Koldt, solrigt, blæsende og fyldt med hagl – årets første udendørs agilitykonkurrence

Sidste weekend deltog jeg i årets første udendørs agilitystævne. Der var varslet blæsevejr, og det var der mange, der desværre fik oplevet på den lidt trælse måde. For rigtig mange havde sat telte op langs agilityringsiderne fredag aften …. og lørdag morgen havde flere telte knækkede stænger eller revnede syninger.

Da jeg ankom til stævnepladsen lørdag morgen med min oppakning så jeg, at Kaare fra KAF sad alene i sit telt. Og hvis jeg skulle sidde alene i et telt ved siden af, var det jo lidt fjollet. Så Kaare og jeg slog os sammen, og dermed var der plads til et telt mere til andre stævnedeltagere. Jeg gætter, at der er mange, der kan slå sig sammen i telte, for at gøre plads til endnu flere stævnedeltagere rundt om banerne. Jeg synes det er lidt synd, at der er mange, der sidder alene og kukkelurer. Kaare og jeg har i hvertfald hygget os og drøftet mange agilityting i løbet af weekenden og glædet os på hinandens vegne, når noget er gået godt.

Pizza i fuld fart ud af slalom. Billedet er taget af Tina Hindsgaul.

Lørdag var den mest solrige dag. Det kunne tydeligt ses, da jeg kom hjem og så mig selv i spejlet. Hold da op, hvor havde jeg fået røde kinder.

Det blev desværre ikke til nogle pinde for Pizza i klasse 2.

Men til gengæld havde hun et kanon løb i agility åben, hvor hun blev nr. 3 ud af 64 hunde. Faktisk vil jeg hellere have en fed placering i den klasse, hvor både klasse 1, 2 og 3 hunde deltager, end at få en god placering i klasse 2, hvor der er færre deltagere. Men sådan er det jo med et stort konkurrencegen.

Lørdag formiddag fik jeg spurgt et hold med belgieske hyrdehunde, om de kunne bruge en reservehund på holdet her i weekenden. De var nemlig kun 4 på holdet, og der må være 5 på et hold. De svarede heldigvis ja, og vupti, så var der en border collie med på holdet Belgierekspressen. Fantastiske søde holdkammerater. Jeg har før nævnt, at jeg ELSKER holdkonkurrencer. Og det vil jeg gerne nævne igen. ELSKER DET! Jeg får et ekstra sug i maven, når jeg skal løbe, da mit løb ikke kun gælder for mig selv, men også har stor betydning for 4 andre holdkammerater.

Lørdag startede holdet ud med, at de 3 første hunde løb fejlfrit. Pizza var sidste hund på holdet, så jeg satsede lidt for måske at kunne forbedre en af de andre hunde på holdets tid. Pizza fik desværre 5 fejl. (De bedste 3 hunde på et hold tæller i regnskabet og de 2 dårlige resultater fjernes).
Holdet lå nr. 2 lørdag.
Søndag bibeholdt vi placeringen som nr. 2 efter agilityløbet. ÅH, en fed følelse at være med til præmieoverrækkelse i hold. Det er flere år siden, at jeg har prøvet det, da jeg har holdt lidt hold-pause i et par år.
I AM BACK!!!!

Søndag blev der åbnet for de hvide sluser for oven. Kizz Me og jeg havnede i et springløb i haglvejr, men vi klarede det dog med 5 fejl (en lille bitte nedrivning). Kizz har løbet super godt i weekenden. Elsker den dejlige hund, der jo er senior, og vi nyder det.

 

Du Der takker af

image

Du Der bliver 11 år om to uger. I Hvalsø måtte hun springe til på vores hold Give Me Five, da en af vores holdhunde var blevet syg. Man kunne godt se på hendes hastighed og springteknik, at hun er blevet gammel.  Så da jeg skulle løbe med hende søndag fældede jeg en tåre mens jeg løb, da jeg vidste, at det det var hendes karriere som tællende agilityhund, der stoppede der.
Hun har vundet hold dm 4 gange og er blevet årets holdhund mange gange (4 eller 5 måske).
Fremover løber hun seniorhøjde … så længe det varer.

Dagens høst

Jeg har i dag taget hul på agilitybylden. Har været til stævne hos DcH Faxe afholdt i Faxe Dyrehospitals ridehal. Det var et rigtig fint stævne. Desværre ikke så mange deltagere i klasse 3 stor.
Du Der vandt alle 4 seniorklasser. Kizz vandt begge klasse tre. Sidste løb (spring-3) var et formidabelt løb, hvor vi gav den gas. Ingen nedrivninger og helt igennem en lækker følelse.
Jeg har haft lidt tanker om at tilmelde Kizz bruttolandsholdet,  men er stadig lidt i tænkeboks.

Her er foto af dagens høst. Det fedeste jeg vandt var action-camera og en weber brødkniv.

image

Agilityuken i Stavanger sammen med Mette og Sophus

Min veninde Mette, hendes søn Sophus og jeg har været i Voll tæt ved Stavanger, hvor vi boede på en campingplads lige op ad agilityområdet. Vi havde ingen campingvogn med, men havde lejet en skurvogn hos Remirent, og det gik udmærket. Vi boede lidt tæt, men overlevede 😉

Til at starte med var jeg irriteret over, at agilityuken fulgte tidsplanen så nøje, så baner kunne ligge stille i en halv eller hel time. Men efter første dag var det faktisk skønt, for man vidste præcis, hvornår en ring startede. Man undgik hele tiden at skulle være på vagt for at miste en banegennemgang eller et løb. Man kunne trygt gå på toilet eller gå ned på campingområdet og få frokost.

Desværre blev agilityuken skæmmet af en seniorhandler, som tog sin alt for gamle hund ind i konkurrencen. På første dagen så jeg, hvordan bagparten hang efter hunden, da den kom ud af en tunnel og hvordan hunden kun kunne gå på forbenene. Selv samme fører tog så senere på ugen hunden i konkurrence igen og heldigvis blev han stoppet af en dansk dommer, da den igen mistede førelsen på bagparten (denne gang i slalom). Det var en skændsel og vældig trist for sporten, at en agilityhandler ikke sætter sin hunds helbred i første række.

Her er en række billeder fra en fantastisk uge (klik på dem, hvis du vil se billederne i stor størrelse).
Tak til Mette og Sophus for at gøre mig selskab.

Bilen er pakket med mine ting, og hundene lå lidt højt. Herefter gik turen til Mette og Sophus i Ringsted, hvor tagboks blev sat på.

Jeg kan ikke fordrage at være for sent på den, når det gælder om at rejse, så vi ankom til Hirtshals et par timer før afgang. Derfor kørte vi til fyrtårnet ved Hirtshals og så på en masse bunkere. Meget inspirerende for Sophus.

Smuk solnedgang ved fyret ved Hirtshals. Desværre var færgen 1 time forsinket, så vi kom først afsted kl. 00.30.

Sådan boede vi, i en forholdsvis ny skurvogn med udstillingsteltet lige uden for.

Sådan lavede vi mad. Mette havde en lille gaskogeplade og med mine 2 gryder gik det helt fint.

Der var lige plads til en dobbelt og en enkelt luftmads på tværs.

Onsdag var hviledag og der drog vi op til Stavanger for at besøge Ramirent og betale for skurvognen. De havde en kæmpe stor afdeling (bl.a. 250 lifte!!)

 

Vi gik også på cachejagt på hviledagen. Vi fandt 3 cacher. Den ene cache lå her ved en stenalderboplads, som lå kun 2,5 km fra agilityområdet.

Vores tredje cache lå på Bore Strand helt ud til Nordsøen. En skøn vandretur på 3,2 km, og hundene morede sig. Kizz Me og Panik fandt enhver chance til at grave i sandet.

Sophie gør Sophus klar til præmieoverrækkelse. Fint med dannebrog i håret.

Jeg var oppe på podiet i de fleste præmieoverrækkelser i seniorklassen med Panik. Hun vandt ca. 12 gange, men jeg har ikke helt styr på det. Kizz Me fik også et par præmier hjem til mig. Jeg kom i finalen med Kizz Me og endte på en 13. plads (havde en nedrivning og en fejldømt opgangsfejl på balancen)

He he he he he, jeg kunne ikke lade være med at tage billede af Panik, hvor hun hviler snudepartiet mod stofburet.

Typisk billede fra vores telt, hvor jeg havde stævneprogrammet på iPaden og kunne følge med i det hele. Skønt solskinsvejr torsdag og fredag.

Alle danskerne lå samlet på campingområdet. Her sidder vi til fællesspisning fredag aften, dagen før finalen. Humøret er højt og godt.

På vej hjem med færgen fra Kristiansand til Hirtshals. Super godt vejr, hvor jeg stod og nød udsejlingen. Vi sejlede med en hurtigfærge, kun lidt over 2 timer tager turen.