12 beskidte poter

Jeg vil meget hellere have sne og frost. I vintermånederne kan hundene have meget beskidte poter, når der er kedeligt vejr. Men når der er frostvejr, så er der aldrig beskidte poter med hjem fra gåturene. Når det derimod er regnvejr eller det har regnet for nylig, så er der altid de forbandede beskidte poter med hjem fra gåturene. Jeg hader det!

Så gælder det bare om på denne tid af året at have soigneret hundenes poter. Jeg plejer at klippe det hår under hundenes poter, som stikker frem mellem trædepuderne og ved siden af trædepuderne. Dermed mindskes, at de tager en masse grus og mudder med ind i stuen.

 

Øverst til venstre er en soigneret hundepote, og en, der trænger.

Der er flere måder at klippe hårene ved poterne. Min måde er, at få hundene til at slappe af, når de ligger på ryggen mellem mine ben (jeg sidder på gulvet). Det har jeg lært dem helt fra hvalpestadiet af. Jeg har jo haft både Pizza og Kizz Me siden de var nul dage gamle, og derfor har jeg vænnet dem til at ligge på ryggen og slappe af stort set siden fødslen. De nyder at få klippet hår inde ved poterne og slapper også rigtig dejlig af, når neglene skal klippes. De ligger faktisk og lukker øjnene så jeg ved, at de nyder det.

Det er aldrig lykkedes mig at få Du Der til at slappe af, når hun skal have klippet negle. Hun hader det som pesten. Hun ryster og vil væk. Så jeg skynder mig at få det overstået og giver hende altid en dejlig hundeguf, når vi er færdige.

Reklamer