Jeg føler mig gammel

Det er som om, at der sker et eller andet med min krop. For det første, så er jeg kommet i overgangsalderen. Ja, jeg er 52 år og det måtte jo komme på et tidspunkt. Mine ulemper ved at være kommet i overgangsalderen er blandt andet mine hedeture. Dem får jeg mange af i løbet af en dag (og nat!). Det føles som om, at det prikker i huden i mit ansigt og 5 sek. efter har jeg nærmest 40 i feber. Det varer et par minutter og så er det overstået. Jeg har før hen grint lidt af dem, som havde hedeture (undskyyyyld), og tænkt “ej altså, hvor slemt kan det være”. Det er slemt!

Når jeg kører bil kan jeg pludselig få en hedetur og så er det bare op for aircon på fulde skrald. Og lidt efter så fryser jeg og så tænder jeg for sædevarmen. Frem og tilbage er lige langt. Om natten har jeg været ved at “slå til Søren”, for når jeg vågner pga. hedetur og slår dynen til side, så sker det så kraftfuldt, at jeg er ved at give Søren en lammer.
Har heldigvis en blæser i loftet, som jeg kan tænde og afkøle mig. Men især hedeturene om natten har været træls, da jeg vågner 4-5 gange om natten, og det er ikke godt for min søvn.

Jeg har været ved læge i forbindelse med den 5 årige undersøgelse for livmoderhalskræft slutningen af august og i den forbindelse snakkede jeg med lægen om overgangsalderen. Lægerne er ikke længere så vilde med at give medicin for at komme af med hedeturene, så jeg blev anbefalet at begynde på rødkløver. Så jeg tager nu nogle kapsler hver dag og synes måske, at der er en lille effekt (har prøvet dem i 5 dage nu).

Til agilitystævnet i Højme i juli kom jeg til skade med mit knæ i sidste løb. Jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet og måtte køre (hurra for automatgear) forbi en veninde på vej hjem og låne en krykke, så jeg havde lidt at støtte mig til. Hjemme fik jeg skiftevis is på og af. Jeg kunne gud ske lov arbejde hjemmefra og lå på sofaen med benet oppe i 2 dage. Min sygeforsikring “åd” besøg hos fysioterapeut, hvor jeg fik laserbehandlinger, akupunktur og massage. Det gjorde sindsyg nas. Det blev til 10 besøg hos fysioterapeuten og jeg har fået en masse øvelser, som jeg skal lave og har fået bud på at sørge for god genoptræning, opvarmning og benytte knæbind. Jeg har heldigvis et løbebånd herhjemme, som jeg har gode gåture på i højt tempo. Vil helst ikke overbelaste knæet med for megen løb. Så 10 minutter her og der i et godt tempo føles godt. Har fundet ud af, at man kan søge på Spotify efter 130 bpm hits, så kommer der ganske godt gåmusik til mig (jeg kan kun finde ud af at gå i takt).

På denne video fra august kan man tydeligt se, at jeg er håbløs bagefter, selv om jeg har knæbind på.

Jeg har joket lidt med, at jeg har fået coronasenfølger rundt om min mave. For ja, min vægt den er fuldstændig stagneret efter jeg er kommet i overgangsalderen – ja har måske ovenikøbet taget på – men vil helst ikke indrømme det. Selv om jeg er på min yndlingsslankekur LCHF, så sker der ikke en skid med vægten. Jeg kan ikke komme af med de ekstra kilo. Måske hænger det også sammen med, at jeg ikke kan motionere så meget som jeg plejer pga. de knæsmerter, jeg har haft det meste af sommeren.

Agilitymæssigt kan jeg slet slet ikke løbe som jeg skal og jeg kan ikke være der, hvor jeg vil være for optimal handling. Tror at et stille og roligt efterår vil være godt for mit knæ.

Så jeg føler mig altså gammel. På det seneste har jeg hørt Gnags’ nummer: Når jeg blir’ gammel, … den tekst siger faktisk ret meget.

….

Ja og for lige at slå hovedet på sømmet så fik jeg i dag besked fra Region Sjælland, at celleprøverne ikke er normale, så må have fat i lægen i morgen og høre, hvad det betyder for mig. Sikkert nogle ekstra undersøgelser (advr, hader dem) … og forhåbentlig er det bare en bagatel.

.

.

.

Alle de underlige sirius-bogstaver

SISLCS er den seneste tilføjelse af bogstaver til Pizzas og nu også Cocios titler. Og hvad står de bogstaver så for?

DKK har opfundet et rigtig sjovt og udfordrende koncept. Sirius Stjerne prøver. Nogle af de bogstaver, som hundene kan opnå kan fx være disse:

SI = Sirius (hundestjernen, den mest lysende stjerne på himmelen)
SL = Slalom
C = Challenge
S = Sølv

Den første Sirius challenge, der blev udbudt, var Sirius Slalom Challenge. Der var 10 øvelser, hvor man som minimum skulle udføre minimum 6 øvelser. Disse øvelser skal man så selv filme (sætte mobiltlf op på stativ e.lign). Herefter sætter man video sammen og sende til DKK inden en bestemt dato. Videoerne bliver så gennemgået og vurderet.

Hvis 6 øvelser ud af 10 gennemføres, så kunne man opnå Slalom Challenge Bronze. Ved 8 øvelser var det Sølv og 10 øvelser filmet ud i et uden pauser kunne man opnå Guld.

Pizza bakker mens jeg går baglæns – Det er godt nok svært for både hund og fører!

Man får nogle øvelser, som man skal træne derhjemme efter nogle bestemte retningslinjer og nedskrevne regler.

Jeg rodede lidt rundt i Sirius Stjerne koncepterne i starten. Men grundlæggende for Sirius er træning hjemme og upload af video til bedømmelse.

Der er så 2 former for Sirus koncepter. En af dem er en challenge, som skal løses inden en bestemt dato. De andre prøver (som altså ikke hedder challenge) der er der ingen deadline og man kan derfor tage den prøve (filme video og indsende) når man vil. Den gyldne tråd i dette koncept er, at det er opbygget fra bunden af og man kan træne på det lige når man har tid og lyst og når hunden har overskud til det. Man behøver ikke at køre mange kilometer til træning eller stå ude i regnvejr, når der er træningstime.

Nogle har udtrykt, at det var let at få en sirius-titel, men hey, så skulle de altså selv lige prøve med egne hunde og se hvor svært det er at få fx hunden til at lave baglæns slalom imellem sin førers ben, mens man selv bakker. Ja, værs’go’ og prøv!

Jeg har trænet intenst på alle slalomøvelser med Pizza, men en af dem kunne jeg se, at Pizza havde svært ved (slalom mellem 2 pinde bag min ryg), så jeg satsede på sølv og fik så filmet 9 øvelser og hvis en af dem ikke blev godkendt, så havde jeg i hvert fald 8 gennemførte, som var mit mål.

Pizza har været utrolig sjov at træne disse øvelser med. Hun er gået på opgaverne med krum hals og har tænkt selv. Det kan man også se i en af øvelserne (8-tal mellem to sorte tønder). Hendes buer var meget store, idet hun ville fortsætte yderligere 10 meter ud og rundt om flagstangen længere omme i haven.

Begge mine hunde har været igang med slalom

Cocio rundt om flagstang (selvvalgt genstand)

Cocio har nemlig også været med i denne challenge. Egentlig var det ikke meningen, at hun skulle være med i slalom-challenge, men besluttede mig 2 uger før deadline, at hun også skulle filmes. Hun opnåede i går sølv og havde 8 gennemførte øvelser. Cocio har aldrig været glad for, at få noget over hovedet, så som halsbånd, sele, dækken osv. … og derfor var slalomøvelserne mellem mine ben heller ikke nemme for hende. Så den øvelse er ikke så flydende at se på, som Pizzas udførelse af samme øvelse. Men vi har kæmpet og vi har løst opgaven og har været glad for udfordringen. Cocios begejstring i øvelserne er ikke til at tage fejl af, der er indimellem lidt lyd på 😉

Teknikken:
Jeg har brugt min mobiltelefon og så app’en kinemaster. Her kan man afkorte videosekvenser (så man ikke behøver at have hele opstillingen med, eller hvis man vil afkorte nogle af videoerne). Man kan også sætte tekst henover eller før et videoklip af en øvelser. Man kan også sætte videoerne ind i rigtig rækkefølge, så de følger øvelsesbeskrivelsen fra sirius-programmet.

Til slut har jeg uploadet videoen til min youtube kanal og så sendt linket til DKK til godkendelse.

Mandag har jeg været den første til at modtage en sølvrosette. Uhhh, hvor er den fin og pryder nu mit navneskilt ved mit kontor på arbejde 😉

Næste challenge er jeg allerede igang med at træne. Det er Trick Begynder og igen er det Cocio, der må stå for skud. Så vi giver pote til højre og venstre nu og træner intenst på snudetargit. Mere herom senere, når vi når i mål …
Og hvis jeg kender mig selv ret, så går jeg også igang med rally stjerne og hoopers stjerne 🙂

Læs mere om Sirus Stjerne-konceptet her:

https://www.dkk.dk/kurser-prover-og-traening/aktiviteter-med-din-hund/sirius-stjernehund

.

.

.

Sikke en afslutning på agilityåret

Pizza har deltaget på det hold, der netop har vundet årets hold i agility for store hunde.

I starten af året havde jeg egentlig ikke intentioner om at deltage på noget hold i agility, selv om jeg er fru holdwoman. Ja, jeg ELSKER hold-konkurrencer og jeg elsker stemningen omkring et hold, planlægning, strategi og kammeratskabet. En dag skrev Sabine Serwin på facebook, at hun søgte en hund til hold for store hunde, jeg tænkte lidt… og blev fristet. Jeg kom til at skrive, at jeg godt kunne tænke mig at komme på hold med hende. Og vupti, så var jeg med på holdet Bordere med IQ. Sjovt navn til et hold, men da den ene hund ikke er en border, men en groenendael, så var det jo et genialt navn.

Vi blev enige om en holdtrøje – og den blev grøn – og type bogstaver og således fik vi sammen følelsen af at være et hold, når vi var ens på banen.

Første holdløb var i april i Viborg. Det glemmer jeg aldrig. Vi startede 5 på holdet og var kommet igennem banen om lørdagen. Søndag var en holdkammerat blevet skadet og en anden blev nødt til at tage hjem. Så var vi 3, der skulle klare ærterne. Og vi gjorde det! Fik vores første point til holdet, selv om vi kun var 3 på holdet (og 3 skal igennem for at vi kan opnå point).

Stemningen var høj på holdet i Viborg efter vi havde løbet. Det blev en sen aften, men at køre hjem med armene over hovedet kunne snildt lade sig gøre.

Resten af året gik slag i slag med rigtig gode points til holdet. En hund blev skadet, en fører udgik og vi måtte trække på et par reserver. Vi deltog i 6 konkurrencer i løbet af året.

Efter 5 konkurrencer førte vores hold med 1 sølle point til holdet på anden pladsen, så intet var givet på forhånd.

I ugen op til det sidste stævne i Ribe mødtes vi alle hjemme hos mig til en gang træning, taktik-snak og efterfølgende hot dogs i havestuen. Det er vigtigt også at have det sociale aspekt med på et hold.

Sådan gik det i Ribe den 17.-18. september:
Første holdløb, der rev Pizza desværre hjulet og jeg blev nervøs for, om der var sket noget med hende, men heldigvis kunne vi fortsætte. Er glad for at have en stærk hund muskel- og kropsbygningsmæssigt. Heldigvis var Poul, Frank og Sabine fejlfrie og vi endte med at føre springkonkurrencen.

Her er en lille video af en nedrivning på hjulet som både Cocio og Pizza foretog den weekend. Når man løber, så sker det så hurtigt, at man ikke helt opfanger, hvad der er sket. I langsom gengivelse på video ser det lidt træls ud. Heldigvis skete der ikke noget med nogle af mine hunde.

Natten til søndag sov jeg dårligt og jeg var edderspændt. Ville vi kunne holde føringen? Min mave gjorde knuder og jeg prøvede at lave sportspsykologi på mig selv, og forestillede vores hold som vinder af konkurrencen søndag.

Søndag skulle det så afgøres, vores forfølgere på anden pladsen lavede (desværre for dem) et par fejl og for at vores hold så skulle vinde, så skulle vi bare have 3 hunde igennem ud af 5, for at kunne kalde os for vindere af årets hold. Det blev liiiige spændende nok.

Pizza skulle løbe som første hund på holdet. Pizza startede ud med at løbe rigtig fint og sikkert med 0 fejl …. lige indtil 4 sidste forhindring, hvor hun havde snuden inde i en tunnel, som hun ikke skulle have. Derfor hvilede afgørelsen på resten af mine holdkammerater. Poul og Frank løb fejlfrit. Så var det Sarahs tur, som havde en feberredning på et spring, men hendes frække hund valgte at tage springet fra den forkerte side alligevel. Derfor hang det hele på sidste holdkammerats skuldre. Sabine skulle igennem banen uden at blive disket for at vi kunne have 3 igennem banen ud af 5. Heldigvis er hun efterhånden en ret stabil fører (jeg har kendt hende siden hun var barn) og det fantastiske endte med, at Sabine kom igennem banen fejlfrit.

Vi vandt! Vi blev årets hold for store hunde. Præcis 10 år siden, at jeg blev det sidst. Dengang var jeg også på hold med Poul Lerche.

Jeg tudede som pisket. Jeg var bare så rørt. Ved ikke helt, hvad der går af mig på mine gamle dage. Men dette stævne var Pizzas sidste stævne som stor hund. Så følelserne var i frit fald.

Vores faste holdkammerater til finalen: Frank Rosengaard med IQ, Poul Lerche med Dizzy, Sabine Serwin med Zenna (My på billedet) og jeg med Pizza. Karen Bech kunne desværre ikke deltage i Ribe, så hun var ikke med på billedet.

Det har været en fantastisk rejse, som jeg har været på med dette hold. Vi har haft et utrolig godt kammeratskab, lagt planer, drøftet baner og lagt taktik. Vi har glædet os over fejlfrie løb og heppet på hinanden, selv om det ikke er gået helt efter planen på banen.

Det pinte mig en lille smule, at jeg ikke kunne levere et tællende løb til holdet hverken lørdag eller søndag i Ribe. Så mandag aften lavede jeg små beregninger for at finde ud af, hvor meget jeg havde ydet for holdet. Ud af vores 6 stævne weekender har Pizza haft 6 tællende løb, og når man efterfølgende får denne besked fra en af holdkammeraterne, så varmer det lidt ekstra: “Hvad du ikke har givet i point har du givet i kammeratskab og holdånd❤️ Trygheden på holdet har båret os frem. Vi har vundet sammen hele vejen igennem.”

Pizza, du sluttede altså på toppen må jeg sige. Tak for dig. Nu skal vi hygge os i seniorklassen.

Årsagen til, at jeg tager Pizza i seniorklassen som 8 årig er, at Pizza en gang imellem har tendens til at sætte af for tidligt på et spring, især hvis jeg er foran hende. Hun “dykker” ikke foran springene, men sætter for tidlig af. Og så prøver hun at indhente mig, og det resulterer i, at hun sætter af under forudsætning af, at der er 5 meter mellem springene og ikke ca 7 meter, som der er nu om dage. Så for at skåne min gamle hund og for at vi stadig kan have det sjovt uden pres om præstationer m.v. så er hun altså seniorhund nu.

Efter de individuelle finaler var Tina Tøndering og jeg vært ved en lille mundskænk og et par stykker chokolader i anledningen af, at Tinas hund var blevet agilitychampion og Pizza var blevet springchampion et par uger forinden.

Tak for en rigtig dejlig weekend alle holdkammerater!

.

.

.

Cocio overraskede mig big time

Da jeg startede året med at komme på et fantastisk hold i agility med Pizza har jeg set meget frem til at deltage i DM i agility for hold med Pizza. Vores hold Bordere med IQ fører i øjeblikket årets hold konkurrence og vi har en stor holdånd. Jeg var udtaget til både holdagility og til rally. Jeg var på forhånd lidt bekymret for tidsplanen for agility holdmæssigt. Agility er nemlig både lørdag og søndag (holdløb lørdag formiddag og holdløb søndag formiddag ). DM i rally er kun søndag. Jeg havde tænkt, at min prioritet ville være agility, hvis det skulle vise sig, at vi fik en god placering lørdag og dermed skulle dyste om en podieplads søndag samtidig med rally. Det ville godt kunne lykkes at gå op i begge dele, men det ville være lidt hektisk og der skulle trylles med banegennemgange og løb.

Hundene gik alle ind i det samme bur, da jeg satte dem op ved agilitybanen i den store hal. Det er så dejligt, at alle mine tæver kan så godt sammen.

Lørdag morgen skulle vi løbe en hold-springbane, som ikke var umulig at løse, men den havde lidt sjove sværhedsgrader. Vi var fortrøstningsfulde på holdet. Et hold består af 5 ekvipager og mindst 3 skal igennem med et resultat for at man blive Danmarksmestre for hold. Jeg startede ud på vores hold, og skæbnen ville, at Pizza blev disket (jeg kan ellers nå at redde mange ting, men desværre forstyrrede banderne mit blik, og jeg kunne ikke rigtig se om Pizza var foran eller bagved et spring, som hun dermed tog fra den forkerte side). Pizza blev disket. Øv. Næste hund på holdet blev disket og det blev tredje hund også. Vi havde kun 2 igennem banen. Det var lidt sært, da vi plejer at ligge helt i top. Jeg var skuffet over min egen indsats (sådan er det, når man er et konkurrencemenneske), har ikke noget at udsætte på Pizza, det var udelukkende MIN skyld. Jeg sagde undskyld til holdet. Jeg spurgte om vi skulle løbe søndag, og det ville de gerne, og jeg spurgte om det var OK med dem, at jeg så koncentrerede mig om rallykonkurrencen, nu hvor vi jo var “out of the game”, hvilket de var helt okay med. Tusind tak for de forstående holdkammerater, det er guld værd.

Efter mit nedern-løb gik jeg en dejlig tur på hele området for Hund i Fokus. Sikke et fantastisk arrangement, som DKK har fået stablet på benene. Ja ja, jeg ved godt, at jeg roser min egen arbejdsplads, men jeg elsker altså dette arrangement. Super med så mange forskellige hundeaktiviteter samlet et sted og fyldt med boder/stande og foodtrucks. Jeg var så heldig at overvære Asasara Nam Nam Breezer til en rallyprøve i ekspertklassen, hvor hun fik 99 point, sidste cert og blev Dansk Rally Champion. Jeg bliver altid så pinlig rørstrømsk, når en af mine afkom klarer sig godt.

En hyggelig dag (trods min disk) blev afsluttet hos min søster i Hørning, hvor hele familien var samlet (17 mennesker i alt). Mega skønt, for jeg elsker min familie!

Søndag skulle jeg om formiddagen til DM i rally i de indledende runder. Gamle Kizz Me på 13 ½ år var kvalificeret i seniorklassen sammen med Pizza. Cocio var i øvet klasse. Det vil sige, at jeg skulle gå 3 prøver formiddag og måske videre til finalerne om eftermiddagen. Der er 20 deltagere i hver klasse og kun de 10 bedste går videre til finalerne.

Kizz Me var den første i seniorklassen, hold da op, hvor var hun fresh på trods af manglende hørelse (ja, alderen trykker). Vi havde et par ommere og en øvelse, hvor hun gik for tidligt i indkald (hun kan ikke altid høre jeg kalder, så hun går på håndtegn, og der kan et lille vink være nok). Hun væltede også rundt-om-keglen i bare iver, så den måtte jeg tage om. Så minus 10 og nogle ommere … desværre kom hun ikke i finalen, men blev nr. 14.
For første gang nogen sinde har jeg sagt til mig selv inden jeg gik på banen, at her vil jeg ikke ønske høje point eller ønske om at komme i finalen, her vil jeg nyde Kizz Mes sidste tur i manegen. Og hvilken nydelse, tak Kizz Me for alle de skønne rallytimer.

Pizza var så også i seniorklassen og gik også en freeeesh bane. Jeg skal virkelig være på dupperne med de friske gamle damer, for det er knald eller fald. Men i dette tilfælde var det “knald”, for Pizza kvalificerede sig til finalen.

Pizza bane 1

Cocio, min stjernehund, var i øvet klasse. Hun kvalificerede sig til DM sidste år inden hun fik hvalpe. Hun har været en svær hund at træne lydighedsmæssigt, idet hun altid gerne vil se, hvad de andre hunde laver på banerne ved siden af (hyrdeinstinkt = at holde øje). Så med 5 rallybaner ialt igang samtidig til DM, så var jeg virkelig spændt på, hvordan det ville gå. Cocio var utrolig sød og kiggede på mig hele tiden og udførte alle øvelser. Jamen for pokker da Cocio. Surprice! Cocio røg i finalen i øvet klasse. Desværre blev vores bane ikke filmet. Men skidt med det, jeg har den i hukommelsen.

Min søde storesøster Mette kom på besøg og så mig gå rally med Cocio og Pizza. Det var virkelig skønt at hun besøgte mig og fik en oplevelse af, hvad jeg går og laver mange weekender om året. Jeg ville ønske, at vi kunne være sammen lidt oftere, men geografien kan vi ikke gøre noget ved (Jylland/Sjælland).

Cocio gik også en super finalebane, dog var der en enkelt “ommer” som kostede os 3 point. Igen var hun virkelig dejlig at gå med og jeg havde den fedeste følelse.

Cocio og jeg kan vist godt lide hinanden. Gensidig kærlighed op pallen.

Så var det bare at vente på præmieoverrækkelsen… og ventetiden var lang.

Jeg havde det fint, hvis jeg endte med at komme på en 5-6. plads med den ommer (og hoppekys fra Cocio (se selv videoen).
Men efterhånden som folk blev kaldt op og mit navn ikke blev nævnt før end det var tid til at folk skulle på PALLEN, så blev jeg så evig glad!!!! Jeg ELSKER AT STÅ PÅ PALLEN. Og ja, fuck janteloven, for jeg elsker det.
Ville selvfølgelig gerne vinde, men hey, at blive nr. 3 med Cocio var som at vinde. Hold nu kæft mand, hvor blev jeg glad og er det stadigvæk. Cocio min stjernehund. kys kys kys

Se lige alle de skønne præmier. Jeg er helt overvældet. Tusind tusind tak til de entusiastiske gaveindsamler og sponsorerne.

Pizza blev nr. 7. Og Kizz Me nr. 14 i seniorklassen. Vi blev slået med min gode veninde Mette Jensen og Chat, der blev nr. 6. Det var også Chats sidste DM i rally.

Jennifer Riis (en af mine hvalpekøbere fra kuld B) og jeg har altid haft det virkelig sjovt sammen. Det havde vi også på pallen, hvor dette billede lige fik foreviget et sjovt øjeblik. Prøv lige at se vores hunde, der kigger enten undrende eller misundelig 😉 Jennifer og jeg kalder det for stoleleg, for forrige weekend vandt Cocio og jeg over Jennifer.

Folkene bag rallyudvalget og underudvalgene havde lavet et fantastisk arbejde med at få hele dagen til at klappe. Alt forløb simpelthen så fint og hold nu op, hvor var der flotte rosetter og præmier.

Nu gælder det ekspertklassen med Cocio og Pizza fortsætter selvfølgelig i seniorklassen.

RBM RØM Asasara Nam Nam Cocio, nr. 3 til DM i rally øvet klasse

Sikke et skønt billede af os alle i øvet klasse. Tak til Wickie for det dejlige billede.

Bornholm igen igen

Søren og jeg har været 5 dage på Bornholm. Kom hjem sent i går aftes efter en dejlig miniferie (og så lige 2 dages agilitystævne). Der var dømt godt vejr i 5 dage og jeg havde derfor ikke regntøj med, men til gengæld solcreme. Denne solcreme havde desværre tømt sig selv i min taske, så halvdelen af mit tøj var med store (og ikke aftagelige fedtpletter), da jeg pakkede ud.

Nå men vi starter lige forfra på bloggen…. Onsdag morgen havde vi færgen kl. 8.30. Et par dage forinden havde Bornholmslinjen sendt en mail om, at hvis man forudbetaler morgenmad på afgangen, så kommer man ombord som en af de første. Ahhhh, kunne det nu passe? jo, den var god nok, og morgenmaden var ganske fin. Så det gør jeg igen en anden gang.

Vi skulle først overtage vores feriebolig kl. 15, så vi besluttede at tage til Hammer Havn og spise vores medbragte mad. Derefter kørte vi til Lokalteknisk Samling. Det er et museum drevet af frivillige. Det var noget vi havde talt om at se de sidste par gange, vi var på øen, men var aldrig blevet til noget. Sikke et herligt museum, der fik vi et par timer til at gå. Jeg følte mig gammel, idet min første bil (ellert) var udstillet samt en del LP’er fra min ungdom var også at finde på museum.

Min første bil var en ellert som denne her. Da jeg skulle have ny bil efter ellerten, så købte jeg sørme en mere, så jeg har altså haft 2 ellerter.

Vi fik ferieboligen (Strandløkken ved Rønne, bag Green Solution House) kl. 15 og jeg ville lige lufte hundene inden vi skulle køre til Nexø og se sandskulpturer. Men det blev ikke til noget, for da jeg havde set stranden på min hundeluftertur (kun 250 m fra vores feriebolig), så blev Nexø aflyst og Søren og jeg fik vores første svømmetur i havet denne sommer (længe ventet). Det var virkelig skønt.

Kizz Me og Pizza poserer for fotografen (Cocio er ude at svømme et eller andet sted, hun er jo datter efter Aqua, så hun elsker vand!)

Jeg havde lille let hegn med, så vores hunde blev på vores område uden at jeg skulle være nervøs for, at de stak af (de respekterer hegnet)

Lampen over spisebordet var med virkelig en skarp pære, så jeg satte en sok over pæren, så vi ikke blev blændet

Efter vores havbaderi tog vi til Kvickly og købte to good to go hos bageren (så var der masser af morgenmad til dagen efter – og også frokost).

Torsdag formiddag skulle vi til Ekkodalen, hvor vi via Team Bornholm havde gratis billetter til guidet tur med fortællinger af naturguide Søren Sillehoved. Han er godt nok en sjov og farverig person, der ved helt vild meget. Han var meget levende og måske var ikke alle historier helt sande 🙂

Torsdag eftermiddag tog vi til Rovfugleshow. Jeg har i mange år gerne ville se det show, men de har altid haft lukket de ugedage, hvor jeg har haft mulighed for at se det. Jeg er altid ankommet fredag, hvor de har pausedag og har skulle til stævne lørdag/søndag. Men nu skulle det være. Jeg blev ikke skuffet, for nøj, hvor var det informativt og professionelt. Vi lærte en masse om ugler, falke, ørne og sågar også gribbe. Fuglene kunne rent faktisk bare flyve væk til udendørs showet, men de kom altid tilbage. De er trænet op med positiv forstærkning.

Ørnen kom altid tilbage efter hver flyvetur

Ørnen landede på en pæl lige bag mig.

Torsdag aften var vi ude hos en af mine hvalpekøbere til middag. Virkelig hyggelig aften, hvor vi snakkede og spillede spil (nej, jeg er ikke kommet mig over at tabe til Laila). Spiller aldrig aldrig aldrig mere mod Laila (og ja, jeg er en dårlig taber!). Der er heldigvis gratis cykelleje med i ferieboligerne på Strandløkken, så vi valgte at cykle fredag ud til Laila. Og hurra for hundelamper, de kan bruges som cykellygter.

Fredag formiddag tog vi endnu engang ud til en guidet tur med Søren Silllehoved. Denne gang til Hammershus. På begge ture havde jeg mine hunde med i korte liner, da jeg ikke ville efterlade dem for mange timer alene i ferieboligen.

Søren Sillehoved ved Hammers Hus

Søren Sillehoved og jeg

Fredag aften, ja det er en oplevelse! Vi havde dagen i forvejen booket bord på restaurant RaZaPaz i Rønne. Det var en restaurant, som jeg havde læst om. Jeg tænkte, at det der tapas skulle prøves. Da vi havde fået bord, og jeg blev spurgt om hvad vi gerne ville have at drikke, spurgte jeg om en øl. Og de havde kun en øl, og den hed “skæld ud”. Øh hvad? ja, “hvis man bestiller øl på denne vinbar får man skæld ud. ” Nå, men så bestilte Søren og jeg en vinmenu til. Fabelagtig betjening og fantastisk mad.

Ret nr. 2 hos Raz Za Paz. Mums.

Lørdag og søndag stod i agilityens tegn. Søren er vant til at gå på opdagelse alene, når jeg er ude at fjolle med hundene. Han var dog hjælper (banefixer) de sidste par timer både lørdag og søndag eftermiddag. Han har selv sagt, at han faktisk syntes, at det var sjovt at se på lidt agility.

Nå men lidt resultater skal I da have fra agilitystævnet. Cocio er jo ikke så gammel, så hun er i klasse 1. Hun er virkelig hurtig og drøner derudaf. Lidt for hurtig på felterne og får dem ikke altid, men til gengæld i springklasserne, der konkurrenterne kamp til stregen. Lad mig sige det sådan … Søndag vandt Cocio begge springklasser og blev nr. 2 i agilityklassen. Seje tøs. Det ene løb var Cocio fantomagtig i tid, hun løb på 6,19 m/sek.

Dansk Spring Champion

Billede taget lige efter jeg havde set sidste hund løbe og jeg jeg vidste, at Pizza ville blive springchampion

Sindsyg mange præmier

Pizzas sidste certifikat

Pizza og Cocio med alle deres præmier

Pizza er jo blevet 8 år og jeg har besluttet mig for, at efter stævnet i Ribe i september, så skal hun løbe på seniorhøjde. Så jeg var meget spændt på, om Pizza kunne opnå det sidste og eftertragtede springcertifikat for at hun kunne blive Dansk Spring Champion inden seniorklasserne. Lørdag var det lige ved og næsten … hun var fejlfri, blev nr. 2 i spring klasse 3 (kun slået af Hazel på tid – endnu engang til lykke til Marianne).

Søndag formiddag trak jeg Pizza fra agility klasse 3. Det var virkelig lorte regnvejr og jeg turde ikke lade Pizza løbe på balancen, da jeg syntes den så glat ud. Der var da også en anden hund, der faldt af balancen.
I spring klasse 3 (udfordrende bane) var Pizza den eneste, der kom igennem banen og hun var heldigvis fejlfri og i en fin tid. Hun fik derfor det sidste springcertifikat, og ja …. hun blev Dansk Spring Champion. Desværre var der ikke mange til præmieoverrækkelsen, så jeg tror at jeg venter med at fejre det til vi kommer til Ribe i september.

Tak til alle mine skønne venner på Bornholm for at lykønske mig med championatet. Jeg er glad og stolt af min pizzapige. Og tak til Susanne for altid godt selskab i teltet.

Mit knæ holdt stand og jeg er fortrøstningsfuld til DM i agility og rally næste weekend.
Endnu en dejlig ferie på Bornholm er ovre. Vi ses til november, hvor jeg skal dømme min anden-sidste rallyprøve.

.

.

.

Harzen er ikke kun for pensionister – turen går til Quedlinburg

I 1980 var jeg i Harzen som barn, det regnede en uge i træk, så minderne derfra er ikke fantastiske. For 4 år siden var Søren og jeg i Goslar i Harzen i 3 dage i forbindelse med julemarked og forlænget weekend. Nu er Corona næsten overstået og verden er lukket op igen – vi har ikke længere sommerhuset i Sortsø – så det var tid til at komme lidt ud af landet igen på sommerferie. Sørens datter Emma er så stor, at hun er taget på egen ferie med kæresten og Laurits er så voksen og også af egen mening og synes ikke det er fedt at tage på ferie med forældre mere, så Søren og jeg var alene afsted.

Jeg har jo tre hunde, som jeg ikke er glad for at undvære – og pension skal de ikke på -, så det var et must for mig, at kunne have dem med. Dermed bliver der begrænsninger i udvalget, når man skal finde et sted at overnatte/leje. Søren og jeg blev enige om, at vi ville finde et lille sted at overnatte på vej derned til Harzen, for ikke at køre i et stræk. Vi havde set vejrudsigten, og vidste at der skulle være utrolig varmt (36 grader), så jeg søgte efter hotel med aircondition. Flere af de hoteller, jeg kontaktede ville ikke acceptere 3 hunde, og mange svarede slet ikke på mine mails. Jeg benyttede booking.com til at søge efter hoteller, hvor hund var tilladt. Men 3 hunde var ikke velkommen.

Jeg valgte til sidst at søge på airbnb (det kender jeg fra vores egen udlejning af vores sommerhus). Der ved jeg, at udlejerne er hurtige til at svare retur. Jeg skrev til en udlejer i Bispingen (mellem Hamburg og Hannover) og efter en time skrev hun, at 3 hunde var helt fint med hende. Overnatningen kostede kun 481 kr. for os 2 og 3 hunde.
Her boede vi: https://www.airbnb.dk/rooms/18884613?source_impression_id=p3_1658830607_9SRiyolktb%2B3NX8x

Tirsdag

Vi kørte tirsdag, den 19. juli og det gik virkelig fint. Vi købte ind i Skandinavian Park ved grænsen (undgår Fleggaard og de andre normale steder, da der altid er lange køer til kasserne).

Vi ankom til vores fine lejebolig i Bispingen, hvor jeg heldigvis kunne gå tur med hundene i en kæmpe park på den anden side af gaden. Der var skønt svalt klinkegulv i boligen, men virkelig varmt udenfor, så vi ventede med at gå ud at spise, til senere på aftenen.

Onsdag

Det omvendte hus ved Bispingen

Vi havde ikke så travlt med at køre næste morgen, da vi jo kun havde et par timers kørsel til Quedlinburg i Harzen, så vi benyttede lejligheden til lidt sightseeing i Bispingen. Jeg ville gerne se Det Forrykte Hus, som jeg i forvejen havde tjekket ud på TripAdvisor. Et hus, der er vendt på hovedet og hvor tæpperne og møblerne sidder i loftet. Når man tager billeder derinde og bagefter laver en 180 graders drejning af billederne, så ser det ud som om at man hænger ned fra loftet. Det var simpelthen så sjovt og vi grinte rigtig meget Søren og jeg.
Læs om huset på Tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g651860-d2267588-Reviews-Das_Verruckte_Haus-Bispingen_Lower_Saxony.html

Vi var også ude forbi det store indendørs skisportssted. Et fantastisk snowdome. Skulle dog ikke nyde noget med mit knæ lige nu, men det kan være, at jeg en dag kommer tilbage og står på ski dernede.

Snow!

Derefter kørte vi mod Harzen. Vi slog dog lige vejen forbi Panzermuseet i Munster, hvor Søren skulle købe et par krus (vi har set museet for et par år siden). Hunde havde ikke adgang, så jeg ventede udenfor, hvor der også lige var et par kampvogne at kigge på.

Kampvogn! og verdens dejligste hunde.

Vi kom også forbi Bergen-Belsen KZ-lejren, hvor mange jøder mistede livet under anden verdenskrig. Helt utrolig mange. Jeg bliver altid så trist, når jeg er sådan et sted. Samtidig synes jeg også, det er vigtigt at komme sådanne steder, for at minde hinanden om, hvor grusom krig er, og at sådan noget ALDRIG ALDRIG ALDRIG må gentage sig. Anne Frank (hende, der skrev de berømte dagbøger) døde i Bergen-Belsen ganske få måneder inden krigen sluttede.
Puha det var varmt at gå der og temperaturen viste også 41 grader, da vi satte os i bilen og kørte de sidste timer mod Harzen.
Link til KZ-lejren via tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g198426-d579070-Reviews-Gedenkstatte_Bergen_Belsen-Celle_Lower_Saxony.html

Mindeplads og de mange fællesgrave (massegrave) ved Bergen-Belsen

Mindesten for Margot og Anne Frank

Jeg havde inden vi skulle til Harzen undersøgt, om der var særlige egne af Harzen, hvor der regner mere end andre steder. Og ja, det er der. Flere hjemmesider havde faktisk vejrstudier omkring regn ved Harzen og derfor faldt valget på enten Wernigerode eller Quedlinburg, som ligger lige nord nord/øst for Harzen. Nogle gamle middelalderbyer, som er på UNESCO’s verdensarvslister.
På Wiki står der: Quedlinburg er en lille by i Sachsen-Anhalt i Tyskland med ca. 22.795 indbyggere i 2005. Den ligger nord for Harzen ved floden Bode i et lille bjergområde centralt i Nordtyskland. Byen fik byrettigheder i 994. I 1994 kom Quedlinburg på UNESCOs Verdensarvliste, Kriterium IV.

Da vi søgte bolig i Quedlinburg, ville vi helst leje en bolig i 1 plan, ha ha, god jagt, for dem er der ikke mange af i selve byen, med mindre vi ville bo i en lejlighed med 3 hunde eller i en hytte i skovene. Nej tak, for jeg skal helst have min terrasse at sidde på (eller i nødstilfælde en balkon, men det er jo ikke så stort og hundevenligt) og Søren vil helst være i gåafstand af restauranter – så vi gik på kompromis. Igen igen måtte jeg igang med mine overtalelsesevner, da jeg skulle finde en bolig, som tillod 3 hunde.

Vores bolig fandt jeg interessant, da den lå ret centralt i Quedlinborg, havde en terrasse og der var kæledyr tilladt. Jeg spørger altid pænt ad, om de tillader 3 hunde. De sagde i første omgang nej, men jeg fortalte om, hvor velopdragne de er og at det er lydighedshunde og at jeg selv har været airbnb-vært, så jeg ved hvordan man passer på boligen. Heldigvis fik jeg dem overtalt og de sagde til sidst ja, til at leje ud til mig.

Vores smalle hus

Den gade, hvor vi boede på, var så smal, at der ikke var plads til at køre med bil. Så der var meget roligt. Der var mange smalle gader som disse i Quedlinburg. Men plads nok til en hestevogn velsagtens 😉

Huset vi fandt var måske det smalleste hus i hele byen. Det var ca. 2½ meter bredt (eller måske nærmere smalt). Der var indgang, køkken, spiseplads og udgang til terrassen i stueplan. Lille stue og badeværelse på 1. sal og soveværelset på 2. sal. Første dag var der simpelthen så mega varmt i hele centraleuropa, og også på 2.sal oppe under taget i vores hus, så vi valgte at sove på sovesofaen i stuen den første nat. Havde en bordventilator med hjemmefra og jeg ved ikke, hvordan vi skulle være kommet igennem sommerferien uden den.
Her boede vi: https://www.airbnb.dk/rooms/5563916?source_impression_id=p3_1658841036_hilu%2FtLAzsWfvfCd

Første aften var det faktisk for varmt til at sidde ude på restaurant, så vi købte noget pasta og lavede lidt mad hjemme indtil det blev tåleligt at komme ud. Da temperaturen sænkede sig gik vi en tur i den indre by og hyggede os. Jeg kan se på billedernes info i min telefon, at de er taget kl. 21:15. Hot hot summer!

Vægteren kom lige forbi, da vi gik på markedspladsen foran Rathaus

Hund med i byvågnet

Torsdag:

Vi gik på en hjemmelavet rundtur og blev draget af de to store spir på en kirke. Det var Sct. Nicolais Kirke, som heldigvis var åben. Altertavlen var helt vild stor og flot. Tror faktisk aldrig at jeg har set så flot en altertavle. Jeg er egentlig ikke særlig troende og kan ikke sige, at jeg tror på gud, men der er noget dragende ved kirkers magi.

Sct. Nicolai kirken

Flot altertavle

Små gyderoveralt

Klik på billedet for at se stor udsigt

Hunden Quedl med på statue!

Vi skulle selvfølgelig også besøge det berømte slot på toppen af Quedlinburg. Fik logget en cache på slottet, hvor vi skulle løse en opgave ved at svare på nogle spørgsmål fra appen Geocaching, hvor svarene skulle findes på et lille skilt ved slottet. Det voldte os nogle problemer, da svaret ikke stod i den lille engelske oversættelse af skiltet. Nå men nu er min 10-års-geocaching-jubilæum blevet logget i Quedlinburg.

Slottet var indhyllet i stilladser og på Tripadvisor kan vi se, at det har det været de sidste 2 år. Så det var ikke særlig charmerende og vi valgte derfor ikke at betale penge for at komme ind og se kirken indefra. På tripadvisor blev man frarådet det. Så vi sparede pengene og købet i stedet for lidt at spise på restauranten på slottet, hvor vi havde en smuk smuk udsigt over byen.

Torsdag aften smurte vi en bolle og tog den med op til en badesø/skovsø lidt oppe i bjergene syd for byen. Det var dæleme dejligt med en dukkert i det lækre vand.

Freibad Osterteich ved byen Gernrode

Fredag:

Vi tog til Thale om formiddagen, idet vi ville besøge Hexentanzplatz oppe i bjergene. Havde læst så meget om det og om de flotte udsigtspunkter. Ja, udsigterne var flotte, men hold da op en turistmagnet. Jeg syntes, at det var ganske forfærdeligt at være der. Og hele stedet var ved at blive renoveret, så flere områder var lukket af med ucharmerende hegn. Det store udendørs teater var også lukket. Så vi brugte ikke så megen tid der. Det var for turistet efter min smag. Vi kunne have taget en svævebane derop og en rutchebane ned, men da jeg er bange for højder, så skulle jeg ikke nyde noget af en tur i en svævebane. Så vi kørte hjem til Quedlingburg igen.

Vi gik en tur i byen og fandt en indgang til Markedskirken lige bag det gamle rådhus. Der var en interessant udstilling af byens historie med meget værdifulde plancher, så vi brugte nok lidt megen tid derinde og opdagede ikke, at kirken egentlig lukkede kl. 17. Pludselig var der “koncert” med orgel, violin og tværfløjte. Vi var havnet midt i en øvetime med en dygtig trio.

Markedskirken

Om aftenen ville vi ud og spise på restaurant, men uanset hvor vi kom hen, så var svaret: “Haben Sie reservieret?” nein, og svaret var “tut mir leid”. Så efter flere forgæves forsøg fik jeg overtalt Søren til at gå med ud til min hundelufterpark, hvor jeg havde set et skilt med Biergarten ved indgangen. Det var så en Schnitzelrestaurant, hvor vi fik de lækreste schnitzler.

Schnitzler i Schnitzelhaus, mums

Lørdag:

Bimmelbahn

Lørdag formiddag lavede vi noget meget turistet… vi var ude at køre med Bimmelbahn. Egentlig bryder jeg mig ikke om ideen, men det er meget informativt og vi lærte en del om byen og fik inspiration til at besøge nogle af stederne efterfølgende og udforske byen lidt mere.

Så alt i alt godt givet ud og jeg fik virkelig brug for det tyske, som jeg lærte i folkeskolen af min yndlingslærer Bjarne fra Kornmod Realskole i Silkeborg.

Lørdag eftermiddag fik jeg lokket Søren med op i bjergene på gåtur.

Jeg havde fundet et par cacher i vores app på telefonen, som kunne være interessante. Skøn lille gåtur fra Alexisbad op til Klostermühles lille Luisentempel. Her lå en cache og der var en bænk, hvor vi sad i fred og ro og med fin udsigt.

Ups, skæv selfie

Søren logger vores cachefund

Dette flotte damplokomotiv kom lige forbi Alexisbad, da vi steg ud af bilen

Da vi kom ned til bilen ville jeg gerne gå en tur udtil et vandfald i nærheden af Harzgerode. Trængte til at komme ud og røre stængerne lidt. Søren ville helst ikke med på den gåtur, så vi blev enige om, at jeg gik turen alene sammen med hundene og han ville støde til os ved vandfaldet med bil (der var en p-plads i nærheden), men gåturen var 2,6 km. Da jeg ankom til vandfaldet var Søren der også, men ha ha ha, hvor grinern … vi stod på hver vores side af vandfaldet og jeg kunne ikke komme over til ham. Så vi fik signaleret til hinanden, at jeg gik retur til det sted, hvor jeg startede gåturen og så kørte Søren tilbage og vi var samlet igen.

Jeg fik taget nogle gode billeder af vandfaldet. Havde læst mig frem til et tip på internettet omkring fede billeder taget med iphone. For hvis man taget billedet i “live-visning” og efterfølgende vælger lang eksponeringstid, så giver det nogle flotte effekter af f.eks. vandfald.

Smukt vandfald. Fik logget en cache (faktisk var det geocaching, der ledte os dertil).

Søndag:

Søndag gik Søren og jeg på vores egen byvandring. Søren havde fundet en hjemmeside alleburgen.de, hvor tårne (også de nedlagte tårne) i bymuren er angivet. Det var en meget interessant tur, som fik os ud på en gåtur i gader og stræder og også de små gyder. Hold da op, hvor har der været mange tårne og sikke mange vagter, som byen skulle have for at holde styr på sagerne. Det sidste tårn vi så var det mest imponerende. Turistinformationen burde have en rigtig byvandring med mure og tårne som formål, især da byen har så megen historie at byde på.

Vores byvandring startede Hinter der Mauer. Ja, her kan man stadig se noget af den gamle bymur, og en af tårnene i baggrunden

Det første tårn på vores rute, Gänsehirtenturm

Hundene er med på tur og sidder på den gamle mur, Spiegelturm i baggrunden

Søren ved en mur og igen et tårn, Klopstocks gartenhaus turm

Vi sluttede ved dette flotte tårn (Lindenbeinscher sternkiekerturm), som stod i haven til et virkelig smukt schlosshotel

Fantastisk kort med angivelse af alle tårnenes placeringer, man kunne trykke på et tårn og åbne vejvisning på google maps

Der var stadig meget varmt i Quedlingburg, den søndag formiddag med vores tårn-mure-vandring var der 30 grader. Hundene var med, det gik fint, og de var dejlige trætte, da vi kom hjem.

Søren og jeg trængte til at slappe af og nyde livet, så vi kørte til Thale, hvor der var et spa og wellnes-center “Bodetal Therme Thale”.

Det var skønt at svømme indenfor i det store bassin med det varme vand og gennem en lille “port” og svømme ud og nyde udsigten over bjergene. Meget flot spa-område. Der var jo også sauna, som vi havde tilkøbt os adgang til. I Tyskland er det jo kutyme, at man ikke har tøj på derinde. Man må godt have et håndklæde omkring sig, når man sidder i sauna, men ikke, når man er i de små bassiner med boblebad. Ja og nu må jeg simpelthen sige det. Jeg tror aldrig, at jeg har set så mange fremmede tissemænd før. Og ja, jeg var jo også nøgen, for det skulle man være. Det var enormt grænseoverskridende for mig, men jeg overlevede og tog det som en oplevelse. Vi var jo alle uden tøj på. Helt klart et wellnesscenter, som jeg kan anbefale:
https://www.bodetal.de/bodetalurlaub/bodetalthermethale/

Mandag:

Afrejsedag. Vi skulle være ude kl. 10, så fik stille og rolig pakket. Selv om der var rengøring med i lejen, så har jeg det bedst med at støvsuge og gøre det pænt efter mig, så jeg altid har mulighed for at leje noget igen en anden gang, selv om jeg har hund med. Udlejer giver mig nemlig karakter som lejer og giver mig en anmeldelse, som andre udlejere kan se og læse inden jeg får lov til at leje noget.

Hjemturen gik ikke som planlagt. Der var en del kø på motorvejen (advarede google maps os om). Så vi fandt nogle andre veje og det tog lidt længere tid. Blandt andet var grænseovergangen ved den Tysk/Dansk grænse helt vild med kø (57 min kø). Så google fik ledt os ud på nogle småveje … kunne se på andre billister, at de også havde google, og ved Ellund var vi – vupti – i Danmark via en lille bitte vej uden grænseovergang.

Alt er på tysk

Jeg må sige, at Tyskland ikke er kommet særlig langt med hensyn til at skrive på Engelsk. De oprettede cacher på Geocaching var på tysk, guidede ture rundt i Quedlingburg manglede engelske rundvisninger og det samme de små tog. Alle brochurer var på Tysk i turistinformationen. Kunne godt tænke mig lidt mere på engelsk, da mit tyske ikke længere er det, det har været.

Husk kontanter!

Og jeg må sige, at Tyskland ikke er kommet særlig langt med hensyn til at bruge kreditkort. Halvdelen af de restauranter vi var på tog ikke visakort. Kun kontanter. Det er simpelthen så sært, når vi i Danmark stort set ikke bruger kontanter mere og de er bare i vejen. Husk at hæve godt med Euro!

Hunde og Quedlinburg

Overalt i Quedlinburg er der hunde som statuer. Den trofaste Quedel-hund har lagt navn til Quedlinburg, og hund er derfor også med i byens byvåben.

Harzen – jeg kommer gerne igen

Harzen er et skønt område syd for Danmark. Bestemt et besøg værd og sikke megen kultur og historie, der er i dette område.

Jeg har altid syntes, at Harzen er for pensionister. Men min fordomme blev gjort til skamme. Der er noget for både unge og gamle … og middelalderlige tosser som min mand og jeg 😉 Jeg elsker at se på borge, gamle kirker og lære om historien. Og jeg fik virkelig smæk for skillingen i Quedlinburg.

Auf wiedersehen

Dejlig kold fad på torvet

Hyggelig by

Statue med two on two off, tror nu ikke, at kunstneren har tænkt på agility

.

.

.

.

.

Succes i hoopers – ny titel: HOBM

DKRLCH DKAGCH LP1 LP2 HOBM Asasara Jam Jam Pizza

Da jeg startede med at dyrke hoopers, så var det hovedsageligt fordi, at jeg var nysgerrig på den nye hundesport, som var kommet til Danmark. Samtidig kunne den også udvide min horisont på verbale kommandoer, der kan være gavnligt i agility. Jeg glemmer aldrig Pizzas sidste agilitycertifikat, som hun fik på Bornholm. Det var en bane, hvor man blev “låst” på den ene side af en balance, hvor hunden selvstændigt skulle udføre noget på den anden side (en tunnel lå under balancen). Jeg benyttede mine hoopers-erfaringer og kunne fjerndirigere Pizza så fint.

Der har ikke været så mange hooperskonkurrencer i Danmark endnu, men tror på, at det kommer med tiden, når flere klubber har prøvet at afholde uofficielle konkurrencer, at de får smag for det og laver dem “rigtigt”.

Vallensbæk Agility Sport og Hoopers har her i Pinsen afholdt hooperskonkurrence. Det er en klub, som har stor erfaring i at afholde konkurrence og har et godt sammenhold. Som udøver føles det altid som om, at klubben kører snorlige. Der er en behagelig stemning.

Jeg havde i forvejen 100 hooperspoint i resultatbogen. Man skal have 200 point for at rykke op i øvet klasse. Pizza startede ud med at vinde første løb og vi var eneste ekvipage, hvor fører kunne blive i feltet 🙂 Fed følelse, så var man ligesom igang. 30 point i resultatbogen. Andet løb 35 point. Tredje løb … her stod baljen med hundesnor langt ude til højre og Pizza drønede forbi sidste hoop, men kom rundt og igennem det, dog gav det ingen point. Tredje løb igen fejlfrit og jeg blev bag DUL-linjerne, så det gav 35 point.

Se løbene her:

Efter de 4 løb stod er så 100 opnåede point i resultatbogen og dermed 200 ialt. Pizza har dermed fået titlen HOOPERS BEGYNDER MESTER.

Pizza endte faktisk også med at blive stævnets bedste store hund den dag. Tusind tak til VAS for de fine gaver.

Jeg fortsætter ikke i begynderklassen. Nu skal vi sørme udfordres og næste gang, hvor jeg har mulighed for at deltage i konkurrence, så bliver det i øvet klassen.

De første par hoopersløb i juli 2021 kan jeg se, at jeg “kun” fik 10 point i bogen. Det betyder, at Pizza kunne løbe fejlfrit, men jeg har bevæget mig uden for dirigeringsfeltet for at hjælpe Pizza rundt. Her på det seneste har jeg tænkt, det skal altså være løgn. Jeg vil IKKE uden for det felt. Så må det altså koste nogle point og løb, for det gavner jo ikke på den lange bane, når Pizza kommer i øvet klasse, at jeg stiller mig uden for feltet for at hjælpe hende. Der skal hun altså kunne tage hoops og tønder korrekt, og så må jeg bare kunne træne mere og lære hende turns og tight turns korrekt på verbale kommandoer.

Vi ses derude!

.

.

.

Tøseweekend på Bornholm

Jeg havde cocio med til Bornholm 😉 Sjovt at det står spejlvendt, når jeg tager en selfie.

For mange måneder siden tilmeldte jeg Kizz Me og Cocio til rallyprøver på Bornholm. Rally 2 dage i træk (12/3-13/3) på den dejlige ø. Serine med Carlo ville gerne følges med mig og det samme ville Mette med Chat/Mitch/Merlin. Jeg havde fundet et fint lille hus på landet, som tillod at vi kom med mange hunde. Det er ellers ikke altid let at få lov til at tage mere end 1 eller 2 hunde med i et sommerhus, så jeg taler altid for min syge moster og får meget sjældent nej, når jeg spørger pænt.

Cocio kom i løbetid i februar og blev parret 1. marts og jeg ville derfor ikke deltage med hende, selv om man gerne må så tidligt i drægtigheden. Heldigvis var arrangøren villig til at lade Cocio udskifte med Pizza. Så jeg pudsede lige Pizzas form af i løbet af få uger. Jeg kiggede lige efter i hendes resultatbog, ingen prøver siden september 2018. Ja, du læste rigtig, 3½ år siden!

Desværre blev Mette forhindret i at deltage et par uger inden vi skulle afsted. Så rejsen sammen med Mette må vi have til gode.

Nå men fredag eftermiddag kom Serine til DKK (mit arbejde), og vi kørte sammen direkte fra arbejde og til Sverige og med færgen til Bornholm. Fik handlet i Lidl i Rønne og så videre til Pedersker, hvor vi boede i et sommerhus (eller hytte, tilhørende en gård) langt ude på landet. Der var mørkt, som i rigtig mørkt om aftenen. Jeg er ikke mørkeræd, men det er der andre, der er 🙂 … vi håbede at se lidt nordlys 😉

Dejlige muligheder for gåtur lige uden for hytten (det røde hus foran gården).

Serine og jeg hyggede os vældig fredag aften, snakkede og spillede vendespil (uha, når to konkurrencemennesker skal forsøge at være gode tabere!). Det var en rigtig dejlig aften og vi fik vendt verdenssituationen, pludselig var klokken 2 og det var vist tid til at komme i seng.

Jeg tabte anden runde!

Skønt med blødkogte æg til morgenmad. Udlejer har jo en gård og åbenbart høns. For der stod en bakke med æg og muffins til os, da vi ankom.

Vi havde god tid inden vi skulle til rallyprøve lørdag, da vi først skulle deltage om eftermiddagen. Så lørdag formiddag ville vi lege turister. Serine havde fundet en dal, som ikke er så kendt, Svartingedalen. Sidst hun var der, kunne man slet ikke gå i slugten på grund af store vandmasser. Men heldigvis kunne vi få en fin lille gåtur ud af det denne gang. Der var gemt en cache i dalen, men jeg kunne simpelthen ikke finde den (ej heller Serine), så den blev desværre logget som ikke fundet. Havde ellers set det rigtige sted via spoilerfotos … men pist væk var den. Ærgerligt, når jeg nu skulle vise Serine første gang, hvor sjovt det er at gå på cachejagt.

Svartingedalen

Efter turistturen i Svartingedalen tog vi til DKK kreds 8’s rallyprøver. Hanni Zimmer og Cuba (Cocios kuldbror) vandt med 100 point øvet klassen og blev RØM, uha jeg blev glad for at være der lørdag og kunne give hende et kæmpe kram. Pepper (også Cocios kuldbror) var ikke så heldig, men havde en god prøve og han har været igennem en stor udvikling.

Jeg introducerede for næsten 1 år siden Serine til rally, og har fulgt hendes vej op gennem klasserne. Først med Bombay, som jo desværre kun nåede begynderklassen, og så nu med Carlo, som Serine havde tilmeldt i ekspertklassen for første gang. Og hvilken gang, hun blev sørme nr. 3 med 96 point og fik sit første rallycertifikat. Enestående debut og jeg blev helt rørt.

Så blev det endelig min tur med Kizz Me og Pizza i seniorklassen. Fed bane, som den nye dommer Annette Olesen havde tegnet til os. Jeg tror vi var 7 deltagere i klassen! Kizz Me er jo 13 år og hun er ikke færdig med at gå til rallyprøver, så jeg var spændt på, om min seneste træning af hende kunne give noget af sig. Og jo da, sørme om ikke hun fik 96 point. Enestående af min gamle tøs. Er du vimmer mand, hun er som sprængfarlig dynamit med den iver, som hun stadig har på rallybanen!

Pizza er næsten 8 år og dermed tilladt at stille i seniorklasse. Hun er endnu værre med hopla og spilopper end Kizz Me, så jeg var godt nok på overarbejde med en freeeeeesh Pizza. Det gik heldigvis godt og vi fik 98 point og vandt klassen. Woooow en lørdag!

2 seniorrallycerter til mine hunde og jeg.

Nr. 1 og nr. 3, så må jeg jo stå midt imellem. Er så stolt af mine rallypiger.

Flot solnedgang ved gravhøjen/jættestuen

Nåede også at se jættestuen, som ligger lige uden for DKK kreds 8’s Hønsehuset. Der var en cache ved foden af et træ, men igen var vi ikke heldige, da selve cachebeholderen var fjernet.

Lørdag aften var vi alle 4 tøser inviteret til Laila (også en ejer af en af Cocios kuldsøskende) – vi er en dejlig klike, når vi er sammen. Super hyggelig middag, hvor verdenssituationen igen blev vendt og vi grinte meget.

Søndag morgen stod Serine, Yvonna og jeg stod tidlig op, men vi havde ikke travlt. Havde faktisk igen tid til at være lidt turister og fik rundet Ringborgen Rispebjerg inden vi kørte videre til rallyprøverne.

Elsker at opleve historien. Her er jeg ved udkigstårnet på Rispebjerg. Flot område med ringborg og tilflugtsborg. Bornholm har jo en enorm borg-historie.

Yvonna og Serine på vej op i tårnet.

På vej fra Rispebjerg til Hønsehuset så Serine og jeg pludselig en ravn. Sådan en har jeg ikke set siden jeg boede på Grønland. Så vi vendte bilen rundt og kørte tilbage og at se nærmere på den. Serine fik heldigvis et billede af ravnen på mobilen. Fedt.

Søndag gik fint for mig, men ikke nok til certifikater, da Pizza fik 92 point og Kizz Me 93 point. Man skal have minimum 96 point, for at få certifikat. Jeg er dog mægtig tilfreds, for hundene elsker at arbejde for mig og jeg elsker at se deres entusiasme.

Vi skulle med færgen kl. 18.30, men jeg fik ombooket til 14.30 og den færge kunne vi godt nå. Det var godt nok dejligt, for så kunne vi nå hjem inden midnat. Ja, vi var jo hjemme til aftensmaden.

Sikke en skøn tur. Herligt at gå rallyprøver i det selskab!

Yvonna, Serine og jeg.

Jeg har ikke tilmeldt flere rallyprøver den kommende tid. Skal selv være dommer 2 weekender i træk her i marts og april. Cocio skal føde (forhåbentlig) ca. 1 maj, så der ønsker jeg ikke at være for megen væk fra hvalpene og så er rally en sekundær beskæftigelse.

.

.

.

Fuglefrø

Jeg elsker at fodre fugle på foderbrættet i haven. Men det er sørme ikke alt frø, som fuglene kan lide. Jeg kom til at impulskøbe lidt billigt foder i et supermarked, og så får jeg også som fortjent! For det faldt ikke i god jord … eller jo, det gjorde det. For fuglene fjerner bare de frø, som de synes er kedelige, og smider ud over foderbrættet og ned på jorden i mit bed. Det kan virkelig ikke betale sig at købe det billige fuglefoder!

Denne kedelige blanding var ikke fuglenes favorit

Man må ikke græde over spildt frø

Så afsted med mig ned til den lokale Maxi Zoo. De har i denne uge (til og med 4/2-2022) tilbud på fuglefoder fra premiere (-20%). Jeg bliver aldrig skuffet, når jeg besøger Maxi Zoo. De har altid noget jeg kan bruge, hvad enten det er til fuglene eller hundene 🙂

Jeg har bedst erfaring med at blande foderet op – så det passer til de fugle, jeg elsker at se i min have. Så får jeg det lige som jeg vil have det.

Jordnødder og en anden god blanding fra multifit er nu på foderbrættet

Jeg har bl.a. ofte besøg af spætte, kvækerfinke, rødhals, bogfinke, sumpmejser samt selvfølgelig skov+ gråspurve, blåmejser og musvitter.

Nogle siger, at man ikke må fodre fugle, da det tiltrækker rotter. Men altså … hmm … indtil jeg ser nogle rotter, så fodrer jeg altså fuglene. Jeg synes, at det er meeeega hyggeligt. En passion, som jeg har fra min mor. ❤

Mums siger fuglene nu

Der har været stille på bloggen – det har haft sine grunde

Kransen fra børn, børnebørn og svigerbørn.

Min mor har de sidste 5 år haft KOL. Fra november 2021 gik det for alvor ned ad bakke for hende og det sidste stykke tid boede min bror, søster og jeg hos mine forældre på skift, for at passe på vores mor samt hjælpe og støtte min far.

Lige efter nytår blev hun indlagt igen og den 4. januar måtte hendes lunger give op. Min bror, søster og jeg var ved hendes side hele natten mellem den 3. og 4. januar. Min far og min morbror nåede også op på hospitalet før mor tog sit sidste åndedrag. Hun døde heldigvis fint og ubesværet. Vi havde lovet at være ved hendes side til det sidste.

Mor blev bisat den 11. januar. Kirkeklokkerne ringede præcis 1 uge efter hun døde. Det var en rigtig smuk bisættelse, hvor jeg heldigvis kunne salmerne næsten udenad, for bogstaverne flød rundt i salmebogen på grund af tårer i mine øjne. Efter bisættelsen var der kaffe og kage på Gl. Skovriddergaard, hvilket var utrolig hyggeligt. Her mindes vi mor, min søster holdt en rigtig god tale og vi fik faktisk også grint lidt.

Som noget af det sidste den 4. januar lovede vi også min mor, at vi ville tage os rigtig godt af far, der nu sidder alene tilbage. Jeg snakker med ham hver dag og hjælper online med en masse praktiske ting.

Vi så mor en sidste gang på kapellet inden vi selv lagde låget på kisten.

Man håber vel altid, at ens forældre lever for evigt, men noget er sikkert og vist, og det er, at vi alle dør på et tidspunkt. Selv om man kan være bare lidt forberedt, så er man alligevel ikke helt forberedt på, hvornår det vil ske og hvordan man tackler det.

Jeg savner min mor hver dag og hele tiden, men jeg savner på ingen måde alle de slanger, udstyr og bekymringer, som fulgte med sygdommen. For første gang i flere år har jeg ikke været nervøs for at tage telefonen, hvis min far, bror eller søster har ringet mig op.

Min mor var den kærligste og søde person, man kan tænke sig. Hun var altid positiv – også den 4. januar, hvor vi fik snakket lidt og hygget os indtil hun gled ind i bevistløsheden. Humor havde hun faktisk også lige til det sidste.

Man skal huske at nyde livet og leve livet, for man ved ikke, hvornår det slutter. Man skal lade være med at brokke sig over småting.

Blomsterne og kranse blev lagt det sted, hvor urnen skal nedsættes.

Mor havde en engel på sin hånd

Balle Kirke med flaget på halv.

.

.

.

.

.

At være rallydommer

Jeg har flere gange overvejet at skrive et blogindlæg om det at være rallydommer. Og nu gør jeg det! Jeg vil beskrive, hvordan det er at være dommer og hvor megen tid, man bruger på fx en rallyprøve og gennem hele året.

Forberedelse til næste dommergerning

Træning med Cocio

Når en klub/kreds/forening skriver til mig for at spørge, om jeg kan dømme en lørdag om et år, så tjekker jeg min kalender med det samme. Jeg har faktisk en ret tætpakket kalender. Jeg også gerne vil have tid til at gå til prøver og konkurrencer med mine egne hunde samt selvfølgelig have nogle friweekender med familien. Når jeg bliver spurgt, om jeg vil være rallydommer, så kender jeg nogle gange ikke kalenderen for agilitystævner så lang tid i forvejen, og så kan jeg have sagt ja til en rallydommergerning, og det kan bevirke, at jeg ikke kan deltage i fx en DM-udtagelse til et agilitystævne. But thats life.
Det er vigtigt for mig stadig at gå til rallyprøver med mine egne hunde, så jeg ikke bliver tabt i forhold til sporten når jeg skal dømme. Kizz Me og Cocio skal til 3 rallyprøver hver i december måned, Cocio i øvet klasse og Kizz Me i senior.

Banetegninger

Når jeg skal ud og dømme, så tegner jeg dagens baner ca. 1 måned i forvejen. Der går typisk 2-3 timer med at tegne en dags rallybaner. Der skal laves baner til 5 klasser: Begynder, øvet, ekspert, senior og champion. Da der er mange regler for, hvilke skilte man må have med i hver klasse, og regler for antal stationære skilte, højrehandlede skilte, m.v. så kan jeg sagtens have tegnet en bane og synes den er god. Derefter går jeg hele banetegningen igennem ud fra reglementet, tjekker om alt er overholdt, og nogle gange finder jeg fejl. Fx et skilt for meget, eller et for lidt, eller et skilt, der faktisk vender forkert (man går i forkert retning). Jeg eftertjekker en bane mange gange og laver flere rettelser inden jeg er tilfreds. Så nogle gange kan 3 timer faktisk være i underkanten, da jeg elsker at lave gode baner, som hundeførerne roser mig for 🙂 Jeg hader selv at gå kedelige baner, så jeg går op i, at banerne ikke bliver triste.

Når man tegner baner er der en masse skilte at vælge imellem, der skal sættes numre på og banen skal have et godt flow. Derudover er der en del regler for antallet af de forskellige skilte i hver klasse. Her er vist en færdigtegnet ekspertbane inden den laves om til et færdigt print, der kan udleveres.

Dagen før en prøve

Dagen før en prøve, så printer jeg mine banetegninger i 2 eksemplarer. Et sæt til at sætte op ved banen og et sæt til mig selv. På mine egne banetegninger markerer jeg, hvilke ændringer, der er fra bane til bane, da jeg ofte benytter nogenlunde samme forløb på banen fra fx begynder til øvet, så der ikke skal bruges så megen tid på at flytte skilteholdere på selve dagen.
Og dagen før, så pakker jeg alle mine skilte, så de sættes i rækkefølge efter mine banetegninger. Det går der en halv times tid med.

Regler ændres

Hvert år bliver der godkendt nyt reglement … nogle år kan der være foretaget mange ændringer og andre år ganske få rettelser. Som dommer skal man have tungen lige i munden, når man dømmer, da man hurtigt skal kunne huske, om fx tæven skal have løbetidsbukser på indenfor (i sportshaller) eller udenfor på græs eller om hunden må have både halsbånd eller sele på. Eller om en hundefører må klappe i hænderne – det må de gerne nu, men for et par år siden kostede det dyrt i point. Der er også kommet nye muligheder for titler som guld, sølv og bronze, og jeg har stadig selv svært ved at forstå dem. Men man kan jo også sige, at det vigtige for dommeren er at give point til hunde- og førerarbejdet. Dog spørger dommersekretærer og arrangører ofte dommeren om, hvilke pinde og præmier de skal give, og så skal man som dommer jo huske hele reglementet.

Her er jeg rallydommer til DM for et par år siden. Der var selvfølgelig solskin på Bornholm.

De mange typer fradrag

På DKK’s hjemmeside er der under rally et link til en pdf-fil. Det er oprindeligt et kæmpe excelark, hvor alle typer fejl er angivet og hvad diverse fejl koster i hver enkelt rallyøvelse. Det er både godt og skidt at have sådan en oversigt. Jeg kan godt se det smarte i, at den er der, da det skal være gennemskueligt for hundeførerne at se, hvad der kan trækkes for. Men det forventes så også, at vi dommere skal kunne huske samtlige fejl i hovedet, da hundeførerne ellers ”vil komme efter os”. Filen ligger her: https://www.dkk.dk/uploads/documents/Aktiviteter/Rally/2021-Rally-Pointvejledning-DKK.pdf
Når man som menig hundefører ser, hvor meget en dommer skal huske i hovedet, så håber jeg, at de tænker over, at dommerne skal træffe en hurtig beslutning og kunne vurdere ud fra et splitsekund, hvad der er set og sket, og hvad der skal trækkes for. Det er altså ikke altid nemt.

Man skal nå at se det ... og nå at notere det (alt kan ske derimellem)

Når man som dommer står og dømmer en ekvipage, og der sker en lille fejl, som skal noteres på A4-papiret, så skal øjnene hurtigt falde på papiret og en kuglepen skal notere en lille bitte streg på ½ cm i det rigtige felt. Men idet øjnene et splitsekund forlader hundeføreren, for at notere en streg på papiret, så kan der ske noget nyt ude på banen. Hunde kan lave en twist i mellemtiden, en hundefører kan bevist røre hunden, en hund kan hoppe op og bide i førers ærme eller alt muligt andet … Altså alt kan ske – og en dommer har ikke mulighed for at se det hele. Ikke før der en dag bliver indført, at der skal være sekretær med til at notere fejl, som bliver dikteret under banens udførelse.

Jeg er meget koncentreret, når jeg dømmer. Og man kan godt være øm i skuldre, når man har stået med en blok i hånden hele dagen.

Et dommerskøn kan variere

Nogle gange kan det være svært at vurdere, om en hund er over eller under 45 grader i vinkel – altså når den sidder eller går skævt i forhold til sin fører. Eller hvor meget stopper en fører op i en øvelse, der skal udføres under gang. Nogle hundeførere har pludselig en underlig gangart/sidesteps, og hvordan skal man trække for det, når man står i en vinkel i forhold til hundeføreren, hvor det er svært at vurdere. Det er et dommerskøn og nogle gange er det altså virkelig virkelig svært at vurdere, om en hundefører udfører en øvelse fuldstændig korrekt eller om der skete noget ukorrekt. Et naturligt flow for nogle kan være unaturligt for andre, og vi dommere er jo ikke ens, og elsker ikke at se det samme på banen. Vi forsøger dog at være ens i vores bedømmelser og at ensrette vores syn på sporten.

Rallydommermøde hvert år

Hvert år samles alle rallydommerne til et møde en hel dag. Her diskuterer vi øvelser, bedømmelser og andre ting, som har indflydelse på de point, som vi afgiver. Næste gang vi samles er i januar. Det er et helt uvurderligt møde vi har. Uden det møde, ville vi dommere stikke af i hver vores retning 😉

Tidtagning

For et par år siden blev det muligt for dommerne selv at tage tid på de hundeførere, der var på banen. Til at starte med, så brød jeg mig ikke om det, da jeg var bange for at glemme at stoppe tiden, når en hundefører kom i mål. Så jeg bad altid om, at arrangøren havde en tidtager med til en rallyprøve. Med tiden har jeg dog overvundet min glemselsfrygt 😉 og nu tager jeg selv tid på hundeførerene. Det går rigtig godt, og man får hurtigt noteret tid ned, og får ikke oplyst noget forkert. Når arrangørerne har en ekstern tidtager med, så skal man som dommer altid sikre sig, inden hundeføreren går i gang, at tidtageren er klar, og når hundeføreren kommer i mål, skal man hen til tidtagere for at notere tiden. På en hel dag med 45 ekvipager kan der altså godt være en del tid at spare på selv at tage tid med stopuret.

Under selve rallyprøven 

Når man som dommer står og dømmer og efterfølgende skal give kritik til en hundefører, så kan man mærke, at andre lytter med – det har jeg det helt fint med. Man kan faktisk også høre, når nogle hundeførere efterfølgende brokker sig over nogle fratræk, som de ikke følte, at være berettiget til. Jeg prøver at undgå at lade mig påvirke af brokkeriet, men nogle gange kan det ikke undgås, at man bliver lidt ked af det. Jeg er faktisk også et menneske med følelser, også selv om jeg er dommer 😉 Med tiden er jeg dog blevet bedre til at ignorere det.
Under en prøve, er der mange, der “dømmer med”. Det gør jeg også selv, når jeg ser ekvipager gå på en bane og jeg bare er almindelig tilskuer. Det er nok meget naturligt for rigtig mange. Man vil jo gerne prøve at sammenligne sine egne bedømmelser med andres.

Seniorbane gav lige en ekstra halv-hel time ekstra som dommer pr. dommerdag

For nogle år siden blev der indført en seniorklasse. Til at starte med, så hadede jeg den klasse. For hvis en hund var så gammel og slidt, at den ikke kunne holde til at gå en rallybane, uden at alle sit-øvelserne var taget ud, så skulle den ikke længere gå til en rallyprøve. Men jeg må sige, at min holdning har ændret sig fuldstændig! I dag ELSKER jeg den klasse, for jeg elsker at se de gamle hunde live op og se begejstret ud, når de går en bane med deres fører. Faktisk så hellere gå en skånsom rallybane for de gamle hunde, end at hunden slet ikke bliver trænet og dermed sygner hen.
Det skal dog siges, at da seniorklassen blev indført, så bevirkede det, at dommerne pludselig skulle tegne en ekstra bane. Og til prøverne så skal der opsættes en ekstra bane, være en ekstra banegennemgang og en ekstra præmieoverrækkelse. Dette tager ca. en time mere end førhen … og vi får stadig det samme i honorar.
Nå pyt, det går jo nok, bare de gamle har det sjovt.

Kizz Me min seniorhund på næsten 13 år nyder stadig at blive trænet.

Man står op i mange timer fra 8-15 

Som rallydommer møder man mindst en time før en rallyprøve for at sætte skilte på banen og være godt forberedt. Nogle gange kan man være udsat for, at dommerteltet er sat op lige der, hvor man havde tænkt sig, at startskiltet skulle være, og så må man i et snuptag enten flytte lidt rundt på skilte eller dreje banen. Det er også vigtigt at møde tidligt og have en god dialog og kommunikation med dommersekretæren. Hold da op, hvor er det vigtigt med en god kemi med dommersekretæren. Der skal helst være en god stemning i teltet, da vi jo skal være sammen en hel dag.
Og nu hvor jeg skriver en hel dag … ofte varer en prøve fra kl. 8-15 og man har stået op hele dagen og kun haft få pauser. Hvis man både skal sætte baner op, lave banegennemgange og derefter dømme, så er det faktisk rart, hvis man ikke også skulle lave præmieoverrækkelsen. Lige der, kunne jeg godt tænke mig et lille dommerbreak. Men på den anden side, så vil jeg også meget gerne ønske de dygtige hundeførere til lykke med fx opnået titel eller championat. Når dagen er omme er man virkelig træt og har ømme stænger.
Jeg dømmer også helst kun i godt vejr. Jeg er virkelig ikke til regnvejrskonkurrencer, men desværre er jeg jo ikke herre over vejret. Men i alle de år, jeg har dømt, har jeg kun haft brug for min overdækkede dommerpapirsmappe 2 gange.

Dommergaver - en kotume

Så er der også lige en sjov tradition til rallyprøverne. Dommeren får jo et fast honorar (et par hundrede kroner) og kørselsudgifter. Derudover er det en tradition, at dommeren også får en lille gave af arrangørerne. Nogle af arrangørerne gør sig meget umage med at finde gaver. Sjovt nok så mindes jeg en gave fra Bornholm, hvor jeg fik lakridskugler med chokoladeovertræk og specialøl. Tænk sig, de researchede på mig og ”mine lyster” 🙂 Og der er også en anden DKK kreds, som har udvalgt en særlig hvidvin i gave til mig.

Hvor har rallysporten bevæget sig hen?

Da jeg startede med at gå rally, var der ikke så mange skilte og det blev faktisk ret hurtigt kedeligt at blive hængende i en klasse. Sporten har udviklet sig med lynets hast og nye skilte er blevet udviklet og højrehandling er blevet en del af hele konceptet allerede fra begynderklassen, da hundene skal kunne gå en lineføring på højre side mellem 2 skilte. Skønt at hunde ikke kun skal gå på venstre side (de må da få nakkeskade), men også gå på højre side. Som dommer er det også rart at have nogle skilte at vælge imellem, når der tegnes baner, så det ikke bliver så ensformigt. Nu er der virkelig en masse skilte og min blondinehjerne er ved at være fyldt op 😉

Jeg har lige dømt årets hund

Sidste weekend var jeg rallydommer til finalen i årets hund sammen med min dommerkollega Anette Dalgaard. Hold da op, jeg nød hvert sekund som dommer. Der var virkelig flot fører- og hundearbejde og samtidig fantastisk stemning på dommerfronten og i hallen. Man kunne mærke suset, når en hundefører lavede en flot bane eller hvis en hund begejstret lavede et hop.

Konklusion

Dette blogindlæg er egentlig skrevet for at tydeliggøre overfor de hundeførere, der går til rallyprøver, hvor megen tid og resurser en rallydommer bruger på hver enkelt prøve.

Jeg elsker at være dommer og jeg elsker at få ros for mine baner. Jeg elsker at bruge min sparsomme fritid på at tegne baner, gennemgå skilte og reglementer og prøver at gøre det så godt som muligt, når jeg skal bedømme folk og deres hunde. Det er ikke let at gøre alle tilfredse, men jeg gør virkelig mit bedste og forsøger at være ens i mine bedømmelser og give de point, som folk fortjener. Jeg ønsker ikke at gøre forskel på hverken unge eller gamle, nye eller erfarne, store hunde eller små hunde. Men jeg ønsker at give de dygtige hunde de højeste point på dagen. Som dommer ser man ikke alt (man kan stå i en dum vinkel i forhold til andre på sidelinjen) eller man kan være et splitsekund uopmærksom på føreren, fordi man skal sætte en streg på papiret. Nogle gange er der en fordel for hundeføreren og andre gange, så ser jeg alt 😉 Håber, at I bærer over med mig trods alt 🙂

Vi ses derude!

Klubmesterskab i Border Collie Klubben (agility)

For en måned siden skrev jeg et blogindlæg ”jeg er helt okay med det”. Det var hovedsageligt om Pizza, som ikke blev udtaget til DcH’s DM i agility. Jeg trængte til en pause – og har nydt det.

Og nu en måned senere er jeg igang igen. Og hvilken weekend! Og jeg har nydt det!

Cocio skulle deltage i sit 3. stævne og det gik virkelig godt. Hun skulle løbe 4 løb. Der var blandt andet konkurrence om bedste hund, hvor fører var medlem af Border Collie Klubben, kunne blive klubmester. Og ved du hvad…. Cocio gennemførte 3 ud af 4 løb og VANDT KLUBMESTERSKABET. Jeg kan slet ikke fatte det. Jeg er simpelthen så overrasket og overrumplet over Cocios fart og glæde (hun siger det også højt) og over, at hun er nogenlunde styrbar 🙂 Lidt vilde har mine hunde jo altid været på agilitybanen. Hun er kun lige fyldt 1½ år – så sikke en fremtid vi går i møde.

OPDATERING 18/10-2021:
Ovennævnte skrev jeg søndag aften. Men mandag blev jeg ringet op af VAS (stævnearrangør), de havde lavet en regnefejl vedr. klubmesterskabet. Cocio blev ikke klubmester alligevel 😦
Det blev en anden person, som løb i 145 sek med 15 fejl (og ingen tidsfejl). Cocio løb i 119 sek men med 20 fejl. Og da det er hunden med færrest fejl, der vinder, blev Cocio dermed ikke klubmester alligevel. Til lykke til Kisser, du får min rossette snarest muligt.
Jeg er ikke vred eller noget på VAS, for helt ærligt, vi er jo bare mennesker, og hvor der er mennesker, sker der fejl. De har jo ikke gjort det med vilje. Alt tilgivet.

Jeg vil straks sige, at hun på ingen måde er overtrænet, hun er bare utrolig lærenem og da jeg har min egen bane, kan jeg jo lige smutte ud og tage 10 minutters træning hist og pist, når jeg har tid og lyst.

Jeg er i gang med at lave 2 on 2 off på felterne om til running contacts og tja, lige nøjagtig balancefelterne missede hun big time til konkurrencen. Så der er noget at arbejde med.

Jeg vandt bl.a. en halv times undervisning af Channie og en måtte-trænings-dims. Og som klubmester vandt jeg et gavekort til 250 kr. i bordershoppen. Ha ha, nej, men sådan læste jeg det, da jeg stod med gavekortet og var overvældet af glæde. Undskyld til alle for den skraldlatter, jeg slog op, da jeg fandt ud af, at der stod broderishop.dk – det er jo noget helt andet 🙂

Se alle Cocios løb

Cocio i fuld fart ud af tunnelen, fotograf Tina Hindsgaul

Skøn præmie, noget der virkelig kan bruges til noget.

Søndag formiddag afsted til Vallensbæk igen og her var det Pizzas tur til at være på agilitybanen. Hun deltager jo i den sværeste klasse. Det blev til 3 disk ud af 4 løb. Men altså, når Pizza så lige vinder det løb, som hun ikke blev disket i, gør det bestemt ikke noget. Min søde og frække Pizzapige. Det var hendes 2. springcert, hun vandt der, og nu mangler hun bare et for at blive Dansk Spring Champion.
Som præmie vandt jeg en rigtig fint fuglefoderhus, som jeg er mega glad for.

Jeg er meget glad for sprincertifikatet til Pizza.

Det var ikke verdens smukkeste løb, men det behøver jo heller ikke at være smukt, når bare man vinder!

Det det fine fuglefoderbræt, som Pizza vandt til mig

Sådan der! Pizza! Fedt at stå som nr. 1 på resultatlisten.

Så skal der trænes running contacts

Lige et lille billede af min pandekagemorgenmad lørdag morgen, inden jeg kørte til konkurrence.

Jeg er jo på LCHF for tiden og pandekager er bare ren guf og er med til at slanke! Ja, folk, der ikke aner, hvad LCHF er, tror ikke deres egne ører, når jeg fortæller, at man skal spise fedt for at tabe sig. Der skal virkelig ændres på folks opfattelse af, hvad der er sundt for kroppen.

Opskriften til sådanne pandekager kan findes her: https://mariasilje.dk/proteinpandekager/ De er lækre og nemme at lave.
Den hurtige: 4 æg, 200 g hytteost, et par spiseskefulde husk, lidt mandelmel, lidt sødemiddel, lidt salt. Stavblænder! Bum! Stegt i godt med smør. Der kan være 4 små pandekager på vores pande ad gangen.

Tak til VAS for en fantastisk weekend. Håber, at flere klubber har mod på at lave stævner.

.

.

.

.

Jeg er helt okay med det

På et tidspunkt midt i sommerferien opdagede jeg, at man i år kun skulle have to fejlfri AG-åben og en fejlfri spring-åben, for at blive udtaget til DcH’s DM i agility. Så jeg tilmeldte et par stævner i et stille håb om, at det kunne lade sig gøre.

Første stævne DcH Næstved, der fik jeg 1. udtagelse i AG-åben (det var et 2-dages stævne dvs. fire åbne klasser).
Næste stævne i DcH Nykøbing-Rørvig var med fejl i begge åbne løb – så igen udtagelse der.
I DcH Jyderup fik jeg 2. udtagelse i spring-åben, men manglede dermed stadig et fejlfrit løb i agility åben for at blive udtaget.

Samlet set havde jeg jo to chancer i Næstved, en i Jyderup, en i Nykøbing Rørvig og så en i Vordingborg sidste weekend for at løbe fejlfri i agilityklasserne. Men i det sidste stævne i Vordingborg havde Pizza desværre 5 fejl på balancen (det var anden sidste forhindring) i agility åben, og så blev lyset slukket.

Jeg kunne have valgt at stille op i det ekstra stævne, der var blevet stablet på benene af DcH Højme sidste weekend, for at øge mine chancer. De havde nemlig i sidste øjeblik lavet et dobbelt åben stævne, men da det blev offentliggjort, havde jeg allerede tilmeldt mig og betalt for KAF’s stævne, som blev afholdt i Hvalsø samme dag. Og man kan jo ikke være to steder samtidig. Jeg valgte KAF’s stævne, da det samtidig var finalen i årets hund i DKK, som Pizza var udtaget til.

MEN men men jeg havde på forhånd sagt til mig selv, at hvis Pizza ikke kunne få 2 fejlfrie agilityløb ud af 5, så var Pizza heller ikke værdig til at deltage i DcH’s DM. Og for det andet, så synes jeg også, at jeg egentlig har været ude til så mange stævner her på det sidste, at det er ved at kvæle mig lidt. Da Danmark åbnede sig efter det værste corona-halløj var overstået, har jeg (og så mange andre) fået konkurrencekriller og har fået tilmeldt mig revl og krat. Jeg trænger simpelthen til en pause!

Pizza har også sprunget en smule underligt det sidste stykke tid, så en tur til kiropraktor i næste uge og en bette konkurrencepause er vist meget fint for min elskede hund. Overvejer sågar snart at sætte hende i seniorklasser, men det må tiden vise.

Så en lille friweekend den 25. – 26. september gør mig slet ingenting. Måske skal vi også have tømt sommerhuset for vores sidste personlige ejendele … 😉

Næste gang jeg skal noget …. er en sød lille sviptur til Bornholm til hooperskonkurrence i oktober.

.

.

.

.

Tak til Tina Hindsgaul for alle billederne.

.

.

.

.

Når maden ikke købes i supermarkedet …

For et par år siden købte Søren og jeg måltidskasse fra Aarstiderne. Jeg har længe gået og pønset på, at nu var tiden snart inde til igen at købe måltidskasse – så nu får vi sådan en hver mandag, som passer til aftensmad mandag, tirsdag og onsdag.

Der er mange fordele ved sådan en måltidskasse:

1. Man er fri for at køre i supermarked flere gange om ugen.
2. Man er fri for at tænke over, hvilken ret man skal have i morgen.
3. Man er fri for at få det samme igen og igen.
4. Man bliver inspireret og får udvidet sin madhorisont.
5. Man lærer nogle nye grøntsager at kende (ja, jeg er 51 år og har opdaget nogle grøntsager, som jeg aldrig har hørt om før).
6. Man spiser ikke for meget, da der faktisk er meget fine opmålte portioner.
7. Der er ingen madspild.
8. Maden bliver leveret til døren og skal blot sættes i køleskabet. Emballage og kasser leveres retur ved næste leverance.
9. Sidst men ikke mindst, så er det pisse hyggeligt at lave mad sammen med min mand.

Angående punkt 9, så står enten den ene person ofte og laver enten det hele den ene dag og den anden person en anden ret dagen efter. Med måltidskasser så står vi og gennemgår opskrifterne sammen og laver maden sammen. Det er altså bare rigtig hyggeligt.

Søren og jeg er på LCHF, så at finde en måltidskasse, der passer til ketose-os kan godt være lidt omstændigt, men valget faldt på Aarstidernes proteinkasse.

Jeg tjekkede også nogle andre måltidskasseforhandlere ud, men nogle af dem krævede indtastning af kreditkort før jeg kunne vælge, hvilken type måltidskasse, jeg ønskede.
Andre forhandlere ville have, at man hver uge skulle ind og vælge, hvilke retter man ønsker leveret – og det er jeg for doven til, og samtidig ønsker jeg at blive overrasket, ved at få leveret mad, jeg aldrig havde drømt om, at man kunne lave.

Søren øffer lidt over prisen og ja, det er da også 87 kr. pr. person pr. måltid. Men man kan jo sige, at vi sparer benzin på kørsel til Brugsen. Vi får ikke købt nogle impulsvarer, fordi vi ikke handler så ofte. Vi får ikke købt for meget kød eller grøntsager, så dermed ingen madspild og udsmidning af varer, som vi har for mange af og der bliver for gamle. Vi bliver ikke tykke og fede, fordi vi ikke lige kommer forbi en delikatesse eller bageafdeling.

Jeg er fan af måltidskasse, også selv om det er lidt dyrt.

Måltidskasse om sommeren er dog ikke så fedt for mig, da jeg ofte er til træning med hundene og dermed ikke kan drage nytte af alle fordelene ved hyggen ved at lave mad sammen med Søren. Så måltidskasser for mit vedkommende er et efterårsprojekt eller en vinterting 🙂

Jeg køber aldrig fisk, når jeg handler ind til aftensmad. Men i disse måltidskasser er der nogle gange fisk, og jeg elsker at blive overrasket over, hvor godt det egentlig smager.

Her er billeder af et par af måltiderne de sidste par uger, og ja, jeg er blevet fin mæt:

.

.

.

.

.

.

Særlig DM-titel

Jeg har været til DM i agility her i weekenden i forbindelse med DKK’s store samlede hundearrangement Hund i Fokus, som igen i år blev holdt på fantastiske Vilhelmsborg.

For at gøre det ret kort, så blev jeg ikke Danmarksmester i agility. Men til gengæld blev Serine, Susanne og jeg Danmarksmestre i Kammeratskab. Hold nu op, hvor har det været en skøn weekend.

Serine, jeg og Susanne

Vi havde aftalt at leje et hus (fandt en villa i Mårslet, 3 km fra Vilhelmsborg via airbnb) fra fredag til søndag. Huset havde 2 soveværelser, og det ene værelse var med 2 enkeltsenge.

Susanne og jeg kørte sammen til Vilhelmsborg allerede fredag, da jeg havde tilmeldt Pizza en hooperskonkurrence fredag eftermiddag. Det gik strålende til hoopers, 2 fejlfrie løb og 45 point i resultatbogen. Jeg er virkelig blevet tændt på den sport, hundene stråler af energi. Der var desværre småregn hele eftermiddagen/aftenen og jeg havde glemt min regnjakke (havde dog fået regnbukserne med!) Blondine! Heldigvis lånte jeg en jakke af Jytte, så jeg blev ikke gennemblødt. Vi var først færdige kl. 20.15, så jeg skyndte mig hjem til vores hus, hvor Serine og Susanne ventede med stor familiepizza.

Vi hyggede fredag aften med vendespil, som jeg havde med. Det var altså ret sjovt. For det var sådan en slags huskespil, hvor man skulle matche billeder af hunde med de rette ejere. OMG jeg er et forfærdeligt konkurrencemenneske. Jeg lever mig altså lidt for meget ind i at spille sådan noget. Undskyld Serine og Susanne 😉

Lørdag morgen op og afsted til Vilhelmsborg. Der var tilmeldt 61 hunde i stor klasse. Der var ialt 3 løb vi skulle løbe, og bedste hund sammenlagt over de 3 løb ville vinde DM. De store hunde skulle starte. Dommeren fra Holland havde tegnet nogle rigtig gode baner og med godt flow og sværhedsgrad. Perfekt til et DM. Desværre satte Pizza af for tidligt på spring nr. 2 og hun landede på overliggeren til springet. Det gjorde mig lidt ked af det og jeg blev ukoncentreret og lidt efter blev vi disket. Dermed vidste jeg så også, at løbet var kørt, for med en disk kunne vi ikke vinde DM. Serine og Susanne var solidariske og blev også disket i deres første løb.

Hermed bevist (se mit hår), at jeg virkelig LØBER agility. Fotograf: Jens Dixen Mejdahl

Der var en dejlig lang frokostpause, hvor vi havde tid til at se lidt på omgivelserne omkring Vilhelmsborg. Der foregik mange aktiviteter og især K9 Biathlon (motionsløb med hund) fangede min interesse. Hold da op, hvor skal de mennesker træne for at gennemføre i en nogenlunde tid. De skulle på tømmerflåde, løbe op og ned ad skråninger, rutche ned ad bakker, i voldgrav m.v. Imponerende med den fine fysik, de fleste havde og skønt at se de mange hunderacer.

Lørdag eftermiddag var der endnu et agilityløb, hvor Pizza simpelthen løb så fint og hendes springteknik kunne jeg ikke klage over.

Lørdag eftermiddag efter vores dejlige løb smuttede Susanne og jeg til Silkeborg, mens Serine slappede af i huset i Mårslet. Det var skønt at besøge mine forældre igen. Det var herligt at overraske dem med besøg. Vi nød alle besøget og jeg fik vist tømt mors småkagekasse (uhmmmm mors hjemmebag!) og hjulpet min far med sko-indkøb via internettet.

Lørdag aften fik vi sushi og sodavand (virkelig seriøst = ingen øl) og selvfølgelig en omgang vendespil.

Søndag formiddag kunne vi vente lidt med at tjekke ud af huset, da de store hunde først skulle løbe ved 11-tiden. Så vi hyggede lidt ekstra, og fik vendt verdenssituationen endnu engang. Vi ryddede pænt op og støvsugede, selv om vi havde betalt for rengøring. Det er ikke let at finde et udlejer, som accepterer så mange hunde, som vi har med, så vi gjorde alt for at efterlade det pænt og ordentligt. Udlejer skrev da også:
“Jeg mødte ikke Lone personligt, men vi havde klare aftale og huset er rent og ryddeligt efter Lone og hendes to venner og 4 hunde har været i huset. Der er stort set ingen spor efter de 4 hunde. Jeg kan klart anbefale Lone som gæst og hun vil være velkommen, hvis hun kommer igen.”

Søndag formiddag blev det igen en disk til os alle 3. Og så kom der en længere frokostpause. Vi begav os ned mod standeområdet for at shoppe lidt. Vi gik forbi restauranten ved Vilhelmsborg og jokede lidt med, at vi ville lave et photobomb ved en større forsamling, som var ved at tage familiebilleder til en stor konfirmationsfest.
Da vi kom længere ned mod standene så jeg pludselig min kollega kom løbende med en hjertestarter, jeg råbte om han havde behov for hjælp og han svarede ja. Jeg kiggede op mod konfirmationsfesten, og der lå der en person på græsset. Pizza efterlod jeg til Susanne og Serine og jeg spurtede afsted, da det er naturligt for mig at hjælpe i sådan en situation – er hjerteløber.

Manden, der lå på græsset havde heldigvis fået puls og vi havde ikke behov for hjertestarter (det lignede dog et lille hjerteanfald). Jeg tog mig af den stakkels mand og på den anden side sad en anden mand, som tog puls. Efter et par minutter kom ambulancen og den stakkels mand var kommet til bevisthed. Jeg beroligede ham under hele forløbet. Da han var kommet op i ambulancen havde jeg underligt nok stort overskud til at spørge alle konfirmationsgæsterne, om der var nogle, der havde behov for at snakke om hændelsen. Og så blev datteren til den stakkels mand skubbet frem til mig. Jeg fik beroliget hende og fortalt, hvad der var sket og hvad der nu skulle ske i ambulancen med målinger m.v. Hun var meget ulykkelig, så selv om jeg ikke krammer nogle for tiden, fik hun altså krammer af mig. Manden kom afsted og selskabet gik ind og jeg forlod græsplænen. Mødte tilfældigvis den anden mand, der sad overfor mig under vores førstehjælp, og det viste sig, at han var praktiserende læge.

Endnu engang bliver man lige mindet om, at man skal huske at nyde livet, mens man har det!

Nå ind og løbe agility igen … igen en disk. Måske koncentrationen var røget en smut efter førstehjælpsepisoden.

Jeg må altså skrive, at jeg synes det er en dejlig hal at løbe DM i agility i. Alle kan se noget og alle klapper og hujer. Der var simpelthen en fantastisk stemning og det var nogle meget værdige vindere. Skønt underlag at løbe på (virkelig god ridehusbund), ingen regnvejr – alle har lige betingelser.
Ja, jeg vandt ikke i år, det var 10 år siden jeg vandt med Panik (Pizzas mormor) … men jeg vandt DM i kammeratskab med Serine og Susanne. Vi havde det virkelig virkelig fantastisk.

Da DM var slut og vi fik pakket bilen smuttede jeg lige en tur ned til græsplænen, hvor jeg havde ydet hjælp til den stakkels mand, der var bevistløs. Jeg mødte mandens datter og hun havde været på hospitalet og besøgt sin far. Hun takkede mig mange gange for hjælpen og det var dejligt at se hende glad igen. Så fik jeg ligesom sat punktum på den episode og jeg håber, at de finder ud af, hvad han fejler, så han kan behandles. Det er nok en konfirmation, de ikke lige glemmer.

Det er også et DM jeg ikke glemmer. Jeg er helt høj på oplevelser og godt kammeratskab.

Pizza og jeg til hoopers fredag

Pizza kan dirigeres langt væk igennem hoops og uden om tønder. Hun var en stjernehund.

Jeg ved ikke helt, om jeg kan tillade mig at skrive, at jeg takker DKK, for at stå for sådan et godt arrangement – men det gør jeg altså. Tak DKK og alle de hårdt arbejdende udvalg!

.

.

.

En anderledes sommerferie i år

Endnu et år med corona har afholdt min familie og jeg at rejse udenlands eller lave de vilde udskejelser. Det har dog ikke afholdt os fra at opleve en masse. I år er første gang nogensinde (tror jeg nok), at jeg har afholdt 3 ugers ferie i træk. Det har været virkelig skønt med en længere ferie. Faktisk havde jeg 3 dages ferie de første dage i juli, skulle så lige på arbejde torsdag og fredag og derefter var der 3 ugers ferie.

Nedenfor i dette oplæg er der ikke så megen tekst ud over tekst til alle billederne. God fornøjelse:

• 

  Da ferien lige gik i gang fik jeg besøg af Susanne. Hun havde selvfølgelig Pizzas hvalp (fra februar måned) med. Lopez er jeg medejer af, og hun skal forhåbentlig en gang om nogle år være med til at give Asasaragenerne videre. Her sidder hun sammen med Cocio, mor Pizza og mormor Kizz Me.

• 

  Første lørdag i ferien, nærmere betegnet den 3/7 var jeg til agilitystævne i Høje med Odense. Mit mål med dagen var at Pizza gerne skulle opnå et springcertifikat. Hun fik sørme sit første springcert, da hun blev nr. 2 i et springløb, hvor vinderen i forvejen var springchamp, så certet røg videre til nr. 2. Forrige år var jeg til stævne i samme klub og der løb Pizza et kanon godt agilityløb, og de anmodede om at få min resultatbog, da Pizza havde fået agillitycertifikatet, men der var gået noget galt i beregningen og til præmieoverrækkelsen fik jeg at vide, at jeg ikke fik certet alligevel. … denne gang med springcertet fik jeg faktisk at vide, at jeg ikke havde fået certet, men det istedet for var gået til hunden på 1. pladsen. Der var ikke præmieoverrækkelse samme dag og om aftenen så jeg på resultatlisten (som blev uploadet til facebook), at nr. 1 i forvejen var springchamp og skrev forsigtigt til hende på messenger, om hun var champ. Det var hun og hun ønskede mig til lykke med certifikatet. Jeg kunne ikke deltage i stævnet om søndagen så jeg var mega spændt på, hvordan dagen ville gå, indtil min kollega (som var med til stævnet om søndagen) sendte mig dette foto og ønskede mig til lykke.
  Nu går jagten ind på de sidste 2 certer til Pizza.

• 

  Til samme stævne i Odense kom en af mine hvalpekøbere forbi med en af Pizzas hvalpe fra februarkuldet. Skønne skønne Zsa Zsa. Så dejligt at hvalpekøberne lige kører forbi og siger hej, når vi er i nærheden.

• 

  Jeg deltog ikke i Højmestævnet om søndagen, idet jeg var til 3 dages agilitykursus i Næstved den 5. 6. og 7. juli. Jeg deltog mest med Pizza, men tog også Cocio med til enkelte moduler for ikke at slide Pizza op. Jeg har blogget om agilitykurset for 3 uger siden. Se andet sted på min blog.

• 

  Til kurset valgte jeg at sove i mit telt og sammen med mine 3 hunde. Kunne godt tænke mig en lille bitte campingvogn, hvor man bare lægger jeg på en madras. Men altså dette fine telt er faktisk helt fint og jeg savnede bestemt ikke noget, ej heller da der var regnvejr en times tid den ene dag.

• 

  Jeg var på arbejde den 8. og 9. juli. Den 10. juli startede min 3 ugers ferie så rigtigt, og den startede med, at jeg var rallydommer for DKK. Jeg skulle kun dømme championklassen. Men hvilken klasse! Hold da op nogle gode hunde. En fornøjelse at bruge en feriedag på dette ”fritidsjob”. I baggrunden kan man se hundeførerne gå bane.

• 

  Efter at have dømt rally var jeg senere samme eftermiddag til min 2. covid19-vaccination. Jeg HADER sprøjter og har været bange for kanyler hele livet. Men den her søde nålemand fik mig til at slappe af og faktisk mærkede jeg slet ikke nålen. Jeg endte med at takke ham mange gange og give ham high-five. Jeg havde ingen bivirkninger af 1. vaccine og fik heller ikke af 2. vaccine. Det eneste jeg sådan set fik af bivirkninger var, at jeg ikke kunne tåle plasteret, som jeg fik på lige efter 1. vaccine. Så denne gang fik jeg bare lidt vat på.

• 

  Søndag den 11. juli kørte vi til Sortsø til vores sommerhus. Vi udlejer det normalt via Airbnb, men havde reserveret de 3 uger til os selv laaaang tid i forvejen. Jeg elsker udelivet og sov faktisk de fleste nætter i vores shelter i haven sammen med hundene. Lydene om natten er altså så sjove at lytte til. Den første aften/nat hørte jeg nogle små gryntelyde, noget som jeg ikke har hørt før. Den ene aften fik jeg set, hvad det var. Det var pindsvin, som futtede rundt i haven i mørket. Jeg er glad for, at vi har vores robotplæneklipper til kun at klippe få timer i dagtimerne.

• 

  Meget af tiden i sommerhuset gik med at klippe hæk, ordne ukrudt, slappet af, gået ture og jeg fik trænet hunde i haven. Her går oldemor Kizz Me fri ved fod sammen med oldebarnet Cocio (bemærk de ekstra ben bagved, det er Pizza).

• 

  Min morgentur og aftentur med hundene gik ofte ned forbi molen ved Sortsø Gab for at kigge lidt på vandet. Cocio elsker vand og jeg skal virkelig passe på, at hun ikke bare springer i vandet. Skøre tøs 🙂

• 

  Sidst sommer havde jeg lidt problemer med dikkedikværket og var faktisk en smut til tjek og måling på Nykøbing Falster sygehus. Tror det har noget med indtagelse af slik, brød og usunde ting i løbet af ferien at gøre. Så denne ferie har været lidt anderledes med hensyn til indtagelse af især kager og slik. Dette billede er af min morgenmad, som jeg godt ved indeholder frugtsukker, men ikke noget unaturligt. Helt generelt har jeg haft det sundhedsmæssigt fantastisk denne sommer, så jeg er sikker på, at min sundere tankegang også har haft lidt indvirkning.

• 

  Pyyyha det har været en varm juli måned. Faktisk ser jeg ikke nogen grund til at rejse til udlandet efter varme, når man kan have det så fantastisk i Danmark i juli, som vi har haft i år. Pizza har her leget med vand (hun elsker at lege med vandslange og vandpistol).

• 

  På en af de varmeste dage i juli havde vi planlagt en tur til København. Her er Sørens børn Laurits og Emma med. Vi skulle ind og løse en mordgåde. Det var en opgave, som Søren havde købt i december som mandelgave og den blev så indløst her i juli. Gåden sendte os lidt forskellige steder rundt i København (tæt ved Rundetårn). Det tog 4-5 timer inkl. lang frokostpause at forsøge at løse gåden. Vi gættede på den forkerte morder, ha ha, lidt sjovt. Men havde en fantastisk dag derinde alle 4.

• 

  Den 17. juli havde jeg tilmeldt Cocio en rallyprøve i Vallensbæk, så tidligt lørdag morgen kørte jeg fra Sortsø til Vallensbæk. Faktisk var der tilmeldt 5 Asasarahunde til rallyprøve i begynderklassen. Alle pånær 1 hund bestod klassen, faktisk fik Cocio 100 point og det fik kuldbror Bombay også. Det var en dejlig formiddag blandt mine bedste venner.

• 

  Lørdag den 17/7 til frokosttid ankom min mor til Bjæverskov sammen med min morbror (Mobbe Niels) og min tante Kirsten. Min mor var meget begejstret for at se stedet og se haven og alle de blomster, som hun har set så mange billeder og fotografier af. Min mor har KOL og har lidt svært ved at komme omkring, når der skal ilt og flasker med. Så jeg er min mobbe evigt taknemmelig for at køre hende herover fra Silkeborg og til Bjæverskov for at se mit nye hus og landsted. Jeg kunne desværre ikke diske op med den store frokost, for vi var jo i sommerhus og derfor var der ikke rigtig noget at give dem (jeg kunne ikke nå at handle ind fra rallyprøven og til min mor ankom). Så jeg lavede en lækker smootie til dem. Desværre kunne min far ikke komme med.
  

• 

  I sommerhuset fik jeg lagt et 1000-brikkers puslespil. Det er faktisk utrolig afslappende at lægge puslespil. Dette var mit andet puslespil og jeg er blevet fan af det. I løbet af ferien fik jeg lagt endnu et 1000-brikkers puslespil. Det er sjovt og udfordrende at sortere farver, form og placering inden man rigtigt kan gå igang. Jeg har altid grint lidt af dem, der lægger puslespil, da det virker som tåbeligt tidsfordriv. Men det gør jeg ikke mere. Det er så skønt. Jeg er fan!

• 

  I løbet af sommerferien i Sortsø havde vi besøg af en ejendomsmægler, som vurderede sommerhuset. Vi fik tilsendt en provenuberegning og Søren og jeg gik igang med at tænke over, om det skulle sælges. Jeg har haft lidt på fornemmelsen, at nu hvor vi har fået så skønt et landsted med alt det vi elsker, havde vi så behov for sommerhuset? Vores svar var nej, så vi har besluttet os for at sætte det til salg.

• 

  Jeg tog dette billede af vores sommerhus lige inden vi kørte hjem til Bjæverskov. Selv om vi havde reserveret sommerhuset til os selv i 3 uger, så benyttede vi det kun i 1½ uge. Så vi har foretaget det rette valg af at sætte det til salg.

• 

  En dag stod der pludselig en pakke uden for vores dør i Bjæverskov. Det var til min store overraskelse nogle flotte gin-glas, som Søren havde købt efter jeg havde stået og kigget beundrende på nogle, som vi så på vores tur i København. Her bliver glassene indviet i havestuen i Bjæverskov. Bordet de står på har stået i min mor og fars pejsestue, da de havde en stor villa i Silkeborg. Bordet passer så fint her i havestuen nu. Med den tunge skifferplade, så skubbes det ikke nogle steder, selv om hundene tumler ind i det 😉

• 

  En af dagene havde jeg købt en byvandring til Søren og Susanne og jeg – vi var rundt i Køges gader og fik masser af fortællinger om de gamle huse, torvet, købmændene, kongerne og de stakkels hekse, som der blev brændt massevise af i Køge. Vi havde en herlig aften og fik virkelig udvidet vores køgehorisont.

• 

  Lørdag den 24. juli var vi på restaurant Stacy’s i Køge. Det er en amerikanerrestaurant, der laver formidable burgere, milkshakes mv. I løbet af sommeren har de flere koncerter og vi var heldig at få bord i første række til Elvis On My Mind. Forsangeren Brian fra Tåstrup er skandinaviens bedste elvis-efterligner. Han udførte et formidabelt elvis-show og han sang fantastisk. Hvis du ikke allerede har hørt ham, så se om det er muligt at få plads på Stacy’s i løbet af aug/sep, ham kommer igen!

• 

  I løbet af sommeren springer endnu flere af mine blomster ud i haven. Jeg elsker blomster og da jeg jo ikke ved, hvad den tidligere ejer har plantet er det så spændende at følge med i. Lige nu er min hibiscus ved at springe ud. Åh sådan en busk har jeg altid ønsket mig.

• 

  Her er jeg på gåtur med hundene ved skoven mellem Bjæverskov og Lellinge. Skoven hedder Skovhus Vænge og er virkelig smuk. Hundene nyder sådanne gåture og jeg elsker at komme rundt i naturen. Køge har virkelig en smuk rute 90 (Køge Å stien). Den skal jeg have udforsket noget mere her fremover.

• 

  Hundene smuttede selvfølgelig i vandet ved Skovhus Vænge.

• 

  Den 27/7 var vi en smut i Helsingør. Jeg havde hørt om Helsingør Street food market og sådan så der ud, da vi kom ind i den kæmpe hal. Vi gik rundt og kiggede på de forskellige boder og besluttede os til sidst begge for at købe mad i den indiske bod. Mums siger jeg bare. Det var virkelig dejligt at prøve at smage noget helt anderledes. Og ikke sidste gang vi besøger street food market!

• 

  Den 31/7 var jeg lige en smut til DKK’s og vist nok FCI’s første officielle godkendte hoopers konkurrence, hvor man opnår resultater og point i officielle klasser med henblik på at opnå at blive Dansk Hoopers Champion. Jeg har smugtrænet Pizza i hoopers og de bar frugt. Hun deltog i 4 løb og fik point i 2 af løbene. Jeg glæder mig til hoopers-fremtiden i Danmark!

• 

  Ved vores hus er der også vores egen lille bøgeskov. Jeg har i en del af sommerferien arbejdet på at lave en lille sti gennem skoven og så har jeg iøvrigt også savet en masse brænde og slæbt en masse. En af dagene, hvor jeg savede brænde, blev jeg bidt af en hestebremse (troede jeg) og pludselig var der 4-5 hvepse på mig, … nej det var så ikke hestebremser, men et jordhvepse-bo jeg var kommet i nærheden af. Blev bidt flere steder inden jeg tog flugten. Det hele gik så stærkt.
  2 dage efter kom hvepserydder og fik fjernet ialt 4 hvepsebo (2 af dem i jorden, hvor vi arbejder). Så ingen kær biodiversitet lige der. Men ellers får vores natur lov til at leve og grene blive liggende.
  

• 

  Birkebrænde bliver slæbt og lagt frem. Det skal snart kløves og man siger jo, at det varmer mange gange sådan noget træ. Og det skal jeg godt nok love for, da det er hårdt at bære, stable, save, kløve, lægge på plads m.v. Men jeg nyder det faktisk.
  

• 

  I løbet af sommeren har jeg trænet en del med hundene. En del er måske lidt meget sagt, men 10 min. hver dag med hver hund er det blevet til. Og det kan virkelig ses på især Cocio som rykker helt vild på agilitysiden. Hun bliver en fremragende agilityhund. Jeg har lagt en lille film op på facebook af Cocio og har fået rigtig mange søde kommentarer fra mine venner. TAK!
  

• 

  Jeg elsker naturen, vildet og alle lydene. Vi har mange fulge omkring os her i Bjæverskov. Søren og jeg har ofte siddet ude på terrassen denne sommer og nydt en god kop kaffe eller en øl. Vi har hørt fulgestemmer, som vi aldrig har hørt før, og fundet ud af, at vi har natugler i skoven eller tæt ved. Vi har googlet og youtubet en masse fulgestemmer for at finde ud af, hvilken underlig lyd det var vi hørte, efter mørkets frembrud, men er altså kommet frem til, at det er en natugle. Nu ønsker jeg mig en ugeredekasse til jul 🙂

• 

  Der var så mørkt inde i vores køkken og vores skov havde grene næsten helt ned til jorden flere steder, så der kom slet ikke noget lys ind ude fra markerne. Det skulle være løgn tænkte jeg, og så gik jeg en dag i gang med motorsaven. Det kom der dette smukke lys ud af. Nu kan ve se ud til marken og har samtidig bevaret vores flotte bøgeskovs majestætiske look.
  

• 

  Sommerferien blev afsluttet med en god gang sushi fra vores lokale sushi-pusher i Bjæverskov. Yes, der er en bette sushi-restaurant i Bjæverskov, som faktisk laver udmærket sushi.
  Tak for en skøn ferie Søren. Glæder mig til fremtiden og til at komme på arbejde i morgen.
  
  

Video af Pizzas ene hoopersløb kan ses her:

Tak fordi du læste med så langt.

.

Deltagelse i ZAGcamp 2021

ZAG står for Zealand AGility (Camp), en træningslejr for agilitynørder i 3 dage. Ja, sådan en AGcamp har jeg gamle kone på 51 lige været på. Der var overnatning på pladsen, og selv om jeg bor 40 minutters kørsel væk, så valgte jeg at slå telt op og sove på luftmadras.

Mit store telt med lidt hegn foran skabte rammen for mine 3 hunde og jeg i 3 dage.

Campen startede mandag den 5/7, men allerede dagen før var det muligt at komme og slå telt op eller sætte campingvogn og allerede overnatte fra søndag til mandag.

Søndag valgte jeg at sætte mit lufttelt op (ja, en ægte blondine samler ikke stænger til et telt – det pumpes op!) og vupti, så var mit 5 personers telt fra Decathlon sat op. Jeg hjalp camp-ledelsen med at sætte ringbånd op og ordne lidt småting og derefter kørte jeg hjem og overnattede i Bjæverskov.

Mandag morgen kl. 7.45 var vi i gang. Marianne bød velkommen og fortalte, hvordan hele denne camp var blevet til over en god flaske vin sammen med nogle venner. Fra idé til handling er der ikke langt! Typisk for disse fantastiske 4 – og tak for det! Marianne, Bent, Rune og Christian. Uden jer, ingen camp.

Campen var opdelt i 3 ringe med hver sin instruktør – og foregik over 3 dage. Man havde den samme instruktør formiddag og eftermiddag dag 1, næste instruktør dag 2 og tredje instruktør dag 3.

Det vil sige, man havde den samme instruktør en hel dag og dermed samme instruktørstil. Og man skulle dermed ikke omstille sig ved hele tiden at skifte instruktør alt efter hvilket modul, man var på.

Instruktørerne på campen er nok Danmarks bedste agilityinstruktører: Jane, Jannie og Channie (det lyder så sjovt, når man siger det i den rækkefølge). Hvorfor dog få instruktører fra udlandet til Danmark, når vi har disse 3 boende her i landet?

Jeg havde taget alle 3 hunde med, men gamle Kizz Me måtte desværre kun se på. Hun kan ikke holde til sådan noget mere. Men hun nød at være med og fik masser af opmærksomhed.

Dag 1 var jeg på Jannies bane. Lange baner med god afstand og med en helt speciel stil, hvor vi skulle få hunden til at selektere forhindringerne via verbale kommandoer. Fedt at prøve dette. Formiddag havde jeg Pizza på banen og eftermiddag havde jeg Cocio på banen. Vi løber jo heldigvis ikke hele tiden og der var masser af pauser, hvor vi så de andre deltagere, grinte og klappede.

Pizza giver den gas og springer afsted i fin stil.

Cocio altså! Hvorfor altid så fyr og flamme, når du giver dig i kast med noget! Nå, men det ligger jo i generne at være med fuld power 🙂

Dag 2 var jeg på Channies bane. Jeg startede med at løbe hele banen med Pizza fejlfrit. Derefter brød vi banen op i bidder og forbedrede en masse via andre løsninger end min gammelkonestil. Jeg kender Channie godt, da hun har været min træner gennem de sidste par år. Om eftermiddagen skiftede jeg Pizza ud med Cocio, da jeg syntes Pizza skulle have pause. Cocio giver sig 100% og er virkelig en drøm at løbe med.
Sidst på eftermiddagen efter jeg havde løbet kom der mega regnvejr. Teltet holdt tørt og jeg fik en lille lur – det var tiltrængt.
Om aftenen var der quiz-night, hvor vores hold skulle dyste mod de andre 5 hold. Hold da op, hvor var det sjovt og jeg vil sent glemme, at vi sang højt “pas på den knaldrøde gummibåd”! Alle de andre hold snød, og jeg mener til fulde stadigvæk at vores hold vandt 😉

Pizza træner selvstændig nedgang på balancen, hvor jeg bliver ”låst” bag 2 tunneller.

Cocio på Channies bane. Ja Channie var lige nødt til at sidde foran tunnellen ved dette spring, som stod meget tæt på hinanden.

Dag 3 var jeg på Janes bane. Jeg har været på kursus hos Jane før, så jeg kendte hendes stil og entusiasme. Super fed bane, men svær og fyldt med fælder. Det var lidt svært at finde rundt på banen. Vi grinte og jeg sagde, at hvis man ikke ved, hvor man skal hen, skal man bare tage det mest usandsynlige, og det er sikkert rigtigt 🙂 Det var jo også sidste dag og vi havde haft mange forskellige baner og moduler i hovedet, så det gjorde det jo heller ikke lettere. Jeg lærte også sætningen, at ”hvis man er bange for, at man ikke kan nå det, skal man bare løbe lidt hurtigere” 🙂 Cocio løb ikke på Janes bane, da den var for svær og jeg ville gerne løbe med Pizza, da det lige var noget for hende.

Rune og Delta deltog også. Delta udviklede sig hver dag sammen med Rune. De var en fornøjelse at se på. Delta bliver afkølet i den hundepool, som jeg havde taget med. Der var mange hunde, der var glade for poolen.

Der var skønt solskinsvejr på dag 3, teltet blev tørt og jeg fik det pakket fint sammen igen sidst på dagen – så vi er klar til en ny overnatning.

Selv om jeg er en gammel agilityrotte har jeg godt af at udvikle mig, selv om jeg ikke kan løbe så stærkt, som de unge, slanke sporty agilitymodeller 😉 Jeg lærte ihvertfald meget og vil gerne deltage næste år, såfremt 4-kløveret tør arrangere endnu en camp! Pleeeeeease

Pizzas første spring-cert

2 dage før campen var jeg til agilitystævne i Højme, hvor jeg deltog med Pizza om lørdagen. Lige nu jagter jeg springcerter. Sørme om ikke det lykkedes for os: Pizza fik springcert, idet hun blev nr. 2 i et blændende springløb. Jeg turde ikke håbe på, at hun fik certet, da der ikke var præmieoverrækkelse lørdag (jeg deltog kun lørdag). Først søndag sidst på eftermiddagen fik jeg beviset: Et billede af rossette, bobler, cert og præmiebon’er. Yes, Pizzas første springcert var i hus.

Selv om jeg har dyrket agility i rigtig mange år – faktisk siden 1989, så udvikler sporten sig og det må jeg altså også gøre, for ellers kan man ikke følge med. Sporten forandrer sig, stilen på banerne forandrer sig (skæve vinkler osv), så man bliver nødt til at være up to date. Det føler jeg, at jeg er nu!

Vi seees derude på agilitybanerne!

Arbejde på Bornholm

I Pinsen har jeg været på Bornholm, hvor jeg var på ”arbejde”. Jeg var rallydommer hos DKK kreds 8 hele lørdagen fra kl. 8-16.

Få hundrede meter fra vores feriehus var der helleristninger fra bronzeladeren.

Jeg blev spurgt for mange måneder siden, om jeg kunne dømme rally på Bornholm i Pinsen. Det havde jeg sagt ja til, da det er en rigtig god DKK kreds, som er fantastiske til at arrangere prøver og konkurrencer. Jeg valgte selv at booke overnatning og færgeoverfart via bureauet Team Bornholm. Og det er absolut ikke sidste gang jeg gør det. Ih, hvilken service.

Hver gang jeg er på Bornholm, plejer jeg at finde forskellige steder at bo. Har aldrig boet i Allinge før. Virkelig hyggelig by. Vi boede i Storløkke Feriepark, inde midt i en rækkehusklynge uden udsigt, men det var fint nok og der var alt det i huset, som vi havde behov for og så var der gåafstand til centrum af Allinge.

Det var lidt af et puslespil at komme til Bornholm, da Sverige kræver negativ coronatest max 48 timer gammel. Torsdag aften kl. 21 var jeg i Ringsted for at få taget en quiktest, heldigvis var den negativ. Søren var til coronatest torsdag eftermiddag. Sørens datter og kæreste var også med, og de fik taget coronatest torsdag morgen på gym. Fredag eftermiddag tog vi afsted til Bornholm. Havde hørt, at der skulle være kø ved broen, da toldere skulle se både pas og coronapas, der var heldigvis kun 10 min ventetid, så det overlevede vi.

Vi ankom fredag aften til Allinge, fik os indlogeret i huset og gik ned til vandet/kæmpestranden ved Allinge. En virkelig smuk aften med havblik.

Jeg dømte hele lørdagen. Her er Paul på begynderbanen med Otto.

Lørdag morgen…. tidligt op og være dommer. Der var mange deltagere og 3 ringe i gang samtidig. Helt urtoligt puslespil, som arrangøren havde fået til at gå op med udøvere, som ikke kun havde 1 eller 2 eller 3 hunde med, men også 4 hunde. Alt klappede, selv om jeg havde en hovedpine, der lå og lurrede, men en venlig sjæl gav mig et par treo og jeg kunne nemt dømme eftermiddagens prøver.

Jeg så masser af flot hundearbejde og faktisk så flot, at jeg måtte tage mig selv i at stå og småtude sammen med en hundefører, mens jeg gav kritikken (hun fik velfortjente 100 point med sin hund). Altså hvor kan jeg blive rørstrømsk. Nå, men jeg er jo også bare et menneske.

Lørdag aften var hele familien ude at spise på Nordbornholms Røgeri i Allinge, virkelig dejlig buffet og super godt selskab af mine venner Mette og Søren. Herlig aften! Hov forresten, glemte lige at fortælle, at jeg på vej til restauranten pludselig mødte Mette med Dice og Damon (Pizzas sidste kæreste og deres hvalp Damon) – de kunne sørme godt huske mig – altså vovserne 🙂

Mette og jeg på restaurant

Nordbornholms Røgeri

Søndag tog Søren og jeg ud for at kigge på ”Rokkestenen”. Vi søgte på googlemaps og stor var vores forundring over, at Søren fandt en rokkesten på den sydlige del af Bornholm og jeg en midt på Bornholm. Vi valgte at besøge begge to. Den ene rokkede ikke en millimeter, men den anden kunne vi få til at rokke lidt. Jeg elsker at gå rundt i Bornholms natur, den er bare så meget anderledes i forhold til resten af Danmark.

Den urokkelige rokkesten

Vi fik også lejlighed til at plukke lidt ramsløg, som vi lavede en lækker pastaret med søndag aften. Der er sindsyg megen ramsløg på Bornholm og ved at gå i skoven kan man sagtens dufte det. Jeg tror jeg vil have ramsløg i min egen skov her i Bjæverskov.

Ramsløg over det hele! Det duftede så dejligt.

Mandag var jo 2. Pinsedag og dermed rejsedag. Afsted til Allinge og få lavet en coronatest (ellers kunne vi ikke komme ind i Sverige, når vi skulle videre hjem til Sjælland. Jeg er fan af Copenhagen Medicals måde at lave coronatest på, kun 4 sek med vatpind i hver næsebor! Vi skulle først med færgen kl. 14.30, så der var lige tid til lidt sightseeing. Det blev en smut til Helligdomsklipperne og en dejlig frokost ude ved vandet ved Bornholms Forsvarsmuseum.

Vi nyder udsigten ved Helligdomsklipperne

Endnu en dejlig tur til Bornholm! Kan ikke lade være med at tænke på de stakkels hundeførere, som var til agilitystævne i Ribe lørdag, de regnede væk 🙂 Jeg var på solskinsøen!

Vi ses Bornholm – om ikke engang 1½ uge går turen derover igen. Kan ikke få nok!

Cocios første succes

RBM Asasara Nam Nam Cocio

Cocio har været en atypisk border collie i hendes ungdomsperiode. Hun har været helt anderledes at træne med i forhold til mine andre border collies. Når jeg har skulle træne hende, har jeg skulle finde ud af, hvad hun tændte på af godbidder. Det har ikke været let, men jeg endte med hendes foder blandet op med lækker dåsemad, og så give hende belønning med en te-ske med snasket foder på. Det kunne hun godt lide, det var dog lidt besværligt. Mange gentagelser, har jeg ikke kunne foretage, for hvis øvelserne var for svære for hende eller jeg forlangte lidt for meget, så tjekkede hun ud, og gik over og lagde sig i kurven midt i træningen i stuen. Meget atypisk og ikke noget, som jeg har genkendt fra mine andre border collier. Og øvelserne var ikke svære, det var helt normale tricksøvelser. Men jeg er ikke sådan en person, der bare giver op. Jeg har fundet nogle andre ting at træne med hende, for hun har hele tiden været til fart og glæde, så hoops, tunneler og løbe gennem springstøtter har hun været rigtig glad for.

Træning i haven gav pludselig pote 12 mdr gammel

Jeg har derfor hele tiden tænkt, at hun aldrig bliver nogen rally- eller lydighedshund. Måske den første af mine hunde, der ikke skulle til en rallyprøve. Panik blev rally og super rally champion. Du Der blev rally champion. Kizz Me er rally og super rally champion. Pizza er rally champion. ….. men Cocio syntes, at det var dødkedeligt med rallyøvelser. Så jeg overvejede, at jeg slet ikke skulle lave rally med hende og kun agility og hoopers.

Men en dag for nogle måneder siden tænkte jeg, at jeg skulle se, om hun var ved at være klar i hovedet til at lave lidt rallylydighed. Og det var som om, at hun var en helt anden hund. Modnet sent. Men bedre sent end aldrig. Samtidig har jeg også givet hende tid, Søren og jeg har solgt og købt hus, Pizzas har haft hvalpe, så træning har der heller ikke været så megen tid til. Ja, undskyldninger er der nok af.
Så jeg vovede at tilmelde hende en rallyprøve 1½ måned senere lørdag den 8/5-21.

Jeg bliver nødt til at have mig et konkurrencemål med min træning for at tage mig sammen. Det er egentlig for dårligt af mig, at der skal være et decideret mål, men sådan er jeg nu engang indrettet. Jeg kan dog forstå, at mange andre har det på samme måde. Tilmeld dig en konkurrence med din hund for at få trænet der hjemme. Pinligt.

I mandags fik jeg en besked om, at der var nogle, der var sprunget fra til en aftenrallyprøve i Rødovre den 7/5-21, og jeg havde for en måned siden spurgt om jeg måtte komme på venteliste. Så jeg var heldig, at der var plads til både Kizz Me i senior og Cocio i begynder. Det var dermed Cocios første rallyprøve i fredags.

Jeg har for mange mange år siden været til et arrangement i Rødovre Brugshundeklub, så jeg vidste i forvejen, at klubben lå klods op ad motorvejen. Så det var lidt et sats, når ingen af mine hunde er vant til støj fra mange biler (man bor jo på landet).

Jeg havde mit søde lille popup-telt med. Der er lige nøjagtig plads til 2 hunde en stol og en taske. På min stol kan I se min hynde/sæde, hvor der er genopladelige batterier og dermed varme i sæde og ryg. Uha det var godt i fredags, hvor der ud på aftentimerne blev koldt.

Kizz Me var den første hund på banen fredag eftermiddag. Hun var særdeles FRESH, missede et par øvelser og havde et par ommere, og så var det for mange minuspoint, og dermed fik vi besøg af IB (ikke bestået). Men sikke en glæde og iver hun havde. Ikke til at se, at hun var stævnets ældste hund.

Det blev mørkere og mørkere og da klokken var næsten 21 var der banegennemgang for begynderklassen og Cocio var tredje sidste hund. Det er lang tid siden, at jeg har været så nervøs til en rallyprøve. Uha, for Cocio elsker alle mennesker og hunde, så jeg var nervøs for, at hun ville ud og snakke med alt og alle, når vi var på banen. Der var mange venstredrejninger i klassen og det elsker Cocio. Så vi gik på banen og jeg havde faktisk en god fornemmelse – men også hjertebanken. Cocio gik rigtig fint, jeg skulle dog kæmpe lidt for hendes opmærksomhed i højrevendingerne, da hun kigger ud på tilskuerne, når hun vender rundt, men hun var med mig, og så koster det ikke point rally. Da hun kom i mål var jeg bare så super glad, for jeg var egentlig blot kommet til prøve, for at få en god oplevelse med hende. Men da dommeren fortalte, at hun havde fået 100 point, så blev jeg helt rørstrømsk og måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Og jeg måtte også kæmpe med mig selv for ikke at kramme dommeren … men det gør man bare ikke under corona!

Her er Cocios prøve:

Til slut var der præmieoverraskelse. Der var 3 hunde med 100 point, men Cocio var hurtigst, så hun vandt sørme klassen. Sikke en debut. 100 point til første prøve og opnåelse af titlen RBM samt vinder af klassen. Hun blev 1 år i marts. Jamen dog. Sikke en stjernehund. Og vist nok stævnets yngste hund.

Tusind tak til Hanni Zimmer (ejer af Cocios bror Cuba), som filmede og tog billeder. Det sætter jeg virkelig pris på. Og det var virkelig hyggeligt at snakke med folk igen (det gør man jo næsten ikke her under coronasituationen).

Der var lidt mørkt til præmieoverrækkelsen fredag aften. Heldigvis var der projektører på banen. Vi har alle mundbind på, og jeg har selvfølgelig dannebrog på mit mundbind.

Lørdag morgen, tidligt op, for jeg havde jo tilmeldt Kizz og Cocio til endnu en rallyprøve. Så afsted med os til Kirke Hyllinge.

Kizz Me skulle på banen først og hun gik som en drøm. Virkelig fine momenter og 89 point. Meget tæt på sit første seniorrallycert, kun et par poters flyt afgjorde pointene. Det er godt nok ikke til at se, at Kizz Me er 12½ år gammel. Kizz Mes søn Chat er også i seniorklassen, han er 10 år og han vandt klassen med en fremragende bane.

Chat og Kizz Me, han blev nr. 1 og Kizz nr. 4.

Cocio var igen en af de sidste, der skulle op og jeg var igen nervøs for, om hun syntes, at omgivelserne var mere spændende end jeg. Et par gange kiggede hun ud og logrede til folk (positivt problem), men jeg fik hende med og hun var glad. 95 point og 4. vinder på dagen. Det er da fuldstændig okay og meget godkendt af mig.

Sidst men ikke mindst … Ihhhh, hvor var det skønt at være sammen med mine rallyvenner igen. Især Mette Jensen har jeg savnet samværet med.

Glæder mig til fremtiden med Cocio og flere rallyprøver. Men nu begynder agilitystævnerne med Pizza og de har førsteprioritet, men kan nok klemme en rallyprøve ind i ny og næ 😉

Vi ses derude, nu lukker Danmark op!

Er corona snart forbi?

Nu er det forår, men vejret synes ikke helt at mene det samme. I dag på min eftermiddagsgåtur blev der ret mørkt i horisonten, så gåturen blev afkortet lidt.

Efter lidt sol og kig til de mørke skyer kom jeg hjem i sikkerhed. Lidt efter skal jeg godt nok love, at sluserne åbnede sig. Det er lang tid siden, at det har haglet så meget og så lang tid i træk, og kuglerne var også noget større end de plejer. Pludselig lød et ordentligt brag af et tordenskrald. Ja, så er april jo ligesom i gang!

Mens nogle lande har 3. bølge af corona er Danmark på vej mod genåbning – mod at man i et pas viser negative tests, færdige vacciner eller har haft corona på et tidspunkt. Genial ide, især hvis man husker at få udvidet testcentrene med en masse ledige tider og kapacitet. Nå, men det skal jo nok gå alt sammen. Danmark er ihvertfald på rette kurs – og alle har behov for noget at se frem til efter et år i en eller anden form for lukketilstand.

Rallyprøver bliver der flere af nu hvor man må være 50 personer til en prøve i stedet for 5 eller 10 personer. Jeg var dommer forrige søndag og det gik rigtig fin på bedste corona-sikkerheds-vis. Jeg savnede dog at kunne give hånd til de dygtige ekvipager, som fx får et cert eller en titel. Det er altid noget særligt for de hundeførere, som opnår et mål med træningen.

Cocio var en fantastisk legetante for Pizzas hvalpe.

Apropos mål … jeg har svært ved at tage mig sammen til at træne intensivt uden at have et mål. Derfor har jeg tilmeldt både Kizz Me (seniorklasse) og tadaaaa Cocio!!! i en begynderklasse til en prøve i maj. Så nu går træningen for alvor i gang, især med Cocio. Hendes træning har været stort set stillestående siden december, da vi har brugt tid på at få pakket hus ned i Toksværd, i januar har vi renoveret hus i Bjæverskov og februar/marts har jeg brugt tiden på at være opdrætter med Pizzas OMG-kuld (det kræver altså en del at være opdrætter til et kuld border collie hvalpe, når man ikke går på kompromis med hvalpenes opvækst).

Cocio har haft godt af at modne, for hun er nu meget bedre til at sætte sig ind på plads, blive i pladsposition og bakke lige, når jeg bakker. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at Cocio skulle lave lydighed, da hun ikke viste den store interesse for det i hendes første mange måneder – hun ville hellere ud og løbe stærkt, men nu er hun vågnet fra sin tornerosesøvn.

Agilitymæssigt ser jeg frem til på torsdag, hvor jeg skal til træning i Næstved. Ååhhhhh hvor jeg savner klubånden i denne klub. Coronas forsamlingsforbud på 10 og 5 personer har sat mange klubber skatmat med hensyn til planlægning af undervisning. Dog har DcH Næstved formået at have små bitte hold, bobler, afstande og særlig opsætningsplanlægning. Virkelig effektiv klub/trænere. Tak til Bent og Marianne, som har fået det hele til at fungere.

Min planlægning af agilitykonkurrencerne er også i gang og første overnatning ved Ribe booket. Det bliver da spændende at se, hvordan jeg kan nå at få point nok til DM, med de få stævner, der er, som jeg kan deltage i. Og om nogle af stævnerne faktisk bliver aflyst pga. at forsamlingsforbudene ikke bliver hævet, det bliver lige nervepirrende nok. Agilityudvalget har noget sit at se til med ændring af regler, konkurrencer der aflyses og nye små dukker op. Må vente spændt og se tiden an.

Nu hvor hvalpene jo er rejst, så er det tid til at se frem til et nyt kuld. Et pipfulglekuld! Jeg har jo en redekasse ved vores sommerhus i Sortsø. Her kan jeg se, at en gråspurv i år har tænkt sig at måske bygge rede. Sidste år endte jo lidt makabert med, at en musvit nærmest fortærede over halvdelen af sine unger – men jeg havde googlet mig frem til, at det var der også andre der oplevede med musvitter.

Det var nok for denne gang. Jeg håber, at når jeg næste gang skriver et blogindlæg, så er jeg måske både testet negativ et par gange og har måske ovenikøbet fået første vaccine mod corona.