vi besøger street food market!
Den 31/7 var jeg lige en smut til DKK’s og vist nok FCI’s første officielle godkendte hoopers konkurrence, hvor man opnår resultater og point i officielle klasser med henblik på at opnå at blive Dansk Hoopers Champion. Jeg har smugtrænet Pizza i hoopers og de bar frugt. Hun deltog i 4 løb og fik point i 2 af løbene. Jeg glæder mig til hoopers-fremtiden i Danmark!
Ved vores hus er der også vores egen lille bøgeskov. Jeg har i en del af sommerferien arbejdet på at lave en lille sti gennem skoven og så har jeg iøvrigt også savet en masse brænde og slæbt en masse. En af dagene, hvor jeg savede brænde, blev jeg bidt af en hestebremse (troede jeg) og pludselig var der 4-5 hvepse på mig, … nej det var så ikke hestebremser, men et jordhvepse-bo jeg var kommet i nærheden af. Blev bidt flere steder inden jeg tog flugten. Det hele gik så stærkt. 2 dage efter kom hvepserydder og fik fjernet ialt 4 hvepsebo (2 af dem i jorden, hvor vi arbejder). Så ingen kær biodiversitet lige der. Men ellers får vores natur lov til at leve og grene blive liggende.
Birkebrænde bliver slæbt og lagt frem. Det skal snart kløves og man siger jo, at det varmer mange gange sådan noget træ. Og det skal jeg godt nok love for, da det er hårdt at bære, stable, save, kløve, lægge på plads m.v. Men jeg nyder det faktisk.
I løbet af sommeren har jeg trænet en del med hundene. En del er måske lidt meget sagt, men 10 min. hver dag med hver hund er det blevet til. Og det kan virkelig ses på især Cocio som rykker helt vild på agilitysiden. Hun bliver en fremragende agilityhund. Jeg har lagt en lille film op på facebook af Cocio og har fået rigtig mange søde kommentarer fra mine venner. TAK!
Jeg elsker naturen, vildet og alle lydene. Vi har mange fulge omkring os her i Bjæverskov. Søren og jeg har ofte siddet ude på terrassen denne sommer og nydt en god kop kaffe eller en øl. Vi har hørt fulgestemmer, som vi aldrig har hørt før, og fundet ud af, at vi har natugler i skoven eller tæt ved. Vi har googlet og youtubet en masse fulgestemmer for at finde ud af, hvilken underlig lyd det var vi hørte, efter mørkets frembrud, men er altså kommet frem til, at det er en natugle. Nu ønsker jeg mig en ugeredekasse til jul 🙂
Der var så mørkt inde i vores køkken og vores skov havde grene næsten helt ned til jorden flere steder, så der kom slet ikke noget lys ind ude fra markerne. Det skulle være løgn tænkte jeg, og så gik jeg en dag i gang med motorsaven. Det kom der dette smukke lys ud af. Nu kan ve se ud til marken og har samtidig bevaret vores flotte bøgeskovs majestætiske look.
Sommerferien blev afsluttet med en god gang sushi fra vores lokale sushi-pusher i Bjæverskov. Yes, der er en bette sushi-restaurant i Bjæverskov, som faktisk laver udmærket sushi. Tak for en skøn ferie Søren. Glæder mig til fremtiden og til at komme på arbejde i morgen.
ZAG står for Zealand AGility (Camp), en træningslejr for agilitynørder i 3 dage. Ja, sådan en AGcamp har jeg gamle kone på 51 lige været på. Der var overnatning på pladsen, og selv om jeg bor 40 minutters kørsel væk, så valgte jeg at slå telt op og sove på luftmadras.
Mit store telt med lidt hegn foran skabte rammen for mine 3 hunde og jeg i 3 dage.
Campen startede mandag den 5/7, men allerede dagen før var det muligt at komme og slå telt op eller sætte campingvogn og allerede overnatte fra søndag til mandag.
Søndag valgte jeg at sætte mit lufttelt op (ja, en ægte blondine samler ikke stænger til et telt – det pumpes op!) og vupti, så var mit 5 personers telt fra Decathlon sat op. Jeg hjalp camp-ledelsen med at sætte ringbånd op og ordne lidt småting og derefter kørte jeg hjem og overnattede i Bjæverskov.
Mandag morgen kl. 7.45 var vi i gang. Marianne bød velkommen og fortalte, hvordan hele denne camp var blevet til over en god flaske vin sammen med nogle venner. Fra idé til handling er der ikke langt! Typisk for disse fantastiske 4 – og tak for det! Marianne, Bent, Rune og Christian. Uden jer, ingen camp.
Campen var opdelt i 3 ringe med hver sin instruktør – og foregik over 3 dage. Man havde den samme instruktør formiddag og eftermiddag dag 1, næste instruktør dag 2 og tredje instruktør dag 3.
Det vil sige, man havde den samme instruktør en hel dag og dermed samme instruktørstil. Og man skulle dermed ikke omstille sig ved hele tiden at skifte instruktør alt efter hvilket modul, man var på.
Instruktørerne på campen er nok Danmarks bedste agilityinstruktører: Jane, Jannie og Channie (det lyder så sjovt, når man siger det i den rækkefølge). Hvorfor dog få instruktører fra udlandet til Danmark, når vi har disse 3 boende her i landet?
Jeg havde taget alle 3 hunde med, men gamle Kizz Me måtte desværre kun se på. Hun kan ikke holde til sådan noget mere. Men hun nød at være med og fik masser af opmærksomhed.
Dag 1 var jeg på Jannies bane. Lange baner med god afstand og med en helt speciel stil, hvor vi skulle få hunden til at selektere forhindringerne via verbale kommandoer. Fedt at prøve dette. Formiddag havde jeg Pizza på banen og eftermiddag havde jeg Cocio på banen. Vi løber jo heldigvis ikke hele tiden og der var masser af pauser, hvor vi så de andre deltagere, grinte og klappede.
Pizza giver den gas og springer afsted i fin stil. Cocio altså! Hvorfor altid så fyr og flamme, når du giver dig i kast med noget! Nå, men det ligger jo i generne at være med fuld power 🙂
Dag 2 var jeg på Channies bane. Jeg startede med at løbe hele banen med Pizza fejlfrit. Derefter brød vi banen op i bidder og forbedrede en masse via andre løsninger end min gammelkonestil. Jeg kender Channie godt, da hun har været min træner gennem de sidste par år. Om eftermiddagen skiftede jeg Pizza ud med Cocio, da jeg syntes Pizza skulle have pause. Cocio giver sig 100% og er virkelig en drøm at løbe med. Sidst på eftermiddagen efter jeg havde løbet kom der mega regnvejr. Teltet holdt tørt og jeg fik en lille lur – det var tiltrængt. Om aftenen var der quiz-night, hvor vores hold skulle dyste mod de andre 5 hold. Hold da op, hvor var det sjovt og jeg vil sent glemme, at vi sang højt “pas på den knaldrøde gummibåd”! Alle de andre hold snød, og jeg mener til fulde stadigvæk at vores hold vandt 😉
Pizza træner selvstændig nedgang på balancen, hvor jeg bliver ”låst” bag 2 tunneller. Cocio på Channies bane. Ja Channie var lige nødt til at sidde foran tunnellen ved dette spring, som stod meget tæt på hinanden.
Dag 3 var jeg på Janes bane. Jeg har været på kursus hos Jane før, så jeg kendte hendes stil og entusiasme. Super fed bane, men svær og fyldt med fælder. Det var lidt svært at finde rundt på banen. Vi grinte og jeg sagde, at hvis man ikke ved, hvor man skal hen, skal man bare tage det mest usandsynlige, og det er sikkert rigtigt 🙂 Det var jo også sidste dag og vi havde haft mange forskellige baner og moduler i hovedet, så det gjorde det jo heller ikke lettere. Jeg lærte også sætningen, at ”hvis man er bange for, at man ikke kan nå det, skal man bare løbe lidt hurtigere” 🙂 Cocio løb ikke på Janes bane, da den var for svær og jeg ville gerne løbe med Pizza, da det lige var noget for hende.
Rune og Delta deltog også. Delta udviklede sig hver dag sammen med Rune. De var en fornøjelse at se på. Delta bliver afkølet i den hundepool, som jeg havde taget med. Der var mange hunde, der var glade for poolen.
Der var skønt solskinsvejr på dag 3, teltet blev tørt og jeg fik det pakket fint sammen igen sidst på dagen – så vi er klar til en ny overnatning.
Selv om jeg er en gammel agilityrotte har jeg godt af at udvikle mig, selv om jeg ikke kan løbe så stærkt, som de unge, slanke sporty agilitymodeller 😉 Jeg lærte ihvertfald meget og vil gerne deltage næste år, såfremt 4-kløveret tør arrangere endnu en camp! Pleeeeeease
Pizzas første spring-cert
2 dage før campen var jeg til agilitystævne i Højme, hvor jeg deltog med Pizza om lørdagen. Lige nu jagter jeg springcerter. Sørme om ikke det lykkedes for os: Pizza fik springcert, idet hun blev nr. 2 i et blændende springløb. Jeg turde ikke håbe på, at hun fik certet, da der ikke var præmieoverrækkelse lørdag (jeg deltog kun lørdag). Først søndag sidst på eftermiddagen fik jeg beviset: Et billede af rossette, bobler, cert og præmiebon’er. Yes, Pizzas første springcert var i hus.
Selv om jeg har dyrket agility i rigtig mange år – faktisk siden 1989, så udvikler sporten sig og det må jeg altså også gøre, for ellers kan man ikke følge med. Sporten forandrer sig, stilen på banerne forandrer sig (skæve vinkler osv), så man bliver nødt til at være up to date. Det føler jeg, at jeg er nu!
I Pinsen har jeg været på Bornholm, hvor jeg var på ”arbejde”. Jeg var rallydommer hos DKK kreds 8 hele lørdagen fra kl. 8-16.
Få hundrede meter fra vores feriehus var der helleristninger fra bronzeladeren.
Jeg blev spurgt for mange måneder siden, om jeg kunne dømme rally på Bornholm i Pinsen. Det havde jeg sagt ja til, da det er en rigtig god DKK kreds, som er fantastiske til at arrangere prøver og konkurrencer. Jeg valgte selv at booke overnatning og færgeoverfart via bureauet Team Bornholm. Og det er absolut ikke sidste gang jeg gør det. Ih, hvilken service.
Hver gang jeg er på Bornholm, plejer jeg at finde forskellige steder at bo. Har aldrig boet i Allinge før. Virkelig hyggelig by. Vi boede i Storløkke Feriepark, inde midt i en rækkehusklynge uden udsigt, men det var fint nok og der var alt det i huset, som vi havde behov for og så var der gåafstand til centrum af Allinge.
Det var lidt af et puslespil at komme til Bornholm, da Sverige kræver negativ coronatest max 48 timer gammel. Torsdag aften kl. 21 var jeg i Ringsted for at få taget en quiktest, heldigvis var den negativ. Søren var til coronatest torsdag eftermiddag. Sørens datter og kæreste var også med, og de fik taget coronatest torsdag morgen på gym. Fredag eftermiddag tog vi afsted til Bornholm. Havde hørt, at der skulle være kø ved broen, da toldere skulle se både pas og coronapas, der var heldigvis kun 10 min ventetid, så det overlevede vi.
Vi ankom fredag aften til Allinge, fik os indlogeret i huset og gik ned til vandet/kæmpestranden ved Allinge. En virkelig smuk aften med havblik.
Jeg dømte hele lørdagen. Her er Paul på begynderbanen med Otto.
Lørdag morgen…. tidligt op og være dommer. Der var mange deltagere og 3 ringe i gang samtidig. Helt urtoligt puslespil, som arrangøren havde fået til at gå op med udøvere, som ikke kun havde 1 eller 2 eller 3 hunde med, men også 4 hunde. Alt klappede, selv om jeg havde en hovedpine, der lå og lurrede, men en venlig sjæl gav mig et par treo og jeg kunne nemt dømme eftermiddagens prøver.
Jeg så masser af flot hundearbejde og faktisk så flot, at jeg måtte tage mig selv i at stå og småtude sammen med en hundefører, mens jeg gav kritikken (hun fik velfortjente 100 point med sin hund). Altså hvor kan jeg blive rørstrømsk. Nå, men jeg er jo også bare et menneske.
Lørdag aften var hele familien ude at spise på Nordbornholms Røgeri i Allinge, virkelig dejlig buffet og super godt selskab af mine venner Mette og Søren. Herlig aften! Hov forresten, glemte lige at fortælle, at jeg på vej til restauranten pludselig mødte Mette med Dice og Damon (Pizzas sidste kæreste og deres hvalp Damon) – de kunne sørme godt huske mig – altså vovserne 🙂
Mette og jeg på restaurantNordbornholms Røgeri
Søndag tog Søren og jeg ud for at kigge på ”Rokkestenen”. Vi søgte på googlemaps og stor var vores forundring over, at Søren fandt en rokkesten på den sydlige del af Bornholm og jeg en midt på Bornholm. Vi valgte at besøge begge to. Den ene rokkede ikke en millimeter, men den anden kunne vi få til at rokke lidt. Jeg elsker at gå rundt i Bornholms natur, den er bare så meget anderledes i forhold til resten af Danmark.
Den urokkelige rokkesten
Vi fik også lejlighed til at plukke lidt ramsløg, som vi lavede en lækker pastaret med søndag aften. Der er sindsyg megen ramsløg på Bornholm og ved at gå i skoven kan man sagtens dufte det. Jeg tror jeg vil have ramsløg i min egen skov her i Bjæverskov.
Ramsløg over det hele! Det duftede så dejligt.
Mandag var jo 2. Pinsedag og dermed rejsedag. Afsted til Allinge og få lavet en coronatest (ellers kunne vi ikke komme ind i Sverige, når vi skulle videre hjem til Sjælland. Jeg er fan af Copenhagen Medicals måde at lave coronatest på, kun 4 sek med vatpind i hver næsebor! Vi skulle først med færgen kl. 14.30, så der var lige tid til lidt sightseeing. Det blev en smut til Helligdomsklipperne og en dejlig frokost ude ved vandet ved Bornholms Forsvarsmuseum.
Vi nyder udsigten ved Helligdomsklipperne
Endnu en dejlig tur til Bornholm! Kan ikke lade være med at tænke på de stakkels hundeførere, som var til agilitystævne i Ribe lørdag, de regnede væk 🙂 Jeg var på solskinsøen!
Vi ses Bornholm – om ikke engang 1½ uge går turen derover igen. Kan ikke få nok!
Cocio har været en atypisk border collie i hendes ungdomsperiode. Hun har været helt anderledes at træne med i forhold til mine andre border collies. Når jeg har skulle træne hende, har jeg skulle finde ud af, hvad hun tændte på af godbidder. Det har ikke været let, men jeg endte med hendes foder blandet op med lækker dåsemad, og så give hende belønning med en te-ske med snasket foder på. Det kunne hun godt lide, det var dog lidt besværligt. Mange gentagelser, har jeg ikke kunne foretage, for hvis øvelserne var for svære for hende eller jeg forlangte lidt for meget, så tjekkede hun ud, og gik over og lagde sig i kurven midt i træningen i stuen. Meget atypisk og ikke noget, som jeg har genkendt fra mine andre border collier. Og øvelserne var ikke svære, det var helt normale tricksøvelser. Men jeg er ikke sådan en person, der bare giver op. Jeg har fundet nogle andre ting at træne med hende, for hun har hele tiden været til fart og glæde, så hoops, tunneler og løbe gennem springstøtter har hun været rigtig glad for.
Træning i haven gav pludselig pote 12 mdr gammel
Jeg har derfor hele tiden tænkt, at hun aldrig bliver nogen rally- eller lydighedshund. Måske den første af mine hunde, der ikke skulle til en rallyprøve. Panik blev rally og super rally champion. Du Der blev rally champion. Kizz Me er rally og super rally champion. Pizza er rally champion. ….. men Cocio syntes, at det var dødkedeligt med rallyøvelser. Så jeg overvejede, at jeg slet ikke skulle lave rally med hende og kun agility og hoopers.
Men en dag for nogle måneder siden tænkte jeg, at jeg skulle se, om hun var ved at være klar i hovedet til at lave lidt rallylydighed. Og det var som om, at hun var en helt anden hund. Modnet sent. Men bedre sent end aldrig. Samtidig har jeg også givet hende tid, Søren og jeg har solgt og købt hus, Pizzas har haft hvalpe, så træning har der heller ikke været så megen tid til. Ja, undskyldninger er der nok af. Så jeg vovede at tilmelde hende en rallyprøve 1½ måned senere lørdag den 8/5-21.
Jeg bliver nødt til at have mig et konkurrencemål med min træning for at tage mig sammen. Det er egentlig for dårligt af mig, at der skal være et decideret mål, men sådan er jeg nu engang indrettet. Jeg kan dog forstå, at mange andre har det på samme måde. Tilmeld dig en konkurrence med din hund for at få trænet der hjemme. Pinligt.
I mandags fik jeg en besked om, at der var nogle, der var sprunget fra til en aftenrallyprøve i Rødovre den 7/5-21, og jeg havde for en måned siden spurgt om jeg måtte komme på venteliste. Så jeg var heldig, at der var plads til både Kizz Me i senior og Cocio i begynder. Det var dermed Cocios første rallyprøve i fredags.
Jeg har for mange mange år siden været til et arrangement i Rødovre Brugshundeklub, så jeg vidste i forvejen, at klubben lå klods op ad motorvejen. Så det var lidt et sats, når ingen af mine hunde er vant til støj fra mange biler (man bor jo på landet).
Jeg havde mit søde lille popup-telt med. Der er lige nøjagtig plads til 2 hunde en stol og en taske. På min stol kan I se min hynde/sæde, hvor der er genopladelige batterier og dermed varme i sæde og ryg. Uha det var godt i fredags, hvor der ud på aftentimerne blev koldt.
Kizz Me var den første hund på banen fredag eftermiddag. Hun var særdeles FRESH, missede et par øvelser og havde et par ommere, og så var det for mange minuspoint, og dermed fik vi besøg af IB (ikke bestået). Men sikke en glæde og iver hun havde. Ikke til at se, at hun var stævnets ældste hund.
Det blev mørkere og mørkere og da klokken var næsten 21 var der banegennemgang for begynderklassen og Cocio var tredje sidste hund. Det er lang tid siden, at jeg har været så nervøs til en rallyprøve. Uha, for Cocio elsker alle mennesker og hunde, så jeg var nervøs for, at hun ville ud og snakke med alt og alle, når vi var på banen. Der var mange venstredrejninger i klassen og det elsker Cocio. Så vi gik på banen og jeg havde faktisk en god fornemmelse – men også hjertebanken. Cocio gik rigtig fint, jeg skulle dog kæmpe lidt for hendes opmærksomhed i højrevendingerne, da hun kigger ud på tilskuerne, når hun vender rundt, men hun var med mig, og så koster det ikke point rally. Da hun kom i mål var jeg bare så super glad, for jeg var egentlig blot kommet til prøve, for at få en god oplevelse med hende. Men da dommeren fortalte, at hun havde fået 100 point, så blev jeg helt rørstrømsk og måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Og jeg måtte også kæmpe med mig selv for ikke at kramme dommeren … men det gør man bare ikke under corona!
Her er Cocios prøve:
Til slut var der præmieoverraskelse. Der var 3 hunde med 100 point, men Cocio var hurtigst, så hun vandt sørme klassen. Sikke en debut. 100 point til første prøve og opnåelse af titlen RBM samt vinder af klassen. Hun blev 1 år i marts. Jamen dog. Sikke en stjernehund. Og vist nok stævnets yngste hund.
Tusind tak til Hanni Zimmer (ejer af Cocios bror Cuba), som filmede og tog billeder. Det sætter jeg virkelig pris på. Og det var virkelig hyggeligt at snakke med folk igen (det gør man jo næsten ikke her under coronasituationen).
Der var lidt mørkt til præmieoverrækkelsen fredag aften. Heldigvis var der projektører på banen. Vi har alle mundbind på, og jeg har selvfølgelig dannebrog på mit mundbind.
Lørdag morgen, tidligt op, for jeg havde jo tilmeldt Kizz og Cocio til endnu en rallyprøve. Så afsted med os til Kirke Hyllinge.
Kizz Me skulle på banen først og hun gik som en drøm. Virkelig fine momenter og 89 point. Meget tæt på sit første seniorrallycert, kun et par poters flyt afgjorde pointene. Det er godt nok ikke til at se, at Kizz Me er 12½ år gammel. Kizz Mes søn Chat er også i seniorklassen, han er 10 år og han vandt klassen med en fremragende bane.
Chat og Kizz Me, han blev nr. 1 og Kizz nr. 4.
Cocio var igen en af de sidste, der skulle op og jeg var igen nervøs for, om hun syntes, at omgivelserne var mere spændende end jeg. Et par gange kiggede hun ud og logrede til folk (positivt problem), men jeg fik hende med og hun var glad. 95 point og 4. vinder på dagen. Det er da fuldstændig okay og meget godkendt af mig.
Sidst men ikke mindst … Ihhhh, hvor var det skønt at være sammen med mine rallyvenner igen. Især Mette Jensen har jeg savnet samværet med.
Glæder mig til fremtiden med Cocio og flere rallyprøver. Men nu begynder agilitystævnerne med Pizza og de har førsteprioritet, men kan nok klemme en rallyprøve ind i ny og næ 😉
Nu er det forår, men vejret synes ikke helt at mene det samme. I dag på min eftermiddagsgåtur blev der ret mørkt i horisonten, så gåturen blev afkortet lidt.
Efter lidt sol og kig til de mørke skyer kom jeg hjem i sikkerhed. Lidt efter skal jeg godt nok love, at sluserne åbnede sig. Det er lang tid siden, at det har haglet så meget og så lang tid i træk, og kuglerne var også noget større end de plejer. Pludselig lød et ordentligt brag af et tordenskrald. Ja, så er april jo ligesom i gang!
Mens nogle lande har 3. bølge af corona er Danmark på vej mod genåbning – mod at man i et pas viser negative tests, færdige vacciner eller har haft corona på et tidspunkt. Genial ide, især hvis man husker at få udvidet testcentrene med en masse ledige tider og kapacitet. Nå, men det skal jo nok gå alt sammen. Danmark er ihvertfald på rette kurs – og alle har behov for noget at se frem til efter et år i en eller anden form for lukketilstand.
Rallyprøver bliver der flere af nu hvor man må være 50 personer til en prøve i stedet for 5 eller 10 personer. Jeg var dommer forrige søndag og det gik rigtig fin på bedste corona-sikkerheds-vis. Jeg savnede dog at kunne give hånd til de dygtige ekvipager, som fx får et cert eller en titel. Det er altid noget særligt for de hundeførere, som opnår et mål med træningen.
Cocio var en fantastisk legetante for Pizzas hvalpe.
Apropos mål … jeg har svært ved at tage mig sammen til at træne intensivt uden at have et mål. Derfor har jeg tilmeldt både Kizz Me (seniorklasse) og tadaaaa Cocio!!! i en begynderklasse til en prøve i maj. Så nu går træningen for alvor i gang, især med Cocio. Hendes træning har været stort set stillestående siden december, da vi har brugt tid på at få pakket hus ned i Toksværd, i januar har vi renoveret hus i Bjæverskov og februar/marts har jeg brugt tiden på at være opdrætter med Pizzas OMG-kuld (det kræver altså en del at være opdrætter til et kuld border collie hvalpe, når man ikke går på kompromis med hvalpenes opvækst).
Cocio har haft godt af at modne, for hun er nu meget bedre til at sætte sig ind på plads, blive i pladsposition og bakke lige, når jeg bakker. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at Cocio skulle lave lydighed, da hun ikke viste den store interesse for det i hendes første mange måneder – hun ville hellere ud og løbe stærkt, men nu er hun vågnet fra sin tornerosesøvn.
Agilitymæssigt ser jeg frem til på torsdag, hvor jeg skal til træning i Næstved. Ååhhhhh hvor jeg savner klubånden i denne klub. Coronas forsamlingsforbud på 10 og 5 personer har sat mange klubber skatmat med hensyn til planlægning af undervisning. Dog har DcH Næstved formået at have små bitte hold, bobler, afstande og særlig opsætningsplanlægning. Virkelig effektiv klub/trænere. Tak til Bent og Marianne, som har fået det hele til at fungere.
Min planlægning af agilitykonkurrencerne er også i gang og første overnatning ved Ribe booket. Det bliver da spændende at se, hvordan jeg kan nå at få point nok til DM, med de få stævner, der er, som jeg kan deltage i. Og om nogle af stævnerne faktisk bliver aflyst pga. at forsamlingsforbudene ikke bliver hævet, det bliver lige nervepirrende nok. Agilityudvalget har noget sit at se til med ændring af regler, konkurrencer der aflyses og nye små dukker op. Må vente spændt og se tiden an.
Nu hvor hvalpene jo er rejst, så er det tid til at se frem til et nyt kuld. Et pipfulglekuld! Jeg har jo en redekasse ved vores sommerhus i Sortsø. Her kan jeg se, at en gråspurv i år har tænkt sig at måske bygge rede. Sidste år endte jo lidt makabert med, at en musvit nærmest fortærede over halvdelen af sine unger – men jeg havde googlet mig frem til, at det var der også andre der oplevede med musvitter.
Det var nok for denne gang. Jeg håber, at når jeg næste gang skriver et blogindlæg, så er jeg måske både testet negativ et par gange og har måske ovenikøbet fået første vaccine mod corona.
At se hvordan de gamle hunde total liver op og bliver som unge på ny, fordi de bliver trænet og har det hyggeligt og dejligt med deres fører i seniorklasserne, fik mig op af stolen.
Jeg har ikke altid været fan af seniorklasser i rally. Men jeg har ændret holdning …. også for mit eget vedkommende, fordi jeg blandt andet kunne se hvordan Kizz Me savnede at blive trænet. Hun er godt nok over 12 år, men opfører sig som en på 2.
Coronasituationen satte en stopper for mine ønsker om at prøve Kizz Me i seniorklasserne her i vinteren. Forsamlingsforbudet bevirkede, at der ikke var mulige rallyprøver, som jeg havde lyst til at deltage i, i den givne situation. Nu må vi jo være 25, og så slog jeg til.
Det har været en fin rallyprøve i dag. Alle forholdsregler blev overholdt med hensyn til afstand, mundbind og en masse andre tiltag.
Faktisk var der otte deltagere i seniorklassen. Det er et rigtig fint og højt deltagerantal. Jeg ved ikke om Kizz Me var den ældste. Hun blev nummer tre, hvilket jeg er meget glad for. Kizz Me stillede op mod sin søn Chat, som havde debut i seniorklassen i dag. Han er ti år. De fik begge 93 point. Kizz Me var en lille bette smule hurtigere end Chat, undskyld Mette 😉 🙂
At se min hunds udtryk til prøven i dag sagde bare alt. Hun synes det var virkelig fedt at komme i gang igen efter 1 1/2 års pause.
Når man går tur på landet, og der hvor det er tilladt at have hunde løse, så har man som hundeejer en forbandet pligt til at lære sin hund at komme, når man kalder!
Jeg har altid brugt hundeguffer til indkaldsøvelserne. Men disse guffer er snaskede, ens fingre bliver klistrede og lommerne ligeså. Hundesnorenes håndtag bliver også ret ulækre ret hurtigt.
For lang tid siden opdagede jeg brug af en tube med en form for pasta i som belønning. Har egentlig ville blogge om det længe, men er altid kommet fra det. Men nu gør jeg det. Et lille kort indlæg 🙂
Denne tube er genial. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det noget før? … altså ved mine andre hunde?
Så nu har jeg altid en ”tube godbidder” enten i hånden eller i lommen klar til brug.
Vi ser tilbage på året der er gået – med vacciner og positive holdninger samt samfundssind, så er der lys forude.
Sikke et år! En total omvæltning af alles hverdag. Ikke en eneste person har undgået at mærke coronapandemien på den ene eller anden måde.
Jeg har i årets løb skrevet lidt om, hvor meget jeg savner den gamle hverdag og hvor meget jeg savner at komme ud blandt mine venner og familie. Det savner jeg stadig helt vildt og jeg savner stadig at kramme mine kære.
Med vacciner, positive holdninger og samfundssind, så er der lys forude.
Desværre har jeg også oplevelsen af, at nogle (især unge mennesker) er ret ligeglade og fester løs i weekender uden at tage hensyn til forhøjede smittetal og mange indlæggelser. De unge mødes på tværs af forskellige grupper/familier/venner og danner utilsigtede og formålsløse smittekæder.
Der er virkelig nogle, DER IKKE FATTER, hvor alvorligt denne pandemi er her sidst på året , og hvilke konsekvenser den har for erhvervslivet. Drop den nytårsfest, … du kan altid feste, når covid19 er ovre.
Nå, det var lige lidt morale til alle de unge, der ikke tager hensyn, nu hvor pandemien er temmelig alvorlig. Situationen var heldigvis anderledes i sommerferien, og der nåede jeg da også selv at holde en lille fest, så måske er jeg dobbeltmoralsk. Men på daværende tidspunkt var anbefalingerne fra myndighederne jo også helt anderledes og smittetrykket lavt.
Året startede med, at man hørte lidt om corona i Wuhan i Kina, og neeeeej da, den sygdom kommer da ikke her til lille Danmark så langt væk. Håbede lidt, at det var som Ebola i Afrika, der aldrig fandt vej herop – heldigvis. Mange mennesker inklusiv jeg selv negligerede corona og håbede på, at det bare var som influenza, som jo godt nok også kræver dødsofre hvert år (for dem, der ikke er særlig modstandsdygtige overfor virus), men at det ikke er så slemt for normale – tja altså lidt feber, hoste m.v. i et par uger og så er det overstået.
Sådan håbede folk det i starten af året, men sådan gik det jo som bekendt ikke. Folk var optimistiske og livet fortsatte helt almindeligt de første par måneder i 2020.
Jeg var til et almindeligt agilitystævne i februar i Vallensbæk, hvor jeg løb med både Pizza og Kizz Me. Kizz Me var lige blevet 11 år og hun kørte med klatten og vandt det hele i seniorrækkerne. Det var hendes sidste konkurrence og hun sluttede med manér. Lidt vemodigt at slutte en hunds karriere. Hun var vild på agilitybanen lige til det sidste.
Pludselig var der corona i Italien og der kunne jeg mærke på mig selv, at dette her bliver ikke en rar periode. Mine svigerforældre var på ferie i Spanien på det tidspunkt (bor et par måneder i Spanien i den kolde periode). Og pludselig var det nærmest umuligt for dem at komme hjem til DK, da hele Europa lukkede ned. Det lykkedes os at få skaffet 2 flybilletter til dem og havde nærmest på fornemmelsen, at det var det sidste fly de fik fra Spanien til Danmark det forår.
Aqua (min udstationeringstæve) fødte et kuld hvalpe dagen før corona i Danmark. Jeg har altid haft svært ved at huske mine hundes fødselsdatoer, men Cocios fødselsdato kan jeg huske: 10/3-2020. Danmark lukkede ned og medarbejdere på min arbejdsplads blev bedt om at arbejde mest muligt hjemmefra. Det var jo fantastisk heldigt for mig at sidde der med arbejdsopgaver med hvalpelyde lige ved siden af mig. Det er så nok også det eneste positive, der har været ved corona. Min hvalpetid!
Jeg beholdte en hvalp efter Aqua, da jeg på daværende tidspunkt havde besluttet, at Pizza ikke skulle have flere hvalpe. Pizza er jo min konkurrencehund og jeg forventede mig meget af 2020 og af 2021 konkurrencemæssigt, da Pizza er fantastisk til agilitykonkurrencerne … nå mere herom senere i blogindlægget 😉
Foråret gik og hvalpene blev store. Jeg besluttede mig for at beholde Cocio, en virkelig herlig red merle tæve. Faktisk har jeg aldrig brudt mig særlig om farven red merle, … men Cocio ville det anderledes. Dengang jeg skulle have en hvalp fra Kizz Me’s kuld, der ville jeg jo heller ikke have en sort/hvid med skæv blis …. Pizza fik mig overtalt, – og derfor siger jeg altid til folk, at man skal ikke gå efter en farve ved border collie. Jeg er glad for valget af Cocio og vi har derfor p.t. 3 hunde – måske en for meget, men ingen hunde skal flytte hjemmefra, selv om de blot er pensioneret. Sådan fungerer mit hjerte ikke!
Laurits skulle have været konfirmeret i foråret, men alle konfirmationer blev udskudt til efteråret. Der var ellers indkøbt tøj og booket restaurant m.v. Jeg havde selv 50 års fødselsdag i april og rykkede festen til sommerferien. Kender flere, der har flyttet bryllupper, fødselsdage og andre begivenheder.
Smittetrykket var lavt i sommerferien og jeg kunne endelig holde en lille fødselsdagsfest. Det blev til en havefest i et stort åbent telt i haven i vores sommerhus. Der var ”kun” 18 gæster, selv om det var lovligt at være 50 på det tidspunkt (så vidt jeg husker). Dejlig fest i cowboytema – jeg har altid ønsket at holde en temafest. Men underligt ikke at kramme alle mine venner. På billedet her står jeg sammen med min søster og bror.
Søren og jeg kiggede på et ret specielt hus lige syd for Køge i sommerferien. Der var stor interesse for netop det hus. Vi skrev faktisk under på en købsaftale, men huset blev solgt til nogle andre, som bød 150.000 over udbudsprisen. Det er helt vildt underligt, at husmarkedet er sådan her under corona. Jeg er jo udlært hos home i Silkeborg og husker da godt, hvordan krisen påvirkede husmarkedet i starten af 1990’erne. Nå, men Søren og jeg fik hul på hus-kigger-bylden og kiggede på lidt flere huse. Pludselig kom et hus til salg i Bjæverskov, som jeg havde kigget på tidligere. Det var taget af markedet (af personlige årsager) og nu sat til salg igen. Vi tog ud til åbent hus og der kunne vi godt se os selv blive gamle. Der var plads til alle vores ting i udhus, plads til hundene, huset var i 1 plan og der var agilitybane og der var også en mark til …. måske til juletræer i fremtiden 🙂 Jamen jamen pludselig var vi også flere om at købe dette hus samtidig – hvad sker der dog for husmarkedet under corona? Heldigvis faldt sælgers valg på os og vi flytter om et par dage til vores nye hood lidt uden for Bjæverskov. Jeg har allerede mødt flere af vejens beboere og føler mig virkelig velkommen. Jeg glæder mig helt vild.
Til præmieoverrækkelse på Bornholm. Pizza vandt klassen og blev DKAGCH. Ingen håndtryk og ingen kram fra de andre deltagere, men masser af lykønskninger alligevel.
Agilitystævnesæsonen har været meget underlig. 4 stævner på et helt år – jeg plejer at være til 15-20 stævner. Men heldigvis opnåede jeg en kæmpestor milepæl med Pizza: Hun blev Dansk Agility Champion. Det skete til et stævne på Bornholm i august. En særlig oplevelse, som jeg er meget glad for, selv om jeg har lavet mange agilitychampions igennem min tid som agilityudøver. Hver hund har sine forcer og ulemper – og ingen hunde er ens at træne op. Pizza har dog altid været en stjerne og jeg tænkte, at det var et spørgsmål om tid, før hun opnåede denne titel. At hun opnåede det sidste agilitycertifikat i 2020 var utrolig heldigt på grund af de få konkurrencer. Endnu engang tak til Bonnik Berthelsen for at tegne en virkelig finurlig agilitybane på Bornholm, som virkelig ”tændte mig”. Det, der bliver umuligt at løse, får mig virkelig til at tænke, det SKAL jeg løse og det KAN Pizza godt. Hurra for min hooperstræning med Pizza, som gav hende noget fremdrift, selvstændighedsløsning og fjerndirigering.
Nå men så kom efteråret og dermed var det tid til Laurits’ konfirmation. Han var vokset ud af forårstøjet og nyt konfirmationstøj blev købt – det var vi vist ikke ene om. Dagen inden konfirmationen var der igen igen pressemøde og her kom statsministeren med et påbud: På restauranter skal alle have mundbind på, når de står op. Det var så lige et påbud, der kom 12 timer inden Laurits skulle holde fest. Set tilbage – så var det nok meget klogt af MettteMor. Men dengang var det virkelig uforståeligt, at noget kunne sættes i værk med så kort varsel. Mange planer skulle ændres og jeg fik virkelig virkelig ondt af restauratøren, som fortalte os om de udfordringer han har og at alle hans investeringer måske har været forgæves. Vi havde dog en god fest og tog alle forbehold efter de regler, der var.
Jeg er autoriseret rallydommer og har været inviteret til flere dommergerninger i løbet af året. Alle stævner, som jeg skulle dømme, er blevet aflyst undtagen 1 stævne, som blev afholdt efter alle corona-kunstens regler i november. Det blev afholdt i blokke af 10 personer. Jeg holdt afstand og afholdt ingen præmieoverrækkelser eller rørte resultatbøger. Meget underligt blot at dømme folk på afstand, men skønt at se de dejlige hunde. Det var så den eneste gang jeg dømte i år. Sidst jeg dømte var i oktober 2019, så jeg var faktisk lidt rusten og brugte god tid på at læse op på reglement og pointfradrag. Jeg deltog endvidere i efteråret som rallydommercensor i forbindelse med en dommerelevs eksamen – igen få ekvipager og opdelt i blokke, mundbind og afstand.
Faktisk har jeg slet ikke dyrket rally med mine egne hunde siden sidste år i september. Jeg var kørt lidt træt i det. Kizz Me var blevet gammel – og Pizza var jo til agility. Jeg har fra starten af været imod, at man havde indført seniorklasser i rally – for min morale har været, at hvis en hund er blevet for gammel til at lave sit-øvelser, skal man ikke gå til flere konkurrencer. Der er nemlig næsten ingen sit-øvelses-skilte i seniorklasser i rally. Men men men jeg må altså tage min holdning i mig igen, for efter at have set de skønne og glade seniorhunde, som lyste total op til rallyprøve i Odder, hvor jeg var dommer i november, så ændrede jeg min holdning. Der var pludselig en mening med galskaben. En hund, som man egentlig har pensioneret fra de almindelige prøver, kan sagtens få et godt pensionistliv i seniorklassen, og stadig blive trænet nænsomt og blive skånet. Nogle hunde bliver simpelthen så glade af at gå til konkurrencer. Efter at have tænkt og ændret holdning, så tilmeldte jeg Kizz Me til en konkurrence i seniorklasse i december. Desværre er alt jo blevet aflyst, så jeg ved i skrivende stund ikke om Kizz Me nogensinde ”kommer i kamp” igen. Men tilbage til min holdning: Jeg er blevet fan af seniorklasser.
Græsmarkvej
Her i efteråret har vores hus jo været til salg. Der gik vel ca. 3 måneder og så var det solgt. Pludselig var der flere om huset samtidig … igen, jeg fatter ikke, hvad der sker med det boligmarked, det er imod alle odds. Huset blev solgt med overtagelse 3 uger efter vi overtager vores nye hus. Så vi har lige lidt hasteistandsættelse af huset i Bjæverskov.
Nu tilbage til det med Pizza … øhhh, hvad skete der lige der med min beslutning om, at hun ikke skulle have flere hvalpe? Jo, sagen er den, at det er coronas skyld. Et kommende forår uden agilitystævner havde jeg set komme. Og da der især ikke er holdkonkurrencer i agility i 2021, så var min konkurrencemotivation fuldstændig væk. Pizza har jo lavet 2 virkelig skønne kuld, som alle sundhedsmæssigt ligger rigtig godt og jeg besluttede mig for et 3. og sidste kuld på Pizza. Jeg begyndte at kigge mig efter en egnet han. Faktisk har jeg et par år fulgt en særlig han, der er importeret fra Polen. Jeg har været meget vild med hans engagement i alle de discipliner, han har deltaget i. Så jeg var lidt spændt, da jeg sendte Mette en messengerbesked, om jeg måtte bruge Dice som far til et kuld med Pizza. I skrivende stund er Pizza 3 uger henne og hun skal føde i februar, altså et par uger efter, at vi er flyttet til Bjæverskov. Ja, vi når lige at flytte ind og falde til. Pizza har altid taget vores rejser og ophold med ophøjet ro, så en lille flytning inden hun skal føde ser jeg slet ikke som noget problem.
Pizza og Dice – så søde sammen. Med denne kombi får man den efterhånden sjældne sportsborder collie i sort hvid 😉
Det er nu december og jeg skulle sammen med Søren have besøgt mine forældre den 23. december i Silkeborg. Min mor har KOL og min far er halvsidelam efter en hjerneblødning for 3 år side, så de er i højrisiko for fx corona. Jeg har gået og rømmet mig lidt en uges tid inden jul og derfor besluttede jeg, at vi ikke tog til Silkeborg. Hvis min mor bliver smittet med fx forkølelse, kan det have fatale konsekvenser for hende. Så ingen jul med mine forældre. Gaveudveksling og et morkram må vente til en anden god gang. Heldigvis er vi gode til at tale i telefon og videochatte via messenger.
Nu her nytårsaften skal Søren og jeg ingen steder. Vi skal blot blive her i Toksværd og holde sidste nytårsaften helt alene med hundene. Det bliver meget hyggeligt. Vi skal tidligt op den 1. januar og gøre klar til at få nøglerne til vores nye hus kl. 12.
Godt nytår til jer alle og flot, at I har læst så langt 😉
Boligmarkedet er lidt underligt for tiden pga. corona, så da Søren og jeg i sommers skrev under på køb af et hus med overtagelse 1/1 var det med en vis skepsis. Vores (Sørens) hus blev shinet op og derefter sat til salg. De første par måneder var der flere gode fremvisninger og huset var også tæt på at blive solgt med overtagelse lige før jul. Forrige weekend var der pludselig stor rift om huset og der var booket 3 fremvisninger om lørdagen.
For en uge siden skrev en køber under på en købsaftale. Når man skriver under på en købsaftale på et hus, så er der 6 dages fortrydelsesret. Det var 6 lange dage vi skulle vente, før vi turde fejre det. Men vi vovede dog pelsen og fejrede det med en dejlig weekend i vores sommerhus i Sortsø og juleøl fra Grimbergen da køberne havde skrevet under. Og da 6 dages fortrydelsesfristen udløb i torsdags fejrede vi det igen med en gang sushi (jeg eeeeelsker sushi).
Vi har solgt huset i Toksværd med overtagelse 23/1 og overtager selv et hus i Bjæverskov den 1/1. Det nye hus skal have al tapet fjernet (rygerhjem!) og vi skal have raget en væg ned mellem køkken og stue og derefter sat filt op og malet hele huset, så vi får lidt travlt! En stor del af det udføres af professionelle og resten ordner vi selv. Der er bestilt flyttemænd den 19/1, men jeg håber at nå at få flyttet kasserne fra vores udhus over i det nye udhus et par weekender før. Så skulle vi gerne kunne nå at være på plads og få ro på inden Pizza forhåbentlig føder et dejligt kuld hvalpe ca. 7. februar.
Der er så mange ting vi gerne vil i vores nye hus, men nu skal vi først lige falde på plads, falde til og så se, hvad vi har tid og råd til.
Sushi til aftensmad med en øl til, det var mums (Klitnissen er en af de øl, der blev vist i Natholdets julekalender)
Pizza er 2 uger henne den 21/12, såfremt hun er drægtig
Den 26/9-2020 skrev jeg et blogindlæg om, at det er en svær tid vi lever i på grund af coronasituationen. Det er stadig en svær tid med bl.a. forsamlingsforbud (max 10 personer) og brug af mundbind, når man køber ind og man bør ikke kramme, dem man holder af. Og nu kan det godt være, at det er lidt træls for tiden, men hey!!!… der er ikke krig og folkedrab, modstandsbevægelser, stikkere, rationeringsmærker, mørklægningsgardiner og skrækken for bomber og lyden af sirener. Man må nogle gange lige hanke op i sig selv og tænke, det er altså træls med coronatituationen, men så slemt er det heller ikke.
Mine forældre og jeg. Billedet blev taget d. 18. oktober 2016.
Ja, Danmark har forsamlingsforbud m.v. Andre lande har mere strikse restriktioner end Danmark, da der er endnu større smittetryk i andre lande. Jeg tror, vi er heldige med de få tiltag, der har været i Danmark og vi skal være glade for, at de fleste overholder disse restriktioner, så covid19 ikke er så voldsom her i landet.
Nu er det kommet frem, at der er udviklet flere vacciner mod covid19. Denne vaccine vil jeg tage imod, så snart den bliver tilbudt mig. Jeg ønsker ikke at gå og være bange for at få covid19 men mest af alt, så ønsker jeg at kunne kramme dem, som jeg holder af og mærke deres varme og kærlighed. Jeg er ved at være dødtræt af albuehilsener!
Det med at kramme, det savner jeg altså rigtig meget. Især når jeg besøger mine forældre. Jeg krammer min mor, men min far ønsker ikke at kramme, da han er nervøs for at få covid19. Jeg kan godt forstå ham, men samtidig så savner jeg virkelig et kram og holde om ham.
En af mine agilityveninder og hvalpekøber Gitte og jeg krammer i 2019.
Oxytocin udskilles, når vi krammer, holder i hånd eller har anden hud mod hud-kontakt, og det særlige ved hormonet er, at det styrker vores relationer til mennesker omkring os. Men i virkeligheden har det glade hormon afgørende betydning for både vores psykiske og fysiske sundhed. … dette kan man især mærke mangler, når man skal holde afstand til folk igennem så lang en periode.
Der er også anmodning fra myndighederne om, at man holder sig til 10 personer i ens omgangskreds. Det tror jeg faktisk, at jeg overholder – jeg går dog ikke og tæller. Jeg har en fast lille vennekreds, som jeg træner agility med. Det er træninger, som jeg ikke kan undvære, da jeg er meget social anlagt og elsker at snakke om alt mellem himmel og jord …. og meget om hunde 🙂
Afholdelse af jul har vi også revurderet. For at være færrest mulig samlet, så bliver det blot Søren og jeg, der drager til Silkeborg til mine forældre en anden dag end selve juleaften, så vi spreder os over flere dage. Vi har børnene selve juleaften hjemme hos os selv i Toksværd. Hvis vi alle er samlet i julen er vi minimum 20 personer fra forskellige familier. Det er jo ikke ligefrem det, som myndighederne lægger op til. Så vi må bare samles alle sammen og holde et brag af en fest, når covid19 ikke er her mere.
Min bror og søster var med til min fødselsdagsfest i sommer, hvor smittetrykket ikke var så højt og man måtte forsamles 50 personer.
Jeg glæder mig til at kunne samles med hele min familie i det nye år, jeg glæder mig til, at erhvervslivet igen kommer op at køre og jeg glæder mig til at blive vaccineret mod covid19.
Jeg har i dag indløst et gavekort, som jeg fik i 50 års fødselsdagsgave af min tidligere kollega Sidsel. Et gavekort for 2 til Skovtårnet. SIKKE EN FANTASTISK OPLEVELSE!!!
Det er bestemt ikke sidste gang, jeg er i Skovtårnet. Faktisk har jeg fulgt tilblivelsen af Skovtårnet i hele byggeperioden, da jeg har gået mange ture ude i netop den skov. En dag for et par år siden gik jeg og ledte efter en cache, og en mand kom og spurgte, hvad vi lavede. Jeg forklarede lidt om geocaching. Til gengæld forklarede manden om sine store visioner om et kæmpe tårn oppe på bakken. Det var selveste manden bag hele projektet, som vi har talt med. Han virkede meget inovativ og propfyldt med ideer til fremtiden.
Lige siden gangarealet ud mod byggeriet blev lavet, har jeg spadseret ud gennem skoven og set fundamentet blive støbt og set hvordan man nænsomt gik uden om de 3 midterste træer i selve Skovtårnet. Egentlig er jeg utrolig bange for højder, men det var jeg ikke i dag, da jeg gik op ad (måske kun lidt) mod tårnets top. Men da jeg har set, hvor megen energi, der er blevet lagt i at støbe et ordentligt fundament og hvordan hele byggeriet er gennemarbejdet, så var jeg sikker på, at det tårn ikke ville vælte, selv i blæsevejr. 🙂 Det gjorde det ikke i dag 🙂
Jeg havde egentlig aftalt med Sidsel, at vi skulle i Skovtårnet for 2 uger siden. Men jeg valgte at flytte det 2 uger for at få skovens flotte efterårsfarver endnu flottere. Jeg er glad for, at vi valgte netop i dag. Hold da op, hvor var der smukt. Tror faktisk, at Søren og Sidsel til sidst var trætte af at høre mig sige det 😉
Cocio er med mig på arbejde hver dag og jeg har derfor mulighed for at se, hvad hun laver, mens jeg er på arbejde! Hun sover, og i de mærkeligste og sjoveste stillinger.
Det er en gammel nyhed for nogle og for andre en overraskelse. Søren og jeg har i flere år ledt efter en passende bolig – eller snarere en landejendom i 1 plan. Det har været meget svært at finde, men pludselig var huset der – igen (huset havde været til salg tidligere, men var blevet taget af markedet) Vi har købt landejendom ved Bjæverskov (tæt ved Køge) og flytter til januar 2021.
Jeg holder meget af Toksværd. En hyggelig landsby med skole, købmand, sportshal m.v. Men jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at flytte tættere på min arbejdsplads og jeg glæder mig til at eje bolig igen.
Hold da op, hvor den coronavirus gør det svært at LEVE. De ting og oplevelser, som giver os energi og får os til at blomstre, bliver taget fra os – ikke af regeringen, men af en virus.
Hvad gør covid19 ved vores adfærd? Meget!
Sidste weekend skulle min bonussøn konfirmeres. Konfirmationen var udsat fra maj måned til september pga. corona. Fredag – altså dagen før konfirmationen – meldte vores statsminister ud, at der var restriktioner på forsamlinger og påbud om mundbind, hvis man var på restaurant. …… Ja, Laurits’s fest skulle holdes på restaurant. Festen blev gennemført og ting blev sprittet af til den store guldmedalje og vi havde mundbind på, når vi rejste os fra bordet.
Mine søskende og jeg
Ugen efter (fredag) var der igen pressemøde, hvor forsamlinger på max 50 også gælder private fester. Vi skulle til nonfirmation hos min niece. Heldigvis var der kun inviteret 45. Men… 9 meldte fra i sidste øjeblik. Sange blev sunget som sædvanlig, men man rejste sig op og gik væk og sørgede for afstand. Der var også sprit og vi sad gruppevis i familier, og der blev taget hensyn.
Er glad for ikke at stå i en situation med fx 70 gæster til en fest og må skrive ud til nogle af dem, at de er valgt fra. Hvordan gør man det mod venner eller familie? Shit mand en svær opgave.
Og hvordan har man det som inviteret …. at føle sig utryg og har lyst til at melde afbud dagen før, fordi man er bange. Det er okay at være bange, men skal det ødelægge ens liv og livslyst? Man skal ihvertfald tænke sig om og kun deltage i det, der er nødvendigt nu. Er en lille fest nødvendig? Er en konfirmation nødvendig? Åh det er svært at svare på.
Sikke mange tanker familie og venner skal igennem i denne coronatid. Det er ikke rart.
Jeg er glad for at min 50 års fødselsdag blev afholdt i sommer, hvor der var lavt smittetryk og vi var ude i haven.
Corona gør det svært at opretholde det sociale liv med venner og kolleger.
Jeg savner helt vild at få kram af venner, bekendte og ikke mindst min familie.
Til de store agilitystævner, som jeg i sommerperioden dyrker en del, der går vi ofte og krammer og hilser, samt lykønsker med håndtryk til præmieoverrækkelser. Alt dette er væk fordi agilitystævner ikke kan afholdes med et forsamlingspåbud på max 50 personer. Alt er aflyst!
sådanne episoder savner jeg rigtig meget. En varm og hjertelig krammer!
Glæder mig til at en vaccine er klar. Jeg skal have den og vil have mit liv tilbage
Endelig lykkedes det mig at opnå det sidste agilitycertifikat til et agilistystævne i klasse 3 med Pizza. Hun var en stjernehund på Bornholm, hvor hun vandt 2 agility klasse 3 løb. Vi løb 7 løb i alt, og hun gennemførte dem alle sammen uden disk. Super sejt.
Søren tog med på min tur til Bornholm. Vi ankom torsdag lige over middag, tjekkede ind i vores lejede hus lige uden for Rønne (lejet via AirBnB) og så kørte vi til Hammeren, hvor vi skulle se det nye besøgscenter.
Et fint hus, som vi havde lejet. Der var plads til hele familen, men desværre kunne Emma og Laurits ikke komme med.
Der er som altid meget flot på Hammeren og jeg bliver aldrig træt af at gå rundt på den gamle borg. Besøgscenteret gav interessante informationer om tiden på borgen og flot interaktion med skærme m.v.
Besøgscenteret på Hammeren er virkelig flot bygget ind i landskabet.
Bagefter var vi en smut i Allinge-Sandvig og få en meget speciel is i den cafe, der hedder Kalas Is. Jeg fik bl.a. en æble-basilikum is. Sidst jeg var på Bornholm var cafeen lukket for sæsonen, men denne gang var jeg heldig. Forstår godt, at den cafe får så god omtale på tripadvisor.
Kalas Is i Sandvig. Det er et besøg værd.
Inden vi tog til Bornholm, havde vi set første afsnit om Borgenes Ø. Det er en lille serie, som TV2 Bornholm har produceret. Vi lærte om Borgenderland, Gamleborg og lilleborg samt om øens konge. Torsdag aften så vi endnu et afsnit af Borgenes Ø. Se afsnit her: https://www.tvmidtvest.dk/borgenes-o/borgenes-o-16
Lilleborg
Fredag formiddag drog vi mod Ekkodalen, men lige inden vi kom dertil var vi pludselig ved Lilleborg. Fedt på forhånd at have lært om borgens historie og hvordan den blev til. Man kunne forestille sig de kampe, der havde udspillet sig ved indgangen, hvor der var fundet en masse gamle pile. Vi fandt naturligvis en cache i skoven.
Indgangen til Gamleborg
Derefter kørte vi til Ekkodalen og gik op ad en masse trapper og fandt Gamleborg. Den var stor og jeg kan godt forstå, at den havde været en uoverskuelig opgave at holde i stand for de gamle vikinger. Vi gik rundt ved ringmuren og fandt en cache på bagsiden.
Fine stisystemer på Bornholm. Kizz Me toucher på stolperne.
Efter gåturen var det tid til at besøge den tv-kendte restaurant for foden af Ekkodalen. Vi havde været så betænksomme at bestille bord en uge i forvejen. Vi fik de berømte kæmpe tarteletter. Uha jeg blev mæt. De smagte godt, men jeg tror godt nok, at der skal gå laaaang tid inden jeg skal have tarteletter igen.
Kæmpe tarteletter!
Turen gik derefter til en minigolfbane. Ja, en minigolfbane!! Hvor gammeldags har man lige lov til at være? Men hold da op. Jeg forstår godt, at den fine nye minigolfbane får så mange gode anmeldelser. Banen var bygget op, så den lignede Bornholm og banens 18 huller havde alle hver deres bornholmske seværdighed. Virkelig et besøg værd, også selv om det småregner!
Uden at håne for meget … så vandt jeg over Søren!Plan over banen. Det er altså så sejt lavet. Seværdighederne og byerne ligger der, hvor de gør i virkeligheden.
Lørdag morgen, tidligt op og afsted til Østerlars til agilitystævne. Jeg elsker at være til stævne på Bornholm. Der er kun 1 bane og man kan med ro i sindet melde sig som hjælper, da der ikke er nogen stress og jag med at skulle nå at være både det ene og andet sted samtidig. Der er masser af plads til at varme hund op og der er tid til at snakke med alle ens venner. Min hvalpekøber Laila havde reserveret teltplads ved siden af hende. Det var ÅH så hyggeligt at sidde ved siden af hende hele weekenden. Vi fik rigtig snakket og Cocio og kuldsøster Jo-Lee (tidl. Juice) de fik leget en hel del.
Hmf, tidligt om morgenen, med vådt hår. Jeg har vist ikke fået drukket al min morgenkaffe på dette billede!Pizza i fuld fart i slalom. Foto: Leif Kjærgaard
Lørdag aften var Søren og jeg ude at spise på Selmas Homecooking i Rønne og derefter var jeg også godt brugt. Det blev til over 20.000 skridt og benene var ømme.
Cocios kuldsøster Jo-Lee og Cocio hyggede sig virkelig sammen. De var hverken aggressive eller for voldsomme. Blot kærlig leg og småtyggeri. Njaaa, måske lidt vild leg indimellem, men for pokker, de var søde.
Søndag morgen var der banegennemgang allerede kl. 7.10, men jeg havde aftenen inden skrevet en besked til arrangøren, at jeg ikke deltog i dagens første løb. Det var ”bare” en åben klasse, der ikke talte til noget. Min fokus var på klasse 3-løbene. Agility klasse 3 søndag var lige noget for Pizza og jeg. En nærmest umulig bane, hvor man blev låst bag balancen fra 4 til 5 og hvis man ikke havde lært hunden en fremadsendelse, så ville hunden automatisk dreje til den ene eller anden side efter tunnelen. Jeg har jo smugtrænet lidt hoopers på det sidste og dermed en masse fremadsendelser, så jeg gik banegennemgang med ro i sindet, hvorimod mine konkurrenter gik og små-dissede banen, hvilket tændte mig endnu mere.
Jeg elsker udfordringer og er faktisk bedst, når banerne har en høj sværhedsgrad. Pizza løste banen fint og vi vandt klassen. Det er lang tid siden jeg har fået så mange søde og rosende kommentarer. Tusind tak alle sammen, I skal bare vide, hvor glad jeg har været for dem alle!
Der var dermed det sidste agilitycertifikat til Pizza og hun kan nu kalde sig for Dansk Agility Champion.
Lige efter præmieoverrækkelsen kørte vi til havnen og tog turen tilbage til Sverige. Turen hjem med færgen gik virkelig hurtig, for Søren og jeg kom til at sidde blandt en masse agilityfolk … og så gik snakken jo.
Hvor er jeg priviligeret over at have en sød mand med på tur til Bornholm, som sagtens kan opleve en masse sammen med mig, og også kan finde ud af at opleve noget på egen hånd, selv om jeg fjoller rundt blandt alle agilitytosserne.
Hvorfor var det Cocio, du valgte? Det spørgsmål får jeg ofte stillet, og det er svært at gøre en lang historie kort. Så det gør jeg ikke 🙂
Cocio i gang med at sove eller bestige sin mor Aquas hovede.
Jeg har ikke haft hundehvalp i næsten 6 år (Pizza bliver 6 år om 2 dage) – så hvis jeg skulle have en afløser til Pizza både træningsmæssigt og opdrætsmæssigt, så er det ved at være tid til ny hund. Derfor fik jeg på snedig og kvindelistig måde overtalt min mand til, at vi kunne beholde en hvalp fra kuld N. Han har ellers stædigt holdt fast i, at vi kun skal have 2 hunde herhjemme og først få en ny hvalp, når Kizz Me ikke er her mere. Kizz Me er 11½ år gammel. Jeg kan da godt se, at det er mest praktisk, når man er ude at rejse (overnatning på hotel e.lign.) eller hvis hundene skal passes, eller når man skal transportere hundene i bil, at der kun er 2 hunde.
Der blev født 6 hvalpe, heraf 3 tæver: Breezer yderst til venstre, Cocio (red merle i midten) og Juice yderst til højre.
Jeg har besluttet mig for, at Pizza ikke skal have flere hvalpe og jeg ved jo ikke, om min udstationeringstæve Delta kan eller får hvalpe, derfor var en hvalp fra Aquas kuld måske min sidste chance for, at jeg bibeholder mine egne asasara-linjer.
Aqua (Cocios mor og det vil sige Pizzas datter fra første kuld) blev parret i januar 2020 og kom hjem til mig 1½ uge før fødsel. Aqua bor til dagligt hos en veninde i Jylland. Det vil sige, at parring og størstedel af drægtighedsperioden foregik hos Alice. Jeg var meget spændt på denne drægtighed og fødsel. Der skulle jo gerne blive født minimum 1 tæve, så arvefølgen blev sikret.
Juice og Cocio 8 uger
Opstart af fødsel gik lige efter bogen. Opblokningsfase, uddrivelse af 1. hvalp gik rigtig godt. Så gik fødslen lidt i stå og der gik næsten 2 timer til hvalp nr. 2 kom ud. Han blev født ude på græsplænen, idet jeg ofte havde Aqua ude at tisse, da hun ikke rigtig fik synlige veer inde i stuen. Jeg var nervøs for om det hele skulle ende med kejsersnit, så jeg ringede til dyrlægen, der sagde, at jeg skulle pakke bil og komme ind med både Aqua og de 2 hvalpe, så Aqua kunne få noget vestimulerende. Da jeg fik bilen pakket og indrettet til 2 hvalpe og en tæve, så ville jeg lige have Aqua ud og tisse i haven en sidste gang inden hun skulle ud i bilen. Og plop, så blev Cocio født ude på græsplænen, jeg greb lige nøjagtig Cocio inden hun landede i græsset.
Jeg aflyste dyrlægeturen. Næste hvalp blev også født på græsplænen (har faktisk en youtubevideo af det) og de 2 sidste blev født normalt i fødepoolen.
Cocio 9 uger, indlæring af tryk på plade med klikker
Hov, det var jo slet ikke det, som dette blogindlæg skulle handle om. Nå, men altså kuld N skulle heldigvis ikke ende i kejsersnit. Aqua var bare bedst til at føde ude og jeg har stadig 0 kejsersnit ud af 14 kuld.
Der kom 3 hanner og 3 tæver. Og det var præcis det, som jeg havde af hvalpekøbere på min venteliste (inkl. mig selv).
Så var det bare at vente og se, hvordan de 3 tæver udviklede sig. De var forskellig af udseende: 1 brun/hvid (Breezer), 1 red merle (Cocio) og 1 lilac merle (Juice).
Cocio, mormor Pizza og Oldemor Kizz Me.
De udviklede sig ufattelig ens og jeg skiftede til at have dem alle som favoritter. Efterhånden fravalgte jeg Breezer, egentlig uden grund, men Cocio og Juice var bare dem, der oftest valgte mig (lagde sig ind til mig eller op til mig, når de ville sove) og valget stod så mellem de to merles.
Jeg har jo altid været glad for merle. Dog vil jeg fortælle, at efter jeg beholdte Pizza fra kuld J, hvor der faktisk var en fantastisk flot blue merle tæve i kuldet -så lægger jeg ikke farve til grund for mit valg. Pizza er jo sort/hvid og med skæv blis i hovedet. Absolut ikke det, jeg normalt vælger, men Pizza valgte mig … dengang for snart 6 år siden.
Cocio er med mig på arbejde hver dag. Her ligger hun og venter på, at der kommer en kollega forbi for at nusse hende. Hun har en bestemt taktik og charme, der kan lokke alle og enhver hen til lågen for at nusse hende på brystkassen.
Jeg havde en klog dame forbi, der mærkede på hvalpene og gav sit besyv med angående krop og bygning hos Cocio og Juice. Det var lutter positive ord. Så mit valg af hvalp blev ikke lettere – men det gav mig en del at tænke over.
Hvalpene blev registreret hos Dansk Kennel Klub. Og det skulle vise sig, at Juices registreringsnummer hos DKK var 05599/2020. Makker, min første border collie, han var født den 5/5-99. Uha, var det et tegn? Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, men bruger ikke at kigge på sådanne tegn 😉 Tror heller ikke på spøgelser eller heeling. Basta!
En af mine han-hvalpekøbere foretager ofte hvalpetest for andre og hun foretog også hvalpetest af bl.a. Juice og Cocio. Stadig meget ens hvalpe. Og jeg var total i tvivl vildrede om valget. Jamen var det Cocio, eller var det Juice, der havde den bedste hvalpetest? De var gode på hver deres måde.
Cocio 11 uger gammel
Breezer havde jeg valgt til Pia i Jylland. Og det vil sige, at jeg så skulle tage stilling til fordeling af Cocio og Juice mellem jeg og den anden tævehvalpekøber. Jeg havde lovet at give den anden hvalpekøber besked – vist nok en lørdag formiddag lige efter hvalpetesten – og jeg kunne ikke beslutte mig. De to hvalpe var toplækre begge to. Det var nærmest ælle-bælle. Jeg valgte så at spørge den anden hvalpekøber ”Hvis du var i den heldige situation, at DU kunne foretage valget, hvilken hvalp, ville du så vælge? Hun svarede klart og sikkert: Juice.
Dermed tog hun valget for mig. Jeg skulle beholde Cocio. Og gud, hvor er jeg glad for det valg.
Dagen efter kom jeg til at tænke på, … gad vide, hvad Cocios DKK registreringsnummer er? Tjekkede det lige: 05798/2020 … hov, hvad var det? De tal kunne jeg godt genkende, det var faktisk mit telefonnummer! Ha ha, hvor sjovt, og nej, jeg tror ikke på, at det var et tegn! 😉
Vi træner hver dag, her øver vi bukke
Nu er Cocio 4 måneder. Hun er super kær, meget elskelig, særlig og snu. Derudover er hun legesyg og eftertænksom – og lærenem – og vanvittig hurtig i sine bevægelser. Jeg tror, at jeg kommer til at lære en del af hende – og må omtænke nogle af mine træningsmetoder, da hun er meget selvstændig. Faktisk kommer hun ikke altid, når jeg kalder, så jeg må træne intensivt med hende her i sommerferien. Jeg mener selv, at indkaldsfejlen blev begået på en bestemt måde: Hun hader at få sele på, og når jeg kaldte på hende for at få sele på, forbandt hun det med, at hendes navn var ubehageligt. Navn = indkald = sele på. Ja, man lærer så længe man lever.
Cocio – godbid – fri. Det er sommerens strategi.
Kan I have en god sommer allesammen!
Cocio elsker vand, og bader gladeligt i min bed-rollerCocio elsker stadig at putte hos mig. Skål og god sommer!
Jeg selv til venstre, min lillebror og min storesøster til højre. Tak for en skøn og afslørende sang.
Da jeg havde hvalpe i april og corona havde sit indtog i Danmark valgte jeg at udskyde min fødselsdag i april måned til senere på året. Jeg havde 2 forslag til datoer, hvor mine søskende kunne deltage. Det var nemlig vigtigt for mig, at de kunne komme med. Valget faldt på sidste lørdag i juni og jeg fik heldigvis reserveret den weekend i sommerhuset til os selv. Alle de weekender og uger i sommerperioden, som vi ikke har reserveret til os selv er revet væk!
Da jeg i foråret begyndte at planlægge min fødselsdag overvejede jeg at leje det lokale forsamlingshus i vores landsby. Søren ville dog helst ud at rejse, men nej, det er min fødselsdag, så det er mig, der bestemmer 😉 Jeg overvejede for og imod med hensyn til, hvor fødselsdagen skulle holdes. En dag talte jeg med mine naboer til vores sommerhus, og de sagde, at de havde et kæmpe havetelt, jeg måtte låne, hvis jeg besluttede mig for en havefest.
Ih altså, en dejlig sommerfest med telt i haven og kold hvidvin. Den tanke kunne jeg ikke slå ud af hovedet. Og så var der også lige det, at jeg aldrig, som i aldrig nogensinde har holdt en udklædningsfest eller temafest. Så sådan skulle det være – og i vores have i sommerhuset. Temaet blev valgt, og det skulle være cowboyfest.
Banner blev hængt op i haven. Dagen før festen havde jeg skrevet på den lokale Sortsø Gruppe på facebook, at der nok ville være lidt howdi og jeehaw fra haven, og alle tog det flot og ønskede os god fest.
Planlægningen gik efter bogen og der blev købt lidt cowboyting hist og pist på diverse temashop-websteder. Jeg var også i diverse supermarkeder for at købe vin og øl, som var amerikanske. Det dur jo ikke med franske vine eller tyske øl til en cowboyfest. Skal det være, ja så skal det være. Nå, men efter en stor indkøbstur af øl og vin for 1.000 kr. forsvandt mit dankort som dug for solen – man skulle tro, at der var en mening med, at dankort skulle forsvinde, tsk tsk. Mit kørekort og pung var også væk. Det skete lige efter grundlovsdag. Jeg ledte og ledte … undersøgte alt herhjemme, der blev flyttet sofaer, reoler (den kunne jo være faldet bagved) og så fik jeg da også støvsuget de mest underlige steder. Jeg spurgte kollegaer, om de havde set min pung, fik hundevenner til se efter på træningspladser m.v. (har trænet agility). Men nix, den pung med dankort m.v. var forsvundet som dug for solen. Jeg tjekkede løbende mine konti, om der skulle være sket et pludseligt forbrug, men det var der ikke. Så jeg gættede, at min pung var derhjemme et eller andet sted. Men finde den, det kunne jeg simpelthen ikke.
Pungen blev fundet den 26. juni – og forsvandt som sagt lige efter den 5. juni. Altså har jeg levet uden dankort i al den tid. Eneste tidspunkt jeg savnede mit dankort var, da jeg skulle købe en færgebillet, hvor webstedet ikke tog mobilepay. Men ellers har jeg brugt mit dankort på den måde, at det ligger på mit iWatch (betaler med mit ur) og jeg har betalt med mobilepay på særlige tankstationer. jow jow, det er vist bare et spørgsmål om tid, før disse kort forsvinder. Det jeg savnede mest var kørekortet.
Ja, hvor var pungen så??? Den lå i en taske med drikkevarer, som Søren så venligt havde taget med til vores sommerhus i Sortsø, i forbindelse med, at huset skulle tjekkes efter nogle lejere havde forladt det. Så kunne han jo lige så godt tage nogle af alle fødselsdagstingene med til Sortsø. Og dermed også min pung.
Godt den ikke var stjålet! og dejligt, at jeg har fået gjort rent bag sofaer og reoler 😉
Med hensyn til alle indkøbene til festen, så kan jeg fortælle, at af særlige ting så havde jeg købt sheriff-tallerkener og krus samt ikke mindst en ramme, man kunne stikke hovedet igennem, hvor der stod wanted. Den ramme skulle vise sig, at være mit bedste indkøb – hold op nogle gode billeder, jeg fik taget af mine gæster. Søren og jeg var også ude at investere i en rigtig cowboy-skjorte hver. Jeg var blevet anbefalet en rigtig cowboyforretning, som ligger mellem Haslev og Ringsted på Sjælland. Hyggelig forretning, med alt i cowboyudstyr, herunder selvfølgelig flotte hatte, støvler, skjorter, veste, flag, bukser, piske, ja og så selvfølgelig linedansertøj. Forretningen hedder Texas Square Djo: http://www.texasdjo.dk/
Søren og jeg havde fri dagen før min fødselsdag, så vi i ro og mag kunne få sat haveteltet op. Det tog os og vores søde naboer 2 timer, men vi baksede også en del med at få et solsejl op, som skulle skygge for vores mad, drikkevarer og gæster. Vejrudsigten forudsagde 28 grader og solskin. Så det var vigtigt for os, at der var steder med skygge. Vi fik sat alle vores haveborde og stole op – utroligt, at vi har så mange – til 22 personer. Da teltet var sat op fredag formiddag måtte vi lige en tur i Grønsund og blive kølet lidt ned. Uha det var varmt. Efterfølgende gik turen til Stubbekøbing for at købe det sidste mad hos den lokale slagter. Der skulle selvfølgelig være spareribs og coleslaw på bordet.
Jeg havde inviteret gæsterne til kl. 15, da jeg syntes, at hvis man starter om eftermiddagen, så kan man nå meget mere. Gæsterne begyndt at ankomme – de første allerede kl. 14.15 – og der blev hældt kold rosé vin fra Californien i glassene. Vores isterningmaskine havde kørt på fulde drøn et døgns tid og det var virkelig praktisk at have den til at stå og lave isterninger til os hele dagen.
Alle gæster var udklædte og det var virkelig sjovt at se, hvordan de havde grebet temaet an.
Der er nogle, der går all in i udklædning. De ankom ridende hen ad vejen. Tror aldrig, at jeg har grint så meget. Der går stadig rygter i det gamle sommerhuskvarter om de tossede fra Poppelvænget 8 ha ha.
Kl. 16 kom vores underviser i linedance. Ja, selvfølgelig skulle vi da danse linedance. Vi startede ud med Achy Breaky Heart – og så var stilen lagt! Vi dansede en times tid med indlagte vand-drikke-pauser. Og hold op, hvor jeg syntes, at det var sjovt.
Linedance, hvem går lige amok på dette billede? (OMG, hvor pinligt).
Søren tændte op i grillen ved 18-tiden og derefter var der super lækkert mad og masser af budweiser og rødvin. Der blev lavet Quiz og sikke vi fik grinet.
Aftenens højdepunkt var, da mine søskende havde skrevet en sang, som de opførte for mig og derefter lavet en sandhedsquiz. Uha sikke sandheder, der kom frem om mig. Men sjovt (og flovt) var det.
Vi havde købt ind til hotdogs til natmad, men det forsvandt ligesom i glemslen eller også var vi alle bare for mætte af indtryk fra hele dagen og der var vist ingen, der savnede det.
Vi kom i seng ved 2 tiden om natten og forinden fik jeg lige sat lidt mel, vand og gær i bagemaskinen. Min bror og kæreste samt min veninde og hendes mand overnattede i sommerhuset. Min søster og hendes mand og deres 2 børn overnattede på et bed n breakfast i nærheden. De var alle inviteret til morgenmad dagen efter. Vi fik nybagt brød (har jeg fortalt, hvor meget jeg elsker min bagemaskine?) og vi fik pandekager, som gæsterne selv skulle lave på pandekagemaskinen på bordet. Åh en hyggelig morgen.
Vi fik ryddet op i løbet af formiddagen (og fandt en tabt guldørering i græsset!!!). Og da teltet var taget ned gik der 10 minutter, så begyndte det at regne – ja faktisk stod det ned i stænger. Åh altså, hvor heldig har man lov til at være.
Godt nok var der 28 grader og meget varmt til min fødselsdagsfest, men hey!!! det regnede ikke. Jeg føler mig utrolig heldig.
Heldig over at have så skønne venner og familie, der ville være med til at fejre min fødselsdag sammen med mig. Tak allesammen for at gøre denne dag til verdens bedste fest. Elsker jer! Tak for alle gaverne, alt sammen noget, som jeg sætter stor pris på.
Se den flotte blå himmel, det var mægtig varmt og vi holdt flere vand-drikke-pauser.Jeg siger tak for en fantastisk fest til min familie og venner.
Efter hvalpene rejste har jeg haft utrolig travlt på arbejde og haft andre gøremål/hængepartier, så derfor er denne opdatering af hvalpenes sidste uger lidt mere forsinket, end blogindlæggene plejer at være. De her 3 hvalpe er krøbet godt og grundigt ind under huden på mig. Når man hun har 3 hvalpe, så lærer man dem […]
Et par dage forsinket er her en lille opdatering – ja, hvordan det går med hvalpene, nu hvor de er blevet 6 uger. Malik har jo hele tiden været fordelt til den ene, der var skrevet op til en hanhvalp. Tæverne er fordelt til de to tæve-hvalpekøbere på den dag, hvor de blev 6 uger. […]
Tiden går jo vanvittig hurtig. Nu er der kun 3 uger til de rejser. I sidste uge var hvalpenes foder opblødt – nu får hvalpene foderet som alm. tørkost og oftest får de det, når jeg kalder dem ind ude fra haven eller som søgefoder i græsplæne eller blandt legetøj for at styrke deres lugtesans. […]
Lone Sommers blog - makker.dk 