Feriedag 3 – Stevnsfortet

I dag har vi været på Stevnsfortet.

Lidt om Stevnsfortet: I begyndelsen af Den Kolde Krig besluttede den danske stat, hvordan landet bedst muligt kunne opbygge et forsvar mod Østblokken. I 1952 påbegyndtes anlæggelsen af Stevnsfort i Stevns Klint. Selve udgravningen er 1,6 km – 18 meter under jorden.

Under Den Kolde Krig var det Stevnsfortets mission at afspærre Østblokkens adgang til Øresund og i øvrigt at holde øje med alle Østblokkens bevægelser på Østersøen. Fra 1980´erne kom Eskadrille 541 til Stevnsfortet med sine HAWK-missiler.

I år 2000 blev kommandoen på Stevnsfort strøget. Herefter blev der lagt mange gode kræfter i at omdanne fortet til museum. I 2008 åbnede Koldkrigsmuseum Stevnsfort.


Trappen 18 meter ned i "dybet".

 

Det var vildt spændende at besøge Stevnsfortet. Først så vi på de spændende missiler og kampvogne udenfor. Vi var en lille gruppe på i alt 4 mennesker, som blev vist rundt på ”jordoverfladen” samt nede i gangene. Rundvisningen tog ca. 1½ time. Guiden vidste virkelig meget og man kunne mærke, hvor engageret han var i sit arbejde. Der findes ikke noget værre, end at være på en rundvisning med en guide, der bare føler det som en pligt at fortælle om dit og dat.

 


Den spændende "havbund". Se lagene af flint mellem kridtlagene.

 


Vejene dernede havde gadenavne, så man kan finde rundt 😉

Efter besøg på Stevnsfortet smuttede vi lige forbi Rødvig og ned på havnen. Købte lige noget dejligt fisk, som vi nød, da vi kom hjem. Åh, der findes ikke noget så lækkert som varme fiskefrikadeller med remoulade….