Efter VM kan jeg nu tænke tilbage … uha da da … på weekenden før VM

Først er her fil med video af mine 2 løb:

Mit VM startede allerede fredag aften for 1½ uge siden. Mads og jeg skulle have gæster og ville have en ekstra bordplade på spisebordet. Desværre får Panik denne bordplade over sin hale, idet bordpladen glider ned af nogle holdere. Hun pep lige da det skete, men så ikke ud til at fejle noget. Lidt senere opdagede vi blod i sofaen og jeg skyndte mig at tilse hende igen og opdagede en hudafskrabning på halespidsen.
Jeg fik ordnet halen, renset og vasket den, puttede intrasite-gel på hudafskrabningen og en lille forbinding på. Lørdag så spidsen fin ud og jeg rensede den.
Søndag aften rejste mine gæster og jeg ville igen tilse halespidsen. Nu syntes jeg, at halespidsen så noget mørk ud, så jeg blev dybt ulykkelig og var bange for, at halen skulle amputeres. Jeg ringede til Anette Dalgaard, for at høre, hvordan Zicos hale så ud, da han fik den amputeret. Efter samtalen ringede jeg til vagtdyrlægen og jeg fik at vide, at halespidsen sandsynligvis allerede skulle amputeres samme aften.
NØJ MAND, hvor havde jeg det skidt, hvis jeg skal sige det mildt. Jeg ringede til både Susanne og Bonnik fra landsholdet for at forklare dem situationen.
Mit hjerte hamrede og bankede, jeg var ved at kaste op ved tanken om, hvad der skulle ske med min stjernehund.
Søndag aften kl. 22 var jeg ved Karlslunde. Dyrlægen tjekkede Paniks hale og sagde til mig, bare rolig, den skal nok blive fin igen. Så ingen amputering, men hun fik noget for infektion.

Halen havde det fint under hele VM og Panik så ikke plaget eller øm ud. Når hun logrede (hvilket hun jo gør tit), så logrede hun ofte ind i en væg uden at fortrække en mine. Så det var = ingen smerte.

I søndags under VM var en af de danske deltageres far med, og han er dyrlæge. Jeg spurgte om han lige ville kigge på Paniks hale. Hans kommentar var, at halen var brækket helt ude for enden, og det skal man ikke gøre noget ved og hun har ingen smerter. Nøj, hvor blev jeg glad for den besked. Han fik en kæmpe krammer.
Jeg var bange for, at Paniks agilitykarriere var slut. For en hund med amputeret halespids må ikke gå til konkurrence i Danmark.

Jeg har nu været til det sidste VM med Panik (bliver 9 år om 1 måned og 5 dage). Og om hun kommer med på landsholdet til NM må landsholdsledelsen afgøre. Jeg håber det virkelig, for jeg vil gerne afslutte hende på toppen, for hold da fast, hvor har hun været god til VM. Det var mig, der fejlede et par gange, hvor hun fik nedrivning/vægring. Shit happens … En 6. plads er flot i det selskab vi var i til VM.

Tiderne bliver hurtigere og hurtigere, hundene bedre og bedre, og handlerne mere og mere atletiske at se på. Nu må jeg se, om jeg kan gøre Kizz Me klar til VM om et par år, lige nu ser det ihvertfald ud til, at hun er en af de hurtige hunde 😉

Da VM var slut fik jeg byttet t-shirt med en af deltagerne fra Brasilien. Faktisk var det ham, der vandt holdguld året efter os.

Her er nogle billeder fra VM.

Dette kloster besøgte jeg under en af mine lange gåture. Panik sidder neden for klosteret - så har du måske en ide om hvor KÆMPE stort det var.

Klosteret set indefra

 

Efter den lange gåtur op til klosteret mødte jeg Lis i byen. Vi fik en kop varm kakao og der kom efterfølgende flere danskere til.

Landsholdslederen er klar! HE HE HE

Landsholdet VM 2010

Panik og jeg er klar til udmarch

Simic og en kæmpe stor boucheron nysser hinanden. I det hele taget var Simic ret sjov til den langsommelige udmarch og præmieoverrækkelse. Simic prøvede at lege med alle hunde omkring sig.