Der er sket meget de sidste 14 dage

Forrige weekend var der klubmesterskab i Border Collie Klubben, lydighed, rally og udstilling.
Lørdag mistede Kizz Me desværre en af de første øvelser (fællessit), så da jeg skulle ind og lave resten af øvelserne startede jeg med at sige til dommeren, at jeg gerne ville vide, hvis (når) jeg mistede 20 point for så kunne jeg ikke opnå 1. præmie. Jeg ønskede derefter at bruge lydighedsprøven til at en form for træne i, så Kizz Me kunne have det ekstra sjovt i lydighedsringen. Hun mistede dirigeringsapporten og derfor valgte jeg at afslutte nogle af de næste øvelser før de var slut. F.eks. stå sid dæk under gang, da jeg gik forbi hende i dæk under gang og skulle have hende med mig valgte jeg at løbe forbi hende, så hun kunne rejse sig hurtigt og have det skægt.
Den form for prøve lønnede sig dagen efter, for der gik Kizz Me næsten som en drøm. Faktisk så godt, at da jeg var færdig med fri ved fod spurgte jeg prøvelederen, hvorfor jeg ikke havde haft løb under gang, ha ha ha sagde han, det var da det, som jeg startede med. Nåh, når det går godt, så kunne jeg vist bare have fortsat og fortsat og fortsat. Kizz Me blev nr. 3 på dagen, fik sin sidste 1.præmie og blev DKLPCH. Præmierne blev overrakt i øsepøse regnvejr, så der var ikke rigtig nogle der opdagede Kizz Mes flotte titel.
Lørdag var Kizz Me også i udstillingsringen, nøj nøj nøj hvor blev jeg overrasket. Jeg har ALDRIG trænet ringtræning med Kizz Me, idet jeg har været bange for at ødelægge hendes fri ved fod i lydighed. Så 5 minutter inden hun skulle i udstillingsringen løb jeg lidt frem og tilbage med hende. Gud, hvor har hun lækre bevægelser. Det syntes dommeren også og så stod jeg pludselig med et lilla bånd i hånden, til at starte med syntes jeg, at det blå bånd havde et mærkeligt skær, indtil jeg opdagede at det var fordi, at det var lilla.
 
I forbindelse med BCKs klubmesterskab er der altid en generalforsamling lørdag aften. Det plejer at gå stille og rolig – og være hurtigt overstået. I år var det bare desværre ikke helt som det plejer. Hyrdeudvalget var gået sin vej (pånær en) og bestyrelsen forsøgte at forklare overfor medlemmerne, hvilke problemer, der havde været i forbindelse med at skaffe arealer til klubmesterskabet. Det hele endte med, at nogle enkelte personer meldte sig ud af klubben. Det er enormt ærgerligt, men det er jo folks egen sag. Dagen efter blev jeg webmaster for Border Collie Klubben igen. Jeg har så den seneste 1½ uge arbejdet på en ny hjemmeside: www.bordercollieklubben.dk. Den er ikke færdigkonverteret, men er godt på vej. Jeg tager lidt ad gangen, for der er meget, der skal laves om på. Jeg har flyttet det hele over på en ny platform, så hjemmesiden bliver lettere at opdatere fremover. 
 
For 2½ uge siden kom vores killingers mor "Misser" ikke hjem fra morgentoilette. Det var lige inden Mads og jeg skulle til Vejen til DKKs agility- og lydighedsstævne. Gode råd var dyre. Killingerne var kun 4 uger gamle og uden mor! Enten skulle vi tage dem med os i telt (ikke sjovt for nogle!), vi skulle aflive dem (svært, når de var så gamle), eller håbe, at nogle meldte sig til at passe dem. Fredag aften kl. 23 fik jeg en besked på facebook, det var ejeren af Flickans bror, som meldte sig som killingepasser i weekenden. Lørdag morgen kl. 6 på en motorvejsfrakørsel mødtes vi og hun fik killingerne overdraget. Jeg ved ikke hvor meget jeg dog skal takke Eva for pasningen, det var virkelig en håndsrækning.
Killingerne får ikke så meget mælkeerstatning mere. Vi går mere og mere over til foder. I dag har de været på deres første lange vandring ude på marken. Kæft mand, hvor er de kære. De er også forholdsvis renlige.
 
 
Her i den forgange weekend har jeg været speaker til agilitystævnet på Gisselfeld arrangeret af VAS agility. Det var samtidig Border Collie Klubbens klubmesterskab. Det har været en sjov og herlig oplevelse. Jeg havde udlånt Du Der til Yvonna, idet jeg selv skulle løbe med Panik, Makker og Kizz Me, så jeg mente, at jeg havde nok at se til. Makker blev nr. 2 til klubmesterskabet for seniorer.  Men bedst af alt, så blev Du Der med Yvonna nr. 3. Hun leverede 2 fejlfrie åbne løb og Yvonna og jeg kæmpede om at være mest stolt.
Kizz Me startede sin officielle agilitykarriere fredag med spring klasse 1. Uha de der klasse 1 baner – de er alt for ukringlede, det vil sige, at de er alt for lange og lige ud. Det er svært for mig. Kizz Me var langt bedre i de åbne klasser (svarede til klasse 2-3), og da hun kom i mål i spring åben med bare 1 nedrivning, var jeg ikke bare glad, jeg var LYKKELIG! Tumpede agilitytosse siger jeg bare. Kizz Me endte med at blive nr. 6 til klubmesterskabet, ikke helt ringe, når man tænker på, at hun er 19 mdr og lige har startet sin første konkurrence.
Du Der sluttede lige Gisselfeld (Country Days) af med at vinde flyball konkurrencen (individuel konkurrence).
 
Det sjoveste løb jeg prøvede den weekend var nok pointklassen. Hvert spring gav 1 point og slalom gav 2 point. Men jeg regnede ud, at det var hurtigere at tage 2 spring kontra at tage en slalom. Så jeg fandt 4 spring, der stod ganske tæt og så gik Panik og jeg ellers igang med at springe og indimellem og springe og indimellem. Man kunne opnå 10 bonuspoint, hvis man kunne klare jokeren. Den joker var et spring en tunnel og 3 spring som skulle tages i korrekt rækkefølge, men føreren måtte ikke nærme sig hunden (der var et hvidt bånd rundt om disse forhindinger). Er du gal man, hvor var det svært, og det kræver vist, at nogle har det på video, hvis jeg skal forklare nærmere, hvordan det forløb. Men det lykkedes mig at få jokeren (tog dog 15 sek.), Panik blev nr. 2.
 
I det hele taget var Gisselfeld fantastisk at opleve. Det var ikke bare et agilitystævne. Det var en oplevelse af dimentioner! Panik, Kizz Me og Du Der prøvede lurecoursing… det var næsten synd for mynderne, at der bare kom 3 bordere og kunne gøre det i første forsøg. Jeg prøvede også en segway (sådan en dims man står på mens man kører fremad ved at læne sig frem). Uha, den kunne jeg godt tænke mig at eje. Vi så flotte jagtknive med skæfter af flot træ, smagte specialøl og honning med lemon. Sidst men ikke mindst fik jeg vildtsvinefrikadeller 2 dage i træk, yummi!
 
Næste weekend gælder det DM i agility. Håber, at jeg kan gentage en succes. Panik, Du Der, Happy og Djiini er på hold sammen.
Kizz Me, Catch, en merle mere og en "perle" har også dannet hold. Det bliver sjovt!

Kizz Me er nu tæt på at være Dansk Lydighedschampion

Til DKKs stævne i Vejen fik Kizz Me endnu engang 1. præmie i LP3.
Hun er kun 19 mdr. gammel, så det er jeg ganske tilfreds med.
 
Foto: Jan Kölner
 
Lørdag lagde hun sig i fællessit, men det blev til fine points i de andre øvelser og 1. præmien var hjemme … også selv om jeg blev trukket ½ point for hver gang jeg sagde "Kizz Me" i stedet for "plads" fordi Kizz Me er 2 stavelser og plads kun er 1 stavelse. Nå, så lærte jeg det!
 
Søndag gik det bedre i fællessit, men hun fik kun 6 point i dirigeringsapport, idet kun fik øje på metaldimsen i græsset, som apporten lå ud for. Hun stod på mig og sagde med øjenene: "er det virkelig den lille dims, jeg skal samle op"? Men efter 5 kommandoer tog hun træapporten. Indkald med stå fik jeg desværre ikke, så jeg valgte at bruge resten af prøven til at træne i. Det vil sige, at jeg peppede hende op og stoppede øvelser før de var slut (så får man 0 point). Jeg kan jo ikke bruge en 2. eller 3. præmie til noget, da det er 1. præmie der tæller. Så jeg kunne lige så godt have det ekstra sjovt og måske få endnu flere points næste gang.
 
Lørdag blev Du Der nr. 2 som dagens allround hund i agility og Panik blev nr. 3. I dagens all-round hund er det sammenlagt point fra springåben og agilityåben, der tæller.
Vores 4.holdhund og reserve manglede på holdet KAF Force 2010 (øv), så Poul med Djiini samt jeg med Panik og Du Der skulle løbe virkelig godt. Lørdag løb vi fint og kom ind på en anden plads.
Søndag lagde vi ud med spring hold. Det var en svær bane, ikke noget, som jeg vil kalde en holdbane. Du Der løb først, og var selvfølgelig fejlfri. Djiini havde et par upsere men kom igennem. Panik var fejlfri til anden sidste forhindring, hvor hun fløj over slutspringet en forhindring for tidlig. ØV ØV ØV, det blev til disk. Nej, hvor jeg ærgrer mig.
 
Søndag eftermiddag var både Panik og Du Der mærkelig nok halt på venstre forben, og jeg blev nødt til at trække dem fra spring åben, selv om jeg manglede point til årets allround hund med dem. Super ærgerligt. Jeg fik lov til at løbe med Kizz Me i stedet for – uden for konkurrence i begge løb. Så var DKK fri for at betale mig tilbage for Panik og Du Der.
 

Du Der, Misser og hendes killinger

Misser fødte killinger den 17. juli. 3 søde uldtotter, som jeg i starten kaldte for Miss Danmark, Miss Universe og Miss Foster. Faderen er ubekendt 😉
Normalt jagter Du Der katte, og det går pænt stærkt, hvis jeg selv skal sige det. Men jeg er blevet temmelig overrasket over Du Ders reaktion på killingerne. Det er næsten som om, at hun helst ikke vil ud af rummet, når hun er sammen med killingerne. Det har intet med moderinstinkt eller falsk drægtighed at gøre. Hun er ren og skær bare kærlig. Du Der har nemlig aldrig lidt af falsk drægtighed eller haft andre mærkelige perioder. Du Der vil helst bare stå og kigge og iagttage killingerne, nogle gange får de også lige et slik i numpetten. Jeg fik hende til at sætte sig op i kurven til Misser og killingerne, men det var mest for kameraets skyld.
 
Her er en stak friske billeder:
 

  


Den hvideste misserkilling. Vist en han.


Denne killing har noget rødligt på snudepartiet. Hun er ikke beskidt!


En killing på opdagelse!


En killing hoppede ud over og kunne ikke finde op igen ad slidsken. Missemor hev hende op. Det var spændende at se.


Miaaaauuuuuuuu

 

 

 

 

På landsholdet i agility for 4. år i træk

I lørdags var der endelig udtagelse til agilitylandsholdet i forbindelse med sidste landsholdssamling. Jeg har hele året samlet point til landsholdet og har ligget nr. 1 eller 2 skiftevis.
På sidste samling talte løbene dobbeltup i point, og da jeg havde et dårligt agilityløb med Panik, fik hun ingen point i agility (vægring ved en tunnel).
Efter agilityløbet var der et springløb, hvor Panik løb godt og fejlfri, som hun plejer. Så der kom igen point ind på kontoen (16 point).
Slutteligt røg Panik og jeg ned på en 4. plads på den samlede pointliste. Men det var nok til, at vi for fjerde år i træk er udtaget til agilitylandsholdet.
Igen i år skal vi kun løbe holdløb og ikke individuelt. Det er helt okay, for jeg mangler lige det sidste sekundmæssigt for at ligge helt i top individuelt. Jeg er helt klar over, at min egen fokus er på holdløbene. Det har jo også vist sig, at det er det, som jeg er bedst til: Årets hold 2009, danmarksmester i hold (2 gange), verdensmester i hold og sølv til NM i hold.
 
Til landsholdssamlinger og til pointløb til diverse stævner har Panik løbet ialt 33 løb, men er kun disket i 6 løb. Det synes jeg er en ret flot statistik. Lidt tumpet blev Panik faktisk disket i 2 af løbene på Bornholm, hvor der ikke var så mange deltagere, hvor jeg kunne have fået nogle lette point til resultatlisten. Men smadder irriterende er jeg, for jeg er bedst under pres, og er der mange i klassen, så bliver jeg til et stort konkurrencemenneske, og performer bedre.
 
Du Der havde jo også søgt landshold i agility. Desværre havde hun ikke så mange point, så hun kom ikke i betragtning. Det blev til 41 løb og kun 9 disk. Hun er enormt stabil og nem at handle.
 
Jeg ved endnu ikke, om jeg søger landshold næste år. Måske er dette sidste år for Panik. Hun er født i nov 2001, så næste år bliver hun 10 år. Det er slet ikke til at forstå.