Kuld Hallo på vej – denne gang Engelsk Springer Spaniel

Flickan og Solo hang sammen i 20 min. Flickan får lidt guffer af Mads, det har hun virkelig fortjent.

LP1 LP2 RBM RØM DKRLCH Baggbo Bibi-Boucheron (Flickan) er i dag blevet parret med Desperados X-Port (Solo).

Parringen forløb fint og lige efter bogen. De hang sammen i 20 minutter. Hvalpe bliver født ca. 1. december 2011, hvis alt går vel. Ih, hvor jeg glæder mig til et kuld springer spaniel hvalpe.

Man kan læse mere om kuldet og den fremragende kombination på http://www.asasara.dk (klik på hvalpe).

Dejligt billede af ben, der fletter

En god og en særdeles trist rallyoplevelse

Vil starte med det positive. Jeg har småtrænet Du Der i rallyøvelser de sidste par uger. Da Sofie en dag lånte Du Der til træning, hvor vi gennemgik nogle rallyskilte, så kunne jeg se, hvor meget Du Der elskede at komme til lydighed igen. Jeg har ikke trænet lydighed med hende siden hun blev lydighedschampion i 2006. Men hvorfor skulle en hund, der kommer fra næsten 100% lydighedslinjer ikke få en ny chance? Godt så! På med vanten og til en konkurrence i min nye dille. Du Der skulle op i begynderklassen med line på (det er ellers ikke nemt, når man er vant til fri ved fod!!!). Hun fik 100 point og blev vinder af klassen.

Du Der og jeg har fundet glæden ved rally lydighed. Til første konkurrence opnåede hun max point (100) og vandt klassen.

Panik var første hund i ekspertklassen. Hun brillerede med at gø i en af øvelserne. VOV VOV VOV = “hvor er jeg glad”. Lidt øv, at gø trækker ned, da Panik jo gør af glæde. Nå, jeg fik tysset hende ned og hun udførte resten med stor glæde alligevel. Vi fik 97 point, da gø trækker 3 point ned. Håber, at det er nok til deltagelse i DM.

Kizz Me var næstsidste hund i ekspertklassen. Vi starter igen med det positive. Hun fik 96 point og sit andet cert og var super lækker at være til prøve med. Nu til det negative, som intet har med Kizz Me at gøre:

Da jeg skulle til at gøre klar til at gå på banen, kunne jeg mærke på føreren, der var på banen med sin sheltie, at hun ikke var tilfreds med sin hund, den snuste og var uinteresseret i at arbejde med føreren. Det endte desværre med, at føreren midt i øvelserne tog fat i hunden i kinderne og hev den op i strakt arm. Dette gentog sig. Hun tog hunden om bag ved teltet, hvor nogle andre så, at hun ikke “var særlig pæn” overfor hunden. Dommeren sagde til hende, at hun ville blive indberettet.
Kizz og jeg var klar til at skulle ind på banen som næste ekvipage, og da den ikke særlige høflige hundefører skulle ind på banen igen med hunden i æresplads, mens jeg skulle gå banen med Kizz Me, fik jeg en mærkelig mavefornemmelse. Den negative aura, som dette kvindemenneske havde, ville jeg nødig have skulle smitte af på Kizz og jeg. Jeg var faktisk liiiige ved at spørge dommeren, om Marianne med Vomba ikke nok måtte ligge æresplads for mig.

Jeg forstår bare SLET ikke, hvorfor en erfaren hundefører kan blive SÅ tosset på sin hund – det var da for fanden bare et lille rally-stævne. Og hvis jeg var hund, så ville jeg heller ikke arbejde for den fører. Rally er jo nemlig så fed en sport, fordi man kan rose og belønne med snak og glad stemme.
Lige en sidste ting, jeg ønsker ikke at hænge nogen ud, derfor ingen navne.

Tænker tilbage på DM i agility

Når jeg tænker tilbage på DM i agility, så må jeg sige, at jeg stadig er meget glad for, at blive både nr. 1 og nr. 3. Hvorfor kan det gå så godt med 2 hunde? Hmmm har tænkt lidt (ja, jeg ved godt, at det er svært for en blondine).

  • Mine hunde får hver dag 1 tablet Canosan.
  • Mine hunde får noget godt foder – Select Gold – fra MaxiZoo
  • Jeg havde trænet mine muskler op til at løbe DHL stafet, så derfor var jeg i god form til DM.
  • Mads var med, og sørgede for telt m.v., så jeg kunne koncentrere mig om hunde, opvarmning m.v.
  • Stævnet var på en god plads, hvor arealet var plan og græsset nyslået.
  • Der blev afholdt en forsjov konkurrence lørdag, hvor der indgik feltforhindringer. Jeg fik trænet felter med Panik og Du Der.
  • Vi spillede Uno fredag og lørdag, og fik et par sjusser. Man løber nemlig bedst på en anelse tømmermænd 🙂 Total useriøst, men det virker 😉

Panik reklamerer for Canosan

 

Maxi Zoo sponsorerer mig med foder af mærket Select Gold

Kizz Me’s første rallycert

I søndags var Mads og jeg til spanielklubbens rallylydighedsstævne i Herfølge. Flot arrangement Paul og Susanne havde stablet på benene. Heldigvis lå det kun 13 km væk, så der var ikke så lang køretur. Lige da vi kørte ud af indkørslen fastholdt jeg, at vi skulle køre tilbage efter teltet, for jeg syntes, at himlen var lidt mørk. UHA DA DA, det var godt, at vi tog teltet med, for stævnet startede med lyn, torden og ikke mindst en masse regn. Men heldige mig, jeg kom ikke ud i regnvejret under hverken banegennemgange eller til prøverne.

Panik skulle have sin debut i championklassen, og jeg måtte sande, at hun ikke er trænet nok op til denne klasse. Vi fik 68 point. Især 3 skridt bakke på højre side volder os problemer, så der er lang vej igen. Nu overvejer jeg, om jeg skal stille op i ekspertklassen igen og forsøge at få hende udtaget til DM i rally. Tænke tænke tænke.

Kizz Me var næste hund på banen. Hun skulle op for første gang i ekspertklassen. YES, 97 point og første cert i hus. Det var en dejlig Johannabane med 2 spring! Se videoen nedenfor. Heraf fremgår, at Kizz Me elsker ståpositionen ved mit lår … måske elsker lidt for meget 🙂

Mads skulle til sin første rallyprøve. Jeg har jo ført Flickan op gennem klasserne: Begynder, Øvet og Ekspert. Men Mads har ikke før været til en rallyprøve, så hvordan skulle det mon gå med alle skilte, nye øvelser i forhold til LP m.v. Man kan godt gå hen og blive lidt rundtosset på en rallybane. Mads klarede det flot, fik 92 point. Flickan blev bedste spaniel i klassen og vandt dermed klubmesterskabet og fik en flot rossette.

Flickan blev igen i år klubmester i spanielklubben, denne gang i rally ekspertklassen.

På scenen sammen med Ørkenens Sønner

Mads og jeg købte billetter allerede tilbage i december 2010 til en forestilling i Falconersalen her i aften. Vi var afsted med bestillingen i så god tid, at vi fik pladser på første række.

Ørkenens Sønner skuffede mig på ingen måde. Deres sjofle sange og kvalmende humor er lige min stil. Jeg grinede fra jeg kom til jeg gik.

De har åbenbart tradition for, at hente en publikum med op på scenen og så synge for hende. Og tja, hvem valgte de så af alle dem der var i salen – mig selvfølgelig. Det var simpelthen så sjovt at være på scenen med Søren Pilmark, Asger Reher, Henrik Koefoed og Niels Olsen. De var hverken uforskammede eller noget, bortset fra, at de alle ville i seng med mig 😉 he he, tror man skulle have været der! Jeg fik en stor dejlig pude og en fez af dem – og ikke mindst en kæmpe oplevelse.

Søren Pilmark inviterede mig på scenen

Min fez, som jeg fik af Ørkenens sønners musiker Troels

Panik er blevet danmarksmester i agility

Panik og jeg blev danmarksmestre i agility (individuel) og sørme om ikke jeg også fik bronce …, for på 3. pladsen var det faktisk Du Der og jeg. Og hvis jeg nu skal blære mig (ja, det gør jeg!!!), hunden på 2. pladsen var Funny, en af Paniks hvalpe.

Panik Danmarksmester 2011, Funny nr. 2 og Du Der nr. 3.

Mads og jeg slæbte campingvognen til Ribe Hundevenners sportsplads i Jernvedlund allerede fredag. Jeg blev desværre nødt til at skippe en personalefest, men sådan kan det gå, når man er en aktiv kvinde.

Fredag aften spillede vi Uno i klubhuset med en flok hundetosser 😉

Lørdag var der først et for sjov løb, som jeg brugte til at få varmet lidt op.

Derefter gik hold springløbet igang. Det var en god bane. Du Der, Zindy og Djiini var fejlfrie, Panik havde 5 fejl, men da det er de 3 bedste hunde der er tællende for holdet, kunne man tage Paniks løb væk.Vi endte med at blive nr. 2 i springløbet.

Derefter var det tid for individuel spring. Det var en rimelig svær bane og der var mange, der havde fejl eller blev disket. Jeg løb fejlfri med både Panik og Du Der. Det rakte til en placering som nr. 3 med Panik og 4 med Du Der. Hunden på 1. pladsen i springløbet var Simic, og nr. 5 var Funny. Det vil sige, en Asasara hund nr. 1, Panik-asasara-avler på nr. 3, duder-asasara-avler nr. 4, en asasara hund nr. 5. Det var jeg temmelig stolt af.

Om aftenen var der fællesspisning i klubhuset og igen var der en flok hundetosser, der skulle spille Uno (ja, jeg er en af dem!).

Søndag var det de afgørende løb, hvor lørdagens løb talt med i beregningerne (bedste hund/hold sammenlagt). Jeg blev jo hold-danmarksmester i 2007, 2009 og 2010, så jeg havde et klart mål, at blive holddanmarksmester igen i 2011. Sådan skulle det desværre ikke gå. Du Der startede med at have 10 fejl = ØV. Djiini og Zindy havde også hver 10 fejl. Panik havde et fejlfrit løb. Desværre endte vi på 4. pladsen holdmæssigt, så ingen podieplads til os. Holdet der blev Danmarksmestre bestod af (Asasara) Simic og (Asasara) Catch. Holdet der blev nr. 3 bestod af (Asasara) Funny og (Asasara) Badut. Så jeg må sige, at mine afkom var temmelig godt repræsenteret på podiet.

Glade hunde og fører lige inden præmieoverrækkelsen.

Individuel agility var også en bane med mange fælder, hvor der især efter slalom skulle spænes til for at nå ud til et spring. Jeg valgte vist nok som den eneste at stikke af fra hunden i slalom og tage imod omme bag næste spring. Jeg har lært mine hunde selvstændig slalom og det gav virkelig pote i dag. Både Du Der og Panik var fejlfrie i agility løbet. Hunden som lå nr. 2 fra springløbet fik en fejl i agilityløbet, og så var de ude. Sidste og afgørende hund var Simic. Sarah er en kanon god agilityløber, som er pisse god til at holde hovedet koldt og vinde i store mesterskaber. Da jeg stod og kiggede på hendes gennemløb førte jeg danmarksmesterskabet. Pludselig så jeg, at hun fik en vægring, og jeg kunne ikke lade være med at hoppe i begejstring. Ikke fordi, at hun fik en vægring, men fordi, at jeg vandt danmarksmesterskabet. Det var svært at skjule glæden. Men HOLD FAST, HVOR BLEV JEG GLAD, da det gik op for mig, at jeg blev individuel danmarksmester og ovenikøbet også fik bronche.

Det var ikke mit mål med Danmarksmesterskabet i år at blive individuel mester, men når det nu er sket, så gør det faktisk ikke noget 😉

Og en lille tilføjelse er, at det var på et hængende hår, at Panik blev udtaget til DM. Det aller aller sidste agilityløb, som hun havde mulighed for at deltage i, der fik hun udtagelsen (i Vejen, hvor jeg fik hendes forpoter op på balancefeltet).

Her er video af Paniks løb. Beklager den dårlige kvalitet, men videokameraet var indstillet til “økonomisk” (typisk Jyde!)