De små sejre er også store sejre

I dag var jeg til det årlige klubmesterskab i DcH Fladså. Det er den lokale og lille hundeklub, som jeg går i 5 km fra Toksværd. Klubben var faktisk meget lille, da jeg meldte mig ind for næsten tre år siden. Den er nu vokset på især lydighedsfronten men også rigtig meget på rallyfronten. 

Der var klubmesterskab i agility, rally og dch lydighed. Ved velkomst fandt jeg ud af, at der ikke var spor og rundering i lydigheden, så jeg meldte mig kampklar til alle tre dicipliner. Man kunne faktisk stille op, så der ikke var stress på. Alt foregik stille og roligt med hensyntagen til de forskellige hundeførere. Der var en rigtig god stemning. 

At blive klubmester i en lille klub som Fladså vil nogle måske regne som ingenting i forhold til de mesterskaber, jeg har vundet i tidens løb. Men ikke desto mindre, så bliver jeg også stolt af de små sejre. Især fordi hunde hunde er mine stjerner hver gang, jeg deltager i noget med dem.

Kizz Me var en stjerne i dag, fordi hun blev klubmester i agility, men også fordi hun fandt på noget nyt i rally. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine højlydt af hende. Ved fremsending til kegle løb hun i stedet ud til et skilt og satte bagpoten på, og stod der i den smukkeste bagbenstouch. Jeg var ikke ene om at grine!!! 😂

Pizza gjorde også alt hvad hun kunne i både, rally, agility og lydighed. Så fint, at hun kan bevare koncentrationen i alle tre ting. Apportering havde hun ikke glemt og det var jo dejligt. 

I DcH lydigheden fik jeg lige repeteret lineføringsbanen (man bliver jo ikke dirigeret) og så deltog jeg først med Kizz og hun fik 10 point i den diciplin! Faktisk, så stod lydighedsfolkene er rystede lidt i bukserne, for Kizz gjorde det rigtig flot i alle diciplinerne, bortset fra lydighedsspringet, hvor hun lige fik en bakkekommando og ekstra kommando for at komme ind foran (hun stod selvfølgelig two on two off på ‘springet’). Ud af 14 lydighedshunde blev Kizz Me 2 og Pizza 4. Rigtig godt gået af mine agility- og rallyhunde. 

Summa summarum:

Pizza klubmester i rally

Kizz Me klubmester i agility

Pizza blev klubmester i rally i DcH Fladså

Reklamer

Planlægning af Pizzas fremtid

DKRLCH Asasara Jam Jam Pizza

På Samsø i efterårsferien opnåede jeg et af mine store mål med Pizza – at hun skulle blive Dansk Rallychampion. Den titel er jeg meget stolt af, også selv om det er den 6. hund, som jeg laver til rally champion.

Der er flere, som har spurgt mig, om jeg ikke snart skal til en DKK lydighedsprøve med Pizza. Og det må svaret desværre blive nej. Pizza har evnerne, men jeg har desværre ikke tiden.

Efter min oplevelse med at være stressramt for nøjagtig et år siden, så har jeg valgt nogle ting fra. LP’en er en af tingene.

Jeg vil kalde mig næsten fuldstændig raskmeldt, men det vil altid ligge i baghovedet, at jeg kan blive stressramt igen. Jeg kan ikke lade være med at mærke efter, hvordan jeg har det. Og det er meget normalt for tidligere stressramte, altid at føle efter.

Ind i mellem føler jeg, at mit åndedræt er lidt hurtigt og hjertet banker lidt for meget. Der skal ikke så meget til, før jeg kan fornemme, at en træls nattesøvn er i vente. Der skal såmænd ikke andet end en kommentar fra en rallyfører til, at jeg bliver påvirket. Jeg kan være ret irriteret på mig selv over min reaktion og efterfølgende tankemylder, så derfor har jeg måtte finde en PYT-knap frem til mig selv.

Det er et billede af en knap, hvor der står: “Tryk på PYT-KNAPPEN og kom videre i dit liv”. Det er en rigtig god knap. Den er lige så godt som sætningen “Du skal ikke bekymre dig om noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved”.

Nå, men tilbage til Pizza og hendes fremtid. Ingen LP til hende. Derimod har jeg satset på, at hun skal til DM i rally i august 2017. Jeg tog derfor forrige weekend til Vamdrup for at opnå høje points og forhåbentlig en kvalifikation til DM i ekspertklassen. Hun fik 99 point og vandt i Vamdrup. Så jeg håber, at det er nok.

Men … det er måske lidt lige meget nu. For Pizza er kommet i løbetid og skal parres i næste løbetid, hvilket sandsynligvis er i juni og dermed har hun hvalpe til DM. Så måske ingen DM til os. Men nu har hun da pointene, og hvis noget går galt med parring eller drægtighed, så kan vi da altid lige smutte til DM 🙂

Indtil parring i juni så hygger Pizza og jeg os med agilitytræning og enkelte stævner. Pizza er fuldstændig fantastisk til agility. Hun er som sin mormor Panik – hurtig og styrbar. Hver tirsdag træner jeg i Ringsted sammen med venner, som har samme ambitioner som jeg og samme niveau. Det er fantastisk at træne med nogle, som man godt kan sammen med. Jeg er ofte helt høj efter agilitytræning med Pizza, at jeg skal have soltag i bilen hjem, for armene vil ikke ned. Specielt i tirsdags var Pizza super dygtig til nogle ellers svære baner. Og hvor er det bare fedt, når holdkammeraterne siger, hvor dygtig Pizza er blevet og sikke en udvikling hun har været i. Det varmer helt vildt, Tak Marianne!
Hold nu op, hvor jeg knuselsker den hund!

 

Frustrerende at søge efter en hund. PUMA ER FUNDET I LIVE.

PUMA ER FUNDET I LIVE. Tak til alle, som har hjulpet med eftersøgningen.
Hun var væk fra onsdag til søndag.

Der er oprettet en eftersøgningsgruppe på facebook, hvor hele eftersøgningen efter Puma koordineres:

https://www.facebook.com/groups/1801790560092507/ 

Efterlysning, border collie ‘Puma’ savnet siden 2/11. Hun bor normalt ved Faxe (Feddet), men blev passet den 2/11 i Everdrup, hvor hun om eftermiddagen forsvandt. Everdrup ligger ca 4 km sydøst for Dysted (mellem Faxe/Næstved /Vordingborg)

Jeg er ikke ejer af hunden, men er opdrætteren, så jeg håber, at nogle i nærheden af Everdrup, Toksværd,  Tappernøje eller Dysted har set Puma eller har hørt om denne sort/hvide border collie.

Puma er meget savnet. Hun er ikke bange, så det formodes, at hun kan kaldes til sig, hvis man ser hende. Telefonnr på ejer står på billedet.

Det er hårdt følelsesmæssigt at være opdrætter til en hund,  man har fulgt i 8 uger og lagt liv og sjæl i. Jeg har set Puma flere gange siden hun flyttede hjemmefra. Skøn hund!

Lige nu tror jeg ikke,  der er mere at gøre. Det er jo et kæmpe område,  hun er forsvundet i.   Man ved ikke præcis hvornår hun er forsvundet og hvor hun er gået hen.

Jeg må håbe på,  at nogle ser mine delinger af facebookopslag med efterlysning og mine ophængte plancher i området.

Puma . . .  Kom hjem!