Min sidste gerning som rallydommer

I august meddelte jeg rallyudvalget, at jeg ønskede at stoppe som dommer ved årets udgang.

Her i weekenden havde jeg min sidste gerning som rallydommer. Det foregik på Bornholm, hvor jeg havde fornøjelsen af at dømme 5 klasser både lørdag og søndag. Der var mange dygtige ekvipager tilmeldt og ganske få hunde fik besøg af IB i ringen (Ikke Bestået).

Jeg har i mine første mange år elsket at være dommer, lave spændende baner til rallyfolket samt dømme hunde og hundeførere. Men lysten har aftaget med tiden og det er der flere årsager til. Jeg har givet min begrundelse til rallyudvalget.

Men jeg vil gerne fortælle, at jeg har sat en ære i at være dommer og ser positivt tilbage på alle de timer, som jeg har brugt i dommerfaget både ude til prøver, men også her hjemme med design af baner, sortering af skilte og læse op på reglement og øvelsesbeskrivelser. Jeg har lært rigtig meget af det og har nydt at dømme de dygtige og glade hundeførere, som har været pragtfulde at se på.

Søndagens baner var tegnet som et hjerte, min kærlighed til sporten

Lørdag aften var jeg ude at spise med Mette Jensen i Gudhjem. Vi fik rigtig dejlig mad og en god, lokal øl.

Der var samlet ind til mig. Hold da op, hvor blev jeg overrasket over de flotte gaver.

Tak til DKK for den flotte buket, vaske og fine ord

Se lige det flotte kort, som på forsiden havde malet en rallyprøve med en glad dommer

Her går hundeførere banegennemgang på championbanen

Wooooooow, se lige hvad rallyfolket havde samlet ind til mig. Jeg er fuldstændig blæst bagover af glæde og blev også mega rørt, da gaven blev overrakt. Tusind tak alle sammen. Det betyder virkelig meget for mig.

Lige inden en af præmieoverrækkelserne søndag på Bornholm blev jeg kaldt op og der blev overrakt en gave til mig, som rallyfolket havde samlet ind til. Jeg blev meget glad og rørt over det flotte gavekort som alle de søde hundeførere og dommere, havde været med til at samle ind til mig. Tusind tak alle sammen, det betyder virkelig meget for mig.

Sjovt nok, så var kortet afbilledet med et stort hjerte på forsiden, akkurat som min banetegning søndag. Det var da noget af et sammentræf.

Jeg vil da savne noget af dommergerningen, men også glæde mig til at få mere tid til mine egne hunde.

Jeg glæder mig til at fortsætte som rallyudøver og ikke skulle tænke så meget over point og fradrag. Jeg elsker sporten og elsker faktisk også den udvikling rallysporten har været i, og synes at fremtiden for sporten er spændende.

Jeg vil nu læne mig tilbage, hygge mig med træning og foretage tilmeldinger til de prøver, som ikke er overtegnet … for nu skal jeg ikke tænke over, hvilke prøver jeg kan tilmelde mig som udøver til DM-udtag uden at jeg selv er dommer.

Vi ses derude.

.

.

.

At være rallydommer

Jeg har flere gange overvejet at skrive et blogindlæg om det at være rallydommer. Og nu gør jeg det! Jeg vil beskrive, hvordan det er at være dommer og hvor megen tid, man bruger på fx en rallyprøve og gennem hele året.

Forberedelse til næste dommergerning

Træning med Cocio

Når en klub/kreds/forening skriver til mig for at spørge, om jeg kan dømme en lørdag om et år, så tjekker jeg min kalender med det samme. Jeg har faktisk en ret tætpakket kalender. Jeg også gerne vil have tid til at gå til prøver og konkurrencer med mine egne hunde samt selvfølgelig have nogle friweekender med familien. Når jeg bliver spurgt, om jeg vil være rallydommer, så kender jeg nogle gange ikke kalenderen for agilitystævner så lang tid i forvejen, og så kan jeg have sagt ja til en rallydommergerning, og det kan bevirke, at jeg ikke kan deltage i fx en DM-udtagelse til et agilitystævne. But thats life.
Det er vigtigt for mig stadig at gå til rallyprøver med mine egne hunde, så jeg ikke bliver tabt i forhold til sporten når jeg skal dømme. Kizz Me og Cocio skal til 3 rallyprøver hver i december måned, Cocio i øvet klasse og Kizz Me i senior.

Banetegninger

Når jeg skal ud og dømme, så tegner jeg dagens baner ca. 1 måned i forvejen. Der går typisk 2-3 timer med at tegne en dags rallybaner. Der skal laves baner til 5 klasser: Begynder, øvet, ekspert, senior og champion. Da der er mange regler for, hvilke skilte man må have med i hver klasse, og regler for antal stationære skilte, højrehandlede skilte, m.v. så kan jeg sagtens have tegnet en bane og synes den er god. Derefter går jeg hele banetegningen igennem ud fra reglementet, tjekker om alt er overholdt, og nogle gange finder jeg fejl. Fx et skilt for meget, eller et for lidt, eller et skilt, der faktisk vender forkert (man går i forkert retning). Jeg eftertjekker en bane mange gange og laver flere rettelser inden jeg er tilfreds. Så nogle gange kan 3 timer faktisk være i underkanten, da jeg elsker at lave gode baner, som hundeførerne roser mig for 🙂 Jeg hader selv at gå kedelige baner, så jeg går op i, at banerne ikke bliver triste.

Når man tegner baner er der en masse skilte at vælge imellem, der skal sættes numre på og banen skal have et godt flow. Derudover er der en del regler for antallet af de forskellige skilte i hver klasse. Her er vist en færdigtegnet ekspertbane inden den laves om til et færdigt print, der kan udleveres.

Dagen før en prøve

Dagen før en prøve, så printer jeg mine banetegninger i 2 eksemplarer. Et sæt til at sætte op ved banen og et sæt til mig selv. På mine egne banetegninger markerer jeg, hvilke ændringer, der er fra bane til bane, da jeg ofte benytter nogenlunde samme forløb på banen fra fx begynder til øvet, så der ikke skal bruges så megen tid på at flytte skilteholdere på selve dagen.
Og dagen før, så pakker jeg alle mine skilte, så de sættes i rækkefølge efter mine banetegninger. Det går der en halv times tid med.

Regler ændres

Hvert år bliver der godkendt nyt reglement … nogle år kan der være foretaget mange ændringer og andre år ganske få rettelser. Som dommer skal man have tungen lige i munden, når man dømmer, da man hurtigt skal kunne huske, om fx tæven skal have løbetidsbukser på indenfor (i sportshaller) eller udenfor på græs eller om hunden må have både halsbånd eller sele på. Eller om en hundefører må klappe i hænderne – det må de gerne nu, men for et par år siden kostede det dyrt i point. Der er også kommet nye muligheder for titler som guld, sølv og bronze, og jeg har stadig selv svært ved at forstå dem. Men man kan jo også sige, at det vigtige for dommeren er at give point til hunde- og førerarbejdet. Dog spørger dommersekretærer og arrangører ofte dommeren om, hvilke pinde og præmier de skal give, og så skal man som dommer jo huske hele reglementet.

Her er jeg rallydommer til DM for et par år siden. Der var selvfølgelig solskin på Bornholm.

De mange typer fradrag

På DKK’s hjemmeside er der under rally et link til en pdf-fil. Det er oprindeligt et kæmpe excelark, hvor alle typer fejl er angivet og hvad diverse fejl koster i hver enkelt rallyøvelse. Det er både godt og skidt at have sådan en oversigt. Jeg kan godt se det smarte i, at den er der, da det skal være gennemskueligt for hundeførerne at se, hvad der kan trækkes for. Men det forventes så også, at vi dommere skal kunne huske samtlige fejl i hovedet, da hundeførerne ellers ”vil komme efter os”. Filen ligger her: https://www.dkk.dk/uploads/documents/Aktiviteter/Rally/2021-Rally-Pointvejledning-DKK.pdf
Når man som menig hundefører ser, hvor meget en dommer skal huske i hovedet, så håber jeg, at de tænker over, at dommerne skal træffe en hurtig beslutning og kunne vurdere ud fra et splitsekund, hvad der er set og sket, og hvad der skal trækkes for. Det er altså ikke altid nemt.

Man skal nå at se det ... og nå at notere det (alt kan ske derimellem)

Når man som dommer står og dømmer en ekvipage, og der sker en lille fejl, som skal noteres på A4-papiret, så skal øjnene hurtigt falde på papiret og en kuglepen skal notere en lille bitte streg på ½ cm i det rigtige felt. Men idet øjnene et splitsekund forlader hundeføreren, for at notere en streg på papiret, så kan der ske noget nyt ude på banen. Hunde kan lave en twist i mellemtiden, en hundefører kan bevist røre hunden, en hund kan hoppe op og bide i førers ærme eller alt muligt andet … Altså alt kan ske – og en dommer har ikke mulighed for at se det hele. Ikke før der en dag bliver indført, at der skal være sekretær med til at notere fejl, som bliver dikteret under banens udførelse.

Jeg er meget koncentreret, når jeg dømmer. Og man kan godt være øm i skuldre, når man har stået med en blok i hånden hele dagen.

Et dommerskøn kan variere

Nogle gange kan det være svært at vurdere, om en hund er over eller under 45 grader i vinkel – altså når den sidder eller går skævt i forhold til sin fører. Eller hvor meget stopper en fører op i en øvelse, der skal udføres under gang. Nogle hundeførere har pludselig en underlig gangart/sidesteps, og hvordan skal man trække for det, når man står i en vinkel i forhold til hundeføreren, hvor det er svært at vurdere. Det er et dommerskøn og nogle gange er det altså virkelig virkelig svært at vurdere, om en hundefører udfører en øvelse fuldstændig korrekt eller om der skete noget ukorrekt. Et naturligt flow for nogle kan være unaturligt for andre, og vi dommere er jo ikke ens, og elsker ikke at se det samme på banen. Vi forsøger dog at være ens i vores bedømmelser og at ensrette vores syn på sporten.

Rallydommermøde hvert år

Hvert år samles alle rallydommerne til et møde en hel dag. Her diskuterer vi øvelser, bedømmelser og andre ting, som har indflydelse på de point, som vi afgiver. Næste gang vi samles er i januar. Det er et helt uvurderligt møde vi har. Uden det møde, ville vi dommere stikke af i hver vores retning 😉

Tidtagning

For et par år siden blev det muligt for dommerne selv at tage tid på de hundeførere, der var på banen. Til at starte med, så brød jeg mig ikke om det, da jeg var bange for at glemme at stoppe tiden, når en hundefører kom i mål. Så jeg bad altid om, at arrangøren havde en tidtager med til en rallyprøve. Med tiden har jeg dog overvundet min glemselsfrygt 😉 og nu tager jeg selv tid på hundeførerene. Det går rigtig godt, og man får hurtigt noteret tid ned, og får ikke oplyst noget forkert. Når arrangørerne har en ekstern tidtager med, så skal man som dommer altid sikre sig, inden hundeføreren går i gang, at tidtageren er klar, og når hundeføreren kommer i mål, skal man hen til tidtagere for at notere tiden. På en hel dag med 45 ekvipager kan der altså godt være en del tid at spare på selv at tage tid med stopuret.

Under selve rallyprøven 

Når man som dommer står og dømmer og efterfølgende skal give kritik til en hundefører, så kan man mærke, at andre lytter med – det har jeg det helt fint med. Man kan faktisk også høre, når nogle hundeførere efterfølgende brokker sig over nogle fratræk, som de ikke følte, at være berettiget til. Jeg prøver at undgå at lade mig påvirke af brokkeriet, men nogle gange kan det ikke undgås, at man bliver lidt ked af det. Jeg er faktisk også et menneske med følelser, også selv om jeg er dommer 😉 Med tiden er jeg dog blevet bedre til at ignorere det.
Under en prøve, er der mange, der “dømmer med”. Det gør jeg også selv, når jeg ser ekvipager gå på en bane og jeg bare er almindelig tilskuer. Det er nok meget naturligt for rigtig mange. Man vil jo gerne prøve at sammenligne sine egne bedømmelser med andres.

Seniorbane gav lige en ekstra halv-hel time ekstra som dommer pr. dommerdag

For nogle år siden blev der indført en seniorklasse. Til at starte med, så hadede jeg den klasse. For hvis en hund var så gammel og slidt, at den ikke kunne holde til at gå en rallybane, uden at alle sit-øvelserne var taget ud, så skulle den ikke længere gå til en rallyprøve. Men jeg må sige, at min holdning har ændret sig fuldstændig! I dag ELSKER jeg den klasse, for jeg elsker at se de gamle hunde live op og se begejstret ud, når de går en bane med deres fører. Faktisk så hellere gå en skånsom rallybane for de gamle hunde, end at hunden slet ikke bliver trænet og dermed sygner hen.
Det skal dog siges, at da seniorklassen blev indført, så bevirkede det, at dommerne pludselig skulle tegne en ekstra bane. Og til prøverne så skal der opsættes en ekstra bane, være en ekstra banegennemgang og en ekstra præmieoverrækkelse. Dette tager ca. en time mere end førhen … og vi får stadig det samme i honorar.
Nå pyt, det går jo nok, bare de gamle har det sjovt.

Kizz Me min seniorhund på næsten 13 år nyder stadig at blive trænet.

Man står op i mange timer fra 8-15 

Som rallydommer møder man mindst en time før en rallyprøve for at sætte skilte på banen og være godt forberedt. Nogle gange kan man være udsat for, at dommerteltet er sat op lige der, hvor man havde tænkt sig, at startskiltet skulle være, og så må man i et snuptag enten flytte lidt rundt på skilte eller dreje banen. Det er også vigtigt at møde tidligt og have en god dialog og kommunikation med dommersekretæren. Hold da op, hvor er det vigtigt med en god kemi med dommersekretæren. Der skal helst være en god stemning i teltet, da vi jo skal være sammen en hel dag.
Og nu hvor jeg skriver en hel dag … ofte varer en prøve fra kl. 8-15 og man har stået op hele dagen og kun haft få pauser. Hvis man både skal sætte baner op, lave banegennemgange og derefter dømme, så er det faktisk rart, hvis man ikke også skulle lave præmieoverrækkelsen. Lige der, kunne jeg godt tænke mig et lille dommerbreak. Men på den anden side, så vil jeg også meget gerne ønske de dygtige hundeførere til lykke med fx opnået titel eller championat. Når dagen er omme er man virkelig træt og har ømme stænger.
Jeg dømmer også helst kun i godt vejr. Jeg er virkelig ikke til regnvejrskonkurrencer, men desværre er jeg jo ikke herre over vejret. Men i alle de år, jeg har dømt, har jeg kun haft brug for min overdækkede dommerpapirsmappe 2 gange.

Dommergaver - en kotume

Så er der også lige en sjov tradition til rallyprøverne. Dommeren får jo et fast honorar (et par hundrede kroner) og kørselsudgifter. Derudover er det en tradition, at dommeren også får en lille gave af arrangørerne. Nogle af arrangørerne gør sig meget umage med at finde gaver. Sjovt nok så mindes jeg en gave fra Bornholm, hvor jeg fik lakridskugler med chokoladeovertræk og specialøl. Tænk sig, de researchede på mig og ”mine lyster” 🙂 Og der er også en anden DKK kreds, som har udvalgt en særlig hvidvin i gave til mig.

Hvor har rallysporten bevæget sig hen?

Da jeg startede med at gå rally, var der ikke så mange skilte og det blev faktisk ret hurtigt kedeligt at blive hængende i en klasse. Sporten har udviklet sig med lynets hast og nye skilte er blevet udviklet og højrehandling er blevet en del af hele konceptet allerede fra begynderklassen, da hundene skal kunne gå en lineføring på højre side mellem 2 skilte. Skønt at hunde ikke kun skal gå på venstre side (de må da få nakkeskade), men også gå på højre side. Som dommer er det også rart at have nogle skilte at vælge imellem, når der tegnes baner, så det ikke bliver så ensformigt. Nu er der virkelig en masse skilte og min blondinehjerne er ved at være fyldt op 😉

Jeg har lige dømt årets hund

Sidste weekend var jeg rallydommer til finalen i årets hund sammen med min dommerkollega Anette Dalgaard. Hold da op, jeg nød hvert sekund som dommer. Der var virkelig flot fører- og hundearbejde og samtidig fantastisk stemning på dommerfronten og i hallen. Man kunne mærke suset, når en hundefører lavede en flot bane eller hvis en hund begejstret lavede et hop.

Konklusion

Dette blogindlæg er egentlig skrevet for at tydeliggøre overfor de hundeførere, der går til rallyprøver, hvor megen tid og resurser en rallydommer bruger på hver enkelt prøve.

Jeg elsker at være dommer og jeg elsker at få ros for mine baner. Jeg elsker at bruge min sparsomme fritid på at tegne baner, gennemgå skilte og reglementer og prøver at gøre det så godt som muligt, når jeg skal bedømme folk og deres hunde. Det er ikke let at gøre alle tilfredse, men jeg gør virkelig mit bedste og forsøger at være ens i mine bedømmelser og give de point, som folk fortjener. Jeg ønsker ikke at gøre forskel på hverken unge eller gamle, nye eller erfarne, store hunde eller små hunde. Men jeg ønsker at give de dygtige hunde de højeste point på dagen. Som dommer ser man ikke alt (man kan stå i en dum vinkel i forhold til andre på sidelinjen) eller man kan være et splitsekund uopmærksom på føreren, fordi man skal sætte en streg på papiret. Nogle gange er der en fordel for hundeføreren og andre gange, så ser jeg alt 😉 Håber, at I bærer over med mig trods alt 🙂

Vi ses derude!

Arbejde på Bornholm

I Pinsen har jeg været på Bornholm, hvor jeg var på ”arbejde”. Jeg var rallydommer hos DKK kreds 8 hele lørdagen fra kl. 8-16.

Få hundrede meter fra vores feriehus var der helleristninger fra bronzeladeren.

Jeg blev spurgt for mange måneder siden, om jeg kunne dømme rally på Bornholm i Pinsen. Det havde jeg sagt ja til, da det er en rigtig god DKK kreds, som er fantastiske til at arrangere prøver og konkurrencer. Jeg valgte selv at booke overnatning og færgeoverfart via bureauet Team Bornholm. Og det er absolut ikke sidste gang jeg gør det. Ih, hvilken service.

Hver gang jeg er på Bornholm, plejer jeg at finde forskellige steder at bo. Har aldrig boet i Allinge før. Virkelig hyggelig by. Vi boede i Storløkke Feriepark, inde midt i en rækkehusklynge uden udsigt, men det var fint nok og der var alt det i huset, som vi havde behov for og så var der gåafstand til centrum af Allinge.

Det var lidt af et puslespil at komme til Bornholm, da Sverige kræver negativ coronatest max 48 timer gammel. Torsdag aften kl. 21 var jeg i Ringsted for at få taget en quiktest, heldigvis var den negativ. Søren var til coronatest torsdag eftermiddag. Sørens datter og kæreste var også med, og de fik taget coronatest torsdag morgen på gym. Fredag eftermiddag tog vi afsted til Bornholm. Havde hørt, at der skulle være kø ved broen, da toldere skulle se både pas og coronapas, der var heldigvis kun 10 min ventetid, så det overlevede vi.

Vi ankom fredag aften til Allinge, fik os indlogeret i huset og gik ned til vandet/kæmpestranden ved Allinge. En virkelig smuk aften med havblik.

Jeg dømte hele lørdagen. Her er Paul på begynderbanen med Otto.

Lørdag morgen…. tidligt op og være dommer. Der var mange deltagere og 3 ringe i gang samtidig. Helt urtoligt puslespil, som arrangøren havde fået til at gå op med udøvere, som ikke kun havde 1 eller 2 eller 3 hunde med, men også 4 hunde. Alt klappede, selv om jeg havde en hovedpine, der lå og lurrede, men en venlig sjæl gav mig et par treo og jeg kunne nemt dømme eftermiddagens prøver.

Jeg så masser af flot hundearbejde og faktisk så flot, at jeg måtte tage mig selv i at stå og småtude sammen med en hundefører, mens jeg gav kritikken (hun fik velfortjente 100 point med sin hund). Altså hvor kan jeg blive rørstrømsk. Nå, men jeg er jo også bare et menneske.

Lørdag aften var hele familien ude at spise på Nordbornholms Røgeri i Allinge, virkelig dejlig buffet og super godt selskab af mine venner Mette og Søren. Herlig aften! Hov forresten, glemte lige at fortælle, at jeg på vej til restauranten pludselig mødte Mette med Dice og Damon (Pizzas sidste kæreste og deres hvalp Damon) – de kunne sørme godt huske mig – altså vovserne 🙂

Mette og jeg på restaurant

Nordbornholms Røgeri

Søndag tog Søren og jeg ud for at kigge på ”Rokkestenen”. Vi søgte på googlemaps og stor var vores forundring over, at Søren fandt en rokkesten på den sydlige del af Bornholm og jeg en midt på Bornholm. Vi valgte at besøge begge to. Den ene rokkede ikke en millimeter, men den anden kunne vi få til at rokke lidt. Jeg elsker at gå rundt i Bornholms natur, den er bare så meget anderledes i forhold til resten af Danmark.

Den urokkelige rokkesten

Vi fik også lejlighed til at plukke lidt ramsløg, som vi lavede en lækker pastaret med søndag aften. Der er sindsyg megen ramsløg på Bornholm og ved at gå i skoven kan man sagtens dufte det. Jeg tror jeg vil have ramsløg i min egen skov her i Bjæverskov.

Ramsløg over det hele! Det duftede så dejligt.

Mandag var jo 2. Pinsedag og dermed rejsedag. Afsted til Allinge og få lavet en coronatest (ellers kunne vi ikke komme ind i Sverige, når vi skulle videre hjem til Sjælland. Jeg er fan af Copenhagen Medicals måde at lave coronatest på, kun 4 sek med vatpind i hver næsebor! Vi skulle først med færgen kl. 14.30, så der var lige tid til lidt sightseeing. Det blev en smut til Helligdomsklipperne og en dejlig frokost ude ved vandet ved Bornholms Forsvarsmuseum.

Vi nyder udsigten ved Helligdomsklipperne

Endnu en dejlig tur til Bornholm! Kan ikke lade være med at tænke på de stakkels hundeførere, som var til agilitystævne i Ribe lørdag, de regnede væk 🙂 Jeg var på solskinsøen!

Vi ses Bornholm – om ikke engang 1½ uge går turen derover igen. Kan ikke få nok!

En fornøjelse, at være rallydommer

Jeg har været i Ølstykke i dag for at dømme hos DKK kreds 1. Kredsen havde oprindeligt kun inviteret en dommer til at dømme de 4 klasser, men da tilmeldingerne blev ved med at strømme ind fik jeg en forespørgsel for en måneds tid siden, om jeg kunne dømme to af klasserne. Der var ikke noget i kalenderen, så jeg svarede naturligvis ja, til at dømme.

Der blev rigtig hygget om dommere og ringpersonale hos kreds 1. Først var der dejlig morgenmad og efter prøven var der frokost med flot smørrebrød.

Jeg havde fået stillet to ringsekretærer til rådighed, og det forløb simpelthen så godt. Søde, venlige og dygtige damer. Det er vigtigt, at man går godt i spænd med personalet. Jeg kan desværre ikke huske, hvad de hed, da jeg er dårlig til at huske navne (men spørg mig om hundestamtavler!!!). 

Til agility ser man oftest kun border collie i stor klasse. Det er faktisk lidt kedeligt efterhånden, at man skal have en border, for at kunne klare sig. I rally derimod, ser man alle mulige forskellige racer, og det er virkelig fornøjeligt at både se og høre dem. For nogle hunde, har sådan nogle hyggelige tilfredshedslyde, når de går rally. 

Begynderbanen:

Jeg havde tegnet en bane, hvor der var langt mellem skiltene, så der var et godt flow for hundene og førerne. Der var en del, som ikke fik øvelsen twist (hunden drejer rundt om sin egen akse), da hundeførerne stod helt stille, mens de udførte den. Øvelsen foregår under gang. To hunde imponerede mig meget i denne klasse. Det var selve vinderen, som var en hvid kongepudel, åh sikke en smuk kontakt. Hunden vandt med 100 point og gav mig kuldegysninger. Den anden, som viste virkelig fine udførte øvelser, var pigen i juniorklassen. Hun fik også 100 point, med en australian shepherd. 

  

 Ekspertklassen:

Ekspertklassen var en udvidelse af begynderbanen, hvor en del af skiltene var skiftet ud med skilte fra øvedeklassen og ekspertklassen. Jeg syntes ikke, at det var en særlig svær bane, men alligevel var der nogle stykker, som mistede en øvelse eller point hist og her. Ingen af hundene blev IB’et, så det var jo dejligt. Til gengæld lå de fleste vist nok mellem 85-91 point. Altså lige bortset fra vinderen, som fik 100. Det var en golden retriever, som ikke gik så hurtigt, men den udførte øvelserne i fuldstændig jævnt tempo og var en fornøjelse at se på. 

  

 Jeg var inviteret af DKK til at dømme deres store jubilæumsarrangement den 30. april og 1. maj. Jeg sagde ja til invitationen på betingelse af, at hvis jeg skulle have hvalpe den weekend, ville jeg være nødt til at melde afbud.  Så ville skæbnen jo, at min tæve har ramt fuldstændig plet med disse to dage, så jeg har måtte melde afbud som dommer. Næste gang jeg skal dømme er hos Hillerød Hundevenner i juni. Glæder mig allerede!

Tak til alle dem, der sagde til lykke med Søren og jeg. Herligt, at den anden dommer Pia havde sat et flag ind som en af fristelserne i 8-tallet. Og tak Yvonna for buketten. 

Og tak til dem, som har spurgt om mit helbred i forbindelse med stressproblemerne. Jeg har det rigtig godt efter jeg har haft en del snakke med mine chefer på arbejdet og kvittet posten som bestyrelssformand i border collie klubben. Desuden har jeg valgt at sætte dkk lydighedsprøver på standby med Pizza og så kun lave agility med hende i øjeblikket. Det giver mig rigtig god energi. 

Blogindlægget her er skrevet på iPad ude på terrassen, hvor solen skinner så dejligt. Græsset trænger til at blive slået, men det kan jeg jo altid gøre 😜

Fed søndag!