Håber, at folk vil lære af mine fejl, derfor fortæller jeg om dem

Jeg begik en stor fejl ved, at have opfundet en særlig påsat t-shirt, som skulle forhindre Du Der i at komme til stingene. Jeg vælger at fortælle om de fejl, som jeg begår. For der er jo ingen grund til, at folk begår samme fejl som jeg.

T-shirt, som er lukket til under maven. Der er 4 huller til benene. T-shirten er spændt op bagtil (tutten).

Du Der blev jo opereret i torsdags – steriliseret. Operationen gik godt, (bortset fra, at de jo fandt en cyste). Dog havde Du Der en allergisk reaktion på det operationsagtige plaster, som dyrlægen sætter over maven, mens man opererer. Da plasteret blev hevet af, var der tydeligt nogle røde striber efter klisteret/plasteret.

Du Der har ikke haft skærm på torsdag, fredag og lørdag. Hun kunne godt holde sig fra sår og stingene – bare hun havde t-shirten på. Men søndag gik det galt. Hun havde fået adgang til såret via et af hullerne i t-shirten, som gik op til bagbenene. Hun havde hevet et par af stingene op og operationssåret var nu åbnet (2 cm). Det var helt klart min fejl, at lade Du Der bare have t-shirten på og ikke skærmen.
Derfor har jeg fremover ALTID skærme på mine hunde, når de har været opereret! UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD Du Der.

Men hvad værre var … Den allergiske reaktion var blevet forværret. Det var nærmest som om, at det sted, hvor operationsplasteret havde været klistret på, at det havde givet en form for ætsninger i huden. Så Du Der har slet slet ikke været sig selv lørdag og søndag.

Mandag måtte hun så til dyrlæge, for igen at komme i narkose. Hun fik skåret lidt af sårkanterne af, så såret kunne sys sammen igen for at kunne hele normalt op.
Du Der er faktisk blevet så utryg ved dyrlæger (ikke fede oplevelser med narkose og vågne op i en dyreklinik og have det dårligt), at hun knurrede af dyrlægen i går – han blev faktisk helt bange for hende. Stakkels dyrlæge Mikkel, han plejer ellers at have så godt et forhold til Du Der.

Den allergiske reaktion på huden, hvor operationsplasteret har været påsat er ganske tydelig med de 2 streger på hver sin side af arret/stingene.

I dag tirsdag går det allerede bedre her til aften. Du Der logrede og ville med ud at gå en tur, da jeg kom hjem fra arbejde. Så alle 5 vovser fik snor på og jeg gik en lille bitte tur på 4-500 meter, hvor Du Der spadserede glad af sted (trak faktisk normalt!) 🙂
Jeg er optimist! Du Der får det bedre på kort tid.