År 2022 – på godt og ondt

Egentlig ville jeg starte med at skrive, at 2022 har været et rigtig træls år, men der har også været nogle positive begivenheder, og jeg vil her fortælle, hvordan mit liv tog nogle drejninger i 2022.

Min mor døde
Året startede desværre ud med, at min mor døde den 4/1-2022 efter en længere tilværelse med KOL, iltslanger, behandlinger og masser af ekstra hjemmehjælp. Både min søster, bror, min far og mors bror var der hos hende, da hun tog sit sidste åndedrag. Mor var tapper til det sidste og valgte selv at sige stop for yderligere behandlinger. Jeg skrev et blogindlæg om min mor i januar.

Jeg savner min mor hver dag, hun var et fantastisk og positivt menneske.

Så til alle jer rygere … så vil jeg bare sige: STOP med det rygning! Det går ikke kun ud over jer selv, men også ud over pårørende. Så hermed en kæmpe løftet pegefinger.

Min bror, søster og jeg har altid haft et stærkt bånd, men det blev styrket kraftigt i forbindelse med mors død og begravelse.

Corona
Den pokkers sygdom hærgede landet for andet år i træk og jeg havde fået mine vacciner. I februar gik den dog ikke længere, da jeg var konstateret smittet. Jeg hostede ganske lidt, mistede mine smagssans (eller det blev i hvert fald ændret) for kaffen smagte pludselig af lakrids. Jeg arbejdede hjemmefra, mens jeg havde corona, for jeg var heldigvis ikke ramt af det.
Jeg var bange for at få corona op til mors død, så jeg ikke kunne være der og støtte hende på hendes trælse dage, så under corona havde jeg det meget svært ved at give hånd og kramme folk.

Far på plejehjem
Efter mors død gik jagten ind på et plejehjem til far (han var halvsidelam efter en hjerneblødning for 5 år siden). Der skulle trækkes nogle tråde og præcis 2 måneder efter mors død flyttede han ind på Marienlund. Det er et super imponerende plejehjem i Silkeborg (kun et par år gammelt). Min far var meget glad for plejehjemmet, hvor han følte sig tryg. Han sagde tit, at han havde det godt og at det var “som at bo på hotel”. Mine varmeste anbefalinger skal dette plejehjem have. Jeg er i hvert fald ikke bange for at komme på plejehjem, når jeg bliver gammel, hvis det bliver sådan et som Marienlund i Silkeborg!

Her er fare lige flyttet ind og vi er ved at sætte billeder, lamper m.v. op. Personalet forkælede os med træstammer.
Her er far lige flyttet ind i sin nye lejlighed på Marienlund og vi er ved at sætte billeder, lamper m.v. op. Personalet forkælede os med træstammer.

Cocio fik hvalpe
I løbet af februar valgte jeg at lade Cocio parre med Jette Hansens dejlige Andy. Cocio fik 5 skønne hvalpe den 28. april. Den ene hvalp var dog meget lille, men ved hjælp fra opdrætterkollegaer fik jeg lært at sondeføde hvalpen, som jeg kaldte for Klejne. Jeg lagde løbende billeder på Instagram af Klejne og han fik sig en stor fanskare. Klejne klarede skærene og jeg havde ham til dyrlægekontrol som 4 uger gammel og igen i forbindelse med alle hvalpenes sundhedstjek knap 8 uger gammel. Så alt åndede fred og idyl, da hvalpene rejste hjemmefra.
Jeg var så nervøs for, om Cocio kunne føde problemfrit, idet hendes mor jo var tæt på at få kejsersnit, fordi hun ikke fik veer, når hun var i fødepoolen, men kun fik det ude i haven (Aqua fik 3 hvalpe ude på græsplænen her iblandt Cocio). Men mine bekymringer blev gjort til skamme, for Cocio var simpelthen så dygtig til at føde og det gik så nemt.

Desværre begyndte Klejne at tisse lidt blod da han var 10 uger gammel og han kom i udredning på et dyrehospital. Desværre viste det sig, at han har mindre nyrer end normalt og konklusionen er, at hans liv ikke bliver så langt som andres.
En anden hvalp (Spiku) havde konstateret albueledsdysplasi og er blevet opereret og er nu i genoptræning.
Alt dette har bevirket, at jeg overvejer om Cocio i det hele taget skal have flere hvalpe. Så p.t. er det sat på pause.

Cocio var virkelig en god og dygtig mor. Nok den bedste jeg har haft. Så sød og naturlig og omsorgsfuld.

Bueskydning
Jeg var til min lillebrors 50 års fødselsdag den 18/6. Han havde arrangeret en masse spændende lege, hvor bl.a. bueskydning indgik som en disciplin. Der var en professionel instruktør, som fortalte om bueskydning i forbindelse med jagt. Vi skulle alle prøve at skyde med jagtbue og compoundbue. Da jeg spændte compoundbuen og skød pilen afsted, råbte jeg av. For det gjorde ondt på min arm, hvor strengen havde ramt mig. Nå, men jeg fik jo ramt attraprådyret og ville have flere point (er jo konkurrencemenneske) og spændte buen igen, og endnu engang ramte strengen min arm. Jeg endte med en GIGA blodspængning og en bule på størrelse med et hønseæg. Min arm blev blå og jeg endte med at gå til sportsfysioterapeut flere måneder efter og det kostede mig et par tusinde kroner i konsultationer. Jeg har stadig den dag i dag 31/12 over et halvt år efter bueskydningen et stort blåt mærke på armen.

Min arm blev blå fra albuen og ned. Min urrem sikrede min hånd i, at den ikke også blev blå. Jeg havde sindssyg ondt i armen flere uger efter, og ja, har stadig et blåt mærke, hvor buens streng ramte mig.

Mit knæ
Mine uheld fortsatte. Under et agilitystævne i Højme første weekend i juli 2022 fik jeg desværre et vrid i knæet under et løb med Pizza og jeg kunne overhovedet ikke støtte på benet da jeg kom i mål. Jeg har heldigvis en bil med automatgear og fik skaffet en krykke, så jeg kunne komme lidt rundt. Langsom genoptræning og tur ved fystioterapeut (denne gang med hjælp fra sygeforsikring) i flere måneder og nu er jeg heldigvis fit for fight igen. Men denne tur med knæet har for alvor sat gang i min selvstændighedstræning af hundene, for når jeg til agility ikke har kunne løbe så stærkt og kunne følge med, så må Cocio og Pizza jo lære at blive handlet på afstand med verbale kommandoer.

Sådan løb jeg agility resten af sæson 2022, med knæbind på og håbløst bagefter.

Pizza blev Dansk Spring Champion

Heldigvis har jeg en dygtig hund, Pizza! Mit mål inden hun blev for gammel til agility var, at hun skulle blive springchampion. Det nåede hun lige akkurat! Til hendes anden sidste agilitystævne i klasse 3 opnåede hun det sidste springcertifikat og titlen Dansk Spring Champion. Jo, jeg blev godt nok rørt, selv om det er 4. hund jeg har, der opnår denne titel. Det var ikke verdens flotteste løb hun havde, men fuck det, når hun vandt klassen!

DM i rally og agility
Sommersæsonen er jo stævnesæson for både agility, hoopers og rally, som jeg dyrker og elsker. Pizza var udtaget i agility for hold og alle mine tre hunde i rally. Så en kabale skulle gå op, når man gerne vil deltage i det hele (det foregår samme sted og samme weekend). Skæbnen ville, at vores agilityhold blev disket lørdag, idet vi næsten alle havde nogle rigtig dårlige løb. Mine holdkammerater gav mig lov til at satse på rally søndag, selv om vi havde et agilityløb for hold søndag (men var jo sat ud at spillet på grund af alle de disk vi havde). Tak holdkammerater!
Kizz Me på 13 1/2 år og Pizza stillede op søndag til DM i rally i seniorklassen. Kizz Me var virkelig kæk og lidt for freeesh og vi gik desværre ikke videre til finalen. Men det er første gang, at jeg har tænkt, at denne her bane vil jeg bare nyde, jeg vil virkelig nyde det uden at tænke på point og på at komme til finalen – også selv om det var et DM. For jeg vidste, at det var allersidste gang, vi skulle gå en rallybane sammen. Vi endte på en 14. plads – men placeringen har ingen betydning for mig. Vores glæde og samarbejde var vigtigere.
Pizza er jo 8 og stillede derfor også op i seniorklassen i rally. Hun klarede det lidt bedre og nåede i finalen. Hun endte på en 7. plads.
Så kom min nye stjerne Cocio lige og tog røven på mig. Cocio har været svær at træne rent lydighedsmæssigt, da hun er så glad for sine omgivelser (vil hilse på alle) og hyrder på andre hunde, der er i nærheden. Men som sagt, Cocio tog røven på mig, for hun gik virkelig godt og var super koncentreret. Både bane 1 og finalebanen gik hun så fint og vi endte på en flot 3. plads i øvet klasse.
Her i efteråret har hun stillet til 2 prøver i ekspertklasse og opnået rallycert begge gange. Læs om mit DM i dette blogindlæg.

Jeg var meget overrasket over Cocios måde at blive voksen på. Hun smed alle hilse/hyrde-hæmninger og udførte det smukkeste rally jeg har set længe til DM i 2022, hvor hun blev nr. 3 i øvet klasse. Det er så fedt at komme på pallen til DM!

Årets hold i agility
Inden året startede havde jeg sagt, at dette var sidste år for Pizza i stor normal klasse, da hun ved sæsonafslutning skulle rykkes i seniorklasse (springe på lav højde). I årets begyndelse så jeg et opslag fra Sabine Serwin på facebook, at hun savnede en holddeltager på et hold. Jeg tænkte, ja, hvorfor ikke, det hold ser ud til at være nogle, som jeg kan rigtig godt sammen med og nogle med samme ambitioner som jeg. Vores hold var virkelig et godt hold, det kammeratskab vi havde gennem hele året og den måde vi støttede hinanden på var helt unikt. Gennem året samler man point til forskellige konkurrencer og det hele kunne afgøres på finaledagen i Ribe i september. Jamen jamen, det endte simpelthen med, at vores hold vandt ÅRETS HOLD i DKK for store hunde. Blogindlæg om dette kan læses her.

Årets hold 2023 for store hunde: Bordere med IQ.
Mine sidste baner som jeg dømte på Bornholm i november, havde jeg tegnet som et hjerte. Det er min kærlighed til sporten.

Rallydommer
Jeg har været rallydommer i rigtig mange år. Faktisk lige knap 10 år. Jeg elsker sporten og den udvikling, som den har haft.

Jeg har dog valgt at stoppe som dommer nu, hvor der er kommet flere nye dommerkræfter til og jeg kan koncentrere mig om mine egne hunde.

Jeg har på det seneste været nervøs for at dømme forkert, da der ofte kommer nye skilte og og jeg føler, at der er nye regler hele tiden og har svært ved at skelne mellem gamle og nye regler. Så inden det går galt i mine bedømmelser, så stopper jeg mens legen er god. Jeg har elsket at være dommer og har elsket at se de mange forskellige racer og hunde til prøver.

Har skrevet et blogindlæg om at stoppe som rallydommer.

Campingvogn
Sidste år solgte vi sommerhuset i Sortsø. Jeg har længe pønset på at have min egen lille campingvogn, som jeg kunne benytte, når jeg har været afsted til weekendstævner i både rally og agility. Det har altid været lidt problematisk at finde et hotel eller overnatningsmulighed, når man har haft 3 hunde med. Så pludselig en dag var der et opslag på facebook, hvor en campingvogn var til salg for 7.000 kr. Så slog jeg til.

Min mand og jeg har hver vores “lommepengekonto”, så jeg har købt den for mine egne lommepenge. Vores lommepenge kan vi selv bestemme over, og “skal ikke spørge om lov” til at købe noget eller investere.
Campingvonen, det er mit projekt, som jeg stille og rolig er gået i gang med. Indtil videre er nogle låger inde i campingvognen blev hvide og nogle vægge sorte. En rude skal udskiftes og hynderne trænger til en rensning. Men ellers er jeg klar til at komme ud og køre, når sæsonen kommer i gang igen.

Glæder mig til at komme ud i min Safari Vitesse 470 D.

Min søster
En dag ringede telefonen inde på arbejde (kan ikke huske datoen). Det var min søster. Hun plejer ikke at ringe midt på dagen. Så når det sker, så er jeg altid på vagt. For 5 år siden ringede hun til mig den dag far havde fået hjerneblødning. Der sad jeg i Byretten i Roskilde og var på kursus. Nå, men tilbage til Mette. Hun ringede for at fortælle, at hun havde fået konstateret brystkræft. Øv! Det var jeg rigtig ked af. Hun har nu allerede fået fjernet brystet og den 16. december havde hun fået at vide, at de har fået det hele med i operationen og dermed er hun blevet erklæret kræftfri. Jubiii, det var gode nyheder. En dejlig nyhed, som hun skrev i vores fælles familie-messengergruppe, som vores far også følger med i og som vi kunne se, at han havde læst.

Far
Jeg var til julefrokost på arbejde den 16. december, samme dag, som min søster havde skrevet den gode besked til vores messengergruppe. Jeg havde valgt at lægge telefonen fra mig, så jeg kunne have en sjov aften uden forstyrrelser. Jeg var dog ikke så drikke-festlig, idet jeg var arrangør af julefrokosten, så jeg holdt lidt igen. Fra kl. 13 til kl. 19 havde jeg kun fået et halvt glas champagne, et glas hvidvin og 3 øl. Pludselig ringede mit ur (koblet sammen med telefonen). Det var min mand Søren. Han ville høre, om jeg havde hørt fra Mette. Ja, sagde jeg, “det var da gode nyheder”. Men det var så ikke lige den besked, det drejede sig om (altså at hun var kræftfri). Min far havde fået endnu en hjerneblødning fredag aften og var bevidstløs. Søren var på vej ind på arbejde efter mig, når han havde afleveret hundene hos sine forældre til pasning. Mine søskende havde på det tidspunkt forsøgt at få fat i mig i en time.
Søren kørte mig direkte til Silkeborg til plejehjemmet, hvor min far lå og var ikke kontaktbar. Min far havde ikke lang tid igen. Der stod jeg så i mit julefrokosttøj (på min trøje stod der Merry Christmas Bitches) og min far var døden nær og jeg tror ikke, at han ænsede, at både min søster, bror og jeg var der. Vi sov ikke meget i stolen ved siden af ham den nat. Næste formiddag trak min far vejret for sidste gang og han fik fred kl. 10.47.

Min far var en enestående mand, altid hjælpsom og glad. Livet var dog ikke nemt for ham, da han som 80 årig fik en hjerneblødning. Indtil denne skæbnedag for 5 år siden var han dagligt ude at gå tur med hunden Balder, kørte ofte på cykel var på jagt og ude i Engen. Mor og far passede på hinanden de sidste 5 år. Min far var mors hukommelse og min mor var min fars højre side.

Kizz Me
Da jeg kom hjem lørdag aften efter fars død den 17/12 sagde min veninde Susanne, som havde passet mine hunde hele lørdagen, at Kizz Me var lidt stille. Det kunne jeg godt se, og jeg holdt godt øje med Kizz hele søndagen og syntes pludselig, at hun havde fået dobbelthage og lidt svært ved at spise. Dagen efter tog jeg hende med på arbejde, så jeg kunne følge hende og se, hvordan hun havde det. Hun fik det værre i løbet af formiddagen og lå og snorkede, når hun sov. Jeg ringede til dyrlægen og fik en tid allerede kl. 11.30. Hos dyrlægen var der ikke noget at gøre. Dyrlægens umiddelbare vurdering var, at lymferne ved halsen var så store, at det sandsynligvis var lymfeknudekræft. Vi valgte dog ikke at tage tests og blodprøver for at finde ud af, om dette var diagnosen, da Kizz var så skidt på bare en enkelt dag, at der kun var en ting at gøre. Det var aflivning.
For shit da, først min far og så Kizz Me inden for 2 dage. Det var hårdt!

En uge før Kizz Me døde var hun frisk. Billedet her er fra en dejlig gåtur på 5,5 km med mine veninder Serine og Susanne.

Celleforandringer
Ja, en ulykke kommer sjældent alene. Midt i al det med min fars død, Kizz Mes død og deres begravelser skulle der også lige være tid til at jeg kom til gynækolog og fik taget et såkaldt keglesnit, idet jeg havde fået konstateret svære celleforandringer i underlivet. Sådan noget lort, for at sige det rent ud. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at celleforandringer er forstadiet til livmoderhalskræft. Så heldigvis har de opdaget det i tide og taget noget ud forneden. I skrivende stund går der nu 3 uger før jeg får svar på, om de har fået taget det hele med.
Min far sagde i telefonen til mig 3 dage før han døde, at min mor også havde celleforandringer, så det skulle jeg ikke være bekymret for. Jeg håber han har ret, for jeg ligner min mor rigtig meget. Og hun døde som 78 årig af noget helt andet.

Hurra for det danske system med screeninger og celleprøver og mamografi. Jeg betaler gerne min skat for at folk kan undersøges og hjælpes inden det går helt galt.

Skov
Man skal leve livet mens man har det, for man ved ikke, hvornår det er forandret eller måske helt slut. Jeg er ihvertfald begyndt at leve anderledes i år, end jeg tidligere har gjort.
Jeg har altid ønsket mig min egen lille sti, så jeg kan gå tur med mine hunde på min egen mark/grund. Jeg leger derfor med tanken om at få plantet nogle træer på min mark, få nogle stier og så nogle blomster på en eng. Drømmen bliver forhåbentlig til virkelighed i løbet af 2023.

Tak til alle, der læste med så langt. Det er godt klaret 😉

Jeg håber, at I alle får et rigtig godt nytår og at vi ses i 2023 på den ene eller anden måde.

Godt nytår alle mine bloglæsere.

Her er et galleri med herlige minder:

.

.

.

Advertisement

Træls opringning

For nogle måneder siden var jeg til den trælse, men nødvendige undersøgelse for livmoderhalskræft. Det er aldrig rart at få foretaget sådan en undersøgelse. Svaret kom et par uger senere, at der var celleforandringer. Så jeg skulle have foretaget endnu en undersøgelse, hvor der skulle tages 4 vævsprøver “dernede”.

Dem kom der så svar på i dag, og det var en træls opringning. For der er også celleforandringer i de nye prøver, så jeg skal have foretaget et såkaldt keglesnit.

Det er godt nok ikke noget, som jeg ser frem til. Men det skal jo overstås, så det ikke udvikler sig til noget, der er værre, nemlig livmoderhalskræft. Har allerede fået en tid to dage før jul. Ikke det fedeste tidspunkt, men som sagt, det skal overstås, så jeg kan komme videre. Et keglesnit er en operation, hvor der fjernes et lille stykke af livmoderhalsen. Formålet er at fjerne det stykke væv, som indeholder celleforandringerne. Vævet fjernes med celleforandringer ved hjælp af en tynd og meget varm tråd.

Efter sådan et keglesnit må jeg ikke dyrke sport i 2-3 uger og ikke bære på noget tungt.
Nu er jeg typen, der ser positivt på tingene … så er jeg fri for at bære brænde ind, bære på vasketøj og tunge gryder 🙂
Jeg må ikke .. næsten ingenting, men jeg må godt hundse med Søren 🙂

Agilitystævnet den 28/12, som jeg er tilmeldt, det må jeg desværre ikke deltage i, men der har jeg også en skummel plan med en allieret.

Den årlige julekæresteweekend gik i 2022 til ….

Roskilde!

De sidste mange år har min mand og jeg taget på hyggelig jule-weekendtur i udlandet.

Vi har tidligere været i Harzen, Kiel, Lübeck og Gdansk. Snakkede om Sverige i år, men blev enige om at der var så mange ting på vores tavle, som vi gerne ville se herhjemme i Danmark, så kæresteweekenden blev til en-dagstur til Roskilde.

På tavlen står der bl.a. Vikingeborg, Køge Museum, Politimuseum, Mosede Fort, Tøjhusmuseet og ja Roskilde Domkirke.

Lørdag formiddag tog vi til Roskilde, hvor vi havde booket bord på La Rustica. En restaurant i Ros Torvs butikscenter. Havde aldrig været der før.

Det var heldigt, at vi havde booket bord til kl. 10. For da vi var færdige med et overdådigt brunchbord og havde besøgt et par butikker var vi på vej mod udgangen. Wup wup alarm alarm ja brandalarmen var gået og alle skulle forlade bygningen. Ingen panik alle søgte mod udgangene. Udenfor holdt brandbilen allerede. Tror det var falsk alarm. Nogle af de andre gæster fra den restaurant vi sad på stod udenfor uden overtøj, det må have været koldt. Jeg synes, at vi var heldige med at vi jo var på vej ud af restauranten.

Jeg kan klart anbefale La Rustica. Ved også, at den findes i Ringsted, så der må vi til en dag 🙂

Efter brunch på Ros Torv fandt vi Roskilde Domkirke. Hold da op den var flot med alle de kister med konger, dronninger, prinser og prinsesser. Vi fik 2 timer til at gå inde i kirken. Underligt, at jeg aldrig har fået set domkirken før. Det hele var så enestående med udsmykninger og hvor tiden står stille. Dronning Margrethe II’s gravmæle er også gjort klar, men ingen ved jo, hvornår hun skal herfra. Alle konger og dronninger ligger side om side, så det er lidt underligt, at prins Henrik ikke ville stedes til hvile i Roskilde, mens spredes ud over havet. Faktisk ret modigt at have den mening og jeg tager hatten af for ham.

Efter besøg i kirken gik vi ned til vikingeskibsmuseet. Meget interessant med de vikingekibe, restaureringer, undersøgelser og fund af skibe i Roskilde Fjord. Det er lidt vildt at tænke på, at vikingerne styrede så meget dengang i år 800-1000. Jeg er glad for, at jeg ikke lever i den tid, det må have været ret barsk.

Dagen blev sluttet af med skøn sushi fra vores lokale sushireataurant i Bjæverskov. Efterfølgende så vi Avatar, så vi er klar til at komme i biografen og se 2’eren, som snart bliver mulig at se.

Fantastisk kærestedag med min kære mand.
.

.

.

.