Våd weekend i Albertslund – holdet vandt igen!

Kizz Me og jeg til stævnet i Albertslund. Kizz er meget hurtig. Foto: Rene Jørgensen.

 Jeg har været til DKK int. agilitystævne i weekenden. Målet var 15 point til holdet VAF New Force 2011, hvor Panik, Du Der, Zindy og Djiini er med. Dette mål holdt – vi vandt nemlig holdkonkurrencen. Skønt, for nu fører vi med mange point ned til holdet på anden pladsen.

Andet mål var en DM udtagelse til Panik i agility åben søndag. Men Panik havde desværre en desperat hundefører med på banen, som ikke kunne finde ud af at handle 3. sidste forhindring, så desværre fik Panik en vægring og ingen DM udtagelse. Vi har 2 forsøg mere i Vejen til juli.

Jeg havde som sådan ikke nogle  mål for Kizz Me, da hun er lidt af en knald eller fald hund. Og Fald … det var der! Da Kizz Me skulle ind i AG2 (hendes første AG2 løb), så var hun som sædvanlig pisse hamrende hurtig. På balancen skruede hun helt op for turboen, og dommeren forsøgte at nå med, hvilket resulterede i, at han faldt på røven! Jeg satte Kizz Me i stå på balancefeltet i ca. 3-4 sekunder, dommeren kom op at stå og vi fortsatte vores bane. Vi var fejlfrie og blev nr. 3. Dermed kom første AG2 pind i hus – men hvilken pind, den vil jeg sent glemme, og det vil dommeren heller ikke 😉

Du Der blev nr. 5 i bedst i 4 åbne klasser.

Søndag morgen da vi ankom, var Mette Jensens telt klappet ned og pløkker spredt ud over det hele, Dorthe Johnsens ene stofbur var stjålet. I mit telt var burene rodet rundt og nogle stod på højkant. Der var stjålet et liggeunderlag fra det ene af mine bure. Det er første gang, at nogle agilityfolk har fået stjålet nogle effekter i Albertslund. Trist, hvis det skal fortsætte – at fulderbøtter ikke kan lade vores ting være i fred om natten. ØV!

Og hold fast, hvor det bare regnede! Det føltes som om, at det regnede hele søndagen. Det var okay regn, for heldigvis silede det lodret og ikke vandret. 🙂