Succes i hoopers – ny titel: HOBM

DKRLCH DKAGCH LP1 LP2 HOBM Asasara Jam Jam Pizza

Da jeg startede med at dyrke hoopers, så var det hovedsageligt fordi, at jeg var nysgerrig på den nye hundesport, som var kommet til Danmark. Samtidig kunne den også udvide min horisont på verbale kommandoer, der kan være gavnligt i agility. Jeg glemmer aldrig Pizzas sidste agilitycertifikat, som hun fik på Bornholm. Det var en bane, hvor man blev “låst” på den ene side af en balance, hvor hunden selvstændigt skulle udføre noget på den anden side (en tunnel lå under balancen). Jeg benyttede mine hoopers-erfaringer og kunne fjerndirigere Pizza så fint.

Der har ikke været så mange hooperskonkurrencer i Danmark endnu, men tror på, at det kommer med tiden, når flere klubber har prøvet at afholde uofficielle konkurrencer, at de får smag for det og laver dem “rigtigt”.

Vallensbæk Agility Sport og Hoopers har her i Pinsen afholdt hooperskonkurrence. Det er en klub, som har stor erfaring i at afholde konkurrence og har et godt sammenhold. Som udøver føles det altid som om, at klubben kører snorlige. Der er en behagelig stemning.

Jeg havde i forvejen 100 hooperspoint i resultatbogen. Man skal have 200 point for at rykke op i øvet klasse. Pizza startede ud med at vinde første løb og vi var eneste ekvipage, hvor fører kunne blive i feltet 🙂 Fed følelse, så var man ligesom igang. 30 point i resultatbogen. Andet løb 35 point. Tredje løb … her stod baljen med hundesnor langt ude til højre og Pizza drønede forbi sidste hoop, men kom rundt og igennem det, dog gav det ingen point. Tredje løb igen fejlfrit og jeg blev bag DUL-linjerne, så det gav 35 point.

Se løbene her:

Efter de 4 løb stod er så 100 opnåede point i resultatbogen og dermed 200 ialt. Pizza har dermed fået titlen HOOPERS BEGYNDER MESTER.

Pizza endte faktisk også med at blive stævnets bedste store hund den dag. Tusind tak til VAS for de fine gaver.

Jeg fortsætter ikke i begynderklassen. Nu skal vi sørme udfordres og næste gang, hvor jeg har mulighed for at deltage i konkurrence, så bliver det i øvet klassen.

De første par hoopersløb i juli 2021 kan jeg se, at jeg “kun” fik 10 point i bogen. Det betyder, at Pizza kunne løbe fejlfrit, men jeg har bevæget mig uden for dirigeringsfeltet for at hjælpe Pizza rundt. Her på det seneste har jeg tænkt, det skal altså være løgn. Jeg vil IKKE uden for det felt. Så må det altså koste nogle point og løb, for det gavner jo ikke på den lange bane, når Pizza kommer i øvet klasse, at jeg stiller mig uden for feltet for at hjælpe hende. Der skal hun altså kunne tage hoops og tønder korrekt, og så må jeg bare kunne træne mere og lære hende turns og tight turns korrekt på verbale kommandoer.

Vi ses derude!

.

.

.

Advertisement