R.I.P. Panik

Her til morgen havde Panik et kolaps i bagparten magen til det, som hun havde sidste søndag. Så sidste søndag var det ikke bare et fald – kan jeg se nu. Jeg stod lige ved siden af hende her til morgen og var ved at finde hundesnore frem til morgengåturen. Det var slemt at se, så jeg tog beslutningen om, at nu skulle hun ikke mere igennem.

Panik blev aflivet i dag kl. 12.

Farvel Panik - jeg håber, at du giver dine gode gener, dit gode temperament, arbejdsvillighed, sundhed og meget meget mere videre i Cheezecake.

Farvel Panik – jeg håber, at du giver dine gode gener, dit gode temperament, arbejdsvillighed, sundhed og meget meget mere videre i Cheezecake.

Jeg tog på arbejde kl. 8. … På vej på arbejde måtte jeg dog lige holde ind til siden for at hjælpe en cyklist, som var væltet og kommet slem til skade. Så vi ventede lige på en ambulance. Mærkeligt, at folk bare kører forbi uden at hjælpe en sød, ung dame. 

Inde på arbejde lignede jeg noget, der var løgn, så de sendte mig hjem igen.

Jeg tog Panik ind i bilen. Vi kørte til Paradishaven (Hesede skov) og gik 4 km. Hun haltede lidt på det ene forben, hvilket mærkelig nok gjorde det endnu lettere for mig, at have taget beslutningen om aflivning. Derefter kørte vi til St. Heddinge Dyreklinik, hvor Mikkel tog sig godt af os. Han var meget sød og vi snakkede længe om det rigtige tidspunkt for aflivning, sorg, hunde, sygdom m.v.

Panik sov stille og roligt ind. En meget fredelig aflivning.

Hele sidste uge vidste jeg ikke, om Panik skulle deltage i rallylydighed DM, så jeg drog afsted med hende og Du Der, da Du Der stod på reservelisten. Da jeg kom til Vamdrup i lørdags tog jeg Panik ud af bilen og hun var super glad og klar til at gå til konkurrence. Den første bane gik hun ganske fint, hun fik et par langsom reaktion, men nok point til at komme i finalen. 

Finalen gik også ganske fin, men hendes sit var ikke så gode, så ved sidste skilt, hvor der var et sit og frem til kegle, kunne jeg se, at hun ikke havde lyst til at sætte sig. Så jeg gav hende bare en stå-kommando, selv om vi så ville miste den øvelse, men det vidste Panik jo ikke. Så hun blev stående og derefter sendt flot ud til keglen. Det er de bedste minus 10 point, jeg nogensinde har fået!!!

Panik blev nr. 6 i DM i rally i championklassen i lørdags og nu er hun her ikke mere.

Panik til præmieoverrækkelse i lørdags. Jeg var meget stolt og rørt over din fine placering vi fik. Jeg havde godt på fornemmelsen, at det var den sidste rallyprøve, vi var til.

Panik til præmieoverrækkelse i lørdags. Jeg var meget stolt og rørt over din fine placering vi fik. Jeg havde godt på fornemmelsen, at det var den sidste rallyprøve, vi var til.

Tårerne triller ned af kinderne, mens jeg skriver dette.

Jeg savner hende ubeskriveligt meget – den gamle tøs!

 

 

One Response to R.I.P. Panik

  1. Bente Andersen says:

    Hej Lone. Jeg ved lige nøjagtigt, hvordan du har det nu. Men du har gjort det bedste for din hund. Jeg mistede jo Jacki i foråret, lymfekræft, og der var for mig kun een ting, jeg kunne gøre. Nemlig at sige farvel. Jeg kunne se i hans øjne, at han havde det skidt, ligesom jeg kunne se I Paniks på de fotos, du har vist. han havde det heller ikke godt. Vi skulle også have været til DM i år, men sådan gik det jo ikke. Han blev kun knap 7 år. Men savnet er der stadig, selvom jeg nu har en ny hvalp. Trøst dig med, at du har gjort det bedste du kunne for din hund, og glæd dig over den dejlige tid, i har haft sammen. Kærlig hilsen Bente

Skriv en kommentar