Hjemmetræning i haven

Pizza er mudret, men topmotiveret til at træne 🙂

Jeg har eksperimenteret lidt med videooptagelse af Pizza i dag. Hun er så sød at fotografere og filme. Hun har det samme fotogen som sin mormor Panik 🙂

Pizza er altid klar, så når jeg spørger om vi skal træne, så ser hun super motiveret ud. Og det motiverer mig! Se bare på billedet her til højre.

I sådan et vejr, som der er i dag; diset, gråvejr, en lille smule regn, så bliver hundene let beskidte og græsplænen bliver revet lidt op og ser mudret ud. Ja, selv Pizzas hvide hals er næsten sort.

Nå, men tilbage til mine videooptagelser.

Eksperimentet var, at jeg ville se hendes slalom-metode. Kizz Me’s metode i slalom er, at hun har et forben i jorden på hver side af slalompindene. Pizzas metode er samme som hendes mormor Panik, altså 2 forben på hver side. Det inderste forben dog lidt længere fremme end det yderste. På videoen kan man ligeledes se, hvordan halen snor sig omkring slalompindene.

Desuden kan man også se, hvor tæt hendes bagben er på overliggeren, når hun springer, uden at hun river ned! Super lækkert at se i slowmotion. Mine spring i haven har desuden forskellige højder og nogle er også skæve. Dette gør jeg for at hundene vænnes til at vurdere springene, så det ikke bliver for ensformigt.

Reklamer

En simpel gåtur er livseleksir, især når man har ligget brak en hel uge

Hvordan kan man savne de normale gåture med hundene så meget? Jo, det kan man, når man har ligget en hel uge med snot i lange baner. Forrige weekend begyndte de første spor af influenza at sætte sig, og så har jeg ellers ligget syg en hel uge med ondt i halsen og snue.

I dag mandag har jeg valgt, at nu vil jeg på arbejde. Jeg holdt simpelthen ikke ud til at ligge hjemme længere, skønt at jeg ikke er helt 100% rask. Om det så er det helt korrekte at gøre, ja, det er der delte meninger om, men jeg tog et valg om at møde ind på arbejde.

At møde på arbejde er også lig med en skøn morgengåtur med hundene og en endnu dejligere og også længere gåtur med hundene her i eftermiddags. Selv om mine morgenture og eftermiddagsture er ens hver dag, så nød jeg dem ekstra meget i dag.

Hundene har nydt gåturen i dag i fulde drag.

Hundene har nydt gåturen i dag i fulde drag.

Landevejen i den landsby, hvor jeg bor, er egentlig lidt kedelig og ensformig. Men et stykke oppe ad vejen er der en stikvej (grusvej), som jeg ofte går ind ad. Hvis der kommer nogle biler, så kører de meget langsomt.

Tak til mine hunde, fordi I tvinger mig ud og gå. Det er balsam til sjælen, også selv om vejen er lidt kedelig. Heldigt, at mine hunde ikke er kedelige!

At ligge syg med nogle hoppende border collier omkring sofaen, har fået mig til at træne nogle andre øvelser med dem, end jeg plejer. Kizz har jo før lært at rydde op, så nu var det tid til, at Pizza også kunne mestre dette. Se min video:

Ketosis rash – eller udslæt når man er i ketose (LCHF-kuren)

Engang imellem er det godt for min krop liiiiiige at komme på en lille bitte slankekur. Det er ikke fordi, at jeg er mega overvægtig, men fordi at jeg engang imellem synes, at det er skønt, at slappe af og spise det jeg har lyst til. Det gælder f.eks. i juletiden eller under en ferie. Efter julen er overstået, så går min mand og jeg på slankekur sammen. Det er altid bedst at støtte op om hinanden, så bliver kuren nemmere at styre, fordi vi hjælper hinanden, hvis trangen til søde sager bliver for stor.


LCHF kuren er forholdsvis let at gå til. Man skal bare lige have vænnet sig til, at det er okay at spise en masse fedt. Til gengæld må man ikke spise stivelse, det vil sige kartofler, pasta og alt hvad der har mange kulhydrater i. Man må selvfølgelig heller ikke spise sukker eller søde sager. En anden vigtig ting man heller ikke må spise er brød og noget med mel i.

Til at starte med lyd er det besværligt, men man vænner sig hurtigt til at spise dejlig morgenmad for eksempel bacon og æg med avokado til eller agurkestykker.

Jeg bliver oftest inspireret til madlavningen og opskrifter fra en hjemmeside, der hedder madbanditten.DK. 

Jeg skriver dette blogindlæg for at gøre opmærksom på, at der kan være få personer, der kan få noget udslæt i forbindelse med at være på LCHF kuren. Jeg er en af dem!

Jeg søgte på internettet forleden dag, og fandt ud af, at der er flere mennesker, som lider af noget der hedder: ketosis rash. På dansk vil jeg kalde det udslæt i ketose.

Når man er på LCHF, og man følger kuren meget striks, kommer kroppen i ketose. Det er en lang forklaring at fortælle om ketose, så det vil jeg spare jer for. Google det i stedet for. 

På de udenlandske hjemmesider om ketosis rash, fandt jeg ud af, at den eneste måde man sådan set kan komme ud af dette problem er ved at sætte kulhydratindholdet en smule op. Det vil sige, at hvis jeg før var på et kulhydrattal på 20 om dagen, så sættes dette op til ca. 60. Derved kan jeg holde mit udslæt nede.

Mange vil sikkert bare sige, jamen hvorfor er du så på den her kur. Jo, det er fordi, at jeg synes at maden smager rigtig godt. Samtidig støtter jeg op og min mand, når vi er på kur sammen. En kur der hedder fem to, blander jeg så lidt sammen med denne her LCHF. 

Det er ikke voldsom mange kilo, som jeg skal smide, det drejer sig bare om 3 til 5 kg. Jeg skal jo gerne være lidt og smidig, når jeg skal ud og løbe agility med min stjernehund Pizza her i foråret.

Ketosis rash

For et par år siden fik jeg også det her udslæt i forbindelse med, at jeg startede LCHF kuren. Det kommer altid efter cirka to uger på LCHF. Engang gik jeg til læge med det her udslæt, og han ordinerede noget salve, som kostede det hvide ud af øjnene på apoteket. Mit udslæt fortsatte og jeg gik til læge igen, han henviste så til en hudlæge. Ved begge lægebesøg fortalte jeg, at jeg var på en slankekur, der hedder LCHF. Ingen af lægerne vidste, hvad det var, der gav mig udslæt, så de henviste mig til hospitalsundersøgelse. Imellem tiden stoppede jeg med slankekuren, fordi vi skulle på sommerferie, … og på en ferie i udlandet er det meget svært at spise på restauranter, når man er på LCHF. Mit udslæt forsvandt derfor, og jeg kom aldrig til undersøgelse på hospitalet. Men det er jo også lige meget nu, hvor jeg har selv har fundet ud af via internettet, hvad det er der forårsager mit udslæt.

Dette her blogindlæg er ikke skrevet for at nedgøre LCHF kuren, fordi den kan jeg faktisk rigtig godt lide og vil gerne tale varmt for den. Men den dur bare ikke til mig, hvis jeg følger den 100 % striks. Jeg skriver blogindlægget, så andre der lider af samme uforklarlige problem som jeg, måske har fundet ud af, hvad de hermed fejler.

Min deltagelse i Danmark Har Talent var en katastrofe

Det var mildest talt pinligt at stå overfor Jarlen, Peter Frødin, Nabia og Cecilie. Min audition/opvisning gik ikke som den skulle på grund af et meget uforsvarligt gulv. Hundenes poter rutschede ind under gulvtæppesamlingerne, spring væltede, slalom’en endte med at skubbet hulter til bulter og hundene kartede bare rundt.

Peter Frødin var dog virkelig sød og sagde i sin afslutning til mig, at han kunne se, at hundene var dygtige, og var vant til at være på et bedre gulv, hvor de kunne stå fast.

Det hele blev ødelagt af det skide gulvtæppe og ødelagt af, at vi ikke fik mulighed for at afprøve det inden jeg skulle på scenen (det havde de lovet), så jeg kunne have gået min vej og skånet hundene for denne opvisning. Jeg havde fået tilsendt tegning af scenen, så jeg kendte størrelsesforholdet, men det viste sig, at de havde skåret 2 meter af scenen, for at der kunne være plads til kamera.

Jeg skrev derfor en mail til chefen
Natten efter min optræden kunne jeg ikke sove, så da jeg endelig stod op, skrev jeg følgende mail til Danmark Har Talent, produktionschefen:

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

“Jeg deltog i går den 14/9 i Danmark har Talent.
Jeg vil sige, at det er nogle yderst dygtige medarbejdere omkring hele teamet.
Desværre endte min optræden med hundene som en katastrofe og du må love mig ikke at tage hunde med ind på det gulv igen! Det er uforsvarligt.
Som du kan se på det vedhæftede billede endte min ene hund med at blive skadet på en pote.
Jeg var blevet lovet, at jeg kunne afprøve gulvtæppet inden min optræden, men det blev der pludselig ikke tid til.
Dem, der rullede gulvtæppet ud fik instruktioner fra mig og min hjælper om at tape gulvtæpperne sammen og tape forhindringen slalommen fast til gulvtæppet med gaffa.
Flere gange under opvisningen skred mine hundes poter og ben ind under samlingerne til gulvtæpperne og slalommen endte med at stå hulter til bulter, da den ikke var blevet tapet fast.
I dog dancing verdenen var jeg blevet advaret mod at deltage i Danmark har Talent, da de fortalte, hvor dårlige scenegulvet var.
I dag kan jeg godt se, at jeg skulle have lyttet noget mere til dem.

Hilsen
Lone Sommer”

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg blev efterfølgende ringet op af både en ansat hos Danmark har Talent og et par dage efter af selve pruduktionschefen. De har taget min henvendelse op på allerhøjeste niveau og vil fremover gøre alt for, at dette her ikke sker igen. De er meget kede af det, der er sket og at gulvet ikke har været i orden. De tager hele fejlen på deres skuldre.

Produktionslederen sagde dog til mig i telefonen (opringningerne efter modtagelsen af min mail), at dommerne bagefter havde snakket om, at det var de bedste hunde de nogensinde havde set i Danmark har Talent, men at betingelserne ikke var til stede.

Jeg nævnte også for produktionslederen, at for deres egen skyld, som ville jeg anbefale, at de ikke tog min optræden med i programmet, da man tydeligt kunne se, at de ikke havde opfyldt deres betingelser. Heldigvis tog de min anbefaling seriøst. Jeg var med til første audition, men var ikke med i første program. Går da bestemt ikke ud fra, at de klipper mig ind i en af de andre programmer.

Produktionslederen tilbød mig også, at råde bod på det, ved at jeg kunne komme ind og optræde igen på deres sidste showdag, hvor de ville forsøge at få fat i noget andet gulv. Men det tilbud afslog jeg. Når de ikke kunne holde deres løfte første gang, hvorfor skulle de så gøre det anden gang. Og jeg havde allerede brugt en betalt feriedag på det samt kørsel til københavn og en hel dag i parkeringshus. Nej tak, den udgift ville jeg og Yvonna ikke have igen, samt alt det slæb med forhindringer frem og tilbage. Og hvorfor … til ingen verdens nytte, for en af dommerne i panelet sagde: I dette show bør det slet ikke være dyr med, så du får et nej herfra. Ja, så var man jo stemt ud på forhånd af ihvertfald en af dommerne.

Spildte penge og spildt arbejde
Jeg havde trænet et bestemt program op til showet, fået hjælp af Yvonna, lånt og hentet forhindringer i Ringsted og Yvonna hentede specielle spring i Nordsjælland, hvor Claus Gaarde-Nielsen havde beskåret overliggerne, så springene passede til en lille scene. Jeg havde købt glimmer i dyre domme og syet tøj om.

Jeg havde også brugt mange timer på at få skræddersyet musiknummeret “stand up for the champions”, så det kun varede 1 min og 16 sek. Jeg havde ligeledes brugt penge på at leje hal til træning af nummeret. Og Yvonna har også brugt mange timer og kørsel på at hjælpe mig.

Selv er jeg meget ked af det. Hundene gjorde virkelig deres bedste og Pizza endte sågar med at få en skade på en trædepude. Sandsynligvis på grund af friktionsvarme fra gulvtæppet. Der gik heldigvis bare 4-5 dage, så var hun rengående igen. Men jeg prøver virkelig at passe på mine hunde, så derfor var jeg så ked af det.

Nå, men jeg må sige, at så har jeg lært noget. Det er et af de ting, jeg tager med på oplevelseskontoen.
Jeg troede, at det dog var anderledes, da det ikke var mig, der skrev og spurgte om jeg kunne være med, men at det var DEM, der ringede mig op, og spurgte om ikke nok jeg ville deltage.

Jeg havde trænet dette nummer til hudløshed i min have, så alt klappede i forhold til musikken. Min optræden skulle have set nogenlunde sådan her ud (dog uden en nedrivning af spring og fejl i slalom):

20160914_155254

Felix var virkelig sød ved Pizza. Han mødte hende igen efter udsendelsen udenfor, hvor han havde stor sympati for mig og mine hunde. Sjovt nok, så startede han med at sige om Kizz Me “hende kan jeg godt genkende”.

Jeg havde købt noget strygbart glimmer, som jeg havde strøget på mit tøj og på hundesnorene.

Jeg havde købt noget strygbart glimmer, som jeg havde strøget på mit tøj og på hundesnorene.

Mine yndlingsapps

Jeg har mange apps på min smartphone. Nogle af dem er mere brugte end andre. Her vil jeg fortælle om dem, jeg ofte bruger eller er glad for. 

Messenger. Denne app bruger jeg hver dag til at komme i kontakt med folk. Jeg bruger faktisk ikke sms mere, da det kræver, at jeg har deres tlf.nr.  Jeg er venner med rigtig mange på Facebook, og derfor er messenger min foretrukne app. Jeg taler også med folk via denne app både som telefon men også med video. 

Facebook. Bruger jeg også daglig, da mange informationer bliver meddelt i grupper og på sider. Jeg læser også nyheder fra diverse mediehuse via Facebook. 

Snapseed.  Et billedebehandlingsprogram, som jeg har lært at kende af Camilla Johannessen. Det kan beskære, lave andre farvetoner, skær, blur m.v. 

Snapseed


Wunderlist. Denne liste synkroniserer jeg med min mand. Den bruger vi bl.a. til fælles indkøbsseddel. Når vi kommer i tanke om noget til listen, så skriver vi det bare på. Så uanset hvem, der handler ind på vej hjem fra arbejde, så er listen den samme for os begge to og opdateret. 

Wunderlist bruger vi til indkøbsseddel, huskeliste, ønskeseddel, pakkeliste til weekendture.



Glympse. Det er en app, som min mand og jeg benytter, når jeg fx er på vej hjem fra konkurrence en søndag.  Så sender jeg Søren en Glympse, så han kan følge mig og se hvornår jeg er hjemme. Så er maden klar, når jeg kommer ind ad døren 😉

Glympse


Skyview. Det er en app, som Søren og jeg fandt i dag, fordi vi ville se, om det var Venus, vi kunne se på stjernehimlen (det var det!) Man peger bare med telefonen ud mod stjernehimlen, så får man at se, hvad fx hver enkelt stjerne eller planet/måne hedder.

Skyview


Jeg har selvfølgelig andre uundværlige apps, som fx mobilepay, e-boks, min bank, pokemon go og yr…. og mange flere.