Hundelort – hvor skal man gøre af prutposen?

smiddinhundeposeherJeg er med i en facebookgruppe, der omhandler den by, jeg bor i. I går kom der et surt opstød fra en person, som klager over, at folk lader deres hunde lave lort i andre folks indkørsler, haver og på fortorv. Jeg kan sørme godt forstå, at folk er sure over det. Det hører ingen steder hjemme, at der ikke samles op.

Lige nu har jeg jo 4 hunde (Pink bor hos mig, mens hun har hvalpe), og jeg synes, at det er enormt vigtigt, at en person med 4 hunde viser sig som et godt eksempel.

Mine gåture i byen går forbi nogle marker, hvor hundene besørger. Jeg har dem i kort snor forbi alle indkørsler og haver. Når jeg kommer hen til markerne, så får flexlinerne fuldt udrulning og hundene får en fin gåtur med masser af snuseri og motion. Kommer de til at lægge en kage et uhensigtsmæssigt sted, samler jeg selvfølgelig op.

Det store spørgsmål er så … Hvordan får man dog folk til at samle hundelort op, hvis lorten kommer til at ligge i andre folks haver/indkørsler? Jeg tror, at en af årsagerne til, at folk ikke vil samle op er, at man kan komme til at gå flere kilometer med en fyldt lortepose uden at kunne lægge den i den nærmeste skraldespand. Hvis man havde mulighed for at lægge en fyldt og lukket lortepose i den nærmeste skraldespand i en indkørsel, så ville problemet stort set blive løst.

DKK havde for et par år siden en fantastisk kampagne. Man kunne få et klistermærke til at sætte på sin skraldespand med, at ”her må du gerne smide din hundepose”. Kampagnen kan ses her: http://www.hundenyheder.dk/til-kamp-mod-hundeposer-paa-gader-og-straeder/

Jeg har diskuteret spørgsmålet med flere og var meget overrasket over, at der var så stor modstand mod, at personer med hund lige kunne lægge en lortepose i en skraldespand. Folk med disse holdninger tror jeg er stor skyld i problemet. For folk med hunde tør ikke lige smide en fyldt lortepose i en skraldespand i en indkørsel, da de jo går ind i folks private indkørsler. Men alternativet kan måske være, at hundefolk så ikke samler lorten op og derfor lader den ligge, da mange ikke vil gå med lorteposen i lang tid.

Jeg må sige, at jeg nogle gange har lagt en fyldt lortepose i en skraldespand, der står helt ude ved vejen, og har aldrig oplevet, at folk er blevet sure over det. Tværtimod så er folk glade for, at jeg samler lorten op.

Det kunne være fedt, hvis ALLE havde et klistermærke på sin skraldespand!

Reklamer