Sådan gik det til European Open i agility i 2018

Pizza og jeg elsker hinanden!

Sådan endte Pizza med alligevel at blive inviteret til at deltage i European Open
I løbet af året havde der været et par udtagelsesstævner i agility, som Pizza deltog i. Nogle af løbene var rigtig gode, men hun havde også et par disk. Hun endte med ikke at være blevet udtaget til European Open-landsholdet for Danmark. Hun var på reservelisten, dog som nr. 7. Så jeg spåede ikke særlig store chancer for at komme afsted.

Desværre blev et par hunde skadet, en fører blev skadet, og nogle sagde nej tak til en invitation – så det endte med, at 5 dage før European Open (EO) skulle starte, så blev jeg ringet op af EO-lederen, om jeg kunne tænke mig den ledige plads. Til at starte med sagde jeg, at det ikke var godt, da min mand og jeg allerede havde booket og betalt færge til en anden ferie om lørdagen (og EO startede 3 dage før). Men lederen kunne høre, at jeg tøvede, og det bevirkede, at jeg lovede at tænke over det til dagen efter.

Min søde mand sagde dog, at syntes, at jeg skulle tage afsted til EO og at han gerne ville komme og hente mig i Østrig søndag efter EO-finalen og dermed køre derned alene med Kizz Me og børnene. Hold op, det gjorde mig bare så glad ❤ Sød mand jeg har der!

Næste problem var så at finde en at køre til Østrig med og finde et sted at overnatte. Yvonna meldte sig på banen med hjælp. Og sikke en hjælp!

Kørsel og hotel
Jeg kom til at køre sammen med en af de andre EO-deltagere (Christian) til Østrig. Han skulle alligevel være alene i bilen, så det var en stor hjælp for ham, at vi var 2 til at køre den lange strækning. Vi delte benzin og færge, så det var ren win win for os begge.

Yvonna fik lavet en aftale med det hotel, hvor hun overnattede, at jeg kunne være på hendes værelse til en yderst favorabel pris. Fedt at det hele bare flaskede sig, når man blev inviteret til EO så sent.

Onsdag morgen kl. 6 mødtes jeg med Christian ved Rønnede afkørslen ved motorvejen og så gik det ellers bare sydpå. 16 timer senere ankom vi til hotellet ved Baden bei Wein, hvor Christian læssede Pizza og jeg af, og derefter kørte han til sit eget hotel 10 km borte.

Hold da op, sikke et hotel. Hotel Schloss Weikersdorf Residenz & Spa kan klart anbefales. Yvonna var ankommet allerede dagen før, så hun havde sørget for et fint værelse i stueplan med udgang til græsplæne, hvor hun havde sat hegn op. Pizza og Yvonnas hund Duke gik fint i spænd. Det var en fornøjelse at se, hvordan de to hunde  accepterede hinanden.

Hotellets lobby. Så fornemt!

Hotellets bar. Den fik vi dog aldrig besøgt. Men den var godt nok flot.

Smukke Pizza køler sig af i bækken foran hotellet.

Duke og Pizza hyggede sig vældig i bækken sammen. Jeg gik også en tur i bækken i det dejlige, kolde vand. Det var skønt at svale sig af, da der var mega varmt i Østrig.

I hotellets lobby var der en fin rustning. Det passer sig godt til et hotel af denne type.

Den første dag – Torsdag
Torsdag formiddag skulle vi mødes med de andre danske deltagere i Ebreischdorf, hvor EO skulle afholdes. EO blev afholdt på et KÆMPE hestecenter. På den store ridebane i midten af centret, var der plads til 6 agilitybaner. EO bliver afviklet med 4 agilitybaner, så der var stor plads i midten til at opholde sig på. Det var ikke snævert og der var plads til at varme sin hund op.

Vi danske agilityfolk er vant til, at man må sætte telte op rundt om banen, hvorved vi kan opholde os i sammen med vores hunde. Men til EO var det forbudt. Vi blev tilbudt en plads til at have hunde i nogle hestebokse i en afkølet hestestald. Jeg kom for sent til at booke sådan en boks, men heldigvis havde Christian valgt at have sin hund i sin bil, og der måtte Pizza også være.

Men sol og varme biler det går jo ikke! Heldigvis er der opfundet sådan noget sølv-cover, som rigtig mange har anskaffet sig denne sommer. Sådan noget havde Christian med, og det lagde han over bilen. Pizza og Noah lå fint i bilen, som ikke blev for varm.

Samtlige biler blev til sølvbiler til EO.

Torsdag skulle der være dyrlægekontrol. Samtlige hunde fik tjekket deres chip, poter, bevægelse og helbred. Hundepas blev tjekket for rabies. Pizza gik flyvende igennem dyrlægekontrollen, faktisk så flyvende, at hver gang hun skulle løbe frem og tilbage, så hoppede hun op på bordet ved dyrlægerne i vendingerne. Det var nok fordi det var så dejligt at blive nusset af de søde dyrlæger.

Derefter skulle vi vente på, at vi skulle have vores 2 træningsminutter. Det lyder ikke af meget. Men 2 minutter på en bane er lang tid, når man plejer at bruge ca. 30 sek. på en bane til konkurrence. Jeg prøvede Pizza af på især det nye slags hjul. Det gik fint. Og da træningen var ovre, var det tid til at vente på indmarch.

Før indmarch fik vi taget det officielle holdfoto af de danske deltagere.

Indmarchen
Det tog lang tid at stille op og da vi endelig gik igang med indmarch, så fangede vi hurtigt, at arrangørerne havde fundet et specielt landskendt musikstykke til hvert land. Jeg må sige, at nogle af musiknumrene var ikke særlig sjove for landene at gå ind til –  det var sådan noget noller musik – var direkte pinligt. Så vi danskere stod mega spændte og ventede på, at speakeren præsenterede Danmark – og så gik musikken igang. Vi hujede, for det var fed musik, … Kun for dig med Medina.

Efter talerne og åbningen kom 4 flotte frieser-heste ind og gav en flot opvisning. Alt imens trak nogle voldsomme skyer sig ind over området og jeg var nervøs for, om det hele brød ud midt i opvisningen og åbningsceremonien. Men nej, det holdt næsten tørt. Dog valgte sluserne at åbne sig på vej hjem til hotellet. Det regnede virkelig meget!!!

Den anden dag – Fredag – holdløb
Fredag morgen var det tidligt op. Desværre nægtede hotellets restaurantchef, at vi kunne komme ind og smøre os lidt morgenmad. Vi skulle køre kl. 6.15 og morgenmadsbuffetten var først åben kl. 7. Det var dog den eneste sure smiley, jeg kunne give hotellet.

Fredag var der holdløb. Danmark stillede med 4 hold for store hunde. Jeg var på holdet Danish Dynamite. Det første løb var agilityløb, hvor jeg desværre var den eneste fra vores hold, som gennemførte den svære bane. Så var løbet lidt ligesom kørt til springløbet – idet agilityløb og holdløb begge giver point. I springløbet var jeg så eneste fejlfrie på vores hold.
Ikke et ondt ord om mine kære holddeltagere – for det var rigtig svære baner – og jeg ved, at de gjorde deres bedste. Jeg var blot heldigere end dem.

Springløbet var ikke verdens flotteste springløb. Med lidt hiv og sving fik vi gennemført fejlfrit.

Desværre var ingen af de andre 3 danske hold heldige nok til at kvalificere sig til finalen søndag. Det var godt nok nogle svære holdbaner, men fede baner! Og så ELSKER jeg at løbe holdløb. Jeg er meget bedre under pres til holdløb end til de individuelle løb.

Fredag aften hoppede jeg lige i poolen. Ellers slappede vi bare af på hotellet og nød at gå tur i den flotte park.

Yvonnas mor var også med i Østrig. Her er vi på gåtur i parken på vej hen for at spise på en restaurant ved en af søerne. Hun er simpelthen så sød en dame. Vi hyggesnakkede og var rigtig på bølgelængde. Hun havde heldigvis en bog med om Ungarn, som jeg lånte og brugte rigtig meget på min efterfølgende ferie.

Den tredje dag – Lørdag – individuelle løb
Lørdag morgen var så tid til de individuelle løb. Det skal lige siges, at man om morgenen går banegennemgang først på den ene bane og så lidt tid efter på den anden bane. Der er INGEN banegennemgange i løbet af dagen. Det vil sige, at man skal huske 2 baner i hovedet. Man er så inde i banegennemgange gruppevis. Så vidt jeg husker var der 7 banegennemgange i alt på hver bane (banegennemgang varede så over en time ialt).
Vi kunne risikere at gå bane kl. 8.10 og igen kl. 8.50. Hvorefter den ene bane skulle løbes kl. 10.30 og den anden bane kl. 14.  Det er altså lang tid at huske små deltaljer i hovedet fra banegennemgang til løb. Men sådan var det jo for alle. Det er bare ikke noget vi er vant til i lille Danmark.

Desværre startede Pizza ud med en lille bitte disk i agility individuelt.

Det er bare SÅ fedt at høre de danske deltagere og holdleder stå og råbe og heppe på mig under løbene. Tusind tak for det!

Lørdag efter konkurrencen var dømt til afslapning efter en meget meget varm dag. Yvonna og jeg hoppede i swimmingpoolen på spa-hotellet. Uha det var skønt efter sådan en varm dag.

Det var et meget flot pool-område på hotellet. en svømmetur var meget tiltrængt.

Om aftenen var vi ude at spise med Christian fra mellem-holdet og Rolf fra lille-holdet. Det var en lidt sjov oplevelse. For vi havde fået fortalt, at Rolf boede på samme hotel som os i samme by. Og vi havde aftalt at mødes med Rolf i lobbyen kl. 19. Men der var ingen Rolf. Han skriv ellers at hun var han i lobbyen. Det viste sig, at han var på et andet hotel, men i samme by. Vi slog derefter lokaltionsvisning til på messenger og efterhånden som minutterne gik nærmede vi os hinanden inde i byen.
Yvonna fandt en virkelig hyggelig restaurant. Gæt hvad vi snakkede om! Agility!!! Men faktisk snakkede vi også om arbejde og hvad vi ellers lavede til dagligt. Det er ret sjovt, at vi mange gange ikke aner, hvad andre hundefolk lever af, da vi kun kender hinanden som hundefolk og snakker om hunde. Vi ser heller ikke agilitypiger i nederdele eller med udslået hår. 😉

Skøn forret på den hyggelige restaurant. Det var en rigtig lokal restaurant, som lå i en baggård, med vinranker voksende rundt omkring os. Heldigvis var det ikke en fortorvscafe med trafik og støj.

Den fjerde dag – Søndag

Mit ur fortalte, at vi havde gået 46 etager.

Søndag morgen var finalemorgen. Både Yvonna og jeg vågnede ganske tidligt. Yvonna spurgte, om jeg ville med ud at gå en tur og op til den gamle borg oppe i bjergene. Hun nåede nærmest ikke at sige sætningen færdig, før jeg svarede ja. Det var jo dejlig køligt så tidligt om morgenen, og så kunne hundene også få en god morgentur inden de skulle være i bilen en hel dag, mens der var finale til EO. Det ville kun tage 26 min at gå derop. (ha ha ha).

Nå, men Yvonna og jeg fik Duke og Pizza i snor og så begav vi os afsted efter googlemaps’s anvisninger. Vi mødte en mand med en hund, som sagde, at den letteste vej til borgen var en bestemt rute, som han anbefalede, da den ikke var så stejl. Vi fulgte hans anvisninger – desværre. For ruten viste sig at være temmelig lang og vi kom ud på en omvej. Holey moley vi gik opad og nedad på den tur. Den var heldigvis flot og vi fik noget til vores skridt og etage-tæller.

Den flotte borg, hvorfra der var en flot udsigt. Jeg elsker at besøge borgruiner og forestille mig, hvordan der var i middelalderen.

Denne gåtur bevirkede, at vi kom alt for sent tilbage til hotellet og dermed missede finalerne for små og mellemhundenes holdløb. Vi så heldigvis de andre finaler i hold stor og alle størrelser i individuelt.

Sikke nogle flotte finaler. Virkelig flotte! Elsker at se agility på så høj plan. Finalebanen for mellemhunde var helt speciel, da det krævede en særdeles fremadrettet hund i slutningen af banen. Her blev klisterhundene sorteret fra.

Pizza elsker også at se agility.

Meget meget varmt og meget meget sol! En paraply afskærmede for de værste stråler.

Da finalerne var ved at være slut ankom Søren, børnene og Kizz Me. Vi så slutningen af finalerne i stegende hede. Det var virkelig varmt og man måtte bruge paraply for at afskærme den stærke sol.

Kizz Me var med nede ved finaleringen og lå i skyggen. Desværre blev hun stukket i munden af en hveps. Det bevirkede, at min opmærksomhed flyttede sig en del fra finaleløbene til Kizz Me og hendes velbefindende. Heldigvis var der en af de danske deltagere, der havde en antihistamintablet, som vi gav Kizz Me. Hun hævede heldigvis kun en lille bitte smule op.

Da finalerne var slut sagde jeg farvel til de danske deltagere, da vi skulle køre til Ungarn på ferie (læs mere om turen i Ungarn på dette blogindlæg). Jeg kunne desværre ikke blive til udmarchen, da vi skulle være i Ungarn ved Balatonsøen til indtjekning senest kl. 20. Så Søren og jeg havde faktisk lidt travlt med at nå det til tiden.

Tusind tak til alle dem, der hjalp mig under EO. Det var med til at gøre det en fantastisk tur.

Pizza og jeg kommer gerne igen til European Open.

Når jeg ser tilbage på, om hele dette med EO, udtagelser, deltagelse og transport samt ophold (det er jo ret dyrt) … om det virkelig kan betale sig? Et stort og rungende JA, det kan det. Sådanne stævner er virkelig det, der gør, at jeg ønsker at gøre mig bedre til sporten og til at holde min og hundenes kondition ved lige. Det var en fed fed oplevelse, også for en gammel kone på 48!

 

Reklamer

Jeg har været til European Open i agility i Sverige

Tilbage i maj måned kvalificerede Du Der sig til European Open. Kizz Me var på en såkaldt venteliste, og heldigvis fik Danmark lov til at få hundene på ventelisten med til EO. Vi har så været afsted her i weekenden. Jeg tog til Sverige fredag morgen og havde alle mine 4 hunde med derover.

Jeg ankom til Kristianstad kl. 10 og fandt hurtigt pladsen og der var ledige pladser til udstillingsteltene i nærheden. Det var dejligt! Især da jeg søndag skulle løbe hold med kun 6 hunde imellem mine løb med Du Der og Kizz Me. Så der var heldigvis ikke langt hen for at bytte hund.

Sverige har en rigtig god ide med, at der skal være march gennem byen. Så vi mødtes alle inde på Lille Torv i Kristianstad og gik landevis fra torvet ud til Arenaen fredag aften. På den måde fik man vist byens indbyggere, hvad der skulle foregå. Det var vældig smart og en god måde at gøre reklame for sporten.

Resultatmæssigt er der ikke så meget at komme efter, bortset fra, at Kizz Me på holdet “Denmark – Fun and Serious” var bedste danske hold ud af vist nok 6 danske hold.

Lørdag havde jeg 4 løb, og blev disket i alle 4 løb. Hvis man vil til tops og med i finalen til en konkurrence med 350 udenlandske hunde, så må man altså tage en masse chancer, for ellers når man ikke noget. Jeg havde ikke heldet med mig. Jeg nød at se finalen for små og mellemhunde på den store arenaplads.

Alle løb blev vist via live stream, hvilket gjorde, at mange fra hjemlandene kunne følge deres kammerater online.

Kizz Me var med på tilskuerpladsen og fulgte med i finalen for små og mellemhunde. Hun lærte heldigvis at slappe af og lå og sov under bænken til sidst.

Senere måtte banen flyttes, så de store hunde ikke skulle løbe i mørke, så de store hunde løb på kunstgræsbanen med projektører på. Finalen blev overvisende vundet af Silvia Trkman, … for pokker, hvor var det flot agility. Finalen var slut kl 22.50, hvorefter jeg kørte tilbage til campingpladsen for at indtage min aftensmad. Klokken var 23.45 da jeg spiste aftensmad. Det gør jeg gerne igen, altså bliver og ser en finale så sent,  for jeg vil gerne opleve det spændende agility så tæt på og mærke atmosfæren.

Søndag gennemførte jeg 2 løb med Kizz Me og 1 løb med Du Der. Det var VILDT svære holdbaner, men jeg elsker jo, når der er udfordring. Desværre havde jeg et skævt vrid, da jeg løb den sidste bane med Kizz Me, så det gjorde vældig ondt i ryggen. Men jeg kæmpede videre og tæmmede min vilde hund, og vi kom i mål med kun 15 fejl.

Og hold da fast, hvor så jeg megen flot og veludført agility fra dygtige handlere i hele verden.

Jeg mødte også den hund, som jeg igennem et par år havde haft kig på til en kommende partner til Kizz Me om 2 år. Men øv øv øv, den er bærer af white factor, så det bliver ikke til noget (det er Kizz Me nemlig også).

Jeg var først hjemme fra EO søndag aften kl. 23.30, så jeg orkede ikke at pakke ud.

Der skal lyde et kæmpe tak til Regin Reinhard for at stå for udtagelse, orientering m.v. til deltagerne. Det er et stort stykke arbejde.

Håber at kunne deltage med Kizz Me næste år i Belgien, men så skal jeg træne lidt mere kontrol, for hun er godt nok en WILD THING!!!

Kizz Me er klar til endnu en omgang EO